Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Hjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Hjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.

---

Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

Reklamer

Det smukkeste billede i verden

Herunder ses det smukkeste billede i verden.

Det vinder med garanti ingen priser, og man kan overhovedet ikke se hvad det forestiller.
Det skal jeg så fortælle jer: Det er regn.
Masser af regn.
Og masser af lyn og torden.
23 mm fik vi i aftes.
Fantastisk.
Og temperaturen er faldet. I hvert fald temporært …

Det er den ikke på Korfu, hvor mine englændere befinder sig i to uger – hvoraf den ene nu er gået. 

Herover ses to billeder af de smukkeste mennesker i verden.
De vinder heller ingen priser for skønhed, men det ændrer ikke på min opfattelse af dem.

Huset, de bor i, lejede de allerede i februar, hvor ingen kunne vide, hvilken usædvanlig sommer både vi og de senere skulle løbe ind i.
De har det varmt, men de har det fint. De er unge og kan meget bedre klare varmen, end vi pensionister kan.
Huset har egen swimmingpool, så de er sandsynligvis mere under vand end over, kunne jeg forestille mig.
Der er kun aircondition i soveværelset – jeg ved ikke engang, om det gælder alle soveværelser, for det blev nævnt i ental.
Jeg glæder mig til at høre om ferien, når vi om små tre uger tager derover til The Flower Show, som i år er blevet udsat i forhold til normalen pga. haverenovering. Det glæder jeg mig også meget til – vi har kun været med til premieren i 2015, så her fjerde gang er det vel ren rutine for dem … det er også en tradition, som landsbyen ser frem til, så da de ikke annoncerede den til i juli, som de plejer, fik de en del henvendelser og bekymrede spørgsmål om hvorfor.
Så var de jo nødt til at sørge for at arrangere endnu et flower show, denne gang 1. september, hvor vi så øjnede chancen for at deltage, hvilket vi heldigvis er velkomne til.

Sidste hele dag for englænderne

Det har været ren afslapning for alle.
Næsten alle. Og så alligevel ikke helt for nogen af os, fordi der har været mere eller mindre mentalt pres på os – bortset fra børnene, men sådan skal det også være – de skal bare have det godt.
John har godt nok slappet af på Slagelse sygehus, men den form for afslapning havde han helst været fri for at skulle have været igennem.
Jeg har en større husholdning end vanligt at skulle kokkerere til, men det gør jeg naturligvis gerne, og vi har da heller ikke været seks personer hele tiden, som det ellers først var meningen. For det første har vi på intet tidspunkt været alle seks, og for det andet er det stort set det samme at lave mad til fire som til seks … til gengæld har jeg (også) lavet alle de ting, som John normalt går og laver. Ikke noget voldsomt, men bare den lille ting, at han altid går aftenrunden og låser af. Den anden aften var jeg (endelig) ved at falde i søvn, da jeg kom i tanke om, at samtlige fire døre til huset stod ulåste, så jeg måtte lige tage en runde – og lysvågen var jeg naturligvis igen.
Helt almindelig har ferien således ikke været denne gang. I går måtte vi oven i købet en tur til Næstved til lægevagten med John, fordi han fik det skidt efter at have været en tur med i borgcentret i Vordingborg. Der var dog ikke noget alarmerende, og det lettede en hel del på hans angst, da vagtlægen pointerede, at John ganske enkelt ikke er i stand til at få en ny blodprop lige nu – det er en fysisk umulighed med alt det blodfortyndingsmiddel, han får.
Han skal ‘bare’ acceptere, at det her kan tage måneder, og det næste stykke tid kan han stort set intet, så de 2 x 4-500 meter i går var for meget for ham, også selv om han ikke gik med rundt, men sad og drak kaffe, mens

nogle jagtede spøgelser og andre lærte lidt danmarkshistorie.
Lidt styltegang blev det også til, men vi var der ikke så længe, som vi havde regnet med, for den indendørs udstilling gik vi igennem på rekordfart, da vi syntes, alt for meget af det handlede om krig, hvilket ikke var særlig interessant for børnene.
Konceptet med de interaktive ipadder er ellers ret smart, men det var som sagt kun det udendørs, der var interessant for børnene.¨

I dag har vi – de tre af os, i det mindste – været et par timer på Feddet Strand, mens den fjerde har klippet og kogt tagrørsblomster til garnfarvning, mens den femte har skiftevis sovet og set Tour de France – og generelt har haft det meget bedre end i går. Så godt, at han hen mod aften kunne feje fliserne ude foran, samt skære lidt strittejavertusser af på græsplænen.
En lille fremgang er bedre end en lille tilbagegang, men det bliver langt og sejt, dette her, med småbitte skridt ad gangen.

Vi trængte til at få renset luften

Ungerne fandt deres gamle sæbeboblesværd frem i dag. Det var flere år siden de havde været i brug, så det var nyt og spændende igen. De var også blevet lidt dygtigere til at lave mange bobler ad gangen, end de var sidst, så vi hyggede os alle sammen med at se det fine farvespil i de mange sæbebobler.
Der gik både lyssværd – og andet, der kunne minde om sabler og sværd – i den, dog nok kun for Aubrey.

Hvor det for Anna gjaldt om at producere så store bobler som muligt, var det vigtigst for Aubie at lave lidt færre, som til gengæld helst skulle dolkes alle sammen – alternativt indfanges, så de kunne ‘parre sig’ to og to eller gerne endnu flere sammen – hvilket han heldigvis ikke lige havde noget ord for …

Man kunne selvfølgelig også bare smøre hænderne grundigt ind i sæbeboblevandet og sidde og ligne en mediterende en eller anden, mens man puster bobler ud gennem hænderne. Det så helt surrealistisk ud.

Så vi fik renset luften …

Det har regnet næsten en halv time, men der er endnu intet, der er blevet vådt. Det når at fordampe stort set i samme øjeblik, det rammer jorden eller terrassen, men det er nu alligevel hyggeligt at sidde i shelteret og høre dryppene og ungerne, der hygger sig i ‘regnvejret’ – men det var så ikke lige dette regnvejr, der fik renset luften. Desværre.

John har det okay, men der skal godt nok ikke meget til, før han mister pusten og må hvile sig. Det skulle dog ganske langsomt blive bedre og bedre.
Det stoler vi på.
Han har i øvrigt været i Faxe for hente sit nye høreapparat i dag, så nu skulle det i det mindste være slut med alt vores “Goddag mand. Økseskaft.”
Også her blev jeg kaldt ind, fordi apparatet skulle indstilles, da “det er vigtigt, at du kan høre hvad din kone siger. Hende er du jo nødt til at kunne lytte til!” Den arme mand er muligvis en anelse træt af at høre de ord i øjeblikket, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Jeg nyder naturligvis at få så mange officielle erklæringer på, at det er sådan det er.
Jeg talte meget dæmpet til min mand, og han kunne uden problemer høre hvert et ord jeg sagde. Fantastisk. Det var en helt ny fornemmelse både for ham og mig.
Han kan høre mange flere fuglestemmer, så jeg tror, at dette apparat bliver en større succes end det han prøvede for et par år siden, og som han afleverede igen. Hørelsen er dog også blevet en del ringere på de to år.

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

Belønning for at tage til Frankrig

Det er nok de færreste af os, der behøver en belønning for at tage til Frankrig, men Aubrey udgør en undtagelse.
Hans klasse, som han nu har gået i knap et år, skulle en tur til Frankrig i fire dage, men Aubrey ville ikke med. Ikke på vilkår, og han græd og græd om aftenen, fordi han IKKE! VILLE! TIL! FRANKRIG!!!  NO! WAY!!!
     Charlotte kunne ikke drømme om at tvinge ham til noget, han ikke vil – ikke af denne art, i hvert fald, men hun var naturligvis interesseret i at finde ud af, hvorfor det i den grad var drengen imod.
Det var primært fordi han, i modsætning til resten af klassen, kun har haft fransk i dette skoleår. De andre er på andet år. Derudover er halvdelen af Aubies fransktimer inddraget til specialundervisning for hans ordblindhed, så han føler selvfølgelig, at han er alt for langt bagud, hvad det franske angår. Dertil kommer, at han helst skal være velforberedt og i fuldstændig i kontrol, så hvis ikke han ved med sig selv, at han kan sine ting, så vil han ikke være med. De havde fået at vide, at de bl.a. skulle på et marked og hvert af børnene skulle bede om en eller anden ting og selvfølgelig også betale for den. Det skræmte Aubrey totalt væk fra at ville deltage i den tur.
     Jeg sagde til ham, da vi var derovre, at jeg ikke kan fransk, men at jeg har købt masser af frugt og andre sager på franske markeder alligevel. Vi lavede det om til en joke ved at lege først Inspector Clouseau og dernæst Allo, Allo, som han elskede at se. Han skreg af grin af alle vores ‘franske’ udtaler, men intet kunne få ham til at ændre mening.
     Tim og Charlotte var til møde på skolen om det. De fik lærerinden til at give Aubie den sætning han skulle sige på fransk; Tim lovede at lege fransk æblesælger således, at der kunne øves på forhånd.
Aubrey bryder sig ikke om at sove sammen med andre, kom det også frem. Han gider ikke den ballade, der altid er på en lejrskole, for når han er træt, vil han have lov til at sove i fred. De mente nok, at der kunne findes andre drenge, der havde det på samme måde, og som han kunne sove sammen med.
     Efterhånden som alle hans betænkeligheder fik sat ord på, og man lovede at løse dem efter bedste evne, gav han sig til sidst. I allersidste sekund sagde han ja, og på vejen til bussen spurgte han, om C ville hente ham, hvis nu det skulle gå helt galt.
Det lovede hun. Helt i Frankrig … men du skal altså gå i skole, nede i 5. klasse, hvis du vil hjem igen.
Men … sagde han … hvis jeg kommer hjem før de andre, tror du så ikke, at de vil stille en masse spørgsmål?
Jo, svarede moderen, det vil de helt sikkert.
Hmmm …
     Han overlevede turen, og han kom hjem med tre præmier – hvilket Charlotte skulle have at vide af læreren, ikke af drengen selv, som åbenbart var lidt ligeglad med de belønninger.
Den første for at være den, der talte mest fransk! Ja, sgu!
Den anden fik han og tre andre drenge for at være dem, der havde det mest stille værelse om aftenerne og nætterne. (Hehe.)
Den tredje kan jeg ikke huske hvad var for.
Den allerbedste belønning for ham var nemlig det store bonsaitræ, C havde lovet ham, hvis han gennemførte turen. Det er hans nye passion: bonsaitræer, og han går vældig meget op i deres pasning. Han har allerede flere og havde forelsket sig i et stort et på planteskolen, men havde fået afslag på at få det, fordi det kostede hele 75 pund. Det var nu bragt inden for rækkevidde.

Da jeg talte med ham i telefonen og spurgte, hvordan turen havde været, svarede han:
Well … it was … very educational. VERY educational. The only not educational was the bus tour.
Han var skuffet over turen, og Charlotte har tænkt sig at give som feedback, at en lejrtur i 6. klasse skal være sjov, udover, at de skal lære noget. Børnene skal også opleve noget, der giver dem fælles erindringer, som de skal mindes med smil. Den skal bestemt ikke kun være educational.

Barnaby blev afløst af ondt i halsen

Endnu inden vi var kommet ud af sengen på vores herlige høloft, tikkede der en sms ind fra Charlotte: Aubrey er syg, men vi skulle meget gerne til det forældremøde med Anna i eftermiddag. Tim har aflyst sine møder i London, fordi jeg har to kunder i dag. Har I mulighed for at være her, inden vi skal afsted kl. 16:15? Jeg er ked af at forkorte jeres Barnabytur, men …
Hun skal da overhovedet ikke være ked af noget som helst. Det er nok den eneste gang, vi overhovedet har kunnet hjælpe dem bare en lille smule, fordi vi normalt er så pokkers langt væk, så selvfølgelig ville vi komme tidligere hjem for at hygge om det syge barn.

Det gjorde heller ikke spor, for vi nåede det meste af det planlagte i går, så i dag var der ikke meget mere end Dorchester upon Thames tilbage, hvilket vi sagtens kunne nå i formiddags.
Herover er det en del af kirkegården tilhørende The Abbey i Dorchester. Engelske kirkegårde er altså noget af det grimmeste og mest uorganiserede, jeg kender. Dette her er godt nok den gamle del af den, men det ser ikke da ikke særlig pænt ud, vel?

De idylliske huse var der igen masser af. Det herover var oven i købet til salg, men det er sikkert for dyrt til vores pengepung – huse er vildt dyre i England.
Vi ville have taget en lille omvej for at køre ad en grøn vej; dvs. langs en scenic route, men det viste sig at være en vej med forhindringer. Lige pludselig stod der, at vejen var lukket. Ikke noget med omkørsel eller noget, bare, at vejen var lukket fra 4.-10. maj, men vi kunne ikke se, at nogen var i gang med noget vejarbejde. Vi regnede så med, at der længere henne ad vejen ville komme instruktioner om, hvordan vi kunne komme videre, men nej. Efter små tyve kilometer var vejen bare lukket. Punktum. Vi kunne ikke komme videre, og et kig på det gammeldags papirkort viste, at vi kun kunne køre hele den lange vej tilbage; der var ingen muligheder for lokale omveje.
Der var en del, der gik i samme fælde som os. Vi kunne dog nemt vende vores personbil, men lige foran os var der en stor lastbil med anhænger, som havde svære problemer med at vende på den meget smalle vej.
Det samme oplevede vi en gang til et andet sted på vej til en anden grøn vej, så vi gav op og satte kursen mod Marlborough, hvor vi købte alt mad ind til den forlængede weekend (det er Bank Holiday på mandag), og så kørte vi ellers hjem for at forkæle det syge barn.

Da forældrene var kørt, lavede jeg en French Toast – Aubrey og jeg kunne uden problemer blive enige om, at lidt ahornsirup sikkert ville være rigtig godt til at smøre en øm hals.
Han lå derefter og kiggede på BBC’s David Attenborough-serier efter eget valg, til han havde helt firkantede øjne, og således gik tiden, til resten af familien kom lidt i otte.
Da vi havde spist, blev der kigget på hawaiianske vulkanudbrud sammen med mor; derefter leget lidt med far, hvorefter det var sengetid. Aubrey har det meget bedre – det var den franske toast og mormors uendeligt bløde og varme silkehalstørklæde, der gjorde forskellen, er vi sikre på … det er da også hamrende uretfærdigt, at det er Anna, der svømmer rundt i den nye og endnu isnende kolde swimmingpool, og det er Aubie, der får ondt i halsen.
Life’s not fair, is it?

Gad vide om de vil synes, jeg er blevet tosset?

Vi skal snart til England, og jeg har endnu ikke fundet noget at have med til Anna & Aubrey. Det er ikke så godt, men det bliver altså sværere og sværere at finde på noget fornuftigt at give dem. Jeg vil naturligvis ikke spørge hvad de ønsker sig, for det skal jo være en overraskelse hver gang jeg kommer. Tøhø. Som om. De siger sødt, at de skam ikke forventer at få gaver hver gang, men det tror jeg deres mor har sagt, at de skal sige, og lur mig, om ikke de ville blive skuffede, hvis jeg begyndte at svigte dem på det punkt? Det tror jeg, selv om de ikke ville sige noget, de kære små alt for hurtigt alt for store, og eftersom det er min fornemmeste pligt at forkæle mine børnebørn, er jeg nødt til at finde på et eller andet – udover den obligatoriske pålægschokolade til ham og min blomme-abrikosmarmelade (eller jordbærmarmelade) til hende.

I aftes fik jeg en ide. Det kom sig af, at vi ikke kunne huske, hvad ‘friluftsforretningen’ i Kristianstad hedder. John og jeg googlede om kap, og jeg vandt! Den hedder Naturkompaniet, og nu, hvor jeg havde fundet den, kunne jeg jo lige lure lidt rundt på deres site.
Lejrmad! HA! Til deres Base Camp. Det skal de da have lov at prøve, tænkte jeg, for jeg ved, at de elsker at tænde bål dernede, så de kan koge pasta og lave te.

Det kom der dermed en tur til Kristianstad ud af i formiddags. Det var fint, for vi manglede elpærer og jeg skulle købe blomster til krukkerne heroppe.
I Naturkompaniet købte jeg seks forskellige middagsretter og en ‘dessert’ i form af en sukkerkage, som bare skal røres op med vand og hældes på en stegepande. Som jeg også købte til dem …
For at tilberede maden skal der hældes kogende vand i posen, så er det færdigt kort tid efter. Gad vide, hvordan sådan noget smager? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve, men hvis ungerne inviterer på middag i lejren, gør jeg det naturligvis.
Det er heeelt vildt dyrt. Jeg kan godt forstå, min søster ømmer sig, når hun skal forsyne sig til sine vildmarkskajakture sammen med klubben. Bare sukkerkagen koster 99 kroner (godt nok svenske, men alligevel …), så derfor blev det kun til det nævnte. Det er muligt, at de vil synes, at nu er hende mormor da blevet helt tosset, men så må det være sådan.
Jeg har dog på fornemmelsen, at de vil synes det kunne være sjovt at prøve. De kan altid bruge noget til deres Base Camp eller noget andet, der har med friluftsliv at gøre.

En fantastisk skole

Tirsdag klokken 14 var der et musikshow i underskolen, hvor Aubrey går på sidste år, inden han starter i secondary school, hvor Anna går nu. Tim tog på arbejde, og C skaffede en ekstra billet, så både John og jeg kunne komme med. Da vi kom, var der en kvinde i gang med at dirigere nogle kanonsyngende børn (ikke kaNON, men KAnon). Det var musiklæreren, som “er skøn” ifølge Charlotte. Jeg må da også sige, at vi var særdeles imponerede over, hvad hun kunne få børn helt ned til 5-6 år til. Det er altid sødt, når små børn gør deres bedste, men her var det bedste rigtig godt, mens man samtidig ikke var et sekund i tvivl om, at ungerne havde en fest med at gøre det, de hver især nu gjorde. Det er alt sammen frivilligt, hvorfor vi også kun så Aubie deltage i koret til afslutningen, hvor samtlige 5. og 6.-årgangsklasser deltog, for sådan noget gider han absolut ikke, hvilket vist også tydeligt fremgår af hans ansigtsudtryk.

Så var det en noget gladere og stoltere dreng vi så, da børnene efter showet skulle vise forældre og bedsteforældre de respektive klasselokaler.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad mange mener om skoleuniformer, men mormor her er altså ret stolt af sin søde, lille, store og dejlige gentleman.
Mormor her er dog også meget, meget glad for at se, hvad den skole har gjort for især Aubrey. Anna har ingen problemer, men elsker alligevel den nye skole, og Aubie er jo svært ordblind, hvilket på ingen måde forhindrer ham i at være hurtig i replikken, men så snart han skal skrive noget, går han nærmest helt i sort.
Skolen har det princip, at det stadig, selv i vore elektroniske tider, er vigtigt at lære at skrive i hånden, men indrømmer, at de en sjælden gang gør en undtagelse. Aubrey er en af dem. De lærer ham blindskrift på et tastatur, for de mener, at så skal han i det mindste kunne skrive lynhurtigt på den måde i stedet for. Drengen er glad og går til den med omhu og entusiasme.
Læreren kapitulerede, efter hun engang sagde til ham, at nu skulle han ikke skrive denne opgave, men i stedet diktere til hende, hvad han ville have skrevet, hvis han havde kunnet.
Det gjorde han, og læreren havde bare tænkt WOW! Den dreng skal ikke hindres, bare fordi han har svært ved at lære at stave og skrive.
Han er blomstret op på den skole i en grad, jeg ikke havde troet mulig. Hans selvtillid vokser og vokser, hvor den i den gamle skole blev pillet mere og mere af ham, fordi der ikke var for fem øre forståelse for hans handicap, hvilket fik alle til at tro, at han var dum. Jeg kunne have kvalt den lærer!
Han er ikke dum, og han elsker alle naturfag i en grad, der får lærerne til at bemærke hans store glæde ved at lære. Han lytter mere intenst, fordi han har svært ved at læse sig til det, og sommetider er han helt skæv i hovedet, fordi han ikke vil gå glip af nogen af ordene. 
Den skole er bare det bedste, forældrene har gjort, ikke kun for ham, men også for Anna. Den er måske nok dyr, men hvordan kan man gøre hele denne store forskel for børnene op i penge? Svaret er, at det kan man ikke.
Mens vi ventede på, at Anna skulle få fri, gik vi på pub, hvor nogen fik kaffe og andre fik en stor isdessert oven på dagens korprøvelser.

Vi er her!

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
– Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

Så er de 11 og 12

Anna i søndags. Aubrey i dag. 12 år og 11 år.
Der er visse tidspunkter i ens liv, der åbenbart aldrig bliver glemt.
Charlottes fødsel kan jeg stadig genkalde mig stort set hvert minut af, selv om det er 41 år siden. Og selv om det at føde faktisk ikke er specielt behageligt og alle erindringer om det omgående burde fortrænges totalt fra ens sind. Det er egentlig lidt af et mirakel, at så mange vælger at få flere børn – men det er altså ikke pga. smerten, at jeg kun har ét barn.
Jeg glemmer heller aldrig de første otte dage med Anna og næsten præcis et år efter de første otte dage med Aubrey – igen eksempler på, hvorfor det både er godt og skidt at bo så langt fra hinanden.
Godt, fordi jeg – især med Anna – var der døgnet rundt og kunne hjælpe hele tiden, hvis der var behov for det. Anna havde svært ved at sove – ganske som sin far. Med Aubie gik det nemmere, ikke mindst fordi han havde et fantastisk sovehjerte lige fra starten – ganske som sin mor.
Skidt, fordi de var fire måneder, inden jeg så dem igen.
Indtil Anna var to år og Aubrey ét, kunne hun ikke rejse alene med dem, da så små børn skal sidde på skødet af en voksen, men der må ikke sidde to på én, hvilket nok også ville være temmelig upraktisk …
Og nu er der gået 12 og 11 år, siden de arriverede … skræmmende … men selvfølgelig også dejligt at se dem vokse, kunne mere og mere, og i stadig større grad vise glimt af de voksne mennesker, de så småt er på vej til at blive.
Den lange pakke forrest er fra os. Det er et jordbor! Den dreng er altså ikke helt almindelig – det var, sammen med trommen fra forældrene – de højeste ønsker. Nu kan han både få boret huller til pæle, der skal danne en boma, og vække resten af husets indvånere på samme måde, som vi blev vækket hver morgen kl. 05:30, da vi var på safari.
Jeg hørte ham tromme i telefonen. Han havde kun lige pakket den ud, men det var helt som at være tilbage i Sydafrika; han kunne sagtens huske, hvordan det lød og trommede, nærmest instinktivt, rytmen og lydene næsten til perfektion.
Nu er det spændende, om der står en boma, når vi kommer derover til maj!

Tim havde skrevet et ‘digt’ og rappede det efter bedste evne til fødselsdagsbarnet. De andre tre hujede begejstret og med stor entusiasme, selv om den sandsynligvis hverken kommer til at give nationale eller internationale priser.

Dagen før dagen

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!
…
It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

Indfangning af løbske havestole – man skal jo starte et sted

Aubrey havde ønsket sig en lasso i julegave, og han fik en af sin farbror. Rebet var meget stift, hvilket må formodes at skulle lette det at holde det cirkelformet, mens man svinger det og smider det afsted efter det, der skal indfanges.
Jeg sagde ellers, at lige ovre på marken på den anden side af vejen havde vi 17 tyrekalve gående, som sikkert ikke ville have noget imod at stå modeller til træning i lassokast, men sjovt nok syntes begge ungerne, at de lige ville øve sig lidt på et knap så bevægeligt mål, inden de gik over til the real game.
Det er nok meget fornuftigt at starte i det små.

De fik faktisk fanget havestolen, inden den nåede at stikke af … det var bare mormor, der ikke helt havde tålmodighed nok til at vente på det.

Charlotte skulle lære at lave en fransk fletning, for sådan synes man henne på skolen, at Annas hår ved visse lejligheder skal sidde. Malle er næsten ekspert i franske fletninger af ebhver art, men Charlotte skal øve sig lidt, blev vi enige om. Vi blev også enige om, at udgaven med den ene omme i nakken var pænere end den med de to ved siderne, men sådan bliver man jo klogere hele tiden.

Den stod på familiejulefrokost i går. Meget hyggelig dag, selv om vi savnede to fra midtergenerationen.
I dag er det allerede næstsidste hele dag, inden englænderne rejser hjem på fredag ved middagstide.
Tiden går ALT for hurtigt!
Men der er ikke rigtig nogen, jeg kan brokke mig til over det. Der bliver i hvert fald ikke hørt efter …

Nu er det juuuul – endelig jul …

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!
Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

Gamle blomster og unge stjerner

Sidste gang, vi tog op på torpet, var den 2. november. Det må derfor have været i dagene umiddelbart før, jeg fik en smuk buket blomster, som stadig var pæn, da vi kørte, så jeg tog den med. Da vi ankom, var der knækket en gerbera, som jeg satte i et lille glas med vand. Da vi kørte hjem, var buketten ikke længere smuk at se på, så den blev naturligvis smidt ned på kompostbunken.
Jeg glemte åbenbart noget.
Den lille gerbera.
Den stod i sit vandglas og var lige så fin, som da den blev sat i vand næsten seks uger tidligere.
Så ved vi det: Man skal bare opbevare sine buketter i køleskab, så slår de samtlige rekorder i holdbarhed.
Det er selvfølgelig en fordel, men jeg aner dog måske også et par ulemper i forbindelse med dette …

I dag fik jeg tilsendt et link til en musikvideo fra Warminster School (Annas og Aubreys nye skole).
Nu er jeg som bekendt mormoderen til den lille sangerinde herover og derfor mere end en anelse farvet, men videoen i sin helhed greb mig om hjertet – og jeg har i øvrigt altid elsket The Little Drummer Boy.
Den er min julesang, som hæver sig over alle andre julesange. Den får hårene sig til at rejse sig på mine arme i næsten alle dens versioner.
I modsætning til Last Christmas, hvor jeg får røde knopper og går whamok, når jeg hører den for første gang det år, samt de næste tyvetuysinde gange, inden julen er overstået.

https://player.vimeo.com/video/247060030

Song for William from Warminster School on Vimeo.

Boney M har en god version, men nu har jeg fået en ny, jeg kan tage frem til jul og sidde og nyde.
Anna er i mine øjne den største af de unge stjerner, men hun har endnu sin solokarriere til gode … resten af verden har endnu ikke opdaget hende, lader det til … hun kan ses i cirka to sekunder, når man er 2:40 minutter inde i videoen.

Processer

Processer er mange ting.
Der er en proces, når moffar skal sætte et lille reolsystem op på Annas værelse. Først skal der tjekkes, om der findes et murbor i familien. Det gjorde der ikke – i hvert fald ikke det, der skulle bruges. Der manglede også skruer til væggen.
Det at lave mad er også en proces … der skal købes ind og maden skal tilberedes, så vi slog to fluer med ét smæk og kørte til Devizes, hvor jeg myldrede rundt i Sainsburys, mens Charlotte og John myldrede rundt i Rose’s for at finde de fornødne værktøjer.

Anna er en glad pige.
Familien (alle, men nok mest Aubrey) er glad, fordi jeg lavede den familietraditionelle napolitanske kartoffelkage her på vores sidste aften herovre.
Det kan med lidt god vilje også kaldes en proces at først få en mindre lastbil til at hænge fast i græsplænen for derefter at hidkalde nogle stærke murersvende til at skubbe den fri igen. Det lykkedes hurtigere og nemmere, end John og jeg havde forudset.
Charlotte gik ud for at skubbe med, men inden hun nåede at demonstrere sine kræfter, var bilen fri og chaufføren var glad igen.
Det bliver også noget af en proces at få den græsplæne til at ligne en græsplæne igen, når processen med at bygge hhv. skur, drivhus og swimmingpool.

Endelig er det en proces at lære at bevæge sig rundt på fire lemmer. Nu har Homo erectus efterhånden eksisteret i adskillige tusind år, så det må nødvendigvis tage lidt mere end et par måneder at vende tilbage til australopithecus-stadiet – eller endnu længere tilbage – hvilket ikke desto mindre er, hvad ungerne har sat sig for.
Jeg synes nemlig, at de ligner aber, der løber. Børnene mener selv, at de træner til at ligne geparder, og det er bestemt ikke mig, der skal fortælle dem, at det gør de nok ikke helt.
De løber godt nok hurtigt. Jeg har taget et par videoer, men dem skal jeg spare jer for.
Der kommer dog et sæt billeder fra træning i højdespring: Man løber til på alle fire, og man springer på samme måde, som en kat gepard ville gøre.
Det gør lidt ondt i håndleddene en gang imellem, når man lander lidt hårdt, men det tages i stiv arm. Tøhø.

Den dreng må kunne blive en fantastisk volleyballspiller …

Det er egentlig også en proces at overbevise mig selv om, at vi allerede skal hjem i morgen, men en kendsgerning er det ikke desto mindre. Vi har checket ind på flyet, så hvis vi udebliver, bliver vi nok efterlyst …

Syslerier

Søreme om ikke det blev til en tur mere til Bristol i dag; denne gang for at komme i IKEA, som de har både der og i Southampton, men C foretrækker Bristol. Begge børnene skulle have nye reoler – først var det meningen, at det skulle være julegaven til dem, men for det første er det temmelig besværligt at have dem med i kufferterne frem og tilbage til Danmark, og for det andet var det med at benytte sig af, at moffar er her med sine gode hænder og alligevel går og småkeder sig en smule, fordi han ikke har noget at lave.

Det var moffars sysleri i dag. Mommers hedder babyfutter til Røde Kors’ julebazar. Så bliver beskæftigelsen vist heller ikke mere pensionist- eller mormoragtig … men det er et dejligt lille arbejde at sidde med, især i flyveren.

Begge børnene har noget med tøjdyr af enhver størrelse, farve og art. Mommer her blev (også) blød og gav dem hvert et nyt dyr. Aubie en middelstor haj og Anna en sjælden tiger. Sjælden, fordi den er sort og hvid som en zebra.
Anna har kun få dyr ad gangen i sin seng, men Aubrey vil have alle sine. Hele tiden. Ved sidste folkedyretælling var der 55, hvilket ikke levner meget plads til sengens oprindelige indbygger, men de skal være der allesammen; de har både navne og faste bosteder – og han husker, hvor eller af hvem han har fået dem alle. Han ville meget gerne foreviges på bloggen, men så ville han først rydde op og sætte dem ordentligt, hvilket godt kan tage en 20-30 minutter. Da den tid var gået, kaldte han på mig og præsenterede mig for hvert enkelt dyr.

Til sidst demonstrerede han, hvordan han selv klarede at være der sammen med alle dyrene. I love to lie in my bed, erklærede han, og det er jo fint nok.

Charlotte har haft den store planlægning i gang, hvilket betyder, at hun har arrangeret nogle hjemmearbejdsdage i denne uge. Det er selvfølgelig dejligt for alle, at det kan lade sig gøre, selv om vi jo egentlig er her for at være barnepige for børnene – men dette er da en meget bedre løsning.
Hun skal sy nogle flere modeller op i stout, og alt det tegne- og klippesysleri kan hun udføre hjemme. Det tager cirka en arbejdsdag at lave ét mønster.

Jeg er så imponeret over denne lineal – hvis man ellers kan sige sådan om en dims, der stort set kun har afrundede sider. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med dimsen, men jeg er så heller ikke uddannet skrædder. Charlotte kunne ikke leve uden den.

Der bliver syslet – livet går sin stille gang, og vi nyder bare at være sammen. Vi har allerede været her over halvdelen af tiden. Det kan jeg slet ikke forstå, men tiden flyver jo i godt selskab. Den flyver alt for hurtigt i det bedste selskab …

Det gør hun ikke mere

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Hendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

Mine bushbabies er ikke til at kende igen

Mine to dejlige små bushbabies er brat revet ud af deres feriemode i dag.
De starter på deres nye privatskole i Warminster, hvor der er strikse krav til frisure og uniform.
Piger må ikke have løsthængende hår, hvis det når længere end til skuldrene, og drenge må ikke have for langt hår.
Og hvad er så ‘for langt hår’? Det vides ikke helt, men dette her kan i hvert fald ikke være for langt. Han var lidt ked af det, for han var glad for sit tykke, krøllede hår, men glæden over og spændingen ved at skulle skifte til den nye skole overskyggede heldigvis de nærmest samsonagtige sorger over den mistede hårpragt.
Desværre var Charlotte lidt sent ude for at få købt uniformerne, så de havde kun en jakke til Anna, der var to numre for stor. Det er lidt synd, men forhåbentlig bliver den ikke slidt op, inden den passer … eller rettere: Det gør den ikke, for der er bestilt en hjem i den rigtige størrelse, men i dag var hun nødt til (nej, ikke nød til!) at tage den store på.
Og så se da lige min lille, store dreng! Han er pludselig blevet en ung mand på trods af sine bare 10 år. Han skulle lære at binde slips i aftes. Mor eller far kan selvfølgelig hjælpe ham med det om morgenen, men når han har idræt, skal han kunne binde det selv igen bagefter.

Det bliver nok lidt hårdt i starten, fordi de er kommet halvsent i seng i godt seks uger, og nu skal de op en hel time før de har været vant til, når de skulle i skole – de skal ud ad døren 7:30, mod 8:40 før. Derudover er de først hjemme 17:30 i stedet for 15:30 og de skal i skole om lørdagen …
Kompensationen for dette sker i form af lange ferier – to ugers efterårsferie, tre ugers juleferie og ditto påskeferie, 18 dages vinterferie, otte dage i maj/juni og endelig to hele måneders sommerferie. Der er aldrig mere end fem skoleuger i træk, og lørdage er ikke boglige skoledage; der foregår et eller andet sjovere i stedet for. Lektier er der heller ikke noget af – det hele klares i skoletiden, så de har fri, når de har fri, hvilket betyder meget for dem.
Det er noget anderledes end det, vi kender i DK, men det har nok noget at gøre med, at det er også en kostskole, og hvis ungerne skal på ferie hos forældre, der måske bor meget langt væk, er det ikke så smart med de korte ferier, som de ikke-private skoler har.
Det vigtigste af alt er, at de glæder sig helt vildt til deres nye skoleliv.
Charlotte havde også glædet sig til deres lange ferier, for så kan de komme oftere og længere ad gangen til Danmark.
Der var bare ikke lige taget højde for, at der blev åbnet en travl skræddershop, så i stedet må vi træde til som barnepiger.
Det varer dog nok ikke længe, inden de kan klare sig selv derhjemme om dagen, men vi hjælper skam hellere end gerne indtil da.
Jeg har lige bestilt billetter til uge 43, som bliver vores første barnepigejob. I uge 44 satser C på selv at kunne tage fri.

Gul og Gratis

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem.

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

Er en safari noget for børn?

Safari er noget for lidt større børn, vil jeg nok sige. Vores rejse var ekstra børnevenlig, og der var da også andre mindreårige børn end vores i vores gruppe på 28, hvor den yngste var fem og Anna var den ældste på 11. Jeg synes ikke, det var en god ide at bringe en femårig med (for lille til at forstå og for lille til at lystre en fremmed øjeblikkeligt), men der var to ældre søskende, og hun kunne jo ikke være alene hjemme … her var det, som for vores vedkommende, bedsteforældrene, der gav turen – bedsteforældre, der reelt var for gamle til at deltage … det er altså ikke helt smart med krykker, når man man skal på et gamedrive eller ind og ud af en bus. Vi var MEGET glade for, at vi hver gang var bare os seks på turene i den åbne vogn.

Ovenstående billeder er taget efter en halvanden times bushwalk, hvor rangerne tog alle over 16 år ud at vandre i bushen, i grupper på højst seks.
Imens var der to guider, som malede børnene. A & A var bushbabies (galago), en nuser lille fyr, som vi så den ægte vare af flere gange, men da den er et natdyr, kunne vi ikke tage billeder; vi så den bare ‘fanget’ i Lytons projektørlys.
Samme ranger Lyton var utrolig sød og virkelig glad for sine to bushbabies, som han omtalte dem som under resten af ferien – where are my two little bushbabies? Oh there you are!
Lyton var speciel – det viste sig, at han var den ledende ranger i området, og at guiden havde bedt om at få ham til os, da hun hørte, hvor levende interesseret A&A var i Afrika og i dyrene – det fandt hun ud af i løbet af de otte timer i bussen.

Den dag, vi så en skole, var vi bagefter henne for at se den traditionelle måde at lave majsmel på. Aubrey prøvede, men var glad for, at han ikke behøvede at stå der i tre timer for at lave nok til en families dagsforbrug …
Bagefter fik vi smagsprøver på den mad, man spiser i det område. Der var sat stole op, men Aubie satte sig på jorden for at spise, og på forespørgsel fra guiden Sanne (står lige til venstre for Tim) om hvorfor, lød svaret: It’s not really tribal to sit on plastic chairs, and I want to be tribal!
Det havde knægten jo ret i, og Sanne var helt solgt.

Børnene sad oppe foran og havde derfor let ved at stille Lyton spørgsmål. Han svarede dem, som han ville svare voksne, og han tog i det hele taget børnene helt seriøst. De stillede nu også nogle gode spørgsmål, som viste, at de i forvejen havde læst meget om dyrene i Afrika og vidste noget allerede.

Her var der bøfler på den anden side af vandet. En anden dag så vi 54 elefanter komme for at drikke. Det var flot at se, men desværre ødelagde den store flok de gipsafstøbninger, børnene havde været ude for at lægge ned i dyresporene dagen før.

Vi var som sagt på otte gamedrives á tre timer, og ungerne kedede sig ikke et øjeblik på de ture (det gjorde vi heller ikke), selv om der (en sjælden gang) kunne gå op til en halv time, inden der skete noget interessant – det var spændende at prøve selv at få øje på noget, men det gjorde vi uhyre sjældent – det ER virkelig svært. Selv en giraf er svær at få øje på; det tror man er løgn, indtil man har prøvet IKKE at kunne se giraffen, selv om den står 50 meter fra én.

Når vi nærmede os solnedgangstid, standsede Lyton et godt sted og riggede en særdeles velforsynet bar til. Der var alt, hvad man kunne ønske sig, men vi fik selvfølgelig kun en enkelt genstand – det dur jo ikke at have en flok halvfulde turister at holde styr på – men det er så hyggeligt at se solen gå ned mens man får en sludder med hinanden og med den dygtige og sympatiske mand.

Det var safariture set fra børnehøjde. Flere billeder af flere dyr kommer senere.
I hvert fald for vores børns vedkommende var det en kæmpe succes – de havde ikke spor lyst til at tage hjem igen, da den dag oprandt, men de er kommet hjem med mange, mange gode minder i bagagen og de fik begge alle de ønsker opfyldt, de kom herned med.
Både forældrenes og bedsteforældrenes forventninger blev også mere end indfriet. John og jeg har været på to safarier før, og Tim og Charlotte var på en på deres bryllupsrejse, men ingen af os har før set så mange – og så mange forskellige – dyr eller haft så god en ranger.
Vi vil derfor aldrig på safari mere, har vi besluttet, for det kan ikke blive så godt igen. Denne tur skal være den, jeg vil huske.
Jeg kan på det varmeste anbefale Albatros’ Khoka Moya-tur. Man behøver jo ikke at tage en af de to-tre børnevenlige udgaver, de har.
Senere vil jeg komme lidt ind på maden og på de tre ture, vi blev taget med på uden for området – der blev ikke spildt noget tid på de otte dage!

Report from the Command Bunker

Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have.
Det er faktisk heller ikke for Hr. Suresens skyld, at camouflagenettene er sat op, men fordi børnene syntes, det kunne være sjovt, hvis lejren var mere eller mindre usynlig.

 

Der er plantet lavendler på hver side af indgangen; der er lagt kartofler og der er sået bønner og ærter, så der i løbet af sommeren forventes at komme et fødevarelager. Anna har plantet lidt blomster hist og pist.
Der er gravet bålsteder og der er anlagt små damme, hvorfra de følger tudsers udvikling fra æg til voksen – der var en, der havde lagt æg for ganske nylig, så børnene holder hele tiden øje med, at det ikke tørrer ud … det er der så ikke så stor risiko for med det vejr, de holder sig for øjeblikket …

Det var børnene, der spurgte, om ikke jeg ville blogge om deres Base Camp, og selvfølgelig ville jeg det – de er umådelig stolte af den og glade for den.
På vejen tilbage til huset viste Aubrey mig en sti og fortalte, at den visse steder er svær at forcere (hvilket jeg ikke havde spor svært ved at tro på), men de har skåret sig en hemmelig vej, der fører til et rigt brombærkrat “…hvor bærrene er ekstra store og saftige. Men den sti må du ikke tage billeder af og vise på bloggen, mormor, for ingen andre end os må vide, hvor den er!”
Jamen det skal sandelig ikke være mig, der afslører den hemmelighed, så ingen billeder af den svært tilgængelige sti!

Børnene i Nyskoven

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

Padder eller paddle tennis

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

Store – og helt små – børnebørn

Vi har haft et par særdeles hyggelige dage sammen med Ditte og Peter. Deres datter, som bor meget tæt på dem, var efterhånden blevet en anelse nysgerrig efter at se de der Ellen og John, som mor og far sommetider talte om, så hun kiggede over i går eftermiddags – medbringende sin lille og meget nye datter på bare seks uger.
Årrrhhh, hvor var hun dog dejlig! Den lille, altså, men datteren var nu også vældig sød … men sådan en bette bebs er da bare ikke til at stå for; jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser sådan en hjælpeløs og totalt afhængig lille størrelse.

Det samme kan man ikke længere sige om mine to børnebørn … de er så sandelig hverken små eller hjælpeløse mere. Aubrey går rundt og ser enormt sej ud (er jeg sikker på han selv mener) iført badebukser og kasket. Anna med badedragt og sin nye, helt egen pc på hovedet. Tror jeg det er … ligner det ikke en pc? Hun skal starte næste skoleforløb (secondary school) i en ny skole efter sommerferien, så egen pc er et must. Hun er meget glad for den og har fået sin egen mailadresse nu.
Her har vi, både i går og i dag, kørt Arresø rundt med Ditte og Peter i 9 graders varme kulde og med en blæst så stærk, at chillfaktoren fik det til at føles som 9 minusgrader, og så sender Anna sådan et billede af dem, taget i dag, hvor det mere ligner en sommerferie end en påskeferie.

Det dejlige barn er dog ikke større eller blevet mere blasert, end hun kan skrive sådan en dejlig mail til sin mormor.
Glade blev både John og jeg, så der var ikke et øje tørt – og der er hele 1½ måned til vi skal se hinanden igen …

Apropos bøger …

Apropos bøgerne fra gårsdagens emne, så fik jeg en mail i dag med billede af årets kostumer til World Book Day – som godt nok først er 23. april, så enten er skolen i vældig god tid, eller også er børnene …
Anna er Hermione Granger fra Harry Potter-serien, med både ægte Gryffindor-slips og kreppet hår. Aubrey er Tuffnut fra How to Train Your Dragon.
Navnene på figurerne i den serie er ret finurlige: Hiccup, Tuffnut og Ruffnut, Fishlegs og Snotlout.

Fantasien fejler vist intet – det har endnu ikke knebet med at finde ud af, hvad årets figurer skal være.
I 2013 var det hhv. en galakse og Orion. I 2014 var det Pippi Langstrømpe og Robin Hood, i 2015 var det Mary Poppins og en avisdreng, der annoncerede Titanics forlis (jeg kan ikke finde billedet), og sidste år var det Hiccup og Astrid.

Jeg kan godt lide at sy, men dette her havde jeg aldrig kunnet præstere. Heldigvis ville Charlotte altid kun være prinsesse, hvilket jeg lige kunne klare, og allerede da hun var 11 år, begyndte hun at sy fastelavnskostumer til sine kusiner. Hun kunne allerede dengang godt finde ud af at kopiere og sy ud fra tegninger eller billeder af det ønskede, så det må vel siges at have ligget i kortene, at hun skulle ende med at blive kostume-/haute coutureskrædder.

Krise!

Pyyyha … men lad det være sagt med det samme: Krisen er overstået igen … men den var der ikke desto mindre.
En times tid efter morgenmaden fik Anna ondt i maven. Det blev værre og værre, og kort tid efter gik hun op i seng. Hun var ligbleg, men havde ikke feber. Charlotte og jeg vekslede bekymrede blikke … vi skulle afsted med dem til lufthavnen kl. 15:45!
Hun fik to Panodil junior, men de hjalp tilsyneladende ikke spor. Det stakkels barn græd og erklærede, at hun i hvert fald ikke skulle ud at flyve i dag!
Uh, hun havde ondt, det var der ingen tvivl om. Men lige i midten, nederst i maveregionen og ingen slipsmerter, så vi satsede på, at det i det mindste ikke var blindtarmsbetændelse. Måske en menstruation, der er på vej for første gang? Nu havde hun også fået lidt kvalme, så der blev sat et fad op til formålet, hvis det skulle blive alvor.
Lige inden frokost fik hun en Ipren. Hun kan ikke sluge piller (det kunne hendes mor heller ikke, før hun var blevet næsten voksen), så den blev knust og pakket ind i jordbærmarmelade.
Vi andre satte os til frokostbordet. 10 minutter efter kaldte hun på sin mor, fordi hun havde kastet op. Anna altså …
Det var her, krisen opstod, uden vi egentlig talte om det lige på det tidspunkt, men det blev en usædvanlig stille frokost, og Charlotte begyndte nu at tænke på backup-planer. Måske blev hun nødt til at sende Tim og Aubrey hjem og så selv komme med Anna, når hun var rask igen – så mistede de da kun to flybilletter. Da hun nævnte det for Tim, udbrød Aubrey: “Mummy, that’s NOT fair! I want to stay here as well!”.

Hun kastede kun op denne ene gang og klokken 14 spurgte hun, om hun måtte komme ned og ligge på sofaen og spille iPad sammen med Aubrey.
Så var vi klar over, at krisen formentlig var overstået. Hun kunne også smile igen – det ses tydeligt på billedet, at her ved 15-tiden var krudtet vendt tilbage til øjnene.
Hvis det var Iprenens skyld, at hun kastede op, havde den på sin vis alligevel gjort nytte, selv om den bare lige var nede og vende. I hvert fald forsvandt både smerter og kvalme med den ene opkastning, og da klokken var en halv time i afgangstidspunkt, erklærede hun sig selv helt klar igen.
Krise afblæst.
Den lille bøf til Aubie følte dog ikke megen glæde på sin søsters vegne, men ærgrede sig lidt – han var slet ikke moden til at tage hjem endnu og ville hellere have været blevet. Det var selvfølgelig på en måde dejligt at høre, men hvor var vi (andre) dog lettede over, at hun blev rask næsten lige så hurtigt, som hun blev syg.
Hvad pokker det kan have været, finder vi nok aldrig ud af …
De er nu afleveret i lufthavnen, og selv om jeg altid finder det lidt vemodigt, når de drager hjemover igen, er det naturligvis helt som det skal være … ingen ferie bør forlænges ufrivilligt pga. sygdom.

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …