Hos Mommer

5. juni 2018

Nu bliver det ren magi

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags:

Som efterhånden nævnt nogle gange, er det sommetider svært at forudse hvilken farve der kommer ud af en omgang plantefarvning. Man har en ide om det, men det bliver ofte en lidt anden farve end forventet, så der kommer jævnligt overraskelser.
Forleden dag ankom farvetidslen – safflower – til matriklen. De tørrede blomster har ikke mistet farve, men har, lige som blomsten, en nærmest lysende, orange farve, så gæt hvad man umiddelbart kunne forvente?

Ja, netop. Men det blev så ikke denne fantastiske orange …

Det er en større videnskab overhovedet at få farve ud af denne blomst.
Først skal det ekstraheres i koldt vand ad tre omgange for at få det hele med. Normalt koger man materialet i en times tid, hvorefter det står natten over og eftertrækker, men her skal det stå med koldt vand i lang tid.
Dernæst koger man garnet i farvesuppen.
Så langt, så godt. Det var ligetil.
Og det blev gult – dog blev det lidt hen efter blomstens egen orange farve på superwashgarnet, men på lammeuld blev det en varm, gul farve.
Farverne fadede selvfølgelig, efterhånden som suppen blev udmattet, og det grå garn tog næsten ikke imod farven. Både det og det ret fesne lysegule fjerde bad kommer i et indigobad senere – det vil forhåbentlig pynte på det.

Men nu kommer det finurlige: Når man har ekstraheret al den orange farve ud af blomsterne, lægger man posen med blomsterne i lidt vand, man med NaOH har indstillet til pH 11. Ikke mere, ikke mindre; det var nærmest med ét korn kaustisk soda ad gangen for at ramme plet.
Omgående vælder der rødorange farve ud af posen igen, selv om der ikke kom mere ud af pH-neutralt vand.
Når det har ekstraheret natten over, kommer man eddikesyre i til pH 6.
Nu bliver vandet lidt mere pink-rødligt, men stadig meget lig den oprindelige orange farve.

Safflower

Så kommer man bomuldsgarn (eller silke) i. Uld tager ikke imod denne elektriske pink farve, så prøvede man med det, ville det være både spildte kræfter, suppe og garn. Men bomuld! Og det skal ikke engang være bejdset, så ned i suppen med et par nøgler hvid bomuld, som øjblikkelig tog denne selvlysende, rosa farve. Det var ren magi. Jeg puttede også et nøgle flaskegrønt silkegarn i, bare fordi … men det var det eneste silkegarn, jeg havde, og ja, det ændrede da farve …
Kemien gjorde forsøget interessant, men den stærkt gule farve kan jeg få med både gyldenris, rejnfan og hasselblade, så det var både første og sidste gang, jeg købte safflower.
Nu er det prøvet – intet skal lades uforsøgt.

Reklamer

30. november 2017

Gyldne tider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Inden jeg for alvor går juleamok i røde, hvide og grønne farver, fik jeg lyst til at farve endnu et batch med løgskaller – denne gang på lutter gule skaller, hvor det første gang var en 60:40-blanding af gule og røde skaller.
Jeg elsker simpelthen disse varme, dybe, gyldne farver, og der er masser af krudt i sådan en omgang løgsuppe, hvor forholdet garn/skaller er 1:1. Her er vist resultaterne fra fire bade (de to garner yderst til venstre er begge fra første bad og med udgangspunkt i hhv. lysegråt merino og naturfarvet lammeuld), men der er også et femte bad, hvor garnet hænger til tørre endnu. Der kunne også have været blevet til et sjette, men det droppede jeg. Det var nok alligevel bare blevet for fesent.

Anden farvning med løgskaller

Det er superærgerligt, at jeg ikke kan bære disse farver, for jeg har virkelig lyst til at strikke et tone-i-tone-sjal med dem. Jeg gør det også nok en dag – jeg kan vel altid sælge det, når jeg er færdig med at være på efterløn og ikke risikerer nogen ballade. Det er jeg i øvrigt om et halvt år … for sulan, hvor den tid dog flyver. Inden jeg får set mig om, er jeg 90 år. Eller død.
Nå. Så længe jeg kan trække vejret og bruge mine hænder, vil jeg strikke.
Herunder et plantefarvningsstrikkeprojekt; et rør bestående af eksempler fra bogen 200 Fair Isle-mønstre af Mary Jane Mucklestone. God bog … god julegaveide til en strikker. Siger det bare …

Begyndelsen på 'planterør'

Jeg løber således ikke tør lige med det samme og havde egentlig en plan om ikke at gentage det samme mønster på røret, som skal bruges som halstørklæde, når det engang er færdigt (det er sådan et indimellem alt det andet-arbejde), men jeg ved endnu ikke, om den holder. Hvis ikke, er der såmænd ingen, der vil lægge mærke til, hvis et mønster bliver gentaget i andre farver et andet sted en meter væk.
Bortset fra den røde tråd i form af mørkegrå bundfarve, er alle garnerne hjemmefarvede. Fordelen ved plantefarver er nemlig, at de på forunderlig vis passer fint sammen, selv om de i princippet er vidt forskellige. Jeg har dog, trods det, besluttet at undlade at sætte cochenille og indigo i og holde det i gule, grønne og kraprøde nuancer. Samt de keeedelige fra lavforsøget. De er begge kommet kommet til ære og værdighed – det er de gråbeige ude til venstre, så som Fru Moll skrev i en kommentar, går de fint sammen med andre farver; de kan bare ikke rigtig stå alene. Ikke til noget til mig, i hvert fald.

Blog på WordPress.com.