Hos Mommer

14. januar 2023

Nu er Anna gammel nok til at køre bil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:40
Tags: , ,

Anna blev 17 år i lørdags og Aubrey bliver 16 år i dag.
Jeg spørger om det samme hvert år ved børnebørnsfødselsdagstide: Hvor bliver tiden dog af?
Jeg får aldrig noget tilfredsstillende svar. Den tid forsvinder bare, nærmest uden jeg opdager det.
Anna må køre bil nu. Der gælder næsten de samme regler som i Danmark, men i England må de køre alene ude på vejene som 17-årige, når de har bestået den teoretiske og den praktiske køreprøve. Det har Anna ikke endnu, men der arbejdes på sagen. Hun må dog køre med en af forældrene og med et L-skilt på bilen på alle andre veje end motorveje.
Hvis hun skal (og det skal hun) kunne køre deres veteranbiler, er hun nødt til at tage den praktiske køreprøve i en bil med manuelt gear – et ikke urimeligt krav, synes vi.
Anna er ikke en helt almindelig pige, for samtidig med, at hun ønskede sig et par sko med superhøje hæle, var det også et kæmpestort ønske at få lov til at overvære et Formel1-løb – i virkeligheden, vel at mærke! I tv ser hun alle de løb hun har mulighed for; hun ved meget om bilerne og alt hvad der er værd at vide om de førere, hun interesserer sig for. Jeg har på fornemmelsen, at hun også ved, hvad deres chefmekanikere hedder … hun går usædvanlig højt op i det.

Anna med høje hæle 1Anna med høje hæle 2

Derfor fik hun som en kombineret jule- og fødselsdagsgave billet til løbet, der skal køres på Silverstone i år. Hendes far skal med, hvilket var en betingelse, men det er hverken Tim eller Anna kede af … de var begge i fuldt sving med at finde overnatningsmuligheder i nærheden af banen, da de var her i julen, så det bliver noget af en far/dattertur, de får sig der.
For at der også skulle være lidt at pakke ud på selve fødselsdagen, fik hun her sine højhælede sko. Hun var glad og stolt og mente, at nu var hun da vist lige høj som Aubrey, hvilket han kun havde en hånlatter tilovers for. Det var hun naturligvis heller ikke – der er et pænt stykke fra 160 cm til 185 cm. Så høje hæle tror jeg alligevel ikke, hun vil gå med. Anna er i øvrigt en af den slags kvinder, der er et naturtalent mht. at gå i stiletter. Hun går i dem, som var hun født med dem på. Andre kvinder lærer det aldrig, men vakler livet igennem og ser mildt sagt ikke nær så elegante ud, som de selv tror.
Morfar John, hvis to største interesser er biler (også Formel1) og kameraer/fotografering, er vældig stolt af begge sine børnebørn og mener bestemt, at de må have arvet disse sunde interesser fra ham …

Aubrey vil hellere cykle. Han ønskede sig – og fik – en hikerbike, og efter den militære stroppetur i november har han nu alt nødvendigt udstyr til en cykelferie; ligeledes hans bedste ven Sam, som han deler interessen med. De venter bare på, at vejret bliver lidt bedre.
Det regner nemlig lige så meget i England, som det gør her i Danmark.
Billederne viser den af Storbritanniens i alt ni Avon-floder*), som løber lige i nærheden af deres hus. Det ene billede tog jeg i maj, da vi var derovre. Her kunne Aubie komme ud på miniøen i floden (næsten) uden at få våde sokker. Det ville han ikke have kunnet i går, da Charlotte tog det andet billede og sendte til mig. Begge billeder er taget fra samme sted, men i går ville han ikke engang have kunnet bunde.

Normal vandstand i Avon

Meget vand i Avon (jan 2023)

*) ‘Avon’ er oldkeltisk og betyder ‘flod’, så når man i dag siger ‘River Avon’, er det en tautologi.
There are five River Avons in England, three River Avons in Scotland and one River Avon in Wales, although the Welsh river is spelled Afon Afan, which is another tautology which also means River River.

27. december 2022

Så er det hele snart overstået

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , , ,

Julen er overstået. For mine englændere er denne tredje juledag sidste hele dag i Danmark – ferien er derfor ved at være overstået og heldigvis er det tågede og triste julevejr åbenbart også ved at være overstået.
Alt er gået efter planen; alle er raske og spiser godt. John og jeg prøver at holde lidt igen … han læste, at for at brænde en normal julemiddag (hvad det så end er) af, skal man gå 40 kilometer!
Det kan vi ikke. Det vil vi heller ikke. Gider ganske enkelt ikke. Men hvis så vi spiste lidt mindre, kunne vi måske komme ned på 20-25 kilometer?
Nogle af dem tog vi i dag. Ikke ret mange, men lidt har også ret.

Tur ved sælstenen dec 2022 (1)

Vejret har været flot hele dagen, så efter morgenmaden kørte vi til Nysø for at sætte bilen og gå en tur ud til Sælstenen, som vi har døbt den, selv om vi endnu har til gode at se den sæl, flere andre har set ligge og sole sig på stenen. Der er tale om pålidelige kilder, så den må være der indimellem, den sæl. Det må lykkes for os en dag at se den, men det skulle altså ikke være i dag, hvilket dog ikke forhindrede os i at have en dejlig tur.
Herover ses en af de mange redekasser til stor skallesluger, vi kan finde rundtomkring langs Præstø Fjord og Faxebugten.
Sælstenen er der også: Den befinder sig umiddelbart til venstre for E’et i mit navn. Men altså uden sæl, desværre.

Tur ved sælstenen dec 2022 (18)

Charlotte måtte tage træstammeklatringen, når børnene ikke ville. Det er de åbenbart blevet for store til nu. Hun fik uafvidende taget kamuflagetøjet på, men hun glemte at sværte sig i ansigtet, så hun er nem at få øje på.

Lidt længere henne ad stien var der et lille hul i sivene ud til vandet, så traditionen tro varede det ikke længe før alle fire var ude i vandet – bare fordi sådan noget er sjovt og fordi de lige skulle prøve af hvor koldt det var.
Det var efter sigende ret koldt, og jeg troede dem på deres ord … havde intet behov for at tjekke sandhedsværdien i det.
Og … miraklernes tid er ikke forbi: Ingen fik våde sokker!
Det var nu også noget fantastisk flot og stille vand i dag. Det blæsevejr vi var blevet lovet, holdt sig væk fra vort kvarter.

Tur ved sælstenen dec 2022 (14)

Den lavtstående sol giver nogle gode kontraster og fine farver. Klokken var næsten 12, men den var alligevel lavtstående … det er ikke nogen stor bue, solen tager på himlen her tæt på vintersolhverv, men nu går det da i det mindste den rigtige vej mod lyset igen.

Paspolitiet strejker i Londons lufthavn, så man har sat militæret ind til at tjekke pas i morgen. Det bliver ‘spændende’, synes de … lige nu ved vi ikke, om der vil være andre, der strejker, men de er forberedte på at komme senere hjem end hvad der normalt kunne forventes.
Flyene flyver; det er det vigtigste.

21. november 2022

Nu er han da helt kammet over

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:02
Tags: ,

I Tim og Charlottes lille landsby er der er stærkt sammenhold og et – heldigvis ikke overdrevet – socialt samvær indimellem, som de fleste sætter pris på og deltager i. Fx når nogle af dem går rundt til jul og leger Christmas Carol Singers for resten af beboerne, hvilket vi oplevede for fire år siden derovre.
Hvert år i november har de karneval i landsbyens forsamlingshus. På de billeder de sendte sidste år, var Charlotte fuldstændig uigenkendelig, mens Tim stadig kunne genkendes som Tim. I år var det omvendt – jeg fik billederne lørdag aften, inden de drog afsted til festen. Jeg tror temaet skulle være 70’erne, men jeg synes ærlig talt, at Charlotte mest af alt ligner en fra de swingende 1920’re, og hun plejer ellers, i kraft af sin uddannelse, at have styr på sine klædedragtperioder.
Men Tim, altså! Han er da i den grad gået all in denne gang – ikke engang hans nærmeste ville kunne genkende ham med det fjollede skæg, men hans skjorte er meget 70’er-agtig. Han har den paryk på, Charlotte bar sidste år, og hun har fået fat på en glat og lidt mørkere udgave af egen hårfarve.
Jeg har ikke talt med hende endnu, men regner med at gøre det senere på dagen.

Party 2022 CParty 2022

Jeg er nemlig også meget spændt på at høre, om Aubrey har klaret sin militære stroppetur, som han frivilligt meldte sig til for noget tid siden. Det skulle foregå i denne weekend, fra lørdag til søndag, og på de to dage skulle de gå 45 miles. Det svarer til 72 km!!! På to dage! Drengen har gode ben, fordi han cykler så meget, men det er sandelig også nødvendigt, for de skulle selv bære alt, hvad de skulle bruge til to døgn i det fri: Telte, mad, soveposer og liggeunderlag, MEGET varmt og også et lag vandtæt tøj, samt lidt (meget lidt) skiftetøj, nok primært sokker. De skulle dog trods alt ikke selv slå deres mad ihjel, men på huskelisten blev de anbefalet at købe frysetørret mad – mest for deres egen skyld, så byrden blev så lille som ladsiggørligt.
De har derfor været ude for at købe skiundertøj og den foreskrevne 65-liters-rygsæk m.m., så han kunne få de optimale forhold til at klare sig igennem strabadserne. Han har heldigvis et par tilgåede vandrestøvler.
Hvis man ikke kan holde til mosten, bliver forældrene ringet op og bedt om at afhente den pågældende pode, og det ville i så fald blive lørdag aften eller nat, så Charlotte holdt sig helt ædru til festen, for hvis nu …
Og jeg ved som sagt endnu ikke, om der blev ringet, men Aubrey er både sej og stædig, så jeg håber, især for hans egen skyld, at han klarede sig igennem.
Det er ikke fordi han har ambitioner om at blive soldat, selv om det naturligvis er for at give de unge lyst til det, militæret inviterer til den slags ‘oplevelser’, men Aubies bedste ven deltog sidste år og havde syntes så godt om det, at han havde lyst til det igen i år, hvilket igen gav Aubrey lyst til at give sig selv den udfordring.
De bliver inddelt i aldersgrupper – sidste år skulle Sam gå 35 miles; i år er det som sagt 45 og melder de sig igen til næste år, vil det i givet fald blive 55 miles.
Men jeg venter som sagt stadig spændt på at høre, hvornår og i hvilken tilstand drengen kom hjem … han er altså kun 15 år … jeg håber virkelig, at de derovre har haft bedre vejr i weekenden end vi har haft her i Danmark.

13. november 2022

Studievejledning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Mange af os har måske en ide om, at det engelske skolesystem halter langt bagud i forhold til det danske. Alene det, at de stadig har skoleuniformer bekræfter fordommene. Man kan være for eller imod uniformer, men i det mindste er man ude over mobberiet, hvis nogle af forældrene ikke har råd til at klæde deres børn i det af moden eller klasseledere dikterede tøj.
Fem og fire årMine børnebørn gik de første 5-6 år i en C&E-statsskole (Church of England). I begyndelsen var det fint nok; de havde langt mindre klassekvotienter end i DK, og der var altid en hjælpelærer i klassen, som kunne træde til og assistere, når der var behov i form af en ekstra forklaring eller hvis et barn var særlig uroligt. Her halter vi bagud i DK.
Så langt, så godt.

Charlotte og Tim havde hele tiden aftalt, at hvis der på nogen måde kunne blive råd, skulle børnene i privatskole, når de skulle i Secondary school, hvilket sker, når børnene er 11 år.
Der blev råd, og det blev heldigvis også sådan, at Aubrey flyttede skole samtidig med Anna og derfor kom i privatskole i sidste år i Primary school, fordi hans totalt upædagogiske lærer gjorde livet så surt for ham, at han var ved at gå psykisk helt i sort, og tanken om, at han ikke ville have Anna i sin nærhed mere, kunne han slet ikke klare.

Warminster var og er fantastisk til at se børnenes evner og stærke sider og fremelske dem. Den er samtidig ret gammeldags på visse punkter, men Anna kæmpede for og fik i første omgang gennemført, at pigerne måtte have lange bukser på, og et par år senere, at ikke alt håret nødvendigvis behøver at være sat så stramt op, at Ritt Bjerregaard ville blive misundelig. Anna ligner sin mor og mormor, så hvis noget virker tåbeligt eller forkert eller er uretfærdigt, bliver der kæmpet for at få det ændret.

Anna bestod sine GCSEs*) i sommer og tager nu sine A levels, hvilket tager to år og skal – analogt med vores gymnasium – være universitetsforberedende.
Det er dog ret forskelligt fra det danske gymnasium, for i UK skal man kun vælge tre fag. De anbefales først at vælge fire og senere vælge det ene fra igen, men kun fåtallet gør det.
Ulempen er, at man allerede fra 15-16 år helst skal vide hvad man vil senere i livet. Siger skeptikerne. Den positive side af det er, at børnene kan vælge de emner, de finder mest spændende. Valgene foregår i et samarbejde mellem elever, forældre, lærere og tutorer.
På Warminster har de 22 fag at vælge imellem. Anna har valgt sine tre yndlingsfag English Literature, Music og Psychology, og lige så skoletræt hun var var den sidste halvdel af sidste skoleår, lige så meget elsker hun bare at gå i skole nu.
Aubrey skal starte A levels næste år, og han har tænkt sig at vælge Photography, Religious Studies og Psychology.
Religious Studies???
Jeg så vist lidt undrende ud, men det har han frivilligt valgt til også her i sit sidste GCSE-år. Han er vild med de ideologiske synsvinkler og de gode debatter, der åbenbart er i det fag … læreren lægger ikke skjul på, at han er meget glad for Aubrey, som er en yderst aktiv deltager i timerne. Der er også kun tre elever! Det må være ret fedt – både for lærer og elever.
Når man kun har tre fag, er der ikke længere noget, der hedder klasser; det er mere som på en højere læreanstalt, hvor man går til forelæsninger. Anna er fx den eneste på skolen, der har netop de tre fag, hun har valgt.

Det kan umiddelbart være svært at gennemskue, hvad man kan bruge disse fag til, men det vigtigste er lige nu, at entusiasmen er der, og det skal jeg da lige love for, at den er. Jeg ved ikke, om de begge vil på universitetet. Anna vil, mens Aubie ikke ved det endnu, og det behøver han heller ikke.
Det skal nok gå alt sammen alligevel.

A levels er således ikke så almendannende, som vores gymnasium er, hvilket måske er lidt uheldigt, men jeg ser andre fordele i den form for skolesystem, og alt i alt finder jeg det vanskeligt at vurdere, om vores eller deres er det bedste.
Jeg har dog en ide om, at det danske skolesystem godt kunne trænge til lidt af en revolution. Mit forslag er at tage det bedste fra de to verdener. Hvad der så er det bedste, kan der sikkert komme mange diskussioner ud af.

Og når alt dette er sagt, må jeg blankt erkende, at jeg ikke er opdateret på den danske skolefront – faktisk ved jeg nok mere om skolen i UK end i DK …

*) Tænk engang: På hjemmesiden https://www.internationalstudent.com/study_uk/education_system/ skriver de GCSEs med apostrof!!! Ellen er forarget. Meget forarget. Det gør de ikke på Warminster!

11. oktober 2022

Tiden flyver – igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:03
Tags: , , , ,

Vi er lige kommet, men det er allerede mandag.
Det er det mest fantastiske vejr, man overhovedet kan forlange på denne årstid – vores vejrheld må da snart være sluppet op.
Jeg har beundret strik, tomater og dahliaer, og vi har nydt Annas efterhånden pænt habile klaverspil. Hun slås lige nu lidt med et af numrene fra Amelie, men hun er tæt på at være der. Mormor er naturligvis imponeret …

P1050048P1050049P1050050

Charlotte er netop blevet færdig med sin sweater fra Louise Harden. Jeg lovede at understrege, at den IKKE er dampet endnu og derfor ikke falder 100 % som den skal. Men på min blog skulle den, for det er kun hendes andet strikkearbejde, og mor er naturligvis imponeret …

P1050053P1050055

Hun er nu begyndt at designe et fair isle-mønster til en vest, hun vil strikke som det næste projekt.
Som et af sine kun tre fag til A-levels har Anna musik, og det fremgår tydeligt, at hun lever i vores elektroniske nutid, selv om hun også ved noget om den klassiske musik. Jeg fatter ikke en bjælde af det software, så mormor er naturligvis imponeret …

P1050076

I dag benyttede vi os af det gode vejr og kørte til Stourhead Gardens, om hvem NT siger, at man kan se en smuk efterårspark.

P1050092

Det var så sandelig ingen overdrivelse. Vi gik alle tre totalt fotoamok, fordi motiverne stod i kø. Vi tog maange billeder, men jeg skal skåne jer og nøjes med et lille udvalg, selv om det var svært at vælge.

P1050082

Vi gik rundt om den næsten spejlblanke sø og måtte hele tiden standse op for at tage et nyt billede – der viste sig at være meget lig det forrige, som igen var meget lig det forrige, men vi så det åbenbart hver gang som et nyt motiv, bare fordi vi havde taget nogle få skridt, så vinklen ændrede sig en smule.

P1050106

Charlotte har fået nye briller og solbriller. De er næsten større end man så dem i firserne, så det lille menneske forsvinder nærmest bag dem … de almindelige briller er endnu større end solbrillerne.
Hun har altid haft sin egen stil, og selv om hun vælger ting, der sommetider undrer moar, så går det aldrig galt for hende. Synes samme moar …

P1050114

P1050109

Vi har været der før, i 2013, men det var i maj, så det hele ser anderledes ud nu. Det er et sted, man kan tage til flere gange om året og opleve det som et nyt sted hver gang.

Nå. Jeg må løbe. Vi skal spise, og så er vi tre, der skal på pub, mens Aubrey er i skakklubben.

19. juli 2022

Virkelig, virkelig dårlig timing

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:20
Tags: , , , , ,

I lørdags var vi nede på det lille frilandsmuseum i Maribo; et kompromis for det i Brede, som det egentlig kun var Charlotte, der havde lyst til at gense. Vi fortalte om det meget lille et af slagsen i Maribo, og hun gav det en chance.
Frilandsmuseet Maribo (13)Frilandsmuseet Maribo (4)

Det mest underholdende (for de unge) var styltegang. Det var vist sværere, end de troede … Anna tog frivilligt dummepeterhatten på efter sine ikke helt heldige forsøg.
På vejen hjem (vi kørte i vores to biler) var jeg ved at falde i søvn, fordi jeg var trættere, end jeg burde være.
Om aftenen var jeg totalt smadret og gik tidligt i seng. Jeg blev drillet lidt med, at jeg jo heller ikke var vant til at være chauffør, hvilket jeg ikke kunne modsige.
En halv time efter begyndte jeg at ryste af kulde og vidste dermed, at jeg havde stigende temperatur. Da jeg en times tid senere holdt op med at ryste og i stedet fik det meget varmt, tog jeg min temperatur og kunne konstatere 39°. Pokkers også.
Heldigvis var søndag den dag, vi havde booket bord til brunch på Café Mocca, så jeg sagde, at de bare skulle hygge sig, for jeg skulle desværre ingen steder. Jeg havde stadig høj feber og tog 400 mg Ipren. Det hjalp en smule, og da de kom tilbage, havde jeg taget et bad for at blive bare lidt friskere.
Dér så jeg dem: De røde plamager på hele venstre arm.
For FILAN – jeg havde helt sikkert fået rosen igen. Det har jeg haft før, og dengang blev jeg bebrejdet af lægen, at jeg havde været for længe om at henvende mig, så jeg ringede ret hurtigt til vagtlægen, som gav mig en tid hos lægevagten på Næstved sygehus kl. 15:20.
Jeg kom ind 10 minutter før tid, og han kastede ét blik på mig og sagde:
– Du er varm!
– Ja. Jeg har altid været en varm pige, men denne gang er det desværre på den helt forkerte måde!
– Du mener selv, at det er rosen. Har du haft det før?
– Ja. For seks år siden.

Lægen kiggede på min arm og sagde med det samme, at der ingen tvivl var om, at det var var rosen. Den eneste anden mulighed var nældefeber, men så ville jeg ikke have haft feber.
Totalt fjollet navn at give det, så …
Han sagde endvidere, at jeg omgående skulle have et ordentligt skud penicillin … taste, taste, taste … Så! Nu er recepten sendt og tabletterne ligger og venter på dig på apoteket i Næstved Storcenter, som er det eneste der har åbent om søndagen.
Vi hentede Plimcillin, jeg tog med det samme en, plus en Ipren til, og mirakuløst hurtigt fik jeg det så godt, at jeg kunne være ordentligt til stede resten af dagen. Charlotte og John havde købt aftensmad, som hun lavede. Det var jo ikke lige sådan det skulle være, men jeg var trods alt ikke helt på toppen.
Mandag var deres sidste dag, og da havde jeg heldigvis fået det så godt, at jeg kunne lade som om jeg var helt normal igen. Jeg tror også, at de næsten troede på det …
Jeg klarede den hele dagen, og om aftenen skulle alle tidligt i seng, fordi de skulle afsted allerede klokken 7 her til morgen.
Det var en højst uønsket afslutning på deres i forvejen korte ferie her, men man bliver ikke altid spurgt, hvordan tingene skal være.

Gavnø (2)

Om fredagen var vi en tur på Gavnø, som Charlotte ikke har set, siden hun var teenager.
Deres tidselkugle’klump’ var væsentlig større end min hjemme i haven – som jeg ellers var så stolt af var blevet pænt stor i år …
Gavnø (12)

Den er smuk, og bierne elsker den – som de elsker alle slags tidsler.

Det var det englænderbesøg. Kort, men dejligt. Vi tager derover til efteråret, så vi overlever, er jeg sikker på. Nu dør jeg i hvert fald (heller ikke denne gang) af rosen.

14. juli 2022

Same procedure as …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:58
Tags: , , ,

Englænderne kom lidt før kl. 19 tirsdag. Trætte og lidt sultne. Det er en lang køretur fra Hook van Holland, når man skal tage den i næsten ét stræk, og Charlotte er enechauffør, når de kører i den for en englænder forkerte side. Selv om hun har boet i England i 25 år, kan hun stadig skifte fra den ene til den anden chaufførhjerne, så at sige … ganske som John gør det, når han kører i England.
Alle faldt hurtigt ind i danmarksrytmen – meget er temmelig rutinepræget, når de er her, fordi der er en masse traditioner, der helst skal nås, fordi de hører til et danmarksophold.
En af dem er, at Tim og Aubrey lejer kajakker hos Lars i Roneklint Kajakcenter. Det har de gjort siden 2015, som var vores første sommer i Den Stråtækte, med 2021 som eneste undtagelse, fordi coronapesten lukkede det meste af verden ned. 
Dengang i 2015 fik 8-årige Aubie den mindste kajak, der var til rådighed – denne gang var de nødt til at indstille en voksenkajak til længste benlængde, så nu må den dreng altså ikke blive højere!

Aubie august 2015

Sommer 2022 (8)

De sidste forberedelser …

Sommer 2022 (9)

… og så afsted fra Roneklint mod Sjolte Strandhuse. En tur, som tog dem omkring tre timer, fordi der var side- eller modvind hele vejen, så det var lidt sejt. Jeg havde smurt madpakker til dem, og de havde vand nok at drikke, så det var heldigvis intet problem for dem, at turen varede lidt længere. Der kunne holdes pauser ved øerne i Præstø Fjord – det kunne jo være, der dukkede en havørn op. Det er sket før for dem, men desværre ikke i går.

Andre traditioner er fx, at vi skal have en af de gode vaffelis fra Iskutteren i Præstø havn. I skrivende stund er de to kajakroere taget afsted ad vandvejen. Om en times tid tager Charlotte og Anna afsted på vores elcykler; til sidst danner John og jeg bagtrop i bilen, hvorefter vi alle mødes ved ishuset på det aftalte tidspunkt.
Vi skal også nå at spise på Det Gamle Toldhuus (ligeledes på Præstø havn), hvilket bliver i aften.

Sommer 2022 (2)

Nogen skal også nå at spille en masse skak. Tim kæmper stadig en brav kamp for at banke Aubrey, og en sjælden gang lykkes det ham da også … men vistnok kun fordi drengen er flink og sommetider fortæller sin far, når han er ved at begå en skæbnesvanger fejl.

De er her kun i seks dage denne gang, dels fordi de, pga. alt det bøvl i mange lufthavne, valgte at tage færgen Harwich/Hook van Holland, hvilket koster et par døgn alene i rejsetid, og dels fordi de i begyndelsen af august skal til Namibia i 14 dage. Det er ikke noget problem for Charlotte og børnene at holde en lang sommerferie, men det kniber lidt for Tim at holde fri i længere tid ad gangen.
Seks dage går ALT for hurtigt. Det er ingenting, når man egentlig også helst vil nå både i Tivoli og på Frilandsmuseet. Og kajakke hver dag … og slappe mest muligt af i Den Stråtækte … den går jo ikke, og man må prioritere, hvilket er svært.
Vi har en del danske middagsretter, vi også gerne skulle nå igennem, men vi når ikke det hele denne gang. Sådan er det bare, og vi har ikke tænkt os at give os selv og hinanden stress – vi når det vi når, og resten må vente til en anden god gang.

20. juni 2022

NU skulle det være. Igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: , , , , ,

Sidste gang Charlotte og Tim var til Royal Ascot var i 2019, men nu er alt åbnet igen, billetterne erhvervet, og i lørdags var de afsted. Adgang til The Royal Enclosure is by invitation only, men den invitation får de heldigvis hver gang. Jeg tror nu nok, det er Tims medlemskab af den fornemme Buck’s Club i London, der giver dem adgang, men jeg er ikke sikker.
Denne gang skulle børnene med for første gang. Hvis man er mellem 10 og 17 år, må man deltage torsdag, fredag og lørdag, hvis man ledsages af sine forældre!
Det hele er meget, meget engelsk. Der er stringente regler for påklædningen, selv om man i fredags for kun anden gang slækkede lidt på dem pga. den hedebølge, der huserede den dag. “For only the second time in the meeting’s history, racegoers were permitted to remove jackets, ties and hats in all enclosures on Friday after the heatwave prompted a relaxation of the official dress code. However, Ascot has confirmed the dress code will be back in place on Saturday.”
Kvinder skal bære hat og mændene morning dress og top hat. Hvis man har bare skuldre, skal skulderstroppen være mindst 2½ cm bred. Anna overholder det lige præcis.

Royal Ascot 2022_

Jamen så se dem da lige … så nydelige alle fire, hvis I spørger familiens gamle mormor.
Jeg synes Charlottes hat er vildt flot. Begge damehatte er lejede – de er meget dyre at købe, og er så specielle, at man kun har sådan en hat på én gang.
Jeg var lidt spændt på, hvordan Aubrey ville se på at skulle være iklædt dette for en 15-årig nok lidt aparte outfit, men han er ikke englænder for ingenting, for han syntes det var sjovt og insisterede på selv at vælge skjorte og slips. Det er naturligvis ikke noget, han vil gå i ellers, og ‘udstyret’, undtagen skjorte, slips og sokker, var da også lejet.
Der er sådan set heller ikke noget i det – hvis man vil til Royal Ascot, så er man sådan klædt. Punktum. Og når alle andre mænd ser lige sådan ud, er der jo ikke noget at være flov over – det er bare sådan det er.
Alle fire havde en herlig dag. Børnene havde fået hver 50 pund til at spille for. Aubrey spillede nogenlunde lige op, men Anna vandt 130 pund og gik således hjem med et overskud på 80 pund. Charlotte, som altid plejer at vinde, tabte i år alt hvad hun satsede, så det var godt, at Anna kunne kompensere lidt.

Og nu til noget helt andet: Vi har haft besøg af en sjælden fugl. En turteldue. Sådan en havde vi ikke set før, men vi er ret sikre på, at det virkelig var en turteldue, der kiggede forbi.
Der var kun den ene; den forsvandt igen efter at have spist lidt mad, og vi har ikke set den siden. Jeg er normalt meget lidt begejstret for de dumme duer, men dette er en ganske køn en af slagsen, og det er altid sjovt at kunne hakke en ny fugl af i fuglebogen.

Turteldue (5)

13. maj 2022

Tiden flyver – også i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:42
Tags: , , ,

Holddaop – det er otte dage siden jeg har blogget. Det er også otte dage siden jeg har haft tid til at kigge over til andres blogge. Beklager, men min tid har været besat næsten 24/7.
Vi er i England; vi fulgtes herover med Ditte og Peter, som i tre nætter boede hos Charlotte og Tim, men i dag er draget videre mod Cornwall og tilslutter sig os igen, når vi skal hjem.
Nu har vi så tre dage hos mine englændere, inden vi drager et smut til Wales i nogle dage inden retur til familien i de sidste dage inden hjemrejse.
Det er også længe siden. 4½ måned, og selv om adskillelsestiden føles lang, føltes det alligevel som om vi tog afsked for kort tid siden.
Det er godt det er sådan.

P1040131

Vi har naturligvis gået den gode og smukke tur med hunden. Til venstre i billedet herover har C set isfugl et par gange, men så heldige har vi ikke været – endnu, men vi håber stadig. Aubrey tilbød at lege isfugl, men virkningen var der ikke helt …
I et par dage har vi leget turistførere for Ditte og Peter, så der har ikke været så meget nyt for os, men det har været sjovt at lege eksperter i et land, der ikke engang er ens eget. Selv om det dog efterhånden næsten føles som om det er det.

P1040153

Den primære årsag til, at netop dette tidspunkt blev valgt, var de bluebells, jeg efterhånden har skrevet om nogle gange. Den primære årsag til selve rejsen er naturligvis at se mine englængere, men bluebells er her nu. Cirka. De er desværre næsten væk igen – vi skulle have været her for 1½ uge siden, men det kunne ikke lade sig gøre. Mellem en tredjedel og halvdelen af dem er afblomstret, så de blå tæpper var ikke så tætte, som vi har set dem før. Synet var nu smukt alligevel.
I det hele taget er synet af England i maj smukt. Alt er aldeles dejligt lige nu; jeg elsker forårets farver.
Stauderne (og meget andet) er 2-3 uger foran sammenlignet med Danmark, så nogle af Charlottes bede ser helt sommerlige ud.

Vi har nået at spise på pub to gange; en gang til frokost og den anden gang i aftes, så en af de væsentlige ting på “Det skal vi altså nå”-listen er vinget af.
Jeg kunne fortælle meget, men lader være, for kommer jeg først i gang, bliver indlægget alt for langt. Dette var faktisk lige så meget for at sige, at blogstoppet ikke skyldes, at jeg er død – tværtimod er jeg i højeste grad i live og har det så perfekt, som jeg overhovedet kan have det.
Hvor skriveflittig jeg bliver fra Wales vides ikke endnu, men der vil det, selv om det stadig er ferie, så bare være John og mig, så muligheden vil nok i højere grad være der end tilfældet er/har været den sidste lille uges tid.
Livet er godt.

5. maj 2022

Hverken internet eller tv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:09
Tags: , ,

I forgårs midt på dagen røg internetforbindelsen og dermed også tv-signalet. Vi var begge ude og opdagede det først ved 16-tiden. Kl. 17 fejlmeldte vi til Fibia. De kunne se, at vi ikke havde haft netforbindelse siden kl. 12, og de videregav den fluks videre til en tekniker, som ville kontakte os i går inden kl. 12. De gjorde meget ud af at fortælle os, at hvis vi selv havde gravet kablet over, var reparation og reetablering for egen regning. Jajaja – det er da garanteret stadig alt det kloakering, der spøger, for de er i gang med et eller andet voldsomt 4-500 meter fra os.
Ingen tekniker kontaktede os i går, så kl. 12:15 ringede jeg igen til Fibia. Som sædvanlig snart alle steder skal man igennem flere menuer, før man får lov at komme til sagen. Denne gang tog det 1½ minut. Vidste du, at du kan få svar på de mest stillede spørgsmål? Gå på MitFibia.dk og find menuen FAQ..
Det kan jeg jo ikke, så lad være med at fortælle mig det hele tiden …
Jeg fik at vide, at den beregnede ventetid var 1 minut. Fint nok.
Det slanke bredbåndDet minut tog 1½ time.
Jeg kunne vælge at blive ringet op, men nu gik der lidt sport i at se, hvor lange minutter Fibia holder sig.
Der kom en tekniker lidt over 12 i dag, og nu, endelig, har vi netforbindelse igen.
Jeg havde gættet rigtigt: Det var et overgravet kabel lige der, hvor jeg regnede med. Vi var dermed 19 husstande, det var gået ud over, så det bliver en dyr affære for Holbøll. Tre teknikere full time i flere dage!

De skulle skyde nyt fiber ind – det var helt magisk, for lige pludselig kom der et tyndt bånd ud af et hul i boksen i væggen. Det er altså lidt misvisende, at det hedder bredbånd, for det er mindre end en millimeter tykt … og alligevel er der rigeligt med plads til, at alle i en familie kan streame hver sin film.
Dvs … det har vi ikke kunnet, fordi vi i vores uvidenhed placerede modemmet et fjollet sted, så det har svært ved at sende trådløst rundt i hele huset. Extenderen hjælper lidt, men ikke nok. Vi har reelt kun 40-50 Mbps op og ned, selv om vi i princippet burde have 200 – men skal Annas bilman op på det, kræver det en kabelforbindelse.

Det har vi så nu. Ikke til nogen af vores enheder, men til det Mesh-system, som John er på vej til Køge for at hente. Vi fik en god snak med teknikeren om, hvad vi kunne gøre, så ikke køkken-tv’et hele tiden faldt ud. Han kunne kun anbefale, at vi investerede i et Mesh-system, og da vi læste om det, var der ingen tvivl om, at det skulle vi da.
Fagre nye verden.

Fagre VOKSNE verden!
Mit barnebarn har lige købt bil!
Altså! Det er hun slet, slet ikke gammel nok til! Min lille pige! (Der gik lige inflation i udråbstegnene.)
Hun er rent faktisk ikke gammel nok, så officielt er det Charlottes bil, men om otte måneder fylder hun 17, og så må man køre bil i England.
Bilen var et godt tilbud. Tænk, at man kan få en bil, der virker, for 395 pund. Anna har i et stykke tid tjent sine egne penge, og med et lille tilskud fra far og mor blev bilen erhvervet. Hun kører rundt på deres meget store grund, så lidt får hun da ud af det allerede nu.
Bilen har manuelt gear, hvilket ingen af familiens brugsbiler har; kun veteranbilerne, og skal hun lovligt kunne køre disse, skal hun op til køreprøve i en bil med manuelt gear. Man må gerne tage prøven i en bil med automatgear, men så må man kun føre sådanne biler.
I England må man (lige som i Sverige) lære at køre bil af en voksen; man skal derefter bare bestå en teoretisk og en praktisk prøve.
De otte måneder kan kun gå for langsomt, synes Anna naturligvis. Jeg er ikke helt enig … men forstår hende selvfølgelig så udmærket.

13. februar 2022

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , , ,

Annas første bal februar 2022 - 4Annas første bal februar 2022 - 5

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny
sidder den nu som den skal og er næsen i sky.

Anna var til sit første bal i aftes; en begivenhed, hun havde glædet sig voldsomt til – ganske som hendes mor og mormor før hende.
Hendes kjole var ny – en julegave fra Charlotte – og den sad bestemt som den skulle, men jeg tror ikke, at hendes næse var i sky.

Charlotte sendte billeder af hende; ledsaget af ordene “Min lille pige …” fulgt af en emoji med en tåre ned ad kinden.
Nej, hun er ikke en lille pige mere, hun er en ung kvinde.
Det er underligt. Ikke for hende, naturligvis, men for Charlotte og mig.
I år er det 50 år siden jeg blev student. Den store, årlige gallafest var også noget, vi alle så frem til og gjorde meget ud af. Jeg var også 16, da jeg var til mit første af dem i 1969. Alle fra 3. G havde fået undervisning i Les Lanciers, og på balaftenen skulle man vise ‘de små’, hvad man havde lært og hvad de havde at se frem til. Det gik vi meget op i, og vi dansede den flot. Syntes vi selv …
“Les Lanciers er en fransk-britisk selskabsdans som var populær i Europa i midten af 1800-tallet, men som i dag kun danses i Danmark, særligt på gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner i forbindelse med fester, herunder den årlige gallafest.” Det siger Wikipedia, så det er åbenbart stadig en tradition.
Anna dansede meget, men ikke Les Lanciers.

Annas første bal februar 2022 - 7Charlottes første bal - 1992Charlottes andet bal - 1993

Annas første bal februar 2022 - 6Hun havde været hos frisøren for at få sat de lange lokker op til narrestreger, ganske som hendes mor gjorde til sit eget første (og andet) gallabal for … 30 (og 29) år siden.
Jeg havde også langt år, men det hang løst – vi befandt os jo i 1969, så det var ikke højt opsat hår, der fyldte mest i modebilledet blandt purunge piger, men jeg – og langt de fleste andre piger – tog dog lange selskabskjoler på og lod de sædvanlige überlårkorte kjoler blive hjemme den aften. Min far overvejede, trods det, alligevel ikke et øjeblik, at en gallafest kunne være noget, der var værd at ofre et billede på, men det var jo også dengang, hvor en 36-billeders film helst skulle holde et helt år!
Derfor ingen billeder af Ellen til gallafest, men jeg kan afsløre, at jeg så betydelig bedre ud for 50-52 år siden, end jeg gør nu, men jeg var ikke så nydelig som de to næste generationer henholdsvis er og var.

Anna skrev til mig i dag.
Hun havde haft en dejlig aften. Jeg håber hun kommer til at huske sin ungdomstid med lige så megen glæde som Charlotte og jeg gør – at coronapestens isolation og øvrige ubehageligheder når at blive glemt med tiden eller i hvert fald overskygget af kommende gode oplevelser.
C og jeg kom i den forbindelse til at tale om min mor. Anden verdenskrig varede fra hun var 15 til hun var 20 år, så hvor meget glad og ubekymret ungdom fik hun lige? Det har da været meget værre end coronapesten; stakkels hende.

26. oktober 2021

Det er typisk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:12
Tags: , , ,

Dårligt vejr ved Vesterhavet. Det var godt.
Smukt vejr på Sjælland. Det var også godt.
Faktisk er det svært at finde noget at klage over vedrørende mine englænderes længe ventede besøg i Danmark.
Vi tog til Sagnlandet Lejre, fordi de gerne ville se den store kongehal. Vejret var perfekt – ikke kun for os, men ikke mindst for alle de mange, der havde taget varer med til vikingemarkedet, som blev afholdt. Og kongehallen imponerede unge som ældre, ganske som forventet.

Charlotte i KongehallenP1030592

Da Merete fandt ud af, at de, fordi det var så længe siden sidst, og de også gerne ville bo nogle dage i Den Stråtækte, blev her længere end normalt, spurgte hun om vi så ikke skulle prøve at samle hele familien om søndagen. Det kunne godt blive hos hende; samtidig er det geografisk lidt i midten, så man slap for at køre helt ned til os. God ide …

Da vi, via en Doodle, skulle finde en dag til at samle samme familie til en julekomsammen, kunne det først lade sig gøre at samle alle den 23. januar!
Jeg spåede, at nu hvor det var med så kort varsel, kommer de sikkert hele bundtet.
Og ganske rigtigt: Med bare ni dages varsel sagde alle ja tak, de ville meget gerne komme. Alle repræsentanter, i hvert fald … to mænd prioriterede fodbold højere, en skulle på arbejde og en var nødt til at pleje nogle gedigne tømmermænd. Min yngste søster skulle komme direkte fra Sverige og derfor først til aftensmaden, men holdt så længe stille på motorvejen pga. en voldsom ulykke, at de gav op og kørte hjem i stedet for, hvilket reducerede antallet til 18, men alligevel pænt mange.
Typisk, ikke? Man giver langt varsel, og det er svært at finde en dato, hvor alle kan. Med kort varsel kan man derimod godt få samlet tropperne. Det er ikke første gang det er sket.

Halloween hos Merete 2021 (3)

Merete havde købt græskar til alle under 18 år. Det var en rigtig god ide, og alle gik til den med stor entusiasme. Alle, undtagen Aubrey, måtte have lidt hjælp undervejs. Der skete dog et mindre uheld med den ene af græskarmonsterets to tænder, så det til hans ærgrelse endte med kun at have én tand.
Den lille Valdemar gjorde sig vældig umage med at tegne, men det viste sig at være noget af en udfordring at skære ud efter anvisningerne.
Han holdt ellers skarpt øje med, om moderen nu gjorde det ordentligt. Da hun var færdig, spurgte han, hvor skorpionen var henne?
Camilla havde ikke helt gennemskuet, at det var en skorpion, der skulle blive resultatet af de røde streger, så det hoved, der kom ud af det, var lidt skuffende for den lille mand.
Halloween hos Merete 2021 (7)Halloween hos Merete 2021 (5)

P1030604I søndags var det stadig fantastisk vejr, så vi opholdt os på terrassen lige til kl. 17:30. Iført overtøj, selvfølgelig, men ingen af os nænnede at gå ind, før der skulle rigges til til aftensmaden, som bestod af hjemmelavede flæskestegsburgere. Udover en stor flæskesteg i den elektriske ovn, havde Meretes kæreste haft en anden steg på Webergrillen i 12 timer, fordi han havde lyst til at lave pulled pork til os. Det skulle han bestemt ikke høre noget for – han havde også lavet coleslaw til mindst 50 personer. Der var rødkål, icebergsalat, hjemmelavet agurkesalat og diverse dressinger/marinader i rigelige mængder, så alle kunne lave lige præcis deres egen yndlingsburger.
Merete og jeg fik denne glimrende ide med burgere, fordi jeg ikke kunne lide, at hun skulle have alt for meget arbejde bare fordi hun var så sød at at lægge hus til. Sådan en hjemmegjort burger kan alle lide, og kokkereringsarbejdet er til at overse.
Især når kæresten laver det meste, men det var nu ikke Meretes og min plan … han er bare en smaddersød fyr.

Nu er englænderne taget afsted. John er ved at være hjemme fra at have kørt dem i lufthavnen. Som altid er her pludselig meget stille, men det har været skønt at være sammen med dem i hele 11 dage. Vi ses igen allerede til jul, så alt det forsømte er godt i gang med at blive indhentet.

21. oktober 2021

Bliv nu ikke alt for våde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , , ,

Tirsdag aften tog vinden lidt til, hvorfor vi havde forventninger til, at onsdagens bølgehøjde var blevet lidt mere interessant end dagen før 
De blev dog ikke helt indfriet, og da det oveni øsregnede det meste af formiddagen, besluttede vi at køre til Thorsminde, dels i håbet om mindre regn der, dels fordi John ikke kan forcere de meget høje klitter, der skal bestiges inden vi kan komme ned på vores egen strand. Han gjorde det i søndags og har fortrudt det lige siden! Det gik lidt for hårdt ud over knæene.

Thorsminde var okay. John og jeg har et par gange været der, hvor bølgerne gik et stykke op over den røde og den grønne markør til havneindsejlingen.
Det gjorde bølgerne bestemt ikke i forgårs, men for englænderne var det fint – de syntes det var spændende nok at kigge på, og vi formåede da også alle at få skumsprøjt på os. Det et tegn på succes og på en god tur, at man ikke kommer helt tør hjem.
Da vi kom tilbage til sommerhuset, var det holdt op med at regne, så englænderne gik en tur ned til stranden. Mit “hej-hej” blev afsluttet med et “bliv nu ikke alt for våde”. Noget skal man jo sige …
Jeg havde egentlig regnet med, at det vanen tro var Aubrey, der ville komme drivvåd hjem, men han er blevet for hurtig til bens og nåede hver gang ind i tide. Charlotte blev, også vanen tro, hele tiden på sikker grund, så denne gang var det Anna og Tim, der blev våde hele vejen op ad benene.
Gummistøvler kan være vældig gode, hvis der skal holdes vand ude, men de er lige så gode til at holde vandet inde …

Der kom da, ud over våde støvler, sokker, bukser og jakker, et par gode grin ud af det. Måske især fra moderens og sønnens side.

I dag, torsdag, blæser det så meget, at vores sommerhus føles som om det ryster lidt en gang imellem. Det runger og hujer og piber omkring hjørnerne og ind mod de store panoramavinduer, og hvis ikke vi havde forsikret børnene om, at dette hus har holdt til mange storme langt værre end denne, havde de følt sig ret utrygge, men nu hygger de sig bare med det og synes det er vildt spændende. Det blæser kun omkring 16-17 m/s, hvilket ingen vestjyde vel ville kalde andet end en mild brise, men vi synes, at det blæser pænt meget.
Vi tog til Thorsminde igen i formiddags – bare så de kunne fornemme forskellen på disse to dage.
Nede ved stranden var det selvfølgelig også en del mere spændende i dag, og de glæder sig til at komme derned igen kl. 17, hvor bølgerne når deres maximum ifølge en interessant side windfinder.com, som John fandt i formiddags. De bliver endnu højere inden de tager af, men det er i nat, så det kan vi ikke se.

Og hvis indlægget ser underligt ud, er det fordi mit sædvanlige kladdeværktøj drillede, så jeg måtte bruge WP’s eget af slagsen, som jeg ikke bryder mig om!

18. oktober 2021

De kom flyvende med..

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , ,

Det Høje Hus

De kom flyvende, ikke med storken, men med et BA-fly fra England. Et fly, de var kommet for sent til, hvis det ikke havde været for den gamle mommer Ellen her. Charlotte og jeg talte kort sammen fredag om de sidste ting, inden de skulle flyve lørdag formiddag. Hun sagde, at vi lige kunne tales ved igen lørdag morgen, for de kørte først ved halvotte-otte-tiden.
– Hvad?? Skulle I ikke flyve kl. 10?
– Jojo …?
– Men så skal I da også være i lufthavnen kl. otte og skal dermed hjemmefra kl. seks, så du har overhovedet ikke tid til at tale med mig i morgen!
Der blev helt stille i nogle sekunder.
– Holddaop, mor. Det er for længe siden vi har været ude at flyve. Jeg havde bare i hovedet, at vi skal afsted hjemmefra to timer før. Det var søreme godt, vi lige fik talt sammen.
– Det er også rigtigt – når du skal hente os, men så sandelig da ikke, når I selv skal ud at flyve …

De nåede fint flyet, men C blev godt nok noget svedt ved tanken om det kedelige resultat, hvis ikke vi lige havde talt sammen om fredagen.

Anna ved Vesterhavet 2021

Bortset fra det, gik alt planmæssigt.
I København viste Charlotte sit engelske pas (fordi hendes covid-vaccination er elektronisk knyttet til det), så paskontroldamen spurgte hvorfor de var rejst til Danmark. Charlotte svarede på dansk:
– Vi er her for at besøge mine forældre … jeg er dansker, som du nok kan høre, men jeg bor i England.
– Jamen, har du så ikke også et dansk pas?
Det har hun, så det blev hevet op af tasken og vist.
– Det bør du altid vise, når du ankommer til Danmark; så bliver du ikke spurgt om noget, og vi skal ikke stemple i dit pas. Rejs på dit danske pas til Danmark og rundt i Europa, og brug først dit engelske, når du skal ind i England igen. Så slipper I alle nemmest igennem alt – også selv om din familie har engelske pas.
Flink dame.

Aubie fotograferer hajæg

Efter bagageudlevering satte fire sig i Johns bil og Charlotte og jeg i min bil. Begge biler var nu fyldt til bristepunktet, for seks kufferter og diverse livsnødvendigheder til en uges sommerhusferie ved Vesterhavet fylder en del (alene seks par gummistøvler!), men det gik, og nu tilbringer vi tiden i det højtbeliggende hus på øverste billede. Et spændende hus, som dog er en smule slidt efter en lang udlejningssæson, men englænderne elsker det heldigvis, og at vi kun har 150 meter til vandet, gør det ikke mindre godt.
Bølgerne er høje og humøret ligeså. Det er tre år siden, de sidst har været med os ved vestkysten, så det var i høj grad savnet.
Normalt tager de direkte hjem igen fra Jylland, men fordi det er så længe siden de har været i Danmark, tager de med til Den Stråtækte for at blive der i nogle ekstra dage. Herligt …

Aubrey har valgt Photo som et af tilvalgsfagene i år, så han går rundt og finder på kreative ideer til billeder. Herover lægger han an til at fotografere et rokkeæg (eller hajæg? Det er ret sort), som han har fundet ved vandet og lagt på sandbanken, som ligger som en lang, to meter høj ‘klint’ langs kysten. Ægget skal så være i fokus, med Vesterhavet som en lidt udflydende baggrund.
Den dreng elsker simpelthen at gå i skole. Der er nu uendelig langt til den skoletrætte, bange og kuede Aubie, som den forfærdelige underskole-lærerinde skabte. Heldigvis er han kommet sig helt over hende, og selvtilliden er i top. Han spiller wordgames, han læser virkelig meget og han skriver helt frivilligt på lange opgaver, som han finder det spændende at arbejde med.
Jeg har to skønne børnebørn, som trives fantastisk godt i en fantastisk god skole.
Hvad er dog det???Hvad er dog det???

Jeg synes de to unger ved meget mere end jeg vidste da jeg var i deres alder, men de underlige tingester herover kunne de ikke hjælpe mig med.
De var geleagtige og dem vi fandt (der var en del), var alle ‘monteret’ rundt om en temmelig død mågefjer.
Google Lens kunne ikke hjælpe mig.
Kan I? Hvad er det? Det er da ikke bare en slags tang, er det?

9. september 2021

Ferie slut! Vi arbejder igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , , , ,

Hjemme P1030408igen. Vi skal have huset fuldt på lørdag; to kommer allerede i morgen, og tre bliver til søndag, så der bliver løbet lidt i dag for at være parat til afslapning fra i morgen eftermiddag, men nu er det meste okay, og vi kan slappe af resten af dagen.
Rejsen hjem gik aldeles smertefrit; vi skulle vise coronapas i begge lufthavne, men det var alt. John var ved at gå lidt i panik, fordi han ikke kunne indlæse sit i Kastrup. Han prøvede nærmest alt, indtil jeg spurgte om han stadig havde telefonen i flytilstand. Det havde han selvfølgelig …

Skiltet til højre så vi, da vi gik rundt i Hidcote Gardens. Umiddelbart syntes jeg det var meget sødt, men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk ikke er særlig godt, at det åbenbart er nødvendigt at sætte et sådant skilt op! Opfører folk sig virkelig så ubehageligt? I Heathrow lufthavn, da vi skulle igennem den megalange pas- og testkontrolkø, var der også med korte mellemrum sat skilte op med, at man ikke måtte overfalde personalet! Jamen altså …

Det var selvfølgelig skønt at være der i otte dage, selv om det føltes som otte timer.
I løbet af den tid lærte jeg, at jeg vist alligevel godt kan lide hunde. Nogle hunde. I hvert fald én bestemt hund. Jeg kan stadig ikke lide store hunde, som fælder og ikke mindst savler. Jeg hader hundesavl. Jeg er ikke bange for store hunde; bryder mig bare ikke om dem, men den lille cavapoo, de havde erhvervet sig, var godt nok nuser. Livlig, klog (selvfølgelig …), meget aktiv og meget tillidsfuld. De har i hvert fald ikke købt den for at få en vagthund!
De drillede mig lidt og sagde, at nu varer det nok ikke længe, før John og jeg har en hund mage til, men det sker ikke. Dertil er vi for meget væk hjemmefra. Måske en dag, når vi ikke er så mobile mere. Måske, sagde jeg. Den bro krydser vi, når vi når til den.

P1030338AubreyAnna og Pebbles

Herover tre krølhårede og en glathåret. Hunden skal snart klippes lidt omkring øjnene, og Aubrey er allerede blevet klippet, for så langhåret må han ikke være i skolen. Det passer ham dårligt – han har det lige så slemt som Samson, når krøllerne ryger, så han kan godt være lidt mut op til det sker, og det er aldeles lige meget hvor meget vi påstår, at han også er en nydelig ung mand, når han har kortere hår. Heldigvis er han for det meste af tiden en glad fyr med nemt til latter.

P1030442

New Forest, som vi kørte til i tirsdags, er ikke kun skov; det er også store hedearealer, hvor lyngen netop er begyndt at blomstre. Om en uge vil det hele være ét stort, smukt lilla tæppe, men vi var her desværre lige tidligt nok til at opleve det. Der går flere tusinde heste og flere tusinde køer frit på det store areal, plus en hel del æsler og svin, hvilket gør det til et spændende område at køre igennem. Tit må vi holde tilbage, fordi heste eller æsler bruger vejen og ikke har tænkt sig at flytte sig, bare fordi der kommer en bil.

3. september 2021

Det er lidt underligt med den der tid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:13
Tags: , ,

I lang, lang tid har jeg savnet at kunne komme til England. Det er 18 måneder siden vi sidst var herovre.
I lang, lang tid har jeg bare savnet mine englændere. Det er 13 måneder siden jeg sidst har set dem.
I godt tre uger har jeg glædet mig til endelig at skulle se dem igen.
Nu er jeg her, og det føles som om det bare er en måned siden sidst jeg var her. Ikke noget langt gap, ikke noget andet end, at det hele bare er som det skal være. Charlotte har det på samme måde, og vi synes begge det er et underligt fænomen. Anna og Aubrey har udviklet sig, selvfølgelig har de det, men os over 40 var der ikke sket så meget med. Heldigvis.

P1030336P1030340

På familiefronten er der således intet som helst at klage over, men holdnuop, hvor bliver det godt, når coronapesten også er forsvundet officielt fra de højere luftlag. Mundbind på fra ankomst i lufthavn til vi gik ned til parkeringskælderen i Heathrow – det var ikke rart.
I flyveren sad vi lige så tæt, som man nu engang altid gør i mindre fly, og hvad sagde de i velkomsttalen? “Husk at holde afstand!” Jeg kikkede på min ukendte nabo til højre og sagde “Ja, jeg beklager meget, men jeg er nødt til at sidde her tæt på dig” – og så grinede vi begge to lidt ad den tåbelige bemærkning.
Det tog en krig at komme gennem paskontrollen i London Heathrow, selv om de kun tog stikprøver af, om de indflyvende havde de fornødne papirer og udførte og bestilte test i orden. Da vi havde brugt 10000 skridt på at trave igennem den kilometerlange kø, blev vi sendt til e-pasboksene, som er selvbetjening, og hvor vores pas og vores ansigter blev skannet. Det tog 20 sekunder og det var det. Ud med os. Ingen anden kontrol af nogen art, men der var gået det meste af en time med at nå igennem, så Charlotte nåede at få sig en ekstra kopkaf, inden vi kunne hanke op i vores kufferter, som nogle flinke folk havde taget af bagagebåndet for os, fordi paskontrollen tog så lang tid.

Anna blev meget glad for sin Two Harbours poncho og Aubrey, som ikke vidste, at jeg også havde strikket noget til ham, flyttede omgående ind i både bluse og hue. Anna fik endvidere Balloncardigan fra Petite Knit, som heldigvis også var et hit.
Aubrey er nu overbevist om, at han har en synsk mormor, fordi jeg havde købt et liggeunderlag til ham uden i forvejen at have fået at vide, at han netop mangler et godt et af slagsen.

P1030342P1030369

Det er ikke en hat til Anna, men et lille tæppe til Pebbles (de fik hund i juni), som jeg havde hæklet, men som den først får, når den er færdig med mælketænderne, for der skal bides i alt endnu.
Samme lille hund var årsag til, at vi gik en dejlig tur i formiddags. Det er herligt at have så smukke steder lige ved siden af, hvor man bor.
Nu mangler vi bare, at vejret bliver godt, men det skulle blive bedre om et par dage.

P1030354P1030360

Der er masser at skrive, men jeg har ikke haft tid for mig selv før nu.
Englænderne er nemlig gået i seng, for i morgen er det første skoledag for børnene, så de skal op allerede 05:45, de stakler. Den første dag efter en ferie nænner forældrene ikke, at de skal tage skolebussen, så de bliver kørt i skole, hvorved de sparer hele 20 minutter. Det er lang tid, når vi taler meget tidlig morgen! Og så er det jo en del hyggeligere med privat transport …
John og jeg vil blive i vores seng og ligge og gasse os længe, for Tim og Charlotte vil først være hjemme igen ved nitiden.
Det er et rent luksusliv, vi fører herovre.

21. juni 2021

De er skøre, de briter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 9:59
Tags: , , ,

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

15. april 2021

Her blev jeg så glad, at det trak tårer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:43
Tags: ,

Advarsel: Dette indlæg vil i mistænkelig høj grad virke som det rene praleri.
Det er det også …
I går skrev jeg om tre ting, der gjorde mig glad.
I aftes indløb der som en fjerde ting en mail, der gjorde mig mere glad end de andre tre tilsammen. Faktisk så glad, at jeg blev lidt våd i øjenkrogene, men den var også fra Anna.
Det var et svar til mig på et pjattet billede, jeg havde hugget fra FB og sendt til hende med ordene: I bet you didn’t know this about your old mormor – and it’s all true … apart from the fat joints!
(Bell bottoms er trompetbukser. Det vidste jeg ikke, og så går jeg frækt ud fra, at det ved I heller ikke.)

Hi mormor
Oddly I can imagine all of that, however I struggle with the going to bed at four in the morning! I’ve always known you were a cool mormor.
In England we have this book, it’s called: ‘Gangsta Granny’. It’s by David Williams, and it is about a boy and his grandma. This boy is forced to go to his grandma’s house, he really doesn’t want to because he thinks she is really boring. But when he’s there he discovers a chest full of jewels, it turns out that his granny has robbed many famous people and stolen many valuable jewels, together they then go and steel the English Crown Jewels; and I’m not sure why but that book (and now film) always reminds me of you, you are always funny and you have all sorts of hidden talents and tricks up your sleeve.
I really miss you and morfar, and I really, really hope to see you soon. Your email made my day! I love you both so much and I can’t wait to see you again.
Lots and lots of hugs, kisses and love, Anna

Er hun da ikke bare supersød og dejlig? Jeg har ikke spor imod at minde hende om denne storkriminelle bedstemor!
Og så måtte jeg da lige fortælle, at jeg godt kunne gå på arbejde efter kun ganske få timers søvn … det skete ikke tit, men det skete – lige som vel for de fleste af os i vores grønne ungdom. Og at jeg selvfølgelig var træt, men det gik alt sammen alligevel.
Hun sagde engang you’re the most technical granny, I’ve ever heard of. My English granny doesn’t even know how to email!
Det skal der jo så ikke specielt meget til at overgå, men Annas ‘imponerethed’ skyldes bl.a. at hun morer sig, når Charlotte løber lidt sur i informationsteknologien og spørger sin mor om filstrukturer, billedbehandling eller hvordan man nemmest/bedst sikrer sine billeder mod at forsvinde, og om jeg ikke lige kan sætte hendes nye printer op, fordi hun ikke kan få skidtet til at fungere. Aubrey bliver en smule flov over sin mors håbløse uvidenhed – men kan ikke lade være med at grine alligevel … Anna storgriner bare, og jeg labber det hele i mig.
Jeg er absolut ikke nogen it-haj, hvilket jeg ved flere lejligheder har været inde på her på bloggen, men i Annas øjne er jeg, og den tro vil jeg da på ingen måde tage fra hende …

14. januar 2021

Bare en lille fødselsdagskavalkade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,
2007 - næsten 2 år 2008 - næsten 2 og næsten 3 år
Maj 2010 - 3 og 4 år November 2010 - næsten 4 og næsten 5
1. skoledag 2011 - bare 4½ år 2012 - 5 og 6 år
marts 2012 - 5 og 6 år 2013 - 7 og 6 år
2013 - 6 og 5 år Hiccup and Astrid - 2016 - 9 og 10 år
Sommer 2018 - 12 og 13 år December 2020 -  næsten 14 og næsten 15 år

Det er næsten synd for jer, at I skal belemres med denne billedkavalkade, men jeg fik lyst til at lave den i dagens anledning.
Det er min blog, og jeg bestemmer … der er naturligvis en årsag til kavalkaden:
I dag bliver mit yngste barnebarn 14 år. For præcis en uge siden blev mit ældste barnebarn 15 år.
Jeg tror samtlige verdens bedsteforældre spørger sig selv ved sådan en lejlighed, hvor de år dog blev af.
Jeg har LIGE været i England for at se Anna for første gang, og kun få uger senere var jeg derovre for at se lille Aubrey.
En god måneds tid efter – allerede på fjerde billede – begyndte Anna at gå i skole, Aubrey fulgte efter på billede fem og de følgende billeder er der også kun få måneder imellem. Føles det som …
Hvis man muser hen over billederne, kan man se årstal og børnenes alder. (Der er en regnefejl på et af dem.)
I mit hoved er der kun gået meget kort tid fra første til sidste billede – det er kun ude i Den Store Verden, der er sket mangt og meget. Selv det år, der blev revet ud af min kalender pga. min kræftbehandling, føles nu som om det kun varede et kort øjeblik – omend jeg godt kan huske, at jeg dengang syntes det år varede en evighed. Tid er en særdeles relativ størrelse, men det beviste Einstein jo allerede for 116 år siden.
Sidste sommer var første år, Anna og Aubrey bad om at få hver deres værelse, da de var her på ferie. Vi har tre gæsteværelser, så det kunne fint lade sig gøre – hvis ikke, havde de nok heller ikke bedt om det … men nu var de glade for den natlige ensomhed:
Aubrey han snorker altså bare meget!
Anna larmer, fordi hun absolut skal børste sit hår midt om natten, selv om hun bare har været på toilettet!
Med andre ord: Nu er de store. Teenagere, men endnu ikke voksne, selv om Aubrey efter skolestart september 2020, hvor han pludselig helt selv kunne finde ud af at lave lektier uden som vanligt nærmest at skulle have svunget pisken, med et grin hævdede, at that’s because I’m grown up now.
Anna passer sin skole og spiller flygel og guitar i fritiden (og i skolen også, i øvrigt); Aubrey passer sin skole, cykler meget i fritiden – og har fået (meget) dyb stemme og overskæg.
Hvor pokker blev de 14-15 år af???
Det ville være selvbedrag at påstå, at det kun er på de to unge mennesker, at man kan se, at årene er gået. Det ville jeg ellers gerne kunne bilde mig selv ind, men sådan er det desværre ikke. Jeg kan kun alt for tydeligt se, at både forældrene, John og jeg er blevet 15 år ældre siden Annas ankomst.

13. december 2020

Vi er værre ramt end England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , , , ,

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

C 44 aarMor 44 aar

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!

11. december 2020

Minderne har man da lov at ha’ …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:43
Tags: , , , ,

I morgen bliver min datter 44 år. Jeg syntes jeg var betænkelig tæt på halvgammel, da jeg selv var 44 år, men sjovt nok synes jeg ikke, at min datter er det. Hun er stadig en relativt ung kvinde i sin bedste alder. Men okay … hvis jeg skal se tilbage, så var det bedste tiår i mit liv da jeg var mellem 35 og 45 – af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
Det er pudsigt, som alder er et relativt begreb. Tim er 47. Da det som teenager gik op for mig, at jeg ville være 47, når vi trådte ind i det nye årtusind, tænkte jeg, at puha, det er en vildt høj alder, og ville jeg mon overhovedet komme til at opleve det?
Det gjorde jeg som bekendt – foreløbig er det 20 år siden, jeg ‘overlevede’ Y2K (Year 2 Kilo), som det hed på arbejdet, og hvor der blev sat mange og dyre ressourcer ind på at tjekke elektronikfunktionaliteten. ALT blev valideret, selv ting, som ikke indeholdt en chip, og jeg griner endnu over det, som jeg også gjorde dengang. Jeg stod allerbagerst i køen til at deltage i det pjat, som jeg anså det for at være, og håbede inderligt, at min chef ikke ville melde mig ind til projektet, for selvfølgelig ville tingene virke, også efter nytårsaften 1999/2000. Når et eller andet var valideret og fundet okay, blev der sat en mærkat på med Y2K, så ingen skulle være i tvivl om, at her var alt i orden.
De fandt ikke så meget som en lillebitte dims, der ville gå i sort nytårsaften, men det havde kostet firmaet (ganske som for mange andre firmaer) penge at konstatere det. Man sagde better safe than sorry, og det kan der selvfølgelig være noget om … men jeg hørte nu heller aldrig om andre, der havde fundet noget, som ikke virkede, selv om journalisterne kørte ud i store dommedagsoverskrifter, at ens kaffemaskine eller hårtørrer risikerede at eksplodere kl. 12 nytårsaften. Det må siges at være årtusindets practical joke, en eller anden havde fundet på. Sådan ser jeg på det, og jeg er ikke bagklog, for jeg hævdede det allerede inden man satte det hele i værk. Det virkede simpelthen ikke logisk, at det skulle kunne ske.

Tilbageblik … nostalgi … et anstrøg af rørstrømskhed … de samme tanker må Tim have haft i går, da han sendte mig både nye og ældre billeder af hus, have, kone og børn. Jeg tror, at han er klar over, hvordan jeg har det med ikke at kunne komme til at se dem derovre, hvilket han ikke skal høre noget for, og jeg sad da også bare og nød billederne – og har valgt kun at sætte nogle i fra i år.

The Malt House 2020A room with a view

Herover det for nogle af læserne så velkendte, og, for mit vedkommende meget savnede, hus med de smukke sash windows, der også er bay windows. Jeg har lært en del om engelsk arkitektur og fagudtryk i min tid som mor og svigermor til et par, som har ejet/ejer et hus, der kan dateres tilbage til hhv. 1310 og 1410.

Dinnerplate 2Dinnerplate 1

Charlottes første dinner plate dahlias. De er virkelig store – hun måtte bare eje sådan en, da hun så, hvor stor min blev.
Det bliver Aubrey også. Altså stor … da vi var derovre i marts, var han netop vokset Anna (på 158 cm) over hovedet, og da de var her i august, var han lidt højere end mig, dvs. omkring 170 cm. Nu nærmer han sig med hastige skridt 180 cm, hvis ikke han allerede er der – det er helt vildt, som han er vokset i år; jeg troede ikke, man kunne vokse så meget på så kort tid.
(Og her kan selv moar se, at C ikke er 20 år længere … hun har jo fået rynker!)

28. november 2020

Vi bruger vores forstand og holder afstand med anstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:47
Tags: , , , ,

Det sidste ord i overskriften brugte min far en del; han kunne som regel ikke nøjes med at sige noget med at fryse, forde det næsten altid var tæt forbundet med anstand: Vi fryser med anstand.
Ordet betyder værdighed, og den gælder det om at holde på i videst muligt omfang.
En forstand har ikke noget med skovbrug at gøre, lige som tilstand ikke er en and fra Tilst.
I går ankom pakken til mine englænderes husstand, og den blev genstand for en del opmærksomhed.
De blev glade for den bistand jeg kunne yde til juleglædens fremme – ingen havde lyst til at yde modstand – ejheller opstod der opstand …

Nå. Jeg må hellere stoppe, inden I går helt i standby over min standstandhaftighed (sorry) …
November 2020 - 2November 2020 - 1

Pakken er som sagt modtaget, og familien åbnede den sammen, for jeg havde antydet, at der ville være lidt mere end hyldebuskene til Charlotte i den.
Jeg elsker at give dem gaver, og når glæden er så uskrømtet som her, er det det hele værd, at det skal koste så meget at sende til England … tre pakker af denne størrelse, og det kan betale sig for mig at købe en flybillet og selv fragte tingene derover.
Men det kan jeg som bekendt ikke her under coronapesten.
”Desværre filmede vi ikke da vi åbnede kassen; du skulle have hørt børnene! Hattene var til stor lykke: Aj, der er guitarer på min hat! Aj, der er cykler på Aubreys! Og så nåede de ned til chokoladekalenderne; de største de nogensinde har set – også stor lykke! Og tællelyset var også lykken; så de er alligevel stadig spændt på jul. Tusind tak for vores lækre chokoladekalendere og alle de forskellige godter!

Jeg vil kalde ‘hattene’ for huer, og ‘tællelyset’ er naturligvis et kalenderlys. Det er et par af de lidt pudsige eksempler på, at Charlottes danske, som, efter over 20 års ophold i England, er begyndt at ruste en smule. Hun må sommetider lede efter ordene, og da det ikke er hver gang hun finder det rigtige, må hun digte lidt, hvilket godt kan give anledning til et (ikke altid helt) skjult smil hos moderen en gang imellem … hun kan næsten altid se på mig, hvis hun har fået sagt noget forkert – og så vil hun rettes, for det irriterer hende, når hun har glemt et eller andet ord eller fx anvender et forkert forholdsord.
Vores have- og fuglesprog sammen er dog ofte engelsk, selv om hun gerne vil lære de danske ord for tingene. Det skyldes, at da hun emigrerede, var sådan noget som haver og fugle så langt fra hendes interesseområde som tænkes kan, og hun kendte stort set ingen navne på nogen af delene, så de nåede aldrig ind i hendes danske ordforråd. Vi kan blive nødt til at kommunikere via latin, når vi skal udveksle erfaringer med buske, stauder og træer, men det lærer vi begge af.

20. november 2020

Det er svært at være i dårligt humør i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , ,

Det er det mest fantastiske vejr i dag: Næsten vindstille og med en høj, klar, dybblå himmel … men koldt.
Kulde og skønhed hænger som regel sammen på denne årstid, og nu skal dahliaerne op; de er nemlig ikke længere skønne, fordi det var frostvejr i nat.
Mit humør er også himmelhøjt, for englænderne har fået deres testpakke, der, som vist tidligere nævnt, bestod af min specielle teblanding og hyggesokker til børnene. Hyggesocks er ungernes egen betegnelse for de fleecesokker, jeg køber tre-fire par af til dem hver hvert år. De bliver slidt op relativt hurtigt, for de flytter simpelthen ind i dem, når de får nye. De kommer af, når de skal i skoleuniformen, men det er så også det. Al indendørs tid foregår i hyggesocks – for Aubreys vedkommende sover han oven i købet med dem på.
Anna sendte den sødeste hilsen til mig som tak for både the hyggesocks and the wonderful, hyggelige smell of mormor-tea that filled the kitchen when I came home from school. Hun er næsten 15 år, men i forholdet til mormoderen er der ikke meget teenager over hende, bare et kærligt og dejligt barnebarn. Samme barns moder har dog spurgt mig om man gerne må slå sin teenagedatter ihjel, hvortil jeg kun kunne svare, at der havde jeg også været engang, men jeg valgte at lade være – af flere årsager, og som jeg sagde til Charlotte, at hvis hun gør det, fratager hun sig selv enhver chance for at blive mormor, hvilket jeg på ingen måde kan anbefale. Der er selvfølgelig ikke garanti for, at C bliver mormor, men uden en datter er der garanti for, at hun ikke bliver det … og det går jo også nok alt sammen, men Anna lider af den samme voldsomme PMS som hendes mor gjorde som ung, og først nu forstår Charlotte til fulde, hvor rædsom hun må have været i et par dage (om måneden, forstås …), inden hun efter et par mor-datter-samtaler nødtvungent måtte indse, at det nok ikke var resten af verden, der bestod af idioter.

Roer? Nej, dahliaknoldeRoe? Nej, dahliaknold

Tilbage til dahliaoptagningen … nogle af knoldene har prioriteret at producere KÆMPEknolde frem for mange blomster. Visse af dem er nærmest blevet store som roer, men det er jo ikke det, der er meningen – de skal give mange blomster, skal de, men hvad søren kan jeg gøre for at ændre på det forhold? Jeg er gået bort fra at tro, at jorden ikke er god nok – det tror jeg den er, måske oven i købet lidt for god, for stort set alle knolde havde trivedes mere end godt og formeret sig voldsomt i løbet af sommeren.
Nu er de alle pakket i kasser. Vores søde postdame sprurgte en dag, om vi skulle bytte knolde, for hun ville frygtelig gerne have et eksemplar af den flotte, bordeaux pompon, jeg har. Det var da i orden, og nu har jeg taget fra til hende. Jeg er spændt på hvad jeg får i stedet for. Jeg sagde, at hun kunne bestemme – hun kunne jo se, hvad jeg havde, så bare det ikke blev en af dem – og helst heller ikke gule, tak.

P1050336

Dahliaglorien er pudset, og humøret er lige så højt som himlen er i dag.

27. oktober 2020

Kan en guitar være blå?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:26
Tags: , ,

Aubrey og Anna har hver deres interesser, hvilket vel ikke er specielt overraskende. De er meget tæt knyttet sammen som søskende, fordi der er kun er et år mellem dem, men siamesiske tvillinger er de bestemt ikke. Nogle gange hænger de sammen som ærtehalm og andre gange kan man frygte, at de er tæt på at slå hinanden ihjel.
Da de var her i august, sov de for første gang ikke i samme værelse, så det er godt, at vi har tre gæsteværelser. Havde vi kun haft to, havde de velsagtens overlevet alligevel, men nu var de glade for at slippe for hhv. den enes snorken og den andens slubren, når der skulle drikkes vand …
Jeg tror ikke, at nogen af delene er særlig slemme, men da de begge er teenagere, bliver problemerne måske forstørret en anelse.
Deres primære fritidsinteresser er ret forskellige: Anna spiller så meget guitar, at det havde kostet hende en omgang seneskedehindebetændelse, da hun var her. Hun havde spillet i alt for mange timer under nedlukningen i foråret.
imageAubrey cykler. Han havde også cyklet rigtig meget, men det havde kun sat ham i en endnu bedre form, end han var i i forvejen. Han cykler og cykler og cykler – hans personlige rekord er 66 miles (godt 100 km), men da sov han også godt om natten. Han har én ven, han oftest cykler sammen med, men de er en gruppe på seks, der synes det er sjovt at cykle sammen og/eller konkurrere mod hinanden.

Da jeg i morges surfede lidt rundt på Pinterest, fangede denne hue mit blik.
Den skal Aubie da have! Det er oplagt, så jeg bestilte fluks opskriften – hovedsagelig for at få cykelmønstret, for resten af huen er ret basal at strikke – og i øvrigt strikker jeg den med ribbort.

Så kom det evigt tilbagevendende problem, når jeg falder over det helt perfekte til den ene: Hvad skal jeg finde på til den anden, som er nogenlunde parallelt? For forskel må der ikke gøres – på ingen måde – de er ved at være store, men så store er de ikke endnu. Tror jeg … og får den ene noget, skal den anden også have.
Det tog dog ikke mange sekunder, ikke engang på en tidlig morgenstund, at komme på ideen, at det må kunne lade sig gøre at finde en guitarhue.

imageimage

Det kunne det også. Lade sig gøre, altså. Jeg fandt nogle stykker og downloadede fire af dem, men valget ender nok med at stå mellem disse to. Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig … bliver det den blå, bliver det uden øreklapperne, men med ribbort, og bliver det den brune, bliver den i blå farver og uden det spraglede i toppen.
Uh, det er svært, og jeg kan selvfølgelig ikke spørge hvilken en hun foretrækker.
Nu strikker jeg lige Aubies cykler først, så kan det være, jeg undervejs får en åbenbaring mht. Anna.

Jeg må have fået coronakuller – jeg er gået helt amok i chokoladejulekalendere og har bestilt fire af luksusslagsen fra Summerbird. To med ét stykke chokolade bag hver låge til børnene og to med to stykker bag hver låge (en til Charlotte og Tim og en til John og mig).
Det blev dermed lige en anelse dyrere end to af de billige fra Brugsen, som jeg normalt køber og sender over til børnene, men hvad pokker – hvis vi ikke kan komme derover til jul, sparer vi en masse penge på englandstransport, så jeg kan tillade mig at få udgifterne til at slå til på anden vis.

20. oktober 2020

Sort humør og sort sol

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:05
Tags: , ,

Uddrag af samtale med Warminster School fredag d. 16. oktober:
– Vi er meget kede af at være nødt til at give jer denne meddelelse, for vi ved, at det kan ødelægge jeres efterårsferie, men vi er nødt til at bede Anna om at gå i 14 dages selvisolation, da hun har siddet mindre end to meter fra en holdkammerat i 1½ time, og denne holdkammerat er nu testet corona-positiv.
– Jamen Anna sad med siden til hele tiden, og der var både en gang og en anden elev mellem hende og Anna.
– Det er rigtigt, men vi har vores regler, og derfor holder vi fast i, at Anna skal gå i selvisolation for en sikkerheds skyld.

Det kom der en meget ulykkelig Anna ud af. Først røg turen til Danmark, og få dage efter røg også turen til Cornwall, som var ment som kompensation.
Isolationsperioden gjaldt dog fra tirsdag d. 13. oktober og dermed ‘kun’ til tirsdag d. 27., så de ombookede cornwallturen til den dato i stedet for (de har 14 dages efterårsferie).
Men hun var stadig meget ked af det, det lille pus.
– Jamen mor, så kan vi jo overHOVEDET ingenting foretage os!
– Jo, vi kan. Vi kan ganske vist ikke gå på restaurant eller cafe eller andre steder, hvor der er andre mennesker, men vi kan fx gøre det, at vi pakker en picnickurv og kører et eller andet sted hen, hvor der ikke er andre i nærheden. Det kan godt være, at du i princippet ikke engang må gøre dette, men kører vi midt ud på Salisbury Plain, så kan du altså på ingen måde give en eventuel smitte videre, så det gør vi. Punktum.
Punktum. Mor har talt, og sådan bliver det. Det kender vi godt, ikke sandt?

Altså kørte de i lørdags ud på Salisbury Plain og hyggede sig med deres picnic. Da de var på vej hjemover, dukkede der et syn op, som betog dem alle.
Anna fik hurtigt sin mobiltelefon frem, og hun fik det fantastiske syn på den video, som jeg har indsat herunder.
Jeg under bare SÅ meget Anna, at det lige præcis var hende, der fik indfanget den flotte opvisning. Vi har set sort sol i Sønderjylland 3-4 gange, men vi har, så vidt jeg husker, aldrig set så flotte formationer, som mine englændere så her midt ude på Salisbury Plain. Uden rørskove, men selvfølgelig med buskadser, som stærene i stedet for kan slå sig ned i for natten.
Sådan noget hedder murmuration på engelsk, og både Tim, Charlotte og Anna selv lagde det på hver deres instagramprofiler, men jeg ville altså også lige prale med det her på bloggen.
Nyd synet!

7. august 2020

Vi har næsten nået det hele …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:58
Tags: , , , ,

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

En pudseløjerlig cykelEn pudseløjerlig cykel

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

HC Andersens gravEn tidsrejsendes grav

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

Aubie folder servietterJohn 75 år

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

P1020324

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

P1020319
Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

3. august 2020

Det er bare den bedste danske sommer!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:35
Tags: , , , , ,

Jamen altså! Jeg havde bestilt godt vejr til de dage, vi har besøg af englænderne, men normalt er vejrguderne overhovedet ikke til sinds at lytte til mine fromme ønsker.
Det må de så alligevel have gjort denne gang, for dette sommervejr fås ikke ret meget bedre. Alle måltider bliver indtaget udenfor, hvilket ikke er normalen for Den Stråtækte. Hvad skal vi dog med Middelhavet, når vi kan gøre det lige så godt ved Præstøfjorden?

P1020283

I dag var vi på Roneklint Kajakcenter for at hente de to kajakker jeg havde booket til drengene. De stævnede ud fra Fugletårnet ved Roneklint, ganske som de plejer, og tog hul på de 8-9 km hjem til Den Stråtækte.
På vejen så de en havørn, som fløj temmelig tæt på dem. Det var selvfølgelig en stor oplevelse – også selv om de har set havørne før, når de kajakker på fjorden. De holdt et par pauser undervejs, så da de ankom godt kl. 14, var en solid frokost ret velkommen.

20200803_201716IMG_7500

Da vi havde spist aftensmad, tog Charlotte og Tim en kort hyggetur på fjorden i den gyldne time, og da de kom tilbage igen, tændte vi op i mexicanerovnen oppe på terrassen og råhyggede os der, til det var blevet helt mørkt og på tide at få børnene i seng. De er godt nok blevet 13 og 14 år, men har stadig brug for deres skønhedssøvn – i dag måske især Aubrey, som var en smule træt, selv om han naturligvis ikke ville indrømme det.
Vi så en smuk måneopgang. Mit kamera opførte sig ikke særlig eksemplarisk (faktisk har jeg aldrig rigtig været glad for mit sidste Lumix, som lever helt sit eget liv), så dette var hvad jeg kunne præstere her til aften.

P1050072

Fem af os stod på et tidspunkt og fotograferede månen – nogle med større held end visse andre, hovedsageligt fordi nogle vist nok har et bedre kamera end visse andre … jeg viser kun billeder fra den ‘nogen’ der bandede over kameraet … jeres fantasi må klare resten, men det var en smuk, smuk måneopgang, vil jeg bare sige. Ret mørkorange mens den kravlede op over horisonten.

P1050082

Det er lunt, det er mildt, det er skønt.
Meget af vores liv leves oppe i shelteret, hvor man på samme tid kan spille kinaskak og yatzy, strikke og skrive på en kriminalroman, hvis man er mange nok, og det er vi.
Anna, som på det seneste har set en del Agatha Christie-film og er blevet så fascineret og inspireret af Miss Marple, at hun har besluttet sig for at skrive en kriminalroman. Hun har flere A4-sider med notater, som ligner mindmapping og derfor ser uhyre kringlede ud, men det skal de også være, siger hun, for det er hele plottet, som helst både skal hænge sammen og være svært at gennemskue for selv så uhyre intelligente læsere som os. Hun har foreløbig skrevet 30 sider, men der er vist lang vej endnu.
Det er så fint. Jeg kan – selv om det er maaange år siden – glimrende huske hvordan det var at være teenager og drømme om, hvad man gerne ville opnå. Ville blive til. Hvad man havde af drømme og fantasier. Hvordan man forestillede sig resten af ens liv – dvs. de næste måske 10-15 år, fordi alt på den anden side af 30 år er HÅBløst gammelt. Man kunne jo lige så godt være død der …

31. juli 2020

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:40
Tags: , , , ,

imageTuren til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

P1050062P1050066P1050067

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

P1020270

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

P1020274P1020275

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

29. juli 2020

Fordrivelse af ventetiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , , ,

P1050043

Englænderne ankommer et eller andet sted mellem kl. 17 og kl. 18, afhængigt af trafikmængden, men der er formentlig ikke lange køer ved grænsen i dag.
Det vil sige, at jeg skal have en hel dag til at gå, præcis som når børn venter på juleaften. Tiden føles alt for lang. Det er næsten fem måneder siden jeg så dem, og de har ikke været i Danmark siden jul. Helt uhørt lang tid i forhold til hvordan det plejer at være.
Huset er rengjort, gæsteværelserne står parat, lammekødet ligger og hygger sig i sous viden, tzatzikien og agurkesalaten er lavet, der er friske blomster i vaserne, og der er købt ind til i hvert fald 3-4 dage, så jeg ikke skal tænke på den slags irriterende trivialiteter. Med andre ord: Jeg er totalt klar, og der er stadig lææænge til de er fremme ved målet.
Drivhuset har undergået dagens nuslen og puslen.
Bøftomaterne har griffelråd (åbenbart et tegn på kalkmangel – jeg skal ikke bruge regnvand til tomaterne, kan jeg konkludere ud fra litteraturen om det) på de to første tomater der kom, men resten af de i alt kun 23 ser fine ud. 23 frugter er bare alt for sølle præsteret for den store plantes vedkommende, så det var nok både første og sidste gang der står bøftomater i Ellens drivhus.

Til Stribe

Sweateren til Søren er strikket færdig, men jeg mangler alt sy-, klippe- og monteringsarbejde, plus at strikke halskanten, og da alt dette vil tage mere end en dag, får den lov at ligge til familien er taget retur til England.
I går brugte jeg et par timer på at lave garnnøgler til en Stribe fra Conraddesign. Opskriften siger 12 farver, men hvorfor nøjes med det?
Den slags opskrifter er perfekte til, når man, som jeg, stort set aldrig har mere end to nøgler i præcis samme farve. Det er i øvrigt meget sjovere at strikke større ting, når man hele tiden skal skifte farve.

Det blæser som var det en efterårsdag, så det er ikke særlig interessant at opholde sig udendørs – jeg håber sandelig, at det aftager, for jeg har booket to kajakker, som Tim og Aubrey skal hente hertil, så de kan hygge sig i nogle dage med at udforske Præstø Fjord. Hvis det blæser som i dag, vil det være for svært og også direkte farligt for dem at få dem padlet hjem til Den Stråtækte helt ude fra Roneklint.

P1050050

P1050051

Jeg holder så meget af farven på min ægte mandstro. Humlebierne holder så meget af mandstro. Ren win-win.
Jeg har både ægte mandstro og russisk mandstro. Jeg burde være blevet mistænksom, da jeg så navnet på den sidste i planteskolen, men jeg tænkte ikke hurtigt nok og opdagede derfor først for sent, at jeg skulle have ladet den blive på planteskolen. Russisk esdragon er nemlig ikke en pind værd som krydderurt, og det viste sig, at russisk mandstro er en lidt kedelig og bleg efterligning af ægte mandstro, så jeg skal huske at gå uden om planter, der hedder noget med ‘russisk’ til fornavn.

13. juni 2020

Det var svært at få hænderne ned

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , , ,

I onsdags kaldte John på mig – jeg skulle lige høre en god nyhed:
Jeg sidder lige og læser, at Danmark åbner sine grænser for udlandsdanskere, som dermed får lov til at tage disses ægtefæller og børn med til DK for bl.a. familie- og bedsteforældrebesøg.
Annas navnedag juli 2006YESSS!!!
Det var årets bedste nyhed indtil videre – jeg blev så glad, at jeg var lige ved at begynde at tude og måtte fluks ringe til England for fortælle den gode nyhed.
Det var Anna, der tog telefonen, og hun nærmest skreg af glæde, ganske som hun gjorde for 14 år siden. YEEEAAAHHHH ….
Jeg blev helt rørt over, at en 14-årig spontant udtrykte en så stor glæde over udsigten til at se sine gamle bedsteforældre igen.
Naturligvis er Charlotte i denne sammenhæng udlandsdansker i og med, at hun stadig har dansk statsborgerskab, og snart skal hun ‘hjem’ til Danmark, så de kan besøge forældre og bedsteforældre.
De vil ikke flyve, men tage turen i deres bil. Både Frankrig og Tyskland tillader englændere at rejse i transit, så hurdlerne skulle således være overstået. Detaljerne kommer senere: Kan de få lov at tage en overnatning, eller vil de blive nødt til at tage turen i ét stræk?
Det er småting. Hvis de skal, så gør de det; der er kun små 1600 km, og de er cirka på samme alder som John og jeg havde, da vi i 1999 tog 1900 km fra Condom (det hed byen altså!) i det sydligste Frankrig i ét stræk med kun de nødvendige småpauser undervejs.

Gedekid 2

Gedekid 4Ferien hos os bliver deres sommerferie i år, som de ellers havde regnet med skulle tilbringes i England sammen med de fleste andre englændere.
I stedet kommer de, så det passer med, at de er her når John fylder 75. Det var, ifølge ham selv, den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Jeg havde prøvet at lokke ham til at holde en fest, men det har han på intet tidspunkt haft lyst til, og da coronapesten kom og blandede sig i alt, ville jeg ikke gøre mere ved det, så vi havde sådan set indstillet os på, at den skulle ‘fejres’ bare med selskab af os selv.
Nu bliver vi da seks, hvoraf de fem er dem, han helst vil være sammen med, så han er akkurat lige så glad som jeg er.
Så behøver jeg ikke længere at nøjes med at nusle gedekid.
Dette er Marjatta-kid. På institutionens gård, som ligger ikke så langt fra os, har de to gedemødre med hhv. et og to kid gående, og de er overmåde kælne, de små. Den ene hoppede op ad mit ben, mens den logrede med halen som en anden hundehvalp. Den ville bæres. I samme øjeblik den lå i min favn, lagde den sit lille hoved på min skulder og faldt omgående i søvn.
Det var da ikke til at stå for! Den snorksov i fem minutter – lige indtil Ditte begyndte at fotografere, men da nøjedes den med at åbne øjnene en smule; den ville stadig ikke ned igen, det lille pus.
Hos mig ville de helst sove. Hos Peter ville de bare lege.

Næste side »

Blog på WordPress.com.