Hos Mommer

11. juli 2010

The White Horses of Wiltshire eller bagsiden af en engelsk landsby

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:33
Tags: , , , ,

En landsby og dens landsbyliv har fordele og ulemper. En af fordelene er at se landsbyen fra bagdelen bagsiden.
John og jeg gik i formiddags en tur langs ridestien, der går parallelt med og et par hundrede meter bag den lille Wiltshire’ske landsby. Herfra kan vi, udover det vidunderlige landskab, se en af de hvide kalkheste, som Wiltshire er kendt for. Der er i dag otte tilbage af… øh…en hel masse… Nå – man kan jo ikke huske alt, men disse otte bliver passet godt og både luget og kridtet op en gang imellem, så de virkelig kan lyse op i landskabet. Flot ser det ud, når man får øje på dem på lang afstand, og, første gang man ser en af dem, måske undrer sig lidt. Man kommer nærmere hesten og får den lidt underlige, halvt usikre fornemmelse, man godt kan få her midt i Stonehenge-land, hvor gamle riter og skikke har sat deres præg og efterladt endnu uløste mysterier.
Hesten, vi kan se fra stien bag huset, er denne:
DSC02970
Den ligger langt væk herfra og virker temmelig stor, når man kommer nærmere.

Fra bagsiden så vi også lyslilla blomster på brombær. Det er med stor sandsynlighed mig, der er uvidende, men jeg kender kun hvide brombærblomster. Hvad er forskellen? Bortset fra farven, selvfølgelig…P7110082

Madame undrede sig for kort tid siden over, at hestene fik dækkener på her i sommervarmen. Forklaringen på dette kom via kommentarerne til indlægget. Vi tog i dag et billede af en tyr, som lå og prøvede at slappe af i sommervarmen. Billedet kan klikkes større – prøv det og find tyrens venstre side. Der sad mindst 200 hestebremser på både denne arme tyr og dens fæller, som befandt sig i umiddelbar nærhed. Vi havde temmelig ondt af dyrene. Ikke at det kan kaldes dyremishandling på nogen måde; tværtimod lever de det frie liv og får mad og vand nok og alt det, men at nogle køer og heste reagerer kraftigt på dette overgreb, er vist forståeligt nok. Men sådan har det været alle dage, og man kan jo ikke dække hele bestanden ind [høhø].
Hestebremser
Da vi kom tilbage gennem selve landsbyen, kom børnene (med forældre) os i møde – jeg ville så gerne bilde mig selv ind, at det var fordi ungerne havde savnet os og undrede sig over, hvor vi var henne. Det var da heldigvis lige præcis tilfældet (dagens praleri), og vi fortsatte turen alle seks en anden vej ud af landsbyen ad The Millenium Path. Et koncept, som – måske ikke overraskende – stammer fra årtusindeskiftet, og som gik ud på at åbne England for vandrere ved at anlægge stier langs med og henover privatejede arealer af alskens slags. En slags svensk allemandsret i britisk udgave.
P7110088

Og til sidst – beklager meget, men I slipper ikke for at se jordens dejligste børnebørn i et close up fra dagens tur.
P7110087

6 kommentarer

  1. Jeg tror bestem jeg har set de heste. Fra toget-eurostaren. Kan det passe? ved ikke lige hvor Wiltshire ligger, men kan det være på eurostar banen? Eller i nærheden af.
    Det er bestemt nogle små charmetrolde, dine børnebørn. Fortsat god dag 🙂

    Kommentar af havehyrden — 12. juli 2010 @ 7:45

    • Havehyrde – Wiltshire ligger et godt stykke vest for London og dermed langt fra Eurostar-banen. Wiltshire er specielt kendt for de hvide heste, fordi der er så mange af dem bevaret i dette område, men de har eksisteret flere steder i England i fordums tider, så det er ikke umuligt, at du har set en på din vej fra London til Paris. Eller omvendt 😉
      God dag til dig også 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. juli 2010 @ 10:06

  2. Uha, det lyder ikke godt med alle de hestebremser på det stakkels dyr. Jeg kan også se på rådyrene i vores have, at de er plaget, men det er vist af flåter, der svulmer op og ser drabeligt store ud. Vi tobenede er også plaget – du skulle se mine ben, selv om jeg sprøjter mig med myggespray 🙂
    Det er dejlige billeder, du viser fra det smukke England!

    Kommentar af Madame — 12. juli 2010 @ 19:16

    • Madame – det må være SÅ smertefuldt for dyrene med alle disse hestebremser, og rådyrene er desværre temmelig aktive parthavere i flåthyppigheden. Vi skal være særdeles opmærksomme i Sverige – der er meget ofte en, der lige prøver at finde fod- eller rettere mundfæste hos mig – heldigvis reagerer jeg på flåter: det klør lige med det samme.
      Og du reagerer også voldsomt på myg, må det vel være – stakkels dig, men jeg kan anbefale, at du køber noget, der kan stilne kløen; om ikke andet så for at gøre nætterne tålelige…
      Åh, tak – ja England er bare så smukt 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. juli 2010 @ 21:02

  3. Kom nu bare med flere billeder af de dejlige børn 🙂 Og de heste vil jeg da gerne høre mere om, er de ikke menneskeskabte?

    Kommentar af Lene — 12. juli 2010 @ 23:08

    • Lene – de skal nok komme, billederne… jeg kan jo ikke lade være 😉
      Hestene er ældgamle, men bestemt menneskeskabte. Og menneskevedligeholdt i dag. Prøv at google ‘the white horses of wiltshire’ og du vil ramle ind i en masse materiale om disse kalkheste. De havde selvfølgelig en rituel betydning, da de blev skabt, og egentlig kan man vel sige, at det har de endnu den dag i dag…

      Kommentar af Ellen — 13. juli 2010 @ 0:00


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.