Hos Mommer

27. december 2015

Ikke hvid jul. Våd jul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: ,

Regn, regn, regn og atter regn. Det regnede uafbrudt i 30 timer, inden den holdt et par timers pause her til morgen. Så begyndte det igen at regne, men heldigvis kun for en kort bemærkning.
Det har skabt problemer i store dele af landet, og jeg har lige set, at englænderne sandsynligvis er blevet ramt omkring Kolding, da det store motorvejskryds her er eller i hvert fald har været lukket pga. vand.
De må have nået det kryds ved 12:30-tiden, så jeg vil tro, at de har mistet lidt tid ved at være blevet ledt ad andre veje. Jeg har ikke været i kommunikation med dem endnu, så det er kun gætteri.

I aftes kom Aubrey ned fra deres værelse og sagde, at strange things are happening in our room.
Vi er, trods vores nærhed til fjorden, end ikke i nærheden af en oversvømmelse. Vores ‘oversvømmelse’ kom ovenfra, nemlig fra området omkring skorstenen, der går igennem børnenes værelse. Den skorsten, jeg har malet tre gange med almindelig maling uden at kunne dække de mørke striber og plamager, men som jeg i fjerde forsøg fik malet fint kridhvid med det gode, superdækkende maling, vi købte for en formue i England sidste sommer.
Nu løb det ned ad skorstenen med brunt, ulækkert vand samtidig med, at det dryppede fra loftet.
ØV. Typisk, altså, at det eneste rum i huset, der har gulvtæppe, også er det eneste, hvor der åbenbart er utæt.
Vi har boet her i næsten 11 måneder og har oplevet mange voldsomme regnskyl, men dette er første gang, vi har oplevet, at taget er utæt.
I morgen ringer vi til tækkeren og får ham ud for at se på det, selv om jeg ikke rigtig kan forestille mig, at han ikke har mønnet ordentligt; det er snarere inddækningen ved skorstenen, den er gal med, men nu starter vi med ham.

Egetræer ved Nysø

Tænk, hvis al den regn var faldet som sne! Det ville formentlig have lukket landet.

Reklamer

26. december 2015

Total julefred på trods af, at dragerne flyver om ørerne på os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:18
Tags: , ,

Fint gavebåndI går var vi til en hyggelig julefrokost hos Bodil, så i dag skal vi ikke foretage os noget som helst.
Som i slet ingenting. Nogle af os får – igen – slet ikke rigtigt tøj på, hvilket var nemt at give tilladelse til, da vi havde kigget ud ad vinduerne.
Gråt vejr og silende regn, der ikke ser ud som om den har tænkt sig at stoppe.
En af de bedre julegaver var den fra mor og far: Et walkie-talkie-sæt til hver af børnene. Så er der nok til, at de begge og en kammerat kan lege med dem, plus at der er en, som bliver i køkkenet hos mor. Når børnene leger nede i marken, er der ret langt at gå for at kunne kalde dem ind, så udover at være højt priset af ungerne, er det således også til nytte for moderen.

Walkie-talkie-snak

Der er blevet trænet en del i brugen af dem – det var et hit at kunne tale sammen fra hver deres ende af huset.

Et par drager mere til samlingen blev det også til juleaften – det er vist 13, de er oppe på nu tilsammen, plus alle menneskefigurerne – det kan Harry Potter-læsningsagtens fylde det meste af en legedag ud, når man har set samtlige episoder og kan genspille dem og/eller videreudvikle gennem legen.
I eftermiddag skal første Harry Potter-film ses. Anna blev fra starten af bind et fuldstændig opslugt af Harry Potter-universet og er nu i gang med femte bind i serien.
Charlotte ville helst have ventet med at lade dem se filmene, fordi Aubrey endnu ikke er nået så langt i sin læsning, og hun ville foretrække, at filmene blev set efter læsning af bøgerne. Hun har dog givet efter for plagerierne – det er jo jul – men kun første del!

Drage-træningAnna og far læser. Mor ser sin nye dvd om The Ornamental Garden og Cottage Gardens (mormor kigger lidt med, mens der skrives blogindlæg). Aubrey træner drager til den store guldmedalje. Morfar lægger puslespil. Hvis ikke det alt i alt giver julefredsindendørshygge, så ved jeg ikke, hvad der gør. Det lyder måske som om vi ikke taler sammen, det nås dog alt sammen, og selvfølgelig bliver der også snakket, men fordi vi er sammen 24/7, bliver der, selv om jeg altid synes de er her i for kort tid, ikke snakket i én uendelighed fra start til slut – vi er alle vant til stille stunder og kan slet ikke undvære sådanne. Bare det at vide, at man er sammen, kan være dejligt nok i selv – indimellem alt snakkeriet.

Der bliver helt sikkert ikke gået nogen ture i dag. Her ved middagstide er det endnu ikke blevet rigtig lyst, og det regner stadig skomagerdrenge.
I morgen går turen atter mod England, hvilket er yderligere en grund til at hellige sig den indendørs afslapning. De orker næsten ikke at tænke på de to dage i bilen, der allerede ligger foran dem, men de kunne ikke få tingene til at hænge sammen i år, medmindre de nøjedes med fem dage i Danmark.

24. december 2015

Ikke et ord om jul. Næsten ikke …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:09
Tags: , ,

Vemmetofte Strandskov (6)Vi har valgt at bo på en beskyttet plet. Eller også er vindretningen lige nu bare rigtig i forhold til Den Stråtækte.
Vi stod op samtidig med en flot solopgang, og fjorden var – om ikke fuldstændig glat, så i hvert fald ikke i oprør.
Vi spiste morgenmaden i et solfyldt køkken og talte om, at det kun kunne gå for langsomt med at komme i tøjet i dag og komme ud og gå en frisk tur i dette fantastiske vejr.
Som sagt, så gjort. Vi kørte til Vemmetofteparkeringspladsen tættest på Musestenen, fordi vi ville vise englænderne den, nu hvor den ved Jørgens hjælp endelig er blevet fundet. Ud med os i bilen og afsted – det var et skønt og stille vejr, så vi glædede os til turen.

Vemmetofte Strandskov (12)Da vi nærmede os stranden, blev vi mødt af en stiv kuling. Det kan naturligvis ikke ses på billedet, men holddaop for en blæst der var!
Vi havde heldigvis tøj nok på, og turen gjorde os godt, for vejret var flot trods den skarpe vind.
Musestenen havde lidt mere vand omkring sig, end da vi så den første gang, men da ungerne ikke kunne komme op på den, på trods af morfars forsøg på at hjælpe dem, fandt de andre ting, der i deres øjne var mere interessante, hvorimod forældrene gerne ville høre om stenen og sagnene om den.

John fandt et østershat-træ. Der sad i kilovis af de flotteste østershatte; jeg stjal 750 gram af dem og glædede mig over, at det endelig lykkedes at finde svampe i år i Danmark – og så i december!Vemmetofte Strandskov (7)Vemmetofte Strandskov (2)

Ungerne havde sådan set ingen problemer med at få dagen til at gå, men julemandens gaver skulle helst opdages, så Charlotte sneg sig ud og lagde nogle pakker lige foran vores hoveddør.
Da jeg bankede hårdt på døren og fik børnene til at åbne, fordi jeg desværre ikke kunne slippe hvad jeg havde gang i ude i køkkenet, sagde de, at der ikke var nogen. “Jojo”, sagde jeg, “jeg så et eller andet rødt, der hurtigt forsvandt rundt om hjørnet. Jeg er ret sikker på, at det var julemanden, men han har jo så forfærdelig travlt i dag og i aften”.
Anna kiggede skeptisk på mig, men Aubrey kiggede grundigt ud ad vinduet, mens han i et på én gang bebrejdende og triumferende tonefald sagde: “I told you, Anna! He does exist! See for yourself: He’s left some presents for us”.

P1100030

Julemandens gaver holdt dem fint beskæftiget resten af dagen – selv Disneyshowet var der ikke tid til at se, og vi så ingen grund til at tvangsindlægge dem til det.
Da vi langt, langt senere nåede til alle de andre gaver, vakte Tims mors gave til Tim en del nysgerrighed hos Tims svigermor – teksten på æsken lød ret spændende.
“Tim … this is from your … mother? It’s a bit exciting, isn’t it?”
Der lød et forventningsfuldt/spændt/undrende ”Yes …”

Det viste sig at være et par slippers, sådan a la morfartypen, som man bl.a kan se i My Fair Lady. Meget praktiske. Meget varme. Meget lidt kønne.
Og bestemt ikke levende op til teksten på indpakningen. Tværtimod, vil jeg nok påstå, for en mand iført de slippers får altså ikke mange kvinder til at blive specielt inspireret til bedroom athletics

23. december 2015

“Hold mig i hånden, luk øjnene og følg med”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: , ,

Hvordan køber man en ridehjelm til en dreng, der ikke må vide, at han får en ridehjelm, men som er nødt til at prøve den?
Det er svært. De har naturligvis allerede hver en ridehjelm, men Anna passer nu Aubreys og Aubrey kan ikke passe sin.
Hovedstørrelserne kan man ikke helt gå ud fra passer, siger den dårlige erfaring, så der skal prøves. Især når den skal købes i Danmark, og turen går retur til England, inden man kan nå at bytte hjelmen.

P1090968

Turen gik til Land & Fritid ved Bårse, hvor vi telefonisk havde sikret os, at de havde hjelme i børnestørrelser.
Da alle var ude af bilen, sagde Charlotte til ungerne, at de ikke måtte åbne øjnene, før hun sagde til – hvilket ville vare længe! De holdt tillidsfuldt mor i hånden og lod sig styre.
Hun formåede også at prøve tre hjelme på drengen, inden han insisterede på at åbne øjnene.
”Mummy, I know it’s a riding helmet, and I don’t want one that makes me look stupid!” (Hvornår er det lige, man bliver forfængelig?)
Hun kapitulerede, men det vidste hun jo godt, at det ville ende med. Der var imidlertid opnået det, hun ville, nemlig at det ikke blev til en vi gik bare ind og købte en ridehjelm-seance, men noget de husker som lidt anderledes.

P1090971P1090972P1090974

Derefter kørte vi ned og parkerede på havnen i Præstø og gik en tur gennem den gamle bydel og tilbage ad Antonitterstien.
Oppe på byens gamle torv havde nogen ladet en port stå åben, så vi kunne få et kig ned gennem deres have og ned mod vandet.
Det var helt amalfisk i sit udtryk – det var en pudsig fornemmelse at stå på et bytorv og kigge ned på fjorden på denne måde.
Vi trængte alle til frisk luft, og vi var heldige med vejret – det holdt fint tørvejr mens vi gik turen – og meget frisk luft var der så sandelig rigeligt af.
Da vi var vel hjemme igen, skinnede solen stadig flot, samtidig med, at der kom en ordentlig skylle.
Lige nu kigger vi ud på en dramatisk, men solbeskinnet fjord med masser a white horses og med en mørk baggrund. Det blæser meget, og det regner stadig rundt omkring os – men vi har sol …

P1090978

Der bliver stadig produceret fotoalbum … det er fint nok; hun nyder at have masser af slap af-tid uden alle de sædvanlige pligter – jeg benytter mig af lejligheden til at forfatte mit blogindlæg imens.

P1090983

Skulle nogen have fået den opfattelse, at jeg holder af rødt, er det nok ikke helt forkert set.
Hvis jeg bærer rødt tøj, spørger folk om jeg er syg, så jeg er nødt til at kompensere på andre måder, hvilket der heldigvis er rig lejlighed til ved juletide.

19. december 2015

Disse burde ikke være lovlige!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags: , ,

Mine caffe latte-trøfler havde vist ‘sat sig’ længe nok, mente jeg her til formiddag, så jeg fik smeltet lidt hvid chokolade til at pynte dem med.
“Brug evt. en cornet” stod der i opskriften. Hvorfor hedder det cornet (eller cornette eller kornet)? Jeg havde en fornemmelse af, at der måske mentes et kræmmerhus, hvilket en googling kunne bekræfte. Jamen så skriv da kræmmerhus! Det ved alle hvad er … selv Ellen.

Caffe Latte-trøffel (1)Caffe Latte-trøffel (2)

Jeg gad ikke lave et kræmmerhus, men det skulle jeg nok have gjort … jeg lod chokoladen løbe fra en teske, men det kunne jeg selvfølgelig ikke dosere ensartet. Det ændrer dog ikke på smagen, og holddaOP, hvor er disse trøfler helt aldeles uforskammet lækre!
Der var heldigvis fire hjørner, som ikke var pæne nok til at komme i konfektdåsen, så dem var John og jeg nødt til at spise.
Selv om de er fortræffelige, er der dog stadig plads til forbedring, for på trods af, at jeg skar dem ud i temmelig små firkanter, var de pga. tykkelsen hver især stadig et helt måltid, hvorfor jeg til næste år (da dette her er helt sikkert allerede en fast bestanddel af mit konfektrepertoire, fordi de er så gode, at de burde være forbudt ved lov), vil anvende en lidt større form, så både marcipan- og trøffellaget bliver lidt tyndere.

P1090928P1090931

I dag blev alle gaverne pakket ind. De fleste i det hvide papir med sølv- og guldsnefnug/stjerner – det er dem, der skal ligge under juletræet. Derudover er der to fra julemanden til de artige børn, der måtte befinde sig i huset, samt to i ikke-julepapir, som C&T skal have med hjem til børnenes fødselsdage i starten af januar.
De tror ikke på julemanden mere – og alligevel tør de ikke smide troen helt væk, for sæt nu … i år gør vi derfor det, jeg gjorde det sidste julemandsår for Charlottes vedkommende: Hun troede heller ikke rigtigt på ham mere og ville helt sikkert gennemskue enhver, der prøvede at spille julemand. Den 24. om formiddagen ringede jeg på vores dør og lod som om jeg snakkede med en. Jeg vidste, at C ville blive nysgerrig, og hun kom da også hen for at se hvem det var. Da hun nærmede sig, råbte jeg “Det skal jeg nok! Tusind tak, Julemand. Jeg håber du når dem allesammen.”
”Hvem var det, mor?”
”Julemanden. Jeg skulle hilse dig mange gange og sige fra ham, at han har alt for mange børn i år, så han har sindssygt travlt og kan ikke nå jer alle i aften. Men han gav mig denne her til dig fra ham.”
Så fik Charlotte en gave, som hun gerne måtte pakke ud med det samme, og søreme om ikke det var noget, der var rigtig godt at lege med, så årets længste dag føltes lidt kortere.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at de to gaver i rødt papir indeholder noget tilsvarende.

18. december 2015

Ville I turde det? Jeg ville ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

imageJeg havde en ide om, at julevinen(e) skulle købes i Menu, hvor de forhandler et pænt udvalg fra Nugan Estate, som producerer nogle aldeles suveræne vine. Det var far, der introducerede dem for os for en seks-syv år tilbage, og meget ofte siden da, når jeg har villet ofre lidt ekstra på en særlig god vin, har jeg købt en fra Nugan Estate. De har mange at vælge imellem, så det er ikke helt nemt. På den anden side går man aldrig fejl – jeg har i hvert fald endnu til gode at blive skuffet.
De er forskellige, men da priserne også er det, er dette næppe overraskende, men som nævnt kan man faktisk godt købe katten i sækken her, og så håbe på, at man kan huske hvilken af dem der har været den bedste, næste gang der skal handles.
Det kunne jeg ikke huske, så når Tim kommer, vil han, som fuldgyldigt medlem af Den Stråtæktes smagepanel, være medbestemmende ved valget af vinen til juleaften. Det vil sige, at vi mandag, tirsdag og onsdag aften vil smage en af de tre, jeg tog med hjem. Eller også trækker jeg alle tre slags op mandag aften for at afholde en decideret smageseance. Det er jo et vigtigt valg!

Vin tør jeg altså godt købe ‘ubeset’ i Menu. Det ville jeg derimod ikke turde med juletræer i net.

P1090917

Ville I turde det? Det kan være hammerskævt, usymmetrisk, mangle en gren midt i det hele – eller simpelthen bare ikke falde i ens smag.
Man har ikke en kinamands chance for at besigtige træet, så jeg skulle ikke risikere noget.
Vi har hentet vores juletræ i et lillebitte juletræsudsalg ikke så langt fra Bregentved.
Der var ikke nogen af dem, der passede os helt. Enten var de for høje, eller de var for lave. Eller også var de bare ikke rigtige, så jeg sagde at desværre, vi måtte finde vores træ et et andet sted.
Manden sagde først nu, at han havde flere nede i plantagen, men han ville helst ikke fælde flere, end han regnede med at kunne sælge. Om vi ville med ned for at kigge?
Selvfølgelig ville vi det. Nu var der næsten for mange at vælge imellem, men vi fandt da det, vi mente måtte være det helt rigtige mht. højde, tæthed og symmetri.
Og vi skulle naturligvis ikke selv føre saven.
Han ‘nettede’ træet, så det kunne være i bilen, og nu står det og venter på at blive pyntet lillejuleaften af Anna og Aubrey, bistået af deres mor og mormor. I vores familie har det altid primært været børnene, der kom pynten på træet og altid lillejuleaften. En regel, der kun er blevet fraveget en enkelt gang, hvor englænderne ankom til huset i Sverige meget sent lillejuleaften.
Da gik vi i skoven og fældede et træ d. 24. om formiddagen og pyntede det om eftermiddagen, da det havde tørret en smule.

17. december 2015

Endnu et skridt på konfektvejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags: , ,

Jeg havde en ide om, at jeg nok på et tidspunkt ville få lyst til at lave en anden slags konfekt end romkuglerne, som børnene ikke er så vilde med.
Jeg fik søreme ret igen … i dag lavede jeg maripan/nougatkonfekt, caffe latte-trøfler og vaniljeditto. Det vil sige … lige nu står de to sidstnævnte i køleskabet og stivner forhåbentlig snart tilstrækkeligt til, at jeg kan afslutte processerne, men indtil videre ser det ganske lovende ud, lige som smagsprøven undervejs ikke var skuffende. Det mest spændende bliver næste step: Kan jeg få konfektstykkerne til at se lige så professionelle ud, når jeg har smeltet den hvide chokolade og forsøgt at fordele den i de flotte, tynde striber? Trøffelmassen til caffe latterne ændrede jeg lidt på ved at bruge lidt mere fløde og en smule smør, da jeg syntes, den smagte for meget af mørk og alt for bitter chokolade. Til vaniljetrøflerne brugte jeg hvid chololade i stedet for mælkechokolade, samt puttede et par spiseskefulde gammel Peter Heering i, men det tror jeg ikke ødelagde dem.

Hue

Jeg har gjort et nyt bekendtskab. Hjembragt fra Oslo. Drops Baby Merino. Jeg kunne både se og mærke, at det var spundet på en speciel måde, så jeg ville prøve at strikke et af de mønstre, som normalt er så svære at få jævne og pæne. Rent eksperimentelt.

Hue (1)Hue (2)

Jeg har allerede bestilt mere garn – det var en uventet, men supergod oplevelse. Det er simpelthen umuligt at strikke grimt! Ingen masker ‘drukner’ eller bliver for kraftigt fremhævet, og jeg gør intet andet end bare strikke løs. Normalt skal jeg fifle med trådene på bagsiden eller i det mindste strikke langsomt og omhyggeligt for at få trækket i garnerne ens. Her strikker jeg bare næsten lige så hurtigt, som var det almindelig glatstrikning, og alligevel bliver forsiden rigtig pæn og bagsiden næsten lige så pæn som forsiden. Jeg tror jeg vil finde et eller andet hamrende indviklet mønster og købe garn til en jumper eller sweater – med det garn vil det gå som en leg.
Dette er tre fjerdedele af en hue, som jeg troede jeg selv skulle have, men som vist ender med at blive Annas, da strikkefastheden snød mig – træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Jeg bestilte derfor garn, så Aubie også kan få sådan en hue – plus til en til mig selv. Forretningen lovede, at jeg ville have garnet inden jul.
Der skal godt nok strikkes huer … Annas bliver færdig i aften, så Aubie skal også kunne få sin med hjem.
Nu skal jeg kun sove fire gange til, inden de kommer.

11. december 2015

Endnu et par ideer ført ud i livet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags:

Juledekorationer 2015Jeg har stadig ingen planer, kun ideer.
En af ideerne gik på, at jeg ville skrive en julehilsen til min chef. Som tænkt, så gjort, og jeg har allerede fået en hilsen retur. Hyggeligt.
I starten af måneden fik jeg også en ide om, at jeg på et eller andet tidspunkt inden jul måske havde lyst til at frembringe nogle juledekorationer, samt ved samme lejlighed få ryddet lidt ud i alt det stads og bras, jeg har samlet over årene.
Jeg var aldeles usentimental og brutal: Alt det, jeg ikke brugte denne gang, hvor jeg har lavet flere juledekorationer end jeg plejer pga. den mere plads vi har fået, røg ud. Uden nåde.
Jeg har svært ved at smide ud, men jeg gjorde det!
Der er også røget en del juletræspynt ud, som jeg har haft gemt af sentimentale grunde, men ikke har hængt på træet i mange år – så er det jo lidt fjollet at bruge plads på at gemme det.

Juledekorationer 2015 (2)

Herover ses bevis på, at solen har skinnet i dag. Klokken 11 i formiddags troede vi ikke, det ville blive lyst; klokken 13 blev det endnu mørkere og begyndte at regne og hagle. Klokken 14 skinnede solen. I bare en lille halv time, men vi nåede da at se den, hvilket man nok må være taknemmelig for i denne måned.

Jeg stod ude ved Johns arbejdsbord i garagen og lavede alle dekorationerne – holddaop, hvor er det dejligt at have fået sådan et sted at arbejde med den slags i – jeg har været vant til at stå i køkkenet, hvilket såmænd var hyggeligt nok, men sikke da et griseri, jeg kunne få lavet.

Juledekorationer 2015 (1)Juledekorationer 2015 (3)

For tre år siden var jeg i Jysk i januar. De havde en stor kasse med julelys, som var sat ned til under halv pris. Jeg forsynede mig grundigt og har nu brugt det sidste … har skrevet en mental note to self om at se, om jeg kan lave samme gode indkøb om en måneds tid. Selv om det bestemt ikke er julelys, der vælter budgettet her i huset, er det altid fedt at gøre en god handel – det gælder både i det store og i det små.
Gad vide, om jeg har nogle jyske rødder, jeg ikke kender til …

8. december 2015

Når man bor i sit drømmehus …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Julebag i juleæskeNår man bor i sit drømmehus, er det så ikke meget passende og heldigt, at ens yndlingssmåkager hedder Drømme?
Det hedder mine, og det har de gjort i omkring 40 år.
Min mor bagte altid med margarine. Det var nok både godt og skidt, at jeg hurtigt efter at være flyttet hjemmefra lærte at bruge smør til al bagning – det gør en verden til forskel. Så fra ikke at bryde mig særlig meget om julens småkager, kom jeg hurtigt til at kunne lide dem. Det er heldigvis først i de sidste 10 år, jeg ikke har kunnet tåle at spise så mange som i mine yngre dage.
Drømmene er nu bagt og lagt i dåsen – min engelske dåse med versene fra The Twelve Days of Christmas på låget – som lige passer i størrelse til denne portion.
Det er verdens nemmeste småkager at få rørt sammen, formet og bagt. Der er flere varianter af dem, har jeg lige google-konstateret, men her er min version. De skæve tal skyldes, at der ifølge opskriften skal bruges 225 g smør, men man kan da lige så godt bruge hele pakken. Originalen lyder på ½ stang vanilje, men jeg synes der skal en hel i.
250 g smør, 1 stang vanilje, 168 g sukker, 278 g hvedemel, 1 tsk bagepulver og ca. 50 g hasselnøddekerner.
Julebag i juleæske (1)1. Vaniljen flækkes og kornene skrabes ud. Smørret smeltes ved svag varme sammen med vaniljekornene.
2. Gryden tages fra varmen, der tilsættes sukker og røres til blandingen er afkølet (så længe venter jeg ikke).
3. Mel og bagepulver blandes i og dejen røres sammen.
4. Herefter trilles den til små kugler, som sættes på en plade med bagepapir. Jeg får ca. 60 af denne portion.
5. En nøddekerne trykkes ned i hver kage og pladen sættes i en forvarmet ovn ved 200 Grader i 10 min. til kagerne er gyldne.
De vil stadig være bløde, men stivner hurtigt – de må endelig ikke blive mere end svagt lysebrune i kanten. I opskriften står der 12-15 minutter, men i min ovn er det for meget. Første plade fik 10 minutter og anden plade 9 minutter – og de havde ikke kunnet tåle så meget som 10 sekunder mere, kan I se.
De ser ikke ud af så meget, men de smager som … en drøm.

Drømmeagtigt er det også udenfor. Det er diset, men fuldstændig vindstille, så fjorden har en egen magi over sig i dag.

Og … så tidligt som klokken 15:14 kan man begynde at tage solnedgangsbilleder. Man kan sandelig godt mærke, at det snart er årets korteste dag.

P1090844

6. december 2015

Roser i december og livslinjevanter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: , ,

AnisodonteaJeg har lært, at det ikke er ualmindeligt, at roserne blomstrer til langt hen på året, men er nu stadig ret fascineret af, at otte af de elleve rosenplanter op ad muren stadig kan have så mange blomster/knopper, som tilfældet er. De er nærmest gået i dvale, tror jeg, for de fire, jeg tog ind i går formiddags, har overhovedet ikke forandret sig siden da.
Jeg er ligeledes imponeret over den anisodontea, jeg købte i foråret, også bare blomstrer og blomstrer og blomstrer. Den skal egentlig overvintre inden døre, men den får lov at blive ude, for den fylder lige lovlig meget til at komme ind i stuerne. Så må den klare sig så godt den kan.

Roser i decemberRoser i december (1)

For mig er det bestemt ikke normalt at kunne sætte egne roser i vand i samme periode, som der er julepyntet i mit hjem – og jeg stornyder det, fordi jeg elsker roser, men af en eller anden grund ville de ikke trives på rækkehusgrunden, så efter et par forsøg opgav jeg helt.
Selv om vi har haft Gorm på besøg, og selv om det også lige nu blæser cirka en halv Gorm, Livslinjevanter (1)så står roserne et godt, nærmest ideelt, sted i forhold til Danmarks fremherskende vindretning. De står næsten helt i læ, og jeg køber altså ikke din frække bemærkning om, at de får varme fra muren, fordi det er et gammelt hus, IngeWinking smile

Der strikkes lystigt videre. Som nævnt rusker det godt i det derude, så vi bliver inden døre; som sædvanlig med ild i brændeovnen og lige om lidt med første afsnit af Vikings på afspilleren … er lidt spændt på, om det er en serie, vi gider se.

Livslinjevante nr. 1 er færdig og nr. 2 er godt på vej.
Jeg så opskriften et eller andet sted på nettet og syntes, at det var en sød ide at lade tommeludtagningen følge håndens livslinje.
De er forbedret lidt i forhold til opskriften, og næste par bliver yderligere forbedret med en ribkant forneden. Topindtagningen var helt umulig – både svær at lære udenad og ret grim, så jeg gik over til det, jeg kalder for Selbuvotter-metoden, som giver en meget pænere vantetop.
Vanter skal, efter min mening, ikke have stjerneindtagning, hverken symmetrisk eller forskudt.

Er I klar over, hvor svært det er at tage et billede af højre hånd med venstre hånd, når man ikke er venstrehåndet? Det er ikke kun, når man skal læse, at armene er for korte!
Jeg måtte holde kameraet et sted skråt bagved mit venstre øre og så ellers klikke løs, med bittesmå justeringer af retningen, i håb om bare et enkelt brugbart billede.
Jeg ville ikke bede John om at tage et billede, for det skulle bruges lige nu, og han har travlt med at etablere en tørresnor i garagen. Nu har vi opgivet at tørre tøj udenfor – det bliver jo ved og ved med at blæse.

4. december 2015

Små skridt er også skridt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: ,

Julegaverne er i hus, med undtagelse af to til hhv. en 6-årig dreng og en knapt 3-årig pige, men det er ikke jordens sværeste opgave.
Jeg elsker at være i god tid med gaverne – det giver mig ro i forhold til alle de andre juleting, der helst skal være i orden – selv om jeg ikke har faste planer eller tjeklister. Der bliver gjort det, der bliver … det bliver oftest til ganske meget alligevel, og at der endnu ingen adventskrans er i år, er mig temmelig ligegyldigt.
Huset er halvt julepyntet og udendørsbelysningen er etableret.
Det var hyggeligt at gå rundt og finde de ideelle steder til min pynt. De har så allerede vist sig ikke at være helt ideelle, for jeg har flyttet rundt på en del allerede, men det gør det ikke mindre hyggeligt.

Ved Vejers strand faldt jeg næsten bogstavelig talt over et stykke træ, som jeg fluks besluttede at tage med hjem – det måtte kunne anvendes til en dekoration. Foreløbig er jeg nået til at have fået den tør nok til at kunne lege med den, og John har banket et par søm i den til at understøtte lyset.
Der skal mere på, men jeg ved ikke rigtig hvad, for det skal bestemt ikke være noget med glaskugler og den slags tingeltangel. Der skal som sagt leges, men det bliver kun med mos, lidt kogler og andet fra naturen – alt andet ville være synd, synes jeg.

P1090804

Romkuglerne er produceret. Jeg har aldrig kunnet lide romkugler, og sidste år fandt jeg ud af hvorfor: Det har været romessensen, jeg ikke kunne lide. Som jeg skrev her, er romessens ukendt i England, så Charlotte Tim smagte sig frem til den helt rigtige mængde ægte rom at blande i.
Holddaop, hvor kan jeg dog godt lide romkugler nu! Jeg havde nok ikke forestillet mig, at forskellen ville være så markant, men det er den. Det ved sikkert mange andre end mig, men nu ved jeg det så også.
Opskriften lyder således:
100 g smør, som næsten smeltes, 200 g sukker, 250 g havregryn, 50 g kakao, 1 dl rom og 6 spsk kaffe. Bland grundigt. Tril til kugler. Det er noget ulækkert blødt stads, men det kan lade sig gøre – også ved kun at bruge én hånd, hvilket John morede sig lidt over, at jeg gjorde. De blev fint runde alligevel, og jeg havde kun én klistret hånd. Til sidst rulles de i sukker – jeg brugte halvt rørsukker og halvt alm. sukker, mest for udseendets skyld.
Nu står de i køleskabet og er forbudt område, til vi er lidt tættere på jul.
Men de er lavet! Endnu et hak på den tjekliste, jeg nægter at lave. Som jeg skrev til Lene, så både stresser og irriterer planer og to-do-lister mig; de er bare en kilde til ærgrelse, hvis man ikke når alle punkterne.
I stedet har jeg ideer. Jeg havde fx en ide om, at jeg nok ville få lyst til at lave romkugler på et tidspunkt.
Det tidspunkt indtraf så her til formiddag …
Jeg har også en ide om, at jeg pludselig får lyst til at bage lidt småkager.

1. december 2015

En weekendtur på hverdage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: , ,

Det er det, man kan, når man er jobstoppet: Starte en weekendtur om søndagen og komme hjem igen tirsdag aften.
Vi havde en nat til gode på Hindsgavl Slot, som vi valgte at tage nu, samt forsøde opholdet yderligere med en 4-retters vinmenu. Sidste gang, vi var her, var vi meget imponerede over den 3-retters menu, de diskede op med, så forventningerne var tårnhøje.
Hindsgavl efter Gorm

Gorm pustede sig mere og mere op, mens vi sad og spiste. På slottet havde man gjort et stort nummer ud af at tænde det vældige juletræ – et af dem, man køber i Norge for en formue – kl. 16:30; med masser af tilskuere fra oplandet. Senere sad jeg på første parket mht. udsigt til juletræet og kunne se, hvordan det ruskede mere og mere i lyskæderne … sagde til John, at jeg troede, træet ville vælte inden så længe. “Arh, tror du ikke de har lyttet til vejrudsigten og sikret det godt?”
Det havde de så åbenbart ikke, for omkring kl. 20 gik lysene ud. Jeg kunne ikke se, om det var væltet, men det kunne jeg næste morgen … det var knækket, simpelthen.

P1090738
Den der menu … lakserilletten og jordskoksuppen med kammusling var meget lækre, men hovedretten var kyllingebryster med brun sovs, 25 ristede perleløg og to ristede champignon i ultratynde skiver. Plus en halv – ja, en halv! Lille, oven i købet! – braset kartoffel. De kaldte den et eller andet fint fransk, men den smagte fadt, fuldstændig som en kogt kartoffel fra dagen før, der var blevet stegt i smør. Altså en brasekartoffel. Intet grønt af nogen art til de to store og lidt tørre kyllingebryster. Der var ALT for meget kød til alt for lidt og uspændende tilbehør, så det var en stor skuffelse – når jeg spiser ‘gourmet’ og betaler 1100 kroner pr. kuvert, gider jeg absolut ikke spise kylling, uanset hvor den har tilbragt sin trygge og økologiske barndom.
Der var Pære Belle Helene til sidst– det er i mine øjne en 70’er-dessert, og jeg var bestemt ikke imponeret.
Jeg var nødt til at nævne det, da tjeneren spurgte, hvad vi syntes om maden. Han prøvede at forsvare det med, at “det jo er vintermad, der er temaet i aften”. Det havde ikke stået nogen steder, og jeg måtte understrege, at man 1) godt kan spise grønsager om vinteren og 2) at kylling med brun sovs er hverdagsmad for mig og sikkert rigtig mange andre. Bortset fra, at jeg aldrig laver brun sovs til kylling, men serverer salat til …
Alle levnede halvdelen af kødet, lagde vi mærke til.
Vinene – vi fik fem forskellige – var til gengæld suveræne. Først en mousserende som aperitif; dernæst en hvid fra New Zealand, som overraskede ved først at både lugte og smage underligt … indtil vi drak den til lakseriletten, hvor den ændrede karakter så voldsomt, at man næsten ikke kan tro, at det kan lade sig gøre, så mad og vin gik trods alt op i en højere enhed for alle fire retters vedkommende – uagtet, at vi var ret skuffede over maden.

P1090744P1090743

Inden vi landede på Hindsgavl, gik vi på julemarked i Fåborg. Det var ret hyggeligt i fine omgivelser i Øhavsmuseet Den Gamle Gaard.
Jeg blev helt nostalgisk, da jeg så Børnenes Julebog med det røde bånd om – der kom et hukommelsesglimt tilbage til barndommen, fordi vores far købte den til os hvert år til jul.

28. december 2014

Alle har sådan en i familien …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , , ,

Har I set Løvernes Konge? Nogle af Disney-tegnefilmene skal helst ses i udgaven med de danske stemmer; andre er bedst med de originale engelske/amerikanske. De fleste ville være helt ideelle, hvis man kunne blande.
For eksempel er Jeremy Irons suveræn som den onde løveonkel Scar, ligesom Rowan Atkinson er uovertruffen som fuglen Zazu – her kunne de danske stemmer slet ikke være med, mens aben Rafiki og surikaten Timon i hhv. Peter Bellis og Henrik Kofoeds fortolkninger var klart bedre end originalerne.
Altså ifølge Ellen … den slags vil naturligvis altid være meget subjektivt, men overordnet synes jeg, at danskerne har præsteret udover, hvad disneystudierne kunne forlange; alle ikke-engelske stemmer skal som bekendt godkendes af disse.
I Den Lille Havfrue var Thomas Eje som krabben Sebastian og Jess Ingerslev som den tåbelige måge Skralde uforlignelige.
Jeg har købt de fleste af de store disneyfilm og har set dem alle i begge sprogversioner.

Sjovt nok kom jeg i går netop til at tænke på Zazu i Løvernes konge, hvor han kommer med filmens nok mest kendte replik: There’s one in every family, sire. Two in mine, actually.
Det var, da min yngste søster Bodil satte sig lige bag min yngste niece Annemarie, som igen tog den små Ella på sit skød, hvorefter alle tre gjorde et eller andet, jeg ikke ved, hvad jeg skal kalde … vippende banan, måske? Gyngende båd? Bare fjollerier, simpelthen?
Uanset hvad, hylede alle tre af grin – og så var det jeg kom til at tænke på replikken.
Den sidste del af citatet hører med for fuldstændighedens skyld, men ordene passer ikke til gårsdagens billede; tværtimod.
And they always manage to ruin special occasions. Det var ganske afgjort ikke det, de sprællende damer gjorde.

2014 Heidi og Nikolaj (4)2014 Heidi og Nikolaj (3)

Bodil har set billederne og givet sin tilladelse til offentliggørelse af dem …

Man kan måske fornemme, at vi havde en dejlig dag hos Heidi og Nikolaj. Selv om ovenstående måske kunne antyde, at det var en værre drukfest, vil jeg understrege, at det aldeles ikke var tilfældet – vi er ikke såmænd heller ikke hellige, men der var flere chauffører og resten var nogenlunde solidariske og drak kun i mådelige mængder, men det er slet heller ikke alkoholen, der plejer at gøre vores familiesammenkomster festlige og/eller hyggelige.
Det var et godt initiativ fra de to unge menneskers side – spændende at se, hvem der tager den til næste år – det er herligt, når de unge godt gider forældregenerationen, men man skal jo også have pladsen til at samle så mange, hvilket man i hvert fald sjældent har, så længe man læser.
Den eneste, vi savnede, var Rune, som knokler 24/7 på sin bacheloropgave (maskinmestereksamen hos Mærsk), som skal afleveres d. 2. januar.
Jeg har brugt 3-4 timer på at korrekturlæse det digre værk i dag – moster er imponeret! Både over arbejdsindsatsen, researchen og formuleringsevnerne. Selvfølgelig var der fejl – jeg forventer ikke andet, når al koncentrationen lægges på at få det faglige så korrekt som muligt, men det var ikke mange, så det ser trods alt ikke helt håbløst ud for landets stave- og grammatikfremtid endnu. Moster er også tilfreds!

25. december 2014

Jeg skal ikke have noget at spise de næste otte dage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:31
Tags: , , ,

P1040686Holddaop. Jeg er mæt. Særdeles, ovenud og på alle måder mæt. Men sikke da et lukullisk måltid vi fik hos Tims mor: Først en Bucks Fizz serveret med omhyggeligt tilberedte miniblinis med vagtelæg, rejer, kaviar og laks.

Efter en times tid var Elizabeth færdig med at tilberede den traditionelle julekalkun, som i princippet var helt mage til den, vi fik hos Tims far. The Christmas pudding med brandy butter var også det samme; forskellen på i dag og i søndags var forretten med laks, og frugtsalaten og mince pies sammen med ‘julekagen’. Vi sagde pænt nej tak til tilbuddet om ost – den fik vi i stedet serveret ved 20-tiden. Sammen med frugtsalaten og hvad man ellers måtte ønske at indtage.

Det var smadderhyggeligt. Igen. Tims mor og mand er langt mere formelle end faderen og dennes kone, og borddækningen kunne da også måle sig med opdækningen til en kongelig begivenhed.

P1040689

Men man skal ikke lade sig narre – når alle formaliteterne er overstået, og vi har kysset og beundret og sagt glædelig jul og hun har serveret maden til os alle, er det ikke spor formelt mere, men bare smadderskægt og hyggeligt. Der bliver altid skænket vin i overdådige mængder – man skal virkelig være om sig for ikke at blive svimmel på rekordtid, for det ville trods alt være pinligt. Mit engelske bliver også hurtigt lidt for lidt engelsk, hvis tungen ikke helt vil, som jeg vil.
Men lækkert var det alt sammen. Og nogen blev lige pludselig ret trætte … James opdagede overhovedet ikke, at ungerne overdængede ham med gaver.

P1040695

Gaveudpakningen var umiddelbart efter middagen. Vi fik alle gode gaver – Aubrey fik en quadbike. I morges, dog, fordi vi vidste, at gaverne først ville blive pakket ud omkring mørkets frembrud, og så ville det være for sent at lære at køre den.
Det var guld værd at se hans ansigt, da det gik op for ham, hvad det var han havde fået. Der var fornuftigvis købt hjelme til både Anna og Aubrey, og de skiftedes så nydeligt til at køre ude i haven. Den kan indstilles til at køre med maximalt hhv. 10, 15 eller 20 mph, og ungerne har ikke fået at vide hvor den knap sidder – 16 km/t er rigeligt her i starten.

P1040683

Stjernekikkerten var også et stort hit, og han hoppede af glæde, da han så hvad det var, men da den blev samlet, manglede der den dims, hvori vinkelspejlet sidder, så man kunne ikke stå op og se ned i kikkerten, hvilket er ret uhensigtsmæssigt og meget besværligt, selv når man er så lille som Aubie. ÆV, hvor blev jeg ærgerlig over det – nu skal vi hjem og klage, og de har dæleme at tro os på vores ord, for vi nægter at slæbe den med tilbage til Danmark.
Det er ellers den perfekteste aften til stjernekiggeri: kun nymåne og ikke en sky på himlen.

Tiden er fløjet afsted; det er sidste aften, og jeg synes lige, vi er kommet, men sådan er det hver gang jeg er herovre.

24. december 2014

Det allerbedste julevejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:17
Tags: , , ,

Man vågner ved halvsyvtiden, mens det endnu er buldermørkt, lægger sig godt til rette med ipadden og hygger sig i et par timer, mens solen langsomt vågner, og resten af huset gør det samme. Vi har soveværelse mod øst, så vi får det hele med lige fra det første, spæde lys til solen viser sig over horisonten. Solen skinner nu fra den blåeste blå himmel, det er 7 grader, men det føles som mere, for det er for en gangs skyld næsten vindstille.

Sol over Wiltshire 24. december 2014

Der er ikke meget jul over dette billede, men det gør ikke noget, for julefreden har stort set indfundet sig alligevel – det behøver vi ikke sne til som udløsende faktor. Risengrøden til risalamanden er færdig, andevinger og indmad står og simrer i agakomfuret og rødkålen er færdig. Charlotte, Tim og John er i bad (altså ikke i samme rum alle sammen …), ungerne er ude og lege, og jeg har taget lidt solskinsbilleder og nogle undervejs-billeder af granny flat’en.

Blogger's landing

Her et vue fra den åbne stue, som er bag mig, gennem Blogger’s landing, som Tim har døbt reposet, fordi her kommer der til at stå et skrivebord; længere fremme et kig ind til badeværelset og til højre døren ind til soveværelset, som ses herunder. Det bliver det største soveværelse, jeg har sovet i.

Soveværelset

Herunder – igen; jeg har vist vist rummet før – the sun room, som bliver husets bedste rum. Det bliver derfor ikke en del af granny flat’en som sådan, fordi det bliver et rum, de selv vil komme til at bruge virkelig meget, især gennem sommerhalvåret. John og jeg kommer til at ‘husere’ mest oppe på førstesalen. Der bliver kun primitive køkkenfaciliteter, med en kogeplade og et køleskab, så vi kan opbevare lidt til at lave vores morgenmad og frokost. Et rigtigt køkken må vente til senere, lyder beskeden, for de vil egentlig helst ikke have, at jeg stopper med at lave mad til dem, når jeg er herovre.

The sun room

Det vælger jeg at tage som en kompliment … der skal såmænd nok komme et køkken op, hvis de bliver trætte af mig eller min madlavning …

Nu vil jeg gå i julebad, så jeg kan blive parat til den danske juleaften.
Man siger i Danmark, at skilsmissebørn ikke har godt af at fejre to juleaftener.
Det forstår jeg overhovedet ikke – der kan naturligvis være mange problemer i forbindelse med en skilsmisse, men jeg har endnu aldrig hørt skilsmissebørn klage over to juleaftener, og for Anna og Aubreys vedkommende – som ikke engang er skilsmissebørn – bliver gaveræset fordelt over hele fire dage; den sidste d. 29. december, hvor de skal være sammen med Tims mors familie.
Det er da kun godt at fordele det, så ikke ungerne drukner i et så stort antal gaver, at de slet ikke kan rumme det hele på én gang.
Nu er det også et par meget privilegerede børn med en stor familie på begge sider, så der ER mange gaver til dem.

God jul til alle jer derude. Må den blive, som I ønsker den skal være.

23. december 2014

Juleforberedelser igen – og en tur i vildnisset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:17
Tags: , , , ,

Dagens efter-frokosttur gik til den anden ende af landsbyen, hvor en landmand har ladet et stort område omkring den lille flod ligge brak af hensyn til dyrevildtet. Her går råvildt og ræve, her er ugler og rovfugle, men vi så kun et par af sidstnævnte i dag. Syv mennesker på engang er for meget for dyrene, vil jeg tro, så hvis her overhovedet var dyr i dag, havde de gemt sig godt.

P1040593P1040594

Det er et skønt område for klatrende børn, med masser af væltede, men ikke døde, træer. Området har været oversvømmet mange gange, så bunden har været for blød til at kunne holde træerne, men alligevel gror de nu lystigt videre fra en nærmest vandret position.
Man kan kun komme ind i området uden for brændenældesæsonen, sagde Charlotte, og det tvivlede jeg ikke på, da jeg så stammerne fra årets brændenældevækst. Det er ikke uden grund, jeg skrev stammer; aldrig før har jeg set brændenældestængler af fingertykkelse!

P1040603

Langs den vanskeligt fremkommelige og snoede sti var der ikke mindre end tre af disse gamle broer, så stien formoder vi har været den oprindelige indkørsel til landsbyen, men det må være mindst 150 år siden den har været brugt som offentlig vej.

Hjemme igen stod den på konfektfrembringelse, suppekogning, småkagebagning og rødkålstilberedning.
Apropos konfekt: Jeg kan oplyse, at romkugler skal laves med rigtig rom og ikke romessens – de var KLASSER bedre end de sædvanlige – selv Merete bøjede sig uden at tøve. Jeg har aldrig lavet disse romkugler fordi jeg ikke brød mig særlig meget om dem, men det gør jeg nu!

P1040609

Charlotte har købt marcipan, nougat, rødkål og kirsebærsovs gennem en internethandel – danske specialiteter, som ikke kan fås i supermarkederne herovre.
Eller jo, man kan få marcipan, men det er alt, alt for sødt til de danske ganer.
Hun bestilte det d. 5. december, og da det endnu ikke var kommet i går, ringede hun til firmaet og udstykte sin bekymring.
De ville sende det i går, sagde de … lidt mystisk, hvad der mon lige var sket der, men ikke desto mindre kom det hele i dag – selvfølgelig efter at vi havde købt kirsebærmarmelade (smager vel altid lidt af fugl) og rå rødkål.
Den færdiglavede rødkål kan holde sig i over 1½ år, så vi blev enige om at lave det selv, nu vi havde købt det rødkålshoved.
Nougat og marcipan kunne kun købes i pakninger á et kilo, så der er MASSER af det. Det kan heldigvis også holde sig, og Merete, som altid er god for lækre dessertopskrifter, har flere af slagsen til kager med marcipan og/eller med nougat, så det skal nok blive brugt.
Lige nu går C og børnene og pynter juletræet.
Der er styr på det hele, der er ingen stress, kun hygge.
Det er lige præcis sådan, det skal være.

22. december 2014

Flere juleforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , , ,

Der er ét område, hvorpå England og Danmark er fuldstændig identiske her op til jul: Der er præcis lige så totaloverfyldt i supermarkederne begge steder. Vi var i Marlborough i dag for at købe forskelligt til lidt småkagebag, lidt konfekt og lidt mad. Det blev hurtigt sådan, at vi undervejs gennem Waitrose parkerede indkøbsvognen, John og børnene på strategiske steder som en stor og to små edderkopper midt i et spind, hvorfra Charlotte, Merete og jeg foretog ekskursioner ud for at finde varerne vi manglede. Vi overlevede alle seks, og da vi kørte ud af byen igen, var vi meget glade for, at vi havde været lidt tidligt på den. Der var kø for at komme ind i byen, hvilket Charlotte aldrig har oplevet før. Heldigvis var det ikke svært for os at komme ud.

P1040553

Efter frokosten gik vi en tiltrængt markvandring og da vi var vel inde igen, hængte Charlotte to mistelten op – hun vil nok være sikker på, at Tim opdager mindst en af dem. Den ene mistelten blev hængt i stuelampen og efeuen blev placeret over kaminspejlet – igen noget meget engelsk, tror jeg – og lige om lidt skal kaminen i spisestuen pyntes med gran og Charlottes Georg Jensen-ting.

P1040550P1040561

Se min lille Oliver Twist-personificering – er han ikke en rigtig lille gadedreng at se på? En god gadedreng, selvfølgelig … Lampen er en, Charlotte har taget med fra fædrenegården til England. Den er vist helt tilbage fra mine farforældres tid på gården, og C er glad for den, både fordi den passer til det gamle hus og fordi den minder hende om barndomsårene hos mormor og morfar.

P1040570

Vi måtte investere i en rigtig rom for at kunne lave familieromkuglerne – romessens er et ukendt begreb herovre, men det bliver konfekten sikkert ikke dårligere af. Charlotte hævdede, at der skal en deciliter i; ellers vil Tim brokke sig over, at de ikke smager nok af rom. Merete og jeg er spændte på resultatet … hun er en anelse skeptisk, men jeg er sikker på, at de kun vinder ved at få et ordentligt skvæt rigtig rom. P1040565 I aften står menuen på skinke med grønsager – vi er nødt til at sørge for lidt mager mad inden den næste julekalkun. I morgen laver vi hønsekødsuppe, som heller ikke er noget, der fylder alt for meget i maverne. Vi pakkede alle gaverne ind i aftes, så i morges var ungerne selvfølgelig henne for at lure på navneskiltene, og Aubrey hoppede glad afsted, fordi “I got the very best present of them all!” ”Hvorfor tror du det, Aubie?” “Because it’s the biggest!” Sådan er det pr. definition, når man er syv år. Kendsgerningen står overhovedet ikke til diskussion, så lad os håbe, han mener det samme efter åbning.

21. december 2014

Den første engelske julemiddag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:27
Tags: , , ,

I dag skulle vi hen til Tims far og kone og deres to (voksne) børn. Tims bror James var der også, så der var fuldt hus i det skønne, store landkøkken med hele to store komfurer. 
Det var også nødvendigt – Susan sagde, at hun slet ikke ville have kunnet lave alt dette med kun ét komfur: to store stuffed turkeys, stegte kartofler, gulerødder og pastinakker. Rosenkål, sovs og brødsovs – og syltede tranebær, selvfølgelig. Brødsovs havde vi hørt om, men indtil i dag endnu ikke smagt. Alt var meget lækkert og meget engelsk.
Desserten var naturligvis Christmas pudding – med brandy butter. Nøj, hvor det smagte godt, men det varer lige et par dage, før man bliver sulten igen.

Hos Chris and Susan (5)

Og crackers – ingen engelsk jul uden crackers – disse kæmpeknallerter, som vi danskere forbinder med nytåret, men som ingen englænder vil undvære til jul. Alle tager en knallert, krydser armene og tager naboens knallert i hånden, hvorefter alle hiver på én gang. Det gik faktisk nogenlunde op, så vi alle bagefter sad med hver sit knallertindhold, som var en gåde og en eller anden legeting.

Hos Chris and Susan (7)

Arthur skar den ene kalkun ud; Christopher den anden, og der var ALT for meget mad – vi var kun 10 voksne og to børn, men alt var rettet dobbelt an på hver side af bordet.

Og den der Christmas pudding med brandy butter – mums! Den blev naturligvis først flamberet, og de fik kun næsten brændt huset af under den seance, men Christopher og Susan tager tilsyneladende den slags hændelser med ophøjet ro.
Merete og jeg talte på vejen hjem om, at det smør ville være perfekt til en krydderkage eller lignende, som vi kender hjemmefra, og som vi ofte skærer ud og smører almindeligt smør på. Brandy butter ville hæve det til skyerne.

Alt i alt en særdeles hyggelig eftemiddag – Chris er en underholdende Ole Opfinder med masser af vid og sjove ideer, Susan er en dejlig kvinde, som kan tale om alt – og som det i øvrigt viste sig, at jeg havde været i Leningrad sammen med i 1971. Vi vidste det bare ikke dengang vi var det … sjovt som verden sommetider er meget lille.

Hos Chris and Susan (8)Hos Chris and Susan (9)

Bagefter julegaveudpakning – alle havde gjort meget ud af at finde den helt rigtige gave til modtageren – det var en fornøjelse at sidde og iagttage folks glæde ved både at give og at modtage.
Jeg fik en meget smuk lille, håndlavet glasvase fra Bath og John en årgangsportvin. Hvor var jeg glad for, at jeg havde købt et par fine Georg Jensen-ting til dem, så vi ikke faldt igennem.
Aubrey fik et selvlysende solsystem i 3-D. Alle planeterne hænger nu på hans værelse i den rigtige rækkefølge rundt om solen og er blevet ladet (lidt) op vha. en kraftig lommelygte, så de kan lyse i mørket for ham i nat. Han er så glad for det, at hans lille krop dirrer af glæde og ophidselse, og han anstrenger sig for at lære planetnavnene at kende. Den gave kommer vist til at matche fint med stjernekikkerten fra os, som han får senere.

16. december 2014

Så er der checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: , ,

Jeg havde næsten helt glemt, hvordan Den Stråtækte ser ud … det er længe siden jeg har været dernede.
John har været forkølet, så vi har hovedsagelig koncentreret os om at få ham rask til i morgen, hvor vi flyver til England.
Det lykkedes – i dag er han sit go’e gamle selv igen. Nu krydser vi bare fingre for, at han ikke nåede at smitte mig undervejs. Vi har ikke brug for mere sygdom, og Charlotte slet ikke; hun er først nu ved så småt at komme til hægterne efter fire – FIRE – uger med snot, ondt i halsen og småfeber, uden det dog blev til mere end en enkelt dag med så høj temperatur, at hun blev nødt til at blive i sengen. Det er simpelthen tre forskellige vira, der har afløst hinanden uden hun nåede at komme sig mellem angrebene, det lille pus. Godt, at mor her snart kommer over og kan hjælpe til – men så nytter det bare ikke, at det er mig, der skal plejes!

Væggene lidt skæve stå ...En klar decemberdag

Det lignede sig selv, det lille hus – vejret har været hele vejen rundt i dag fra klar, blå himmel til blygråt, tungt og regnfuldt. Vi manglede bare snevejret, men det må meget gerne holde sig væk for min skyld.
I dag så vi en gå og slå græs! Midt i december!

Vel hjemme igen checkede jeg ind til turen i morgen. Officielt kan man gøre det fra 22 timer før afrejse, men jeg forsøger gerne at gøre det 23-24 timer før for at få en god plads, og det lykkedes da også i dag. Gad vide, hvorfor man kan så tidligt, når de siger noget andet? I teorien burde det ikke have kunnet lade sig gøre før kl. 18, eftersom vi flyver kl. 16.
Jeg er spændt på, om vi kan have det hele i kufferterne – jeg mente oprindeligt ikke, at vi skulle have ret meget andet end os selv og noget tøj med derover – jeg har jo nærmest tømt Amazon.co.uk for alt muligt, men alligevel har den ene ting efter den anden listet sig ind og har efterhånden hobet sig op oppe på gæsteværelset, så der bliver mindre og mindre plads til tøj, som vi også skal have meget med af, fordi det først hedder tre dage i London og derefter til tre forskellige julemiddage, hvor vi helst skulle se bare nogenlunde præsentable ud.

P1040338

2. december 2014

Lige om lidt hader I mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Nemlig når jeg siger, at nu er julegaverne i hus for vores vedkommende.
På nær de symbolske, John og jeg skal give hinanden, men den klarer vi i lufthavnen eller i London.

Hvad gjorde vi dog før internettet? Livet var meget mere besværligt dengang, synes jeg. Nu. Dengang tænkte jeg naturligvis ikke over det, for sådan var det bare.
Lidt lige som en opvaskemaskine. Jeg kender mange, der med fast stemme har svoret, at sådan et monstrum vil de aldrig have inden for dørene.
Lige indtil de af en eller anden grund alligevel får sig en opvaskemaskine og efter et par ganges brug ikke kan forstå, at de nogen sinde har kunnet leve uden sådan en. I de år, jeg boede alene med Charlotte, havde jeg opvaskemaskine. Da jeg købte den, grinede familien hånligt af mig og syntes det var topmålet af dovenskab. Nu har folk det med at forveksle rationaliseringsevner med dovenskab, og jeg syntes jeg havde mange ting, jeg kunne bruge min sparsomme fritid bedre på end at stå og vaske op.

P1070520

Nu er der vist ikke mange, der synes det er underligt, at selv enlige har en opvaskemaskine.
Mange er stadig skeptiske mht. internethandel, men der har jeg for længst kapituleret.
Det er bare SÅ nemt. Det er selvfølgelig ikke alt, der rent praktisk kan købes – jeg er fx endnu ikke nået til at købe tøj, men sko og støvler har jeg købt med held. Hvis man kender mærket godt, kan man måske nok købe tøj, men når jeg tænker på, hvor anderledes virkeligheden ofte er i forhold til ens eget billede af, hvordan man ser ud iført et eller andet stykke kluns, tror jeg ikke, at jeg tør. Tøj skal prøves. I hvert fald på mig – men at kunne undgå alt julegaveindkøbsræset passer mig særdeles strålende.

Det er skønt at kunne sidde hjemme ved skrivebordet og købe. Legetøjet til ungerne er fast defineret og behøver ikke at prøves eller ses på.
Når jeg oven i købet kan købe i UK fra DK og få sendt til den engelske adresse til en porto, der ikke ruinerer, er det ren win-win. De første gange, jeg sendte julegaver til England, kunne jeg næsten lige så godt have købt en flybillet og overrakt dem personligt.
I dag sendte jeg dog en pakke til Charlotte, som snart har fødselsdag. Det var en ikke særlig omfangsrig pakke, og det der er i den, kan jeg godt røbe kun har kostet 60 kroner, for den egentlige gave er penge til køb af noget ønsket tøj, og dem har jeg nemt og smertefrit overført direkte til hendes konto. Pakken kostede 100 kroner at sende.
“Hvis du sender den som brev, slipper du billigere.”
“Næh, jeg gør så ej – et brev, der vejer 1150 gram, koster 200 kroner at sende. En pakke på 1150 gram koster 100 kroner.”
”Det var pokkers – det har du da ret i!”

Er det så underligt, at jeg foretrækker internettet?

30. november 2014

Overspringshandlinger?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags:

Jeg har ikke fulgt mine planer om at sy gardiner i dag.
I morges spurgte jeg John, om han helst så mig sy gardiner eller han helst så os hygge os på et eller andet julemarked.
Han er for klog til at vælge det første og derfor spurgte han, om der var et bestemt et, jeg havde i tankerne.

P1040231P1040233P1040234

Det var der. Julemarkedet i Middelaldercentret. Hvor vi blev mødt af nisser overalt, hvor der kunne tænkes at være sat en nisse op.
Det var meget hyggeligt, men uhada, hvor var det dog bidende koldt. Chillfaktoren må have været ÷15°, tror jeg. Jeg havde ret ondt af de stadeholdere, som ikke havde vanter eller handsker på. En ung mand sad oven i købet og malede akvarel! Hans hænder var helt blåfrosne, og jeg spurgte ham, om ikke han havde problemer med finmotorikken under sådanne vejrforhold, hvilket han kun kunne bekræfte, men hans humør fejlede ikke spor.

P1040236

Han sad og kunne kigge over på dette skur. Das. Hønsehus. Whatever. Hvis det var standarden i Danmark i 1400-tallet, så kan jeg godt forstå, at det er i England og ikke her, man ser så gamle huse. Dette her holder ikke i mange år, vil jeg gætte på. Gad vide om det har været et skoleprojekt?

Herunder: Dette var der nogle, der fandt yderst underholdende: At smide muffinforme fyldt med flødeskum efter den unge mand. Men okay – gabestokken var selvfølgelig en middelalderlig straffemetode, selv om det næppe var flødeskum, man dengang fik smidt i hovedet. Det var de færreste, der ramte plet, hvilket fyren brokkede sig over – han hævdede, at han elskede flødeskum …

P1040240 P1040244 Str 60 (1)

Jeg har, for sammenligningens skyld, stillet mig op ved siden af et par “specialsyede” støvler, som der stod på skiltet ved siden af dem. Det tror jeg på, at de er, men til hvem, mon? De var mindst størrelse 60, gætter jeg på. Måske mere.

Vi lod os ikke rigtig friste af udbuddet i boderne, og koldt var det som sagt, så vi fortrak til et lunere lokale, hvor vi bestilte brød med lun ribbensteg og rødkål.
Jeg morede mig lidt over spisebestikket: en kniv og en træske. “Haha, ja, i middelalderen kendte almuen ikke gaflen, men mon ikke de kommer med en til os, når de serverer maden?”

P1040245P1040246

Det gjorde de ikke.
Det var faktisk ikke særlig nemt at skære to – i øvrigt møre og lækre – stykker ribbensteg over, når man ikke kan holde ordentlig fast på kødet, og så bagefter at skovle det og rødkålen op på skeen med kniven. Godt man ikke var på første date og skulle gøre indtryk. Et godt indtryk vel at mærke … jeg er sikker på, at jeg ville have gjort et dybt indtryk, men var måske ikke blevet inviteret ud igen … og ved nærmere eftertanke ville det nok være ganske udmærket … jeg gad slet ikke se en fyr igen, der ikke kunne se komikken ved denne form for spisning.

26. november 2014

Vi kan sagtens nøjes med at hænge 200 op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags:

P1070253Jeg læste lige, at sidste år hængte en australier fra Canberra 502.165 julelys op på og ved sit hjem.
Det er nok, hvad jeg vil kalde at overdrive en kende. Alene det at tælle dem ville tage mig en uges tid, tror jeg, men det er vel nødvendigt for at blive registreret som verdensrekordindehaver.
Der står i artiklen, at nogle af hans naboer ikke længere taler med ham – jeg ville nu også meget nødig være nabo til et så vildt overdrevent lysshow, skal jeg gerne indrømme. Genbo må, ved nærmere eftertanke, vel næsten være endnu værre …

Vi har selvfølgelig lidt i haven. Haverne. Noget skal der til i denne mørke tid. Vi købte lidt ekstra forleden for at kunne lyse lidt op nede i Den Stråtækte, selv om vi ikke bor der endnu, men vi synes, der må kompenseres lidt for de altid mørke vinduer.

Vi købte 2 x 100 lys. Det passer fint til kristtjørnen og en af snebærbuskene.
Når vi på vejen hjem tager turen over Karise, kan vi se to husstande, der tilsyneladende konkurrerer om at være byens mest oplyste. Det er altså for meget! Især kan jeg ikke klare de udrykningsblå lys, man nogle gange ser, og hvis de oven i købet er sat til at blinke, går det da helt galt. Vi foretrækker varme farver – også når det gælder julelys, og ikke noget med blinkeri, tak. Jeg elsker at se på smukke lys i denne mørke tid, men alt med måde – så kan man også bedre forsvare at lade det blive ved med at lyse helt frem til omkring 1. marts.

Jeg har lagt mærke til, at mange i år reklamerer med Black Friday – jeg synes ikke jeg har lagt mærke til det fænomen de foregående år – er det bare mig, der er langsomt opfattende? Jeg kendte ikke engang begrebet og måtte derfor slå det op for at finde ud af, hvad det er for noget:
Black Friday er af amerikansk afstamning (surprise …) og falder altid på dagen efter Thanksgiving (4. torsdag i november). Navnet stammer fra Philadelphia og blev oprindeligt brugt for at beskrive den store menneskemængde, der stormede butikkerne for at shoppe.
Dagen skal angiveligt markere starten på starten på julehandlen, og mange butikker har nogle knaldtilbud kun denne ene dag.

26. december 2013

Den svenske spillebule

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:25
Tags: , , , ,

P1040362Næsten hele familien er samlet, den store julefrokost er indtaget, nogle spændende øl er blevet delt, smagt og kommenteret, nogle har fået et par snapse. Eller tre. De fleste er vågne endnu, men en enkelt er måske blevet midlertidigt træt … det går over igen.

Otte spiller Cranium, som var mandelgaven i en af familierne. Det hygger de sig gevaldigt med – der bliver i hvert fald grinet højt indimellem. Også selv om de ser dødsens alvorlige ud her på billedet – de går så højt op i spillet, at jeg er helt glad for, at vi har meget langt til de nærmeste naboer.
[Spørger] – Ordet jeg skal bruge, er et ord for imiteret rock!
[Velmenende medspiller] – Imiteret betyder noget, der ikke er ægte.
[Kor] – Altså … det ved vi da godt!
[Deltager 1] – Åhhh, jeg ved godt, hvad du mener … jeg ved hvad det er; det er noget der begynder med r … det er jeg ret sikker på.
P1040349[Deltager 2] – Ja! Det er LUFTGUITAR!
——-
En skal tegne et dyr, som John skal gætte.
– Det er en pelikan. (Nej)
– Det er en stork. (Nej)
Der kommer mange gæt fra Johns side, men tiden løber ud uden han gættede rigtigt.
– Det er i hvert fald en eller anden fugl, men jeg kan åbenbart ikke gætte hvilken.
Det var en hvalros, og John protesterede vildt over tegnerens manglende formidlingsevner.
Fin underholdning, også for os, der ikke er med.

P1040353P1040357

P1040314En enkelt får en forsinket frokost eller måske tidlig aftensmad og nogle andre har fået lov til at se en af Williams film.

A&A bad mig om at fortælle, at julemanden kom forbi, selv om han desværre ikke nåede at komme selve juleaften. Vi forklarede det med, at det var fordi der ingen sne var, hvilket nok ville forsinke rensdyrkanen helt utroligt meget.
For en sikkerheds skyld blev der hængt to store sokker op i skorstenen, for sæt nu …
Og han kom, mens vi sov. Julemorgen var der en gave til hver af børnene fra julemanden.

Det var den eneste løsning, vi kunne komme i tanke om. Børnene kunne udmærket huske, at han for to år siden kom her til torpet, og de havde talt meget om, at de glædede sig til at se ham igen.
Med far og morfar som de eneste tilstedeværende – og meget velkendte – mænd, duede den løsning ikke, og det duede heller ikke, at naboen og John byttede roller ved julemandstide, for det går ikke med en dansk julemand til svenske børn og vice versa, men den med forsinkelsen pga. manglende sne og skorstenen holdt vand. Sikkert også for sidste gang. Anna var på forhånd lidt mere end en anelse skeptisk, men kapitulerede, da gaverne var en kendsgerning næste morgen.

25. december 2013

Rutsjebane, racerbane, bøger, billeder og meget mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags: , ,

Jeg havde ønsket mig opdaterede billeder af børnene, da dem på vores væg derhjemme er fem år gamle, og på trods af, at vi tager hundredevis af billeder af ungerne, er der ingen, der er egnede til at hænge på en væg. Da jeg nævnte det for Charlotte, sagde hun, at de meget passende lige var blevet fotograferet i skolen, men da hun så resultatet, ville hun hverken eje eller have dem, endsige forære dem væk, så dårlige var de.
Der var derfor kun én vej: Afsted til den professionelle fotograf, som de kender og som er virkelig god til at få børn til at opføre sig naturligt.

Julegave 2013Julegave 2013 (1)

Vi fik to billeder, der er overført til kanvas, men på en måde, jeg ikke har set før, hvor et spejlvendt billede fortsætter rundt om rammen. Det ser lidt underligt ud her, men når man har billederne i 3D i virkeligheden, er det en rigtig god effekt.
Og jo, jeg må gerne gengive dem her, for de købte copyrigten af fotografen, så det er C&T, der bestemmer over dem.
Aubrey fik, efter eget udsagn, sit livs bedste julegave af sin mormor og morfar: en elektrisk racerbane. Det sagde han allerede, det søde barn, da han havde hevet papiret af, uden selvfølgelig overhovedet at have prøvet den endnu.

P1040340P1040333

Der blev racet hele formiddagen og til lidt efter frokosten, men det blev pakket sammen, inden William, fire år, kom ved tretiden, for Aubrey havde ikke tillid til hans evne til ikke at få ødelagt noget. Rutsjebanen, som man brugte lidt tid i aftes på at samle, fik lov at blive stående.
Det var Aubie og Tim, der startede på at samle den, men de gik død i det, hvorpå Charlotte tog over – hun er rigtig god til den slags ting, hvilket Aubie også fortalte hende: “You are really, really good at these engineering things, mummy.” Tim kiggede på skrømt fortørnet på drengen og sagde: “What about me then?”
Aubie kiggede på ham et stykke tid og sagde så: “You are very good at canoeing, daddy.”

P1040330P1040336P1040338

Bøger, bøger, bøger. Anna fik fire; C&T fik mange bøger … den eneste, der ikke fik bøger, var John. Miniordbogen fik Anna! Bogen om engelsk grammatik fik jeg – og jeg blev meget glad for den, hvis nogen skulle finde på at få ondt af mig af den grund.

AW3V3146c

Ellers laver vi så lidt som muligt, men hygger på forskellig vis – nogle snakker igennem fordi det er længe siden, de har set hinanden, andre spiller kort, andre igen leger med nyerhvervet legetøj, og endelig er der en far og en søn, der ser Starwars, fordi Aubie fik den i julegave.
Komfuret laver slowfood sådan næsten helt af sig selv, når man først har ordnet alle ingredienserne til maden og puttet dem i gryden, så det er nem mad i aften.

24. december 2013

I denne søde ventetid 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , , , , ,

P1040301P1040298Englænderne landede kl. 18:15 i aftes, med en bil fyldt med gaver.
Alle fire var trætte, men glade over endelig at være fremme.

De sov længe, og efter morgenmaden gik turen ud for at finde juletræet. Normalt bliver det pyntet lillejuleaften, men vi syntes, det var vigtigst, at A & A var med til at vælge det helt rigtige træ, så det fik vente til i dag.

Julevejr kan man ikke ligefrem kalde den regn, der faldt i formiddags, men man kan ikke få alt, selv om børnene var en anelse skuffede – “der er altid sne i Sverige til jul”, og det er da også, hvad de har oplevet indtil i år, men med 7° er der ikke de store chancer for sne.
De hyggede sig nu alligevel og efter et besøg ved en særdeles vandfyldt å, gik vi tilbage til huset, hvor de nede bagved brugte næsten to timer på at bygge et shelter til nisserne, så de kunne få sig et lunt sted at sove.

P1040306P1040309

Nu er træet pyntet, ænderne er i ovnen, risalamanden er lavet, kartoflerne er skrællet, brunkartoflerne pillet, vinger, halse og indmad står og simrer på komfuret og sender, i selskab med ovnen, herlig andeduft ud i huset.
P1040318

Aubrey gad ikke være med til at pynte juletræ – den slags er i hans øjne en pigeting, så han tegnede i stedet en landsby med veje på det overheadpapir, der blev glemt engang, vi holdt ledermøde her på torpet.
Det er fedt for børn at have så stort et tegnepapir.

Det er mørkt, og man kan ikke lege ude mere … alle andre end Pernille og undertegnede ser børnenes kalendergave Skat, børnene er skrumpet, som børnene og Tim er særdeles begejstrede for, hvilket tydeligt fremgår af latteren, der tit lyder meget højt. Charlotte, John og jeg har set den før, men for de tre førstnævnte er den ny.

Lige pludselig er klokken 18, og juleaften kan begynde.

23. december 2013

I denne søde ventetid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags: , ,

PræcisionsarbejdeI denne søde ventetid – som er lige så lang for mig i dag, som den 24. december er for børnene – må man finde på noget at beskæftige sig med, så jeg gjorde hele huset rent. Jeg hader af et godt hjerte at gøre rent, så det var såmænd ikke fordi tiden gik så fantastisk hurtigt af den grund, desværre … tværtimod.
Det var ikke desto mindre en nødvendighed, så der var ingen vej udenom.
Lægen sagde, at når jeg skal genoptrænes, skal jeg sørge for at foretage mig noget, hvor jeg mister pusten.
Det er ikke spor svært – jeg skal bare støvsuge og vaske gulve, så er jeg fuldstændig smadret. Hvem behøver fitnesscentre?

Alting har en ende, selv gulvvask, så jeg satte mig til at sy endnu et par grydelapper, der krævede lidt mere koncentration end de sædvanlige, jeg har lavet så mange af.
Når der så oven i købet er en fejl i opskriften, er koncentrationen ekstra nødvendig, men det lykkedes, selv om fejlen bevirkede, at der kun lige akkurat var stof nok, og det kun med lidt ekstra sammensyninger af yderkanterne, hvilket man heldigvis ikke kan se i netop det stof, medmindre man kigger virkelig godt efter.

Præcisionsarbejde (1)Præcisionsarbejde (2)

Det var præcisionsarbejde, der ville noget; det tog mig også næsten tre gange så lang tid at sy dem, som det normalt tager mig at sy et par grydelapper. Tænk, hvis man skulle have bare minimumstimelønnen for den slags, så ville sådan et par stå i 6-700 kroner, og hvem ville mon være villig til at betale det?

Nu har John hentet Pernille i Hässleholm, og englænderne ankommer ifølge en vis Mr TomTom om en halv time. Lammestegen dufter fra ovnen, juledekorationerne er tændt, her lugter let af brænderøg – mest fordi jeg havde åbnet komfurlågen for at få genoplivet ilden, som jeg lige havde glemt at holde ved lige – men det er så lidt røg, at det kun øger den hyggelige stemning i huset.
De havde i øvrigt haft en skøn og fredelig overfart, så alle mine krydsede fingre har søreme virket.
I fredags var det stormvejr i England, i nat var det stille på Nordsøen og i morgen lover de så meget blæsevejr, at Storebæltsbroen er i fare for at blive lukket. Det er heldigt for os, at det først kommer i morgen, men det må kunne skabe en del forsinkelser for juletrafikken, så jeg håber ikke at spådommene går i opfyldelse.

Må I, der skal ud i juletrafikken, komme trygt og sikkert frem – og må I alle få lige præcis den jul, I ønsker jer.

P1020412

21. december 2013

Fyldt til bristepunktet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags:

Bilen, altså.
Vi stod tidligt op for at kunne være i Brugsen kl. otte, når de åbnede, idet vi regnede med, at det hurtigt kunne blive noget af et helvede i dag at komme rundt i supermarkeder og i forretninger i det hele taget.
Det var en god beslutning. Vi var der kl. 8:10 og der var allerede temmelig mange mennesker, men dog ikke flere, end at tålmodigheden ikke blev sat på en prøve.
Det vil sige … det gjorde den så alligevel. Tænk, at de vil byde den stakkels unge pige og os kunder det på sådan en dag: Skiltet “Ny i job” på brystet og en vejleder bag stolen.
Selvfølgelig skal nye læres op. Bare ikke på årets travleste dage, synes jeg. Hun var virkelig ny i jobbet, klumrede rundt i det og var som følge deraf temmelig langsom og dermed en udfordring til min korte lunte.
Jeg holdt dog masken, smilede sødt til hende og var Den Eksemplariske og Meget Tålmodige Kunde. Men indvendig skumlede jeg. Hun kan ikke gøre for det, men ‘nogen’ burde sætte hende til noget andet i disse dage og lade hende lære at passe kassen, når der er mindre travlt – ikke mindst for hendes egen skyld.

PC190021Nå. Jeg skal ikke klage. Mere. Vi nåede det hele, inklusive en snak med min søde fætters lige så søde kone Birthe, som skal have julegæster d. 22., 24., 26. og 28. december og havde en anelse travlt pga. det. Heldigvis for dem kører de til Norge d. 29. hvilket var en god gulerod for hende at have.
Vi skal have julegæster fra d. 23. december til den 2. januar, men det er noget andet – jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn, til englænderne kommer på mandag, og håber virkelig de får en nogenlunde tålelig sejltur. Der var gedigen storm i Skotland torsdag og de lover ikke ligefrem vindstille i morgen, når de begynder færden over Nordsøen.
I et par af juledagene bliver vi 15½ heroppe – det bliver også hyggeligt. Den halve er Ella på knapt 11 måneder; hun har egen seng med, men vi kommer til at sove tæt sammen de par dage: fem på hvert værelse beregnet til fire (okay, 4½ i det ene og William, fire år, er nr. fem i det andet), fire inde i den ene stue og ægteparret Nielsen i soveværelset.
Vi har prøvet det før – for to år siden var vi to voksne mere, så vi er ikke bekymrede, selv om der sov fire personer i en medbragt campingvogn.

P1000420Bilen var fyldt til bristepunktet, da vi kørte herop: julegaver og mad i store mængder, da jeg helst vil undgå at skulle ud og handle mens vi er her. Køleskab, fryser og kælder er fyldt.
Fire sæt dyner og puder, for så behøver resten af familien ikke selv at medbringe og jeg er fri for at hive fire sæt sengelinned af for at putte dem på igen fire timer senere, når vi alle seks kører hjem til Danmark d. 29. eller 30.
En kasse med legetøj til børnene. Der går jo noget tid fra de ankommer, til de får deres julegaver, og hvis de går og keder sig, bliver tiden alt for lang for dem.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Indbrudstyve, spar jer ulejligheden. I får ikke en pind ud af et ‘julebesøg’ hos os hjemme i DK. Der er simpelthen ikke noget letomsætteligt af værdi tilbage. Pc’er, ipadder, fotoapparater og selv Georg Jensen-lysholderne og ditto juleskeer (en arv fra min mor) er bragt med til Sverige.
Heldigvis har der ikke været så meget som et eneste indbrud i vores kvarter i de 25 år, vi har boet der. Vi bor for tæt og der er for langt ud til bilerne til, at det er attraktivt at forsøge sig hos os.

18. december 2013

Julemad, julemad og atter julemad.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , ,

Vi starter med et lille sidespring – de florerer jo så heftigt her i julefrokosttiden, har man hørt …
Læst i Søndag her til morgen:
Der er fire stadier i en mands liv: 1) Han tror på julemanden. 2) Han tror ikke på julemanden. 3) Han er julemanden. 4) Han ligner julemanden.

Det har været noget af en indkøbsrundtur i dag. Først en tur til Kildebrønde Frugtplantage for at købe den meget lækre, ufiltrerede og helt rene æblesaft, de laver her. Det er blevet en tradition, når englænderne er her, at mommer og morfar har købt sådan en 5-liters dunk til at gå og tappe af. Ungerne får aldrig sodavand; ikke Torskerogn - 1 kilofordi de ikke må, men de kan bedre lide dette, og det er vi ikke utilfredse med.

Dernæst til Køge for at købe røget ål til julefrokosten. Det er et must på julefrokostbordet, og så længe det kan købes, skal vi også have røget ål.
Fiskehandleren havde frisk torskerogn til 80 kroner kiloet, hvilket er pænt billigt … nu har jeg kogt et helt kilo torskerogn til at frokostfråse med i de næste dage.
Endelig blev der købt rødspætter til aftensmaden. Herligt. En hel til mig, fordi det smager bedst, og fileter til John, fordi han er bensart.

Ost fra ostevognen. Vi er blevet så skrækkelig kræsne begge to og kan slet ikke lide ost fra supermarkederne mere. Selv om mange af supermarkedsostene er de samme som dem, vi kan købe i en vogn på torvet eller i vores yndlingsforretning i Osted, smager de anderledes. I betydningen en dårligere/ringere kvalitet, når de har ligget i plastic i Brugsens køledisk.

En nyrøget sønderjysk spegepølse fra slagtervognen. Han havde også en sylte, som jeg må indrømme er næsten lige så god som min. Heldigvis kun næsten, for i Brugsen afhentede jeg mit i forvejen bestilte halve grisehoved og supplerede med lidt svineskank, så jeg kan lave mommers ægte, gode, ikke alt for fede sylte til julefrokosten.

Rullepølserne er lagt i saltlage og skal hygge sig der et døgns tid endnu inden kogning med efterfølgende presning. Flertal, fordi jeg både laver en af gris og en af et krondyrslag, som jeg fik af jæger-svogeren. Krondyrrullepølse har jeg ikke prøvet før og ved faktisk ikke, om jeg skulle have lavet den anderledes, end når jeg laver den af svinekød – men hvis ikke den er god nok, må jeg jo bare have et slag til og prøve igen en anden gang … Bone's i Roskilde (1)Bone's i Roskilde
(Billederne er fra Bone’s i Roskilde)

Garn i symaskineforretningen, som både sælger garn, stoffer og symaskiner. Jeg går lidt strikamok i tophuer for tiden, så uld/alpacagarn til 17 kroner nøglet kan Ellen ikke stå for.

Garn i garnforretningen. Når der ligger 100-grams fed i en lækker uldkvalitet og er sat ned fra 135 til 95 kroner feddet, kan Ellen ikke stå for fristelsen. John smilede bare sit skæve smil og kommenterede, at det søreme er godt, jeg forærede svigermor seks kilo garn for godt et par måneder siden, så jeg har plads til alt det nye, jeg køber.
Det kommenterede jeg til gengæld ikke …

Hvad har I på julefrokostbordet, som bare skal være der, hvis I vil undgå at blive lynchet af familien?

15. december 2013

Mørkets sysler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , , ,

Det er ikke, fordi jeg er blevet kriminel eller har fået andre lyssky tilbøjeligheder siden sidst, men eftersom det har været stort set mørkt stort set hele dagen, må alt, hvad vi har foretaget os, med rette kunne kaldes for mørkets sysler. 
Juledekorationerne blev kreeret nede i kælderen, for jeg kan ikke foretage mig den slags uden at svine noget så gevaldigt til med stikkende gran- og enenåle, så i stedet for at gøre et helt køkken rent bagefter, ville jeg gøre livet lidt nemmere for mig selv ved at rode med stadset nede i kælderen.

Juledekorationerne

Syltereolen 2013Jeg har måttet snyde, for jeg har kun lavet fire dekorationer, men collageprogrammet kræver minimum syv billeder for at ville arbejde.
Dekorationerne får lov til at blive stående nede i kælderen, til vi kommer igen om seks dage. Jeg har det lønlige håb, at de så vil holde sig bare lidt bedre. Huset skoven er ikke nemlig ikke leveringsdygtig i dryssefrit ædelgran; kun i almindelig rødgran, som så skrækkeligt hurtigt begynder at smide nålene.

Da jeg nu alligevel var nede i kælderen, benyttede jeg mig af lejligheden til at få systematiseret alt mit sylteri og gjort status over, hvad der måtte være tilbage fra sidste år – hvilket heldigvis kun var et enkelt glas syltede kvæder, ditto havtorn/æble. to glas af den chutney, som Hasse var helt vild med, og endelig fem glas æblegele.
John er overbevist om, at vi har syltede sager nok til de næste 10 år, men det skal nok blive spist før – om ikke andet, så med andres hjælp … det var meningen, at noget af det skulle bruges til værtindegaver i løbet af 2014. Mine søstre får noget til jul, og Charlotte får nogle glas blomme-abrikosmarmelade med hjem til England.

Endelig blev det til lidt mere syning i løbet af dagen – nu har jeg vist også julegrydelapper nok – fire par – men det er så hyggeligt at sidde og sy dem, mens John sidder og ser storslalom, super-G og ski-cross.
Sættet til venstre tror jeg, at Rasmine måske vil kunne lide. Nissemor synes om begge slags … hun smiler i det mindste sødt, mens Nissefar ser noget skeptisk ud.

P1040256P1040246

14. december 2013

Vaniljemedaljoner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , , , ,

Forleden dag bagte Annemarie vaniljekranse uden at have de autoriserede værktøjer til konstruktionen af dem, hvilket inspirerede mig til også at få nogle vaniljekranse i hus til julen – jeg gik blot et skridt videre og gad ikke rulle stænger, som kunne samles til ringe.
Da jeg sagde til John, at vi blev nødt til at finde et andet navn til dem, da ‘vaniljekranse’ er yderst misvisende i dette tilfælde, kom svaret øjeblikkeligt: “Vaniljemedaljoner, selvfølgelig”.
Ja, selvfølgelig. John tilbød storsindet at bore hul i dem allesammen mod at få lov til at spise ‘hullerne’ undervejs. Det mente jeg dog ikke var nødvendigt … vi klarer os med det udseende, de nu engang fik.

Vaniljemedaljoner (2)

Jeg lavede dejen efter Mette Blomsterbergs opskrift, men gangede portionen op, så jeg brugte en hel pakke smør i stedet for 200 gram, hvilket efter MBs anvisninger skulle give 43 vanillekranse. Ovenstående viser den ene plade af to; jeg fik 73 småkager ud af det. Uden hul i midten, hvorfor et kvalificeret gæt er, at jeg ville have fået mindst det dobbelte ud af det i forhold til MB – hun må lave nogle kolossalt store vaniljekranse, den unge dame!
Udseendet er aldeles ligegyldigt – de smager hamrende godt, siger både undertegnede og overdommer John.

Julegrydelapper (2)Julegrydelapper

Lidt julegrydelapper er det også blevet til. Man bedes bemærke det blærede i, at de to stoffer i lapperne til venstre har det samme mønster i matchende nuancer. Dem har jeg flere af, så lige om lidt er jeg på vej til at sy et par til … det er rart at have lidt at forære væk af.
Jeg har lokket John til at blive her til mandag i stedet for at køre hjem søndag, så juledekorationerne bliver først lavet i morgen. Jeg har hentet gran og ene, men det er meget vådt endnu og har kun godt af at ligge et døgns tid og tørre.

2013 december 14 (2)

Vejret har været ret ugennemsigtigt i dag, så alt drypper af væde, selv om det ikke direkte har regnet.

« Forrige sideNæste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.