Hos Mommer

24. april 2015

Det kommer noget bag på mig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:15
Tags:

Det kommer faktisk en hel del bag på mig, hvor træt jeg egentlig må have været af rækkehuset, uden det dog gik helt op for mig, mens vi boede der.
Nok meget godt, når man tænker over det …
Første gang, jeg tænkte bare lidt over det, var før vi overhovedet fik øje på Den Stråtækte.
En dag, jeg sad og kiggede ud i den lille gårdhave, slog den tanke mig, at når vi en dag ikke er i stand til at klare at vedligeholde svenskerhytten mere og dermed er bundet til rækkehuset, så vil det gå helt galt for mig. Så dør jeg ganske enkelt. Af klaustrofobi eller kedsomhed eller noget. Jeg kunne i hvert fald ikke holde tanken ud om at skulle tilbringe en måske relativt inaktiv alderdom i det hus.
Et halvt års tid efter fandt vi Den Stråtækte, så var den del af problemet da løst. Den tanke, at vi heller ikke kan klare at vedligeholde det på et tidspunkt, vælger jeg at se helt bort fra lige nu – vi nyder bare den tid, vi kan få, og så tager vi den derfra, hvis ‘derfra’ overhovedet kommer. Gider ikke ligefrem opsøge problemerne. De kommer erfaringsmæssigt helt af sig selv.

 Grønirisk ved Præstø Fjord

Når vi tidligere skulle hjem fra Sverige, trak og trak og trak jeg afrejsetidspunktet, til Johns større eller mindre irritation, men jeg havde overhovedet ikke lyst til at forlade stedet for at køre hjem til dødkedelige Havdrup. Hvorfor tage til Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel i Havdrup …
Nu har manden lidt nemmere ved at få mig ud ad døren, og ih, hvor jeg nød at komme hjem denne gang – hurtigt pakke ud og så ellers fluks ud i haven, hvor jeg vandede de nye planter og under denne seance kunne konstatere, at både min buskbønne og squash var ædt – af snegle, formentlig. Det må der snarest gøres noges ved.
Derefter skænke et glas vin, sætte sig op på den nye terrasse og bare nyde, nyde, nyde, og hvor jeg midt i nydningen fik øje på en lille grønirisk, der sad og sang i vilden sky øverst i et af småtræerne i sivene cirka 100 meter væk.
Jeg hentede mit Canon, som kan zoome – nårhnej sume – x50 og tog dette billede. Det er altså ikke helt tosset, når jeg selv skal sige det – først maksimalt zoom og derefter yderligere digitalt zoom på pc’en. Til gengæld skal man ikke forsøge at blæse det mere op nu – jeg har vist trukket alt, hvad der kan trækkes ud af kameraet her.

18. april 2015

Jeg gjorde det! Men hadede hvert sekund

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

Så er det overstået! Og uanset hvad Maler-Glenn siger, så får de kun den ene gang, de vinduer – eller også spørger jeg Tim eller Charlotte, om de kan kravle op og give dem et lag til, når de kommer til august. Jeg skal i hvert fald ikke igen op på en stige, der står i en vinkel på 45°, hvilende på et stråtag, så man skal stå med fødderne på langs af trinene for ikke at bore huller ind i stråtaget. Det har intet med højdeskræk at gøre; det lider jeg slet ikke af, men det der er jeg altså blevet for gammel til, åbenbart. For 20 år siden balancerede jeg rundt på stiger så let som ingenting, og det generede mig overhovedet ikke, men det var så dengang …
Fordi stigen hvilede på taget, kunne jeg ikke engang sætte bøtten med maling fra mig, så jeg kunne ikke holde ordentligt fast. Men det lykkedes mig uden uheld. Jeg malede de satans vinduer. Jeg gør det bare ikke igen. Punktum.
John blev pænt nede på jorden, umiddelbart ved siden af stigen. Det var ikke som sådan nødvendigt at holde den, men jeg bad ham om at blive for den psykologiske og opmuntrende støttes skyld – og ikke mindst fordi det skulle helst opdages med det samme, hvis jeg faldt ned …
Det er da godt, at det pynter – ellers skulle da pokker stå i at stå den slags igennem. Nu mangler vi bare, at Troels Tækker indfinder sig, så vi kan få mønnet og skiftet kragetræerne.

Gavlvindue førGavlvindue efter

Eric mente, at malingen, der blev brugt til gavlen, kunne tænkes at indeholde cement. Det viste sig at være silikatmaling, som også kommer til at ligne kalk, og som skulle holde den hvide farve helt utrolig godt. Det skal desværre have en grunder først, så man skal hele skidtet igennem to gange, hvilket min tålmodighed på ingen måde rækker til. Vi spurgte Glenn i dag, hvad han skulle have for at ordne hele huset – men at han gerne måtte dele tilbuddet i to, så det 1) kun er for vinklen, man ser på billedet herover, og 2) hele huset. Vi har nemlig på fornemmelsen, at det bliver hundedyrt, og i givet fald er John heldigvis i besiddelse af den fornødne tålmodighed, så han kan smøre bagsiden af huset selv. Det er s…..besværligt at smøre på, og man må kun tage ét felt ad gangen, for man kan ikke pletreparere det. OG: Man må ikke spilde på det sorte bindingsværk! Allerede der er jeg helt og holdent stået af. Hvad man stiller op med en stor, ubrudt facade, kan jeg ikke lige gennemskue, men det er så heller ikke et problem i Den Stråtækte.
Jeg skal ikke lægge skjul på at det ville passe mig særdeles glimrende at få Glenn til at klare den sag, for derefter ikke at skulle tænke mere på facadevedligehold (bortset fra vinduerne) i heldigste fald i al den tid, vi har Den Stråtækte, men nu må vi se, hvad han kommer op med. 

17. april 2015

Vi lavede lige en Eric

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:03
Tags: ,

Vi lavede en Eric, mens vi var i Jylland: Vi havde håndværkere på til at ordne gavlen, som skulle have skiftet nogle få mursten for derefter at blive pudset op og malet.
John hverken skal eller vil stå på en stige og ordne den slags ting selv. Der var engang … men den tid er forbi.
Det er blevet så fint hvidt, blåt og sort. Vi var ret flove over den gavl; især vinduerne skreg til himlen om maling, men hullerne var bestemt heller ikke kønne at se på. Jeg havde selv malet det nederste vindue, men fordi Maler-Glenn alligevel var deroppe, havde han lovet at male det øverste for mig.
Det hvide er en form for maling som ifølge Glenn holder mindst 10 år – det er noget vi kan lide … vi må se at få fat i noget mere gennem Glenn, så vi kan få givet resten af huset en omgang.

Brænde ankommetP1060209

Det er farligt (for pengepungen) at være med i webstrikkerforeningen – en navnesøster, som havde opdaget hvor jeg befandt mig, foreslog i går, at jeg besøgte Flittiglise i Vejers, og sådan en opfordring må naturligvis efterkommes.
Uha, hvor hun havde ret … problemet er bare at jeg har garn nok til resten af livet, om så jeg blev 100 år og strikkede til jeg drog mit sidste suk. Jeg købte derfor næsten heller ikke noget … kun fire nøgler silkegarn fra Karen Noe i lige netop de søgrønblå nuancer, som er min over alle-yndlings-farvekombination. Der er lige præcis til en sommerbluse, som jeg snarest må i gang med.

P1060212P1060213P1060218

Og fordi jeg har disse kilovis af garn allerede, købte jeg i stedet bøger til at blive inspireret af til at få brugt noget af det på en sjov måde.
Er man strikker, bør man absolut kigge ind hos Flittiglise som har et hav af forskellige og spændende garner – og masser af inspiration.

9. april 2015

Dette er ikke Santorini, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Den Stråtækte er ikke Santorini, men dørene er nu blå.
Nogle af dørene i hvert fald, og de er ikke Santorini-blå, men det er jo som sagt heller ikke Santorini …
Endelig sneg temperatruren sig op over 10° – så må man gerne male. Det har jeg ventet på længe – ikke fordi jeg elsker at male, tværtimod, men fordi døre og vinduer formelig har skreget på maling, lige siden vi flyttede ind. Vi fik det ikke gjort inden vinteren, fordi det nåede at blive for koldt, inden Maler-Glenn fik nosset sig sammen til at blande malingen igenigen. De to første forsøg blev alt, alt for blå, som nogen måske husker, men tredje gang, for et par måneder siden, lykkedes det for manden at finde frem til en blanding, vi jeg kunne acceptere.
Temperaturen skal være mellem 10 og 20 grader og det må ikke blive frostvejr om natten, så projektet har først kunnet startes nu.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg afskyr at male, især sprossede vinduer og døre, men eftersom John går og bygger terrasse, er der ingen vej udenom: Ellen må i gang.
I det mindste er jeg aldrig i tvivl om, hvor langt jeg er kommet … man må sige, at det pynter i svær grad.

P1060049     P1060050

Det er virkelig et projekt.
I dag har jeg malet to døre og otte vinduer.
Så mangler jeg bare 18 vinduer, seks døre, tre garageporte og en blændet, men udadtil bevaret vognport! Nej, 17 vinduer, for Glenn tager førstesals-gavlvinduet, når han kommer og pudser gavlen op for os. Herregud, det er hurtigt overstået, så …
Gid det var så vel – jeg bliver træt alene ved tanken … tror bare jeg skal koncentrere mig om hvor mange jeg har nået.

6. marts 2015

Det lokale Atlanterhav er ved at blive fyldt op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: ,

Den tidligere ejer havde en meget stor modeljernbane i haven. Den var næsten helt fjernet, da vi så huset første gang, men hele hans landskab, inklusive det, vi af uvist af hvilken årsag lige fra starten har kaldt for Atlanterhavet, er der endnu, samt resten af området med terrasser, tunneller, stensætninger und Alles.
Stensætningerne vil vi gerne beholde, men Atlanterhavet skulle nedlægges og fyldes op med jord, hvorefter vi vil have græs på det, der dermed bliver det bredeste af de vandrette stykker jord. Vi overvejer rullegræs – der er ikke så mange kvadratmeter, at det kan koste en herregård, og så har vi gåfærdigt græs næsten med det samme. På de smalle, vandrette stykker har jeg planer om, at der skal stå en hulens bunke forskellige krydderurter. Der har hele tiden været timian og sar, som fyldte haven med sin pragtfulde duft sidste sommer, så tanken om at fortsætte med salvie, mynte, rosmarin og flere andre er ikke fjern. At være selvforsynende samtidig med, at man har en middelhavsduftende have er ikke det værste her i livet.

Atlanterhavet er ved at være væk

Jeg fik taget et pænt stykke med skvalderkålrødder i dag, så man må sige, at for vores vedkommende er havesæsonen begyndt.

Staldvinduer

Nyt badeværelsestæppe (2)Malle, læser du med? Eller måske gør Heidi? Hvis en af jer gerne vil overtage disse vinduer, gemmer vi dem gerne til jer. De kræver nok en del arbejde for at blive pæne, men der er jo mange der synes, at det er alletiders med disse gamle staldvinduer.
Hvis hverken Malle eller Heidi vil have dem, er der frit slag for alle øvrige læsere, hvis det skulle have nogen interesse … det er bare at sende mig en mail. Man må selv afhente. Gælder alle.
(Og Malle hedder Amalie, men hun har fra dag ét været Malle for John og mig.)

Indendørs har badeværelset fået ny gulvbeklædning. I England bruger man meget at have et rigtigt væg-til-væg-tæppe på toilet og badeværelse, men det koncept kan jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde vil tage til mig. Charlottes svigermor har det, og ude på gæstetoilettet lugter der altid lidt af urin. Godt nok kun så svagt, at de sikkert selv er blevet immune for lugten, men det er vi andre ikke, og tanken om, hvad jeg sætter mine fødder på, er altså en anelse ulækker …
Denne måtte, som er syet af et fleecetæppe og bomuldsstoffer, kan gå i vaskemaskinen. Der skal helst ligge noget på gulvet, for en flise cirka midt under tæppet har fået et ordentligt slag, så der er både et hul og en revne i den.

4. marts 2015

Jeg tror vi har spøgelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags:

Eftersom vi er flyttet ind i et 235 år gammelt hus, er det sikkert ikke helt usandsynligt, at vi skulle huse et spøgelse eller to. Det er i givet fald et spøgelse, der synes det er vældig skægt at pille ved den moderne elektronik. Forleden morgen havde det sat vejrstationen til at vække os klokken 6. I morges var det tv’et, der tændte helt af sig selv, mens vi begge lå og sov sødeligt. Det spøgelsesagtige ved det var, at det også var præcis klokken 6. Ikke kun vækkede det os; det var også en anelse tankevækkende … P1050340 Man må jo sørge for at overholde sit skridtmål (!), så vi gik en tur i eftermiddags, selv om vi egentlig havde mest lyst til at blive inde og hygge os foran brændeovnen, fordi himlen så lettere truende ud … et uvejr, der heldigvis trak uden om os. Vi gik ned ad en lille privat vej, som ikke er mere privat end at vi beboere overfor gerne må benytte den. har vi fået at vide, så man må håbe det er sandt. Lidt nede ad vejen står skiltet med kooperativet … historien bag det må vi have fundet ud af en dag. P1050333 P1050268 … og nede ved vandet kan man se Kystens Perle. Endnu kender vi ikke de stolte ejere af dette lysthus, men den ikke særlig diskrete skraldespand vidner om, at det er folk, der sætter pris på at hygge sig med en øl eller syv. På det sidste stykke af vejen tilbage mødte vi en del fra Marjatta, der nu havde fået fri og var på vej hjem. Den sidste af dem, en mand et sted i trediverne, havde fundet nogle vintergækker på sin vej – jeg vil helst ikke vide, hvor han havde plukket dem, for da han så mig, standsede han op, sendte mig et stort smil og ignorerede John totalt. “Dem skal du ha’”, sagde han og gav mig vintergækkerne. Jeg kunne ikke gøre ret meget andet end at takke ham og sige, at det var sødt af ham, men da jeg vidste, at de måtte være fra en have på hans vej, var jeg glad for ikke at blive antastet og anklaget for tyveri, inden vi nåede hjem.

27. februar 2015

Finpudsning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Sagde jeg virkelig finpudsning forleden dag? “Nu mangler der kun finpudsning”, skrev jeg vist temmelig letsindigt. Finpudsning – pfffttt. Jeg tror heller ikke, at John vil være helt enig i det udtryk.
Jeg har arbejdet det meste af dagen på at rydde op og rydde ud fra mit arbejdsværelse, som har været brugt til aflæsningsrum til ting, hvis skæbne vi ikke havde truffet beslutning om endnu.
Jeg har tonsvis af stof, og nu var tiden kommet, i forbindelse med at få system i rodet, at få sorteret det fra, jeg er nogenlunde sikker på, at jeg aldrig vil komme til at bruge.
Der var noget fra gården, og der var noget, jeg har fået andre steder fra, og som jeg ikke har nænnet at smide ud, men når nu jeg har så rigeligt med stof alligevel til resten af mit liv – vil jeg tro – så er det lidt fjollet at gemme noget af sentimentale grunde. Ud med det!
Nå … selv om det er arbejde, er det et hyggeligt arbejde, og nu er arbejdsværelset/systuen så langt, at jeg kan bruge den til formålet: system i rodet, ikke flere flyttekasser og et stort og uvedkommende ting-frit arbejdsbord. Herligt.

2015 27 februar

Soveværelset er det eneste rum i hele huset, hvorfra man ikke har udsigt til fjorden, men hvis vi ikke lukker døren – og hvorfor skulle vi det, når vi er alene i huset? – så er min seng placeret, så jeg kan kigge ud ad døren, op ad trappen, gennem en anden dør og endelig ud ad det østvendte vindue på første sal. Jeg kan naturligvis ikke se fjorden, men jeg kan se en himmel og dermed kan jeg vurdere, om der er bevaringsværdige farver eller jeg roligt kan vende mig om på den anden side og sove videre.
Det gjorde jeg så ikke i morges. Det er set meget kønnere, men lidt har også ret, og jeg kunne godt lide solbræmmen under skyerne.

Jeg kan i øvrigt fortælle, specielt til Kirstin, der var bekymret over, om vi kunne risikere at blive oversvømmet, at det er der ingen fare for.
For det første ligger huset 3½ meter over vandet, selv om det ligger så tæt på vandet, og for det andet kræver en ekstrem højvandsstand som den, man oplevede i Roskildefjorden under stormen Bodil, en længerevarende og voldsom østenstorm, hvilket jeg aldrig tror vil forekomme.
Det var Inges mand, der i kraft af sin viden og erfaring fra sit tidligere arbejdsliv var i stand til at måle hvor højt vi ligger. Jeg er god til at [øje]måle afstande, men at vurdere ting i højden er svært, grænsende til det umulige. Jeg havde gættet på 2-2½ meter, og allerede der følte jeg mig temmelig sikker på, at vi ikke ville kunne oversvømmes, men den ekstra meter gør, at det aldrig vil kunne bekymre os.

26. februar 2015

Man har et standpunkt, til man …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

Man har et standpunkt, til man bliver tvunget til at tage et nyt.
Da vi så på Den Stråtækte, havde Finn sin vaskemaskine i badeværelset, men John og jeg blev lynhurtigt enige om, at den skulle ud i fyrrummet, hvor der var strøm til den og hvor der var etableret afløb.
”Virker det afløb?”
”Jaja, det fungerer som det skal.”
Første gang vi brugte vaskemaskinen, stod der et par cm vand på gulvet. Det forsvandt af sig selv, men meget langsomt.
John prøvede at rense afløbet med alle tilgængelige midler, men intet hjalp, så vi måtte have fat i en kloakmand.
Denne fandt ud af, at det ikke var et rigtigt afløb, men bare et kort dræn, som endte i en faskine lige uden for garagen. Hverken lovligt eller tilstrækkeligt til snesevis af liter snavset sæbevand …
Vi kiggede i tilstandsrapporten, for vi huskede det omtalt som et afløb – hvilket var rigtigt husket, så dette er en ejerskifteforsikringssag, tænkte vi straks. HA – endelig noget, der ikke er blevet taget forbehold for.
Da vi tænkte én gang til, blev vi enige om at flytte vaskemaskinen ind på badeværelset … det var faktisk lidt ligemeget, at vi ikke selv skulle betale kloakgildet, så at sige, for vi orker simpelthen ikke tanken om, at det halve af haven skal graves op for at få ført et autoriseret afløb fra fyrrummet og ud til den eksisterende kloak.
Det passer ikke fruen helt – heller ikke herren, for den sags skyld – men alt det andet besvær passer os begge endnu mindre, så vi havde en VVS-mand ude i dag for at reetablere vandtilførslen, som vi fik stoppet og gemt godt af vejen, mens huset alligevel var fyldt med håndværkere.
Sådan kan det gå …

Da VVS-manden alligevel var her, spurgte John, hvorfor trykket faldt så hurtigt på ekspansionsbeholderen – han var nødt til at fylde vand på systemet en gang om ugen, hvilket han ikke følte sig helt tryg ved, for hvor forsvandt vandet hen?
Det ved ingen; det forsvinder bare, men ny ekspansionsbeholder er nu blevet sat op … det var dog okay – de holder angiveligt ikke mere end 10-12 år, så det kan vi vel ikke bebrejde nogen, andre end måske tilsynsmanden, som altså hverken opdagede, at afløbet ikke var et afløb eller det med ekspansionsbeholderen. Det sidste ved jeg ikke, om man overhovedet har mulighed for at opdage, men da vi omtalte det for VVS’eren, grinede han hånligt og erklærede, at de tilsynsrapporter var en ren pengemaskine – de færreste håndværkere havde respekt for det ‘arbejde’ (man kunne tydeligt høre hans gåseøjne), der blev udført i forbindelse med et hussalg.
Vi havde en oplevelse, der understøtter mandens påstand: Da vi havde en tilsynsmand ude til rækkehuset, ville han ikke gå ind i skunken “for der var erfaringsmæssigt ikke noget at finde i disse huse”. Ejerskifteforsikringen tog, ikke overraskende, forbehold for fejl bag skunken, og køberen forlangte derfor den efterset for at få forsikringsdækning.
Vi havde heldigvis en såkaldt sølvpakke, så det kostede os ikke noget at få ham ud igen (lige som det heller ikke kom til at koste os noget at få rapporten forlænget), men hvis han havde gjort sit arbejde ordentligt første gang, kunne vi helt have undgået den ommer.

21. februar 2015

Syslerier – eller …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: ,

Jeg ved ikke om man kan kalde det at løbe hele huset over med støvsuger, for bagefter at vaske dem, for ‘syslerier’.
Jeg ved heller ikke, om man kan kalde Johns heldagsbeskæftigelse for ‘syslerier’, men ligefrem kalde det ‘arbejde’ er vel heller ikke det rigtige ord. Og dog – det er det måske alligevel …
Ude i garagen havde Finn engang lavet et langt bord, som John bare har læsset på og på og på. Alt for meget på, viste det sig i morges – det var braset sammen i løbet af natten. Vi må have sovet godt, siden vi ikke har hørt noget som helst – ikke særlig betryggende, faktisk, for det må have larmet en del. Han har derfor brugt hele dagen på at konstruere et nyt og mere holdbart bord, plus færdiggjort blændingen af den ene af de fem (!) yderdøre vi har. Fire er mere end rigeligt, og blændingen af den løste et andet lille problem, vi havde, nemlig et sted til at sætte alle vores sko. Fyrrummet er meget lille, og vi vil ikke have de mange sko i entreen, men nu har handymanden bygget en fin reol, hvor der er masser af plads til dem. Det er helt bevidst, at vi gør det på denne måde, for det ville skæmme huset, hvis vi helt nedlagde døren. Nu ligner det en dør udefra, men den kan ikke længere åbnes. Det var to fluer med ét smæk, for den var så utæt, at vi et enkelt sted havde en lille sprække ud til det fri. Nu er der isoleret med rockwool i den nederste halvdel, og den øverste får noget skumgummi. Når vi engang får købt noget. Lige nu har den fået akutbehandling i form af malertape.

Blændet dør - indefraBlændet dør - udefra

I kan godt se, at det ville være en dødssynd at fjerne denne dør, ikke?

Hele hytten er som sagt gjort ren nu – det er da utroligt, at der kan komme så mange nullermænd på en uge, men vi har selvfølgelig været mange – jeg har vasket en ordentlig skudefuld sengetøj og håndklæder, der er en kage i ovnen til morgendagens gæstebud, og om lidt skal jeg lave mad. Man må sige, at kønsrollerne lige er hoppet godt 50 år tilbage med de sidste par dages fordeling. Jeg tror John er mere glad for den garage, end han tør indrømme, for han ser slet ikke spor ked ud af det, når der sker en mindre ulykke som den i nat – han har savnet sådan en arbejdsplads gennem al tiden i rækkehuset, og han elsker simpelthen at gå derude og arbejde og give den hele armen som den handyman, han heldigvis er. Der kommer vel en dag, hvor jeg kan håbe på, at han igen får tid til at svinge støvsugeren …

12. februar 2015

FLYTTET!!!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: ,

P1050167Flyttemændene stod der i går morges kl. otte præcis. En ældre, lavstammet herre og en meget ung mand med tatoveringer hele vejen rundt på halsen. Han hed Ronnie, så alle mine fordomsvarsler blafrede. Over for os var han en meget fåmælt yngling, men ham og Jan, som næsten kunne være hans bedstefar, havde et bramfrit, internt sprog, der tydeligt viste, at de arbejdede godt sammen og at dette ikke var første gang, de gjorde det.

Vi var helt klar til deres ankomst – havde pakket det hele i kasser, men ikke tømt alle skuffer, hvilket de heldigvis accepterede, undtagen for et enkelt møbels vedkommende. Jeg havde tapet skufferne fast med pakketape, selv om John mente, at det var en dårlig ide, men den bedrevidende Ellen kunne overhovedet ikke se noget problem i det.
P1050168Resultat: Da jeg hev tapen af, var alle de pågældende møbler meget lysere under den. 
At tape dem viste sig oven i købet at være spildte skønne kræfter, for Jan og Ronnie pakkede kommoder og reoler med skuffer og låger ind i bred plasticfilm, lige som man kan se i lufthavnen, at nogle kufferter bliver.
Da jeg hader at indrømme, at jeg har taget fejl, lavede jeg straks en sæbespånopløsning og begyndte at smøre møblerne ind. Jeg nåede dog ikke dem alle, inden John kom, kastede et enkelt blik på dem og erklærede, at han jo sagde, at jeg ikke skulle bruge det tape.  
Sæbespånerne hjalp heldigvis, så alle mærker er væk nu.

P1050169

I rummet, der bliver til min systue, er der absolut ikke meget hyggelig systue over det lige nu. Der bliver dog langsomt reduceret i antallet af fyldte kasser, og i skrivende stund er der 10 tilbage af de 20, der var i går eftermiddags. Jeg trængte godt nok også til denne lille skrivepause.
John går og sætter lamper op i én uendelighed.

Vi skulle til en afveksling en tur i byggemarkedet, da der til en afveksling lige var nogle småting, vi stod og manglede, og til en afveksling kunne det ikke vente til en anden dag, hvis vi skulle holde den prioritering, der til en afveksling blev ændret her til morgen. Da vi alligevel var i Køge, tog vi i Jysk, for nu, hvor vi har fået to Det elektroniske hjørnesengepladser mere, mangler vi to dyner, så jeg besluttede mig til at overraske Tim og Charlotte med nye dyner og hovedpuder i overmorgen. Børnene fik nye, da de for tre år siden gik fra juniordyner til voksendyner, så nu må det være forældrenes tur.

Hjemmekontoret er nu etableret. Lige ved siden af tv-stolene, hvor man i den ene sædvanligvis kan finde John om aftenen, så nu kan jeg holde varmen, blogge, tale med John og se tv – alt sammen på én gang. Man kan vel multitaske …
Planen om at have min farfars skønne, gamle skrivebord oppe på reposen blev skrottet, fordi det viste sig, at John og jeg mod forventning ikke kunne tale sammen, når tv’et kørte. Vi var ellers ikke så langt fra hinanden rent fysisk – jeg kunne høre John, men han kunne ikke høre mig, og jeg gider ikke råbe til ham. Denne løsning er både bedre og hyggeligere. Jeg har oven i købet kig ind til sofaafdelingen, så jeg kan sidde og beundre John, mens han tager sig en morfar …

7. februar 2015

Vi skulle bare slappe af i dag …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: , ,

Fuglefoderstativ de luxeVi kørte – for første gang – to ture i går for at kunne slappe af i dag, hvilket vi var helt enige om, at vi fortjente. Ikke lave en pind, bare gå rundt og nyde livet, huset og hinandens selskab.
Vi har næsten heller ikke lavet noget. Ikke andet end at sætte det fuglefoderstativ op, vi købte i England i juli, pille automatikken af garageporten, så Johns monstrum af en bil kan være derinde, ordne lidt ledninger hist og pist, så det ser pænt ud, hænge gardinstang op for anden gang, fordi den faldt af, da jeg tog gardinet ned for at lægge det op. Indervæggen mod vejen er blød masonit, så hvis der sætter sig en gråspurv på stangen, falder den ned. Nu har John sat nogle ordentlige moppedrenge af 12-kroners rawlplugs i, så hvis ikke de kan holde, ved vi simpelthen ikke, hvad der skal til.
Jeg har gået og nusset med at gøre børneværelset og det andet gæsteværelse hyggeligt; jeg har forsøgt at finde fundet en plads til alt det, jeg i første omgang bare havde anbragt på køkkenbordet.
Og som sagt haft fat i gardinerne atter en gang, men forhåbentlig nu sidste gang, inden de på et eller andet tidspunkt skal vaskes.

Oplægningsklare gardinerHelt oplagte gardiner :-)

Indtil nu har de hængt med nåle i og set meget ufærdige ud. Nu er de lagt op og hænger med klemmer i og ser stadig ufærdige ud, men det gør de kun til i morgen, hvor jeg kan tage klemmerne ud – så har de lagt sig permanent i de rigtige folder.
Begge vore ansigter har været lidt ude af de normale folder en enkelt gang i dag: Jeg brændte mig på strygejernet, hvad jeg ellers ikke har prøvet i årevis … burde også være strygerutineret nok til at lade være med den slags pjat … men ondt gjorde det, så der blev lige skåret en grimasse.
Det blev der også fra Johns side, da han fik en klemmelus af de større – også pga. et eller andet banalt, som også han nok burde have kunnet undgå, men sådan kan det åbenbart gå indimellem.

Nå. Det var dagens kaffepause med indlagt blogindlæg … tilbage til symaskinen og strygejernet …
Men ih, hvor jeg dog går og nyder det. Stornyder det, selv om det blæser en halv pelikan fra vest udenfor og fjordens vand delvist er flyttet udenfjords.
Det er sådan en dag, man finder ud af, hvor husets utilsigtede trækkanaler befinder sig. Jeg har fundet to, som vi skal have tætnet snarest muligt.

6. februar 2015

First night

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags:

Nu er det nu. Eller i hvert fald om nogle få timer, for jeg er ikke umiddelbart på vej i seng, men i nat bliver første nat i Den Stråtækte.
Det bliver nyt på flere måder, for ikke kun er det nye omgivelser, men vi var som tidligere skrevet ude for at købe os nogle nye senge, så de skal også indvies – det bliver lidt spændende, om vi banger direkte omkuld og sover som små sten, eller vi ligger og vender og drejer os den halve eller hele nat.
I rækkehuset er der ikke meget tilbage – og alligevel ved jeg, at vi vil blive overrasket over hvor meget der så alligevel er, når det kommer til stykket … vi har dog nogle dage endnu, til de stærke mænd kommer og flytter de tunge møbler.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Lige om lidt bliver det første gang, jeg skal bruge det nye komfur. I morgen eller i overmorgen bliver det første gangs brug for opvaskemaskinens vedkommende. Lige nu sidder John og leger med sit nye smart-tv. Det er hans, for det er legetøj for store drenge, men jeg må gerne kigge med, hvis jeg har lyst.
Stuen er varm; brændeovnen fungerer fint, og det gør fyret heldigvis også. Der var lige noget med radiatoren på børneværelset, der ikke virkede, men en VVS-mand klarede det på få minutter – noget med en dims inde i termostaten, der var kalket til, og som lige kunne udskiftes. Gid alt var så nemt.
Der er varme i gulvet i badeværelset og i køkkenet. Fed fornemmelse – jeg er glad for, at det virker, for varme i badeværelsesgulvet ville jeg have virkelig svært ved at undvære. Ikke alene er det for koldt for de stakkels små fusser om natten og om morgenen, hvis der ikke er varme i gulvet, men håndklæderne er også altid halvklamme og dermed lettere ulækre. Synes jeg … som har været privilegeret med gulvvarme i over 30 år nu, og da der er visse ting, jeg helst ikke vil gå på kompromis med, var jeg glædeligt overrasket over, at det fandtes i Den Stråtækte – og oven i købet også i køkkenet. 

Internetforbindelsen er bedre end jeg havde turdet håbe. Selv om John ser tv over nettet, viser min bredbåndstest 25/14, hvilket er lidt mere, end når vi er i Sverige og absolut fint nok til det umiddelbare behov. Vi har stadig ikke fået besked om vi kan få fibernet eller ej, og får vi det, er det selvfølgelig optimalt, men 25/14 kan jeg godt leve med.

1. februar 2015

Høj, blå himmel, snestorm og liv i hytten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , , ,

P1050076

Det var det flotteste flotte helt skyfrie solskinsvejr, da vi kørte sydover i morges – så godt, at først Johns søster og siden Inge ringede for at høre, om vi var dernede, for så kunne de godt tænke sig at køre en tur i det fine vejr og kigge ind for at se hvor langt vi er kommet.
De skulle da være så velkomne alle sammen – i forvejen var lillebror Søren der for at hjælpe John med at sætte overskabene op til reolsystemet, så der var fuldt hus. Eller … det var der jo ikke, men møblerne er ikke kommet endnu, og indholdet i køkkenskabene står også stadig i rækkehuset, så vi kan endnu ikke bænke og bespise snesevis af mennesker, men på en eller anden måde finder man altid ud af et eller andet.
Det er ellers nemt at have gæster på den måde: En kopkaf kan vi altid klare, men ikke kaffekagen, med det resultat, at der ankom tre tærter og et wienerbrød.
Inden gæsterne forlod matriklen, var det blevet overskyet og der føg en forrygende snestorm!
Mens solen endnu skinnede, nåede jeg at tage et par billeder af alle de hundredevis af løgplanter, der skyder op mellem roserne. Det fremgår vist ret tydeligt, at det nok er Magnus’ metode med eddikesyren, der skal i brug her for at få bugt med den skvalderkål, der kommer i så rigt mål senere – det vil være umuligt at komme til på andre måder – for det første kan man ikke komme til at grave for rosenrødder og for det andet, selv om jeg kunne komme til at grave, orker gider jeg ganske enkelt ikke at hive alle de mange løg op og sætte dem ned igen.

P1050070P1050074P1050081

Jeg synes vi har flyttet SÅ mange ting, og alligevel mangler der stadig meget.
Nå. Vi har en uge. I næste weekend flytter vi selv derned, og møblerne kommer onsdagen efter. Vi har senge og vi har stole og borde, så vi kan sagtens leve de par dage uden resten af møblerne, og når de er kommet, har vi tre dage til at ordne resten inden englænderne kommer lørdag. Normalt synes jeg, at den dag, de ankommer er meget lang, fordi de først lander kl. 19, men denne gang tror jeg vi får brug for al den tid der er i de tre dage, vi har.

31. januar 2015

Det tager form. Ganske langsomt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: ,

Nu er det ved at hjælpe på det. Der er flyttet en hel del, men der mangler selvfølgelig stadig meget.
Hvorfor starter man altid med at pakke alt det nemmeste? Tilbage er så alt det ukurante, man egentlig ikke ved hvad man skal stille op med i den nye bolig. Noget af det har vi smidt ud, men det er ikke det hele, der skal det, og hvor vil det være naturligt at gøre af det?
Jeg tænkte, da vi købte huset, at det nok ikke gør så meget, at vi kommer til at mangle et bryggers.
Det passer ikke! Hvor skal jeg gøre af skopudserkassen, øvrige pudseklude og lignende? Hvor skal jeg anbringe alle mine sylteglas, efterhånden som de bliver tømt? Hvad med gulvspand, støvsuger og den slags? Det kan jo ikke stå og stritte lige midt i køkkenet.
Vi skal nok finde ud af et eller andet, men allerede nu er der et par kasser, hvis indhold jeg lige nu simpelthen ikke ved, hvor vi skal gøre af, og der kommer flere. Der er sådan set plads nok rundtomkring, men hvor praktisk er det lige at opbevare rene viskestykker oppe på første sal? Eller have støvsugeren i loftsrummet?

P2240090

Billedet er fra 2010, taget på vores Snowdrop Walk, da jeg var i England i februar det år.
Jeg lagde mærke til i dag, at det formelig vælter op med alskens løgplanter i rosenbedet foran huset. Det er både godt og skidt, for hele sommeren er det ét stort skvalderkålbed, som jeg egentlig havde tænkt mig at dække først med sort plast og derefter med træflis for at komme den til livs uden at slå roserne ihjel. Det vil nu også koste jeg ved ikke hvor mange forårsløgplanter livet, hvilket jeg af flere årsager har det lidt skidt med. På grund af roserne med deres formentlig omfangsrige rodnet bliver det næsten umuligt at grave løgene op, so what to do? Gode råd efterlyses. Jeg er ret spændt på, hvad der kommer op – lige nu er det kun vintergækker og lidt krokus, jeg med sikkerhed kan genkende, men der er mere på vej.

10. januar 2015

Gardiner, fødselsdag, trapper, køkkenlys, blæsevejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Gardiner - stuen (5)Tiden flyver ikke kun i godt selskab – den flyver bare. Hele tiden. Jeg har syet gardiner og malet trappe. Vi har været til fødselsdag hos Pernille i går. John har monteret lys under skabene i køkkenet, så nu vil jeg også kunne se at lave mad. Meget praktisk …
I går, inden vi drog nordpå til fødselsdag, var vi i Præstø for at sætte gardinstænger op; hhv. hænge de næsten færdigsyede gardiner op. Ingen af dem er lagt op endnu.
Eftersom der ikke er noget i det hus, der er lige, hængte vi stængerne op efter øjemål og ikke efter centimetermål og vaterpas – det ville hurtigt komme til at se skævt ud. Altså hænge dem op og så lægge op bagefter.
Kattens til arbejde … men nu er de alle hæftet op med knappenåle, så mangler jeg bare at tage symaskinen med derned, pille alle gardinerne ned igen, klippe til og lægge op. “Bare” … som om … det havde godt nok været lettere at kunne måle sig frem til det hele, men sådan er det ikke i et gammelt hus. Vi kender det jo fra Svenskerhytten. Godt jeg selv kan sy – det ville have kostet en formue at få dem syet af en professionel – og så var de måske alligevel ikke kommet til at se ens ud. Så hellere gøre det selv.
Selv om det er meget lyse gardiner, som ikke fylder meget, gør det alligevel en stor forskel, at de kom op – de blødgør rummet, hvis man kan sige sådan.

P1030050P1040761

Den ene trappe valgte vi at få slebet og hvidpigmenteret. Den anden malede vi grå. Hvorfor ikke ens? De kan ses ikke på samme tid, og vi ville vurdere, hvad der er pænest. Det har vi ikke fundet ud af endnu. Foreløbig er vi kun enige om, at det har pyntet.

P1020636P1040780P1040760P1040778

Vi kommer nærere og nærere … vi mangler faktisk bare en køber til rækkehuset. For vores skyld kunne vi flytte den dag i morgen, men nu tager vi lige en tur til Sverige i stedet for, hvis ellers Egon er faldet til ro igen – han rusker noget i det derude.

30. december 2014

Indbrud … hos naboen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags:

Vi kørte til Præstø i dag for at lægge tæppet på oppe i børneværelset – det skulle være nu, da Johns bror kun kunne hjælpe i dag, og John ikke mente, at jeg havde kræfter nok til at kunne være med til at bakse rundt med tæppet.
Vi var kun næsten lige kommet, da en af genboerne bankede på.
Hun ville fortælle os, at vores nabo kort før jul havde haft indbrud ved højlys dag. Tyvene havde taget nogle designermøbler og ditto lamper.
Der havde holdt en hvid varevogn over for huset et par gange – om vi havde set noget mistænkeligt inden jul? Jeg havde rent faktisk set varevognen, da vi var dernede en uges tid før vi rejste til England – jeg tænkte blot ikke over det, da den holdt i indkørslen til et hus, hvor ejeren er død for nylig, så børnene har i et stykke tid haft travlt med at tømme huset. En anden nabo havde dog undret sig over, at der sad to mænd i bilen temmelig længe, så hun tog nummeret på bilen – som viste sig at være en udlejningsbil. Burde man så ikke kunne spore lejeren af den? Det kan selvfølgelig nok være ligemeget om man kan, hvis den formastelige ikke er dansker, hvilket ingen af de to mænd vist umiddelbart havde set ud til at være.
De er godt nok iskolde, sådan nogle snøbler.
Hvad de åbenbart ikke har kunnet se er, at ‘designermøblerne’ alle er kopier, som naboerne har købt i England. Det drejer sig om Svanen, Ægget og nogle andre, som jeg ikke kan huske, plus en koglelampe og en PH-lampe.
Det har tyvene rigtig godt af, har de – de vil formentlig ikke kunne komme af med tyvegodset igen, fordi det er kopier, men de kan selvfølgelig forsøge sig hos Lauritz.com, som ikke nødvendigvis opdager, at det ikke er de ægte varer. Det ændrer dog ikke på, at det stadig er ærgerligt og synd for naboerne.
Det er vist første gang i meget, meget lang tid, der har været indbrud i det område – man har hele tiden gået rundt og følt sig vældig trygge, men nu er vi alle blevet ekstra opmærksomme på mystiske og ukendte varebiler, der holder parkeret.
Mon vores hus ligger tilstrækkelig udsat til, at det ikke er interessant i den sammenhæng? Man kan da håbe … det vil være temmelig vanskeligt at skjule sig, hvis man vil have noget ud fra Den Stråtækte, uden det skriger til himlen, at man er ved at flytte noget.
Endnu er der ikke meget at rende med; det kommer der jo på et tidspunkt, men vi gør det heldigvis ikke i tyveinteressante designermøbler – vi har altid prioriteret rejser højest, og når man ikke har midler til begge dele, har det ikke svært for os at vælge dyre møbler fra.

Sne på porsebuske - Skåne, Sverige

16. december 2014

Så er der checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: , ,

Jeg havde næsten helt glemt, hvordan Den Stråtækte ser ud … det er længe siden jeg har været dernede.
John har været forkølet, så vi har hovedsagelig koncentreret os om at få ham rask til i morgen, hvor vi flyver til England.
Det lykkedes – i dag er han sit go’e gamle selv igen. Nu krydser vi bare fingre for, at han ikke nåede at smitte mig undervejs. Vi har ikke brug for mere sygdom, og Charlotte slet ikke; hun er først nu ved så småt at komme til hægterne efter fire – FIRE – uger med snot, ondt i halsen og småfeber, uden det dog blev til mere end en enkelt dag med så høj temperatur, at hun blev nødt til at blive i sengen. Det er simpelthen tre forskellige vira, der har afløst hinanden uden hun nåede at komme sig mellem angrebene, det lille pus. Godt, at mor her snart kommer over og kan hjælpe til – men så nytter det bare ikke, at det er mig, der skal plejes!

Væggene lidt skæve stå ...En klar decemberdag

Det lignede sig selv, det lille hus – vejret har været hele vejen rundt i dag fra klar, blå himmel til blygråt, tungt og regnfuldt. Vi manglede bare snevejret, men det må meget gerne holde sig væk for min skyld.
I dag så vi en gå og slå græs! Midt i december!

Vel hjemme igen checkede jeg ind til turen i morgen. Officielt kan man gøre det fra 22 timer før afrejse, men jeg forsøger gerne at gøre det 23-24 timer før for at få en god plads, og det lykkedes da også i dag. Gad vide, hvorfor man kan så tidligt, når de siger noget andet? I teorien burde det ikke have kunnet lade sig gøre før kl. 18, eftersom vi flyver kl. 16.
Jeg er spændt på, om vi kan have det hele i kufferterne – jeg mente oprindeligt ikke, at vi skulle have ret meget andet end os selv og noget tøj med derover – jeg har jo nærmest tømt Amazon.co.uk for alt muligt, men alligevel har den ene ting efter den anden listet sig ind og har efterhånden hobet sig op oppe på gæsteværelset, så der bliver mindre og mindre plads til tøj, som vi også skal have meget med af, fordi det først hedder tre dage i London og derefter til tre forskellige julemiddage, hvor vi helst skulle se bare nogenlunde præsentable ud.

P1040338

29. november 2014

Vinduer både her og hisset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags: ,

Danish OilCharlotte olierer døre og vinduer i sit køkken. Jeg har sat gardiner op i mit køkken.
Det er godt nok ikke vinduerne i køkkenet som sådan, Charlotte har gang i, men vinduer og døre til granny flat’en – hun har bare valgt at ordne dem indendørs, inden de bliver sat i; sandsynligvis på grund af temperaturen udendørs, som vist ikke er meget rarere end her i landet.

Jeg er ganske klar over, at de fleste af jer efterhånden må være dødtrætte af at høre om Den Stråtækte, men jeg har besluttet, at bloggen skal fungere som dagbog for hele forløbet, og så er det nødvendigt at medtage selv de kedeligste detaljer.
Såsom at i dag er køkkengardinerne blevet sat op.

Det gør en forskel. Synes jeg. Jeg synes også, at det er næsten umuligt at fotografere vinduer, men det vidste jeg godt – vi havde bare ikke lyst til at blive dernede til det blev tilstrækkelig mørkt, for vi var sultne og derfor ivrige efter at komme afsted for at finde os et godt sted at spise frokost.

Køkkengardinerne 1 Køkkengardinerne 6

Jeg var i syv sind – også her var jeg i syv sind, hedder det vist … skulle det være kapper eller skulle det være sidegardiner eller hvad det nu hedder? De må hverken tage udsigten eller lyset fra os.
Hvis det bliver kapper, skal de så være glatte eller rynkes en smule? Hvor høje skal de være? Skal det være småternede gardiner i næsten overdrevent landlig stil? Livet er da også én stor beslutningsproces …

Køkkengardinerne 2

Det blev kapper. Rynkede kapper. Med lidt større tern. Vi er stadig ikke sikre på, at dette er det rigtige, men jeg fandt disse færdigsyede kapper, med påsyede bindebånd und alles, hos Ellos til så få penge, at jeg ikke engang vil være bekendt at skrive hvor få, så skulle vi gå hen og fortryde, vil jeg ikke ærgre mig over at købe nogle andre.
Lige nu er der stadig ikke specielt hyggeligt i køkkenet med dette campingmøblement, men det hjælper forhåbentlig på det, når vi får det lange planke-spisebord herned … endelig gardinbeslutning bliver heller ikke taget, før køkkenet er fuldt møbleret.

28. november 2014

Jeg har taget fri, så jeg kan arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

John kørte alene ned til huset i dag for at samle tre reoler og et bord, vi købte i Ikea i går.
Jeg blev hjemme for at sy køkkengardinerne og skære gardinerne til stuerne.
De der ‘crewel work’-gardiner, som ikke er crewel work, men dette her, broderet på halvgroftvævet ‘rustikt’ bomuldslærred:

Gardiner -stue (1)

Jeg var simpelthen så hunderæd for at skære forkert. Jeg fik godt nok de sidste 1½ meter kvit og frit med med i købet, fordi det var det sidste på rullen, men dette indebærer dermed, at der ikke skal skæres forkert, for jeg kan ikke umiddelbart købe mere, hvis jeg kvajer mig – hvis jeg gør det, er det mere end ét gardin, der skal laves om, da de er ens skårne hhv. x 4, x 2 og x 1, så det er kun det enlige, der må være forkert, hvis jeg skal have stof nok.
Nå, men jeg har forhåbentlig ikke dummet mig – det vil være temmelig meget ubrugeligt gardinstof at ligge inde med …

Gardiner -stue

imageEfter skæring blev de vaskede, da de vil krybe 5 % i første vask. Det gider vi ikke have, at de gør første gang de skal vaskes efter at være færdigsyede og hængt op. De skal nemlig tilpasses meget nøjagtigt i forhold til vindueskarmene, og stumpegardiner er ikke pænt!
Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvordan jeg bedst får systemet med ringene til at 1) virke og 2) virke pænest.
Kan man lave et ringophængssystem, der giver en kant foroven, således at man ikke ser selve ringene? Godt jeg har noget stof at lege med i processen med at finde frem til den endelige metode.
Jeg har syet masser, masser af gardiner i mit liv, til Sverige og fem af mine seks boliger i mit voksenliv – Den Stråtækte bliver den syvende – men pudsigt nok aldrig før med ringe. Man siger, at et menneske flytter i gennemsnit syv gange i sit liv. Jeg kommer måske op på otte – kommer lidt an på, om jeg skal bæres ud fra Den Stråtækte eller ej.
Jeg er lidt spændt på, om de viste endedimser nu også virkelig passer til stuen nede i Den Stråtækte, eller det var en fejl ikke at købe noget mere enkelt. Charlotte og Tim har noget der ligner til deres små vinduer, og der ser det virkelig godt og autentisk ud, så det er rent plagiat. Bortset fra, at deres er lavet i rigtigt smedejern af en rigtig smed, så det kunne godt tænkes at være derfor, at deres ser så autentiske ud. De er jo rent faktisk autentiske …

24. november 2014

Fra bly til blå på få minutter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: , , ,

P1040187Så var det arbejdsdag igen – også for pensionister. Vi har bare den fordel, at vi selv bestemmer tempoet …
Da vi ankom til Den Stråtækte, regnede det og himmel og fjord var dybt blygrå.
Jeg mukkede: Havde de ikke lovet solskin i dag?
Den kom med det samme, solen. Noget må have opfanget min muggenhed, for på 10-15 minutter skiftede det fra tungt blygråt til høj, klar, blå himmel uden noget, der bare lignede en sky. Det kan vi lide!
Og nyd lige billedet til højre: rosenknopper den 24. november. Det er da fantastisk. Der er oven i købet flere af dem.

Jeg skulle have haft malet inde i garderobeskabet i dag, men Pernille ringede og meldte sin ankomst – hun kommer i dag og bliver til onsdag for at kunne hjælpe med at male i morgen. Fedt. Så slap jeg for at kravle ind i skabet; det kan hun få lov til i morgen.

Jeg pudsede i stedet de nye vinduer – man har indtil i dag ikke kunnet se, hvor meget de trængte.
Derefter pudsede jeg de to buede vinduer og hængte gardiner op i dem – det er ikke en helt nem opgave for sådan en som mig at finde den optimale løsning til disse vinduer, men da jeg så den blondekappe nede i gardinforretningen, var jeg ikke i tvivl om, at dem skulle det være, for der må ikke være helt bart, men gardinerne må heller ikke tage for meget lys.

Gardiner i rundbuestil (1)

Næste udfordring bliver at få det til at hænge lodret ned. Jeg synes, at stoffet virkede meget, meget fnuglet, men alligevel er det lidt stift og falder derfor lidt skævt, som det ses her: lidt u-rigtigt at se på, ikke?

P1040185

Det var det her ikke. Overhovedet ikke. Det var helt rigtigt med denne himmel.

21. november 2014

Vi er altså heller ikke gode ved vores rygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: ,

Forleden bestilte vi et tårn bøgetræ, som kom i dag. Vi havde håbet, chaufføren havde en truck med, så han kunne løfte det op på den lille stump plæne ved gavlen af huset, men han havde kun en palleløfter. Vi havde med vilje ikke bestilt nogen bestemt form for aflevering, for så koster det en masse ekstra penge, men sommetider kan man være heldig, at den vogn der lige er ude den dag, har hele udstyret med, og så får man servicen gratis – hvis chaufføren er flink, men det er sådan nogle vist oftest, bare de ikke er fra Rumænien eller Litauen; så er de bare stangberusede …

Brænde ankommetBrænde ankommet (1)

Der stod vi så med 1,83 m3 brænde – lige midt på fortovet/cykelstien, så der var kun ét at gøre: Se at komme i sving ASAP! Og helst blive færdig, inden alle Marjatta-eleverne fik fri fra skole, for der var ikke meget plads at give af ud til selve vejen.
Vi knoklede, så det tog faktisk kun en god times tid at få det hele kørt ind på den anden side af hækken og stablet, men vi sendte hinanden en venlig tanke, fordi vi først havde talt om at købe to tårne, men droppede det igen, da vi lige skulle se, hvilken kvalitet brænde vi fik for pengene.
John har altid haft en dum ryg, og jeg har det i 14 dage. Avavavav – jeg var heldigvis lige blevet færdig med at pille det sidste papir af garderobeskabet, da brændet arriverede, men jeg skulle absolut ikke op og male noget som helst, da vi var færdige med at stable det.

21 nov 2014 (2)

John var – heldigvis, som han sagde – også lige løbet tør for materialer til udbedring af noget Mr-GodtNok-arbejde, da brændet kom, så vi var ikke længe om at beslutte os til at holde fri resten af dagen, da vi mere eller mindre krumbøjede gik indendørs igen.
Og hvordan holder man så fri? Det gør man ved at køre ind i Køge til gardinmanden og købe stof til gardinerne i stuerne. Nu har jeg virkelig fået givet mig selv en masse arbejde, men det er i orden, for da jeg spurgte, hvor meget jeg kunne spare ved at sy selv, viste det sig at ville være blevet over det dobbelte, hvis de skulle have gjort det for mig.
Og hvordan blev man meget overrasket på en fredag? Det gjorde man ved, at en vis John var endog meget interesseret i gardinstoffer og rent faktisk var den, der fandt lige præcis det stof, der passer perfekt til stuerne.
Det tog sin tid at vælge og regne stofmængde ud i samarbejde med ekspedienten; der skulle tages højde for mønsterrapport, så der blev skrevet og regnet en hel del.
Det er ikke mønster som sådan; John fandt noget, der kunne minde om det engelske crewel work, uden dog at være den ægte vare, men som han havde helt ret i vil være pænt i Den Stråtækte. Det er beige broderi på beige baggrund – ikke noget med store, farverige mønstre til små vinduer.

20. november 2014

Et syrenfarvet køkken og et multiblåt garderobeskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags:

Syrenfarvet køkkenI dag ville John sætte emhætten op (“Det er smaddernemt – nærmest plug and play –det er der ingen grund til, at du betaler en montør for”.)
Så nemt var det så heller ikke – det er godt, man har en mand, der kan tænke egne monteringstanker, for det viste sig kun at være nemt, hvis man pillede en emhætte ned identisk med den, der skal sættes op, hvilket ikke var tilfældet her. Stikkontakten sad forkert, blandt andet, så den nye emhætte ikke kunne komme helt ind til væggen. Allerede der havde jeg ringet efter en elektriker, men for John er det en sjov udfordring, selv om han selvfølgelig ikke vil indrømme det, for det fjerner hans mulighed for at gå lidt småbandende rundt og tænke halvhøjt over de forskellige løsningsmodeller. Der var også andre sten på vejen, men de er næsten fjernet nu. Det bedste ved det hele er, at han er nødt til at specialbygge en krydderihylde til mig – den er nemlig tudegrim, den der var der indtil i dag.
Den, der blev sat op dengang i 2001, hvor man satte det køkken op, vi nu har skiftet fronter på. Man har samtidig med montering af det nye køkken malet de syrenfarvede vægge over med hvid maling. Jeg kan godt se, at den grønne køkkenelementfarve nok ikke gik helt godt i spænd med den vægfarve. Hvem i alverden maler et køkken syrenfarvet? Det er vel næppe engang 60’er- eller 70’er-stil?
Det bliver et førbillede uden et efterbillede, for John skal først have snedkereret krydderihylden. Jeg benyttede lejligheden til at få malet bjælken der, hvor Maler-Glenn ikke havde kunnet komme til.

Multifarvet klædeskab Multifarvet klædeskab (2) Multifarvet klædeskab (3)

Hvad mener I ellers om garderobeskabet? Smukt, ikke? Jeg havde ellers, fordi jeg er så hamrende træt af at male, besluttet mig til, at det først skulle ordnes ‘senere’. I dag gik jeg ikke desto mindre i gang med at pille det der skrækkelige papir af, for jeg ved jo godt, hvordan det går med ‘’senere”: Når der først er kommet tøj ind her, får jeg med stor sandsynlighed ikke taget mig sammen til at hive det hele ud igen for at ordne skabet.
Noget af papiret gik af i hele baner; andet måtte blødes op og skrabes af, men jeg blev næsten færdig og skulle lige prøve at rulle den væg, hvor jeg ikke havde brugt vand. Det bliver mildt sagt en hel del bedre.
Jeg er totalt smadret i ryggen af at benytte det som walk-in-crawl-out-closet – dvs. hele tiden bukke mig og rejse mig. Det fald for 14 dage siden kan stadig mærkes, når jeg byder ryggen den slags ting – måtte hele tiden sige et mantra: “Det bliver jeg SÅ glad for, når jeg er færdig. Det bliver jeg SÅ glad for, når jeg er færdig. Det bliver jeg SÅ glad for, når jeg er færdig. Det bliver jeg SÅ glad for, når jeg er færdig.”

8. november 2014

Så er der internet i Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Jeg har ledt højt og lavt og undersøgt på kryds og tværs, hvad der er det smarteste mht. internetforbindelse og tv nede i Den Stråtækte.
Det så ikke for godt ud, og fibernet er ikke tilgængeligt, lød svaret på alle forespørgsler.
Meget tæt derfra er der et sort hul af galaktiske dimensioner rent kraftmæssigt – man kan køre i bilen og tale i telefon (John kører, jeg taler. Bare for at undgå misforståelser), og lige pludselig er det der, det sorte hul. Telefonen er totalt død og det er den de næste 3-4 kilometer. Godt jeg ikke bor lige der.
Vi valgte at abonnere på 3, som umiddelbart så ud til at have den bedste dækning – selv om det vel i bund og grund er de samme master de sender fra, som alle de andre og sender fra. Eller hvad? Jeg er ikke helt god til dette her. 3 har ydermere den kæmpefordel, at det ikke koster roaming i England og Sverige (og en masse andre lande, men disse to er jo højaktuelle for os), så det koster det samme at bruge smartfonen, næsten uanset hvor i Europa vi befinder os.
Der er telefonforbindelse i Den Stråtækte, men den er ikke supergod. På dækningskortet står, at der er 3G, men ikke 4G, så vi var lidt spændte på at se, hvad det mobile bredbånd kunne præstere.
Jeg satte modemet til i dag og så til min forbavselse, at ‘mode’lyset var blåt, hvilket skulle betyde, at den modtager 4G. Havde det kun været 3G, ville det have lyst grønt.
Også en slags fibernet?Min iPad kom på. Hmmm. Det gik forbløffende hurtigt, faktisk. Jeg testede naturligvis ved at loade Hos Mommer.
John spurgte: “Kan du se tv?”
Det måtte selvfølgelig prøves – det gik fint; ingen udfald eller frossent billede, mens den ‘bufrer’ (hvad kalder man det?).
Nu kom ildprøven – i Sverige kan John med hiv og sving nå at se gårsdagens tv-avis, inden jeg står op, men når jeg tænder pc’en og går på nettet, kan han godt glemme alt om at se tv; det ‘fryser’ hele tiden.
Ildprøven var derfor 1) at se ét program på min tablet og et andet på Johns, og 2) at se tv på én tablet og surfe rundt på nettet med den anden.
Begge prøver er bestået.
Det havde vi ærlig talt ikke troet. Men det gør ikke noget …

Pudsigt nok kommer, mens vi sidder og leger med nettet, en af naboerne for at spørge om vi vil være med til et orienterende møde/tilmeldingsmøde vedrørende fibernet i vores lille område. Det viser sig nemlig til vores overraskelse, at der er fibernet gravet ned ude i vejen; det er bare ikke kommet ind i husene endnu. Det er der nogen, der har fundet nogen, der gerne vil gøre for os – de har indhentet priser og har vist i det hele taget gjort et fint forarbejde. Priserne lyder rimelige, vi kan vælge at få forbindelser mellem 15/15 og 500/500 Mbit/s til mellem 219 og 999 kroner/md.
Vi skal være mindst 37 før det kan blive en realitet. Sjovt tal. Hvorfor ikke 40? Eller 35? Det har måske noget med antallet af husstande at gøre – vi er virkelig ikke ret mange.
Det møde dukker vi op til – det kunne være ret fedt at få fibernet, selv om 500/500 nok er lidt overkill for vores vedkommende, men hvad anbefaler de kloge? Jeg ville tro, at 50/50 eller 60/60 så rigeligt vil kunne dække vores behov, uden at vi sidder og stønner over svartiderne, mon ikke?

7. november 2014

Så er pejsestuen klar til indflytning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags:

Først og fremmest tak til alle jer, der fik lidt medlidenhed med mig i går og sendte både gode ønsker og gode råd i min retning.
Det varmer og det hjælper. Det gør det faktisk – kan nok bedst sammenlignes med et lille barn, der venter med at græde, til det kommer hjem og kan blive trøstet. Man bliver åbenbart aldrig for gammel til sådan en adfærd.
Jeg har det meget bedre. Natten udrettede mirakler, og jeg behøvede ikke at tage en smertestillende tablet før jeg kom hjem fra frisøren midt på eftermiddagen. Det har bare været et hårdt slag, og jeg er snart på mærkerne igen … skal dog stadig lige tænke mig om, hvilken position der er bedst at indtage, inden jeg bukker mig ned for at samle noget op, men i forhold til i går er det ingenting, og jeg er fuld af fortrøstning.

P1040030

I går (inden jeg skvattede …) fik vi købt brændekurv, pejsesæt og askespand. Skorstensfejeren – ham med ipadden – har, som allerede skrevet, godkendt hele systemet, så nu er vi klar! Årstiden er også til at have tændt op, for vi holder kun huset på omkring 14°, så længe vi ikke er flyttet ind.
Det gør ikke spor, at det er lidt køligt; vi kan sagtens holde varmen ved at arbejde, men vi tænder alligevel op, så der er lunt i stuen, når vi tager os en velfortjent pausekaffe eller indtager frokosten. Indtil videre lever brændeovnen udelukkende af overskudsbrænde fra renoveringen, og det kan den en rum tid endnu, men vi har kigget på, hvor vi kan få det billigste, men selvfølgelig samtidig det bedste pejsebrænde.
I starten talte vi om at fylde traileren en gang imellem og tage brændet med hjem fra Sverige, hvor vi jo har det helt gratis i så rigelige mængder, men det er vi – vistnok – gået bort fra igen. Det kan absolut betale sig at slæbe det med fra Sverige. Jeg har regnet ud, at vi vil kunne spare omkring 1000 kroner pr. hvad der svarer til et brændetårn i nævnte størrelse, men det skal med i betragtningerne, at vi ville skulle fælde og selv ordne langt, langt mere træ, end vi hidtil har været nødt til, da brændeovnen rent tidsmæssigt vil blive brugt temmelig meget mere i Den Stråtækte i forhold til Sverige.
Da vi efterhånden har konstateret op til flere gange, at vi ikke er 25 år længere, er vi blevet enige om, at der ingen grund er til at give os selv så meget arbejde, at vi går helt døde på det.

5. november 2014

Petitesser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:28
Tags: ,

Det er virkelig i småtingsafdelingen, men nu har jeg lagt mærke til det, og så ser jeg det bare hele tiden:

P1040017

Når man som professionel sætter et nyt loft op; når man har et hav af brædder at vælge imellem og derfor også kan vælge brædder fra uden at komme til at mangle, hvorfor pokker sætter man så sådan et defekt bræt midt i brusenichen?
Jeg så det først i går, fordi vi først nu har fået hængt noget ordentligt lys op på badeværelset – men så skreg det også til mig med høje hyletoner.
Er jeg for sart?
Der er ikke noget at gøre ved det nu – jeg vil trods alt ikke bede ham om at pille det hele ned for at skifte brættet, men der går nok lige noget tid, før jeg vil blive blind for det bræt, tror jeg desværre.
Jeg var ellers så tilfreds med Morten Tømrers arbejde …
For at gøre det mindre synligt, kunne vi male loftet hvidt, og det bliver det nok også en dag, men jeg er SÅ TRÆT af at male, så hvad der kan syltes, bliver syltet. GODT, vi fik Glenn til at ordne hele stueetagen!
P1030052Det er især et af værelserne på førstesalen, der trækker tænder ud, fordi det driller mig irriterende meget. Det er den ældste del af huset, og jeg har spartlet ud og repareret huller i én uendelighed – det burde have været gjort for årtier siden, men af ukendte årsager har værelset fået lov at stå med alle sine skavanker, selv om man har gjort meget ud af at forsøge at skjule dem. Så meget, at jeg vil tro, det havde været hurtigere at få det fikset frem for at sminke liget. Det er også småting, men jeg gider ikke de mange smårevner, for jeg bilder mig selv ind, at det er gennem dem, horderne af edderkopper kommer ind.
Det dur simpelthen ikke at lide af edderkoppeskræk, når man har vælgt at bo i et stråtækt hus, men heldigvis er de helt anderledes end dem, der huserer i rækkehuset, som er af bodybuildertypen, man kan høre trampe, når de buldrer hen over gulvet – og som jeg pure nægter at røre. Det er Johns arbejde at fjerne dem.
Disse mejeredderkopper er, på trods af, at de kan blive temmelig store (billedet gengiver en i naturlig størrelse), meget spinkle i det, og det generer mig ikke spor at mase dem i et stykke køkkenrulle eller med tørre-maling-af-kluden.
De findes i alle størrelser fra næsten usynligt små til den afbillede moppedreng, og de kommer natten over. I snesevis. I alle størrelser.
Jeg troede ellers, at disse edderkopper huserede mest i England, for de er mage til dem, Charlotte har masser af derovre, og jeg har indtil Den Stråtækte kun set ganske få i DK, men det må være specielt stråtagselskende edderkopper.
Det er en af de mest almindelige arter herhjemme, og jeg burde derfor have kunnet se dem utallige gange før, men det har jeg altså ikke. Egentlig burde jeg være glad for dem, for de skulle være uhyre effektive til at konsumere fluer.
Jeg må nok bare vænne mig til, at de er der.

31. oktober 2014

Alternative gardiner i køkkenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Nye gardiner i køkkenetI dag har vi stort set ikke kunnet se fjorden på trods af, at den er lige på den anden side af vejen. Gråt, trist, tåget, småregn, men sådan må det også være indimellem.
Da vi kom ud i køkkenet, så jeg, at vi kvit og frit havde fået nogle lidt anderledes gardiner.
De var såmænd smukke nok, men de er vist ikke særlig holdbare …

Da vi kørte hjem, så jeg huset gennem hybengardiner – det var egentlig også ganske nydeligt.
Alle gardintankerne opstod, fordi vi havde en aftale med en glarmester.
Som kom til den aftalte tid! Han lød redelig og ærlig, så han har fået tjansen.
Vi har bestilt vinduer for en mindre formue, og manden aner i princippet ikke hvem vi er – han har kun Johns fornavn og mobilnummer.
Han gav os en pris – mundtligt – og sagde “Hernede bruger vi altså ikke rigtig at sende på skrift, hvad vi laver af aftaler. Vi plejer simpelthen at stole på hinanden.”
Jamen det er da fint med os …

Ham superoverklumpen af en glarmester, som jeg har omtalt et par gange, ringede gudhjælpemig en gang til for at undskylde og sagde til John, at nu har han fyret den svend, der ikke kunne overholde sine aftaler. John spurgte så, om han havde fyret sig selv, for så vidt han vidste, var det ham selv, der havde lovet at komme begge gange.
Det svarede klumpen ikke rigtig på, men vævede videre. John sagde så, at han var blevet lovet at blive ringet op “… om 10 minutter. De er gået nu!”
Det var heller ikke helt løgn, for klumpen ringede søndag aften – fire dage efter, John naivt havde troet på hans løfter om bod og bedring. Efter lidt mere væveri erklærede John, at nu synes han faktisk, at denne farce havde kørt længe nok, at opgaven ville blive givet til en anden og lad venligst være med at forstyrre mig mere, tak!
Et eller andet sted er jeg en anelse imponeret over denne frækhed, men også kun en anelse, og nu har vi fået et tilbud, der oven i købet matcher en internetpris, jeg havde fundet frem til, så vi er tilfredse! Selvfølgelig er det lidt dyrere i forhold til internettet, men John slipper for selv at montere to store og 34 små termoruder, plus at der er garanti på alle ruderne, hvad der i praksis ikke er, når man bestiller dem via nettet og de bliver produceret i et eller andet østland. Den garanti vil vi gerne betale en lille smule for. Glarmesteren har også selv målt op … jeg var hundenervøs for at bestille dem via nettet, for sæt nu, der var et eller andet vi havde misforstået mht. de mål, vi skulle opgive. Det er nemlig ikke så enkelt, som vi først troede, og jeg kunne lige se os stå med en hulens bunke vinduer, vi ikke kunne bruge til noget. Det er igen det med at lade fagfolk komme til og selv lade være med at foretage sig noget, der kan gå galt.

Hybengardiner

30. oktober 2014

Kølig, men smuk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Overskriften er en glimrende beskrivelse af dagen i dag.
Jeg vågnede tidligt – 5:45 for at være præcis. Kunne ikke sove mere, men lå bare og råhyggede med min bog. Vinduet i soveværelset er altid åbent, bortset fra, hvis vindstyrken er over 10 på Beaufortskalaen – og kommer fra en sydlig retning. Jeg kunne høre, efterhånden som folk kom ud til deres biler, fordi der flere gange lød den umiskendelige lyd af en skraber, der fjerner is fra ruderne. Det var så en af de morgener, hvor jeg i særlig høj grad fryder mig over ikke at skulle ud og først gøre bilen sikkerhedsmæssigt forsvarlig at køre i, bare for at placere mig i en enerverende motorvejsvejarbejdekø i en halv evighed. Jeg tror jeg når at være jobstoppet i adskillige år, inden den følelse af fryd ved at opleve sådanne morgener forsvinder. Opleve dem fra sengen, vel at mærke!

202N00274.107P1030951

Køligt, men smukt kunne man måske også betegne vores nye køkken, som det ser ud lige nu, men når først der kommer lidt på hylderne, bliver det vældig godt, er jeg sikker på. Jeg er i hvert fald meget, meget glad for, at det har ændret udseende til den mere kølige side.
I Netto i dag fandt jeg nogle store, enkle og musesikre opbevaringsglas, som jeg vil tro, uden at have målt dem, kan rumme 1½-2 liter, og besluttede på stedet at købe restpartiet. De skal bruges til pasta, ris, bønner og lignende, der godt kan tåle at kunne ses. Skabet bagerst til højre kunne nemlig kun blive et åbent skab, så det er med at finde noget, der ikke skæmmer køkkenet, selv om det står til fri beskuelse. Glassene kostede en rund tyver stykket! Så kan alle være med.
Det var også nødvendigt, for i går købte vi komfur, emhætte og opvaskemaskine … pengene fosser desværre stadig ud af statskassen.

Præstø havn (1)

Og hvorfor gik jeg i Netto, når jeg ellers hævder, at jeg aldrig handler i Netto? Det gjorde jeg fordi Charlotte i sidste uge ville ind og se, om de havde nogen gode spottilbud. Hun købte tre krus og i dag fortalte hun mig, at hun bittert fortrød, hun ikke havde købt seks. Det er med at være om sig, når Netto har den slags ‘engangs’varer, og jeg var da også svineheldig og fik fat i de tre sidste, der var.
På vej til Præstø kunne jeg ikke stå for motivet af den lille havneby i det bløde eftermiddagslys.

Præstø havn (2)

28. oktober 2014

Nyt køkken stærkt på vej

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

John måtte tidligt op og afsted i morges for at lukke køkkenmontøren ind klokken 8.
Han kom først hjem igen klokken 16, for selv om der ikke blev sagt noget om, at vi skulle være der for at hjælpe, viste det sig, at han var glad for at have John til at holde et eller andet indimellem.
Og selvfølgelig opstod der et spørgsmål eller to undervejs, som der skulle tages stilling til.
Montøren ville starte tidligt og så hellere arbejde 10-12 timer frem for at køre den lange vej fra Nordsjælland igen i morgen. Der var dog et par ting, der drillede, så han kommer rent faktisk igen i morgen, men der må han klare sig selv, for det er sidste dag, englænderne er her – de skal være i lufthavnen senest kl. 14.

202N00274.107 

Jeg er naturligvis supernysgerrig, men må styre mig til senere – enten kører vi ned i morgen og kigger, eller også må jeg pænt vente til torsdag … nu må vi se … men det bliver langt bedre. John tog en del billeder undervejs. Jeg er glad for, at jeg (også her) insisterede – jeg kunne bare ikke snuppe den grønne farve.

Nyt køkken (5)Nyt køkken (8)

Børnene har leget ‘gård’ det meste af dagen. De fik hver en traktor med ladvogn i dag, og hele stuen er nu omdannet til marker og hvad man ellers har brug for som landmand. De fik bønner og pasta i utallige variationer, mine slebne sten, som fint passede i forholdet, og de inddrog de fleste af husets små beholdere og bordskånere. Jeg husker ikke alle funktionerne, men børnene havde helt styr på det, hvilket naturligvis er det vigtigste.

P1030947

På et tidspunkt gik det galt med linserne. Undskyld … årets kornhøst … vognen væltede, og der var linser korn over et temmelig stort areal.
Det sviner ikke som sådan, men de fleste landede på tæppet med en gevaldig spredningsevne, og støvsugeren befinder sig desværre nede i Den Stråtækte lige nu, så vi må vente med at få det hele samlet op igen. Sagde jeg.
Det ville Anna alligevel ikke have. Hun begyndte at samle op med hænderne, mens hun med engleansigtet monteret erklærede, at hun nok skulle hjælpe os med at få solgt huset.
Hun har sikkert hørt os tale om, at her altid skal være ryddet pænt op, hvis der nu skulle komme nogle eventuelle købere.

P1030946

27. oktober 2014

Frivillig arbejdskraft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: , , ,

Jeg troede vi skulle i Tivoli i dag for at se Halloween-halløjet derinde, og vejret var da også godt nok til det, men Charlotte ville hellere en tur ned til Den Stråtækte for at arbejde lidt i haven!
Der lød så sandeligen ingen protester fra Johns eller min side, og da børnene ikke kendte noget til de oprindelige Tivoliplaner, havde de heller ingen indvendinger. Den eneste, der så lidt skæv ud i ansigtet, var Tim, men da C sagde, at han gerne måtte sidde i den gode stol enten udenfor eller indenfor og nyde enten udsigten eller sin bog eller begge dele, var også han helt med på ideen.
Vi rundede en bager for at købe en syndig kage som selvbelønning og så ellers afsted.
Børnene nød at lege ude i haven, især fordi tre af os var derude til at holde dem med selskab, og ville de ind i fem minutter, var far derinde. Perfekt børneliv. Ikke fordi de ‘brugte os’, men de nød, at vi bare var der, mens deres egne fantasilege foldede sig ud.
Jeg fik fjernet lidt mere af skvalderkålsrødderne, og C fik ordnet noget af stenbedet og fliserne i nærheden af drivhuset, så det blev så fint, så fint.
John slog græsset og ordnede derefter også lidt rundt omkring.
Det er en skam, at de ikke kommer lidt oftere …
De kommer til februar, men der kan man nok ikke komme så meget i haven.
De snakkede igen om august, så det lyder som om de holder fast i at holde sommerferie i Danmark – “og så skal vi nok få sat lidt mere skik på den have, mor!”
Skønne, skønne ord. Jeg har aldrig rigtig været havemenneske, men C er fuld af gode ideer og ditto råd, så jeg er lutter store ører.

P1030943

Da vi havde arbejdet tilstrækkeligt for i dag, kørte vi hen for at vise dem Kludeegen. Jeg skal da lige love for, at der blev stillet mange spørgsmål fra børnenes side.
– Hvor er de syge, når de lægger en bog, mommer? (Det var en højskolesangbog …)
– Er det fordi man har et sygt barn, man hænger en sut, mommer?
– Hvor er man syg, når man hænger en vaskeklud, mommer?
Gode, gode spørgsmål, som vi var nødt til at involvere børnenes egen fantasi til at finde svarene på.
De endte med at konkludere, at alt det der troede de altså ikke på!
Fair nok.
Vi gik en tur, fordi far lige var nødt til at tage på arbejde i en halv times tid (telefonen).

25. oktober 2014

Den Stråtækte faldt i god jord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags: ,

P1030901Græskarlygterne virkede fint nok.
I dag gik turen til Den Stråtækte. I hamrende kedeligt vejr – faktisk det værst mulige, med tåge, dis og støvregn, så man ikke havde noget særlig godt udsyn nogen som helst steder hen.
Det var der ikke rigtig noget at gøre ved – ingen af dem var indstillet på at vente til en anden dag, så det skulle bare være nu.
Vi måtte sige til os selv, at det kun kan blive bedre den næste og de følgende gange, de ser huset.

De elskede det ved første øjekast. Man er vel altid lidt spændt på, hvad ens barn siger til, at man finder en ny bolig og stedet, hvorfra der var gode barndomsminder, forsvinder så at sige, men Charlottes gode minder er i virkeligheden mere knyttet til mine forældres gård, fordi hun gennem en halv snes år tilbragte stort set alle sine eftermiddage der, indtil jeg var hjemme fra arbejdet. Hun hyggede med sin mormor og morfar, som altid havde tid til hende, hun passede sin hest og nød i det hele taget friluftslivet.

P1030899

Ingen billeder fra Den Stråtækte, men et fra havnen i Roskilde, hvor ungerne ville vise, hvordan Pippi sandsynligvis ville have brugt bænken.
Men altså: De glæder sig, til vi flytter derned, de glæder sig til at komme og bo i det dejlige hus, de glæder sig til at kunne kajakke rundt ude i fjorden og de glæder sig til at nyde den smukke, smukke natur, der er i området. Sommerferien 2015 blev vist planlagt til at skulle holdes i Danmark …

P1030908P1030911P1030915

På den anden side af fjorden, ovre på Feddet, ligger en af Danmarks største campingpladser, hvortil der er knyttet en stor og meget spændende legeplads “Skovbanen”, som vist dels er campingpladsens og dels er kommunal. Man må i hvert fald godt bruge den uden at bo på campingpladsen.
Den var et hit. Der er vanskeligt passable hængebroer, og der er fem forskellige svævebaner, som ikke er helt ‘blide’ – børn under 10 år skal være ledsaget af en voksen, og børn under seks år må slet ikke benytte forlystelserne.

P1030916

Tim prøvede en af svævebanerne. Den så ud til at være den farligste af dem, så han ville lige prøvekøre den.
Hvad han ikke lige havde taget højde for var, at han nok vejer cirka fire gange så meget som børnene, så han fik heeelt vildt meget fart på. Jeg tror slet ikke, de andre opdagede det, men Charlotte og jeg var sikre på, at han ville smadre ind i træet for fuld hammer. Vi havde nogle skrækslagne sekunder, inden Tim selv fik reddet situationen ved at føre benene frem og tage stødet af ved at hamre dem ind i en form for madras, som var anbragt der for det samme. Det lyder slet ikke af noget, når jeg fortæller det her, og det er også ligemeget, for to nanosekunder efter vi kunne konstatere, at han overlevede uden at blive mast flad som en pandekage op ad træet, var Charlotte og jeg ved at tisse i bukserne af grin. Vi kunne slet ikke holde op igen; det var vist en lettere hysterisk latter, som dels var ægte latter, fordi det rent faktisk havde set ustyrlig komisk ud, og dels et udtryk for vores lettelse, tror jeg.

« Forrige sideNæste side »

Blog på WordPress.com.