Så er vi præsentable igen

Så er vi præsentable igen – eller rettere: vores forhave er præsentabel igen.
Vi (bemærk det royale ‘vi’) plejer ikke at klippe hækken før et godt stykke ind i juli; så kan vi nemlig nøjes med at klippe den én gang.
Det er ikke det rene dovenskab – i hækken omme bagved er der op til flere fuglereder, og vi vil ikke risikere at ødelægge det fuglelige familieliv, men være sikre på, at ungerne er fløjet fra rederne inden vi kommer og raserer det hele med maskinparken.
Foran huset er der ingen reder i hækken, så John blev enig med sig selv om at klippe den i dag, så det kan se præsentabelt ud, hvis der skulle komme nogen for at se på huset. 
‘Vi’ kommer ind i billedet, fordi jeg gerne melder mig frivilligt til at samle hækafklip op.

Vores nye nabo kom ud og sludrede og spurgte, hvorfor vi egentlig havde hæk i sådan en lille have – “den fylder alt for meget, synes I ikke?”
JO, det synes vi bestemt, men vi har aldrig kunnet lokke de tidligere naboer med på ideen om at udskifte hækken med et pænt plankeværk, hvilket ville have fået de små haver til at både virke og og også reelt blive større.
Det fortalte vi ham, men nu må han vente og se, hvad de nye ejere siger, for som situationen er, bruger vi naturligvis ikke en masse penge på at sætte plankeværk op over det hele.

Billedet til højre har ikke meget med hækklipning at gøre, men det er så kedeligt at forevige, hvorfor jeg har valgt et kobberfarvet stemningsbillede fra Inges og Hasses kobberbryllup i fredags. Inge har, efter eget udsagn, ikke helt selv fået hovedet helt i orden endnu efter først kobberbrylluppet, efterfulgt af først dyrskue og til sidst en 60-års fødselsdagsfest i går.
Jeg ville også være en anelse træt i ansigtet, er jeg sikker på …

---

Så er krigen i gang igen mellem bilister og cyklister – her et klip fra en artikel i Berlingske.
Bortset fra, at der kun er ét l i karambolage, belyser artiklen problemet fra begge sider – og selvfølgelig skal der være plads til alle, men jeg synes, at jeg som bilist alt for sjældent oplever, at cykelrytterne trækker ind til højre, når der kommer bilister bagfra. Ikke før vi dytter og da kun modvilligt.
Jeg oplever også tit, at selv om der er gode cykelstier, tror cyklisterne, at så snart lycradragten er på, kan de bilde os ind, at der er et cykelløb i gang, således at de har forkørselsret.
DET kan virkelig irritere mig. Når der er en cykelsti, har de bare at bruge den!
Vi er dog aldrig gået så vidt som til korporlig eller verbal afstraffelse, som nogle tilsyneladende gør … det er en tand for barnligt – og farligt, selvfølgelig.
Krigen stopper nok aldrig.
Vi så forleden en tv-udsendelse optaget i flere byer landet over, som handlede om, hvor mange cyklister, der bøjer trafikreglerne efter eget forgodtbefindende.
80 % af dem gør det! Tænk, hvis 80 % af bilisterne ikke fulgte færdselsreglerne …  
Fornemmelsen af, at de fleste bilister kan cykle, mens det omvendte ikke gør sig gældende, er kraftig for mit vedkommende.