Et mini-sykursus, der intet har med Halloween at gøre …

Dette har intet med Halloween at gøre, selv om farverne (som i øvrigt er aldeles umulige at få kameraet til at gengive korrekt) kunne tyde på det. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at jeg er blevet stærkt inspireret af de fantastiske farver både i USA og herhjemme.
Først kigger man på Shabby Fabrics nyhedsmail og ser, at de har laserskårne ahornblade. Pre-fused (= med strygelim) og dermed lige til at gå til. Ned i indkøbskurven med 2 x 12 i de to største størrelser. Ligeledes sættet med syv FQs i herlige, varme efterårsfarver. Vente, vente, vente på forsendelsen fra USA. Den kom forholdsvis hurtigt, og toldvæsesnet opdagede ikke noget.
Skitseprocessen begynder. Det tog nogle timer, en masse tegninger og en nat, inden jeg besluttede mig for, hvordan de skulle se ud. Altid godt at sove på beslutningerne.

Der skæres. Af de afskårne strimler skar jeg 7,5 x 7,5-kvadrater, som blev syet sammen til strimler med seks 6 x 6-kvadrater. Disse skal indfældes i venstre side; hele tiden med det kvadrat øverst, som er mage til det store stykke stof, jeg har skåret seks af. Dermed bliver der seks forskellige, men alligevel ens dækkeservietter.

Nu skal bladene stryges på. Placeringen bliver målt ud på millimeter – der er kun ét skud i bøssen, for når de er strøget på, kan de ikke komme af igen.
Nu maskinapplikeres de på. Jeg tog et billede af indstillingen, så jeg kunne være sikker på at få alle seks med ens sting, selv om jeg skulle blive nødt til at slukke symaskinen (hvilket nulstiller den – og jeg har aldrig gidet sætte mig ind i memory-funktionen). Jeg var også nødt til at ofre et blad på at sy en øve-en for at være sikker på, at jeg havde styr på det. Det havde jeg. Næsten.
Jeg ville ikke applikere med tætte zigzagsting – vidste, at det kunne jeg ikke gøre pænt nok, så jeg valgte symaskinens tæppesting, som er ret god til patchworksømme. Det var sværere end jeg troede at få spidserne pæne – jeg var hele tiden nødt til at have tjek på stinget, hvilket blev til et lille mantra: venstre-højre-ned-venstre-højre-ned … dette sad jeg og gentog hele tiden på alle seks blade, for det kunne ikke nytte noget, at maskinen tog næste delsting mod højre, hvis jeg stod helt ude i en spids. Det tog sin tid og smuttede kun et par gange …

Da jeg endelig var færdig, så bladene forkerte og halvfærdige ud, så jeg syede ribber og stilk på. Det hjalp – bortset fra, at jeg virkelig er en klump til det med tætte zigzagsting. Der er godt nok plads til forbedring her, men den slags kan ikke pilles op igen uden at ødelægge stoffet, så jeg må desværre leve med den grimme stilk. Ribberne blev heldigvis okay.

Derefter stryges volumenflies på og der maskinquiltes. Her er nøjagtighed i højsædet – én millimeters unøjagtighed skriger til himlen. Slutstinget, inden man vender, skal sidde lige i … ikke i øjet, men i hjørnet mellem tre sammensyninger (venstre billede) og ikke 3/4 mm ved siden af (højre billede). Det er nok kun mig selv, der opdager de fire smuttere, jeg lavede, men ikke desto mindre irriterer det mig, når det sker! 
Til sidst monteres bagsiden; der vendes, stryges og kanten stikkes. Vupti: Seks efterårs-dækkeservietter er produceret. Det tog kun omkring 14 timer … 
Og så forestiller ‘nogen’ sig, at man kan leve af at sy den slags ting og sælge dem. Hvor meget skulle de koste, hvis jeg skulle have to dages løn for seks dækkeservietter? Omkring 300 kroner stykket, selv om jeg kun under mig en månedsløn på 20.000 kroner – inden skat. Det er mildt sagt urealistisk.
Men pyt – jeg skal ikke leve af det, jeg synes bare, at det er sjovt at sy.