Jeg vil da osse være med i billedlegen ovre fra Blogkvinder 40+…
Billedet lige herunder er det eneste jeg kan datere nøjagtigt, for datoen står på min dåbsattest: 3. maj 1953. Præcis to måneder gammel og stadig meget nuser.
Det aftog så med tiden…
Dåbskjolen bliver stadig brugt en gang imellem. Den er håndbroderet og er så smuk. Min mor havde grønne fingre, som det måske kan fornemmes – hun elskede at have masser af blomster og planter alle vegne omkring sig.
Det gik et års tid, og så var jeg en hel del mere mobil. Mine forældre påstod altid hårdnakket, at jeg gik alene, da jeg var ni måneder. Jeg kan ikke selv huske det, men Charlotte tog sit første skridt, da hun var 10 måneder minus to dage, så måske er det rigtigt…
En tur hos fotografen – tre år vil jeg gætte på. Min mor kunne ikke senere se dette billede uden at ærgre sig over, at hun overså ålene i strømperne.
Fem år. Hvilket mit eget barnebarn lige er blevet. En lidt underlig tanke.
Disse slangekrøller, som mor insisterede på at forsyne mig med, hver gang jeg skulle være fin, fik jeg først ‘magt’ til at få hende til at stoppe med et godt stykke inde i første klasse.
Jeg syntes efterhånden, de var ekstremt pinlige…
Kjolen husker jeg tydeligt – den var ikke spor pinlig; den var syet i vinrød taft, og den var SÅ fin.
Det var klip fra halvtredserne.
Nu venter jeg så bare på, at der er en der foreslår, at vi skal tilbage til fyrrerne næste gang, for jeg vil have det ret godt med at kunne sige, at så kan jeg desværre ikke være med mere 
Hos Mommer 
Ja, det er sjovt at finde gamle billeder frem og lade minderne strømme. De gamle sort/hvide er ikke så tossede, for de er mere holdbare – jeg kan blive så distraherende sørgmodig, når jeg ser nogle af de yngre farvebilleder, hvor farverne næsten alle er gået op i det røde felt af ælde.
Fyrrerne? Well, der er da billederne, fra da vi havde den alder 😉
Kommentar af Eric — 10. januar 2011 @ 19:07
Eric – ja det er der da selvfølgelig – det tænkte jeg ikke på 🙂
Det er bestemt ikke alle farver der holder, men det må have kommet meget an på fremkalderen, for jeg har mange gamle farvebilleder, hvor farverne har holdt forbløffende godt.
Kommentar af Ellen — 10. januar 2011 @ 19:36
Jeg kan godt forstå din mor var vild med de krøller, de er da så søde 🙂
Kommentar af intetnytundersolen — 10. januar 2011 @ 19:52
Marianne – ja, okay her måske, men ikke når man er fyldt otte år 🙂
Kommentar af Ellen — 10. januar 2011 @ 19:58
Så sød glad og fin.. hvis ikke du havde sagt det med ålene, havde jeg ikke lagt mærke til dem.. 🙂 Din mor må have drømt om en lille sød pige med krøller, og det gennemførte hun.. 😉
Kommentar af Inge — 10. januar 2011 @ 19:55
Inge – hvor var det sødt sagt 🙂
Jeg kan godt sige dig, at min mor så kun de ål 😉
Kommentar af Ellen — 10. januar 2011 @ 20:00
Hvor er du yndig med krøller, og nogle fine kjoler du har på..;-D…
Kommentar af Rejen — 10. januar 2011 @ 20:08
Annemarie – akkeja, det var dengang… 🙂
Kommentar af Ellen — 10. januar 2011 @ 21:01
Hvor var du kær! Ja, er det ikke sjovt, at mødre synes så godt om slangekrøller. Jeg kan tydeligt huske, at min mor prøvede at lokke mig til det, men da var jeg blevet større og kunne stritte imod. Som lille havde jeg pagehår og lignede næsten en lille dreng (også i opførsel, tror jeg…);-)
Kommentar af Mia Folkmann — 10. januar 2011 @ 20:09
Mia – det må have været meget trendy dengang med slangekrøller, men du slap altså fri 🙂
Så du var en lille drengepige… hos os var det min lillesøster, som arriverede i 1957 og lige fra ganske lille ville alle drengetingene 🙂
Kommentar af Ellen — 10. januar 2011 @ 21:04
“Hvordan så jeg ud i 50’erne?
Har du ikke et problem med de apostroffer? Mener du ’50-erne, altså 1950-erne? Ellers må du hoste op med nogle mere nutidige, og jeg er sikker på, de bliver mindst lige så gode.
Især med slangekrøller! OG pompommer, gerne a’ la Bettie Page.
😉
Kommentar af AagePK — 10. januar 2011 @ 22:26
Aage – jeg har skam ikke problemer med apostroffer – se blot her: http://sproget.dk/raad-og-regler/retskrivningsregler_mv/retskrivningsregler/a7-1-6/a7-6-apostrof – afsnit 2.
At skrive 50’erne er korrekt nudansk – det er ’50-erne derimod ikke 😀
Dit a’ la skal jeg helt forbigå og undlade at gøre dig opmærksom på, at det hedder á la 😉
Den små Bettie har sandelig været noget af en frækkert dengang – måtte lige google damen… hende ville jeg aldrig kunne leve op til – hverken dengang, senere eller nu 🙂
Kommentar af Ellen — 11. januar 2011 @ 7:48
Det link har jeg noget svært ved at få til at dække vort lille problem: ifølge Nudansk Ordbog bruges apostrof, når et eller flere bogstaver er udeladt. 1950-erne bliver til ’50-erne, fordi 19 er udeladt. Aldersgruppen 50’erne bør hedde 50-erne, fordi der jo ikke er udeladt noget.
60’er-rock er et stående begreb. Det burde hedde 60-er-rock, der er jo ikke udeladt noget; men apostroffen kommer nok ind dels via amerikanisme, dels, fordi to bindestreger ser åndsvagt ud.
Den små Bettie , eller The notorious Bettie, er for mig den mest uskyldige frækkert; men sådan så amerikanerne jo ikke på hende.
Kommentar af AagePK — 11. januar 2011 @ 9:28
Jeg ved ikke hvilken Nudansk Ordbog du sidder med, men jeg har Politikens fra 2001, hvori der under apostroffer står præcis det samme som i linket:
“Taltegn skal altid have apostrof foran en endelse, fx 1930’erne, 13’er.”
Om der står 1950’erne eller 50’erne, er ligegyldigt, for i sidstnævnte tilfælde siger man ikke tallet 19. Du siger jo også selv, at der ikke er udeladt noget i 60’erne – hvorfor mener du så, at der udeladt noget i 50’erne? 🙂
Kommentar af Ellen — 11. januar 2011 @ 9:53
Nej, jeg siger ikke noget om 60-erne: jeg siger noget om 60’er-rock, og i den sammenhæng om lån fra US of A.
Og du må da indrømme: der er forskel på 50-erne om en gruppe i en bestemt alder, og ’50-erne om ti-året. Skriver du 50’erne, kan ingen vide, hvilket begreb du omtaler. Og det var det, jeg harcelerede lidt over. Hvordan ville du skrive det, så man straks så forskellen?
I mellemtiden har jeg så været til omsyn med bilen, og i synshallen lå der brochurer om nano-behandling af ruder, fælge og lak. Firmaets betegnelse: Nanoformering. Nano-formering? Hvor småt kan den formering foregå?
Kommentar af AagePK — 11. januar 2011 @ 11:38
Jeg ville nok bare tage for givet, at modtageren ved, hvilket århundrede jeg taler om… det skulle gerne fremgå af konteksten. I tror da forhåbenlig heller ikke, at jeg er over 150 år gammel? 😉
Nanoformering ville jeg helt givet også studse over, men det er vist blevet til et ‘rigtigt’ ord. Kunne dog godt få den mistanke, at der er tale om en oversættelsesfejl (igen), da det på engelsk hedder nano formation. På dansk kan ‘formering’ i mine øjne kun betyde noget med forplantning.
Kommentar af Ellen — 11. januar 2011 @ 12:50
Sikke en stribe skønne billeder og Margrethekrøllen er jo helt perfekt 😀
Kommentar af Annette's space — 11. januar 2011 @ 11:13
Annette – hehe… er det nu, jeg modstræbende skal indrømme, at mit mellemnavn er Margrethe? 😉
Kommentar af Ellen — 11. januar 2011 @ 12:52
Du så rigtig sød ud. Med og uden ål i strømperne 😉
Kommentar af Lene — 11. januar 2011 @ 15:24
Lene – hehe, det er dig, der er sød 🙂
Kommentar af Ellen — 11. januar 2011 @ 16:12
Nøøøøj, hvor er du sød på ovenstående billeder, så vidt jeg husker havde jeg endda en kjole der lignede din den vinrøde taft, men så vidt jeg husker var min kun lærred.
Jeg kan godt se, at jeg er nødt til at skal have billeder fra 50´erne scannet ind for at kunne være med i legen. I øvrigt, så synes jeg da dine slangekrøller er meget yndige.
Kommentar af Annette (Holland) — 11. januar 2011 @ 16:22
Annette – du er også sød 🙂
Jeg vil gå så langt som at indrømme, at slangekrøller kunne være meget sødt til en 3-4-, måske 5-årig, men kan du ikke godt forestille dig, at jeg var flov over dem som 8-årig?
Selvfølgelig skal du da også lege med her – jeg glæder mig til at se en 100 % jævnaldrende 😉
Kommentar af Ellen — 11. januar 2011 @ 16:27
Fandt du ikke det billede du søgte, eller er det mon bare mig der ikke kan se ligheden. Dåbsbilledet kunne ligne. Bortset fra frisuren og prinsessekrøllen, kan jeg ikke se ligheden.
Jeg husker krøllejernet der blev varmet op under åben ild, og den værste varme blev svidt af i avispapir inden det blev hårets tur. Det blev brugt flittigt i mit barndomshjem.
Kommentar af Pia — 11. januar 2011 @ 19:22
Pia – du har helt ret: jeg fandt ikke det billede, jeg søgte. Jeg troede det var på gården, men jeg har en lumsk mistanke om, at Charlotte har taget det med til England… det kunne jeg så ikke vente på at kunne tage en kopi af 🙂
Jeg har set de gammeldags krøllejern, men mor kunne et eller andet trick med en strikkepind, en pegefinger og udnyttelse af de naturlige krøller, jeg havde.
Kommentar af Ellen — 11. januar 2011 @ 19:31
Hvor smiler du dog helt vidunderligt, Ellen – især på dine ‘mobile’ billeder 🙂
Jeg har også et billede, hvor jeg har slangekrøller. Det var så besværligt. Krøllejernet blev varmet gasblusset og jeg kan stadig huske lugten af svedent hår, når det var blevet lidt for varmt. Det var bare med at sidde helt stille, så man ikke fik brændt ørerne! Men jeg undrer mig meget over så antikverede vi allesammen ser ud dengang i 50’erne; det kan da for søren ikke passe, vel..?
Kommentar af Ditte — 12. januar 2011 @ 22:37
Ditte – tak for dine søde ord. Du er den første jeg har mødt, der også måtte plages med slangekrøller – vi må finde nogle flere og danne en klub 😀
Jeg er bange for, at det med at se antikverede ud, kun passer alt for godt… tænk på hvor ældgamle vi må virke på alle under 30-35 år 😉 Men så tager jeg bare billeder frem af min far og farfar fra da de var små – så får jeg det bedre; dér kan man tale om sepiafarver…
Kommentar af Ellen — 13. januar 2011 @ 8:02