Hos Mommer

23. januar 2018

Jeg har et spørgsmål

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:35
Tags: , ,

Når man undersøger flybilletpriser på internettet, stiger de efterhånden lidt hvis man søger flere gange på den samme rute. Jeg forestiller mig, at det er fordi cyberhjernen tænker: Aha – man er altså ægte interesseret … vi hæver lige priserne.
Sådan er det måske nok ikke, men jeg kender ikke mekanismerne, og det er det, der leder mig hen til mit spørgsmål.
Jeg har ladet mig fortælle, at det er IP-adressen, nogen lagrer, og hvis der kommer flere ens søgninger fra den samme IP-adresse, så er det, at nogen sørger for, at priserne lige får et lille nøk opad.
Nu er det jo sådan, at min iPad og min pc har to forskellige IP-adresser. Da jeg i går skulle undersøge priser til London Heathrow, søgte jeg derfor fra min iPad, mens jeg i dag gik direkte ind og bestilte billetter fra min pc. De var ikke steget i forhold til i går, men det kan jo være en tilfældighed.

Er det fuldstændig tosset tænkt og dermed helt overflødigt at gøre det på den måde?
Jeg har som sagt ikke meget forstand på den slags … jeg er den samme kunde som har to IP-adresser. Gør det så en forskel? Eller hvad? Jeg ville så gerne vide noget mere.

Grunden til alt dette var, at jeg pludselig sad og fik vældig ondt af mig selv over, at jeg ikke skal se mine englændere i hele fire måneder. Det er kun sket én gang før, og det var ALT for længe. Jeg ville derfor undersøge hvad det ville koste at flyve derover i uge 7, hvor børnene har vinterferie.
Puhhh, det var dyrt, så vi blev enige om, at jeg tager alene afsted – det ville faktisk koste det samme, som jeg normalt giver for to billetter.
Det sved lidt … men jeg ringede alligevel til C og hørte, om de skulle noget.
Det skulle de så – de havde faktisk selv booket en ferie, så beslutningen om, hvorvidt jeg skulle ofre den dyre billet, blev taget fra mig.
Det gjorde faktisk ikke spor.
Vi blev i stedet enige om at vente yderligere en måned og komme i ugen, hvor det er skærtorsdag og langfredag – børnene har hele tre ugers påskeferie.
Det var jo en ganske anden snak. Nu kunne både John og jeg komme afsted for de samme penge, som jeg alene skulle have givet for turen i uge 7.
Man skal virkelig bestræbe sig på at være i god tid.
Jeg lærte i sin tid på arbejdet, at flybilletter som hovedregel er billigst omkring otte uger før afrejse, og ca. 14 dage før begynder de at blive rigtig pebrede, hvilket var det, der så småt var gået i gang, da jeg i aftes kiggede på uge 7. Man udnytter, at forretningsrejser ikke altid kan planlægges i god tid.

Nå, men det bliver dermed 2½ måneds englænderpause, hvilket er betragteligt bedre end fire!
Snowdrop walk må bare blive et andet år. John har stadig til gode at opleve de store vintergæktæpper.

Reklamer

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.