Hos Mommer

25. april 2013

Nu med egne ramsløg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: , , , , ,

Sidste år havde jeg i min iver fået hevet nogle få løg med op, da jeg var ude og samle ramsløg. Dem satte jeg ned bagerst i haven (det lyder som om vi har en stor have, men det har vi som bekendt ikke) og tænkte, at nu kunne de leve eller lade være.
De valgte det første … senere overtager bregnerne pladsen, men det er ret smart først at have glæde af ramsløgene, og når de er væk, kommer der så noget andet grønt i stedet for.

Ramsløg i haven

Der er kun to klumper indtil videre, men de siges jo at brede sig som jeg ved ikke hvad, så jeg er optimist og håber på, at de får udkonkurreret skvalderkålen inden længe …

Fem chiliplanter og en tomat er plantet i kapillarkasserne – en enkelt chili har overvintret på gæsteværelset og er nu på plads i drivhuset.
To chiliplanter, der skulle kunne klare at gro på friland, er sat i det lune hjørne af det højbed, vi alligevel ikke får nedlagt i år. 
Campingvognen er kørt til Sverige, hvor den kan få lov at stå, til vi kører langt mod nord i juni.
VI ER KLAR! BARE KOM AN, SOMMER!

IMG_1255IMG_1256

Store Bededagsferien er startet – den næstsidste miniminiferie, inden jeg jobstopper.
I den sidste af slagsen er Lene fra Canada i Danmark og har heldigvis givet sig selv tid til at komme med os en tur til Sverige.
Det glæder jeg mig simpelthen bare SÅ meget til – vi har kun mødt hinanden pr. mail (og bloggeri, naturligvis), men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver rigtig dejligt at møde hende.
Hun bliver afløst af Ditte og Peter, hvilket jeg naturligvis også glæder mig til – der er i det hele taget meget at se frem til, allerede inden min snarlige efterløns- og pensionisttilværelse. 
Vejret er lovet fint-fint frem til mandag, så for en gangs skyld har jeg absolut intet at brokke mig over.

Reklamer

Blog på WordPress.com.