Jeg vil gerne blære mig med mine to seje drenge. Pigerne er naturligvis også seje, men lige nu handler det om de to drenge: Rune og Aubrey.
Den voksne Rune har jeg skrevet om et par gange, så dette er et tilbageblik på sommeren 1992 – altså for godt 30 år siden, hvor han var 2½ år. Vi tilbragte en sommerferie sammen ved Karlskoga i Sverige, hvor Rune, siddende på en badebro mellem Johns ben, fangede sin første gedde. Det var det hidtil største øjeblik i drengens liv. Da det trak i snøren og John sagde, at det betød der var bid, begyndte Rune at ryste over hele kroppen af lutter spænding. De fik fisken trukket ind, og han var så uendelig stolt over resultatet.
Samme Rune samlede efterhånden det meste af den lille campingplads vi lå på, når han spillede tennis med sin mor. Den lille purk havde et fantastisk boldøje, og han servede ved med den ene hånd at smide bolden op i luften og ramme den hårdt med ketsjerhånden, når den var på vej ned igen. Det er sådan, det gøres, ja, men det ser unægtelig mere imponerende ud, når sådan en lille stump bare har styr på bolden. Han var også fuldt ud i stand til at ‘fange’ og returnere bolden, når den kom imod ham fra den anden side af nettet. Når Rune og Merete linede op til en gang tennis, kaldte campinggæsterne på hinanden: “Kom og se! Nu skal den lille dreng spille igen.” Rune ænsede overhovedet ikke tilskuerne, men var 100 % koncentreret om spillet. Alle var sikre på, at de så på den spæde start af en kommende verdensmester, men interessen holdt ikke ved – har man nok gættet.
Nu er jeg nok en smule upartisk, men jeg kan altså godt se se ligheden mellem den lille Rune og den voksne udgave af ham.
Vejret var ikke lige godt alle dage. Jeg elsker det sidste billede af en paraply med Rune under. Når man så ham bagfra, kunne man kun se en vandrende paraply.
Aubrey er også supersej. I denne weekend er han (igen) på Dartmoor for at træne til Ten Tors, som løber af stablen i slutningen af april. Hvis han og hans team – de er seks i hver gruppe – gennemfører, hvad de naturligvis håber på, vil et sådant certifikat se godt ud på et senere CV, da de fleste i England ved, hvad Ten Tors står for. Kan han bevise, at han har klaret den udfordring, ved man godt, at man ikke har at gøre med en tøsedreng. I år træner de til 72 km på 34 timer, og til næste år bliver det 89. De skal orientere sig ved hjælp af kompas og kort; ikke gps; de skal selv medbringe al fortæring og naturligvis overnatningsudstyr. Charlotte har givet ham et rigtig godt [isolerende] liggeunderlag og en sovepose, der kan bruges udendørs i Antarktis. Næsten da …
En halvstor udfordring er at forsyne ham med de anbefalede 4000 kalorier. Det er mange, når det helst ikke må veje ret meget.
De er udstyret med hver en tracker og gruppen har en nødtelefon. Sidste gang de trænede, for de uhjælpeligt vild. De anede simpelthen ikke hvor de var og standsede på et tidspunkt bare op og diskuterede om de nu var nødt til at opgive. Fordi trackeren viste, at ingen af drengene havde bevæget sig i et stykke tid (udenfor formodet sovetid), blev de kontaktet via nødtelefonen. De fortalte så, at de pga. det og det var totally lost. Så fik de koordinaterne på deres position, hvilket bragte dem i stand til igen at finde den rette kurs.
Jeg tror de har tre eller fire træningsweekender inden den endelige ‘eksamen’ sidst i april.
Aubrey elsker det, og da han har ønsker om at cykle på lange og strabadserende ture, er dette en fantastisk træning i at finde vej og at klare sig under også mere barske forhold.
Hos Mommer 