Det var svært at få hænderne ned

I onsdags kaldte John på mig – jeg skulle lige høre en god nyhed:
Jeg sidder lige og læser, at Danmark åbner sine grænser for udlandsdanskere, som dermed får lov til at tage disses ægtefæller og børn med til DK for bl.a. familie- og bedsteforældrebesøg.
YESSS!!!
Det var årets bedste nyhed indtil videre – jeg blev så glad, at jeg var lige ved at begynde at tude og måtte fluks ringe til England for fortælle den gode nyhed.
Det var Anna, der tog telefonen, og hun nærmest skreg af glæde, ganske som hun gjorde for 14 år siden. YEEEAAAHHHH ….
Jeg blev helt rørt over, at en 14-årig spontant udtrykte en så stor glæde over udsigten til at se sine gamle bedsteforældre igen.
Naturligvis er Charlotte i denne sammenhæng udlandsdansker i og med, at hun stadig har dansk statsborgerskab, og snart skal hun ‘hjem’ til Danmark, så de kan besøge forældre og bedsteforældre.
De vil ikke flyve, men tage turen i deres bil. Både Frankrig og Tyskland tillader englændere at rejse i transit, så hurdlerne skulle således være overstået. Detaljerne kommer senere: Kan de få lov at tage en overnatning, eller vil de blive nødt til at tage turen i ét stræk?
Det er småting. Hvis de skal, så gør de det; der er kun små 1600 km, og de er cirka på samme alder som John og jeg havde, da vi i 1999 tog 1900 km fra Condom (det hed byen altså!) i det sydligste Frankrig i ét stræk med kun de nødvendige småpauser undervejs.

Ferien hos os bliver deres sommerferie i år, som de ellers havde regnet med skulle tilbringes i England sammen med de fleste andre englændere.
I stedet kommer de, så det passer med, at de er her når John fylder 75. Det var, ifølge ham selv, den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Jeg havde prøvet at lokke ham til at holde en fest, men det har han på intet tidspunkt haft lyst til, og da coronapesten kom og blandede sig i alt, ville jeg ikke gøre mere ved det, så vi havde sådan set indstillet os på, at den skulle ‘fejres’ bare med selskab af os selv.
Nu bliver vi da seks, hvoraf de fem er dem, han helst vil være sammen med, så han er akkurat lige så glad som jeg er.
Så behøver jeg ikke længere at nøjes med at nusle gedekid.
Dette er Marjatta-kid. På institutionens gård, som ligger ikke så langt fra os, har de to gedemødre med hhv. et og to kid gående, og de er overmåde kælne, de små. Den ene hoppede op ad mit ben, mens den logrede med halen som en anden hundehvalp. Den ville bæres. I samme øjeblik den lå i min favn, lagde den sit lille hoved på min skulder og faldt omgående i søvn.
Det var da ikke til at stå for! Den snorksov i fem minutter – lige indtil Ditte begyndte at fotografere, men da nøjedes den med at åbne øjnene en smule; den ville stadig ikke ned igen, det lille pus.
Hos mig ville de helst sove. Hos Peter ville de bare lege.

Nødhjælpspakke til England

Vi skulle lige nu have opholdt os et par dage i Brügge inden den videre færd til England og vores familie derovre. Typisk, ikke sandt? Nu har vi været flere år om at tage os sammen til det ophold, som vi blev inspireret til af Mia, men nu skulle det endelig være, og hvad sker der så? Corona. Murphy har så sandelig ikke levet forgæves. Vi havde ellers booket et værelse på en båd i en af kanalerne og havde sådan glædet os. Også til det …
Når vi tager derover i bil, har vi altid en masse med, der ikke kan købes i England, men som vi ikke kan eller vil have med i kufferterne.
For at føje spot til skade, står de netop i år og mangler flere ting end sædvanligt, fordi der er vareknaphed i England – de kan ikke få alt, som vi kan herhjemme, men mangler pasta, mel, gær, dåsemad m.m. Ikke fordi de lever af dåsemad, men fx tun og baked beans savner de.
Mel er der dog kommet en løsning på, fordi møllerne har fået et problem, idet de plejer at levere mel til bagere i store sække. Sådanne sække har deres lokale planteskole købt (planteskoler i England er meget mere end planteskoler – jeg elsker dem), så man kan komme med sin egen emballage og dermed få fat i noget mel. Charlotte havde en ny pakke tørgær, som i UK rækker til rigtig mange brød, så hun kan bage igen. Der mangler mange varer; sommetider er der nogle, andre gange nogle andre – aldrig hele udvalget, men de sulter altså ikke; det føles bare ret underligt.

Jeg har derfor pakket en nødhjælpspakke til dem. Det er godt nok pebret at sende pakker til udlandet, men når jeg tænker på, hvad vi skulle have betalt for transporten frem og tilbage, er det jo aldeles ligegyldigt hvad det koster, og hvis jeg overhovedet kan hjælpe, gør jeg det selvfølgelig.
De får masser af pasta, som de især savner, de får den te (vi har længe eksporteret te til England) og de kammerjunkere, som vi havde aftalt for længe siden, at jeg skulle have med, og så er der naturligvis lidt godbidder til børnene, plus et William Morris-viskestykke, som jeg lige har købt hos Anglofilia og som passer perfekt til deres køkken.

Charlotte og jeg talte sammen i 1½ time i går – nok ikke overraskende (også) en del coronasnak; bl.a. om, hvornår vi tør flyve igen. Selv om der bliver åbnet for det, har vi så lige lyst til at sidde 40 cm fra fremmede? Det er jo ikke nok, at de lader midtersæderne være tomme, som nogle har talt om. Der er dog vist noget om, at de kan lukke for recirkulationen af luft, således at den i stedet udskiftes hele tiden, men alligevel … både C og jeg er sikre på, at vi vil tage bilen i stedet for flyet – i hvert fald til vi er vaccinerede, men nu må vi først og fremmest se, hvornår det overhovedet kan lade sig gøre.
Hvis man tager tunnellen, behøver man ikke være i kontakt med andre, fordi man bliver i sin bil, men John og jeg vil ikke længere kunne tage turen i ét stræk, så det kan ikke undgås at skulle tage en overnatning.
Næh … verden bliver helt sikkert ikke den samme efter corona. BC (Before Christ) er kommet til at betyde Before Corona på engelsk, blev C og jeg enige om – vi kunne bare ikke umiddelbart finde ud af, hvad vi så skulle lade AD (Anno Domini) betyde. After etellerandet, men hvad?

Det er sommer … nogle steder

Charlotte og jeg er blevet vældig gode til at opdatere hinanden via billeder og små videooptagelser. Som indledning filmer hun gerne sig selv i nogle sekunder for at sige ‘hej mor’, mens jeg nøjes med at lægge stemme til mine egne filmiske produktioner. Det er såmænd også slemt nok, og videoselfies er så afgjort et no go fra min side.
Det er temmelig usikkert, hvornår vi ser hinanden igen. For det første ved vi ikke, hvornår grænserne genåbnes, og for det andet er de så hårdt coronaramt i UK, at jeg godt kan frygte, at de derovre bliver det næste Spanien eller Italien, og bliver det sådan, varer det længe – plus, at Charlotte i modsat fald ikke vil have, at vi kommer. De bor langt ude på landet, så isolering er ikke et problem, men vi skal jo med offentlige transportmidler for at komme ud til dem, så må der overhovedet rejses, kommer de her. Siger hun. Men lad os se, hvad udviklingen kommer til at vise.

Derovre må de ikke samles mere end to ad gangen, og de må kun komme ud én gang om dagen for motionens skyld – eller for at handle. Aubrey er hårdt ramt af ikke at have lov til at mødes med kammerater, og han savner skolen virkelig meget. Anna klarer det bedre, hvilket også gælder fjernundervisningen. Aubie har svært ved at forholde sig til det hele og synes det er vildt mærkeligt og sørgeligt alt sammen, så det har været lidt af en kamp med ham hver dag i hjemmeskolen. Det er godt, at Anna ikke også behøver hjælp, for C er nærmest helt udmattet af at holde drengen kørende. De er alle glade for deres tre ugers påskeferie, hvoraf de er i gang med den sidste nu, inden den barske hverdag indfinder sig igen. Der er ingen af os der tror, at de kommer i skole igen før det nye skoleår begynder primo september, og Charlotte er træt bare ved tanken om at skulle lege hjælpelærer indtil sommerferien. Lad os håbe, at han efterhånden lærer at tackle det. 
Lige nu har de sommer derovre. 23 grader. De skulle have været i Skotland i påsken med Tims familie, hvilket naturligvis er aflyst, men det hjælper en smule på situationen, at de kan hygge sig på denne flydende måde, og efter en tys-tys-aftale med naboen har dennes datter fået lov til at komme ind og bade med, bare de holder den reglementerede afstand til hinanden, idet de satser på, at coronavirus næppe overlever et ophold i klorvand.
Jeg blev helt rørstrømsk, da jeg fik billedet. Det er min lille Anna. Hun er jo lige kommet til verden, for pokker! Det er ikke meget længere siden end i sidste uge, at jeg blev mormor første gang!
Men her ligger hun altså – en meget ung kvinde på 14 år – lige så høj som sin mor og en anelse mindre end sin mormor.
Aubrey har overhalet både sin mor og mig.
Hvor blev de mellemliggende år dog af?

Det er sandelig godt, at internettet er opfundet.
Det er sandelig både godt og skidt, at internettet er opfundet … alt om os er mere eller mindre offentligt tilgængeligt, når vi har mobiltelefon og i det hele taget bevæger os rundt i verden online. Jeg skulle finde ud af, hvornår planteskolen i Toksværd havde åbent, og hvad poppede op?
Det gjorde den viste oplysning. Det kunne jo være, at jeg havde glemt hvornår vi sidst var der, så det syntes Google Maps lige, at de ville fortælle mig. Heldigvis har jeg intet at skjule, så hvis nogen mod al sandsynlighed skulle interessere sig for min færden, skal de da være så velkomne til at spilde tiden med at studere den.

Der er checket ind

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

Min skøre familie

Der flød en lind strøm af korte videoer via Whatsapp mellem England og Danmark i går. Af en af mig endnu ukendt årsag har Aubrey fået fat i en penny-farthing til en meget overkommelig pris, og selvfølgelig skulle de alle prøve at køre på den.
Først et klip med Aubrey, så et med Anna, efterfulgt af et med Rufus (legekammerat), så Tim og til sidst Charlotte.
Det var åbenbart ikke muligt at få svar på, hvorfor den er erhvervet, andet end at “Tim og Aubie har planer!”
Godt så … jeg finder vel ud af det en dag.
Væltepeteren virker i øvrigt ikke særlig autentisk, vel? Forskellen på de to hjul er alt for lille i forhold til den, vi kender – og også i forhold til de gamle engelske for den sags skyld, hvorfor den således hellere burde betegnes som en … en … måske en shilling-halfcrown … ? I hvert fald mønter med mindre størrelsesforskel end da man i sin tid navngav cyklen.
Nu må vi se, om jeg tør sætte mig op på den, når vi kommer derover – hun svarede underligt nok ikke på min bemærkning om, at jeg måske bare er en anelse dum fremfor modig …
Man kan blive helt bekymret for dem derovre sommetider, men da de lader til at more sig kongeligt, så går det hele såmænd nok endda.

Jeg behøver ellers ikke flere halvskøre personager omkring mig lige nu: Jeg har været på arbejde i dag, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg har gjort det rigtige; at butikslivet nok ikke bliver noget, jeg vil komme til at finde specielt interessant, selv om der er dukket op til flere ‘interessante’ kunder op de tre gange, jeg nu har stået i Røde Kors-butikken. Ingen detaljer her; bare en konstatering af, at mine diplomatiske evner bliver sat på lidt af en prøve indimellem. Jeg giver mig selv en chance en måned eller to endnu, men hvis jeg til den tid stadig synes, de 3½ timer føles som enormt lang tid, så må den butik altså fortsætte uden min deltagelse.
Jeg føler dog, at det vil være lidt af en falliterklæring at måtte melde fra igen, men på den anden side er arbejdet frivilligt og ulønnet, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, er det vel heller ikke rimeligt, at jeg bruger tid på det, vel?
Giv mig nu ret, please … problemet er, at jeg jo ved, at de mangler folk, men jeg bliver nødt til at pakke samvittigheden væk, hvis det ikke kommer til at føles anderledes.
Det har ikke noget at gøre med dem, jeg arbejder sammen med; de er meget søde, men det er arbejdets karakter. Der var nok en grund til, at jeg i min ungdoms vår valgte som jeg gjorde – selv om mit arbejde ændrede sig i takt med, at jeg blev ældre og selv ændrede mig.

Årets længste dag – igen!

Godt nok er én af os teenager om tre uger, men man er stadig ikke ældre, end at dagen i dag er nærmest uendelig og uudholdelig lang. 
Anna er allerede teenager … og i øvrigt 14 år om to uger … hun kan langt bedre klare dagens længde, men det skyldes måske delvist, at hun er så meget teenager, at det tager det meste af den at gå i bad …

Det er godt, at kinaskak er opfundet. Det kan på én gang forkorte dagen og underholde hele familien – også vi to gamle, som ikke spiller med. Vi nøjes med at lytte til de verbale udgydelser, hvilket er ret morsomt.
Der kan også bare sofahygges.

Havørnen sad i formiddags nede ved vandkanten og fortærede et bytte vi ikke kunne se hvad var, men kragerne var så interesserede i det, at de gik til angreb på havørnen, som dog ikke lod sig afficere af det, før den var mæt og fortrak frivilligt – om ikke andet var det, hvad vi konkluderede.
Det var som sædvanlig John, der fik øje på den, men jeg skal da lige love for, at det hurtigt kunne få især Aubrey og Tim i skoene og ud for at slås om kikkerten. Charlotte og Anna tog det mere afslappet og lod drengene om at studere havørn.

Ænderne er varmeklar, mandlerne er smuttet, saucefonden er kogt ind og skal bare jævnes og smages til, brunkartoflerne er kogt, de hvide kartofler skrællet og risengrøden bliver færdig helt af sig selv i ‘høkassen’, som er lig med min seng.
Om et par timer kommer Merete, Annemarie og Rune, så vi skal være så færdige som muligt inden da. Jeg bryder mig ikke specielt om det julemiddagsstress, der nemt kan opstå, når det hele skal laves færdig på én gang til sidst lige inden serveringen.
God jul derude – jeg håber I alle får lige netop den jul, I helst vil have.

Jeg slap for at se på gamle biler

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

 

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

Det var regn, jeg bad om …

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

Der er kun 23 dage imellem …

Den 1. februar sendte Tim mig dette billede:

I dag sendte han mig dette billede:

Med emnelinjen: Costa del Malt House..

..is open again.

Men … vandet er hamrende koldt!

Så jeg er ikke spor misundelig … nok mest undrende mig over, hvad der får nogle til at pine sig selv på den måde, men de ser ud til at have en fest.

Brrrr

I forgårs lovede man, at der ville falde en del sne i England fra og med i går eftermiddags. Anna & Aubrey har 40 minutters kørsel med skolebus (hvortil de har 10 minutter i bil, så det er en lang transporttid for dem). Hvis ikke vej- og vejrforholdene er gode, vil chaufførerne ikke tage det store ansvar for andre folks børn. Safety first, og det er naturligvis helt i orden. I forgårs meldte man derfor ud på skolens intranet, at alle non-boarders i går ville få en time før fri. Hvorvidt bussen ville køre morgenen efter, ville der gå besked ud om senest klokken 07. Skolen tilbød, at børnene gratis kunne overnatte på skolen, hvilket altid er muligt, hvis man af en eller anden grund skulle have lyst eller behov for det, men normalt koster det en eller anden sum penge. Det havde nok heller ikke været muligt for alle non-boarders, men lur mig, om der var mange, der tog imod tilbuddet.  
Tim forsøgte dog:
– Children! You can stay on the school tomorrow night! Wouldn’t that be fun?
– And why would we do that??? We can get home an hour earlier tomorrow and we cross our fingers for a lot of snow, so the bus can’t drive. Why on earth should we board, then?
Han kunne godt se, at den ikke blev solgt …
Vejrudsigten holdt, skolebussen aflyst i dag, og børnene har brugt det meste af dagen på at bygge snemænd. Der faldt ganske rigtigt en del sne, men det er allerede tøvejr, så det bliver nok ikke til mere end en forlænget weekend, men det er heller ikke så ringe endda, synes de.

Denne mængde sne er åbenbart nok til at lukke England ned. Charlottes ord i mailen lød nogenlunde således:
Sne. Fri fra skole. Ingen tog til London. Derfor heller ingen bil til Woodborough. Jubiii.  (Det er i Woodborough, C har sit lille værksted).

Vi har det koldt, men vi har ingen sne. Det gør ikke noget.
De par minutter, det tog mig at tage nogle få billeder af fjorden, var rigeligt for mig – det blæser en del, så kulden går gennem marv og ben.
Jeg skal ikke ud og gå tur i dag!

Der er mange lande …

Vi spurgte for godt tre år siden Aubrey hvilket land han helst ville bo i, hvis han selv kunne vælge. Et ikke helt fair spørgsmål, men sådanne forekommer, selv blandt ellers udmærkede bedsteforældre. Med et glimt i øjet er det dog okay, og han havde ved en tidligere lejlighed spurgt sin mor, hvorfor de ikke bare kunne flytte til Danmark fremfor at bo i England, for dér skulle han altid i skole, hvorimod det altid var sjovt, når han var i Danmark!
Denne gang kom hans svar lidt bag på os, for han svarede prompte: BONBONLAND!
Det havde han nok ikke svaret, hvis vi havde stillet spørgsmålet på engelsk …
Charlotte kunne for mange, mange år siden godt tænke sig at bo i Legoland.
Legeland og Disneyland er sikkert også gode lande at bo i, hvis man er barn.

Jeg har været i Tæppeland de seneste par dage.
Det er gråt og det sner; vi har lige været meget langt væk, så hvad er bedre end at forskanse sig i systuen og beruse sig i stoffer? Okay, andre har nok adskillige andre bud, men jeg synes det er godt.
Der er nu produceret et nyt minitæppe til badeværelset, syet efter samme pølseprincip, hvorefter jeg allerede har syet et par kurve og en toilettaske.
45 meter (= de 50 yards, som en rulle ‘indmad’ indeholder) stofpølse sys af stoffer, der er varieret efter humør, præferencer og lagerbeholdning, hvorefter de sys fladt sammen.
Ad et par omgange, viste det sig … jeg måtte pille flere rækker tilbage én gang og en enkelt række én gang, fordi det flanede alt for meget. Det var sværere end jeg havde regnet med at få til at ligge helt fladt, og der er da også et par små bølger stadigvæk, kan jeg se, men dem skal jeg nok få rettet ud ved hjælp af et strygejern og lidt mild vold.

På ranchen uden for Buenos Aires var der et mini-tæppeland, bestående af skind fra køer af enhver tænkelig kofarve, ensfarvede og spraglede, i både helskindsudgaver og sammensyede.
Jeg gider på ingen måde have en hel ko til at ligge og fla’e u’ et eller andet sted i mit hjem, men patchworkeren i mig kunne ikke stå for denne gråhvide lille løber på ca. 1 x ½ meter.
Det har desværre også fået et par folder, men jeg håber de retter sig ud efterhånden. Jeg var nødt til at folde tæppet sammen i kufferten.
Det var i øvrigt den eneste souvenir, jeg havde med hjem fra den lange rejse (bortset fra en køleskabsmagnet med krydstogtskibet på).

Årets – men forhåbentlig ikke min – sidste dag

Anna: I’m sorry, Amelia, but you can’t be here tonight – it’s mommer’s and morfar’s last day.
Ellen: I certainly hope not!
Anna så helt forskrækket ud, men så gik det op for hende, at jeg 1) smilede til hende, og 2) hvad det egentlig var hun havde sagt.
Man kan hurtigt komme galt afsted, sådan rent sprogligt.

Dagen lagde noget så nydeligt ud, men ellers ser det ikke så godt ud for i aften, sådan rent vejrmæssigt. Hvis det bliver lige så kedeligt, som de lover, så tror vi, at vi kommer sovende ind i det nye år. Nu får vi se hvad det bliver til …

Vores sidste dage (i Anna-sprog) inden Den Store Rejse går bl.a. med forberedelser til samme. Vi skulle, mindst tre dage før afrejse, selv checke ind på båden, da de hævder, at det gør det hele lidt mere glidende og ikke mindst hurtigt den dag, vi border. Det tror jeg på, for det var sandelig en omstændelig affære. Jeg skulle også angive med navn, email og telefonnummer hvem der skal underrettes i tilfælde af, at der sker os noget. På én gang betryggende og lidt skræmmende, men det er rart at vide, at de gerne vil have styr på tingene.

Kreditkortoplysninger på os begge med navn, de sidste fire cifre og udløbsdato skulle de have. Skibet er pengeløst, men det må endelig ikke forveksles med, at det er gratis! Det betyder, at til alt det vi kunne finde på at købe, skal vi bare vifte med det indmeldte kreditkort, så accepterer vi (formentlig) oversigten over beløbene på vores sidste aften (!) og skriver under én gang for alle, hvorefter de trækker pengene.
Vi har dog tilkøbt den lille drikkepakke, selv om vi på ingen måde kan nå at drikke alt det (vi taler alkoholiske drikke her; kaffe, te og vand er med i billetprisen), som pakken giver ret til at indtage, men købte man den, blev man automatisk opgraderet til en udvendig kahyt, som alene ville have kostet 1500 kroner mere pr. næse end drikkepakken kostede, hvorfor vi hurtigt blev enige om, at det ville være direkte dumt ikke at tilkøbe den.
Vi skal derfor bo i et Ocean Stateroom i 14 dage. Man kunne godt have en lumsk anelse om, at de har taget ejendomsmæglerkameraet i brug her, men alene det, at vi ikke skal bo under vandoverfladen, vil få mig til at føle mig meget bedre tilpas, min klaustrofobi light taget i betragtning.
Vi er også ved at gå sommertøjet igennem. Vi kommer til at opleve temperaturer fra 30° i Santiago til 15° nede ved Kap Horn, så der skal lidt forskelligt med – men heldigvis intet vintertøj.
John har det godt og har fået grønt lys for rejsen af SOS; vi havde ikke turdet tage til den anden ende af kloden uden at være forsikrede.
Om vi glæder os?
Jowda. Heeeelt vildt!

Det var en af de korte uger

Det er muligt, at tiden normalt skal opfattes som en konstant faktor, medmindre man er et eller andet sted dybt inde i Einsteins relativitetsteori og noget andet af alt det, jeg har så svært ved at forstå. Tiden går langsommere i rummet, hævder de kloge. Jamen, så er det jo der, vi skal på ferie næste gang, så ikke den flyver så hurtigt afsted, som tilfældet har været. På den anden side, hvis jeg har forstået det ret (men det er bestemt ikke sikkert), så føles den langsomt forløbende tid helt normal for dem ude i rummet – det er kun nede på jorden, der går længere tid, end der går for dem ude i rummet. Har jeg tabt jer? Forståeligt nok, jeg forstår det som sagt heller ikke selv.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor den sidste uge op til vi skal mødes føles som en hel måned, når den uge, vi så er sammen i føles som to-tre dage.
Der er ingen retfærdighed til – det skulle da for pokker være omvendt.
Og så igen på den anden side: Hvis det nu havde føltes som en meget lang uge, så havde det med stor sandsynlighed været fordi den ikke havde været god. Det blev vi i hvert fald enige om, da vi krammede farvel i morges, og Charlotte sagde med et lidt vemodigt smil, at det var en af de korte uger.

Charlotte siger indimellem, at hun har tre børn … det kan skyldes irritation, men det er ikke altid, det behøver at være negativt, som fx i dette tilfælde. Herover ses hendes tre børn lege med – ikke ilden, men vel nærmest det modsatte element.
“Hvor langt kan vi nå ud og stadig nå at løbe tilbage uden at få vand i støvlerne?”
Tim vandt, for begge børnene fik våde sokker, mens han forblev tør. Han havde også de længste støvleskafter, var deres undskyldning …

Nå. Nu ikke mere sentimentalitet, Ellen. Der er mindre end to måneder til vi skal derover for at holde jul, så jeg kan overhovedet ikke tillade mig at klage – der er mange, der bor langt tættere på deres børn, men som på trods af det ser dem sjældnere.
Når jeg lægger vores tid sammen, er vi sammen med dem 24/7 i mindst fire og ofte helt op til seks uger om året. Det tror jeg faktisk ikke, der er så mange der kan prale med.
Og så er det ikke engang kun de gamle bedsteforældre, der nyder samværet – det gælder os alle seks.
Er vi ikke bare særdeles privilegerede?
Det synes vi selv, at vi er. Alle sammen.

Min afsluttende bemærkning er, at jeg har på fornemmelsen, at en enkelt eller to af de der vestjyder måske nok godt kunne trænge til et grundkursus i at kunne kende dyrene i Afrika.
Den der leopard ligner i hvert fald i betænkelig grad en zebra i mine øjne …

Der er en smule vind

Sådan vil en vestjyde formentlig sige om vejret i dag, men for os er det mere end en smule, idet 25 sekundmeter i vindstødene er pænt meget i vores verden – så meget, at børnene kunne læne sig godt tilbage og alligevel blive forhindret af vinden blæsten i at vælte.
I går var vejret flot. Det blæste, men ikke for meget, og englænderne skulle naturligvis lige ned og snuse til Vesterhavet.
Vesterhavskysten, hvor vi også ferierede sammen i 2008 og 2009, men dengang kunne de meget yngre børnebørn ikke rigtig klare al den vind, hvorfor vi besluttede os for fremover at holde efterårsferierne på Djursland i stedet, og hvor vi derfor tilbragte tre af slagsen.
Nu er de helt vilde med blæsevejret og har en fest med at lege med vinden, så at sige.

Turen i dag gik til Jyllandsakvariet i Thyborøn. For at komme dertil kører man forbi Thorsminde, hvor vi lige ville ud på molen for at vise englænderne, hvordan havet ser ud, når man kan se det slå ind over molen. Tim syntes ikke, at det var specielt behageligt, íkke mindst fordi han måtte opgive at have hat på. Ungerne elskede det, men da det begyndte at regne, blev det alligevel en tand for meget for de fleste, så vi fandt bilen igen.

Jyllandsakvariet var nok lidt anderledes, end vi havde forestillet os; bl.a. synes vi, at bassinerne var alt, alt for små til de mange og store fisk, de havde sat i dem. Jeg var til gengæld betaget af deres fødeklinik for hajer, hvor man kunne se de bittesmå hajpuslinger bevæge sig rundt inde i ægkapslerne. Her var det jo naturen selv, der havde bestemt, hvor meget plads de skulle have at svømme rundt i.
Havkattene var grimme. Meget grimme. Fascinerende grimme …

På vejen hjemover sad jeg og kiggede lidt i nogle turistbrochurer vi tog.
Nogle gange har man fornemmelsen af, at man har overladt de engelske og tyske oversættelser til 9. klasseselever, der har fået et sommerferiejob.
Andre gange er den danske originaltekst heller ikke specielt imponerende.
Og endelig er der de formuleringer, der bare er … enestående.
Eksempelvis under ‘Praktiske oplysninger’ i en af brochurerne:

Parkering foregår på parkeringspladsen

Det er da nyttig information, ikke sandt? Ellers havde vi jo ikke anet, hvor vi skulle gøre af vores bil.

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Hjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Hjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.

---

Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

Det smukkeste billede i verden

Herunder ses det smukkeste billede i verden.

Det vinder med garanti ingen priser, og man kan overhovedet ikke se hvad det forestiller.
Det skal jeg så fortælle jer: Det er regn.
Masser af regn.
Og masser af lyn og torden.
23 mm fik vi i aftes.
Fantastisk.
Og temperaturen er faldet. I hvert fald temporært …

Det er den ikke på Korfu, hvor mine englændere befinder sig i to uger – hvoraf den ene nu er gået. 

Herover ses to billeder af de smukkeste mennesker i verden.
De vinder heller ingen priser for skønhed, men det ændrer ikke på min opfattelse af dem.

Huset, de bor i, lejede de allerede i februar, hvor ingen kunne vide, hvilken usædvanlig sommer både vi og de senere skulle løbe ind i.
De har det varmt, men de har det fint. De er unge og kan meget bedre klare varmen, end vi pensionister kan.
Huset har egen swimmingpool, så de er sandsynligvis mere under vand end over, kunne jeg forestille mig.
Der er kun aircondition i soveværelset – jeg ved ikke engang, om det gælder alle soveværelser, for det blev nævnt i ental.
Jeg glæder mig til at høre om ferien, når vi om små tre uger tager derover til The Flower Show, som i år er blevet udsat i forhold til normalen pga. haverenovering. Det glæder jeg mig også meget til – vi har kun været med til premieren i 2015, så her fjerde gang er det vel ren rutine for dem … det er også en tradition, som landsbyen ser frem til, så da de ikke annoncerede den til i juli, som de plejer, fik de en del henvendelser og bekymrede spørgsmål om hvorfor.
Så var de jo nødt til at sørge for at arrangere endnu et flower show, denne gang 1. september, hvor vi så øjnede chancen for at deltage, hvilket vi heldigvis er velkomne til.

Sidste hele dag for englænderne

Det har været ren afslapning for alle.
Næsten alle. Og så alligevel ikke helt for nogen af os, fordi der har været mere eller mindre mentalt pres på os – bortset fra børnene, men sådan skal det også være – de skal bare have det godt.
John har godt nok slappet af på Slagelse sygehus, men den form for afslapning havde han helst været fri for at skulle have været igennem.
Jeg har en større husholdning end vanligt at skulle kokkerere til, men det gør jeg naturligvis gerne, og vi har da heller ikke været seks personer hele tiden, som det ellers først var meningen. For det første har vi på intet tidspunkt været alle seks, og for det andet er det stort set det samme at lave mad til fire som til seks … til gengæld har jeg (også) lavet alle de ting, som John normalt går og laver. Ikke noget voldsomt, men bare den lille ting, at han altid går aftenrunden og låser af. Den anden aften var jeg (endelig) ved at falde i søvn, da jeg kom i tanke om, at samtlige fire døre til huset stod ulåste, så jeg måtte lige tage en runde – og lysvågen var jeg naturligvis igen.
Helt almindelig har ferien således ikke været denne gang. I går måtte vi oven i købet en tur til Næstved til lægevagten med John, fordi han fik det skidt efter at have været en tur med i borgcentret i Vordingborg. Der var dog ikke noget alarmerende, og det lettede en hel del på hans angst, da vagtlægen pointerede, at John ganske enkelt ikke er i stand til at få en ny blodprop lige nu – det er en fysisk umulighed med alt det blodfortyndingsmiddel, han får.
Han skal ‘bare’ acceptere, at det her kan tage måneder, og det næste stykke tid kan han stort set intet, så de 2 x 4-500 meter i går var for meget for ham, også selv om han ikke gik med rundt, men sad og drak kaffe, mens

nogle jagtede spøgelser og andre lærte lidt danmarkshistorie.
Lidt styltegang blev det også til, men vi var der ikke så længe, som vi havde regnet med, for den indendørs udstilling gik vi igennem på rekordfart, da vi syntes, alt for meget af det handlede om krig, hvilket ikke var særlig interessant for børnene.
Konceptet med de interaktive ipadder er ellers ret smart, men det var som sagt kun det udendørs, der var interessant for børnene.¨

I dag har vi – de tre af os, i det mindste – været et par timer på Feddet Strand, mens den fjerde har klippet og kogt tagrørsblomster til garnfarvning, mens den femte har skiftevis sovet og set Tour de France – og generelt har haft det meget bedre end i går. Så godt, at han hen mod aften kunne feje fliserne ude foran, samt skære lidt strittejavertusser af på græsplænen.
En lille fremgang er bedre end en lille tilbagegang, men det bliver langt og sejt, dette her, med småbitte skridt ad gangen.

Vi trængte til at få renset luften

Ungerne fandt deres gamle sæbeboblesværd frem i dag. Det var flere år siden de havde været i brug, så det var nyt og spændende igen. De var også blevet lidt dygtigere til at lave mange bobler ad gangen, end de var sidst, så vi hyggede os alle sammen med at se det fine farvespil i de mange sæbebobler.
Der gik både lyssværd – og andet, der kunne minde om sabler og sværd – i den, dog nok kun for Aubrey.

Hvor det for Anna gjaldt om at producere så store bobler som muligt, var det vigtigst for Aubie at lave lidt færre, som til gengæld helst skulle dolkes alle sammen – alternativt indfanges, så de kunne ‘parre sig’ to og to eller gerne endnu flere sammen – hvilket han heldigvis ikke lige havde noget ord for …

Man kunne selvfølgelig også bare smøre hænderne grundigt ind i sæbeboblevandet og sidde og ligne en mediterende en eller anden, mens man puster bobler ud gennem hænderne. Det så helt surrealistisk ud.

Så vi fik renset luften …

Det har regnet næsten en halv time, men der er endnu intet, der er blevet vådt. Det når at fordampe stort set i samme øjeblik, det rammer jorden eller terrassen, men det er nu alligevel hyggeligt at sidde i shelteret og høre dryppene og ungerne, der hygger sig i ‘regnvejret’ – men det var så ikke lige dette regnvejr, der fik renset luften. Desværre.

John har det okay, men der skal godt nok ikke meget til, før han mister pusten og må hvile sig. Det skulle dog ganske langsomt blive bedre og bedre.
Det stoler vi på.
Han har i øvrigt været i Faxe for hente sit nye høreapparat i dag, så nu skulle det i det mindste være slut med alt vores “Goddag mand. Økseskaft.”
Også her blev jeg kaldt ind, fordi apparatet skulle indstilles, da “det er vigtigt, at du kan høre hvad din kone siger. Hende er du jo nødt til at kunne lytte til!” Den arme mand er muligvis en anelse træt af at høre de ord i øjeblikket, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Jeg nyder naturligvis at få så mange officielle erklæringer på, at det er sådan det er.
Jeg talte meget dæmpet til min mand, og han kunne uden problemer høre hvert et ord jeg sagde. Fantastisk. Det var en helt ny fornemmelse både for ham og mig.
Han kan høre mange flere fuglestemmer, så jeg tror, at dette apparat bliver en større succes end det han prøvede for et par år siden, og som han afleverede igen. Hørelsen er dog også blevet en del ringere på de to år.

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

Belønning for at tage til Frankrig

Det er nok de færreste af os, der behøver en belønning for at tage til Frankrig, men Aubrey udgør en undtagelse.
Hans klasse, som han nu har gået i knap et år, skulle en tur til Frankrig i fire dage, men Aubrey ville ikke med. Ikke på vilkår, og han græd og græd om aftenen, fordi han IKKE! VILLE! TIL! FRANKRIG!!!  NO! WAY!!!
     Charlotte kunne ikke drømme om at tvinge ham til noget, han ikke vil – ikke af denne art, i hvert fald, men hun var naturligvis interesseret i at finde ud af, hvorfor det i den grad var drengen imod.
Det var primært fordi han, i modsætning til resten af klassen, kun har haft fransk i dette skoleår. De andre er på andet år. Derudover er halvdelen af Aubies fransktimer inddraget til specialundervisning for hans ordblindhed, så han føler selvfølgelig, at han er alt for langt bagud, hvad det franske angår. Dertil kommer, at han helst skal være velforberedt og i fuldstændig i kontrol, så hvis ikke han ved med sig selv, at han kan sine ting, så vil han ikke være med. De havde fået at vide, at de bl.a. skulle på et marked og hvert af børnene skulle bede om en eller anden ting og selvfølgelig også betale for den. Det skræmte Aubrey totalt væk fra at ville deltage i den tur.
     Jeg sagde til ham, da vi var derovre, at jeg ikke kan fransk, men at jeg har købt masser af frugt og andre sager på franske markeder alligevel. Vi lavede det om til en joke ved at lege først Inspector Clouseau og dernæst Allo, Allo, som han elskede at se. Han skreg af grin af alle vores ‘franske’ udtaler, men intet kunne få ham til at ændre mening.
     Tim og Charlotte var til møde på skolen om det. De fik lærerinden til at give Aubie den sætning han skulle sige på fransk; Tim lovede at lege fransk æblesælger således, at der kunne øves på forhånd.
Aubrey bryder sig ikke om at sove sammen med andre, kom det også frem. Han gider ikke den ballade, der altid er på en lejrskole, for når han er træt, vil han have lov til at sove i fred. De mente nok, at der kunne findes andre drenge, der havde det på samme måde, og som han kunne sove sammen med.
     Efterhånden som alle hans betænkeligheder fik sat ord på, og man lovede at løse dem efter bedste evne, gav han sig til sidst. I allersidste sekund sagde han ja, og på vejen til bussen spurgte han, om C ville hente ham, hvis nu det skulle gå helt galt.
Det lovede hun. Helt i Frankrig … men du skal altså gå i skole, nede i 5. klasse, hvis du vil hjem igen.
Men … sagde han … hvis jeg kommer hjem før de andre, tror du så ikke, at de vil stille en masse spørgsmål?
Jo, svarede moderen, det vil de helt sikkert.
Hmmm …
     Han overlevede turen, og han kom hjem med tre præmier – hvilket Charlotte skulle have at vide af læreren, ikke af drengen selv, som åbenbart var lidt ligeglad med de belønninger.
Den første for at være den, der talte mest fransk! Ja, sgu!
Den anden fik han og tre andre drenge for at være dem, der havde det mest stille værelse om aftenerne og nætterne. (Hehe.)
Den tredje kan jeg ikke huske hvad var for.
Den allerbedste belønning for ham var nemlig det store bonsaitræ, C havde lovet ham, hvis han gennemførte turen. Det er hans nye passion: bonsaitræer, og han går vældig meget op i deres pasning. Han har allerede flere og havde forelsket sig i et stort et på planteskolen, men havde fået afslag på at få det, fordi det kostede hele 75 pund. Det var nu bragt inden for rækkevidde.

Da jeg talte med ham i telefonen og spurgte, hvordan turen havde været, svarede han:
Well … it was … very educational. VERY educational. The only not educational was the bus tour.
Han var skuffet over turen, og Charlotte har tænkt sig at give som feedback, at en lejrtur i 6. klasse skal være sjov, udover, at de skal lære noget. Børnene skal også opleve noget, der giver dem fælles erindringer, som de skal mindes med smil. Den skal bestemt ikke kun være educational.

Barnaby blev afløst af ondt i halsen

Endnu inden vi var kommet ud af sengen på vores herlige høloft, tikkede der en sms ind fra Charlotte: Aubrey er syg, men vi skulle meget gerne til det forældremøde med Anna i eftermiddag. Tim har aflyst sine møder i London, fordi jeg har to kunder i dag. Har I mulighed for at være her, inden vi skal afsted kl. 16:15? Jeg er ked af at forkorte jeres Barnabytur, men …
Hun skal da overhovedet ikke være ked af noget som helst. Det er nok den eneste gang, vi overhovedet har kunnet hjælpe dem bare en lille smule, fordi vi normalt er så pokkers langt væk, så selvfølgelig ville vi komme tidligere hjem for at hygge om det syge barn.

Det gjorde heller ikke spor, for vi nåede det meste af det planlagte i går, så i dag var der ikke meget mere end Dorchester upon Thames tilbage, hvilket vi sagtens kunne nå i formiddags.
Herover er det en del af kirkegården tilhørende The Abbey i Dorchester. Engelske kirkegårde er altså noget af det grimmeste og mest uorganiserede, jeg kender. Dette her er godt nok den gamle del af den, men det ser ikke da ikke særlig pænt ud, vel?

De idylliske huse var der igen masser af. Det herover var oven i købet til salg, men det er sikkert for dyrt til vores pengepung – huse er vildt dyre i England.
Vi ville have taget en lille omvej for at køre ad en grøn vej; dvs. langs en scenic route, men det viste sig at være en vej med forhindringer. Lige pludselig stod der, at vejen var lukket. Ikke noget med omkørsel eller noget, bare, at vejen var lukket fra 4.-10. maj, men vi kunne ikke se, at nogen var i gang med noget vejarbejde. Vi regnede så med, at der længere henne ad vejen ville komme instruktioner om, hvordan vi kunne komme videre, men nej. Efter små tyve kilometer var vejen bare lukket. Punktum. Vi kunne ikke komme videre, og et kig på det gammeldags papirkort viste, at vi kun kunne køre hele den lange vej tilbage; der var ingen muligheder for lokale omveje.
Der var en del, der gik i samme fælde som os. Vi kunne dog nemt vende vores personbil, men lige foran os var der en stor lastbil med anhænger, som havde svære problemer med at vende på den meget smalle vej.
Det samme oplevede vi en gang til et andet sted på vej til en anden grøn vej, så vi gav op og satte kursen mod Marlborough, hvor vi købte alt mad ind til den forlængede weekend (det er Bank Holiday på mandag), og så kørte vi ellers hjem for at forkæle det syge barn.

Da forældrene var kørt, lavede jeg en French Toast – Aubrey og jeg kunne uden problemer blive enige om, at lidt ahornsirup sikkert ville være rigtig godt til at smøre en øm hals.
Han lå derefter og kiggede på BBC’s David Attenborough-serier efter eget valg, til han havde helt firkantede øjne, og således gik tiden, til resten af familien kom lidt i otte.
Da vi havde spist, blev der kigget på hawaiianske vulkanudbrud sammen med mor; derefter leget lidt med far, hvorefter det var sengetid. Aubrey har det meget bedre – det var den franske toast og mormors uendeligt bløde og varme silkehalstørklæde, der gjorde forskellen, er vi sikre på … det er da også hamrende uretfærdigt, at det er Anna, der svømmer rundt i den nye og endnu isnende kolde swimmingpool, og det er Aubie, der får ondt i halsen.
Life’s not fair, is it?

Gad vide om de vil synes, jeg er blevet tosset?

Vi skal snart til England, og jeg har endnu ikke fundet noget at have med til Anna & Aubrey. Det er ikke så godt, men det bliver altså sværere og sværere at finde på noget fornuftigt at give dem. Jeg vil naturligvis ikke spørge hvad de ønsker sig, for det skal jo være en overraskelse hver gang jeg kommer. Tøhø. Som om. De siger sødt, at de skam ikke forventer at få gaver hver gang, men det tror jeg deres mor har sagt, at de skal sige, og lur mig, om ikke de ville blive skuffede, hvis jeg begyndte at svigte dem på det punkt? Det tror jeg, selv om de ikke ville sige noget, de kære små alt for hurtigt alt for store, og eftersom det er min fornemmeste pligt at forkæle mine børnebørn, er jeg nødt til at finde på et eller andet – udover den obligatoriske pålægschokolade til ham og min blomme-abrikosmarmelade (eller jordbærmarmelade) til hende.

I aftes fik jeg en ide. Det kom sig af, at vi ikke kunne huske, hvad ‘friluftsforretningen’ i Kristianstad hedder. John og jeg googlede om kap, og jeg vandt! Den hedder Naturkompaniet, og nu, hvor jeg havde fundet den, kunne jeg jo lige lure lidt rundt på deres site.
Lejrmad! HA! Til deres Base Camp. Det skal de da have lov at prøve, tænkte jeg, for jeg ved, at de elsker at tænde bål dernede, så de kan koge pasta og lave te.

Det kom der dermed en tur til Kristianstad ud af i formiddags. Det var fint, for vi manglede elpærer og jeg skulle købe blomster til krukkerne heroppe.
I Naturkompaniet købte jeg seks forskellige middagsretter og en ‘dessert’ i form af en sukkerkage, som bare skal røres op med vand og hældes på en stegepande. Som jeg også købte til dem …
For at tilberede maden skal der hældes kogende vand i posen, så er det færdigt kort tid efter. Gad vide, hvordan sådan noget smager? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve, men hvis ungerne inviterer på middag i lejren, gør jeg det naturligvis.
Det er heeelt vildt dyrt. Jeg kan godt forstå, min søster ømmer sig, når hun skal forsyne sig til sine vildmarkskajakture sammen med klubben. Bare sukkerkagen koster 99 kroner (godt nok svenske, men alligevel …), så derfor blev det kun til det nævnte. Det er muligt, at de vil synes, at nu er hende mormor da blevet helt tosset, men så må det være sådan.
Jeg har dog på fornemmelsen, at de vil synes det kunne være sjovt at prøve. De kan altid bruge noget til deres Base Camp eller noget andet, der har med friluftsliv at gøre.

En fantastisk skole

Tirsdag klokken 14 var der et musikshow i underskolen, hvor Aubrey går på sidste år, inden han starter i secondary school, hvor Anna går nu. Tim tog på arbejde, og C skaffede en ekstra billet, så både John og jeg kunne komme med. Da vi kom, var der en kvinde i gang med at dirigere nogle kanonsyngende børn (ikke kaNON, men KAnon). Det var musiklæreren, som “er skøn” ifølge Charlotte. Jeg må da også sige, at vi var særdeles imponerede over, hvad hun kunne få børn helt ned til 5-6 år til. Det er altid sødt, når små børn gør deres bedste, men her var det bedste rigtig godt, mens man samtidig ikke var et sekund i tvivl om, at ungerne havde en fest med at gøre det, de hver især nu gjorde. Det er alt sammen frivilligt, hvorfor vi også kun så Aubie deltage i koret til afslutningen, hvor samtlige 5. og 6.-årgangsklasser deltog, for sådan noget gider han absolut ikke, hvilket vist også tydeligt fremgår af hans ansigtsudtryk.

Så var det en noget gladere og stoltere dreng vi så, da børnene efter showet skulle vise forældre og bedsteforældre de respektive klasselokaler.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad mange mener om skoleuniformer, men mormor her er altså ret stolt af sin søde, lille, store og dejlige gentleman.
Mormor her er dog også meget, meget glad for at se, hvad den skole har gjort for især Aubrey. Anna har ingen problemer, men elsker alligevel den nye skole, og Aubie er jo svært ordblind, hvilket på ingen måde forhindrer ham i at være hurtig i replikken, men så snart han skal skrive noget, går han nærmest helt i sort.
Skolen har det princip, at det stadig, selv i vore elektroniske tider, er vigtigt at lære at skrive i hånden, men indrømmer, at de en sjælden gang gør en undtagelse. Aubrey er en af dem. De lærer ham blindskrift på et tastatur, for de mener, at så skal han i det mindste kunne skrive lynhurtigt på den måde i stedet for. Drengen er glad og går til den med omhu og entusiasme.
Læreren kapitulerede, efter hun engang sagde til ham, at nu skulle han ikke skrive denne opgave, men i stedet diktere til hende, hvad han ville have skrevet, hvis han havde kunnet.
Det gjorde han, og læreren havde bare tænkt WOW! Den dreng skal ikke hindres, bare fordi han har svært ved at lære at stave og skrive.
Han er blomstret op på den skole i en grad, jeg ikke havde troet mulig. Hans selvtillid vokser og vokser, hvor den i den gamle skole blev pillet mere og mere af ham, fordi der ikke var for fem øre forståelse for hans handicap, hvilket fik alle til at tro, at han var dum. Jeg kunne have kvalt den lærer!
Han er ikke dum, og han elsker alle naturfag i en grad, der får lærerne til at bemærke hans store glæde ved at lære. Han lytter mere intenst, fordi han har svært ved at læse sig til det, og sommetider er han helt skæv i hovedet, fordi han ikke vil gå glip af nogen af ordene. 
Den skole er bare det bedste, forældrene har gjort, ikke kun for ham, men også for Anna. Den er måske nok dyr, men hvordan kan man gøre hele denne store forskel for børnene op i penge? Svaret er, at det kan man ikke.
Mens vi ventede på, at Anna skulle få fri, gik vi på pub, hvor nogen fik kaffe og andre fik en stor isdessert oven på dagens korprøvelser.

Vi er her!

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
– Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

Så er de 11 og 12

Anna i søndags. Aubrey i dag. 12 år og 11 år.
Der er visse tidspunkter i ens liv, der åbenbart aldrig bliver glemt.
Charlottes fødsel kan jeg stadig genkalde mig stort set hvert minut af, selv om det er 41 år siden. Og selv om det at føde faktisk ikke er specielt behageligt og alle erindringer om det omgående burde fortrænges totalt fra ens sind. Det er egentlig lidt af et mirakel, at så mange vælger at få flere børn – men det er altså ikke pga. smerten, at jeg kun har ét barn.
Jeg glemmer heller aldrig de første otte dage med Anna og næsten præcis et år efter de første otte dage med Aubrey – igen eksempler på, hvorfor det både er godt og skidt at bo så langt fra hinanden.
Godt, fordi jeg – især med Anna – var der døgnet rundt og kunne hjælpe hele tiden, hvis der var behov for det. Anna havde svært ved at sove – ganske som sin far. Med Aubie gik det nemmere, ikke mindst fordi han havde et fantastisk sovehjerte lige fra starten – ganske som sin mor.
Skidt, fordi de var fire måneder, inden jeg så dem igen.
Indtil Anna var to år og Aubrey ét, kunne hun ikke rejse alene med dem, da så små børn skal sidde på skødet af en voksen, men der må ikke sidde to på én, hvilket nok også ville være temmelig upraktisk …
Og nu er der gået 12 og 11 år, siden de arriverede … skræmmende … men selvfølgelig også dejligt at se dem vokse, kunne mere og mere, og i stadig større grad vise glimt af de voksne mennesker, de så småt er på vej til at blive.
Den lange pakke forrest er fra os. Det er et jordbor! Den dreng er altså ikke helt almindelig – det var, sammen med trommen fra forældrene – de højeste ønsker. Nu kan han både få boret huller til pæle, der skal danne en boma, og vække resten af husets indvånere på samme måde, som vi blev vækket hver morgen kl. 05:30, da vi var på safari.
Jeg hørte ham tromme i telefonen. Han havde kun lige pakket den ud, men det var helt som at være tilbage i Sydafrika; han kunne sagtens huske, hvordan det lød og trommede, nærmest instinktivt, rytmen og lydene næsten til perfektion.
Nu er det spændende, om der står en boma, når vi kommer derover til maj!

Tim havde skrevet et ‘digt’ og rappede det efter bedste evne til fødselsdagsbarnet. De andre tre hujede begejstret og med stor entusiasme, selv om den sandsynligvis hverken kommer til at give nationale eller internationale priser.

Dagen før dagen

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!
…
It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

Indfangning af løbske havestole – man skal jo starte et sted

Aubrey havde ønsket sig en lasso i julegave, og han fik en af sin farbror. Rebet var meget stift, hvilket må formodes at skulle lette det at holde det cirkelformet, mens man svinger det og smider det afsted efter det, der skal indfanges.
Jeg sagde ellers, at lige ovre på marken på den anden side af vejen havde vi 17 tyrekalve gående, som sikkert ikke ville have noget imod at stå modeller til træning i lassokast, men sjovt nok syntes begge ungerne, at de lige ville øve sig lidt på et knap så bevægeligt mål, inden de gik over til the real game.
Det er nok meget fornuftigt at starte i det små.

De fik faktisk fanget havestolen, inden den nåede at stikke af … det var bare mormor, der ikke helt havde tålmodighed nok til at vente på det.

Charlotte skulle lære at lave en fransk fletning, for sådan synes man henne på skolen, at Annas hår ved visse lejligheder skal sidde. Malle er næsten ekspert i franske fletninger af ebhver art, men Charlotte skal øve sig lidt, blev vi enige om. Vi blev også enige om, at udgaven med den ene omme i nakken var pænere end den med de to ved siderne, men sådan bliver man jo klogere hele tiden.

Den stod på familiejulefrokost i går. Meget hyggelig dag, selv om vi savnede to fra midtergenerationen.
I dag er det allerede næstsidste hele dag, inden englænderne rejser hjem på fredag ved middagstide.
Tiden går ALT for hurtigt!
Men der er ikke rigtig nogen, jeg kan brokke mig til over det. Der bliver i hvert fald ikke hørt efter …

Nu er det juuuul – endelig jul …

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!
Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.