Hos Mommer

2. marts 2017

Apropos bøger …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , ,

World Book Day 2017 bApropos bøgerne fra gårsdagens emne, så fik jeg en mail i dag med billede af årets kostumer til World Book Day – som godt nok først er 23. april, så enten er skolen i vældig god tid, eller også er børnene …
Anna er Hermione Granger fra Harry Potter-serien, med både ægte Gryffindor-slips og kreppet hår. Aubrey er Tuffnut fra How to Train Your Dragon.
Navnene på figurerne i den serie er ret finurlige: Hiccup, Tuffnut og Ruffnut, Fishlegs og Snotlout.

Fantasien fejler vist intet – det har endnu ikke knebet med at finde ud af, hvad årets figurer skal være.
I 2013 var det hhv. en galakse og Orion. I 2014 var det Pippi Langstrømpe og Robin Hood, i 2015 var det Mary Poppins og en avisdreng, der annoncerede Titanics forlis (jeg kan ikke finde billedet), og sidste år var det Hiccup og Astrid.

Jeg kan godt lide at sy, men dette her havde jeg aldrig kunnet præstere. Heldigvis ville Charlotte altid kun være prinsesse, hvilket jeg lige kunne klare, og allerede da hun var 11 år, begyndte hun at sy fastelavnskostumer til sine kusiner. Hun kunne allerede dengang godt finde ud af at kopiere og sy ud fra tegninger eller billeder af det ønskede, så det må vel siges at have ligget i kortene, at hun skulle ende med at blive kostume-/haute coutureskrædder.

2013 marts - Orion og en galakseWorld Book Day 1Hiccup and Astrid 2

17. februar 2017

Krise!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Pyyyha … men lad det være sagt med det samme: Krisen er overstået igen … men den var der ikke desto mindre.
En times tid efter morgenmaden fik Anna ondt i maven. Det blev værre og værre, og kort tid efter gik hun op i seng. Hun var ligbleg, men havde ikke feber. Charlotte og jeg vekslede bekymrede blikke … vi skulle afsted med dem til lufthavnen kl. 15:45!
Hun fik to Panodil junior, men de hjalp tilsyneladende ikke spor. Det stakkels barn græd og erklærede, at hun i hvert fald ikke skulle ud at flyve i dag!
Uh, hun havde ondt, det var der ingen tvivl om. Men lige i midten, nederst i maveregionen og ingen slipsmerter, så vi satsede på, at det i det mindste ikke var blindtarmsbetændelse. Måske en menstruation, der er på vej for første gang? Nu havde hun også fået lidt kvalme, så der blev sat et fad op til formålet, hvis det skulle blive alvor.
Lige inden frokost fik hun en Ipren. Hun kan ikke sluge piller (det kunne hendes mor heller ikke, før hun var blevet næsten voksen), så den blev knust og pakket ind i jordbærmarmelade.
Vi andre satte os til frokostbordet. 10 minutter efter kaldte hun på sin mor, fordi hun havde kastet op. Anna altså …
Det var her, krisen opstod, uden vi egentlig talte om det lige på det tidspunkt, men det blev en usædvanlig stille frokost, og Charlotte begyndte nu at tænke på backup-planer. Måske blev hun nødt til at sende Tim og Aubrey hjem og så selv komme med Anna, når hun var rask igen – så mistede de da kun to flybilletter. Da hun nævnte det for Tim, udbrød Aubrey: “Mummy, that’s NOT fair! I want to stay here as well!”.

P1050917

Hun kastede kun op denne ene gang og klokken 14 spurgte hun, om hun måtte komme ned og ligge på sofaen og spille iPad sammen med Aubrey.
Så var vi klar over, at krisen formentlig var overstået. Hun kunne også smile igen – det ses tydeligt på billedet, at her ved 15-tiden var krudtet vendt tilbage til øjnene.
Hvis det var Iprenens skyld, at hun kastede op, havde den på sin vis alligevel gjort nytte, selv om den bare lige var nede og vende. I hvert fald forsvandt både smerter og kvalme med den ene opkastning, og da klokken var en halv time i afgangstidspunkt, erklærede hun sig selv helt klar igen.
Krise afblæst.
Den lille bøf til Aubie følte dog ikke megen glæde på sin søsters vegne, men ærgrede sig lidt – han var slet ikke moden til at tage hjem endnu og ville hellere have været blevet. Det var selvfølgelig på en måde dejligt at høre, men hvor var vi (andre) dog lettede over, at hun blev rask næsten lige så hurtigt, som hun blev syg.
Hvad pokker det kan have været, finder vi nok aldrig ud af …
De er nu afleveret i lufthavnen, og selv om jeg altid finder det lidt vemodigt, når de drager hjemover igen, er det naturligvis helt som det skal være … ingen ferie bør forlænges ufrivilligt pga. sygdom.

15. februar 2017

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , ,

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

P1050854P1050857

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

P1050862

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

P1050866P1050875

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

P1050877P1050876

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

P1050870

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

P1050871

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

13. februar 2017

Snemænd og minecrafting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: , ,

Vi var knap nok landet i Den Stråtækte, før børnene var ude i haven for at samle den resterende smule sne til en snemand.
Det skal lige siges, at de alle fire har haft et par dejlige dage i København. Ungerne syntes, ganske overraskende, at Glyptoteket var vældig interessant pga. mumierne og alle de frække nøgne mænd (mummy – why are they all naked?) … de var ret betagede af 3D-filmen i Planetariet, og de fik lov at have sneboldkampe hver gang de var i nærheden af brugbar sne. Alle var dermed glade hele tiden. Aftensmaden søndag var (børnene fik lov at vælge) på cafe Den Hvide Disk (en pølsevogn). De havde spist en kæmpefrokost et eller andet sted, så valget blev accepteret, især måske fordi Tim også synes, det er alletiders med de københavnske pølsevogne. Desserten blev indtaget på Cafe Vivaldi.

P1050832P1050834

Jeg skulle, efter aftensmaden, lige indvies i Minecrafts mysterier. Ikke at jeg blev specielt meget klogere, men de havde begge to meget at fortælle mig.
Det er vist flere år siden, jeg har tilbragt mere end et kvarter i denne stilling med rumpen lige i vejret … der var godt nok også ret langt op igen. Meget længere end der var ned …

P1050839

Nåmmen jeg har ikke så meget tid i dag, men alle andre end mig sidder og ser Kender du typen, så jeg fik lige en halv time …

29. december 2016

Base Camp – et børneparadis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , , ,

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Base camp

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

The ditchThe ditch

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Der fortælles om the tribal life

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

P1050584

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

23. december 2016

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: , , , ,

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Mormor at workP1050485

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

P1050491P1050492P1050494

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Fuld af vaflerP1050501

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

21. december 2016

Base Camp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Rejsen forløb planmæssigt – fly, bus og tog opførte sig ordentligt, så vi landede i Pewsey kl. 12:02, strengt efter køreplanen.
P1050456Vi var lidt forbavsede over, så mange rejsende der var i Københavns lufthavn; det mindede mest af alt om en travl charterrejsende-skiftedag. Vores fly var helt fyldt op, men der var stort set ingen kufferter, der skulle af i Heathrow. Vores kom som hhv. nummer to og fem – vi var glade, men der kom kun en lille halv snes stykker til, så enten havde alle kun håndbagage, eller også var de fleste i transit.

I aftes var der tid til en omgang fælles Minecraft inden sengetid, men i dag har børnene, iført fuld udrustning, været nede i deres lejr, også kaldet The Camp eller Base Camp.
De har tæpper, værktøj, overlevelsespakker og drikkevarer med. Begge rygsække er fyldt til bristepunktet. I dag skal de ikke lave bål, men når de skal, bruger de dette ‘flintredskab’, som rent faktisk virker, til at slå ild med. Det ville jeg gerne se en dag, men jeg ved ikke, om vi når det denne gang.

Klargøring til Base CampKlargøring til Base CampP1050464

For vi voksne har travlt med at forberede julen – i dag stod den på indkøb af langt det meste til alle dagene, vi er her, og jeg har konstateret, at der er mindst lige så juletravlt i de engelske supermarkeder som i de danske. Men det blev klaret, og vi mangler bare et par småting i morgen, plus at afhente den bestilte and, for sådan en fætter finder man ikke i et supermarked herovre. Heldigvis kan den bestilles hos den gode slagter i Devizes.

På vej mod Base CampPå vej mod Base Camp

På vej ned til the camp … de kom dog tilbage igen noget før det annoncerede tidspunkt, men vi ved ikke helt hvorfor. I hvert fald kom de tilbage for at sige, at de i stedet ville gå ned til River Avon for at se, om der var sket noget nyt siden sidst de havde været der.
Det er ikke den samme Avon, som Stratford ligger upon; der er flere floder i England, der hedder Avon … fem tror jeg, Charlotte engang kom frem til. Vi har en teori om, at Avon ganske enkelt kunne være et oldengelsk ord for flod, men den er hverken be- eller afkræftet.

Jeg løber igen – der bliver kaldt på mig – børnene er kommet tilbage med kristtjørn, så nu skal der laves juledekorationer.

21. oktober 2016

Vi trodsede regnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Regnen stod ned i tove, men vi blæste på regnen (tøhø) og satte afsted til Gisselfeld, hvor der blandt andet kunne skæres græskar og ses på, hvordan man får en hund til at apportere. Jeg satsede stærkt på, at græskarhovedfremstillingen ville foregå i tørvejr, hvilket heldigvis holdt stik, og der var oven i købet sat varmeovne op i teltet, så både tilskuere og udøvende kunstnere ikke frøs ihjel eller druknede.

P1040701P1040703

Koncentrationen var stor … det tog lang tid at få indmaden ud … hvad angår visse detaljer vedrørende øjnene, havde en enkelt ikke lige tænkt over, at hvis man skærer et hul, kan der ikke sidde noget i det hul … det lykkedes dog til sidst at få et flot og færdigt resultat ud af det – næsten præcis som man havde tænkt sig dem fra starten.
Desværre havde de ikke længere den meget dygtige, amerikanske græskarudskæringsmester, de ellers har haft nogle gange på Gisselfeld. Han var en sand mester, men valgte forrige år at tage hjem til USA.

P1040710

Paradehuset, Gisselfeld

Børnene var særdeles tilfredse med deres resultater, hvilket var det vigtigste.
Derefter gik den regnvåde tur til Paradehuset, hvor gartner Stig Lauritsen huserer. Nogle kender ham måske fra udsendelserne “Have Haves”. Han er en hyggelig fætter, som vi fik en sludder med, lige som også sidste gang vi var her – den gang sammen med Ditte og Peter.
Jeg fik oven i købet købt Tims julegave … Charlotte fik øje på en engelsksproget bog om Danish Cottages, som hun med det samme vidste, at Tim ville blive meget glad for at få. “Så nu har I julegaven!” – herligt, når det er så nemt.
Så til Fiskemesterhuset og til sidst manden med hundene, men det regnede mere og mere og mere, så da vi kom tilbage til bilerne, var børnene blevet temmelig våde. De skal have nyt regntøj og vinterovertøj, mens de er her i Danmark, men det havde vi ikke lige nået at købe endnu. Altså … de havde overtøj på, men det var ikke helt nok til det danske efterår, og det med decideret vintertøj synes Charlotte, vi er noget bedre til her i landet end i UK. Fx kender de ikke flyverdragter, hvilke alle syntes var helt uundværlige så længe børnene var små.

P1040717

Nu er solen begyndt at skinne lidt igen, hvilket passer os glimrende på flere måder … græskarrene lyser nu så vældig fint op ude på det efterhånden tungt belæssede havebord. Jeg så en skovspurv gøre sig så lang som den kunne for at kunne kigge ind i en græskarmund. Det var SÅ morsomt at se – han lagde skiftevis hovedet på skrå til den ene og til den anden side – var tydeligvis enormt nysgerrig efter at finde ud af, hvad der foregik inde i hovedet på den underligt udseende figur. Den kan faktisk blive ret lang, sådan en lille fugl.

P1040720

7. september 2016

Aubrey er en redebygger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:22
Tags: , , ,

Normalt er det piger, man tillægger egenskaben redebygger, men i min familie er det åbenbart mændene, der er det.
Mens mine englændere havde været på ferie i Grækenland, havde der, formoder de, huseret en rovfugl, som havde benyttet sig af, at der var fred for mennesker i den periode. I hvert fald undrede de sig hurtigt efter hjemkomsten over, at der slet ingen fuglesang var i deres have, hvilket der havde været masser af inden ferien.
Aubrey vidste, at der havde været en duerede med fire unger i kirsebærtræet, men da de kom hjem, lå reden nede på jorden, og ungerne var væk.
Det kunne han næsten ikke bære, så han begyndte at bygge en ny rede til dem. Pind for pind, strå for strå. Op i træet og ned igen. Op i træet og ned igen. Charlotte og Tim nænnede ikke at sige, at der nok ikke ville komme nogen duer og slå sig ned der, for med alt det arbejde, drengen lagde i den rede, var det simpelthen så rørende.
De ville også have taget fejl i deres spådom, for der kom hurtigt et duepar og benyttede sig af reden. Aubrey (og Anna) klatrede flere gang om dagen op for at se til fuglene, som tilsyneladende ikke lod sig anfægte af børnenes tilstedeværelse. Kan det have været det samme duepar, som havde den rede, der faldt ned? Det var Aubie overbevist om, at det var. Duer er notorisk dårlige redebyggere, så det kan sagtens være, at Aubies i virkeligheden er bedre end hvad duerne selv kunne præstere.
Og søreme om ikke der lå et æg i reden, da vi kom i mandags. I går fandt de endnu et æg, så nu er der to. Duerne tager stadig ingen notits af børnene, så Anna kravlede op og tog et billede af æggene.

P1030803P1030804P1030805

Børnene har ogå indrettet et et bisygehus (billede til venstre) og en bikirkegård. Der findes en edderkop, som lægger sine æg på humlebier efter at have bidt vingerne af dem. Det var i hvert fald, hvad børnene forklarede mig. De har også fundet syge bier med vinger. De vaskede æggene af et par bier, indrettede sygehuset med græs- og mosbund og med mad og drikke på tallerkenen. Der bliver sørget for dem flere gange om dagen – et par af de syge bier er på mirakuløs vis kommet sig og er blevet udskrevet, mens de, der ikke klarer den, bliver bisat (!) på den nyetablerede kirkegård henne ved krydderurtebedet.
Aubrey er overhovedet ikke nervøs over at omgås bierne – da Tim forsøgte sig med en advarsel, lød det enkle svar: “Far, altså! De gør mig da ikke noget – jeg har jo reddet deres liv!”
Børnelogik …

6. september 2016

Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:39
Tags: , ,

P1030776Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for, om det nu også var en god ide at slæbe mine to bedste og ældste veninder med til England, så er den bekymring nu gjort til skamme.
Det kan da godt være, at det er fordi, min datter efterhånden selv er ved at være midaldrende (jeg har en datter på næsten 40 år! Skræmmende!), men min bekymring blev manet til jorden i dag. Jeg tror aldrig, jeg har snakket så lidt, når jeg har været herovre … holddaOP, hvor kunne de snakke, de tre.
Jeg sad for det meste af tiden mageligt tilbagelænet og lyttede.
Og lyttede. Og hyggede mig.
Anna og Aubrey var de skønne unger, som opførte sig aldeles eksemplarisk – jeg fornemmede en konflikt, men den blev løst uden nogen andre end mor og mormor fandt ud af, at der overhovedet havde været en konflikt.
Huset blev fremvist, der blev hentet børn, der havde overstået første og derfor meget hårde skoledag, der blev gået landsbyrundtur, der blev lavet aftensmad, der blev snakket om historie (husets), EU, bedste- og svigermødre (der er nogle mere eller mindre udefinerbare forskelle på farmødre og mormødre, og de to andre damer er farmødre), der blev snakket, grinet og mobbet næsten lige så meget, som hvis det stadig bare var os tre grumpy old women, der var sammen.

I morgen (som nu er blevet til i dag, kan jeg se på pc-uret), står den på Bath, som jeg elsker, og som de to damer glæder sig til at se.

P1030782Angus-restauranten, som vi valgte i går, var ikke nogen succes.
John og jeg har spist på denne kædes restauranter flere gange og har haft en god oplevelse hver gang. Da Sus, Karen og jeg var i London for 10 år siden, havde vi også en rigtig god madoplevelse her.
Det havde vi bestemt ikke i går. Mit kød var næsten utyggeligt, så jeg lod mine to fæller smage. De var enige.
Jeg klagede over, at kødet var hårdt og sejt – meget, endda.  “Okay – I’ll call the manager.”
”Jamen det er denne udskæring altså. Du skulle have taget … (bla, bla – det-og-det), hvis du vil have mørt kød”
”Og det formodes jeg som kunde bare at vide?
… Ehhh … no … ehhh … (manager med fåret udtryk i ansigtet).
“Jeg forventer sådan set, at alt, hvad I serverer, er mørt og lækkert. Og hvis ikke jeg kan forvente det, så at I i det mindste fortæller mig, at det er et dårligt valg, jeg har taget, fordi det kød ikke er værd at sætte tænderne i”.
Det kunne han ikke sige noget fornuftigt til, så han tilbød mig, at you can choose anything from the menu, hvortil jeg svarede, at nej, jeg vil ikke selv vælge – nu skal du fortælle mig, hvad man kan tygge med øjenbrynene – hvad der er det bedste.
Jeg fik det dyreste og (efter sigende) det bedste og møreste, møre kød fra menukortet – “naturligvis uden ekstra beregning”. Ih, men tusind tak, da …
Det var såmænd også næsten okay, men det nåede ikke gårsdagens kød (fra Bukowski) til sokkeholderne, så vi blev enige om, at det var vores sidste besøg på en Angus Steakhouse.
Husk det, hvis I kommer til London.

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

23. juli 2016

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Det er vaaarmt! Børnene plasker og larmer rundt i poolen, jeg sidder med benene oppe på en bænk i nærheden og strikker, mens jeg ikke sjældent smiler et skævt smil over deres latter, deres ord og deres leg. John sidder og ser Formel 1. For Tim og Charlottes vedkommende vil jeg slet ikke vide, hvad de laver, men de er i Bath og hygger sig forhåbentlig sammen.
Vi spurgte børnene i aftes under aftensmaden, om de havde lyst til at være alene hjemme. Der blev vekslet blikke mellem dem … does that mean … just the two of us or will mommer and morfar be here as well?
Da vi derefter spurgte, om det var i orden, at vi også var her – og om det var okay, at vi i givet fald lavede pandekager til dem, lød der et enstemmigt Yeahhh!!! Charlotte smilede og Tim kastede sin bekymrede mine bort og kunne ikke lade være med at grine – han ved jo hvordan børnene reagerer, hvis de skal passes af Granny.

P1030069P1030070

Mens vi spiste frokost, læste Anna op fra en bog med jokes og puns. Så meget for mig og mine sprogkundskaber – ud af 50 kunne jeg selv gætte to, forstod de 47, men forstod ikke helt pointen i en enkelt. Sådan cirka – men jeg troede jeg ville have kunnet gætte flere end jeg gjorde. En af dem jeg gættede var Why do you see a roll of toilet paper sliding down a hill? Den må vel være heading for the bottom, mente jeg, og Aubie grinede og sagde, at den var even better than the answer in the book.
What do you get when you pour boiling water down a rabbit hole?
A hot cross bunny!
(Som jo i virkeligheden er sådan en.)

Nu vi er ved sproget, så ventede bogen Top 35 mistakes Danes Make In English [a fun guide to small but significant errors] på mig, da jeg kom hertil.
Når jeg tager i betragtning, AT nyansatte på mit gamle arbejde (en farmaceutisk virksomhed) skal “læse og forstå” et hav af dokumenter, inden de får lov til at arbejde rigtigt, AT al rapportering skal foregå på engelsk, AT de fleste er gode til engelsk, men ikke gode nok, så synes jeg, at denne lille og overskuelige bog burde være et absolut krav at have “læst og forstået” inden de skriver deres første rapport. De fleste af fejlene kendte jeg (og de andre engelskkyndige) i mit firma så udmærket, og der blev da også som oftest lyttet, når vi påpegede dem. Et par af fejlene var vi nogle stykker, der kæmpede mod i årevis, men ville man høre på os? Nix. Man blev stædigt ved med at hævde, at det var korrekt engelsk, men her står der noget andet sort på hvidt, skrevet af en englænder, som har boet i Danmark i mange år og har set alle fejlene, vi kan finde på at begå.
Og så var der pinligvis en, jeg også kunne have begået. Flovt.
Jeg kunne nemlig godt have fundet på (har vist heldigvis aldrig gjort det) at sige a sparring partner i samme betydning, som vi bruger det på dansk, men det kan man ikke. På engelsk er det someone with whom you are constantly arguing, someone who needles and annoys you, a thorn in your side. Very few English speakers are looking for a sparring partner, although sometimes they are looking to get rid of one.
Så lærte jeg også noget den dag.
Jeg vil vise bogen til min gamle chef. Han er en af dem, der tager sproget alvorligt, og jeg tror han vil synes det er en god ide, at alle skal læse den.

17. juli 2016

Hvorfor hedder det ikke “at tage en farfar”?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , , ,

Der er mange måder at slappe af på. Hygge på.
Som det særdeles tydeligt fremgår af nedenstående billeder, så er der en vældig god grund til, at vi forærede Anna og Aubie den hængekøje vi selv havde fået forærende. Giverne har givetvis ment os det godt, men det er altså ikke lige John og mig at slappe af i sådan et monstrum. Faktisk er det meget anstrengende og overhovedet ikke afslappende – jeg startede med omgående at lande på den anden side af ombordstigningssiden. Kom op igen ved egen hjælp, men overlod hellere end gerne indretningen til generationen et par stykker under min.

P1030060P1030061

Ungerne havde ellers en hængekøje hver, men det viste sig at være godt at få en tredje, for når Amelia, som tit kommer ind for lege, er der, slås de tre altid om de to hængekøjer. Nu har de en hver. Der blev snakket og hygget til den helt store guldmedalje i flere timer.

P1030076

Mændene tog en morfar. Tim ude, John inde. Charlotte og jeg sov ikke – jeg strikkede, mens hun kortvarigt var en levende illustration til Pigen i Gyngen. Lidt efter tog hun fat på lidt havearbejde. Hverken hun eller jeg er gode til at sove midt på dagen, medmindre vi er syge.

P1030074P1030082

P1030077
Mommer, where’s morfar?
Han tager lige en morfar.
He WHAT???
Det betyder, at han tager en lur … takes a nap.
Okay.   Pause.   Do you take a farfar if you’re a farfar?

Godt tænkt, Anna, men nej, det gør man af en eller anden årsag ikke, og vi kunne ikke forklare hende hvorfor det kun er morfar, der har lagt navn til vendingen.

P1030056Sissinghurst (87)

Vi nåede også en tur på planteskole, hvor jeg var tæt på at købe disse pastiller … gjorde det dog ikke.
Og hvis der nogensinde var nogen, der formastede sig til at forære mig den viste ‘knagerække’, ville jeg være parat til at begå mord.
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke er hundemenneske, men selv om jeg havde været, ville jeg ikke bryde mig om denne rædsel.
Beklager, hvis I ikke er enige – jeg vil ikke engang tilbyde at købe en med hjem til den, der eventuelt måtte ønske sig sådan en! No way!

31. maj 2016

En udbrændt oliebrænder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:50
Tags: , ,

Man kan altid finde noget at bruge penge på i et hus, der har næsten 240 år på bagen, og kan man ikke selv finde på noget, skal andre nok klare opgaven for én.
De penge, der er sjovest at bruge, er naturligvis dem, der investeres i haven, og, selv om det måske var mange penge, var det også sjovt at bruge dem der gik til renoveringen, fordi vi kunne se den kæmpestore forskel, det gjorde.
Penge, der er knap så sjove at komme af med, er fx dem til en ny oliebrænder.
En gang om året kommer der en ‘oliefyr’ og går systemet igennem. Det er lovpligtigt, og jeg kunne se i mit regnskab, at han sidste år var her 1. juni, så han har styr på sine kunder og er ret præcis.
Dengang sagde han, at brænderen ikke havde det så godt; at han godt turde lade den køre et år mere, men at vi skulle regne med, at den snart stod til udskiftning.
Denne gang sagde han, at den nu har en stor risiko for at ‘sætte sig’ (oliefyrens udtryk … aner ikke, hvad det betyder) til vinter. Kender man den mindste smule til Murphys love, ved man, at det vil ske i en periode med ekstrem frost, og at oliefyren ikke lige har tid til at komme samme dag.
Han havde en brænder liggende i bilen og kunne oplyse os om, at hvis han skiftede den her og nu, ville vi kun skulle betale for den og ikke for eftersynet, som koster 2200 kroner. Valgte vi at skifte den senere, skulle vi betale det samme for brænderen, men selvfølgelig derudover også for dagens serviceeftersyn.
Så sjovt synes jeg som sagt heller ikke det er at bruge penge, så beslutningen om at spare 2200 kroner hørte ikke til i den vanskelige ende af skalaen.
Brænderen er 20 år gammel, så det er vel reelt nok. Jeg kan læse mig til, at oliefyr kan blive op til dobbelt så gamle, men jeg ved ikke under hvilke omstændigheder, lige som jeg heller ikke ved, hvor meget denne har kørt for de forrige ejere. Finn sagde, at han aldrig brugte brændeovnen, så der blev åbenbart kun kørt på oliefyr.
I hvert fald må vi gå ud fra, at denne brænder holder vores tid ud i dette hus, og den er formentlig så meget mere effektiv end den gamle, at den kan tjene sig selv hjem i sparet olie inden for nogle år.

afrejse 31 maj

Jeg er til gengæld overhovedet ikke udbrændt, hvilket er ganske udmærket, for om nogle få timer lander tre af de mennesker, jeg holder allermest af, i Kastrup lufthavn.
Tim skrev: image og sendte mig billedet fra Terminal 5, hvor især Aubie ser ret begejstret ud.
Nu må jeg se, om jeg får et ordentligt knus i lufthavnen, eller vi skal vente til under mere private forhold, når vi er kommet hjem.
Da de var her til jul, ville han helst slet ikke krammes; det var dog gået over igen, da jeg var der for få uger siden, men det er stadig pinligt at vise den slags intimiteter i fuld offentlighed.
Det respekteres naturligvis – jeg ser ingen grund til at tvinge den slags igennem, hvis det betyder noget for knægten. Det er jo ikke fordi han ikke er glad for at se os.
Anna er fuldkommen ligeglad; hun flyver mig omgående om halsen og bliver hængende der, til jeg næsten ikke kan bære hende længere – alt mens Aubie kigger den anden vej og tydeligvis er lidt flov på søsterens vegne.

6. maj 2016

Mommer, do you HAVE to leave tomorrow?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

Når det ene af mine to yndlingsbørnebørn siger sådan, mens hun knuger min hånd og jeg sidder på sengekanten og kigger ned i de store, brune øjne, så er det altså svært at sige, at ja, det er jeg nødt til. But WHY? Fordi flybilletten virker kun i morgen, fordi morfar savner mig og fordi jeg også savner ham. Det sidste var noget hun kunne forholde sig til og derfor accepterede. Da jeg huskede hende på, at der ikke engang er tre uger til de kommer til Danmark, så var det hele i orden igen. Tæt på, i hvert fald.

P1010964

P1010955Langt nede for enden af haven, på græsstykket som Charlotte og Tim købte sidste år for at være sikre på, at ingen kommer og ødelægger deres flotte udsigt med en grim staldbygning, hvilket var lidt for tæt på på et tidspunkt, har børnene sammen med deres tre bedste venner og legekammerater bygget en … en … ja, hvad har de egentlig bygget? Her er bivuakker med camouflagenet und alles, og der er et værksted, hvor der fremstilles våben og andre nyttige redskaber. De elsker at kunne folde al deres frodige fantasi ud hernede uden for alle voksnes hørevidde.
Lige bagved hegnet er der en privat, men offentlig ridesti (sådan noget findes i England), og børnene fortalte mig, at der næsten hver gang de leger dernede, kommer en bereden dame og spørger ungerne, om de har fået lov til at lege der. Hver eneste gang svarer de, at ja, det må de gerne, for det er vores far og mor, der ejer marken. Anna fortalte mig, at mor har sagt, at de altid skal være høflige over for voksne, men Mommer, I really, really just want to tell her to mind her own business and how terribly annoying she is. Det forstår man jo særdeles godt, og jeg vaklede mellem at se mig nødsaget til meget forældreagtigt at spille med på den med, at det nok er det bedste at være høflig og mellem at sige til barnet, at hun næste gang bare skal bede konen om at rende og hoppe.
Faktisk gjorde jeg begge dele, så vi hyggede os lidt med at finde frem til det bedste og frækkeste svar til hende. For sjov, naturligvis …

P1010966

Nu har jeg sagt farvel for denne gang til det dejlige, wiltshire’ske hus med dets endnu dejligere indvånere.
Jeg kan heldigvis, sammen med Anna, glæde mig til, at de kommer til Danmark sidst i maj – den tid vil flyve afsted, for vi skal så meget inden da.

11. april 2016

Nu gik den simpelthen ikke længere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , ,

Jeg havde tænkt tanken.
Det havde John også – John, som selvfølgelig udmærket ved, hvor meget jeg savner dem.
Inge tænkte den også.
Så kom Ditte på banen.
”Se nu at få fundet ud af at komme en tur til England; du kan jo ikke vente syv uger endnu med at se Charlotte og børnene.” Det skrev ingen af de to, men det var det, de mente. John var mere direkte …
AW3V2909cNej, jeg kan faktisk overhovedet ikke vente; det blev endnu sværere efter at have sat ord på det i går, så ind og kigge hos SAS. De havde billetter til en nogenlunde rimelig pris – men også kun nogenlunde – og ikke til de få fly, jeg har mulighed for at vælge, når jeg er afhængig af at skulle videre ud i det engelske land, og jeg nægter at give over 4000 kroner for en billet … no way. Jeg plejer at kunne holde dem på en fjerdedel.
Vi skal en hel del andet det næste stykke tid, så der var ikke det store spillerum; faktisk kunne der kun være tale om en enkelt uge, hvor det kan lade sig gøre for mig at tage afsted, og den slags ufleksibilitet straffes tit. Det er det, flyselskaberne lever af.
Så kiggede jeg på British Airways. Da jeg gik ind på ba.com, troede de jeg var tysker, men pyt, tænkte jeg, så meget tysk kan jeg da, så jeg klikkede datoerne ind … og fik priser retur på over 4500 kroner, og så skulle jeg oven i købet skifte fly! For at komme til London!! Resulterende i en rejsetid på seks timer!! De må have spist søm.
Jeg kapitulerede og ringede til Charlotte for at fortælle de sørgelige fakta, og at jeg nok ikke kom alligevel.
Hun svarede, at BA åbenbart vil gøre meget for ikke at få tyskere ind i UK … prøv at ændre land til Danmark og sprog til engelsk, hvilket jeg gjorde.
Miraklet skete, og jeg fik en returbillet til under 1100 kroner. Now we’re talking … det er ikke smart at være tysker, åbenbart … jeg bookede omgående, inden nogen fortrød et eller andet, så nu skal jeg til England om tre uger. Da jeg printede min rejseplan, fandt jeg ud af, at en del af årsagen til den billige billet var, at jeg kun må have håndbagage med. En kuffert, der skal checkes ind, vil koste 277 kroner pr. vej. Øv, er de nu også begyndt på det lavprispjat? Det gør så ikke noget – jeg kan sagtens klare mig med håndbagage, når jeg kun skal være væk i fem dage.
Næste problem er, at ankomstdagen er en bank holiday i England, så togene kører efter weekendkøreplanen. Pokkers – jeg havde ikke tænkt over, at det var derfor, billetten til den dag var ekstra billig, men det må jeg bare finde en løsning på – det vigtigste var flybilletten, og i allerværste fald må Charlotte køre til Reading og hente mig.
Det er faktisk ret svært at skrive dette med begge hænder oppe over hovedet, men det er altså svært at få dem ned.
Nu skal jeg nemlig kun sove 21 gange, inden jeg skal se dem igen.

10. april 2016

Det næstbedste må være okay lidt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:07
Tags:

Hi Mormor, we have made Berk – the village from How To Train Your Dragon! Now we are playing with it
Hi Mormor I really miss you we are having lots of fun with the stuff you bought us.
Love from Anna and Aubrey
xxx

Vi hyggerJeg elsker at se, hvordan børnene bruger mere tid på at opbygge et eller andet ud fra fantasien, eller b[r]ygge videre på et eller andet, de har set eller læst, end de senere bruger på den egentlige leg. Når Berk er færdig, er den ikke færdig alligevel; enten vokser den, eller også flyttes der grundigt rundt på tingene. Det er skabelsesprocessen, der er den vigtigste og sjoveste del af det hele.

Når selv Tim siger til Charlotte “I miss your mother”, så er det ved at være længe siden, vi har set hinanden.
Jeg ved så ikke, om det er mig, han savner, eller det er min gode mad og den tilhørende gode vin, han og jeg nyder at nyde i fællesskab (lige på det punkt har han jo en ‘kedelig’ viv), men det var da sødt sagt, og Charlotte og jeg blev enige om, at det nok var bedst for os begge to alle tre at lade være med at spørge ham …
Børnene savner os også, hvilket ikke nødvendigvis er pga. maden, men uanset hvad, er det sikkert intet imod, hvor meget jeg efterhånden savner dem. Og der er stadig syv uger til de kommer. SYV UGER. Det er altså længe – også selv om jeg altid hævder, at tiden flyver afsted for os. Det gør tid nemlig ikke, når man tænker fremad, kun bagud.
Det bedste er selvfølgelig at være sammen. Det næstbedste er, at de er søde til ofte at sende billeder af deres hverdagsliv; nu med Berk og sidst med flodbadningen, som de i øvrigt fortsætter med … nu har de været i seks gange, lød den seneste melding. Charlotte synes ikke hun bestiller andet end at vaske de tilmudrede våddragter og sokker, de har på, når de huserer dernede – nu med deres legekammerater fra landsbyen. Både de respektive mødre og mormødre (drengenes mormor er Charlottes nabo) synes de er godt tossede hele bundtet, men ungerne har en fest, det kan der ingen tvivl være om.

Aprilbadning igen

Måske får man den slags mærkværdige badelyster, når man har 80 kilometer til stranden, men elsker at bade.
Moderen holder såmænd meget af at arrangere en udflugt til den rigtige strand en gang imellem, men det alt for tidligt endnu. Synes moderen.

5. april 2016

Hybris og nemesis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , ,

For ikke særlig længe siden, da jeg gik og hostede i næsten fire uger, påstod jeg nok så overlegent, at jeg meget sjældent blev syg.
Det hedder hybris.
I dag har John bragt mig med en gedigen forkølelse til Sverige. Hans forkølelse er desværre også godt på vej.
Det hedder nemesis.
I aftes fik jeg så ondt i halsen, at jeg måtte op og tage noget smertestillende for at kunne falde i søvn. I dag er halsen ikke så slem, til gengæld er jeg totalt snottet til. Øv, gider ikke.

En søndag i starten af aprilEn søndag i starten af april (1)En søndag i starten af april (2)

Jeg er garanteret blevet syg af at se mine to kegler bade i den lille å, der løber mellem haven og hestefolden lige bagved.
Der er sjældent vand i den om sommeren, så det er åbenbart med at benytte sig at, at det har regnet meget … uanset temperaturen på vandet.
Billederne er taget i søndags. Jeg har skrevet og fortalt dem, at jeg synes de er bindegale, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de bare griner lidt ad mig, de små bøffer. Vandet er da også ulækkert, men det er åbenbart ikke af den store betydning.

Broen i Lyngby

Jeg noterede mig hos Carl Christian Tofte, at der i søndags var talt 8000 traner på Pulken, så vi kørte via den til torpet for at se, hvor mange der er tilbage, hvilket viste sig at være omkring 5000. En hel del …
IMG_5654På vejen opdagede jeg en ny, gammel bro i Lyngby ikke så langt fra Pulken. Jeg samler nemlig på svenske stenbroer, og så længe jeg holder mig til at gøre det digitalt, er det ikke noget problem med hverken opbevaring eller tilladelse.

Jeg pudser sommetider glorie.
Traner pudser fjer.
Jeg forestiller mig, at det er ungkarleklubben, der skal ud og score damer i aften. Se da lige, hvor de går til den – den ene kækt poserende på ét ben.

14. januar 2016

Astrid og Hiccup

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

Aubrey 9 aarMine små børnebørn er nu ikke længere så små, fordi de lige er blevet 9 og 10 år. Aubie i dag og Anna for en uge siden.
Selv om jeg ynder at sige, at der er ni måneder og 20 minutter mellem dem, er sandheden således, at det er et år og en uge. Det andet lyder bare lidt sjovere.
Det går alt for stærkt med at blive stor. Med Charlotte var det noget andet – for forældrene kan det næsten ikke gå hurtigt nok; man vil så gerne kunne konstatere, at det er et fremmeligt – eller i hvert fald ikke tilbagestående – barn, hvilket ofte resulterer i, at man er tilbøjelig til at kigge for meget fremad mod næste stadie frem for at nyde det, barnet er i lige nu. Især når man kun har haft ét barn – alle med to eller flere børn siger, at man nyder de[t] næste meget mere, fordi man ikke har så hulens travlt med at se frem til de næste trin på udviklingsstigen.
Med børnebørn er fænomenet næsten endnu mere udtalt. Det er lige før, jeg har har det med dem, som jeg har det med kattekillinger og hundehvalpe: De måtte gerne gå i stå lige præcis der, hvor de er allermest nuttede.
Den dag er måske ikke fjern, hvor de siger “yuuv, vi gider ikke tage med til mormor og morfar. Vi vil meget hellere blive hjemme.”

Hiccup and Astrid 2Hiccup and Astrid 1

imageNå. Der er jo ingen grund til at tage sorgerne på forskud.
Lige nu er de ikke ældre, end at det er sjovt at klæde sig ud. Det er der i øvrigt en del, der aldrig vokser fra …
De havde ønsket sig Hiccups og Astrids tøj fra How to Train Your Dragon, så Charlotte fik travlt efter nytår med at kreere dragterne til dem.
Annas mangler de alternative ærmer og skulderpuderne af metal, kan jeg se, men ellers ser de vist begge meget autentiske ud, så vidt jeg kan vurdere – de var begge meget tilfredse med deres nye outfit, så mon ikke der skal fortsættes med at bygge videre på dragetræningen i den nærmeste fremtid?

7. januar 2016

Håndbog for spioner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:24
Tags: ,

imageI julegave fik Aubrey et par spionbriller som de viste. Virkelig smarte briller var det, for han kunne både kigge bagud og om hjørner med dem, plus at de bevirkede, at han kunne se i mørke. Han elskede dem, for begge børnene elsker at lege spioner – kan også være nisser, lidt afhængigt af årstiden, men i hvert fald at snige sig omkring og lure os af eller fx komme aldeles bag på mormor og kilde hende. Den tager kegler hver gang det lykkes, fordi samme mormor åbenbart hyler op på en meget u-mormorsk måde.
De gør hvad de kan, men glemmer lidt at tage højde for det perifere syn, som vi dog for det meste storsindet lader som om vi slet ikke har.
Nogle gange er det særdeles svært for spionerne at lade være med at fnise henrykt; andre gange er det en dårligt undertrykt hoste, der afslører Vor mand i Den Stråtækte.
Når den ene fniser, bliver den anden tosset, og når den anden fniser, bliver den ene tosset. Det er også svært at bevare tålmodigheden, mens man venter på en mulighed for at komme videre fra, hvor man af en eller anden grund har været nødt til at blive et stykke tid.
Til sidst blev de enige om at skrive Spy rules ned, lære dem udenad og sidst, men ikke mindst, efterleve dem.

IMG_5206

Disse spy rules gælder såmænd i mange andre relationer end lige spionfagets … nummer tre og fem gælder fx for alle biografgængere. Med stay related går jeg ud fra, der menes stay focused.

IMG_5122

Morten Ingemanns kalenderstribe fra i søndags fik mig straks til at tænke på den seje Betty, der stadigt og stædigt fortsætter udendørsbadningen efter andre for længst er stoppet. En enkelt af os kom faktisk aldrig i gang … ikke alene bliver jeg aldrig nogensinde vinterbader; der skal temmelig høje vandtemperaturer til for at få mig i selv om sommeren. Helst mere end 25°, hvilket sker forholdsvis sjældent i de danske farvande.
Så værsågod, Betty, den er til dig – men lov mig ikke at ende som isskulptur Smile

26. december 2015

Total julefred på trods af, at dragerne flyver om ørerne på os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:18
Tags: , ,

Fint gavebåndI går var vi til en hyggelig julefrokost hos Bodil, så i dag skal vi ikke foretage os noget som helst.
Som i slet ingenting. Nogle af os får – igen – slet ikke rigtigt tøj på, hvilket var nemt at give tilladelse til, da vi havde kigget ud ad vinduerne.
Gråt vejr og silende regn, der ikke ser ud som om den har tænkt sig at stoppe.
En af de bedre julegaver var den fra mor og far: Et walkie-talkie-sæt til hver af børnene. Så er der nok til, at de begge og en kammerat kan lege med dem, plus at der er en, som bliver i køkkenet hos mor. Når børnene leger nede i marken, er der ret langt at gå for at kunne kalde dem ind, så udover at være højt priset af ungerne, er det således også til nytte for moderen.

Walkie-talkie-snak

Der er blevet trænet en del i brugen af dem – det var et hit at kunne tale sammen fra hver deres ende af huset.

Et par drager mere til samlingen blev det også til juleaften – det er vist 13, de er oppe på nu tilsammen, plus alle menneskefigurerne – det kan Harry Potter-læsningsagtens fylde det meste af en legedag ud, når man har set samtlige episoder og kan genspille dem og/eller videreudvikle gennem legen.
I eftermiddag skal første Harry Potter-film ses. Anna blev fra starten af bind et fuldstændig opslugt af Harry Potter-universet og er nu i gang med femte bind i serien.
Charlotte ville helst have ventet med at lade dem se filmene, fordi Aubrey endnu ikke er nået så langt i sin læsning, og hun ville foretrække, at filmene blev set efter læsning af bøgerne. Hun har dog givet efter for plagerierne – det er jo jul – men kun første del!

Drage-træningAnna og far læser. Mor ser sin nye dvd om The Ornamental Garden og Cottage Gardens (mormor kigger lidt med, mens der skrives blogindlæg). Aubrey træner drager til den store guldmedalje. Morfar lægger puslespil. Hvis ikke det alt i alt giver julefredsindendørshygge, så ved jeg ikke, hvad der gør. Det lyder måske som om vi ikke taler sammen, det nås dog alt sammen, og selvfølgelig bliver der også snakket, men fordi vi er sammen 24/7, bliver der, selv om jeg altid synes de er her i for kort tid, ikke snakket i én uendelighed fra start til slut – vi er alle vant til stille stunder og kan slet ikke undvære sådanne. Bare det at vide, at man er sammen, kan være dejligt nok i selv – indimellem alt snakkeriet.

Der bliver helt sikkert ikke gået nogen ture i dag. Her ved middagstide er det endnu ikke blevet rigtig lyst, og det regner stadig skomagerdrenge.
I morgen går turen atter mod England, hvilket er yderligere en grund til at hellige sig den indendørs afslapning. De orker næsten ikke at tænke på de to dage i bilen, der allerede ligger foran dem, men de kunne ikke få tingene til at hænge sammen i år, medmindre de nøjedes med fem dage i Danmark.

9. december 2015

Jeg er håbløst ude af trit med sugerørsmoden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags: ,

I morges pingede der to mails ind, mens jeg sad og svarede på kommentarer.
De var fra Charlotte – overskriften sagde i begge tilfælde “Dagens kalendergave”.

SÅ fjollet - men meget sjovt (1)

Da jeg åbnede den første mail, kom ovenstående billede frem, og jeg undrede mig såre over, hvad knægten dog havde gang i.
Spionbriller? Et fjollet stetoskop? Det så ud som om det gik ind i hans højre øre. Var det noget, der sagde noget?

SÅ fjollet - men meget sjovt

Så åbnede jeg den anden mail. Anna så om muligt endnu mere fjollet ud, men nu gik det op for mig, at det måtte være et sugerør!
Du GOdeste … sikke da noget pjat, men især Aubie ser ud til at synes, at det er ret sjovt.
Det må kræve et ordentligt sug, inden man får hevet den første væske indenbords.

Snooker Champion

Faktisk har de pæn succes med at se fjollede ud for tiden.
Den lille familie har for nylig investeret i et billardbord i kvart størrelse. Eller snooker, som denne variant hedder. Det hygger de sig vist meget med, og Tim syntes i søndags, at han ville glæde sin svigermor med et billede af sin egen private snooker champion
Charlotte er i gang med at dyste med svigerfar, og selv barnets mor her blev helt forskrækket over ansigtsudtrykket (kan man kalde det determineret?) – min ellers forholdsvis nydelige datter ligner jo en arrig udgave af The Missing Link.
Selv i kvart størrelse fylder sådan et bord meget … jeg glæder mig til vi skal derover igen, så jeg kan få set John balancere på lænestolen for at få den rigtige vinkel på køen.

25. oktober 2015

Den store lille pige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:33
Tags: ,

image

Min store lille pige har nu fået huller i ørerne.
Hun var lidt spændt i går morges, så der var ikke den helt store appetit til morgenmaden.
I Guldsmedien i Køge fik hun besked på at sætte sig på en taburet lige midt i butikken, så alle kunne følge med i processen. Først skulle hun lige vælge juvelerne, der skal sidde i ørerne de næste seks uger.
Jeg kunne godt se på hende, at hun var en smule nervøs, men også at hun prøvede at skjule det, for hun ville på ingen måde risikere, at moderen sagde, at det nok hellere måtte vente til en anden gang.
Der var nemlig noget med, at den unge dame besvimede under det seneste tandlægebesøg, hvilket var årsag til, at C tøvede lidt med at sige ja. Det var således ikke fordi, hun ikke måtte få de huller som sådan, men hvordan ville hun reagere?

P1090235P1090236

Hun tog det i stiv arm og var helt afslappet, da det andet hul skulle skydes, for det første havde hun slet ikke mærket.
Der kom ikke så meget som en mikroliter blod, så det var så fint alt sammen. De andre kunder i butikken klappede og sagde, at hun var meget dygtig.

Men.
Da Charlotte et halvt minut efter stod og snakkede med ‘hulledamen’ om hygiejnen i forbindelse med hulleriet, blev Anna pludselig askegrå i ansigtet og hviskede: “I think I’m going to be sick”.
Det kan nok være, vi fik hende ud af forretningen i en fart og sat hende ned på fortovet. Heldigvis besvimede hun ikke, men det tog nogle minutter, inden barnet var parat til at komme på højkant igen.
Hun ville gerne have noget vand, og mad havde hun som nævnt heller ikke fået … heldigvis lå der en café lige ved siden af Guldsmedien, så med en solid støtte i moderen fik vi hende bugseret derind og givet hende vand og noget at spise.
Det gjorde stadig ikke ondt; det hele var kun noget, der skete inde i hovedet på hende, og så snart vi fik hende til at tænke på noget andet ved at sætte hende og Aubrey til at spille Reversi på min telefon, vendte farven tilbage i kinderne og vi kunne køre hjem til Den Stråtækte, hvor hun stolt fremviste den nye udsmykning til morfar.
Først skulle vi dog lige i BR for at finde en ting til Aubrey. Det var Tims betingelse: at Aubie også skulle have noget, hvis Anna skulle have huller.

P5110048 P5110042

Åhhh – tiden går bare ALT for hurtigt …

I aftes kom familien. Noget af familien. Vi endte med at blive et lille sluttet selskab på bare 11 – der er mange unge mennesker, som enten er gravide og har det skrækkelig dårligt 24/7, havde en vagt, man ikke kunne komme af med, har travlt med studiet ovre i Odense eller er på Hawaii, hvilket i alt reducerede selskabet med seks hoveder.
Vi prøver igen til jul, men det er svært at samle alle.

7. august 2015

Nu er bordplanen i det mindste lagt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:18
Tags: ,

Englænderne er sendt afsted til en af kusinerne, så de kan få hilst på i hvert fald en del af den unge del af familien. Den ældre kommer i morgen i form af mine søstre, men af pladshensyn måtte vi sige til alle i Charlottes generation, at de desværre ikke ville blive inviteret med. Det var blevet en 11-12 stykker mere, og dem ville vi ikke kunne bænke i haven udover de 33, vi bliver i forvejen.

P1070813P1070814

imageI formiddags tog mor og datter en lille (meget lille) tur, inden far og søn satte afsted for at aflevere kajakkerne hos udlejeren. Vandet var næsten spejlblankt, så Tim turde godt tage ansvaret for, at lillefyren var med hele vejen ud til Roneklint. De klarede de 8-9 kilometer på to timer uden at holde pause – han er altså en sej, lille gut, er han, og udlejer Lars var da også behørigt imponeret. De ramlede ind i en regnskylle på vejen, men det generede ikke store ånder. Man kan se dem (regnskyllene. Ikke ånderne) lige i den retning, ruten skulle gå, på billedet herunder.  Ruten blev en smule længere, fordi Tim ikke ville tage drengen med på den direkte rute tværs over fjorden. Better safe than sorry, og skulle regnvejret vise sig at blive til et tordenvejr, skulle de hurtigt kunne trække ind til land. Sådan gik det heldigvis ikke; det dårligste vejr trak uden om dem, men sådan noget kan man ikke vurdere på forhånd.
Lars spurgte, om han måtte få nogle billeder af Aubrey i kajakken. Dem vil han bruge til reklame, for som skrevet forleden, var Aubie den første, der brugte den, så der er endnu ingen billeder af den fine miniudgave på vandet.

P1070827

Der er købt det hele ind nu (håber jeg …), bordene er sat op og bordplanen er lagt. Hvorfor er det altid så hundesvært at lægge en bordplan? Der var nogle, der næsten gav sig selv. Det kolliderede bare med, at der samtidig er en del andre, jeg gerne vil have møder hinanden, men jeg kan ikke sætte alle dem sammen. Så er der også altid nogle, man er i tvivl om, hvor man skal placere. Når man endelig har fået det hele til at gå op, opdager man, at det alligevel ikke er gået op på den helt rigtige måde … så flytter man et par stykker, og så ramler hele planen. Om igen.
Nu tror jeg dog, det er lykkedes, men det kan nå at ændres til i morgen aften.
Nu vil jeg gå ud og hænge bunting op i den hvide pavillon.

2. august 2015

100 % afslapning – og det bliver man træt af?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: , ,

P1070652Der var totalt gang i børnene fra morgenstunden. De sov – for dem – længe, og nok netop derfor var de noget friskere end os andre, som havde siddet og småsludret til ved midnatstide.
Det gode vejr er her endnu; det har indtil videre holdt hele dagen, og vi krydser, krydser for dets forbliven i helst mindst en uge endnu.
Både morgen- og aftensmaden blev indtaget inden døre, men ellers er de resterende af dagens og aftenens timer tilbragt udendørs – enten på terrassen, hvor der blev studeret fjordliv …

P1070654

… eller bag terrassen, hvor der er et meget, meget hemmeligt sted, som er helt perfekt til hule, hvorfor alle husets picnic- og andre tæpper samt diverse puder, som gerne må leges med udedørs, blev taget i brug. Det varede ikke længe, inden hulen var færdig; der blev både til gulv, loft og tre vægge, så der herskede stor tilfredshed med disse midlertidige boligforhold. Først hyggelæsning (hhv. Skatteøen og Robinson Crusoe) og derefter, som en næsten uundgåelig følge af kombinationen af disse bøger og en hule, tegnet sørøverkort i stor stil.
Åhh – kan I huske det fra barndommen? Det var bare det bedste at bygge huler. Indendørs eller udendørs, det var ligemeget, men huler var altid gode.

P1070657

Efter frokost kørte vi på Feddet, hvor der først var herlig og sjov leg på den fantastiske naturlegeplads; derefter badning.
For to af os. Resten skulle ikke nyde noget – der er ingen af os, der nogensinde har været vandhunde, men ungerne havde en fest, selv om de frøs med anstand, da de kom op.
Aubie kom op med helt blå læber, og han rystede som et espeløv.
Charlotte kom med et håndklæde og sagde med moderlig ømhed: “Åh hvor du dog fryser, lille mand!”
”NO! I’m not cold. I’m just shivering”. Han ville sandsynligvis ikke risikere, at vi tog hjem, hvis han indrømmede, at han frøs.

P1070661P1070669

Da de nåede til, at de gravede sig ned og pakkede sig ind, var der faktisk kommet en kølig vind, så vi kørte hjem og nød, at der var læ i haven.

P1070672

Efter aftensmaden var der solnedgangs- og blødt lys-hygge på terrassen, mens ungerne rendte dagens sidste krudt af.
Jeg er træt og fatter ikke hvorfor – jeg har ikke lavet en pind hele dagen. Det må være al den friske luft. Især havluften har tæret, vil jeg tro.

16. juli 2015

Lige pludselig kunne jeg godt huske hvorfor …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:53
Tags: , , ,

Lige pludselig kunne jeg godt huske hvorfor jeg ikke var så vild med at hjælpe mor med at lave stikkelsbærmarmelade: De skal nippes!
Det var nu ikke så slemt, som jeg huskede det; de 2,5 kilo bær tog kun en halv times tid at ordne, og jeg fik produceret et meget stort, et mellemstort og 11 almindelige glas stikkelsbærmarmelade, plus at der kom 11 glas ud af hindbærresterne fra i aftes. Ikke så ringe endda, og nu behøver Charlotte ikke at købe pandekagesyltetøj det næste år.

P1070356P1070365

Ellers er forberedelserne til det der flower show, I ved nok, (stadig) i fuld gang – herover er pavillonen ved at blive rejst.
Og herunder er the bunting ved at blive hængt op – noget af det. Resten skal vist på pavillonen, når den er færdigmonteret.
Alle andre end jeg er, sammen med Tims mor og mand, henne ved The Village Hall (landsbyens forsamlingshus) for at hente borde og stole.

P1070395P1070402

De fire fantastiske pokaler er fundet frem, men dem vil jeg ikke vise, før de står på den hvide dug og tager sig ordentligt ud.
I morgen er der vist nok flere af landsbybeboerne, der vil være i fuldt sving med at bage kager.
The Celebrity’, som skal komme og vurdere blomster og grønsager, er en lokal blomsteravler. Der vil være præmie for best bloom, best flower arrangement, best vegetable og best children’s something.
Alt er købt ind. Tror vi nok. John og jeg står stand-by, hvis noget skulle være glemt.
I år bliver det kun med deltagelse fra landsbyen. Måske kommer der nogle enkelte udefra, men det er ikke annonceret. Det er en test, for hvis der skal komme besøgende fra de omkringliggende landsbyer, vil det i sagens natur blive et noget større arrangement, hvor alle aktiviteter og boder er nødt til at være konstant bemandede, hvilket igen kræver en del frivillige. Det vil alt sammen blive diskuteret på et senere tidspunkt i landsbylauget.

P1070370   P1070381

I dag har vi ydermere været til et arrangement på skolen, hvor en eller to klasser ad gangen opførte et musisk nummer, hvis sværhedsgrad naturligvis modsvarede klassetrinet, hvoraf der er seks på denne grundskole. A&A befinder sig lige i midten, nemlig 3. og 4., og skulle først synge og derefter spille på ukulele, hvilket krævede en del koncentration, kunne vi fornemme – de fik dem først udleveret i går, så der har ikke været lang til at øve sig i.
Læreren stod foran ungerne og viste, hvilke to greb de skulle bruge. Det gik faktisk bedre end jeg nok havde forventet, og sangen forløb fortrinligt.
Desværre havde læreren pakket Anna væk på bagerste række; hun kan kun lige anes bag Aubies venstre skulder.

18. juni 2015

Engelsk er sjovt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , ,

… synes jeg så absolut stadig, men hvis ikke man er enig i dagens overskrift, bør man nok hoppe af allerede her …
Jeg sad og ryddede lidt op i gamle filer og faldt dermed over noget af det materiale, jeg brugte på mit arbejde for at gøre mine løftede pegefingre lidt mere spiselige (!). Det var godt at krydre med, fordi det gav næsten dobbelt effekt: Man huskede både det væsentlige og det morsomme.
imageHvor gode eller dårlige I er til engelsk, kommer selvfølgelig overhovedet ikke mig ved, men det kunne være, der var en enkelt eller to, der kunne drage nytte af det.
Pilen med quantities giver en god fornemmelse af nuancerne, når man ser ordene sat op på denne måde.
Ligeledes kan jeg ikke dy mig for at forklare forskellen på may og might for dem af jer, der ikke måtte kende den.
Man kender formentlig begge ord, men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan de bruges.
Will he pass the exam?”
“He may, but he has been rather lazy during this term
.”
“He might, but he has been rather lazy during this term.”
Hvis vi taler sandsynligheder, så antyder man med may en chance på 50 %, mens man ved brug af might kommer ned på cirka 30 %, så man tror altså lidt mere på, at han består, hvis man bruger den første sætning.
Nedenstående var et hit med alle de rapporter og statistikker, der blev produceret i min afdeling – det var ret vigtigt at kunne sætte de rigtige adjektiver på, når man skulle forklare graferne:

image

Har vi mon ikke alle sammen efterhånden set den lille børnetøjslabel, der siger Remove child before washing?
Der findes mange flere af slagsen, og jeg havde gemt en del af dem i en fil, der hed In Honour of Stupid People.
On a Swedish chainsawDo not attempt to stop chain with your hands or genitals.”
(oh my God … was there a lot of this happening somewhere?)
On a Japanese food processor“Not to be used for the other use.”
(now, somebody out there, help me on this. I’m a bit curious.)
On Nytol Sleep Aid“Warning: May cause drowsiness.”
(and … I’m taking this because??? …)

Occupational Hazards er heller ikke helt uden evner:
A consultant is someone who takes the watch off your wrist and tells you the time.
A professor is one who talks in someone else’s sleep.
An economist is an expert who will know tomorrow why the things he predicted yesterday didn’t happen today.
A mathematician is a blind man in a dark room looking for a black cat which isn’t there. (Charles R. Darwin)

Launching River TroutGalley slaves rowing hard

And a galley slave is …
Mine englændere har købt en lille robåd – resultatet af en klassisk Tim: Han sad og så Vinden i Piletræerne sammen med børnene og sagde, at det da kunne være hyggeligt med sådan en lille robåd – “så kan vi have mor med og dermed være sammen alle fire på én gang; det kan vi ikke i kajakkerne”.
Gæt, hvad ungerne syntes om den ide? Og hos Tim er der sjældent langt fra tanke til handling, så nu har de River Trout … brugt, men allerede elsket …

8. maj 2015

And now it’s hyggetime

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: , , ,

Vi sidder og spiser aftensmad. Jeg har lavet napolitansk kartoffelkage, som både børn og voksne holder meget af. Opskriften jeg linker til her, er fra madabc.dk. Det er min opskrift, som jeg engang sendte ind til et andet opskriftwebsite, men nævner de mig som kilde? Nænæ. Og det er helt sikkert min opskrift, for jeg kan genkende de ændringer, jeg har lavet i forhold til originalen, men pyt med det – det bliver den bestemt ikke dårligere af, og jeg kan på det varmeste anbefale denne enkle ret, serveret med en god salat til eller eventuelt en gammeldags mormorsalat.

P1060496P1060499

Efter pudding, som i daglig tale ikke betyder budding, men dessert, lød det fra en meget tilfreds Aubie:
And now it’s hyggetime. Sidste ord udtales med første halvdel på dansk og anden halvdel på engelsk, så det er ikke en time, vi taler om, men hyggetid.
Han spillede Wordsearch og hun … noget andet … jeg lagde især mærke til hans valg, fordi han jo er ret ordblind, men har fået så gode værktøjer, at han ligefrem synes, det er sjovt at bruge sin frihyggetid til at lære mere og mere om ord, så han kan blive bedre, hvad han da også hele tiden bliver.

P1060492Charlotte viste mig en lerpibe, Tim havde fundet liggende på en af de bjælker, der blev afdækket i forbindelse med renoveringen. Charlotte har i haven fundet flere lerpibestumper, som hun har gemt, men det er først efter fundet af en næsten hel pibe, hun er blevet klar over, hvad de andre stumper stammer fra.
Jeg googlede clay pipes for at finde ud af, hvor gamle sådan nogle størrelser mon kan være, og fandt ud af, at de kan stamme helt tilbage fra slutningen af det 16. århundrede. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at denne er så gammel, men den er på den anden side nok ikke ligefrem ny. Det er en forholdsvis lille pibe, med et rumindhold på måske halvdelen af en moderne pibes.
Samme googling kunne lede mig frem til en hjemmeside for The Society for Clay Pipe Research. Det er simpelthen kun i England, den slags klubber kan eksistere.

18. februar 2015

Dagens Kaj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , ,

Tim erklærede i morges, at han var lidt imponeret over tidevandet i den lille Præstøfjord, men vi var nødt til at skuffe ham og fortælle, at forskelle i vandstanden udelukkende skyldes vindforhold. I dag er der omkring 60-75 cm lavere vandstand end der var i søndags, så ungerne (og deres mor og mormor) var langt ude – men det ville være synd at sige, at vi var på dybt vand …

P1050264

Jeg fik desværre ikke noget billede af, da de var endnu temmelig meget længere ude i selve vandet, som trods det kun gik til halvt op ad støvlerne. Ingen af dem fik våde fødder i dag – det burde faktisk skrives ind i historiebøgerne.
De brokkede sig lidt, for de forudså et problem til sommer: De kan simpelthen ikke komme så langt ud, at de kan komme til at svømme! Og hvad med kajakken? Den vil da bare lægge sig på siden, mente de.

P1040990P1050266

Fladt er der godt nok på stranden her – det kan vi ikke komme udenom. Båden på de to billeder er den samme – til venstre er den taget oppe fra huset; på billedet til højre er den taget fra den anden side af stedet, hvor man kan se noget af blishøneøen på det venstre billede.

Da jeg kørte til Karise for at handle, blev der spurgt til, om der mon kunne falde endnu en kajkage og en træstamme af.
Det kunne der selvfølgelig … Karise-Kaj havde et meget anderledes udseende end Præstø-Kaj.
I Karise er han enøjet, har en lille mund, men ingen tunge. Til gengæld har han fået nogle gevaldige hængekinder, så vi blev enige om, at Karise-Kaj er den gamle og velopdragne udgave, hvor Præstø-Kaj var den unge, [bred]flabede knægt.

Kaj - PræstøKaj - Karise
Der kunne meget nemt gå sport i det her … vi når ikke flere udgaver denne gang, men vi har aftalt at fortsætte Kaj-jagten til sommer.

Næste side »

Blog på WordPress.com.