Hos Mommer

3. januar 2021

Er det kun et spørgsmål om prioritering?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags: , , ,

Mens Merete boede hos os i julen, fik vi os (bl.a.) en snak om, at vi savnede at komme ud og spise en god og/eller spændende middag. Dvs. … det gjaldt kun for to af os … Merete kunne ikke forstå sådan et savn, og hun gik stort set aldrig ud og spiste. Det blev til en snak om madoplevelser, hvordan sådanne kan defineres og hvordan og hvorfor de opleves så forskelligt fra individ til individ.
Merete elsker sin kajak, sin roklub og de oplevelser, hun får med sig derfra – selvfølgelig deriblandt de helt store og dejlige naturoplevelser. Hun har kajakket på Isfjorden, i de norske fjorde og på de svenske elve. Rundt om Vancouver Island og Bornholm (altså ikke hele vejen rundt …), ja, på snart sagt alle mulige og umulige steder, og hver en tur har været en stor oplevelse for hende.
“Hvis jeg skulle vælge mellem en gourmetmiddag med tilhørende vine og en kajaktur, hvor vi tænder bål og sidder og nyder solnedgangen mens vi tilbereder vores primitive mad … ja, så ved jeg altså godt, hvad jeg ville vælge!”

22 nov 2016 (2)
Jeg ved også godt, hvad hun ville vælge … og jeg forstår hende til dels, for jeg ville gerne have mange af hendes oplevelser – ingen har vel noget imod smukke solnedgange – men selve kajakturen og det at skulle slå et minitelt op og tilbringe natten i en sovepose på et liggeunderlag – det har jeg under ingen tænkelige omstændigheder lyst til! No way! Det er jeg for gammel og for magelig til, men det skal jeg ikke sige til hende, for hun er kun fire år yngre end mig, så i hendes øjne holder den argumentation ikke en meter. Mageligheden er dog ikke aldersbetinget.
Jeg indvendte, at det for os ikke er et spørgsmål om valg, men om tilvalg. Hvis vi blev nødt til at vælge mellem de spændende middage eller fx turene til England, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om prioriteringen, men så længe vi er så privilegerede at kunne begge dele, ja, så gør vi begge dele.
Så langt, så godt – det accepterede hun og forstod det også på lidt samme måde, som vi forstod den med lejrbålet, men vi behøvede alligevel ikke at invitere hende næste gang vi skulle på kroophold eller lignende, for det er ikke kun, fordi hun er single, at hun ikke har lyst til gourmetmiddage. Hun vil meget hellere lave maden selv og samle gode venner i hjemmet. Når hun engang får lov til det igen … det er nemlig ikke fordi hun er en madignorant og bare spiser for at leve; hun er supergod til at lave mad og vi andre nyder godt af hendes überlækre frembringelser.

Solopgangen den 2. januar 2021

Men sådan er vi så forskellige. Skulle jeg, som nævnt, vælge mellem ferier og restaurantbesøg, blev sidstnævnte valgt fra, men så længe jeg kan få både i pose og i sæk, vælger jeg det.
Der er bare lige det, at her under coronapesten kan vi hverken få i pose eller i sæk.
Vi har ikke spist ude i tre måneder. Ikke siden vi var i Sønderjylland i begyndelsen af oktober, og som situationen ser ud i øjeblikket, har det vist lange udsigter, inden vi igen får muligheden.
Vi fik maden udefra nytårsaften, og det var fint. Rigtig godt, faktisk, ingen klager herfra, men det er altså ikke det samme, når man selv står for opvarmning, anretning og servering.
Vi havde læst, at der pga. restriktionerne var mange afbud på takeaway til selskaber, men i mine øjne lød det underligt, idet det var ikke noget nyt, at man anbefalede højst 10 personer sammen, og man skal bestille nytårsmad laaang tid i forvejen. Medmindre man bor i København, åbenbart … i Næstved kørte afhentningen på skinner; de havde 100 % styr på logistikken.
Jeg spurgte derfor hos Bækkels, hvorfra vi fik maden, om de havde nogen kuverter til overs, men det havde de ikke. Derimod havde de vældig travlt med at pakke om fra 10 til fx 4-4-2 eller 5 x 2, fordi folk valgte selv mindre selskaber fra, men deciderede afbud? Nej.

Mange taler i disse coronatider om, at “vi ses på den anden side”. Jeg forbinder udtrykket med noget mere endeligt end det i dette tilfælde er ment, men det er måske blevet mere aktuelt end ønskeligt, idet min datter 1. januar skrev til mig, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år.”

20. december 2020

En tålmodig sjæl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

Vi har mindst to fiskehejrer, som vi får besøg af næsten dagligt. Måske også flere, men eftersom vi ikke kan skelne den ene fra den anden og vi kun har set to på én gang, kan jeg ikke vide med sikkerhed, hvor mange der holder til her.
Det er virkelig en tålmodig fugl! Den står bomstille i meeeeget lang tid. Jeg forstår ikke, at den ikke kommer til at fryse om fødderne i vinterhalvåret, men naturen må have fundet en løsning på det, som ellers også ville give alle de andre fugle på fjorden det samme problem.

Fiskehejre

De ser nu godt nok altid ud som om de hundefryser, men sådan står de også om sommeren.
Vi har endnu ikke set nogen af dem fange noget.
Det gjorde derimod den hejre, vi så i maj sidste år på The Kennet & Avon Canal. Som jeg skrev dengang, stod den så stille så længe, at jeg ville have turdet vædde en hel del på, at en eller anden havde anbragt en plastikhejre på stedet.

P1020908

Og så lige et halvmuggent juleopstød: Pressen har så vældig travlt med at bruge en masse tid på hellig (!) forargelse over, at kirkerne må afholde julegudstjenester, når alt andet skal lukke ned.
Jeg er ganske enig i, at det er en dårlig ide, og jeg forstår bestemt heller ikke den stædighed, de kirkelige instanser udviser i den forbindelse, for det er et dårligt signal at sende.
‘Min’ gamle kirke (Havdrup) blev landskendt i går for i Tv-avisen at opponere mod den beslutning. Vi indfødte havdruppere har naturligvis altid været fornuftige …
Men. Hvor står det skrevet, at man skal gå i kirke?
Man har vel lov at tænke med fornuften i forreste række, når ikke kirken er i stand til det? Hvilket den i øvrigt aldrig har været i stand til, på trods af et par tusind års ihærdige anstrengelser for at opretholde dominans. Sorry, men det trængte sig lige på.
Med andre ord: Lad dog være med at gå i kirke, for pokker! Det, at mange er i stand til at bruge hovedet, ville nemlig være et glimrende signal at sende.

13. december 2020

Vi er værre ramt end England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , , , ,

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

C 44 aarMor 44 aar

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!

13. november 2020

Ikke engang, da vi ingen penge havde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:31
Tags: ,

Jeg har reflekteret en del de seneste par dage – især over året, der er ved at gå på hæld. Og for folk der tror, at det hedder at gå på held, så bare tænk coronatanker – så tror jeg det er slut med at bruge e i stedet for æ!
Vænne sig til noget er også med æ – og to n’er. Selv dagbladsjournalister, eller hvad de nu kalder de praktikanter fra 9. klasse, der tilsyneladende ret ofte får lov til at skrive artikerne, og DR kan finde på at skrive ‘vende sig til’ i stedet for ‘vænne sig til’.
Min sorg kan godt nok vende sig til glæde – det ville fx ske, hvis det viser sig at være rigtigt, at det ikke er udelukket at sende pakker til England, men det ville være noget værre sludder at skrive, at min sorg kan vænne sig til glæde.
‘Vænne’ kommer af ‘vane’ og ikke af ‘vande’. Det er da en meget god huskeregel.

Vi føler ikke, at vi har været ret meget hjemmefra i år, selv om det ikke passer, men det er nok fordi, det meste er foregået i Danmark. Udlandsmæssigt blev det til tre dages nordlystur i februar og otte dages ferie i England umiddelbart inden coronapesten.
Det blev også til to gange en uges sommerhusophold plus fire kroophold, men da var vi kun væk i én eller to nætter (og den ene gang var før corona). Kroophold kalder vi ikke rigtige ferier, men jeg kan da godt se her ved sammentællingen, at vi ikke har været hjemme hele tiden … det føles bare lidt forkert, fordi vi ikke selv får lov at bestemme.
Og nej, vi har som pensionister IKKE ferie hver dag! Ferie er, når man er væk hjemmefra. Punktum. Der skal være forskel på hverdag og fest; det bliver ikke mindre vigtigt, når man ikke længere skal op og på arbejde. Vi føler os dog meget privilegerede, fordi det netop i disse tider er sådan for os.
Da John og jeg var allermest pengeløse, var vi på ferie. Der var specielt ét år, der af årsager, jeg ikke vil komme ind på her, så særlig sort ud rent økonomisk, men så holdt vi op med at ryge. Det var hårdt, men nødvendigt, for vores ferier havde meget, meget høj prioritet, både for os selv og vores børn. Det blev campingferier, men pigerne var i en alder, hvor det bare var det fedeste at hænge ud med nyfundne jævnaldrende (især af hankøn … de var begge (for forældrene) lidt for bekymrende spændende og attraktive).
Da jeg var i kræftbehandling, var vi på ferie. Vi kunne godt nok ikke tage til udlandet, men så turede vi i stedet Danmark rundt med campingvogn.
Jeg bliver, når visse folk klager over, at der ikke er penge til noget som helst, især hvis der ikke engang er til madpakker til børnene, rent ud sagt forarget i de lidt for mange tilfælde, hvor der altid er råd til en pakke cigaretter og ofte også nogle øl. Hver dag. Jeg ved godt, at den problemstilling nok ikke er så enkel endda, men jeg bliver alligevel harm. John og jeg kunne gå fra 20 til 0 cigaretter, og så enestående er vi altså heller ikke, men det gav os råd til ferierne med vores to børn i nogle hårde år.
Nå. Det er en mening, jeg nok skal få hug for, men I behøver ikke at forsøge jer med argumenter for at få mig fra den …

For alle de mange med et mindre udrejsebehov end vores, er det vel næppe noget problem at skulle blive hjemme, men både Johns og min udlængsel har altid været stor, og vi har i middelhøj grad valgt nyt tøj/nye møbler/dyre biler fra for at have råd til ferierne.
Det er ikke fordi vi ikke kan lide vores hjem. Det er fordi vi har behov for at opleve noget andet indimellem.
Jeg savner at rejse. Jeg savner min datter. Jeg savner mine børnebørn.
JEG SAVNER EN VERDEN, HVOR DET ER MIG SELV, DER BESTEMMER OVER MIG.

Jeg elsker minihavne

4. november 2020

Lige der satte jeg grænsen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: ,

Det er meget sjældent, jeg sætter hælene i over for John, men det skete i dag.
Han var på ingen måde ude på at genere mig, og alligevel måtte jeg sige stop.
Jeg var nødt til at bede ham slukke for fjernsynet. Normalt ville jeg bare gå til et andet sted i huset og lade ham se hvad han vil se i fred og ro, men så storsindet er jeg ikke inden jeg har fået min morgenmad.
Han havde tændt for at følge USA-korrespondenternes dækning af valgkampen. Ikke lige hvad jeg ville have valgt til morgen-tv, men pyt så – det er jo bare i dag. Jeg havde lige hældt morgenteen op og anbragt mig ved spisebordet.
Lad gå med de danske korrespondenter; det var i orden, lige til jeg hørte ordene om, at vi venter lige i øjeblikket bare på, at præsident Trump om et øjeblik kommer ud og holder en tale til sit folk – eller noget i den retning. 
Der gik det galt.
Den grimme orange Mr TMr. T som morgenmadsakkompagnement?
NO. WAY!
Her gik min grænse.
Jeg havde nær fået teen galt i halsen og overlevede kun med nød og næppe attentatforsøget på mit gode morgenhumør og fik fremkvækket til John, at det kunne han da ikke mene? At vi skulle høre på den megalomane, mentalt forstyrrede diktator-wannabe klokken lidt over otte om morgenen? Kan vi ikke lige kvæle ham, tak? Hvis du insisterer på at høre på ham, må jeg til gengæld insistere på, at du benytter dig af dine gode hovedtelefoner.
John slukkede … han gad faktisk heller ikke høre på Mr T, men min søde mand har det med at lade tv eller radio være baggrundsstøj uden egentlig at høre efter, hvorimod jeg har svært ved at ignorere hvad der kommer ud.
Jeg fik i øvrigt for nylig bekræftet hvad jeg har hævdet længe, og det tilmed fra en fagperson: Manden ER megaloman, og det er vist ikke den eneste diagnose, der kan hæftes på ham. 
Selvfølgelig vinder han (ikke mine ord!), og taber han, er det valgsvindel (bestemt heller ikke mine ord). Det er dystre udsigter, og jeg er glad for, at jeg ikke bor i USA, for uanset hvordan det går, går det galt. Jeg plejer ikke at være sådan en sortseer, men det er altså lidt af en gyser, dette her.
Heldigvis har Tumpen (mangler der et ‘r’? Hvor???) ikke den magt, han selv hævder han har.
Får han præsidentposten igen, vil jeg vove den spådom, at han vil forsøge sig, lige som en vis anden præsident har gjort for ikke så længe siden, med at trumfe igennem, at han kan sidde i mere end to valgperioder.

Fra Ølsemagle Revle

Vi lod USA-valg være USA-valg og benyttede os af det gode vejr til at køre en tur til Køge, hvor vi lige opfandt et par ærinder – bl.a. et smut ud til Ølsemagle Revle lidt nord for Køge, hvor vi så gæs, ænder, svaner, masser af måger og fire blishøns. Med andre ord var vores begejstring over fugleoplevelsen temmelig behersket. Revlen har desværre mistet lidt af sin magi, efter vi er flyttet ned til Den Stråtækte …

10. oktober 2020

Nu er det nok!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:26
Tags: ,

Egentlig havde jeg næsten færdigskrevet et indlæg der handlede om min uforgribelige mening om sager om krænkelser, men jeg havde svært ved at bevare objektiviteten, fordi jeg er så vred på de kvinder, der er godt i gang med at udvande begreberne overgreb og voldtægt. Sikkert uden at ville det, men det er i mine øjne det der sker, når man kalder en hånd på et lår for overgreb.
Overgreb og magtmisbrug er naturligvis ikke det mindste acceptabelt eller undskyldeligt, men jeg ser for mange medløbere, som benytter sig af chancen for at få deres 15 minutters berømmelse, og i den højaktuelle radikale sag er der flere aspekter, bl.a. hykleri i mastodontformat, så jeg besluttede mig for at skrotte indlægget for dermed forhåbentlig at undgå en længere kommentardebat, som jeg i virkeligheden heller ikke gider, og i stedet beskæftige mig med noget mere positivt.
Som fx plantefarvning.

Vajdfarvning (2)

Med et par ugers mellemrum har jeg høstet først vajdmarken og dernæst japansk indigo-marken.
Jeg er ikke ligefrem erfaren i omgang med disse planter, så der må søges hjælp på internettet – som mange gange er kilde til større forvirring end indsigt, fordi der er flere forskellige fremgangsmåder, og hvilken er mon den bedste?
Som jeg har sagt flere gange før, så er plantefarvning ikke en eksakt videnskab, så selv om jeg vælger den fremgangsmåde, der umiddelbart giver den i mine øjne smukkeste farve, er der bestemt ingen garanti for, at det også bliver den farve, jeg får ud af det.
Herunder ses resultaterne af de valgte fremgangsmåder for 2020. Til venstre japansk indigo og til højre vajd.

Japansk indigo 2020Vajd 2020

Vajd giver en farve, der minder mest om den ‘ægte’ og meget potente indigo, som jeg køber som pulver, hvor den japanske indigo her har givet nogle smukke, gråblå farver.
Hvad man bedst kan lide er en smagssag, og jeg kan ikke finde ud af med mig selv, om jeg til næste år vil have kun den ene, kun den anden eller begge planter igen. Min plads til farveplanter er begrænset, så det kunne være en fordel at lave vekseldrift for at få mere farvemateriale ad gangen.
Vajd er lidt nemmere at have med at gøre end japansk indigo, men det skal jo helst ikke være mere eller mindre besværligt arbejde med at få farverne frem, der er en begrænsende faktor for mit vedkommende – jeg har jo al den tid, jeg behøver.

Hvad jeg skal lave med disse farver? Det ved jeg ikke endnu – måske et sjal af de gråblå farver, måske med en mørk koksgrå som kontrast. Jeg har jo kun omkring 20 halstørklæder og sjaler i forvejen, så jeg kan altid bruge et til …
Eller … måske ikke, men jeg holder så meget af dem alle sammen, fordi der er lagt meget sjæl og arbejde i dem. Det er virkelig svært for mig af forære dem væk, fordi jeg får et nærmest personligt forhold til alle mine arbejder.

21. september 2020

Nu løber det da helt af sporet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:04
Tags: ,

Skal planerne endnu engang gå i vasken?
Skal 2020 blive året, hvor jeg kun ser mit barn og mine børnebørn to gange?
Og hvad med 2021? Vil vi kun sjældent, eller slet ikke, kunne ses næste år?
Jeg spår nemlig, at coronapesten og dermed disse tilstande varer hele næste år med, fordi det tager lang tid at få en gennemtestet vaccine.
Nu har jeg sagt det, og jeg håber for en gangs skyld ikke, at jeg får ret, men skulle det blive tilfældet, vil det til den tid virke utroværdigt at hævde, at det har jeg hele tiden ment, hvis ikke jeg havde luftet tanken inden.

imageJeg kender stadig ingen, der har været syge af corona – de få jeg har hørt om, har været venners eller bekendtes venner eller bekendte, men ser man på den store, vide verden, må det vist regnes for at være mere eller mindre ude af kontrol. Det daglige antal af nye smittede er højt og ligger konstant på små 300.000. Tallene i tabellen er fra i forgårs, hvor UK lå som nr. 11 med 4.422 nye smittede.
Jeg vil helst heller ikke rammes, for jokeren er stadig, at man ikke ved hvor syg man bliver, men jeg vil heller ikke isolere mig; bare passe på og ønske, at alle ville gøre det samme.

I England har de igen skrappe restriktioner, men skolerne har dog ikke lukket. Børnene skal have mundbind på i skolebussen og når de færdes på gangene, men må gerne tage dem af i timerne. De begynder og slutter hver time med at spritte bord og stol af.
De tænker ikke særlig meget over det; sådan er den nye virkelighed bare for dem.
Jeg ved godt, at det er meget egoistisk tænkt, men vil ikke lægge skjul på, at jeg er ked af, at vores efterårsferie sammen lige nu ser ud til at være i fare for at blive aflyst. Der er fem uger til, men kan man nå at ændre situationen så meget på den tid, selv med nye, skrappe restriktioner? Det er nok usandsynligt.
Planen er, at vi skal derover til jul – den tror vi heller ikke specielt meget på længere – det bliver i givet fald den anden juleaften i vores mange år sammen, at vi bare skal være os to. Det er i sig selv ikke noget problem, men jeg vil da savne englænderne.

Hvad skete der lige? Var det pga. ferietiden, hvor grænserne krydsedes og måske også i overført betydning overskredet?
Var det nattelivet, hvor forstanden gik ud i takt med, at alkoholen gik ind?
Tror for mange, at “arhhh, det går nok, selv om jeg ikke gør som anbefalet”?
Er det ganske almindelig glemsomhed?
Jeg var forbavset over, at ved den bisættelse, vi deltog i i midten af august, krammede folk hinanden alt, alt for meget, og dem, der ikke krammede, gav hånd. Bare ikke John og mig; vi rørte ikke ved nogen, og vi kunne godt fornemme, at de syntes vi var mærkelige. Jeg er nødt til at pointere, at 80 % af deltagerne kom fra Jylland, og det gør jeg fordi jeg har oplevet jyder give udtryk for “luk dog den bro, for de er skideligeglade derovre på Sjælland – de overholder ikke reglerne, så sørg for at holde dem væk fra Jylland”. Den påstand synes jeg ikke helt holder vand …
Jeg har sympati for bar- og restaurationsejeres økonomiske usikkerhed, men ikke for deres påstand om, at det ikke hjælper at lukke kl. 22.
Det tror jeg på, at det gør.
Jeg har også skarpe meninger vedrørende natteliv, fester og svineri i gaderne, men dem må jeg hellere holde inden for en snæver kreds og i dette forum nøjes med at undre mig over, at så mange tilsyneladende finder det vigtigere at kunne feste end at samfundet generelt kan holdes åbent.

26. juli 2020

Det er altså noget vrøvl!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , ,

Jeg har lige læst en artikel skrevet af en af mine yndlingsjournalister, nemlig David Trads. Til min forbavselse måtte jeg konstatere, at også han er hoppet på bølgen med at skrive “antal døde pr. indbygger”; et udtryk jeg har set på så holdnings- og journalistik-kvalitetsmæssigt forskellige medier som Berlingske, Ekstrabladet, Politiken og Jyllandsposten.
Det er da noget værre sludder. Uanset hvordan man tolker dødstal i forbindelse med Corona, kan ingen lande have mere end ét dødsfald pr. indbygger.
Så vidt jeg ved, kan ingen andre end genoplivede hjertestopsramte dø mere end en enkelt gang.
Jeg ville sådan ønske, at de ville gå tilbage til den korrekte betegnelse, de bl.a. bruger på Worldometer, som jeg ofte er inde at kigge på, nemlig “antal døde pr. 1 mill. indbyggere”. Det giver fint mening.
Jeg så det i forbindelse med en artikel om The Terrible Trump, hvor Trads skrev: “[USA har] eksempelvis fire gange så mange døde per indbygger som Danmark og Tyskland”.

Og nu vi er inde på omtalte præsident, som i mine øjne mentalt kommer mere og mere ud af balance, ville jeg se, hvad Washington Post skrev om hans omkring 20.000 løgne gennem hans regeringstid. Tyve tusinde! Det tal kan kun en Mr. T nå på små fire år. WP har ført regnskab med løgnene med dokumentation und alles. The president is a bold, intentional liar, by any moral definition. A habitual liar. A blatant liar. An instinctual liar. A reckless liar. An ignorant liar. A pathological liar. A hopeless liar. A gratuitous liar. A malevolent liar. Det er godt nok skræmmende, men heldigvis taber han mere og mere terræn, fordi selv hans tilhængere er ved at miste tilliden til ham.

President Trump's lies over time by topic. Kilde: Forbes.com

President Trump's lies over time by topic. Kilde: Forbes.com

Nå. Nok om ham. Rigeligt om ham. Jeg kan i ekstrem grad ikke holde ham ud. Hvis jeg ser ham på tv eller bare hører hans stemme, går jeg ud af rummet.

For at vende tilbage til coronadødstallene, så har det undret mig lidt, at der er så stor forskel på dem, selv om jeg selvfølgelig er klar over, at landene har forskellige grader af virusangreb. I England er de ved at overveje at revidere tallet, men ved godt, at hensigten med det kan misforstås. Her bliver et dødsfald regnet som coronarelateret, hvis man har været testet positiv. Punktum. Så langt, så godt. Men hvis man har været testet positiv i marts og bliver kørt over af en lastbil i juli, bliver det også regnet for coronarelateret. Det er ikke helt smart, for så skal tallene jo blive høje, men det må på den anden side være vanskeligt at sætte skarpe grænser, hvilket også er årsagen til, at man herhjemme kalder det at dø med corona og ikke af corona.

Husk i øvrigt, at vi ikke er forbi epidemien. Pandemien. Den er her stadig, selv om mange er tilbøjelige til at glemme det her i sommervarmen. Vi skal stadig holde en vis afstand, lade være med at røre ved hinanden og huske at vaske hænder og spritte af. Flere og flere ‘glemmer’ dette i butikkerne.
Jeg har ikke rørt ved andre end John siden 9. marts … bortset fra, da jeg fik lov at holde Malle og Anders’ lille nye baby …
Folk glemmer det i en grad, at visse nu taler om at indføre tvungent brug af mundbind i Danmark. Det håber jeg ikke bliver til noget. Lad dem i risikogrupperne bære det – det er også et fint signal til alle andre om at tage ekstra hensyn til dem – men lad os andre blive fri. Please.

5. juli 2020

Gratis billeder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:30
Tags: , , ,

Via WordPress har jeg fundet et site hvor man, ganske gratis og uden at være bange for at bryde nogen former for copyright, kan bruge billederne til hvad man måtte ønske. Man behøver ikke engang at fortælle hvem der har taget billedet. En eller anden – eller nogle – har sørget for, at fotografen får, hvad han nu engang skal have for sit eller sine billeder.
Jeg lurede en del rundt og og fandt bl.a. billedet herunder – et af den slags man ville ønske man selv havde taget, ikke sandt?

Photo of People on Rowboat During Sunset

Foggy LakeMan må nemlig ikke stjæle billeder på internettet. Alle er, med meget få undtagelser, automatisk underlagt copyright. Jeg vil ikke være så hellig at påstå, at jeg aldrig har brugt andres billeder, men hvis ikke man vil risikere høje bøder, skal man virkelig være påpasselig med, hvis billeder man i givet fald anvender, og det er ikke nok at sige, at man har ‘lånt’ billedet fra denne eller hin.
Jeg opdagede engang, at en eller anden turistforening i København havde brugt et af mine billeder fra kongens have. Det slap de ikke gratis fra. De kunne såmænd bare have spurgt mig, for så ville jeg sandsynligvis være blevet meget smigret og sige, at det selvfølgelig var i orden, bare de på en eller anden måde gjorde opmærksom på, hvem fotografen var.
Det gjorde nogle andre – altså skrev til mig og spurgte, om de måtte bruge et af mine billeder på deres hjemmeside, hvilket de derfor gerne måtte.
En tredje havde brugt et mine vesterhavssolnedgangsbilleder og frejdigt erklæret, at da hun kom hjem efter at have taget netop det billede, blev hun inspireret til en trøje, hun designede på baggrund af det. Hun slap ikke gratis, for det syntes jeg var ret frækt gjort af hende! Og også lidt dumt …
Det er egentlig ikke fordi jeg normalt er voldsomt utilfreds med mine egne fotos, jeg gør opmærksom på Pexels.com. Jeg vil sandsynligvis ikke gøre særlig meget brug af muligheden, men der kunne jo være lejligheder, hvor mine egne billeder ikke i tilstrækkelig grad rent illustrativt understøtter et indlæg.

White and Black Moon With Black Skies and Body of Water Photography during Night Time

I nat er det fuldmåne. Billedet herover ville jeg også gerne selv kunne prale med at have taget, men det kan jeg desværre ikke.
I øvrigt har jeg lige læst og dermed fået bekræftet, hvad jeg altid har hævdet: Man sover ikke dårligere fordi det er fuldmåne. Kun i den forstand, at for nogle kan det være for lyst i nætterne omkring fuldmåne, men det kan så klares med mørklægningsgardiner. Der har været en stor undersøgelse med over 2000 personer, hvor man ikke videnskabeligt har kunnet påvise nogen påvirkning fra fulde måner.
Men vi ved jo alle, at troen kan flytte bjerge, så hvis man bilder sig selv ind, at et eller andet er fuldmånens skyld, så ER det fuldmånens skyld.

Vidste I, at man ikke kan læse i selv det stærkeste månelys? Jeg troede ikke helt på det og måtte selvfølgelig afprøve det, men det er sandt. Når man læser, bruger man øjets tappe, mens månelys opfattes af stavene i øjet. Det er af samme årsag, at et månebelyst landskab altid vil opfattes som et sort/hvidt billede. “Stavene giver det sorthvide indtryk af objekter og tappene giver farveindtrykket. Da tappene kræver meget mere lys end stavene for at fungere ordentligt, er tappene fortrinsvist ude af drift om natten. Derfor kan vi kun benytte os af stavene om natten, og derfor kan vi kun se sort/hvidt om natten.”
Det er da interessant at vide den slags. Synes jeg.

P1090553

Til sidst et af mine egne billeder. Ikke helt tosset, hvis jeg må være så fri, selvom totalt vindstille og dermed havblik ville have været optimalt.
Sov godt, når I når så langt … og glem, at det er fuldmåne …

15. maj 2020

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:37
Tags:

Nu kan vi se lys forude, og det går forhåbentlig godt med både fase 2, 2½, 3 osv, så vi ikke skal til at gå et eller flere skridt tilbage.
Coronapesten og dens følger har været noget skidt på så mange måder, som jeg ikke vil remse op her – der er ingen grund til at skrive det indlysende. Det er dog heldigvis ikke altsammen dårligt, for mange af os har lært noget, både om os selv og om andre.
Jeg har fx lært, at jeg vældig godt kan lide Mette Frederiksen som person. Hun har en skøn humor, og selv om det naturligvis ikke er den vigtigste egenskab for en statsminister, er det altså heller ingen skade til. Første gang jeg oplevede det, var hendes orientering om elefanterne til Folketinget, hvor hun grinede temmelig meget, og i aftes ‘på trappen’ inden partilederdebatten hørte vi det igen i en ordveksling med Qvortrup (som jeg synes er en temmelig ubehagelig person):
Men nu er det jo dig, der er statsminister, og mig der er journalist, lød det fra Henrik Qvortrup.
Det er nok måske meget godt for danskerne, hvis jeg må være så fri, afbrød Mette Frederiksen.
Den slags bør hun måske ikke sige, men jeg synes det er ret befriende. Og til jer, der ikke synes det er humor: Det ændrer ikke, at jeg synes det.

Mange anser det for godt, at man er blevet tvunget til at afholde videomøder, og det er det måske også. Måske. På visse punkter. Det er godt for miljøet, at mange flyrejser kan spares, også fremover, men meget er man nødt til at mødes face to face om – for eksempel inspektioner af enhver art, ligeledes visse forhandlinger, og som en klog kvinde her udtrykte det: “Videomøderne har ikke kun gjort deres indtog på de almindelige arbejdspladser og i skolerne. Også storpolitiske forhandlinger om coronakrisen i EU foregår pr. video. Og det har store konsekvenser. Det fortæller vores EU-redaktør Rikke Albrechtsen. At man kun kan tale på skift og ikke aflæse kropssprog og stemninger, har gjort forhandlingsklimaet stift på et tidspunkt, hvor fleksibilitet og evnen til at bøje sig mod hinanden er altafgørende.”
Jeg oplevede både video-, telefon- og IRL-møder, og ingen var i tvivl om, at sidstnævnte var bedst for mennesket, mens det for økonomien naturligvis var en anden sag, så det var og er en opvejning og spørgsmål om prioritet.
Skoleundervisningen har for de større børns vedkommende været én lang videokonference siden midt i marts. Hvor mange børn kender I, der synes, at det har været en forandring til det bedre? Jeg har kun hørt om hvor meget de glæder sig til at komme i skole igen, og for bare tre måneder siden ville jeg have forsvoret, at jeg skulle komme til at høre børn og unge sige lige netop det, så her har situationen også ført noget positivt med sig.
Jeg er dog lidt spændt på, hvornår efter normalitetens indførelse poderne igen bliver svære at få hevet ud af sengen om morgenen …

Håbet er lysegrønt

Endelig synes jeg generelt godt om folks opførsel og venlighed.
Det er markant, så mange flere smil man både får og giver, og så mange flere små ordudvekslinger der finder sted på vej og sti. De vanlige lidt reserverede skel mellem unge, yngre, ældre og gamle er mindre skarpe; vi står sammen som et folk i en krisesituation, og jeg er på ingen måde enig med den gnavne sprogrevser der mente, at det nye udtryk at stå sammen hver for sig er noget vrøvl, for det er jo lige præcis det, vi har gjort så flot, og det er derfor, vi nu er nået til at kunne åbne landet igen lidt hurtigere end først forventet.
Bagklogskab kan vi ikke bruge til noget.

13. maj 2020

Det er vist ved at være længe siden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Det kan sandelig godt mærkes på antallet af mine indlæg om fejlskrivning på butiksskilte, at vi er flyttet fra Havdrup, hvor jeg havde en teori om, at ansættelseskriteriet i Superbrugsen var dumpekarakter i dansk.
Hernede sydpå staver de tilsyneladende meget bedre; det er yderst sjældent, at Meny i Præstø begår skiltestavefejl, og Superbrugsen Karise har klart bedre stavere end i Havdrup … 
Facebook flyder som sædvanlig over med myriader af tåkrummende læsning. Jeg så i dag en lærer, som efterlyste seriøse bud på, hvorfor man i sproggrupperne anser stavning og grammatik for at være så pokkers vigtigt. Hun er dansklærer og har – bl.a. – ikke helt styr på nutids-r, så det er nok en del af forklaringen på, at hun gerne så kritikken af folkets ringe stavning OG folkeskolelærerne reduceret. Jeg kunne godt have været kommet med en lang kommentar til hende, men tænkte, at jeg hellere måtte lade være.
Jeg har, af hensyn til min egen sjælefred, besluttet mig til, at det ikke er værd at bruge krudt på at blive irriteret over menigmands stavning og i stedet lade mig underholde af den, når det er muligt.
De to første eksempler herunder er en illustration af dette, for jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da jeg så dem – især det første tydeliggør, at hvis man kender ordets etymologi, er det nemmere at gennemskue stavningen.

Et mareridt
Åhhhhnej

Herunder et eksempel på, at maden er vigtigere end visse andre ting her i livet for denne madblogger. Det er så i orden …

Hmmm

P1010164

Og til sidst et skilt fra Meny. Når de endelig kommer med en bøf, skal de ikke dø i synden, selv om de ikke er alene om at skrive ‘organisk’, når de mener ‘økologisk’.
I England køber man organic food, når man vil købe økologiske fødevarer, men det er altså ikke ensbetydende med, at det skal oversættes direkte.
I virkeligheden er det lidt noget sludder, de siger i England, for al mad er jo organisk, uanset produktionsmæssige principper, men det bliver af en eller anden årsag mere tydeligt, når det oversættes til dansk, synes jeg.
I samme virkelighed er det vel i bund og grund heller ikke korrekt at kalde det økologisk mad på dansk?
Økologi er en videnskab, men noget skulle man jo kalde fødevarer, der er dyrket/avlet uden at bruge for mange giftstoffer og andet, der kan gøre produktionen rigere, men er mindre miljø- og dyrevenlige.
Jeg køber en del økologiske varer, men ikke så mange som så mange andre. Sommetider har jeg på fornemmelsen, at der er lidt bondefangeri med i spillet, og når de spiller på de naive forbrugeres følelser, som fx her, står jeg oftest af, for det kan virkelig irritere mig.
Inden for vinavl tillader man op til 49 forskellige tilsætningsstoffer i økologiske vine – dog mod 370 i konventionel vinfremstilling, men alligevel … 49 er da mange.
Biodymamisk vin tillader kun op til 10 forskellige.
Jeg skriver ‘tilladte tilsætningsstoffer’, men den enkelte producent bruger vel ikke nødvendigvis mere end nogle få ad gangen, så teoretisk kan en økologisk vin være lige så ‘forurenet’ som en konventionel. Jeg formoder dog, at dyrkningen af økologiske druer foregår uden brug af pesticider, hvilket jeg anser for at være den mest betydende faktor, når vi taler økologisk planteavl.

12. april 2020

..og julen varer li’ til PÅske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , , ,

Det engelske urJulekaktus til påskeMin julekaktus blomstrer. Dog ikke endnu, altså fra midten af december, men igen. Det har jeg ikke oplevet før i så stort et omfang som her, så ganske almindelige stueplanter opfører sig altså også anderledes. Verden er da virkelig af lave, når ikke engang min kaktus kan finde ud af at opføre sig normalt.
Billedet ved siden af er kun sat i, fordi jeg ville vise det fine ur, jeg har købt i Mias Anglofilia-netbutik. Som jeg skrev for et stykke tid siden, så gik Johns fødselsdagsgaveur i udu, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede at have et ur lige præcis lige der, så jeg tænkte, at et romantisk, engelsk ur ville passe fint. Det havde jeg ret i. Synes jeg selv …
Nede under uret ses vores lille Hall Thimand-samling. Jeg synes han er dygtig – jeg elsker hans fine, håndlavede fugle.

Udendørs er jeg i fuld gang med drivhuset. Det vil sige … det er jo egentlig også indendørs. Det er indendørsudendørs. Eller udendørsindendørs. Er det det samme?
Jeg har indtil videre plantet to chili, to tomater, en peber, en agurk og to basilikum. ALT for tidligt, siger mange hvert år, og hvert år har jeg kunnet konstatere, at det var det ikke. Det er selvfølgelig et sats, men nu er det gået godt siden 2012, hvor jeg fik mit første drivhus, mens vi endnu boede i Havdrup, så hvorfor ikke også i år?

Jeg kom i dag til at tænke på, at nu har de efterhånden interviewet jeg ved ikke hvor mange om, hvor mange og hvilke afsavn de lider og hvor forfærdelig coronapestsituationen er. Okay, det er bestemt ikke sjovt, dette her, men de fleste af os er i nogenlunde samme båd, og det er ved at være en anelse trættende at høre på. Det gør jeg så heller ikke, men John skal jo altid se mindst to tv-aviser, så det kan godt være svært at undgå uden at virke demonstrativ.
Jeg tænkte på, at jeg sjovt nok ikke har hørt noget om eller til udskudte bryllupper. Dem må der da være en del af?
Min tankerække gik videre: Der er efterhånden ret mange, der vælger at anvende begges efternavne efter en vielse. Således at det bliver Søren og Mette Brostrøm Frederiksen, fx. Det er måske i særlig grad brugt, hvis ingen af dem har et -sen-navn.
Man beholder automatisk sit eget navn, ved jeg, sandsynligvis i ligestillingens hellige navn, men jeg kender rigtig mange, der gør det på ovenstående måde. Får deres børn ikke et loyalitetsproblem, når det engang bliver deres tur til at blive gift og få børn? De kan jo hverken selv rende rundt med fire efternavne eller give de arme børn så mange navne – det virker en anelse voldsomt, men hvilket af forældrenes oprindelige efternavne skal man vælge, når man bliver gift? Får børn? Så langt har de nok ikke tænkt endnu …
Jeg er så gammeldags, at jeg synes det er mest praktisk, at ægtefæller hedder det samme og med kun ét efternavn. Jeg er ikke en navnesnob – jeg gik fra et sjældent (og beskyttet) navn til at hedde Nielsen. Det var der ikke mange, der forstod. Nogle få sagde det direkte, men de fleste nøjedes med at tænke det. Jeg var fuldstændig ligeglad; jeg ville bare hedde det samme som mit barn, og det var faktisk primært hende, der som 11-årig bad John om at gifte sig med mig, “så jeg kan slippe for at hedde Xxx”. Hun ville bare ikke på nogen tænkelig måde have noget med sin biologiske far at gøre.
Vi syntes, det var SÅ sejt af sådan en lille pige, og John parerede da også fluks ordre og friede til mig. Charlotte fik sig en ny dåbsattest ved samme lejlighed.

19. marts 2020

Ak, ak, gak og Soumak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:24
Tags: ,

Vi er inde i den anden uge af den enestående (og det er så ikke specielt positivt ment …) situation, hele verden befinder sig i.
Min yngste søster og svoger sidder i Brasilien og venter på at komme hjem. De var i Argentina og fik besked på at komme ud af landet og ind i Brasilien ASAP, for Argentina lukkede ned lige om lidt. Der er også kommet restriktioner i Brasilien, men herfra skulle de kunne komme hjem snart. De er i daglig kontakt med deres rejsekonsulent og virker ikke bekymrede.
I Charlottes lille landsby har nogen på eget initiativ nedsat en emergency committee. C kaldte den a disastrous committee, men det faldt ikke i god jord. Hun er i hovedet ved at sammensætte en mail, som hun vil sende til dem i landsbyen, hvis mailadresse hun kender, for den selvbestaltede gruppe er gået over stregen og skaber mere panik end det modsatte.
“Jeg vil bede om dine forældres telefonnummer, så jeg kan kontakte dem, hvis I alle fire skulle blive syge.”
“De bor i Danmark, som du udmærket ved. Hvad vil du have, de skal gøre? De kan ikke komme herover, og jeg vil heller ikke have dem herover, hvis vi er syge. Vi dør vel sagtens ikke alle fire sådan lige på en gang, så jeg skal nok selv tale med dem i givet fald … faktisk vil jeg helst ikke have, at I kontakter mine forældre under nogen omstændigheder.”

“Vi har sagt til folk i landsbyen, at de ikke må lufte deres hunde.”
Hvad har I??? Det er da aldeles fjollet. Selvfølgelig skal folk da lufte deres hunde.”
Der var mere i samme stil. Charlotte, som normalt ikke har svært ved at beherske sig, måtte tage et godt tag i sig selv, og nu overvejer hun at mane til både besindelse og fornuft. De ældre i landsbyen blev ikke spor beroliget af dette tiltag – tværtimod.

Jeg har tænkt på, hvordan det skal gå, når alarmberedskabet bliver holdt i live 24/7. Vi bliver bombarderet med information, hvilket i og for sig er i orden, og så alligevel ikke, for der bliver altså vadet for meget rundt i det. Dronningens tale var god, men inden den blev sendt, skulle vi høre meget om hvad hun kunne tænkes at sige, og bagefter blev den dissekeret ud til den sidste præposition.
Jeg tror godt, vi forstod hvad hun sagde.
Jeg gider heller ikke se og høre på et ægtepar fra Holstebro, der har forfærdelig ondt af sig selv, fordi de ikke kan se deres børnebørn. Den situation er langt, langt de fleste i – sådan er det bare lige nu.
Vi bliver mere og mere indskrænkede, tøhø, og det er også i orden, selv om jeg synes logikken halter lidt imellem. Det hele er kun lige begyndt. Vores sind og kroppe er ikke skabt til at være i konstant alarmberedskab i mange uger. Jeg kan godt frygte, at om ikke så længe har man vænnet sig til denne usædvanlige situation og derfor begynder at slække på forsigtigheden, hvis det først kulminerer om 4-6 uger, som nogle regner med … tanken er ikke rar.
Der er dog stadig nogle, der ikke har fattet en pind. I dag i Meny, hvor der næsten ingen kunder var, og vi få overholdt så fint de opsatte afstandsmærker, kom der, mens jeg stod og fik klaret betalingen, en mand i trediverne og placerede sig tungt åndende og klos op ad mig og ville betale for et eller andet. Med kontanter i hånden. Jeg hvæsede til ham, at han da for pokker godt lige kunne tage og holde den angivne afstand, men han gloede bare på mig, og han flyttede sig ikke. Fjols.
Mange unge har det seneste års tid talt meget om forældregenerationens mangel på ansvarlighed i forbindelse med klimakrisen. Jeg synes ikke de har så meget at have det i, da en del af dem udviser en alarmerende uansvarlighed ved at ignorere anbefalinger/påbud.

Soumak

Hvorfor jeg skrev Soumak i overskriften? Det hedder det sjal/tørklæde, jeg har masser af tid til at strikke på. Det er fra et Rowanhæfte, og det er perfekt til alt mit plantefarvede garn.
Opskriften sagde 10 farver og jeg sagde pffft – hvorfor dog nøjes med 10? Indtil videre, hvor jeg er omkring halvt færdig, har jeg omkring 20 farver i spil. 
Bagsiden er næsten pænere end forsiden … men det er tydeligere når man ser det i virkeligheden.

SoumakSoumak

11. januar 2020

Hadeudtryk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags: , ,

Nu hvor vi har fået ugens forskrækkelse lidt på afstand, kan jeg igen fylde mit liv med lidt mere af det, som interesserer mig, hvilket bl.a. er sproget; dets ud-, ind- og afvikling, hvilket sidste er dagens emne.
Forleden dag læste jeg i Information 24 udtryk, som ifølge læserne meget gerne måtte forsvinde ud af det danske sprog. Nogle af dem gør det givetvis også; andre er lige så givetvis kommet for at blive.
Jeg er ikke enig i, at det lige præcis er disse 24 udtryk, som skal ud; ikke mindst fordi jeg bruger nogle af dem selv og oven i købet synes, at de er glimrende. Andre var det under gennemlæsningen af listen første gang, jeg stødte på, så helt taget ind i hverdagssproget er de vel næppe.
Jeg har kun kommenteret de 12 her i indlægget. Hvis I vil se hele listen, må I følge mit link lidt højere oppe.
Sort skrift = Informations (læsernes?) kommentarer; blå skrift er mine.

Jeg hører, hvad du siger: Ja, men du tillægger det ikke den fjerneste betydning. Hahaha – det er nemlig fuldstændig rigtigt. Jeg måtte smile højt, da jeg så denne herlige kommentar. Jeg har aldrig selv brugt udtrykket, vil jeg gerne pointere.

Jeg fatter hat: Vi er mange, der fatter hat af det udtryk. Jaja – vel er det da et fjollet udtryk, men dog næppe mere fjollet end “Jeg fatter ikke en bjælde (eller bønne)”, som har mindst lige så mange år på bagen som jeg selv.

Som i: Det skal ikke bruges mere. Som i bare aldrig! Jeg er uenig. Jeg bruger det selv, og jeg synes det er en sjov måde at lege med ord på.

Lansjere: Det hedder lancere. Min svigerfar sagde ‘persjonale’, og det staves ikke engang med c … 

Opperen: Så meget længere er ordet opvaskemaskine altså heller ikke. Det ord havde jeg ikke hørt før, men det lyder bestemt ikke godt. Ud med det!

Vi er gravide: Nej, din kæreste er gravid. Åh ja, spar mig for denne overdrevne solidaritet, tak.

24/7: Ordet ’altid’ er som regel dækkende. Det er da okay at bruge – bortset fra, at Verdens Bedste Chef ikke kendte udtrykket og engang rettede mig, fordi han mente, jeg havde misforstået en dato (jeg havde skrevet det til ham, ikke sagt det; derfor fejltolkningen, vil jeg tro).

Ret mig, hvis jeg ta’r fejl: Fint, det bliver der formentlig behov for. Hehe, ganske rigtigt.

Maskinrum: Der er simpelthen for mange maskinrum derude. Fra nu af må ordet kun bruges om rum, hvori der rent faktisk er maskiner. Igen er jeg uenig. Det er et godt udtryk, og som så mange andre skal det ikke tages bogstaveligt.

Derby: Det er altså bare AaB, der møder AGF. Jeg troede faktisk, at Derby kun var noget med heste, men et opslag kunne afsløre, at det også kan betyde “kamp mellem to sportshold eller sportsfolk fra samme geografiske område”, så det må være okay at tale om det også i fodboldsammenhæng.

Havde jeg nær sagt: Du sagde det jo! Hvor dumme tror du, vi er. Dette udtryk er ældre end min mor, som tit brugte det. Jeg har taget arven op, hvilket måske ikke gør udtrykket mere acceptabelt, men jeg vil nødig se det aflivet … det skal jo heller ikke tages bogstaveligt, men er en måde at bløde noget en smule op på.

Kærester med: Nej, kæreste med. Og så er de kærester. Hvordan kan man dog sige ‘kærester’ i flertal, når man taler om sig selv? Ud med det r.

Hvilke(t) udtryk elsker I at hade?

Dagens solopgang 11.01.2020

Én ting er sikkert: De pragtfulde solopgange her ved fjorden kommer jeg aldrig til at hade – i morges fangede jeg den med fugle både i træet, i vandet og i luften.

Dagens solopgang 11.01.2020Dagens solopgang 11.01.2020

9. december 2019

Der løb mit mål fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , ,

Juletræet er i hus. Eller … det kommer det ikke før den 23. december, men det er købt og står nu udenfor og venter på at komme på fode igen og blive fint pyntet om 14 dage. Jeg formoder ikke, der er nogen grund til at vente med at købe det – de pæneste vil bare være væk, og de er jo alle sammen fældede på nuværende tidspunkt, så friskere bliver det heller ikke. Vel, Farmer?
Vi fandt et nydeligt et lige i den rigtige højde. Jeg er en glimrende juletræsmålestok, da det helst ikke må være ret meget højere end mig, hvis der skal være plads til stjernen – og det skal der jo. Det er en Georg Jensen-stjerne, som jeg arvede efter mine forældre. Sådan en er relativt dyr, synes jeg, men den kommer ikke helt op på siden af den, vi så i en udsendelse i går om, hvordan de ultrarige kæmper for at bruge flest penge på julen. Heriblandt så vi en specialdesignet julestjerne med en nærmest fingerbølstor diamant som centerpiece. Den skulle koste den nette sum af 650.000. Pund!!!
En havde købt en fødselsdagsgave til en ven: Et ur til en million. Pund!
Eller hvad med et usb-stik til små 30.000 pund? Af form som en svamp (billede).
Vi så også en ung kvinde, der havde specialiseret sig i specielle og individuelle indpakninger. En af dem var med adskillige tusind swarowskiperler og havde taget hende seks uger at lave, men hun fik den nu også pænt betalt: Mellem 25.000 og 30.000 – også pund, naturligvis. Vi taler altså bare om indpakningen her …
Vi så chokoladeæsker af almindelig Anton Berg-størrelse, men med indholdet fremstillet i Dubai. Der var en, der bestilte 80 æsker som en lille julehilsen til sine nærmeste venner [sic] – det blev så lige 8000 pund. For de penge ville han have trykt den enkelte vens navn uden på æsken, men det var sjovt nok ikke noget problem.
Der var et par, som både skulle nå at være i Frankrig, New York og London i julen. Butleren henvendte sig til Londons formentlig dyreste ‘blomsterudsmykker’ og bad ham om at pynte Belgravia-lejligheden op. Budgettet var 250.000 pund. Parret skulle tilbringe 1½ døgn i London – og butleren vidste ikke engang, om det var helt sikkert, de overhovedet ville nå at runde London, men pyntes op skulle der …
En bar havde en speciel drink med armagnac fra 1800-tallet + en dyr årgangschampagne plus ægte, spiseligt bladguld øverst, på isen. Pris pr. drink: 8000 pund.

Jeg tror ikke, mange af jer er i tvivl om, at jeg nok mest er blå – i hvert fald lyseblå eller måske oven i købet en lille smule lilla – og jeg har normalt ikke ondt af, at der er forskel på fattig og rig, fordi der ofte også er forskel på, hvad man har lyst eller formåen til at yde for samfundet. Det er dog ikke min politiske observans, der skal diskuteres her, men med den udsendelse i aftes sad jeg godt nok og fyldtes mere og mere med rødglødende forargelse. Det var ganske enkelt bare alt, alt, ALT for meget. Det var noget svineri, for at sige det rent ud. Hvis man kan bruge 5,2 millioner kroner på en julestjerne og 8 millioner på et ur, så kan man fgm også finansiere en skole et eller andet trængende sted – eller uddanne en hel landsby eller … der er rigtig meget, man ville kunne, så, hvis man ville.
Det er i orden at være rig, men det er første gang, jeg kan helhjertet kan tilslutte mig udtrykket “de rige svin”.

Hvis I har lyst til at lade den hellige juleforargelse fylde jer, så sendes den igen 14. dec. 2019: 07:35 – 08:30 på TV 2 FRI

28. november 2019

Jeg ville nok ikke anbefale den …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Ja helt utroligtUnder en netsurfing poppede der en annonce op for en oversættelsesservice.
Man finder nok relativt hurtigt ud af, at det måske ikke er en specielt god ide at bruge den ‘geniale’ japanske opfindelse.

Mens jeg arbejdede og dermed indimellem også oversatte tekster fra dansk til engelsk for nogle, der ikke var helt stive til engelsk, var der engang en af disse kolleger, der havde lidt dårlig samvittighed over at ‘bruge’ mig så meget, så han spurgte, om han ikke bare skulle investere i et oversættelsesprogram, han havde set i en annonce.
Det frarådede jeg ham naturligvis på det kraftigste, for uanset hvad de lover, kan ingen af dem oversætte til noget, der ikke bliver grinagtigt.
Da jeg havde givet nogle eksempler, lyttede han til mit råd, og jeg oversatte videre for ham.

Herunder har først Google Translate været på arbejde; derefter Babelfish, som vist var oprindelsen til både Google Translate og Yahoos oversættelsesværktøj. Det var under alle omstændigheder den første oversættelsesmaskine, jeg stødte på for omkring en snes år siden, og de er ikke blevet meget lidt bedre siden da.
Google TranslateGoogle TranslatevBabelfish

Det er måske også lidt unfair at servere et så gammeldags ord som ‘redebon’ for dem … men også kun lidt.
Forbindelsen til de røde bønner er måske til at regne ud, men hvordan kan det blive til ‘I’? 
På tysk og fransk opererer de også med røde bønner – her bliver det til hhv. Der Geist ist rote Bohne, aber das Fleisch ist zerbrechlich og L’esprit est haricot rouge mais la viande est fragile. 

There’s something rotten in the state of Denmark bliver på svensk til 
Det är något råttent i delstaten [sic] Danmark
og på tysk til: In Dänemark ist etwas faul, som, når man går den anden vej, nemlig fra tysk til dansk, bliver til: I Danmark er noget doven.
Så løber det helt af sporet. Dette med ‘først den ene vej og så den anden vej’ legede jeg sommetider med mig selv og konkurrerede med mig om, hvem der kunne finde den mest latterlige overundersættelse. Jeg vandt som regel …

Det er naturligvis også oversættelsesmaskiner, der er i spil i langt de fleste af de svindelmails, der florerer i så rigeligt omfang, og som nogle desværre falder for på trods af det elendige sprog.
Det er i mine øjne et glimrende argument til at gøre mere ud af sin (eller sine elevers, hvis man er lærer) grammatik og retstavning, end tilfældet er for flertallet af Danmarks befolkning, hvis man ellers kan tage Facebook som et udtryk for den almindelige dansker.
Jeg ser ofte denne her: “Det er da ligemeget om man kan stave korrekt, bare budskabet kan forstås”.
NEJ, det er ikke ligemeget. For det første kan budskabet nemt risikere at drukne i anstrengelserne for at forstå det, og for det andet kunne man, hvis man generelt var bedre til stavning, måske nemmere gennemskue, at en dårligt stavet og formuleret mail med største sandsynlighed er svindel. Det samme gælder for hjemmesider.

Hvis I en dag sidder og småkeder jer, vil jeg foreslå at lege lidt med oversættelsesværktøjer.

15. november 2019

Croome Court med god guide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:50
Tags: , , ,

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Malvern Hills

Croome Court

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Croome Court

Annemarie?Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

P1000264

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

P1000296

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

12. november 2019

Fornuftigt genbrug og et næsten usynligt stemmeværk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

I Devizes er der en lille helsebutik, der har specialiseret sig i bl.a. emballagebesparelser. Her kan man købe mel, rapsolie, diverse nødder og kornprodukter samt alle mulige forskellige rengøringsmidler.
Jeg mener, at der i København er kommet en (eller måske flere?) tilsvarende butikker, men jeg tror ikke, det endnu omfatter rengøringsmidler?
Ideen er i hvert fald rigtig god, og efter min grønne mening burde supermarkeder tage konceptet op. Der er sikkert en masse ting, der skal tages både i betragtning og hensyn til, men jeg tror, at noget af det handler om, at vi skal lære at blive mindre hygiejnehysteriske. Selve basiskøkkenhygiejnen skal klart nok være i orden, men man kan altså godt bruge en flaske til olie flere gange, ligeledes plastemballage til rengøringsmidler.

P1000195P1000200P1000197P1000202

Man vejer sin tomme emballage når man kommer, og vejer igen når man har fyldt op og skal betale. Således betaler man alene for varen man køber.
Charlotte har regnet på det, og selv om det er en lille butik, hvor varerne normalt er noget dyrere end i et supermarked, koster det hende det samme. P1000198Så kan man selvfølgelig indvende, at det er nemmere bare at købe en ny flaske et eller andet, men det er vist ikke svært at forestille sig, hvor mange tons plastic man kunne spare på årsbasis med dette koncept, så burde nogen ikke tænke denne tanke videre i supermarkedsstørrelse?
Jeg er i hvert fald med, hvis det skulle være … for jeg må nok indrømme, at jeg finder denne målestok lige lidt for lille.
Til højre ses cornflakes, kaffe, nødder, m.m. – det er ikke de store mængder, man kan få med hjem på denne måde uden nærmest at tømme lageret, men hatten af for damen, som tog det op her i Devizes.

I går var vi i Bath fordi Aubreys iPad skulle repareres – glasset var revnet. Børnene fik dem til jul og bruger dem både henne i skolen og til hjemmearbejdet.
Tim syntes det var spild af penge at forsikre dem, men C insisterede, fordi de skal med i en skoletaske hver dag.
Gæt, hvem der var årsag til, at ipadden gik i stykker?
Rigtigt: Det var Tim. Den forsikring sparede dem lige for flere hundrede pund, for den kunne ikke repareres, og de fik en helt ny med hjem.

england nov.2019

Der er vand, vand og atter vand herovre næsten alle vegne, fordi det har regnet, regnet og atter regnet. Dog ikke mens vi har været her – vi har faktisk været ualmindelig heldige med vejret, for det var kun i lørdags, der var heldagsregn, ellers har solen skinnet det meste af dagen hver dag.
Der kom så meget regn i lørdags, at mange veje blev – og stadig er – oversvømmede; de færreste dog så meget, at man ikke med lidt forsigtighed kan køre igennem. 
Floden Avon, som løber gennem Bath, var usædvanlig vandfyldt. Det stemmeværk, hvorpå mågerne normalt står og holder øje med, om der skulle komme noget spiseligt forbi, er, hvis det ikke havde været for ‘vandfaldet’, blevet usynligt.
Det er i øvrigt bag vinduerne oven på brobuerne, vi normalt sidder og nyder udsigten, mens vi får en kopkaf i den lille og smalle café, men der var ingen ledige pladser i går, desværre. Det er første gang, det er sket for os.
Oppe til højre i det skummende vand kan anes en trappe, som normalt er til at benytte … hvis man prøver det nu, får man våde fødder.
Trappen ses tydeligt på nederste billede.

england nov.2019

13. oktober 2019

En god tur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:31
Tags: , ,

Ditte opdager simpelthen alle begivenheder, der har med garn og strik at gøre. Jeg var ikke klar over, at mine skyklapper var så store … men det er okay, for hun gør mig opmærksom på det, og så kan jeg jo vælge dem til eller fra.
Til webstrikfestivallen gjorde hun mig opmærksom på Tour de G-uld. Det var selvfølgelig en tur over til Ravning for at se G-uldholdets butik og omgivelser.
Det er ikke G-uldpigerne mere, for Annes mand, Daniel, er gået all in i foretagendet. Hvordan det økonomisk er bygget op, skal jeg ikke kunne sige og er også aldeles ligeglad, men de lagde vægt på, at Anne og Louise ikke længere kaldte sig selv for G-uldpigerne.

P1000055P1000058P1000059

De kan noget med plantefarvning derovre.
Jeg var på et endagskursus hos Anne i august 2017, hvilket var i min garnfarvnings spæde start, men som bekendt ikke mindskede min interesse for det.
Vi – små 40 kvinder – blev samlet op i hhv. København, Roskilde og Sorø og blev så ellers transporteret til Ravning lidt vest for Vejle.
Her blev vi trakteret med en dejlig frokost, vin, kaffe og kage, samt fik serveret historien om dem – hvornår, hvorfor og hvordan. Interessant nok, og jeg synes de er nået meget langt på de kun seks år siden start.
Vi fik sjovt nok også lov til at boltre os i butikken og købe alt det, vi ville …
Der blev gramset på garn i stor stil, og jeg tror, det lille, men voksende, firma havde en god omsætning i går.
Jeg købte ikke noget plantefarvet garn; jeg vil hellere selv farve, men jeg fandt noget lækkert, lysegråt merino, som jeg vil indfarve.

P1000056

Jeg overhørte en lille del af en snak i bussen om en hetz, der var kørt på et finsk livsstilsmagasin, der hedder Laine. Jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men Ditte vidste selvfølgelig alt om det … det var noget med, at et eller andet tossehoved fandt på at bebrejde udgiverne, at de ikke brugte andet end ‘hvide’ modeller.
Det bredte sig som en steppebrand (i dette tilfælde på Instagram), som den slags så ofte gør, og blev til en modbydelig hetz. Det er jo så dejligt nemt at være anonym på de sociale medier og derfor alt for nemt at hoppe med på en gyllevogn og lystigt svine andre til.
Jeg står altså fuldstændig af, når jeg hører sådan noget. Hvis Laine var blevet bebrejdet for racistiske udtalelser, var det noget andet, men blive hetzet pga. manglende human farvevariation er da for fjollet og i mine øjne en underlig form for omvendt racisme.
OG … uanset om man er enig i et eller andet eller ej, så er det en skrækkelig uskik at tilsvine andre – det sker også åbenlyst, åbenbart, for Ditte kunne fortælle om en dansker i hendes hjemby med pakistanske rødder (men født i Danmark), som fortalte hvordan folk på gaden kaldte ham for alle mulige rædsomme ting og spurgte hvorfor han ikke bare rejste hjem, hvor han kom fra!
Eller hvordan svært overvægtige af fremmede bliver anmodet direkte om at se at få taget sig sammen til at tabe sig!
Jamen hvad er det da for noget?
Hvad er vi for et samfund, der har individer, der synes det er i orden at opføre sig sådan?
Jeg oplever ikke den slags hernede i vores fredelige del af Sydsjælland – eller også er det igen mine skyklapper, der er rekordstore.

29. september 2019

Nogle gange må man bøje sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: , ,

Forleden dag erklærede jeg ovre hos Madame, at jeg ikke gad gå i biografen, for i en sådan en kan man (normalt) ikke strikke samtidig med, at man ser filmen. Jeg ved godt, at der er strikkebiografer somme steder sommetider, men det er desværre ikke der, hvor jeg skal hen og se filmen Downton Abbey i morgen aften (hvorfor er der mon så mange, der tror, det hedder Downtown Abbey?).
Jeg har nemlig, på trods af min påstand, lige meldt mig til at deltage i en biograftur for at se den film … en af niecerne spurgte, om ikke familien skulle se den sammen, nu hvor vi alle havde set virkelighedens Downton, nemlig Highclere Castle, i sommer? Det syntes man generelt (dog især dem af hunkøn) var en god ide, så jeg ville ikke holde mig selv udenfor, men sagde, at den var vi med på. John kommer med som eneste mand …
Den har fået nedsablende kritik, men det plejer ofte at betyde, at jeg vil synes om det, hvad det end er, så vi satser.
Man har et standpunkt, til omstændighederne tvinger én til at tage et nyt … jeg vil dog stadig helst se film hjemme i stuen, for jeg synes det er virkelig irriterende ikke at kunne bruge hænderne samtidig!

Efterår 2019

Med hensyn til udstillingen på ovenstående billede kan jeg ikke hævde, at det er omstændighederne, der har fået mig til at skifte mening.
I starten var jeg stærkt imod alt det tossede halloweenpjat og skulle i hvert fald aldrig nogensinde selv falde i den fælde. Aldrig! Never ever!
Den er jeg nu i høj grad faldet i og kan ikke forestille mig et efterår, hvor jeg ikke sætter pynt ud i form af græskar og andre orange sager. Jeg synes det lyser så fint op i den mørke tid, vi allerede er et pænt stykke inde i.
Jeg kalder det bare ikke halloween, men efterårspynt, for så kan jeg bedre bilde mig selv ind, at jeg næsten har holdt fast i min mening … jeg sætter så også grænsen her ved den udendørs pynt; jeg har ikke, og har heller ikke tænkt mig at begynde på det, nogen som helst form for orange og/eller uhyggelig pynt inden døre.
Siger jeg i hvert fald endnu …

P1030795

Jeg tror gæssene hygger sig mere med regnvejret, end jeg gør … holdnuop, hvor de snakker nede på fjorden lige nu. Det er så hyggeligt at høre på.
Nu vil jeg sætte mig med strikketøjet, tage hovedtelefoner på og dermed udelukke gåsesnak og Formel 1-støj fra tv-apparatet og i stedet lade Stephen Fry om snakken. Det er altså en udsøgt fornøjelse at høre lydbøger indtalt af ham; han er klassser bedre end selv de bedste danske oplæsere, selv om der er flere, der er rigtig gode.

13. august 2019

Nu skal jeg til at være forsøgskanin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Jeg skal til at være på den anden side af skranken, så at sige – jeg har nemlig meldt mig til at deltage i en klinisk undersøgelse. Det bliver interessant at opleve det fra den anden side. Det drejer sig om en ny vaccine mod lungebetændelse, og som nok de fleste ved, er det slemt at få, når man når op i en vis alder. Jeg har ikke nået den kritisk farlige alder endnu, men det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede.

Jeg ser det som udelukkende værende en fordel at deltage i den slags. Det værste der kan ske er, at det ikke virker. Jeg er dog ikke inkluderet endnu, men medmindre de indledende undersøgelser taler for at fraråde deltagelse, regner jeg med at blive accepteret – ved dog ikke, om det har noget at sige, at jeg har haft kræft, men uden at kende inklusionskriterierne kan jeg ikke se, at det skulle have noget med sagen at gøre.
Fordel 1, fordi jeg skal igennem en større undersøgelse – jeg skulle i hvert fald sætte to timer af til hele seancen.
Fordel 2, fordi jeg satser på, at det virker. 90 % af deltagerne får den nye vaccine, mens 10 % får en vaccine, man ved virker, og som allerede er på markedet. Ergo kommer jeg forhåbentlig ud derfra med immunitet overfor lungebetændelse.

Nervøsitet? Ingen. Det er et fase 3-forsøg, hvilket betyder, at man allerede ved, at vaccinen hverken er giftig eller smækfyldt med bivirkninger. Man går ikke ind i en fase 3 uden at være meget sikker på, at det virker efter hensigten, da det er vildt omkostningsrigt.
Der er nemlig en grund til, at ny medicin er så dyr som den er – det koster i omegnen af en milliard at udvikle noget nyt. Der skal forskes, der skal udvikles og der skal afprøves – det sidste i stor stil, for hvem af os er interesseret i noget, der enten ikke virker eller har frygtelige bivirkninger?
Det er derfor, at kopimedicin er så billig: De har ikke lige lagt en milliard i kassen for at finde frem til, udvikle og gennemprøve medicinen.
Jeg har skrevet om det før, og jeg gør det måske igen, for jeg bliver så harm, når folk bare blindt og i sørgelig uvidenhed langer ud efter medicinselskaberne som nogen, “der bare er ude efter at tjene penge”.
Jamen, naturligvis er de det! Hvor mange virksomheder kender I, der ikke vil tjene penge?
Hvis ikke de tjener udviklingsudgifterne hjem og lidt til, er der ikke penge til mere forskning og udvikling – så enkelt er det.
Det havde nær lagt Lundbeck ned, da en ny medicin mod skizofreni blev skrottet efter gennemførelse af et fase 3-studie – pengene er mistet, og aktierne styrtdykker – worst case scenario for enhver medicinalvirksomhed.

 I det hele taget går jeg all in for vaccination af enhver art. Jeg er så vred på den tosse, der af ren og skær hævntørst sendte falske nyheder ud om bl.a. mæslingevaccinen, men desværre var så effektiv med det, at mange stadig tror, at det nærmest er livsfarligt for deres afkom at lade det vaccinere.
Det er livsfarligt IKKE at gøre det, at I bare ved det! Basta!
Vil også lige nævne, at man ikke får influenza af influenzavaccine. Jeg ved godt, at mange er overbevist om det, men det gør man ikke. Spørg jeres læge, hvis ikke I tror mig. Det værste, der kan ske er (igen), at det bare ikke virker, eftersom den oftest ‘kun’ omfatter ca. 80 % af de influenzaforvoldende vira.
Jeg er blevet influenzavaccineret hvert år siden den blev tilbudt, og jeg er gået fri indtil videre. Det er nemlig heller ikke ufarligt at få, når man bliver ældre – der er en grund til, at man får den gratis, når man er fyldt 65.

24. juni 2019

Bål og brand og brand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Så er det vendt. Startende i fredags går det atter mod kortere dage, men det varer heldigvis et stykke tid inden vi mærker noget til det. Hvorfor synes jeg mon, at tiden fra vintersolhverv til sommersolhverv er omkring dobbelt så lang som tiden fra sommersolhverv til vintersolhverv? På den ikke-så-go’e måde, vel at mærke … tiden fra nu og hen mod jul flyver afsted, mens det er omvendt fra jul til nu.
21. december siger jeg gerne: “NU vender det endelig! Det var godt nok på tide.”
21. juni siger jeg gerne: “Du godeste, er det allerede midsommer? Hvor blev de seks måneder af?”
I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke gør som svenskerne: Går over til at kalde det midsommer og fejre det på den fredag, der ligger tættest på årets længste dag. Jeg ved godt, at det ifølge overleveringerne er noget med Johannes Døberen, som fødtes et halvt år efter Jesus, men kan det ikke være det samme? Der står jo ikke i grundloven, at sankthansaften skal være d. 23. juni.
Næsten alle danskere gør noget ud af denne aften, så lad os da få lov til at fejre den i forbindelse med en weekend – især fordi den længste dag alligevel aldrig falder d. 23. juni. Enten det eller også lade det stakkels arbejdende folk have en fridag d. 24. juni.

Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019

Vi kørte i aftes til Danmarks Borgcenter, som de nu kalder det, vi i min barndom bare kaldte Gåsetårnet … men der er så også gjort en hel del mere ud af det end dengang, og jeg kan varmt anbefale et besøg på museet.
Der var vi dog ikke inde i går, og på arealerne ude omkring ruinerne kan man komme og gå som man vil. Det gjorde vi og forbavsende mange andre – vi kom ca. 20:30 og blev der til de to taler var holdt, 5. klasses smukt fremstillede heks var sendt afsted til Bloksbjerg, Kaya Brüel godt i gang med at synge, og bålet ude i voldgraven næsten brændt ud.

Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019

Under vores ophold hørte vi flere brandudrykninger, og på vores [om]vej hjem over Kalvehave fandt vi ud af hvorfor: Der holdt et større opbud af blinkende brandbiler tæt på en gård, men heldigvis så det ud til, at det løbske bål (som vi formoder var årsagen) var bragt under kontrol og gården reddet fra noget, der kunne have endt i en katastrofe for beboerne.

Vi oplevede således både bål og brand i går. Den anden brand i overskriften var ikke menneskeskabt, men den var ganske ufarlig og kunne nydes i næsten ubegrænsede doser hele vejen hjem.

P1040549P1040551

9. juni 2019

Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , ,

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

 Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

7. juni 2019

Jeg blev både en smule rystet og forarget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Jeg sad i formiddags og fiflede lidt rundt på Facebook; bl.a. under emnet begivenheder.
Her så jeg følgende opslag …

image

… og måtte lige synke en ekstra gang.
Vedkommende ‘deltager’ var en af mine ældste venner. Vi var lige gamle og havde kendt hinanden fra vi var 16 år.
Til min sorg døde han i slutningen af april, kun 3-4 uger efter diagnosticering af knoglemarvskræft.
Derfor har jeg en begrundet tvivl om hvorvidt han har meldt sig interesseret i dette veteranbilshow …
Jeg kiggede under ‘alle opslag’ og kunne ikke finde noget opslag vedrørende dette show, som var dateret inden han blev syg, og som han derfor kunne have reageret på.

Hvis det er det snyd, jeg tror det er, så er jeg altså forarget – jeg har flere gange tidligere oplevet, at FB snyder med, hvem der har liket hvad.
John undrede sig engang (med rette) over, at jeg havde liket et eller andet produkt, hvortil jeg kun kunne svare, at det havde jeg sandelig heller på ingen måde liket! Jeg kunne sige det med sikkerhed, for jeg liker aldrig virksomheder eller produkter, så hvis I ser et eller andet af den slags, jeg hævdes at ‘synes om’, er det altså rent fup.

Dengang Pernille døde, var det et værre dokumentationsmas for Karin at få ændret hendes FB-side til et såkaldt mindesmærke.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man i tide selv husker at anmode om, at ens konto slettes efter ens død – hvis det altså er det, man ønsker, for man kan også udnævne en ‘eftermæleadministrator’, som så bestemmer for en, men for mit vedkommende vil jeg slettes og dermed forsvinde fra FB-sfæren.
Det er nemlig en meget underlig fornemmelse at opleve det, jeg oplevede i dag, og det jeg vil ikke have, at andre gør, når jeg ikke er her mere.

image

Jeg vil tilføje, at FB er ret optimistisk: Da jeg trykkede på ‘Slet efter dødsfald’, kom der en bekræftelse med bl.a. følgende ordlyd:
”Det betyder, at din konto vil blive slettet, hvis du dør..”
Jeg ville jo nok mene, at der skulle have stået ‘når’ i stedet for ‘hvis’.

6. juni 2019

Det er også en måde at blive millionær på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:49
Tags: ,

image

Ovenstående er klippet fra en artikel i Børsen. Det er selvsagt ikke en ny regel, men jeg kendte ikke til den før i dag, og jeg syntes omgående, at det er en virkelig dum regel! Men okay … af to onder … det er nok bedre end hvis han havde fået 0,2 % flere stemmer, så han var kommet i Tinget, men 1,8 % er 1,8 % for meget, efter min ringe mening. Hr P og Mr Trump har lidt for meget tilfælles, synes jeg. Jeg skal undlade at skrive hvad – vil helst ikke anklages for injurier. Selv om det strengt taget nok ikke engang er injurier, men der er nogle, der ikke lader sig forstyrre af fakta …

Og liste O kan godt liste A’ (frit efter Shu-Bi-Dua). Liste helt af gjorde de dog desværre ikke, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. De har fået et stort og velfortjent gok lige i nødden, så jeg er glad. Der er flere faktorer, der er skyld i dette, men jeg vil så gerne tro på, at det primært er fordi de frasagde sig enhver form for ansvar, da de fik de mange stemmer ved valget i 2015. Ikke at jeg ønskede, de skulle have magt, men demokratiet havde talt, og man kan simpelthen ikke bare stille sig i opposition og dermed hele tiden kunne stikke en kæp i hjulet i stedet for at leve op til det ansvar, deres vælgere gav dem. Så kan de lære det, kan de. Elller … det gør de forhåbentlig ikke, for jeg så dem hellere end gerne helt dømt ude.

imageJeg kalder normalt min blog for upolitisk, men dette måtte lige ud. Jeg siger ikke, hvad jeg stemte på, men jeg kan godt afsløre, at det hverken var på SK eller Klaus Riskjær. Førstnævnte bliver ikke nævnt ved det fulde parti- eller personnavn fra min side – jeg vil ikke medvirke til, at denne yderst ubehagelige personage stiger opad i Googles hitparade.

Valget er overstået, sommeren har indfundet sig, haven kræver ikke det store lige nu, så jeg vil placere min dertil indrettede på min nyerhvervede solstol (som aldrig vil være placeret i solen, mens jeg har indtaget den) et eller andet godt sted i samme have og fortsætte med mit nye strikkeprojekt, mens jeg hører en lydbog.
Rent luksusliv, ikke sandt?

30. maj 2019

Her går vi ikke ind for millimeterdemokrati

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: ,

For mange år siden var vi på ferie i nogle dage sammen med nogle andre. Et par af disse ‘andre’ gik ulideligt meget op i, hvem der havde gjort hvad sidst og hvis tur det nu var til et givent job; det være sig stort eller lille. Det var, med skam at melde, mest den kvindelige halvdel, der havde dette millimetermål i øjenhøjde hele tiden. Man kan sagtens deles om opgaverne uden hele tiden at skulle måle på en eller anden retfærdighedsskala.
Mændene stod og vaskede op, da omtalte pars et år gamle barn kunne konstateres i meget høj og akut grad trængende til at få skiftet en ildelugtende ble. Hun sad og snakkede henne i sofaen, med barnet lige ved siden af sig, og faderen vaskede som sagt op. Hun sagde til ham:
Det er din tur til at skifte ble. Jeg gjorde det sidst!
– Jamen … jeg står lige og vasker op …
– Ja, jeg gør det ikke! Det er din tur!
– Kan du ikke lige gøre det? Så skal jeg nok tage to gange i træk næste gang.
– Nej. Det er din tur.
Så fik jeg nok og tog det (ikke længere trængende …) barn og skiftede den ble. Jeg kom vist nok til at sige et eller andet om situationsfornemmelse og millimeterdemokrati, mens ‘arbejdet’ stod på.
Selvfølgelig skal man deles om opgaverne, men dette her var for tåbeligt. Det var bare et eksempel af mange, og jeg havde så svært ved at forstå hvorfor de gik så højt op i den slags latterlige småting.

Og nu kommer den næsten uundgåelige bemærkning: Sådan har John og jeg aldrig været. Det modsatte ville jo nok også have virket en anelse selvmodsigende.
Det har dog været tæt på et par gange. Fx da John blev sur over, at Charlotte, mens hun gik i gymnasiet, næsten altid forsvandt op på sit værelse for at lave lektier umiddelbart efter aftensmaden.
I mit hjem har vi altid været vant til at hjælpes ad alle sammen, hvad det huslige angår.
Den kom nogle gange, indtil jeg en dag fik nok, og leverede følgende svada (i let forkortet udgave):
Charlotte er seks-syv timer i skole, derefter skal hun passe både sin hest og sit arbejde. Til sidst har hun mellem en og tre timers hjemmearbejde hver dag. Hun har med andre ord en meget længere arbejdsdag, end vi to har.
Og hvad det huslige angår: Det er da pudsigt, at det med at ‘hjælpes ad’ kun gælder efter maden. Når jeg går i gang med at lave aftensmad, står jeg der mutters alene, indtil jeg melder, at maden står på bordet! Hrmpf.

Den tog min søde mand til sig, og siden dengang har jeg stået for maden, mens John har taget opvasken bagefter.
Med undtagelser (intet millimeterdemokrati, sagde jeg jo …), men overordnet set.

Vi går i stedet ind for gør det du er bedst til.
John kan godt sy en knap i en skjorte, men jeg er hurtigere til det. Jeg kan godt hamre og skrue, men John er bedre til det.
Endelig er jeg bare så superglad over, at han ikke har noget imod at tage det, jeg synes er hadeopgaver: Feje fliser, pudse vinduer, klippe hæk, slå græs.
Jeg kan godt, men jeg tilbyder ikke at tage det hver anden gang. Jeg laver bare noget andet. John har fx aldrig gjort et badeværelse rent. Han støvsuger, man han vasker ikke gulve. Det ville virkelig være hadeopgaver for ham.
Sådan er der så meget, og vi lever i fred og fordragelighed og har det fint med den måde, vi – uden nogensinde at have talt om det – har fordelt opgaverne på.

Præcisionsarbejde (2)P1010266

Kun i forbindelse med syning af denne slags arbejder får millimeterdemokratiet lov at herske her i huset.

21. maj 2018

Gang i motorcyklerne, cochenillen og Badehotellet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: , ,

I dag er vi vendt tilbage til almindeligt forår her i Den Stråtækte. Det er blæsevejr og da det er kun 17°, føles det halvkoldt oven på al den varme.
Jeg havde ellers regnet med at skulle være færdig med ukrudtet, men jeg gad simpelthen ikke gå ud, selv om det selvølgelig kun er en dårlig undskyldning, for jeg ville ikke komme til at fryse. Sandheden er nok snarere, at jeg lige nu har fået så rigeligt med ukrudt – en pause var tiltrængt.
Så er jeg også fri for at høre på alle de motorcykler, der larmer forbi i dag. Hvad er det med motorcykler og pinse? Det er da helt vildt, så mange der altid er ude i pinsedagene. Jeg har udviklet en massiv nultolerance overfor motorcykler, må jeg indrømme. Holdnuop, hvor er jeg træt af den larm, som langt de fleste laver, og ikke mindst af den totalt uforsvarlige hastighed, som flertallet desværre også farer forbi med.

I England kører der en kampagne, hvor der mange steder er sat skilte op med THINK BIKE. Det skal forstås sådan, at bilister altid skal huske at forestille sig, at der pludselig kan komme en motorcykel med større fart, end de lige havde regnet med.
Charlotte og jeg var rørende enige om, at der manglede et [tiltale]komma på de skilte. THINK, BIKE. De må da også selv tage et ansvar, for pokker.
Som om vi bilister er skyld i alle motorcykelulykkerne. Hrmpf. Hvis de forbaskede motorcyklister kunne beslutte sig til at holde sig til trafikreglerne, vil jeg gætte på, at antallet af ulykker ville blive mere end decimeret.
Undskyld, at jeg generaliserer – ikke alle er sådan. Naturligvis ikke, men det er nok omkring 75 %, og jeg er TRÆT af dem!

Gang i cochenillen

Birkeblade 2018Næh, så hellere noget fredeligt plantefarvning. Eller rettere lusefarvning, for i dag var der gang i cochenillen. Dette var, hvad 15 gram skjoldlusskaller kunne give af farve.
Ditte og jeg blev så skrækkeligt inspirerede i går af FiberFolk-markedet, så vi har aftalt, at vi, når vi holder Den Store Farveseance, skal overfarve med indigo i større stil, så jeg skal have gjort en masse parat til det. Dette og noget kraprod, som jeg ikke har farvet endnu, men jeg har jo også hele tre uger til det.
De to yderste cocheniller til højre skal ikke overfarves. De er farvet på gråt garn, og det er blevet SÅ lækker en farve, som får lov at forblive som den er. De andre kommer formentlig til at minde lidt om den, når de bliver dyppet i blåt.

Ude til højre er resultatet af birkebladsfarvningen fra forleden dag. Kun blade, ikke grene, kviste eller bark. Jeg sad i noget over en time og fik efterhånden ondt i fingrene af at klippe bladene fri af kvistene, men det var det værd, for der kom fine farver ud af det. Et par af disse plus noget andet gult skal også overfarves med indigo. Jeg har li’som masser af gult …

Indimellem har vi siddet og hygget os med et par afsnit af tredje sæson af Badehotellet. Det er ret fedt at kunne se hele serien, lige præcis når man har lyst. Mon ikke det bliver til et par afsnit igen i aften?

11. marts 2018

Et søndagsopråb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

Kære alle tilhængere af bahai, buddhisme, hinduisme, islam, jain, juche, jødedom, kristendom, shinto, sikhisme, taoisme, wicca og zoroastrianisme, inklusive alle underafdelinger heraf:
Venligst bemærk, hvad en filosof fra det 17. århundrede mente, nemlig, at tro er en privatsag, som hverken stat eller andre skal blande sig i.
For dette anførte han tre argumenter:

1) Ingen stat og intet individ kan rangordne trosretninger efter sandhedsværdi.
2) Tro kan ikke udbredes med vold.
3) Forsøg på religiøs ensretning fører tit til mere splittelse end religiøs tolerance.

Den gamle filosof hed John Locke, han levede fra 1632-1704 og han regnes for grundlæggeren af liberalismen.
Jeg ville ønske, at det havde været mine ord, men jeg kan i det mindste gengive denne visdom, som for nok de fleste af os er noget selvfølgeligt, men som for alt for mange bestemt ikke er det.

Tænk, hvis alle kunne finde ud af at leve efter dette i dag. Jeg har altid ment (og fik allerede i folkeskolen på puklen for den “antikristne holdning”, som en af mine lærere udtrykte det, men hun havde tilsyneladende ikke forstået pointen), at religion op gennem historien kun har ført terror, frygt, utryghed og krig med sig. Lige nu frygter mange kristne visse tilhængere af islam, men kristne har såmænd ikke været en pind bedre end nutidens terrorister, men har haft udført ganske forfærdelige ugerninger; det er først i nyere tid, de er blevet lidt mere afdæmpede. Og i øvrigt har de kristne jo i form af protestanter og katolikker ligget i indbyrdes krig i århundreder og gør det endnu, så hvem er de gode, og hvem er de onde?

Jeg kalder mig selv for irreligiøs, og jeg kunne under søgningen på verdens religioner konstatere, at det i dag er den tredjestørste ‘trosretning’, hvilket jeg fandt temmelig interessant.

“Hvorfor skriver hun nu pludselig om den slags ting”?
Jeg ved det egentlig ikke, for jeg opnår ikke andet med dette indlæg end at få luft.
Enhver er salig i sin tro, men man skal holde den for sig selv! Altid! Og respektere, at andre måske tror på noget andet. 
Det er ikke møntet på nogen jeg kender, for jeg vil ikke være ven med nogen, der tordner religion under nogen form … men jeg læste lidt om John Locke, sympatiserede straks med den gamle vismand og tænkte, at dette måtte udbredes, selv om jeg hævder at have en upolitisk blog.
Men det var jo heller ikke politik, dette her.
Næsten ikke …

26. januar 2018

Altså … hvis det var min datter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

Der opstod lige et behov, så vi var i smut i Næstved Storcenter i dag.
Johns kuffert gik i stykker for et års tid siden, og han købte sig en ny. Den viste sig at have en meget bedre størrelse end dem, vi havde i forvejen, som enten var lige lidt for stor (til treugers ferier) eller lige lidt for små (til lange weekender).
Den gode størrelse resulterede i, at jeg har hugget den kuffert stort set hver gang vi har rejst siden, men i dag satte John hælene i: “Jeg gider ikke tage den store, og de små er for små. Var det ikke ved at være på tide, at du køber din egen lige tilpas-kuffert?”
Det var der ikke så meget at sige til, så afsted til Neye. Jeg satsede lidt på et godt udsalgstilbud.
Vi havde målt den gode kuffert op, så jeg vidste lige præcis hvad jeg gik efter – og søreme om ikke de havde mit yndlingsmærke (Delsey) i de rigtige mål – og til en god pris. Alle var glade.

Forargelsen kom, da vi gik forbi en dametøjsforretning, hvor de opfordrede til at rydde konfirmationskjolelageret.
Altså … sådan skal en 14-årig pige ikke klæde sig. Punktum. Hvis det var min datter, ville jeg nedlægge absolut forbud mod at komme anstigende, det være sig i kirke eller til fest, i sådan en mundering.

P1010088P1010089

Godt jeg ikke har en pige i konfirmationsalderen – så slipper jeg da for den diskussion.
Jeg ved i øvrigt ikke engang helt, hvordan de så ud for 27 år siden, da det kunne have været Charlottes tur, for hun var lige så fornuftig som sin mor og valgte konfirmationen fra. Og vi kaldte IKKE hendes 15-års-fødselsdagsfest for nonfirmation! Et udtryk, jeg stejler over og nægter at bruge.
Men jeg er forholdsvis sikker på, at de ikke så sådan ud. Der var heller ikke det der limousinepjat i spil dengang.
Det er en konfirmation, vi taler om. Ikke en minibrud uden gom, som jeg synes, der er lagt op til, at pigerne skal være/ligne.

Nå. Det gider jeg ikke tænke mere over. Der var måske i virkeligheden en god grund til, at netop disse kjoler var sat meget ned – måske er flertallet af både forældre og konfirmander fornuftige nok. Det ville da være dejligt.
Den nye kuffert er pakket; vi skal køre hjemmefra kl. 03:15, så vi skal tidligt i seng.

25. januar 2018

Professionel eller amatør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:38
Tags: ,

Jeg er selv en glad amatør inden for nogle få ting, fx strik, syning, madlavning …
Der skal være – og er – plads til amatører i alle afskygninger, for en verden fyldt med professionelle ville hurtigt give en del mindreværdskomplekser.
Men. Når det kommer til, hvad der vises som underholdning i tv, synes jeg ikke særlig godt om amatører. Jeg så en kvart udsendelse af dem, der handlede om at smide folk (amatører) ud på en overlevelsestur i vildmarken. Klynken og selvmedlidenhed gider jeg ikke høre på. Det var endnu værre, da jeg rendte ind i en amerkansk udgave. I miss my family so terribly. Klynke, tude. Jamen så bliv hjemme …
Jeg så den første i rækken af en serie for nogle år siden med BS, der havde en flok forskruede teenagetøser med i junglen, og jeg så den kun, fordi vores administrerende direktørs datter var en af de forskruede tøser.
Vores adm.dir. sad og fortalte hele Danmark, at “min datter er rigtig god til at manipulere folk, så hun skal nok ende med at få sin vilje.” (Hun blev nægtet at prioritere make up over praktisk fodtøj.)
Jeg var vildt forarget (det var flere af kollegerne) – tænk at prale seriøst med, at ens afkom er god til at manipulere! Jeg har aldrig kunnet lide ham, og efter dette blev mine følelser for ham ikke ligefrem varmere, og jeg gad ikke se mere – ikke engang selv om BS var med. Bubber og BS så jeg også lidt af, men han var også for tøsedrenget. Bubber, altså. Jeg er klar over, at det skulle være sådan for kontrastens skyld – jeg gider bare ikke se den slags.

I disse dage kører der en norsk serie i seks dele over DR2, der hedder På Vildspor i Ødemarken. Den viser den højt professionelle Lars Monsen, som, sammen med en ven, har gået hele Norge på langs. Med bind for øjnene helikopterfragtes ahn til og sættes han af på et sted i Norge, han ikke ved hvor er. Han bliver tildelt forskelligt (nogle gange næsten ingenting) udstyr og/eller proviant og har så fire-fem dage til at nå frem til målet, samt have fundet ud af hvor i Norge han har befundet sig. Hvis ikke han når det, kommer de og henter ham hjem, hvilket manden naturligvis ikke er helt tilfreds med.
Nu har jeg set udsendelse nummer 4. Det er meget interessant at høre ham begrunde hvorfor han vælger hvilken rute, hvorfor han vælger et telt eller den dyreste sovepose fra, hvordan han tackler selv at skulle bygge en tømmerflåde for at kunne komme videre.
Han er gps-tracket, og han skal nå et par udlagte poster undervejs, hvor han gerne får en opgave, han ikke lige havde set komme, men som naturligvis ikke gør det nemmere for ham. 
En gang missede han med 25 minutter og en anden gang med flere timer. I dag missede han fordi han blev bremset af tåge på fjeldet og måtte ligge underdrejet i et døgn. Af de fire, jeg har set, har han kun nået det én gang inden for fristen.
Men som sagt er det den yderst professionelle tilgang fra hans side – og Norges smukke natur – der får mig til at nyde udsendelserne.
Her er der ingen plads til amatører.
Professionalisme kan få mig til at fatte interesse for næsten hvad som helst – jeg elsker at se professionelle håndværkere i aktion og kan blive betaget at ting, jeg normalt ikke interesserer mig for.
Det lyder måske som, at jeg må gerne være amatør – de andre må bare ikke …
Det er nu ikke helt sådan det er, og jeg bestemmer da heldigvis selv, hvad jeg vil se i tv.

Næste side »

Blog på WordPress.com.