Hos Mommer

5. juli 2020

Gratis billeder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:30
Tags: , , ,

Via WordPress har jeg fundet et site hvor man, ganske gratis og uden at være bange for at bryde nogen former for copyright, kan bruge billederne til hvad man måtte ønske. Man behøver ikke engang at fortælle hvem der har taget billedet. En eller anden – eller nogle – har sørget for, at fotografen får, hvad han nu engang skal have for sit eller sine billeder.
Jeg lurede en del rundt og og fandt bl.a. billedet herunder – et af den slags man ville ønske man selv havde taget, ikke sandt?

Photo of People on Rowboat During Sunset

Foggy LakeMan må nemlig ikke stjæle billeder på internettet. Alle er, med meget få undtagelser, automatisk underlagt copyright. Jeg vil ikke være så hellig at påstå, at jeg aldrig har brugt andres billeder, men hvis ikke man vil risikere høje bøder, skal man virkelig være påpasselig med, hvis billeder man i givet fald anvender, og det er ikke nok at sige, at man har ‘lånt’ billedet fra denne eller hin.
Jeg opdagede engang, at en eller anden turistforening i København havde brugt et af mine billeder fra kongens have. Det slap de ikke gratis fra. De kunne såmænd bare have spurgt mig, for så ville jeg sandsynligvis være blevet meget smigret og sige, at det selvfølgelig var i orden, bare de på en eller anden måde gjorde opmærksom på, hvem fotografen var.
Det gjorde nogle andre – altså skrev til mig og spurgte, om de måtte bruge et af mine billeder på deres hjemmeside, hvilket de derfor gerne måtte.
En tredje havde brugt et mine vesterhavssolnedgangsbilleder og frejdigt erklæret, at da hun kom hjem efter at have taget netop det billede, blev hun inspireret til en trøje, hun designede på baggrund af det. Hun slap ikke gratis, for det syntes jeg var ret frækt gjort af hende! Og også lidt dumt …
Det er egentlig ikke fordi jeg normalt er voldsomt utilfreds med mine egne fotos, jeg gør opmærksom på Pexels.com. Jeg vil sandsynligvis ikke gøre særlig meget brug af muligheden, men der kunne jo være lejligheder, hvor mine egne billeder ikke i tilstrækkelig grad rent illustrativt understøtter et indlæg.

White and Black Moon With Black Skies and Body of Water Photography during Night Time

I nat er det fuldmåne. Billedet herover ville jeg også gerne selv kunne prale med at have taget, men det kan jeg desværre ikke.
I øvrigt har jeg lige læst og dermed fået bekræftet, hvad jeg altid har hævdet: Man sover ikke dårligere fordi det er fuldmåne. Kun i den forstand, at for nogle kan det være for lyst i nætterne omkring fuldmåne, men det kan så klares med mørklægningsgardiner. Der har været en stor undersøgelse med over 2000 personer, hvor man ikke videnskabeligt har kunnet påvise nogen påvirkning fra fulde måner.
Men vi ved jo alle, at troen kan flytte bjerge, så hvis man bilder sig selv ind, at et eller andet er fuldmånens skyld, så ER det fuldmånens skyld.

Vidste I, at man ikke kan læse i selv det stærkeste månelys? Jeg troede ikke helt på det og måtte selvfølgelig afprøve det, men det er sandt. Når man læser, bruger man øjets tappe, mens månelys opfattes af stavene i øjet. Det er af samme årsag, at et månebelyst landskab altid vil opfattes som et sort/hvidt billede. “Stavene giver det sorthvide indtryk af objekter og tappene giver farveindtrykket. Da tappene kræver meget mere lys end stavene for at fungere ordentligt, er tappene fortrinsvist ude af drift om natten. Derfor kan vi kun benytte os af stavene om natten, og derfor kan vi kun se sort/hvidt om natten.”
Det er da interessant at vide den slags. Synes jeg.

P1090553

Til sidst et af mine egne billeder. Ikke helt tosset, hvis jeg må være så fri, selvom totalt vindstille og dermed havblik ville have været optimalt.
Sov godt, når I når så langt … og glem, at det er fuldmåne …

15. maj 2020

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:37
Tags:

Nu kan vi se lys forude, og det går forhåbentlig godt med både fase 2, 2½, 3 osv, så vi ikke skal til at gå et eller flere skridt tilbage.
Coronapesten og dens følger har været noget skidt på så mange måder, som jeg ikke vil remse op her – der er ingen grund til at skrive det indlysende. Det er dog heldigvis ikke altsammen dårligt, for mange af os har lært noget, både om os selv og om andre.
Jeg har fx lært, at jeg vældig godt kan lide Mette Frederiksen som person. Hun har en skøn humor, og selv om det naturligvis ikke er den vigtigste egenskab for en statsminister, er det altså heller ingen skade til. Første gang jeg oplevede det, var hendes orientering om elefanterne til Folketinget, hvor hun grinede temmelig meget, og i aftes ‘på trappen’ inden partilederdebatten hørte vi det igen i en ordveksling med Qvortrup (som jeg synes er en temmelig ubehagelig person):
Men nu er det jo dig, der er statsminister, og mig der er journalist, lød det fra Henrik Qvortrup.
Det er nok måske meget godt for danskerne, hvis jeg må være så fri, afbrød Mette Frederiksen.
Den slags bør hun måske ikke sige, men jeg synes det er ret befriende. Og til jer, der ikke synes det er humor: Det ændrer ikke, at jeg synes det.

Mange anser det for godt, at man er blevet tvunget til at afholde videomøder, og det er det måske også. Måske. På visse punkter. Det er godt for miljøet, at mange flyrejser kan spares, også fremover, men meget er man nødt til at mødes face to face om – for eksempel inspektioner af enhver art, ligeledes visse forhandlinger, og som en klog kvinde her udtrykte det: “Videomøderne har ikke kun gjort deres indtog på de almindelige arbejdspladser og i skolerne. Også storpolitiske forhandlinger om coronakrisen i EU foregår pr. video. Og det har store konsekvenser. Det fortæller vores EU-redaktør Rikke Albrechtsen. At man kun kan tale på skift og ikke aflæse kropssprog og stemninger, har gjort forhandlingsklimaet stift på et tidspunkt, hvor fleksibilitet og evnen til at bøje sig mod hinanden er altafgørende.”
Jeg oplevede både video-, telefon- og IRL-møder, og ingen var i tvivl om, at sidstnævnte var bedst for mennesket, mens det for økonomien naturligvis var en anden sag, så det var og er en opvejning og spørgsmål om prioritet.
Skoleundervisningen har for de større børns vedkommende været én lang videokonference siden midt i marts. Hvor mange børn kender I, der synes, at det har været en forandring til det bedre? Jeg har kun hørt om hvor meget de glæder sig til at komme i skole igen, og for bare tre måneder siden ville jeg have forsvoret, at jeg skulle komme til at høre børn og unge sige lige netop det, så her har situationen også ført noget positivt med sig.
Jeg er dog lidt spændt på, hvornår efter normalitetens indførelse poderne igen bliver svære at få hevet ud af sengen om morgenen …

Håbet er lysegrønt

Endelig synes jeg generelt godt om folks opførsel og venlighed.
Det er markant, så mange flere smil man både får og giver, og så mange flere små ordudvekslinger der finder sted på vej og sti. De vanlige lidt reserverede skel mellem unge, yngre, ældre og gamle er mindre skarpe; vi står sammen som et folk i en krisesituation, og jeg er på ingen måde enig med den gnavne sprogrevser der mente, at det nye udtryk at stå sammen hver for sig er noget vrøvl, for det er jo lige præcis det, vi har gjort så flot, og det er derfor, vi nu er nået til at kunne åbne landet igen lidt hurtigere end først forventet.
Bagklogskab kan vi ikke bruge til noget.

13. maj 2020

Det er vist ved at være længe siden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Det kan sandelig godt mærkes på antallet af mine indlæg om fejlskrivning på butiksskilte, at vi er flyttet fra Havdrup, hvor jeg havde en teori om, at ansættelseskriteriet i Superbrugsen var dumpekarakter i dansk.
Hernede sydpå staver de tilsyneladende meget bedre; det er yderst sjældent, at Meny i Præstø begår skiltestavefejl, og Superbrugsen Karise har klart bedre stavere end i Havdrup … 
Facebook flyder som sædvanlig over med myriader af tåkrummende læsning. Jeg så i dag en lærer, som efterlyste seriøse bud på, hvorfor man i sproggrupperne anser stavning og grammatik for at være så pokkers vigtigt. Hun er dansklærer og har – bl.a. – ikke helt styr på nutids-r, så det er nok en del af forklaringen på, at hun gerne så kritikken af folkets ringe stavning OG folkeskolelærerne reduceret. Jeg kunne godt have været kommet med en lang kommentar til hende, men tænkte, at jeg hellere måtte lade være.
Jeg har, af hensyn til min egen sjælefred, besluttet mig til, at det ikke er værd at bruge krudt på at blive irriteret over menigmands stavning og i stedet lade mig underholde af den, når det er muligt.
De to første eksempler herunder er en illustration af dette, for jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da jeg så dem – især det første tydeliggør, at hvis man kender ordets etymologi, er det nemmere at gennemskue stavningen.

Et mareridt
Åhhhhnej

Herunder et eksempel på, at maden er vigtigere end visse andre ting her i livet for denne madblogger. Det er så i orden …

Hmmm

P1010164

Og til sidst et skilt fra Meny. Når de endelig kommer med en bøf, skal de ikke dø i synden, selv om de ikke er alene om at skrive ‘organisk’, når de mener ‘økologisk’.
I England køber man organic food, når man vil købe økologiske fødevarer, men det er altså ikke ensbetydende med, at det skal oversættes direkte.
I virkeligheden er det lidt noget sludder, de siger i England, for al mad er jo organisk, uanset produktionsmæssige principper, men det bliver af en eller anden årsag mere tydeligt, når det oversættes til dansk, synes jeg.
I samme virkelighed er det vel i bund og grund heller ikke korrekt at kalde det økologisk mad på dansk?
Økologi er en videnskab, men noget skulle man jo kalde fødevarer, der er dyrket/avlet uden at bruge for mange giftstoffer og andet, der kan gøre produktionen rigere, men er mindre miljø- og dyrevenlige.
Jeg køber en del økologiske varer, men ikke så mange som så mange andre. Sommetider har jeg på fornemmelsen, at der er lidt bondefangeri med i spillet, og når de spiller på de naive forbrugeres følelser, som fx her, står jeg oftest af, for det kan virkelig irritere mig.
Inden for vinavl tillader man op til 49 forskellige tilsætningsstoffer i økologiske vine – dog mod 370 i konventionel vinfremstilling, men alligevel … 49 er da mange.
Biodymamisk vin tillader kun op til 10 forskellige.
Jeg skriver ‘tilladte tilsætningsstoffer’, men den enkelte producent bruger vel ikke nødvendigvis mere end nogle få ad gangen, så teoretisk kan en økologisk vin være lige så ‘forurenet’ som en konventionel. Jeg formoder dog, at dyrkningen af økologiske druer foregår uden brug af pesticider, hvilket jeg anser for at være den mest betydende faktor, når vi taler økologisk planteavl.

12. april 2020

..og julen varer li’ til PÅske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , , ,

Det engelske urJulekaktus til påskeMin julekaktus blomstrer. Dog ikke endnu, altså fra midten af december, men igen. Det har jeg ikke oplevet før i så stort et omfang som her, så ganske almindelige stueplanter opfører sig altså også anderledes. Verden er da virkelig af lave, når ikke engang min kaktus kan finde ud af at opføre sig normalt.
Billedet ved siden af er kun sat i, fordi jeg ville vise det fine ur, jeg har købt i Mias Anglofilia-netbutik. Som jeg skrev for et stykke tid siden, så gik Johns fødselsdagsgaveur i udu, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede at have et ur lige præcis lige der, så jeg tænkte, at et romantisk, engelsk ur ville passe fint. Det havde jeg ret i. Synes jeg selv …
Nede under uret ses vores lille Hall Thimand-samling. Jeg synes han er dygtig – jeg elsker hans fine, håndlavede fugle.

Udendørs er jeg i fuld gang med drivhuset. Det vil sige … det er jo egentlig også indendørs. Det er indendørsudendørs. Eller udendørsindendørs. Er det det samme?
Jeg har indtil videre plantet to chili, to tomater, en peber, en agurk og to basilikum. ALT for tidligt, siger mange hvert år, og hvert år har jeg kunnet konstatere, at det var det ikke. Det er selvfølgelig et sats, men nu er det gået godt siden 2012, hvor jeg fik mit første drivhus, mens vi endnu boede i Havdrup, så hvorfor ikke også i år?

Jeg kom i dag til at tænke på, at nu har de efterhånden interviewet jeg ved ikke hvor mange om, hvor mange og hvilke afsavn de lider og hvor forfærdelig coronapestsituationen er. Okay, det er bestemt ikke sjovt, dette her, men de fleste af os er i nogenlunde samme båd, og det er ved at være en anelse trættende at høre på. Det gør jeg så heller ikke, men John skal jo altid se mindst to tv-aviser, så det kan godt være svært at undgå uden at virke demonstrativ.
Jeg tænkte på, at jeg sjovt nok ikke har hørt noget om eller til udskudte bryllupper. Dem må der da være en del af?
Min tankerække gik videre: Der er efterhånden ret mange, der vælger at anvende begges efternavne efter en vielse. Således at det bliver Søren og Mette Brostrøm Frederiksen, fx. Det er måske i særlig grad brugt, hvis ingen af dem har et -sen-navn.
Man beholder automatisk sit eget navn, ved jeg, sandsynligvis i ligestillingens hellige navn, men jeg kender rigtig mange, der gør det på ovenstående måde. Får deres børn ikke et loyalitetsproblem, når det engang bliver deres tur til at blive gift og få børn? De kan jo hverken selv rende rundt med fire efternavne eller give de arme børn så mange navne – det virker en anelse voldsomt, men hvilket af forældrenes oprindelige efternavne skal man vælge, når man bliver gift? Får børn? Så langt har de nok ikke tænkt endnu …
Jeg er så gammeldags, at jeg synes det er mest praktisk, at ægtefæller hedder det samme og med kun ét efternavn. Jeg er ikke en navnesnob – jeg gik fra et sjældent (og beskyttet) navn til at hedde Nielsen. Det var der ikke mange, der forstod. Nogle få sagde det direkte, men de fleste nøjedes med at tænke det. Jeg var fuldstændig ligeglad; jeg ville bare hedde det samme som mit barn, og det var faktisk primært hende, der som 11-årig bad John om at gifte sig med mig, “så jeg kan slippe for at hedde Xxx”. Hun ville bare ikke på nogen tænkelig måde have noget med sin biologiske far at gøre.
Vi syntes, det var SÅ sejt af sådan en lille pige, og John parerede da også fluks ordre og friede til mig. Charlotte fik sig en ny dåbsattest ved samme lejlighed.

19. marts 2020

Ak, ak, gak og Soumak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:24
Tags: ,

Vi er inde i den anden uge af den enestående (og det er så ikke specielt positivt ment …) situation, hele verden befinder sig i.
Min yngste søster og svoger sidder i Brasilien og venter på at komme hjem. De var i Argentina og fik besked på at komme ud af landet og ind i Brasilien ASAP, for Argentina lukkede ned lige om lidt. Der er også kommet restriktioner i Brasilien, men herfra skulle de kunne komme hjem snart. De er i daglig kontakt med deres rejsekonsulent og virker ikke bekymrede.
I Charlottes lille landsby har nogen på eget initiativ nedsat en emergency committee. C kaldte den a disastrous committee, men det faldt ikke i god jord. Hun er i hovedet ved at sammensætte en mail, som hun vil sende til dem i landsbyen, hvis mailadresse hun kender, for den selvbestaltede gruppe er gået over stregen og skaber mere panik end det modsatte.
“Jeg vil bede om dine forældres telefonnummer, så jeg kan kontakte dem, hvis I alle fire skulle blive syge.”
“De bor i Danmark, som du udmærket ved. Hvad vil du have, de skal gøre? De kan ikke komme herover, og jeg vil heller ikke have dem herover, hvis vi er syge. Vi dør vel sagtens ikke alle fire sådan lige på en gang, så jeg skal nok selv tale med dem i givet fald … faktisk vil jeg helst ikke have, at I kontakter mine forældre under nogen omstændigheder.”

“Vi har sagt til folk i landsbyen, at de ikke må lufte deres hunde.”
Hvad har I??? Det er da aldeles fjollet. Selvfølgelig skal folk da lufte deres hunde.”
Der var mere i samme stil. Charlotte, som normalt ikke har svært ved at beherske sig, måtte tage et godt tag i sig selv, og nu overvejer hun at mane til både besindelse og fornuft. De ældre i landsbyen blev ikke spor beroliget af dette tiltag – tværtimod.

Jeg har tænkt på, hvordan det skal gå, når alarmberedskabet bliver holdt i live 24/7. Vi bliver bombarderet med information, hvilket i og for sig er i orden, og så alligevel ikke, for der bliver altså vadet for meget rundt i det. Dronningens tale var god, men inden den blev sendt, skulle vi høre meget om hvad hun kunne tænkes at sige, og bagefter blev den dissekeret ud til den sidste præposition.
Jeg tror godt, vi forstod hvad hun sagde.
Jeg gider heller ikke se og høre på et ægtepar fra Holstebro, der har forfærdelig ondt af sig selv, fordi de ikke kan se deres børnebørn. Den situation er langt, langt de fleste i – sådan er det bare lige nu.
Vi bliver mere og mere indskrænkede, tøhø, og det er også i orden, selv om jeg synes logikken halter lidt imellem. Det hele er kun lige begyndt. Vores sind og kroppe er ikke skabt til at være i konstant alarmberedskab i mange uger. Jeg kan godt frygte, at om ikke så længe har man vænnet sig til denne usædvanlige situation og derfor begynder at slække på forsigtigheden, hvis det først kulminerer om 4-6 uger, som nogle regner med … tanken er ikke rar.
Der er dog stadig nogle, der ikke har fattet en pind. I dag i Meny, hvor der næsten ingen kunder var, og vi få overholdt så fint de opsatte afstandsmærker, kom der, mens jeg stod og fik klaret betalingen, en mand i trediverne og placerede sig tungt åndende og klos op ad mig og ville betale for et eller andet. Med kontanter i hånden. Jeg hvæsede til ham, at han da for pokker godt lige kunne tage og holde den angivne afstand, men han gloede bare på mig, og han flyttede sig ikke. Fjols.
Mange unge har det seneste års tid talt meget om forældregenerationens mangel på ansvarlighed i forbindelse med klimakrisen. Jeg synes ikke de har så meget at have det i, da en del af dem udviser en alarmerende uansvarlighed ved at ignorere anbefalinger/påbud.

Soumak

Hvorfor jeg skrev Soumak i overskriften? Det hedder det sjal/tørklæde, jeg har masser af tid til at strikke på. Det er fra et Rowanhæfte, og det er perfekt til alt mit plantefarvede garn.
Opskriften sagde 10 farver og jeg sagde pffft – hvorfor dog nøjes med 10? Indtil videre, hvor jeg er omkring halvt færdig, har jeg omkring 20 farver i spil. 
Bagsiden er næsten pænere end forsiden … men det er tydeligere når man ser det i virkeligheden.

SoumakSoumak

11. januar 2020

Hadeudtryk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags: , ,

Nu hvor vi har fået ugens forskrækkelse lidt på afstand, kan jeg igen fylde mit liv med lidt mere af det, som interesserer mig, hvilket bl.a. er sproget; dets ud-, ind- og afvikling, hvilket sidste er dagens emne.
Forleden dag læste jeg i Information 24 udtryk, som ifølge læserne meget gerne måtte forsvinde ud af det danske sprog. Nogle af dem gør det givetvis også; andre er lige så givetvis kommet for at blive.
Jeg er ikke enig i, at det lige præcis er disse 24 udtryk, som skal ud; ikke mindst fordi jeg bruger nogle af dem selv og oven i købet synes, at de er glimrende. Andre var det under gennemlæsningen af listen første gang, jeg stødte på, så helt taget ind i hverdagssproget er de vel næppe.
Jeg har kun kommenteret de 12 her i indlægget. Hvis I vil se hele listen, må I følge mit link lidt højere oppe.
Sort skrift = Informations (læsernes?) kommentarer; blå skrift er mine.

Jeg hører, hvad du siger: Ja, men du tillægger det ikke den fjerneste betydning. Hahaha – det er nemlig fuldstændig rigtigt. Jeg måtte smile højt, da jeg så denne herlige kommentar. Jeg har aldrig selv brugt udtrykket, vil jeg gerne pointere.

Jeg fatter hat: Vi er mange, der fatter hat af det udtryk. Jaja – vel er det da et fjollet udtryk, men dog næppe mere fjollet end “Jeg fatter ikke en bjælde (eller bønne)”, som har mindst lige så mange år på bagen som jeg selv.

Som i: Det skal ikke bruges mere. Som i bare aldrig! Jeg er uenig. Jeg bruger det selv, og jeg synes det er en sjov måde at lege med ord på.

Lansjere: Det hedder lancere. Min svigerfar sagde ‘persjonale’, og det staves ikke engang med c … 

Opperen: Så meget længere er ordet opvaskemaskine altså heller ikke. Det ord havde jeg ikke hørt før, men det lyder bestemt ikke godt. Ud med det!

Vi er gravide: Nej, din kæreste er gravid. Åh ja, spar mig for denne overdrevne solidaritet, tak.

24/7: Ordet ’altid’ er som regel dækkende. Det er da okay at bruge – bortset fra, at Verdens Bedste Chef ikke kendte udtrykket og engang rettede mig, fordi han mente, jeg havde misforstået en dato (jeg havde skrevet det til ham, ikke sagt det; derfor fejltolkningen, vil jeg tro).

Ret mig, hvis jeg ta’r fejl: Fint, det bliver der formentlig behov for. Hehe, ganske rigtigt.

Maskinrum: Der er simpelthen for mange maskinrum derude. Fra nu af må ordet kun bruges om rum, hvori der rent faktisk er maskiner. Igen er jeg uenig. Det er et godt udtryk, og som så mange andre skal det ikke tages bogstaveligt.

Derby: Det er altså bare AaB, der møder AGF. Jeg troede faktisk, at Derby kun var noget med heste, men et opslag kunne afsløre, at det også kan betyde “kamp mellem to sportshold eller sportsfolk fra samme geografiske område”, så det må være okay at tale om det også i fodboldsammenhæng.

Havde jeg nær sagt: Du sagde det jo! Hvor dumme tror du, vi er. Dette udtryk er ældre end min mor, som tit brugte det. Jeg har taget arven op, hvilket måske ikke gør udtrykket mere acceptabelt, men jeg vil nødig se det aflivet … det skal jo heller ikke tages bogstaveligt, men er en måde at bløde noget en smule op på.

Kærester med: Nej, kæreste med. Og så er de kærester. Hvordan kan man dog sige ‘kærester’ i flertal, når man taler om sig selv? Ud med det r.

Hvilke(t) udtryk elsker I at hade?

Dagens solopgang 11.01.2020

Én ting er sikkert: De pragtfulde solopgange her ved fjorden kommer jeg aldrig til at hade – i morges fangede jeg den med fugle både i træet, i vandet og i luften.

Dagens solopgang 11.01.2020Dagens solopgang 11.01.2020

9. december 2019

Der løb mit mål fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , ,

Juletræet er i hus. Eller … det kommer det ikke før den 23. december, men det er købt og står nu udenfor og venter på at komme på fode igen og blive fint pyntet om 14 dage. Jeg formoder ikke, der er nogen grund til at vente med at købe det – de pæneste vil bare være væk, og de er jo alle sammen fældede på nuværende tidspunkt, så friskere bliver det heller ikke. Vel, Farmer?
Vi fandt et nydeligt et lige i den rigtige højde. Jeg er en glimrende juletræsmålestok, da det helst ikke må være ret meget højere end mig, hvis der skal være plads til stjernen – og det skal der jo. Det er en Georg Jensen-stjerne, som jeg arvede efter mine forældre. Sådan en er relativt dyr, synes jeg, men den kommer ikke helt op på siden af den, vi så i en udsendelse i går om, hvordan de ultrarige kæmper for at bruge flest penge på julen. Heriblandt så vi en specialdesignet julestjerne med en nærmest fingerbølstor diamant som centerpiece. Den skulle koste den nette sum af 650.000. Pund!!!
En havde købt en fødselsdagsgave til en ven: Et ur til en million. Pund!
Eller hvad med et usb-stik til små 30.000 pund? Af form som en svamp (billede).
Vi så også en ung kvinde, der havde specialiseret sig i specielle og individuelle indpakninger. En af dem var med adskillige tusind swarowskiperler og havde taget hende seks uger at lave, men hun fik den nu også pænt betalt: Mellem 25.000 og 30.000 – også pund, naturligvis. Vi taler altså bare om indpakningen her …
Vi så chokoladeæsker af almindelig Anton Berg-størrelse, men med indholdet fremstillet i Dubai. Der var en, der bestilte 80 æsker som en lille julehilsen til sine nærmeste venner [sic] – det blev så lige 8000 pund. For de penge ville han have trykt den enkelte vens navn uden på æsken, men det var sjovt nok ikke noget problem.
Der var et par, som både skulle nå at være i Frankrig, New York og London i julen. Butleren henvendte sig til Londons formentlig dyreste ‘blomsterudsmykker’ og bad ham om at pynte Belgravia-lejligheden op. Budgettet var 250.000 pund. Parret skulle tilbringe 1½ døgn i London – og butleren vidste ikke engang, om det var helt sikkert, de overhovedet ville nå at runde London, men pyntes op skulle der …
En bar havde en speciel drink med armagnac fra 1800-tallet + en dyr årgangschampagne plus ægte, spiseligt bladguld øverst, på isen. Pris pr. drink: 8000 pund.

Jeg tror ikke, mange af jer er i tvivl om, at jeg nok mest er blå – i hvert fald lyseblå eller måske oven i købet en lille smule lilla – og jeg har normalt ikke ondt af, at der er forskel på fattig og rig, fordi der ofte også er forskel på, hvad man har lyst eller formåen til at yde for samfundet. Det er dog ikke min politiske observans, der skal diskuteres her, men med den udsendelse i aftes sad jeg godt nok og fyldtes mere og mere med rødglødende forargelse. Det var ganske enkelt bare alt, alt, ALT for meget. Det var noget svineri, for at sige det rent ud. Hvis man kan bruge 5,2 millioner kroner på en julestjerne og 8 millioner på et ur, så kan man fgm også finansiere en skole et eller andet trængende sted – eller uddanne en hel landsby eller … der er rigtig meget, man ville kunne, så, hvis man ville.
Det er i orden at være rig, men det er første gang, jeg kan helhjertet kan tilslutte mig udtrykket “de rige svin”.

Hvis I har lyst til at lade den hellige juleforargelse fylde jer, så sendes den igen 14. dec. 2019: 07:35 – 08:30 på TV 2 FRI

28. november 2019

Jeg ville nok ikke anbefale den …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Ja helt utroligtUnder en netsurfing poppede der en annonce op for en oversættelsesservice.
Man finder nok relativt hurtigt ud af, at det måske ikke er en specielt god ide at bruge den ‘geniale’ japanske opfindelse.

Mens jeg arbejdede og dermed indimellem også oversatte tekster fra dansk til engelsk for nogle, der ikke var helt stive til engelsk, var der engang en af disse kolleger, der havde lidt dårlig samvittighed over at ‘bruge’ mig så meget, så han spurgte, om han ikke bare skulle investere i et oversættelsesprogram, han havde set i en annonce.
Det frarådede jeg ham naturligvis på det kraftigste, for uanset hvad de lover, kan ingen af dem oversætte til noget, der ikke bliver grinagtigt.
Da jeg havde givet nogle eksempler, lyttede han til mit råd, og jeg oversatte videre for ham.

Herunder har først Google Translate været på arbejde; derefter Babelfish, som vist var oprindelsen til både Google Translate og Yahoos oversættelsesværktøj. Det var under alle omstændigheder den første oversættelsesmaskine, jeg stødte på for omkring en snes år siden, og de er ikke blevet meget lidt bedre siden da.
Google TranslateGoogle TranslatevBabelfish

Det er måske også lidt unfair at servere et så gammeldags ord som ‘redebon’ for dem … men også kun lidt.
Forbindelsen til de røde bønner er måske til at regne ud, men hvordan kan det blive til ‘I’? 
På tysk og fransk opererer de også med røde bønner – her bliver det til hhv. Der Geist ist rote Bohne, aber das Fleisch ist zerbrechlich og L’esprit est haricot rouge mais la viande est fragile. 

There’s something rotten in the state of Denmark bliver på svensk til 
Det är något råttent i delstaten [sic] Danmark
og på tysk til: In Dänemark ist etwas faul, som, når man går den anden vej, nemlig fra tysk til dansk, bliver til: I Danmark er noget doven.
Så løber det helt af sporet. Dette med ‘først den ene vej og så den anden vej’ legede jeg sommetider med mig selv og konkurrerede med mig om, hvem der kunne finde den mest latterlige overundersættelse. Jeg vandt som regel …

Det er naturligvis også oversættelsesmaskiner, der er i spil i langt de fleste af de svindelmails, der florerer i så rigeligt omfang, og som nogle desværre falder for på trods af det elendige sprog.
Det er i mine øjne et glimrende argument til at gøre mere ud af sin (eller sine elevers, hvis man er lærer) grammatik og retstavning, end tilfældet er for flertallet af Danmarks befolkning, hvis man ellers kan tage Facebook som et udtryk for den almindelige dansker.
Jeg ser ofte denne her: “Det er da ligemeget om man kan stave korrekt, bare budskabet kan forstås”.
NEJ, det er ikke ligemeget. For det første kan budskabet nemt risikere at drukne i anstrengelserne for at forstå det, og for det andet kunne man, hvis man generelt var bedre til stavning, måske nemmere gennemskue, at en dårligt stavet og formuleret mail med største sandsynlighed er svindel. Det samme gælder for hjemmesider.

Hvis I en dag sidder og småkeder jer, vil jeg foreslå at lege lidt med oversættelsesværktøjer.

15. november 2019

Croome Court med god guide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:50
Tags: , , ,

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Malvern Hills

Croome Court

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Croome Court

Annemarie?Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

P1000264

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

P1000296

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

12. november 2019

Fornuftigt genbrug og et næsten usynligt stemmeværk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

I Devizes er der en lille helsebutik, der har specialiseret sig i bl.a. emballagebesparelser. Her kan man købe mel, rapsolie, diverse nødder og kornprodukter samt alle mulige forskellige rengøringsmidler.
Jeg mener, at der i København er kommet en (eller måske flere?) tilsvarende butikker, men jeg tror ikke, det endnu omfatter rengøringsmidler?
Ideen er i hvert fald rigtig god, og efter min grønne mening burde supermarkeder tage konceptet op. Der er sikkert en masse ting, der skal tages både i betragtning og hensyn til, men jeg tror, at noget af det handler om, at vi skal lære at blive mindre hygiejnehysteriske. Selve basiskøkkenhygiejnen skal klart nok være i orden, men man kan altså godt bruge en flaske til olie flere gange, ligeledes plastemballage til rengøringsmidler.

P1000195P1000200P1000197P1000202

Man vejer sin tomme emballage når man kommer, og vejer igen når man har fyldt op og skal betale. Således betaler man alene for varen man køber.
Charlotte har regnet på det, og selv om det er en lille butik, hvor varerne normalt er noget dyrere end i et supermarked, koster det hende det samme. P1000198Så kan man selvfølgelig indvende, at det er nemmere bare at købe en ny flaske et eller andet, men det er vist ikke svært at forestille sig, hvor mange tons plastic man kunne spare på årsbasis med dette koncept, så burde nogen ikke tænke denne tanke videre i supermarkedsstørrelse?
Jeg er i hvert fald med, hvis det skulle være … for jeg må nok indrømme, at jeg finder denne målestok lige lidt for lille.
Til højre ses cornflakes, kaffe, nødder, m.m. – det er ikke de store mængder, man kan få med hjem på denne måde uden nærmest at tømme lageret, men hatten af for damen, som tog det op her i Devizes.

I går var vi i Bath fordi Aubreys iPad skulle repareres – glasset var revnet. Børnene fik dem til jul og bruger dem både henne i skolen og til hjemmearbejdet.
Tim syntes det var spild af penge at forsikre dem, men C insisterede, fordi de skal med i en skoletaske hver dag.
Gæt, hvem der var årsag til, at ipadden gik i stykker?
Rigtigt: Det var Tim. Den forsikring sparede dem lige for flere hundrede pund, for den kunne ikke repareres, og de fik en helt ny med hjem.

england nov.2019

Der er vand, vand og atter vand herovre næsten alle vegne, fordi det har regnet, regnet og atter regnet. Dog ikke mens vi har været her – vi har faktisk været ualmindelig heldige med vejret, for det var kun i lørdags, der var heldagsregn, ellers har solen skinnet det meste af dagen hver dag.
Der kom så meget regn i lørdags, at mange veje blev – og stadig er – oversvømmede; de færreste dog så meget, at man ikke med lidt forsigtighed kan køre igennem. 
Floden Avon, som løber gennem Bath, var usædvanlig vandfyldt. Det stemmeværk, hvorpå mågerne normalt står og holder øje med, om der skulle komme noget spiseligt forbi, er, hvis det ikke havde været for ‘vandfaldet’, blevet usynligt.
Det er i øvrigt bag vinduerne oven på brobuerne, vi normalt sidder og nyder udsigten, mens vi får en kopkaf i den lille og smalle café, men der var ingen ledige pladser i går, desværre. Det er første gang, det er sket for os.
Oppe til højre i det skummende vand kan anes en trappe, som normalt er til at benytte … hvis man prøver det nu, får man våde fødder.
Trappen ses tydeligt på nederste billede.

england nov.2019

13. oktober 2019

En god tur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:31
Tags: , ,

Ditte opdager simpelthen alle begivenheder, der har med garn og strik at gøre. Jeg var ikke klar over, at mine skyklapper var så store … men det er okay, for hun gør mig opmærksom på det, og så kan jeg jo vælge dem til eller fra.
Til webstrikfestivallen gjorde hun mig opmærksom på Tour de G-uld. Det var selvfølgelig en tur over til Ravning for at se G-uldholdets butik og omgivelser.
Det er ikke G-uldpigerne mere, for Annes mand, Daniel, er gået all in i foretagendet. Hvordan det økonomisk er bygget op, skal jeg ikke kunne sige og er også aldeles ligeglad, men de lagde vægt på, at Anne og Louise ikke længere kaldte sig selv for G-uldpigerne.

P1000055P1000058P1000059

De kan noget med plantefarvning derovre.
Jeg var på et endagskursus hos Anne i august 2017, hvilket var i min garnfarvnings spæde start, men som bekendt ikke mindskede min interesse for det.
Vi – små 40 kvinder – blev samlet op i hhv. København, Roskilde og Sorø og blev så ellers transporteret til Ravning lidt vest for Vejle.
Her blev vi trakteret med en dejlig frokost, vin, kaffe og kage, samt fik serveret historien om dem – hvornår, hvorfor og hvordan. Interessant nok, og jeg synes de er nået meget langt på de kun seks år siden start.
Vi fik sjovt nok også lov til at boltre os i butikken og købe alt det, vi ville …
Der blev gramset på garn i stor stil, og jeg tror, det lille, men voksende, firma havde en god omsætning i går.
Jeg købte ikke noget plantefarvet garn; jeg vil hellere selv farve, men jeg fandt noget lækkert, lysegråt merino, som jeg vil indfarve.

P1000056

Jeg overhørte en lille del af en snak i bussen om en hetz, der var kørt på et finsk livsstilsmagasin, der hedder Laine. Jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men Ditte vidste selvfølgelig alt om det … det var noget med, at et eller andet tossehoved fandt på at bebrejde udgiverne, at de ikke brugte andet end ‘hvide’ modeller.
Det bredte sig som en steppebrand (i dette tilfælde på Instagram), som den slags så ofte gør, og blev til en modbydelig hetz. Det er jo så dejligt nemt at være anonym på de sociale medier og derfor alt for nemt at hoppe med på en gyllevogn og lystigt svine andre til.
Jeg står altså fuldstændig af, når jeg hører sådan noget. Hvis Laine var blevet bebrejdet for racistiske udtalelser, var det noget andet, men blive hetzet pga. manglende human farvevariation er da for fjollet og i mine øjne en underlig form for omvendt racisme.
OG … uanset om man er enig i et eller andet eller ej, så er det en skrækkelig uskik at tilsvine andre – det sker også åbenlyst, åbenbart, for Ditte kunne fortælle om en dansker i hendes hjemby med pakistanske rødder (men født i Danmark), som fortalte hvordan folk på gaden kaldte ham for alle mulige rædsomme ting og spurgte hvorfor han ikke bare rejste hjem, hvor han kom fra!
Eller hvordan svært overvægtige af fremmede bliver anmodet direkte om at se at få taget sig sammen til at tabe sig!
Jamen hvad er det da for noget?
Hvad er vi for et samfund, der har individer, der synes det er i orden at opføre sig sådan?
Jeg oplever ikke den slags hernede i vores fredelige del af Sydsjælland – eller også er det igen mine skyklapper, der er rekordstore.

29. september 2019

Nogle gange må man bøje sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: , ,

Forleden dag erklærede jeg ovre hos Madame, at jeg ikke gad gå i biografen, for i en sådan en kan man (normalt) ikke strikke samtidig med, at man ser filmen. Jeg ved godt, at der er strikkebiografer somme steder sommetider, men det er desværre ikke der, hvor jeg skal hen og se filmen Downton Abbey i morgen aften (hvorfor er der mon så mange, der tror, det hedder Downtown Abbey?).
Jeg har nemlig, på trods af min påstand, lige meldt mig til at deltage i en biograftur for at se den film … en af niecerne spurgte, om ikke familien skulle se den sammen, nu hvor vi alle havde set virkelighedens Downton, nemlig Highclere Castle, i sommer? Det syntes man generelt (dog især dem af hunkøn) var en god ide, så jeg ville ikke holde mig selv udenfor, men sagde, at den var vi med på. John kommer med som eneste mand …
Den har fået nedsablende kritik, men det plejer ofte at betyde, at jeg vil synes om det, hvad det end er, så vi satser.
Man har et standpunkt, til omstændighederne tvinger én til at tage et nyt … jeg vil dog stadig helst se film hjemme i stuen, for jeg synes det er virkelig irriterende ikke at kunne bruge hænderne samtidig!

Efterår 2019

Med hensyn til udstillingen på ovenstående billede kan jeg ikke hævde, at det er omstændighederne, der har fået mig til at skifte mening.
I starten var jeg stærkt imod alt det tossede halloweenpjat og skulle i hvert fald aldrig nogensinde selv falde i den fælde. Aldrig! Never ever!
Den er jeg nu i høj grad faldet i og kan ikke forestille mig et efterår, hvor jeg ikke sætter pynt ud i form af græskar og andre orange sager. Jeg synes det lyser så fint op i den mørke tid, vi allerede er et pænt stykke inde i.
Jeg kalder det bare ikke halloween, men efterårspynt, for så kan jeg bedre bilde mig selv ind, at jeg næsten har holdt fast i min mening … jeg sætter så også grænsen her ved den udendørs pynt; jeg har ikke, og har heller ikke tænkt mig at begynde på det, nogen som helst form for orange og/eller uhyggelig pynt inden døre.
Siger jeg i hvert fald endnu …

P1030795

Jeg tror gæssene hygger sig mere med regnvejret, end jeg gør … holdnuop, hvor de snakker nede på fjorden lige nu. Det er så hyggeligt at høre på.
Nu vil jeg sætte mig med strikketøjet, tage hovedtelefoner på og dermed udelukke gåsesnak og Formel 1-støj fra tv-apparatet og i stedet lade Stephen Fry om snakken. Det er altså en udsøgt fornøjelse at høre lydbøger indtalt af ham; han er klassser bedre end selv de bedste danske oplæsere, selv om der er flere, der er rigtig gode.

13. august 2019

Nu skal jeg til at være forsøgskanin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Jeg skal til at være på den anden side af skranken, så at sige – jeg har nemlig meldt mig til at deltage i en klinisk undersøgelse. Det bliver interessant at opleve det fra den anden side. Det drejer sig om en ny vaccine mod lungebetændelse, og som nok de fleste ved, er det slemt at få, når man når op i en vis alder. Jeg har ikke nået den kritisk farlige alder endnu, men det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede.

Jeg ser det som udelukkende værende en fordel at deltage i den slags. Det værste der kan ske er, at det ikke virker. Jeg er dog ikke inkluderet endnu, men medmindre de indledende undersøgelser taler for at fraråde deltagelse, regner jeg med at blive accepteret – ved dog ikke, om det har noget at sige, at jeg har haft kræft, men uden at kende inklusionskriterierne kan jeg ikke se, at det skulle have noget med sagen at gøre.
Fordel 1, fordi jeg skal igennem en større undersøgelse – jeg skulle i hvert fald sætte to timer af til hele seancen.
Fordel 2, fordi jeg satser på, at det virker. 90 % af deltagerne får den nye vaccine, mens 10 % får en vaccine, man ved virker, og som allerede er på markedet. Ergo kommer jeg forhåbentlig ud derfra med immunitet overfor lungebetændelse.

Nervøsitet? Ingen. Det er et fase 3-forsøg, hvilket betyder, at man allerede ved, at vaccinen hverken er giftig eller smækfyldt med bivirkninger. Man går ikke ind i en fase 3 uden at være meget sikker på, at det virker efter hensigten, da det er vildt omkostningsrigt.
Der er nemlig en grund til, at ny medicin er så dyr som den er – det koster i omegnen af en milliard at udvikle noget nyt. Der skal forskes, der skal udvikles og der skal afprøves – det sidste i stor stil, for hvem af os er interesseret i noget, der enten ikke virker eller har frygtelige bivirkninger?
Det er derfor, at kopimedicin er så billig: De har ikke lige lagt en milliard i kassen for at finde frem til, udvikle og gennemprøve medicinen.
Jeg har skrevet om det før, og jeg gør det måske igen, for jeg bliver så harm, når folk bare blindt og i sørgelig uvidenhed langer ud efter medicinselskaberne som nogen, “der bare er ude efter at tjene penge”.
Jamen, naturligvis er de det! Hvor mange virksomheder kender I, der ikke vil tjene penge?
Hvis ikke de tjener udviklingsudgifterne hjem og lidt til, er der ikke penge til mere forskning og udvikling – så enkelt er det.
Det havde nær lagt Lundbeck ned, da en ny medicin mod skizofreni blev skrottet efter gennemførelse af et fase 3-studie – pengene er mistet, og aktierne styrtdykker – worst case scenario for enhver medicinalvirksomhed.

 I det hele taget går jeg all in for vaccination af enhver art. Jeg er så vred på den tosse, der af ren og skær hævntørst sendte falske nyheder ud om bl.a. mæslingevaccinen, men desværre var så effektiv med det, at mange stadig tror, at det nærmest er livsfarligt for deres afkom at lade det vaccinere.
Det er livsfarligt IKKE at gøre det, at I bare ved det! Basta!
Vil også lige nævne, at man ikke får influenza af influenzavaccine. Jeg ved godt, at mange er overbevist om det, men det gør man ikke. Spørg jeres læge, hvis ikke I tror mig. Det værste, der kan ske er (igen), at det bare ikke virker, eftersom den oftest ‘kun’ omfatter ca. 80 % af de influenzaforvoldende vira.
Jeg er blevet influenzavaccineret hvert år siden den blev tilbudt, og jeg er gået fri indtil videre. Det er nemlig heller ikke ufarligt at få, når man bliver ældre – der er en grund til, at man får den gratis, når man er fyldt 65.

24. juni 2019

Bål og brand og brand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Så er det vendt. Startende i fredags går det atter mod kortere dage, men det varer heldigvis et stykke tid inden vi mærker noget til det. Hvorfor synes jeg mon, at tiden fra vintersolhverv til sommersolhverv er omkring dobbelt så lang som tiden fra sommersolhverv til vintersolhverv? På den ikke-så-go’e måde, vel at mærke … tiden fra nu og hen mod jul flyver afsted, mens det er omvendt fra jul til nu.
21. december siger jeg gerne: “NU vender det endelig! Det var godt nok på tide.”
21. juni siger jeg gerne: “Du godeste, er det allerede midsommer? Hvor blev de seks måneder af?”
I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke gør som svenskerne: Går over til at kalde det midsommer og fejre det på den fredag, der ligger tættest på årets længste dag. Jeg ved godt, at det ifølge overleveringerne er noget med Johannes Døberen, som fødtes et halvt år efter Jesus, men kan det ikke være det samme? Der står jo ikke i grundloven, at sankthansaften skal være d. 23. juni.
Næsten alle danskere gør noget ud af denne aften, så lad os da få lov til at fejre den i forbindelse med en weekend – især fordi den længste dag alligevel aldrig falder d. 23. juni. Enten det eller også lade det stakkels arbejdende folk have en fridag d. 24. juni.

Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019

Vi kørte i aftes til Danmarks Borgcenter, som de nu kalder det, vi i min barndom bare kaldte Gåsetårnet … men der er så også gjort en hel del mere ud af det end dengang, og jeg kan varmt anbefale et besøg på museet.
Der var vi dog ikke inde i går, og på arealerne ude omkring ruinerne kan man komme og gå som man vil. Det gjorde vi og forbavsende mange andre – vi kom ca. 20:30 og blev der til de to taler var holdt, 5. klasses smukt fremstillede heks var sendt afsted til Bloksbjerg, Kaya Brüel godt i gang med at synge, og bålet ude i voldgraven næsten brændt ud.

Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019

Under vores ophold hørte vi flere brandudrykninger, og på vores [om]vej hjem over Kalvehave fandt vi ud af hvorfor: Der holdt et større opbud af blinkende brandbiler tæt på en gård, men heldigvis så det ud til, at det løbske bål (som vi formoder var årsagen) var bragt under kontrol og gården reddet fra noget, der kunne have endt i en katastrofe for beboerne.

Vi oplevede således både bål og brand i går. Den anden brand i overskriften var ikke menneskeskabt, men den var ganske ufarlig og kunne nydes i næsten ubegrænsede doser hele vejen hjem.

P1040549P1040551

9. juni 2019

Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , ,

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

 Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

7. juni 2019

Jeg blev både en smule rystet og forarget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Jeg sad i formiddags og fiflede lidt rundt på Facebook; bl.a. under emnet begivenheder.
Her så jeg følgende opslag …

image

… og måtte lige synke en ekstra gang.
Vedkommende ‘deltager’ var en af mine ældste venner. Vi var lige gamle og havde kendt hinanden fra vi var 16 år.
Til min sorg døde han i slutningen af april, kun 3-4 uger efter diagnosticering af knoglemarvskræft.
Derfor har jeg en begrundet tvivl om hvorvidt han har meldt sig interesseret i dette veteranbilshow …
Jeg kiggede under ‘alle opslag’ og kunne ikke finde noget opslag vedrørende dette show, som var dateret inden han blev syg, og som han derfor kunne have reageret på.

Hvis det er det snyd, jeg tror det er, så er jeg altså forarget – jeg har flere gange tidligere oplevet, at FB snyder med, hvem der har liket hvad.
John undrede sig engang (med rette) over, at jeg havde liket et eller andet produkt, hvortil jeg kun kunne svare, at det havde jeg sandelig heller på ingen måde liket! Jeg kunne sige det med sikkerhed, for jeg liker aldrig virksomheder eller produkter, så hvis I ser et eller andet af den slags, jeg hævdes at ‘synes om’, er det altså rent fup.

Dengang Pernille døde, var det et værre dokumentationsmas for Karin at få ændret hendes FB-side til et såkaldt mindesmærke.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man i tide selv husker at anmode om, at ens konto slettes efter ens død – hvis det altså er det, man ønsker, for man kan også udnævne en ‘eftermæleadministrator’, som så bestemmer for en, men for mit vedkommende vil jeg slettes og dermed forsvinde fra FB-sfæren.
Det er nemlig en meget underlig fornemmelse at opleve det, jeg oplevede i dag, og det jeg vil ikke have, at andre gør, når jeg ikke er her mere.

image

Jeg vil tilføje, at FB er ret optimistisk: Da jeg trykkede på ‘Slet efter dødsfald’, kom der en bekræftelse med bl.a. følgende ordlyd:
”Det betyder, at din konto vil blive slettet, hvis du dør..”
Jeg ville jo nok mene, at der skulle have stået ‘når’ i stedet for ‘hvis’.

6. juni 2019

Det er også en måde at blive millionær på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:49
Tags: ,

image

Ovenstående er klippet fra en artikel i Børsen. Det er selvsagt ikke en ny regel, men jeg kendte ikke til den før i dag, og jeg syntes omgående, at det er en virkelig dum regel! Men okay … af to onder … det er nok bedre end hvis han havde fået 0,2 % flere stemmer, så han var kommet i Tinget, men 1,8 % er 1,8 % for meget, efter min ringe mening. Hr P og Mr Trump har lidt for meget tilfælles, synes jeg. Jeg skal undlade at skrive hvad – vil helst ikke anklages for injurier. Selv om det strengt taget nok ikke engang er injurier, men der er nogle, der ikke lader sig forstyrre af fakta …

Og liste O kan godt liste A’ (frit efter Shu-Bi-Dua). Liste helt af gjorde de dog desværre ikke, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. De har fået et stort og velfortjent gok lige i nødden, så jeg er glad. Der er flere faktorer, der er skyld i dette, men jeg vil så gerne tro på, at det primært er fordi de frasagde sig enhver form for ansvar, da de fik de mange stemmer ved valget i 2015. Ikke at jeg ønskede, de skulle have magt, men demokratiet havde talt, og man kan simpelthen ikke bare stille sig i opposition og dermed hele tiden kunne stikke en kæp i hjulet i stedet for at leve op til det ansvar, deres vælgere gav dem. Så kan de lære det, kan de. Elller … det gør de forhåbentlig ikke, for jeg så dem hellere end gerne helt dømt ude.

imageJeg kalder normalt min blog for upolitisk, men dette måtte lige ud. Jeg siger ikke, hvad jeg stemte på, men jeg kan godt afsløre, at det hverken var på SK eller Klaus Riskjær. Førstnævnte bliver ikke nævnt ved det fulde parti- eller personnavn fra min side – jeg vil ikke medvirke til, at denne yderst ubehagelige personage stiger opad i Googles hitparade.

Valget er overstået, sommeren har indfundet sig, haven kræver ikke det store lige nu, så jeg vil placere min dertil indrettede på min nyerhvervede solstol (som aldrig vil være placeret i solen, mens jeg har indtaget den) et eller andet godt sted i samme have og fortsætte med mit nye strikkeprojekt, mens jeg hører en lydbog.
Rent luksusliv, ikke sandt?

30. maj 2019

Her går vi ikke ind for millimeterdemokrati

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: ,

For mange år siden var vi på ferie i nogle dage sammen med nogle andre. Et par af disse ‘andre’ gik ulideligt meget op i, hvem der havde gjort hvad sidst og hvis tur det nu var til et givent job; det være sig stort eller lille. Det var, med skam at melde, mest den kvindelige halvdel, der havde dette millimetermål i øjenhøjde hele tiden. Man kan sagtens deles om opgaverne uden hele tiden at skulle måle på en eller anden retfærdighedsskala.
Mændene stod og vaskede op, da omtalte pars et år gamle barn kunne konstateres i meget høj og akut grad trængende til at få skiftet en ildelugtende ble. Hun sad og snakkede henne i sofaen, med barnet lige ved siden af sig, og faderen vaskede som sagt op. Hun sagde til ham:
Det er din tur til at skifte ble. Jeg gjorde det sidst!
– Jamen … jeg står lige og vasker op …
– Ja, jeg gør det ikke! Det er din tur!
– Kan du ikke lige gøre det? Så skal jeg nok tage to gange i træk næste gang.
– Nej. Det er din tur.
Så fik jeg nok og tog det (ikke længere trængende …) barn og skiftede den ble. Jeg kom vist nok til at sige et eller andet om situationsfornemmelse og millimeterdemokrati, mens ‘arbejdet’ stod på.
Selvfølgelig skal man deles om opgaverne, men dette her var for tåbeligt. Det var bare et eksempel af mange, og jeg havde så svært ved at forstå hvorfor de gik så højt op i den slags latterlige småting.

Og nu kommer den næsten uundgåelige bemærkning: Sådan har John og jeg aldrig været. Det modsatte ville jo nok også have virket en anelse selvmodsigende.
Det har dog været tæt på et par gange. Fx da John blev sur over, at Charlotte, mens hun gik i gymnasiet, næsten altid forsvandt op på sit værelse for at lave lektier umiddelbart efter aftensmaden.
I mit hjem har vi altid været vant til at hjælpes ad alle sammen, hvad det huslige angår.
Den kom nogle gange, indtil jeg en dag fik nok, og leverede følgende svada (i let forkortet udgave):
Charlotte er seks-syv timer i skole, derefter skal hun passe både sin hest og sit arbejde. Til sidst har hun mellem en og tre timers hjemmearbejde hver dag. Hun har med andre ord en meget længere arbejdsdag, end vi to har.
Og hvad det huslige angår: Det er da pudsigt, at det med at ‘hjælpes ad’ kun gælder efter maden. Når jeg går i gang med at lave aftensmad, står jeg der mutters alene, indtil jeg melder, at maden står på bordet! Hrmpf.

Den tog min søde mand til sig, og siden dengang har jeg stået for maden, mens John har taget opvasken bagefter.
Med undtagelser (intet millimeterdemokrati, sagde jeg jo …), men overordnet set.

Vi går i stedet ind for gør det du er bedst til.
John kan godt sy en knap i en skjorte, men jeg er hurtigere til det. Jeg kan godt hamre og skrue, men John er bedre til det.
Endelig er jeg bare så superglad over, at han ikke har noget imod at tage det, jeg synes er hadeopgaver: Feje fliser, pudse vinduer, klippe hæk, slå græs.
Jeg kan godt, men jeg tilbyder ikke at tage det hver anden gang. Jeg laver bare noget andet. John har fx aldrig gjort et badeværelse rent. Han støvsuger, man han vasker ikke gulve. Det ville virkelig være hadeopgaver for ham.
Sådan er der så meget, og vi lever i fred og fordragelighed og har det fint med den måde, vi – uden nogensinde at have talt om det – har fordelt opgaverne på.

Præcisionsarbejde (2)P1010266

Kun i forbindelse med syning af denne slags arbejder får millimeterdemokratiet lov at herske her i huset.

21. maj 2018

Gang i motorcyklerne, cochenillen og Badehotellet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: , ,

I dag er vi vendt tilbage til almindeligt forår her i Den Stråtækte. Det er blæsevejr og da det er kun 17°, føles det halvkoldt oven på al den varme.
Jeg havde ellers regnet med at skulle være færdig med ukrudtet, men jeg gad simpelthen ikke gå ud, selv om det selvølgelig kun er en dårlig undskyldning, for jeg ville ikke komme til at fryse. Sandheden er nok snarere, at jeg lige nu har fået så rigeligt med ukrudt – en pause var tiltrængt.
Så er jeg også fri for at høre på alle de motorcykler, der larmer forbi i dag. Hvad er det med motorcykler og pinse? Det er da helt vildt, så mange der altid er ude i pinsedagene. Jeg har udviklet en massiv nultolerance overfor motorcykler, må jeg indrømme. Holdnuop, hvor er jeg træt af den larm, som langt de fleste laver, og ikke mindst af den totalt uforsvarlige hastighed, som flertallet desværre også farer forbi med.

I England kører der en kampagne, hvor der mange steder er sat skilte op med THINK BIKE. Det skal forstås sådan, at bilister altid skal huske at forestille sig, at der pludselig kan komme en motorcykel med større fart, end de lige havde regnet med.
Charlotte og jeg var rørende enige om, at der manglede et [tiltale]komma på de skilte. THINK, BIKE. De må da også selv tage et ansvar, for pokker.
Som om vi bilister er skyld i alle motorcykelulykkerne. Hrmpf. Hvis de forbaskede motorcyklister kunne beslutte sig til at holde sig til trafikreglerne, vil jeg gætte på, at antallet af ulykker ville blive mere end decimeret.
Undskyld, at jeg generaliserer – ikke alle er sådan. Naturligvis ikke, men det er nok omkring 75 %, og jeg er TRÆT af dem!

Gang i cochenillen

Birkeblade 2018Næh, så hellere noget fredeligt plantefarvning. Eller rettere lusefarvning, for i dag var der gang i cochenillen. Dette var, hvad 15 gram skjoldlusskaller kunne give af farve.
Ditte og jeg blev så skrækkeligt inspirerede i går af FiberFolk-markedet, så vi har aftalt, at vi, når vi holder Den Store Farveseance, skal overfarve med indigo i større stil, så jeg skal have gjort en masse parat til det. Dette og noget kraprod, som jeg ikke har farvet endnu, men jeg har jo også hele tre uger til det.
De to yderste cocheniller til højre skal ikke overfarves. De er farvet på gråt garn, og det er blevet SÅ lækker en farve, som får lov at forblive som den er. De andre kommer formentlig til at minde lidt om den, når de bliver dyppet i blåt.

Ude til højre er resultatet af birkebladsfarvningen fra forleden dag. Kun blade, ikke grene, kviste eller bark. Jeg sad i noget over en time og fik efterhånden ondt i fingrene af at klippe bladene fri af kvistene, men det var det værd, for der kom fine farver ud af det. Et par af disse plus noget andet gult skal også overfarves med indigo. Jeg har li’som masser af gult …

Indimellem har vi siddet og hygget os med et par afsnit af tredje sæson af Badehotellet. Det er ret fedt at kunne se hele serien, lige præcis når man har lyst. Mon ikke det bliver til et par afsnit igen i aften?

11. marts 2018

Et søndagsopråb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

Kære alle tilhængere af bahai, buddhisme, hinduisme, islam, jain, juche, jødedom, kristendom, shinto, sikhisme, taoisme, wicca og zoroastrianisme, inklusive alle underafdelinger heraf:
Venligst bemærk, hvad en filosof fra det 17. århundrede mente, nemlig, at tro er en privatsag, som hverken stat eller andre skal blande sig i.
For dette anførte han tre argumenter:

1) Ingen stat og intet individ kan rangordne trosretninger efter sandhedsværdi.
2) Tro kan ikke udbredes med vold.
3) Forsøg på religiøs ensretning fører tit til mere splittelse end religiøs tolerance.

Den gamle filosof hed John Locke, han levede fra 1632-1704 og han regnes for grundlæggeren af liberalismen.
Jeg ville ønske, at det havde været mine ord, men jeg kan i det mindste gengive denne visdom, som for nok de fleste af os er noget selvfølgeligt, men som for alt for mange bestemt ikke er det.

Tænk, hvis alle kunne finde ud af at leve efter dette i dag. Jeg har altid ment (og fik allerede i folkeskolen på puklen for den “antikristne holdning”, som en af mine lærere udtrykte det, men hun havde tilsyneladende ikke forstået pointen), at religion op gennem historien kun har ført terror, frygt, utryghed og krig med sig. Lige nu frygter mange kristne visse tilhængere af islam, men kristne har såmænd ikke været en pind bedre end nutidens terrorister, men har haft udført ganske forfærdelige ugerninger; det er først i nyere tid, de er blevet lidt mere afdæmpede. Og i øvrigt har de kristne jo i form af protestanter og katolikker ligget i indbyrdes krig i århundreder og gør det endnu, så hvem er de gode, og hvem er de onde?

Jeg kalder mig selv for irreligiøs, og jeg kunne under søgningen på verdens religioner konstatere, at det i dag er den tredjestørste ‘trosretning’, hvilket jeg fandt temmelig interessant.

“Hvorfor skriver hun nu pludselig om den slags ting”?
Jeg ved det egentlig ikke, for jeg opnår ikke andet med dette indlæg end at få luft.
Enhver er salig i sin tro, men man skal holde den for sig selv! Altid! Og respektere, at andre måske tror på noget andet. 
Det er ikke møntet på nogen jeg kender, for jeg vil ikke være ven med nogen, der tordner religion under nogen form … men jeg læste lidt om John Locke, sympatiserede straks med den gamle vismand og tænkte, at dette måtte udbredes, selv om jeg hævder at have en upolitisk blog.
Men det var jo heller ikke politik, dette her.
Næsten ikke …

26. januar 2018

Altså … hvis det var min datter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

Der opstod lige et behov, så vi var i smut i Næstved Storcenter i dag.
Johns kuffert gik i stykker for et års tid siden, og han købte sig en ny. Den viste sig at have en meget bedre størrelse end dem, vi havde i forvejen, som enten var lige lidt for stor (til treugers ferier) eller lige lidt for små (til lange weekender).
Den gode størrelse resulterede i, at jeg har hugget den kuffert stort set hver gang vi har rejst siden, men i dag satte John hælene i: “Jeg gider ikke tage den store, og de små er for små. Var det ikke ved at være på tide, at du køber din egen lige tilpas-kuffert?”
Det var der ikke så meget at sige til, så afsted til Neye. Jeg satsede lidt på et godt udsalgstilbud.
Vi havde målt den gode kuffert op, så jeg vidste lige præcis hvad jeg gik efter – og søreme om ikke de havde mit yndlingsmærke (Delsey) i de rigtige mål – og til en god pris. Alle var glade.

Forargelsen kom, da vi gik forbi en dametøjsforretning, hvor de opfordrede til at rydde konfirmationskjolelageret.
Altså … sådan skal en 14-årig pige ikke klæde sig. Punktum. Hvis det var min datter, ville jeg nedlægge absolut forbud mod at komme anstigende, det være sig i kirke eller til fest, i sådan en mundering.

P1010088P1010089

Godt jeg ikke har en pige i konfirmationsalderen – så slipper jeg da for den diskussion.
Jeg ved i øvrigt ikke engang helt, hvordan de så ud for 27 år siden, da det kunne have været Charlottes tur, for hun var lige så fornuftig som sin mor og valgte konfirmationen fra. Og vi kaldte IKKE hendes 15-års-fødselsdagsfest for nonfirmation! Et udtryk, jeg stejler over og nægter at bruge.
Men jeg er forholdsvis sikker på, at de ikke så sådan ud. Der var heller ikke det der limousinepjat i spil dengang.
Det er en konfirmation, vi taler om. Ikke en minibrud uden gom, som jeg synes, der er lagt op til, at pigerne skal være/ligne.

Nå. Det gider jeg ikke tænke mere over. Der var måske i virkeligheden en god grund til, at netop disse kjoler var sat meget ned – måske er flertallet af både forældre og konfirmander fornuftige nok. Det ville da være dejligt.
Den nye kuffert er pakket; vi skal køre hjemmefra kl. 03:15, så vi skal tidligt i seng.

25. januar 2018

Professionel eller amatør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:38
Tags: ,

Jeg er selv en glad amatør inden for nogle få ting, fx strik, syning, madlavning …
Der skal være – og er – plads til amatører i alle afskygninger, for en verden fyldt med professionelle ville hurtigt give en del mindreværdskomplekser.
Men. Når det kommer til, hvad der vises som underholdning i tv, synes jeg ikke særlig godt om amatører. Jeg så en kvart udsendelse af dem, der handlede om at smide folk (amatører) ud på en overlevelsestur i vildmarken. Klynken og selvmedlidenhed gider jeg ikke høre på. Det var endnu værre, da jeg rendte ind i en amerkansk udgave. I miss my family so terribly. Klynke, tude. Jamen så bliv hjemme …
Jeg så den første i rækken af en serie for nogle år siden med BS, der havde en flok forskruede teenagetøser med i junglen, og jeg så den kun, fordi vores administrerende direktørs datter var en af de forskruede tøser.
Vores adm.dir. sad og fortalte hele Danmark, at “min datter er rigtig god til at manipulere folk, så hun skal nok ende med at få sin vilje.” (Hun blev nægtet at prioritere make up over praktisk fodtøj.)
Jeg var vildt forarget (det var flere af kollegerne) – tænk at prale seriøst med, at ens afkom er god til at manipulere! Jeg har aldrig kunnet lide ham, og efter dette blev mine følelser for ham ikke ligefrem varmere, og jeg gad ikke se mere – ikke engang selv om BS var med. Bubber og BS så jeg også lidt af, men han var også for tøsedrenget. Bubber, altså. Jeg er klar over, at det skulle være sådan for kontrastens skyld – jeg gider bare ikke se den slags.

I disse dage kører der en norsk serie i seks dele over DR2, der hedder På Vildspor i Ødemarken. Den viser den højt professionelle Lars Monsen, som, sammen med en ven, har gået hele Norge på langs. Med bind for øjnene helikopterfragtes ahn til og sættes han af på et sted i Norge, han ikke ved hvor er. Han bliver tildelt forskelligt (nogle gange næsten ingenting) udstyr og/eller proviant og har så fire-fem dage til at nå frem til målet, samt have fundet ud af hvor i Norge han har befundet sig. Hvis ikke han når det, kommer de og henter ham hjem, hvilket manden naturligvis ikke er helt tilfreds med.
Nu har jeg set udsendelse nummer 4. Det er meget interessant at høre ham begrunde hvorfor han vælger hvilken rute, hvorfor han vælger et telt eller den dyreste sovepose fra, hvordan han tackler selv at skulle bygge en tømmerflåde for at kunne komme videre.
Han er gps-tracket, og han skal nå et par udlagte poster undervejs, hvor han gerne får en opgave, han ikke lige havde set komme, men som naturligvis ikke gør det nemmere for ham. 
En gang missede han med 25 minutter og en anden gang med flere timer. I dag missede han fordi han blev bremset af tåge på fjeldet og måtte ligge underdrejet i et døgn. Af de fire, jeg har set, har han kun nået det én gang inden for fristen.
Men som sagt er det den yderst professionelle tilgang fra hans side – og Norges smukke natur – der får mig til at nyde udsendelserne.
Her er der ingen plads til amatører.
Professionalisme kan få mig til at fatte interesse for næsten hvad som helst – jeg elsker at se professionelle håndværkere i aktion og kan blive betaget at ting, jeg normalt ikke interesserer mig for.
Det lyder måske som, at jeg må gerne være amatør – de andre må bare ikke …
Det er nu ikke helt sådan det er, og jeg bestemmer da heldigvis selv, hvad jeg vil se i tv.

10. november 2017

Jeg har gjort min borgerpligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

På valgdagen til kommunal- og regionsrådsvalgene er vi i Jylland, og da hverken John eller jeg nogensinde har undladt at stemme, gik vi på Borgerservice i går i Brøderup, som er det nærmeste for os. Vi ville naturligvis brevstemme.
Borgerservice ligger – her, som så mange andre steder – i forbindelse med biblioteket. I Brøderups tilfælde et meget lille bibliotek med en enkelt bibliotekar. Inde til højre lå et lille, mørkelagt rum med skiltet Borgerservice over.
Da bibliotekaren blev ledig, spurgte vi, hvorfor der var lukket i Borgerservice, når der på nettet stod, at der var åbent.
– Har I bestilt tid?
– Øh … næhh … skal vi det?
– Ja, det skal I faktisk. Må jeg spørge, hvad det drejer sig om?
– Det må du godt. Vi kom faktisk for at brevstemme.
– Ahhh, men lige præcis det kan jeg godt klare. Jeg skal bare bruge jeres sundhedskort.

Puha – så var vi alligevel ikke gået forgæves. Vi fik attesteret og skrevet under og stemt og stemplet og afleveret. Det er en noget omstændelig affære, som ingen af os har prøvet før, på trods af mine 15 folketingsvalg, 12 kommunalvalg, 15 EU-valg og et ikke opgjort antal amts- og regionsrådsvalg, men var/er disse som oftest ikke samtidig med kommunalvalgene?
I hvert fald er det blevet til mange ture til stemmeurnerne siden 1974, hvor jeg som 21-årig fik lov til at være medbestemmende i det danske samfund.
At det er så omstændeligt, er der en forklaring på. Næstved kommune har allerede nu allokeret to fuldtidsansatte til udelukkende at sidde og sortere brevstemmer. I princippet kunne jeg jo, hvis jeg ellers gad og havde tid, begive mig til hver eneste borgerservice i Danmark og afgive min stemme.
Og det kan jeg, ligeledes i princippet, gøre hver dag i seks uger:
image

Det er der jo så nogle, der skal sørge for, at der ikke bliver snydt med. Derfor skal alle brevstemmer i landet gennemgås, så man kan være sikker på, at den enkelte borger kun får lov til at komme igennem med sin sidste stemme, hvis vedkommende har afleveret mere end én.
Sikke et arbejde. Og der må bare ikke ske fejl – sikke en ballade, der kunne komme ud af det.
Det er heldigvis ikke min opgave at sørge for det – jeg har gjort min borgerpligt og kan tage til Jylland med god samvittighed.

På biblioteket hang en elevgjort plakat, som skulle argumentere for, at man ikke kun har ret til at stemme, men også pligt. Blandt andet stod der bramfrit
STEM ELLER HOLD KÆFT
Jeg er ganske enig. Hvis man ikke gider give sit besyv med, mister man brokkeretten.

8. november 2017

Jeg går stadig ind for vaccination

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

For en uge siden fik vi vores årlige influenzavaccination. Den fik jeg af min arbejdsgiver, da jeg stadig var arbejdsramt; siden har jeg selv måttet betale, med undtagelse af det år, jeg var i kemoterapi, og hvor lægerne derfor mente, det var en rigtig god ide at forære mig den, så ikke jeg skulle blive hammersyg af influenza, hvilket hele mit system ikke ville have haft særlig godt af. Det vil dermed sige, at jeg reelt kun har betalt fire gange, og fra og med næste år er jeg folkepensionist og hører til dem, der får vaccinationen forærende.
Bortset fra det, er de 200 kroner ikke dem, der vælter budgettet, så jeg ville fortsætte under alle omstændigheder.

Man bliver ikke syg af den vaccine. På mit arbejde kom der med årene flere og flere, der takkede ja til vaccinationen, da det naturligvis ikke var tvungent. Der var ingen af de vaccinerede, der blev syge. Virusset er så svækket, at det ingen skade kan gøre, men er man i en gruppe på 10 personer eller flere, er der som regel en, der aldrig skal have den influenzavaccination mere, for jeg fik influenza af den!
Det passer ganske enkelt ikke.
Men ingen vacciner virker fra den ene dag til den næste, da immunforsvaret lige skal bygges op først, hvilket tager nogle få uger, så blev man smittet lige omkring tidspunktet for det lille stik, kan man godt være blevet syg – det var så bare ikke vaccinationens skyld.
Således var der da også en, der kom med påstanden, da jeg var til Røde Kors-strik i går, men der sad ikke mindre end tre forhenværende sygeplejersker, der gav mig ret i, at ja, du blev syg, hvis du siger, du blev syg, men det var du også blevet uden vaccinationen.

Dette var mit faste, årlige indlæg, hvor jeg argumenterer for at blive influenzavaccineret. Kan jeg overbevise bare en enkelt om, at det er en god ide, så er der vundet lidt.
Jeg gider i hvert fald ikke blive så syg, som man gør af den irriterende virus, hvis jeg selv kan gøre noget for at undgå at blive det.
Der er mellem 1 og 2 ‰ risiko for at dø af influenza – tallet stiger med ens alder, så hvorfor ikke formindske det tal ved at lade sig vaccinere?
(Jeg er klar over, at den kun tager cirka 80 % af de influenzavirus, der huserer hvert år, men endnu er jeg da gået fri, og det må være godt 10 år siden, jeg begyndte at lade mig vaccinere.)

Vores frygtløse rødhalsVores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

Det her kan så blive min årlige fremvisning af vores lille, men aldeles frygtløse rødhals.
Hellere kigge på en sød rødhals end selv have en øm og irriteret rød hals.

9. september 2017

Det gør hun ikke mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: , , ,

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Anna og Lille Sorte SamboHendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

imageJeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

2. april 2017

Åh, alle disse tåbelige unge mennesker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags:

Beklager overskriften. Det gælder naturligvis heller ikke alle unge mennesker, men dog en del …
Da jeg onsdag den 22. marts kørte ad Køge Landevej mod Roskilde, så jeg, ikke så langt fra min tidligere hjemby Havdrup, at der stod en hel skoleklasse i rabatten; der var tændt mange lys og der lå masser af blomster.
Konklusionen var ikke svær: Der måtte for nylig være endnu et ungt menneske trafikdræbt her.
I 2012 mistede Havdrup hele fire unge mænd på 18 og 19 år livet på én gang, da de i en personbil, med den ene af dem som chauffør, kørte 161 km/t på en rimglat vej, hvor det den nat ville have været uforsvarligt bare at køre de tilladte 80 km/t. De kørte ind i et træ, og sådan et flytter sig ikke.

Den 21. marts skete det så igen. En 18-årig kører galt med bilen og bliver dræbt. I aftes var vi sammen med en, der rent faktisk så det ske. Den unge fyr sad og sms’ede, mens han kørte. Vejen slår en blød kurve, men han kørte ligeud og frontalt ind i en lastbil. Heldigvis en lastbil, fristes jeg til at sige, for sådan en flytter sig ikke så let, så det gik kun ud over det unge fæhoved, der ikke troede, det var nødvendigt at holde øjnene på vejen, bare fordi han kørte bil …

Hvor lægger de lige hjernen, når de bliver placeret bag et rat? Hvorfor skal de køre så helvedes stærkt, når de kun lige har fået kørekort?
Hvorfor tror de, de er udødelige?
Jeg har også været ung engang. Måske også tåbelig, men jeg har trods alt aldrig kørt 161 km/t på en landevej om vinteren i glat føre! Nu var der godt nok ikke mobiltelefoner, da jeg var ung, men jeg vil vove den påstand, at jeg også dengang ville have været klar over, at man ikke kan læse og føre bil samtidigt.

imageNu jeg er inde på trafikemnet, skal jeg lige have luft – og igen: Det gælder ikke alle, men generelt er jeg virkelig træt af motorcyklister, som altid støjforurener, og hvoraf alt for mange af dem tror, færdselsreglerne gælder for andre; ikke for dem selv. Her, forbi Den Stråtækte, er der 2÷1-vej og en fartbegrænsning på 50 km/t. Der går mange Marjatta-elever til og fra skolen på denne strækning, og der er rigtig mange cykelturister i sommerhalvåret, men det afholder ikke specielt mange motorcyklister fra at køre alt, alt for stærkt. Min vurdering er, at de værste eksemplarer af dem er oppe på omkring 150 i timen, og mere end 100 i timen er mere reglen end undtagelsen.  
Det. Er. Bare. Ikke. I. Orden!
Jeg bliver så vred. Noget så eventyrligt vred. De har fået det kendte tegn med langfingeren vendt opad fra mig et par gange, men de når selvfølgelig ikke engang at opdage det.
Det er måske i virkeligheden meget heldigt …

30. januar 2017

Hvorfor bliver jeg ved?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags:

Mon ikke de fleste af dem, der regelmæssigt læser med her, er klar over, at jeg godt kan lide at fremsætte min uforgribelige mening i tide og nok også i utide? Af samme årsag er jeg med i flere spørgepaneler, og det har jeg efterhånden været i omkring 15 år.
Den tid er måske ved at være forbi for mig – jeg oplever oftere og oftere, at jeg i stadig højere grad bliver irriteret både over selve spørgsmålene og disses svarmuligheder.

imageHvad er fx mellemtingen mellem “Kender ikke” og “Har kun hørt navnet”? Det første havde værdi 1 og det andet værdi 3, og derimellem stod der naturligvis 2. Betyder det så “Kender måske lidt”? Eller “Har måske engang hørt navnet”? Der skulle ikke have været en mulighed mellem 1 og 3. 
Værdi 4 var “Kender nogenlunde” og 6 var “Kender meget godt”. Igen kunne man så selv vurdere betydningen af værdi 5, men det virkede ikke så fjollet som i den anden ende af skalaen.
Undersøgelsen gik på supermarkedskæder, deres værdier og sortiment, og to af dem var Kiwi og Lidl. Jeg har været inde i begge to én gang og blev enig med mig selv om, at det ikke var steder, jeg ville handle. Jeg svarede derfor “Kender nogenlunde”, da jeg jo har mere end bare hørt navnet. Derefter skulle vi svare på, hvornår vi senest havde handlet i de pågældende butikker, hvortil jeg svarede “For mere end 12 måneder siden”. Så kom det næste:
”Du er blevet udvalgt til at svare på spørgsmål om Kiwi. Du bedes svare efter din bedste overbevisning og kun bruge muligheden “Ved ikke”, hvis du virkelig ikke ved det”. Nånå. Det var lige før, jeg følte trang til at stå ret … samtidig med, at mine øjne vendte sig mod himlen – det var temmelig fjollet, syntes jeg, og jeg ved da virkelig ikke, hvorfra jeg skulle vide, hvorvidt Kiwi belønner medarbejderne efter fortjeneste; om de har en fair ledelsespolitik eller de åbent melder strategierne ud, for selv om de hhv. gjorde/havde/gjorde, ville det ikke kunne fange min interesse i tilstrækkelig grad til at hæfte mig nærmere ved oplysningerne – og der var adskillige spørgsmål i samme dur.
Da jeg i stadig stigende irritation fik stampet mig igennem alle spørgsmålene (hvor jeg gjorde flittigt brug af “Ved ikke”), startede det hele forfra:
”Du er blevet udvalgt til at svare på spørgsmål om Meny. Du bedes svare efter din bedste overbevisning og kun bruge muligheden “Ved ikke”, hvis du virkelig ikke ved det”. Deja-vu. Jeg lukkede ned uden at afslutte undersøgelsen, hvad jeg kun har gjort yderst få gange.
De havde muligvis en mening med at “udvælge” mig til to, jeg havde anført at kende nogenlunde og et, jeg kendte godt, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke interesserer mig for, hvordan den interne ledelse er bygget op i de forskellige supermarkeder – heller ikke i dem, jeg handler i til daglig.
En fejl, vil nogle måske mene, men man kan jeg gider orker gider ikke gå op i alt. Hvis medarbejderne virker glade og tilfredse, er det rigeligt til mig. Hvis ikke, handler jeg et andet sted – jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det.

Har jeg bare en dårlig dag, siden jeg blev så irriteret? Egentlig synes jeg den har været ret god – lige som de fleste af mine dage.

25. januar 2017

Ambivalent? Selvmodsigende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags:

Det vil nogle måske hævde, at jeg er, hvis de elleres orker at læse dette indlæg.
Jeg ved nemlig ikke helt, hvad jeg skal mene om mig selv. Jeg ved ikke engang, om jeg er konsekvent eller det modsatte, fordi jeg går ind for at leve naturligt, men tror på ‘rigtig’ medicins helbredende effekt.
Det jeg ved er, at jeg hverken tror på kosttilskud eller homøopati.
Jeg tror mest på de eksakte videnskaber og kaster mig nærmest i støvet for lægerne, hvis jeg bliver syg, og forlader mig helt og holdent på, at det er dem, der ved bedst og at de vil gøre hvad de kan for at få mig rask igen.
Det virkede da også fint nok, da jeg fik brystkræft … og jeg havde absolut ingen forestillinger om, at det skulle kunne helbrede mig at lægge mit liv og mine kostvaner om. Og slet ikke at spise natron blandet med citronsaft …

Dette er ikke en konsekvent afvisning af kosttilskud, da der kan være flere årsager til, at dette kan blive ordineret, og bliver det det af en læge, skal jeg nok tage, hvad jeg bliver bedt om.
Når det derimod gælder en selvordineret, daglig vitaminpille, fiskeolie, Q10, Propolis, hajolie, m.m.m., så er jeg ikke med mere.
For Q10 ved man endnu ikke, om man overhovedet kan mangle det. Hvis man har brug for fiskeolie, så bør man spise fisk. Hvis man har brug for vitaminer, så spiser man noget frugt og nogle grønsager – hvis man er frisk og rask, behøver man ikke andet end en fornuftig levevis.

Spis varieret. Spis sundt. Lad være med at spise for meget (det kan være svært). Lad være med at spise for meget sukker (det kan også være svært).
Jeg skulle nødig snakke, kan man sige – jeg er jo overvægtig. Ikke så voldsomt, at mit BMI er kritisk, men bestemt ikke så slank, som jeg kunne ønske mig at være, så hvor troværdig er jeg lige?
Jeg prøver. Virkelig. Men jeg kan godt lide et godt glas vin, og så kan jeg godt lide god chokolade. Sidstnævnte tillader jeg mig stort set kun i julemåneden (undtagelse: Når Ditte kommer med en vildt lækker hvid chokolade med citron og birkes …); førstnævnte hele året, men med pauser indimellem. Jeg drikker aldrig sodavand/cola eller øl, jeg spiser slik måske to-tre gange på et år.
Jeg spiser grønsager 360 af årets dage. Frugt ikke hver dag, men flere gange om ugen.

Aldrig kosttilskud. Jeg hoppede for mange år siden på Q10 og har også engang haft taget vitaminpiller, men mærkede aldrig nogen forskel på noget som helst, så det droppede jeg igen.

skilt 3Jeg er sikker på, at kosttilskud er det kun producenterne, der har gavn af. Hvorfor har man egentlig set sig så ond på medicinalvirksomhederne? Medicin bliver ikke frigivet til salg uden klar dokumentation for effekt, mens det kniber en del for dokumentation af effekt af alle de i mine øjne underlige ‘naturlige’ ting, man kan fylde i sig – og som da heller ikke altid er lige billige – jo dyrere de er, jo bedre virker de, lader til at være holdningen. Igen det modsatte af, hvad der gælder for medicinalvirksomheder, som ikke ville kunne slippe afsted med “Det hævdes at hjælpe på …” eller “Det siges at være godt for …”.
I skal være så velkomne til at være uenige med mig, men ingen kan overbevise mig om, at det er nødvendigt at tage nogen former for kosttilskud.
Ikke før min læge siger noget andet. Kald mig bare autoritetstro. Eller naiv.

5. januar 2017

Endnu ikke normal vandstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , ,

Hasse og John må have målt rigtigt, for vi var på intet tidspunkt bekymrede for at blive ramt af den oversvømmelse, der generede så mange i går.
Vandet steg yderligere en del centimeter efter vi havde forladt Præstø havn – hvilket vi da heller ikke var i tvivl om, da vi fulgte vandstanden derhjemme efter mørkets frembrud. Jeg vil tro, at den har nået de varslede 170 centimeter.

imageP1050662

Billedet herover til venstre er ikke mit, og jeg har ikke spurgt om lov til at låne det. Jeg kender navnet på fotografen, men har ikke mulighed for at kontakte ham. Hvis vedkommende ser dette, så kontakt mig lige … grunden til, at jeg således på det skammeligste bryder copyrighten er naturligvis, at det er så vældig illustrativt ved siden af mit eget fra i går af restauranten Siv & Co.

P1050675P1050670

Det har frosset en del i nat, hvilket i bogstavelig forstand har fastfrosset hvor højt vandet havde stået. Vandet er dog stadig langt fra sit normale stade, så ‘badekarret’ er ikke vippet helt på plads endnu. Fra i morges og indtil nu har det ikke trukket sig yderligere tilbage, men har hele dagen været på et niveau, der matcher tidligere rekorder. Det forvredne æbletræ står lige over for vores hus, så vandet har stået pænt højt, men selv om det skulle have nået vejen, ville der stadig have været lige knap en meter op til vores dørtærskel.

P1050677

P1050679

Hvis man har besøgt os i Den stråtækte, vil man herover kunne genkende vejen ned til Kystens Perle, hvortil der normalt går en solid grusvej, der kører biler med bådtrailere på. Man kan se Kystens Perle lidt over midten af billedet. Jeg vil tro, at det meget benyttede bestyrelseslokale har fået våde gulve i løbet af aftenen – og billedet er jo altså taget i dag, efter vandet har trukket sig omkring en meter tilbage i forhold til max.
Her til venstre tror jeg vi har forklaringen på, at vores lys blinkede en del i aftes. Kun LED-pærerne, sjovt nok, men dem var vi nødt til at slukke, fordi de var ret irriterende. Vandet har stået op i bunden af dette elskab. Vi ved ikke med sikkerhed, om det er dette, der forsyner os, men det er nærliggende at tro. Strømmen gik dog aldrig helt i vores område, som den gjorde flere steder i Præstø og Faxe Ladeplads.

Nu vil jeg godt satse en del på, at der i de kommende dage vil blive råbt højt adskillige steder fra om kystsikring her, der og alle vegne.
Det er absurd, for denne oversvømmelse var, som sikkert andre end mig nåede at høre 117 gange i går, en 100-årshændelse, og skal man gardere mod en sådan, skal man jo omkranse samtlige Danmarks kyster med diger.
Nogle steder er det relevant nok, men en større forsømmelse (hvis ellers det er det rigtige ord at anvende) fra myndighedernes side er, at de tillader byggemodning af grunde på så lavtliggende områder, at oversvømmelser givetvis vil ske inden for husets levetid.

Det kan jeg naturligvis sagtens sige, når vi tilsyneladende ligger trygt og godt og højt nok, men der var engang, hvor man byggede, hvor man anså det for at være sikkert og ikke kun så på beliggenheden. Det var måske en ide at begynde på det igen?

30. december 2016

Til jer, der ikke lader jeres børn vaccinere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags:

Hvordan kan I tro på, at medicinalvirksomheder ligefrem opfinder sygdomme for at kunne tjene penge på at give jer medicin for dem?
Hvordan kan I tro på, at medicinalvirksomheder ikke er interesseret i at gøre folk raske, men udelukkende i at tjene penge?
(Selvfølgelig vil de gerne tjene penge. Det vil alle andre firmaer også. Nævn mig bare én fabrik eller anden form for producerende virksomhed, der er ligeglad med om de får overskud.)

Uddrag af ordveksling på FB: “Det er vigtigt at blive vaccineret. Prøv at spørge de polioramte … hvis du kan finde nogen … om de ville have valgt den fra.”
Svar: “Argumentet er ugyldigt. Polio er jo udryddet.”
Øhh ikke helt endnu, men det er nået langt pga. et omfattende vaccinationsprogram …
Kopper er udryddet på verdensplan og tuberkulose behøver vi ikke at frygte i Danmark.
Nu handler indlægget her mest om mæslingevaccinationen herhjemme. Mæslinger, som udryddede hele samfund i Sydamerika, da vi kom med Europas sygdomme.
“Jamen jeg og mange andre overlevede mæslinger, fåresyge og kighoste, så hvordan tror I vi har overlevet som art, indtil vaccinerne kom?”
Mon den samme person synes det ville være rart at få røde hunde under en graviditet?

“Der har været nogle forfærdelige bivirkninger.”
Det ER skrækkeligt for den, der bliver ramt, ja, men enhver medicin har bivirkninger, selv kodimagnyler, og man er nødt til at vægte disse op mod effekten. Det er i øvrigt ikke med sikkerhed fastslået, at bivirkningerne skyldes vaccinen. Du undlader sikkert ikke at anvende sikkerhedssele i bilen, fordi du har hørt noget om, at der engang var en der omkom, fordi han brugte sikkerhedssele?

Nogle hævder, at “sundhedsmyndighederne er i lommen på medicinalfirmaerne”. I skulle have lov til at opleve en inspektion fra en hvilken som helst sundhedsmyndighed, skulle I. Der er en uhyre streng kontrol med medicinproducerende virksomheder.
Jeg ville i den forbindelse gerne vide, hvordan man forestiller sig det amerikanske FDA eller det europæiske EMA blive betalt for at se igennem fingre med svindel med data.
Tror I virkelig, at medicinalvirksomhederne formår at holde samtlige verdens sundhedsmyndigheder konstant bestukket? Og at samme sundhedsmyndighers ansatte er totalt amoralske hele bundtet?

Jeg vil gerne henstille til jer vaccinationsnægtere, at I fremover undlader at indtage nogen som helst form for medicin – der er åbenbart alligevel ikke noget af det der virker, der er bivirkninger forbundet med det, og det hele er ren profitjagt. Altså:
Ingen hovedpinepiller.
Ingen antibiotika, hvis du skulle få fx lungebetændelse. Menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du ikke gør det.
Ingen blodtryks- eller kolesterolsænkende medicin. Blodpropper er jo ikke spor livsfarlige, og menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du tog fejl og døde af den blodprop.
Ingen kemoterapi, hvis du får kræft. Bivirkningerne er voldsomme, og kræften overlever du naturligvis helt uden at gøre noget ved den, og hvis ikke, skal menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du ikke gør det.
Ingen vaccination mod nogen af de smitsomme leverbetændelser, hvis du har tænkt dig at rejse ud i verden. Skulle du mod forventning blive smittet med hepatitis, skal du ikke lade dig behandle – bivirkningerne ved medicinen er værre end for vaccinationens vedkommende. Så er det bedre at dø langsomt af skrumpelever.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.