Hos Mommer

13. september 2015

Til fest i Mørke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:53
Tags: ,

P1080332Vi har været til familiefest i Mørke. Der var sikkert nogen, der havde været ude at tisse i Løgten …

Aj, hvor den var plat. Vi var faktisk ikke engang i Mørke, men tæt nok på til, at platheden trængte sig på.
Fætter-kusinefest var det – med færre deltagere, end vi plejer at være, men hyggeligt nok var det bestemt alligevel.
Vi havde Merete med i bilen, og vi drog afsted tidligt fredag morgen, fordi vi ville have noget ud af det, nu vi alligevel skulle en tur over broen.
Vi ville gerne se terrakottafigurudstillingen på Moesgard Museum, og da Merete ikke havde været der før, tog vi lige resten af museet med, så jeg fik et gensyn med den lille Lucy og Hobitten fra Flores.
De ser simpelthen så finurlige og skælmske ud, de to små damer, og jeg kom til at holde af dem allerede da vi så dem første gang.
Terrakottafigurerne var også interessante at se – mest interessant var det dog at læse de mange skriverier rundt omkring om livet i Kina dengang for så mange år siden, hvor Den Første Kejser huserede.
For det var jo det, han gjorde. Huserede. Raserede. Indtog. Erobrede. Byggede KÆMPEstore paladser – tilstrækkelig med arbejdskraft var lige som ikke noget problem, jo.

P1080340P1080341

P1080379Fredag Moesgård og spise til aften i Århus Midtby med kaffe ved åen. Udendørs, selv om det regnede, men det var dejlig mildt, så med en parasol over gik det glimrende.
Lørdag blev det Ebeltoft og et husflids- og madmarked på Stenalt Gods. Eftermiddag og aften familietræf.
Søndag morgen mere familietræf over morgenmaden.
Hjem via Ry og Gl. Ry med mølle og det hele. Det er et smukt område, men holddaop for et dårligt vejr – det blev aldrig rigtig lyst i dag, og vinduesviskerne har været på overarbejde. Vi opgav derfor alle ideer om udendørs aktiviteter og begav os til Odense, hvor Meretes datter, Annemarie, lige er flyttet over og er begyndt på medicinstudiet.
Hende fik vi en god frokost og en god snak med, inden turen gik det sidste stykke hjemover.
Det har været en dejlig, en snaksom og en oplevelsesrig weekend, og vi er alle lidt mere end en anelse trætte.

Og apropos familie – rekonstruktionen af neandertaleren herunder kiggede John på i to sekunder og udbrød så: “Nej, hvor han dog ligner …” og så kom navnet på et familiemedlem.
Merete og jeg kom sådan til at grine, for John havde kun alt for ret – ligheden er faktisk temmelig slående.
Jeg skal skåne nogen for at komme nærmere ind på, hvem vi mener, men man er selvfølgelig velkommen til selv at prøve at regne ud, hvem vi tænker på.

P1080349

28. august 2015

I samarbejde med en psykolog …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: ,

Inden sommerferien var der en kommentartråd et sted, jeg husker ikke hvor, om at det kunne være hyggeligt med et blogtræf.
Det var meget moderne en overgang og fandt sted flere gange om året, men medmindre man bevidst holder mig ude, gider folk vist ikke rigtig mere at mødes med andre bloggere, for det er længe siden, jeg har hørt om et træf, der ikke har været rent privat.
En af deltagerne i omtalte tråd var Jørgen Carlsen, som jeg for nylig kontaktede for at høre, om han kunne være interesseret i at arrangere et træf ved Vemmetofte, som han har stor viden om, da han er født i Det Gamle Apotek i Vemmetofte og hans forældre begge arbejdede på Vemmetofte Kloster.

Map picture

Det var Jørgen heldigvis interesseret i, og derfor har vi arrangeret et blogtræf
søndag d. 27. september kl. 12:30 med følgende program:

  • Vi mødes ved parkeringspladsen ved Vemmetofte Strandskov
  • Spadseretur langs stranden hen til Musestenen og tilbage til bilerne – omkring 1,7 km
  • Kørsel til Vemmetofte Kloster
  • Vi går igennem parken, ser kirkegården og går forbi Prins Carls plankeværk; en tur på omkring 1,5 km – Jørgen fortæller undervejs …
  • Kørsel (ca. kl. 14:30) til Den Stråtækte, hvor John og jeg vil servere en kopkaf og et stykke kage.
    Her kan folk blive så længe de lyster – vi giver dog ikke aftensmad …

Ret til ændringer i programmet forbeholdes!
Erfaringsmæssigt plejer der ikke at være det helt store opbud til blogtræf, men skulle der mod forventning komme så mange, at Den Stråtækte bliver for lille, bliver kaffeindtagelsesstedet forlagt til Præstø Havn, formentlig Café Mocc@.
Igen afhængigt af deltagerantallet vil Jørgen forsøge, bemærk stregen under forsøge, at få arrangeret en rundvisning på klostret, men regn som udgangspunkt ikke med, at dette bliver til noget – tag det i stedet som en positiv overraskelse, hvis det sker.

I melder jer til ved at give besked via en kommentar. Vi har ikke tænkt os at være mere strikse, end at vi byder ikke-bloggende ægtefæller velkomne.
Af hensyn til de ovennævnte forbehold kan man desværre ikke bare møde op på dagen. Vi er nødt til at vide – og gerne i god tid – hvor mange vi bliver.

OPDATERING:
Jørgen har gjort mig opmærksom på, at det er en anden parkeringsplads, vi skal mødes ved, nemlig den for enden af Ny Strandskov efter Campingpladsen, der ses på kortet, når man har klikket det større og trukket det lidt mod venstre.

Tast Ny Strandskov 4, Faxe i gps’en, så kommer I det rigtige sted hen.
Beklager – for mig er der kun én parkeringsplads i Vemmetofte Strandskov, men der er altså to …

14. august 2015

Hvad hedder “white horses” på dansk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Jeg ved naturligvis godt, hvad white horses betyder, men hvad kalder man det på dansk, når vandet viser tænder? Når der kommer små eller større skumtoppe på bølgerne? Jeg har hørt en (men kun én) kalde det for kattepoter, men kender ellers ingen anden betegnelse end at ‘havet viser tænder’. Har vi en mere poetisk betegnelse for det, på linje med de hvide heste, som Tim kaldte fænomenet, da han var her?

P1070903

Det blæser 12 sekundmeter, og vi skal ud og cykle lige om lidt! Med den vind ville jeg normalt holde mig fra at cykle, men ‘man’ har inviteret beboerne langs strækningen, samt “berørte politikere”, til på en uformel måde at indvie den røde vej eller 2÷1-vej, som vi har fået langs fjorden på en strækning af 7,2 km.
Vi er meget glade for vejen, som har fået mange lastbiler til at vælge anden rute og førerne af personbiler til at køre mere forsigtigt og tage mere hensyn til cyklisterne – selv om mange af bilisterne har ret svært ved, trods tydelig og hyppig skiltning, at finde ud af, hvordan man kører korrekt på en rød vej.
Motorcyklisterne derimod … jeg har sådan en lyst til at ringe til politiet og fortælle, at et par betjente ville kunne tjene deres årsløn hjem i hastighedsbøder, hvis de ligger og lurer ved vores hus et par dage. Over halvdelen af de motorcyklister, der kører her, kører langt over den tilladte hastighed, som varierer mellem 50 og 60 km/t. Virkelig langt over – nogle af dem når jeg dårligt nok at se, inden de er væk igen. Til gengæld kan jeg høre dem meget, meget, meget tydeligt. Mange kører over 100 og nogle af dem kører 150, er jeg sikker på – det er totalt ansvarsløst og komplet sindssygt med alle de cyklister og Marjatta-børn/voksne, som færdes her. Jeg griber mig i at ønske, at sådan nogle idioter kører katastrofalt galt en dag – og at det kun går ud over dem selv, vel at mærke. Beklager. Det er absolut ikke pænt af mig at tænke sådan, men når jeg oplever den slags personager, ville jeg ønske, at motorcykler var forbudt på denne strækning. Og her er der ikke tale om, at de få ødelægger det for de mange; at flertallet kører ordentligt, for det gør flertallet ikke!
Et par af dem har jeg vist min midterste finger pegende lodret op, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de enten ikke nåede at se det, eller at de er ophøjet ligeglade med, hvad fru Nielsen i Den Stråtækte mener om dem …

Nå. I dag fra klokken 17 når en del af os måske at få generet en motorcyklist eller to, når et for mig endnu ukendt antal personer cykler frem og tilbage ad ruten for at ende på Marjatta, som giver “en forfriskning og lidt at spise”. Som sagt ville vi normalt have valgt fra at cykle i den kraftige vind, men det kunne være lidt hyggeligt at deltage, og med vores elcykler i højeste mode overlever vi nok strækningerne i modvind, vil jeg tro.
Og hvis der indfinder sig nogle af de beslutningstagende politikere, kunne jeg måske godt finde på at nævne problemet med motorcyklisterne …

6. august 2015

70 års-fødselsdag i BonBon-Land

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:56
Tags: , ,

Hvad er mere naturligt end at tilbringe sin 70 års-fødselsdag i BonBon-Land?
Ungerne havde en fest – de syntes det var alle tiders at være der. Forældrene syntes også udmærket om det, mens vi to gamle … men okay; når børnene har det godt og har haft en god dag, har det også været en god dag for os, men jeg var ærlig talt ikke imponeret. Forlystelserne var såmænd sjove nok, men det virkede for uorganiseret for os. “Køb jeres billetter online og spar både penge og tid ved indgangen.”
Vi sparede 100 kroner for os alle seks; med de priser kunne det være det samme, og det tog en krig at komme ind, fordi der sad billetpiger og skannede vores billetter og skulle fortælle samtlige gæster, at “disse kort giver gratis adgang i morgen”. Det var ikke aktuelt for os, men hun insisterede på at lire hele remsen af alligevel. Det eneste sted, der ikke var kø var der, hvor man skulle købe billetter …
Det er ikke i orden, at man skal betale for at parkere. Det er heller ikke i orden, at for hver billet, hvor stregkoden fylder 5 cm2, skal man printe et helt A4-ark med et stort farvebillede på. Altså seks ark for vores vedkommende. Jeg kan bruge mit farveblæk på mere interessante eller nødvendige ting end BonBon-Land-billetter.

P1070734

P1070733På en dag, hvor størstedelen af Danmark har besluttet at tage i BonBon-Land (og det må de have vidst på forhånd), skal man ikke deklamere, at man kun har én af de fire pizaer på kortet.

Og deres fejlbehæftede skilte – tsk, tsk, tsk …
Eksempler på disse må blive en anden gang – det skal heller ikke blive alt for negativt, for det var jo en god dag. Sindssygt varm, men god. Det var skønt at se vores medbragte to generationer børn skrige af grin og hyle af skrækblandet fryd i de forskellige forlystelser. John og jeg ventede pænt de fleste steder, men vi var med på bl.a. bæverraftingen – det var sjovt, og vi blev dejligt våde alle sammen – det kølede dejligt den næste halve times tid.

Vi havde bestilt bord på Fjordkroen, fordi vi gerne 1) ville fejre John og 2) vidste, at lysten og energien til selv at lave mad nok ikke var på det højeste efter sådan en aktiv dag.
DET var til gengæld suuupergodt. John og jeg kom der nogle gange i vore yngre dage, men det er 26 år siden sidst vi var der, så vi var lidt spændte på, om de nye ejere kunne holde den høje standard, vi kendte fra dengang.
Det kunne de og lidt mere til. Det var blevet endnu bedre, og at gå fra supergodt til suuuupersupergodt er noget af en præstation, så der skal vi hen igen. Når vi får sparet sammen … men det er da dejligt at have sådan et godt spisested bare 750 meter fra bopælen. Det er ikke noget, vi har været vant til – har altid skullet køre til Køge eller Roskilde.

P1070802P1070803P1070806

Under middagen forklarede Charlotte børnene, hvad det vil sige at mime, og vi morede os så meget over ungernes faktisk ret vellykkede forsøg på at udtrykke forskellige følelser, at det var lige før, det blev pinligt … vi var nødt til at lægge en dæmper på os selv, inden det blev det.
Aubie var dog ikke særlig god til at vise vrede, som det måske fremgår af billederne.

P1070804P1070807P1070808

I morgen må jeg hellere begynde at tænke på på lørdag … men John havde en god fødselsdag.

3. marts 2015

Om at være i benægtelsesfasen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

Jeg må virkelig være dybt inde i en benægtelsesfase for tiden.
I går ringede jeg til Charlotte, som var overrasket over, at jeg ringede … det plejer hun da ikke være?
I går sagde John, at han nok skulle køre til bageren her til morgen … Jeg svarede: Ja …? Underforstået: og???
Han spurgte, om der var et eller andet bestemt, jeg godt kunne tænke mig, og jeg svarede, at han bestemte bare hvilket brød det skulle være. Som altid … hvorfor skulle det nu være anderledes?
John sagde, at det kunne da godt være, at der var et eller andet syndigt, usundt og lækkert, jeg kunne tænke mig på min fødselsdag.
Fødselsdag! Det havde jeg fuldkommen glemt!
Det var selvfølgelig også derfor, at C havde undret sig – hun vidste jo, at vi ville komme til at have en lang samtale i dag.
Det er alderen. Det må det være. Det er ganske enkelt bare ikke interessant mere at have fødselsdag.
Da John for noget tid siden spurgte hvad jeg ønskede mig, svarede jeg, at han kan give mig en god middag i Tromsø, når vi er deroppe.
– Hvad så med mig?
– Du må stå og kigge på; jeg kan altid bede om en doggy bag – i Norge har du kun råd til én god middag!
Tøhø. Men siden har jeg altså glemt alt om, hvad der skete den 3. marts for 62 (avavav) år siden).
Det havde John ikke. Vi holder fast i den gode middag (for to), men han syntes, der skulle ligge en lille ting til mig ved morgenbordet.
Det viste sig at være et Vivofit-ur.
Han havde åbenbart luret, at jeg havde spurgt meget interesseret til funktionerne i Inges ur. Jeg ved ikke, om hendes også er et Vivofit, men mit kan vist det samme som hendes.
Det er nu parret med*) min telefon, så de to enheder kan snakke sammen og vise mig alle de spændende statistikker og om jeg overholder mine selvvalgte daglige antal skridt.
Hvis jeg beholder det på om natten, registrerer det mine bevægelser … da Inge viste mig sin graf for det, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun havde været oppe lige der, hvor den slog lidt ekstra ud. Det havde hun.
Jeg tænkte (højt) på, hvordan den graf ser ud, hvis man har haft gang i privatlivet, hvortil hun svarede, at uret jo altså kan tages af … jeg må dog indrømme, at jeg er ret nysgerrig, hvad det punkt angår … men I får ikke nogen rapport!
Om morgenen bliver jeg spurgt, hvordan jeg har sovet, og hvis jeg sidder stille for længe, skal det nok gøre mig opmærksom på, at det er på tide lige at få rørt sig lidt! (Det er ikke sket endnu i dag). Der er vist også noget med røde tal – et eller andet sker der i hvert fald, hvis jeg ikke når det daglige mål.
Det må jeg hellere sørge for at nå, så i formiddags gik vi en tur på Feddet og i aften går vi hen på Fjordkroen for at se, om maden er lige så god som den var for 26 år siden, da vi sidst spiste der.

3 marts 20153 marts 2015 (2)

På Feddet er der det hele: En fed havn, miljø og toilet. De sidste to endda i samme bygning, hvilket må være en usædvanlig kombination. Uha, disse særskrivninger …
Fed Havn er ikke forkert som sådan, men jeg ville nok have valgt at kalde det Feddet Havn, især fordi det hedder Feddet.

Feddet Havn 3 marts 2015

*) Det var, hvad paired var oversat med. Det var én ting, men de havde gudhjælpemig også oversat significant figures med væsentlige figurer! Helt ude i hampen … det hedder betydende cifre på dansk.

21. januar 2015

Ligner man en million, når man ifører sig en Rockefeller?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

MaestroDer bliver strikket en del for tiden. Jeg er blevet færdig med endnu en Maestro (nummer tre!) og mit Rockefeller, som er et tørklæde/sjal, jeg startede på, da vi tog til England.
Jeg er ret vild med Rockefeller. Det er flot og alternativt tænkt – af en mand, oven i købet. Ikke fordi mænd ikke kan tænke alternative eller smarte tanker, men der går ikke tretten på dusinet af mandlige strikkedesignere, så det er en smule usædvanligt.

Rockefeller (1)

Det er min udgave til venstre … jeg ville desværre ikke have megen gavn af så slank en gine … nu skal jeg bare lære at drapere tørklædet, så jeg ligner en million i det. Der skal nok øves længe. Meget længe …
Selv om det ikke ser sådan ud, er der kun de samme to farver i den; en grå og en lys beige.

Brugsen i Karise lever fortsat op til mine brugsforventninger.
I dag kunne man se følgende skilt:

P1040942    P1040943    

Nej, min ven, en pomelo er ikke en melon og har heller aldrig været det. Desuden har du hængt det fejlagtige skilt umiddelbart ved siden af papirerne med en forklaring på, hvad en pomelo er, hvis der nu skulle være en kunde eller to, der er lige så uvidende som dig …
Tal sammen, kære kolleger. Eller se lidt ud over egen næsetip. Eller spørg, hvis du er i tvivl. Ingen kan forlange, at du skal vide alt, og jeg har måttet svare på en del unge kassemedarbejderes spørgmål om, “hvad det her er for en”. Hvis det ikke er en grønsag eller frugt, man kender hjemmefra, er det i orden ikke at vide, hvad det er, men så kunne det måske være en god ide at benytte sin ansættelse i et supermarked til at lære lidt om den slags ting.


Man kan se en komet for tiden – hvis skyerne ellers kunne forføje sig. Note to self: Må huske at sige det til Aubrey. Den hedder Lovejoy efter ham, der opdagede den så sent som i 2014, og den kan ses i sydlig retning lidt over halvvejs mellem horisonten og zenit. Dens lysstyrke forventes at stige frem til slutningen af januar, hvor den vil stå endnu højere på himlen, fordi den nærmer sig Solen. Derefter fader den og rejser langt ud i solsystemet igen, inden den vender tilbage om 8000 år.
Klart vejr ønskes, tak! Jeg er der ikke til at se den, når den vender tilbage.

5. januar 2015

Fyrværkerifestival i Tivoli

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: ,

I går, mens vi var på vej til Præstø, ringede Inge og spurgte, om vi ville med til den sidste fyrværkerifestival i Tivoli samme aften.
Efter en ultrakort konference med John kunne jeg ringe tilbage og sige, at det ville vi gerne.
Kort tid efter igen ringede Inge igen for at spørge, om vi ville komme og spise med, inden vi skulle afsted mod København – hvis vi ellers kunne leve med Hasses spaghetti bolognese. Den har vi smagt før, så vi tøvede ikke et sekund; den er nemlig særdeles lækker, ikke mindst fordi den adskiller sig fra den traditionelle.
Inge og Hasse havde også været derinde lørdag aften, men fru Sandvad var ikke tilfreds med sine billeder og havde så heldigvis en chance til igen i aftes. Der kom derfor to personer gående gennem Tivoli med store kameraer og ditto stativer. Det vil sige … der kom mange flere, det var fotoentusiasternes store aften, men jeg kendte kun de to af dem.

_MG_1486 copy

Jeg vidste med allerstørste sikkerhed, at mod de to hardcore fotografer kunne mit ellers så elskede Lumix overhovedet ikke konkurrere, så jeg gad ikke engang tage det med. I stedet ville jeg se, hvad min Samsung Galaxy kunne præstere både på video- og fotofronten.
Det gik ikke imponerende godt – og da slet ikke mht. fyrværkeriet, hvorimod John fik nogle ret gode skud i kassen.

20150104_21121520150104_211417

Galaxyen kunne til nød klare springvandet i bedste Las Vegasstil, hvor musik og lys passede sammen og gik op i en højere enhed.
Det kinesiske tårn og de smukke lysspejlinger i vandet gik også lige an, men ingen af dem tåler at blive blæst op til stor størrelse, som Johns billede gør.
Det er også ligemeget – vi så et smukt, smukt fyrværkeri og havde – som sædvanlig – en hyggelig aften i godt selskab.
Tivoli var fantastisk at gå igennem – hundredevis af små grantræer med lys i – en del store træer med tusindvis, ja, titusindvis måske, lys i, masser af tableauer af forskellig art. Tivoli, når det på én gang er for meget og aldeles vidunderligt; en synskavalkade af de mere omfangsrige.
Derfor undrede vi os i middelsvær grad, da vi mødte to personer arm i arm og med hver sin hvide stok, som på den velkendte måde afsøgte vejen foran dem. Der var ingen tvivl om, at de var totalt blinde, så hvordan de lige fandt på at tage i Tivoli til fyrværkerifestivallen, havde vi ikke umiddelbart en forklaring på … de må jo have haft deres grunde, men for mig svarer det til, at en døv tager til koncert.

Da vi nærmede os Roskilde på hjemturen, var Rustkatedralen flot oplyst indefra med røde farver, men inden vi kom i fotoafstand, var lyset slukket igen. Det ville komme igen, var Inge sikker på, men da vi ikke vidste hvornår, gad vi ikke køre ind og vente på, at det skete.
Det var nemlig ved at være sengetid for den fjerdedel af os, der stadig er arbejdsramt.

13. november 2014

På arbejde – og lidt nyt fra DR

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: , ,

I dag holdt Veteranklubben sin stiftende generalforsamling, så jeg har været på arbejde. Eller … jeg har jo ikke arbejdet – tværtimod gjorde jeg og de andre veteraner vores til, at en masse forhenværende kolleger fik arbejdet en smule mindre, end det måske ellers var planlagt i dag.
Ihhh, hvor var det altså hyggeligt! Min gamle chef var den første jeg forstyrrede, men han blev ikke den sidste. De andre blev jeg dog inviteret ind til en sludder med. Det er faktisk sin sag at komme masende og så bare gå ud fra, at folk har tid til at smide alt hvad de har i hænderne og rive noget tid ud af kalenderen, fordi det passer fruen her at beære dem med et besøg.
Der var reserveret bord til os i kantinen, og det var bare så dejligt at opleve alle de, der enten vinkede eller ligefrem kom hen og sagde hej og gav et knus. Man er ikke glemt. Endnu da … det skal jo nok ske, men foreløbig har Veteranerne besluttet at mødes i kantinen på vores fælles sidste arbejdsplads forår og efterår – og så i øvrigt annoncere næste gang vi tropper op. Der var faktisk nogle af kollegerne, der ærgrede sig over ikke at have tid til at sludre lidt mere, så næste gang skal det kunne ses i kalenderen, foreslog flere.
Det gjorde ikke spor at blive mødt med den slags reaktioner, og jeg har næsten ikke ord til at beskrive, hvor dejligt det var at hilse på (alt for få af) dem igen.
Nu skal man endelig ikke misforstå noget her: Jeg savner IKKE det at “gå på arbejde” – elsker simpelhen det frie liv, vi fører nu og ville ikke tilbage igen, om de så tilbød mig en direktørløn for det (sandsynligheden for det kan så nok heller ikke skrives uden at bruge temmelig mange nuller efter 0,…), men jeg havde et godt job, et kanongodt netværk og en masse skønne kolleger, og lige præcis dem savner jeg rigtig meget.
Nå. Jeg kan allerede nu begynde at glæde mig til næste møde i marts.

Da jeg kom hjem, lå der en mail fra Anne(s Indfald) og ventede på mig: Hun havde spottet en grinagtig rulletekst på DR2. Tak for den, Anne.

DSC_0052

Hun spurgte, hvad den der geometriske varme mon kunne være for en størrelse.
Det kan jeg godt svare på: Det er simpelthen den varme, der udvikles, når man sidder og har det dårligt og derfor storsveder over en eksamensopgave i geometri, fordi den volder problemer.
Jeg var bare ikke klar over, at det var så udbredt et fænomen, at det ligefrem kunne udnyttes i fjernvarmeanlæg …

17. oktober 2014

Elgen var en lille smule snyd

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , ,

imageElgen var en lille smule snyd, men også kun en lille smule.
Den var nemlig ægte nok, men den gik i en indhegning.
I de efterhånden mange år, vi har haft vores regelmæssige gang i Sverige, kan de gange, vi har set elge ude i naturen, tælles på to hænder, mere præcist seks gange, og de fire af dem så vi dem fra temmelig stor afstand. Sporene efter dem har vi set heroppe i haven på vintermorgener masser af gange, når der har ligget afslørende sne, men det tæller ikke rigtigt, når man ikke har set selve elgen.
Det er meget sky dyr, som søger langt ind i skovene om dagen, hvorfor det også hovedsagelig er om natten, de bliver kørt ned. Eller rettere bliver kørt ind i, for det går mindst lige så meget ud over bilen, når man på den mindst ønskelige måde træffer på det store dyr.
Jeg var engang skræmmende tæt på at køre ind i en stor elgtyr kort efter mørkets frembrud. Den stod lige midt på vejen og var totalt blændet og lammet af bilens forlygter. Jeg nærmest stod på bremsepedalen for at standse i tide, hvad jeg heldigvis lige akkurat nåede, men sikke en forskrækkelse for os alle sammen, elgen sandsynligvis inklusive. Da bilen stod stille, forsvandt den ind i den mørke skov.
Det var den ene af de to nærhedsoplevelser. Den anden var en hel del mere hyggelig: I sommeren 1997, da ødegården lige var blevet erhvervet, fik jeg øje på en ung elg, der stod lige på den anden side af vejen og nysgerrigt iagttog os. Hele familien var heroppe og i gang med forskellige udendørs aktiviteter, så jeg fik i hast samlet de fleste, mens elgen stadig stod og gloede på os. Den var, af ukendte årsager, ganske tydeligt mest interesseret i Charlotte, som fik lov at gå helt hen til den, hvilket min yngste søster kommenterede med, at den ene ko jo selvfølgelig kender den anden.
Charlotte replicerede med, at den naturligvis følte sig tryg, fordi den kunne se, at hun havde taget hele familien med!
Sådan hyggede de sig så tit, de to – de havde ofte et pingpongspil kørende til de øvrige familiemedlemmers udelte fornøjelse. Det kan de såmænd stadig have, når lejlighed byder sig, men det gør den i sagens natur ikke så ofte mere.

P1030799P1030810

P1030807På vejen hjem fra Flammefallet i går kørte vi på Älgsafari ved Markaryd; et stort indhegnet område, de har indrettet således, at man kan køre rundt i egen bil for at studere elgene.
Man må naturligvis ikke gå ud af bilen, men man må gerne åbne vinduerne.
Elgene er totalt ligeglade med os – der er vist ingen tvivl om, at de er født i fangenskab.
Den slags er jeg lidt ambivalent overfor, ganske som jeg er for alle zoologiske haver: Er det eller er det ikke synd for dyrene? De har det trygt og mangler aldrig føde, men de er buret inde.
Her i elgparken går de trods alt ikke i bur, men har et pænt stort område at boltre sig i.
Uanset hvad, greb vi i går chancen for at få nærbilleder af elge i en grad, vi aldrig vil komme til at opleve i naturen.
Der var også en bisonafdeling, men det følte vi som meget mere snyd, da Sverige ikke er et bisonland. Vi skulle dog lige kigge nu vi var her, men som sagt var det mere interessant at se på elgene.

30. august 2014

Familiens fjerde faldskærmsspring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Mine to (eks-)svogre har gjort det. Jeg har gjort det. Nu har min niece Camilla også gjort det. Sprunget tandemspring.
Det var så absolut en af de bedre oplevelser i mit liv, og der herskede ingen som helst tvivl om, at dette også gjaldt for Camilla – som hun strålede, ikke bare i hele ansigtet, men men nærmest med hele kroppen, da hun landede, overbeviste os alle om, hvor stort det havde været for hende. Hendes første ord bekræftede dette indtryk: “Jeg vil med op igen! Jeg vil med op igen!”

P1020969P1020971P1020972

Her starter instruktionen, og nej, billedet til venstre er ikke en, der har fejlet sit spring, men faldskærmspakkeren, der er ved at pakke skærmen til turen.
I denne klub havde de en fast pakker, mens de hvor jeg (og Camillas far) sprang, altid selv pakkede deres skærm, fordi, som de forklarede: “Så er der kun én selv at bebrejde, hvis det skulle gå galt”. Det princip kunne jeg godt lide, men det kørte de tydeligvis ikke efter her. Den lille detalje syntes jeg ikke, der var nogen grund til at nævne for Camilla.

P1020977P1020958

Sej tøs – hun var overhovedet ikke nervøs, men glædede sig til oplevelsen. Flyveturen i den lille Cessna 172 er en oplevelse i sig selv.
De blev fløjet tre kilometer op, inden de forlod flyet, hvilket gav et frit fald på ca 1500 meter, hvor de kom op på omkring 200 km/t.
Da skærmen havde foldet sig ud, brugte instruktøren de termiske vinde til at give Camilla en så lang oplevelse som muligt – hun fik sig også nogle ordentlige svingture deroppe, kunne vi se.

P1020984P1020989

William, Camillas søn, plukkede en buket blomster.
“De er til mor. Hvis hun altså klarer det.”
Det var dagens bemærkning, fremsagt med en totalt cool mine.
Men hun klarede det heldigvis og de landede i fin stil med alle fire ben på jorden.
Det ser meget drabeligt ud, når de nærmer sig, for farten er så stor, at det nærmest ser livsfarligt ud (sådan føler man det ikke selv), men instruktøren er en mester i faldskærmsbremsning, når der er lidt vind, som der var i dag. Uden vind tager man den på numsen, for så kan man ikke nå at bremse nok til at holde balancen, når man er to der lander på en gang.

P1020994P1020995

Først fik far et kram, så mor og til sidst kæresten. Glæden over oplevelsen er vist overmåde tydelig at se. Nok var hun rent fysisk landet på disse to billeder, men det tog en rum tid, inden hun mentalt kom ned på jorden igen.
Det kan stærkt anbefales at tage et tandemspring!

6. august 2014

Fødselsdag med et overraskende besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:11
Tags:

Som allerede nævnt er det Johns fødselsdag og dermed indledningen til det sidste år, hvor han kan sige, at han er i tresserne.
Av, hvor den gør ondt næste år … der er dem, der hævder, at alder kun er et tal, men det er jeg ikke helt enig i. Der sker altså ting med en undervejs, så det er ikke bare et tal; der er mere i det end som så. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg har det som jeg havde det, da jeg var 25 år. Det samme gælder for John, og hverken han eller jeg er så adrætte som vi var for små 30 år siden, da vi mødte hinanden.
Det hjælper jo ikke en pind, at man siger, at man indeni stadig føler sig som en 20-årig, når fysíkken siger noget andet.
I øvrigt ville jeg synes, at det var meget underligt, hvis man rendte rundt og opførte sig som en 20-årig, når man er ret langt på den anden side af 60 …

Snerle (3)

Nå. Uanset holdningen til tal, alder og fødselsdage, er min dejlige mand nu blevet 69 år, og jeg må sige, at jeg er imponeret over, hvor meget han kan knokle. Og knokle. Og blive ved med at knokle. Og have lidt ondt i ryggen i dag. Det taler vi så helst ikke om, men jeg tror det er rigtig godt for ham, at vi ikke skal arbejde nede ved Den Stråtækte de næste par dage.

Der er ‘afsluttere’ og der er ‘startere’. Der er nogle, der kan se helheden i det lille billede, og der er nogle, der kan se detaljen i det store billede. Der er nogle, der er matematisk analyserende, og der er nogle, der er mere følelsesmæssigt og/eller intuitivt orienterede.
Jeg er helt klart en starter, og John er lige så tydeligt en afslutter, men dermed supplerer vi jo hinanden så godt. Jeg er rigtig god til at hive fat i og begynde på et eller andet, og når jeg kan se for mig, hvordan slutresultatet bliver, mister jeg nok lidt entusiasmen, og så er det, at Johns force træder i karakter, så han gør det, der skal til for at gøre det pænt og færdigt – og han nyder det oven i købet samtidig. Ren win-win …

Det overraskende besøg? Det var, da jeg hørte John tale med en ude ved hoveddøren for derefter at komme ind og fortælle mig, at jeg havde fået gæster.
”Gæster? Mig?? Det er da dig, der har fødselsdag.”
Det viste sig at være Fruen i Midten med Donnaen, der, i forbindelse med et besøg på Sjælland, syntes de havde lyst til at sige tak for sidst og medbringende et par (for dem) lokale oste, som vi havde talt om, da de besøgte os i Sverige.
Det var virkelig en overraskelse – og en rigtig sød gestus fra Fruen. De blev desværre kun i fem minutter, da de havde en aftale i Bagsværd 20 minutter senere.
Jeg vil bare sige, at vi bor en anelse mere end 20 minutter fra Bagsværd … jeg var helt rørt over, at de gav sig tid til at kigge ind.

27. juli 2014

Havhingsten fra Glendalough er hjemme igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (4)Dagene står stadig i den fuldstændige inaktivitets tegn, men i går tog John os sammen til at køre en tur til havnen i Roskilde for at få os en ParadIs.
Vandet giver en illusion af kølighed, og det er altid hyggeligt at gå en tur i en havn og se alt det liv, der udfolder sig sådan et sted. Så er det, jeg ville ønske, at jeg havde en båd – men ønsket holder ikke mere end et minut, så er jeg tilbage i virkeligheden igen – jeg bliver aldrig sejler. Jeg har tilbragt en weekend på en 36-fodsbåd, og de ligkister, man bliver stoppet ind i fra den ene ende for natten, fik mine klaustrofobiske tilbøjeligheder til at bryde ud i lys lue. Det gør jeg aldrig mere!
Næh, skal jeg have en båd, skal vi op i en prisklasse, der hedder nogle millioner, inden jeg får en med plads nok til mig, så selv en meget stor lottegevinst vil ikke kunne dække, tror jeg. Og hvis jeg endelig vandt så mange penge, ville jeg hellere have en autocamper …

Klaustrofobi får man i hvert fald ikke på Havhingsten fra Glendalough, som netop var kommet i havn få timer forinden efter et 3-ugers togt i Østersøen.
Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (6)Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (8)55 mennesker havde de været afsted denne gang, og da vi stod lidt for at kigge på vikingernes afsluttende øvelser, var vi ikke i tvivl om, at der var opstået et tæt sammenhold og at der havde været en god stemning på hele togtet.
På øverste billede ser man en kvinde afskedskramme en mand. Ikke omvendt, for han har hænderne helt smurt ind i tjære. (Klik evt. større.)

Men, men, men … selv om jeg ikke skulle komme til at lide af klaustrofobi, ville jeg garanteret komme til at lide af ret meget andet, hvis jeg meldte mig til sådan et togt. Jeg er ikke et usocialt menneske, men tanken om at være så tæt på 54 andre i tre uger tiltrækker mig slet, slet ikke.

Jeg må vist læse lidt mere om det, men vi talte bl.a. om, hvordan det må være at sove ude på havet og om, hvordan man får lavet mad. Dette sidste så vi dog på en planche, der var sat op, og det så ikke helt ukompliceret ud, må jeg sige. Især da ikke med de høje bølger, som ham vi talte med sagde, at der havde været det meste af tiden ude på Østersøen.

Og – værste tanke af alle – de skal da på toilettet en gang imellem. Alene tanken om hvordan den slags nødvendigvis må foregå på sådan en båd, kan få mig til at løbe skrigende væk. Visse ting er for mig yderst private.
Nå, men nogle synes altså, det er alle tiders måde at tilbringe en sommerferie på, og fred med det – vi er ikke ens, og selv om det ikke tiltrækker mig, har jeg skam den dybeste respekt for dem, der rent faktisk er i stand til at gennemføre OG nyde sådan en tur.
Jeg kan sagtens nøjes med at bruge en halv times tid på at nyde synet, deltagernes glæde og vores lille snak med en af ‘befalingsmændene’ fra togtet.

5. juli 2014

Et engelsk bryllup

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

Så fik vi oplevet det: et engelsk bryllup. Det vi selv holdt for 10 år siden tænk, at det allerede er 10 år siden, C&T blev gift! var, på trods af, at gæsterne var ligeligt fordelt mellem danskere og englændere, et 100 % dansk bryllup – efter begges ønske, skal lige pointeres.

P1020079

På ét punkt er englænderne ikke en pind anderledes end danskerne: Kroen lå umiddelbart ved siden af kirken …

P1020050P1020051

Der ventes … til venstre C og Tims bror James, som var best man. Til højre koret, som kommer syngende ned ad gangen lige inden bruden kommer med sin far – til det synes jeg altså, at den danske musik er bedre, og i DK skrider far og brud fremad i et noget mere værdigt tempo end det, vi så i dag – ligeledes, da parret gik ud af kirken efter vielsen – det var lige før de løb …
Selve ceremonien er en del anderledes end den danske. Det første, der sker er, at bruden og gommen siger de ord, vi nok alle sammen kender, efter at præsten har stillet begge det lige så velkendte spørgsmål: “Will you, Nickolas/Sarah, take this (wo)man … “
Efter dette henvender præsten sig til alle gæsterne og spørger, om vi vil “support this couple in their holy marriage …” og hele menigheden siger i kor: “WE WILL!” Det har jeg ikke set før – heller ikke på film.

P1020054P1020063

Præsten prædikede, menigheden sang, en søster til bruden og en søster til gommen trådte op på prædikestolen og gav parret nogle bevingede ord med på vejen. Der blev sunget igen.
Først nu kom det egentlige vielsesritual, hvor præsten sagde ordene, som gommen, hhv. bruden gentog: “I, …, take thee, …, to my lawful wedded wife/husband, to have and to hold from this day forward, for better or for worse, for richer for poorer, in sickness and in health, to love and to cherish, till death us do part, according to God’s holy ordinance; and thereto I plight thee my troth”.
Den del af ritualet synes jeg er så sød – det savner jeg lidt i det danske vielsesritual.
Hvad der kom fuldstændig bag på mig var, at da de havde givet hinanden ringene på og kysset hinanden, klappede hele menigheden højt og længe!

Derefter sang vi lidt igen, og så trådte der to andre unge kvinder op på prædikestolen for at give parret yderligere nogle ord med på vejen.
Derefter gik parret sammen med præsten og nogle vidner om bagved for at få udfærdiget vielsesattesten. Menigheden fik tiden til at gå med at udfylde nogle små kort, der lå på sæderne, da vi kom ind kirken. Det var meningen, at vi alle skulle skrive en hilsen til brudeparret.
Anna og en af brudepigerne samlede disse the blessings sammen, og det hele passede lige med, at brudeparret dukkede frem igen og gik ud af kirken.
Igen til klapsalver. Det var jeg godt nok overrasket over.
Vi blev bedt om at overlade fotograferingen i kirken til den professionelle, der var der for det samme, så jeg måtte snige mig til det – derfor den ringe kvalitet.

P1020067P1020078

Parret blev kørt til stedet, hvor festen skulle holdes, i en fin gammel Alfa Romeo. Alle i den familie er totalt bidt af gamle biler – gommens far anes til venstre; det var ham, der solgte en af sine biler for omkring £800.000, da han lige skulle have lidt midler til pensionere sig selv for.
(Rettelse: Det var 1.800.000 pund, mindede Tim mig lige om. Så er alderdommen dæleme også sikret 🙂

P1020082

Det regnede hele vejen til stedet, hvor festen skulle afholdes, men heldigvis stoppede det få minutter efter, vi ankom. Jazzorkestret (suk …) stillede op og larmede løs, og der blev budt på champagne og nogle yderst delikate tapas.
Vi blev der en halv times tid, så havde både ungerne og vi fået nok. Det var bare med at smutte, inden alle talerne begyndte, var vi aldeles enige om … man kan jo ikke tillade sig at snige sig afsted under en tale.
Men det var sjovt, hyggeligt og interessant at få lov til at opleve.

24. maj 2014

En lave-ingenting-dag – næsten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: , , ,

Tim i en græsk avisKlokken 15 GMT begyndte solen langt om længe så småt at bryde igennem, men ellers har det regnet og blæst hele natten og formiddagen, med temperaturer der mere minder om oktober end om maj.
Alle sov derfor længe. Dvs. ingen sov efter klokken 7, men alle råhyggede i deres respektive senge, til den var over ni.
Ungerne læste i deres bøger, jeg læste i gamle numre af Country Life og hyggede lidt med ipadden. Hvad far og mor foretog sig, skal og vil jeg ikke spørge om, men de har helt givet nydt ikke at skulle op kl. 6 som normalt.

Under morgenmaden viste Tim mig det fanbrev han i påsken fik sendt fra Grækenland, og hvori der var vedlagt en artikel fra en avis. Det må være lidt sjovt at se sig selv i en græsk avis.
Jeg kan ikke læse græsk, men det slog mig, at alle sted- og egennavne var skrevet med latinske bogstaver. Mon alle grækere lærer at læse latinske bogstaver? Det gør de vel nok, ellers kan de jo ikke lære nogle andre europæiske sprog, men jeg spurgte mig selv, hvor tidligt de mon lærer det.

Det er selvfølgelig rart at få fanbreve, men nogle er ret underlige. En mand roste ham engang til skyerne, og Tim var glad – lige indtil han nåede til slutningen, hvor han blev spurgt, om han ikke mente, lige som brevskriveren gjorde, at han var en reinkarnation af [en eller anden, der hed Lord til efternavn].

Anna er sikker på, at hendes far er meget berømt, og engang de var inde for at få bilen tanket op (kort tid efter april 2013), var hun noget forundret: “Daddy … he didn’t recognize you!”
”No, Anna – why should he?”
“But … you are famous, aren’t you?”
“No dear – I’m not that famous. Thank God.”

Senere samme år var T&C’s naboer, som også er deres gode venner, på ferie i Slovenien, hvor de inde i en fiskehandel (!) så et tv, der kørte – med Titanic-udsendelsen fra National Geografic.
”Look, mum! It’s Tim!!”
På gebrokkent engelsk: “Do you know him?”
”Yes, he’s a friend of ours and he lives next door to us.”
De fik deres fisk gratis. Da de kom hjem, fortalte drengen, at de havde set Tim i fjernsynet i Slovenien. Anna svarede bare “Yes?” med et tonefald, der antydede, at det overhovedet ikke undrede hende … selvfølgelig havde de da set Tim.

P1010188

Solen brød for alvor igennem; det blæste dog stadig en del, men der kom lidt gang i haveaktiviteterne. Jamie blev lukket ud af folden og ind i haven – kræet elsker at have selskab så tæt på som muligt, og græsset smager desuden meget bedre her, er han sikker på.

P1010191

Børnene kombinerer legene Mum, dad and children og Soldiers på hyggeligste vis. I må selv gætte, hvem der ville lege hvad … men de er gode til at forene de umage interesser og kan lege i timevis, uden vi hører dem. Eller … hører dem gør vi selvfølgelig, men vi kunne i princippet have befundet os på månen, for de havde overhovedet ikke brug for os.
Nu vil jeg gå ud og kokkerere noget Risotto with asparagus, peas and lemon til det havearbejdende folk.

6. marts 2014

Winemaker’s Dinner – sicilianske vine og fransk mad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: , ,

Winemaker's dinner l'AlsaceDet var en dejlig oplevelse for os i aftes inde på restaurant l’Alsace. Vi ankom i god tid og fik det bedste bord fordi vi havde reserveret som de allerførste til denne begivenhed … fik vi at vide senere.
Vi sad ved siden af et par, der var lidt yngre end os, men mindst 30 gange så kloge – især for mandens vedkommende.
Man kan altid diskutere de vine der bliver serveret til sådan et arrangement, for smag er meget forskellig, men det vil høre til de ekstreme sjældenheder, at der bliver serveret decideret dårlige vine, da forhandleren selvfølgelig gerne vil gøre god reklame for sig selv.
I dette tilfælde var forhandleren Supermarco; det italienske supermarked, der ligger i Sydhavnen, og som vi flere gange har frekventeret, når vi vil have ægte, italienske specialiteter.

Alle aftenens vine var fra Tasca d’Almerita.
Der var en Regaleali Le Rosé som indledning og to hvide vine til østerssuppen. Den ene var en fantastisk chardonnay – syntes jeg; John kunne bedre lide den anden, som hed Leone. Til foie gras’en fik vi en helkold, halvsød, ‘tyk’ dessertvin, hvilket viste sig at være en god ide, som jeg vil huske, hvis jeg nogensinde skulle få råd til at servere foie gras.
Til den braiserede lammeskank serverede de en Cygnus og til desserten, det eneste ikke-franske mad, nemlig en pecorino med trøfler (suuuupergod ost! Oj, det var godt!), fik vi en Cabernet Sauvignon, Tenuta Regaleali.

Winemaker's dinner l'Alsace (5)Winemaker's dinner l'Alsace (6)Winemaker's dinner l'Alsace (8)

Den sidste vin var hamrende god. Det var prisen også, så vi fik kun oplevelsen med os hjem – var for nærige til at bestille nogen af dem, men en oplevelse var det så afgjort.
Winemaker's dinner l'Alsace (1)Cygnus-rødvinen var vi ikke så begejstrede for, men derfor var den jo ikke ligefrem dårlig. Jeg må dog sige, at jeg overordnet set holder mere af vine fra fx Italiens hæl end fra Sicilien, lærte jeg i aftes.
Hr. Klogesen ved siden af os måtte dog absolut fremføre sin uforgribelige mening til den stakkels unge servitrice, som med garanti ikke havde haft noget som helst at gøre med mad- eller vinvalget.
Arltsåhh – den der vin imponerede mig overhovedet ikke!”
John og jeg kiggede bare på hinanden og trak på skuldrene. Den slags kunne Klogesen eventuelt have diskuteret med forhandleren, som selvfølgelig deltog og gerne svarede på spørgsmål, men hvorfor skulle galden gå ud over en sagesløs ung pige?
Da de skulle betale, brokkede han sig så meget over vinene, at det var pinligt.
Og aldeles uberettiget, da det hele – både mad og vin – havde været meget lækkert. Igen: smag og behag er forskellig, men så længe maden er veltilberedt, vinene ikke har prop og serveringen er høflig, kan man simpelthen ikke tillade sig at opføre sig sådan.
Josephine, den ene halvdel af l’Alsaces ejerpar spurgte os bekymret, om parret havde forårsaget en dårlig stemning eller måske ligefrem ødelagt aftenen for os, men vi kunne berolige hende og fortælle, at det ikke havde kunnet spolere noget af vores rigtig gode oplevelse.
Hun beklagede alligevel og gav os en kop kaffe på husets regning. Det var i den forbindelse, at hun fortalte os det med det bedste bord, og at hun havde bemærket, at det var første gang, vi deltog i Winemaker’s Dinner, men at hun håbede, vi ville komme igen en anden gang.
Det vil vi meget gerne.

4. marts 2014

Hvis I tror, der er fladt på Lolland, så skulle I se Fehmern

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags: ,

Vi kørte direkte til Rødby efter seromdræningen på Ringsted sygehus. Nu er jeg nede på 230 ml – det går stadig den rigtige vej, men jeg skal altså ned under 100 ml, inden jeg kan komme videre.
På færgen fik jeg købt fødselsdagsgaven til en kær veninde, som jeg skal til pigefrokost hos næste lørdag. Der var et par gode tilbud … det var dog ikke fordi jeg kunne slippe billigere fra gaven af den grund, men hun får lidt mere, end hun ellers ville have fået.

Flade Fehmarn

P1040750Vi havde aftalt at køre rundt for at se lidt nærmere på Fehmern, som man jo ellers altid bare haster over for at komme videre sydpå, helt uden at se på omgivelserne omkring bilen, fordi man er fokuseret på noget andet.
Det var sandelig hurtigt overstået – det var rent ud sagt dødhamrende kedeligt, og oven i det var der naturligvis intet, der havde åbent. Hverken møllemuseet eller et eneste  nok så ydmygt sted, hvor vi kunne få noget, der lignede en frokost. Fuglereservatet havde åbent, høhø, men der var ingen fugle.
Som sagt i overskriften har jeg aldrig set noget så fladt, og ikke kun det: markerne var store, således at der sås meget få træer, hvilket var med til at forstærke det flade og kedelige udtryk. Lolland er nærmest en bjergstat i sammenligning.
Nå. Vi fik én gang for alle konstateret, at det kan være fuldstændig ligegyldigt at tage så meget som et ultrakort campingophold på Fehmern.

Til vores store forundring var der temmelig mange ferielejlighedskomplekser spredt rundt omkring på øen. Vi ved naturligvis godt, at tyskerne er vandhungrende, men at de er så sultne, at de er villige til at bo på en flad mark to kilometer fra den nærmeste strand, gik over vores forstand.

Vi vendte derfor hurtigt næsen mod Danmark igen og kørte til Nysted, hvor vi gik en tur ved stranden, hvorfra man kunne se Nysted og Aalholm Slot gennem den lette dis, der ikke ville forsvinde helt på trods af, at vejret ellers klarede fint op i løbet af formiddagen og (næsten) blev så godt som håbet.
Det forekom os ret underligt, at der var mildt, lunt og dejligt nede ved vandet, men bidende koldt inde i både Nysted og Nykøbing. Solen er vist ved at være fint ved magt.

P1040757

Efter en tur op og ned ad Nykøbings gågader ringede vi til Pia og Allan og spurgte, om vi måtte komme en times tid før aftalt, hvilket heldigvis var helt i orden.
Resten af eftermiddagen og aftenen foregik derfor med masser af snak samt indtagelse af Pias gode mad. Herligt at blive forkælet lidt!

12. februar 2014

Jeg bestiller alt, alt for meget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

imageJeg har for eksempel lige bestilt – og afhentet – 2½ kilo garn. Jeg har hørt om flere, der siger, at det er meget billigt at købe hos www.garnudsalg.dk.
Det er det sandelig også – men når det er så billigt, så er jeg for nem at friste til at købe for meget; især når jeg bliver lokket med gratis porto ved køb over 650 kroner.
Men altså … se da lige priserne! Det er jo nærmest gratis garn!
Supersoftulden (højlandslammeulden) koster, hvad der svarer til 16-17 kroner for et 50-gramsnøgle. Utroligt, at han kan sælge til den pris.
Jeg er naturligvis ikke blevet bedt om at reklamere for webbutikken, men kan ikke lade være, fordi jeg er temmelig imponeret.

Så jo: jeg bestiller alt for meget, men det er ikke noget, der skræller kilo af sidebenene …
Jeg glæder mig ikke desto mindre meget tíl at granske egne, lagrede opskrifter, nettet og diverse bøger for at finde det helt rigtige at strikke – prioriterer nok silken først. Holddaop, hvor får jeg travlt.
Den tynde silke løber 1600 meter/100 gram, så med et kilo er der medløbergarn til nogle ting – eller til en del lace-sjaler. Den mørke syren er Annas yndlingsfarve, så mon ikke der kan findes ud af et eller andet til barnet?

Silke og supersoft

Det var månedens gave fra Ellen til Ellen.

John fik månedens gave af ham, vi købte Kiaen af.
Verdens formentlig eneste ærlige og 100 % reelle  brugtvognsforhandler bor her i vores lille provinsby.
I mandags, da vi kørte tur, lugtede det brændt fra højre forhjul, da vi kom hjem. Efter turen til Ringsted i morges lugtede der igen, John kørte hen til forretningen, hvor vi købte bilen i juli, idet han naturligvis håbede, at hvad det end var, så hørte det under garantien.
Det gjorde det ikke, kom John hjem og kunne fortælle, men selvfølgelig skulle det ordnes alligevel, så bilen blev afleveret hos forhandleren.
Han har lige hentet den igen; det var en bremsecylinder, der ikke opførte sig, som den skulle, men nu var den i orden igen. Spørg mig venligst ikke om detaljer … dette er alt, hvad jeg har brug for at vide.
Da John spurgte, hvad det kostede, lød svaret: “Ingenting. Det skal du sgu ikke give noget for. Betragt det som en service fra vores side”.
Så de findes derude, de gode brugtvognsforhandlere. Det ville jeg have forsvoret.
Det er muligt, at det kun tog en halv times tid, men hvor mange autoriserede bilværksteder kan I forestille jer forære så meget som et kvarter væk?

1. januar 2014

Succesen var hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Både fonduen og fyrværkeriet var et hit for børnene – det første så stort, at Anna spurgte om de kunne få det samme at spise igen i aften, men der måtte vi desværre skuffe hende.
 Det holdt hårdt især for lille Aubrey at holde sig vågen til klokken 12, og han kæmpede en brav, men stille kamp med sig selv. Han var, uden nogen behøvede at fortælle ham det, ganske klar over, at hvis han blev umulig eller urimelig og begyndte at skabe sig, ville han bare blive puttet uden videre dikkedarer, så han var sød som en engel hele aftenen – og han glædede sig voldsomt til at se det store fyrværkeri, som de jo slet ikke kender i England i det format, vi kan præstere i lille Danmark.
Alle var da også behørigt imponerede over det spektakulære fyrværkeri, vi kan se fra bakkerne i det grønne område lige bag vores hus. Vi står et godt stykke over hustagshøjde og har derfor det store, forkromede overblik i et 360°-view over hele byen – og kan tillige se nabobyernes præstationer i periferien.
Lad det være sagt med det samme: Jeg ELSKER fyrværkeri! Det kan de bare lige prøve på at forbyde … den ene gang om året må det altså være tilladt at fyre den af i stor stil – for de, der har lyst til at bruge mange tusinde kroner på det.
IMG_3829Ja, der sker ulykker, men det gør der også i trafikken, og folk dør af at drikke og/eller ryge – eller ren og skær overvægt. Jeg ved godt, at mange dyr ikke synes det er særlig sjovt, men har på den anden side ikke hørt, at de skulle få uhelbredelige traumer af det. Vores egen kat gemte sig i et hjørne ude på toilettet og var rædselsslagen, så længe det varede, men så snart bragene var overstået, var den sit go’e gamle, uovervindelige og overlegne selv igen, der styrede hele kvarteret.
Jeg er bare meget modstander af barnepigesamfundet, kan nogle måske fornemme (hvem sagde Forbudssverige? I Sverige er der ikke nær så meget forbudt som i Danmark), og jeg synes, det er ved at tage en anelse overhånd. Folk må altså kunne tage ansvar for deres eget liv – vi skal hjælpe dem, der ikke er i stand til det, men der kommer ikke noget godt ud af at sætte et helt samfund under administration.

John og jeg trængte til frisk luft, så vi kørte en tur til Køge Strandskov for at gå en tur.
Englænderne var lige så lidt friske som os, men der var ingen tvivl om, at børnene ikke havde tænkt sig andet end en nattøjsdag, så de blev hjemme alle fire.

IMG_6881IMG_3834

Var det noget med et billigt sommerhus? 275.000 – så kan de fleste være med. Lidt længere henne kunne man få et for sølle 70.000, men det var det, man med et pænt ord kalder et håndværkertilbud.
Det er Vallø Stift, der ejer grundene, så det er kun selve sommerhusene, man køber; grundene koster omkring 8000 kroner i kvartallet i lejeafgift. Bare en oplysning, hvis I skulle være lige så nysgerrige, som jeg blev, da John fortalte mig, at man kun ejer husene.

IMG_6879

Gæslingerne er tidligt ude i år – bare de ikke fortryder senere …

16. september 2013

Det’ vores bryllupsdag i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

P1030421Vi har bryllupsdag i dag, og vi har vist nok fortalt andre, at vi er gode til at glemme den begge to. Faktisk er jeg, med skam at melde, den dårligste til at huske den.
Inge sendte en sms for at ønske tillykke, men hun også mere end antydede, at vi nok havde glemt hvad det var for en dag … denne dag for året før sølvbrylluppet.
Hun havde 50 % ret. Da jeg kom ned fra morgenbadet, havde John været hos bageren og i Brugsen (blomsterhandleren havde endnu ikke åbent), så der lå en fin buket røde roser på det opdækkede morgenbord.
Ikke engang der ringede en klokke … ikke før John sagde tillykke.
Tillykke? Med hvad?? Nåede jeg lige at spørge mig selv. SÅ faldt tiøren endelig!
Eiijjj, ja for pokker da også! Tak og i lige måde! Vi har da bryllupsdag i dag!
”Ja. Og det huskede jeg, som du ser.”
Ups. Heldigvis griner han bare ad mig, og jeg lovede (nok mest mig selv) højtideligt ikke at glemme den til næste år, når vi runder sølvdagen.
Dagen er mest gået med at rende fra Herodes (advokaten) til Pilatus (bank- og pensionsrådgiveren); ud at købe nye danske æbler og usødet æblesaft på Kildebrønde Frugtplantage (saften til at lave myntegele af) og endelig en tur gennem Solrød Centret, bare fordi … det efterhånden er så sjældent, jeg kommer der, efter min daglige arbejdstransportvej ikke går forbi mere.

Da vi næsten var færdige hos Pilatus, ringede min telefon, men der stod ‘Ukendt’, så jeg lod den ringe. Det gjorde den godt nok meget, meget længe, og den lød mere og mere vedholdende, så det var ikke en sælger. Da Johns telefon så ringede umiddelbart efter, bad jeg ham om at tage den, for så var der en eller anden, der VILLE have fat i os.
Det var fra hospitalet, og jeg blev bedt om at ringe tilbage, når jeg var hjemme igen.
En lettere panik opstod inde i mit hoved. Hvad vil de mig her i utide? Det var godt, vi alligevel var næsten færdige med det alvorlige, for jeg blev lige pludselig meget ukoncentreret.
Det var så bare projektlederen på et pilotprojekt, hvor man som kræftpatient får mulighed for, via NemID, at gå ind og registrere sine bivirkninger ved behandlingen og i det hele taget skrive en form for dagbog, så meget eller lidt, man har lyst til. Vi er 100 deltagere i projektet, som vist er en god ide. Man vil bruge alle de indtastede data (som er anonyme) til en forhåbentlig bedre og mere nøjagtig bivirkningsregistrering, som selvfølgelig i sidste ende skal gøre personalet bedre til at forebygge og/eller behandle disse bivirkninger.
Han ringede for at følge op på, hvad jeg synes om sitet, om det var brugervenligt, om jeg havde spørgsmål, osv. osv., så der havde ingen grund været til min panik, men det kunne jeg jo ikke gætte, da John sagde, at det var en læge fra Roskilde, der ville tale med mig.

Phew. Nu går vi ud og spiser lige om lidt, så vi kan fejre hinanden på behørig vis.

« Forrige side

Blog på WordPress.com.