Hos Mommer

26. oktober 2021

Det er typisk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:12
Tags: , , ,

Dårligt vejr ved Vesterhavet. Det var godt.
Smukt vejr på Sjælland. Det var også godt.
Faktisk er det svært at finde noget at klage over vedrørende mine englænderes længe ventede besøg i Danmark.
Vi tog til Sagnlandet Lejre, fordi de gerne ville se den store kongehal. Vejret var perfekt – ikke kun for os, men ikke mindst for alle de mange, der havde taget varer med til vikingemarkedet, som blev afholdt. Og kongehallen imponerede unge som ældre, ganske som forventet.

Charlotte i KongehallenP1030592

Da Merete fandt ud af, at de, fordi det var så længe siden sidst, og de også gerne ville bo nogle dage i Den Stråtækte, blev her længere end normalt, spurgte hun om vi så ikke skulle prøve at samle hele familien om søndagen. Det kunne godt blive hos hende; samtidig er det geografisk lidt i midten, så man slap for at køre helt ned til os. God ide …

Da vi, via en Doodle, skulle finde en dag til at samle samme familie til en julekomsammen, kunne det først lade sig gøre at samle alle den 23. januar!
Jeg spåede, at nu hvor det var med så kort varsel, kommer de sikkert hele bundtet.
Og ganske rigtigt: Med bare ni dages varsel sagde alle ja tak, de ville meget gerne komme. Alle repræsentanter, i hvert fald … to mænd prioriterede fodbold højere, en skulle på arbejde og en var nødt til at pleje nogle gedigne tømmermænd. Min yngste søster skulle komme direkte fra Sverige og derfor først til aftensmaden, men holdt så længe stille på motorvejen pga. en voldsom ulykke, at de gav op og kørte hjem i stedet for, hvilket reducerede antallet til 18, men alligevel pænt mange.
Typisk, ikke? Man giver langt varsel, og det er svært at finde en dato, hvor alle kan. Med kort varsel kan man derimod godt få samlet tropperne. Det er ikke første gang det er sket.

Halloween hos Merete 2021 (3)

Merete havde købt græskar til alle under 18 år. Det var en rigtig god ide, og alle gik til den med stor entusiasme. Alle, undtagen Aubrey, måtte have lidt hjælp undervejs. Der skete dog et mindre uheld med den ene af græskarmonsterets to tænder, så det til hans ærgrelse endte med kun at have én tand.
Den lille Valdemar gjorde sig vældig umage med at tegne, men det viste sig at være noget af en udfordring at skære ud efter anvisningerne.
Han holdt ellers skarpt øje med, om moderen nu gjorde det ordentligt. Da hun var færdig, spurgte han, hvor skorpionen var henne?
Camilla havde ikke helt gennemskuet, at det var en skorpion, der skulle blive resultatet af de røde streger, så det hoved, der kom ud af det, var lidt skuffende for den lille mand.
Halloween hos Merete 2021 (7)Halloween hos Merete 2021 (5)

P1030604I søndags var det stadig fantastisk vejr, så vi opholdt os på terrassen lige til kl. 17:30. Iført overtøj, selvfølgelig, men ingen af os nænnede at gå ind, før der skulle rigges til til aftensmaden, som bestod af hjemmelavede flæskestegsburgere. Udover en stor flæskesteg i den elektriske ovn, havde Meretes kæreste haft en anden steg på Webergrillen i 12 timer, fordi han havde lyst til at lave pulled pork til os. Det skulle han bestemt ikke høre noget for – han havde også lavet coleslaw til mindst 50 personer. Der var rødkål, icebergsalat, hjemmelavet agurkesalat og diverse dressinger/marinader i rigelige mængder, så alle kunne lave lige præcis deres egen yndlingsburger.
Merete og jeg fik denne glimrende ide med burgere, fordi jeg ikke kunne lide, at hun skulle have alt for meget arbejde bare fordi hun var så sød at at lægge hus til. Sådan en hjemmegjort burger kan alle lide, og kokkereringsarbejdet er til at overse.
Især når kæresten laver det meste, men det var nu ikke Meretes og min plan … han er bare en smaddersød fyr.

Nu er englænderne taget afsted. John er ved at være hjemme fra at have kørt dem i lufthavnen. Som altid er her pludselig meget stille, men det har været skønt at være sammen med dem i hele 11 dage. Vi ses igen allerede til jul, så alt det forsømte er godt i gang med at blive indhentet.

21. oktober 2021

Bliv nu ikke alt for våde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , , ,

Tirsdag aften tog vinden lidt til, hvorfor vi havde forventninger til, at onsdagens bølgehøjde var blevet lidt mere interessant end dagen før 
De blev dog ikke helt indfriet, og da det oveni øsregnede det meste af formiddagen, besluttede vi at køre til Thorsminde, dels i håbet om mindre regn der, dels fordi John ikke kan forcere de meget høje klitter, der skal bestiges inden vi kan komme ned på vores egen strand. Han gjorde det i søndags og har fortrudt det lige siden! Det gik lidt for hårdt ud over knæene.

Thorsminde var okay. John og jeg har et par gange været der, hvor bølgerne gik et stykke op over den røde og den grønne markør til havneindsejlingen.
Det gjorde bølgerne bestemt ikke i forgårs, men for englænderne var det fint – de syntes det var spændende nok at kigge på, og vi formåede da også alle at få skumsprøjt på os. Det et tegn på succes og på en god tur, at man ikke kommer helt tør hjem.
Da vi kom tilbage til sommerhuset, var det holdt op med at regne, så englænderne gik en tur ned til stranden. Mit “hej-hej” blev afsluttet med et “bliv nu ikke alt for våde”. Noget skal man jo sige …
Jeg havde egentlig regnet med, at det vanen tro var Aubrey, der ville komme drivvåd hjem, men han er blevet for hurtig til bens og nåede hver gang ind i tide. Charlotte blev, også vanen tro, hele tiden på sikker grund, så denne gang var det Anna og Tim, der blev våde hele vejen op ad benene.
Gummistøvler kan være vældig gode, hvis der skal holdes vand ude, men de er lige så gode til at holde vandet inde …

Der kom da, ud over våde støvler, sokker, bukser og jakker, et par gode grin ud af det. Måske især fra moderens og sønnens side.

I dag, torsdag, blæser det så meget, at vores sommerhus føles som om det ryster lidt en gang imellem. Det runger og hujer og piber omkring hjørnerne og ind mod de store panoramavinduer, og hvis ikke vi havde forsikret børnene om, at dette hus har holdt til mange storme langt værre end denne, havde de følt sig ret utrygge, men nu hygger de sig bare med det og synes det er vildt spændende. Det blæser kun omkring 16-17 m/s, hvilket ingen vestjyde vel ville kalde andet end en mild brise, men vi synes, at det blæser pænt meget.
Vi tog til Thorsminde igen i formiddags – bare så de kunne fornemme forskellen på disse to dage.
Nede ved stranden var det selvfølgelig også en del mere spændende i dag, og de glæder sig til at komme derned igen kl. 17, hvor bølgerne når deres maximum ifølge en interessant side windfinder.com, som John fandt i formiddags. De bliver endnu højere inden de tager af, men det er i nat, så det kan vi ikke se.

Og hvis indlægget ser underligt ud, er det fordi mit sædvanlige kladdeværktøj drillede, så jeg måtte bruge WP’s eget af slagsen, som jeg ikke bryder mig om!

18. oktober 2021

De kom flyvende med..

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , ,

Det Høje Hus

De kom flyvende, ikke med storken, men med et BA-fly fra England. Et fly, de var kommet for sent til, hvis det ikke havde været for den gamle mommer Ellen her. Charlotte og jeg talte kort sammen fredag om de sidste ting, inden de skulle flyve lørdag formiddag. Hun sagde, at vi lige kunne tales ved igen lørdag morgen, for de kørte først ved halvotte-otte-tiden.
– Hvad?? Skulle I ikke flyve kl. 10?
– Jojo …?
– Men så skal I da også være i lufthavnen kl. otte og skal dermed hjemmefra kl. seks, så du har overhovedet ikke tid til at tale med mig i morgen!
Der blev helt stille i nogle sekunder.
– Holddaop, mor. Det er for længe siden vi har været ude at flyve. Jeg havde bare i hovedet, at vi skal afsted hjemmefra to timer før. Det var søreme godt, vi lige fik talt sammen.
– Det er også rigtigt – når du skal hente os, men så sandelig da ikke, når I selv skal ud at flyve …

De nåede fint flyet, men C blev godt nok noget svedt ved tanken om det kedelige resultat, hvis ikke vi lige havde talt sammen om fredagen.

Anna ved Vesterhavet 2021

Bortset fra det, gik alt planmæssigt.
I København viste Charlotte sit engelske pas (fordi hendes covid-vaccination er elektronisk knyttet til det), så paskontroldamen spurgte hvorfor de var rejst til Danmark. Charlotte svarede på dansk:
– Vi er her for at besøge mine forældre … jeg er dansker, som du nok kan høre, men jeg bor i England.
– Jamen, har du så ikke også et dansk pas?
Det har hun, så det blev hevet op af tasken og vist.
– Det bør du altid vise, når du ankommer til Danmark; så bliver du ikke spurgt om noget, og vi skal ikke stemple i dit pas. Rejs på dit danske pas til Danmark og rundt i Europa, og brug først dit engelske, når du skal ind i England igen. Så slipper I alle nemmest igennem alt – også selv om din familie har engelske pas.
Flink dame.

Aubie fotograferer hajæg

Efter bagageudlevering satte fire sig i Johns bil og Charlotte og jeg i min bil. Begge biler var nu fyldt til bristepunktet, for seks kufferter og diverse livsnødvendigheder til en uges sommerhusferie ved Vesterhavet fylder en del (alene seks par gummistøvler!), men det gik, og nu tilbringer vi tiden i det højtbeliggende hus på øverste billede. Et spændende hus, som dog er en smule slidt efter en lang udlejningssæson, men englænderne elsker det heldigvis, og at vi kun har 150 meter til vandet, gør det ikke mindre godt.
Bølgerne er høje og humøret ligeså. Det er tre år siden, de sidst har været med os ved vestkysten, så det var i høj grad savnet.
Normalt tager de direkte hjem igen fra Jylland, men fordi det er så længe siden de har været i Danmark, tager de med til Den Stråtækte for at blive der i nogle ekstra dage. Herligt …

Aubrey har valgt Photo som et af tilvalgsfagene i år, så han går rundt og finder på kreative ideer til billeder. Herover lægger han an til at fotografere et rokkeæg (eller hajæg? Det er ret sort), som han har fundet ved vandet og lagt på sandbanken, som ligger som en lang, to meter høj ‘klint’ langs kysten. Ægget skal så være i fokus, med Vesterhavet som en lidt udflydende baggrund.
Den dreng elsker simpelthen at gå i skole. Der er nu uendelig langt til den skoletrætte, bange og kuede Aubie, som den forfærdelige underskole-lærerinde skabte. Heldigvis er han kommet sig helt over hende, og selvtilliden er i top. Han spiller wordgames, han læser virkelig meget og han skriver helt frivilligt på lange opgaver, som han finder det spændende at arbejde med.
Jeg har to skønne børnebørn, som trives fantastisk godt i en fantastisk god skole.
Hvad er dog det???Hvad er dog det???

Jeg synes de to unger ved meget mere end jeg vidste da jeg var i deres alder, men de underlige tingester herover kunne de ikke hjælpe mig med.
De var geleagtige og dem vi fandt (der var en del), var alle ‘monteret’ rundt om en temmelig død mågefjer.
Google Lens kunne ikke hjælpe mig.
Kan I? Hvad er det? Det er da ikke bare en slags tang, er det?

9. september 2021

Ferie slut! Vi arbejder igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , , , ,

Hjemme P1030408igen. Vi skal have huset fuldt på lørdag; to kommer allerede i morgen, og tre bliver til søndag, så der bliver løbet lidt i dag for at være parat til afslapning fra i morgen eftermiddag, men nu er det meste okay, og vi kan slappe af resten af dagen.
Rejsen hjem gik aldeles smertefrit; vi skulle vise coronapas i begge lufthavne, men det var alt. John var ved at gå lidt i panik, fordi han ikke kunne indlæse sit i Kastrup. Han prøvede nærmest alt, indtil jeg spurgte om han stadig havde telefonen i flytilstand. Det havde han selvfølgelig …

Skiltet til højre så vi, da vi gik rundt i Hidcote Gardens. Umiddelbart syntes jeg det var meget sødt, men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk ikke er særlig godt, at det åbenbart er nødvendigt at sætte et sådant skilt op! Opfører folk sig virkelig så ubehageligt? I Heathrow lufthavn, da vi skulle igennem den megalange pas- og testkontrolkø, var der også med korte mellemrum sat skilte op med, at man ikke måtte overfalde personalet! Jamen altså …

Det var selvfølgelig skønt at være der i otte dage, selv om det føltes som otte timer.
I løbet af den tid lærte jeg, at jeg vist alligevel godt kan lide hunde. Nogle hunde. I hvert fald én bestemt hund. Jeg kan stadig ikke lide store hunde, som fælder og ikke mindst savler. Jeg hader hundesavl. Jeg er ikke bange for store hunde; bryder mig bare ikke om dem, men den lille cavapoo, de havde erhvervet sig, var godt nok nuser. Livlig, klog (selvfølgelig …), meget aktiv og meget tillidsfuld. De har i hvert fald ikke købt den for at få en vagthund!
De drillede mig lidt og sagde, at nu varer det nok ikke længe, før John og jeg har en hund mage til, men det sker ikke. Dertil er vi for meget væk hjemmefra. Måske en dag, når vi ikke er så mobile mere. Måske, sagde jeg. Den bro krydser vi, når vi når til den.

P1030338AubreyAnna og Pebbles

Herover tre krølhårede og en glathåret. Hunden skal snart klippes lidt omkring øjnene, og Aubrey er allerede blevet klippet, for så langhåret må han ikke være i skolen. Det passer ham dårligt – han har det lige så slemt som Samson, når krøllerne ryger, så han kan godt være lidt mut op til det sker, og det er aldeles lige meget hvor meget vi påstår, at han også er en nydelig ung mand, når han har kortere hår. Heldigvis er han for det meste af tiden en glad fyr med nemt til latter.

P1030442

New Forest, som vi kørte til i tirsdags, er ikke kun skov; det er også store hedearealer, hvor lyngen netop er begyndt at blomstre. Om en uge vil det hele være ét stort, smukt lilla tæppe, men vi var her desværre lige tidligt nok til at opleve det. Der går flere tusinde heste og flere tusinde køer frit på det store areal, plus en hel del æsler og svin, hvilket gør det til et spændende område at køre igennem. Tit må vi holde tilbage, fordi heste eller æsler bruger vejen og ikke har tænkt sig at flytte sig, bare fordi der kommer en bil.

3. september 2021

Det er lidt underligt med den der tid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:13
Tags: , ,

I lang, lang tid har jeg savnet at kunne komme til England. Det er 18 måneder siden vi sidst var herovre.
I lang, lang tid har jeg bare savnet mine englændere. Det er 13 måneder siden jeg sidst har set dem.
I godt tre uger har jeg glædet mig til endelig at skulle se dem igen.
Nu er jeg her, og det føles som om det bare er en måned siden sidst jeg var her. Ikke noget langt gap, ikke noget andet end, at det hele bare er som det skal være. Charlotte har det på samme måde, og vi synes begge det er et underligt fænomen. Anna og Aubrey har udviklet sig, selvfølgelig har de det, men os over 40 var der ikke sket så meget med. Heldigvis.

P1030336P1030340

På familiefronten er der således intet som helst at klage over, men holdnuop, hvor bliver det godt, når coronapesten også er forsvundet officielt fra de højere luftlag. Mundbind på fra ankomst i lufthavn til vi gik ned til parkeringskælderen i Heathrow – det var ikke rart.
I flyveren sad vi lige så tæt, som man nu engang altid gør i mindre fly, og hvad sagde de i velkomsttalen? “Husk at holde afstand!” Jeg kikkede på min ukendte nabo til højre og sagde “Ja, jeg beklager meget, men jeg er nødt til at sidde her tæt på dig” – og så grinede vi begge to lidt ad den tåbelige bemærkning.
Det tog en krig at komme gennem paskontrollen i London Heathrow, selv om de kun tog stikprøver af, om de indflyvende havde de fornødne papirer og udførte og bestilte test i orden. Da vi havde brugt 10000 skridt på at trave igennem den kilometerlange kø, blev vi sendt til e-pasboksene, som er selvbetjening, og hvor vores pas og vores ansigter blev skannet. Det tog 20 sekunder og det var det. Ud med os. Ingen anden kontrol af nogen art, men der var gået det meste af en time med at nå igennem, så Charlotte nåede at få sig en ekstra kopkaf, inden vi kunne hanke op i vores kufferter, som nogle flinke folk havde taget af bagagebåndet for os, fordi paskontrollen tog så lang tid.

Anna blev meget glad for sin Two Harbours poncho og Aubrey, som ikke vidste, at jeg også havde strikket noget til ham, flyttede omgående ind i både bluse og hue. Anna fik endvidere Balloncardigan fra Petite Knit, som heldigvis også var et hit.
Aubrey er nu overbevist om, at han har en synsk mormor, fordi jeg havde købt et liggeunderlag til ham uden i forvejen at have fået at vide, at han netop mangler et godt et af slagsen.

P1030342P1030369

Det er ikke en hat til Anna, men et lille tæppe til Pebbles (de fik hund i juni), som jeg havde hæklet, men som den først får, når den er færdig med mælketænderne, for der skal bides i alt endnu.
Samme lille hund var årsag til, at vi gik en dejlig tur i formiddags. Det er herligt at have så smukke steder lige ved siden af, hvor man bor.
Nu mangler vi bare, at vejret bliver godt, men det skulle blive bedre om et par dage.

P1030354P1030360

Der er masser at skrive, men jeg har ikke haft tid for mig selv før nu.
Englænderne er nemlig gået i seng, for i morgen er det første skoledag for børnene, så de skal op allerede 05:45, de stakler. Den første dag efter en ferie nænner forældrene ikke, at de skal tage skolebussen, så de bliver kørt i skole, hvorved de sparer hele 20 minutter. Det er lang tid, når vi taler meget tidlig morgen! Og så er det jo en del hyggeligere med privat transport …
John og jeg vil blive i vores seng og ligge og gasse os længe, for Tim og Charlotte vil først være hjemme igen ved nitiden.
Det er et rent luksusliv, vi fører herovre.

21. juni 2021

De er skøre, de briter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 9:59
Tags: , , ,

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

15. april 2021

Her blev jeg så glad, at det trak tårer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:43
Tags: ,

Advarsel: Dette indlæg vil i mistænkelig høj grad virke som det rene praleri.
Det er det også …
I går skrev jeg om tre ting, der gjorde mig glad.
I aftes indløb der som en fjerde ting en mail, der gjorde mig mere glad end de andre tre tilsammen. Faktisk så glad, at jeg blev lidt våd i øjenkrogene, men den var også fra Anna.
Det var et svar til mig på et pjattet billede, jeg havde hugget fra FB og sendt til hende med ordene: I bet you didn’t know this about your old mormor – and it’s all true … apart from the fat joints!
(Bell bottoms er trompetbukser. Det vidste jeg ikke, og så går jeg frækt ud fra, at det ved I heller ikke.)

Hi mormor
Oddly I can imagine all of that, however I struggle with the going to bed at four in the morning! I’ve always known you were a cool mormor.
In England we have this book, it’s called: ‘Gangsta Granny’. It’s by David Williams, and it is about a boy and his grandma. This boy is forced to go to his grandma’s house, he really doesn’t want to because he thinks she is really boring. But when he’s there he discovers a chest full of jewels, it turns out that his granny has robbed many famous people and stolen many valuable jewels, together they then go and steel the English Crown Jewels; and I’m not sure why but that book (and now film) always reminds me of you, you are always funny and you have all sorts of hidden talents and tricks up your sleeve.
I really miss you and morfar, and I really, really hope to see you soon. Your email made my day! I love you both so much and I can’t wait to see you again.
Lots and lots of hugs, kisses and love, Anna

Er hun da ikke bare supersød og dejlig? Jeg har ikke spor imod at minde hende om denne storkriminelle bedstemor!
Og så måtte jeg da lige fortælle, at jeg godt kunne gå på arbejde efter kun ganske få timers søvn … det skete ikke tit, men det skete – lige som vel for de fleste af os i vores grønne ungdom. Og at jeg selvfølgelig var træt, men det gik alt sammen alligevel.
Hun sagde engang you’re the most technical granny, I’ve ever heard of. My English granny doesn’t even know how to email!
Det skal der jo så ikke specielt meget til at overgå, men Annas ‘imponerethed’ skyldes bl.a. at hun morer sig, når Charlotte løber lidt sur i informationsteknologien og spørger sin mor om filstrukturer, billedbehandling eller hvordan man nemmest/bedst sikrer sine billeder mod at forsvinde, og om jeg ikke lige kan sætte hendes nye printer op, fordi hun ikke kan få skidtet til at fungere. Aubrey bliver en smule flov over sin mors håbløse uvidenhed – men kan ikke lade være med at grine alligevel … Anna storgriner bare, og jeg labber det hele i mig.
Jeg er absolut ikke nogen it-haj, hvilket jeg ved flere lejligheder har været inde på her på bloggen, men i Annas øjne er jeg, og den tro vil jeg da på ingen måde tage fra hende …

14. januar 2021

Bare en lille fødselsdagskavalkade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,
2007 - næsten 2 år 2008 - næsten 2 og næsten 3 år
Maj 2010 - 3 og 4 år November 2010 - næsten 4 og næsten 5
1. skoledag 2011 - bare 4½ år 2012 - 5 og 6 år
marts 2012 - 5 og 6 år 2013 - 7 og 6 år
2013 - 6 og 5 år Hiccup and Astrid - 2016 - 9 og 10 år
Sommer 2018 - 12 og 13 år December 2020 -  næsten 14 og næsten 15 år

Det er næsten synd for jer, at I skal belemres med denne billedkavalkade, men jeg fik lyst til at lave den i dagens anledning.
Det er min blog, og jeg bestemmer … der er naturligvis en årsag til kavalkaden:
I dag bliver mit yngste barnebarn 14 år. For præcis en uge siden blev mit ældste barnebarn 15 år.
Jeg tror samtlige verdens bedsteforældre spørger sig selv ved sådan en lejlighed, hvor de år dog blev af.
Jeg har LIGE været i England for at se Anna for første gang, og kun få uger senere var jeg derovre for at se lille Aubrey.
En god måneds tid efter – allerede på fjerde billede – begyndte Anna at gå i skole, Aubrey fulgte efter på billede fem og de følgende billeder er der også kun få måneder imellem. Føles det som …
Hvis man muser hen over billederne, kan man se årstal og børnenes alder. (Der er en regnefejl på et af dem.)
I mit hoved er der kun gået meget kort tid fra første til sidste billede – det er kun ude i Den Store Verden, der er sket mangt og meget. Selv det år, der blev revet ud af min kalender pga. min kræftbehandling, føles nu som om det kun varede et kort øjeblik – omend jeg godt kan huske, at jeg dengang syntes det år varede en evighed. Tid er en særdeles relativ størrelse, men det beviste Einstein jo allerede for 116 år siden.
Sidste sommer var første år, Anna og Aubrey bad om at få hver deres værelse, da de var her på ferie. Vi har tre gæsteværelser, så det kunne fint lade sig gøre – hvis ikke, havde de nok heller ikke bedt om det … men nu var de glade for den natlige ensomhed:
Aubrey han snorker altså bare meget!
Anna larmer, fordi hun absolut skal børste sit hår midt om natten, selv om hun bare har været på toilettet!
Med andre ord: Nu er de store. Teenagere, men endnu ikke voksne, selv om Aubrey efter skolestart september 2020, hvor han pludselig helt selv kunne finde ud af at lave lektier uden som vanligt nærmest at skulle have svunget pisken, med et grin hævdede, at that’s because I’m grown up now.
Anna passer sin skole og spiller flygel og guitar i fritiden (og i skolen også, i øvrigt); Aubrey passer sin skole, cykler meget i fritiden – og har fået (meget) dyb stemme og overskæg.
Hvor pokker blev de 14-15 år af???
Det ville være selvbedrag at påstå, at det kun er på de to unge mennesker, at man kan se, at årene er gået. Det ville jeg ellers gerne kunne bilde mig selv ind, men sådan er det desværre ikke. Jeg kan kun alt for tydeligt se, at både forældrene, John og jeg er blevet 15 år ældre siden Annas ankomst.

13. december 2020

Vi er værre ramt end England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , , , ,

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

C 44 aarMor 44 aar

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!

11. december 2020

Minderne har man da lov at ha’ …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:43
Tags: , , , ,

I morgen bliver min datter 44 år. Jeg syntes jeg var betænkelig tæt på halvgammel, da jeg selv var 44 år, men sjovt nok synes jeg ikke, at min datter er det. Hun er stadig en relativt ung kvinde i sin bedste alder. Men okay … hvis jeg skal se tilbage, så var det bedste tiår i mit liv da jeg var mellem 35 og 45 – af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
Det er pudsigt, som alder er et relativt begreb. Tim er 47. Da det som teenager gik op for mig, at jeg ville være 47, når vi trådte ind i det nye årtusind, tænkte jeg, at puha, det er en vildt høj alder, og ville jeg mon overhovedet komme til at opleve det?
Det gjorde jeg som bekendt – foreløbig er det 20 år siden, jeg ‘overlevede’ Y2K (Year 2 Kilo), som det hed på arbejdet, og hvor der blev sat mange og dyre ressourcer ind på at tjekke elektronikfunktionaliteten. ALT blev valideret, selv ting, som ikke indeholdt en chip, og jeg griner endnu over det, som jeg også gjorde dengang. Jeg stod allerbagerst i køen til at deltage i det pjat, som jeg anså det for at være, og håbede inderligt, at min chef ikke ville melde mig ind til projektet, for selvfølgelig ville tingene virke, også efter nytårsaften 1999/2000. Når et eller andet var valideret og fundet okay, blev der sat en mærkat på med Y2K, så ingen skulle være i tvivl om, at her var alt i orden.
De fandt ikke så meget som en lillebitte dims, der ville gå i sort nytårsaften, men det havde kostet firmaet (ganske som for mange andre firmaer) penge at konstatere det. Man sagde better safe than sorry, og det kan der selvfølgelig være noget om … men jeg hørte nu heller aldrig om andre, der havde fundet noget, som ikke virkede, selv om journalisterne kørte ud i store dommedagsoverskrifter, at ens kaffemaskine eller hårtørrer risikerede at eksplodere kl. 12 nytårsaften. Det må siges at være årtusindets practical joke, en eller anden havde fundet på. Sådan ser jeg på det, og jeg er ikke bagklog, for jeg hævdede det allerede inden man satte det hele i værk. Det virkede simpelthen ikke logisk, at det skulle kunne ske.

Tilbageblik … nostalgi … et anstrøg af rørstrømskhed … de samme tanker må Tim have haft i går, da han sendte mig både nye og ældre billeder af hus, have, kone og børn. Jeg tror, at han er klar over, hvordan jeg har det med ikke at kunne komme til at se dem derovre, hvilket han ikke skal høre noget for, og jeg sad da også bare og nød billederne – og har valgt kun at sætte nogle i fra i år.

The Malt House 2020A room with a view

Herover det for nogle af læserne så velkendte, og, for mit vedkommende meget savnede, hus med de smukke sash windows, der også er bay windows. Jeg har lært en del om engelsk arkitektur og fagudtryk i min tid som mor og svigermor til et par, som har ejet/ejer et hus, der kan dateres tilbage til hhv. 1310 og 1410.

Dinnerplate 2Dinnerplate 1

Charlottes første dinner plate dahlias. De er virkelig store – hun måtte bare eje sådan en, da hun så, hvor stor min blev.
Det bliver Aubrey også. Altså stor … da vi var derovre i marts, var han netop vokset Anna (på 158 cm) over hovedet, og da de var her i august, var han lidt højere end mig, dvs. omkring 170 cm. Nu nærmer han sig med hastige skridt 180 cm, hvis ikke han allerede er der – det er helt vildt, som han er vokset i år; jeg troede ikke, man kunne vokse så meget på så kort tid.
(Og her kan selv moar se, at C ikke er 20 år længere … hun har jo fået rynker!)

28. november 2020

Vi bruger vores forstand og holder afstand med anstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:47
Tags: , , , ,

Det sidste ord i overskriften brugte min far en del; han kunne som regel ikke nøjes med at sige noget med at fryse, forde det næsten altid var tæt forbundet med anstand: Vi fryser med anstand.
Ordet betyder værdighed, og den gælder det om at holde på i videst muligt omfang.
En forstand har ikke noget med skovbrug at gøre, lige som tilstand ikke er en and fra Tilst.
I går ankom pakken til mine englænderes husstand, og den blev genstand for en del opmærksomhed.
De blev glade for den bistand jeg kunne yde til juleglædens fremme – ingen havde lyst til at yde modstand – ejheller opstod der opstand …

Nå. Jeg må hellere stoppe, inden I går helt i standby over min standstandhaftighed (sorry) …
November 2020 - 2November 2020 - 1

Pakken er som sagt modtaget, og familien åbnede den sammen, for jeg havde antydet, at der ville være lidt mere end hyldebuskene til Charlotte i den.
Jeg elsker at give dem gaver, og når glæden er så uskrømtet som her, er det det hele værd, at det skal koste så meget at sende til England … tre pakker af denne størrelse, og det kan betale sig for mig at købe en flybillet og selv fragte tingene derover.
Men det kan jeg som bekendt ikke her under coronapesten.
”Desværre filmede vi ikke da vi åbnede kassen; du skulle have hørt børnene! Hattene var til stor lykke: Aj, der er guitarer på min hat! Aj, der er cykler på Aubreys! Og så nåede de ned til chokoladekalenderne; de største de nogensinde har set – også stor lykke! Og tællelyset var også lykken; så de er alligevel stadig spændt på jul. Tusind tak for vores lækre chokoladekalendere og alle de forskellige godter!

Jeg vil kalde ‘hattene’ for huer, og ‘tællelyset’ er naturligvis et kalenderlys. Det er et par af de lidt pudsige eksempler på, at Charlottes danske, som, efter over 20 års ophold i England, er begyndt at ruste en smule. Hun må sommetider lede efter ordene, og da det ikke er hver gang hun finder det rigtige, må hun digte lidt, hvilket godt kan give anledning til et (ikke altid helt) skjult smil hos moderen en gang imellem … hun kan næsten altid se på mig, hvis hun har fået sagt noget forkert – og så vil hun rettes, for det irriterer hende, når hun har glemt et eller andet ord eller fx anvender et forkert forholdsord.
Vores have- og fuglesprog sammen er dog ofte engelsk, selv om hun gerne vil lære de danske ord for tingene. Det skyldes, at da hun emigrerede, var sådan noget som haver og fugle så langt fra hendes interesseområde som tænkes kan, og hun kendte stort set ingen navne på nogen af delene, så de nåede aldrig ind i hendes danske ordforråd. Vi kan blive nødt til at kommunikere via latin, når vi skal udveksle erfaringer med buske, stauder og træer, men det lærer vi begge af.

20. november 2020

Det er svært at være i dårligt humør i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , ,

Det er det mest fantastiske vejr i dag: Næsten vindstille og med en høj, klar, dybblå himmel … men koldt.
Kulde og skønhed hænger som regel sammen på denne årstid, og nu skal dahliaerne op; de er nemlig ikke længere skønne, fordi det var frostvejr i nat.
Mit humør er også himmelhøjt, for englænderne har fået deres testpakke, der, som vist tidligere nævnt, bestod af min specielle teblanding og hyggesokker til børnene. Hyggesocks er ungernes egen betegnelse for de fleecesokker, jeg køber tre-fire par af til dem hver hvert år. De bliver slidt op relativt hurtigt, for de flytter simpelthen ind i dem, når de får nye. De kommer af, når de skal i skoleuniformen, men det er så også det. Al indendørs tid foregår i hyggesocks – for Aubreys vedkommende sover han oven i købet med dem på.
Anna sendte den sødeste hilsen til mig som tak for både the hyggesocks and the wonderful, hyggelige smell of mormor-tea that filled the kitchen when I came home from school. Hun er næsten 15 år, men i forholdet til mormoderen er der ikke meget teenager over hende, bare et kærligt og dejligt barnebarn. Samme barns moder har dog spurgt mig om man gerne må slå sin teenagedatter ihjel, hvortil jeg kun kunne svare, at der havde jeg også været engang, men jeg valgte at lade være – af flere årsager, og som jeg sagde til Charlotte, at hvis hun gør det, fratager hun sig selv enhver chance for at blive mormor, hvilket jeg på ingen måde kan anbefale. Der er selvfølgelig ikke garanti for, at C bliver mormor, men uden en datter er der garanti for, at hun ikke bliver det … og det går jo også nok alt sammen, men Anna lider af den samme voldsomme PMS som hendes mor gjorde som ung, og først nu forstår Charlotte til fulde, hvor rædsom hun må have været i et par dage (om måneden, forstås …), inden hun efter et par mor-datter-samtaler nødtvungent måtte indse, at det nok ikke var resten af verden, der bestod af idioter.

Roer? Nej, dahliaknoldeRoe? Nej, dahliaknold

Tilbage til dahliaoptagningen … nogle af knoldene har prioriteret at producere KÆMPEknolde frem for mange blomster. Visse af dem er nærmest blevet store som roer, men det er jo ikke det, der er meningen – de skal give mange blomster, skal de, men hvad søren kan jeg gøre for at ændre på det forhold? Jeg er gået bort fra at tro, at jorden ikke er god nok – det tror jeg den er, måske oven i købet lidt for god, for stort set alle knolde havde trivedes mere end godt og formeret sig voldsomt i løbet af sommeren.
Nu er de alle pakket i kasser. Vores søde postdame sprurgte en dag, om vi skulle bytte knolde, for hun ville frygtelig gerne have et eksemplar af den flotte, bordeaux pompon, jeg har. Det var da i orden, og nu har jeg taget fra til hende. Jeg er spændt på hvad jeg får i stedet for. Jeg sagde, at hun kunne bestemme – hun kunne jo se, hvad jeg havde, så bare det ikke blev en af dem – og helst heller ikke gule, tak.

P1050336

Dahliaglorien er pudset, og humøret er lige så højt som himlen er i dag.

27. oktober 2020

Kan en guitar være blå?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:26
Tags: , ,

Aubrey og Anna har hver deres interesser, hvilket vel ikke er specielt overraskende. De er meget tæt knyttet sammen som søskende, fordi der er kun er et år mellem dem, men siamesiske tvillinger er de bestemt ikke. Nogle gange hænger de sammen som ærtehalm og andre gange kan man frygte, at de er tæt på at slå hinanden ihjel.
Da de var her i august, sov de for første gang ikke i samme værelse, så det er godt, at vi har tre gæsteværelser. Havde vi kun haft to, havde de velsagtens overlevet alligevel, men nu var de glade for at slippe for hhv. den enes snorken og den andens slubren, når der skulle drikkes vand …
Jeg tror ikke, at nogen af delene er særlig slemme, men da de begge er teenagere, bliver problemerne måske forstørret en anelse.
Deres primære fritidsinteresser er ret forskellige: Anna spiller så meget guitar, at det havde kostet hende en omgang seneskedehindebetændelse, da hun var her. Hun havde spillet i alt for mange timer under nedlukningen i foråret.
imageAubrey cykler. Han havde også cyklet rigtig meget, men det havde kun sat ham i en endnu bedre form, end han var i i forvejen. Han cykler og cykler og cykler – hans personlige rekord er 66 miles (godt 100 km), men da sov han også godt om natten. Han har én ven, han oftest cykler sammen med, men de er en gruppe på seks, der synes det er sjovt at cykle sammen og/eller konkurrere mod hinanden.

Da jeg i morges surfede lidt rundt på Pinterest, fangede denne hue mit blik.
Den skal Aubie da have! Det er oplagt, så jeg bestilte fluks opskriften – hovedsagelig for at få cykelmønstret, for resten af huen er ret basal at strikke – og i øvrigt strikker jeg den med ribbort.

Så kom det evigt tilbagevendende problem, når jeg falder over det helt perfekte til den ene: Hvad skal jeg finde på til den anden, som er nogenlunde parallelt? For forskel må der ikke gøres – på ingen måde – de er ved at være store, men så store er de ikke endnu. Tror jeg … og får den ene noget, skal den anden også have.
Det tog dog ikke mange sekunder, ikke engang på en tidlig morgenstund, at komme på ideen, at det må kunne lade sig gøre at finde en guitarhue.

imageimage

Det kunne det også. Lade sig gøre, altså. Jeg fandt nogle stykker og downloadede fire af dem, men valget ender nok med at stå mellem disse to. Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig … bliver det den blå, bliver det uden øreklapperne, men med ribbort, og bliver det den brune, bliver den i blå farver og uden det spraglede i toppen.
Uh, det er svært, og jeg kan selvfølgelig ikke spørge hvilken en hun foretrækker.
Nu strikker jeg lige Aubies cykler først, så kan det være, jeg undervejs får en åbenbaring mht. Anna.

Jeg må have fået coronakuller – jeg er gået helt amok i chokoladejulekalendere og har bestilt fire af luksusslagsen fra Summerbird. To med ét stykke chokolade bag hver låge til børnene og to med to stykker bag hver låge (en til Charlotte og Tim og en til John og mig).
Det blev dermed lige en anelse dyrere end to af de billige fra Brugsen, som jeg normalt køber og sender over til børnene, men hvad pokker – hvis vi ikke kan komme derover til jul, sparer vi en masse penge på englandstransport, så jeg kan tillade mig at få udgifterne til at slå til på anden vis.

20. oktober 2020

Sort humør og sort sol

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:05
Tags: , ,

Uddrag af samtale med Warminster School fredag d. 16. oktober:
– Vi er meget kede af at være nødt til at give jer denne meddelelse, for vi ved, at det kan ødelægge jeres efterårsferie, men vi er nødt til at bede Anna om at gå i 14 dages selvisolation, da hun har siddet mindre end to meter fra en holdkammerat i 1½ time, og denne holdkammerat er nu testet corona-positiv.
– Jamen Anna sad med siden til hele tiden, og der var både en gang og en anden elev mellem hende og Anna.
– Det er rigtigt, men vi har vores regler, og derfor holder vi fast i, at Anna skal gå i selvisolation for en sikkerheds skyld.

Det kom der en meget ulykkelig Anna ud af. Først røg turen til Danmark, og få dage efter røg også turen til Cornwall, som var ment som kompensation.
Isolationsperioden gjaldt dog fra tirsdag d. 13. oktober og dermed ‘kun’ til tirsdag d. 27., så de ombookede cornwallturen til den dato i stedet for (de har 14 dages efterårsferie).
Men hun var stadig meget ked af det, det lille pus.
– Jamen mor, så kan vi jo overHOVEDET ingenting foretage os!
– Jo, vi kan. Vi kan ganske vist ikke gå på restaurant eller cafe eller andre steder, hvor der er andre mennesker, men vi kan fx gøre det, at vi pakker en picnickurv og kører et eller andet sted hen, hvor der ikke er andre i nærheden. Det kan godt være, at du i princippet ikke engang må gøre dette, men kører vi midt ud på Salisbury Plain, så kan du altså på ingen måde give en eventuel smitte videre, så det gør vi. Punktum.
Punktum. Mor har talt, og sådan bliver det. Det kender vi godt, ikke sandt?

Altså kørte de i lørdags ud på Salisbury Plain og hyggede sig med deres picnic. Da de var på vej hjemover, dukkede der et syn op, som betog dem alle.
Anna fik hurtigt sin mobiltelefon frem, og hun fik det fantastiske syn på den video, som jeg har indsat herunder.
Jeg under bare SÅ meget Anna, at det lige præcis var hende, der fik indfanget den flotte opvisning. Vi har set sort sol i Sønderjylland 3-4 gange, men vi har, så vidt jeg husker, aldrig set så flotte formationer, som mine englændere så her midt ude på Salisbury Plain. Uden rørskove, men selvfølgelig med buskadser, som stærene i stedet for kan slå sig ned i for natten.
Sådan noget hedder murmuration på engelsk, og både Tim, Charlotte og Anna selv lagde det på hver deres instagramprofiler, men jeg ville altså også lige prale med det her på bloggen.
Nyd synet!

7. august 2020

Vi har næsten nået det hele …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:58
Tags: , , , ,

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

En pudseløjerlig cykelEn pudseløjerlig cykel

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

HC Andersens gravEn tidsrejsendes grav

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

Aubie folder servietterJohn 75 år

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

P1020324

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

P1020319
Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

3. august 2020

Det er bare den bedste danske sommer!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:35
Tags: , , , , ,

Jamen altså! Jeg havde bestilt godt vejr til de dage, vi har besøg af englænderne, men normalt er vejrguderne overhovedet ikke til sinds at lytte til mine fromme ønsker.
Det må de så alligevel have gjort denne gang, for dette sommervejr fås ikke ret meget bedre. Alle måltider bliver indtaget udenfor, hvilket ikke er normalen for Den Stråtækte. Hvad skal vi dog med Middelhavet, når vi kan gøre det lige så godt ved Præstøfjorden?

P1020283

I dag var vi på Roneklint Kajakcenter for at hente de to kajakker jeg havde booket til drengene. De stævnede ud fra Fugletårnet ved Roneklint, ganske som de plejer, og tog hul på de 8-9 km hjem til Den Stråtækte.
På vejen så de en havørn, som fløj temmelig tæt på dem. Det var selvfølgelig en stor oplevelse – også selv om de har set havørne før, når de kajakker på fjorden. De holdt et par pauser undervejs, så da de ankom godt kl. 14, var en solid frokost ret velkommen.

20200803_201716IMG_7500

Da vi havde spist aftensmad, tog Charlotte og Tim en kort hyggetur på fjorden i den gyldne time, og da de kom tilbage igen, tændte vi op i mexicanerovnen oppe på terrassen og råhyggede os der, til det var blevet helt mørkt og på tide at få børnene i seng. De er godt nok blevet 13 og 14 år, men har stadig brug for deres skønhedssøvn – i dag måske især Aubrey, som var en smule træt, selv om han naturligvis ikke ville indrømme det.
Vi så en smuk måneopgang. Mit kamera opførte sig ikke særlig eksemplarisk (faktisk har jeg aldrig rigtig været glad for mit sidste Lumix, som lever helt sit eget liv), så dette var hvad jeg kunne præstere her til aften.

P1050072

Fem af os stod på et tidspunkt og fotograferede månen – nogle med større held end visse andre, hovedsageligt fordi nogle vist nok har et bedre kamera end visse andre … jeg viser kun billeder fra den ‘nogen’ der bandede over kameraet … jeres fantasi må klare resten, men det var en smuk, smuk måneopgang, vil jeg bare sige. Ret mørkorange mens den kravlede op over horisonten.

P1050082

Det er lunt, det er mildt, det er skønt.
Meget af vores liv leves oppe i shelteret, hvor man på samme tid kan spille kinaskak og yatzy, strikke og skrive på en kriminalroman, hvis man er mange nok, og det er vi.
Anna, som på det seneste har set en del Agatha Christie-film og er blevet så fascineret og inspireret af Miss Marple, at hun har besluttet sig for at skrive en kriminalroman. Hun har flere A4-sider med notater, som ligner mindmapping og derfor ser uhyre kringlede ud, men det skal de også være, siger hun, for det er hele plottet, som helst både skal hænge sammen og være svært at gennemskue for selv så uhyre intelligente læsere som os. Hun har foreløbig skrevet 30 sider, men der er vist lang vej endnu.
Det er så fint. Jeg kan – selv om det er maaange år siden – glimrende huske hvordan det var at være teenager og drømme om, hvad man gerne ville opnå. Ville blive til. Hvad man havde af drømme og fantasier. Hvordan man forestillede sig resten af ens liv – dvs. de næste måske 10-15 år, fordi alt på den anden side af 30 år er HÅBløst gammelt. Man kunne jo lige så godt være død der …

31. juli 2020

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:40
Tags: , , , ,

imageTuren til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

P1050062P1050066P1050067

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

P1020270

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

P1020274P1020275

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

29. juli 2020

Fordrivelse af ventetiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , , ,

P1050043

Englænderne ankommer et eller andet sted mellem kl. 17 og kl. 18, afhængigt af trafikmængden, men der er formentlig ikke lange køer ved grænsen i dag.
Det vil sige, at jeg skal have en hel dag til at gå, præcis som når børn venter på juleaften. Tiden føles alt for lang. Det er næsten fem måneder siden jeg så dem, og de har ikke været i Danmark siden jul. Helt uhørt lang tid i forhold til hvordan det plejer at være.
Huset er rengjort, gæsteværelserne står parat, lammekødet ligger og hygger sig i sous viden, tzatzikien og agurkesalaten er lavet, der er friske blomster i vaserne, og der er købt ind til i hvert fald 3-4 dage, så jeg ikke skal tænke på den slags irriterende trivialiteter. Med andre ord: Jeg er totalt klar, og der er stadig lææænge til de er fremme ved målet.
Drivhuset har undergået dagens nuslen og puslen.
Bøftomaterne har griffelråd (åbenbart et tegn på kalkmangel – jeg skal ikke bruge regnvand til tomaterne, kan jeg konkludere ud fra litteraturen om det) på de to første tomater der kom, men resten af de i alt kun 23 ser fine ud. 23 frugter er bare alt for sølle præsteret for den store plantes vedkommende, så det var nok både første og sidste gang der står bøftomater i Ellens drivhus.

Til Stribe

Sweateren til Søren er strikket færdig, men jeg mangler alt sy-, klippe- og monteringsarbejde, plus at strikke halskanten, og da alt dette vil tage mere end en dag, får den lov at ligge til familien er taget retur til England.
I går brugte jeg et par timer på at lave garnnøgler til en Stribe fra Conraddesign. Opskriften siger 12 farver, men hvorfor nøjes med det?
Den slags opskrifter er perfekte til, når man, som jeg, stort set aldrig har mere end to nøgler i præcis samme farve. Det er i øvrigt meget sjovere at strikke større ting, når man hele tiden skal skifte farve.

Det blæser som var det en efterårsdag, så det er ikke særlig interessant at opholde sig udendørs – jeg håber sandelig, at det aftager, for jeg har booket to kajakker, som Tim og Aubrey skal hente hertil, så de kan hygge sig i nogle dage med at udforske Præstø Fjord. Hvis det blæser som i dag, vil det være for svært og også direkte farligt for dem at få dem padlet hjem til Den Stråtækte helt ude fra Roneklint.

P1050050

P1050051

Jeg holder så meget af farven på min ægte mandstro. Humlebierne holder så meget af mandstro. Ren win-win.
Jeg har både ægte mandstro og russisk mandstro. Jeg burde være blevet mistænksom, da jeg så navnet på den sidste i planteskolen, men jeg tænkte ikke hurtigt nok og opdagede derfor først for sent, at jeg skulle have ladet den blive på planteskolen. Russisk esdragon er nemlig ikke en pind værd som krydderurt, og det viste sig, at russisk mandstro er en lidt kedelig og bleg efterligning af ægte mandstro, så jeg skal huske at gå uden om planter, der hedder noget med ‘russisk’ til fornavn.

13. juni 2020

Det var svært at få hænderne ned

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , , ,

I onsdags kaldte John på mig – jeg skulle lige høre en god nyhed:
Jeg sidder lige og læser, at Danmark åbner sine grænser for udlandsdanskere, som dermed får lov til at tage disses ægtefæller og børn med til DK for bl.a. familie- og bedsteforældrebesøg.
Annas navnedag juli 2006YESSS!!!
Det var årets bedste nyhed indtil videre – jeg blev så glad, at jeg var lige ved at begynde at tude og måtte fluks ringe til England for fortælle den gode nyhed.
Det var Anna, der tog telefonen, og hun nærmest skreg af glæde, ganske som hun gjorde for 14 år siden. YEEEAAAHHHH ….
Jeg blev helt rørt over, at en 14-årig spontant udtrykte en så stor glæde over udsigten til at se sine gamle bedsteforældre igen.
Naturligvis er Charlotte i denne sammenhæng udlandsdansker i og med, at hun stadig har dansk statsborgerskab, og snart skal hun ‘hjem’ til Danmark, så de kan besøge forældre og bedsteforældre.
De vil ikke flyve, men tage turen i deres bil. Både Frankrig og Tyskland tillader englændere at rejse i transit, så hurdlerne skulle således være overstået. Detaljerne kommer senere: Kan de få lov at tage en overnatning, eller vil de blive nødt til at tage turen i ét stræk?
Det er småting. Hvis de skal, så gør de det; der er kun små 1600 km, og de er cirka på samme alder som John og jeg havde, da vi i 1999 tog 1900 km fra Condom (det hed byen altså!) i det sydligste Frankrig i ét stræk med kun de nødvendige småpauser undervejs.

Gedekid 2

Gedekid 4Ferien hos os bliver deres sommerferie i år, som de ellers havde regnet med skulle tilbringes i England sammen med de fleste andre englændere.
I stedet kommer de, så det passer med, at de er her når John fylder 75. Det var, ifølge ham selv, den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Jeg havde prøvet at lokke ham til at holde en fest, men det har han på intet tidspunkt haft lyst til, og da coronapesten kom og blandede sig i alt, ville jeg ikke gøre mere ved det, så vi havde sådan set indstillet os på, at den skulle ‘fejres’ bare med selskab af os selv.
Nu bliver vi da seks, hvoraf de fem er dem, han helst vil være sammen med, så han er akkurat lige så glad som jeg er.
Så behøver jeg ikke længere at nøjes med at nusle gedekid.
Dette er Marjatta-kid. På institutionens gård, som ligger ikke så langt fra os, har de to gedemødre med hhv. et og to kid gående, og de er overmåde kælne, de små. Den ene hoppede op ad mit ben, mens den logrede med halen som en anden hundehvalp. Den ville bæres. I samme øjeblik den lå i min favn, lagde den sit lille hoved på min skulder og faldt omgående i søvn.
Det var da ikke til at stå for! Den snorksov i fem minutter – lige indtil Ditte begyndte at fotografere, men da nøjedes den med at åbne øjnene en smule; den ville stadig ikke ned igen, det lille pus.
Hos mig ville de helst sove. Hos Peter ville de bare lege.

4. maj 2020

Nødhjælpspakke til England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: , ,

Vi skulle lige nu have opholdt os et par dage i Brügge inden den videre færd til England og vores familie derovre. Typisk, ikke sandt? Nu har vi været flere år om at tage os sammen til det ophold, som vi blev inspireret til af Mia, men nu skulle det endelig være, og hvad sker der så? Corona. Murphy har så sandelig ikke levet forgæves. Vi havde ellers booket et værelse på en båd i en af kanalerne og havde sådan glædet os. Også til det …
Når vi tager derover i bil, har vi altid en masse med, der ikke kan købes i England, men som vi ikke kan eller vil have med i kufferterne.
For at føje spot til skade, står de netop i år og mangler flere ting end sædvanligt, fordi der er vareknaphed i England – de kan ikke få alt, som vi kan herhjemme, men mangler pasta, mel, gær, dåsemad m.m. Ikke fordi de lever af dåsemad, men fx tun og baked beans savner de.
Mel er der dog kommet en løsning på, fordi møllerne har fået et problem, idet de plejer at levere mel til bagere i store sække. Sådanne sække har deres lokale planteskole købt (planteskoler i England er meget mere end planteskoler – jeg elsker dem), så man kan komme med sin egen emballage og dermed få fat i noget mel. Charlotte havde en ny pakke tørgær, som i UK rækker til rigtig mange brød, så hun kan bage igen. Der mangler mange varer; sommetider er der nogle, andre gange nogle andre – aldrig hele udvalget, men de sulter altså ikke; det føles bare ret underligt.

Mit yndlingshus i Lockeridge

Jeg har derfor pakket en nødhjælpspakke til dem. Det er godt nok pebret at sende pakker til udlandet, men når jeg tænker på, hvad vi skulle have betalt for transporten frem og tilbage, er det jo aldeles ligegyldigt hvad det koster, og hvis jeg overhovedet kan hjælpe, gør jeg det selvfølgelig.
De får masser af pasta, som de især savner, de får den te (vi har længe eksporteret te til England) og de kammerjunkere, som vi havde aftalt for længe siden, at jeg skulle have med, og så er der naturligvis lidt godbidder til børnene, plus et William Morris-viskestykke, som jeg lige har købt hos Anglofilia og som passer perfekt til deres køkken.

Wilton House

Charlotte og jeg talte sammen i 1½ time i går – nok ikke overraskende (også) en del coronasnak; bl.a. om, hvornår vi tør flyve igen. Selv om der bliver åbnet for det, har vi så lige lyst til at sidde 40 cm fra fremmede? Det er jo ikke nok, at de lader midtersæderne være tomme, som nogle har talt om. Der er dog vist noget om, at de kan lukke for recirkulationen af luft, således at den i stedet udskiftes hele tiden, men alligevel … både C og jeg er sikre på, at vi vil tage bilen i stedet for flyet – i hvert fald til vi er vaccinerede, men nu må vi først og fremmest se, hvornår det overhovedet kan lade sig gøre.
Hvis man tager tunnellen, behøver man ikke være i kontakt med andre, fordi man bliver i sin bil, men John og jeg vil ikke længere kunne tage turen i ét stræk, så det kan ikke undgås at skulle tage en overnatning.
Næh … verden bliver helt sikkert ikke den samme efter corona. BC (Before Christ) er kommet til at betyde Before Corona på engelsk, blev C og jeg enige om – vi kunne bare ikke umiddelbart finde ud af, hvad vi så skulle lade AD (Anno Domini) betyde. After etellerandet, men hvad?

14. april 2020

Det er sommer … nogle steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: , , , ,

Charlotte og jeg er blevet vældig gode til at opdatere hinanden via billeder og små videooptagelser. Som indledning filmer hun gerne sig selv i nogle sekunder for at sige ‘hej mor’, mens jeg nøjes med at lægge stemme til mine egne filmiske produktioner. Det er såmænd også slemt nok, og videoselfies er så afgjort et no go fra min side.
Det er temmelig usikkert, hvornår vi ser hinanden igen. For det første ved vi ikke, hvornår grænserne genåbnes, og for det andet er de så hårdt coronaramt i UK, at jeg godt kan frygte, at de derovre bliver det næste Spanien eller Italien, og bliver det sådan, varer det længe – plus, at Charlotte i modsat fald ikke vil have, at vi kommer. De bor langt ude på landet, så isolering er ikke et problem, men vi skal jo med offentlige transportmidler for at komme ud til dem, så må der overhovedet rejses, kommer de her. Siger hun. Men lad os se, hvad udviklingen kommer til at vise.

10. april 2020Derovre må de ikke samles mere end to ad gangen, og de må kun komme ud én gang om dagen for motionens skyld – eller for at handle. Aubrey er hårdt ramt af ikke at have lov til at mødes med kammerater, og han savner skolen virkelig meget. Anna klarer det bedre, hvilket også gælder fjernundervisningen. Aubie har svært ved at forholde sig til det hele og synes det er vildt mærkeligt og sørgeligt alt sammen, så det har været lidt af en kamp med ham hver dag i hjemmeskolen. Det er godt, at Anna ikke også behøver hjælp, for C er nærmest helt udmattet af at holde drengen kørende. De er alle glade for deres tre ugers påskeferie, hvoraf de er i gang med den sidste nu, inden den barske hverdag indfinder sig igen. Der er ingen af os der tror, at de kommer i skole igen før det nye skoleår begynder primo september, og Charlotte er træt bare ved tanken om at skulle lege hjælpelærer indtil sommerferien. Lad os håbe, at han efterhånden lærer at tackle det. 
Lige nu har de sommer derovre. 23 grader. De skulle have været i Skotland i påsken med Tims familie, hvilket naturligvis er aflyst, men det hjælper en smule på situationen, at de kan hygge sig på denne flydende måde, og efter en tys-tys-aftale med naboen har dennes datter fået lov til at komme ind og bade med, bare de holder den reglementerede afstand til hinanden, idet de satser på, at coronavirus næppe overlever et ophold i klorvand.
Jeg blev helt rørstrømsk, da jeg fik billedet. Det er min lille Anna. Hun er jo lige kommet til verden, for pokker! Det er ikke meget længere siden end i sidste uge, at jeg blev mormor første gang!
Men her ligger hun altså – en meget ung kvinde på 14 år – lige så høj som sin mor og en anelse mindre end sin mormor.
Aubrey har overhalet både sin mor og mig.
Hvor blev de mellemliggende år dog af?

Det er sandelig godt, at internettet er opfundet.
imageDet er sandelig både godt og skidt, at internettet er opfundet … alt om os er mere eller mindre offentligt tilgængeligt, når vi har mobiltelefon og i det hele taget bevæger os rundt i verden online. Jeg skulle finde ud af, hvornår planteskolen i Toksværd havde åbent, og hvad poppede op?
Det gjorde den viste oplysning. Det kunne jo være, at jeg havde glemt hvornår vi sidst var der, så det syntes Google Maps lige, at de ville fortælle mig. Heldigvis har jeg intet at skjule, så hvis nogen mod al sandsynlighed skulle interessere sig for min færden, skal de da være så velkomne til at spilde tiden med at studere den.

1. marts 2020

Der er checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: , , , , , ,

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hans' bjørn

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

16. februar 2020

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: , , , ,

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

FamilievæggenJohn og Pernille 1992

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

3. januar 2020

Min skøre familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:57
Tags: , ,

PennyfarthingDer flød en lind strøm af korte videoer via Whatsapp mellem England og Danmark i går. Af en af mig endnu ukendt årsag har Aubrey fået fat i en penny-farthing til en meget overkommelig pris, og selvfølgelig skulle de alle prøve at køre på den.
Først et klip med Aubrey, så et med Anna, efterfulgt af et med Rufus (legekammerat), så Tim og til sidst Charlotte.
Det var åbenbart ikke muligt at få svar på, hvorfor den er erhvervet, andet end at “Tim og Aubie har planer!”
Godt så … jeg finder vel ud af det en dag.
Væltepeteren virker i øvrigt ikke særlig autentisk, vel? Forskellen på de to hjul er alt for lille i forhold til den, vi kender – og også i forhold til de gamle engelske for den sags skyld, hvorfor den således hellere burde betegnes som en … en … måske en shilling-halfcrown … ? I hvert fald mønter med mindre størrelsesforskel end da man i sin tid navngav cyklen.
Nu må vi se, om jeg tør sætte mig op på den, når vi kommer derover – hun svarede underligt nok ikke på min bemærkning om, at jeg måske bare er en anelse dum fremfor modig …
Man kan blive helt bekymret for dem derovre sommetider, men da de lader til at more sig kongeligt, så går det hele såmænd nok endda.

Jeg behøver ellers ikke flere halvskøre personager omkring mig lige nu: Jeg har været på arbejde i dag, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg har gjort det rigtige; at butikslivet nok ikke bliver noget, jeg vil komme til at finde specielt interessant, selv om der er dukket op til flere ‘interessante’ kunder op de tre gange, jeg nu har stået i Røde Kors-butikken. Ingen detaljer her; bare en konstatering af, at mine diplomatiske evner bliver sat på lidt af en prøve indimellem. Jeg giver mig selv en chance en måned eller to endnu, men hvis jeg til den tid stadig synes, de 3½ timer føles som enormt lang tid, så må den butik altså fortsætte uden min deltagelse.
Jeg føler dog, at det vil være lidt af en falliterklæring at måtte melde fra igen, men på den anden side er arbejdet frivilligt og ulønnet, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, er det vel heller ikke rimeligt, at jeg bruger tid på det, vel?
Giv mig nu ret, please … problemet er, at jeg jo ved, at de mangler folk, men jeg bliver nødt til at pakke samvittigheden væk, hvis det ikke kommer til at føles anderledes.
Det har ikke noget at gøre med dem, jeg arbejder sammen med; de er meget søde, men det er arbejdets karakter. Der var nok en grund til, at jeg i min ungdoms vår valgte som jeg gjorde – selv om mit arbejde ændrede sig i takt med, at jeg blev ældre og selv ændrede mig.

24. december 2019

Årets længste dag – igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:42
Tags: ,

Godt nok er én af os teenager om tre uger, men man er stadig ikke ældre, end at dagen i dag er nærmest uendelig og uudholdelig lang. 
Anna er allerede teenager … og i øvrigt 14 år om to uger … hun kan langt bedre klare dagens længde, men det skyldes måske delvist, at hun er så meget teenager, at det tager det meste af den at gå i bad …

Tiden går ... langsomt ...

Det er godt, at kinaskak er opfundet. Det kan på én gang forkorte dagen og underholde hele familien – også vi to gamle, som ikke spiller med. Vi nøjes med at lytte til de verbale udgydelser, hvilket er ret morsomt.
Der kan også bare sofahygges.

Far- og sønhygge

Havørnen sad i formiddags nede ved vandkanten og fortærede et bytte vi ikke kunne se hvad var, men kragerne var så interesserede i det, at de gik til angreb på havørnen, som dog ikke lod sig afficere af det, før den var mæt og fortrak frivilligt – om ikke andet var det, hvad vi konkluderede.
Det var som sædvanlig John, der fik øje på den, men jeg skal da lige love for, at det hurtigt kunne få især Aubrey og Tim i skoene og ud for at slås om kikkerten. Charlotte og Anna tog det mere afslappet og lod drengene om at studere havørn.

Ænderne er varmeklar, mandlerne er smuttet, saucefonden er kogt ind og skal bare jævnes og smages til, brunkartoflerne er kogt, de hvide kartofler skrællet og risengrøden bliver færdig helt af sig selv i ‘høkassen’, som er lig med min seng.
Om et par timer kommer Merete, Annemarie og Rune, så vi skal være så færdige som muligt inden da. Jeg bryder mig ikke specielt om det julemiddagsstress, der nemt kan opstå, når det hele skal laves færdig på én gang til sidst lige inden serveringen.
God jul derude – jeg håber I alle får lige netop den jul, I helst vil have.

10. november 2019

Jeg slap for at se på gamle biler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: , , ,

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

P1000214P1000216

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

P1000217 P1000219

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 P1000221

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

P1000212

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

3. maj 2019

Det var regn, jeg bad om …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: , , , ,

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Aubie gone fishing

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

24. februar 2019

Der er kun 23 dage imellem …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , ,

Den 1. februar sendte Tim mig dette billede:

IMG_0155

I dag sendte han mig dette billede:

Costa del Malt House februar 2019

Med emnelinjen: Costa del Malt House..

..is open again.

Men … vandet er hamrende koldt!

24 februar 2019 - 224 februar 2019 - 3

Så jeg er ikke spor misundelig … nok mest undrende mig over, hvad der får nogle til at pine sig selv på den måde, men de ser ud til at have en fest.

1. februar 2019

Brrrr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

I forgårs lovede man, at der ville falde en del sne i England fra og med i går eftermiddags. Anna & Aubrey har 40 minutters kørsel med skolebus (hvortil de har 10 minutter i bil, så det er en lang transporttid for dem). Hvis ikke vej- og vejrforholdene er gode, vil chaufførerne ikke tage det store ansvar for andre folks børn. Safety first, og det er naturligvis helt i orden. I forgårs meldte man derfor ud på skolens intranet, at alle non-boarders i går ville få en time før fri. Hvorvidt bussen ville køre morgenen efter, ville der gå besked ud om senest klokken 07. Skolen tilbød, at børnene gratis kunne overnatte på skolen, hvilket altid er muligt, hvis man af en eller anden grund skulle have lyst eller behov for det, men normalt koster det en eller anden sum penge. Det havde nok heller ikke været muligt for alle non-boarders, men lur mig, om der var mange, der tog imod tilbuddet.  
Tim forsøgte dog:
– Children! You can stay on the school tomorrow night! Wouldn’t that be fun?
– And why would we do that??? We can get home an hour earlier tomorrow and we cross our fingers for a lot of snow, so the bus can’t drive. Why on earth should we board, then?
Han kunne godt se, at den ikke blev solgt …
Vejrudsigten holdt, skolebussen aflyst i dag, og børnene har brugt det meste af dagen på at bygge snemænd. Der faldt ganske rigtigt en del sne, men det er allerede tøvejr, så det bliver nok ikke til mere end en forlænget weekend, men det er heller ikke så ringe endda, synes de.

IMG_0284IMG_0155

Denne mængde sne er åbenbart nok til at lukke England ned. Charlottes ord i mailen lød nogenlunde således:
Sne. Fri fra skole. Ingen tog til London. Derfor heller ingen bil til Woodborough. Jubiii.  (Det er i Woodborough, C har sit lille værksted).

En kold Præstøfjord

Vi har det koldt, men vi har ingen sne. Det gør ikke noget.
De par minutter, det tog mig at tage nogle få billeder af fjorden, var rigeligt for mig – det blæser en del, så kulden går gennem marv og ben.
Jeg skal ikke ud og gå tur i dag!

En kold Præstøfjord

26. januar 2019

Der er mange lande …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:23
Tags: ,

Vi spurgte for godt tre år siden Aubrey hvilket land han helst ville bo i, hvis han selv kunne vælge. Et ikke helt fair spørgsmål, men sådanne forekommer, selv blandt ellers udmærkede bedsteforældre. Med et glimt i øjet er det dog okay, og han havde ved en tidligere lejlighed spurgt sin mor, hvorfor de ikke bare kunne flytte til Danmark fremfor at bo i England, for dér skulle han altid i skole, hvorimod det altid var sjovt, når han var i Danmark!
Denne gang kom hans svar lidt bag på os, for han svarede prompte: BONBONLAND!
Det havde han nok ikke svaret, hvis vi havde stillet spørgsmålet på engelsk …
Charlotte kunne for mange, mange år siden godt tænke sig at bo i Legoland.
Legeland og Disneyland er sikkert også gode lande at bo i, hvis man er barn.

P1020243

Jeg har været i Tæppeland de seneste par dage.
Det er gråt og det sner; vi har lige været meget langt væk, så hvad er bedre end at forskanse sig i systuen og beruse sig i stoffer? Okay, andre har nok adskillige andre bud, men jeg synes det er godt.
Der er nu produceret et nyt minitæppe til badeværelset, syet efter samme pølseprincip, hvorefter jeg allerede har syet et par kurve og en toilettaske.
45 meter (= de 50 yards, som en rulle ‘indmad’ indeholder) stofpølse sys af stoffer, der er varieret efter humør, præferencer og lagerbeholdning, hvorefter de sys fladt sammen.
Ad et par omgange, viste det sig … jeg måtte pille flere rækker tilbage én gang og en enkelt række én gang, fordi det flanede alt for meget. Det var sværere end jeg havde regnet med at få til at ligge helt fladt, og der er da også et par små bølger stadigvæk, kan jeg se, men dem skal jeg nok få rettet ud ved hjælp af et strygejern og lidt mild vold.

De argentinske køer

På ranchen uden for Buenos Aires var der et mini-tæppeland, bestående af skind fra køer af enhver tænkelig kofarve, ensfarvede og spraglede, i både helskindsudgaver og sammensyede.
Jeg gider på ingen måde have en hel ko til at ligge og fla’e u’ et eller andet sted i mit hjem, men patchworkeren i mig kunne ikke stå for denne gråhvide lille løber på ca. 1 x ½ meter.
Det har desværre også fået et par folder, men jeg håber de retter sig ud efterhånden. Jeg var nødt til at folde tæppet sammen i kufferten.
Det var i øvrigt den eneste souvenir, jeg havde med hjem fra den lange rejse (bortset fra en køleskabsmagnet med krydstogtskibet på).

Næste side »

Blog på WordPress.com.