Småt, men godt i Stavreby

I går var der Havnens Dag i Stavreby havn, som må være en af Danmarks mindste. Dog ikke den mindste; her tror jeg, at bl.a. Kindvig lidt længere sydpå kan være med i den konkurrence – hvis der findes en sådan, men lille og hyggelig er Stavreby havn – med små bygninger med navne som Larsens Plads og Fremtidens Håb. Havnekontor er her også, men hvor ofte det er bemandet, skal jeg ikke kunne sige.

Vi blev fristet til at se hvad Havnens dag kunne være for noget, fordi jeg på FB så, at Lars fra Roneklint Kajakcenter ville tage nogle af sine kajakker dertil for at vise flaget. Vi føler efterhånden, at vi kender Lars, fordi to af mine englændere har lejet kajakker af ham hvert år, siden vi flyttede herned – med 2021 som eneste undtagelse, fordi det meste af verden havde udrejseforbud den sommer.
Han så første gang Aubrey som den lille, otteårige, seje fyr og kommer om en måneds tid til at se en høj, sportstrænet, syttenårig ung mand, der vil tage en magistergrad i wildlife filming, selv designer sin frisure og som planlægger at tage kajakmaratonet Devizes til Westminster næste år, hvor han så er 18 og derfor ikke behøver at sidde en toerkajak i selskab med en myndig person, men må tage turen alene. 201 kilometer og 77 overbæringer skal han klare. Mormor her er stolt over, at han overhovedet har mod på det – og en klippefast tro på, at han nok skal klare den!

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om hans nye hår, men han er selv meget glad for det, hvilket er hovedsagen (pun intended). Eftersom netop denne version af mandefletninger er hans egen ide, har jeg opfordret ham til at finde på et navn til den … hvis han nu skulle komme til at skabe en trend …

Nå. Tilbage til Stavreby havn.
Vi blev budt velkommen af nogle rejekællinger (deres egne ord), som sad og hyggede sig. Nogle gange passer det åbenbart, at rejerne er håndpillede – jeg tror nemlig ikke altid på den slags erklæringer, lige så lidt som jeg tror på håndskåret og håndsaltet bacon i industriøjemed. (Til gengæld troede jeg på det, da jeg engang på nogle baconpakker kunne læse, at det var “Skåret af et helt stykke”.)
Der var vel kun omkring 50 gæster, da vi var der. En størrelsesorden, der passer mig særdeles fint, for jeg er på ingen måde til store menneskemængder, hvor man går skulder ved skulder og ikke kan se en pind andet end … skuldre. Og hoveder.
Man fornemmede tydeligt, at mange kendte hinanden, men vi udefrakommende følte os velkomne og vi fik en snak med en jæger og selvfølgelig med føromtalte Lars.

Der var boder med smagsprøver på meget (ikke alt) godt fra havet: Røgede ål, hornfisk, laks og rejer. Røget blishønebryst og stegte rågeunger. En dame stod og stegte fiskefrikadeller og en anden havde selv lavet vildtspegepølse.
Som sagt kunne vi gratis smage på det hele, men ville vi have fx en hel fiskefrikadelle eller et helt stykke brød med røget ål eller laks, måtte vi, ikke urimeligt, betale for det, men det var yderst rimelige priser, de forlangte for det.
Det smagte alt sammen rigtig godt – jeg var spændt på både blishøne og rågeunge, og det viste sig at være en positiv overraskelse.
Og bliv nu ikke forargede – hvis I nogensinde har boet i nærheden af en rågekoloni, vil I nok være enige med mig i, at man så afgjort får en enorm lyst til at skyde hele bundtet, men man må altså kun skyde ungerne, og det kun efter tilladelse til regulering, så der er styr på det.
Som jægeren sagde, så kan alle fugle spises; de skal bare tilberedes på forskellig vis. 
Det røgede blishønebryst tog dog prisen og smagte virkelig godt. Det var smørmørt og lækkert – en sand delikatesse, som man nok sjældent får mulighed for at smage, hvis man ikke selv er jæger.

En hel, røget hornfisk kostede en tyver. Sælgeren af dem blinkede til mig og lagde to hornfisk i posen “fordi du ser så sød ud”. Ingen metoo her – uanset om han mente det eller ej, så labbede jeg det i mig, og i aftes fik vi hver en røget hornfisk med røræg til. Det var også godt!