Hos Mommer

23. december 2013

I denne søde ventetid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags: , ,

PræcisionsarbejdeI denne søde ventetid – som er lige så lang for mig i dag, som den 24. december er for børnene – må man finde på noget at beskæftige sig med, så jeg gjorde hele huset rent. Jeg hader af et godt hjerte at gøre rent, så det var såmænd ikke fordi tiden gik så fantastisk hurtigt af den grund, desværre … tværtimod.
Det var ikke desto mindre en nødvendighed, så der var ingen vej udenom.
Lægen sagde, at når jeg skal genoptrænes, skal jeg sørge for at foretage mig noget, hvor jeg mister pusten.
Det er ikke spor svært – jeg skal bare støvsuge og vaske gulve, så er jeg fuldstændig smadret. Hvem behøver fitnesscentre?

Alting har en ende, selv gulvvask, så jeg satte mig til at sy endnu et par grydelapper, der krævede lidt mere koncentration end de sædvanlige, jeg har lavet så mange af.
Når der så oven i købet er en fejl i opskriften, er koncentrationen ekstra nødvendig, men det lykkedes, selv om fejlen bevirkede, at der kun lige akkurat var stof nok, og det kun med lidt ekstra sammensyninger af yderkanterne, hvilket man heldigvis ikke kan se i netop det stof, medmindre man kigger virkelig godt efter.

Præcisionsarbejde (1)Præcisionsarbejde (2)

Det var præcisionsarbejde, der ville noget; det tog mig også næsten tre gange så lang tid at sy dem, som det normalt tager mig at sy et par grydelapper. Tænk, hvis man skulle have bare minimumstimelønnen for den slags, så ville sådan et par stå i 6-700 kroner, og hvem ville mon være villig til at betale det?

Nu har John hentet Pernille i Hässleholm, og englænderne ankommer ifølge en vis Mr TomTom om en halv time. Lammestegen dufter fra ovnen, juledekorationerne er tændt, her lugter let af brænderøg – mest fordi jeg havde åbnet komfurlågen for at få genoplivet ilden, som jeg lige havde glemt at holde ved lige – men det er så lidt røg, at det kun øger den hyggelige stemning i huset.
De havde i øvrigt haft en skøn og fredelig overfart, så alle mine krydsede fingre har søreme virket.
I fredags var det stormvejr i England, i nat var det stille på Nordsøen og i morgen lover de så meget blæsevejr, at Storebæltsbroen er i fare for at blive lukket. Det er heldigt for os, at det først kommer i morgen, men det må kunne skabe en del forsinkelser for juletrafikken, så jeg håber ikke at spådommene går i opfyldelse.

Må I, der skal ud i juletrafikken, komme trygt og sikkert frem – og må I alle få lige præcis den jul, I ønsker jer.

P1020412

Reklamer

26. november 2013

Så er det sgu slut!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: ,

Så er det slut. I hvert fald for denne omgang – der gives naturligvis ingen garantier for, at jeg ikke skal igennem hele møllen igen på et tidspunkt, men den bro krydser jeg, når/hvis jeg kommer til den.
Dagens kemo kalder jeg derfor optimistisk mit livs sidste af slagsen.
De satte flag op på dropstanderen, men desværre er den så høj, at jeg ville have fået hold i nakken, hvis jeg skulle have siddet og glædet mig over det.
Ligemeget – jeg vidste det var der, og jeg var glad.
At jeg stadig skal komme hver tredje uge frem til september for at få mine antistofbehandlinger betyder mindre – de giver ingen bivirkninger.
Så vidt jeg da ved … det finder jeg ud af om tre uger, for i virkeligheden ved jeg jo ikke, om de bogstavelig talt bare er druknet i kemoen.

Onkologen kunne i onsdags næsten ikke finde knuden, så lille er den blevet; han sagde, at jeg havde responderet meget, meget flot på kemoen.
Han sagde også, at når jeg engang var blevet opereret og strålebehandlet, skulle jeg komme igen til en snak, for der skal tales genoptræning.
Genoptræning?? Det er jo ikke en ny hofte, vi taler om?
Det viser sig, at hvad han ikke har villet fortælle mig før nu, er, at sådan en omgang som jeg har været igennem nu, lægger fem år til min fysiske alder, og at det kan tage op til et år, før alle bivirkninger er forsvundet. Der kan også gå en måned eller tre, men altså op til et år, så når strålebehandlingerne er overståede, skal vi have en snak om, hvordan jeg bedst selv kan give mig de tabte år tilbage. Eller forsøge på det, for det er svært, sagde han, men at jeg var så ung (taaaak), at han synes, “vi” skulle arbejde alvorligt på sagen – og han sagde med et glimt i øjet, at han gerne ville komme til min 80-års-fødselsdag.
Det er nok en god ide med den plan – selv om Charlotte foreslog, at jeg jo kunne gi’ den en halv fru Møhge og fejre min 100-års-fødselsdag, når jeg er 95 …
Lige nu er tanken om, at jeg gik fra 60 til 65 år på seks måneder ikke særlig tiltrækkende.
På den anden side … alternativet var vel i bund og grund, at jeg ikke ville nå at blive 65, så set fra den synsvinkel er det egentlig helt i orden.

På mandag skal jeg til MR-scanning, efter hvilken lægerne afgør, hvor omfattende en operation jeg skal have. Onkologen orienterede mig om de to alternativer; hvordan jeg kommer til at se ud efter en såkaldt brystbevarende operation – hvis de fjerner hele brystet, kan jeg godt selv regne ud, hvordan jeg kommer til at se ud. Man skal ikke tage ‘brystbevarende’ særlig bogstaveligt, for det bliver tudegrimt og deformt bagefter, men det bliver trods alt nemmere at camouflere med en god bh, end hvis de tager hele skidtet.
De må tage, hvad de vil – bare de tager det, de skal tage! Jeg stoler på sagkundskaben. Jeg har aldrig dyrket at eksponere mig selv topløs, så det er alligevel kun John, der får lov til at se mine bryster – udover onkologen, som oven i købet må befamle mig, selv i Johns påsyn.

Jeg har sådan på fornemmelsen, at lige meget hvordan jeg får det på lørdag, søndag og mandag, hvor jeg ved, jeg er hårdest ramt, vil det være meget nemmere at klare denne gang, fordi jeg ved, det er den sidste.
Og om en uge ved denne tid er vi i Berlin!

5. november 2013

Seven down, one to go …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:00
Tags: , , ,

Næstsidste kemo er nu overstået. De lovede at sætte flag op næste gang … jeg bad sygeplejersken om at bede lægen, jeg skal til kontrol hos den 20. november, om at bede lægen i Ringsted om at operere mig før jul.
Lyder det ikke nemt? Lige som barndommens hviskeleg, hvor man overhovedet ikke kunne genkende sine egne ord, når de nåede tilbage til én.
Jeg kan da heldigvis (også) selv spørge onkologen den 20., om han har pareret ordre – og om han har fået en tid til operationen.
Jeg sagde også, at jeg helst vil strålebehandles på Herlev sygehus. Det har kun noget med transporten at gøre, for Næstved ligger dobbelt så langt væk, og det vil blive i de potentielt værste vintermåneder, jeg skal af sted fem uger á fem dage.
Nå.
Alt det gider jeg egentlig ikke tænke på nu, men bare glæææde mig til Berlinturen.
Jeg var slet ikke klar over, hvor slemt det havde været at være stavnsbundet, før jeg ikke længere var det … hvilket vel i og for sig er fint nok … jeg har vist virkelig lært at leve i nuet pga. alt dette kræftpjat.

P1010476Vi giver den hele armen på den tur med tog på første klasse, hvor de forhåbentlig ikke har plasticbestik, som Kristine drillede mig lidt med. Det var relativt kun en smule dyrere end på standardklasse, fordi jeg er i god tid, så det tøvede vi slet ikke med at beslutte.
Derudover et bedre værelse end standard. Af to grunde: Hvis vi opgraderede, var morgenmaden med i prisen og blev derfor heller ikke så meget dyrere, for den morgenmad koster bestemt ikke gratis som tilkøb. Desuden er det kun en uge efter min sidste kemo, og erfaringsmæssigt er det i den uge, jeg langsomt kravler op til noget, der minder lidt om normaltilstande, så jeg ved med sikkerhed, at vi ikke vil kunne ture rundt i byen uden pauser fra morgen til sen aften, men at vi vil være nødt til at opholde os i nogle flere timer på hotelværelset end vores før-kræft-standard, og så gider vi altså ikke at bo i en æske, hvor det er lige som på arbejdsmarkedet: sidst ind, først ud.
Billedet er fra vores seneste hotel i London. Håndklæderne var smukt arrangerede, men værelset var ikke meget mere end en æske – og sengen lidt for smal, når man er forbi det at ligge i ske en hel nat igennem.
Endelig er der jo også noget at fejre, så lidt luksus har vi fortjent, synes vi selv.
Jeg ved i bund og grund heller ikke hvor længe jeg har mig – det ved ingen selvfølgelig, men situationen ser alligevel anderledes ud for mig end for et halvt år siden, så livet skal nydes i fuldeste drag i videst muligt omfang. Jeg havde ellers regnet med at følge familiestandarden og blive 89-90 år, men det gør jeg ikke mere – så meget mere er der grund til at udnytte tiden optimalt.

Man får et andet syn på tilværelsen, når man har fået en kræftdiagnose, kan jeg godt fortælle jer.
En statistik, som jeg helst ikke ville have læst, fortalte, at 80 % af sådan nogle som mig, med brystkræft og de dumme HER2-receptorer, lever i mere end fem år efter første diagnose.
Det kræver så ikke den udvidede kædestrammereksamen at regne ud, hvad der sker med de resterende 20 %, men jeg håber på det høje tal og lever efter det lave, hvilket må være en form for helgardering.

4. november 2013

Influenzavaccination: ja tak. Udrejsetilladelse: YES!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , , ,

Så har jeg fået min årlige influenzavaccination og John har fået sin første. Begge gratis, fordi John er 65+ og jeg er i risikogruppen.
Jeg fik den hvert år af min arbejdsgiver og vil helst blive ved med at få den, for jeg HADER at have influenza – jeg bliver simpelthen bare så hundesyg i over en uge af det.
Hvis jeg sørgede for at få vaccinationen umiddelbart inden eller ditto efter en kemobehandling, hvor immunforsvaret er maximalt, var det i orden med onkologerne.
Da firmaet første gang tilbød os at blive influenzavaccineret, var der nogle mange, der íkke ville. Det var naturligvis også frivilligt, men argumentet: “Nej DET vil jeg altså ikke. Det er jo det samme, som at ledelsen siger, at de ikke vil acceptere, at vi bliver syge”, holdt ikke i min verden.
“Sikke da noget sludder”, sagde jeg. “Har du nogensinde haft influenza? Altså den rigtige og ikke det, du siger til din chef du har, fordi du er godt snottet?”
”Ehhh. Ja, det har jeg.”
”Var det rart?”
”Nej, selvfølgelig ikke!”
”Hvorfor i alverden tager du så ikke imod et godt tilbud? Det er da ren win-win: Du har en mindre risiko for at blive influenzasyg, og ja: Firmaet ‘sparer’ en syg medarbejder.”
Lad mig slå fast: Det er en myte, at man kan få influenza af vaccinationen. Man kan få influenza-agtige symptomer, men ikke influenza. Får man alligevel influenza, skal man huske, at vaccinationen ikke dækker alle typer. Jeg har aldrig mærket det mindste til den, og der var i øvrigt flere og flere hvert år, der meldte sig under vaccinationsfanerne.
Jeg har set, at der for meget nylig er rejst tvivl om effekten af vaccinen, når det gælder raske, voksne personer, men jeg er ikke rask, John er 65+; så jeg tror på det. Placeboeffekten skal man ikke kimse ad …

OG SÅ HAR JEG FÅET UDREJSETILLADELSE!!!
Jeg havde lyst til at fylde resten af linjen ud med udråbstegn …
Det viste sig, da jeg kontaktede SOS, at det slet ikke var noget problem. Hun stillede mig en masse spørgsmål, men den primære grund til, at hun gav grønt lys var, at jeg på intet tidspunkt under kemobehandlingsforløbet havde haft brug for at kontakte læge eller hospital ud over de på forhånd aftalte tider. Så længe behandlingen foregår, skal jeg bare kontakte SOS inden hver rejse, men det er da i orden med mig.

Hvorfor kontaktede jeg så lige SOS netop i dag? Det gjorde jeg, fordi John sad og læste om julemarkeder i Berlin og sagde, at det måtte vi prøve til næste år – vi har nemlig længe talt om at besøge Berlin, men det er endnu ikke blevet til noget.
Jeg har sidste kemobehandling d. 26. november, så jeg satsede på måske at få udrejsetilladelse i december – jeg ved, at der skal gå mindst tre uger mellem sidste kemo og operationen, så jeg har lidt tid at løbe på.

Så Berlin: Here we come. Eller hvad det nu hedder på tysk … jeg er allerede i gang med gør-det-selv-miniferien, så jeg leder efter et ordentligt hotel, og jeg regner med, at vi tager toget derned. Jeg gider ikke fly, hvis det kan undgås. Ikke pga. flyskræk, men fordi ventetiderne i lufthavne er møgirriterende. 
Nogle hotelanbefalinger? Det skal selvfølgelig ligge lige midt i det hele og der skal være gratis internetadgang.

8. september 2013

Svinkløvmenuen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: , ,

DET kan anbefales! Altså at spise på Svinkløv Badehotel.
Vi blev placeret i den gule stue ved en vinduesplads med udsigt til havet. Ingen klager herfra over det, for der var også vinduespladser, hvor man nærmest sad med hovedet inde i en klit.
Svinkløv-menuen (4)Jeg har altid opfattet gul som en aggressiv farve, men ikke denne her, som gav et roligt og fredfyldt indtryk – og selv orkideerne passede i farven til lister, gardiner og duge.
På menukortets første side står der, at hvis man har travlt, kan man forføje sig ind til byen. Her på hotellet tager de sig nemlig god tid til at lave maden til gæsterne, så disse kan lige så godt roligt læne sig tilbage i stolen og hygge sig i ventetiden.
Det gjorde vi så … i øvrigt var ventetiden ikke særlig lang.

Vi valgte begge Svinkløvmenuen. Jeg var ellers sikker på, at jeg skulle have Den Havfriske Menu, men rødspætte til forret og ovnbagt torsk til hovedret lød ikke specielt tillokkende – selv om det hele sikkert har været lækkert nok tilberedt.
Svinkløvmenuen, derimod, med marineret havtaske og østers med mormordressing og som hovedret langtidsstegt oksehals – det var jo straks en anden snak. Men. Desserten havde fennikel som hovedingrediens. Fennikel til dessert! Aldrig i livet! Jeg har det meget, meget dårligt med fennikel, og som dessert går det da helt galt.
Heldigvis var der ingen problemer med at bytte til havmenuens dessert, som var noget med is, rabarber og vanillecreme med fudge over.

Svinkløv-menuen (3)

Forretten. En hel symfoni. Havtaske og østers gemmer sig under det, der umiddelbart ligner en ukogt lasagneplade, men som var den smukt udformede mormordressing.
Jeg spiste rub og stub – også floraen – det var totalt lækkert.

Svinkløv-menuen (6)

Hovedretten. Langtidsstegt oksehals var lige så godt, som jeg regnede med. I sovsen var der svesker og tilbehøret var glaserede rødbeder, stegte rødløg, blommer og persillekartofler. Sovs (sauce?) og kød havde en utrolig intens smag.

Desserten er et kapitel for sig. Vi var godt fyldt op efter de to første retter, så vi bad om at få lov til at sidde og slå mave lidt, inden de serverede desserten. Heldigvis havde vi plads til det hele, for jeg har vist aldrig før fået noget så velsmagende.

Svinkløv-menuen (9)Svinkløv-menuen (11)

Den kom i et ½-liters sylteglas, hvilket i sig selv er ret kreativt. To slags is var fyldt i låget, og alt det andet var selvfølgelig nede i glasset.
Isen var perfekt – og alligevel fik John halvdelen af min, for jeg havde ikke mere plads i maven, men ville spise alt det nede i glasset, for det kan jeg simpelthen ikke finde ord til at beskrive, så det ydes tilstrækkelig retfærdighed.
Rabarberne var, selv om de overhovedet ikke var kogt ud, de sødeste, jeg har smagt. Hvordan pokker de bærer sig ad med det, fik jeg desværre ikke spurgt om.

Svinkløv-menuen (14)
Den vanillecreme og det karamel-noget var gudeguf. Intet mindre. Det, der ligger til højre, var en eller anden form for kage og var naturligvis lige så lækker som alt det andet.
Er der nogen, der har et bud på, hvordan man får sukkersødet rabarber uden de mister faconen?

Svinkløv-menuen (2)

Svinkløv-menuen (7)Svinkløv-menuen (8)Der var en krøyersk stemning over det hele med de to badekåber, der kom gående nede fra stranden og den Marie Krøyer-gule farve i rummet, hvor vi sad.

Vinen og de to slags brød hørte naturligvis også hjemme i michelinklassen. Den er ikke en af dem, man kalder for supertoscanerne, men den smagte som om den sagtens kunne gøre en sådan rangen stridig. Den hed Promis … 

Mon der er nogen, der nu er i tvivl om, at vi havde en uforglemmelig aften?

5. august 2013

Jeg har det bekymrende godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: , ,

“Hvordan har du det?”
Spurgte sygeplejersken, da jeg i morges var til den rutinemæssige blodprøvetagning og bivirkningsovervågningssamtale på Roskilde Sygehus dagen før næste kemo.
”Jeg har det bekymrende godt!” lød mit svar.
“Bekymrende??”
”Ja. Bortset fra, at jeg har mistet mit hår, mærker jeg intet. Som i in·gen·ting til den kemo. Det er da næsten bekymrende … kan jeg så overhovedet være sikker på, at det virker, hvor det skal virke?”
”DET kan du. For det gør det. Der er nogle ganske få, der stort set ikke mærker nogle bivirkninger, og du er åbenbart en af disse heldige. Vær du kun glad for det.”

Jamen det er jeg da selvfølgelig også, men den nævnte tanke har strejfet mig et par gange.
Hvor heldig har man lov at være? Altså bortset fra, at jeg naturligvis helst havde været alt dette pjat foruden, er det da helt utroligt, at jeg har kunnet nøjes med at miste håret og at mit søvnbehov er øget med en times tid i døgnet.
I hvert fald indtil videre … de første fire kemobehandlinger er med to slags stoffer; de sidste fire med to andre slags stoffer, og der er jo ingen garantier for, at jeg reagerer på samme måde på dem. Men så er halvdelen af tiden i hvert fald gået bedst muligt.
Jeg blev vildt træt på fjerde- og især femtedagen efter første behandling, da mirakelpillerne ikke længere virkede, og jeg troede dertil, at jeg ville få det stadig værre efter de følgende behandlinger, men den nedtrapning, vi blev enige om på ¼ af dosis på dag 4 og 5, har gjort, at jeg har været så normal, som det nu engang kan lade sig gøre for mit vedkommende.
Det er da fantastisk!

Hvad der også er fantastisk er, at Statens Seruminstitut (!) har skrevet til mig for at gøre mig opmærksom på, at jeg skulle tjekke mine pensioner og forsikringer, for det kunne jo være, at der var et eller andet for mig at hente der.  
Jeg har jo fået, takket være min søde, forhenværende chef, tænkte jeg, men jeg gik for en sikkerheds skyld ind på PensionsInfo og kiggede mig lidt omkring – og dæleme da, om ikke lige der gemte sig yderligere en pæn pose penge ud over dem, jeg havde fået via mit arbejde. Faktisk endnu mere, end jeg fik i første omgang.

Hvad der absolut ikke er specielt fantastisk er, at jeg er så eventyrligt dum, at jeg hele tiden skal have at vide, hvor jeg skal kigge efter hvad. At jeg ikke selv kan tænke så langt. Puff, hvor er det dog pinligt. Gad vide, hvor jeg ellers har glemt at kigge efter penge? Forslag? Forsikringerne giver ikke noget. Er tjekket … nu.

Liva i vandet (6)

Nej, det er desværre ikke en pose penge, Liva kommer med her … men jeg kunne ikke stå for det billede, John fik knipset af hende på vej med dummyen til sin herre og mester.

1. maj 2013

1. maj–fejring med bøffer og rødvin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:53
Tags: , , , ,

WOW, for et vejr! Det har næsten været sommer i dag.

Jeg har arbejdet hjemmefra, fordi jeg skulle på Borgerservice (åbent 10-14) for at bestille et nyt pas. Det tog en halv times tid, inden det blev min tur, men i den halve time steg min beundring for damen, der sad og besvarede opkald, ganske betragteligt. Sagen om rykkerbrevene var på ingen måde slut endnu, for hun sad hele tiden og gentog sig selv, staklen:
– Solrød Kommune, goddaag.

– En rykkerskrivelse om rottebekæmpelse? Den skal du bare smide ud. Det var en fejl, at du fik den; vi beklager meget.
borger
– Nej, du kommer til at betale den over næste års ejendomsskatter. Du kan læse mere om det på vores hjemmeside.
borger
– Ja, glem alt om det; du skal bare smide den ud; det er en fejl fra vores side.
borger
– Det var så lidt. Hejhej.

– Solrød Kommune, goddaaaag.
… …borger
– Det er en fejl, at du har modtaget den. Vi beklager meget. Smid den ud og glem alt om den.
borger
– Nej, selvfølgelig trækker vi ikke rykkergebyret. Det hele var en fejl fra vores side.
borger
– Velbekomme. Hejhej.

– Solrød Kommune, goddaag.

Og. så. videre. I. én. uendelighed.

P1010878I den halve time, jeg sad og ventede på at det skulle blive min tur, var der kun ét opkald, hun skulle viderestille til en anden person på rådhuset, men hun havde ikke 30 sekunders pause mellem opkaldene, og dog lød hun hver gang lige sød og som om, den pågældende borger var den første overhovedet, der ringede for at spørge til det tåbelige rykkerbrev.
Sådan en kvinde tager jeg hatten af for. Jeg ved godt, at hun skal kunne den slags i det job, hun besidder, men jeg er alligevel imponeret.

Det er 1. maj i dag. Og vældig sommerligt, som sagt.
Det blev fejret på ægte, usocialistisk maner med servering i drivhuset af lækre grilbøffer, salat og kartofler med rucula/ramsløgpesto. Og selvfølgelig rødvin til, for årets første næsten-udespisning måtte fejres på behørig vis.

Der var da noget, der var rødt, så vi holder skam stilen …

60'er-nostalgi (1)

Dækkeservietterne, som jeg nørklede med i slut-halvfjerdserne, og som jeg dengang syntes var drønsmarte, har nu ligget i skuffen i over 30 år, men er kommet til ære og værdighed igen, fordi jeg synes, at disse omgivelser godt kan tåle lidt rødternet dug-stemning.

2. januar 2013

Min mand er ikke rigtig klog!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:08
Tags: ,

Min mand er simpelthen ikke rigtig klog. Absolut ikke. Men han er meget dejlig alligevel …

I dag, da jeg kom hjem, sprængfyldt med selvmedlidenhed efter at have været på arbejde, hvor han bare skulle gå hjemme.
Og pudse vinduer, viste det sig, så helt inaktiv havde han ikke været … da solen begyndte at skinne, og han nærmest ikke kunne se ud i haven, tog han affære. Hvor er det skønt at have en hjemmegående husfar.

Han havde også været i Roskilde.

For at købe et Canon Powershot SX50 HS til mig.

Jeg tabte næse og mund. Der er jo 2 måneder til jeg bliver 60, men han syntes, jeg skulle have det med samme, så jeg kunne komme i gang med at smugtræne.
Han havde oven i købet ladet det op, så det var klar til brug.

Nyt Canon (3)

John elsker at give gaver, så det var nok mest ham, der ikke kunne vente til min fødselsdag, men det gør ikke noget …

Da jeg meget glad og med skinnende øjne udtrykte mine betænkeligheder ved hans sindstilstand, fordi han gav mig så flot en gave, sagde han bare, at som fattig pensionist var det måske sidste gang, han var i stand til det, så det skulle jeg bare tage imod! Som om jeg ikke ville det …

Jeg har i dag brugt en del af min frokostpause på at kigge på kameraspecifikationer, hvilket jeg fortalte John, da jeg kom hjem.
Jeg kunne godt se, at John så lidt skæv ud i ansigtet, da jeg begyndte at fortælle om min research, og inden jeg var nået frem til at fortælle ham om min konklusion, forsvandt han for at komme tilbage med en lille pakke i hånden.
”Jeg vil helst ikke høre mere – du må hellere få denne pakke med det samme.”
Så kunne jeg næsten gætte mig til resten.
Hvor bliver jeg altså forkælet.

Nyt Canon (1)

Det var temmelig heldigt, at jeg rent faktisk var nået frem til, at det alligevel var dette SX50, jeg helst ville have. Den zoom fås ikke bedre, og ved grundig granskning var det også et af dem med den bedste blændefunktion, når man sammenligner inden for samme kameraklasse.
Vi må se at komme til Afrika … med den zoom kan jeg begynde at tage nærbilleder af dyrene, mens vi lægger an til landing!

Det har mange funktioner og indstillingsmuligheder; bl.a. kan det optage i RAW-format, så der bliver en del at sætte sig ind i – heldigvis følger der et forholdsvis omfangsrigt software med, så der skal leges lidt i aften – og meget mere i weekenden.

Da jeg var ved at være færdig med at forfatte dette indlæg, kom John forbi og kiggede mig over skulderen:
– Der er noget meget mandigt i det der.
– ????
– Jo, at du praler med, hvor stort dit udstyr kan blive i ‘udslået’ tilstand.

Så skyndte han sig at løbe.

27. marts 2012

Tilbage til halvtredserne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: , ,

Somme tider går jeg åbenbart en anelse halvblind gennem tilværelsen. Ikke med vilje, naturligvis, men jeg kan blive overrasket ind imellem …
For eksempel da Charlotte i søndags fortalte mig, at 50’erne er blevet meget trendy og et stort hit i England. Rigtig meget handler om 50’erne.
Det har jeg overhovedet ikke opdaget, men i isenkrambutikken i dag kunne jeg se følgende dåser til salg:
P1010236P1010237P1010238

Rice Krispies fandtes muligvis ikke i 50’erne, men selve stilen er vist tydelig nok.
Christels tegninger bliver genoptrykt – jo, den er god nok, og alle I andre har garanteret lagt mærke til trenden …

For at fuldende 50’erbilledet, sendte en kollega i dag mig et link til denne på YouTube. Det er den skønneste toårige dreng, jeg længe har set. Hans forældre er professionelle dansere, så han har vel fået rytmesansen og evnerne ind med både gener og modermælk.
Han danser til Jailhouse Rock (som Elvis udgav i 1957). Nyd 1:42 minutter i selskab med gutten – man kan kun blive glad af at se ham.

Og igen apropos 50’erne: Er der nogen, der ligger inde med Susy-bøgerne? Og vil sælge? Jeg troede jeg havde gemt dem, men det havde jeg ikke.
Jeg vil meget gerne købe dem, hvis nogen skulle være interesseret i at sælge.

13. marts 2012

Hvad er det? (Frit efter Piet van Deurs)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags: ,

P1000992

Ja, hvad er det?
Det er såmænd en ellerakle. Eller noget af den …

Og her er mere el. Gratis el. Det fik mig helt i stødet i dag:

P1000991

På min vej hjem fra arbejde lagde jeg mærke til alle elletræerne langs motorvejen, der nu er meget tæt på at gøre livet usikkert for forårspollenallergikere.
Da jeg kom hjem, myldrede jeg op i bakkerne bag huset for at se, om ikke der var en el, der gerne ville fotograferes, hvilket der heldigvis var.

P1000990

Hvidtjørnen står lige på spring:

P1010009

Og kaprifolien:

P1010012

Men så er det også slut med dagens knopskydning – forårshimlen bliver ikke meget blåere end den har været i dag, så gårsdagens gramme hu er – næsten – glemt igen.
Man kan være ‘gram i hu’. Det er vist noget værre vrøvl at tale om mit ‘gramme hu’, men alle I superintelligente og sikkert lige så forårskåde læsere er naturligvis helt klar over, hvad jeg mener Sol

2. marts 2012

Jeg har det helt disneysk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , ,

P1010194Få har beskrevet og illustreret forårets komme, som Disney gjorde det i tegnefilmen Bambi. Da jeg var barn, blev jeg så glad af at se den del af tegnefilmen; i dag bliver jeg nærmest helt rørstrømsk.
Måske fordi en del af forårsfornemmelserne mest hørte ungdommen til og nu ligger som hjertevarmende erindringsglimt … det skal jeg ikke kunne sige, men foråret er helt bestemt min yndlingsårstid.
Om foråret.
Og om vinteren.
Om sommeren er det måske sommeren, der er min yndlingsårstid, og om efteråret kunne det meget vel være efteråret, der var det.
Det er så rart at være i stand til at være der, hvor man er. Jeg ville ikke undvære nogen af vores årstider – bortset fra vinteren om vinteren.
Resten af året har jeg ikke så meget imod vinteren – prøver sågar at bilde folk ind, at jeg ikke kan undvære den.

Alle årets første blomster er myldret frem i haven: vintergækker, dorthealiljer, erantis og krokus.
Jeg er bekymret for den lille vibeæg,  jeg satte for et år siden – den har jeg ikke set noget til endnu. Håber ikke den er død, for hvis den er det, er den for sart til de forhold, jeg kan byde den – og de er ellers ret gode, når jeg selv skal sige det. Hvornår dukker vibeæg normalt frem?

Fuglene pipper foråret ind allerede ved halvseks-seks tiden om morgenen. Solen har skinnet fra en skyfri himmel det meste af dagen i dag, og med hensyn til i morgen behøver jeg slet ikke at se på vejrudsigten – det bliver garanteret et helt fantastisk vejr – kan simpelthen ikke blive andet. Det virker forhåbentlig også i Sverige Engel

24. februar 2012

… og begejstringen var overvældende …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , , ,

Her sidder man i al fredsommelighed på arbejdet; venter på at weekenden skal indfinde sig; gider ikke gå ned og hente kaffe, men bruger i stedet tiden på lidt surfen rundt på cyberspaces interstellare bølger.
Her i dette rum med uendelige mængder af rumskrot og ordbrokker falder man over en glimtende diamant af en planet. Sol. Supernova.

Mich & Susse.

De mest vidunderlige sprogrevsere/-nørder/-humorister/-causører i dronningeriget Danmark. Jeg elsker dem allerede.

I efteråret 2Q10 nedsatte Folketinget et nyt nævn: “Dansk Klognævn har til opgave at følge udviklingen i det danske samfund og fastlægge gældende regler. Klognævnet skal indsamle viden om nye skikke og vaner, registrere disse og indrette samfundet i overensstemmelse hermed.”

Nævnet var hurtigt ude med sine første afgørelser. Da en overvældende majoritet af danske bilister i gennemsnit kørte med hastigheder på mellem 60 og 80 kilometer i timen i byområder hvor det hidtil kun havde været tilladt at køre 50, vedtog nævnet at det fra 1. juni 2Q11 skulle være tilladt at køre op til 80 km/t i bymæssig bebyggelse.

Andre vigtige afgørelser fulgte rapt. Nævnet noterede sig andelen af danskere der skyede motion og værnede om fedesvin, hvilket blandt andet førte til Arne Astrups førtidspensionering. Pensumkrav for de mest krævende universitetsstudier blev sænket radikalt. Matematik blev et af nævnets helt store succesområder: I løbet af få uger blev en lang række komplicerede regneregler ændret, så langt flere danskere kunne være med. Blandt andet blev værdien af π (pi) rundet ned til 3 og i særlige tilfælde 2.

Læs selv videre. Lov mig det! Ovenstående var et direkte afskriv herfra, og Mich og Susse: jeg håber, I vil tilgive mig dette ordhuggeri (må endelig ikke forveksles med ordkløveri;  ej heller med mundhuggeri; det er kun vedr. brænde, vi har en parallel her) – det er en appetitvækker i håb om at få endnu flere til at hoppe over til jer og læse med.

Jeg lå under for en næsegrus beundring efter at have læst denne første tiendedel af indlægget, der omhandler lige præcis, hvad jeg så ofte før har nævnt at have imod Dansk Sprognævn: at de retter sig efter flertallet (10 millioner fluer kan ikke tage fejl), også selv om flertallet tager decideret fejl og fx fejloversætter (eller direkte oversætter, hvilket man bestemt ikke altid kan) et ord eller en vending, som medierne derefter er meget hurtige til at få forankret, fordi journalister heller ikke kan finde ud af det. Jeg har – som også ofte nævnt – intet imod sprogudvikling, men jeg har noget imod, at DSN ikke kan træde i karakter og sige: “Det her er forkert, venner. Det hedder … ”
Sammenligningen med bilisters hastighedsoverskridelser er suveræn, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage æren for den.

Det kan jeg ikke, men kan jeg tage æren for, at i hvert fald nogle af jer smutter over og får jer et herligt grin, er jeg helt tilfreds.
God fredagslæsning.

25. juni 2011

Verdens bedste invasion

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:06
Tags: ,

P1030965

Verdens bedste invasion kommer fra vest. Den kommer fra Wiltshire i England, og selv om den sætter huset på den anden ende, så længe den varer, kan der næsten ikke overgås os noget bedre.
For en gangs skyld hentede John dem i lufthavnen, for jeg mente ikke, jeg var mentalt stabil nok til at føre bil efter over et døgn uden søvn. Jeg havde såmænd også travlt nok endda, men jeg var i det mindste ikke til fare for andre…

Og så kom de jo. Hele bundtet. De små spænede ind gennem haven; jeg sad på hug med åbne arme for at fange dem i et kæmpekram… og Anna strøg lige forbi mig, mens hun råbte. “I need a wee! NOW!”
Jajada, den slags kan man jo kun have respekt for, så alt andet måtte vente, mens Anna fik klaret sit lille ærinde og jeg fik mit store knus, da denne vigtige sag var overstået.

Spise … hygge … drikke lidt vin … snakke … gabe … snakke … gå på den fine nye legeplads med morfar … hygge … nej, hvor er morfars iPad altså spændende … snakke lidt mere … børn, nu skal I puttesove, for vi skal til bryllup i morgen, men nej, det hele er så spændende … mummyyyy … mormor … daddy … morfar … we’ve missed you a lot … jamen vi har sandelig også savnet jer … kan I så putte ned og sove, I to …

Klokken 10:30 var der langt om længe ro i børnelejren, og nu skal vi alle sove – også de såkaldt voksne… jeg har været oppe i over 30 timer nu, så mon ikke jeg kan sove? Det tror jeg.

P1030971

Billede, hvor de er klædt i bridesmaid- og pageboy-outfit til Tims kusines bryllup sidste weekend. Mormor synes, de var meget søde Smiley 

IMGL0199

29. maj 2011

Jeg har fået en rokketand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , , ,

BØRNEBØRN-428Det vil sige – det har jeg naturligvis ikke, selv om det vel nok skal komme på et tidspunkt. Alting går jo i ring.
Det er selvfølgelig Anna, der har fået en rokketand.
Jeg har næsten lige snakket med hende, og hun nåede ikke engang at sige det sædvanlige “Hi mommer”, inden det røg ud af munden på hende:

– Mommer! I have a wobbly tooth!! In my mouth!!!
– Wow min skat – så er du jo en rigtig stor pige nu.
– Yes! (Sagt på den genert-stolte måde, enhver forælder kender, hvor vejret trækkes indad, mens ordet siges).

Det var godt hun ikke kunne se, at jeg havde svært ved at holde latteren tilbage over, at det lige skulle understreges, at den sidder i munden.
Hvornår blev det så stort at få en rokketand? Det var det for Charlotte, men ikke for mig, hvilket muligvis kan skyldes, at jeg stort set ikke så andre børn, inden jeg kom i skole som 7-årig. For mig var en rokketand bare yderst irriterende, fordi jeg ikke kunne spise æbler, f.eks.

I starten af året var jeg i Jysk for at købe dyner i voksenstørrelse til børnene. Vi kan noget med dyner her i Danmark, som de ikke kan i England – børnene elsker bare at putte sig og næsten blive væk i deres store dyner. Da jeg havde pakket dem ned i opbevaringsposer, hvorfra man kan suge luften ud, fyldte de ikke mere, end de kunne være i en papkasse og kunne derfor sendes til UK uden det kostede en mindre formue.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA         Anna og Aubreys yndlingslegetøj i øjeblikket er denne store papkasse, som kan bruges til mange, mange forskellige lege.
Anna placerede den over Aubie, satte sig selv oven på den og kaldte på Charlotte og Tim, så de kunne komme og finde Aubie, som havde gemt sig.
De gik ind i stuen og C sagde: “Hvor kan Aubrey dog være?” Tim sagde: “Oh, Aubey’s gone – where can he be?”
Anna så enormt uskyldig ud og sagde: “Oh yeah – where is Aubie?” Hvorefter det lød med en jublende stemme inde fra kassen: “Yes, where am I?”

De har ikke helt fattet ‘hide and seek’-konceptet endnu. I hvert fald ikke Aubrey.

Billederne er fra det historiske arkiv – tre år gamle billeder.

23. februar 2011

Blogkvinder 40+ brillerer bare med blogkvindernes bedste babybilleder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags: ,

Denne leg kan jeg ikke dy mig for at deltage i, for selvfølgelig har vi allesammen verdens bedste babybillede – osse mig.

Dette livsglædebillede vil jeg så (næsten) lade tale for sig selv. Det udtrykker tydeligt, for nok selv den største babyignorant, den kæmpestorekolomegaenorme stolthed, man kan føle, når man har vundet en gevaldig sejr.
Det har man f.eks. når man lige har fundet ud af, at man selv har magten over sine ben, og at man kan STÅ OP! Med minimaleste hjælp fra De Voksne.
Billedet er fanget af morfar lige på dagen, hvor Anna fyldte seks måneder.

Vi har totalt styr på situationen, har vi, og vi knuger overhovedet ikke mommers fingre og har af samme grund absolut heller ikke helt afskåret enhver blodforsyning fra det yderste af egne fingerspidser, så de er blevet helt hvide. Nænejhajda, på ingen måde…  Anna styrer stort.

Jeg har det på min opslagstavle på arbejdet i A4-format. For når hvis jeg synes de er SÅ dumme alle sammen, skal jeg bare kigge på Anna, 6 måneder, så er alle livets fortrædeligheder glemt for en stund.

Livet er ganske enkelt bare FEDT!!! Ikk’?

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

« Forrige side

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.