Hos Mommer

9. juni 2019

Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , ,

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

 Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

Reklamer

7. juni 2019

Jeg blev både en smule rystet og forarget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Jeg sad i formiddags og fiflede lidt rundt på Facebook; bl.a. under emnet begivenheder.
Her så jeg følgende opslag …

image

… og måtte lige synke en ekstra gang.
Vedkommende ‘deltager’ var en af mine ældste venner. Vi var lige gamle og havde kendt hinanden fra vi var 16 år.
Til min sorg døde han i slutningen af april, kun 3-4 uger efter diagnosticering af knoglemarvskræft.
Derfor har jeg en begrundet tvivl om hvorvidt han har meldt sig interesseret i dette veteranbilshow …
Jeg kiggede under ‘alle opslag’ og kunne ikke finde noget opslag vedrørende dette show, som var dateret inden han blev syg, og som han derfor kunne have reageret på.

Hvis det er det snyd, jeg tror det er, så er jeg altså forarget – jeg har flere gange tidligere oplevet, at FB snyder med, hvem der har liket hvad.
John undrede sig engang (med rette) over, at jeg havde liket et eller andet produkt, hvortil jeg kun kunne svare, at det havde jeg sandelig heller på ingen måde liket! Jeg kunne sige det med sikkerhed, for jeg liker aldrig virksomheder eller produkter, så hvis I ser et eller andet af den slags, jeg hævdes at ‘synes om’, er det altså rent fup.

Dengang Pernille døde, var det et værre dokumentationsmas for Karin at få ændret hendes FB-side til et såkaldt mindesmærke.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man i tide selv husker at anmode om, at ens konto slettes efter ens død – hvis det altså er det, man ønsker, for man kan også udnævne en ‘eftermæleadministrator’, som så bestemmer for en, men for mit vedkommende vil jeg slettes og dermed forsvinde fra FB-sfæren.
Det er nemlig en meget underlig fornemmelse at opleve det, jeg oplevede i dag, og det jeg vil ikke have, at andre gør, når jeg ikke er her mere.

image

Jeg vil tilføje, at FB er ret optimistisk: Da jeg trykkede på ‘Slet efter dødsfald’, kom der en bekræftelse med bl.a. følgende ordlyd:
”Det betyder, at din konto vil blive slettet, hvis du dør..”
Jeg ville jo nok mene, at der skulle have stået ‘når’ i stedet for ‘hvis’.

6. juni 2019

Det er også en måde at blive millionær på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:49
Tags: ,

image

Ovenstående er klippet fra en artikel i Børsen. Det er selvsagt ikke en ny regel, men jeg kendte ikke til den før i dag, og jeg syntes omgående, at det er en virkelig dum regel! Men okay … af to onder … det er nok bedre end hvis han havde fået 0,2 % flere stemmer, så han var kommet i Tinget, men 1,8 % er 1,8 % for meget, efter min ringe mening. Hr P og Mr Trump har lidt for meget tilfælles, synes jeg. Jeg skal undlade at skrive hvad – vil helst ikke anklages for injurier. Selv om det strengt taget nok ikke engang er injurier, men der er nogle, der ikke lader sig forstyrre af fakta …

Og liste O kan godt liste A’ (frit efter Shu-Bi-Dua). Liste helt af gjorde de dog desværre ikke, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. De har fået et stort og velfortjent gok lige i nødden, så jeg er glad. Der er flere faktorer, der er skyld i dette, men jeg vil så gerne tro på, at det primært er fordi de frasagde sig enhver form for ansvar, da de fik de mange stemmer ved valget i 2015. Ikke at jeg ønskede, de skulle have magt, men demokratiet havde talt, og man kan simpelthen ikke bare stille sig i opposition og dermed hele tiden kunne stikke en kæp i hjulet i stedet for at leve op til det ansvar, deres vælgere gav dem. Så kan de lære det, kan de. Elller … det gør de forhåbentlig ikke, for jeg så dem hellere end gerne helt dømt ude.

imageJeg kalder normalt min blog for upolitisk, men dette måtte lige ud. Jeg siger ikke, hvad jeg stemte på, men jeg kan godt afsløre, at det hverken var på SK eller Klaus Riskjær. Førstnævnte bliver ikke nævnt ved det fulde parti- eller personnavn fra min side – jeg vil ikke medvirke til, at denne yderst ubehagelige personage stiger opad i Googles hitparade.

Valget er overstået, sommeren har indfundet sig, haven kræver ikke det store lige nu, så jeg vil placere min dertil indrettede på min nyerhvervede solstol (som aldrig vil være placeret i solen, mens jeg har indtaget den) et eller andet godt sted i samme have og fortsætte med mit nye strikkeprojekt, mens jeg hører en lydbog.
Rent luksusliv, ikke sandt?

30. maj 2019

Her går vi ikke ind for millimeterdemokrati

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: ,

For mange år siden var vi på ferie i nogle dage sammen med nogle andre. Et par af disse ‘andre’ gik ulideligt meget op i, hvem der havde gjort hvad sidst og hvis tur det nu var til et givent job; det være sig stort eller lille. Det var, med skam at melde, mest den kvindelige halvdel, der havde dette millimetermål i øjenhøjde hele tiden. Man kan sagtens deles om opgaverne uden hele tiden at skulle måle på en eller anden retfærdighedsskala.
Mændene stod og vaskede op, da omtalte pars et år gamle barn kunne konstateres i meget høj og akut grad trængende til at få skiftet en ildelugtende ble. Hun sad og snakkede henne i sofaen, med barnet lige ved siden af sig, og faderen vaskede som sagt op. Hun sagde til ham:
Det er din tur til at skifte ble. Jeg gjorde det sidst!
– Jamen … jeg står lige og vasker op …
– Ja, jeg gør det ikke! Det er din tur!
– Kan du ikke lige gøre det? Så skal jeg nok tage to gange i træk næste gang.
– Nej. Det er din tur.
Så fik jeg nok og tog det (ikke længere trængende …) barn og skiftede den ble. Jeg kom vist nok til at sige et eller andet om situationsfornemmelse og millimeterdemokrati, mens ‘arbejdet’ stod på.
Selvfølgelig skal man deles om opgaverne, men dette her var for tåbeligt. Det var bare et eksempel af mange, og jeg havde så svært ved at forstå hvorfor de gik så højt op i den slags latterlige småting.

Og nu kommer den næsten uundgåelige bemærkning: Sådan har John og jeg aldrig været. Det modsatte ville jo nok også have virket en anelse selvmodsigende.
Det har dog været tæt på et par gange. Fx da John blev sur over, at Charlotte, mens hun gik i gymnasiet, næsten altid forsvandt op på sit værelse for at lave lektier umiddelbart efter aftensmaden.
I mit hjem har vi altid været vant til at hjælpes ad alle sammen, hvad det huslige angår.
Den kom nogle gange, indtil jeg en dag fik nok, og leverede følgende svada (i let forkortet udgave):
Charlotte er seks-syv timer i skole, derefter skal hun passe både sin hest og sit arbejde. Til sidst har hun mellem en og tre timers hjemmearbejde hver dag. Hun har med andre ord en meget længere arbejdsdag, end vi to har.
Og hvad det huslige angår: Det er da pudsigt, at det med at ‘hjælpes ad’ kun gælder efter maden. Når jeg går i gang med at lave aftensmad, står jeg der mutters alene, indtil jeg melder, at maden står på bordet! Hrmpf.

Den tog min søde mand til sig, og siden dengang har jeg stået for maden, mens John har taget opvasken bagefter.
Med undtagelser (intet millimeterdemokrati, sagde jeg jo …), men overordnet set.

Vi går i stedet ind for gør det du er bedst til.
John kan godt sy en knap i en skjorte, men jeg er hurtigere til det. Jeg kan godt hamre og skrue, men John er bedre til det.
Endelig er jeg bare så superglad over, at han ikke har noget imod at tage det, jeg synes er hadeopgaver: Feje fliser, pudse vinduer, klippe hæk, slå græs.
Jeg kan godt, men jeg tilbyder ikke at tage det hver anden gang. Jeg laver bare noget andet. John har fx aldrig gjort et badeværelse rent. Han støvsuger, man han vasker ikke gulve. Det ville virkelig være hadeopgaver for ham.
Sådan er der så meget, og vi lever i fred og fordragelighed og har det fint med den måde, vi – uden nogensinde at have talt om det – har fordelt opgaverne på.

Præcisionsarbejde (2)P1010266

Kun i forbindelse med syning af denne slags arbejder får millimeterdemokratiet lov at herske her i huset.

21. maj 2018

Gang i motorcyklerne, cochenillen og Badehotellet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: , ,

I dag er vi vendt tilbage til almindeligt forår her i Den Stråtækte. Det er blæsevejr og da det er kun 17°, føles det halvkoldt oven på al den varme.
Jeg havde ellers regnet med at skulle være færdig med ukrudtet, men jeg gad simpelthen ikke gå ud, selv om det selvølgelig kun er en dårlig undskyldning, for jeg ville ikke komme til at fryse. Sandheden er nok snarere, at jeg lige nu har fået så rigeligt med ukrudt – en pause var tiltrængt.
Så er jeg også fri for at høre på alle de motorcykler, der larmer forbi i dag. Hvad er det med motorcykler og pinse? Det er da helt vildt, så mange der altid er ude i pinsedagene. Jeg har udviklet en massiv nultolerance overfor motorcykler, må jeg indrømme. Holdnuop, hvor er jeg træt af den larm, som langt de fleste laver, og ikke mindst af den totalt uforsvarlige hastighed, som flertallet desværre også farer forbi med.

I England kører der en kampagne, hvor der mange steder er sat skilte op med THINK BIKE. Det skal forstås sådan, at bilister altid skal huske at forestille sig, at der pludselig kan komme en motorcykel med større fart, end de lige havde regnet med.
Charlotte og jeg var rørende enige om, at der manglede et [tiltale]komma på de skilte. THINK, BIKE. De må da også selv tage et ansvar, for pokker.
Som om vi bilister er skyld i alle motorcykelulykkerne. Hrmpf. Hvis de forbaskede motorcyklister kunne beslutte sig til at holde sig til trafikreglerne, vil jeg gætte på, at antallet af ulykker ville blive mere end decimeret.
Undskyld, at jeg generaliserer – ikke alle er sådan. Naturligvis ikke, men det er nok omkring 75 %, og jeg er TRÆT af dem!

Gang i cochenillen

Birkeblade 2018Næh, så hellere noget fredeligt plantefarvning. Eller rettere lusefarvning, for i dag var der gang i cochenillen. Dette var, hvad 15 gram skjoldlusskaller kunne give af farve.
Ditte og jeg blev så skrækkeligt inspirerede i går af FiberFolk-markedet, så vi har aftalt, at vi, når vi holder Den Store Farveseance, skal overfarve med indigo i større stil, så jeg skal have gjort en masse parat til det. Dette og noget kraprod, som jeg ikke har farvet endnu, men jeg har jo også hele tre uger til det.
De to yderste cocheniller til højre skal ikke overfarves. De er farvet på gråt garn, og det er blevet SÅ lækker en farve, som får lov at forblive som den er. De andre kommer formentlig til at minde lidt om den, når de bliver dyppet i blåt.

Ude til højre er resultatet af birkebladsfarvningen fra forleden dag. Kun blade, ikke grene, kviste eller bark. Jeg sad i noget over en time og fik efterhånden ondt i fingrene af at klippe bladene fri af kvistene, men det var det værd, for der kom fine farver ud af det. Et par af disse plus noget andet gult skal også overfarves med indigo. Jeg har li’som masser af gult …

Indimellem har vi siddet og hygget os med et par afsnit af tredje sæson af Badehotellet. Det er ret fedt at kunne se hele serien, lige præcis når man har lyst. Mon ikke det bliver til et par afsnit igen i aften?

11. marts 2018

Et søndagsopråb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

Kære alle tilhængere af bahai, buddhisme, hinduisme, islam, jain, juche, jødedom, kristendom, shinto, sikhisme, taoisme, wicca og zoroastrianisme, inklusive alle underafdelinger heraf:
Venligst bemærk, hvad en filosof fra det 17. århundrede mente, nemlig, at tro er en privatsag, som hverken stat eller andre skal blande sig i.
For dette anførte han tre argumenter:

1) Ingen stat og intet individ kan rangordne trosretninger efter sandhedsværdi.
2) Tro kan ikke udbredes med vold.
3) Forsøg på religiøs ensretning fører tit til mere splittelse end religiøs tolerance.

Den gamle filosof hed John Locke, han levede fra 1632-1704 og han regnes for grundlæggeren af liberalismen.
Jeg ville ønske, at det havde været mine ord, men jeg kan i det mindste gengive denne visdom, som for nok de fleste af os er noget selvfølgeligt, men som for alt for mange bestemt ikke er det.

Tænk, hvis alle kunne finde ud af at leve efter dette i dag. Jeg har altid ment (og fik allerede i folkeskolen på puklen for den “antikristne holdning”, som en af mine lærere udtrykte det, men hun havde tilsyneladende ikke forstået pointen), at religion op gennem historien kun har ført terror, frygt, utryghed og krig med sig. Lige nu frygter mange kristne visse tilhængere af islam, men kristne har såmænd ikke været en pind bedre end nutidens terrorister, men har haft udført ganske forfærdelige ugerninger; det er først i nyere tid, de er blevet lidt mere afdæmpede. Og i øvrigt har de kristne jo i form af protestanter og katolikker ligget i indbyrdes krig i århundreder og gør det endnu, så hvem er de gode, og hvem er de onde?

Jeg kalder mig selv for irreligiøs, og jeg kunne under søgningen på verdens religioner konstatere, at det i dag er den tredjestørste ‘trosretning’, hvilket jeg fandt temmelig interessant.

“Hvorfor skriver hun nu pludselig om den slags ting”?
Jeg ved det egentlig ikke, for jeg opnår ikke andet med dette indlæg end at få luft.
Enhver er salig i sin tro, men man skal holde den for sig selv! Altid! Og respektere, at andre måske tror på noget andet. 
Det er ikke møntet på nogen jeg kender, for jeg vil ikke være ven med nogen, der tordner religion under nogen form … men jeg læste lidt om John Locke, sympatiserede straks med den gamle vismand og tænkte, at dette måtte udbredes, selv om jeg hævder at have en upolitisk blog.
Men det var jo heller ikke politik, dette her.
Næsten ikke …

26. januar 2018

Altså … hvis det var min datter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

Der opstod lige et behov, så vi var i smut i Næstved Storcenter i dag.
Johns kuffert gik i stykker for et års tid siden, og han købte sig en ny. Den viste sig at have en meget bedre størrelse end dem, vi havde i forvejen, som enten var lige lidt for stor (til treugers ferier) eller lige lidt for små (til lange weekender).
Den gode størrelse resulterede i, at jeg har hugget den kuffert stort set hver gang vi har rejst siden, men i dag satte John hælene i: “Jeg gider ikke tage den store, og de små er for små. Var det ikke ved at være på tide, at du køber din egen lige tilpas-kuffert?”
Det var der ikke så meget at sige til, så afsted til Neye. Jeg satsede lidt på et godt udsalgstilbud.
Vi havde målt den gode kuffert op, så jeg vidste lige præcis hvad jeg gik efter – og søreme om ikke de havde mit yndlingsmærke (Delsey) i de rigtige mål – og til en god pris. Alle var glade.

Forargelsen kom, da vi gik forbi en dametøjsforretning, hvor de opfordrede til at rydde konfirmationskjolelageret.
Altså … sådan skal en 14-årig pige ikke klæde sig. Punktum. Hvis det var min datter, ville jeg nedlægge absolut forbud mod at komme anstigende, det være sig i kirke eller til fest, i sådan en mundering.

P1010088P1010089

Godt jeg ikke har en pige i konfirmationsalderen – så slipper jeg da for den diskussion.
Jeg ved i øvrigt ikke engang helt, hvordan de så ud for 27 år siden, da det kunne have været Charlottes tur, for hun var lige så fornuftig som sin mor og valgte konfirmationen fra. Og vi kaldte IKKE hendes 15-års-fødselsdagsfest for nonfirmation! Et udtryk, jeg stejler over og nægter at bruge.
Men jeg er forholdsvis sikker på, at de ikke så sådan ud. Der var heller ikke det der limousinepjat i spil dengang.
Det er en konfirmation, vi taler om. Ikke en minibrud uden gom, som jeg synes, der er lagt op til, at pigerne skal være/ligne.

Nå. Det gider jeg ikke tænke mere over. Der var måske i virkeligheden en god grund til, at netop disse kjoler var sat meget ned – måske er flertallet af både forældre og konfirmander fornuftige nok. Det ville da være dejligt.
Den nye kuffert er pakket; vi skal køre hjemmefra kl. 03:15, så vi skal tidligt i seng.

25. januar 2018

Professionel eller amatør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:38
Tags: ,

Jeg er selv en glad amatør inden for nogle få ting, fx strik, syning, madlavning …
Der skal være – og er – plads til amatører i alle afskygninger, for en verden fyldt med professionelle ville hurtigt give en del mindreværdskomplekser.
Men. Når det kommer til, hvad der vises som underholdning i tv, synes jeg ikke særlig godt om amatører. Jeg så en kvart udsendelse af dem, der handlede om at smide folk (amatører) ud på en overlevelsestur i vildmarken. Klynken og selvmedlidenhed gider jeg ikke høre på. Det var endnu værre, da jeg rendte ind i en amerkansk udgave. I miss my family so terribly. Klynke, tude. Jamen så bliv hjemme …
Jeg så den første i rækken af en serie for nogle år siden med BS, der havde en flok forskruede teenagetøser med i junglen, og jeg så den kun, fordi vores administrerende direktørs datter var en af de forskruede tøser.
Vores adm.dir. sad og fortalte hele Danmark, at “min datter er rigtig god til at manipulere folk, så hun skal nok ende med at få sin vilje.” (Hun blev nægtet at prioritere make up over praktisk fodtøj.)
Jeg var vildt forarget (det var flere af kollegerne) – tænk at prale seriøst med, at ens afkom er god til at manipulere! Jeg har aldrig kunnet lide ham, og efter dette blev mine følelser for ham ikke ligefrem varmere, og jeg gad ikke se mere – ikke engang selv om BS var med. Bubber og BS så jeg også lidt af, men han var også for tøsedrenget. Bubber, altså. Jeg er klar over, at det skulle være sådan for kontrastens skyld – jeg gider bare ikke se den slags.

I disse dage kører der en norsk serie i seks dele over DR2, der hedder På Vildspor i Ødemarken. Den viser den højt professionelle Lars Monsen, som, sammen med en ven, har gået hele Norge på langs. Med bind for øjnene helikopterfragtes ahn til og sættes han af på et sted i Norge, han ikke ved hvor er. Han bliver tildelt forskelligt (nogle gange næsten ingenting) udstyr og/eller proviant og har så fire-fem dage til at nå frem til målet, samt have fundet ud af hvor i Norge han har befundet sig. Hvis ikke han når det, kommer de og henter ham hjem, hvilket manden naturligvis ikke er helt tilfreds med.
Nu har jeg set udsendelse nummer 4. Det er meget interessant at høre ham begrunde hvorfor han vælger hvilken rute, hvorfor han vælger et telt eller den dyreste sovepose fra, hvordan han tackler selv at skulle bygge en tømmerflåde for at kunne komme videre.
Han er gps-tracket, og han skal nå et par udlagte poster undervejs, hvor han gerne får en opgave, han ikke lige havde set komme, men som naturligvis ikke gør det nemmere for ham. 
En gang missede han med 25 minutter og en anden gang med flere timer. I dag missede han fordi han blev bremset af tåge på fjeldet og måtte ligge underdrejet i et døgn. Af de fire, jeg har set, har han kun nået det én gang inden for fristen.
Men som sagt er det den yderst professionelle tilgang fra hans side – og Norges smukke natur – der får mig til at nyde udsendelserne.
Her er der ingen plads til amatører.
Professionalisme kan få mig til at fatte interesse for næsten hvad som helst – jeg elsker at se professionelle håndværkere i aktion og kan blive betaget at ting, jeg normalt ikke interesserer mig for.
Det lyder måske som, at jeg må gerne være amatør – de andre må bare ikke …
Det er nu ikke helt sådan det er, og jeg bestemmer da heldigvis selv, hvad jeg vil se i tv.

10. november 2017

Jeg har gjort min borgerpligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

På valgdagen til kommunal- og regionsrådsvalgene er vi i Jylland, og da hverken John eller jeg nogensinde har undladt at stemme, gik vi på Borgerservice i går i Brøderup, som er det nærmeste for os. Vi ville naturligvis brevstemme.
Borgerservice ligger – her, som så mange andre steder – i forbindelse med biblioteket. I Brøderups tilfælde et meget lille bibliotek med en enkelt bibliotekar. Inde til højre lå et lille, mørkelagt rum med skiltet Borgerservice over.
Da bibliotekaren blev ledig, spurgte vi, hvorfor der var lukket i Borgerservice, når der på nettet stod, at der var åbent.
– Har I bestilt tid?
– Øh … næhh … skal vi det?
– Ja, det skal I faktisk. Må jeg spørge, hvad det drejer sig om?
– Det må du godt. Vi kom faktisk for at brevstemme.
– Ahhh, men lige præcis det kan jeg godt klare. Jeg skal bare bruge jeres sundhedskort.

Puha – så var vi alligevel ikke gået forgæves. Vi fik attesteret og skrevet under og stemt og stemplet og afleveret. Det er en noget omstændelig affære, som ingen af os har prøvet før, på trods af mine 15 folketingsvalg, 12 kommunalvalg, 15 EU-valg og et ikke opgjort antal amts- og regionsrådsvalg, men var/er disse som oftest ikke samtidig med kommunalvalgene?
I hvert fald er det blevet til mange ture til stemmeurnerne siden 1974, hvor jeg som 21-årig fik lov til at være medbestemmende i det danske samfund.
At det er så omstændeligt, er der en forklaring på. Næstved kommune har allerede nu allokeret to fuldtidsansatte til udelukkende at sidde og sortere brevstemmer. I princippet kunne jeg jo, hvis jeg ellers gad og havde tid, begive mig til hver eneste borgerservice i Danmark og afgive min stemme.
Og det kan jeg, ligeledes i princippet, gøre hver dag i seks uger:
image

Det er der jo så nogle, der skal sørge for, at der ikke bliver snydt med. Derfor skal alle brevstemmer i landet gennemgås, så man kan være sikker på, at den enkelte borger kun får lov til at komme igennem med sin sidste stemme, hvis vedkommende har afleveret mere end én.
Sikke et arbejde. Og der må bare ikke ske fejl – sikke en ballade, der kunne komme ud af det.
Det er heldigvis ikke min opgave at sørge for det – jeg har gjort min borgerpligt og kan tage til Jylland med god samvittighed.

På biblioteket hang en elevgjort plakat, som skulle argumentere for, at man ikke kun har ret til at stemme, men også pligt. Blandt andet stod der bramfrit
STEM ELLER HOLD KÆFT
Jeg er ganske enig. Hvis man ikke gider give sit besyv med, mister man brokkeretten.

8. november 2017

Jeg går stadig ind for vaccination

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

For en uge siden fik vi vores årlige influenzavaccination. Den fik jeg af min arbejdsgiver, da jeg stadig var arbejdsramt; siden har jeg selv måttet betale, med undtagelse af det år, jeg var i kemoterapi, og hvor lægerne derfor mente, det var en rigtig god ide at forære mig den, så ikke jeg skulle blive hammersyg af influenza, hvilket hele mit system ikke ville have haft særlig godt af. Det vil dermed sige, at jeg reelt kun har betalt fire gange, og fra og med næste år er jeg folkepensionist og hører til dem, der får vaccinationen forærende.
Bortset fra det, er de 200 kroner ikke dem, der vælter budgettet, så jeg ville fortsætte under alle omstændigheder.

Man bliver ikke syg af den vaccine. På mit arbejde kom der med årene flere og flere, der takkede ja til vaccinationen, da det naturligvis ikke var tvungent. Der var ingen af de vaccinerede, der blev syge. Virusset er så svækket, at det ingen skade kan gøre, men er man i en gruppe på 10 personer eller flere, er der som regel en, der aldrig skal have den influenzavaccination mere, for jeg fik influenza af den!
Det passer ganske enkelt ikke.
Men ingen vacciner virker fra den ene dag til den næste, da immunforsvaret lige skal bygges op først, hvilket tager nogle få uger, så blev man smittet lige omkring tidspunktet for det lille stik, kan man godt være blevet syg – det var så bare ikke vaccinationens skyld.
Således var der da også en, der kom med påstanden, da jeg var til Røde Kors-strik i går, men der sad ikke mindre end tre forhenværende sygeplejersker, der gav mig ret i, at ja, du blev syg, hvis du siger, du blev syg, men det var du også blevet uden vaccinationen.

Dette var mit faste, årlige indlæg, hvor jeg argumenterer for at blive influenzavaccineret. Kan jeg overbevise bare en enkelt om, at det er en god ide, så er der vundet lidt.
Jeg gider i hvert fald ikke blive så syg, som man gør af den irriterende virus, hvis jeg selv kan gøre noget for at undgå at blive det.
Der er mellem 1 og 2 ‰ risiko for at dø af influenza – tallet stiger med ens alder, så hvorfor ikke formindske det tal ved at lade sig vaccinere?
(Jeg er klar over, at den kun tager cirka 80 % af de influenzavirus, der huserer hvert år, men endnu er jeg da gået fri, og det må være godt 10 år siden, jeg begyndte at lade mig vaccinere.)

Vores frygtløse rødhalsVores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

Det her kan så blive min årlige fremvisning af vores lille, men aldeles frygtløse rødhals.
Hellere kigge på en sød rødhals end selv have en øm og irriteret rød hals.

9. september 2017

Det gør hun ikke mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: , , ,

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Anna og Lille Sorte SamboHendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

imageJeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

2. april 2017

Åh, alle disse tåbelige unge mennesker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags:

Beklager overskriften. Det gælder naturligvis heller ikke alle unge mennesker, men dog en del …
Da jeg onsdag den 22. marts kørte ad Køge Landevej mod Roskilde, så jeg, ikke så langt fra min tidligere hjemby Havdrup, at der stod en hel skoleklasse i rabatten; der var tændt mange lys og der lå masser af blomster.
Konklusionen var ikke svær: Der måtte for nylig være endnu et ungt menneske trafikdræbt her.
I 2012 mistede Havdrup hele fire unge mænd på 18 og 19 år livet på én gang, da de i en personbil, med den ene af dem som chauffør, kørte 161 km/t på en rimglat vej, hvor det den nat ville have været uforsvarligt bare at køre de tilladte 80 km/t. De kørte ind i et træ, og sådan et flytter sig ikke.

Den 21. marts skete det så igen. En 18-årig kører galt med bilen og bliver dræbt. I aftes var vi sammen med en, der rent faktisk så det ske. Den unge fyr sad og sms’ede, mens han kørte. Vejen slår en blød kurve, men han kørte ligeud og frontalt ind i en lastbil. Heldigvis en lastbil, fristes jeg til at sige, for sådan en flytter sig ikke så let, så det gik kun ud over det unge fæhoved, der ikke troede, det var nødvendigt at holde øjnene på vejen, bare fordi han kørte bil …

Hvor lægger de lige hjernen, når de bliver placeret bag et rat? Hvorfor skal de køre så helvedes stærkt, når de kun lige har fået kørekort?
Hvorfor tror de, de er udødelige?
Jeg har også været ung engang. Måske også tåbelig, men jeg har trods alt aldrig kørt 161 km/t på en landevej om vinteren i glat føre! Nu var der godt nok ikke mobiltelefoner, da jeg var ung, men jeg vil vove den påstand, at jeg også dengang ville have været klar over, at man ikke kan læse og føre bil samtidigt.

imageNu jeg er inde på trafikemnet, skal jeg lige have luft – og igen: Det gælder ikke alle, men generelt er jeg virkelig træt af motorcyklister, som altid støjforurener, og hvoraf alt for mange af dem tror, færdselsreglerne gælder for andre; ikke for dem selv. Her, forbi Den Stråtækte, er der 2÷1-vej og en fartbegrænsning på 50 km/t. Der går mange Marjatta-elever til og fra skolen på denne strækning, og der er rigtig mange cykelturister i sommerhalvåret, men det afholder ikke specielt mange motorcyklister fra at køre alt, alt for stærkt. Min vurdering er, at de værste eksemplarer af dem er oppe på omkring 150 i timen, og mere end 100 i timen er mere reglen end undtagelsen.  
Det. Er. Bare. Ikke. I. Orden!
Jeg bliver så vred. Noget så eventyrligt vred. De har fået det kendte tegn med langfingeren vendt opad fra mig et par gange, men de når selvfølgelig ikke engang at opdage det.
Det er måske i virkeligheden meget heldigt …

30. januar 2017

Hvorfor bliver jeg ved?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags:

Mon ikke de fleste af dem, der regelmæssigt læser med her, er klar over, at jeg godt kan lide at fremsætte min uforgribelige mening i tide og nok også i utide? Af samme årsag er jeg med i flere spørgepaneler, og det har jeg efterhånden været i omkring 15 år.
Den tid er måske ved at være forbi for mig – jeg oplever oftere og oftere, at jeg i stadig højere grad bliver irriteret både over selve spørgsmålene og disses svarmuligheder.

imageHvad er fx mellemtingen mellem “Kender ikke” og “Har kun hørt navnet”? Det første havde værdi 1 og det andet værdi 3, og derimellem stod der naturligvis 2. Betyder det så “Kender måske lidt”? Eller “Har måske engang hørt navnet”? Der skulle ikke have været en mulighed mellem 1 og 3. 
Værdi 4 var “Kender nogenlunde” og 6 var “Kender meget godt”. Igen kunne man så selv vurdere betydningen af værdi 5, men det virkede ikke så fjollet som i den anden ende af skalaen.
Undersøgelsen gik på supermarkedskæder, deres værdier og sortiment, og to af dem var Kiwi og Lidl. Jeg har været inde i begge to én gang og blev enig med mig selv om, at det ikke var steder, jeg ville handle. Jeg svarede derfor “Kender nogenlunde”, da jeg jo har mere end bare hørt navnet. Derefter skulle vi svare på, hvornår vi senest havde handlet i de pågældende butikker, hvortil jeg svarede “For mere end 12 måneder siden”. Så kom det næste:
”Du er blevet udvalgt til at svare på spørgsmål om Kiwi. Du bedes svare efter din bedste overbevisning og kun bruge muligheden “Ved ikke”, hvis du virkelig ikke ved det”. Nånå. Det var lige før, jeg følte trang til at stå ret … samtidig med, at mine øjne vendte sig mod himlen – det var temmelig fjollet, syntes jeg, og jeg ved da virkelig ikke, hvorfra jeg skulle vide, hvorvidt Kiwi belønner medarbejderne efter fortjeneste; om de har en fair ledelsespolitik eller de åbent melder strategierne ud, for selv om de hhv. gjorde/havde/gjorde, ville det ikke kunne fange min interesse i tilstrækkelig grad til at hæfte mig nærmere ved oplysningerne – og der var adskillige spørgsmål i samme dur.
Da jeg i stadig stigende irritation fik stampet mig igennem alle spørgsmålene (hvor jeg gjorde flittigt brug af “Ved ikke”), startede det hele forfra:
”Du er blevet udvalgt til at svare på spørgsmål om Meny. Du bedes svare efter din bedste overbevisning og kun bruge muligheden “Ved ikke”, hvis du virkelig ikke ved det”. Deja-vu. Jeg lukkede ned uden at afslutte undersøgelsen, hvad jeg kun har gjort yderst få gange.
De havde muligvis en mening med at “udvælge” mig til to, jeg havde anført at kende nogenlunde og et, jeg kendte godt, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke interesserer mig for, hvordan den interne ledelse er bygget op i de forskellige supermarkeder – heller ikke i dem, jeg handler i til daglig.
En fejl, vil nogle måske mene, men man kan jeg gider orker gider ikke gå op i alt. Hvis medarbejderne virker glade og tilfredse, er det rigeligt til mig. Hvis ikke, handler jeg et andet sted – jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det.

Har jeg bare en dårlig dag, siden jeg blev så irriteret? Egentlig synes jeg den har været ret god – lige som de fleste af mine dage.

25. januar 2017

Ambivalent? Selvmodsigende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags:

Det vil nogle måske hævde, at jeg er, hvis de elleres orker at læse dette indlæg.
Jeg ved nemlig ikke helt, hvad jeg skal mene om mig selv. Jeg ved ikke engang, om jeg er konsekvent eller det modsatte, fordi jeg går ind for at leve naturligt, men tror på ‘rigtig’ medicins helbredende effekt.
Det jeg ved er, at jeg hverken tror på kosttilskud eller homøopati.
Jeg tror mest på de eksakte videnskaber og kaster mig nærmest i støvet for lægerne, hvis jeg bliver syg, og forlader mig helt og holdent på, at det er dem, der ved bedst og at de vil gøre hvad de kan for at få mig rask igen.
Det virkede da også fint nok, da jeg fik brystkræft … og jeg havde absolut ingen forestillinger om, at det skulle kunne helbrede mig at lægge mit liv og mine kostvaner om. Og slet ikke at spise natron blandet med citronsaft …

Dette er ikke en konsekvent afvisning af kosttilskud, da der kan være flere årsager til, at dette kan blive ordineret, og bliver det det af en læge, skal jeg nok tage, hvad jeg bliver bedt om.
Når det derimod gælder en selvordineret, daglig vitaminpille, fiskeolie, Q10, Propolis, hajolie, m.m.m., så er jeg ikke med mere.
For Q10 ved man endnu ikke, om man overhovedet kan mangle det. Hvis man har brug for fiskeolie, så bør man spise fisk. Hvis man har brug for vitaminer, så spiser man noget frugt og nogle grønsager – hvis man er frisk og rask, behøver man ikke andet end en fornuftig levevis.

Spis varieret. Spis sundt. Lad være med at spise for meget (det kan være svært). Lad være med at spise for meget sukker (det kan også være svært).
Jeg skulle nødig snakke, kan man sige – jeg er jo overvægtig. Ikke så voldsomt, at mit BMI er kritisk, men bestemt ikke så slank, som jeg kunne ønske mig at være, så hvor troværdig er jeg lige?
Jeg prøver. Virkelig. Men jeg kan godt lide et godt glas vin, og så kan jeg godt lide god chokolade. Sidstnævnte tillader jeg mig stort set kun i julemåneden (undtagelse: Når Ditte kommer med en vildt lækker hvid chokolade med citron og birkes …); førstnævnte hele året, men med pauser indimellem. Jeg drikker aldrig sodavand/cola eller øl, jeg spiser slik måske to-tre gange på et år.
Jeg spiser grønsager 360 af årets dage. Frugt ikke hver dag, men flere gange om ugen.

Aldrig kosttilskud. Jeg hoppede for mange år siden på Q10 og har også engang haft taget vitaminpiller, men mærkede aldrig nogen forskel på noget som helst, så det droppede jeg igen.

skilt 3Jeg er sikker på, at kosttilskud er det kun producenterne, der har gavn af. Hvorfor har man egentlig set sig så ond på medicinalvirksomhederne? Medicin bliver ikke frigivet til salg uden klar dokumentation for effekt, mens det kniber en del for dokumentation af effekt af alle de i mine øjne underlige ‘naturlige’ ting, man kan fylde i sig – og som da heller ikke altid er lige billige – jo dyrere de er, jo bedre virker de, lader til at være holdningen. Igen det modsatte af, hvad der gælder for medicinalvirksomheder, som ikke ville kunne slippe afsted med “Det hævdes at hjælpe på …” eller “Det siges at være godt for …”.
I skal være så velkomne til at være uenige med mig, men ingen kan overbevise mig om, at det er nødvendigt at tage nogen former for kosttilskud.
Ikke før min læge siger noget andet. Kald mig bare autoritetstro. Eller naiv.

5. januar 2017

Endnu ikke normal vandstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , ,

Hasse og John må have målt rigtigt, for vi var på intet tidspunkt bekymrede for at blive ramt af den oversvømmelse, der generede så mange i går.
Vandet steg yderligere en del centimeter efter vi havde forladt Præstø havn – hvilket vi da heller ikke var i tvivl om, da vi fulgte vandstanden derhjemme efter mørkets frembrud. Jeg vil tro, at den har nået de varslede 170 centimeter.

imageP1050662

Billedet herover til venstre er ikke mit, og jeg har ikke spurgt om lov til at låne det. Jeg kender navnet på fotografen, men har ikke mulighed for at kontakte ham. Hvis vedkommende ser dette, så kontakt mig lige … grunden til, at jeg således på det skammeligste bryder copyrighten er naturligvis, at det er så vældig illustrativt ved siden af mit eget fra i går af restauranten Siv & Co.

P1050675P1050670

Det har frosset en del i nat, hvilket i bogstavelig forstand har fastfrosset hvor højt vandet havde stået. Vandet er dog stadig langt fra sit normale stade, så ‘badekarret’ er ikke vippet helt på plads endnu. Fra i morges og indtil nu har det ikke trukket sig yderligere tilbage, men har hele dagen været på et niveau, der matcher tidligere rekorder. Det forvredne æbletræ står lige over for vores hus, så vandet har stået pænt højt, men selv om det skulle have nået vejen, ville der stadig have været lige knap en meter op til vores dørtærskel.

P1050677

P1050679

Hvis man har besøgt os i Den stråtækte, vil man herover kunne genkende vejen ned til Kystens Perle, hvortil der normalt går en solid grusvej, der kører biler med bådtrailere på. Man kan se Kystens Perle lidt over midten af billedet. Jeg vil tro, at det meget benyttede bestyrelseslokale har fået våde gulve i løbet af aftenen – og billedet er jo altså taget i dag, efter vandet har trukket sig omkring en meter tilbage i forhold til max.
Her til venstre tror jeg vi har forklaringen på, at vores lys blinkede en del i aftes. Kun LED-pærerne, sjovt nok, men dem var vi nødt til at slukke, fordi de var ret irriterende. Vandet har stået op i bunden af dette elskab. Vi ved ikke med sikkerhed, om det er dette, der forsyner os, men det er nærliggende at tro. Strømmen gik dog aldrig helt i vores område, som den gjorde flere steder i Præstø og Faxe Ladeplads.

Nu vil jeg godt satse en del på, at der i de kommende dage vil blive råbt højt adskillige steder fra om kystsikring her, der og alle vegne.
Det er absurd, for denne oversvømmelse var, som sikkert andre end mig nåede at høre 117 gange i går, en 100-årshændelse, og skal man gardere mod en sådan, skal man jo omkranse samtlige Danmarks kyster med diger.
Nogle steder er det relevant nok, men en større forsømmelse (hvis ellers det er det rigtige ord at anvende) fra myndighedernes side er, at de tillader byggemodning af grunde på så lavtliggende områder, at oversvømmelser givetvis vil ske inden for husets levetid.

Det kan jeg naturligvis sagtens sige, når vi tilsyneladende ligger trygt og godt og højt nok, men der var engang, hvor man byggede, hvor man anså det for at være sikkert og ikke kun så på beliggenheden. Det var måske en ide at begynde på det igen?

30. december 2016

Til jer, der ikke lader jeres børn vaccinere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags:

Hvordan kan I tro på, at medicinalvirksomheder ligefrem opfinder sygdomme for at kunne tjene penge på at give jer medicin for dem?
Hvordan kan I tro på, at medicinalvirksomheder ikke er interesseret i at gøre folk raske, men udelukkende i at tjene penge?
(Selvfølgelig vil de gerne tjene penge. Det vil alle andre firmaer også. Nævn mig bare én fabrik eller anden form for producerende virksomhed, der er ligeglad med om de får overskud.)

Uddrag af ordveksling på FB: “Det er vigtigt at blive vaccineret. Prøv at spørge de polioramte … hvis du kan finde nogen … om de ville have valgt den fra.”
Svar: “Argumentet er ugyldigt. Polio er jo udryddet.”
Øhh ikke helt endnu, men det er nået langt pga. et omfattende vaccinationsprogram …
Kopper er udryddet på verdensplan og tuberkulose behøver vi ikke at frygte i Danmark.
Nu handler indlægget her mest om mæslingevaccinationen herhjemme. Mæslinger, som udryddede hele samfund i Sydamerika, da vi kom med Europas sygdomme.
“Jamen jeg og mange andre overlevede mæslinger, fåresyge og kighoste, så hvordan tror I vi har overlevet som art, indtil vaccinerne kom?”
Mon den samme person synes det ville være rart at få røde hunde under en graviditet?

“Der har været nogle forfærdelige bivirkninger.”
Det ER skrækkeligt for den, der bliver ramt, ja, men enhver medicin har bivirkninger, selv kodimagnyler, og man er nødt til at vægte disse op mod effekten. Det er i øvrigt ikke med sikkerhed fastslået, at bivirkningerne skyldes vaccinen. Du undlader sikkert ikke at anvende sikkerhedssele i bilen, fordi du har hørt noget om, at der engang var en der omkom, fordi han brugte sikkerhedssele?

Nogle hævder, at “sundhedsmyndighederne er i lommen på medicinalfirmaerne”. I skulle have lov til at opleve en inspektion fra en hvilken som helst sundhedsmyndighed, skulle I. Der er en uhyre streng kontrol med medicinproducerende virksomheder.
Jeg ville i den forbindelse gerne vide, hvordan man forestiller sig det amerikanske FDA eller det europæiske EMA blive betalt for at se igennem fingre med svindel med data.
Tror I virkelig, at medicinalvirksomhederne formår at holde samtlige verdens sundhedsmyndigheder konstant bestukket? Og at samme sundhedsmyndighers ansatte er totalt amoralske hele bundtet?

Jeg vil gerne henstille til jer vaccinationsnægtere, at I fremover undlader at indtage nogen som helst form for medicin – der er åbenbart alligevel ikke noget af det der virker, der er bivirkninger forbundet med det, og det hele er ren profitjagt. Altså:
Ingen hovedpinepiller.
Ingen antibiotika, hvis du skulle få fx lungebetændelse. Menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du ikke gør det.
Ingen blodtryks- eller kolesterolsænkende medicin. Blodpropper er jo ikke spor livsfarlige, og menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du tog fejl og døde af den blodprop.
Ingen kemoterapi, hvis du får kræft. Bivirkningerne er voldsomme, og kræften overlever du naturligvis helt uden at gøre noget ved den, og hvis ikke, skal menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du ikke gør det.
Ingen vaccination mod nogen af de smitsomme leverbetændelser, hvis du har tænkt dig at rejse ud i verden. Skulle du mod forventning blive smittet med hepatitis, skal du ikke lade dig behandle – bivirkningerne ved medicinen er værre end for vaccinationens vedkommende. Så er det bedre at dø langsomt af skrumpelever.

4. december 2016

Hvornår er en spotpris en spotpris … og andet i småtingsafdelingen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: , , ,

Mail fra et rejsebureau. Måske er der et godt og/eller spændende tilbud –

Spotpris 1
jeg skal altid lige kigge, og denne gang var der tilsyneladende et, så jeg læste videre:
Spotpris 2
Nåda … det lyder ikke specielt voldsomt … jeg kigger lidt længere ned:
Spotpris 3

Okay. Godt så. “Spotprisen” viste sig at være en formidabel rabat på hele 2,7 %. Det er så ikke det tilbud, der får mig til at flintre hen og ringe til dem med det samme for at være sikker på at komme med til den pris. Der gøres meget for at få folk til at kigge, og jeg faldt da også lige i.

JOHNS SWEATER ER FÆRDIG. Endelig!
Jeg er heeeelt færdig, som min nevø sagde ude fra toilettet, før han kunne klare de afsluttende sager selv.

Johns norske sweater (4)

 Og allerbedst af det hele: Den passer ham! Som var den skræddersyet, hvad den jo næsten også kan kaldes, men jeg har lidt for mange gange været uheldig med strikkede sager til John.
Nu er den skyllet op, centrifugeret og lagt til tørre. Det pyntede lidt på garnregnskabet – jeg har jo lovet mig selv, at når året rinder ud, skal der være brugt mere, end der er købt. Købet af garnet til denne sweater var lige ved at ødelægge det hele, men nu er jeg oppe på at have brugt hvad der svarer til 20 lagernøgler (købt seks kilo garn og brugt syv), så jeg er tilfreds – og der er jo fire uger endnu til nytår …
John har joket lidt med, at nu mangler jeg bare at strikke strømperne til ham. Det er nogle knælange grimrianer i et mønster, der passer til sweateren, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke gider strikke dem, ellers kunne jeg godt forestille mig gøre det bare for at tvinge ham til at købe et par plusfors og så ellers gå og promenere med hele udstyret.
Vanterne er okay, men huen er ikke den mest klædelige, synes jeg – heller ikke den til damen – jeg ville føle mig som førerdyret i en rensdyrflok, hvis jeg skulle rende rundt med de kvaster ved ørerne.

Ellers går livet sin stille og rolige, men naturskønne gang hernede – gæssene er hele tiden mange nok til at flyve i flok – der kommer masser forbi hver eneste morgen. Sommetider dækker de næsten hele himlen, og når det sker samtidig med en nydelig solopgang, så kan man næsten ikke forlange mere af livet – det er fuldstændig umuligt at være morgensur. Det er jeg nu aldrig …
Desværre er jeg aldrig hurtig nok med kameraet til at få taget de store flokke, men jeg fik en mindre i går.

P1050305

Køerne er blevet hentet i dag – nu er de kommet på stald for vinteren. Vi kommer til at savne dem; de er så hyggelige at have gående, men de kommer nok igen til foråret. Eller nogle andre … det er ligemeget, bare vi har nogle hyggekøer.

2. december 2016

Vores borgerpligt – over for os selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

imageJeg gider ikke have influenza. Jeg har ikke haft det så mange gange i mit liv, heldigvis, men de 3-4 gange jeg kan huske, har været alt rigeligt. Og jeg taler rigtig influenza, ikke det pjatværk af en ganske almindelig forkølelse, som mange kalder influenza, når de skal ringe ind på arbejdspladsen og melde sig syge. Det er sådan lidt fesent bare at være forkølet; så lyder det mere seriøst med influenza. Tre dage efter er de på arbejde igen …
En gedigen (nej, ikke gedin!) influenza varer mindst en uge og temperaturen er 40° eller derover i flere dage – i hvert fald for mit vedkommende – jeg bliver SÅ hunderavende syg.
Vi husker alle tre Julen Der Forsvandt, hvilket den gjorde i 1997. Charlotte boede på Amager i sin lille lejlighed, og en dag kort før jul, hvor jeg ringede til hende, kunne jeg høre, at hun havde det meget skidt. Ungen var stædig og påstod, at det ikke var noget, og at hun snart var ovenpå igen. Mor her troede hende ikke og kørte derind, medbringende et termometer. Næsten 40! Jeg nærmest bar hende ned ad trapperne fra 4. sal og fik puttet hende hjemme hos os. Hun skulle blive endnu dårligere … lillejuleaften blev John sløj og juleaften kapitulerede jeg. 1. juledag lå vi alle tre – C og jeg nede i stuen i hver en halvdel af hjørnesofaen, John oppe i soveværelset, men jeg orkede ikke trapperne. 1. juledag havde vi alle tre over 40 i feber. Først 3. juledag begyndte C at få det en smule bedre og kunne så småt begynde at varte os gamle en smule op, og da vi nåede nytåret, var vi alle tre næsten helt raske igen.
Billedresultat for influenza vaccineDet var bare ikke sjovt! Jeg har haft det sådan én gang siden, og kan jeg selv gøre noget, vil jeg ikke være så syg igen.
Jeg kan gøre noget, og nu er vi begge blevet vaccineret.
De sidste år jeg arbejdede, fik vi vaccinationen af firmaet. De interesserede stillede sig op på en lang række, og så foregik vaccinationerne på samlebånd. Jeg meldte mig hver gang og gad overhovedet ikke høre på de negative tunger, der sagde, at det er jo det samme som at sige, at ledelsen ikke vil acceptere, at vi bliver syge.
Sikke noget sludder, sagde jeg – det er et tilbud, du kan sige ja eller nej til – hvis du så får influenza, tror du så, at din chef vil tvinge dig på arbejde og sige det er din egen skyld, fordi du ikke ville vaccineres, så nu har du bare at møde op? Det er da ren win-win – firmaet får færre syge medarbejdere, og du slipper for at blive hundesyg.

Og nej, man får IKKE influenza af selve vaccinen, uanset hvad myterne siger og folk påstår. Men det varer 2-3 uger, inden der er antistoffer nok i kroppen, så i den første periode efter vaccinationen kan man altså godt blive syg alligevel, og det er det, jeg tror nogle forveksler med at være blevet syg af vaccinationen.

image

“Op mod 1 million mennesker i Danmark smittes ved influenzaepidemier. Hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza”.
Det er ikke svært at regne ud, at risikoen således er 1-2 promille for at dø i forbindelse med at have haft influenza.
Jeg kan derfor ikke se nogen argumenter for ikke at lade sig vaccinere – medmindre, selvfølgelig, at man hører til dem, der af lægen bliver frarådet vaccination, men dem hører jeg ikke til.

29. november 2016

Det måtte jo komme …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: ,

Du skal spise mange kartofler. Du må ikke spise kartofler. Æg er sundt – tag en æggekur. Du må ikke spise æg; det indeholder farligt kolesterol. Spis masser af pasta. Spis endelig ikke pasta – det er kun for cykelryttere. Pas på mættede fedtsyrer – de slår dig ihjel! Nyhed: LCHF (Low Carb High Fat)– spis masser af fedt – også det mættede.
Hvad der er livsfarligt det ene år, er livsnødvendigt det næste, og sådan har det været så længe jeg kan huske tilbage. Det eneste jeg kan mindes har været sagt lige siden min barndom er, at det ikke er godt at spise for meget sukker.
Som børn fik vi kun slik og sodavand til fødselsdage og højtider. Og når vi var syge. Dvs. så fik vi ikke slik og sodavand, men ‘spændende’ frugt og sodavand. Vindruer og appelsiner var ikke hverdagskost dengang.
Jeg skal være den sidste til at lovprise de gode, gamle dage, men jeg tror ikke, det er fedtet i leverpostejmaden, der har været det væsentligste bidrag til den omfattende overvægt, der er ved at udgøre et samfundsproblem i den vestlige verden. Det er nok mere sukkeret.
For efterhånden mange år siden udtrykte en bekendt sin bekymring for sin 15-årige søns tiltagende fedme og mange bumser, hvortil jeg kommenterede, at det da ikke er så underligt, fordi han indtager mellem to og fire liter cola hver aften, når han sidder ved computeren og spiller!

image

Selv stenalderkostguruen himself – Thomas Rode i egen høje person – går ind for, at man spiser fedt. Riiigeligt fedt. Men okay – jeg tror ikke stenalderfolket hysterisk skar fedtet fra, så det har han måske i virkeligheden sagt hele tiden? Jeg har ikke fulgt så nøje med … er ikke vild med guruer af nogen art.

Jeg VIDSTE det kom en dag

Hvor er jeg glad for, at jeg aldrig hører efter, når det gælder hvad der nu lige er oppe i tiden mht. slankekure. Jeg har aldrig flintret fra den ene kur til den næste, om hvilket onde tunger vil hævde, at det kan de så sandelig også se på mig! Jeg er bestemt ikke undervægtig, men mit vellevned har jeg meget svært ved at undvære – mit glas vin om aftenen, fx … uh, det smager mig så godt.
Allerede da jeg var laborantelev lærte jeg, at “så længe der er sukker, forbrænder musklerne ikke noget fedt” – sådan kort sagt – så LCHF er nok ikke helt så tosset endda.
Heller ikke Aksel og Conrad, med Pricerne som deres værdige arvtagere, (riiiigeligt med smør!) var så forkert på den, som man har troet på og grinet ad.
Motion er også kraftigt overvurderet. Ikke at motion er usundt, for det er det absolut ikke – vi skal alle motionere og røre os, men det der med fitnesscentre kan være det samme, hvis man går der i håbet om at tabe sig. Man kan bruge romaskinen eller løbebåndet i en halv time og komme tæt på noget, der ligner et hjerteanfald af bare udmattelse, men man har ikke forbrændt mere end hvad der svarer til den lille chokolade, der ligger i den julekalender, vi glæder os til at tage hul på i overmorgen.
Så smid fedtforskrækkelsen væk og undgå sukker i stedet for. Det har jeg sagt i 40 år. Lidt sjovt, ikke?

18. oktober 2016

Er dette politik? Nej, det er en opsang, er det

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:12
Tags: , ,

Jeg har lige siddet og bladret gennem Ældresagens medlemsblad (jeg nægter pure at skrive Ældre Sagen!) og blev lidt rystet.
Da jeg for 38 år siden blev ansat i det firma, jeg forlod for tre år siden, nærmest tvang jeg dem til at fortsætte den pensionsordning, jeg var begyndt på, mens jeg var ansat på Hvidovre Hospital. De ville ellers ikke, men jeg insisterede på, at hvis jeg skulle arbejde, skulle jeg også have en pensionsordning. Gennem en del år var det kun os to hospitalslaboranter, der havde en sådan pensionsordning, men efterhånden blev det mere almindeligt, og på et eller andet tidspunkt (jeg husker ikke hvornår) kom alle ansatte med i en ordning, hvor vi startede med at betale 1 % af vores løn og endte med at betale 5 %, hvor arbejdsgiveren hele tiden indbetalte dobbelt så meget som arbejdstageren. Jeg fik på denne måde to ordninger via min arbejdsgiver. Som senere blev til tre … og jeg havde derudover en privat opsparing.
Jeg troede faktisk, at det var et politisk påbud dengang, at alle lønmodtagere skulle indbetale til en pensionsordning, men har lige fundet ud af, at sådan er det ikke – det er stadig frivilligt, om man vil.

Og nu kommer det: FYFY skamme jer, der ikke gør noget for at sikre jeres egen alderdom!
Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg kender ingen under 30 år, der tror på, at der er noget, der hedder folkepension, når de engang er færdige på arbejdsmarkedet, så hvorfor nogen med den overbevisning ikke gør en aktiv indsats for at sikre sig selv en tryg alderdom, går over min forstand.
15 ud af 100 lønmodtagere lægger ikke noget til side til pensionen. Shocking! Hvad pokker vil I leve af? Jeres ATP? Så meget udgør den altså heller ikke.
Man regner med, at disse “fattige pensionister” vil udgøre 20-25 % i 2050. Det er et skræmmende scenarie.
(Som tommelfingerregel skal man som pensionist have 75 % af indkomsten som lønmodtager for at kunne opretholde samme levestandard.)

Det er ingen undskyldning, at man har så meget andet at bruge sine penge på, når man er ung, lige har købt hus og lige har fået børn.
Jeg var enlig mor og sad vildt hårdt i det, men holdt fast i pensionsindbetalingen, hvilket alene skal tilskrives min fars insisteren på, at jeg gjorde – han kunne ikke understrege kraftigt nok, at det var bydende nødvendigt at sikre sin alderdom, og jeg kan jo nu se, hvor meget ret han havde.

Jeg har i dag en pæn pension, fordi jeg startede som 23-årig med at indbetale til den. Det giver IKKE nok at starte, når børnene er flyttet hjemmefra – især ikke set i lyset af, at folk får børn senere i dagens Danmark.

Jeg vil gerne understrege, at jeg udelukkende taler om lønmodtagere her. Hvad der bør gøres for andre og i andre sammenhænge, hører ind under en politisk paraply og skal derfor ikke blandes ind i dette indlæg, men som lønmodtager har man mulighed for at selv at tage et pensionsansvar, og jeg kan, ganske som min far, ikke understrege kraftigt nok, hvor vigtigt det er.
Så kom i gang, alle I unge mennesker, der tror, at det med pensionen kan I vente 20-25 år endnu med at begynde at tænke på. Det kan I nemlig ikke, hvis I vil være forholdsvis sikre på at få jer et indholdsrigt ældreliv med plads til fx rejser. Tal evt. med jeres bank – min var og er en god rådgiver.

_MG_0576

Livets efterår skulle gerne være lige så smukt som naturens …

24. august 2016

Overvågning og overvågning er to ting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

I formiddags debatterede man i radioen gps-overvågning af børn.
Jeg har intet imod flere overvågningskameraer spredt med rund hånd stort set alle vegne – har man samvittigheden i orden, kan de fotografere så tosset de vil for min skyld, og kan det øge sikkerheden, er det kun godt. Mon ikke også det ville være billigere at sætte kameraer op ved motorvejsbroerne fremfor at bygge tilstrækkeligt høje værn?
Men at gps-overvåge sine egne børn? Det er der, til min overraskelse, omkring en tredjedel af forældrene, der mener er i orden. Jeg har en meget skarp mening om, at hvis man synes man har brug for at overvåge sit barn, er der noget fundamentalt galt i forældre-barn-forholdet, og så skader man kun endnu mere ved at overvåge.
Det er virkelig et mistillidsvotum, der batter! Jeg ville, hvis jeg var det barn, for det første miste respekten for mine forældre, og for det andet lynhurtigt finde en metode til at omgå overvågningen.
”Jamen det kunne da være helt fint at have overvågning på, hvis barnet fx bliver bortført?”
Okay – vi er da også helt sikre på, at en eventuel bortfører bare ville lade telefonen forblive tændt og sammen med barnet, ikke? De er jo ovenud dumme, sådan nogle?
Kære forældre, der læser min blog: I har forhåbentlig ikke så meget som tænkt tanken at lade jeres børn gps-overvåge, vel?
I har et så godt og tillidsfuldt forhold til jeres børn, at I i tilstrækkeligt omfang stoler på dem, ikke sandt?
Husk, at I selv har været unge engang. Og at I nok selv en gang eller to har gjort noget, I ikke måtte? Men I slap levende fra det, ikke?
Hvis jeg kan huske hvordan det var at være ung, kan I også. Mine forældre frygtede måske noget andet end I gør i dag, men det er ingen undskyldning, for man vil som forældre til alle tider være bekymret for sine børn; det er kun naturligt, men de skal altså have lov til at kunne være i fred.
Jeg kender kendte en mor, der ringede til sit (dengang 10-årige) barn en gang i timen. Jeg prøvede at tale med hende om det, for jeg var ikke i tvivl om, hvordan den datter sandsynligvis ville se på sin mor inden for en overskuelig årrække.

P1030725

Jeg overvågede ikke fuglene og fårene på Lilleholm, da vi var ude og sejle i dag, men jeg iagttog dem. Gennem en kikkert, hvilket er vanskeligt i en lille båd, der gynger, men det var en dejlig tur på to-tre timer, vi havde.

9. august 2016

Og sporten kort: 1-0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: ,

Det bliver kun ganske kort, for Inge og Hasse kommer lige om lidt, så der skal snakkes og hygges resten af dagen og aftenen …

imageVil bare lige gøre opmærksom på et glimrende indlæg, der handler om OL-ånden. Eller mangel på samme.
Det er så godt et indlæg, at det fortjener at blive læst af alle – og at stå alene uden for megen indblanding fra min side.

Det er Dovregubben fra Limfjorden, der har skrevet de gode og, i mine øjne, kloge, rigtige og tankevækkende ord i indlægget SPILD AF TID.
Jeg har selv haft de samme tanker, men han har sat det bedre på ord, end jeg ville have evnet.

28. maj 2016

Jeg har da sjældent hørt noget så tåbeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags:

Søren skal være morfar for første gang om en lille måneds tid, hvilket han selvfølgelig glæder sig til. Sidst han besøgte de vordende forældre, sagde datteren, at “der er lige noget vi skal tale om”. Nådada, tænkte Søren – hvad kommer der mon nu?
Der kom det, at datteren havde hørt, at i de første 42 dage har et nyfødt barn bedst af at være alene sammen med forældrene.
Søren er en meget flegmatisk person, der tager tingene i den rækkefølge de kommer, men fortalte, at mormoderen, som Søren altså ikke længere er gift med, men ofte taler med, var helt oppe at køre over ikke at kunne se sit første barnebarn i de første 42 dage af dets liv.

Har I nogensinde hørt noget, der bare tangerer dette i rendyrket tåbelighed? Jeg har ikke. Synes den er totalt ude i hampen. Jeg ville nødigt have undværet min mors erfaring og gode råd, da jeg fik Charlotte, og jeg ved, at hun havde det på samme måde med mig, da hun fik Anna. Jeg siger ikke, at jeg/hun ikke kunne have klaret tingene selv, for selvfølgelig kunne vi det, men de der små fif og beroligende udtalelser kan være guld værd for en nybagt mor.
Jeg kan til nød – men også kun til nød – forstå, at man måske i den allerførste tid ikke skal fylde huset med 100 venner, kusiner, fætre og hvad ved jeg, men bedsteforældrene!? Eller søskende!? Man er jo fuldstændig syg for at vise verdens ottende vidunder frem til hele samme verden; det kan kun gå for langsomt, og man skal ikke forsøge at bilde mig ind, at barnet tager skade af det.

Jeg ville meget gerne vide, hvordan man er nået frem til de 42 dage. Har man taget 100.000 nyfødte og ladet 1000 være alene med forældrene i henholdsvis 1, 2, 3, 4, 5, … , 100 dage, fulgt dem til de var 7, 15 eller 18 år og dermed som et videnskabeligt uangribeligt faktum konstateret, at de børn, der var alene med forældrene i præcis 42 dage – hverken mere eller mindre – fungerede bedst senere i livet?
Nej, vel? Den tror jeg heller ikke på. Jeg har prøvet at eftersøge data, men hele internettet er totalt tavst om emnet; intet overhovedet dukker frem, uanset hvordan jeg formulerer søgningen.

Ovenstående er i mine øjne helt på linje med og lige så langt ude som det ‘gode’ råd, jeg fik tilsendt af to mennesker efter jeg var konstateret rask:
image

Kære venner – thanks for nothing! Tænk jer dog om … hvis det virkelig var så nemt at slippe af med den modbydelige sygdom, så 1) var der nok ikke mange kræfttilfælde tilbage i verden og 2) ville citroner (og natron) være dyrere end guld og bestemt ikke til at købe i supermarkedet til tre for en tier.
Hvordan forestiller de naive fjolser sig, at det ‘basiske miljø’ skulle kunne penetrere ud til lever, lunger, bryster, m.m.? Jeg måtte virkelig tage mig til hovedet over folks godtroenhed. Forestiller de sig også, at alverdens læger og øvrigt sundhedspersonale ville udsætte folk for den rædselsfulde kemoterapi, hvis citron/natron-kombinationen var 10.000 gange mere effektiv? (Og “mere stærkere” – der er sandelig styr på det hele her …) 
Jeg må indrømme, at min respekt for folk, der falder for den slags pjat (den med de 42 dage inklusive), kan ligge på et meget lille sted.

18. maj 2016

Kønsrollemønstre kontra ligeberettigelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags:

Da vi boede i Havdrup, kørte vi ofte sammen til brugsen, men hernede kører jeg oftest alene, fordi John altid har (lidt for) mange planer for dagen. Det har jeg ikke noget imod, men det fik mig på turen til at filosofere lidt over vores kønsrollemønstre.
“Gør det du er bedst til” – John kan godt sy en knap i en skjorte, men det går lidt hurtigere og bliver lidt pænere, når jeg gør det. Hvorfor så holde fast i det kan du selv gøre?
Jeg kan godt slå et søm i, men jeg spørger som regel John, når det skal gøres. Jeg kan også godt håndtere en boremaskine og lignende, men John er meget bedre til det. John er sød til at svinge støvsugeren, men der bliver kun taget det, der kan ses; ikke der, hvor der ligger flest nullermænd … og jeg tror ikke, han nogen sinde har prøvet at gøre et badeværelse rent.
Det betyder ikke noget for mig, for han gør så meget, jeg ikke gør.
Jeg kom til at tænke på nogen (ingen nævnt, ingen glemt, og der var flere både i min og Johns familie), der, da de havde blebørn, gik meget op i millimeterdemokratiet: det er din tur til at skifte ble, jeg gjorde det sidst! At den, hvis tur det var, var optaget af fx en opvask, og den, der gjorde det sidst, lå og slangede den i sofaen, var åbenbart ligegyldigt … den slags kan jeg slet ikke have.
Og hvorfor nærmest tvinge fædre til at have barselsorlov? Det er naturligvis i orden, hvis han gerne vil, og hvis hun helst vil arbejde, men hvis far i virkeligheden ikke har lyst, og mor i virkeligheden helst selv vil, hvorfor skal andre så bestemme det til at være anderledes? Der skal nok være dem, der ærgrer sig over, at man ikke kan flytte graviditet og fødsel over til manden …
Der var i hvert ingen, der skulle tage mine 12 måneders barselsorlov fra mig – jeg sagde dengang for små 40 år siden et fast job op for at få et år sammen med Charlotte (dengang havde man kun 12 uger, hvilket jeg overhovedet ikke kunne nøjes med).
Naturligvis ville jeg nyde, hvis John lavede maden en gang imellem, men det kan simpelthen ikke fange hans interesse, og når jeg nu kan, så er der ingen grund til at tvinge ham til det i ligeberettigelsens hellige navn. Han rydder som bekendt af efter måltidet, fordi opvask simpelthen ikke kan fange min interesse … tøhø … så vi er begge glade for det traditionelle mønster her.
Jeg kan lide, når en mand holder døren for mig og i det hele taget er galant på den go’e, gammeldags måde.
Jeg synes de færreste kvinder tager sig pænere ud uden bh, og jeg synes ikke det er pænt, når kvinder har overskæg, hår under armene eller på benene.
Det er fjollet at have kønskvoteringer i bestyrelser og lignende – der er nu engang flest mænd, der har lyst til den slags beskæftigelse. Måske er det ikke alle steder, det sker, men hvor jeg arbejdede, tog man den bedst kvalificerede til et givent job, uanset om det var en mand eller en kvinde.
Jamen, går hun da slet ind for ligeberettigelse, hende Ellen?
Jo. Lige løn for lige arbejde. Og der er desværre laaang vej endnu, inden vi når dertil. Det havde vi heller ikke på mit arbejde – uanset hvad lederne påstod.
Er der lagt op til en god debat her? Er I på ligestillingsbarrikaderne eller deler I mine holdninger?

P1020145

Og æbleblomster er stadig lige smukke …

17. april 2016

Nogle vil have orgier …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: ,

Nogle vil have orgier, andre vil bare leve livet og have lov til at gøre som man lyster.
Jeg er ofte inderligt træt af barnepigesamfundet, træt af, at der hele tiden skal lovgives og ikke mindst hovsalovgives, fordi de få ødelægger det for de mange.
Misforstå mig ikke – jeg ønsker ikke at leve i et retsløst samfund, men for lidt og for meget er ikke af det gode.
Jeg tror vi har brug for oplysning, oplysning, oplysning. Jeg tror ikke på kriminalisering af livets goder, selv om et givent gode for nogle personer viser sig at være svært at styre.
Jeg kunne godt selv finde ud af at holde op med at ryge. Det kunne John også. Der var ingen, der tvang os.
Han kan godt lide en god øl; jeg som bekendt et godt glas vin.
Vi kan også lide god mad og hører – nok ikke helt tilfældigt – ikke til dem, der trækker befolkningens gennemsnitlige BMI ned. Jeg gider bare ikke af den grund gøres til en pensionistalkoholiker og grovæder.

 Ideen til dette indlæg blev født, fordi jeg læste Dovregubben Jesper Hansens indlæg fra i går. Han er selv lidt af en livsnyder, og det er hyggeligt at følge med i hans betragtninger. Er selvfølgelig ikke altid enig med ham, men denne gang sad jeg og nikkede i fuld samdrægtighed. Citat fra indledningen:
…Radioavisen, der netop havde fortalt, at flere og flere pensionister ikke kan styre deres alkoholforbrug. Endnu en gang stak puritanismen sit ækle ansigt frem i det hastigt mere og mere glædesløse Danmark.”
Indlægget Vi vil have orgier, som også blev bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 15. april, fortjener at blive læst – og ikke bare af pensionister, hvad JH i øvrigt ikke er endnu.
Jeg har ikke hørt og har ikke kunnet få bekræftet noget om det, han henviser til med Rudersdal kommune, som angiveligt skulle have forbudt hjemmehjælperne at købe tobak og alkohol til de borgere, som ikke selv kan købe deres dagligvarer. Jeg håber godt nok også, at det er en and, for den er da for langt ude!

Jeg håber mange ting … jeg håber, at jeg aldrig bliver så hjælpeløs, at jeg ikke kan foretage mine indkøb over internettet. Varerne skal selvfølgelig også påpladssættes, når de kommer ind i huset, men den tager vi derfra. Jeg håber, at Charlotte og Tim mener, hvad de siger nu, nemlig, at de nok skal tage sig af mig, når jeg bliver [rigtig] gammel. Jeg håber, at jeg vil være i stand til at indtage en passende dosis et eller andet dødeligt, lige inden jeg bliver totalt hjælpeløs og 100 % afhængig af andre. Tanken om at komme i blealderen igen er virkelig skræmmende!
Ingen, udover mig selv, skal bestemme, om jeg skal indtage alhohol i mit eget hjem. Vi er nødt til at forventes at tage ansvar for vores eget liv. Går det galt, er det fint at kunne blive hjulpet, men vi skal ikke længere ind i et overvågnings- og barnepigesamfund, end vi allerede er.
Journalisten Tom Jensen har skrevet følgende: “Hvis vi eksempelvis ikke har nogen forventning om, at vi selv skal tage vare på vores egen sundhed, men at andre nok skal klare det for os og gribe ind, hvis det er ved at gå galt – så ryger både friheden og ansvaret.”

Ligefrem orgier behøver jeg måske ikke, men en overdådig portion selvbestemmelsesret, livsglæde og dermed livskvalitet vil jeg gerne svælge i.

4. februar 2016

Jeg har en klippefast tro på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: , ,

P1100291P1100292Jeg har en klippefast tro på, at bornholmsk klippevand ikke er bedre end så meget andet vand.
Det kan i dag fås i Brugsen, og for at sætte det i den klasse, hvor man åbenbart mener, at det hører hjemme, er det at finde i vinafdelingen og ikke hvor man normalt ville lede efter vand på flasker.

Det er ikke Brugsen, jeg hænger ud her … jeg hænger sådan set slet ikke nogen ud, jeg undrer mig blot over, at nogen gider købe den slags.
Det, der kan irritere mig ved skiltningen er, at der nederst, venstrest står “Pr. stk. 25,00”. Det nummer laver de tit, men hvorfor dog det? Jeg kan da godt regne stykprisen ud, når de koster 25 kroner stykket! Det er meningen, at de skal angive liter- eller kilopriser med denne oplysning; ellers giver det ingen mening som sammenligningsgrundlag. En stykpris kan naturligvis i visse tilfælde give mening, men ikke i dette tilfælde.

Dagens overskrift er ment en anelse sarkastisk over for mig selv.
Jeg havde nemlig også engang en klippefast tro på, at alt det med flagesalt og Læsø sydesalt og den slags er rent til grin.
P1100294Det er stadig ikke blevet til saltet fra Læsø; det er simpelthen for groft med den pris, men næsten alt muligt andet er det blevet til efterhånden.
Det er længe siden, jeg satte både flagesalt og almindeligt groft salt på bordet (John foretrækker stadig det sidstnævnte), men efter et besøg hos en af de skønne kvinder fra Det Fast Sammentømrede Engelskhold, øgedes repertoiret ganske langsomt, fordi jeg efterabede hendes inspirerende saltfad.
Først var der én slags. Så var der to. Så tre og fire. Fem. Seks.
I en periode har jeg haft Johns salt stående for sig, men i dag tog jeg skridtet fuldt ud og købte et fad, der var stort nok til det hele – plus dem, jeg efterhånden syntes, jeg stod og manglede i samlingen; blandt andet saltet med rosa peberkorn, som jeg er ret begejstret for.
Og noget, jeg ville have forsvoret: lakridssalt! Jeg spiser aldrig lakrids – kan absolut ikke lide smagen, og slet, slet ikke i mad, men det slog mig, at bare fordi jeg er en af de fem danskere, der ikke kan lide lakrids, kunne det jo være, at mange andre ville sætte pris på at få maden til at smage af lakrids.

P1100296

1:  Hvidløgssalt
2:  Lakridssalt
3:  Hærvejssalt (med brændenælde og hvidløg)
4:  Birkerøget salt
5:  Almindeligt groft salt
6:  Maldon flagesalt
7:  Islandsk sort salt
8:  Hjemmelavet chilisalt
9:  Salt med rosa peberkorn (laver jeg også selv)
10: Fint middelhavssalt
11: Flagesalt med ramsløg

Grin I bare – det ville jeg selv have gjort engang, men dengang jeg i et indlæg brokkede mig vildt over prisen på Læsø sydesalt, var der en del, der gav mig en kommentar med på vejen, hvor de lovsang flagesaltet; at der rent faktisk var forskel på smagen på maden. Ikke, når man lavede maden, hvor almindeligt salt er glimrende, men det salt, man kommer på sin ægge- eller tomatmad. Eller på sine kartofler.
Og rent bortset fra, at det ser fint ud, når det står på bordet, så går der lidt sport i det, skal jeg gerne indrømme.
Jeg er begyndt at bruge meget mindre salt i min madlavning bare for at kunne forsvare at bruge lidt af alle disse sjove, forskellige slags salt.

2. december 2015

Ekstraudsendelse!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:30
Tags: ,

Som jeg skrev i en kommentar andetsteds:
Billedresultat for kryds ved jaHvad skal vi med suverænitet, når vi mister indflydelse?

Selvfølgelig mister vi suverænitet. Men vi vil ikke have meget at bruge den til, hvis det bliver et nej.
Jeg mistede også suverænitet, da jeg giftede mig med John, men jeg vil hellere have et fungerende fællesskab OG indflydelse.

Nejsigerne taler meget om jasigernes skræmmekampagner. Hvad er det så, nejsigerne foretager sig?
Nogle vil stemme nej som protest mod den dårlige ja-kampagne, har jeg læst på en anden blog. 
Jeg har stor respekt for den slags saglige argumentation … (ironi er ikke utænkelig)

Hvis I skulle være i tvivl, stemmer jeg ja – og det er ikke fordi der er en, jeg ikke kan lide, som stemmer nej.

16. september 2015

Konsekvens eller frelsthed?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Asier 2015Økologi er nærmest en religion hos nogle. I den modsatte ende ligger Farmer, som mener det er noget værre pjat.
Jeg er nok et sted cirka 6/7 ovre mod Farmers side. Jeg er ikke tvivl om, at jeg bedst kan lide de økologiske mælkeprodukter – der er kæmpestor forskel på en creme frâiche fra Thiese og en fra Arla. Folk har flere gange spurgt mig, hvad i alverden jeg har gjort ved den creme frâiche for at få den til at smage så godt. Mit svar lyder gerne, at jeg har hældt den ud af et Thisebæger … den er tyk, blød, gul og meget lækker – vel at mærke med den samme fedtprocent som Arlas.
Når det kommer til alle andre fødevarer, køber jeg normalt kun økologisk, hvis det er til at betale. Det er ikke en religion for mig – slet ikke når grønsagerne er nogle små, ynkelige nogen, for det gider jeg simpelthen ikke betale ekstra penge for. I dag skulle jeg have en knoldselleri. Den uøkologiske kostede en 10’er og var STOR. Den økologiske kostede 15 kroner og var på størrelse med et løg. Gæt hvad jeg købte …
Hvis de økologiske varer er pæne at se på og koster det samme – eller i hvert fald kun meget lidt mere end standardvarerne – køber jeg økologisk. Ellers ikke. Bortset fra æg, mælk og smør.
Jeg har i øvrigt altid undret mig over ‘økologisk’ honning. Hvordan har de biavlere mon trænet deres bier til at holde sig til bestemte steder?

De asier, jeg har syltet i dag, er heller ikke økologiske, og jeg har skyllet glassene med Atamon. Uha, her lades alt håb ude …
Jeg har altid brugt Atamon og det agter jeg at blive ved med – jeg gider simpelthen ikke lave så små portioner, at jeg kan undlade det. Der skal nok være dem der tror, at det syntetisk fremstillede Natriumbenzoat er farligere end det naturlige, der findes i trane- og tyttebær. Til dem kan jeg sige, at jeg er forholdsvis sikker på, at C6H5CO2Na er C6H5CO2Na, uanset hvor det stammer fra, og det er altså ikke i litervis, man bruger konserveringsmiddel.

Vrøvl fra UrtekramJeg er med andre ord hverken konsekvent eller frelst mht. økologi.
Det er Urtekram til gengæld. Så meget, at det i mine øjne virker mere grinagtigt end troværdigt.
Jeg googlede syltede kantareller, fordi da jeg læste, at Anne Holtegårds mand havde brugt nogle af sine fine, gule svampe på den måde, blev jeg nysgerrig … hvordan mon det gøres? Der var selvfølgelig flere bud, men den fra Urtekram faldt mig i øjnene, så jeg brugte min elektroniske saks og lim og satte den ind her.
Først og fremmest er det noget slemt fis at tale om økologiske kantareller. De kan nemlig ikke dyrkes, hvorfor de kun findes i naturen, og den er der vel ingen, der går og sprøjter?
Økologiske peberkorn? Så er man godt nok frelst, og hvis man er så frelst, hvor passer så den Atamon ind i billedet her? Er det inkonsekvent konsekvens?
Jeg er da helt forbavset over, at de ikke skrev økologisk vand og økologisk Atamon.

Spørgsmålet om økologi/ikke-økologi er selvfølgelig mere nuanceret end indlægget her lader antyde – folk må gøre, købe og hjemmeproducere hvad og hvordan de lyster – dette var bare nogle af mine tanker om dette følsomme emne. Jeg vil hverken overbevise eller overbevises.

10. september 2015

Hvem er egentlig en bonderøv her?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , , ,

Jeg sad og læste i Samvirke og for en gangs skyld sprang der ingen graverende fejl i øjnene.
Hovedreportagen var en artikel om Bonderøven, hvis udsendelser jeg godt kan lide at se.
Det var faktisk Søren Ryges skyld, at jeg startede på at se Bonderøven, antagelig stik imod Ryges hensigt, at det skulle føre til flere seere af konkurrenceprogrammet.
Jeg så Ryge blive interviewet i tv, hvor han bl.a. sagde følgende: “- Jeg kan bare være en lille smule bange for, at når man har gjort det i måske fem år, så er det ikke så sjovt at se mere, siger Søren Ryge, der mener, at der skal ske en større udvikling med programmet, hvis det skal stå distancen.”
Dette er klippet fra BT – jeg kan ikke huske en fire år gammel udsendelse ordret. SR sagde mere, som ikke stod i artiklen her, men som gjorde mig vred. Ord, der var mere nedladende – jeg mener at kunne huske, at han direkte sagde, at den slags udsendelser ikke holder – at folk ikke gider se dem i længden. Hvor meget forandring har der lige været i Ryges udsendelser, når de er optaget i hans have?
Som dagbladet Information så smagfuldt udtrykte det: En af dem er en selvforelsket klovn i røjsere og tobakspibe, der nu på 23. år render rundt med skovl og spade og roder i det samme agurkebed, mens han vælter hjemmestrikkede dybsindigheder af sig i forsoren fortrolighed med havefolket eller kværker en due i ny og næ.

Jeg kunne lige indtil det interview ganske godt lide SR og hans havesnak, men jeg tabte alt for ham, da han kom med disse udtalelser. Jeg syntes ikke, det var i orden. En person, der nærmest var/er en institution i DR, burde være stor nok til at lade andre komme til og ikke nedgøre en anden så meget i fuld offentlighed.
Det er jo nok sådan det er Jeg har stort set ikke set udsendelser med Søren Ryge siden, men har set samtlige med den hyggelige Bonderøv.
Som holdt. Og holder. Sikkert også længere end Ryge gør det – og med flere seere. HA.
Citat fra Samvirke:
[Frank Erichsen] blev 2008 landskendt, da han tonede frem på skærmen som “Bonderøven” og har siden slået seerrekorder år efter år.
Tag den, Søren Ryge.
Man må ikke være skadefro, men det er jeg nu alligevel, og jeg håber Ryge nu har indset, at hans ord er blevet gjort til skamme.

Jeg kunne ikke tænke mig at leve som Bonderøven gør, men han er hyggelig, overbevist og ægte. Med en dejlig kone og to skønne børn, som får en nærmest ideel opvækst.
Han er selv realistisk vedrørende sin måde at leve på og er hverken religiøs eller missionerende.
Sp: Ønsker du, at alle optimalt set lever som dig?
Sv: Nej, det giver ingen mening. Det her er min personlige drøm.

Det er jo det, vi skal: Gå efter drømmen. Det er ikke alle forundt, at drømmene går i opfyldelse, men man skal altid have dem, og skulle der blive en opfyldt, finder man hurtigt en ny.

Jeg havde i mange år en drøm om engang at komme til at bo i et stråtækt bindingsværkshus, helst tæt på noget vand.
Har du prøvet at opleve, at din drøm går i opfyldelse?

2. september 2015

Naturister må være ret svagtseende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags:

I dag hørte vi en debat med meninger for og imod hvorvidt naturister skal kunne færdes nøgne i skove og parker og ikke kun på de badestrande og specielle campingpladser, hvor de allerede gør det.
Nogle af deres argumenter er lidt fjollede; bl. a. dette, som ikke  er et direkte citat, men kogt lidt ned: Vi er ikke skabt ens. Det må gerne kunne ses.
Altså … jeg kan da sagtens se, at vi er meget forskelligt skabt – selv når vi er klædt i tykt vintertøj. Hvis naturisterne mener, at forskellighederne bliver mere tydelige, når man ikke har noget tøj på, vil jeg anbefale, at de opsøger en, der kan hjælpe dem med at finde nogle passende briller. Hvorfor skal forskellighederne i øvrigt tydeliggøres?
Jeg synes ikke, at nøgenhed er smukt. Naturisterne påstår, at det ikke har noget med skønhed eller grimhed at gøre, men at “det er naturligt at gå rundt som Gud har skabt os”. Sludder, siger jeg. Det er også naturligt at gå på toilettet og at elske, men ingen af delene insisterer jeg på at gøre i fuld offentlighed af den grund.
Der er visse ting, der i mine øjne hører privatlivet til, og derunder hører (også) nøgenhed.
Jeg synes faktisk det er direkte ulækkert at få nærmest påtvunget fremmede personers mere eller mindre løsthængende attributter i en afstand, der ligger på indersiden af min komfortzone. Jeg har prøvet det. På en strand, hvor der færdedes både nøgne og badetøjsklædte kroppe, og en dinglende tissemand, der passerer tæt forbi i min øjenhøjde, vil jeg særdeles gerne have mig frabedt.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA Det er ikke snerpethed. John og jeg har gennem vores mange år sammen haft særdeles stor og gensidig glæde af hinandens nøgne kroppe – men igen: når vi er sammen med andre, klæder vi os på.
En modstander indvendte, at der er visse ting, mindre børn skal skånes for at se, inden de er gamle nok til at forstå den side af livet.
Naturisten indvendte, at nudisme og sex intet har med hinanden at gøre, og at man derfor ikke vil opleve, at mænd reagerer synligt og fysisk på andres nøgenhed.
Det passer jo ikke. For det har jeg set, at de gør. Ikke alle, selvfølgelig, men nogle. Og hvorfor ikke? Der er da ikke noget at sige til, at det kan påvirke på en meget synlig måde – jeg vil bare ikke have, at mine mindreårige børn skal overvære det. Det er muligt, at de allerede ved, hvordan man laver børn, men de skal ikke af den grund have det smidt lige i synet, for som mindre synes de oftest, at det lyder SÅ ulækkert.

I hvert fald nogle af dem … da Anna fik det at vide (af en skolekammerat før Charlotte selv nåede at fortælle om det), berettede hun om sin nye viden ved aftensbordet og spurgte først, om det var sandt, for hun troede tydeligvis ikke rigtig på det, men efter bekræftelsen (og lidt supplerende forklaring), spurgte hun med alle tegn på både vantro og væmmelse: “Vil det sige, at du og far har gjort det TO gange???”
Aubrey sad og lyttede med verdens største ører og var, i modsætning til Anna, dybt interesseret; sad med store, lysende øjne og sagde “REALLY?” et par gange i et tonefald, der ikke lod Charlotte i tvivl om, at dette var et meget spændende emne.
Men sådan er vi jo så forskellige. Der er nogen, der kan lide det og andre, der ikke kan, og sidstnævnte skal ikke tvinges til at deltage, så at sige.

Så vil jeg hellere på svampejagt … på billedet ses en Phallus impudicus, på dansk almindelig stinksvamp, men også kendt under navnet præstepik.
Det var den mest passende svampeillustration til dagens indlæg, blev jeg enig med mig selv om.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.