Fristelserne hober sig op

Jeg burde melde alle nyhedsmails fra. Og stoppe med at kigge på Facebook og Instagram.
Fristelserne står i kø, larmer, lagrer sig i hjernen og bliver ved med at prikke til mit rejselystcenter, som er uforholdsmæssigt stort i forhold til resten af min hjerne … og likvide midler … verdenssituationen har en kedelig tilbøjelighed til at udhule pensionen i denne tid.
Det er både godt og ikke godt, men man må selvfølgelig aldrig gå ned på planer. I marts, juli og december skal vi til England. Vores sommerferie bliver to ugers autocampertur langs med og afstikkere fra den fantastisk smukke Kystrigsvej 17 i Norge, hvilket vi glæder os virkelig meget til. Hvis vejret ellers har tænkt sig at opføre sig ordentligt. Første gang vi tog den tur (i 2012), stod regnen ned i stride strømme dagen lang hver dag på hele ruten. Da vi, i håb om bedre vejr, ville gentage turen i 2018, vendte vi om og kørte hjemover efter at have kørt i to dage med 5-10° og slud. SLUD!!! Det var den sommer, hvor vi i Danmark ikke så regn mellem maj og august.
Nu prøver vi tredje gang, og hvis det heller ikke lykkes her, kaster vi håndklædet i ringen og finder et andet sted at vende camperen mod.

Til næste slutvinter vil vi til Grønland. Til Isfjorden. I en periode, hvor der er kommet tilstrækkeligt dagslys til at kunne opleve en fantastisk sejltur eller to, men hvor der også stadig er lange, mørke nætter til at se nordlys i. Det bedste fra to verdener.
Det var 2023 og 2024.
Vi er desværre nødt til at nøjes med én større tur om året, for der skal også være plads til både 2-3 englandsture og nogle kroophold med indbygget lækker mad.
Jeg har lige set et krydstogt til Nordkap og Hammerfest, hvor man sejler ud fra Esbjerg og ender i København. Se, det er virkelig fristende, for tænk at kunne tage et krydstogt, hvor vi ikke først skal flyve den halve jord rundt for at kunne borde. Det må af samme årsag vente, til vi er blevet lidt ældre.
Vi vil en tur ned på Italiens hæl, hvorfra vi har set tilstrækkelig mange interessante billeder til selv at ville opleve området.
Vi vil til Sicilien.
Østrig vil vi også nå at se igen.
Og på safari igen, selv om vi været det tre gange, men vi er ikke færdige med Afrikas vilde dyr endnu!
Krydstogt på Donau.
Nazaré i Portugal for at se surferne ride på stedets giga-monsterbølger – men eftersom der ingen garanti er for, at de er der lige når vi er der, og at vi i øvrigt ikke rigtig gider Portugal, så er det nok noget af det, der forbliver langt nede ad listen.
Vi er ret sikre på, at New Zealand og Australien er droppet nu – vi er blevet for gamle og orker ikke rigtig mere de lange, lange flyveture. Tror vi. Jeg ville så gerne på flodkrydstogt på Mekong, men der er for varmt og fugtigt til John. Der skal jo helst heller ikke være så mange ønsker, at det ligefrem stresser os …

Lad nu være med at spørge, hvorfor vi ikke bare bliver i Danmark, fordi her er så smukt og dejligt. Det er vi helt enige om, men det ser vi på alle vores småture, og der er så mange skønne og ikke mindst anderledes steder på planeten Jorden.

For os er der et evigt dilemma: Når vi har set og oplevet et dejligt sted, har vi næsten altid lyst til at se det igen, men der er bare så forfærdelig mange steder på jorden, vi også gerne vil se. Vi når aldrig nogensinde mere end en brøkdel af dem, og netop derfor er det måske dumt at se nogle af dem både to og tre gange? Hvad er den salomoniske løsning på det dilemma?

Én ting er helt sikker: Jeg vil ikke sidde på plejehjemmet og ærgre mig over alt det, jeg kunne have gjort, men ikke gjorde. Jeg vil kunne sige til mig selv, at jeg gjorde hvad jeg kunne!

Er dette årets længste måned?

Det er mørkt. Hele dagen. Og der er over en måned til årets korteste dag. Suk. November er trist, og jeg kommer på forhånd med en undskyldning til jer, der har fødselsdag i denne måned – hvilket både min far og mor i øvrigt havde, men så lysnede den da også en smule, når vi så kom og fejrede dem.

Vi har ordnet drivhuset til vinteren i dag, så det står fint og lige parat til at plante det til igen til foråret. Nu kunne der ikke pines flere tomater ud af det, men det blev da også til over 37 kilo i år. Det er ret mange, faktisk, men jeg vil heller ikke have lige så mange til næste år, hvor jeg af hensyn til mine havepassere vil bestræbe mig på kun at have kapillærkasser i gang, så ikke de skal på arbejde hver dag inde hos os.
Det vil jeg bestræbe mig på, fordi vi skal på krydstogt i 17 dage i august. Hvis verden ellers arter sig …
Vi lægger ud med nogle dage i New York, hvorfra vi sejler først til det østlige Canada (jeg har længe ønsket mig at se Newfoundland), derefter til to destinationer i Sydgrønland og to destinationer på Islands nordkyst, for at slutte af med et døgn i Reykjavik inden vi skal hjem.
Jeg glæææder mig til at rejse igen – hvis vi da ellers får lov, men mon ikke vi gør? Jeg har besluttet mig for at være optimistisk, til nogen tvinger mig på andre tanker. Coronarestriktionerne er her desværre igen i et vist omfang, men jeg tror ikke, der er nogen, der tror på eller regner med deciderede nedlukninger, for det lader til, at vi, der er vaccinerede, får lov til at færdes næsten hvor vi vil.

Udover denne spændende tur er rejseskuffen så småt ved at blive fyldt igen: England til jul og sandsynligvis igen til maj, Tromsø til marts, et par dage i Tyskland til april, plus det løse, som endnu ikke er planlagt, endsige bestilt.
Verden – og vi – trænger til normalitet, og normalitet er for os blandt andet at kunne drage ud og opleve noget. Coronapesten har taget noget fra de unge, det er sikkert og vist, men vi gamle, som er i den anden ende af livet, har ikke vildt mange aktive år endnu at give af, så det kan kun gå for langsomt med at kunne se verden udenfor igen.
Det varer dog nok lidt, inden vi begiver os til mere eksotiske steder – hvis vi overhovedet giver os selv mulighed for det mere. John er trods alt 76 år. Han er kvik nok i hovedet; det kniber mere med benene.
Selv om vi i princippet synes det kunne være fedt at rejse væk i vintertiden, hvor man alligevel hverken skal passe drivhus eller have, bliver det altså ikke endnu, vi søger til steder på den anden side af jorden, som da vi rundede Kap Horn for snart tre år siden.
Det går nok. Bare vi kommer afsted. Der er steder nok at tage af, og, corona eller ej, så er det altså også dejligt ikke at skulle på en tur, der kræver en vildt lang flyrejse med flere skift.

Et nanosekund er lang tid!

Jeg stødte for første gang i dag på begrebet zeptosekund.
Den tidsenhed får mine ofte anvendte nanosekunder til at virke som en evighed.
Et nanosekund er en milliardtedel af et sekund – altså 10^÷9 sekund.
Et zeptosekund er en billiontedel af et nanosekund. Med andre ord: 0.000 000 000 000 000 000 001 sekund, eller 10^÷21 sekund.
Det er ikke engang den mindste enhed. Det er et yoctosekund (10^÷24 sekund). Der er ikke nogen navngivne enheder mellem denne og den allermindste, Planck-enheden, på 10^÷44 sekund, men nu har jeg vist tabt de fleste af jer …
270 af zeptosekunderne tager det for en røntgenfoton at flyve igennem et brintmolekyle. Som i øvrigt har en diameter på 120 billiontedele af en meter.
Vi er i småtingsafdelingen nu, og selv om jeg læser den slags med stor interesse, vil jeg aldrig nogensinde forstå, hvordan man er i stand til at måle hverken den ene eller den anden af disse nærmest uendeligt små enheder. Jeg kan læse teksten, men jeg kan ikke forstå det. Der er jo nok også en god grund til, at Nobelprisen i fysik aldrig er tilfaldet mig.

Jeg kan også læse om Big Bang-teorien og undre mig såre over, hvordan man kan vide (eller tror man kan vide) hvad der skete ved Big Bang.
Jeg går ind for det engelske udtryk for det, da Det Store Knald skaber nogle ganske andre billeder i min lille og nogle gange meget uvidenskabelige hjerne …
Man ved ikke, hvad der skete lige i starten, men man ved, hvad der skete efter 1 x 10^÷43 sekund efter! Godt, så.
Det er søreme godt, at de kender forløbet derfra, hvor hele universet faktisk kun var 1 x 10^÷33 centimeter. Det fatter jeg endnu mindre end det med zeptosekunderne.

Der findes en BBC-serie på YouTube, som hedder Bang Goes the Theory, og som jeg lige har besluttet at se nærmere på ved passende lejligheder. “The BBC’s popular science series Bang Goes the Theory delivers the best in both science and technology to explain the world we live in.”
Jeg går stadig ind for afledningsmanøvrer, og kan jeg samtidig blive klogere, er der trods alt noget positivt ved det.

Interessant? Ja, det synes jeg det er, og det, jeg egentlig ville frem til med al den videnskabssnak er, at jeg håber, at nogen snart finder ud af, hvad denne form for viden rent faktisk kan bruges til – udover at udløse de prestigegivende nobelpriser.
Tænk, hvis verdens klogeste hoveder fik lige så mange penge til at bruge samme ufatteligt kloge hoveder til at løse verdenshavenes mikro- og makroplastproblem.
Eller til at opfinde et ikke-forurenende transportmiddel, det være sig til lands, til vands eller i luften, der kan bevæge sig 1000 kilometer på fem brintatomer.
Jeg mener … hvis man kan regne ud, hvad der skete i universets første sekund for over 13 milliarder år siden, hvorfor i alverden kan man så ikke regne ud, hvordan vi redder vores egen, dyrebare jordklode fra et kollaps, der godt nok går en hel del langsommere end omtalte Bang, men som ikke desto mindre er i gang med at ske.

En science fiction novelle?

Jeg sidder inde i min stue og, via telefonens Google Map, lægger en ruteplan for vores næste tur. Den er måske på én dag, måske er det en hel ferie. Det er koldt udenfor, så jeg fortæller bilen, også via telefonen, at den lige skal varme den op til 20°, inden jeg kommer lige om lidt.
Uden at tage nøglerne op af tasken eller lommen tager jeg i bilens håndtag og åbner den dør, der var låst, indtil nøgleindehaveren tager fat i håndtaget. Jeg trykker på startknappen og alle systemerne aktiveres. Nu fortæller jeg hvor vi skal hen, og bilen genkender ruten fra telefonen, hvorfor den for en sikkerheds skyld spørger mig, om det er a destination. Jeg svarer ja, og vi sætter i gang. Ude på vejen sørger bilen selv for, at vi holder os lige midt imellem de hvide kantstriber og midterstriben – dog først når vi er oppe på mere end 60 km/t, så i byområder og på vores 2÷1-vej er den funktion sat ud af kraft. Den kan også læse hastighedsskilte, så jeg ikke kommer til at køre for stærkt. Bortset fra, at jeg har sat en tolerance på +5 km ind, når hastighedsbegrænsningen er >80 km/t. Ved 50 km/t har vi givet den 0-tolerance.
Kommer jeg for tæt på andre, bremser bilen selv op, hvis jeg reagerer for langsomt.

Hov – nu begynder det at regne. Det bliver værre, så jeg sætter systemet til “Regn”. Der er også funktioner til “Sne”, “Isglat” og “Sport” – plus selvfølgelig den, jeg bruger mest, som hedder “Normal”. Her ved “Regn” sørger bilen selv for, at jeg ikke kommer i fare pga. fx aquaplaning.

Bilen kan i praksis køre helt uden min medvirken til destinationen, men hvis jeg bliver for kæphøj og slipper rattet, bare fordi jeg kan, kommer der omgående et lille bip og en besked på instrumentbrættet: HOLD HÆNDERNE PÅ RATTET. Selv om bilen i princippet har overtaget kontrollen, må jeg på intet tidspunkt være uopmærksom – det er mig og alene mig, der har det juridiske ansvar, hvis der skulle ske noget. Den bipper også af mig og fortæller, hvis “Træthed er registreret. Hold en pause”.

Nu kommer vi til en lille by, hvor jeg har et ærinde. Jeg ser en ledig plads mellem to biler og trykker derfor på “P” og blinker til højre. Jeg sætter den lille, drejelige gearskive i “Neutral” og slipper rattet, mens jeg holder “P”-knappen nede. Bilen kører bilen langsomt frem til lige foran den ledige bås, begynder at bakke, og få sekunder efter har bilen parallelparkeret for mig, meget elegantere end jeg selv kunne have gjort (dvs. ad én gang!), men uden jeg har rørt rattet.

For fem-syv år siden kom jeg med følgende påstand:
– Om ikke så mange år kan jeg sætte mig ind i min bil, sige Hej Bil, jeg vil gerne køres over til Charlotte i England, og så skal jeg ikke tænke meget mere over det, før jeg kan give hende et knus.
– Det er ren science fiction, sagde John – sådan bliver det ikke i vores tid!

Men det blev i hans tid. Næsten da. Der mangler lige det med, at jeg kan slippe rattet og strikke eller blunde, mens bilen transporterer mig til min valgte destination.
Det er noget juridisk, som man vist ikke rigtig kan blive enige om.
Dette er vores nye bil. Den kan alt det, jeg skrev og meget mere til. Det er en plug in-hybrid, så man kan køre både på el og på benzin. Vi har kørt et par hundrede kilometer, men har endnu ikke brugt en dråbe benzin. Vi kan ‘gemme’ el’tanken’, bruge benzin på motorvejen og så slå over på el, når vi kører i byer. Det er smart, at man selv kan bestemme, for der er ikke meget fidus i at have brugt al strømmen på vej til en storby og så være tvunget til at bruge benzin dér.
Det er mest Johns nye bil. Men også lidt min …
Det er ikke science fiction, det er fagre nye – og meget virkelige – verden.

Jeg vil uuuuud – ud under åben himmel

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Anne Dorte Michelsens tekst, der ‘synges’ i overskriften.
Jeg længes. Længes efter godt vejr, så vi kan komme ud og køre en tur for at komme til at gå en tur.
Jeg ved det godt: 1) Vi kan bare gå en tur her hvor vi bor. 2) Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning.
Men der er også noget, John og Ellen gider, og så er der noget, John og nok især Ellen ikke gider.
Da Merete var her i julen, viste hun os en app, som vi satser på at få meget glæde af: AllTrails. Den tager udgangspunkt i, hvor man rent fysisk befinder sig, men man kan klikke et kort frem og dermed lede efter ture i områder, man kunne tænke sig at køre til.
Den er gratis, med mindre man vil kunne downloade kort til offline brug, men det har vi umiddelbart ikke brug for. Det kan dog være, vi får det, for den virker tilsyneladende globalt – jeg kan i hvert fald lede over hele kloden.

Jeg kan næsten ikke få hænderne ned. Først kommer der forskellige lokale forslag op (første billede) – hver af turene har oplyst længde og anslået varighed, og klikker man på en, kommer der et kort frem (andet billede), som selvfølgelig kan zoomes ud og ind. Den røde linje er højdekurven for turen. Man kan lægge egne ture ind, og man kan supplere med kommentarer og egne billeder.
Der er ture fra 100 meter (hvor man bare krydser et bytorv) til ture, der vil tage flere dage at gå, så der er noget for enhver alder og ethvert knæ.
På tredje billede ses et screendump, hvor jeg havde tastet Pewsey ind; en by ikke så langt fra Charlottes bopæl, og allerede i første hug dukkede der to ture op, vi ikke kender, så jeg skal have gjort Charlotte opmærksom på appen. Bluebell-turen nederst skal vi tage ved førstkommende lejlighed, for det er et lige fantastisk syn hver gang. Planen er, at vi skal derover netop i bluebellsæsonen til maj, men nu må vi jo se, om coronapesten igenigenigen forhindrer os i at tage afsted.
Man skulle næsten tro, at jeg har fået sponsorbetaling for dette indlæg, men det har jeg ikke – er bare ret begejstret, så jeg synes jeg ville fortælle alle gårtursglade folk om denne eminente app. I morgen tager vi Around the Suså på billede to – hvis vejret vil, men det ser det lige nu ud til at ville.

For vi trænger, gør vi ikke? Vi trænger til at komme ud, til at se og opleve noget andet, noget nyt, gør vi ikke? Vi trænger til bare for en stund at glemme alt om forsamlingsforbud, rejserestriktioner, afstand til andre og alt det andet, vi alle i mere eller mindre grad lider under.
Jeg har lige bestilt årets fjerde sommerhusuge (ja!), hvor kun den ene tur, som er til det sydlige Norge i juni, kan komme i coronafare. De tre andre er forskellige steder her i Danmark, og det kan ingen forhindre os i at gennemføre. Andet end, hvis vi selv bliver coronaramt, naturligvis, men vi passer på, krydser fingre og venter med længsel på vaccinationen.

Vi må tænke alternativt

Det bliver ikke til udlandsferie i år for Johns og mit vedkommende. Og dog … hvis UK bliver gul, så kører vi til England til jul, men ellers kommer resten af året til at foregå i lille Danmark.
Det er meget synd for alle de mange medarbejdere i SAS og Københavns lufthavn, der er blevet fyret, men når man ser billeder fra CPH, så er der jo næsten ingen rejsende, så jeg kan snildt forstå, at der ikke fortsat kan være arbejde til alle. Vi kommer heller ikke til at bidrage til beskæftigelsen i en rum tid, for alt det der med mundbind på hele tiden orker vi ikke – der er dermed ingen flyture for vores vedkommende før verden er blevet mere normal – og at corona enten er død eller der er fundet frem til en vaccine der virker.
Men ferie skal vi da på … ikke i år, men til næste år vil jeg tro, at abstinenserne vil være til at tage at føle på, så noget må vi finde på.
I mellemtiden er der dog bare opstået det lille ‘men’, at drivhuset uden for enhver tvivl har haft vældig godt af, at jeg har været hjemme hele tiden.
Fordi min have er så pæn som ikke tidligere set, og pga. drivhuset har jeg faktisk ikke specielt meget lyst til at forlade matriklen fra maj til og med september, så hvad gør man så? De lune steder, man normalt rejser hen om vinteren er pt. udelukket, idet man skal flyve dertil. Europa er fint, fordi man kan tage sin bil, men så bliver det til vinterferie i stedet, og det er ikke det vi vil.

Så fik jeg et lyst indfald: Vi har gennem et par år talt om at vi gerne vil se Sicilien, men det er blevet ved snakken. Jeg foreslog John, at vi kunne køre dertil, hvilket i første omgang fik ham til at ryste opgivende på hovedet – er du klar over hvor langt der er?
Ja, det er jeg ganske klar over – der er 2500 km til Messina, hvilket kun er 50 km længere end til Nordkap, hvor vi klarede turen frem og tilbage på 14 dage i en autocamper. Hvis vi tager højde for vores 12 år mere på bagen og lægger transporten ind som en del af ferien ved at sætte en uge af til at køre derned, en uge dernede og en uge hjem igen – vupti, så har vi en lang og lidt anderledes ferie.
Den ide skulle han ikke tænke ret længe over, men købte den med det samme: FDM har garanteret et eller andet vi kan bruge til noget.
Det havde de. Men inden jeg nåede frem til deres hjemmeside, havde jeg luret lidt rundt på booking.com, og jeg sagde til John, at vi hellere må undgå de trestjernede hoteller, for de er da godt nok dyre dernede. Næh, så hellere et firestjernet …
Det ender dog nok med, at vi efter nytår tager en snak med med FDM, for vi vil ikke afsted før i slut-oktober/start-november 2021.
Dermed bliver det ren win-win: Vi tilbringer hele sommeren herhjemme. Nede på Sicilien er der 18-20° på det valgte tidspunkt, hvilket er de perfekte ferietemperaturer for os.
Okay – vi kan sandsynligvis ikke dy os for at tage til England næste år, men den tur må vi tage i det tidlige forår, så.
Man må aldrig gå ned på planer.

Pudsige skyer

Som jeg har skrevet utallige gange før, så stornyder vi at bo her ved Præstø Fjord. Det er som om hver eneste dag er forskellig fra alle de andre, selv om det nok kun føles sådan.
Vandet har forskellige farver, himlen ditto.
Lige i disse dage går gæslingerne til svømning. Nogle har åbenbart overlevet det højvande, som vi havde den 30. marts, og de er allerede ved at blive store. I lørdags var der fem hold til svømmetræning – ret pudsigt valgte alle forældreparrene åbenbart at tage gæslingerne ud på én gang, så vi så fem kuld, som i størrelse spændte fra to til syv unger. Der bliver passet godt på dem: Far svømmer forrest og mor bagerst (eller omvendt …), med ungerne på stribe imellem dem.

I dag var der en skyformation, som vi ikke ser hver dag. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad de hedder, men det er vist en kombination af flere typer skyer, så jeg opgav igen og besluttede mig for at nøjes med at kigge på dem. Det interessante ved dem er de tunger, der skyder ned fra den tynde blå stribe. Det var ikke regnvejrsskyer, og i virkeligheden er de måske ganske almindelige, så det bare er os, der ikke har lagt mærke til den slags skyer før.

I haven er syrenen ved at være på sit højeste. En hvid syren, desværre, men den stod her da vi købte huset, og jeg nænner trods alt ikke at fælde den, selv om jeg så langt foretrækker de helt mørklilla syrener. Hækken, som anlægsgartneren der etablerede rosenbedet, beskar kraftigt fordi den var for skvattet, er stadig skvattet, men det ser ud som om den har tænkt sig at komme lidt mere til hægterne i år. Vi kan godt lide en have, der er totalt afskærmet fra andres indsyn, så vi håber den snart er tæt igen.

Vi er begge ved at blive en anelse rastløse og glæder os til at komme lidt ud igen. Vi skulle have været taget afsted fra England netop i dag, så det besøg har vi kun haft inde i vores hoveder.
Jeg så Boris Johnsons tale til nationen i går, og det kunne godt se ud til, at det varer op til et par måneder, inden de når til, hvor Danmark befinder sig nu mht. genåbning, men de har så sandelig også været hårdere ramt. Dog har de nu fået lov til at køre en tur som familie – før måtte de kun færdes to og to sammen og kun gå ud én gang om dagen. Detaljerne om Englands fase 1 drøftes i parlamentet i dag og bliver meldt ud i aften. Det er lidt spændende.

Når kroer, hoteller og restauranter igen får lov til at holde åbent her i landet, vil vi nok finde en eller anden kro i Jylland og tage ophold der et par dage. Gerne en med noget rigtig god mad – det er jo, lige som for alle andres vedkommende, ret længe siden vi har været ude at spise, og sådan som jeg er indrettet, har jeg naturligvis savnet det endnu mere, bare fordi det ikke har været muligt.

Noget er som det plejer at være

Hele verden er vendt på hovedet i en grad, ingen havde kunnet forestille sig, men visse ting er ganske som de plejer. Jeg ville så langt hellere have, at verden var normal, og at visse ting ikke var som de plejer at være, fordi dette ‘plejer’ er mit sisyfosarbejde med det forbaskede skvalderkål. Hvert år når jeg i bund – og hvert næste år opdager jeg, at det gjorde jeg ikke alligevel, fordi der dukker et nyt, lysegrønt tæppe frem. Grrrr. Det er fast arbejde, og der er ikke nogen, der kommer og fyrer mig. Desværre, kunne jeg godt sige, og det er altså ikke for at gøre grin med alle de mange, der er blevet arbejdsløse fordi verden er vendt på hovedet. Dem føler jeg virkelig med.

Drivhuset er blevet færdigt. De nåede det i går, de to mænd – med hiv og sving og med kun tre korte pauser. Jørgen kom klokken 8 og tog først hjem igen klokken 16, så han fik ødelagt en hel skærtorsdag, den stakkels mand. Jeg var glad for, at han ikke var på helligdagsbetaling, men havde afgivet tilbud, og han har sikkert bandet over, at han ikke nåede det til 1. april, som han havde lovet. Det var på ingen måde hans skyld, at han ikke nåede det, men han er en flink mand.

Her er John ved at montere de automatiske vinduesåbnere/lukkere. Dem kan man ikke undvære, når man ikke altid er hjemme – og selv om alt tyder på, at vi er det i denne sommer, regner vi ikke med, at det vil være normen fremover!

Chili- og tomatgartneri Toftegaard har åbent på en lukket måde … man kan bestille sine planter over internettet og så komme og hente dem på en aftalt dag – i mit tilfælde på søndag – og når man henter selv (man kan også få dem sendt med fragtmand), kan man ringe på en klokke og via en slags fingersprog (vil jeg tro) og Mobilepay købe de gode plantesække, jeg plejer at bruge.
Det er så dejligt, når forretningsdrivende har mulighed for at finde alternative løsninger, så ikke deres produktion går tabt og forretningen ned.

Det er nu, jeg skal flytte rundt på plantekasser og -baljer og finde ud af, hvordan de forskellige ting skal fordeles, for når der først er 45 liter vand i beholderne, flytter man ikke lige rundt på dem! Til venstre skal der tomater bagerst og basilikum og agurk forrest. Til højre de tre chiliplanter og den ene snackpeber, jeg har købt. Udenfor i hjørnet vil jeg forsøge mig med pralbønner, som har de smukkeste blomster.
Jeg har allerede en del mere i det nye drivhus end i det gamle, men har lige så meget tom gulvplads, som der totalt var før. Cirka … hvor er det FEDT!
Det er lidt af en videnskab at sætte planterne rigtigt i et drivhus, og selv om jeg har læst på lektien og gør som foreskrevet, er det ikke sikkert det virker optimalt for mig alligevel. Jeg forsøgte med forskellige placeringer i det gamle drivhus, og nu skal jeg til at eksperimentere lidt igen. Det gør ikke noget – det går sjældent helt galt, så jeg skal nok få nogle afgrøder ud af det.
Jeg håber bare, at jeg vil være i stand til at holde spindemiderne væk!

Så er vi i gang!

Selv om hele verden er gået stort set i stå, er der stadig en hel del, der skal, kan eller gerne må arbejde.
Alle, der gør en endog meget stor indsats for alle os andre, har min dybeste respekt, og de får heldigvis også meget tak og påskønnelse for det fra høj og lav og fra alle grene af samfundet.
Det har nogle uforudsete aspekter – jeg har fx lige set, at langturschauffører ikke har mulighed for at komme på toilettet eller i bad på rastepladserne. Det kan vel ikke undre, at faciliteterne er lukket ned, men det er noget hø, at disse stakkels mennesker, som skaffer forsyninger til os, ikke længere har adgang til disse basale faciliteter.

Der er også nogle, der ‘bare’ gerne må arbejde, hvilket John og jeg nyder godt af lige nu, fordi Flise-Jørgen er gået i gang med vores nye drivhus.
Han er anlægsgartner med sit eget lille enmandsfirma, så han har intet personale, og da han har et arbejde, der foregår i fri luft, har han (endnu, i hvert fald) ingen restriktioner. Vi har ingen problemer med at overholde den reglementerede afstand, og jeg undlader at invitere ham ind på kaffe, som vi ellers har for vane at gøre med folk, der kommer og laver noget for os. Han får stadig kaffe og kage, men han indtager det udenfor.
Og jeg glææææder mig til drivhuset står færdigt!

Ture må vi heldigvis stadig gerne gå, også mere end den ene gang om dagen, som det nu er begrænset til i England.
Så det gør vi. Billedet her er fra stien bag Skt. Peders Kapel, hvorfra der er fin udsigt over fjorden. Jeg har aldrig, ikke engang som ung, ønsket mig at bo i en by, og i disse tider er jeg så glad for ikke at gøre det, at det trodser enhver beskrivelse.
Det er også heldigt, at vi ikke længere har ødegård i Sverige, for vi ville ikke kunne tage derop, så hurra for, at vi ikke bor i vores lille rækkehus mere! Vi kender nogle, der er temmelig ærgerlige over ikke at kunne tage op til deres fristed … jeg føler med dem.
Det er mit indtryk, at flere og flere tager denne situation alvorligt. Der var ingen grund til at klage over noget eller nogen, da jeg i dag var i Meny.
Derfor ville det ærgre mig så meget mere, hvis det bliver sådan, at det er de få, der skal ødelægge det for de mange, men lad os nu se, hvor galt det går …

Man kan også både lytte til og læse bøger. Jeg anmelder normalt ikke bøger; det er der så mange andre bedre kvalificerede der gør, og jeg vil heller ikke komme med anden anmeldelse end at sige, at Hvor Flodkrebsene Synger er en fuldstændig fantastisk bog. Jeg fik den anbefalet af min niece, som ikke kunne rose den nok. Og hun har ret. Jeg var ærlig talt en anelse skeptisk, for jeg havde egentlig regnet med, at jeg ikke nødvendigvis ville mene det samme om en bog som en 29-årig kvinde, men det gør jeg altså. Indtil videre er det årets bog for mig, og det skulle ikke forbavse mig, hvis det forblev sådan resten af 2020. Der skal meget til at slå den.

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

Bondefangeri?

På mandag tager vi til Tromsø og krydser både før og under turen alt, hvad der kan krydses for nordlys mandag og især tirsdag aften, hvor vi har booket en nordlystur med professionelle guider. Den tur har jeg selv fundet frem til, men hotellet har jeg bestilt gennem Booking.com, som jeg så ofte gør. Inden jeg booker, tjekker jeg gerne med det pågældende hotels egen hjemmeside, om B.com nu også har de bedste priser, hvilket de oftest har – og hvis ikke, booker jeg naturligvis direkte.
I går skrev B.com til mig, at nu var det jo lige før vi skulle afsted, og om ikke de skulle sørge for en taxi fra lufthavnen til hotellet for mig? Det var da bare SÅ meget nemmere, mente de.
Det kunne da godt være – jeg fingerede en bookning og fandt ud af, at det ville koste 871 NOK pr tur. De må have spist søm – så vidt jeg husker, ligger hotellet ikke særlig langt fra lufthavnen, hvorfor jeg tog den på Google Maps, og ganske rigtigt: Der var kun 5,2 kilometer. Så søgte jeg på Tromsø Taxi, som tilsyneladende tager 125 NOK for den samme tur, hvis man bare går ud og tager en vogn. Hvis man booker en på forhånd, tager de 60 kroner mere (og hvorfor mon det pjat? Det gør man ikke i Danmark), men vi ville alligevel kun komme op på 185 NOK for turen.
Det kalder jeg bondefangeri. Det eneste gode var, at de overdrev så voldsomt, at det nærmest skreg til mig, for havde der stået 400 kroner, havde jeg såmænd nok ikke undersøgt sagen yderligere, men bare bestilt en vogn.
Hvem scorer den difference på næsten 700 NOK? Jeg tør godt vædde på, at det gør Booking.com.

Puha … jeg skulle lige have luft. Og nu til noget helt andet … som dog stadig nok kan listes under emnet ‘Brokkerier’.
Man taler om, at børnene i dagens Danmark bliver dårligere og dårligere til at stave, at lærerne ikke gør nok ud af undervisningen og at det sandelig var en hel del anderledes, da vi andre gik i skole.
Jeg vil gerne medgive, at jeg ser skræmmende mange dansklærere, der ikke har helt styr på det danske sprog – ikke engang på nutids-r, hvilket virkelig kan få mig op i det røde felt.
Men. Hvis man tror, at alle over fx 50 år kan skrive og stave, så vil jeg foreslå, at man lurer lidt rundt på Facebook.

Disse to (ret morsomme, faktisk) eksempler er fra +50-årige.
Jeg har meldt mig ud af gruppen For os født i 50’erne – jeg kunne ikke længere klare at se den totalt elendige stavning (ejheller de sommetider temmelig stupide bemærkninger), så det er ikke kun de unge eller næsten unge, den er gal med. Det er bare blevet mere synligt, fordi man for 20 år siden blev forskånet for at se dårlige staveres skriftlige udgydelser.
Når det er sagt, vil jeg gerne – igen igen – understrege, at jeg ikke af den grund synes det er i orden, at professionelle, herunder journalister og dansklærere, ikke har 100 % styr på det danske sprog.
Eksemplet til højre er fra håndarbejdsmessen i Rødovrehallen. Der har man så ikke fundet ud af, at navneord i flertal ender på –ene, og at udsagsord i lang tillægsform ender på –ende. Det er klippet fra en plakat, man fik lige i synet overalt i hallerne.
Herunder er det B.T., som, sammen med EkstraBladet, er storleverandør af stave- og/eller forståelsesfejl.

Hvor mon de tråde skal reddes ud fra?

Man må nok gøre op med sig selv, om den slags skal være en uudtømmelig kilde til underholdning eller det er noget, som giver søvnløse nætter og bekymringer over verdens forfald.

Skal man se frem eller tilbage i dag? Eller både-og?

Det er i disse dage, man ikke kan åbne en avis eller tænde for radio eller tv uden at støde ind i et eller flere tilbageblik.
Året der gik i enhver tænkelig afskygning. Årets vejr. Sporten 2019. Årets døde. Dem var der alt for mange af i min nærhed, men de er ikke omtalt i medierne.
Selv ser jeg ikke så meget tilbage eller frem. Det vil sige … jeg gør naturligvis begge dele, men nok hverken mere eller mindre i dag/aften end normalt.
Jeg bliver heller ikke specielt nostalgisk, men jeg kan godt blive lidt skræmt (det gør jeg hvert år) over, hvor heeeelt vildt kort tid der er gået siden vi sidst fejrede nytårsaften.
Vi har gjort noget vi ikke har gjort før: Vi har bestilt mad udefra. Fra Madsynergi, hvor et af stederne ligger ikke så langt fra os. Det er med krydsede fingre, for vi har ikke personlig erfaring med det, men har dog, efter vi har bestilt, hørt, at det er rigtig godt. Tre appetizer-snacks + tre retter + kransekage. Ikke øjenbrynsløftende billigt, men bestemt heller ikke michelinstjernedyrt.
Jeg gider ikke stå i køkkenet hele dagen for at lave en tre- eller fireretters menu til bare os to. Vi gider heller ikke rigtig være mere end bare os to …
Før kunne vi nyde en en god, rød bøf, men det gider vi heller ikke spise mere. Det var mange ‘gider ikke’, men vi har altid godt gidet have en stille nytårsaften i afslappende tosomhed.

Det er Credit Day i dag. Den dag i måneden, hvor jeg får min gratis lydbog fra Audible, som normalt koster et abonnement, men som jeg som Amazon Prime Member får med i primepakken (ligesom den gratis fragt på alt hvad jeg bestiller i England + plus rabat på mange ting, så medlemskabet bliver som regel tjent ind). Man har desværre ikke ubegrænset ret til lydbøger, som man har på det danske Bookmate, men jeg synes det giver mig en del at høre bøger læst op på engelsk – jeg kan alt for godt mærke, at det med sprog ikke mere er en del af mit daglige arbejde, selv om det naturligvis bliver frisket en smule op, når jeg taler med Tim – det er bare ikke nok.
Dagens valg var The Sewing Machine. Man har altid mulighed for fem minutters prøvelytning, hvilket er fint, for – bortset fra et par stykker – kender jeg ikke de engelske oplæsere, så det er fint at kunne høre, om man kan holde vedkommende ud, idet der formentlig er lige så stor forskel på engelske oplæsere, som der er på de danske.
It is 1911, and Jean is about to join the mass strike at the Singer factory. For her, nothing will be the same again. Decades later, Connie sews coded moments of her life into a notebook, as her mother did before her. More than 100 years after his grandmother’s sewing machine was made, Fred unpicks the secrets of four generations, one stitch at a time.
Jeg tror den er god; den kvindelige oplæser har en charmerende skotsk accent, så jeg glæder mig.
Jeg er i gang med en sweater til John, som strikkes på pinde 3,5. Der går en del lydbøger til sådant et arbejde.

Knuste drivhusdrømme?

I formiddags gik John ud i bådehuset for at afmontere de nederste loftsbrædder for at gøre det nemmere i morgen, når der kommer en fra drivhusfirmaet for at måle op; dvs. afvise eller godkende, at det kan lade sig gøre.
John kaldte mig ud: “Prøv lige at se her …”
Jeg prøvede lige at se der.
Det eksisterende fundament viste sig at være pilhamrende skævt – både den ene og den anden vej. Der er 14 cm højdeforskel på højre og venstre side og ikke nok med det: Hele den støbte langside bugter sig op og ned, og endelig er fundamentet også skævt den anden vej, således at gavlene ikke er lige høje.
Vi kontaktede en, der kan skære i beton og fik den besked, at det ville koste os 10.000 kroner at få det skåret lige.
Glem det, sagde vi til hinanden. Nu kan han få lov at se det ved selvsyn i morgen, fordi det ikke skal hedde sig, at vi bare er nogen, der springer fra, fordi vi lige havde fået en fiks ide.

Lige med det samme blev jeg ret ærgerlig over det, men der er jo ikke noget at gøre. Vi havde allerede nået og rent faktisk også overskredet det økonomiske smertepunkt, og 10.000 ekstra er udelukket; det vil vi simpelthen ikke ofre på drivhussagen.
John havde jo nået at flytte brændeopbevaringen, så nu er er frit udsyn til verdens grimmeste drivhus.
Men … hvad nu hvis det ikke var verdens grimmeste drivhus?
Tænke, tænke, tænke igen …
Jeg surfede lidt rundt og fandt en løsning.

Tror jeg da … John har kigget på det og regner med, at det kan lade sig gøre, men der skal lige måles og regnes lidt mere.
John bygger ny gavl på bådehuset og maler den sort.
Vi river det gamle drivhus ned, køber et T-hus på 13 m² og sætter det op, hvor det gamle stod – en fordel ved det er, at John slipper for at bygge et nyt skur.
Det skal nok blive godt. Jeg har forliget mig med realiteterne og tror egentlig ikke, det bliver så tosset endda med den alternative løsning, vi (nok) har fundet frem til. Der skal lægges nogle fliser, så der kan komme et ordentligt gulv i det nye og ca. 3 m² større hus, og jordvolden midt i det hele, bag pigstenene på 3. billede, skal dæmmes op eller beplantes eller noget … et eller andet i hvert fald, så det kan blive pænt at se på.
Man skal aldrig gå ned på projekter, og planer er til for at ændres, har jeg efterhånden konstateret nogle gange.
T-huset her er da heller ikke helt tosset, vel?

En drivhusdrøm går i opfyldelse

Lige siden vi flyttede ind hernede, har jeg kigget på drivhuset med ikke specielt glade øjne. Det er tudegrimt, synes jeg – især nok fordi jeg kom fra det fine drivhus, som John byggede til mig i 2012. Desværre har det været sådan, at vi, pga. den meget kuperede grund, ikke kan placere et drivhus andre steder end der, hvor det grimme står, og det vil heller ikke kunne blive ret meget større. Efterhånden havde jeg resigneret, delvist fordi John ikke rigtig var med her – han syntes det var okay, som det var. Det bedste ved det er den skønne gamle vin, som giver så mange søde druer hvert år.
Sidste år fik John skudt sig selv i foden. Han kom nemlig til at sige, at vi jo kunne save taget af bådehuset og så bygge et drivhus ovenpå. Bådehuset er nemlig gravet delvist ned, så det ville ikke blive et drivhus med høje betonvægge set udefra.
Den ide kunne jeg ikke slippe, men John kunne have sparket sig selv, for hvor skal vi så have plæneklipperen, æblerne, krukkerne og flere andre ting?

Bådehuset er kun pænt at se på i de par uger om året, hvor rådhusvinen er rød. Herover ses, hvordan huset er gravet ind i den lille bakke. Rododendronen og den stedsegrønne ved siden af er allerede væk, og det ses, at der ikke bliver så meget beton at se fra haven.
Han kom selv på løsningen: Det gamle drivhus skal jo i givet fald væk, så der kan bygges et fint lille skur, hvor det stod. Jamen, selvfølgelig!

Der er sjældent langt fra tanke til handling for mit vedkommende, når det gælder den slags, så i søndags havde vi besøg af den danske forhandler af Alitex-drivhuset.
Han var en flink fyr, og Alitex er et fantastisk drivhus (det er sådan et, Charlotte har), men jeg faldt besvimet om, da jeg i går morges fik en pris på det. Han havde ellers proklameret, at det sagtens kunne laves til en fornuftig pris, når nu fundamentet allerede fandtes.
Det viste sig, at en ‘fornuftig pris’ var 180.000 kroner! Jeg tør ikke tænke på, hvad det havde kostet, hvis vi også skulle have haft muret et fundament.
Så mange penge ville vi bare ikke ofre på sagen. Punktum. Det var da for vildt – men nu var tanken jo mere end bare sået; den havde etableret sig ret grundigt hos os begge.

I går kørte vi derfor til Hundige for at besøge Vica.
Til venstre ses Vica-huset; til højre det Alitex-hus, vi fik tilbud på. Det er bestemt ikke det samme hus vi får, men til gengæld får vi et drivhus langt, langt, LANGT billigere, og godt nok vil vi gerne betale for kvalitet, men vi kan også godt finde ud af at gå på kompromis med os selv.
Der blev skrevet under på en kontrakt, og inden næste sæson vil der stå et drivhus, hvor vi nu har bådehus. De gav os oven i købet Black Friday-rabat, hvilket lige præcis kunne betale det skur, vi har kigget på. What’s not to like?
Snart skal jeg ikke længere se ud på en kedelig ensartet flade, men kan se på – og, ikke mindst, igennem – et dejligt drivhus. Jeg glæder mig.
Og John glæder sig også – Søren har lovet at komme og hjælpe med at skære taget af og bygge det nye skur – han ville oven i købet gerne have det gamle drivhus.
Jeg var en smule bekymret for, om det ville blive for meget for John (han skal dog ikke selv montere drivhuset; det gør Vica), men den fejede han hurtigt af – det skulle jeg ikke tænke på; han har tid nok til det, og Søren hjælper. Ikke noget problem.
Der er alligevel fint gang i ham endnu, min søde, gamle mand – han elsker den slags projekter.
Og jeg elsker allerede mit nye drivhus.

Om jeg fatter hvorfor …

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor det skal koste mig 1000 kroner, hvis jeg har en defekt lyddæmper på min bil, når motorcykler uden beregning, men til voldsom gene for omgivelserne, bare kan fyre flere hundrede dB af med fare for at sprænge samtlige trommehinder på deres vej. Der er ingen logik her!
Nå. Jeg bliver nok nødt til at lære mig selv at forsøge at abstrahere fra motorcykelidioterne, for jeg tror desværre ikke, de reagerer på mit brokkeri.
Men det er sandelig ikke nemt at ignorere dem!
Ferrariklubben var også ude i dag. Tre stykker lige efter hinanden, og de var lige gode til at køre 150 km/t, samtidig med, at de overhalede på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold. Jeg ville virkelig ønske, at de kørte i fjorden, de tåber. Beklager.

Heldigvis er der også andet, der har fart på. Mine dahliaer, fx. De har overvintret på et loft uden vinduer, i kasser, der er helt tillukkede, og alligevel havde nogle de fleste af dem temmelig lange stængler. Grønne var de ikke, for det kræver sollys, men de udviser så sandelig en livskraft, der vil noget!
De kom alle i jorden i dag. Nogle af stænglerne er oven jorde; andre knækkede eller blev begravet, så hvis der bliver den lovede frost i nat, overlever førstnævnte ikke, men de skal nok komme alligevel med den livsvilje, de har udvist.
Da jeg havde fået dem alle i jorden, ville jeg til at sætte den sidste knold i en potte, men den var i mellemtiden forsvundet, så jeg spurgte John, om han havde smidt en pose ud med billede af en rød dahlia.
– Jada. Den var jo tom.
– Det tror jeg ikke …
– Jo den var! Nu skal jeg hente den, så kan du selv se!
…
– Øhhh, hmmm. Det var pokkers …
Den (gennemsigtige plastpose) var naturligvis ikke spor tom, og han så en anelse flov ud. Jeg må dog medgive, at knolden var meget lille og tør, så jeg er spændt på, om den overhovedet bliver til noget, men tom var posen ikke, så knolden skal have en chance. Mænd, altså … men på den anden side er jeg glad for, at han gider rydde op efter mig. Det er lige som når jeg laver mad, så rydder han også løbende op – i dag med at fjerne mine små ukrudtsbunker, samle kasserne sammen og sætte dem på plads, sætte redskaber på plads, osv. Og smide affald ud …

Og hvad har vi her til højre? Min kartoffeleksperiment, som indtil videre lader til at lykkes. Fra alle fire spande er der skudt de første grønne blade op, så nu skal de ud fra drivhuset. I morgen … i nat er der som sagt risiko for frost, men så skulle det også være slut for denne gang. Har jeg valgt at tro på.

Wiltshire har sit eget sprog

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

Og så er det ikke engang en forårsfornemmelse

Jeg fik mit livs dyreste ansigtscreme i fødselsdagsgave af Charlotte, da vi var i England. Nu er det ikke fordi jeg normalt går og tjekker, hvad hun giver mig for i gaver, men denne gang kunne jeg ikke dy mig … jeg havde aldrig købt sådan en creme til mig selv.
Da vi kom derover, bemærkede jeg hendes ansigtshud, som var blevet markant anderledes (til den positive side) at se på, sammenlignet med da de var her i julen. Det sagde jeg til hende, og hun smilede og sagde, at selv hendes ellers ikke særlig observante mand havde for nylig spurgt, hvad der var sket med hendes ansigt.
Det kom sig af, at hun var inde et sted i Bath for at forsyne sig med nogle Dr. Hauschka-produkter, som normalt er de eneste, hendes sarte hud kan tåle. Hun fik et par prøver af Elemis-produkterne med – og blev ret positivt overrasket over for det første, at hun kunne tåle dem og for det andet, hvor anderledes og dejlig en fornemmelse cremerne gav hende; især den afbildede.
Hun faldt for fristelsen og købte en krukke med 100 ml – og fik et mindre chok, da hun skulle betale, men allerede efter godt en uges brug bemærkede Tim forskellen.
Jeg prøvede den og måtte give datteren ret: Det var en anderledes og bedre fornemmelse end med mine vanlige (og også lækre) cremer.
Det var derfor, du kun fik en symbolsk gave i første omgang. Hvis du vil have sådan en creme, vil jeg bestille en til dig. Den kan godt nå at komme, mens du er her.
Jeg var slet ikke klar over, at den første gave havde været symbolsk, men man skal aldrig sige nej til et godt tilbud, selv om jeg sagde til Charlotte, at ét er hendes 41-årige hud, noget andet er min, som jo er 24 år ældre … cremen kan vel trods alt ikke udrette mirakler …
Hun mente, at det var værd at prøve.
Jeg har brugt den hver morgen siden jeg fik den. Der skal kun bruges, hvad der svarer til en ært, så den er drøj i brug.
Jeg har altid kun haft et overbærende smil tilovers for folk, som tror på, at cremer kan gøre så meget for ens hud, at det kan ses (ikke mindst af andre end en selv). De kan give en god fornemmelse, som jeg skrev om her, men her på tolvtedagen må jeg indrømme, at jeg bilder mig selv ind at kunne se en forskel. Godt nok minimal, og det fortæller måske mere om min indbildningsevne, end det fortæller om den reelle virkning, for John har ikke bemærket noget.
Men det er ligemeget. Jeg er fuldstændig vild med den creme, og nu skal jeg i hvert fald have brugt alle 100 ml af den. Så må vi se, om der kan blive til en krukke til til den tid.
Det kan godt være, jeg er naiv, men den dejlige forkælelesfornemmelse, cremen giver, kompenserer tilstrækkeligt for det.
Og så er det ikke engang en forårsfornemmelse. Den kan vare hele året.

Drømme – et stykke tid endnu

Hvis ikke jeg gik ud i dag, kunne jeg sagtens bilde mig selv ind, at det er blevet forår – solen har skinnet fra en høj og, det meste af dagen, klar himmel, og fjorden har været så blå, så blå. Man skulle bare sørge for at blive inden døre, for i modsat fald røg forårstankerne lige pr. omgående, da termometret viste ÷3°.
Istapperne fra stråtaget gjorde også deres til, at drømmen forsvandt – jeg ville i øvrigt gerne vide, hvordan de kan blive så skæve, når der stort set ingen vind er – men pyt, de besad bare deres egen skæve charme.
I mangel af det ægte forår, kørte jeg I stedet videre på forårstanken via de meget rustikke og hjemmegjorte poser, jeg lige har fået tilsendt fra Albinus Frø. Dette er ikke en reklame – og så er det jo alligevel, fordi jeg nævner firmaet ved navn, men det er hende vel undt.

Se bare her: Små, fine poser med håndskrevent poseindhold. Herligt.
Jeg skulle bare have lidt kermesbær, for jeg har set på amerikanske blogs, hvor fine farver de kan give. Jeg husker kermesbær fra mit barndomshjem, hvor de fik lov at vokse frem forskellige steder i haven. Her i Den Stråtækte er de tænkt at skulle sås omme bag shelteret, hvor de for min skyld gerne må gro lidt vildt. Og de kan koldsås! Ved ikke om det hedder sådan, men det har jeg lige døbt det begreb, at jeg kan smide frøene ud nu selv på denne kolde årstid. Jeg venter dog lige en måneds tid, men det er dejligt, at jeg slipper for at forspire dem – især fordi vi er væk en uges tid i marts, hvor planterne helst skal tilses hver dag.
Perilla kan ligeledes koldsås – en vækst jeg aldrig har hørt om før, men beskrivelsen “en blanding af basilikum og mynte” lyder tiltalende, så den måtte lige prøves. I kurven med den.
Oppe på de små terrasser over det nu græsbeklædte Atlanterhav, hvor Finn kørte rundt med sine modeltog, er jorden gruset, hård og elendig og næsten intet kan gro der. Ikke engang mynte gider vokse … så må det være slemt … men jeg tænkte, at så må mexikansk hat være velegnet.
Øjeblomsten så smuk ud, og bunddække kan man altid bruge …
Opiumsvalmuer er dejligt frodigt-vulgære at se på – jeg har dem i orange og vil gerne supplere med en anden farve.
Mamelukærmer kan sås overalt, hvor der er huller.
Drumsticks = den “skulpturelle plante” så bare spændende ud, selv om vores boligstil ikke ligefrem kan kaldes “tidens” … medmindre man har glemt et ‘for’ foran ‘tiden’. Men det har man næppe.

Hov. Jeg skulle jo bare have en pose kermesbær …
Sådan går det tit, når jeg internetshopper.
Men jeg har bare huller i bedene, og indtil alt det for nyligt plantede breder sig tilstrækkeligt, er det rigtig fint at fylde ud med sommerblomster.
Poserne og ordrebekræftelsen (alene dens omfangsrighed gør, at jeg er nødt til at anbefale Albinus Frø), er lagt hen i min havedagbog/have to-do-bog.

Nu må der gerne snart ske noget …

I dag blæser det ikke, men det er mørkt. Det er Poldark-vejr. Charlotte havde 2. sæson med til mig i julen, og i dag havde den premiere i Den Stråtækte, hvor jeg lige har set første afsnit – alene, mens John tog sin morfar, for han synes ikke, det er helt nemt, når der ikke er danske undertekster.  
Det er en glimrende serie, som mig bekendt ikke har været vist i dansk tv. Har jeg ret? Hvis ja, så er det lidt underligt, for den er lige så god som de fleste andre store, engelske serier, men den er måske for dyr for det økonomisk betrængte DR?

I dag er der en uge til Malta, så tiden i den næste uge kan næsten kun gå for langsomt … dagen er allerede tiltaget med næsten en time, og det kan bestemt mærkes – på Malta er den tiltaget ½ time mindre end her i det halvhøje nord, men dagen er alligevel to timer længere. Helt okay med os …
Kilden til disse oplysninger er Torben Hermansens almanak, som jeg kan anbefale, hvis man lige har en diskussion eller bare er nysgerring, hvad dagslænge, solop- og nedgange og lignende angår.
Læg fx mærke til, at solen på sit højeste i dag kun står 14° over horisonten. Det er faktisk ikke ret meget – ikke underligt, at den blænder bilisterne hele dagen. Når den altså ellers er fremme …

Det er også suppevejr. Jeg elsker de tykke, og/eller cremede vintersupper og er lidt ked af, at den bedste af dem alle, nemlig kartoffel-porresuppen, er blevet politisk ukorrekt for vores vedkommende, men så må jeg jo forsøge mig med andre suppegræsgange. I dag bliver det med denne her fra Madbanditten.
Jeg laver altid mad nok til to dage, når jeg laver supper – det er det samme arbejde, og jeg elsker at have varmemad en gang imellem.
I morgen står den på kylling; der bliver også til to dage; der er planlagt og købt ind til en uge, og inden vi ser os om, er tiden gået, til vi skal afsted.

Status og prognose

I overmorgen er der rigtig mange, der gør status over året, der gik, men når nu jeg endelig har en chance for at være en anelse forud for min tid, vil jeg gøre det i dag og samtidig kigge lidt fremad.
Man må nemlig aldrig gå ned på planer. Hellere for mange end for få. Den dag, jeg ingen planer har, er jeg død.
Det må naturligvis bare ikke stresse, at man ikke når det hele … det går slet ikke at blive den første pensionist, der går ned med stress … men det er måske også mere ønsker end deciderede planer, og i øvrigt er der ingen deadline. Andet end den ultimative og helt bogstavelige, altså.

Sådan nogle oplevede vi en del af i 2017. Dette er solopgangen, som ikke-syvsoverne oplevede den i forgårs. Dvs. som John og jeg oplevede den. Tim og Charlotte måtte nøjes med billederne, mens Anna og Aubrey så den – de var så ikke lige så imponerede som mig.
Af ferierejser blev det til Mallorca, Irland, England, Sydafrika og England igen. Og et sommerhus i en uge. Sverige tæller ikke, så det er forholdsvis moderat, faktisk, selv om jeg til min skræk var feriemæt efter safarien. Det gik over, hvilket kan ses i prognoserne om lidt.
John byggede shelter i haven og jeg nåede lidt videre med mine haveplaner.
Sådan. Det var lige et helt år. På ganske få linjer. Hvem sagde Pensionistvisen?

Næste år er de allerede fastlagte ferieplaner Malta, som er snart, England, som er i starten af maj (bluebells!), Norge midt i juni (midnatssol), sommerhus på Fanø i September (strikkefestival).
De løsere planer omfatter endnu en Englandstur og så er enten Klassiske Sicilien eller Et Syditaliensk Eventyr med Kulturrejser Europa et ønske fra os begge. De to rejser lyder lige spændende, og det er svært at vælge, men der er jo heller ingen, der siger, at vi ikke kan tage den ene i år og den anden i 2019. Der står stadig et sydamerikakrydstogt på ønskelisten, men så skal Sverigeshuset lige være solgt først.

Og så er 2018 året, hvor jeg bliver folkepensionist! AvavavAV. Lad nu være med at komme med den sædvanlige om, at alder bare er et tal, for jeg er alligevel ikke enig. Selvfølgelig er alder et tal, men det er ikke ‘bare’ et tal, for nogle gør mere ondt end andre. Lige som ord. Der er forskel, er der. Punktum.
Det gjorde ondt at blive 50, lidt mere ondt at blive 60 (bortset fra glæden ved at kunne jobstoppe – og gøre det), og det vil gøre mere ondt at blive 65.
Folkepensionist. Alene ordet kan gøre mig træt oven i hovedet. En folkepensionist er noget, jeg forbinder med at være gammel. Ikke ældre. Gammel.
Jeg får e-post med jævne mellemrum, der minder mig om det kommende skelsår.
Fra ATP. Fra Borger.dk. Fra FTF-A om, at de agter at stoppe med at trække penge til arbejdsløshedskassen så snart jeg er blevet 65. Flinke folk, såmænd … de stopper formentlig også med at give mig efterløn, men det nævnede de ikke noget om.

Hvis noget lyder for godt til at være sandt …

Hvis noget lyder for godt til at være sandt …

Så er det nok også for godt til at være sandt …

Jeg kunne da ellers godt have tænkt mig at fået den bog gratis – Amazon tager 45 pund for et brugt eksemplar – men sådan skulle det altså ikke være.

Det var jo ikke det, jeg mente!

Det var jo ikke det, jeg mente, da huset i Sverige blev sat til salg. Der skal da ikke komme nogen allerede nu og se på det!
Det var bare sådan en tanke om, at der nok ikke sker noget ved at igangsætte processen, for der går sandsynligvis lang tid, inden det bliver solgt. Det er (i vores egne øjne, i hvert fald) et lidt specielt hus pga. de 14 senge, så det skal være en stor familie, der har lyst til at få et sommerhus i Sverige.
Det blev først sat på nettet i onsdags, og i dag ringede ejendomsmægleren for at spørge om vi var deroppe, for der havde ringet en, der gerne ville se på huset. Jamen du godeste dog, det var hurtigt.
Jeg ved da godt, at så nemt går det ikke – det ville simpelthen være for uforskammet heldigt (uheldigt?), hvis det kan gå så hurtigt. Vi havde regnet med mindst et år; mægleren sagde, at der godt kunne gå op til et år, men sådan nogle er altid så optimistiske, når de gerne vil have et hus i kommission, så vi regnede derfor med mindst et år.
Og så kommer der en og kigger allerede nu. Det er lige før (men det må I ikke sige til John), at jeg ikke ønsker, at vedkommende køber det. Jeg er åbenbart ikke moden endnu … har endnu ikke helt vænnet mig til tanken om, at det inden for en overskuelig fremtid ikke er et sted, vi skal op til mere.
Ikke op og samle svampe, ikke op og nyde skoven og stilheden, ikke op og blive vækket af tranerne klokken fem om morgenen.
Jeg er nødt til at huske mig selv på, at vi heller ikke skal op og male, ikke op og slå græs, ikke op og kløve brænde, ikke op og vedligeholde (endnu et) stort hus og (endnu en) stor have.
Jeg kan godt se, at det er nødvendigt at skille sig af med det.
Jeg vil helst ikke skille mig af med det.
Vi gider ikke tage derop lige så ofte mere og vi bliver der ikke så længe ad gangen, som vi gjorde før.
Jeg vil saaaavne ikke at skulle derop mere.
Gad vide, hvad det er for nogle, der vil se det nu? De har bare at kunne lide det – det er nemlig et skønt sted.
Jeg håber ikke, de køber det.
Jeg håber de køber det.
Hvor vægelsindet kan man blive?
Jeg håber slet ikke, at de læser denne blog, men den sandsynlighed er nok nærmest ikke-eksisterende …
Følelser er noget svært noget, og dem, der siger, at “det er jo bare en ting”, så snart det ikke handler om mennesker, kan aldrig have prøvet at elske et hus, som jeg har elsket huset i Sverige.

Store forventninger

Bison-flanksteaken var glimrende. Som i rigtig god, faktisk. Jeg lagde den i en rødvinsmarinade i 5-6 timer og stegte den derefter på panden i så tilpas lang tid, at den stadig var ganske lidt rosa. Derefter blev den skåret ud, som man skærer en røget laks ud: på skrå og i meget tynde skiver.
Forventningerne var høje, men de blev indfriet. Kødet var yderst velsmagende, selv om det ikke var det møreste, men det forventer jeg ikke af den udskæring, så ingen skuffelser fra vores side.
Søren kom en tur i eftermiddags, fordi han skulle låne Johns skruetvinge, og han kunne ikke stå for fristelsen til at smage bisonkød, så han blev og spiste med. Han havde helt tilfældigt en koldrøget lakseside i bilen, som kom til at udgøre forretten (laksen, ikke bilen …), så alt i alt blev det til et luksusmåltid på en ganske almindelig tirsdag. Vi har besluttet at købe noget mere bisonkød i den kommende weekend, som er den sidste, hvor de har åbent for salg, for jeg er nødt til også at investere i en tyndstegsfilet eller en mørbrad eller lignende, der kan få ens bankrådgiver til at få nervøse trækninger.

Store forventninger har jeg også til forårets komme … John og jeg har i et par dage talt om at lave en lidt bedre/pænere/mere optimal/permanent overdækning af terrassen end den pavillon, vi har haft indtil nu. Taget blev flået i stykker af vinden inden det blev rigtigt efterår, hvilket det også blev sidste år. Et nyt tag om året er for dyrt i drift, så vi har talt om, hvad vi kunne gøre i stedet.
De to brødre gik i gang med at brainstorme. De er begge gode med deres hænder og har ikke spor svært ved at forestille sig den slags projekter, så ideerne var hurtigt nærmest frit svævende i luften, lige til at gribe, når man indimellem kom forbi.
Det viste er Sørens forslag, som vi endte med at beslutte. Tegningen behøver ikke at kunne forstås … jeg skulle i hvert fald have den forklaret. John havde i går fået den ide at lave noget, der passede i stilen til vores bindingsværk, altså sortmalede brædder med hvide felter indeni.
De to mænds ideer lod sig vist kombinere, så nu er der en bindingsværksoverdækket terrasse på vej. Eller noget … med ‘pølsevognsvarmerør’ og lamper over havebordet og det hele. Plus selvfølgelig skjult tagrende, så vi kan få sat gang i regnvandsopsamlingen igen – jeg har nemlig lige fået årsopgørelsen for vores vandforbrug, om hvilket der kun kan siges én ting: Det var for stort. Al den havevanding har kostet dyrt, så kan vi gøre noget her, ville det være perfekt, og det lader til, at de to mænd i fællesskab er kommet frem til en rigtig god løsning.
Mit bidrag vil være god og husmoderlig servicering hvad det kulinariske angår, mens projektet står på. Da jeg sagde det, mente Søren, at hvis de anstrenger sig for at arbejde tilstrækkeligt langsomt, kan de nok få det strakt til at vare en uges tid.
Mine forventninger er tårnhøje.

Hvis man kun har én stor rejse tilbage …

Hvis man kun har én stor rejse tilbage, hvor skulle den i givet fald gå hen?
Det er, måske ikke et af livets, men et af Johns og mine store spørgsmål.
Der er jo så uendelig mange muligheder.
Vi skal nok få råd til flere af de mindre rejser, men den rejse, jeg taler om her, kan der kun blive én af, og så gælder det om at være så sikker som muligt på, at man har valgt rigtigt.
Afrika igen, men det var så skønt? Australien? New Zealand?
Jeg sad og kiggede på Stjernegaards krydstogter, og især to af dem (de har mange spændende og/eller eksotiske krydstogter) sprang mig i øjnene.

Hvem har ikke drømt om at se nogle af stillehavsøerne? At se en rigtig Bountystrand? Ligge under en høj kokospalme og håbe på, at man ikke får en kokosnød i øjet …? Ulempen ved denne rejse er, at der er ni hele dage på havet. Det er godt nok lige i overkanten …
Jeg vil ikke engang hævde, at jeg har drømt om Sydamerika – tværtimod har den del af verden altid haft ret lav prioritet for mit vedkommende, men med dette krydstogt får man både Uruguay, Argentina og Chile med for pengene, og, meget vigtigt: Vi runder Kap Horn mellem the “roaring forties” and the even more wild “furious fifties”. De fleste, der har læst lidt om sejlads før og nu ved, at Kap Horn er noget særligt for enhver sømand af verden. Ildlandet … de chilenske fjorde … Punta Arenas … Argentina, som jeg af en eller anden grund hellere vil se end Brasilien – og det har ikke noget med Zikavirus at gøre … Uruguay, som jeg overhovedet intet ved om, men det kommer jeg så til … jeg kan godt høre på mig selv, at det nok er Sydamerika, der trækker mest, selv om jeg også gerne vil se stillehavsøerne.
Hvorfor kan man ikke bare det hele? Hvorfor skal der altid prioriteres?
Og inden vi når så langt, er der nok kommet flere rejser i spil, hvilket ikke er med til at gøre det nemmere.
Hvis det var jer, hvilket af disse to krydstogter ville I vælge? Og hvorfor?

Broerne i Madison County

Kan I huske den film? Med Meryl Streep og Clint Eastwood. Da jeg så den for 20 år siden, lovede jeg mig selv at se nogle af de smukke, overdækkede broer i USA. Filmens navn dækker godt nok over Madison County i Iowa, men der er et Madison nær Conway, hvor vi har en overnatning – ikke så langt fra Denmark!
Når vi skal afsted til efteråret, skal vi se overdækkede træbroer galore, men hvordan finder man dem? Man kan sikkert køre forbi snesevis af dem uden at vide, at de er der, for det er ikke dem alle, der må køre biler på, og de ligger ikke nødvendigvis lige ved siden af the highway.
Google er min ven. Igen. Efter 20 sekunders søgen kommer jeg ind på et website, der lister samtlige af den slags broer i hele USA, stat for stat. Der er mange hundrede. Ikke stater, men broer … som i mange, mange flere, end jeg havde forestillet mig. Vi kommer til at brække os ved synet af overdækkede træbroer, inden vi er hjemme igen – alene i Vermont er der 106. I New Hampshire 54, og også en del i Massachusetts (håber the lights are back … ) og i gyserforfatteren Stephen Kings stat Maine, som vi også skal opleve – samt mere, mere, mere.
Næste skridt var derfor at holde kortet sammen med vores overnatninger.

Det er genialt! Når man klikker på en bro-lokation, popper der et lille vindue op, der viser navn, koordinater, byggeår, hvem der må færdes på den, m.m. Jeg har nu fundet 12 broer, der ligger i bekvem nærhed af vores rute og/eller hoteller, screendumped det lille vindue og med elektronisk lim klistret det på et kortudsnit og gemt det som en fil, som bliver printet ud og medbragt som et af vores rejsedokumenter.
Forberedelserne til sådan en ferie kan være en smule omstændelige, men når vi tager så langt væk i tre uger, vil jeg være sikker på at se det, der for os er det vigtigste.
For eksempel springer vi Boston helt over, selv om alle bureauer havde det på listen. Fordi vi slutter med fire dage i New York, er det rigeligt med rigeligt storby for os.
Vi vil hellere se naturen – især med de farver, der forhåbentlig er, når vi kommer.
Der skal studeres meget, meget mere – vi kører selv rundt, men dagsmarcherne er helt
bevidst valgt at være meget korte (sjældent over 300 km), så der er masser af tid til at udforske områderne fra andet end en bil. Vi skal blandt andet bo i Bar Harbor, Cape Cod, Kennebunkport, i både Green og White Mountains … jojo, det bliver godt.

Når man sidder og kigger på et USA-kort og når ned i en vis detaljeringsgrad, fornemmer man tydeligt indvandrernes oprindelsessteder. Man kan ikke se selv et lille udsnit, uden det vrimler med europæiske (engelske) stednavne som på kortudsnittet her – Manchester, Plymouth, Dorset, Shaftsbury, Queensbury, Stratton, Bolton, Marlboro, Dover … det er sandelig ikke for ingenting, at det nordøstlige USA kaldes for New England … der er dog også lige Peru og Schenectady – denne sidste husker nogle måske fra den herlige pilotsketch med Dean Martin og Foster Brooks.

Tips, anyone? Hvad må vi ikke gå glip af i New England? Udover det allerede nævnte, de smukke gamle træhuse, de overdådige skaldyrsmenuer i kystbyerne, hvilket sidste John dog ikke er specielt interesseret i …

Ændrede jeres alvorlige sygdomme noget i jeres liv?

Overskriften er et af de mange spørgsmål, som Freja stillede os i mandags. Det korte svar er ja, der sker noget med en, når man ser døden i øjnene.
John fik en alvorlig blodprop som bare 47-årig, sandsynligvis fordi han havde et meget belastende arbejde, hvor han stort set aldrig havde fri, fordi han på det tidspunkt havde ansvaret for ikke mindre end tre tankstationer, hvoraf de to havde åbent døgnet rundt, hvorfor han kunne blive ringet op midt om natten på alle ugens syv dage. Det var kun i ferier, han var fredet. I alt for mange timer anede jeg ikke, om jeg havde ham eller ej – det var et slemt døgn for os alle.
Efter sådan en oplevelse bliver temmelig mange ting sat i relief, og den lykkelige slutning på denne historie er, at han og tre jævnaldrende blev fyret fem år senere, fordi de var blevet for dyre – man kunne få to i den halve alder til den halve pris. At de også kun var halvt så gode, var sjovt nok ikke vigtigt.
Det var også ligemeget, for John var glad. Jeg kunne se det på ham, da han fortalte mig det – han var ikke engang ked af det, men lettet! Jeg skulle da lige synke et par gange, men okay … hvis han var glad, var der jo ingen grund til, at jeg skulle være det modsatte.
For små tre år siden fik jeg som bekendt brystkræft. Ikke en akut sygdom som Johns, men så meget mere tid var der til at tænke over, hvad der var det værste der kunne ske og hvad der var det bedste.
Der skete det bedste: At jeg blev erklæret rask. Ingen garantier, men lige nu er jeg rask.

Vi lærte, at man skal ikke udsætte noget. Hvis det er muligt at gøre det nu, så gør vi det nu.
Jeg har altid været mere impulsiv end John, men i stedet for at stritte imod og forsøge at overtale mig til at “se tiden lidt an”, så lader han sig lettere lokke i dag end før i tiden – det være sig i det små såvel som i det store. Hans egen oplevelse flyttede ham en del mht. visse ting, men det var en kombination af min kræft og det, at vi jobstoppede, der flyttede ham det sidste stykke – det er trods alt også begrænset, hvor impulsiv man kan være, når begge er i arbejde.

Vi har altid elsket at rejse, og vi har mange rejsemål på ønskelisten – også nogle vi sandsynligvis aldrig når/kan/får råd til – men det er okay. I arbejdslivet havde vi kun seks ugers ferie (jeg betalte mig dog til otte i de sidste tre-fire år – England fik hele tiden højere prioritet), men nu har vi alverdens tid. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi rejser hele tiden, men vi gør det i det omfang, vi har mulighed for. Oftest småture, men indimellem kan der blive til en af de større.

Jeg tror, vi har talt om Madeira i 20 år. Nu bliver det en realitet og vi skal afsted inden for en overskuelig fremtid.
I aftes bestilte jeg et tre-nætters ophold i forsommeren på Ballen Badehotel på Samsø, som vi har talt om at se, siden vi så Strisser på Samsø.
Jeg fik øje på et godt tilbud gennem Ældresagen og spurgte John, om han ville med. Det ville han gerne …
Madeira er i øvrigt også gennem Ældresagen – den smule, medlemskabet koster om året, bliver betalt tilbage flere gange for vores vedkommende; Rabatten på ballenopholdet (herligt ord!) alene modsvarer årskontingentet for os begge.
Jeg kan kun anbefale det – jeg har været medlem siden jeg var 55, men man kan fra man er 50.

Ferieplanlægningens spæde start

Hvordan starter en ferieplanlægning? Hvad er udgangspunktet? I hvor god tid skal man starte? Hvad kan vi egentlig klare? Ikke kun økonomisk, men efterhånden også rent fysisk.
Vi har alt for mange ønsker til, at vi nogensinde når dem alle – ikke engang selv om vi skulle være så heldige at være forholdsvis friske og mobile i mindst 10 år endnu.
På den ene side ville det være trist at kunne sætte sig ned og sige til sig selv, at nu har man fået opfyldt alle sine ønsker og drømme. På den anden side ville det være lige så trist en dag at være tvunget til at blive siddende i sin stol og sige, at der var alt for meget vi af en eller anden årsag ikke nåede.
Det handler, som så meget andet her i livet, om at prioritere, men hvor er det dog svært.
Noget giver allerede sig selv: Turen i bil eller autocamper rundt i New Zealand er droppet, fordi John ikke længere har lyst til at køre så langt, så skal vi til NZ, bliver det på en bustur, men dem er der heldigvis en del af.
Han har ikke noget imod at køre bil, men det skal ikke være de lange stræk; det er blevet for anstrengende.
Vi vil så gerne tage imod Lenes tilbud om at komme og besøge hende i Canada, men det blev i første omgang droppet, fordi hun kommer til Danmark i maj. Alligevel ville tanken ikke slippe os, fordi det ikke kan undgå at blive en tur, hvor vi skal køre en hel del selv, og ingen af os bliver yngre. Vi var mange tanker og forslag igennem. Det ligger fast, at vi skal bruge nogle dage i New York, for der har John aldrig været. Men hvad mere? Man tager jo ikke over Atlanten for at være nogle dage i Canada og 3-4 dage i NY – der skal noget mere til.
Tværs over Canada i tog?
Flyve til Vancouver og tage et krydstogt til Alaska?
Flyve til Florida og se Everglades og Key West?
Labrador og Newfoundland?
Så slog det mig: For pokker da – vi snakker slut-september, så er det selvfølgelig Fall Foliage i New England! Hvad ellers?
Nu var der noget konkret at gå efter, og jeg brugte tre aftener på research – prøvede at planlægge turen selv, men det opgav jeg forholdsvis hurtigt. Jeg tror simpelthen ikke, det kan betale sig, hvilket vi jo også konstaterede, da vi var i det vestlige USA i 2010.
Jeg fandt tre ture, to kør-selv og en i bus, printede dag-for-dag-beskrivelserne ud, gav John dem og sagde, at han bestemte suverænt, hvilken af de tre det skulle være. Heldigvis valgte han den ene af kør-selv-turene. Det er for det meste korte stræk – ikke længere end en tur op til ødegården, så det regner han ikke for noget.
Vi tog til Top Tours, som, udover at kunne tilbyde Det bedste af New England, også har kontor så tæt på os som i Faxe Ladeplads, og fik en god, lang snak med ham, der har USA-ekspertisen. Han var flink og kompetent og havde selv turet meget og længe rundt i det meste af USA.
Han har nu fået opgaven at kombinere besøg hos Lene, New England og New York til én samlet pakke til os med fly, bil og overnatninger.
Vi er en anelse spændt på hans tilbud og håber naturligvis meget på, at det holder sig inden for en pris, vi kan acceptere.

Hvem er egentlig en bonderøv her?

Jeg sad og læste i Samvirke og for en gangs skyld sprang der ingen graverende fejl i øjnene.
Hovedreportagen var en artikel om Bonderøven, hvis udsendelser jeg godt kan lide at se.
Det var faktisk Søren Ryges skyld, at jeg startede på at se Bonderøven, antagelig stik imod Ryges hensigt, at det skulle føre til flere seere af konkurrenceprogrammet.
Jeg så Ryge blive interviewet i tv, hvor han bl.a. sagde følgende: “- Jeg kan bare være en lille smule bange for, at når man har gjort det i måske fem år, så er det ikke så sjovt at se mere, siger Søren Ryge, der mener, at der skal ske en større udvikling med programmet, hvis det skal stå distancen.”
Dette er klippet fra BT – jeg kan ikke huske en fire år gammel udsendelse ordret. SR sagde mere, som ikke stod i artiklen her, men som gjorde mig vred. Ord, der var mere nedladende – jeg mener at kunne huske, at han direkte sagde, at den slags udsendelser ikke holder – at folk ikke gider se dem i længden. Hvor meget forandring har der lige været i Ryges udsendelser, når de er optaget i hans have?
Som dagbladet Information så smagfuldt udtrykte det: En af dem er en selvforelsket klovn i røjsere og tobakspibe, der nu på 23. år render rundt med skovl og spade og roder i det samme agurkebed, mens han vælter hjemmestrikkede dybsindigheder af sig i forsoren fortrolighed med havefolket eller kværker en due i ny og næ.

Jeg kunne lige indtil det interview ganske godt lide SR og hans havesnak, men jeg tabte alt for ham, da han kom med disse udtalelser. Jeg syntes ikke, det var i orden. En person, der nærmest var/er en institution i DR, burde være stor nok til at lade andre komme til og ikke nedgøre en anden så meget i fuld offentlighed.
Jeg har stort set ikke set udsendelser med Søren Ryge siden, men har set samtlige med den hyggelige Bonderøv.
Som holdt. Og holder. Sikkert også længere end Ryge gør det – og med flere seere. HA.
Citat fra Samvirke:
[Frank Erichsen] blev 2008 landskendt, da han tonede frem på skærmen som “Bonderøven” og har siden slået seerrekorder år efter år.
Tag den, Søren Ryge.
Man må ikke være skadefro, men det er jeg nu alligevel, og jeg håber Ryge nu har indset, at hans ord er blevet gjort til skamme.

Jeg kunne ikke tænke mig at leve som Bonderøven gør, men han er hyggelig, overbevist og ægte. Med en dejlig kone og to skønne børn, som får en nærmest ideel opvækst.
Han er selv realistisk vedrørende sin måde at leve på og er hverken religiøs eller missionerende.
Sp: Ønsker du, at alle optimalt set lever som dig?
Sv: Nej, det giver ingen mening. Det her er min personlige drøm.

Det er jo det, vi skal: Gå efter drømmen. Det er ikke alle forundt, at drømmene går i opfyldelse, men man skal altid have dem, og skulle der blive en opfyldt, finder man hurtigt en ny.

Jeg havde i mange år en drøm om engang at komme til at bo i et stråtækt bindingsværkshus, helst tæt på noget vand.
Har du prøvet at opleve, at din drøm går i opfyldelse?

Jeg ønsker mig en bil, der kan køre helt selv

Da ødegården blev købt i 1996, var 56k-modemet ikke engang frigivet til salg endnu – det blev det først i 1998. Jeg kan ikke huske, hvornår vi fik internet i privaten, men jeg kan huske, hvor langsomt sådan et 56k-modem var. Det tog en krig at åbne en hjemmeside, hvis der var bare nogle få billeder. I Sverige var det helt udelukket at få telefon og dermed internet, for man skulle have en fastnetlinje, hvilken ville koste os omkring 25.000 kroner at etablere. Svenske, godt nok, men alligevel …
Jeg er egentlig lidt stolt af min forudseenhed, for jeg sagde allerede dengang, at inden der er gået så forfærdelig mange år, kan vi hive internettet ned fra luften, lidt lige som mobiltelefoni (som også var relativt nyt).
Der var ikke rigtig nogen, der troede på mig dengang, men realiteterne taler jo for sig selv – jeg fik faktisk ret, før jeg selv troede, jeg havde fået det.
Nu sidder vi deroppe in the middle of nowhere og hhv. modtager og sender med 25/13. Bare sådan. Med et modem ikke meget større end en æske husholdningstændstikker. Jeg synes det er fantastisk … jeg fatter overhovedet ikke teknikken bagved, men det er mig aldeles ligegyldigt, bare det virker, og det gør det. Lige som min mobiltelefon og meget andet elektronik.

Så sent som i går sagde jeg, at jeg ønskede mig en bil, der kan køre helt af sig selv. Tænk, hvor ville det være fantastisk, hvis man bare satte sig i det magelige sæde og fortalte bilen, hvor man skulle hen.
I dag – meget pudsigt og helt underligt – lå Illustreret Videnskab og ventede på os. Deri var en artikel om … den totalt selvkørende bil, såmænd. Mercedes er godt på vej med den, og hvis jeg er bare en lille smule heldig, så kommer den på markedet, mens jeg stadig kan få glæde af den. Man påstår nemlig, at det vil blive i 2035, hvor jeg runder de 82 år. Hvis jeg er så heldig at leve til den tid, ville verden måske være et bedre sted, hvis jeg ikke selv sad bag rattet, så jeg satser simpelthen på, at ‘man’ har ret.
Det ville glæde mig såre, om jeg bare kunne sætte mig godt til rette i en kabine som den viste (fra Mercedes) med mit strikketøj og sige “Godmorgen bil. Jeg vil gerne over til mine børnebørn i England. Vi tager lige et stop hos Albert undervejs.” Måske kan jeg oven i købet sige ‘mine oldebørn’ … til gengæld skal jeg nok ikke regne med, at Albert endnu kører sin B&B, men hvis jeg alligevel ikke skal bekymre mig om kørslen, tager vi den da bare i ét stræk.

Intet er umuligt. Da computere blev mindre og mindre, sagde ‘eksperterne’ dengang, at dem skulle man sandelig ikke regne med nogensinde kom ud til den brede befolkning. De var for dyre, for ubrugelige, osv. osv.
Så meget for eksperter. De havde ikke ret dengang, og dagens eksperter virker heller ikke altid som om de er eksperter i andet end selvpromovering.

“There is no reason anyone would want a computer in their home.” — Ken Olson, president, chairman and founder of Digital Equipment Corp., 1977

“The most exciting phrase to hear in science, the one that heralds new discoveries, is not ‘Eureka!’ (I found it!) but ‘That’s funny …'” (Isaac Asimov)

En tur med en 32-fods-trækker

Dagens clou var hundeslædeturen! Det var præcis som jeg havde håbet, at det var – ingen skuffede miner eller uindfriede forventninger fra vores side.
Da vi ankom til Tromsøs vildmarkscenter, som ligger lidt inde i landet, var vi ikke i tvivl om, at her var slædehunde i et større antal – både lugten og lyden afslørede det, men 300 slædehunde skal vel også larme en hel del, når de synes, at det går alt for langsomt med at komme ud og trække slæderne.

Du GOdeste, hvor var de hunde ivrige og hvor kunne de dog hyle af forventningsglæde! 
Herover ses ægteparret Nielsen, pakket godt sammen og siddende i futtog på et rensdyrskind og med et filtet tæppe over sig. Til højre er slædeførerne ved at rigge hundene til (begge billeder kan klikkes større).
Der var fra fem-hundesslæder (to personer på slæden) og helt op til 10-hundesslæder (fire personer på slæden). John og jeg kom afsted med en med otte hundekræfter, som en sød, ung jente havde fuldstændig styr på.
Det var SÅ fedt. Kan så absolut anbefales, hvis man alligevel er på disse kanter … faktisk vil jeg hævde, at sådan en oplevelse er en rejse værd …

Vi var ude i en times tid, hvor vejret – igen – vekslede mellem lidt sol og vindstille til en hujende vind med både sne og hagl i sig.
Det gjorde ikke spor – jeg følte mig som en uhyre autentisk polarekspeditionsdeltager, når vejret indimellem var rigtig slemt, og som man nok fornemmer på billedet, var vi pakket ind til at kunne klare stort set hvad som helst rent vejrmæssigt.
Tilbage i lejren fik vi lov til at kigge på og klappe nogle slædehundehvalpe og til sidst fik vi serveret frokost inde i en kåtelignende indretning, med bålvarme og det hele. Frokost = rensdyrsuppe, chokoladekage og kaffe.

Efter frokosten gik turen videre helt ud på de yderste skær til Sommarøy Arctic Hotel, hvor turens sidste to døgn skal tilbringes. Her er vi væk fra byens lys, hvorfor der skulle være større chance for at se nordlys. I aften skal vi ud i tre timer, så jeg satser kraftigt på at skifte fra en Roald Amundsen look-alike til en Joanna Lumley-look-alike. Værten hævder, at her er nordlys fire ud af fem aftener, så i og med, at vi skal tilbringe to aftener/nætter herude, må chancen siges at være pæn.

Hvis der er bare den mindste smule solskin, har vandet herude en flot, grønlig, næsten helt azurkyst-blågrøn farve, hvilket skyldes et stort indhold af kisel. Ved ebbe kan man gå ud og finde koraller på de fine sandstrande, som på billedet herover gemmer sig i højvandet, og det er oven i købet tilladt at tage koraller med hjem … de er nok heller ikke lige så farvestrålende som ved Great Barrier Reef.
Der er sikkert mange, der i høj grad ville foretrække netop dette rev fremfor at ligge og rode rundt oppe ved grænsen til Ishavet, men vi er ikke rigtig til de varme steder, så dette her passer os såmænd fint.