Hos Mommer

21. juni 2021

De er skøre, de briter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 9:59
Tags: , , ,

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

15. april 2021

Her blev jeg så glad, at det trak tårer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:43
Tags: ,

Advarsel: Dette indlæg vil i mistænkelig høj grad virke som det rene praleri.
Det er det også …
I går skrev jeg om tre ting, der gjorde mig glad.
I aftes indløb der som en fjerde ting en mail, der gjorde mig mere glad end de andre tre tilsammen. Faktisk så glad, at jeg blev lidt våd i øjenkrogene, men den var også fra Anna.
Det var et svar til mig på et pjattet billede, jeg havde hugget fra FB og sendt til hende med ordene: I bet you didn’t know this about your old mormor – and it’s all true … apart from the fat joints!
(Bell bottoms er trompetbukser. Det vidste jeg ikke, og så går jeg frækt ud fra, at det ved I heller ikke.)

Hi mormor
Oddly I can imagine all of that, however I struggle with the going to bed at four in the morning! I’ve always known you were a cool mormor.
In England we have this book, it’s called: ‘Gangsta Granny’. It’s by David Williams, and it is about a boy and his grandma. This boy is forced to go to his grandma’s house, he really doesn’t want to because he thinks she is really boring. But when he’s there he discovers a chest full of jewels, it turns out that his granny has robbed many famous people and stolen many valuable jewels, together they then go and steel the English Crown Jewels; and I’m not sure why but that book (and now film) always reminds me of you, you are always funny and you have all sorts of hidden talents and tricks up your sleeve.
I really miss you and morfar, and I really, really hope to see you soon. Your email made my day! I love you both so much and I can’t wait to see you again.
Lots and lots of hugs, kisses and love, Anna

Er hun da ikke bare supersød og dejlig? Jeg har ikke spor imod at minde hende om denne storkriminelle bedstemor!
Og så måtte jeg da lige fortælle, at jeg godt kunne gå på arbejde efter kun ganske få timers søvn … det skete ikke tit, men det skete – lige som vel for de fleste af os i vores grønne ungdom. Og at jeg selvfølgelig var træt, men det gik alt sammen alligevel.
Hun sagde engang you’re the most technical granny, I’ve ever heard of. My English granny doesn’t even know how to email!
Det skal der jo så ikke specielt meget til at overgå, men Annas ‘imponerethed’ skyldes bl.a. at hun morer sig, når Charlotte løber lidt sur i informationsteknologien og spørger sin mor om filstrukturer, billedbehandling eller hvordan man nemmest/bedst sikrer sine billeder mod at forsvinde, og om jeg ikke lige kan sætte hendes nye printer op, fordi hun ikke kan få skidtet til at fungere. Aubrey bliver en smule flov over sin mors håbløse uvidenhed – men kan ikke lade være med at grine alligevel … Anna storgriner bare, og jeg labber det hele i mig.
Jeg er absolut ikke nogen it-haj, hvilket jeg ved flere lejligheder har været inde på her på bloggen, men i Annas øjne er jeg, og den tro vil jeg da på ingen måde tage fra hende …

14. januar 2021

Bare en lille fødselsdagskavalkade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,
2007 - næsten 2 år 2008 - næsten 2 og næsten 3 år
Maj 2010 - 3 og 4 år November 2010 - næsten 4 og næsten 5
1. skoledag 2011 - bare 4½ år 2012 - 5 og 6 år
marts 2012 - 5 og 6 år 2013 - 7 og 6 år
2013 - 6 og 5 år Hiccup and Astrid - 2016 - 9 og 10 år
Sommer 2018 - 12 og 13 år December 2020 -  næsten 14 og næsten 15 år

Det er næsten synd for jer, at I skal belemres med denne billedkavalkade, men jeg fik lyst til at lave den i dagens anledning.
Det er min blog, og jeg bestemmer … der er naturligvis en årsag til kavalkaden:
I dag bliver mit yngste barnebarn 14 år. For præcis en uge siden blev mit ældste barnebarn 15 år.
Jeg tror samtlige verdens bedsteforældre spørger sig selv ved sådan en lejlighed, hvor de år dog blev af.
Jeg har LIGE været i England for at se Anna for første gang, og kun få uger senere var jeg derovre for at se lille Aubrey.
En god måneds tid efter – allerede på fjerde billede – begyndte Anna at gå i skole, Aubrey fulgte efter på billede fem og de følgende billeder er der også kun få måneder imellem. Føles det som …
Hvis man muser hen over billederne, kan man se årstal og børnenes alder. (Der er en regnefejl på et af dem.)
I mit hoved er der kun gået meget kort tid fra første til sidste billede – det er kun ude i Den Store Verden, der er sket mangt og meget. Selv det år, der blev revet ud af min kalender pga. min kræftbehandling, føles nu som om det kun varede et kort øjeblik – omend jeg godt kan huske, at jeg dengang syntes det år varede en evighed. Tid er en særdeles relativ størrelse, men det beviste Einstein jo allerede for 116 år siden.
Sidste sommer var første år, Anna og Aubrey bad om at få hver deres værelse, da de var her på ferie. Vi har tre gæsteværelser, så det kunne fint lade sig gøre – hvis ikke, havde de nok heller ikke bedt om det … men nu var de glade for den natlige ensomhed:
Aubrey han snorker altså bare meget!
Anna larmer, fordi hun absolut skal børste sit hår midt om natten, selv om hun bare har været på toilettet!
Med andre ord: Nu er de store. Teenagere, men endnu ikke voksne, selv om Aubrey efter skolestart september 2020, hvor han pludselig helt selv kunne finde ud af at lave lektier uden som vanligt nærmest at skulle have svunget pisken, med et grin hævdede, at that’s because I’m grown up now.
Anna passer sin skole og spiller flygel og guitar i fritiden (og i skolen også, i øvrigt); Aubrey passer sin skole, cykler meget i fritiden – og har fået (meget) dyb stemme og overskæg.
Hvor pokker blev de 14-15 år af???
Det ville være selvbedrag at påstå, at det kun er på de to unge mennesker, at man kan se, at årene er gået. Det ville jeg ellers gerne kunne bilde mig selv ind, men sådan er det desværre ikke. Jeg kan kun alt for tydeligt se, at både forældrene, John og jeg er blevet 15 år ældre siden Annas ankomst.

13. december 2020

Vi er værre ramt end England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , , , ,

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

C 44 aarMor 44 aar

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!

11. december 2020

Minderne har man da lov at ha’ …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:43
Tags: , , , ,

I morgen bliver min datter 44 år. Jeg syntes jeg var betænkelig tæt på halvgammel, da jeg selv var 44 år, men sjovt nok synes jeg ikke, at min datter er det. Hun er stadig en relativt ung kvinde i sin bedste alder. Men okay … hvis jeg skal se tilbage, så var det bedste tiår i mit liv da jeg var mellem 35 og 45 – af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
Det er pudsigt, som alder er et relativt begreb. Tim er 47. Da det som teenager gik op for mig, at jeg ville være 47, når vi trådte ind i det nye årtusind, tænkte jeg, at puha, det er en vildt høj alder, og ville jeg mon overhovedet komme til at opleve det?
Det gjorde jeg som bekendt – foreløbig er det 20 år siden, jeg ‘overlevede’ Y2K (Year 2 Kilo), som det hed på arbejdet, og hvor der blev sat mange og dyre ressourcer ind på at tjekke elektronikfunktionaliteten. ALT blev valideret, selv ting, som ikke indeholdt en chip, og jeg griner endnu over det, som jeg også gjorde dengang. Jeg stod allerbagerst i køen til at deltage i det pjat, som jeg anså det for at være, og håbede inderligt, at min chef ikke ville melde mig ind til projektet, for selvfølgelig ville tingene virke, også efter nytårsaften 1999/2000. Når et eller andet var valideret og fundet okay, blev der sat en mærkat på med Y2K, så ingen skulle være i tvivl om, at her var alt i orden.
De fandt ikke så meget som en lillebitte dims, der ville gå i sort nytårsaften, men det havde kostet firmaet (ganske som for mange andre firmaer) penge at konstatere det. Man sagde better safe than sorry, og det kan der selvfølgelig være noget om … men jeg hørte nu heller aldrig om andre, der havde fundet noget, som ikke virkede, selv om journalisterne kørte ud i store dommedagsoverskrifter, at ens kaffemaskine eller hårtørrer risikerede at eksplodere kl. 12 nytårsaften. Det må siges at være årtusindets practical joke, en eller anden havde fundet på. Sådan ser jeg på det, og jeg er ikke bagklog, for jeg hævdede det allerede inden man satte det hele i værk. Det virkede simpelthen ikke logisk, at det skulle kunne ske.

Tilbageblik … nostalgi … et anstrøg af rørstrømskhed … de samme tanker må Tim have haft i går, da han sendte mig både nye og ældre billeder af hus, have, kone og børn. Jeg tror, at han er klar over, hvordan jeg har det med ikke at kunne komme til at se dem derovre, hvilket han ikke skal høre noget for, og jeg sad da også bare og nød billederne – og har valgt kun at sætte nogle i fra i år.

The Malt House 2020A room with a view

Herover det for nogle af læserne så velkendte, og, for mit vedkommende meget savnede, hus med de smukke sash windows, der også er bay windows. Jeg har lært en del om engelsk arkitektur og fagudtryk i min tid som mor og svigermor til et par, som har ejet/ejer et hus, der kan dateres tilbage til hhv. 1310 og 1410.

Dinnerplate 2Dinnerplate 1

Charlottes første dinner plate dahlias. De er virkelig store – hun måtte bare eje sådan en, da hun så, hvor stor min blev.
Det bliver Aubrey også. Altså stor … da vi var derovre i marts, var han netop vokset Anna (på 158 cm) over hovedet, og da de var her i august, var han lidt højere end mig, dvs. omkring 170 cm. Nu nærmer han sig med hastige skridt 180 cm, hvis ikke han allerede er der – det er helt vildt, som han er vokset i år; jeg troede ikke, man kunne vokse så meget på så kort tid.
(Og her kan selv moar se, at C ikke er 20 år længere … hun har jo fået rynker!)

28. november 2020

Vi bruger vores forstand og holder afstand med anstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:47
Tags: , , , ,

Det sidste ord i overskriften brugte min far en del; han kunne som regel ikke nøjes med at sige noget med at fryse, forde det næsten altid var tæt forbundet med anstand: Vi fryser med anstand.
Ordet betyder værdighed, og den gælder det om at holde på i videst muligt omfang.
En forstand har ikke noget med skovbrug at gøre, lige som tilstand ikke er en and fra Tilst.
I går ankom pakken til mine englænderes husstand, og den blev genstand for en del opmærksomhed.
De blev glade for den bistand jeg kunne yde til juleglædens fremme – ingen havde lyst til at yde modstand – ejheller opstod der opstand …

Nå. Jeg må hellere stoppe, inden I går helt i standby over min standstandhaftighed (sorry) …
November 2020 - 2November 2020 - 1

Pakken er som sagt modtaget, og familien åbnede den sammen, for jeg havde antydet, at der ville være lidt mere end hyldebuskene til Charlotte i den.
Jeg elsker at give dem gaver, og når glæden er så uskrømtet som her, er det det hele værd, at det skal koste så meget at sende til England … tre pakker af denne størrelse, og det kan betale sig for mig at købe en flybillet og selv fragte tingene derover.
Men det kan jeg som bekendt ikke her under coronapesten.
”Desværre filmede vi ikke da vi åbnede kassen; du skulle have hørt børnene! Hattene var til stor lykke: Aj, der er guitarer på min hat! Aj, der er cykler på Aubreys! Og så nåede de ned til chokoladekalenderne; de største de nogensinde har set – også stor lykke! Og tællelyset var også lykken; så de er alligevel stadig spændt på jul. Tusind tak for vores lækre chokoladekalendere og alle de forskellige godter!

Jeg vil kalde ‘hattene’ for huer, og ‘tællelyset’ er naturligvis et kalenderlys. Det er et par af de lidt pudsige eksempler på, at Charlottes danske, som, efter over 20 års ophold i England, er begyndt at ruste en smule. Hun må sommetider lede efter ordene, og da det ikke er hver gang hun finder det rigtige, må hun digte lidt, hvilket godt kan give anledning til et (ikke altid helt) skjult smil hos moderen en gang imellem … hun kan næsten altid se på mig, hvis hun har fået sagt noget forkert – og så vil hun rettes, for det irriterer hende, når hun har glemt et eller andet ord eller fx anvender et forkert forholdsord.
Vores have- og fuglesprog sammen er dog ofte engelsk, selv om hun gerne vil lære de danske ord for tingene. Det skyldes, at da hun emigrerede, var sådan noget som haver og fugle så langt fra hendes interesseområde som tænkes kan, og hun kendte stort set ingen navne på nogen af delene, så de nåede aldrig ind i hendes danske ordforråd. Vi kan blive nødt til at kommunikere via latin, når vi skal udveksle erfaringer med buske, stauder og træer, men det lærer vi begge af.

20. november 2020

Det er svært at være i dårligt humør i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , ,

Det er det mest fantastiske vejr i dag: Næsten vindstille og med en høj, klar, dybblå himmel … men koldt.
Kulde og skønhed hænger som regel sammen på denne årstid, og nu skal dahliaerne op; de er nemlig ikke længere skønne, fordi det var frostvejr i nat.
Mit humør er også himmelhøjt, for englænderne har fået deres testpakke, der, som vist tidligere nævnt, bestod af min specielle teblanding og hyggesokker til børnene. Hyggesocks er ungernes egen betegnelse for de fleecesokker, jeg køber tre-fire par af til dem hver hvert år. De bliver slidt op relativt hurtigt, for de flytter simpelthen ind i dem, når de får nye. De kommer af, når de skal i skoleuniformen, men det er så også det. Al indendørs tid foregår i hyggesocks – for Aubreys vedkommende sover han oven i købet med dem på.
Anna sendte den sødeste hilsen til mig som tak for både the hyggesocks and the wonderful, hyggelige smell of mormor-tea that filled the kitchen when I came home from school. Hun er næsten 15 år, men i forholdet til mormoderen er der ikke meget teenager over hende, bare et kærligt og dejligt barnebarn. Samme barns moder har dog spurgt mig om man gerne må slå sin teenagedatter ihjel, hvortil jeg kun kunne svare, at der havde jeg også været engang, men jeg valgte at lade være – af flere årsager, og som jeg sagde til Charlotte, at hvis hun gør det, fratager hun sig selv enhver chance for at blive mormor, hvilket jeg på ingen måde kan anbefale. Der er selvfølgelig ikke garanti for, at C bliver mormor, men uden en datter er der garanti for, at hun ikke bliver det … og det går jo også nok alt sammen, men Anna lider af den samme voldsomme PMS som hendes mor gjorde som ung, og først nu forstår Charlotte til fulde, hvor rædsom hun må have været i et par dage (om måneden, forstås …), inden hun efter et par mor-datter-samtaler nødtvungent måtte indse, at det nok ikke var resten af verden, der bestod af idioter.

Roer? Nej, dahliaknoldeRoe? Nej, dahliaknold

Tilbage til dahliaoptagningen … nogle af knoldene har prioriteret at producere KÆMPEknolde frem for mange blomster. Visse af dem er nærmest blevet store som roer, men det er jo ikke det, der er meningen – de skal give mange blomster, skal de, men hvad søren kan jeg gøre for at ændre på det forhold? Jeg er gået bort fra at tro, at jorden ikke er god nok – det tror jeg den er, måske oven i købet lidt for god, for stort set alle knolde havde trivedes mere end godt og formeret sig voldsomt i løbet af sommeren.
Nu er de alle pakket i kasser. Vores søde postdame sprurgte en dag, om vi skulle bytte knolde, for hun ville frygtelig gerne have et eksemplar af den flotte, bordeaux pompon, jeg har. Det var da i orden, og nu har jeg taget fra til hende. Jeg er spændt på hvad jeg får i stedet for. Jeg sagde, at hun kunne bestemme – hun kunne jo se, hvad jeg havde, så bare det ikke blev en af dem – og helst heller ikke gule, tak.

P1050336

Dahliaglorien er pudset, og humøret er lige så højt som himlen er i dag.

27. oktober 2020

Kan en guitar være blå?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:26
Tags: , ,

Aubrey og Anna har hver deres interesser, hvilket vel ikke er specielt overraskende. De er meget tæt knyttet sammen som søskende, fordi der er kun er et år mellem dem, men siamesiske tvillinger er de bestemt ikke. Nogle gange hænger de sammen som ærtehalm og andre gange kan man frygte, at de er tæt på at slå hinanden ihjel.
Da de var her i august, sov de for første gang ikke i samme værelse, så det er godt, at vi har tre gæsteværelser. Havde vi kun haft to, havde de velsagtens overlevet alligevel, men nu var de glade for at slippe for hhv. den enes snorken og den andens slubren, når der skulle drikkes vand …
Jeg tror ikke, at nogen af delene er særlig slemme, men da de begge er teenagere, bliver problemerne måske forstørret en anelse.
Deres primære fritidsinteresser er ret forskellige: Anna spiller så meget guitar, at det havde kostet hende en omgang seneskedehindebetændelse, da hun var her. Hun havde spillet i alt for mange timer under nedlukningen i foråret.
imageAubrey cykler. Han havde også cyklet rigtig meget, men det havde kun sat ham i en endnu bedre form, end han var i i forvejen. Han cykler og cykler og cykler – hans personlige rekord er 66 miles (godt 100 km), men da sov han også godt om natten. Han har én ven, han oftest cykler sammen med, men de er en gruppe på seks, der synes det er sjovt at cykle sammen og/eller konkurrere mod hinanden.

Da jeg i morges surfede lidt rundt på Pinterest, fangede denne hue mit blik.
Den skal Aubie da have! Det er oplagt, så jeg bestilte fluks opskriften – hovedsagelig for at få cykelmønstret, for resten af huen er ret basal at strikke – og i øvrigt strikker jeg den med ribbort.

Så kom det evigt tilbagevendende problem, når jeg falder over det helt perfekte til den ene: Hvad skal jeg finde på til den anden, som er nogenlunde parallelt? For forskel må der ikke gøres – på ingen måde – de er ved at være store, men så store er de ikke endnu. Tror jeg … og får den ene noget, skal den anden også have.
Det tog dog ikke mange sekunder, ikke engang på en tidlig morgenstund, at komme på ideen, at det må kunne lade sig gøre at finde en guitarhue.

imageimage

Det kunne det også. Lade sig gøre, altså. Jeg fandt nogle stykker og downloadede fire af dem, men valget ender nok med at stå mellem disse to. Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig … bliver det den blå, bliver det uden øreklapperne, men med ribbort, og bliver det den brune, bliver den i blå farver og uden det spraglede i toppen.
Uh, det er svært, og jeg kan selvfølgelig ikke spørge hvilken en hun foretrækker.
Nu strikker jeg lige Aubies cykler først, så kan det være, jeg undervejs får en åbenbaring mht. Anna.

Jeg må have fået coronakuller – jeg er gået helt amok i chokoladejulekalendere og har bestilt fire af luksusslagsen fra Summerbird. To med ét stykke chokolade bag hver låge til børnene og to med to stykker bag hver låge (en til Charlotte og Tim og en til John og mig).
Det blev dermed lige en anelse dyrere end to af de billige fra Brugsen, som jeg normalt køber og sender over til børnene, men hvad pokker – hvis vi ikke kan komme derover til jul, sparer vi en masse penge på englandstransport, så jeg kan tillade mig at få udgifterne til at slå til på anden vis.

20. oktober 2020

Sort humør og sort sol

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:05
Tags: , ,

Uddrag af samtale med Warminster School fredag d. 16. oktober:
– Vi er meget kede af at være nødt til at give jer denne meddelelse, for vi ved, at det kan ødelægge jeres efterårsferie, men vi er nødt til at bede Anna om at gå i 14 dages selvisolation, da hun har siddet mindre end to meter fra en holdkammerat i 1½ time, og denne holdkammerat er nu testet corona-positiv.
– Jamen Anna sad med siden til hele tiden, og der var både en gang og en anden elev mellem hende og Anna.
– Det er rigtigt, men vi har vores regler, og derfor holder vi fast i, at Anna skal gå i selvisolation for en sikkerheds skyld.

Det kom der en meget ulykkelig Anna ud af. Først røg turen til Danmark, og få dage efter røg også turen til Cornwall, som var ment som kompensation.
Isolationsperioden gjaldt dog fra tirsdag d. 13. oktober og dermed ‘kun’ til tirsdag d. 27., så de ombookede cornwallturen til den dato i stedet for (de har 14 dages efterårsferie).
Men hun var stadig meget ked af det, det lille pus.
– Jamen mor, så kan vi jo overHOVEDET ingenting foretage os!
– Jo, vi kan. Vi kan ganske vist ikke gå på restaurant eller cafe eller andre steder, hvor der er andre mennesker, men vi kan fx gøre det, at vi pakker en picnickurv og kører et eller andet sted hen, hvor der ikke er andre i nærheden. Det kan godt være, at du i princippet ikke engang må gøre dette, men kører vi midt ud på Salisbury Plain, så kan du altså på ingen måde give en eventuel smitte videre, så det gør vi. Punktum.
Punktum. Mor har talt, og sådan bliver det. Det kender vi godt, ikke sandt?

Altså kørte de i lørdags ud på Salisbury Plain og hyggede sig med deres picnic. Da de var på vej hjemover, dukkede der et syn op, som betog dem alle.
Anna fik hurtigt sin mobiltelefon frem, og hun fik det fantastiske syn på den video, som jeg har indsat herunder.
Jeg under bare SÅ meget Anna, at det lige præcis var hende, der fik indfanget den flotte opvisning. Vi har set sort sol i Sønderjylland 3-4 gange, men vi har, så vidt jeg husker, aldrig set så flotte formationer, som mine englændere så her midt ude på Salisbury Plain. Uden rørskove, men selvfølgelig med buskadser, som stærene i stedet for kan slå sig ned i for natten.
Sådan noget hedder murmuration på engelsk, og både Tim, Charlotte og Anna selv lagde det på hver deres instagramprofiler, men jeg ville altså også lige prale med det her på bloggen.
Nyd synet!

7. august 2020

Vi har næsten nået det hele …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:58
Tags: , , , ,

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

En pudseløjerlig cykelEn pudseløjerlig cykel

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

HC Andersens gravEn tidsrejsendes grav

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

Aubie folder servietterJohn 75 år

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

P1020324

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

P1020319
Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

3. august 2020

Det er bare den bedste danske sommer!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:35
Tags: , , , , ,

Jamen altså! Jeg havde bestilt godt vejr til de dage, vi har besøg af englænderne, men normalt er vejrguderne overhovedet ikke til sinds at lytte til mine fromme ønsker.
Det må de så alligevel have gjort denne gang, for dette sommervejr fås ikke ret meget bedre. Alle måltider bliver indtaget udenfor, hvilket ikke er normalen for Den Stråtækte. Hvad skal vi dog med Middelhavet, når vi kan gøre det lige så godt ved Præstøfjorden?

P1020283

I dag var vi på Roneklint Kajakcenter for at hente de to kajakker jeg havde booket til drengene. De stævnede ud fra Fugletårnet ved Roneklint, ganske som de plejer, og tog hul på de 8-9 km hjem til Den Stråtækte.
På vejen så de en havørn, som fløj temmelig tæt på dem. Det var selvfølgelig en stor oplevelse – også selv om de har set havørne før, når de kajakker på fjorden. De holdt et par pauser undervejs, så da de ankom godt kl. 14, var en solid frokost ret velkommen.

20200803_201716IMG_7500

Da vi havde spist aftensmad, tog Charlotte og Tim en kort hyggetur på fjorden i den gyldne time, og da de kom tilbage igen, tændte vi op i mexicanerovnen oppe på terrassen og råhyggede os der, til det var blevet helt mørkt og på tide at få børnene i seng. De er godt nok blevet 13 og 14 år, men har stadig brug for deres skønhedssøvn – i dag måske især Aubrey, som var en smule træt, selv om han naturligvis ikke ville indrømme det.
Vi så en smuk måneopgang. Mit kamera opførte sig ikke særlig eksemplarisk (faktisk har jeg aldrig rigtig været glad for mit sidste Lumix, som lever helt sit eget liv), så dette var hvad jeg kunne præstere her til aften.

P1050072

Fem af os stod på et tidspunkt og fotograferede månen – nogle med større held end visse andre, hovedsageligt fordi nogle vist nok har et bedre kamera end visse andre … jeg viser kun billeder fra den ‘nogen’ der bandede over kameraet … jeres fantasi må klare resten, men det var en smuk, smuk måneopgang, vil jeg bare sige. Ret mørkorange mens den kravlede op over horisonten.

P1050082

Det er lunt, det er mildt, det er skønt.
Meget af vores liv leves oppe i shelteret, hvor man på samme tid kan spille kinaskak og yatzy, strikke og skrive på en kriminalroman, hvis man er mange nok, og det er vi.
Anna, som på det seneste har set en del Agatha Christie-film og er blevet så fascineret og inspireret af Miss Marple, at hun har besluttet sig for at skrive en kriminalroman. Hun har flere A4-sider med notater, som ligner mindmapping og derfor ser uhyre kringlede ud, men det skal de også være, siger hun, for det er hele plottet, som helst både skal hænge sammen og være svært at gennemskue for selv så uhyre intelligente læsere som os. Hun har foreløbig skrevet 30 sider, men der er vist lang vej endnu.
Det er så fint. Jeg kan – selv om det er maaange år siden – glimrende huske hvordan det var at være teenager og drømme om, hvad man gerne ville opnå. Ville blive til. Hvad man havde af drømme og fantasier. Hvordan man forestillede sig resten af ens liv – dvs. de næste måske 10-15 år, fordi alt på den anden side af 30 år er HÅBløst gammelt. Man kunne jo lige så godt være død der …

31. juli 2020

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:40
Tags: , , , ,

imageTuren til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

P1050062P1050066P1050067

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

P1020270

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

P1020274P1020275

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

29. juli 2020

Fordrivelse af ventetiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , , ,

P1050043

Englænderne ankommer et eller andet sted mellem kl. 17 og kl. 18, afhængigt af trafikmængden, men der er formentlig ikke lange køer ved grænsen i dag.
Det vil sige, at jeg skal have en hel dag til at gå, præcis som når børn venter på juleaften. Tiden føles alt for lang. Det er næsten fem måneder siden jeg så dem, og de har ikke været i Danmark siden jul. Helt uhørt lang tid i forhold til hvordan det plejer at være.
Huset er rengjort, gæsteværelserne står parat, lammekødet ligger og hygger sig i sous viden, tzatzikien og agurkesalaten er lavet, der er friske blomster i vaserne, og der er købt ind til i hvert fald 3-4 dage, så jeg ikke skal tænke på den slags irriterende trivialiteter. Med andre ord: Jeg er totalt klar, og der er stadig lææænge til de er fremme ved målet.
Drivhuset har undergået dagens nuslen og puslen.
Bøftomaterne har griffelråd (åbenbart et tegn på kalkmangel – jeg skal ikke bruge regnvand til tomaterne, kan jeg konkludere ud fra litteraturen om det) på de to første tomater der kom, men resten af de i alt kun 23 ser fine ud. 23 frugter er bare alt for sølle præsteret for den store plantes vedkommende, så det var nok både første og sidste gang der står bøftomater i Ellens drivhus.

Til Stribe

Sweateren til Søren er strikket færdig, men jeg mangler alt sy-, klippe- og monteringsarbejde, plus at strikke halskanten, og da alt dette vil tage mere end en dag, får den lov at ligge til familien er taget retur til England.
I går brugte jeg et par timer på at lave garnnøgler til en Stribe fra Conraddesign. Opskriften siger 12 farver, men hvorfor nøjes med det?
Den slags opskrifter er perfekte til, når man, som jeg, stort set aldrig har mere end to nøgler i præcis samme farve. Det er i øvrigt meget sjovere at strikke større ting, når man hele tiden skal skifte farve.

Det blæser som var det en efterårsdag, så det er ikke særlig interessant at opholde sig udendørs – jeg håber sandelig, at det aftager, for jeg har booket to kajakker, som Tim og Aubrey skal hente hertil, så de kan hygge sig i nogle dage med at udforske Præstø Fjord. Hvis det blæser som i dag, vil det være for svært og også direkte farligt for dem at få dem padlet hjem til Den Stråtækte helt ude fra Roneklint.

P1050050

P1050051

Jeg holder så meget af farven på min ægte mandstro. Humlebierne holder så meget af mandstro. Ren win-win.
Jeg har både ægte mandstro og russisk mandstro. Jeg burde være blevet mistænksom, da jeg så navnet på den sidste i planteskolen, men jeg tænkte ikke hurtigt nok og opdagede derfor først for sent, at jeg skulle have ladet den blive på planteskolen. Russisk esdragon er nemlig ikke en pind værd som krydderurt, og det viste sig, at russisk mandstro er en lidt kedelig og bleg efterligning af ægte mandstro, så jeg skal huske at gå uden om planter, der hedder noget med ‘russisk’ til fornavn.

13. juni 2020

Det var svært at få hænderne ned

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , , ,

I onsdags kaldte John på mig – jeg skulle lige høre en god nyhed:
Jeg sidder lige og læser, at Danmark åbner sine grænser for udlandsdanskere, som dermed får lov til at tage disses ægtefæller og børn med til DK for bl.a. familie- og bedsteforældrebesøg.
Annas navnedag juli 2006YESSS!!!
Det var årets bedste nyhed indtil videre – jeg blev så glad, at jeg var lige ved at begynde at tude og måtte fluks ringe til England for fortælle den gode nyhed.
Det var Anna, der tog telefonen, og hun nærmest skreg af glæde, ganske som hun gjorde for 14 år siden. YEEEAAAHHHH ….
Jeg blev helt rørt over, at en 14-årig spontant udtrykte en så stor glæde over udsigten til at se sine gamle bedsteforældre igen.
Naturligvis er Charlotte i denne sammenhæng udlandsdansker i og med, at hun stadig har dansk statsborgerskab, og snart skal hun ‘hjem’ til Danmark, så de kan besøge forældre og bedsteforældre.
De vil ikke flyve, men tage turen i deres bil. Både Frankrig og Tyskland tillader englændere at rejse i transit, så hurdlerne skulle således være overstået. Detaljerne kommer senere: Kan de få lov at tage en overnatning, eller vil de blive nødt til at tage turen i ét stræk?
Det er småting. Hvis de skal, så gør de det; der er kun små 1600 km, og de er cirka på samme alder som John og jeg havde, da vi i 1999 tog 1900 km fra Condom (det hed byen altså!) i det sydligste Frankrig i ét stræk med kun de nødvendige småpauser undervejs.

Gedekid 2

Gedekid 4Ferien hos os bliver deres sommerferie i år, som de ellers havde regnet med skulle tilbringes i England sammen med de fleste andre englændere.
I stedet kommer de, så det passer med, at de er her når John fylder 75. Det var, ifølge ham selv, den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Jeg havde prøvet at lokke ham til at holde en fest, men det har han på intet tidspunkt haft lyst til, og da coronapesten kom og blandede sig i alt, ville jeg ikke gøre mere ved det, så vi havde sådan set indstillet os på, at den skulle ‘fejres’ bare med selskab af os selv.
Nu bliver vi da seks, hvoraf de fem er dem, han helst vil være sammen med, så han er akkurat lige så glad som jeg er.
Så behøver jeg ikke længere at nøjes med at nusle gedekid.
Dette er Marjatta-kid. På institutionens gård, som ligger ikke så langt fra os, har de to gedemødre med hhv. et og to kid gående, og de er overmåde kælne, de små. Den ene hoppede op ad mit ben, mens den logrede med halen som en anden hundehvalp. Den ville bæres. I samme øjeblik den lå i min favn, lagde den sit lille hoved på min skulder og faldt omgående i søvn.
Det var da ikke til at stå for! Den snorksov i fem minutter – lige indtil Ditte begyndte at fotografere, men da nøjedes den med at åbne øjnene en smule; den ville stadig ikke ned igen, det lille pus.
Hos mig ville de helst sove. Hos Peter ville de bare lege.

4. maj 2020

Nødhjælpspakke til England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: , ,

Vi skulle lige nu have opholdt os et par dage i Brügge inden den videre færd til England og vores familie derovre. Typisk, ikke sandt? Nu har vi været flere år om at tage os sammen til det ophold, som vi blev inspireret til af Mia, men nu skulle det endelig være, og hvad sker der så? Corona. Murphy har så sandelig ikke levet forgæves. Vi havde ellers booket et værelse på en båd i en af kanalerne og havde sådan glædet os. Også til det …
Når vi tager derover i bil, har vi altid en masse med, der ikke kan købes i England, men som vi ikke kan eller vil have med i kufferterne.
For at føje spot til skade, står de netop i år og mangler flere ting end sædvanligt, fordi der er vareknaphed i England – de kan ikke få alt, som vi kan herhjemme, men mangler pasta, mel, gær, dåsemad m.m. Ikke fordi de lever af dåsemad, men fx tun og baked beans savner de.
Mel er der dog kommet en løsning på, fordi møllerne har fået et problem, idet de plejer at levere mel til bagere i store sække. Sådanne sække har deres lokale planteskole købt (planteskoler i England er meget mere end planteskoler – jeg elsker dem), så man kan komme med sin egen emballage og dermed få fat i noget mel. Charlotte havde en ny pakke tørgær, som i UK rækker til rigtig mange brød, så hun kan bage igen. Der mangler mange varer; sommetider er der nogle, andre gange nogle andre – aldrig hele udvalget, men de sulter altså ikke; det føles bare ret underligt.

Mit yndlingshus i Lockeridge

Jeg har derfor pakket en nødhjælpspakke til dem. Det er godt nok pebret at sende pakker til udlandet, men når jeg tænker på, hvad vi skulle have betalt for transporten frem og tilbage, er det jo aldeles ligegyldigt hvad det koster, og hvis jeg overhovedet kan hjælpe, gør jeg det selvfølgelig.
De får masser af pasta, som de især savner, de får den te (vi har længe eksporteret te til England) og de kammerjunkere, som vi havde aftalt for længe siden, at jeg skulle have med, og så er der naturligvis lidt godbidder til børnene, plus et William Morris-viskestykke, som jeg lige har købt hos Anglofilia og som passer perfekt til deres køkken.

Wilton House

Charlotte og jeg talte sammen i 1½ time i går – nok ikke overraskende (også) en del coronasnak; bl.a. om, hvornår vi tør flyve igen. Selv om der bliver åbnet for det, har vi så lige lyst til at sidde 40 cm fra fremmede? Det er jo ikke nok, at de lader midtersæderne være tomme, som nogle har talt om. Der er dog vist noget om, at de kan lukke for recirkulationen af luft, således at den i stedet udskiftes hele tiden, men alligevel … både C og jeg er sikre på, at vi vil tage bilen i stedet for flyet – i hvert fald til vi er vaccinerede, men nu må vi først og fremmest se, hvornår det overhovedet kan lade sig gøre.
Hvis man tager tunnellen, behøver man ikke være i kontakt med andre, fordi man bliver i sin bil, men John og jeg vil ikke længere kunne tage turen i ét stræk, så det kan ikke undgås at skulle tage en overnatning.
Næh … verden bliver helt sikkert ikke den samme efter corona. BC (Before Christ) er kommet til at betyde Before Corona på engelsk, blev C og jeg enige om – vi kunne bare ikke umiddelbart finde ud af, hvad vi så skulle lade AD (Anno Domini) betyde. After etellerandet, men hvad?

14. april 2020

Det er sommer … nogle steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: , , , ,

Charlotte og jeg er blevet vældig gode til at opdatere hinanden via billeder og små videooptagelser. Som indledning filmer hun gerne sig selv i nogle sekunder for at sige ‘hej mor’, mens jeg nøjes med at lægge stemme til mine egne filmiske produktioner. Det er såmænd også slemt nok, og videoselfies er så afgjort et no go fra min side.
Det er temmelig usikkert, hvornår vi ser hinanden igen. For det første ved vi ikke, hvornår grænserne genåbnes, og for det andet er de så hårdt coronaramt i UK, at jeg godt kan frygte, at de derovre bliver det næste Spanien eller Italien, og bliver det sådan, varer det længe – plus, at Charlotte i modsat fald ikke vil have, at vi kommer. De bor langt ude på landet, så isolering er ikke et problem, men vi skal jo med offentlige transportmidler for at komme ud til dem, så må der overhovedet rejses, kommer de her. Siger hun. Men lad os se, hvad udviklingen kommer til at vise.

10. april 2020Derovre må de ikke samles mere end to ad gangen, og de må kun komme ud én gang om dagen for motionens skyld – eller for at handle. Aubrey er hårdt ramt af ikke at have lov til at mødes med kammerater, og han savner skolen virkelig meget. Anna klarer det bedre, hvilket også gælder fjernundervisningen. Aubie har svært ved at forholde sig til det hele og synes det er vildt mærkeligt og sørgeligt alt sammen, så det har været lidt af en kamp med ham hver dag i hjemmeskolen. Det er godt, at Anna ikke også behøver hjælp, for C er nærmest helt udmattet af at holde drengen kørende. De er alle glade for deres tre ugers påskeferie, hvoraf de er i gang med den sidste nu, inden den barske hverdag indfinder sig igen. Der er ingen af os der tror, at de kommer i skole igen før det nye skoleår begynder primo september, og Charlotte er træt bare ved tanken om at skulle lege hjælpelærer indtil sommerferien. Lad os håbe, at han efterhånden lærer at tackle det. 
Lige nu har de sommer derovre. 23 grader. De skulle have været i Skotland i påsken med Tims familie, hvilket naturligvis er aflyst, men det hjælper en smule på situationen, at de kan hygge sig på denne flydende måde, og efter en tys-tys-aftale med naboen har dennes datter fået lov til at komme ind og bade med, bare de holder den reglementerede afstand til hinanden, idet de satser på, at coronavirus næppe overlever et ophold i klorvand.
Jeg blev helt rørstrømsk, da jeg fik billedet. Det er min lille Anna. Hun er jo lige kommet til verden, for pokker! Det er ikke meget længere siden end i sidste uge, at jeg blev mormor første gang!
Men her ligger hun altså – en meget ung kvinde på 14 år – lige så høj som sin mor og en anelse mindre end sin mormor.
Aubrey har overhalet både sin mor og mig.
Hvor blev de mellemliggende år dog af?

Det er sandelig godt, at internettet er opfundet.
imageDet er sandelig både godt og skidt, at internettet er opfundet … alt om os er mere eller mindre offentligt tilgængeligt, når vi har mobiltelefon og i det hele taget bevæger os rundt i verden online. Jeg skulle finde ud af, hvornår planteskolen i Toksværd havde åbent, og hvad poppede op?
Det gjorde den viste oplysning. Det kunne jo være, at jeg havde glemt hvornår vi sidst var der, så det syntes Google Maps lige, at de ville fortælle mig. Heldigvis har jeg intet at skjule, så hvis nogen mod al sandsynlighed skulle interessere sig for min færden, skal de da være så velkomne til at spilde tiden med at studere den.

1. marts 2020

Der er checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: , , , , , ,

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hans' bjørn

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

16. februar 2020

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: , , , ,

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

FamilievæggenJohn og Pernille 1992

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

3. januar 2020

Min skøre familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:57
Tags: , ,

PennyfarthingDer flød en lind strøm af korte videoer via Whatsapp mellem England og Danmark i går. Af en af mig endnu ukendt årsag har Aubrey fået fat i en penny-farthing til en meget overkommelig pris, og selvfølgelig skulle de alle prøve at køre på den.
Først et klip med Aubrey, så et med Anna, efterfulgt af et med Rufus (legekammerat), så Tim og til sidst Charlotte.
Det var åbenbart ikke muligt at få svar på, hvorfor den er erhvervet, andet end at “Tim og Aubie har planer!”
Godt så … jeg finder vel ud af det en dag.
Væltepeteren virker i øvrigt ikke særlig autentisk, vel? Forskellen på de to hjul er alt for lille i forhold til den, vi kender – og også i forhold til de gamle engelske for den sags skyld, hvorfor den således hellere burde betegnes som en … en … måske en shilling-halfcrown … ? I hvert fald mønter med mindre størrelsesforskel end da man i sin tid navngav cyklen.
Nu må vi se, om jeg tør sætte mig op på den, når vi kommer derover – hun svarede underligt nok ikke på min bemærkning om, at jeg måske bare er en anelse dum fremfor modig …
Man kan blive helt bekymret for dem derovre sommetider, men da de lader til at more sig kongeligt, så går det hele såmænd nok endda.

Jeg behøver ellers ikke flere halvskøre personager omkring mig lige nu: Jeg har været på arbejde i dag, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg har gjort det rigtige; at butikslivet nok ikke bliver noget, jeg vil komme til at finde specielt interessant, selv om der er dukket op til flere ‘interessante’ kunder op de tre gange, jeg nu har stået i Røde Kors-butikken. Ingen detaljer her; bare en konstatering af, at mine diplomatiske evner bliver sat på lidt af en prøve indimellem. Jeg giver mig selv en chance en måned eller to endnu, men hvis jeg til den tid stadig synes, de 3½ timer føles som enormt lang tid, så må den butik altså fortsætte uden min deltagelse.
Jeg føler dog, at det vil være lidt af en falliterklæring at måtte melde fra igen, men på den anden side er arbejdet frivilligt og ulønnet, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, er det vel heller ikke rimeligt, at jeg bruger tid på det, vel?
Giv mig nu ret, please … problemet er, at jeg jo ved, at de mangler folk, men jeg bliver nødt til at pakke samvittigheden væk, hvis det ikke kommer til at føles anderledes.
Det har ikke noget at gøre med dem, jeg arbejder sammen med; de er meget søde, men det er arbejdets karakter. Der var nok en grund til, at jeg i min ungdoms vår valgte som jeg gjorde – selv om mit arbejde ændrede sig i takt med, at jeg blev ældre og selv ændrede mig.

24. december 2019

Årets længste dag – igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:42
Tags: ,

Godt nok er én af os teenager om tre uger, men man er stadig ikke ældre, end at dagen i dag er nærmest uendelig og uudholdelig lang. 
Anna er allerede teenager … og i øvrigt 14 år om to uger … hun kan langt bedre klare dagens længde, men det skyldes måske delvist, at hun er så meget teenager, at det tager det meste af den at gå i bad …

Tiden går ... langsomt ...

Det er godt, at kinaskak er opfundet. Det kan på én gang forkorte dagen og underholde hele familien – også vi to gamle, som ikke spiller med. Vi nøjes med at lytte til de verbale udgydelser, hvilket er ret morsomt.
Der kan også bare sofahygges.

Far- og sønhygge

Havørnen sad i formiddags nede ved vandkanten og fortærede et bytte vi ikke kunne se hvad var, men kragerne var så interesserede i det, at de gik til angreb på havørnen, som dog ikke lod sig afficere af det, før den var mæt og fortrak frivilligt – om ikke andet var det, hvad vi konkluderede.
Det var som sædvanlig John, der fik øje på den, men jeg skal da lige love for, at det hurtigt kunne få især Aubrey og Tim i skoene og ud for at slås om kikkerten. Charlotte og Anna tog det mere afslappet og lod drengene om at studere havørn.

Ænderne er varmeklar, mandlerne er smuttet, saucefonden er kogt ind og skal bare jævnes og smages til, brunkartoflerne er kogt, de hvide kartofler skrællet og risengrøden bliver færdig helt af sig selv i ‘høkassen’, som er lig med min seng.
Om et par timer kommer Merete, Annemarie og Rune, så vi skal være så færdige som muligt inden da. Jeg bryder mig ikke specielt om det julemiddagsstress, der nemt kan opstå, når det hele skal laves færdig på én gang til sidst lige inden serveringen.
God jul derude – jeg håber I alle får lige netop den jul, I helst vil have.

10. november 2019

Jeg slap for at se på gamle biler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: , , ,

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

P1000214P1000216

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

P1000217 P1000219

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 P1000221

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

P1000212

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

3. maj 2019

Det var regn, jeg bad om …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: , , , ,

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Aubie gone fishing

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

24. februar 2019

Der er kun 23 dage imellem …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , ,

Den 1. februar sendte Tim mig dette billede:

IMG_0155

I dag sendte han mig dette billede:

Costa del Malt House februar 2019

Med emnelinjen: Costa del Malt House..

..is open again.

Men … vandet er hamrende koldt!

24 februar 2019 - 224 februar 2019 - 3

Så jeg er ikke spor misundelig … nok mest undrende mig over, hvad der får nogle til at pine sig selv på den måde, men de ser ud til at have en fest.

1. februar 2019

Brrrr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

I forgårs lovede man, at der ville falde en del sne i England fra og med i går eftermiddags. Anna & Aubrey har 40 minutters kørsel med skolebus (hvortil de har 10 minutter i bil, så det er en lang transporttid for dem). Hvis ikke vej- og vejrforholdene er gode, vil chaufførerne ikke tage det store ansvar for andre folks børn. Safety first, og det er naturligvis helt i orden. I forgårs meldte man derfor ud på skolens intranet, at alle non-boarders i går ville få en time før fri. Hvorvidt bussen ville køre morgenen efter, ville der gå besked ud om senest klokken 07. Skolen tilbød, at børnene gratis kunne overnatte på skolen, hvilket altid er muligt, hvis man af en eller anden grund skulle have lyst eller behov for det, men normalt koster det en eller anden sum penge. Det havde nok heller ikke været muligt for alle non-boarders, men lur mig, om der var mange, der tog imod tilbuddet.  
Tim forsøgte dog:
– Children! You can stay on the school tomorrow night! Wouldn’t that be fun?
– And why would we do that??? We can get home an hour earlier tomorrow and we cross our fingers for a lot of snow, so the bus can’t drive. Why on earth should we board, then?
Han kunne godt se, at den ikke blev solgt …
Vejrudsigten holdt, skolebussen aflyst i dag, og børnene har brugt det meste af dagen på at bygge snemænd. Der faldt ganske rigtigt en del sne, men det er allerede tøvejr, så det bliver nok ikke til mere end en forlænget weekend, men det er heller ikke så ringe endda, synes de.

IMG_0284IMG_0155

Denne mængde sne er åbenbart nok til at lukke England ned. Charlottes ord i mailen lød nogenlunde således:
Sne. Fri fra skole. Ingen tog til London. Derfor heller ingen bil til Woodborough. Jubiii.  (Det er i Woodborough, C har sit lille værksted).

En kold Præstøfjord

Vi har det koldt, men vi har ingen sne. Det gør ikke noget.
De par minutter, det tog mig at tage nogle få billeder af fjorden, var rigeligt for mig – det blæser en del, så kulden går gennem marv og ben.
Jeg skal ikke ud og gå tur i dag!

En kold Præstøfjord

26. januar 2019

Der er mange lande …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:23
Tags: ,

Vi spurgte for godt tre år siden Aubrey hvilket land han helst ville bo i, hvis han selv kunne vælge. Et ikke helt fair spørgsmål, men sådanne forekommer, selv blandt ellers udmærkede bedsteforældre. Med et glimt i øjet er det dog okay, og han havde ved en tidligere lejlighed spurgt sin mor, hvorfor de ikke bare kunne flytte til Danmark fremfor at bo i England, for dér skulle han altid i skole, hvorimod det altid var sjovt, når han var i Danmark!
Denne gang kom hans svar lidt bag på os, for han svarede prompte: BONBONLAND!
Det havde han nok ikke svaret, hvis vi havde stillet spørgsmålet på engelsk …
Charlotte kunne for mange, mange år siden godt tænke sig at bo i Legoland.
Legeland og Disneyland er sikkert også gode lande at bo i, hvis man er barn.

P1020243

Jeg har været i Tæppeland de seneste par dage.
Det er gråt og det sner; vi har lige været meget langt væk, så hvad er bedre end at forskanse sig i systuen og beruse sig i stoffer? Okay, andre har nok adskillige andre bud, men jeg synes det er godt.
Der er nu produceret et nyt minitæppe til badeværelset, syet efter samme pølseprincip, hvorefter jeg allerede har syet et par kurve og en toilettaske.
45 meter (= de 50 yards, som en rulle ‘indmad’ indeholder) stofpølse sys af stoffer, der er varieret efter humør, præferencer og lagerbeholdning, hvorefter de sys fladt sammen.
Ad et par omgange, viste det sig … jeg måtte pille flere rækker tilbage én gang og en enkelt række én gang, fordi det flanede alt for meget. Det var sværere end jeg havde regnet med at få til at ligge helt fladt, og der er da også et par små bølger stadigvæk, kan jeg se, men dem skal jeg nok få rettet ud ved hjælp af et strygejern og lidt mild vold.

De argentinske køer

På ranchen uden for Buenos Aires var der et mini-tæppeland, bestående af skind fra køer af enhver tænkelig kofarve, ensfarvede og spraglede, i både helskindsudgaver og sammensyede.
Jeg gider på ingen måde have en hel ko til at ligge og fla’e u’ et eller andet sted i mit hjem, men patchworkeren i mig kunne ikke stå for denne gråhvide lille løber på ca. 1 x ½ meter.
Det har desværre også fået et par folder, men jeg håber de retter sig ud efterhånden. Jeg var nødt til at folde tæppet sammen i kufferten.
Det var i øvrigt den eneste souvenir, jeg havde med hjem fra den lange rejse (bortset fra en køleskabsmagnet med krydstogtskibet på).

31. december 2018

Årets – men forhåbentlig ikke min – sidste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:00
Tags: , ,

Anna: I’m sorry, Amelia, but you can’t be here tonight – it’s mommer’s and morfar’s last day.
Ellen: I certainly hope not!
Anna så helt forskrækket ud, men så gik det op for hende, at jeg 1) smilede til hende, og 2) hvad det egentlig var hun havde sagt.
Man kan hurtigt komme galt afsted, sådan rent sprogligt.

Præstøfjorden den sidste dag i 2018

Dagen lagde noget så nydeligt ud, men ellers ser det ikke så godt ud for i aften, sådan rent vejrmæssigt. Hvis det bliver lige så kedeligt, som de lover, så tror vi, at vi kommer sovende ind i det nye år. Nu får vi se hvad det bliver til …

imageVores sidste dage (i Anna-sprog) inden Den Store Rejse går bl.a. med forberedelser til samme. Vi skulle, mindst tre dage før afrejse, selv checke ind på båden, da de hævder, at det gør det hele lidt mere glidende og ikke mindst hurtigt den dag, vi border. Det tror jeg på, for det var sandelig en omstændelig affære. Jeg skulle også angive med navn, email og telefonnummer hvem der skal underrettes i tilfælde af, at der sker os noget. På én gang betryggende og lidt skræmmende, men det er rart at vide, at de gerne vil have styr på tingene.

Kreditkortoplysninger på os begge med navn, de sidste fire cifre og udløbsdato skulle de have. Skibet er pengeløst, men det må endelig ikke forveksles med, at det er gratis! Det betyder, at til alt det vi kunne finde på at købe, skal vi bare vifte med det indmeldte kreditkort, så accepterer vi (formentlig) oversigten over beløbene på vores sidste aften (!) og skriver under én gang for alle, hvorefter de trækker pengene.
imageVi har dog tilkøbt den lille drikkepakke, selv om vi på ingen måde kan nå at drikke alt det (vi taler alkoholiske drikke her; kaffe, te og vand er med i billetprisen), som pakken giver ret til at indtage, men købte man den, blev man automatisk opgraderet til en udvendig kahyt, som alene ville have kostet 1500 kroner mere pr. næse end drikkepakken kostede, hvorfor vi hurtigt blev enige om, at det ville være direkte dumt ikke at tilkøbe den.
Vi skal derfor bo i et Ocean Stateroom i 14 dage. Man kunne godt have en lumsk anelse om, at de har taget ejendomsmæglerkameraet i brug her, men alene det, at vi ikke skal bo under vandoverfladen, vil få mig til at føle mig meget bedre tilpas, min klaustrofobi light taget i betragtning.
Vi er også ved at gå sommertøjet igennem. Vi kommer til at opleve temperaturer fra 30° i Santiago til 15° nede ved Kap Horn, så der skal lidt forskelligt med – men heldigvis intet vintertøj.
John har det godt og har fået grønt lys for rejsen af SOS; vi havde ikke turdet tage til den anden ende af kloden uden at være forsikrede.
Om vi glæder os?
Jowda. Heeeelt vildt!

27. oktober 2018

Det var en af de korte uger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , , , ,

Det er muligt, at tiden normalt skal opfattes som en konstant faktor, medmindre man er et eller andet sted dybt inde i Einsteins relativitetsteori og noget andet af alt det, jeg har så svært ved at forstå. Tiden går langsommere i rummet, hævder de kloge. Jamen, så er det jo der, vi skal på ferie næste gang, så ikke den flyver så hurtigt afsted, som tilfældet har været. På den anden side, hvis jeg har forstået det ret (men det er bestemt ikke sikkert), så føles den langsomt forløbende tid helt normal for dem ude i rummet – det er kun nede på jorden, der går længere tid, end der går for dem ude i rummet. Har jeg tabt jer? Forståeligt nok, jeg forstår det som sagt heller ikke selv.

Børnebørn ved Vesterhavet

Jeg forstår heller ikke, hvorfor den sidste uge op til vi skal mødes føles som en hel måned, når den uge, vi så er sammen i føles som to-tre dage.
Der er ingen retfærdighed til – det skulle da for pokker være omvendt.
Og så igen på den anden side: Hvis det nu havde føltes som en meget lang uge, så havde det med stor sandsynlighed været fordi den ikke havde været god. Det blev vi i hvert fald enige om, da vi krammede farvel i morges, og Charlotte sagde med et lidt vemodigt smil, at det var en af de korte uger.

En smule bølgerEn smule bølger

Charlotte siger indimellem, at hun har tre børn … det kan skyldes irritation, men det er ikke altid, det behøver at være negativt, som fx i dette tilfælde. Herover ses hendes tre børn lege med – ikke ilden, men vel nærmest det modsatte element.
Zebraagtig leopard“Hvor langt kan vi nå ud og stadig nå at løbe tilbage uden at få vand i støvlerne?”
Tim vandt, for begge børnene fik våde sokker, mens han forblev tør. Han havde også de længste støvleskafter, var deres undskyldning …

Nå. Nu ikke mere sentimentalitet, Ellen. Der er mindre end to måneder til vi skal derover for at holde jul, så jeg kan overhovedet ikke tillade mig at klage – der er mange, der bor langt tættere på deres børn, men som på trods af det ser dem sjældnere.
Når jeg lægger vores tid sammen, er vi sammen med dem 24/7 i mindst fire og ofte helt op til seks uger om året. Det tror jeg faktisk ikke, der er så mange der kan prale med.
Og så er det ikke engang kun de gamle bedsteforældre, der nyder samværet – det gælder os alle seks.
Er vi ikke bare særdeles privilegerede?
Det synes vi selv, at vi er. Alle sammen.

Min afsluttende bemærkning er, at jeg har på fornemmelsen, at en enkelt eller to af de der vestjyder måske nok godt kunne trænge til et grundkursus i at kunne kende dyrene i Afrika.
Den der leopard ligner i hvert fald i betænkelig grad en zebra i mine øjne …

23. oktober 2018

Der er en smule vind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:21
Tags: , , , ,

P1030453Sådan vil en vestjyde formentlig sige om vejret i dag, men for os er det mere end en smule, idet 25 sekundmeter i vindstødene er pænt meget i vores verden – så meget, at børnene kunne læne sig godt tilbage og alligevel blive forhindret af vinden blæsten i at vælte.
I går var vejret flot. Det blæste, men ikke for meget, og englænderne skulle naturligvis lige ned og snuse til Vesterhavet.
Vesterhavskysten, hvor vi også ferierede sammen i 2008 og 2009, men dengang kunne de meget yngre børnebørn ikke rigtig klare al den vind, hvorfor vi besluttede os for fremover at holde efterårsferierne på Djursland i stedet, og hvor vi derfor tilbragte tre af slagsen.P1030458
Nu er de helt vilde med blæsevejret og har en fest med at lege med vinden, så at sige.

P1030463

Turen i dag gik til Jyllandsakvariet i Thyborøn. For at komme dertil kører man forbi Thorsminde, hvor vi lige ville ud på molen for at vise englænderne, hvordan havet ser ud, når man kan se det slå ind over molen. Tim syntes ikke, at det var specielt behageligt, íkke mindst fordi han måtte opgive at have hat på. Ungerne elskede det, men da det begyndte at regne, blev det alligevel en tand for meget for de fleste, så vi fandt bilen igen.

P1030480P1030479

Jyllandsakvariet var nok lidt anderledes, end vi havde forestillet os; bl.a. synes vi, at bassinerne var alt, alt for små til de mange og store fisk, de havde sat i dem. Jeg var til gengæld betaget af deres fødeklinik for hajer, hvor man kunne se de bittesmå hajpuslinger bevæge sig rundt inde i ægkapslerne. Her var det jo naturen selv, der havde bestemt, hvor meget plads de skulle have at svømme rundt i.
Havkattene var grimme. Meget grimme. Fascinerende grimme …

P1030487P1030489

På vejen hjemover sad jeg og kiggede lidt i nogle turistbrochurer vi tog.
Nogle gange har man fornemmelsen af, at man har overladt de engelske og tyske oversættelser til 9. klasseselever, der har fået et sommerferiejob.
Andre gange er den danske originaltekst heller ikke specielt imponerende.
Og endelig er der de formuleringer, der bare er … enestående.
Eksempelvis under ‘Praktiske oplysninger’ i en af brochurerne:

Parkering foregår på parkeringspladsen

Det er da nyttig information, ikke sandt? Ellers havde vi jo ikke anet, hvor vi skulle gøre af vores bil.

6. september 2018

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , , ,

Lady Emma HamiltonHjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Lady Emma HamiltonHjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.


Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

10. august 2018

Det smukkeste billede i verden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , ,

Herunder ses det smukkeste billede i verden.

ENDELIG regn

Det vinder med garanti ingen priser, og man kan overhovedet ikke se hvad det forestiller.
Det skal jeg så fortælle jer: Det er regn.
Masser af regn.
Og masser af lyn og torden.
23 mm fik vi i aftes.
Fantastisk.
Og temperaturen er faldet. I hvert fald temporært …

Det er den ikke på Korfu, hvor mine englændere befinder sig i to uger – hvoraf den ene nu er gået. 

På KorfuFamilien på Korfu

Herover ses to billeder af de smukkeste mennesker i verden.
De vinder heller ingen priser for skønhed, men det ændrer ikke på min opfattelse af dem.

Huset, de bor i, lejede de allerede i februar, hvor ingen kunne vide, hvilken usædvanlig sommer både vi og de senere skulle løbe ind i.
De har det varmt, men de har det fint. De er unge og kan meget bedre klare varmen, end vi pensionister kan.
Huset har egen swimmingpool, så de er sandsynligvis mere under vand end over, kunne jeg forestille mig.
Der er kun aircondition i soveværelset – jeg ved ikke engang, om det gælder alle soveværelser, for det blev nævnt i ental.
Jeg glæder mig til at høre om ferien, når vi om små tre uger tager derover til The Flower Show, som i år er blevet udsat i forhold til normalen pga. haverenovering. Det glæder jeg mig også meget til – vi har kun været med til premieren i 2015, så her fjerde gang er det vel ren rutine for dem … det er også en tradition, som landsbyen ser frem til, så da de ikke annoncerede den til i juli, som de plejer, fik de en del henvendelser og bekymrede spørgsmål om hvorfor.
Så var de jo nødt til at sørge for at arrangere endnu et flower show, denne gang 1. september, hvor vi så øjnede chancen for at deltage, hvilket vi heldigvis er velkomne til.

Næste side »

Blog på WordPress.com.