Hos Mommer

16. april 2013

Hvornår bliver man åndsfrisk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: , ,

Afskaf alderdommen af Lone Kühlmann, ISBN 9788702118421Undervejs på den efterhånden mere og mere irriterende vej til og fra arbejde lyttes der for tiden til Afskaf alderdommen af Lone Kühlmann og Henning Kirk.
Irriterende vej, ja. Ikke fordi tiden for jobstop sig nærmer mere og mere (18 arbejdsdage tilbage), men fordi der nu er omfattende vejarbejder TO steder på strækningen; begge skemalagt til at skulle vare 2½ år. Holddaheltfast, hvor er jeg glad for, at det snart er slut.
Det er godt, lydbøgerne er opfundet.
Denne her er en af de mere underholdende – jeg skal lige love for, at der på festlig, men samtidig saglig og (naturligvis) velformuleret måde bliver gjort op med stort set samtlige myter og fordomme gennem tiderne om alderdom.

Nogle gange sidder jeg og smiler højt; andre gange skal den lige have et tryk på tilbage-knappen, så jeg kan høre det igen, fordi det gerne skulle lagres til senere citatbrug.
Det med lagring tager nemlig længere tid med årene, så det er desværre ikke en myte, men man kan til gengæld gøre meget selv for, at det ikke kommer til at tage unødig lang tid at erhverve sig ny lærdom.

“Man går ikke i stå af at blive gammel; man bliver gammel af at gå i stå”. Citatet er muligvis ikke 100 % korrekt; jævnfør ovenstående … men det er en tese, man labber i sig og håber på rigtigheden af.

De sabler samtlige kosttilskud og andre mirakelmidler ned. Helt ned. Til døde. Der er intet af den slags, der har dokumenteret effekt. Det vidste jeg nu godt, men det var en fin og morsom måde, de aflivede denne vist nok udbredte tro på.
Man tror mere på injektioner end på piller end på cremer, så folk dratter i med begge ben, når nogen kommer en eller anden løjerlig eliksir på små og dyre ampuller og kalder det Serum. Åh, det er festligt. For 100 år siden gav man kvinder testikelekstrakt i form af injektioner for angiveligt at holde dem unge. Det var så eksotisk, at man end ikke stillede spørgsmål ved virkningen; man tog bare imod – og led af de løjerligste bivirkninger!

Man mente også før i tiden, at man kun var tildelt et vist mål af legemsvæsker, hvilket skulle være forklaringen på, at hud og slimhinder er mere tørre hos gamle mennesker. Derfor skulle man endelig også (især som mand) være seksuelt afholdende, når man nåede en vis alder, da ejakulationer ville gøre alt for kraftigt et indhug i den tildelte væskemængde. Jamen er det da ikke festligt?
Det er dog absolut ikke kun gamle fordomme, der bliver taget under behandling – der lever rigtig, rigtig mange i bedste velgående i dag.

Dagens overskrift “Hvornår bliver man åndsfrisk?” blev leveret af en meget ung dreng. Godt spørgsmål, som han vist ikke fik noget svar på, men, som der blev sagt, er det ret sikkert, at hvis man hører sig selv blive omtalt som åndsfrisk, er man sandsynligvis noget ældre, end man selv føler sig.

Jeg vil stoppe her med min rosende anmeldelse af bogen, men hvis du er 60+, er det god læsning.
Måske i lige så høj grad, hvis du er 60÷ – jeg tror, du kunne lære en masse om det at ældes, som ikke er det samme som at blive ældre. Eller gammel.

Selv tillægsordene gradbøjes anderledes, når vi taler alder:
Det er nemlig sådan, at en ældre person er yngre end en gammel person.
Og en yngre kvinde er ældre end en ung kvinde …

32 kommentarer

  1. Siden jeg ikke er 60+ er det vist ikke helt en bog for mig, men jeg vil til gengæld småtørt konstatere at der så må være en del bilister på din pendlervej der bliver ældre for hver dag der går. Lidt ekstra ældre med de der vejarbejdsprojekter.

    Kan nu godt forstå at du tæller dagene 🙂

    Kommentar af overleveren — 16. april 2013 @ 17:37

    • Det skal du ikke sige – der er mange gode pointer også for folk på langt under 60 :-=
      Ja … det kan godt nok gøre mig gammel før tid at skulle sidde i de køer!

      Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 18:59

  2. Jeg har hørt Lone Kühlmann og jeg har læst Henning Kirks bog, Hjernen bag erfaring, use it or loose it, tror jeg nok 😉 Og måske er det der, at jeg læste, at det der med at stoppe med at arbejde kan være med til at man går i stå, fordi man ikke udfordrer sin hjerne på samme måde, som når man bliver “tvunget” til at takle problemer, der opstår i en arbejdssituation. SÅ Ellen, husk nu at udfordre dig selv 😉 Men jeg må vist have fat i den bog.

    Kommentar af Lene — 16. april 2013 @ 18:08

    • Ikke helt, Lene … loose betyder løs, mens lose betyder tabe. Men ordene udtales ens, og de fleste danskere forveksler dem 😉
      Jeg lover højt og helligt at huske at udfordre mig selv – og andre, høhø – og jeg er ret sikker på, at jeg kan klare det uden at have et arbejde 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 19:02

      • ups 🙂

        Kommentar af Lene — 16. april 2013 @ 19:06

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 19:18

  3. Jo det tager længere tid at lære nyt jo ældre man bliver, det kan jeg da også mærke, men det er bare med at holde de små grå i gang, kan være jeg skulle læse bogen.. 🙂

    Kommentar af Rejen — 16. april 2013 @ 18:12

    • Det må vi love os selv og hinanden … bogen er værd at læse, synes jeg 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 19:02

  4. Hihi.. jeg synes altså stadig du er meget åndsfrisk.. .-D

    Kommentar af Inge — 16. april 2013 @ 19:11

    • Hmmm, skal jeg sige tak eller blive sur? 😉 Jeg håber dog, at du vil sige det samme om 20 år 😉

      Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 19:19

      • Jeg lover at sige det samme om 20 år, hvis jeg kan huske det.. 😉

        Kommentar af Inge — 16. april 2013 @ 19:57

        • Nåmmen jeg skal nok huske dig på det 🙂

          Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 20:53

  5. Måske skulle du ved lejlighed kigge på siden: de-pletskaldede-ulve.dk/ 🙂

    Kommentar af Søren — 16. april 2013 @ 19:20

    • Hehe, jeg har lige kigget … den ser temmelig underholdende ud 😀

      Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 19:26

  6. Angående åndsfriskhed, så er der jo somme, der aldrig har været det, og derfor heller ikke kan forventes at blive det, når de bliver ældre, end de er nu. Present company excepted, of course.

    Kommentar af Henny Stewart — 16. april 2013 @ 19:27

    • Hehe, det er naturligvis rigtigt … det er nok noget helt andet, vi taler om, når der tales om ‘en sen opblomstring’.

      Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 20:54

  7. Herlig læsning for en halvældre. Dit indlæg altså. Der er godt 2000 kalenderdage, til jeg følger dig til Efterlønsland, men jeg glæder mig på dine vegne og er glad for, at jeg ikke er så ung, at jeg skulle vente endnu længere. Må de unge leve sundt og længe, men jeg misunder ikke deres pensionsudsigter. Stilladsarbejdere m.fl. får brug for mere end serum og kosttilskud, når de skal klare jobbet, til de bliver 70.

    Kommentar af Eric — 16. april 2013 @ 19:51

    • Puha – det får jeg til omkring 5½ år. Jaja – det er jo altid dejligt at have noget at glæde sig til …
      70-års pensionsalder er virkelig skræmmende for de fleste. De unge tager det forholdsvis roligt at skulle arbejde til de er 67, men uanset om jeg taler med en 30-årig eller en 50-årig, bliver de helt blege ved tanken om at skulle arbejde, til de er 70. Tankevækkende, at de tre år gør så stor en forskel, men det er nok tallet 70 i sig selv, der trigger. 69 år og 12 måneder lyder ikke lige så gammelt 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 21:00

  8. Da jeg ikke har tænkt mig at blive ældre, endsige gammel, er bogen nok ikke noget for mig. Jeg satser mere, og har altid gjort, på at blive erfaren, så jeg farer videre.
    Men jeg skal nok forblive under fanen for den hær, der fortsat vil skaffe dig problemer, du må takle, til du bliver åndsfrisk! 😉

    Kommentar af AagePK — 16. april 2013 @ 20:26

    • Det mener du forhåbentlig ikke, Aage! Jeg har da så afgjort tænkt mig at blive både ældre og gammel – men jeg håber voldsomt på først at virke en anelse ældre, når jeg er blevet gammel 😉
      Erfaren var jeg allerede som 30-årig 😉
      Men tak fordi du vil fortsætte arbejdet med at give mig udfordringer 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. april 2013 @ 21:03

      • Og når jeg så først er rigtigt erfaren, og det tager tid og erfaringer, hvilket kræver nysgerrighed, mod og energi, vil jeg gå direkte i barndom…
        Tror jeg nok.

        Kommentar af AagePK — 16. april 2013 @ 22:36

        • Det håber jeg heller ikke, at du gør ….

          Kommentar af Ellen — 17. april 2013 @ 7:17

  9. Jeg kan trøste Lene (og dig, Ellen!) med, at der stadig er brug for hjernen, snilde og alt mulig andet for at kunne løse sine – og til tider også andres – problemer, efter man er stoppet på arbejdsmarkedet. Desuden kan man heldigvis også bruge hjernen til andet end at løse problemer.

    Kommentar af Elsebeth — 17. april 2013 @ 2:00

    • Det var jeg ærlig talt også temmelig sikker på, Elsebeth – men tak alligevel for de trøstende ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. april 2013 @ 7:18

  10. Jeg kan huske dengang, da alt over 40 var oldgammelt. Sådan er det heldigvis ikke mere. Måske fordi jeg selv har flyttet mig fra 16 til 45 🙂 Jeg vil prøve at holde mig i gang, så jeg kan blive ældre uden at blive gammel. Eller noget i den retning.

    Kommentar af Susanne — 17. april 2013 @ 7:54

    • Alt er som bekendt relativt – og da jeg var barn, så alle over 40 oven i købet helt ens ud 🙂
      Det er nemlig det, vi helst skal: blive ældre uden at virke gamle …

      Kommentar af Ellen — 17. april 2013 @ 10:43

  11. Den bog har stået på min liste over ‘bøger der skal læses’ længe. Måske den skulle rykkes frem i geleddet inden det er for sent 😉
    I mange år frekventerede jeg den årlige ‘Introduktion til bogsæsonen’ arr. af Boghandlerforeningen og Bibliotekarforbundet – en altid oplysende og stærkt underholdende oplevelse. Her optrådte bl.a. Lone Kühlmann, til stor moro for bogfolket (måske især kvinderne).
    Desværre har budgetbeskæringerne gennem de seneste år gjort kål på den slags ekstravagancer, men så må man jo læse sig til morskaben og alle de gode betragtninger. Vid OG humor kan ikke overvurderes 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 17. april 2013 @ 8:19

    • Jeg er sikker på, at du vil nyde den på alle måder 🙂
      Synd, sådan noget skal spares væk; det er jo den slags, der gør en arbejdshverdag lidt mere spændende og ikke mindst underholdende. Jeg har også oplevet Lone Kühlmann – og Karen Thisted, som heller ikke er uden evner.
      Nej, det kan bestemt ikke overvurderes 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. april 2013 @ 10:48

  12. Jeg er 49 men føler mig ikke sådan. Jeg tænker at mit liv ser ud som da jeg var 25; jeg står stadigvæk ned og tager min cykel hver morgen, sætter mig på min kontorstol og arbejder til jeg går hjem (arbejdsdagene er dog blevet kortere), og i min fritid nørder jeg med min computer og løber på rulleskøjter i sommerhalvåret. Set udefra er alting ens, men jeg kan da godt mærke, at jeg er blevet ældre, men at jeg snart er halvtreds er dog en overraskelse for mig. Jeg er ung nok til at forudse en høj pensionsalder, men jeg håber, at jeg kan spare nok op til at gå fra, når jeg er tres. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, at jeg skal arbejde til jeg er halvfjerds.

    Kommentar af Stegemüller — 17. april 2013 @ 18:01

    • Jeg tror du er sådan en, der ikke holder specielt meget af forandringer i dit liv 🙂
      Nu skal du vist ‘kun’ arbejde til du er 67 – men jeg tror så også det kommer til at knibe lidt med at spare nok sammen på 11 år 😉

      Kommentar af Ellen — 17. april 2013 @ 19:45

  13. Funny…
    Måske en bog jeg skulle få fat i i Danmark_

    Kommentar af salix-Lene — 18. april 2013 @ 4:59

    • God ide – det er underholdende, oplysende og lærerigt på en og samme tid. Ikke nogen dårlig kombination 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. april 2013 @ 7:33


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.