The White Horses of Wiltshire eller bagsiden af en engelsk landsby

En landsby og dens landsbyliv har fordele og ulemper. En af fordelene er at se landsbyen fra bagdelen bagsiden.
John og jeg gik i formiddags en tur langs ridestien, der går parallelt med og et par hundrede meter bag den lille Wiltshire’ske landsby. Herfra kan vi, udover det vidunderlige landskab, se en af de hvide kalkheste, som Wiltshire er kendt for. Der er i dag otte tilbage af… øh…en hel masse… Nå – man kan jo ikke huske alt, men disse otte bliver passet godt og både luget og kridtet op en gang imellem, så de virkelig kan lyse op i landskabet. Flot ser det ud, når man får øje på dem på lang afstand, og, første gang man ser en af dem, måske undrer sig lidt. Man kommer nærmere hesten og får den lidt underlige, halvt usikre fornemmelse, man godt kan få her midt i Stonehenge-land, hvor gamle riter og skikke har sat deres præg og efterladt endnu uløste mysterier.
Hesten, vi kan se fra stien bag huset, er denne:

Den ligger langt væk herfra og virker temmelig stor, når man kommer nærmere.

Fra bagsiden så vi også lyslilla blomster på brombær. Det er med stor sandsynlighed mig, der er uvidende, men jeg kender kun hvide brombærblomster. Hvad er forskellen? Bortset fra farven, selvfølgelig…

Madame undrede sig for kort tid siden over, at hestene fik dækkener på her i sommervarmen. Forklaringen på dette kom via kommentarerne til indlægget. Vi tog i dag et billede af en tyr, som lå og prøvede at slappe af i sommervarmen. Billedet kan klikkes større – prøv det og find tyrens venstre side. Der sad mindst 200 hestebremser på både denne arme tyr og dens fæller, som befandt sig i umiddelbar nærhed. Vi havde temmelig ondt af dyrene. Ikke at det kan kaldes dyremishandling på nogen måde; tværtimod lever de det frie liv og får mad og vand nok og alt det, men at nogle køer og heste reagerer kraftigt på dette overgreb, er vist forståeligt nok. Men sådan har det været alle dage, og man kan jo ikke dække hele bestanden ind [høhø].

Da vi kom tilbage gennem selve landsbyen, kom børnene (med forældre) os i møde – jeg ville så gerne bilde mig selv ind, at det var fordi ungerne havde savnet os og undrede sig over, hvor vi var henne. Det var da heldigvis lige præcis tilfældet (dagens praleri), og vi fortsatte turen alle seks en anden vej ud af landsbyen ad The Millenium Path. Et koncept, som – måske ikke overraskende – stammer fra årtusindeskiftet, og som gik ud på at åbne England for vandrere ved at anlægge stier langs med og henover privatejede arealer af alskens slags. En slags svensk allemandsret i britisk udgave.

Og til sidst – beklager meget, men I slipper ikke for at se jordens dejligste børnebørn i et close up fra dagens tur.