Hos Mommer

13. december 2016

Store forventninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:38
Tags: , ,

imageBison-flanksteaken var glimrende. Som i rigtig god, faktisk. Jeg lagde den i en rødvinsmarinade i 5-6 timer og stegte den derefter på panden i så tilpas lang tid, at den stadig var ganske lidt rosa. Derefter blev den skåret ud, som man skærer en røget laks ud: på skrå og i meget tynde skiver.
Forventningerne var høje, men de blev indfriet. Kødet var yderst velsmagende, selv om det ikke var det møreste, men det forventer jeg ikke af den udskæring, så ingen skuffelser fra vores side.
Søren kom en tur i eftermiddags, fordi han skulle låne Johns skruetvinge, og han kunne ikke stå for fristelsen til at smage bisonkød, så han blev og spiste med. Han havde helt tilfældigt en koldrøget lakseside i bilen, som kom til at udgøre forretten (laksen, ikke bilen …), så alt i alt blev det til et luksusmåltid på en ganske almindelig tirsdag. Vi har besluttet at købe noget mere bisonkød i den kommende weekend, som er den sidste, hvor de har åbent for salg, for jeg er nødt til også at investere i en tyndstegsfilet eller en mørbrad eller lignende, der kan få ens bankrådgiver til at få nervøse trækninger.

Store forventninger har jeg også til forårets komme … John og jeg har i et par dage talt om at lave en lidt bedre/pænere/mere optimal/permanent overdækning af terrassen end den pavillon, vi har haft indtil nu. Taget blev flået i stykker af vinden inden det blev rigtigt efterår, hvilket det også blev sidste år. Et nyt tag om året er for dyrt i drift, så vi har talt om, hvad vi kunne gøre i stedet.
P1050428De to brødre gik i gang med at brainstorme. De er begge gode med deres hænder og har ikke spor svært ved at forestille sig den slags projekter, så ideerne var hurtigt nærmest frit svævende i luften, lige til at gribe, når man indimellem kom forbi.
Det viste er Sørens forslag, som vi endte med at beslutte. Tegningen behøver ikke at kunne forstås … jeg skulle i hvert fald have den forklaret. John havde i går fået den ide at lave noget, der passede i stilen til vores bindingsværk, altså sortmalede brædder med hvide felter indeni.
De to mænds ideer lod sig vist kombinere, så nu er der en bindingsværksoverdækket terrasse på vej. Eller noget … med ‘pølsevognsvarmerør’ og lamper over havebordet og det hele. Plus selvfølgelig skjult tagrende, så vi kan få sat gang i regnvandsopsamlingen igen – jeg har nemlig lige fået årsopgørelsen for vores vandforbrug, om hvilket der kun kan siges én ting: Det var for stort. Al den havevanding har kostet dyrt, så kan vi gøre noget her, ville det være perfekt, og det lader til, at de to mænd i fællesskab er kommet frem til en rigtig god løsning.
Mit bidrag vil være god og husmoderlig servicering hvad det kulinariske angår, mens projektet står på. Da jeg sagde det, mente Søren, at hvis de anstrenger sig for at arbejde tilstrækkeligt langsomt, kan de nok få det strakt til at vare en uges tid.
Mine forventninger er tårnhøje.

16. september 2016

Hvis man kun har én stor rejse tilbage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Hvis man kun har én stor rejse tilbage, hvor skulle den i givet fald gå hen?
Det er, måske ikke et af livets, men et af Johns og mine store spørgsmål.
Der er jo så uendelig mange muligheder.
Vi skal nok få råd til flere af de mindre rejser, men den rejse, jeg taler om her, kan der kun blive én af, og så gælder det om at være så sikker som muligt på, at man har valgt rigtigt.
Afrika igen, men det var så skønt? Australien? New Zealand?
Jeg sad og kiggede på Stjernegaards krydstogter, og især to af dem (de har mange spændende og/eller eksotiske krydstogter) sprang mig i øjnene.

imageimage

Hvem har ikke drømt om at se nogle af stillehavsøerne? At se en rigtig Bountystrand? Ligge under en høj kokospalme og håbe på, at man ikke får en kokosnød i øjet …? Ulempen ved denne rejse er, at der er ni hele dage på havet. Det er godt nok lige i overkanten …
imageJeg vil ikke engang hævde, at jeg har drømt om Sydamerika – tværtimod har den del af verden altid haft ret lav prioritet for mit vedkommende, men med dette krydstogt får man både Uruguay, Argentina og Chile med for pengene, og, meget vigtigt: Vi runder Kap Horn mellem the “roaring forties” and the even more wild “furious fifties”. De fleste, der har læst lidt om sejlads før og nu ved, at Kap Horn er noget særligt for enhver sømand af verden. Ildlandet … de chilenske fjorde … Punta Arenas … Argentina, som jeg af en eller anden grund hellere vil se end Brasilien – og det har ikke noget med Zikavirus at gøre … Uruguay, som jeg overhovedet intet ved om, men det kommer jeg så til … jeg kan godt høre på mig selv, at det nok er Sydamerika, der trækker mest, selv om jeg også gerne vil se stillehavsøerne.
Hvorfor kan man ikke bare det hele? Hvorfor skal der altid prioriteres?
Og inden vi når så langt, er der nok kommet flere rejser i spil, hvilket ikke er med til at gøre det nemmere.
Hvis det var jer, hvilket af disse to krydstogter ville I vælge? Og hvorfor?

19. april 2016

Broerne i Madison County

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , , ,

Broerne i Madison County Kan I huske den film? Med Meryl Streep og Clint Eastwood. Da jeg så den for 20 år siden, lovede jeg mig selv at se nogle af de smukke, overdækkede broer i USA. Filmens navn dækker godt nok over Madison County i Iowa, men der er et Madison nær Conway, hvor vi har en overnatning – ikke så langt fra Denmark!
Når vi skal afsted til efteråret, skal vi se overdækkede træbroer galore, men hvordan finder man dem? Man kan sikkert køre forbi snesevis af dem uden at vide, at de er der, for det er ikke dem alle, der må køre biler på, og de ligger ikke nødvendigvis lige ved siden af the highway.
Google er min ven. Igen. Efter 20 sekunders søgen kommer jeg ind på et website, der lister samtlige af den slags broer i hele USA, stat for stat. Der er mange hundrede. Ikke stater, men broer … som i mange, mange flere, end jeg havde forestillet mig. Vi kommer til at brække os ved synet af overdækkede træbroer, inden vi er hjemme igen – alene i Vermont er der 106. I New Hampshire 54, og også en del i Massachusetts (håber the lights are back … ) og i gyserforfatteren Stephen Kings stat Maine, som vi også skal opleve – samt mere, mere, mere.
Næste skridt var derfor at holde kortet sammen med vores overnatninger.

Stednavne vi kenderBroerne i Madison County

Broerne i Madison CountyDet er genialt! Når man klikker på en bro-lokation, popper der et lille vindue op, der viser navn, koordinater, byggeår, hvem der må færdes på den, m.m. Jeg har nu fundet 12 broer, der ligger i bekvem nærhed af vores rute og/eller hoteller, screendumped det lille vindue og med elektronisk lim klistret det på et kortudsnit og gemt det som en fil, som bliver printet ud og medbragt som et af vores rejsedokumenter.
Forberedelserne til sådan en ferie kan være en smule omstændelige, men når vi tager så langt væk i tre uger, vil jeg være sikker på at se det, der for os er det vigtigste.
For eksempel springer vi Boston helt over, selv om alle bureauer havde det på listen. Fordi vi slutter med fire dage i New York, er det rigeligt med rigeligt storby for os.
Vi vil hellere se naturen – især med de farver, der forhåbentlig er, når vi kommer.
Der skal studeres meget, meget mere – vi kører selv rundt, men Stednavne vi kenderdagsmarcherne er helt
bevidst valgt at være meget korte (sjældent over 300 km), så der er masser af tid til at udforske områderne fra andet end en bil. Vi skal blandt andet bo i Bar Harbor, Cape Cod, Kennebunkport, i både Green og White Mountains … jojo, det bliver godt.

Når man sidder og kigger på et USA-kort og når ned i en vis detaljeringsgrad, fornemmer man tydeligt indvandrernes oprindelsessteder. Man kan ikke se selv et lille udsnit, uden det vrimler med europæiske (engelske) stednavne som på kortudsnittet her – Manchester, Plymouth, Dorset, Shaftsbury, Queensbury, Stratton, Bolton, Marlboro, Dover … det er sandelig ikke for ingenting, at det nordøstlige USA kaldes for New England … der er dog også lige Peru og Schenectady – denne sidste husker nogle måske fra den herlige pilotsketch med Dean Martin og Foster Brooks.

Tips, anyone? Hvad må vi ikke gå glip af i New England? Udover det allerede nævnte, de smukke gamle træhuse, de overdådige skaldyrsmenuer i kystbyerne, hvilket sidste John dog ikke er specielt interesseret i …

25. februar 2016

Ændrede jeres alvorlige sygdomme noget i jeres liv?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

Overskriften er et af de mange spørgsmål, som Freja stillede os i mandags. Det korte svar er ja, der sker noget med en, når man ser døden i øjnene.
John fik en alvorlig blodprop som bare 47-årig, sandsynligvis fordi han havde et meget belastende arbejde, hvor han stort set aldrig havde fri, fordi han på det tidspunkt havde ansvaret for ikke mindre end tre tankstationer, hvoraf de to havde åbent døgnet rundt, hvorfor han kunne blive ringet op midt om natten på alle ugens syv dage. Det var kun i ferier, han var fredet. I alt for mange timer anede jeg ikke, om jeg havde ham eller ej – det var et slemt døgn for os alle.
Efter sådan en oplevelse bliver temmelig mange ting sat i relief, og den lykkelige slutning på denne historie er, at han og tre jævnaldrende blev fyret fem år senere, fordi de var blevet for dyre – man kunne få to i den halve alder til den halve pris. At de også kun var halvt så gode, var sjovt nok ikke vigtigt.
Det var også ligemeget, for John var glad. Jeg kunne se det på ham, da han fortalte mig det – han var ikke engang ked af det, men lettet! Jeg skulle da lige synke et par gange, men okay … hvis han var glad, var der jo ingen grund til, at jeg skulle være det modsatte.
For små tre år siden fik jeg som bekendt brystkræft. Ikke en akut sygdom som Johns, men så meget mere tid var der til at tænke over, hvad der var det værste der kunne ske og hvad der var det bedste.
Der skete det bedste: At jeg blev erklæret rask. Ingen garantier, men lige nu er jeg rask.

Vi lærte, at man skal ikke udsætte noget. Hvis det er muligt at gøre det nu, så gør vi det nu.
Jeg har altid været mere impulsiv end John, men i stedet for at stritte imod og forsøge at overtale mig til at “se tiden lidt an”, så lader han sig lettere lokke i dag end før i tiden – det være sig i det små såvel som i det store. Hans egen oplevelse flyttede ham en del mht. visse ting, men det var en kombination af min kræft og det, at vi jobstoppede, der flyttede ham det sidste stykke – det er trods alt også begrænset, hvor impulsiv man kan være, når begge er i arbejde.

Vi har altid elsket at rejse, og vi har mange rejsemål på ønskelisten – også nogle vi sandsynligvis aldrig når/kan/får råd til – men det er okay. I arbejdslivet havde vi kun seks ugers ferie (jeg betalte mig dog til otte i de sidste tre-fire år – England fik hele tiden højere prioritet), men nu har vi alverdens tid. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi rejser hele tiden, men vi gør det i det omfang, vi har mulighed for. Oftest småture, men indimellem kan der blive til en af de større.

Jeg tror, vi har talt om Madeira i 20 år. Nu bliver det en realitet og vi skal afsted inden for en overskuelig fremtid.
I aftes bestilte jeg et tre-nætters ophold i forsommeren på Ballen Badehotel på Samsø, som vi har talt om at se, siden vi så Strisser på Samsø.
Jeg fik øje på et godt tilbud gennem Ældresagen og spurgte John, om han ville med. Det ville han gerne …
Madeira er i øvrigt også gennem Ældresagen – den smule, medlemskabet koster om året, bliver betalt tilbage flere gange for vores vedkommende; Rabatten på ballenopholdet (herligt ord!) alene modsvarer årskontingentet for os begge.
Jeg kan kun anbefale det – jeg har været medlem siden jeg var 55, men man kan fra man er 50.

8. januar 2016

Ferieplanlægningens spæde start

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , ,

Hvordan starter en ferieplanlægning? Hvad er udgangspunktet? I hvor god tid skal man starte? Hvad kan vi egentlig klare? Ikke kun økonomisk, men efterhånden også rent fysisk.
Vi har alt for mange ønsker til, at vi nogensinde når dem alle – ikke engang selv om vi skulle være så heldige at være forholdsvis friske og mobile i mindst 10 år endnu.
På den ene side ville det være trist at kunne sætte sig ned og sige til sig selv, at nu har man fået opfyldt alle sine ønsker og drømme. På den anden side ville det være lige så trist en dag at være tvunget til at blive siddende i sin stol og sige, at der var alt for meget vi af en eller anden årsag ikke nåede.
Det handler, som så meget andet her i livet, om at prioritere, men hvor er det dog svært.
Noget giver allerede sig selv: Turen i bil eller autocamper rundt i New Zealand er droppet, fordi John ikke længere har lyst til at køre så langt, så skal vi til NZ, bliver det på en bustur, men dem er der heldigvis en del af.
imageHan har ikke noget imod at køre bil, men det skal ikke være de lange stræk; det er blevet for anstrengende.
Vi vil så gerne tage imod Lenes tilbud om at komme og besøge hende i Canada, men det blev i første omgang droppet, fordi hun kommer til Danmark i maj. Alligevel ville tanken ikke slippe os, fordi det ikke kan undgå at blive en tur, hvor vi skal køre en hel del selv, og ingen af os bliver yngre. Vi var mange tanker og forslag igennem. Det ligger fast, at vi skal bruge nogle dage i New York, for der har John aldrig været. Men hvad mere? Man tager jo ikke over Atlanten for at være nogle dage i Canada og 3-4 dage i NY – der skal noget mere til.
Tværs over Canada i tog?
Flyve til Vancouver og tage et krydstogt til Alaska?
Flyve til Florida og se Everglades og Key West?
Labrador og Newfoundland?
Så slog det mig: For pokker da – vi snakker slut-september, så er det selvfølgelig Fall Foliage i New England! Hvad ellers?
imageNu var der noget konkret at gå efter, og jeg brugte tre aftener på research – prøvede at planlægge turen selv, men det opgav jeg forholdsvis hurtigt. Jeg tror simpelthen ikke, det kan betale sig, hvilket vi jo også konstaterede, da vi var i det vestlige USA i 2010.
Jeg fandt tre ture, to kør-selv og en i bus, printede dag-for-dag-beskrivelserne ud, gav John dem og sagde, at han bestemte suverænt, hvilken af de tre det skulle være. Heldigvis valgte han den ene af kør-selv-turene. Det er for det meste korte stræk – ikke længere end en tur op til ødegården, så det regner han ikke for noget.
Vi tog til Top Tours, som, udover at kunne tilbyde Det bedste af New England, også har kontor så tæt på os som i Faxe Ladeplads, og fik en god, lang snak med ham, der har USA-ekspertisen. Han var flink og kompetent og havde selv turet meget og længe rundt i det meste af USA.
Han har nu fået opgaven at kombinere besøg hos Lene, New England og New York til én samlet pakke til os med fly, bil og overnatninger.
Vi er en anelse spændt på hans tilbud og håber naturligvis meget på, at det holder sig inden for en pris, vi kan acceptere.

10. september 2015

Hvem er egentlig en bonderøv her?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , , ,

Jeg sad og læste i Samvirke og for en gangs skyld sprang der ingen graverende fejl i øjnene.
Hovedreportagen var en artikel om Bonderøven, hvis udsendelser jeg godt kan lide at se.
Det var faktisk Søren Ryges skyld, at jeg startede på at se Bonderøven, antagelig stik imod Ryges hensigt, at det skulle føre til flere seere af konkurrenceprogrammet.
Jeg så Ryge blive interviewet i tv, hvor han bl.a. sagde følgende: “- Jeg kan bare være en lille smule bange for, at når man har gjort det i måske fem år, så er det ikke så sjovt at se mere, siger Søren Ryge, der mener, at der skal ske en større udvikling med programmet, hvis det skal stå distancen.”
Dette er klippet fra BT – jeg kan ikke huske en fire år gammel udsendelse ordret. SR sagde mere, som ikke stod i artiklen her, men som gjorde mig vred. Ord, der var mere nedladende – jeg mener at kunne huske, at han direkte sagde, at den slags udsendelser ikke holder – at folk ikke gider se dem i længden. Hvor meget forandring har der lige været i Ryges udsendelser, når de er optaget i hans have?
Som dagbladet Information så smagfuldt udtrykte det: En af dem er en selvforelsket klovn i røjsere og tobakspibe, der nu på 23. år render rundt med skovl og spade og roder i det samme agurkebed, mens han vælter hjemmestrikkede dybsindigheder af sig i forsoren fortrolighed med havefolket eller kværker en due i ny og næ.

Jeg kunne lige indtil det interview ganske godt lide SR og hans havesnak, men jeg tabte alt for ham, da han kom med disse udtalelser. Jeg syntes ikke, det var i orden. En person, der nærmest var/er en institution i DR, burde være stor nok til at lade andre komme til og ikke nedgøre en anden så meget i fuld offentlighed.
Det er jo nok sådan det er Jeg har stort set ikke set udsendelser med Søren Ryge siden, men har set samtlige med den hyggelige Bonderøv.
Som holdt. Og holder. Sikkert også længere end Ryge gør det – og med flere seere. HA.
Citat fra Samvirke:
[Frank Erichsen] blev 2008 landskendt, da han tonede frem på skærmen som “Bonderøven” og har siden slået seerrekorder år efter år.
Tag den, Søren Ryge.
Man må ikke være skadefro, men det er jeg nu alligevel, og jeg håber Ryge nu har indset, at hans ord er blevet gjort til skamme.

Jeg kunne ikke tænke mig at leve som Bonderøven gør, men han er hyggelig, overbevist og ægte. Med en dejlig kone og to skønne børn, som får en nærmest ideel opvækst.
Han er selv realistisk vedrørende sin måde at leve på og er hverken religiøs eller missionerende.
Sp: Ønsker du, at alle optimalt set lever som dig?
Sv: Nej, det giver ingen mening. Det her er min personlige drøm.

Det er jo det, vi skal: Gå efter drømmen. Det er ikke alle forundt, at drømmene går i opfyldelse, men man skal altid have dem, og skulle der blive en opfyldt, finder man hurtigt en ny.

Jeg havde i mange år en drøm om engang at komme til at bo i et stråtækt bindingsværkshus, helst tæt på noget vand.
Har du prøvet at opleve, at din drøm går i opfyldelse?

22. juli 2015

Jeg ønsker mig en bil, der kan køre helt selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

Da ødegården blev købt i 1996, var 56k-modemet ikke engang frigivet til salg endnu – det blev det først i 1998. Jeg kan ikke huske, hvornår vi fik internet i privaten, men jeg kan huske, hvor langsomt sådan et 56k-modem var. Det tog en krig at åbne en hjemmeside, hvis der var bare nogle få billeder. I Sverige var det helt udelukket at få telefon og dermed internet, for man skulle have en fastnetlinje, hvilken ville koste os omkring 25.000 kroner at etablere. Svenske, godt nok, men alligevel …
Jeg er egentlig lidt stolt af min forudseenhed, for jeg sagde allerede dengang, at inden der er gået så forfærdelig mange år, kan vi hive internettet ned fra luften, lidt lige som mobiltelefoni (som også var relativt nyt).
Der var ikke rigtig nogen, der troede på mig dengang, men realiteterne taler jo for sig selv – jeg fik faktisk ret, før jeg selv troede, jeg havde fået det.
Nu sidder vi deroppe in the middle of nowhere og hhv. modtager og sender med 25/13. Bare sådan. Med et modem ikke meget større end en æske husholdningstændstikker. Jeg synes det er fantastisk … jeg fatter overhovedet ikke teknikken bagved, men det er mig aldeles ligegyldigt, bare det virker, og det gør det. Lige som min mobiltelefon og meget andet elektronik.

Så sent som i går sagde jeg, at jeg ønskede mig en bil, der kan køre helt af sig selv. Tænk, hvor ville det være fantastisk, hvis man bare satte sig i det magelige sæde og fortalte bilen, hvor man skulle hen.
I dag – meget pudsigt og helt underligt – lå Illustreret Videnskab og ventede på os. Deri var en artikel om … den totalt selvkørende bil, såmænd. Mercedes er godt på vej med den, og hvis jeg er bare en lille smule heldig, så kommer den på markedet, mens jeg stadig kan få glæde af den. Man påstår nemlig, at det vil blive i 2035, hvor jeg runder de 82 år. Hvis jeg er så heldig at leve til den tid, ville verden måske være et bedre sted, hvis jeg ikke selv sad bag rattet, så jeg satser simpelthen på, at ‘man’ har ret.
Det ville glæde mig såre, om jeg bare kunne sætte mig godt til rette i en kabine som den viste (fra Mercedes) med mit strikketøj og sige “Godmorgen bil. Jeg vil gerne over til mine børnebørn i England. Vi tager lige et stop hos Albert undervejs.” Måske kan jeg oven i købet sige ‘mine oldebørn’ … til gengæld skal jeg nok ikke regne med, at Albert endnu kører sin B&B, men hvis jeg alligevel ikke skal bekymre mig om kørslen, tager vi den da bare i ét stræk.

Intet er umuligt. Da computere blev mindre og mindre, sagde ‘eksperterne’ dengang, at dem skulle man sandelig ikke regne med nogensinde kom ud til den brede befolkning. De var for dyre, for ubrugelige, osv. osv.
Så meget for eksperter. De havde ikke ret dengang, og dagens eksperter virker heller ikke altid som om de er eksperter i andet end selvpromovering.

“There is no reason anyone would want a computer in their home.” — Ken Olson, president, chairman and founder of Digital Equipment Corp., 1977

“The most exciting phrase to hear in science, the one that heralds new discoveries, is not ‘Eureka!’ (I found it!) but ‘That’s funny …'” (Isaac Asimov)

9. marts 2015

En tur med en 32-fods-trækker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags: , , ,

Dagens clou var hundeslædeturen! Det var præcis som jeg havde håbet, at det var – ingen skuffede miner eller uindfriede forventninger fra vores side.
Da vi ankom til Tromsøs vildmarkscenter, som ligger lidt inde i landet, var vi ikke i tvivl om, at her var slædehunde i et større antal – både lugten og lyden afslørede det, men 300 slædehunde skal vel også larme en hel del, når de synes, at det går alt for langsomt med at komme ud og trække slæderne.

P1050410P1050403

Du GOdeste, hvor var de hunde ivrige og hvor kunne de dog hyle af forventningsglæde! 
Herover ses ægteparret Nielsen, pakket godt sammen og siddende i futtog på et rensdyrskind og med et filtet tæppe over sig. Til højre er slædeførerne ved at rigge hundene til (begge billeder kan klikkes større).
Der var fra fem-hundesslæder (to personer på slæden) og helt op til 10-hundesslæder (fire personer på slæden). John og jeg kom afsted med en med otte hundekræfter, som en sød, ung jente havde fuldstændig styr på.
Det var SÅ fedt. Kan så absolut anbefales, hvis man alligevel er på disse kanter … faktisk vil jeg hævde, at sådan en oplevelse er en rejse værd …

P1050419
Vi var ude i en times tid, hvor vejret – igen – vekslede mellem lidt sol og vindstille til en hujende vind med både sne og hagl i sig.
Det gjorde ikke spor – jeg følte mig som en uhyre autentisk polarekspeditionsdeltager, når vejret indimellem var rigtig slemt, og som man nok fornemmer på billedet, var vi pakket ind til at kunne klare stort set hvad som helst rent vejrmæssigt.
Tilbage i lejren fik vi lov til at kigge på og klappe nogle slædehundehvalpe og til sidst fik vi serveret frokost inde i en kåtelignende indretning, med bålvarme og det hele. Frokost = rensdyrsuppe, chokoladekage og kaffe.

P1050434

Efter frokosten gik turen videre helt ud på de yderste skær til Sommarøy Arctic Hotel, hvor turens sidste to døgn skal tilbringes. Her er vi væk fra byens lys, hvorfor der skulle være større chance for at se nordlys. I aften skal vi ud i tre timer, så jeg satser kraftigt på at skifte fra en Roald Amundsen look-alike til en Joanna Lumley-look-alike. Værten hævder, at her er nordlys fire ud af fem aftener, så i og med, at vi skal tilbringe to aftener/nætter herude, må chancen siges at være pæn.

P1050432

Hvis der er bare den mindste smule solskin, har vandet herude en flot, grønlig, næsten helt azurkyst-blågrøn farve, hvilket skyldes et stort indhold af kisel. Ved ebbe kan man gå ud og finde koraller på de fine sandstrande, som på billedet herover gemmer sig i højvandet, og det er oven i købet tilladt at tage koraller med hjem … de er nok heller ikke lige så farvestrålende som ved Great Barrier Reef.
Der er sikkert mange, der i høj grad ville foretrække netop dette rev fremfor at ligge og rode rundt oppe ved grænsen til Ishavet, men vi er ikke rigtig til de varme steder, så dette her passer os såmænd fint.

8. januar 2015

Jeg vil bo i Utopia

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

imageUtopia er et idealland, hvor alle lever fredeligt sammen side om side uden vold, kævl, politikere og religiøse stridigheder. Jeg er dog ikke enig i alle Thomas Mores forestillinger om Utopia. Den med at syge og gamle skal elimineres, fx, synes jeg ikke helt om.
Man har lov at skabe sit eget Utopia. Det er jo alligevel en drøm …
I mit Utopia er det muligt at tie tingene ihjel. Tænk hvis den forfærdelige handling mod et vist fransk satireblad blev forbigået i stilhed – hvis ingen medier omtalte det; tilsyneladende er resten af verden upåvirket af rædselsgerningerne. Så var det sandsynligvis slet ikke interessant længere – jeg kan godt se terroristerne for mig: “Que?? Hvorfor er de ikke bange? Hvorfor skriver de ikke om os? Hvorfor spreder vi ikke frygt? Hele vores eksistensgrundlag er taget fra os! DE.SKAL.JO.BLIVE.BANGE.
Dette er naturligvis utænkeligt i dagens verden, men jeg er jo også i Utopia, husk det.

I Utopia har man heller ikke politikere, der ‘fordømmer’ handlinger. Dér ved de nemlig godt, at de, hvis handlinger bliver fordømt, er fuldstændig ligeglade og griner larmende af samme fordømmelse. Jeg kan igen høre terroristerne: “Det er jo derfor, vi gør det, mand! Vi ved sgu da godt, at det ikke er acceptabelt, at vi myrder løs på journalister og tegnere! Kors Halvmåne, hvor er de dog tåbelige!”

I Utopia behøver en kristen ikke at blive ven med en muslim i det naive håb, at terroristerne tænker “Ahhh – nu kan de blive gode venner! Okay, så holder vi op med at sprede frygt og slå ihjel, bare fordi vi kan, vil og har lyst.”
I Utopia er der hverken kristne eller muslimer eller hinduer eller asatroende eller buddhister eller jøder. I Utopia tilslutter man sig verdens tredjestørste ‘religion’: det at ikke have nogen religiøs identitet.

Nå, men jeg kommer nok aldrig til at bo i Utopia. Det er en utopi at tro på et utopisk land.
Det er sikkert også en utopi at håbe, at ‘nogen’ ville lade være med at lade ytringsfriheden i sig selv blive en form for religion. “Jeg må tegne, hvad jeg har lyst til!” Ja, det må du, men hvem siger, at verden bliver et bedre sted, fordi du gør det?

21. juni 2014

Jamen så er det en aftale …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:16
Tags: , ,

Vi er stadig ikke særlig udfarende lige for tiden, tæller bare ned til først Skt. Hans, så Sverige for en kort bemærkning og endelig England om en uge.
Men nu skal en gammel drøm blive en til en realitet – John og jeg har i mange, mange år haft New Zealand som et af vores mange ønskerejsemål. Det er ikke en tur, man lige hiver pengene op af lommen til, da den er en anelse pebret i pris, men jeg har i en del år haft nogle medarbejderaktier, som hele tiden har været øremærket til en rejse til antipoderne. Problemet har bare været, at der ikke rigtig har været penge nok i aktierne til at kunne dække hele rejsen.
Det er der nu. Fra jeg stoppede i maj sidste år til nu, er de steget til over det dobbelte.
Der må egentlig være rigtig mange i mit gamle firma (især direktionen, som ‘nøjes’ med at forære sig selv aktieoptioner i stor stil for at få indianerne til at tro på, at de heller ikke selv får lønforhøjelser), der er taknemmelige over, at jeg endelig sagde farvel og tak …
Høhø. Sådan er det naTURligvis overHOvedet ikke – sagen er, at der skete lige præcis det, jeg hele tiden har regnet med/håbet på, der skulle til for at forårsage en pæn aktiestigning: Vi fik et produkt godkendt i USA og Canada. Jeg har simpelthen gået og ventet på denne stigning i et forholdsvis begrundet håb om, at den godkendelse ville komme.
Nu er den kommet, aktierne er steget tilstrækkeligt til formålet, og vi gør dette:

image

27 dage. Fra nord til syd. Uden ophold i Bangkok eller noget. Lige den tur, vi har gået og drømt om.
Det er – selvfølgelig, fristes man næsten til at sige – CPT, der har den – de er bare gode, er de.

I begyndelsen var drømmen at ‘gøre’ NZ i en autocamper, men det er vi gået bort fra igen. Vi syntes, det var så fint i USA, at der hver nat stod en god og kæmpestor hotelseng og ventede imagepå os, for vi gider ærlig talt ikke selv rede sengen(e) op og ned hver eneste aften og morgen, så nu snupper vi turen med den lejede bil og præbookede hotelværelser.
Denne nyopståede dovenskab skyldes nok i betænkelig høj grad vores fremskredne alder, men vi kan jo lige så godt se realiteterne i øjnene og undlade at bestille en ferieform, vi på forhånd har en mistanke om ikke længere er den ideelle for os.

Det bliver til januar eller februar. Den perfekte årstid – sommer der, vinter her. Ingen græsplæner der skal slås eller drivhuse der skal vandes, mens vi er væk.
Nu skal vi have kigget den foreslåede rejseplan igennem dag for dag for at se, om der er noget vi ønsker ændret. Det er selvfølgelig svært at vide, og CPT har erfaringen, men derfor kunne det godt tænkes, at der var en ting eller to, vi måske kunne springe over og til gengæld dvæle en dag eller to ekstra et andet sted.
Der er så forfærdelig meget at se og så forfærdelig kort tid til at se det i. Nu prøver vi, om vi kan se NZ på en lille måneds tid.
Alene det at kunne se skyer som på billedet ville være turen værd.

8. april 2014

Myten (?) om Tappernøje Kro

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:21
Tags: , ,

Vestsiden af Præstø Fjord (3)Kender I historien om, hvordan Tappernøje Kro fik sit navn?
Først var der en yderst gavmild kroejer, som skænkede lysteligt og alt for meget til sine kunder. Det kunne økonomien ikke holde til, så han gik fallit.
Den næste ejer var den forriges diametrale modsætning: Han var alt for nærig med sit øl, så de mange kunder forsvandt, og han gik fallit.
Den næste i rækken havde lært af sine forgængeres sørgelige historier, så han skænkede det han skulle – hverken mere eller mindre – han tappede meget nøje.
Om historien er sand, skal jeg ikke kunne sige – det er den sandsynligvis ikke – men den er da meget god, og en eller anden grund må der jo være til det noget alternative navn.
Tappernøje Kro ligger ved Hovedvej 2, men den er alt for ny til at kunne være den, historien handler om, så vi kørte ud mod Gl. Tappernøje, hvor vejen gik i gamle dage (vi taler 1600-1700-tallet), og her lå et hus, der hed Krohuset. Vi konkluderede, at det nok godt kunne være den gamle kro, der var anledningen til det underlige stednavn.

Langdysse ved vestsiden af Præstø Fjord

Vi kørte videre ad den gamle landevej, forbi Fjordkroen, også kaldet Elnasminde, hvorfra John og jeg har nogle helt specielle minder … videre ind over Sydstevns, hvor vi ved Orup/St.Elmue-egnen så en langdysse.

Vestsiden af Præstø Fjord (2)

Vi kørte forbi et dejligt hus, der er til salg. Tjekkede, da vi kom hjem. Uhhh – atter en gang får jeg lyst til at rive teltpælene op. Denne gang for at flytte til et hus, hvorfra vi kan spytte ud i Præstøfjorden. 214 stråtækte m2, som koster nada. Pænt og indflytningsklart, oven i købet. Jamen hvad laver vi dog her?  
Vi har to badeværelser og et køkken, som jeg elsker, men jeg tror, vi må ned og kigge engang på det store hus, som desværre kun har ét badeværelse og et nyt køkken, som ikke falder helt i min smag – men et ekstra toilet burde altid kunne presses ind, selv om det var det, der gik mest galt ved huset, vi kiggede på på Nordfalster, hvor der netop ikke kunne presses et toilet ind nogen steder, hvilket huset dumpede på.

Turen gik videre forbi Rødvig og ud til vores ramsløgskov, hvor der røg lidt med hjem, så nu skal der laves ramsløgpesto lige om lidt.

20. december 2013

Vrøvledansk og en form for bondefangeri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: , , ,

SeqouiaNaturstyrelsen vurderer, at der er væltet træer på mindst 290.000 kubikmeter.
Jeg var slet ikke klar over, at vi havde så store træer i Danmark. De slår de vestamerikanske redwoods med flere længder. Dem ville jeg gerne se, men det kan nok ikke lade sig gøre – de blev fældet af Bodil.

Like localeyes.dk på Facebook – klik her og deltag samtidig i konkurrencen om 10.0000 kroner
Hvor meget, sagde du?

Ovenstående stammer fra dagene efter stormen Bodil, så det er blevet ret uaktuelt, hvilket dog ikke ophæver formulerings- og tegnsætningsfejlene.

I radioen forleden sidst på formiddagen kunne man høre følgende: “Nu har tågen vist endelig lagt sig i hovedstadsområdet”.
Når tåge lægger sig, kommer den og gør det, tåge gør; nemlig nedsætter sigtbarheden. Oplæseren mente helt klart det modsatte, hvilket fremgik af ordene, der fulgte efter de citerede. Hun har nok forvekslet det med, at når det holder op med at blæse, så lægger vinden sig. Nu skal hun så bare lære, at når det holder op med at være tåget, kalder man det ikke, at den lægger sig.


I dag sad jeg og googlede lidt rundt for at finde ud af, hvad man eventuelt kunne finde på at se, når man alligevel er i nærheden af det østlige Canada i forbindelse med det besøg hos Lene, som vi meget håber på at kunne gøre alvor af i maj.
“I nærheden af” er også noget af en tilsnigelse; afstandene er store derovre, men der er et par ting, jeg godt kunne tænke mig at opleve, som fx verdens største tidevandsforskel i Fundy Bay.

Fundy BayFDM reklamerede med forskellige kør-selv-ferier i Canada, som jeg nærlæste programmerne for og som jeg ikke syntes lød helt tossede, hvorfor jeg bad John om også lige at kigge på det.
Her var vi for en gangs skyld ikke enige, for det sagde ham ikke en pind, og så dur det simpelthen ikke.
Personligt tror jeg nu, at han blev negativt stemt, da han så, at priserne på “kør-selv-ferierne” kun inkluderede hotellerne undervejs. De inkluderede hverken billeje eller flybilletter.
Det var det jeg mente med bondefangeri i overskriften – det er FDM; vi taler kør-selv-ferier, og så kommer billejen oven i rejsens pris. Det er ulogisk, vildledende og derfor ikke i orden, FDM.
Jeg havde set det med småt og havde aldrig forestillet mig, at FDM skal bruges til andet end inspiration, for det er mit indtryk, at hvis man absolut vil betale dobbelt så meget for den samme ferie, som andre kan tilbyde, skal man bare købe den gennem FDM …
Det, jeg ville have gjort, var som sagt bare bruge FDM som udgangspunkt for senere at tage en dialog med CPT og få dem til at sammensætte en rejse til os, men det lader ikke til, at jeg får det tidevand at se – eller isbjergene ud for New Foundland …
Vi skal være helt enige om disse store rejser – når der brændes mange penge af, er andet ikke fair over for den part, der ikke er helt hooked. John har altid gerne villet se Østen, hvilket aldrig har sagt mig en pind, og det har han accepteret. Bortset fra, at vi nok alligevel tager et Thailandsk øhop en dag – det er vist nogle fantastiske landskaber, man kan opleve på sådan en tur. “Østens mystik” må for mig meget gerne forblive et mysterium …

Hvor går jeres drømmerejse hen? (Vi ser bort fra, at rejser koster penge – man har lov at drømme).

13. september 2013

Nyt legetøj. Igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:47
Tags: , , ,

Nyt legetøj (3)Og så siger man, at kvinder bruger mange penge.
Og så påstår jeg, at reklamer ikke virker.
Det første er ikke sandt. Ikke altid.
Det sidste mener jeg stadig er sandt for mit vedkommende, men det gælder ikke for min mand. Han var også meget længe om at acceptere, at vi satte postkasseskiltet med ‘Reklamer – nej tak’ op …  
John sad og så tv i aftes, hvor der kom en reklame fra Järnia om en dims, som hedder en kap-/geringssåg. På svensk.
Den var vi så i Älmhult for at købe i dag.
Maskinen var sat 1000 kroner ned; svarende til 33 % rabat.
Jamen det er da også en pæn rabat, og når man nu har ønsket sig sådan en maskine længe, længe, lææænge, er der jo kun ét at gøre.
Den kan præcisionssave – i alle mulige og sikkert også umulige vinkler, som bliver det, man vil have dem til at blive. En ret vinkel bliver 90,0° og ikke 89 eller 91.
Den har laserlys, så man kan se, hvor maskinen har tænkt sig at save … det så helt science fiction-agtigt ud, syntes jeg, da John demonstrerede det.
Lokum repareretLokum før reparationDen larmer ad Pommern til, men John er en lykkelig mand, som aldrig vil gå ned på udstyr. 
Saven skulle naturligvis indvies med det samme, så nu er der isat et par nye brædder, hvor der var en vandskade, og det trækker heller ikke længere lige så meget på det gammeldags lokum – hvis man skulle have lyst til at sætte sig derud. Man kommer til at sidde i fred og ro …
Det lokum kommer naturligvis aldrig i brug igen, men vi synes, det er et kuriosum og hører med til stedet, og det koster jo ikke noget at beholde det. Det vil sige … hvis vi regner dagens indkøb med, gør det naturligvis, men det regner vi så ikke med …
Jeg tillod mig at sige, at det var en skam, maskinen ikke også kunne male, for det havde da været ret smart at male brædderne inden isætning. Jeg fik det blik, der betyder, at sådan noget skal jeg slet ikke begynde at udtale mig om …
Det vigtigste er også, at John som sagt er en lykkelig dreng med det nye stykke legetøj. Nu skal der bygges fuglehuse, siger drengen – der må ændres på, at de ikke gider bosætte sig i de eksisterende; sikkert fordi hullerne ikke er rigtige i forhold til, hvad fuglene foretrækker. Det bliver spændende at se, om teorierne om hulstørrelser m.m. holder stik.

Jeg har bare leget lidt med Lumix Makro og mosser.

P1030570P1030584

P1030563 - CopyP1030563Jeg holder åbenbart aldrig op med at være betaget af den mikroverden, der åbner sig, når man bruger makrofunktionen.

Mostrompeterne herover til venstre er tre mm høje i virkeligheden, og ‘frugterne’ til venstre for dem nogenlunde lige så høje.

Det nederste billede til venstre er et udsnit af det lille billede til højre, som viser mossen i omtrentlig naturlig størrelse.

Det er en fascinerende detaljerigdom, der afsløres på selv så små planter.

Billeder, der viser en hånd, når man muser over dem, kan, som altid, klikkes større. Anbefales især for mosbillederne, men for interesserede i Kap- og geringssave har det første billede måske også en vis interesse i større format.

3. juli 2013

Gør et godt køb II – uafhængig fortsættelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:05
Tags: , ,

Vi havde gennem et stykke tid talt om at købe en bil, hvor vi kan være alle seks, når englænderne kommer flyvende.
Vi gik bort fra at købe en bil, hvor vi kan være alle seks, når englænderne kommer flyvende.
Sådan en er alt for dyr til at have for at bruge den tre gange en uge årligt. Højest.

Nu har vi købt en bil, hvor vi kan være alle seks, når englænderne kommer flyvende.
I går morges sad John og kiggede lidt på vores lokale og – usædvanligt for branchen – flinke og reelle bilforhandlers hjemmeside.

“Ellen – prøv lige at se her!”
Det, jeg lige skulle se, var en Kia Carnival Camper fra 2007. Til ingen penge. Næsten. I hvert fald ikke, når vi modregner, hvad vi kan få for Mondeoen.
Når det kan kaldes en camper, koster den kun 60 % af den normale afgift, hvilket gør, at en model fra 2007 kommer ned i en pris, hvor man næsten ikke kan sige nej.

Det er før sket, at der ikke er langt fra tanke til handling hos John og Ellen, så vi stod der, da butikken åbnede og ville gerne lige have lov til at prøvekøre den der Kia – luksusmodellen med flere bogstaver efter navnet end en britisk lord …
Da vi kom tilbage fra Køge, var beslutningen truffet og en halv time senere var handlen en realitet.
Vi skal hente den i morgen og tester den umiddelbart derefter igennem ved at tage den med en tur til Sverige.

Det er så ikke kun af hensyn til englænderbesøgene, skal siges, selv om det bliver fedt ikke at skulle afsted i to biler, når vi alle seks kører en tur. Det er en dieselbil og den må trække to tons i modsætning til Mondeoens 1450 kilo, så der er nu en noget større margen fra, hvad campingvognen vejer. Ikke at vi ikke var ‘lovlige’, men jeg havde ærlig talt været noget bekymret for Kasselbakkerne, hvis vi nogensinde skulle finde på at køre sydpå – hvad chancen er temmelig stor for fra næste år.
Den har samme brændstoføkonomi som Mondeoen, så den eneste merudgift er 3000 kroner mere om året i grønne afgifter … det må vi så tage med.

Nu skal vi bare huske at sætte os ind i, hvordan man laver den om til en camper, inden vi kører i den første gang – der er jo en vældig fokus på dette for tiden, så har man ikke gjort sit hjemmearbejde og kan svare på spørgsmålene, hvis man bliver standset, falder der sandsynligvis en gedigen bøde plus erlæggelse af den sparede afgift. 
Irriterende er det dog, at man altid skal have ‘sovekabinen’, luftmadrasserne og de to soveposer liggende i bilen, således at den til hver en tid kan fungere som en camper. Det er noget fis, at jeg ikke med fuld ret kan hævde, at jeg normalt ikke har behov for at overnatte, fordi jeg skal en tur i Brugsen!

13. april 2013

Sådan noget sker normalt kun på film

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

IMG_1152Midt i januar plingede der en mail ind, som jeg læste, selv om det var fra en, jeg ikke kendte.
Jeg læste den igen. Så viste jeg den til John; derefter gik jeg ind på den hjemmeside, der var linket til.
Blev efterhånden overbevist om, at det ikke var en dårlig spøg.
Der var virkelig en, der havde spurgt mig, om jeg ville udstille nogle af mine fotos på hendes galleri.
Det var Helle Kjærulff fra Reersø Galleri.
Tænk altså.

Helle havde haft brug for at billedgoogle birketræer og var landet på min blog, som hun fik lyst til at kigge lidt nærmere på, hvorefter hun skrev til mig og spurgte, om jeg kunne have lyst til at udstille på hendes galleri, som ligger i (på?) Reersø.

OM jeg kunne? Lille amatør-Ellen? Det var noget, jeg ikke engang var nået til at drømme om. Der er så mange om buddet og så mange derude, der er fantastisk gode til at fotografere, og så kommer der en dygtig kunstmaler, som har et rigtigt galleri, og spørger mig, om jeg vil udstille!

I dag har vi været på Reersø for at tale med Helle, for at se galleriet og selvfølgelig tale muligheder. Hendes akvareller er rigtig flotte, men vores økonomi lige nu er ikke rigtig til et billede til flere tusind kroner – vi har i øvrigt heller ikke en ledig plads, hvor et sådant kunne hænge … jeg nøjedes derfor med at købe en kalender, så på den måde fik jeg hele 12 af Helles smukke billeder.

Fordelt i hele galleriet stod også Hall Thimans meget, meget smukke, håndskårne og selvfølgelig også håndmalede fugle i mange artsvarianter. Dem har vi masser af plads til i vindueskarmen, da vi så småt er ved at line op til at skulle være væk hjemmefra i længere perioder af gangen og dermed ikke erstatter planterne, efterhånden som de dør.

Hall Thiman (1)Hall Thiman (2)

Vi købte disse to i dag, men vi skal have flere med hjem næste gang, vi kommer derned. Er de ikke smukke? Selv vibens metalagtige grønne farve har han fanget meget flot. Alle hans fugle er i naturlig størrelse – det er mine billeder, der snyder.

Vi kom 10 minutter for tidligt og kørte ned på havnen, hvor jeg slet ikke kunne stå for denne herlige gamle båd. Læg mærke til navnet.

IMG_1144

Jeg skal udstille! Det kan jeg slet ikke komme mig over. Vi lavede også en aftale om, at jeg kan tage nogle af alle mine mange syede tasker med, når den tid kommer. Det skal lige siges, at vi endnu ikke har en bindende aftale; jeg lovede at give besked om senest 14 dage, men af de muligheder vi fik, er den der hedder fra første uge i august (2014!) og omkring seks uger frem, den der tiltalte os mest, for da er sandsynligheden mindst for, at vi er ude at ture med campingvognen.
Der bliver vaskeægte fernisering med en lille en til halsen og det hele … og da det vil være sommer, så også med borde og bænke ude på den lille, men meget hyggelige gårdsplads.
Knib mig lige i armen, for jeg tror, jeg drømmer.

22. februar 2013

Når drømme bliver til virkelighed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Rejsedrømme har vi masser af, John og jeg. Vi drømmer om at se Australien og New Zealand, se mere af USA end vi allerede har gjort, køre i Canadas fantastiske natur, se på hvaler ved Alaskas kyster, køre Europa tyndt i campingvognen, se mere af Afrika, end vi allerede har gjort, tage en tur til New York og kombinere det med at besøge Lene i Canada … vi når aldrig nogen sinde det hele, men hvor mange er det mon også beskåret at få alle sine drømme opfyldt?

Canada i MotorhomeI dag kom vi en lille smule nærmere en af dem. Vi har jo sparet lidt sammen for at få råd til at tage i hvert fald én af de store ture, når vi begge er stoppet med at arbejde.
Vi har kigget på Australien, men det forbliver vist en drøm: 37000 kroner pr. næse for tre uger i motorhome! Exit Australien. Der fandtes også billigere muligheder, men det er for dumt at rejse helt til Australien, vel vidende, at det kun bliver denne ene gang, og så nøjes med at se bare et lille hjørne, men inden vi er færdige med transportomkostninger og overnatninger, er vi oppe på rædi mange penge, inden vi overhovedet har fået mad – som jeg dog ikke regner med i rejseomkostningerne, når jeg laver den selv. Vi skal også have mad, når vi ikke er ude at rejse.

Men. Det vestlige Canada i tre uger i motorhome. Efterfulgt af et ottedages krydstogt fra Seattle til Alaska og tilbage igen (vi er jo i virkeligheden ikke så glade for alt for høje temperaturer, så det gjorde ikke så ondt at droppe Australien).
Det kan gøres for cirka det, vi har sat af til det. Også selvom vi spenderer lidt ekstra for at få udvendig kahyt med balkon.
Krydstogt AlaskaJarmen arltså – jeg har overhovedet ingen problemer med at se os for mig, siddende på den private balkon, grimme (altså os) og med morgenhår (gælder kun mig; sådan noget har John ikke) og en kop te (gælder også kun mig; sådan noget drikker John ikke) i hånden, mens vi ser hvalerne dykke og delfinerne springe rundt omkring os. Det samme sceneri gentager sig om eftermiddagen eller aftenen, hvor vi forhåbentlig  ikke længere er alt for grimme, og hvor teen og kaffen er erstattet af et glas rødvin …

Vi har surfet lidt rundt i dag og endte med My Planet. Turen skal ændres en smule, fordi vi vil kombinere to rejser, men det skulle ikke være noget problem. Lige om lidt skal jeg i gang med en mail til MP, hvori vi beskriver, hvad det er, vi gerne vil.
Vi vil helst tage turen fra midt-august til midt-september, men ved selvfølgelig ikke endnu, om det kan lade sig gøre – vi aner ikke, hvor populært det krydstogt er, fx, men i værste fald må vi vente til næste år.
Én ting er vi nemlig enige om: når nu vi ved, hvad det er vi vil, er der ingen grund til at vente for længe – vi ved ikke, hvor længe vi har os.

For hunde, hvor jeg allerede glæder mig.
Og det er næsten det halve af det hele …

9. august 2012

Der er altid en sidste gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , , , , ,

Normalt siger man, at der altid er en første gang, hvilket jeg skam på ingen måde vil anfægte – det er en eviggyldig sandhed.

Der er også altid en sidste gang. Forskellen er, at man – forhåbentlig da – ikke ved, hvornår det er sidste gang. Det ville ikke være specielt rart: “Nå … nu er det sidste gang, jeg spiser morgenmad.” Kan I se det for jer? Nej vel?

Alligevel har jeg i de seneste par måneder med jævne mellemrum haft tanken, at nogle gange ved man godt, når det er sidste gang for et eller andet.
Da jeg gik på sommerferie, var det sidste gang, jeg gjorde det i arbejdsmæssig sammenhæng. Ligeledes selvfølgelig, da jeg efter tre uger kom tilbage igen til en stille arbejdsplads, hvor der er tid til at rydde op og ud.

Efter 1. maj har alt, hvad der kun sker én gang om året (vi taler stadig kun arbejde – man er vel optimist …), været sidste gang for mit vedkommende.
Det er altså en temmelig underlig tanke. Men også rar. Jeg har vist ikke lagt skjul på, at jeg glæder mig til at stoppe, og at der skal ske noget totalt verdensomvæltende for mig for at få mig til at fortsætte i mit job efter 1. maj 2013. Min søde chef ved det, og vi taler åbent om det – ikke mindst af praktiske hensyn; vi kan lige så godt drage det med ind i dagligdagen, og som han selv siger, er der jo ikke noget odiøst i at gå på efterløn eller pension – det er noget, vi alle vil ønske bliver en mulighed for os selv, og at det ikke går så forfærdeligt, som det er sket for nogle kolleger her på det seneste.
Det er klart nok noget andet at gå i en jobsøgningssituation … her går man meget stille med dørene – i hvert fald indtil man har fået kontrakt fra det andet firma.

Næste gang, jeg læser korrektur på årsrapporten, er det sidste gang.
Næste gang, jeg laver miljøregnskab for vores funktion, er det sidste gang.
Næste gang, jeg skriver et referat, er der måske kun omkring 50 af netop denne opgave tilbage i mit liv … plus/minus …

Det bliver både mærkeligt og dejligt, efterhånden som ‘sidste gang’-tingene stiger i antal.
Det, der ikke er så rart er, at jeg kan mærke, at min motivation for overhovedet at tage af sted hver morgen ganske langsomt er ved at forsvinde. Det skal I ikke fortælle min chef, men sommetider kan det godt være lidt svært at mobilisere den fornødne entusiasme over for en given opgave, simpelthen fordi jeg lidt for tidligt er gået i ‘luk-og-sluk’-mode. Så er det med at få klemmen sat i nakken, så smilet forbliver på ansigtet.

Min ene søster er totalt forarget over, at jeg stopper, mens jeg stadig er så arbejdsdygtig, som jeg er. Det mener hun simpelthen ikke, jeg kan være bekendt, og at det strider mod min politiske overbevisning.
Jeg er naturligvis totalt uenig med hende:
Min politiske overbevisning siger også “Brugerbetaling for at besøge vores praktiserende læge”, men jeg smider sgu da ikke 200 kr. på bordet i konsultationen, fordi jeg mener, vi bør indføre brugerbetaling …
Efterlønsmuligheden er der, og jeg benytter mig af den.
Mine søstre har mænd, der er lidt yngre end dem selv. Min mand er små otte år ældre end jeg. Det gør en stor forskel – og gør det en del nemmere at erklære, at ‘man’ har i sinde at blive ved med at arbejde, til ‘man’ kan gå på folkepension.

P1000520I øvrigt er det overhovedet ikke efterlønnen, jeg bliver rig af – eller staten fattig af … pga. den åndssvage regel om, at de modregner i efterlønnen med den pension, jeg vælger IKKE at få udbetalt, men KUNNE have fået udbetalt, får jeg såmænd ikke meget mere, end jeg selv har indbetalt gennem årene til ordningen, så der bliver måske lidt længere mellem snapsene. Eller bøfferne …  
Jeg ligger ikke noget samfund til nogen last – tværtimod giver jeg mit lille bidrag ved at overdrage en enkelt af de arbejdspladser, der åbenbart mangler i så stor stil. Og så længe der gør det, kan jeg simpelthen ikke forstå, at det skulle være så forargeligt, at jeg ikke længere vil være med på jobmarkedet.

Det er forhåbentlig ikke sidste gang, de har et godt tilbud på oksefilet (skal i ét ord, Irma! Ellers ligner det mere en filet okse, hvad den så end skulle være filet med …).
Etiketterne er ikke vildt tydelige, beklager, men disse to stege lå lige ved siden af hinanden i køledisken. De var på tilbud til 500 kroner stykket – den ene havde kostet 645 kr, og den anden 863 kroner. Hhv. 3,9 og 5,2 kilo. Gæt, hvilken en der røg i indkøbsvognen?

Englænderne kommer snart, og Charlotte vil så gerne se alle mostrene, kusinerne og fætteren, hvilket løber op i 18 personer, hvis alle kan komme. Der skal en del kød til, og jeg kan sagtens se for mig denne filet få en tur på grillen og serveret med noget lækkert tilbehør.

22. februar 2012

Udlængsel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: , ,

Det er tarveligt at sende fristende emails, der dumper lige ned i ens virtuelle postkasse.
I morges ankom der en fra CheckPointTravel, der forsøgte at overbevise mig om, at 22 dage i et motorhome i New Zealand ville være alle tiders.

Homecar på besøg i NordnorgeJamen jeg er da fuldstændig enig!
Det står tårnhøjt på vores ønskeseddel, men helt billigt er det desværre ikke. Og alligevel kan man ikke kalde mellem 14000 og 17000 pr. næse for dyrt, selv om det selvfølgelig er mange penge. For de godt 30000 for et par får man flyveturen, 2 nætter på hotel i Auckland og et motorhome i 22 dage. Man må kunne gøre sådan en tur for max 60000 kr. – jeg aner intet om leveomkostningerne dernede.
Næsten fire ugers ferie hos vores antipoder. Hold fast, det gad jeg godt – det er lige før, jeg også gad leve af vandgrød i et år for det.
Og dog … narj. Det er vist alligevel for sure 11 måneder for at bruge en enkelt i drømmeland – og her tænker jeg altså ikke på det at sove.

Samme CPT havde en lidt pudsig – ret selvmodsigende – formulering i en annonce for ferie i Thailand.
Den gik på, at alle vi turister som bekendt ønsker os steder hen, hvor der ingen turister er … alene det er jo lidt selvmodsigende, men annonceteksten lød således:

Luksusbadeferie i Khanom

Kundernes favorit | 4-stjernet luksus |
Ukendt paradis

Hvordan kan noget ukendt være kundernes favorit? Det kan de da ikke vide noget om?

Nå, pyt. Nu tager vi lidt forskud på New Zealands glæder ved at tage 14 dage i motorhome i Norge og Sverige. Det er så helt afgjort bedre end ingenting og koster ikke helt så meget.
Og se da lige, hvor vi hyggede os i Nordnorge for tre år siden. Der var højt til himlen, og det er en skøn, skøn ferieform – er vi i hvert fald en del, der synes, men vi har naturligvis ikke alle samme smag.

18. februar 2012

Jeg har ombestemt mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: ,

Pyyh, hvor var det godt, jeg ikke nåede at skrive under på slutsedlen, inden jeg åbnede et andet Country Life. Det er et meget, meget farligt magasin at bladre i, og Charlotte har i massevis af dem…
Jeg har ombestemt mig, for jeg har fundet et hus, jeg meget hellere vil have – det er oven i købet betydeligt billigere.

P1000673P1000673

De har nogle seriøst lækre huse i dette land – og masser af kunder til at købe dem, åbenbart. Jeg kiggede i et magasin fra Englands svar på Jan Fog – det var ikke småting, de havde solgt … de sælger mindst et hus i millionklassen om dagen. Påstår de. Jeg er spændt på, hvor stor lottopuljen er i aften.

Ellers indendørs dag i dag – bortset fra, da der kom en byge, hvor himmel og jord stod i ét – det så vældig attraktivt ud – for børnene, så de ville selvfølgelig ud og lege … hvilket de naturligvis kom.

P1000674

Det klarede hurtigt op igen, og nu har vi den flotteste blå himmel, hvilket den også skulle være hele dagen i morgen – bare lidt køligere, desværre. Det følger ofte med en skyfri himmel … man kan ikke få det hele.

Et guldkorn til: Anna har fået en lille, linjeret bog til at skrive historier i. Hun gik glad med den i hånden på vej hen til bilen … og tabte den.
“Uhada”, sagde hendes mormor – “den blev forhåbentlig ikke snavset?”
“No”, sagde Anna, “and that’s good, because I don’t want to write dirty stories!”

For mit vedkommende har den stået på lasagne galore – to fade til fryseren og et til i aften. Man påstår her i huset, at mommers lasagne er verdens bedste – kun sammenlignelig med morfars spaghetti carbonara. Der er mange måder at få os til at lave mad på – smiger er én af dem Smiley, der blinker

17. februar 2012

Diverse guldkorn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:17
Tags: , , , ,

Avebury Turen gik til Swindon Designer Outlet Centre i dag. Børnene var naturligvis med, og det udløser mange, mange smil, når man fra forsædet diskret følger med i deres lege.
Aubie har lige fået Francesco fra Cars II – navnet er opfattet som Gunchester, med trykket lagt på 2. stavelse. Dirch Passers Donna Lucia er opfattet som Mamma Cia, og ingen argumentation kan ændre hans opfattelse.

Undervejs i dag blev vi pludselig opmærksomme på, at de sad og snakkede om grabbity. C og jeg kiggede lidt forundret på hinanden … hvad havde de nu gang i? Hvad i alverden var grabbity?
Følgende konversation udspandt sig (vi havde ikke fået den med fra starten):
Hun: … “so you see: grabbity is what makes me fall down instead of up.”
Han: “But why don’t flying machines fall down, then?”
Hun: “Because they don’t have grabbity. They have engines!”
Han: “But still! They are supposed to fall to the ground because of the grabbity, aren’t they?”
Hun: “Yes, but the engines make them fly. And the engines are very light, so grabbity doesn’t work for flying machines.”

Det er altså skønt, når de har en vis forståelse for nogle af de svære begreber, men endnu ikke er i stand til at udtale dem…

Turen til Englands kedeligste by, Swindon, går forbi et World Heritage Site; nemlig Avebury, hvis stencirkel, der dækker et areal på 111 hektar, får Stonehenge til at blegne i sammenligning. Vi havde ikke fodtøj på til at tage turen rundt, men det skal gøres en anden gang … der skulle være et sted undervejs, hvor man kan fornemme hele den store cirkel.

P1000632Jeg fandt mit næste hus i dag. Tror godt jeg kan få John overtalt – jeg skal bare lige vinde en hel del millioner i Lotto før jeg kan købe det, men det sker vel på lørdag, så I kan godt få lov til at se det inden jeg overtager det.

Et fantastisk hus – det ser lille ud fra forsiden, men det er KÆMPEstort – fire stuer, seks soveværelser og fire badeværelser plus det løse.
Klik billedet større og hold med mig … er det ikke lige til at falde pladask for?

Nå. Fald nu ned igen, Ellen…

Outlettet gav ikke rigtig noget til mig denne gang. Jeg gik efter noget bestemt, og da de ikke havde det, gad vi ikke gå og ose, for det er ikke spor afslappende med to kegler på 5 og 6 år.

Lidt faldt der dog af: I Le Creuset-butikken blev der investeret i to små, ildfaste fade med låg + et stort firkantet ovnfad.
Det kan fås her til under den halve pris af, hvad vi skal give i Danmark, så jeg var helt opstemt, men da jeg ville til at betale, trådte C ind foran mig og sagde, at det skulle hun nok klare … det vil så være fødselsgaven til mig. Hun havde nemlig tænkt på at give mig noget Le Creuset, men hun tør forståeligt nok ikke sende det med posten, så nu har jeg for det første fået noget, jeg ønskede mig, for jeg havde jo lige selv valgt det, og for det andet kan jeg selv få lov til at slæbe det hjem – forhåbentlig intakt, når rejsen er slut.

På hjemvejen købte vi ind til Store Lasagnefryselagertilberedelsesdag i morgen, plus et par gummistøvler til mig, som jeg kan have stående herovre. Der er for tit noget, jeg ikke rigtig kan foretage mig, fordi det er vådt og pladret … jeg har det jo med at komme på alle tider af året.
Gummistøvler er en tand for upraktiske at have med frem og tilbage i flyet, så nu har jeg et par stående her. Det var i grunden på tide, at vi fik den ide – hvorfor i alverden vi ikke har fået den før, må guderne vide.

30. januar 2012

Den er hjemme!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: , , ,

AP1000403utocamperen, altså.
I uge 29 og 30. Cirka. Den bliver nemlig lejet ud fra mandag til mandag … det er lidt usædvanligt, og det bliver noget med en forskudt ferie, men det er da vist det, man kalder et luksusproblem.
Vi havde en aftale med manden klokken 16, hvilket han ømmede sig lidt over, da jeg ringede til ham først på ugen: “Johhh, det er jo lidt sent … men okay da … kom I bare klokken fire”.
Vejret var umanerlig skønt i går, hvorfor John foreslog, at vi kørte lidt før for at få en tur ud af det – vi skulle til Ystad, hvor vi ikke har været før.
Vi ankom kl. 15 og tænkte, at nu bliver manden nok glad, men der var bare ingen husbilejer på adressen, som kunne blive glad … ejeren altså; ikke adressen … vi ringede til ham, og han fortalte os, at han var på vej tilbage fra Malmö, hvor han havde hentet en husbil “… men vi ses bare klokken fire som aftalt …”
Det kunne vi ligesom ikke rigtig sige noget til; vi havde jo aftalt kl. 16 fra starten, så vi kørte ned til en af Ystads strande for at fordrive ventetiden.

P1000404

Der var små badehytter i meget engelsk stil.
Engelsk stil, jaja, men temperaturen var bestemt ikke lige noget, man møder på en sydengelsk badestrand – hold da FAST, hvor var det skidekoldt, nok mest fordi det blæste en halv pelikan.
Men det var smukt. Meget smukt, selv om mine fingre var omkring ½ time om at tø op efter fotoseancen. Selv stenene hundefrøs, kunne man se.

Hjemme på torpet var det også smukt i dag.

P1000386_Panorama

Åen er frosset til på overfladen, og hvis det kolde vejr fortsætter, kan vi snart stå på skøjter på den.

P1000390

Porsebuskene fryser, men de har oplevet koldere vintre og skal nok klare sig.

Chausson Welcome 4Jamen hvad med den autocamper?
Manden dukkede først op klokken 16:30. Vi var begge en anelse irriterede, men hvem ville få noget ud af det, hvis vi bare blev fornærmede og kørte vores vej?
Det gjorde vi derfor heller ikke, og enden på historien er altså, at vi har en god, nydelig, absolut stor nok, og ikke mindst billig autocamper i 14 dage midt i højsæsonen for 10000 SEK.
Selv om det lød for godt til at være sandt, var det det altså ikke alligevel.

Den kan ses her – og han har en til til samme pris, så hvis I er hurtige …
Han var en lidt spøjs, halvgammel fætter, og John var derfor lidt skeptisk, men det var jeg ikke. Han havde styr på sine systemer, som ikke var særlig elektroniske, hvilket faktisk burde have beroliget lige præcis en som John, der godt kan lide at have ting på papir, men faktisk var det lige modsat og altså mig, der har fuld tillid til fyren. Strømforsyningen kan bryde totalt sammen, og han har stadig tjek på, at det er os, der har den bil til sommer…

Den har to forholdsvis smalle køjer bagtil plus en ret bred seng over førerkabinen. Den snupper jeg, for John gider ikke klatre op for at sove, og jeg elsker at brede mig om natten.
Jeg håber ikke, camperen vender næsen nedad af den grund … man har dog flyttet tyngdepunktet tilstrækkeligt tilbage, tror jeg … ellers må jeg vel bare tage den smalle overkøje oven over Johns.
Uanset hvad, så bliver det FEEEEEDT!!!

25. januar 2012

Planlægning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

Mommer ved globen på NordkapRundt omkring i blogland har jeg set flere, der er i gang med at planlægge sommerferien.
Hvor skal vi hen? Hvordan kommer vi derhen? Hvor længe skal vi være der? Hvad skal vi foretage os?
For os var ingen af disse fire valg et svært valg eller et oplæg til hyggelig diskussion – da jeg sidste efterår spurgte John, om han var med på endnu en sommerferie meget højt mod nord i en autocamper, var han med på ideen med det samme.
Næsten da … han trak først en smule på det, men da jeg så fremførte, at det jo punkt ét skal være mens han endnu gider køre 6000 km på 14 dage og punkt to skal være, mens vi har råd til det, kapitulerede han uden kamp, da han godt kunne se, at det var rigtigt.
Når jeg stopper med at arbejde, vil økonomien ikke nødvendigvis være helt den samme, som den er nu, og ingen ved, hvor længe helbredet bliver ved med at være godt.
Altså ingen grund til at udskyde noget, man kan gøre nu.

Jeg er derfor i gang med at finde en autocamper.
Det er sådan set nemt nok – lige så nemt som det er at finde et forsikringsselskab. Det vanskelige kommer først, når man skal til at gennemskue alt det med småt…

Lejepriserne for samme type bil varierer helt vildt, og antallet af kilometer, der er med i lejeprisen, ligeså. Kører man flere kilometer, end der er inkluderet, svinger det fra 1 krone til 2,50 krone pr. kilometer.
Nogle har en stor selvrisiko i tilfælde af skader, andre en lidt mindre – den kan man dog også forsikre sig ud af, men disse priser er selvfølgelig også forskellige.
Hos nogle koster de udendørs campingmøbler ekstra; hos de fleste er de med i lejen.

Lejepriserne alene svinger mellem 6000 SEK pr. uge og 11500 SEK pr. uge – den billige tillod os at køre 300 mil (3000 km) om ugen, den dyre kun 200. Den billige var desværre ikke ledig…
Mand, hvor har jeg ledt og kigget og sammenlignet – sågar hos danske udlejere, for Neergaard påstår, at man pga. nye og lempeligere regler kan leje lige så billigt i DK som i Sverige.
Det passer så bare ikke, skal jeg hilse fra mig selv og sige.

MEN – i aftes checkede jeg atter en god, svensk portal for opdateringer, og hvad så jeg? En annonce, der lige var løbet ind få timer før jeg ramte siden:
En autocamper til 10000 svenske kroner for to ugers leje. Fri kilometer. Alt inklusive. Ingen selvrisiko (som typisk ligger på 7000 SEK) for 1250  kroner.
Det kan nok være, at jeg sprang til tasterne i en fart. De har meldt tilbage i dag, at vi bare skal ringe, når vi er i Sverige næste gang, så finder vi ud af at mødes, aftale, skrive ned, betale depositum og hvad der nu ellers hører sig til.

Jeg krydser nu bare fingre – camperen er jo ikke ‘vores’, før lejekontrakten er underskrevet, så måske er dette lidt tidligt at skrive – vi skal dog under alle omstændigheder nok finde en bil – dette var bare uhørt billigt … næsten for godt til at være sandt, men lad os nu se.

Chausson Welcome 4

Hyr vår Chausson Welcome 4. 6-sovplatser. Cykelhållare, Markis, Komfort-Stödben bak, Stereo. mm.
Vi startar vår uthyrning 1/2 2012. Men det går bra att boka redan nu.
Hyrpriser Chausson Welcome 4.
Weekend: 2.000:- (Fria mil). Fredag 12.00- Måndag 12.00. ( Juni till och med augusti endast hela veckor).
Vecka: 3.500:- (Fria mil). Juni till och med Augusti 4.500:-
2 veckor: 6000:- (Fria mil). Juni till och med augusti 10.000:-
Navigering: Weekend: 100:- Vecka: 300:- 2 veckor: 400:-
Skadekostnadsreducering kan tecknas till en kostnad av 100:-/dygn (högst 1250:- per kalendermånad)
I hyrpriset ingår 1 st Gasoltub P11, Husgeråd, Campingbord och stolar. (Sängkläder ingår ej).
Gratis inhägnad och kameraövervakad parkering för er personbil under hyrestiden.

Når vi har lejekontrakten i hånden, skal jeg nok fortælle, hvor vi har lejet den henne…

Send et kys

Jeg ved godt, at for mange af jer må to uger, hvor man sidder rigtig meget i en bil, lyde som verdens værste ferie, men det er det ikke for os. Jo – hvis vi skulle køre rundt nede sydpå i 35 graders varme … men det skal vi ikke. Vi skal til Norge; til noget af den smukkeste natur, man kan finde inden for kørerækkevidde.
Kamelryttersken har anbefalet os at tage Riksvei 17 fra Steinkjær til Bodø, så det gør vi selvfølgelig.
Det bliver fedt, og vi glæder os allerede. Om vi når Nordkap eller ej, er ikke det vigtigste – der har vi jo været i det bedste vejr, der overhovedet kan fås på det sted. Men vi skal deropad – måske helt ud til Vardø. Kommer an på vejret.

7. december 2011

Når det regner på præsten – 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:34
Tags: , , ,

P1070284Denne gang dryppede det dog ikke kun – det var i hvert fald med nogle kolossale dråber…
Nu må I efterhånden tænke, at de to mennesker da bruger penge, som om de aldrig har hørt ordet finanskrise, så jeg synes jeg er nødt til at komme med en forklaring og bekende, at Johns far for nogle måneder siden gav John en særdeles pæn pengegave.
Han besluttede sig til primært at bruge pengene på ting, man han ellers kun går og drømmer om; ting vi han har drømt om at få, men ikke har råd til – og da slet ikke, når vi er gået på pension.
Derfor kameraet, f.eks.
Og nu også dråben ude til højre – meget stor dråbe…
I aftes kom John hjem med denne pakke og erklærede, at jeg altså fik min julegave NU, fordi for det første havde han ingen muligheder for at gemme den i vores lille hus, og for det andet var den lidt voldsom at slæbe med til Sverige.
Spændende…

P1070285

Der åbenbaredes en drøm.
Jeg har længe ønsket mig en maskine, der kan hakke kød og røre store portioner dej og fars, men hvis ikke der var en ordentlig motor på, kunne det være ligemeget … den skal virkelig kunne arbejde for med føden.
Sådan en lå uden for vores budget, så det forblev en drøm.
Lige indtil i går.
Blenderen fulgte med – sådan en var der også i juicepresseren fra sidste jul, så nu har jeg to blendere, hvilket er lige i overkanten. Er der nogen, der har en Major uden blender, så har jeg en i overskud.
Men kødhakkeren med tre størrelser huller og to tykkelser pølsehorn skal nok komme i anvendelse. Der var også en ‘kebbe maker’ – vist en slags middelhavskødboller med bulgur … tror ikke lige det bliver den, der oftest bliver brugt.

Piskeris, K-krog og dejkrog. To store røreskåle.
Jeg kunne næsten ikke vente til i dag, hvor den naturligvis skulle afprøves.

P1070288

Jeg googlede lidt rundt for at se forskellige forslag på hjemmelavede pølser og fik forskellige ideer. Mange, faktisk … jeg kunne ikke nå at afprøve dem alle lige den første dag, men mindst to slags skulle testes, så afsted til Brugsen for at investere i kød, tarme og andre fornødenheder.
Der er ingen grund til at gøre noget halvt, så jeg købte 10 meter tarme og 3½ kilo svinekød – så der der kød til fryseren til julen og lidt til – vi bliver jo mange.

P1070289P1070291

Alle råvarerene – kød, løg og hvidløg til grundfarsen, som jeg derefter delte i to.
Jeg fandt et totalt tørt 1/4 sigtebrød i ovnen, som blev brugt til at køre det sidste fars ud med. Smart? Ja!
Det var resteanvendelse og rasp i ét hug.
Timian og æbler til det ene hold. En øl og rosmarin til det andet. Plus salt, peber, rasp, mel, æg, mælk, fløde og bouillon. Men i hvilke mængder? Det var svært – jeg synes, jeg brugte meget af det hele; løg blev yderligere hakket og tilsat undervejs, og alligevel … der manglede noget. Mere salt. Mere peber. Mere af det hele. Mer, mere, mere – men det var nu også en ordentlig portion.
Til sidst blev farsen dog godkendt af førstesmageren.

P1070292P1070294

Nu begyndte det sjove. Det er godt nok første gang, jeg ruller fem meter kondom på.
Oven i købet gjaldt det her som i andre sider af det virkelige liv, at det virker bedst, hvis det hele tiden holdes vådt…
I må gerne grine – det gjorde jeg, selv om jeg var mutters alene. Det var ren fest, men jeg var lidt glad for, at ingen så mig arbejde med lige præcis denne del af processen.
Nå. Alt bliver vel rutine med tiden.
Jeg er træt – det tog over tre timer fra start til slut, og jeg sad ikke ned i et minut undervejs. Man er altså ikke 20 år længere…

P1070296P1070299

Undervejs i pølsemagerprocessen kom John hjem. Han kunne næsten regne ud, hvad menuen stod på til aften.
I fryseren ligger nu omkring fire meter ølpølser og og fire meter æble-timianpølser.
Jeg blev inspireret, da vi var i Bath og købte pølser med hjem til aftensmaden. Der ligger en slagter, som er kendt i miles omkreds for sit store udvalg af meget spændende og yderst velsmagende pølser.
Der er lang vej endnu, til jeg når igennem hele hans repertoire, men han har været flink og skrevet de vigtigste ingredienser på sine skilte, så det er sådan set bare at gå i gang.
P1060977

P1060979

Stilton & Apple var rigtig god. Vi købte også en Toulouse, en Lincolnshire og en Tuscan Sausage.

10. november 2011

Når det regner på præsten…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:41
Tags: ,

P1060723P1060718Det drejer sig atter en gang om drengelegetøj.
Da jeg kom hjem; for en gangs skyld som den sidste af os to, stod John og savlede over en annonce – der er fotomesse i City2, og naturligvis er der så også messetilbud.
Han havde fået øje på linsen to end all dreams of lenses.

“Prøv lige at se den her! Op til 500 mm! Den er den, jeg har talt om lige siden, jeg fik kameraet. Og så er den på tilbud. Det er altså et godt tilbud, det er! Med sådan en kan jeg fotografere fugle på stor afstand. ”
”Hvorfor kører du så ikke en tur i City2?”
”Jam’ … synes du virkelig det?”
”Ja.”
Mener du det?”
”Ja.”
”Helt seriøst?”
”JA!”

P1060726

Jeg kørte med – var alligevel en anelse nysgerrig for at se sådan en fotomesse.
Der var monsterlinser overalt, og John styrede direkte mod annoncens emne. Han havde sit kamera med, fik fluks linsen skruet på og legede med at ‘skyde’ på et eller andet langt væk.
Han var behørigt imponeret over resultatet, og det var forhandleren også: “Sig mig … er du bueskytte?” Han var lidt forbavset over, at John kunne holde sådan et dyr tilstrækkeligt stille til at tage et ikke-rystet billede; både med og uden stabilisatoren slået til.
De to fik snakket lidt sammen på et sprog, jeg ikke rigtig forstod, men det endte selvfølgelig med, at John købte linsen.
Han købte også et uv-filter og fik 25 % rabat på det.
“Har vi gang i rabatterne?”, spurgte John, “så vil jeg nemlig også gerne have et hukommelseskort og et ekstra batteri til min kones kamera.”
Det fik han 33 % rabat på, og gudhjælpemig om ikke sælgeren efter afsluttet betaling trykkede os begge i hænderne, ønskede John rigtig god fornøjelse med den nye linse og os begge en god aften.

Jeg har ikke spor imod at være degn …
P1060728

Linsetaske fulgte med. Fornemt. Den linse er altså også grotesk stor: Nu er det ikke længere kameraet, der skal skrues på stativet, men linsen. Så hænger kameraet i linsen. Helt ærligt …

Der er kun ét problem nu: Vi har mistet enhver undskyldning for at tage på ferie, for med en tilstrækkelig høj stige kan John nu tage billeder af det meste af Europa uden vi behøver at bevæge os væk hjemmefra.
Næsten da …
Men han er glad. Påstår, at nu har han simpelthen ikke flere ønsker. Skal vi tro på det?

22. september 2011

Verdens største krydstogtskib

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Jeg så for nylig en udsendelse om krydstogtskibet Freedom of the Seas – 2500 passagerer og 1500 besætningsmedlemmer. Det er så småt ved at blive afløst af storesøster med plads til 8000 i alt. Allerede til de 4000 er det STORT skiw, er det, og det har lagt til i København – hvor mange gange aner jeg ikke, men vi så i tv-avisen engang, da det skulle under Storebæltsbroen – der havde ikke været plads til et frimærke imellem, og det skulle ikke have haft blæst med så meget som vindstyrke 2, tror jeg.
Faktisk er det ikke – set udvendig fra – det mest imponerende skib, jeg har set, men da jeg kun har set ét af slagsen indvendigt, kan jeg ikke tillade mig at udtale mig om den indvendige standard.

Der er en stor skøjtehal, hvorfra vi så et klip fra noget isshow; der er teater, der er minigolfbane (så ligger skibet altså stille i søen!). Der er klatrevæg. Med instruktør, selvfølgelig. En ‘surfstrand’, hvor vandet bliver presset ud med 50 km/t. Med surf-instruktør, selvfølgelig. Der er store swimmingpools, selvfølgelig. Der er fitness-center. Der er wellness-center, hvor skibets eneste dansker var ansat. 14 timers arbejdsdag 6 dage om ugen. Så gider man godt arbejde på et krydstogtskib. Det gjorde hun også, skal retfærdigvis siges – hun elskede det og var stolt at det. På den anden side – hvad skal man bruge eventuel fritid til?

Der er kasinoer, der er barer (hvor personalet giver en sang en gang i timen…) Der er restauranter (gratis), der er… alt.
Der bliver lavet 80.000 portioner mad hver dag, for når maden er gratis, bliver der spist igennem!

I udsendelsen jeg så, sejlede det rundt i Caribien; med stop i San Juan, på St. Thomas og … ehhh … et sted til. Kan I forestille jer autenticiteten, når der kommer 4000 mennesker på én gang? jamen det er da nok den ægte, gamle økultur, hvis repræsentanter står i kø nede på havnen og prøver at lænse turisternes punge … eller … ?

Jeg er klar over, at dette lyder som sure rønnebær, men jeg gad ikke. Som i slet, overhovedet ikke. Alt har selvfølgelig sin pris, og hvis jeg fik en tur forærende, ville jeg vel være tåbelig, hvis jeg takkede nej. Jeg ville komme 10 kilo tungere hjem, for maden så ualmindelig lækker ud, skal jeg gerne indrømme, men tanken om at være omringet af 3999 andre mennesker døgnet rundt, tiltaler mig på ingen måde.

Jeg (og andre af ‘min slags’) blev for et par år siden inviteret ombord på et skib, der lå ved Langelinje, fordi de insisterede på at fortælle os, at man kunne købe mødepakker, mens skibet alligevel ligger og laver ingenting. Vi så hele skuden, og vel var det da imponerende…
Det jeg var mest imponeret over var, da tjeneren ved frokosten spurgte os 12 personer ved det store, runde bord, hvad vi ville have at drikke. Vi 12 afgav 12 bestillinger med vel 8-10 forskellige slags drikkevarer. Han skrev ikke noget ned, men kom lidt senere med de 12 slags drikkevarer – og serverede det rigtige for hver enkelt uden at være nødt til at spørge eller få bekræftet noget. Det er måske nok bare et spørgsmål om øvelse, men Ellen var behørigt imponeret.

John og jeg kunne godt tænke os at komme på krydstogt, men det er et bestemt, vi har kig på: Det afgår fra Vancouver og går mod Alaska, hvor man undervejs ser både isbjerge og hvaler. NOW you’re talking!
Og det behøver på ingen måde at være verdens største skiw – jo mindre, jo bedre, vil jeg sige.

21. juli 2011

Jeg har overHOvedet ikke lyst til at tage tilbage til Danmark

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:34
Tags: , , , , ,

Jeg har slet, slet ikke lyst til at tage tilbage til Danmark – jeg så nemlig lige et dejligt hus, da Charlotte, ungerne og jeg i eftermiddags kørte lidt rundt på de smalle veje på vej til en planteskole. Faktisk så vi flere skønne huse på denne for mig nye rute, men jeg kan jo desværre ikke vise dem alle sammen… Jeg lagde specielt mærke til buksbom-svampen – den er da alternativ… sikke et arbejde for at klippe den i facon, men som svampeelsker burde man næsten have sådan en til at pryde forhaven…

P1040968

Drejebogen bliver til...Tim er i Exeter i dag sammen med instruktøren og assistenten for at finde ud af hvor og hvordan de senere vil filme. I Exeter handler det vist om The Met Office. Instruktøren vil have skrevet drejebogen inden for meget kort tid, for med så kort tid til premieren er der ikke plads til nøl. I august-september skal de til USA i fem uger for at tage rundt på en del lokationer, P1040955hvorfra de agter at filme. Tim glæder sig naturligvis som et lille barn – han har aldrig før været i USA, og nu får han fem uger med det hele betalt. Det er ikke så tosset endda – bortset fra, at familiens fælles sommerferie vist hermed er røget sig en tur, men så kommer C og ungerne hjem til DK i en god uges tid i stedet for, hvilket morfar og mommer naturligvis intet som helst har imod.

På vej mod Devizes ligger der et meget lille, men ret charmerende hus, der er bygget som et kors. Jeg tror, huset er ubeboet – det er synd, hvis det får lov at forfalde, men det er så lille, at jeg ikke engang ville bruge det som pensionistbolig, og så ligger det meget tæt på en meget befærdet vej. Men sødt er det – jeg kan især lide de fine skorstene.

I formiddags fik vi besøg af naboens lille kattekilling. Vi var lidt nervøse for, om den selv kunne finde hjem igen, men det kunne den. Den havde lige præcis den alder, hvor katte er allersødest (omkring 7-8 uger), så vi legede med den et godt stykke tid. Den syntes, det var enormt skægt at kaste sig med dødsforagt ud fra havemuren med alle fire ben strittende til lige så mange sider – ærgerligt, at jeg ikke kunne tage et billede af det…

P1040944P1040950

I morgen går turen hjemad – det er utroligt, så hurtigt tiden flyver i godt selskab. Vi kører tidligt for ikke at risikere at blive fanget i et vejarbejde eller en trafikulykke. Det ville være rigtig, rigtig dumt at miste færgen – ikke blot går den næste først på søndag, men den er også udsolgt… På anbefaling vil vi bruge den tid, vi forhåbentlig får til overs, i Lavenham, som skulle være så utrolig fotogen.

27. juni 2011

Ægte praleri. Eller er det bare ægte stolthed?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , , ,

IMGL0162Det er kommet mig for øje, at der åbenbart et sted i blogland huserer en debat om ægte og uægte blogge. Eller var det ægte eller uægte bloggere? Jeg må have haft travlt med for meget andet, for dette er noget, der er gået totalt hen over hovedet på mig. Det er måske også så inderlig ligegyldigt, men en anelse nysgerrig bliver man jo, så måske er der en venlig sjæl, der kan sende mig et link til noget, der kunne oplyse jeres uvidende ærbødige?

Uden altså at ane hvad det hele drejer sig om, vil jeg vove den påstand, at jeg er en ægte blogger, der har en ægte blog – alene af den grund, at jeg har svært ved at forestille mig modsætningen. Med undtagelse af de få, der er en åbenlys parodi på et eller andet, som f.eks. denne.

Vi går derfor over til noget helt andet, som de siger i tv-avisen. Til noget ægte praleri. De flinke af jer vil sige, at det er ægte stolthed. Det er nok begge dele, men jeg har jo set så mange andre give udtryk for deres uforbeholdne glæde/stolthed over børn/niecer/nevøer, og lige om lidt er jeg med på banen.
Jeg glæder mig over at læse om netop denne stolthed, for det viser jo bare en [ægte] kærlighed til den person, der bliver fremhævet.

Det er nu næsten seks år siden, at Charlotte måtte opgive sin karriere, fordi Anna meldte sin ankomst. Dette er ikke klynkeri – hverken fra hendes eller min side. Sådan er det i UK, og hun vidste, hvad hun gik ind til. Ikke desto mindre glæder hun sig til at komme i gang igen, nu hvor Aubrey starter skole til september, og hun får 5-6 timer om dagen til egen rådighed.
Det bliver dog stadig ‘kun’ en hjemmevirksomhed, for hun er nødt til at hente og bringe børnene fra og til skole, hvorfor London er helt udelukket.
Gennem årene er det dog blevet til enkelte kreationer til hende selv og veninden. Den sorte kjole er 10 år gammel, og hun synes ikke, at hun skulle fotograferes bagfra – den var vist en anelse stram…

Nu skal der etableres et website, som helst skal se professionelt ud, og som hjælp dertil allierede de sig med en god fotograf.
Og nu kommer det, praleriet: Hvor mange designere og/eller skræddere går også selv model? Jeg har kun hørt om få, og nu er C med blandt dem. En professionel fotograf har værktøjer, der f.eks. kan fjerne hendes ‘pandaøjne’, som Tim kalder det, når hun har sorte rande, men retfærdigvis skal det siges, at selv ‘rigtige’ modeller bliver air-brushet.

Jeg vil gerne understrege, at T&C har købt alle rettigheder af fotografen Neil Withers fra Imagine Studios, så jeg overtræder ikke nogen copyrightlove ved at bringe hans billeder på min blog. De kan bruges, ganske som T&C bestemmer, men selvfølgelig skal han have credit for det, for han har gjort et flot, flot stykke arbejde.

Det er da lidt sjovt at se sin datter lege model på denne måde. Børnebørnene kommer en anden dag – det er bare med at have reserverne i orden til metablogging på begivenhedsløse dage…

IMGL0082IMGL0153IMGL0129IMGL0118IMGL0105

Jeg håber sådan for hende, at hun kan få gang i forretningen – det er svært, i denne branche som i så mange andre, at etablere sig.
Meningen er, at hun vil kombinere skrædderi og design med stilvejledning, så folk får noget, der i videst muligt omfang skjuler de større eller mindre skavanker, rigtig mange af os har. Eller endnu bedre: fremhæver, hvis man skulle være så heldig at have noget, der kan tåle at blive understreget…

26. maj 2011

Hvad lærer man på et forfatterkursus?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , ,

Ad uransalige veje fandt jeg ind til en blog, hvis skrivende medlemmer alle har deltaget i et forfatterkursus, hvad sådan et så end måtte indeholde.
Umiddelbart ville jeg mene, at hvis man går med en forfatterspire i maven, må et af mindstekravene være, at man behersker det sprog, man gerne vil forfatte på. Mine øjenbryn røg derfor lidt i vejret, da jeg læste følgende kommentar fra en, der efter eget sigende havde deltaget i sådan et kursus:

Jeg har også meldt mig til nu.
Hvad gør jeg så nu.
Hvornår bliver den nye opgave offentligt gjort.
Er det dig jeg skal sende materialet til.
Hilsen Xxxx

Der var tre spørgsmål, hvorfor jeg ville forvente at se tre spørgsmålstegn.
Hvis man har ’offentligt gjort’, har man forrettet et ærinde, som jeg aldrig i livet ville forrette offentligt!

Jeg tror ikke, jeg ville købe en bog skrevet af vedkommende, hvis der mod min forventning skulle udkomme en… ”Et er søkort at forstå; et andet skib at føre”.

Sikke da et humør jeg er i – det må skyldes gårsdagens bøde.
Jeg lover, at mit næste indlæg bliver mindre mavesurt, for jeg skal til noget spændende i eftermiddag og i aften: en tur rundt i ‘Kongernes Nordsjælland’; se Kronborg og spise gallamiddag på Kulturværftet i Helsingør.
Det er altså interessant at gå på arbejde en gang imellem… og når I kan læse dette, er jeg stadig ude i embeds medfør og vil være det helt frem til kl. 23. Hvem siger, at overarbejde er af det onde? 😉

24. maj 2011

Blæsten står frisk over… Københavns vande

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:24
Tags: , ,

P1030137Jeg er et meget privilegeret menneske. I dag havde Admiral Hotel i København inviteret en hel masse mennesker til et stort arrangement, hvor vi selvfølgelig skulle præsenteres for hotellets fortræffeligheder. Dette indebar først en sejltur for os, der havde været hurtige ved tasterne (først til mølle…); dernæst selve hotellet med rundvisning, en fantastisk buffet og vinbar.
Se, så er det jo sjovt at være på arbejde. Når man derudover møder en sød og spændende person, ja så er dagen tæt på perfektion.  Her går man og tror, man har været længe i firmaet med sine 33 år – lige indtil man møder en kvinde, som har været i sit i 45 år. Vi fik rundet vores job, vores børn og børnebørn, vores liv – en del af dem i hvert fald – da vi forlod Admiral, fulgtes vi med bussen ind til Vesterport, hvor jeg skulle af, men for min skyld kunne turen sagtens have varet længere. Tak for selskabet, Anne; det var rigtig hyggeligt at møde dig.

Vi startede kl. 14 med at stævne ud med skonnerten Halmø, hvor vi skulle befinde os i 1½ time. Lige inden vi satte sejl, kom der en regnbyge, og der kom flere til undervejs – sågar en enkelt haglbyge, men vi var blevet rådet til at tage varmt og praktisk tøj med, så sådan et par byger kunne da ikke genere store ånder – puha nejda.
Lige indtil det store sejl skulle op… vi sad seks damer under sejlet, og nu ved vi, at der kan være rigtig, rigtig mange liter vand i sådan et sammenrullet sejl. Det væltede ned over os i niagaraske dimensioner, men vi kunne altså ikke gøre andet end at kigge på hinanden og skrige af grin – vi kendte ikke hinanden, men det følte vi ligesom, at vi gjorde nu. De fem af os havde det seriøse regntøj på; det var kun den sjette, der syntes, at morskaben var en anelse behersket – hun var blevet grundigt våd, men hun var ærlig talt mere smart end praktisk, og som sagt var hun blevet advaret, så jeg havde egentlig ikke ondt af hende.

Det var meget, meget frisk at sejle for fulde sejl i dag. Det vekslede mellem blæst og meget blæst – og så bygerne, der kom og gik. Nogle gange lå vi næsten vandret. Spændende. Og herligt. Den slags kan jeg godt lide, og mandskabet var jo kompetent nok – de havde bare lidt travlt somme tider. Jeg ved positivt, at de ikke skal vaske lige så mange glas og krus op, som vi brugte – den står på servicefornyelse efter en af de mere voldsomme kastevinde.

P1030155

Det er umuligt at tage et ordentligt billede af Halmø, når man selv er om bord, men nogle var ude med Mira, som ses her under en af bommene. Hedder dette ikke en bom? Jeg er totalt håbløs til maritime termer.

 

Nede i lukafet (rigtigt?) var der så fint, så fint. Der kan sove 10 personer på båden, som kan lejes lige så længe pengepungen rækker. 10000 kr for tre timer, men for så kort tid kan man være 42 personer om bord, og det bliver selvfølgelig relativt billigere, jo længere man lejer skonnerten.

P1030163P1030164P1030165

Min drøm er at få råd til at leje os ind på sådan et fint skiw i en 14 dages tid og sejle rundt nede i det græske øhav – men vi skal have folk til at sejle skuden og til at kokkerere for os, ellers gider jeg ikke…

Operahuset så vi fra søsiden under en meget dramatisk himmel:

P1030181

Indsejlingen til Admiral Hotel, som er et ombygget pakhus. Måske en anelse kedeligt at se på, men når man først er indenfor, bliver man nærmest stum af betagelse.
Vi har mange gæster fra USA, og de insisterer på at bo på Admiral hver gang – de elsker simpelthen dette hotel.

P1030184

Admirals restaurant SALT er et meget spændende sted, som er pyntet med alle bjælkerne fra det gamle pakhus.

SALTs vinekspert delte glad og gerne ud af sine vine, mens han med stor entusiasme fortalte om dem. Uh, jeg kunne have drukket ti glas til, for de var utroligt gode, men jeg viste mig fra min pæne side og drak kun tre. Små glas! Der kan være lidt i et stort glas, men ikke omvendt.

P1030188P1030193

Og når restauranten hedder således, har man naturligvis et udvalg af forskellige slags salt på hvert bord.
Og ja – jeg spiste foie gras. Beklager min politiske ukorrekthed, men jeg elsker simpelthen foie gras. Så meget, at jeg grådigt var startet, inden jeg kom i tanke om at fotografere.
Jeg er helt sikker på, at jeg skal have fundet en snedig metode til at få John til at invitere mig på SALT og spise inden for en nær fremtid. Kokken Rasmus fortalte meget forførende om sit køkken.

P1030187P1030189

Det at gå på arbejde har som sagt sine gode sider… Jeg skal også noget på torsdag – mere om det fredag.

11. april 2011

Det var den sommer…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , ,

…men jeg kan ikke rigtig tillade mig at klage, for i dag er det bare en helt almindelig aprildag, hvor der ikke er sket så meget, bortset fra en lille tur til Marlborough. På vej hertil skal vi igennem Lockeridge – hvem sagde Barnaby?

 P1020255 P1020251 P1020252

I Marlborough var vi bl.a. inde hos fotohandleren for at få taget nyt pasfoto af Anna, så hun kan komme med til Danmark, når de kommer i juni. Et børnepas udløber efter fem år, hvilket er helt rimeligt – det foto, hun fik taget, da hun var tre måneder, er ikke specielt vellignende mere… i Danmark gælder gælder det første pas oven i købet kun to år, hvis det blev udstedt til et barn under to år.

P1020246Det er måske ikke så underligt, at vi ikke har styr på apostrofferne i DK, når de klumrer sådan rundt i det i apostroffens eget land, England.

The photo’s what???
De ved jo så glimrende, at der skal stå ‘slides’ og ‘tapes’. Hvorfor i alverden tror de så lige pludselig, at der skal en apostrof i ‘photos’? Her er det jo også bare almindeligt flertal.

Næste side »

Blog på WordPress.com.