Hos Mommer

10. november 2017

Jeg har gjort min borgerpligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

På valgdagen til kommunal- og regionsrådsvalgene er vi i Jylland, og da hverken John eller jeg nogensinde har undladt at stemme, gik vi på Borgerservice i går i Brøderup, som er det nærmeste for os. Vi ville naturligvis brevstemme.
Borgerservice ligger – her, som så mange andre steder – i forbindelse med biblioteket. I Brøderups tilfælde et meget lille bibliotek med en enkelt bibliotekar. Inde til højre lå et lille, mørkelagt rum med skiltet Borgerservice over.
Da bibliotekaren blev ledig, spurgte vi, hvorfor der var lukket i Borgerservice, når der på nettet stod, at der var åbent.
– Har I bestilt tid?
– Øh … næhh … skal vi det?
– Ja, det skal I faktisk. Må jeg spørge, hvad det drejer sig om?
– Det må du godt. Vi kom faktisk for at brevstemme.
– Ahhh, men lige præcis det kan jeg godt klare. Jeg skal bare bruge jeres sundhedskort.

Puha – så var vi alligevel ikke gået forgæves. Vi fik attesteret og skrevet under og stemt og stemplet og afleveret. Det er en noget omstændelig affære, som ingen af os har prøvet før, på trods af mine 15 folketingsvalg, 12 kommunalvalg, 15 EU-valg og et ikke opgjort antal amts- og regionsrådsvalg, men var/er disse som oftest ikke samtidig med kommunalvalgene?
I hvert fald er det blevet til mange ture til stemmeurnerne siden 1974, hvor jeg som 21-årig fik lov til at være medbestemmende i det danske samfund.
At det er så omstændeligt, er der en forklaring på. Næstved kommune har allerede nu allokeret to fuldtidsansatte til udelukkende at sidde og sortere brevstemmer. I princippet kunne jeg jo, hvis jeg ellers gad og havde tid, begive mig til hver eneste borgerservice i Danmark og afgive min stemme.
Og det kan jeg, ligeledes i princippet, gøre hver dag i seks uger:
image

Det er der jo så nogle, der skal sørge for, at der ikke bliver snydt med. Derfor skal alle brevstemmer i landet gennemgås, så man kan være sikker på, at den enkelte borger kun får lov til at komme igennem med sin sidste stemme, hvis vedkommende har afleveret mere end én.
Sikke et arbejde. Og der må bare ikke ske fejl – sikke en ballade, der kunne komme ud af det.
Det er heldigvis ikke min opgave at sørge for det – jeg har gjort min borgerpligt og kan tage til Jylland med god samvittighed.

På biblioteket hang en elevgjort plakat, som skulle argumentere for, at man ikke kun har ret til at stemme, men også pligt. Blandt andet stod der bramfrit
STEM ELLER HOLD KÆFT
Jeg er ganske enig. Hvis man ikke gider give sit besyv med, mister man brokkeretten.

Reklamer

8. november 2017

Jeg går stadig ind for vaccination

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

For en uge siden fik vi vores årlige influenzavaccination. Den fik jeg af min arbejdsgiver, da jeg stadig var arbejdsramt; siden har jeg selv måttet betale, med undtagelse af det år, jeg var i kemoterapi, og hvor lægerne derfor mente, det var en rigtig god ide at forære mig den, så ikke jeg skulle blive hammersyg af influenza, hvilket hele mit system ikke ville have haft særlig godt af. Det vil dermed sige, at jeg reelt kun har betalt fire gange, og fra og med næste år er jeg folkepensionist og hører til dem, der får vaccinationen forærende.
Bortset fra det, er de 200 kroner ikke dem, der vælter budgettet, så jeg ville fortsætte under alle omstændigheder.

Man bliver ikke syg af den vaccine. På mit arbejde kom der med årene flere og flere, der takkede ja til vaccinationen, da det naturligvis ikke var tvungent. Der var ingen af de vaccinerede, der blev syge. Virusset er så svækket, at det ingen skade kan gøre, men er man i en gruppe på 10 personer eller flere, er der som regel en, der aldrig skal have den influenzavaccination mere, for jeg fik influenza af den!
Det passer ganske enkelt ikke.
Men ingen vacciner virker fra den ene dag til den næste, da immunforsvaret lige skal bygges op først, hvilket tager nogle få uger, så blev man smittet lige omkring tidspunktet for det lille stik, kan man godt være blevet syg – det var så bare ikke vaccinationens skyld.
Således var der da også en, der kom med påstanden, da jeg var til Røde Kors-strik i går, men der sad ikke mindre end tre forhenværende sygeplejersker, der gav mig ret i, at ja, du blev syg, hvis du siger, du blev syg, men det var du også blevet uden vaccinationen.

Dette var mit faste, årlige indlæg, hvor jeg argumenterer for at blive influenzavaccineret. Kan jeg overbevise bare en enkelt om, at det er en god ide, så er der vundet lidt.
Jeg gider i hvert fald ikke blive så syg, som man gør af den irriterende virus, hvis jeg selv kan gøre noget for at undgå at blive det.
Der er mellem 1 og 2 ‰ risiko for at dø af influenza – tallet stiger med ens alder, så hvorfor ikke formindske det tal ved at lade sig vaccinere?
(Jeg er klar over, at den kun tager cirka 80 % af de influenzavirus, der huserer hvert år, men endnu er jeg da gået fri, og det må være godt 10 år siden, jeg begyndte at lade mig vaccinere.)

Vores frygtløse rødhalsVores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

Det her kan så blive min årlige fremvisning af vores lille, men aldeles frygtløse rødhals.
Hellere kigge på en sød rødhals end selv have en øm og irriteret rød hals.

9. september 2017

Det gør hun ikke mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: , , ,

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Anna og Lille Sorte SamboHendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

imageJeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

2. april 2017

Åh, alle disse tåbelige unge mennesker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags:

Beklager overskriften. Det gælder naturligvis heller ikke alle unge mennesker, men dog en del …
Da jeg onsdag den 22. marts kørte ad Køge Landevej mod Roskilde, så jeg, ikke så langt fra min tidligere hjemby Havdrup, at der stod en hel skoleklasse i rabatten; der var tændt mange lys og der lå masser af blomster.
Konklusionen var ikke svær: Der måtte for nylig være endnu et ungt menneske trafikdræbt her.
I 2012 mistede Havdrup hele fire unge mænd på 18 og 19 år livet på én gang, da de i en personbil, med den ene af dem som chauffør, kørte 161 km/t på en rimglat vej, hvor det den nat ville have været uforsvarligt bare at køre de tilladte 80 km/t. De kørte ind i et træ, og sådan et flytter sig ikke.

Den 21. marts skete det så igen. En 18-årig kører galt med bilen og bliver dræbt. I aftes var vi sammen med en, der rent faktisk så det ske. Den unge fyr sad og sms’ede, mens han kørte. Vejen slår en blød kurve, men han kørte ligeud og frontalt ind i en lastbil. Heldigvis en lastbil, fristes jeg til at sige, for sådan en flytter sig ikke så let, så det gik kun ud over det unge fæhoved, der ikke troede, det var nødvendigt at holde øjnene på vejen, bare fordi han kørte bil …

Hvor lægger de lige hjernen, når de bliver placeret bag et rat? Hvorfor skal de køre så helvedes stærkt, når de kun lige har fået kørekort?
Hvorfor tror de, de er udødelige?
Jeg har også været ung engang. Måske også tåbelig, men jeg har trods alt aldrig kørt 161 km/t på en landevej om vinteren i glat føre! Nu var der godt nok ikke mobiltelefoner, da jeg var ung, men jeg vil vove den påstand, at jeg også dengang ville have været klar over, at man ikke kan læse og føre bil samtidigt.

imageNu jeg er inde på trafikemnet, skal jeg lige have luft – og igen: Det gælder ikke alle, men generelt er jeg virkelig træt af motorcyklister, som altid støjforurener, og hvoraf alt for mange af dem tror, færdselsreglerne gælder for andre; ikke for dem selv. Her, forbi Den Stråtækte, er der 2÷1-vej og en fartbegrænsning på 50 km/t. Der går mange Marjatta-elever til og fra skolen på denne strækning, og der er rigtig mange cykelturister i sommerhalvåret, men det afholder ikke specielt mange motorcyklister fra at køre alt, alt for stærkt. Min vurdering er, at de værste eksemplarer af dem er oppe på omkring 150 i timen, og mere end 100 i timen er mere reglen end undtagelsen.  
Det. Er. Bare. Ikke. I. Orden!
Jeg bliver så vred. Noget så eventyrligt vred. De har fået det kendte tegn med langfingeren vendt opad fra mig et par gange, men de når selvfølgelig ikke engang at opdage det.
Det er måske i virkeligheden meget heldigt …

30. januar 2017

Hvorfor bliver jeg ved?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags:

Mon ikke de fleste af dem, der regelmæssigt læser med her, er klar over, at jeg godt kan lide at fremsætte min uforgribelige mening i tide og nok også i utide? Af samme årsag er jeg med i flere spørgepaneler, og det har jeg efterhånden været i omkring 15 år.
Den tid er måske ved at være forbi for mig – jeg oplever oftere og oftere, at jeg i stadig højere grad bliver irriteret både over selve spørgsmålene og disses svarmuligheder.

imageHvad er fx mellemtingen mellem “Kender ikke” og “Har kun hørt navnet”? Det første havde værdi 1 og det andet værdi 3, og derimellem stod der naturligvis 2. Betyder det så “Kender måske lidt”? Eller “Har måske engang hørt navnet”? Der skulle ikke have været en mulighed mellem 1 og 3. 
Værdi 4 var “Kender nogenlunde” og 6 var “Kender meget godt”. Igen kunne man så selv vurdere betydningen af værdi 5, men det virkede ikke så fjollet som i den anden ende af skalaen.
Undersøgelsen gik på supermarkedskæder, deres værdier og sortiment, og to af dem var Kiwi og Lidl. Jeg har været inde i begge to én gang og blev enig med mig selv om, at det ikke var steder, jeg ville handle. Jeg svarede derfor “Kender nogenlunde”, da jeg jo har mere end bare hørt navnet. Derefter skulle vi svare på, hvornår vi senest havde handlet i de pågældende butikker, hvortil jeg svarede “For mere end 12 måneder siden”. Så kom det næste:
”Du er blevet udvalgt til at svare på spørgsmål om Kiwi. Du bedes svare efter din bedste overbevisning og kun bruge muligheden “Ved ikke”, hvis du virkelig ikke ved det”. Nånå. Det var lige før, jeg følte trang til at stå ret … samtidig med, at mine øjne vendte sig mod himlen – det var temmelig fjollet, syntes jeg, og jeg ved da virkelig ikke, hvorfra jeg skulle vide, hvorvidt Kiwi belønner medarbejderne efter fortjeneste; om de har en fair ledelsespolitik eller de åbent melder strategierne ud, for selv om de hhv. gjorde/havde/gjorde, ville det ikke kunne fange min interesse i tilstrækkelig grad til at hæfte mig nærmere ved oplysningerne – og der var adskillige spørgsmål i samme dur.
Da jeg i stadig stigende irritation fik stampet mig igennem alle spørgsmålene (hvor jeg gjorde flittigt brug af “Ved ikke”), startede det hele forfra:
”Du er blevet udvalgt til at svare på spørgsmål om Meny. Du bedes svare efter din bedste overbevisning og kun bruge muligheden “Ved ikke”, hvis du virkelig ikke ved det”. Deja-vu. Jeg lukkede ned uden at afslutte undersøgelsen, hvad jeg kun har gjort yderst få gange.
De havde muligvis en mening med at “udvælge” mig til to, jeg havde anført at kende nogenlunde og et, jeg kendte godt, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke interesserer mig for, hvordan den interne ledelse er bygget op i de forskellige supermarkeder – heller ikke i dem, jeg handler i til daglig.
En fejl, vil nogle måske mene, men man kan jeg gider orker gider ikke gå op i alt. Hvis medarbejderne virker glade og tilfredse, er det rigeligt til mig. Hvis ikke, handler jeg et andet sted – jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det.

Har jeg bare en dårlig dag, siden jeg blev så irriteret? Egentlig synes jeg den har været ret god – lige som de fleste af mine dage.

25. januar 2017

Ambivalent? Selvmodsigende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags:

Det vil nogle måske hævde, at jeg er, hvis de elleres orker at læse dette indlæg.
Jeg ved nemlig ikke helt, hvad jeg skal mene om mig selv. Jeg ved ikke engang, om jeg er konsekvent eller det modsatte, fordi jeg går ind for at leve naturligt, men tror på ‘rigtig’ medicins helbredende effekt.
Det jeg ved er, at jeg hverken tror på kosttilskud eller homøopati.
Jeg tror mest på de eksakte videnskaber og kaster mig nærmest i støvet for lægerne, hvis jeg bliver syg, og forlader mig helt og holdent på, at det er dem, der ved bedst og at de vil gøre hvad de kan for at få mig rask igen.
Det virkede da også fint nok, da jeg fik brystkræft … og jeg havde absolut ingen forestillinger om, at det skulle kunne helbrede mig at lægge mit liv og mine kostvaner om. Og slet ikke at spise natron blandet med citronsaft …

Dette er ikke en konsekvent afvisning af kosttilskud, da der kan være flere årsager til, at dette kan blive ordineret, og bliver det det af en læge, skal jeg nok tage, hvad jeg bliver bedt om.
Når det derimod gælder en selvordineret, daglig vitaminpille, fiskeolie, Q10, Propolis, hajolie, m.m.m., så er jeg ikke med mere.
For Q10 ved man endnu ikke, om man overhovedet kan mangle det. Hvis man har brug for fiskeolie, så bør man spise fisk. Hvis man har brug for vitaminer, så spiser man noget frugt og nogle grønsager – hvis man er frisk og rask, behøver man ikke andet end en fornuftig levevis.

Spis varieret. Spis sundt. Lad være med at spise for meget (det kan være svært). Lad være med at spise for meget sukker (det kan også være svært).
Jeg skulle nødig snakke, kan man sige – jeg er jo overvægtig. Ikke så voldsomt, at mit BMI er kritisk, men bestemt ikke så slank, som jeg kunne ønske mig at være, så hvor troværdig er jeg lige?
Jeg prøver. Virkelig. Men jeg kan godt lide et godt glas vin, og så kan jeg godt lide god chokolade. Sidstnævnte tillader jeg mig stort set kun i julemåneden (undtagelse: Når Ditte kommer med en vildt lækker hvid chokolade med citron og birkes …); førstnævnte hele året, men med pauser indimellem. Jeg drikker aldrig sodavand/cola eller øl, jeg spiser slik måske to-tre gange på et år.
Jeg spiser grønsager 360 af årets dage. Frugt ikke hver dag, men flere gange om ugen.

Aldrig kosttilskud. Jeg hoppede for mange år siden på Q10 og har også engang haft taget vitaminpiller, men mærkede aldrig nogen forskel på noget som helst, så det droppede jeg igen.

skilt 3Jeg er sikker på, at kosttilskud er det kun producenterne, der har gavn af. Hvorfor har man egentlig set sig så ond på medicinalvirksomhederne? Medicin bliver ikke frigivet til salg uden klar dokumentation for effekt, mens det kniber en del for dokumentation af effekt af alle de i mine øjne underlige ‘naturlige’ ting, man kan fylde i sig – og som da heller ikke altid er lige billige – jo dyrere de er, jo bedre virker de, lader til at være holdningen. Igen det modsatte af, hvad der gælder for medicinalvirksomheder, som ikke ville kunne slippe afsted med “Det hævdes at hjælpe på …” eller “Det siges at være godt for …”.
I skal være så velkomne til at være uenige med mig, men ingen kan overbevise mig om, at det er nødvendigt at tage nogen former for kosttilskud.
Ikke før min læge siger noget andet. Kald mig bare autoritetstro. Eller naiv.

5. januar 2017

Endnu ikke normal vandstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , ,

Hasse og John må have målt rigtigt, for vi var på intet tidspunkt bekymrede for at blive ramt af den oversvømmelse, der generede så mange i går.
Vandet steg yderligere en del centimeter efter vi havde forladt Præstø havn – hvilket vi da heller ikke var i tvivl om, da vi fulgte vandstanden derhjemme efter mørkets frembrud. Jeg vil tro, at den har nået de varslede 170 centimeter.

imageP1050662

Billedet herover til venstre er ikke mit, og jeg har ikke spurgt om lov til at låne det. Jeg kender navnet på fotografen, men har ikke mulighed for at kontakte ham. Hvis vedkommende ser dette, så kontakt mig lige … grunden til, at jeg således på det skammeligste bryder copyrighten er naturligvis, at det er så vældig illustrativt ved siden af mit eget fra i går af restauranten Siv & Co.

P1050675P1050670

Det har frosset en del i nat, hvilket i bogstavelig forstand har fastfrosset hvor højt vandet havde stået. Vandet er dog stadig langt fra sit normale stade, så ‘badekarret’ er ikke vippet helt på plads endnu. Fra i morges og indtil nu har det ikke trukket sig yderligere tilbage, men har hele dagen været på et niveau, der matcher tidligere rekorder. Det forvredne æbletræ står lige over for vores hus, så vandet har stået pænt højt, men selv om det skulle have nået vejen, ville der stadig have været lige knap en meter op til vores dørtærskel.

P1050677

P1050679

Hvis man har besøgt os i Den stråtækte, vil man herover kunne genkende vejen ned til Kystens Perle, hvortil der normalt går en solid grusvej, der kører biler med bådtrailere på. Man kan se Kystens Perle lidt over midten af billedet. Jeg vil tro, at det meget benyttede bestyrelseslokale har fået våde gulve i løbet af aftenen – og billedet er jo altså taget i dag, efter vandet har trukket sig omkring en meter tilbage i forhold til max.
Her til venstre tror jeg vi har forklaringen på, at vores lys blinkede en del i aftes. Kun LED-pærerne, sjovt nok, men dem var vi nødt til at slukke, fordi de var ret irriterende. Vandet har stået op i bunden af dette elskab. Vi ved ikke med sikkerhed, om det er dette, der forsyner os, men det er nærliggende at tro. Strømmen gik dog aldrig helt i vores område, som den gjorde flere steder i Præstø og Faxe Ladeplads.

Nu vil jeg godt satse en del på, at der i de kommende dage vil blive råbt højt adskillige steder fra om kystsikring her, der og alle vegne.
Det er absurd, for denne oversvømmelse var, som sikkert andre end mig nåede at høre 117 gange i går, en 100-årshændelse, og skal man gardere mod en sådan, skal man jo omkranse samtlige Danmarks kyster med diger.
Nogle steder er det relevant nok, men en større forsømmelse (hvis ellers det er det rigtige ord at anvende) fra myndighedernes side er, at de tillader byggemodning af grunde på så lavtliggende områder, at oversvømmelser givetvis vil ske inden for husets levetid.

Det kan jeg naturligvis sagtens sige, når vi tilsyneladende ligger trygt og godt og højt nok, men der var engang, hvor man byggede, hvor man anså det for at være sikkert og ikke kun så på beliggenheden. Det var måske en ide at begynde på det igen?

30. december 2016

Til jer, der ikke lader jeres børn vaccinere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags:

Hvordan kan I tro på, at medicinalvirksomheder ligefrem opfinder sygdomme for at kunne tjene penge på at give jer medicin for dem?
Hvordan kan I tro på, at medicinalvirksomheder ikke er interesseret i at gøre folk raske, men udelukkende i at tjene penge?
(Selvfølgelig vil de gerne tjene penge. Det vil alle andre firmaer også. Nævn mig bare én fabrik eller anden form for producerende virksomhed, der er ligeglad med om de får overskud.)

Uddrag af ordveksling på FB: “Det er vigtigt at blive vaccineret. Prøv at spørge de polioramte … hvis du kan finde nogen … om de ville have valgt den fra.”
Svar: “Argumentet er ugyldigt. Polio er jo udryddet.”
Øhh ikke helt endnu, men det er nået langt pga. et omfattende vaccinationsprogram …
Kopper er udryddet på verdensplan og tuberkulose behøver vi ikke at frygte i Danmark.
Nu handler indlægget her mest om mæslingevaccinationen herhjemme. Mæslinger, som udryddede hele samfund i Sydamerika, da vi kom med Europas sygdomme.
“Jamen jeg og mange andre overlevede mæslinger, fåresyge og kighoste, så hvordan tror I vi har overlevet som art, indtil vaccinerne kom?”
Mon den samme person synes det ville være rart at få røde hunde under en graviditet?

“Der har været nogle forfærdelige bivirkninger.”
Det ER skrækkeligt for den, der bliver ramt, ja, men enhver medicin har bivirkninger, selv kodimagnyler, og man er nødt til at vægte disse op mod effekten. Det er i øvrigt ikke med sikkerhed fastslået, at bivirkningerne skyldes vaccinen. Du undlader sikkert ikke at anvende sikkerhedssele i bilen, fordi du har hørt noget om, at der engang var en der omkom, fordi han brugte sikkerhedssele?

Nogle hævder, at “sundhedsmyndighederne er i lommen på medicinalfirmaerne”. I skulle have lov til at opleve en inspektion fra en hvilken som helst sundhedsmyndighed, skulle I. Der er en uhyre streng kontrol med medicinproducerende virksomheder.
Jeg ville i den forbindelse gerne vide, hvordan man forestiller sig det amerikanske FDA eller det europæiske EMA blive betalt for at se igennem fingre med svindel med data.
Tror I virkelig, at medicinalvirksomhederne formår at holde samtlige verdens sundhedsmyndigheder konstant bestukket? Og at samme sundhedsmyndighers ansatte er totalt amoralske hele bundtet?

Jeg vil gerne henstille til jer vaccinationsnægtere, at I fremover undlader at indtage nogen som helst form for medicin – der er åbenbart alligevel ikke noget af det der virker, der er bivirkninger forbundet med det, og det hele er ren profitjagt. Altså:
Ingen hovedpinepiller.
Ingen antibiotika, hvis du skulle få fx lungebetændelse. Menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du ikke gør det.
Ingen blodtryks- eller kolesterolsænkende medicin. Blodpropper er jo ikke spor livsfarlige, og menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du tog fejl og døde af den blodprop.
Ingen kemoterapi, hvis du får kræft. Bivirkningerne er voldsomme, og kræften overlever du naturligvis helt uden at gøre noget ved den, og hvis ikke, skal menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du ikke gør det.
Ingen vaccination mod nogen af de smitsomme leverbetændelser, hvis du har tænkt dig at rejse ud i verden. Skulle du mod forventning blive smittet med hepatitis, skal du ikke lade dig behandle – bivirkningerne ved medicinen er værre end for vaccinationens vedkommende. Så er det bedre at dø langsomt af skrumpelever.

4. december 2016

Hvornår er en spotpris en spotpris … og andet i småtingsafdelingen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: , , ,

Mail fra et rejsebureau. Måske er der et godt og/eller spændende tilbud –

Spotpris 1
jeg skal altid lige kigge, og denne gang var der tilsyneladende et, så jeg læste videre:
Spotpris 2
Nåda … det lyder ikke specielt voldsomt … jeg kigger lidt længere ned:
Spotpris 3

Okay. Godt så. “Spotprisen” viste sig at være en formidabel rabat på hele 2,7 %. Det er så ikke det tilbud, der får mig til at flintre hen og ringe til dem med det samme for at være sikker på at komme med til den pris. Der gøres meget for at få folk til at kigge, og jeg faldt da også lige i.

JOHNS SWEATER ER FÆRDIG. Endelig!
Jeg er heeeelt færdig, som min nevø sagde ude fra toilettet, før han kunne klare de afsluttende sager selv.

Johns norske sweater (4)

 Og allerbedst af det hele: Den passer ham! Som var den skræddersyet, hvad den jo næsten også kan kaldes, men jeg har lidt for mange gange været uheldig med strikkede sager til John.
Nu er den skyllet op, centrifugeret og lagt til tørre. Det pyntede lidt på garnregnskabet – jeg har jo lovet mig selv, at når året rinder ud, skal der være brugt mere, end der er købt. Købet af garnet til denne sweater var lige ved at ødelægge det hele, men nu er jeg oppe på at have brugt hvad der svarer til 20 lagernøgler (købt seks kilo garn og brugt syv), så jeg er tilfreds – og der er jo fire uger endnu til nytår …
John har joket lidt med, at nu mangler jeg bare at strikke strømperne til ham. Det er nogle knælange grimrianer i et mønster, der passer til sweateren, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke gider strikke dem, ellers kunne jeg godt forestille mig gøre det bare for at tvinge ham til at købe et par plusfors og så ellers gå og promenere med hele udstyret.
Vanterne er okay, men huen er ikke den mest klædelige, synes jeg – heller ikke den til damen – jeg ville føle mig som førerdyret i en rensdyrflok, hvis jeg skulle rende rundt med de kvaster ved ørerne.

Ellers går livet sin stille og rolige, men naturskønne gang hernede – gæssene er hele tiden mange nok til at flyve i flok – der kommer masser forbi hver eneste morgen. Sommetider dækker de næsten hele himlen, og når det sker samtidig med en nydelig solopgang, så kan man næsten ikke forlange mere af livet – det er fuldstændig umuligt at være morgensur. Det er jeg nu aldrig …
Desværre er jeg aldrig hurtig nok med kameraet til at få taget de store flokke, men jeg fik en mindre i går.

P1050305

Køerne er blevet hentet i dag – nu er de kommet på stald for vinteren. Vi kommer til at savne dem; de er så hyggelige at have gående, men de kommer nok igen til foråret. Eller nogle andre … det er ligemeget, bare vi har nogle hyggekøer.

2. december 2016

Vores borgerpligt – over for os selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

imageJeg gider ikke have influenza. Jeg har ikke haft det så mange gange i mit liv, heldigvis, men de 3-4 gange jeg kan huske, har været alt rigeligt. Og jeg taler rigtig influenza, ikke det pjatværk af en ganske almindelig forkølelse, som mange kalder influenza, når de skal ringe ind på arbejdspladsen og melde sig syge. Det er sådan lidt fesent bare at være forkølet; så lyder det mere seriøst med influenza. Tre dage efter er de på arbejde igen …
En gedigen (nej, ikke gedin!) influenza varer mindst en uge og temperaturen er 40° eller derover i flere dage – i hvert fald for mit vedkommende – jeg bliver SÅ hunderavende syg.
Vi husker alle tre Julen Der Forsvandt, hvilket den gjorde i 1997. Charlotte boede på Amager i sin lille lejlighed, og en dag kort før jul, hvor jeg ringede til hende, kunne jeg høre, at hun havde det meget skidt. Ungen var stædig og påstod, at det ikke var noget, og at hun snart var ovenpå igen. Mor her troede hende ikke og kørte derind, medbringende et termometer. Næsten 40! Jeg nærmest bar hende ned ad trapperne fra 4. sal og fik puttet hende hjemme hos os. Hun skulle blive endnu dårligere … lillejuleaften blev John sløj og juleaften kapitulerede jeg. 1. juledag lå vi alle tre – C og jeg nede i stuen i hver en halvdel af hjørnesofaen, John oppe i soveværelset, men jeg orkede ikke trapperne. 1. juledag havde vi alle tre over 40 i feber. Først 3. juledag begyndte C at få det en smule bedre og kunne så småt begynde at varte os gamle en smule op, og da vi nåede nytåret, var vi alle tre næsten helt raske igen.
Billedresultat for influenza vaccineDet var bare ikke sjovt! Jeg har haft det sådan én gang siden, og kan jeg selv gøre noget, vil jeg ikke være så syg igen.
Jeg kan gøre noget, og nu er vi begge blevet vaccineret.
De sidste år jeg arbejdede, fik vi vaccinationen af firmaet. De interesserede stillede sig op på en lang række, og så foregik vaccinationerne på samlebånd. Jeg meldte mig hver gang og gad overhovedet ikke høre på de negative tunger, der sagde, at det er jo det samme som at sige, at ledelsen ikke vil acceptere, at vi bliver syge.
Sikke noget sludder, sagde jeg – det er et tilbud, du kan sige ja eller nej til – hvis du så får influenza, tror du så, at din chef vil tvinge dig på arbejde og sige det er din egen skyld, fordi du ikke ville vaccineres, så nu har du bare at møde op? Det er da ren win-win – firmaet får færre syge medarbejdere, og du slipper for at blive hundesyg.

Og nej, man får IKKE influenza af selve vaccinen, uanset hvad myterne siger og folk påstår. Men det varer 2-3 uger, inden der er antistoffer nok i kroppen, så i den første periode efter vaccinationen kan man altså godt blive syg alligevel, og det er det, jeg tror nogle forveksler med at være blevet syg af vaccinationen.

image

“Op mod 1 million mennesker i Danmark smittes ved influenzaepidemier. Hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza”.
Det er ikke svært at regne ud, at risikoen således er 1-2 promille for at dø i forbindelse med at have haft influenza.
Jeg kan derfor ikke se nogen argumenter for ikke at lade sig vaccinere – medmindre, selvfølgelig, at man hører til dem, der af lægen bliver frarådet vaccination, men dem hører jeg ikke til.

29. november 2016

Det måtte jo komme …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: ,

Du skal spise mange kartofler. Du må ikke spise kartofler. Æg er sundt – tag en æggekur. Du må ikke spise æg; det indeholder farligt kolesterol. Spis masser af pasta. Spis endelig ikke pasta – det er kun for cykelryttere. Pas på mættede fedtsyrer – de slår dig ihjel! Nyhed: LCHF (Low Carb High Fat)– spis masser af fedt – også det mættede.
Hvad der er livsfarligt det ene år, er livsnødvendigt det næste, og sådan har det været så længe jeg kan huske tilbage. Det eneste jeg kan mindes har været sagt lige siden min barndom er, at det ikke er godt at spise for meget sukker.
Som børn fik vi kun slik og sodavand til fødselsdage og højtider. Og når vi var syge. Dvs. så fik vi ikke slik og sodavand, men ‘spændende’ frugt og sodavand. Vindruer og appelsiner var ikke hverdagskost dengang.
Jeg skal være den sidste til at lovprise de gode, gamle dage, men jeg tror ikke, det er fedtet i leverpostejmaden, der har været det væsentligste bidrag til den omfattende overvægt, der er ved at udgøre et samfundsproblem i den vestlige verden. Det er nok mere sukkeret.
For efterhånden mange år siden udtrykte en bekendt sin bekymring for sin 15-årige søns tiltagende fedme og mange bumser, hvortil jeg kommenterede, at det da ikke er så underligt, fordi han indtager mellem to og fire liter cola hver aften, når han sidder ved computeren og spiller!

image

Selv stenalderkostguruen himself – Thomas Rode i egen høje person – går ind for, at man spiser fedt. Riiigeligt fedt. Men okay – jeg tror ikke stenalderfolket hysterisk skar fedtet fra, så det har han måske i virkeligheden sagt hele tiden? Jeg har ikke fulgt så nøje med … er ikke vild med guruer af nogen art.

Jeg VIDSTE det kom en dag

Hvor er jeg glad for, at jeg aldrig hører efter, når det gælder hvad der nu lige er oppe i tiden mht. slankekure. Jeg har aldrig flintret fra den ene kur til den næste, om hvilket onde tunger vil hævde, at det kan de så sandelig også se på mig! Jeg er bestemt ikke undervægtig, men mit vellevned har jeg meget svært ved at undvære – mit glas vin om aftenen, fx … uh, det smager mig så godt.
Allerede da jeg var laborantelev lærte jeg, at “så længe der er sukker, forbrænder musklerne ikke noget fedt” – sådan kort sagt – så LCHF er nok ikke helt så tosset endda.
Heller ikke Aksel og Conrad, med Pricerne som deres værdige arvtagere, (riiiigeligt med smør!) var så forkert på den, som man har troet på og grinet ad.
Motion er også kraftigt overvurderet. Ikke at motion er usundt, for det er det absolut ikke – vi skal alle motionere og røre os, men det der med fitnesscentre kan være det samme, hvis man går der i håbet om at tabe sig. Man kan bruge romaskinen eller løbebåndet i en halv time og komme tæt på noget, der ligner et hjerteanfald af bare udmattelse, men man har ikke forbrændt mere end hvad der svarer til den lille chokolade, der ligger i den julekalender, vi glæder os til at tage hul på i overmorgen.
Så smid fedtforskrækkelsen væk og undgå sukker i stedet for. Det har jeg sagt i 40 år. Lidt sjovt, ikke?

18. oktober 2016

Er dette politik? Nej, det er en opsang, er det

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:12
Tags: , ,

Jeg har lige siddet og bladret gennem Ældresagens medlemsblad (jeg nægter pure at skrive Ældre Sagen!) og blev lidt rystet.
Da jeg for 38 år siden blev ansat i det firma, jeg forlod for tre år siden, nærmest tvang jeg dem til at fortsætte den pensionsordning, jeg var begyndt på, mens jeg var ansat på Hvidovre Hospital. De ville ellers ikke, men jeg insisterede på, at hvis jeg skulle arbejde, skulle jeg også have en pensionsordning. Gennem en del år var det kun os to hospitalslaboranter, der havde en sådan pensionsordning, men efterhånden blev det mere almindeligt, og på et eller andet tidspunkt (jeg husker ikke hvornår) kom alle ansatte med i en ordning, hvor vi startede med at betale 1 % af vores løn og endte med at betale 5 %, hvor arbejdsgiveren hele tiden indbetalte dobbelt så meget som arbejdstageren. Jeg fik på denne måde to ordninger via min arbejdsgiver. Som senere blev til tre … og jeg havde derudover en privat opsparing.
Jeg troede faktisk, at det var et politisk påbud dengang, at alle lønmodtagere skulle indbetale til en pensionsordning, men har lige fundet ud af, at sådan er det ikke – det er stadig frivilligt, om man vil.

Og nu kommer det: FYFY skamme jer, der ikke gør noget for at sikre jeres egen alderdom!
Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg kender ingen under 30 år, der tror på, at der er noget, der hedder folkepension, når de engang er færdige på arbejdsmarkedet, så hvorfor nogen med den overbevisning ikke gør en aktiv indsats for at sikre sig selv en tryg alderdom, går over min forstand.
15 ud af 100 lønmodtagere lægger ikke noget til side til pensionen. Shocking! Hvad pokker vil I leve af? Jeres ATP? Så meget udgør den altså heller ikke.
Man regner med, at disse “fattige pensionister” vil udgøre 20-25 % i 2050. Det er et skræmmende scenarie.
(Som tommelfingerregel skal man som pensionist have 75 % af indkomsten som lønmodtager for at kunne opretholde samme levestandard.)

Det er ingen undskyldning, at man har så meget andet at bruge sine penge på, når man er ung, lige har købt hus og lige har fået børn.
Jeg var enlig mor og sad vildt hårdt i det, men holdt fast i pensionsindbetalingen, hvilket alene skal tilskrives min fars insisteren på, at jeg gjorde – han kunne ikke understrege kraftigt nok, at det var bydende nødvendigt at sikre sin alderdom, og jeg kan jo nu se, hvor meget ret han havde.

Jeg har i dag en pæn pension, fordi jeg startede som 23-årig med at indbetale til den. Det giver IKKE nok at starte, når børnene er flyttet hjemmefra – især ikke set i lyset af, at folk får børn senere i dagens Danmark.

Jeg vil gerne understrege, at jeg udelukkende taler om lønmodtagere her. Hvad der bør gøres for andre og i andre sammenhænge, hører ind under en politisk paraply og skal derfor ikke blandes ind i dette indlæg, men som lønmodtager har man mulighed for at selv at tage et pensionsansvar, og jeg kan, ganske som min far, ikke understrege kraftigt nok, hvor vigtigt det er.
Så kom i gang, alle I unge mennesker, der tror, at det med pensionen kan I vente 20-25 år endnu med at begynde at tænke på. Det kan I nemlig ikke, hvis I vil være forholdsvis sikre på at få jer et indholdsrigt ældreliv med plads til fx rejser. Tal evt. med jeres bank – min var og er en god rådgiver.

_MG_0576

Livets efterår skulle gerne være lige så smukt som naturens …

24. august 2016

Overvågning og overvågning er to ting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

I formiddags debatterede man i radioen gps-overvågning af børn.
Jeg har intet imod flere overvågningskameraer spredt med rund hånd stort set alle vegne – har man samvittigheden i orden, kan de fotografere så tosset de vil for min skyld, og kan det øge sikkerheden, er det kun godt. Mon ikke også det ville være billigere at sætte kameraer op ved motorvejsbroerne fremfor at bygge tilstrækkeligt høje værn?
Men at gps-overvåge sine egne børn? Det er der, til min overraskelse, omkring en tredjedel af forældrene, der mener er i orden. Jeg har en meget skarp mening om, at hvis man synes man har brug for at overvåge sit barn, er der noget fundamentalt galt i forældre-barn-forholdet, og så skader man kun endnu mere ved at overvåge.
Det er virkelig et mistillidsvotum, der batter! Jeg ville, hvis jeg var det barn, for det første miste respekten for mine forældre, og for det andet lynhurtigt finde en metode til at omgå overvågningen.
”Jamen det kunne da være helt fint at have overvågning på, hvis barnet fx bliver bortført?”
Okay – vi er da også helt sikre på, at en eventuel bortfører bare ville lade telefonen forblive tændt og sammen med barnet, ikke? De er jo ovenud dumme, sådan nogle?
Kære forældre, der læser min blog: I har forhåbentlig ikke så meget som tænkt tanken at lade jeres børn gps-overvåge, vel?
I har et så godt og tillidsfuldt forhold til jeres børn, at I i tilstrækkeligt omfang stoler på dem, ikke sandt?
Husk, at I selv har været unge engang. Og at I nok selv en gang eller to har gjort noget, I ikke måtte? Men I slap levende fra det, ikke?
Hvis jeg kan huske hvordan det var at være ung, kan I også. Mine forældre frygtede måske noget andet end I gør i dag, men det er ingen undskyldning, for man vil som forældre til alle tider være bekymret for sine børn; det er kun naturligt, men de skal altså have lov til at kunne være i fred.
Jeg kender kendte en mor, der ringede til sit (dengang 10-årige) barn en gang i timen. Jeg prøvede at tale med hende om det, for jeg var ikke i tvivl om, hvordan den datter sandsynligvis ville se på sin mor inden for en overskuelig årrække.

P1030725

Jeg overvågede ikke fuglene og fårene på Lilleholm, da vi var ude og sejle i dag, men jeg iagttog dem. Gennem en kikkert, hvilket er vanskeligt i en lille båd, der gynger, men det var en dejlig tur på to-tre timer, vi havde.

9. august 2016

Og sporten kort: 1-0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: ,

Det bliver kun ganske kort, for Inge og Hasse kommer lige om lidt, så der skal snakkes og hygges resten af dagen og aftenen …

imageVil bare lige gøre opmærksom på et glimrende indlæg, der handler om OL-ånden. Eller mangel på samme.
Det er så godt et indlæg, at det fortjener at blive læst af alle – og at stå alene uden for megen indblanding fra min side.

Det er Dovregubben fra Limfjorden, der har skrevet de gode og, i mine øjne, kloge, rigtige og tankevækkende ord i indlægget SPILD AF TID.
Jeg har selv haft de samme tanker, men han har sat det bedre på ord, end jeg ville have evnet.

28. maj 2016

Jeg har da sjældent hørt noget så tåbeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags:

Søren skal være morfar for første gang om en lille måneds tid, hvilket han selvfølgelig glæder sig til. Sidst han besøgte de vordende forældre, sagde datteren, at “der er lige noget vi skal tale om”. Nådada, tænkte Søren – hvad kommer der mon nu?
Der kom det, at datteren havde hørt, at i de første 42 dage har et nyfødt barn bedst af at være alene sammen med forældrene.
Søren er en meget flegmatisk person, der tager tingene i den rækkefølge de kommer, men fortalte, at mormoderen, som Søren altså ikke længere er gift med, men ofte taler med, var helt oppe at køre over ikke at kunne se sit første barnebarn i de første 42 dage af dets liv.

Har I nogensinde hørt noget, der bare tangerer dette i rendyrket tåbelighed? Jeg har ikke. Synes den er totalt ude i hampen. Jeg ville nødigt have undværet min mors erfaring og gode råd, da jeg fik Charlotte, og jeg ved, at hun havde det på samme måde med mig, da hun fik Anna. Jeg siger ikke, at jeg/hun ikke kunne have klaret tingene selv, for selvfølgelig kunne vi det, men de der små fif og beroligende udtalelser kan være guld værd for en nybagt mor.
Jeg kan til nød – men også kun til nød – forstå, at man måske i den allerførste tid ikke skal fylde huset med 100 venner, kusiner, fætre og hvad ved jeg, men bedsteforældrene!? Eller søskende!? Man er jo fuldstændig syg for at vise verdens ottende vidunder frem til hele samme verden; det kan kun gå for langsomt, og man skal ikke forsøge at bilde mig ind, at barnet tager skade af det.

Jeg ville meget gerne vide, hvordan man er nået frem til de 42 dage. Har man taget 100.000 nyfødte og ladet 1000 være alene med forældrene i henholdsvis 1, 2, 3, 4, 5, … , 100 dage, fulgt dem til de var 7, 15 eller 18 år og dermed som et videnskabeligt uangribeligt faktum konstateret, at de børn, der var alene med forældrene i præcis 42 dage – hverken mere eller mindre – fungerede bedst senere i livet?
Nej, vel? Den tror jeg heller ikke på. Jeg har prøvet at eftersøge data, men hele internettet er totalt tavst om emnet; intet overhovedet dukker frem, uanset hvordan jeg formulerer søgningen.

Ovenstående er i mine øjne helt på linje med og lige så langt ude som det ‘gode’ råd, jeg fik tilsendt af to mennesker efter jeg var konstateret rask:
image

Kære venner – thanks for nothing! Tænk jer dog om … hvis det virkelig var så nemt at slippe af med den modbydelige sygdom, så 1) var der nok ikke mange kræfttilfælde tilbage i verden og 2) ville citroner (og natron) være dyrere end guld og bestemt ikke til at købe i supermarkedet til tre for en tier.
Hvordan forestiller de naive fjolser sig, at det ‘basiske miljø’ skulle kunne penetrere ud til lever, lunger, bryster, m.m.? Jeg måtte virkelig tage mig til hovedet over folks godtroenhed. Forestiller de sig også, at alverdens læger og øvrigt sundhedspersonale ville udsætte folk for den rædselsfulde kemoterapi, hvis citron/natron-kombinationen var 10.000 gange mere effektiv? (Og “mere stærkere” – der er sandelig styr på det hele her …) 
Jeg må indrømme, at min respekt for folk, der falder for den slags pjat (den med de 42 dage inklusive), kan ligge på et meget lille sted.

18. maj 2016

Kønsrollemønstre kontra ligeberettigelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags:

Da vi boede i Havdrup, kørte vi ofte sammen til brugsen, men hernede kører jeg oftest alene, fordi John altid har (lidt for) mange planer for dagen. Det har jeg ikke noget imod, men det fik mig på turen til at filosofere lidt over vores kønsrollemønstre.
“Gør det du er bedst til” – John kan godt sy en knap i en skjorte, men det går lidt hurtigere og bliver lidt pænere, når jeg gør det. Hvorfor så holde fast i det kan du selv gøre?
Jeg kan godt slå et søm i, men jeg spørger som regel John, når det skal gøres. Jeg kan også godt håndtere en boremaskine og lignende, men John er meget bedre til det. John er sød til at svinge støvsugeren, men der bliver kun taget det, der kan ses; ikke der, hvor der ligger flest nullermænd … og jeg tror ikke, han nogen sinde har prøvet at gøre et badeværelse rent.
Det betyder ikke noget for mig, for han gør så meget, jeg ikke gør.
Jeg kom til at tænke på nogen (ingen nævnt, ingen glemt, og der var flere både i min og Johns familie), der, da de havde blebørn, gik meget op i millimeterdemokratiet: det er din tur til at skifte ble, jeg gjorde det sidst! At den, hvis tur det var, var optaget af fx en opvask, og den, der gjorde det sidst, lå og slangede den i sofaen, var åbenbart ligegyldigt … den slags kan jeg slet ikke have.
Og hvorfor nærmest tvinge fædre til at have barselsorlov? Det er naturligvis i orden, hvis han gerne vil, og hvis hun helst vil arbejde, men hvis far i virkeligheden ikke har lyst, og mor i virkeligheden helst selv vil, hvorfor skal andre så bestemme det til at være anderledes? Der skal nok være dem, der ærgrer sig over, at man ikke kan flytte graviditet og fødsel over til manden …
Der var i hvert ingen, der skulle tage mine 12 måneders barselsorlov fra mig – jeg sagde dengang for små 40 år siden et fast job op for at få et år sammen med Charlotte (dengang havde man kun 12 uger, hvilket jeg overhovedet ikke kunne nøjes med).
Naturligvis ville jeg nyde, hvis John lavede maden en gang imellem, men det kan simpelthen ikke fange hans interesse, og når jeg nu kan, så er der ingen grund til at tvinge ham til det i ligeberettigelsens hellige navn. Han rydder som bekendt af efter måltidet, fordi opvask simpelthen ikke kan fange min interesse … tøhø … så vi er begge glade for det traditionelle mønster her.
Jeg kan lide, når en mand holder døren for mig og i det hele taget er galant på den go’e, gammeldags måde.
Jeg synes de færreste kvinder tager sig pænere ud uden bh, og jeg synes ikke det er pænt, når kvinder har overskæg, hår under armene eller på benene.
Det er fjollet at have kønskvoteringer i bestyrelser og lignende – der er nu engang flest mænd, der har lyst til den slags beskæftigelse. Måske er det ikke alle steder, det sker, men hvor jeg arbejdede, tog man den bedst kvalificerede til et givent job, uanset om det var en mand eller en kvinde.
Jamen, går hun da slet ind for ligeberettigelse, hende Ellen?
Jo. Lige løn for lige arbejde. Og der er desværre laaang vej endnu, inden vi når dertil. Det havde vi heller ikke på mit arbejde – uanset hvad lederne påstod.
Er der lagt op til en god debat her? Er I på ligestillingsbarrikaderne eller deler I mine holdninger?

P1020145

Og æbleblomster er stadig lige smukke …

17. april 2016

Nogle vil have orgier …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: ,

Nogle vil have orgier, andre vil bare leve livet og have lov til at gøre som man lyster.
Jeg er ofte inderligt træt af barnepigesamfundet, træt af, at der hele tiden skal lovgives og ikke mindst hovsalovgives, fordi de få ødelægger det for de mange.
Misforstå mig ikke – jeg ønsker ikke at leve i et retsløst samfund, men for lidt og for meget er ikke af det gode.
Jeg tror vi har brug for oplysning, oplysning, oplysning. Jeg tror ikke på kriminalisering af livets goder, selv om et givent gode for nogle personer viser sig at være svært at styre.
Jeg kunne godt selv finde ud af at holde op med at ryge. Det kunne John også. Der var ingen, der tvang os.
Han kan godt lide en god øl; jeg som bekendt et godt glas vin.
Vi kan også lide god mad og hører – nok ikke helt tilfældigt – ikke til dem, der trækker befolkningens gennemsnitlige BMI ned. Jeg gider bare ikke af den grund gøres til en pensionistalkoholiker og grovæder.

 Ideen til dette indlæg blev født, fordi jeg læste Dovregubben Jesper Hansens indlæg fra i går. Han er selv lidt af en livsnyder, og det er hyggeligt at følge med i hans betragtninger. Er selvfølgelig ikke altid enig med ham, men denne gang sad jeg og nikkede i fuld samdrægtighed. Citat fra indledningen:
…Radioavisen, der netop havde fortalt, at flere og flere pensionister ikke kan styre deres alkoholforbrug. Endnu en gang stak puritanismen sit ækle ansigt frem i det hastigt mere og mere glædesløse Danmark.”
Indlægget Vi vil have orgier, som også blev bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 15. april, fortjener at blive læst – og ikke bare af pensionister, hvad JH i øvrigt ikke er endnu.
Jeg har ikke hørt og har ikke kunnet få bekræftet noget om det, han henviser til med Rudersdal kommune, som angiveligt skulle have forbudt hjemmehjælperne at købe tobak og alkohol til de borgere, som ikke selv kan købe deres dagligvarer. Jeg håber godt nok også, at det er en and, for den er da for langt ude!

Jeg håber mange ting … jeg håber, at jeg aldrig bliver så hjælpeløs, at jeg ikke kan foretage mine indkøb over internettet. Varerne skal selvfølgelig også påpladssættes, når de kommer ind i huset, men den tager vi derfra. Jeg håber, at Charlotte og Tim mener, hvad de siger nu, nemlig, at de nok skal tage sig af mig, når jeg bliver [rigtig] gammel. Jeg håber, at jeg vil være i stand til at indtage en passende dosis et eller andet dødeligt, lige inden jeg bliver totalt hjælpeløs og 100 % afhængig af andre. Tanken om at komme i blealderen igen er virkelig skræmmende!
Ingen, udover mig selv, skal bestemme, om jeg skal indtage alhohol i mit eget hjem. Vi er nødt til at forventes at tage ansvar for vores eget liv. Går det galt, er det fint at kunne blive hjulpet, men vi skal ikke længere ind i et overvågnings- og barnepigesamfund, end vi allerede er.
Journalisten Tom Jensen har skrevet følgende: “Hvis vi eksempelvis ikke har nogen forventning om, at vi selv skal tage vare på vores egen sundhed, men at andre nok skal klare det for os og gribe ind, hvis det er ved at gå galt – så ryger både friheden og ansvaret.”

Ligefrem orgier behøver jeg måske ikke, men en overdådig portion selvbestemmelsesret, livsglæde og dermed livskvalitet vil jeg gerne svælge i.

4. februar 2016

Jeg har en klippefast tro på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: , ,

P1100291P1100292Jeg har en klippefast tro på, at bornholmsk klippevand ikke er bedre end så meget andet vand.
Det kan i dag fås i Brugsen, og for at sætte det i den klasse, hvor man åbenbart mener, at det hører hjemme, er det at finde i vinafdelingen og ikke hvor man normalt ville lede efter vand på flasker.

Det er ikke Brugsen, jeg hænger ud her … jeg hænger sådan set slet ikke nogen ud, jeg undrer mig blot over, at nogen gider købe den slags.
Det, der kan irritere mig ved skiltningen er, at der nederst, venstrest står “Pr. stk. 25,00”. Det nummer laver de tit, men hvorfor dog det? Jeg kan da godt regne stykprisen ud, når de koster 25 kroner stykket! Det er meningen, at de skal angive liter- eller kilopriser med denne oplysning; ellers giver det ingen mening som sammenligningsgrundlag. En stykpris kan naturligvis i visse tilfælde give mening, men ikke i dette tilfælde.

Dagens overskrift er ment en anelse sarkastisk over for mig selv.
Jeg havde nemlig også engang en klippefast tro på, at alt det med flagesalt og Læsø sydesalt og den slags er rent til grin.
P1100294Det er stadig ikke blevet til saltet fra Læsø; det er simpelthen for groft med den pris, men næsten alt muligt andet er det blevet til efterhånden.
Det er længe siden, jeg satte både flagesalt og almindeligt groft salt på bordet (John foretrækker stadig det sidstnævnte), men efter et besøg hos en af de skønne kvinder fra Det Fast Sammentømrede Engelskhold, øgedes repertoiret ganske langsomt, fordi jeg efterabede hendes inspirerende saltfad.
Først var der én slags. Så var der to. Så tre og fire. Fem. Seks.
I en periode har jeg haft Johns salt stående for sig, men i dag tog jeg skridtet fuldt ud og købte et fad, der var stort nok til det hele – plus dem, jeg efterhånden syntes, jeg stod og manglede i samlingen; blandt andet saltet med rosa peberkorn, som jeg er ret begejstret for.
Og noget, jeg ville have forsvoret: lakridssalt! Jeg spiser aldrig lakrids – kan absolut ikke lide smagen, og slet, slet ikke i mad, men det slog mig, at bare fordi jeg er en af de fem danskere, der ikke kan lide lakrids, kunne det jo være, at mange andre ville sætte pris på at få maden til at smage af lakrids.

P1100296

1:  Hvidløgssalt
2:  Lakridssalt
3:  Hærvejssalt (med brændenælde og hvidløg)
4:  Birkerøget salt
5:  Almindeligt groft salt
6:  Maldon flagesalt
7:  Islandsk sort salt
8:  Hjemmelavet chilisalt
9:  Salt med rosa peberkorn (laver jeg også selv)
10: Fint middelhavssalt
11: Flagesalt med ramsløg

Grin I bare – det ville jeg selv have gjort engang, men dengang jeg i et indlæg brokkede mig vildt over prisen på Læsø sydesalt, var der en del, der gav mig en kommentar med på vejen, hvor de lovsang flagesaltet; at der rent faktisk var forskel på smagen på maden. Ikke, når man lavede maden, hvor almindeligt salt er glimrende, men det salt, man kommer på sin ægge- eller tomatmad. Eller på sine kartofler.
Og rent bortset fra, at det ser fint ud, når det står på bordet, så går der lidt sport i det, skal jeg gerne indrømme.
Jeg er begyndt at bruge meget mindre salt i min madlavning bare for at kunne forsvare at bruge lidt af alle disse sjove, forskellige slags salt.

2. december 2015

Ekstraudsendelse!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:30
Tags: ,

Som jeg skrev i en kommentar andetsteds:
Billedresultat for kryds ved jaHvad skal vi med suverænitet, når vi mister indflydelse?

Selvfølgelig mister vi suverænitet. Men vi vil ikke have meget at bruge den til, hvis det bliver et nej.
Jeg mistede også suverænitet, da jeg giftede mig med John, men jeg vil hellere have et fungerende fællesskab OG indflydelse.

Nejsigerne taler meget om jasigernes skræmmekampagner. Hvad er det så, nejsigerne foretager sig?
Nogle vil stemme nej som protest mod den dårlige ja-kampagne, har jeg læst på en anden blog. 
Jeg har stor respekt for den slags saglige argumentation … (ironi er ikke utænkelig)

Hvis I skulle være i tvivl, stemmer jeg ja – og det er ikke fordi der er en, jeg ikke kan lide, som stemmer nej.

16. september 2015

Konsekvens eller frelsthed?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Asier 2015Økologi er nærmest en religion hos nogle. I den modsatte ende ligger Farmer, som mener det er noget værre pjat.
Jeg er nok et sted cirka 6/7 ovre mod Farmers side. Jeg er ikke tvivl om, at jeg bedst kan lide de økologiske mælkeprodukter – der er kæmpestor forskel på en creme frâiche fra Thiese og en fra Arla. Folk har flere gange spurgt mig, hvad i alverden jeg har gjort ved den creme frâiche for at få den til at smage så godt. Mit svar lyder gerne, at jeg har hældt den ud af et Thisebæger … den er tyk, blød, gul og meget lækker – vel at mærke med den samme fedtprocent som Arlas.
Når det kommer til alle andre fødevarer, køber jeg normalt kun økologisk, hvis det er til at betale. Det er ikke en religion for mig – slet ikke når grønsagerne er nogle små, ynkelige nogen, for det gider jeg simpelthen ikke betale ekstra penge for. I dag skulle jeg have en knoldselleri. Den uøkologiske kostede en 10’er og var STOR. Den økologiske kostede 15 kroner og var på størrelse med et løg. Gæt hvad jeg købte …
Hvis de økologiske varer er pæne at se på og koster det samme – eller i hvert fald kun meget lidt mere end standardvarerne – køber jeg økologisk. Ellers ikke. Bortset fra æg, mælk og smør.
Jeg har i øvrigt altid undret mig over ‘økologisk’ honning. Hvordan har de biavlere mon trænet deres bier til at holde sig til bestemte steder?

De asier, jeg har syltet i dag, er heller ikke økologiske, og jeg har skyllet glassene med Atamon. Uha, her lades alt håb ude …
Jeg har altid brugt Atamon og det agter jeg at blive ved med – jeg gider simpelthen ikke lave så små portioner, at jeg kan undlade det. Der skal nok være dem der tror, at det syntetisk fremstillede Natriumbenzoat er farligere end det naturlige, der findes i trane- og tyttebær. Til dem kan jeg sige, at jeg er forholdsvis sikker på, at C6H5CO2Na er C6H5CO2Na, uanset hvor det stammer fra, og det er altså ikke i litervis, man bruger konserveringsmiddel.

Vrøvl fra UrtekramJeg er med andre ord hverken konsekvent eller frelst mht. økologi.
Det er Urtekram til gengæld. Så meget, at det i mine øjne virker mere grinagtigt end troværdigt.
Jeg googlede syltede kantareller, fordi da jeg læste, at Anne Holtegårds mand havde brugt nogle af sine fine, gule svampe på den måde, blev jeg nysgerrig … hvordan mon det gøres? Der var selvfølgelig flere bud, men den fra Urtekram faldt mig i øjnene, så jeg brugte min elektroniske saks og lim og satte den ind her.
Først og fremmest er det noget slemt fis at tale om økologiske kantareller. De kan nemlig ikke dyrkes, hvorfor de kun findes i naturen, og den er der vel ingen, der går og sprøjter?
Økologiske peberkorn? Så er man godt nok frelst, og hvis man er så frelst, hvor passer så den Atamon ind i billedet her? Er det inkonsekvent konsekvens?
Jeg er da helt forbavset over, at de ikke skrev økologisk vand og økologisk Atamon.

Spørgsmålet om økologi/ikke-økologi er selvfølgelig mere nuanceret end indlægget her lader antyde – folk må gøre, købe og hjemmeproducere hvad og hvordan de lyster – dette var bare nogle af mine tanker om dette følsomme emne. Jeg vil hverken overbevise eller overbevises.

10. september 2015

Hvem er egentlig en bonderøv her?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , , ,

Jeg sad og læste i Samvirke og for en gangs skyld sprang der ingen graverende fejl i øjnene.
Hovedreportagen var en artikel om Bonderøven, hvis udsendelser jeg godt kan lide at se.
Det var faktisk Søren Ryges skyld, at jeg startede på at se Bonderøven, antagelig stik imod Ryges hensigt, at det skulle føre til flere seere af konkurrenceprogrammet.
Jeg så Ryge blive interviewet i tv, hvor han bl.a. sagde følgende: “- Jeg kan bare være en lille smule bange for, at når man har gjort det i måske fem år, så er det ikke så sjovt at se mere, siger Søren Ryge, der mener, at der skal ske en større udvikling med programmet, hvis det skal stå distancen.”
Dette er klippet fra BT – jeg kan ikke huske en fire år gammel udsendelse ordret. SR sagde mere, som ikke stod i artiklen her, men som gjorde mig vred. Ord, der var mere nedladende – jeg mener at kunne huske, at han direkte sagde, at den slags udsendelser ikke holder – at folk ikke gider se dem i længden. Hvor meget forandring har der lige været i Ryges udsendelser, når de er optaget i hans have?
Som dagbladet Information så smagfuldt udtrykte det: En af dem er en selvforelsket klovn i røjsere og tobakspibe, der nu på 23. år render rundt med skovl og spade og roder i det samme agurkebed, mens han vælter hjemmestrikkede dybsindigheder af sig i forsoren fortrolighed med havefolket eller kværker en due i ny og næ.

Jeg kunne lige indtil det interview ganske godt lide SR og hans havesnak, men jeg tabte alt for ham, da han kom med disse udtalelser. Jeg syntes ikke, det var i orden. En person, der nærmest var/er en institution i DR, burde være stor nok til at lade andre komme til og ikke nedgøre en anden så meget i fuld offentlighed.
Det er jo nok sådan det er Jeg har stort set ikke set udsendelser med Søren Ryge siden, men har set samtlige med den hyggelige Bonderøv.
Som holdt. Og holder. Sikkert også længere end Ryge gør det – og med flere seere. HA.
Citat fra Samvirke:
[Frank Erichsen] blev 2008 landskendt, da han tonede frem på skærmen som “Bonderøven” og har siden slået seerrekorder år efter år.
Tag den, Søren Ryge.
Man må ikke være skadefro, men det er jeg nu alligevel, og jeg håber Ryge nu har indset, at hans ord er blevet gjort til skamme.

Jeg kunne ikke tænke mig at leve som Bonderøven gør, men han er hyggelig, overbevist og ægte. Med en dejlig kone og to skønne børn, som får en nærmest ideel opvækst.
Han er selv realistisk vedrørende sin måde at leve på og er hverken religiøs eller missionerende.
Sp: Ønsker du, at alle optimalt set lever som dig?
Sv: Nej, det giver ingen mening. Det her er min personlige drøm.

Det er jo det, vi skal: Gå efter drømmen. Det er ikke alle forundt, at drømmene går i opfyldelse, men man skal altid have dem, og skulle der blive en opfyldt, finder man hurtigt en ny.

Jeg havde i mange år en drøm om engang at komme til at bo i et stråtækt bindingsværkshus, helst tæt på noget vand.
Har du prøvet at opleve, at din drøm går i opfyldelse?

2. september 2015

Naturister må være ret svagtseende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags:

I dag hørte vi en debat med meninger for og imod hvorvidt naturister skal kunne færdes nøgne i skove og parker og ikke kun på de badestrande og specielle campingpladser, hvor de allerede gør det.
Nogle af deres argumenter er lidt fjollede; bl. a. dette, som ikke  er et direkte citat, men kogt lidt ned: Vi er ikke skabt ens. Det må gerne kunne ses.
Altså … jeg kan da sagtens se, at vi er meget forskelligt skabt – selv når vi er klædt i tykt vintertøj. Hvis naturisterne mener, at forskellighederne bliver mere tydelige, når man ikke har noget tøj på, vil jeg anbefale, at de opsøger en, der kan hjælpe dem med at finde nogle passende briller. Hvorfor skal forskellighederne i øvrigt tydeliggøres?
Jeg synes ikke, at nøgenhed er smukt. Naturisterne påstår, at det ikke har noget med skønhed eller grimhed at gøre, men at “det er naturligt at gå rundt som Gud har skabt os”. Sludder, siger jeg. Det er også naturligt at gå på toilettet og at elske, men ingen af delene insisterer jeg på at gøre i fuld offentlighed af den grund.
Der er visse ting, der i mine øjne hører privatlivet til, og derunder hører (også) nøgenhed.
Jeg synes faktisk det er direkte ulækkert at få nærmest påtvunget fremmede personers mere eller mindre løsthængende attributter i en afstand, der ligger på indersiden af min komfortzone. Jeg har prøvet det. På en strand, hvor der færdedes både nøgne og badetøjsklædte kroppe, og en dinglende tissemand, der passerer tæt forbi i min øjenhøjde, vil jeg særdeles gerne have mig frabedt.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA Det er ikke snerpethed. John og jeg har gennem vores mange år sammen haft særdeles stor og gensidig glæde af hinandens nøgne kroppe – men igen: når vi er sammen med andre, klæder vi os på.
En modstander indvendte, at der er visse ting, mindre børn skal skånes for at se, inden de er gamle nok til at forstå den side af livet.
Naturisten indvendte, at nudisme og sex intet har med hinanden at gøre, og at man derfor ikke vil opleve, at mænd reagerer synligt og fysisk på andres nøgenhed.
Det passer jo ikke. For det har jeg set, at de gør. Ikke alle, selvfølgelig, men nogle. Og hvorfor ikke? Der er da ikke noget at sige til, at det kan påvirke på en meget synlig måde – jeg vil bare ikke have, at mine mindreårige børn skal overvære det. Det er muligt, at de allerede ved, hvordan man laver børn, men de skal ikke af den grund have det smidt lige i synet, for som mindre synes de oftest, at det lyder SÅ ulækkert.

I hvert fald nogle af dem … da Anna fik det at vide (af en skolekammerat før Charlotte selv nåede at fortælle om det), berettede hun om sin nye viden ved aftensbordet og spurgte først, om det var sandt, for hun troede tydeligvis ikke rigtig på det, men efter bekræftelsen (og lidt supplerende forklaring), spurgte hun med alle tegn på både vantro og væmmelse: “Vil det sige, at du og far har gjort det TO gange???”
Aubrey sad og lyttede med verdens største ører og var, i modsætning til Anna, dybt interesseret; sad med store, lysende øjne og sagde “REALLY?” et par gange i et tonefald, der ikke lod Charlotte i tvivl om, at dette var et meget spændende emne.
Men sådan er vi jo så forskellige. Der er nogen, der kan lide det og andre, der ikke kan, og sidstnævnte skal ikke tvinges til at deltage, så at sige.

Så vil jeg hellere på svampejagt … på billedet ses en Phallus impudicus, på dansk almindelig stinksvamp, men også kendt under navnet præstepik.
Det var den mest passende svampeillustration til dagens indlæg, blev jeg enig med mig selv om.

25. august 2015

Og jeg troede Læsøsalt var dyrt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

I forbindelse med et andet ærinde i Præstø i dag gik jeg i Menu for at købe et par småting til den mangochutney, jeg besluttede mig for at lave, da jeg så, at mangoer var på tilbud i Brugsen.
Her så jeg et mærke salt, jeg ikke har set før:

P1080052

P1080057Og jeg som troede, at Læsø Sydesalt var dyrt – jeg skrev om det for seks år siden. Det synes jeg stadigvæk, at det er, og jeg bruger stadig ikke Læsø salt, men kommentarerne til indlægget dengang fik mig alligevel til at eksperimentere med forskellige slags salt – og derefter selv lave forskellige slags.
Og indrømmet: Selv uden alt muligt tilsat er flagesalt anderledes (og lidt bedre) end det salt, vi putter i for at salte pasta- eller kartoffelkogevandet. Synes jeg. John er ikke enig, og vi kører derfor med et lille udvalg af forskellige salte til at putte på maden.
Jeg købte ikke det der natrium i kloridende [potens].
De kan ikke engang skrive det rigtigt. Det er såmænd nok bevidst forkert af hensyn til det grafiske indtryk, men som arbejdsmiljøskadet kan jeg bedst lide, når tingene står rigtigt, således at der i dette tilfælde bør stå NaCl og ikke NaCl.
Når noget står løftet, er det ofte tal, og så betyder det i en eller anden potens. 210 betyder to i tiende (som er 1024).
Men altså … salt til 570 kroner kiloet. Læsø Sydesalt koster ‘kun’ 264 kroner kiloet – en god del under det halve. Jeg har som sagt kapituleret mht. at salt ikke altid bare er salt, men jeg vil stadig ikke være til grin, og det ville jeg føle mig, hvis jeg købte det der natrium i kloridende. Maldon salt er glimrende.

Jeg ville ellers have skrevet om alle mine havtorn og den smarte metode, jeg undervejs udviklede til at få bærrene af grenene med, men det må vente til i morgen. Det passer ikke ind i dagens brokkestil …

23. marts 2015

Er dine haveredskaber selvsikre, imødekommende og åbensindede?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags:

imageJeg er medlem af tre forskellige paneler, som med mere eller mindre regelmæssige mellemrum beder mig komme med min uforgribelige mening om alt mellem himmel og jord. Meget ofte gætter jeg kort inde i undersøgelsen, hvilket firma der står bag undersøgelsen og meget ofte gætter jeg rigtigt.
Normalt elsker jeg at ytre min mening, men indimellem disker de op med en undersøgelse, hvor ordvalget mildt sagt er underligt – hvilket jeg vist har været inde på før. Det irriterer mig grænseløst, når de begynder på det pjat med at tillægge døde ting menneskelige egenskaber, men lad os begynde med begyndelsen.
I dag skulle det handle om indkøb og brug af haveredskaber. Som indledning kunne de tilsyneladende ikke finde ud af, hvad Syddanmark hedder på dansk.

Dernæst kunne de ikke forestille sig, at man kan bo helt ude på landet.

image

Lidt længere fremme skulle jeg svare på nedenstående spørgsmål. Vi kan kun se DR-programmer, så reklame-tv er heldigvis udelukket, indtil vi får indlagt det lovede fibernet. Jeg har derfor ikke set haveredskabsreklamer overhovedet, men det kunne jeg ikke få lov til at fortælle. Det var listet omkring 20 haveredskabsmærker, men der var ikke en “Jeg har ingen reklamer set”-mulighed, og jeg skulle vælge mindst ét svar.

image

imageimageOg så kom de, de tåbelige spørgsmål.

Jeg skal undlade at pege på eksemplerne – de er indlysende – jeg er mere interesseret i at høre, hvad I mener om den slags ordvalg for haveredskaber.
Eller hvad som helst … det er bestemt ikke første gang, jeg er stødt på denne slags personbeskrivende tillægsord, når jeg har skulle give min mening til kende om et eller andet produkt – eller forsikringsselskab.

Retfærdigvis skal det siges, at resten af undersøgelsen var fin og relevant nok; jeg blev bare lidt negativ over de irrelevante tillægsord.

Jeg fandt også ud af, at jeg faktisk kun kender tre ud af de 20 haveredskabsmærker … men det kan jeg godt leve med.

I behøver ikke at sige, at jeg jo bare kan lade være med at deltage, for det er jeg ganske klar over, men sådan noget som dette ved man selvsagt ikke på forhånd, og det er trods alt flertallet af undersøgelser, der er helt i orden.
Og at måtte udtrykke sin holdning kvit, frit og omkostningsfrit er også helt i orden for mit vedkommende.

15. januar 2015

Udeliv – pudeliv – kigge-gennem-ruden-liv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , , ,

Det blev til en hel del mere af de to sidste end af det første i dag.
Det blæser op igen, så hele huset knager, og det regner mellem bygerne. Med andre ord: Det er indevejr. Det er sy- og strikkevejr. Det er heldigvis ikke snevejr, men det er heller ikke udevejr, hvis man spørger mig, og alligevel har vi været lidt ude. Meget lidt. Vi ville ned og kigge nede ved savværket for at se, hvor meget vandet i åen ser ud af dernede. Igen er jeg forbavset over, hvor lille en reel stigning der skal til for at få det til at se voldsomt ud.

IMG_1208Ved Simontorps såg

Vi tog den videre ned til stedet, vi kalder Åstenene, men vi kunne ikke se stenene i dag pga. den høje vandstand. Det er ret svært at fornemme, at de to billeder viser den samme lille idylliske plet. Bedre bliver det så heller ikke af, at Egon efterlod et visitkort i form af et væltet træ, der næsten er langt nok til, at man kan bruge det som bro.

P1030469 beskrevetVed åstenene (1)

Nok om det svenske vejr og i stedet til noget helt andet. John sad og bladrede igennem forskellige nyhedsmedier, da han udbrød, at “nu må de dæleme snart styre sig, de amerikanere! De bliver da også mere og mere tåbelige”.
Han havde læst, at nu vil parkerne rundtomkring i USA til at forbyde kælkning, fordi man er bange for sagsanlæg.
En mand havde fået tre millioner $ i erstatning for at kælke ind i et stopskilt (!) og en kvinde havde fået 12 millioner $ for at kælke ind i en snedækket mur. Tolv millioner! Dollars. Det er grotesk, hvad de kan finde på af forlange af erstatningskrav. Eller nok rettere, hvad advokaterne kan finde på at forlange, for det er jo dem, der får mest ud af disse absurde sager, og med det resultat, at der vel kommer flere og flere af den slags forbud, så alle de mange amerikanerne, der trods alt godt kan tænke, får nogle kedelige liv ud af det. Gad vide, om bilfabrikanterne snart vil have forbudt bilkørsel derovre, fordi man sagsøger dem, hvis man ligger og kører råddent og så kører galt. Lidt selvmodsigende kan man måske indvende, men det er amerikanerne jo også vældig gode til at være. (Hvem sagde fordomme? Jeg har da ingen som helst fordomme …)
Jeg har læst, at læger ikke tør hjælpe folk på gaden, der åbenlyst trænger til hjælp; det kan fx være en der er drattet om pga. et hjerteanfald, for hvis vedkommende så alligevel ikke klarer det, sagsøger de pårørende den pågældende læge, der bare har forsøgt at redde et liv.
Jeg har ikke ord for, hvad jeg mener om den slags. Eller … det har jeg sådan set, men det ser ikke så godt ud på tryk.

8. januar 2015

Jeg vil bo i Utopia

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

imageUtopia er et idealland, hvor alle lever fredeligt sammen side om side uden vold, kævl, politikere og religiøse stridigheder. Jeg er dog ikke enig i alle Thomas Mores forestillinger om Utopia. Den med at syge og gamle skal elimineres, fx, synes jeg ikke helt om.
Man har lov at skabe sit eget Utopia. Det er jo alligevel en drøm …
I mit Utopia er det muligt at tie tingene ihjel. Tænk hvis den forfærdelige handling mod et vist fransk satireblad blev forbigået i stilhed – hvis ingen medier omtalte det; tilsyneladende er resten af verden upåvirket af rædselsgerningerne. Så var det sandsynligvis slet ikke interessant længere – jeg kan godt se terroristerne for mig: “Que?? Hvorfor er de ikke bange? Hvorfor skriver de ikke om os? Hvorfor spreder vi ikke frygt? Hele vores eksistensgrundlag er taget fra os! DE.SKAL.JO.BLIVE.BANGE.
Dette er naturligvis utænkeligt i dagens verden, men jeg er jo også i Utopia, husk det.

I Utopia har man heller ikke politikere, der ‘fordømmer’ handlinger. Dér ved de nemlig godt, at de, hvis handlinger bliver fordømt, er fuldstændig ligeglade og griner larmende af samme fordømmelse. Jeg kan igen høre terroristerne: “Det er jo derfor, vi gør det, mand! Vi ved sgu da godt, at det ikke er acceptabelt, at vi myrder løs på journalister og tegnere! Kors Halvmåne, hvor er de dog tåbelige!”

I Utopia behøver en kristen ikke at blive ven med en muslim i det naive håb, at terroristerne tænker “Ahhh – nu kan de blive gode venner! Okay, så holder vi op med at sprede frygt og slå ihjel, bare fordi vi kan, vil og har lyst.”
I Utopia er der hverken kristne eller muslimer eller hinduer eller asatroende eller buddhister eller jøder. I Utopia tilslutter man sig verdens tredjestørste ‘religion’: det at ikke have nogen religiøs identitet.

Nå, men jeg kommer nok aldrig til at bo i Utopia. Det er en utopi at tro på et utopisk land.
Det er sikkert også en utopi at håbe, at ‘nogen’ ville lade være med at lade ytringsfriheden i sig selv blive en form for religion. “Jeg må tegne, hvad jeg har lyst til!” Ja, det må du, men hvem siger, at verden bliver et bedre sted, fordi du gør det?

1. januar 2015

Jeg ELSKER fyrværkeri!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

1) Jeg synes også, at det er synd for de dyr, der er ved at dø at skræk nytårsaften. Vi har selv haft en stor hankat, vi – med dyrlægens hjælp – endte med at bedøve hver nytårsaften. 360 dage om året tyranniserede han hele nabolaget, men op til nytår var han ikke mange sure sild værd, men gemte sig ude på toilettet, hvorfra han ikke engang kom ud, når han skulle tisse. Han havde på ingen måde ikke traumer bagefter og var hurtigt igen kvarterets katteskræk.
2) Jeg ved godt, at det forurener.
3) Jeg ved godt, at der hvert år sker ulykker på trods af alle oplysningskampagner.
Men. Lad mig lige sætte tingene lidt i relief.
1) Jeg har langt mere ondt af de alt for mange børn, der hele året må leve med vold, incest og/eller forældres alkoholmisbrug, og som myndighederne vælger at overse, fordi det er for dyrt at gøre noget for at hjælpe de stakkels børn. Se, det er noget, jeg kan blive gal og forarget over.
2) Det er lidt lige som med maden: Det er ikke hvad man spiser mellem jul og nytår, der feder, men det man spiser mellem nytår og jul. Den forurening, vi producerer nytårsaften, er nok ret lille sammenlignet med den vi producerer resten af året. (Jeg er nødt i samme åndedrag lige blære mig med, at jeg på trods af al den gode julemad ikke har taget så meget som et gram på i julen! Jeg har heller ikke tabt mig, men det gør ikke noget i denne sammenhæng.) Jeg kunne godt tænke mig at se nogle sammenlignende tal på forureningen. Hvad med markafbrændinger, fx? Mon ikke de er lige så slemme? Når medier vil lave skræmmekampagner, er det oftest enestående tal, for kom de ind i en relevant sammenhæng, ville de se ganske anderledes ud.
3) Bare ærgerligt, hvis folk ikke kan tage ansvar for eget liv. Der dør eller ‘tilskadekommer’ hvert år en hel del mennesker i trafikken – skulle vi af den grund forbyde bilkørsel? Vi kan sætte regler op, ja, men jeg er ikke tilhænger af evindelige og mere eller mindre velgennemtænkte forbud og er meget imod barnepigesamfundet og politikernes leflen for at tækkes vælgerne.

Jeg synes fyrværkeri er vildt flot, og jeg elsker at gå op på bakkerne lige bag vores hus for i et 360°-view at nyde for hundredtusinder af kroner gå op i fest og farver. Jeg håber ikke, det bliver forbudt! Dette var forhåbentlig sidste gang, vi har mulighed for det, og det bliver en af de ganske få ting, jeg ved, jeg kommer til at savne, når vi flytter ned i Den Stråtækte.

Det var så min måde at få luft på i dag – en ualmindelig sløv dag, som for det meste er tilbragt med at se QI i én uendelighed – BBC Entertainment sender QI fra 13:30 til 21:30, og der er indtil videre ikke én af dem, jeg har set før. Genial, intelligent og morsom underholdning med Stephen Fry i centrum for geniale, intelligente og ikke mindst morsomme mennesker.

27. november 2014

Vi er snart på alt, overalt og hele tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: ,

Det er ikke så længe siden, jeg undrede mig over den hyppigere og hyppigere [forkerte] brug af forholdsordet ‘på’.
Nu undrer jeg mig igen, for i går og i dag har jeg i radioen hørt to helt skæve anvendelser af ordet – hvorfor er det blevet så moderne at sige ‘på’, når det er andre forholdsord, der retteligen skal bruges?

Hørt i går: Det giver en forpligtigelse på … NEJ, det hedder forpligte TIL!
Hørt i dag: Det sætter en grænse på, hvor langt man kan gå … NEJ, det hedder en grænse FOR!
(Jeg kan bedst kan lide forpligtelse – har svært ved at vænne mig til, at forpligtige kom i ordbogen i 1986 pga. princippet om, at når der er tilstrækkelig mange, der har sagt det forkert, gør man det til rigtigt.)

Nysgerrig på hører jeg næsten dagligt. Forleden hørte jeg har du gjort dig nogle overvejelser på, om

Jeg er ikke spor glad på, at ‘på’ er blevet det mest brugte forholdsord. Snart vil der være sprogforskere, der laver undersøgelser på, hvor hyppigt ‘på’ bruges på talesproget, og inden for en overskuelig årrække vil vi derfor kunne se flere og flere af de go’e, gamle præpositioner forsvinde på ordbogen.

En eller anden (husker ikke navnet) så gerne, at danske universitetsstuderende lærer sprogene bedre; både det danske og de fremmede. Det kan jeg kun tilslutte mig. Intervieweren prøvede at få det til at lyde, som om det er en forfærdelig dårlig ide, for “hvorfor skal vi være gode/bedre, når andre bare kan forstå, hvad man mener? Det vigtigste må vel være at kunne sit fag.”
Det er netop ikke sådan det er, når vi er ude i fagsprogene; folk bilder desværre bare ofte sig selv ind, at de bliver forstået rigtigt, og finder først ud af, at det modsatte gjorde sig gældende, når det er for sent, men vi danskere har en temmelig høj mening om egne fabelagtige sproglige evner og kundskaber, samtidig med, at vi har svært ved at acceptere, at andre ikke kan tale “et ordentligt dansk”. Jeg har mange gange hørt/set folk erklære, at de er “flydende i engelsk skrift og tale”, hvor jeg med det samme kunne høre vedkommendes Eddie Skoller-engelske i talen og se gymnasieniveauet i skriften.
Men okay – virksomhederne skriver det rask væk som et krav i deres jobannoncer, og så er ansøgerne vel nødt til at bilde sig selv ind, at de virkelig behersker det flydende.
Hvad kun meget, meget få gør, hvis det ikke er modersmålet …
Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke, at det er forkasteligt, hvis man ikke er god til dansk eller kun kan klare sig på turistengelsk. Det gør jeg selv på tysk og fransk kan jeg så lidt af, at det ikke er værd at nævne. Det er, når man bevæger sig ind i de professionelles rækker, at sproget skal være i orden.
Dengang stort set alle, lige fra top til bund, blev tilbudt engelskkurser på mit arbejde, skulle vi gennem en prøve (både mundtlig og skriftlig) for at blive placeret på hold, hvor man var på nogenlunde samme niveau. Jeg ved, at der var en del, der fik temmelig røde ører – eller ligefrem blev sure – over at blive placeret i gruppe 4 eller endog 3, hvor de helt klart havde forventet at være i toppen, som var gruppe 5.
Det var i øvrigt dengang grunden blev lagt til The Dream Team, som lærer Andrew kaldte det, eller Det Fast Sammentømrede Engelskhold, som vi selv kaldte os.
Og som jeg skal til julefrokost sammen med en måned efter jul. Herligt! Det glæder jeg mig på!

30. juni 2014

Wimbledon i konkurrence med fodbold-VM

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:30
Tags: , , ,

P1010770Det er første gang, vi ser Mennesket ved havet i solskin – vi har set de fire herrer mange gange, men indtil i går altid med en dyster himmelbaggrund.

Sejlturen kunne næppe foregå mere glat, selvom det faktisk blæste en del, da vi kom ud på åbent hav – båden gyngede dog kun lige præcis så meget, at det bare var som at vende tilbage til den spædeste barndom, hvor man blev vugget i søvn på behageligste og hyggeligste vis.
Commodore Class var igen særdeles behagelig, men holddaop, hvor er man jeg ved at blive gammel, sær, intolerant og kontrær. Eller …?
Jeg tror jeg vil skrive til Regina.dk, som åbenbart forsøger at etablere en ny rute Esbjerg/Harwich, at de skal etablere en 1. klasse, hvor der er forbudt for børn under 12 år. 15 år, måske …
Der var to børnefamilier på CC denne gang. En med en særDEles højttalende dreng på ca. otte år og en anden med to børn på hhv. et og ca. fem år.
Okay – jeg indrømmer det blankt: Jeg gider simpelthen ikke betale noget, der ligner en mindre formue for at få den luksus, en Commodore Class er, for at blive ‘underholdt’ af et stk. hylende og skrigende unge og et andet stk. konstant højttalende barn. Beklager hvis jeg er en strid kælling, men sådan er det bare. Det var heller ikke kun mig; alle var irriterede over det; det var der ikke megen tvivl om, men ingen sagde noget – det havde jo ikke ført til noget alligevel, men min fornemmelse er helt klart, at det var ildeset af samtlige øvrige passagerer.

P1010786Jeg overlevede overfarten trods larmen, og turen fra Harwich til familien gik uden problemer.
Først blev der løbet lidt rundt med de boldskydedimser, vi havde med til ungerne, og efter aftensmaden løb Tim og Charlotte rundt og forsøgte at lege Wimbledon; turneringen, der jo foregår i disse dage og som her i England på nuværende tidspunkt er lidt mere interessant end fodbold-VM.

P1010787

Der er blevet fotograferet en del fra børnenes side, fordi vi havde vores gamle Lumix TZ20’ere med til ungerne. Johns, fordi han aldrig brugte sit, og mit, fordi makrofokus ikke længere virkede optimalt, men fungerer generelt godt nok til et otteårigt barn.
De blev meget stolte af at få rigtige voksenkameraer og brugte lang tid på at fotografere i én uendelighed og finde ud af de forskellige scenefunktioner.

Ikke mere – dette blev skrevet mens nogen så Wimbledon, men nu skal det være mor-datter-taletid indtil det bliver sengetid.

20. juni 2014

Det stille midsommerliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Det er årets længste dag i morgen. Når man er voksen, vel at mærke. Når man er barn, er det den 24. december.
Det er lidt ærgerligt, at man her til lands ikke kan finde ud af at gøre det samme som i Sverige, hvor man fejrer midsommer i den weekend, der ligger tættest på årets længste dag. Det er da irriterende, at man skal fejre det på hverdagsaftener, når vi nu har så mange og hyggelige traditioner i forbindelse med Skt. Hans.
Jeg ved godt, at den 24. juni i tidernes morgen blev valgt, fordi “Højtiden sankthans eller Sankt Hans er det fordanskede helgennavn for den hellige Johannes Døberen, hvis fødsel fandt sted seks måneder før Jesu fødsel” (Wikipedia). Så skulle det faktisk være 25. juni … 
Kilderne er ikke helt enige, for man kan andetsteds se følgende: Johannes Døberen (ca. 5 f.Kr.-30 e.Kr.).
Så når nu det alligevel er lidt noget rod, så lad dog midsommerfejringen være fleksibel – der er garanteret alligevel ikke mange, der kender forklaringen på, hvorfor Skt. Hansdag er 24. juni, men jeg har en stærk fornemmelse af, at mange andre end jeg ville synes det var smart, hvis Skt. Hansaften altid var en lørdag – eller til nød en fredag som i Sverige, men helst en lørdag.

P1020785

Herover et stemningsbillede fra sidste års snydesankthans oppe hos min søster. Snyde-, fordi vi holdt den lørdag aften i stedet for den søndag, det reelt var.
Det var forbudt, for man må kun tænde bål på den rigtige Skt. Hansaften, men bålet var forholdsvis lille og diskret, og de bor så langt ude på landet, at de godt turde løbe risikoen.
P1020802Det tør de ikke i år, fordi de har et KÆMPEbål, der vil kunne ses helt i Helsinge, som de udtrykker det, så vi tropper pænt op mandag aften hos dem sammen med resten af familien. Bodil vil gerne gøre det til en tradition, at vi mødes hos dem Skt. Hans, som vi i sin tid gjorde det på gården.
Hyggeligt nok, og John og jeg er naturligvis ligeglade med, at det er en mandag, men resten af den samlede flok skal op på arbejde om tirsdagen, så for dem er det ikke ideelt.
Mørkere end på billedet til højre bliver det ikke på denne tid af året – slet ikke når det er fuldmåne.
Det bliver det ikke år; tværtimod vil den være stort set helt væk, med kun fire dage til nymåne.

To af vores venner er i dag draget afsted mod det højeste nord i en autocamper, som de har lejet i hele fire uger. De skal have opfyldt en gammel drøm om at køre til Nordkap, og de vil have masser af tid til det. Det får de også – da vi gjorde samme tur, samme rute, havde vi kun camperen i 14 dage, og vi havde masser af tid.
Vi under det dem SÅ godt – vi ved jo, hvor vidunderlig den tur er, og vi glæder os meget til at høre om den, når de er tilbage igen.

Alt denne snak for at sløre, at der ikke sker en pind her på matriklen for tiden – vi har købt nye gulve til Den Stråtækte i dag, men hvor interessant er det lige for andre end os selv?

Næh, så vil jeg hellere høre jeres mening om hvorvidt I ville støtte mig, hvis jeg skulle finde på at starte en landsdækkende kampagne for at flytte Skt. Hans til den weekend, der ligger tættest på årets længste dag …

Næste side »

Blog på WordPress.com.