mine forældre, som gjorde mig mulig; min mand, som somme tider gør mig umulig, mit barn, som jeg har lidt af æren for at have gjort mulig, mine bla bla bla og så videre, og så videre… alt det samme lidt højtravende pjat, alle de kendte siger, når de har fået en award.
Jeg har nemlig også fået en, har jeg, og jeg har fået min af Linda, hvis blog jeg længe har læst med stor nydelse. 1000 tak for den, søde Linda 😀
Det var godt nok en overraskelse, for jeg har selvfølgelig set denne award rundt omkring, og netop derfor er jeg meget rørt af og nok også en del forundret over, at det allerede var min “tur”, for jeg opfatter så absolut stadig mig selv som en meget grøn debutant inden for blogverdenen.
Med awarden følger ordene:
Denne bloggen investerer i og tror på NÆRHET- nærhet i rom, tid og forholderne er usedvanlig sjarmerende og søte, og formålet er å finne og å være venner. De er ikke opptatt av utmerkelser og selvhevdelse. Vårt håp er at når båndene på disse utmerkelser er kuttet, vil enda flere vennskap ha forplantet seg. Vær vennlig å gi litt ekstra oppmerksomhet til disse!
Meningen er, at man straks skal sende den videre. Se, nu er vi jo kommet til det svære, for hvem har fået og hvem har ikke fået?
Det kan jeg da ikke bare sådan lige overskue, så derfor vælger jeg at give den videre til nogle af mine yndlingsbloggere. Hvis I har fået den allerede, er det jo bare et tegn på, at I har dobbelt fortjent den.
Overrækkes hermed på sølvfad til Madame, Anne, Lene, Marina og Annette.
Der kunne sagtens listes mange flere, men jeg kan jo ikke remse hele blogverdenen op her, og disse fem står for mig som meget varme og klare repræsentanter for ovenstående ord.
Ellers har jeg såmænd absolut ingen visdomsord, der trænger sig på for at komme ud… det hele går stadig 100% op i børn, bortset fra, at jeg lige har et par timer “fri”, fordi flokken er taget en tur til København for at se to af Charlottes gamle gymnasieveninder.
Hos Mommer 
Kære Ellen!
Tusind tak for prisoverrækkelsen på det fine sølvfad. Jeg er ydmyg og rødmer helt ned i tæerne. Du har så ganske fortjent din pris – og hvor er det dejligt, at at du selv endelig lavede en blog. Jeg nyder dagligt at se, hvad du har skrevet på din elegante måde.
Og så er det lige, at jeg må fortælle, at jeg har oplevet en del ballade, når jeg giver en pris videre, så det vil jeg undlade. Men glad er jeg, meget glad :o)
Kommentar af Madame — 3. januar 2009 @ 16:05
Kære Madame – nu er vi så to om at rødme 🙂 tak for roserne.
Ballade skal du bestemt ikke have, og det er da heldigvis frivilligt, om man vil tage tråden op. Det må være prisen for at være berømt, at det ligefrem kan give dig problemer at vælge ud…
Kommentar af Ellen — 3. januar 2009 @ 16:23
Kære Ellen, jeg rødmer sammen med Madame, og siger tusind tak!
Det er første gang jeg sådan bliver ramt af en pris,så jeg ved da næsten ikke hvad jeg skal stille op – ud over at føle mig beæret. Især over det pæne der står om at tro på nærhed, for det er jo lige det!
Jeg synes det er meget, meget svært at vælge nogen ud blandt dem jeg holder af at læse, men i dag har jeg lavet et par opdateringer på min blogrulle, så måske skal jeg simpelthen henvise til den. Det finder jeg lige ud af. Foreløbig, så bare mange mange tak for påskønnelsen. Jeg er så glad for at andre kan have glæde af at læse mine små krøllede tanker på nettet 🙂
Kommentar af Anne — 3. januar 2009 @ 17:51
Kære Anne – nærhed, ja. Og sikken en masse rødhuder, der kan komme ud af dette 😉
Som jeg skrev i indlægget, er det ganske rigtigt svært at vælge, man er måske heller ikke helt retfærdig, og værst er det, hvis man fornærmer nogen, for det er jo bestemt ikke meningen. Hvis du også vælger at stoppe her, er der nok ikke nogen, der gør af det.
Dine tanker må du gerne kalde krøllede, men de er afgjort ikke små…
Kommentar af Ellen — 3. januar 2009 @ 20:02
Hov, og også tillykke til dig, Ellen! Jeg er helt enig med Madame, den pris er så fuldt fortjent.
Kommentar af Anne — 3. januar 2009 @ 17:58
Anne igen -så tusind mange tak – I er nu altså så søde 😀
Kommentar af Ellen — 3. januar 2009 @ 20:03
Hold da op Ellen. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive.
I den virkelige verden er jeg dybt splittet når det kommer til ting som priser, ærestaler og årets ”alt muligt mellem himmel og jord”. Jeg syndes det er SÅ flot når andre får priserne og syndes næsten altid at det er velfortjent. Bliver jeg derimod selv udvalgt til et eller andet vil jeg helst krybe i det nærmeste musehul.
Sådan har jeg det også med denne blogaward. Jeg syndes i den grad at du har fortjent den for dine skønne dejlige historier og jeg er helt enig i dit valg af de andre fire dejlige blogs som jeg alle sammen nyder at besøge. Faktisk tror jeg næsten at det er selskabet der gør mig mest stolt og ydmyg, for det er i et meget fornemt selskab du har anbragt min lille nye blog.
Tak, tak, tak som jeg ville have sagt rømmende og hakkende hvis det havde været en tale der var blevet holdt.
Kommentar af Marina — 3. januar 2009 @ 21:59
Kære Marina – tak for din ros og din tak. Jeg forstår fuldstændig, hvordan du har det, men jeg håber samtidig, at du også med tiden kan lære at tage imod ros, når den er velment og velfortjent.
Øv, hvor det lød højrøvet, og sådan var det jo slet ikke ment – det er bare så svært at forklare… Men jeg har langt om længe lært, at hvis jeg uforbeholdent siger tak og bare viser, at jeg er glad for ros/komplimenter/værdsættelse, så vender man glæden igen den anden vej. Det er svært, I know, og det har taget mig rigtig mange år ikke bare at komme med argumenter for, at jeg ikke fortjener den ros…
Summa summarum: Jeg mener stadig, at du og dermed din blog er en af topkandidaterne til “nærhed og varme”.
Kommentar af Ellen — 3. januar 2009 @ 22:24
I rent chok fik jeg måske formuleret mig lidt klodset for selvfølgeligt blev jeg rigtigt glad, men jeg blev også genert og forvirret og forfjamsket. Jeg vil gerne sige rigtigt tak fordi du tænkte på mig i denne sammenhæng, men endnu mere vil jeg gerne sige tak, fordi du af og til kommer på besøg og læser hvad jeg skriver. Det betyder meget for mig at have fornøjelse af dit selskab på Badut og det er altid en glæde at komme på genvisit her hos dig.
Kommentar af Marina — 3. januar 2009 @ 22:11
Hovsa, Marina – jeg tror, vi har skrevet temmelig simultant her 🙂 – din næste kommentar supplerer mit første svar på fornemmeste vis 😀
Og din første kommentar var i øvrigt ikke spor klodset, altså. Tværtimod var den spontan og ægte som alt andet, du skriver :o)
Kommentar af Ellen — 3. januar 2009 @ 22:29
Ellen jeg ved det godt for jeg bliver jo også selv glad når andre vil tage i mod den ros jeg gerne vil give dem. Så jeg øver mig og bliver bedre og der er efterhånden rigtigt mange slags ros jeg er god til at få. Jeg holder meget af de små bemærkninger i hverdagen, af børns spontane knus, af ting der lykkes for andre fordi jeg har hjulpet til, af at blive spurt til råds både når hverdagen driller og når der er større ting der skal løses. Allermest elsker jeg søde mails, kommentarer og breve og læser dem ofte igen og igen. Det jeg stadigt har rigtigt svært ved at tage imod med åbne arme er den mere højtråbende og officielle anderkendelse. Grundlæggende er det nok bare fordi jeg som regl syndes sagen er vigtigere end mig. Endnu engang mange tak fordi du tænkte godt om min blog, det vil varme længere efter at min generte forfjamskede panik har lagt sig.
Hav en rigtig dejlig søndag.
Kommentar af Marina — 4. januar 2009 @ 12:18
Marina – Du har jo selv sagt det hele så fint 😀
God søndag til dig også.
Kommentar af Ellen — 4. januar 2009 @ 14:07
Tusind tak Ellen, jeg er rigtig glad for prisen og tillykke til dig, jeg nyder at læse med her hos dig 🙂
Kommentar af Lene — 4. januar 2009 @ 22:46
Lene – selv årsag og tak – nydelsen er gensidig… 🙂
Kommentar af Ellen — 4. januar 2009 @ 22:57