Hos Mommer

14. januar 2018

Så er de 11 og 12

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Anna i søndags. Aubrey i dag. 12 år og 11 år.
Der er visse tidspunkter i ens liv, der åbenbart aldrig bliver glemt.
Charlottes fødsel kan jeg stadig genkalde mig stort set hvert minut af, selv om det er 41 år siden. Og selv om det at føde faktisk ikke er specielt behageligt og alle erindringer om det omgående burde fortrænges totalt fra ens sind. Det er egentlig lidt af et mirakel, at så mange vælger at få flere børn – men det er altså ikke pga. smerten, at jeg kun har ét barn.
Birthday boyJeg glemmer heller aldrig de første otte dage med Anna og næsten præcis et år efter de første otte dage med Aubrey – igen eksempler på, hvorfor det både er godt og skidt at bo så langt fra hinanden.
Godt, fordi jeg – især med Anna – var der døgnet rundt og kunne hjælpe hele tiden, hvis der var behov for det. Anna havde svært ved at sove – ganske som sin far. Med Aubie gik det nemmere, ikke mindst fordi han havde et fantastisk sovehjerte lige fra starten – ganske som sin mor.
Skidt, fordi de var fire måneder, inden jeg så dem igen.
Indtil Anna var to år og Aubrey ét, kunne hun ikke rejse alene med dem, da så små børn skal sidde på skødet af en voksen, men der må ikke sidde to på én, hvilket nok også ville være temmelig upraktisk …
Og nu er der gået 12 og 11 år, siden de arriverede … skræmmende … men selvfølgelig også dejligt at se dem vokse, kunne mere og mere, og i stadig større grad vise glimt af de voksne mennesker, de så småt er på vej til at blive.
Den lange pakke forrest er fra os. Det er et jordbor! Den dreng er altså ikke helt almindelig – det var, sammen med trommen fra forældrene – de højeste ønsker. Nu kan han både få boret huller til pæle, der skal danne en boma, og vække resten af husets indvånere på samme måde, som vi blev vækket hver morgen kl. 05:30, da vi var på safari.
BomaJeg hørte ham tromme i telefonen. Han havde kun lige pakket den ud, men det var helt som at være tilbage i Sydafrika; han kunne sagtens huske, hvordan det lød og trommede, nærmest instinktivt, rytmen og lydene næsten til perfektion.
Nu er det spændende, om der står en boma, når vi kommer derover til maj!

Tim havde skrevet et ‘digt’ og rappede det efter bedste evne til fødselsdagsbarnet. De andre tre hujede begejstret og med stor entusiasme, selv om den sandsynligvis hverken kommer til at give nationale eller internationale priser.

image

Reklamer

28. december 2017

Dagen før dagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:53
Tags: , , , ,

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

P1000835

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!

It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

P1000838

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

27. december 2017

Indfangning af løbske havestole – man skal jo starte et sted

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags:

Aubrey havde ønsket sig en lasso i julegave, og han fik en af sin farbror. Rebet var meget stift, hvilket må formodes at skulle lette det at holde det cirkelformet, mens man svinger det og smider det afsted efter det, der skal indfanges.
Jeg sagde ellers, at lige ovre på marken på den anden side af vejen havde vi 17 tyrekalve gående, som sikkert ikke ville have noget imod at stå modeller til træning i lassokast, men sjovt nok syntes begge ungerne, at de lige ville øve sig lidt på et knap så bevægeligt mål, inden de gik over til the real game.
Det er nok meget fornuftigt at starte i det små.

P1000801P1000805

De fik faktisk fanget havestolen, inden den nåede at stikke af … det var bare mormor, der ikke helt havde tålmodighed nok til at vente på det.

Charlotte skulle lære at lave en fransk fletning, for sådan synes man henne på skolen, at Annas hår ved visse lejligheder skal sidde. Malle er næsten ekspert i franske fletninger af ebhver art, men Charlotte skal øve sig lidt, blev vi enige om. Vi blev også enige om, at udgaven med den ene omme i nakken var pænere end den med de to ved siderne, men sådan bliver man jo klogere hele tiden.

P1000815P1000816P1000812

Den stod på familiejulefrokost i går. Meget hyggelig dag, selv om vi savnede to fra midtergenerationen.
I dag er det allerede næstsidste hele dag, inden englænderne rejser hjem på fredag ved middagstide.
Tiden går ALT for hurtigt!
Men der er ikke rigtig nogen, jeg kan brokke mig til over det. Der bliver i hvert fald ikke hørt efter …

23. december 2017

Nu er det juuuul – endelig jul …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:44
Tags: , , , , ,

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!

Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

P1000757

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

P1040648P1040649P1040650

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

14. december 2017

Gamle blomster og unge stjerner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags:

P1000679Sidste gang, vi tog op på torpet, var den 2. november. Det må derfor have været i dagene umiddelbart før, jeg fik en smuk buket blomster, som stadig var pæn, da vi kørte, så jeg tog den med. Da vi ankom, var der knækket en gerbera, som jeg satte i et lille glas med vand. Da vi kørte hjem, var buketten ikke længere smuk at se på, så den blev naturligvis smidt ned på kompostbunken.
Jeg glemte åbenbart noget.
Den lille gerbera.
Den stod i sit vandglas og var lige så fin, som da den blev sat i vand næsten seks uger tidligere.
Så ved vi det: Man skal bare opbevare sine buketter i køleskab, så slår de samtlige rekorder i holdbarhed.
Det er selvfølgelig en fordel, men jeg aner dog måske også et par ulemper i forbindelse med dette …

imageimageimage

I dag fik jeg tilsendt et link til en musikvideo fra Warminster School (Annas og Aubreys nye skole).
Nu er jeg som bekendt mormoderen til den lille sangerinde herover og derfor mere end en anelse farvet, men videoen i sin helhed greb mig om hjertet – og jeg har i øvrigt altid elsket The Little Drummer Boy.
Den er min julesang, som hæver sig over alle andre julesange. Den får hårene sig til at rejse sig på mine arme i næsten alle dens versioner.
I modsætning til Last Christmas, hvor jeg får røde knopper og går whamok, når jeg hører den for første gang det år, samt de næste tyvetuysinde gange, inden julen er overstået.

https://player.vimeo.com/video/247060030

Song for William from Warminster School on Vimeo.

Boney M har en god version, men nu har jeg fået en ny, jeg kan tage frem til jul og sidde og nyde.
Anna er i mine øjne den største af de unge stjerner, men hun har endnu sin solokarriere til gode … resten af verden har endnu ikke opdaget hende, lader det til … hun kan ses i cirka to sekunder, når man er 2:40 minutter inde i videoen.

26. oktober 2017

Processer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:17
Tags: ,

Processer er mange ting.
Der er en proces, når moffar skal sætte et lille reolsystem op på Annas værelse. Først skal der tjekkes, om der findes et murbor i familien. Det gjorde der ikke – i hvert fald ikke det, der skulle bruges. Der manglede også skruer til væggen.
Det at lave mad er også en proces … der skal købes ind og maden skal tilberedes, så vi slog to fluer med ét smæk og kørte til Devizes, hvor jeg myldrede rundt i Sainsburys, mens Charlotte og John myldrede rundt i Rose’s for at finde de fornødne værktøjer.

P1000071P1000077

Anna er en glad pige.
Familien (alle, men nok mest Aubrey) er glad, fordi jeg lavede den familietraditionelle napolitanske kartoffelkage her på vores sidste aften herovre.
Det kan med lidt god vilje også kaldes en proces at først få en mindre lastbil til at hænge fast i græsplænen for derefter at hidkalde nogle stærke murersvende til at skubbe den fri igen. Det lykkedes hurtigere og nemmere, end John og jeg havde forudset.
Charlotte gik ud for at skubbe med, men inden hun nåede at demonstrere sine kræfter, var bilen fri og chaufføren var glad igen.
Det bliver også noget af en proces at få den græsplæne til at ligne en græsplæne igen, når processen med at bygge hhv. skur, drivhus og swimmingpool.

P1000079P1000080

Endelig er det en proces at lære at bevæge sig rundt på fire lemmer. Nu har Homo erectus efterhånden eksisteret i adskillige tusind år, så det må nødvendigvis tage lidt mere end et par måneder at vende tilbage til australopithecus-stadiet – eller endnu længere tilbage – hvilket ikke desto mindre er, hvad ungerne har sat sig for.
Jeg synes nemlig, at de ligner aber, der løber. Børnene mener selv, at de træner til at ligne geparder, og det er bestemt ikke mig, der skal fortælle dem, at det gør de nok ikke helt.
De løber godt nok hurtigt. Jeg har taget et par videoer, men dem skal jeg spare jer for.
Der kommer dog et sæt billeder fra træning i højdespring: Man løber til på alle fire, og man springer på samme måde, som en kat gepard ville gøre.
Det gør lidt ondt i håndleddene en gang imellem, når man lander lidt hårdt, men det tages i stiv arm. Tøhø.

P1000118P1000119

P1000141P1000142P1000143

Den dreng må kunne blive en fantastisk volleyballspiller …

Det er egentlig også en proces at overbevise mig selv om, at vi allerede skal hjem i morgen, men en kendsgerning er det ikke desto mindre. Vi har checket ind på flyet, så hvis vi udebliver, bliver vi nok efterlyst …

24. oktober 2017

Syslerier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , ,

Søreme om ikke det blev til en tur mere til Bristol i dag; denne gang for at komme i IKEA, som de har både der og i Southampton, men C foretrækker Bristol. Begge børnene skulle have nye reoler – først var det meningen, at det skulle være julegaven til dem, men for det første er det temmelig besværligt at have dem med i kufferterne frem og tilbage til Danmark, og for det andet var det med at benytte sig af, at moffar er her med sine gode hænder og alligevel går og småkeder sig en smule, fordi han ikke har noget at lave.

P1000060P1000057

Det var moffars sysleri i dag. Mommers hedder babyfutter til Røde Kors’ julebazar. Så bliver beskæftigelsen vist heller ikke mere pensionist- eller mormoragtig … men det er et dejligt lille arbejde at sidde med, især i flyveren.

P1000052

Begge børnene har noget med tøjdyr af enhver størrelse, farve og art. Mommer her blev (også) blød og gav dem hvert et nyt dyr. Aubie en middelstor haj og Anna en sjælden tiger. Sjælden, fordi den er sort og hvid som en zebra.
Anna har kun få dyr ad gangen i sin seng, men Aubrey vil have alle sine. Hele tiden. Ved sidste folkedyretælling var der 55, hvilket ikke levner meget plads til sengens oprindelige indbygger, men de skal være der allesammen; de har både navne og faste bosteder – og han husker, hvor eller af hvem han har fået dem alle. Han ville meget gerne foreviges på bloggen, men så ville han først rydde op og sætte dem ordentligt, hvilket godt kan tage en 20-30 minutter. Da den tid var gået, kaldte han på mig og præsenterede mig for hvert enkelt dyr.

P1000054P1000055

Til sidst demonstrerede han, hvordan han selv klarede at være der sammen med alle dyrene. I love to lie in my bed, erklærede han, og det er jo fint nok.

P1000033P1000035

Charlotte har haft den store planlægning i gang, hvilket betyder, at hun har arrangeret nogle hjemmearbejdsdage i denne uge. Det er selvfølgelig dejligt for alle, at det kan lade sig gøre, selv om vi jo egentlig er her for at være barnepige for børnene – men dette er da en meget bedre løsning.
Hun skal sy nogle flere modeller op i stout, og alt det tegne- og klippesysleri kan hun udføre hjemme. Det tager cirka en arbejdsdag at lave ét mønster.

P1000034P1000037

Jeg er så imponeret over denne lineal – hvis man ellers kan sige sådan om en dims, der stort set kun har afrundede sider. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med dimsen, men jeg er så heller ikke uddannet skrædder. Charlotte kunne ikke leve uden den.

Der bliver syslet – livet går sin stille gang, og vi nyder bare at være sammen. Vi har allerede været her over halvdelen af tiden. Det kan jeg slet ikke forstå, men tiden flyver jo i godt selskab. Den flyver alt for hurtigt i det bedste selskab …

9. september 2017

Det gør hun ikke mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: , , ,

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Anna og Lille Sorte SamboHendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

imageJeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

6. september 2017

Mine bushbabies er ikke til at kende igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Mine to dejlige små bushbabies er brat revet ud af deres feriemode i dag.
De starter på deres nye privatskole i Warminster, hvor der er strikse krav til frisure og uniform.
Piger må ikke have løsthængende hår, hvis det når længere end til skuldrene, og drenge må ikke have for langt hår.
Og hvad er så ‘for langt hår’? Det vides ikke helt, men dette her kan i hvert fald ikke være for langt. Han var lidt ked af det, for han var glad for sit tykke, krøllede hår, men glæden over og spændingen ved at skulle skifte til den nye skole overskyggede heldigvis de nærmest samsonagtige sorger over den mistede hårpragt.
Desværre var Charlotte lidt sent ude for at få købt uniformerne, så de havde kun en jakke til Anna, der var to numre for stor. Det er lidt synd, men forhåbentlig bliver den ikke slidt op, inden den passer … eller rettere: Det gør den ikke, for der er bestilt en hjem i den rigtige størrelse, men i dag var hun nødt til (nej, ikke nød til!) at tage den store på.
Og så se da lige min lille, store dreng! Han er pludselig blevet en ung mand på trods af sine bare 10 år. Han skulle lære at binde slips i aftes. Mor eller far kan selvfølgelig hjælpe ham med det om morgenen, men når han har idræt, skal han kunne binde det selv igen bagefter.

imageFørste dag i den nye skole - very excited

Det bliver nok lidt hårdt i starten, fordi de er kommet halvsent i seng i godt seks uger, og nu skal de op en hel time før de har været vant til, når de skulle i skole – de skal ud ad døren 7:30, mod 8:40 før. Derudover er de først hjemme 17:30 i stedet for 15:30 og de skal i skole om lørdagen …
Kompensationen for dette sker i form af lange ferier – to ugers efterårsferie, tre ugers juleferie og ditto påskeferie, 18 dages vinterferie, otte dage i maj/juni og endelig to hele måneders sommerferie. Der er aldrig mere end fem skoleuger i træk, og lørdage er ikke boglige skoledage; der foregår et eller andet sjovere i stedet for. Lektier er der heller ikke noget af – det hele klares i skoletiden, så de har fri, når de har fri, hvilket betyder meget for dem.
Det er noget anderledes end det, vi kender i DK, men det har nok noget at gøre med, at det er også en kostskole, og hvis ungerne skal på ferie hos forældre, der måske bor meget langt væk, er det ikke så smart med de korte ferier, som de ikke-private skoler har.
Det vigtigste af alt er, at de glæder sig helt vildt til deres nye skoleliv.
Charlotte havde også glædet sig til deres lange ferier, for så kan de komme oftere og længere ad gangen til Danmark.
Der var bare ikke lige taget højde for, at der blev åbnet en travl skræddershop, så i stedet må vi træde til som barnepiger.
Det varer dog nok ikke længe, inden de kan klare sig selv derhjemme om dagen, men vi hjælper skam hellere end gerne indtil da.
Jeg har lige bestilt billetter til uge 43, som bliver vores første barnepigejob. I uge 44 satser C på selv at kunne tage fri.

13. august 2017

Gul og Gratis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

IMG_7665

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

IMG_7666IMG_7667

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Tagrør og rejnfanIMG_7671

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

8. august 2017

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , , , ,

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem. IMG_7572IMG_7573

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

IMG_7590IMG_7591IMG_7592

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

IMG_7606IMG_7614

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

IMG_7616IMG_7623

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

IMG_7628

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

4. august 2017

Er en safari noget for børn?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags: , ,

Safari er noget for lidt større børn, vil jeg nok sige. Vores rejse var ekstra børnevenlig, og der var da også andre mindreårige børn end vores i vores gruppe på 28, hvor den yngste var fem og Anna var den ældste på 11. Jeg synes ikke, det var en god ide at bringe en femårig med (for lille til at forstå og for lille til at lystre en fremmed øjeblikkeligt), men der var to ældre søskende, og hun kunne jo ikke være alene hjemme … her var det, som for vores vedkommende, bedsteforældrene, der gav turen – bedsteforældre, der reelt var for gamle til at deltage … det er altså ikke helt smart med krykker, når man man skal på et gamedrive eller ind og ud af en bus. Vi var MEGET glade for, at vi hver gang var bare os seks på turene i den åbne vogn.

IMG_7417IMG_7420

imageOvenstående billeder er taget efter en halvanden times bushwalk, hvor rangerne tog alle over 16 år ud at vandre i bushen, i grupper på højst seks.
Imens var der to guider, som malede børnene. A & A var bushbabies (galago), en nuser lille fyr, som vi så den ægte vare af flere gange, men da den er et natdyr, kunne vi ikke tage billeder; vi så den bare ‘fanget’ i Lytons projektørlys.
Samme ranger Lyton var utrolig sød og virkelig glad for sine to bushbabies, som han omtalte dem som under resten af ferien – where are my two little bushbabies? Oh there you are!
Lyton var speciel – det viste sig, at han var den ledende ranger i området, og at guiden havde bedt om at få ham til os, da hun hørte, hvor levende interesseret A&A var i Afrika og i dyrene – det fandt hun ud af i løbet af de otte timer i bussen.

IMG_7050IMG_7058

Den dag, vi så en skole, var vi bagefter henne for at se den traditionelle måde at lave majsmel på. Aubrey prøvede, men var glad for, at han ikke behøvede at stå der i tre timer for at lave nok til en families dagsforbrug …
Bagefter fik vi smagsprøver på den mad, man spiser i det område. Der var sat stole op, men Aubie satte sig på jorden for at spise, og på forespørgsel fra guiden Sanne (står lige til venstre for Tim) om hvorfor, lød svaret: It’s not really tribal to sit on plastic chairs, and I want to be tribal!
Det havde knægten jo ret i, og Sanne var helt solgt.

IMG_7389

Børnene sad oppe foran og havde derfor let ved at stille Lyton spørgsmål. Han svarede dem, som han ville svare voksne, og han tog i det hele taget børnene helt seriøst. De stillede nu også nogle gode spørgsmål, som viste, at de i forvejen havde læst meget om dyrene i Afrika og vidste noget allerede.

IMG_7147

IMG_6954

Her var der bøfler på den anden side af vandet. En anden dag så vi 54 elefanter komme for at drikke. Det var flot at se, men desværre ødelagde den store flok de gipsafstøbninger, børnene havde været ude for at lægge ned i dyresporene dagen før.

IMG_7407

Vi var som sagt på otte gamedrives á tre timer, og ungerne kedede sig ikke et øjeblik på de ture (det gjorde vi heller ikke), selv om der (en sjælden gang) kunne gå op til en halv time, inden der skete noget interessant – det var spændende at prøve selv at få øje på noget, men det gjorde vi uhyre sjældent – det ER virkelig svært. Selv en giraf er svær at få øje på; det tror man er løgn, indtil man har prøvet IKKE at kunne se giraffen, selv om den står 50 meter fra én.

IMG_7263IMG_7565

Når vi nærmede os solnedgangstid, standsede Lyton et godt sted og riggede en særdeles velforsynet bar til. Der var alt, hvad man kunne ønske sig, men vi fik selvfølgelig kun en enkelt genstand – det dur jo ikke at have en flok halvfulde turister at holde styr på – men det er hyggeligt at se solen gå ned mens man får en sludder med hinanden og med den dygtige og sympatiske mand.

IMG_7183

Det var safariture set fra børnehøjde. Flere billeder af flere dyr kommer senere.
I hvert fald for vores børns vedkommende var det en kæmpe succes – de havde ikke spor lyst til at tage hjem igen, da den dag oprandt, men de er kommet hjem med mange, mange gode minder i bagagen og de fik begge alle de ønsker opfyldt, de kom herned med.
Både forældrenes og bedsteforældrenes forventninger blev også mere end indfriet. John og jeg har været på to safarier før, og Tim og Charlotte var på en på deres bryllupsrejse, men ingen af os har før set så mange – og så mange forskellige – dyr eller haft så god en ranger.
Vi vil derfor aldrig på safari mere, har vi besluttet, for det kan ikke blive så godt igen. Denne tur skal være den, jeg vil huske.
Jeg kan på det varmeste anbefale Albatros’ Khoka Moya-tur. Man behøver jo ikke at tage en af de to-tre børnevenlige udgaver, de har.
Senere vil jeg komme lidt ind på maden og på de tre ture, vi blev taget med på uden for området – der blev ikke spildt noget tid på de otte dage!

8. juni 2017

Report from the Command Bunker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , ,

Base Camp (1)Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have.
Det er faktisk heller ikke for Hr. Suresens skyld, at camouflagenettene er sat op, men fordi børnene syntes, det kunne være sjovt, hvis lejren var mere eller mindre usynlig.

Base Camp - næsten gemt 

Der er plantet lavendler på hver side af indgangen; der er lagt kartofler og der er sået bønner og ærter, så der i løbet af sommeren forventes at komme et fødevarelager. Anna har plantet lidt blomster hist og pist.
Der er gravet bålsteder og der er anlagt små damme, hvorfra de følger tudsers udvikling fra æg til voksen – der var en, der havde lagt æg for ganske nylig, så børnene holder hele tiden øje med, at det ikke tørrer ud … det er der så ikke så stor risiko for med det vejr, de holder sig for øjeblikket …

Base CampBase Camp - bønnerne er kommet op

Base Camp (4)Base Camp - tudseægBase Camp (8)

Det var børnene, der spurgte, om ikke jeg ville blogge om deres Base Camp, og selvfølgelig ville jeg det – de er umådelig stolte af den og glade for den.
På vejen tilbage til huset viste Aubrey mig en sti og fortalte, at den visse steder er svær at forcere (hvilket jeg ikke havde spor svært ved at tro på), men de har skåret sig en hemmelig vej, der fører til et rigt brombærkrat “…hvor bærrene er ekstra store og saftige. Men den sti må du ikke tage billeder af og vise på bloggen, mormor, for ingen andre end os må vide, hvor den er!”
Jamen det skal sandelig ikke være mig, der afslører den hemmelighed, så ingen billeder af den svært tilgængelige sti!

4. juni 2017

Børnene i Nyskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: , , , , ,

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

IMG_6412

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

IMG_6414

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

IMG_6415

3. juni 2017

Padder eller paddle tennis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , , ,

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

IMG_6325

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

IMG_6319IMG_6366

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

IMG_6370IMG_6376

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

IMG_6377

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

IMG_6379

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

12. april 2017

Store – og helt små – børnebørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: ,

Vi har haft et par særdeles hyggelige dage sammen med Ditte og Peter. Deres datter, som bor meget tæt på dem, var efterhånden blevet en anelse nysgerrig efter at se de der Ellen og John, som mor og far sommetider talte om, så hun kiggede over i går eftermiddags – medbringende sin lille og meget nye datter på bare seks uger.
Årrrhhh, hvor var hun dog dejlig! Den lille, altså, men datteren var nu også vældig sød … men sådan en bette bebs er da bare ikke til at stå for; jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser sådan en hjælpeløs og totalt afhængig lille størrelse.

Påske 2017

Det samme kan man ikke længere sige om mine to børnebørn … de er så sandelig hverken små eller hjælpeløse mere. Aubrey går rundt og ser enormt sej ud (er jeg sikker på han selv mener) iført badebukser og kasket. Anna med badedragt og sin nye, helt egen pc på hovedet. Tror jeg det er … ligner det ikke en pc? Hun skal starte næste skoleforløb (secondary school) i en ny skole efter sommerferien, så egen pc er et must. Hun er meget glad for den og har fået sin egen mailadresse nu.
Her har vi, både i går og i dag, kørt Arresø rundt med Ditte og Peter i 9 graders varme kulde og med en blæst så stærk, at chillfaktoren fik det til at føles som 9 minusgrader, og så sender Anna sådan et billede af dem, taget i dag, hvor det mere ligner en sommerferie end en påskeferie.

image

Det dejlige barn er dog ikke større eller blevet mere blasert, end hun kan skrive sådan en dejlig mail til sin mormor.
Glade blev både John og jeg, så der var ikke et øje tørt – og der er hele 1½ måned til vi skal se hinanden igen …

2. marts 2017

Apropos bøger …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , ,

World Book Day 2017 bApropos bøgerne fra gårsdagens emne, så fik jeg en mail i dag med billede af årets kostumer til World Book Day – som godt nok først er 23. april, så enten er skolen i vældig god tid, eller også er børnene …
Anna er Hermione Granger fra Harry Potter-serien, med både ægte Gryffindor-slips og kreppet hår. Aubrey er Tuffnut fra How to Train Your Dragon.
Navnene på figurerne i den serie er ret finurlige: Hiccup, Tuffnut og Ruffnut, Fishlegs og Snotlout.

Fantasien fejler vist intet – det har endnu ikke knebet med at finde ud af, hvad årets figurer skal være.
I 2013 var det hhv. en galakse og Orion. I 2014 var det Pippi Langstrømpe og Robin Hood, i 2015 var det Mary Poppins og en avisdreng, der annoncerede Titanics forlis (jeg kan ikke finde billedet), og sidste år var det Hiccup og Astrid.

Jeg kan godt lide at sy, men dette her havde jeg aldrig kunnet præstere. Heldigvis ville Charlotte altid kun være prinsesse, hvilket jeg lige kunne klare, og allerede da hun var 11 år, begyndte hun at sy fastelavnskostumer til sine kusiner. Hun kunne allerede dengang godt finde ud af at kopiere og sy ud fra tegninger eller billeder af det ønskede, så det må vel siges at have ligget i kortene, at hun skulle ende med at blive kostume-/haute coutureskrædder.

2013 marts - Orion og en galakseWorld Book Day 1Hiccup and Astrid 2

17. februar 2017

Krise!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Pyyyha … men lad det være sagt med det samme: Krisen er overstået igen … men den var der ikke desto mindre.
En times tid efter morgenmaden fik Anna ondt i maven. Det blev værre og værre, og kort tid efter gik hun op i seng. Hun var ligbleg, men havde ikke feber. Charlotte og jeg vekslede bekymrede blikke … vi skulle afsted med dem til lufthavnen kl. 15:45!
Hun fik to Panodil junior, men de hjalp tilsyneladende ikke spor. Det stakkels barn græd og erklærede, at hun i hvert fald ikke skulle ud at flyve i dag!
Uh, hun havde ondt, det var der ingen tvivl om. Men lige i midten, nederst i maveregionen og ingen slipsmerter, så vi satsede på, at det i det mindste ikke var blindtarmsbetændelse. Måske en menstruation, der er på vej for første gang? Nu havde hun også fået lidt kvalme, så der blev sat et fad op til formålet, hvis det skulle blive alvor.
Lige inden frokost fik hun en Ipren. Hun kan ikke sluge piller (det kunne hendes mor heller ikke, før hun var blevet næsten voksen), så den blev knust og pakket ind i jordbærmarmelade.
Vi andre satte os til frokostbordet. 10 minutter efter kaldte hun på sin mor, fordi hun havde kastet op. Anna altså …
Det var her, krisen opstod, uden vi egentlig talte om det lige på det tidspunkt, men det blev en usædvanlig stille frokost, og Charlotte begyndte nu at tænke på backup-planer. Måske blev hun nødt til at sende Tim og Aubrey hjem og så selv komme med Anna, når hun var rask igen – så mistede de da kun to flybilletter. Da hun nævnte det for Tim, udbrød Aubrey: “Mummy, that’s NOT fair! I want to stay here as well!”.

P1050917

Hun kastede kun op denne ene gang og klokken 14 spurgte hun, om hun måtte komme ned og ligge på sofaen og spille iPad sammen med Aubrey.
Så var vi klar over, at krisen formentlig var overstået. Hun kunne også smile igen – det ses tydeligt på billedet, at her ved 15-tiden var krudtet vendt tilbage til øjnene.
Hvis det var Iprenens skyld, at hun kastede op, havde den på sin vis alligevel gjort nytte, selv om den bare lige var nede og vende. I hvert fald forsvandt både smerter og kvalme med den ene opkastning, og da klokken var en halv time i afgangstidspunkt, erklærede hun sig selv helt klar igen.
Krise afblæst.
Den lille bøf til Aubie følte dog ikke megen glæde på sin søsters vegne, men ærgrede sig lidt – han var slet ikke moden til at tage hjem endnu og ville hellere have været blevet. Det var selvfølgelig på en måde dejligt at høre, men hvor var vi (andre) dog lettede over, at hun blev rask næsten lige så hurtigt, som hun blev syg.
Hvad pokker det kan have været, finder vi nok aldrig ud af …
De er nu afleveret i lufthavnen, og selv om jeg altid finder det lidt vemodigt, når de drager hjemover igen, er det naturligvis helt som det skal være … ingen ferie bør forlænges ufrivilligt pga. sygdom.

15. februar 2017

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , ,

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

P1050854P1050857

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

P1050862

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

P1050866P1050875

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

P1050877P1050876

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

P1050870

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

P1050871

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

13. februar 2017

Snemænd og minecrafting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: , ,

Vi var knap nok landet i Den Stråtækte, før børnene var ude i haven for at samle den resterende smule sne til en snemand.
Det skal lige siges, at de alle fire har haft et par dejlige dage i København. Ungerne syntes, ganske overraskende, at Glyptoteket var vældig interessant pga. mumierne og alle de frække nøgne mænd (mummy – why are they all naked?) … de var ret betagede af 3D-filmen i Planetariet, og de fik lov at have sneboldkampe hver gang de var i nærheden af brugbar sne. Alle var dermed glade hele tiden. Aftensmaden søndag var (børnene fik lov at vælge) på cafe Den Hvide Disk (en pølsevogn). De havde spist en kæmpefrokost et eller andet sted, så valget blev accepteret, især måske fordi Tim også synes, det er alletiders med de københavnske pølsevogne. Desserten blev indtaget på Cafe Vivaldi.

P1050832P1050834

Jeg skulle, efter aftensmaden, lige indvies i Minecrafts mysterier. Ikke at jeg blev specielt meget klogere, men de havde begge to meget at fortælle mig.
Det er vist flere år siden, jeg har tilbragt mere end et kvarter i denne stilling med rumpen lige i vejret … der var godt nok også ret langt op igen. Meget længere end der var ned …

P1050839

Nåmmen jeg har ikke så meget tid i dag, men alle andre end mig sidder og ser Kender du typen, så jeg fik lige en halv time …

29. december 2016

Base Camp – et børneparadis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , , ,

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Base camp

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

The ditchThe ditch

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Der fortælles om the tribal life

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

P1050584

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

23. december 2016

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: , , , ,

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Mormor at workP1050485

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

P1050491P1050492P1050494

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Fuld af vaflerP1050501

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

21. december 2016

Base Camp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Rejsen forløb planmæssigt – fly, bus og tog opførte sig ordentligt, så vi landede i Pewsey kl. 12:02, strengt efter køreplanen.
P1050456Vi var lidt forbavsede over, så mange rejsende der var i Københavns lufthavn; det mindede mest af alt om en travl charterrejsende-skiftedag. Vores fly var helt fyldt op, men der var stort set ingen kufferter, der skulle af i Heathrow. Vores kom som hhv. nummer to og fem – vi var glade, men der kom kun en lille halv snes stykker til, så enten havde alle kun håndbagage, eller også var de fleste i transit.

I aftes var der tid til en omgang fælles Minecraft inden sengetid, men i dag har børnene, iført fuld udrustning, været nede i deres lejr, også kaldet The Camp eller Base Camp.
De har tæpper, værktøj, overlevelsespakker og drikkevarer med. Begge rygsække er fyldt til bristepunktet. I dag skal de ikke lave bål, men når de skal, bruger de dette ‘flintredskab’, som rent faktisk virker, til at slå ild med. Det ville jeg gerne se en dag, men jeg ved ikke, om vi når det denne gang.

Klargøring til Base CampKlargøring til Base CampP1050464

For vi voksne har travlt med at forberede julen – i dag stod den på indkøb af langt det meste til alle dagene, vi er her, og jeg har konstateret, at der er mindst lige så juletravlt i de engelske supermarkeder som i de danske. Men det blev klaret, og vi mangler bare et par småting i morgen, plus at afhente den bestilte and, for sådan en fætter finder man ikke i et supermarked herovre. Heldigvis kan den bestilles hos den gode slagter i Devizes.

På vej mod Base CampPå vej mod Base Camp

På vej ned til the camp … de kom dog tilbage igen noget før det annoncerede tidspunkt, men vi ved ikke helt hvorfor. I hvert fald kom de tilbage for at sige, at de i stedet ville gå ned til River Avon for at se, om der var sket noget nyt siden sidst de havde været der.
Det er ikke den samme Avon, som Stratford ligger upon; der er flere floder i England, der hedder Avon … fem tror jeg, Charlotte engang kom frem til. Vi har en teori om, at Avon ganske enkelt kunne være et oldengelsk ord for flod, men den er hverken be- eller afkræftet.

Jeg løber igen – der bliver kaldt på mig – børnene er kommet tilbage med kristtjørn, så nu skal der laves juledekorationer.

21. oktober 2016

Vi trodsede regnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Regnen stod ned i tove, men vi blæste på regnen (tøhø) og satte afsted til Gisselfeld, hvor der blandt andet kunne skæres græskar og ses på, hvordan man får en hund til at apportere. Jeg satsede stærkt på, at græskarhovedfremstillingen ville foregå i tørvejr, hvilket heldigvis holdt stik, og der var oven i købet sat varmeovne op i teltet, så både tilskuere og udøvende kunstnere ikke frøs ihjel eller druknede.

P1040701P1040703

Koncentrationen var stor … det tog lang tid at få indmaden ud … hvad angår visse detaljer vedrørende øjnene, havde en enkelt ikke lige tænkt over, at hvis man skærer et hul, kan der ikke sidde noget i det hul … det lykkedes dog til sidst at få et flot og færdigt resultat ud af det – næsten præcis som man havde tænkt sig dem fra starten.
Desværre havde de ikke længere den meget dygtige, amerikanske græskarudskæringsmester, de ellers har haft nogle gange på Gisselfeld. Han var en sand mester, men valgte forrige år at tage hjem til USA.

P1040710

Paradehuset, Gisselfeld

Børnene var særdeles tilfredse med deres resultater, hvilket var det vigtigste.
Derefter gik den regnvåde tur til Paradehuset, hvor gartner Stig Lauritsen huserer. Nogle kender ham måske fra udsendelserne “Have Haves”. Han er en hyggelig fætter, som vi fik en sludder med, lige som også sidste gang vi var her – den gang sammen med Ditte og Peter.
Jeg fik oven i købet købt Tims julegave … Charlotte fik øje på en engelsksproget bog om Danish Cottages, som hun med det samme vidste, at Tim ville blive meget glad for at få. “Så nu har I julegaven!” – herligt, når det er så nemt.
Så til Fiskemesterhuset og til sidst manden med hundene, men det regnede mere og mere og mere, så da vi kom tilbage til bilerne, var børnene blevet temmelig våde. De skal have nyt regntøj og vinterovertøj, mens de er her i Danmark, men det havde vi ikke lige nået at købe endnu. Altså … de havde overtøj på, men det var ikke helt nok til det danske efterår, og det med decideret vintertøj synes Charlotte, vi er noget bedre til her i landet end i UK. Fx kender de ikke flyverdragter, hvilke alle syntes var helt uundværlige så længe børnene var små.

P1040717

Nu er solen begyndt at skinne lidt igen, hvilket passer os glimrende på flere måder … græskarrene lyser nu så vældig fint op ude på det efterhånden tungt belæssede havebord. Jeg så en skovspurv gøre sig så lang som den kunne for at kunne kigge ind i en græskarmund. Det var SÅ morsomt at se – han lagde skiftevis hovedet på skrå til den ene og til den anden side – var tydeligvis enormt nysgerrig efter at finde ud af, hvad der foregik inde i hovedet på den underligt udseende figur. Den kan faktisk blive ret lang, sådan en lille fugl.

P1040720

7. september 2016

Aubrey er en redebygger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:22
Tags: , , ,

Normalt er det piger, man tillægger egenskaben redebygger, men i min familie er det åbenbart mændene, der er det.
Mens mine englændere havde været på ferie i Grækenland, havde der, formoder de, huseret en rovfugl, som havde benyttet sig af, at der var fred for mennesker i den periode. I hvert fald undrede de sig hurtigt efter hjemkomsten over, at der slet ingen fuglesang var i deres have, hvilket der havde været masser af inden ferien.
Aubrey vidste, at der havde været en duerede med fire unger i kirsebærtræet, men da de kom hjem, lå reden nede på jorden, og ungerne var væk.
Det kunne han næsten ikke bære, så han begyndte at bygge en ny rede til dem. Pind for pind, strå for strå. Op i træet og ned igen. Op i træet og ned igen. Charlotte og Tim nænnede ikke at sige, at der nok ikke ville komme nogen duer og slå sig ned der, for med alt det arbejde, drengen lagde i den rede, var det simpelthen så rørende.
De ville også have taget fejl i deres spådom, for der kom hurtigt et duepar og benyttede sig af reden. Aubrey (og Anna) klatrede flere gang om dagen op for at se til fuglene, som tilsyneladende ikke lod sig anfægte af børnenes tilstedeværelse. Kan det have været det samme duepar, som havde den rede, der faldt ned? Det var Aubie overbevist om, at det var. Duer er notorisk dårlige redebyggere, så det kan sagtens være, at Aubies i virkeligheden er bedre end hvad duerne selv kunne præstere.
Og søreme om ikke der lå et æg i reden, da vi kom i mandags. I går fandt de endnu et æg, så nu er der to. Duerne tager stadig ingen notits af børnene, så Anna kravlede op og tog et billede af æggene.

P1030803P1030804P1030805

Børnene har ogå indrettet et et bisygehus (billede til venstre) og en bikirkegård. Der findes en edderkop, som lægger sine æg på humlebier efter at have bidt vingerne af dem. Det var i hvert fald, hvad børnene forklarede mig. De har også fundet syge bier med vinger. De vaskede æggene af et par bier, indrettede sygehuset med græs- og mosbund og med mad og drikke på tallerkenen. Der bliver sørget for dem flere gange om dagen – et par af de syge bier er på mirakuløs vis kommet sig og er blevet udskrevet, mens de, der ikke klarer den, bliver bisat (!) på den nyetablerede kirkegård henne ved krydderurtebedet.
Aubrey er overhovedet ikke nervøs over at omgås bierne – da Tim forsøgte sig med en advarsel, lød det enkle svar: “Far, altså! De gør mig da ikke noget – jeg har jo reddet deres liv!”
Børnelogik …

6. september 2016

Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:39
Tags: , ,

P1030776Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for, om det nu også var en god ide at slæbe mine to bedste og ældste veninder med til England, så er den bekymring nu gjort til skamme.
Det kan da godt være, at det er fordi, min datter efterhånden selv er ved at være midaldrende (jeg har en datter på næsten 40 år! Skræmmende!), men min bekymring blev manet til jorden i dag. Jeg tror aldrig, jeg har snakket så lidt, når jeg har været herovre … holddaOP, hvor kunne de snakke, de tre.
Jeg sad for det meste af tiden mageligt tilbagelænet og lyttede.
Og lyttede. Og hyggede mig.
Anna og Aubrey var de skønne unger, som opførte sig aldeles eksemplarisk – jeg fornemmede en konflikt, men den blev løst uden nogen andre end mor og mormor fandt ud af, at der overhovedet havde været en konflikt.
Huset blev fremvist, der blev hentet børn, der havde overstået første og derfor meget hårde skoledag, der blev gået landsbyrundtur, der blev lavet aftensmad, der blev snakket om historie (husets), EU, bedste- og svigermødre (der er nogle mere eller mindre udefinerbare forskelle på farmødre og mormødre, og de to andre damer er farmødre), der blev snakket, grinet og mobbet næsten lige så meget, som hvis det stadig bare var os tre grumpy old women, der var sammen.

I morgen (som nu er blevet til i dag, kan jeg se på pc-uret), står den på Bath, som jeg elsker, og som de to damer glæder sig til at se.

P1030782Angus-restauranten, som vi valgte i går, var ikke nogen succes.
John og jeg har spist på denne kædes restauranter flere gange og har haft en god oplevelse hver gang. Da Sus, Karen og jeg var i London for 10 år siden, havde vi også en rigtig god madoplevelse her.
Det havde vi bestemt ikke i går. Mit kød var næsten utyggeligt, så jeg lod mine to fæller smage. De var enige.
Jeg klagede over, at kødet var hårdt og sejt – meget, endda.  “Okay – I’ll call the manager.”
”Jamen det er denne udskæring altså. Du skulle have taget … (bla, bla – det-og-det), hvis du vil have mørt kød”
”Og det formodes jeg som kunde bare at vide?
… Ehhh … no … ehhh … (manager med fåret udtryk i ansigtet).
“Jeg forventer sådan set, at alt, hvad I serverer, er mørt og lækkert. Og hvis ikke jeg kan forvente det, så at I i det mindste fortæller mig, at det er et dårligt valg, jeg har taget, fordi det kød ikke er værd at sætte tænderne i”.
Det kunne han ikke sige noget fornuftigt til, så han tilbød mig, at you can choose anything from the menu, hvortil jeg svarede, at nej, jeg vil ikke selv vælge – nu skal du fortælle mig, hvad man kan tygge med øjenbrynene – hvad der er det bedste.
Jeg fik det dyreste og (efter sigende) det bedste og møreste, møre kød fra menukortet – “naturligvis uden ekstra beregning”. Ih, men tusind tak, da …
Det var såmænd også næsten okay, men det nåede ikke gårsdagens kød (fra Bukowski) til sokkeholderne, så vi blev enige om, at det var vores sidste besøg på en Angus Steakhouse.
Husk det, hvis I kommer til London.

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

23. juli 2016

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Det er vaaarmt! Børnene plasker og larmer rundt i poolen, jeg sidder med benene oppe på en bænk i nærheden og strikker, mens jeg ikke sjældent smiler et skævt smil over deres latter, deres ord og deres leg. John sidder og ser Formel 1. For Tim og Charlottes vedkommende vil jeg slet ikke vide, hvad de laver, men de er i Bath og hygger sig forhåbentlig sammen.
Vi spurgte børnene i aftes under aftensmaden, om de havde lyst til at være alene hjemme. Der blev vekslet blikke mellem dem … does that mean … just the two of us or will mommer and morfar be here as well?
Da vi derefter spurgte, om det var i orden, at vi også var her – og om det var okay, at vi i givet fald lavede pandekager til dem, lød der et enstemmigt Yeahhh!!! Charlotte smilede og Tim kastede sin bekymrede mine bort og kunne ikke lade være med at grine – han ved jo hvordan børnene reagerer, hvis de skal passes af Granny.

P1030069P1030070

Mens vi spiste frokost, læste Anna op fra en bog med jokes og puns. Så meget for mig og mine sprogkundskaber – ud af 50 kunne jeg selv gætte to, forstod de 47, men forstod ikke helt pointen i en enkelt. Sådan cirka – men jeg troede jeg ville have kunnet gætte flere end jeg gjorde. En af dem jeg gættede var Why do you see a roll of toilet paper sliding down a hill? Den må vel være heading for the bottom, mente jeg, og Aubie grinede og sagde, at den var even better than the answer in the book.
What do you get when you pour boiling water down a rabbit hole?
A hot cross bunny!
(Som jo i virkeligheden er sådan en.)

Nu vi er ved sproget, så ventede bogen Top 35 mistakes Danes Make In English [a fun guide to small but significant errors] på mig, da jeg kom hertil.
Når jeg tager i betragtning, AT nyansatte på mit gamle arbejde (en farmaceutisk virksomhed) skal “læse og forstå” et hav af dokumenter, inden de får lov til at arbejde rigtigt, AT al rapportering skal foregå på engelsk, AT de fleste er gode til engelsk, men ikke gode nok, så synes jeg, at denne lille og overskuelige bog burde være et absolut krav at have “læst og forstået” inden de skriver deres første rapport. De fleste af fejlene kendte jeg (og de andre engelskkyndige) i mit firma så udmærket, og der blev da også som oftest lyttet, når vi påpegede dem. Et par af fejlene var vi nogle stykker, der kæmpede mod i årevis, men ville man høre på os? Nix. Man blev stædigt ved med at hævde, at det var korrekt engelsk, men her står der noget andet sort på hvidt, skrevet af en englænder, som har boet i Danmark i mange år og har set alle fejlene, vi kan finde på at begå.
Og så var der pinligvis en, jeg også kunne have begået. Flovt.
Jeg kunne nemlig godt have fundet på (har vist heldigvis aldrig gjort det) at sige a sparring partner i samme betydning, som vi bruger det på dansk, men det kan man ikke. På engelsk er det someone with whom you are constantly arguing, someone who needles and annoys you, a thorn in your side. Very few English speakers are looking for a sparring partner, although sometimes they are looking to get rid of one.
Så lærte jeg også noget den dag.
Jeg vil vise bogen til min gamle chef. Han er en af dem, der tager sproget alvorligt, og jeg tror han vil synes det er en god ide, at alle skal læse den.

17. juli 2016

Hvorfor hedder det ikke “at tage en farfar”?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , , ,

Der er mange måder at slappe af på. Hygge på.
Som det særdeles tydeligt fremgår af nedenstående billeder, så er der en vældig god grund til, at vi forærede Anna og Aubie den hængekøje vi selv havde fået forærende. Giverne har givetvis ment os det godt, men det er altså ikke lige John og mig at slappe af i sådan et monstrum. Faktisk er det meget anstrengende og overhovedet ikke afslappende – jeg startede med omgående at lande på den anden side af ombordstigningssiden. Kom op igen ved egen hjælp, men overlod hellere end gerne indretningen til generationen et par stykker under min.

P1030060P1030061

Ungerne havde ellers en hængekøje hver, men det viste sig at være godt at få en tredje, for når Amelia, som tit kommer ind for lege, er der, slås de tre altid om de to hængekøjer. Nu har de en hver. Der blev snakket og hygget til den helt store guldmedalje i flere timer.

P1030076

Mændene tog en morfar. Tim ude, John inde. Charlotte og jeg sov ikke – jeg strikkede, mens hun kortvarigt var en levende illustration til Pigen i Gyngen. Lidt efter tog hun fat på lidt havearbejde. Hverken hun eller jeg er gode til at sove midt på dagen, medmindre vi er syge.

P1030074P1030082

P1030077
Mommer, where’s morfar?
Han tager lige en morfar.
He WHAT???
Det betyder, at han tager en lur … takes a nap.
Okay.   Pause.   Do you take a farfar if you’re a farfar?

Godt tænkt, Anna, men nej, det gør man af en eller anden årsag ikke, og vi kunne ikke forklare hende hvorfor det kun er morfar, der har lagt navn til vendingen.

P1030056Sissinghurst (87)

Vi nåede også en tur på planteskole, hvor jeg var tæt på at købe disse pastiller … gjorde det dog ikke.
Og hvis der nogensinde var nogen, der formastede sig til at forære mig den viste ‘knagerække’, ville jeg være parat til at begå mord.
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke er hundemenneske, men selv om jeg havde været, ville jeg ikke bryde mig om denne rædsel.
Beklager, hvis I ikke er enige – jeg vil ikke engang tilbyde at købe en med hjem til den, der eventuelt måtte ønske sig sådan en! No way!

Næste side »

Blog på WordPress.com.