Det er heeelt færdigt!

Der er, som det vil være alle forældre bekendt, en periode, hvor børn under pottetræningsforløbet skal hjælpes med den efterfølgende aftørring.
Det foregår på den måde, at man planter barnet på potten/toilettet og som oftest forlader rummet for at vende tilbage og afslutte foretagendet, når barnet har råbt “Jeg ER færdig!”
Vores nevø havde det med at kalde lidt for tidligt, for når min søster kom hen til ham, sagde han næsten hver gang: “Nej, vent lidt, der kommer vist mere.” Det kunne gentage sig flere gange under samme seance, så Merete sagde til ham, at han først skulle sige til, når han var helt færdig. Det huskede han så nogenlunde fint.
I en restaurant, vi engang var på, og hvor toiletterne ikke befandt sig ret langt fra lokalet vi sad i, udspandt sig derfor følgende episode:
Nevøen skulle på toilettet, og Merete mente, at det var i orden at tillade sig at gå tilbage til bordet, fordi hun vidste af erfaring, at det ærinde altid tog meget lang tid for den lille fyr. 
Efter en rum tid gjaldede det gennem hele lokalet: MOAAAR! JEG ER HEEEELT FÆRDIG!!!
Det vakte en del jubel. Merete havde regnet med at gå derud, inden han råbte, men denne gang var han hurtigere end han plejede.

Nu er projekterne i Den Stråtækte heeelt færdige – i hvert fald dem, vi skal betale os fra.

Jeg holder meget af arbejde … jeg kan se på det i timevis.
(Hvem sagde først dette? Jeg kan huske udtrykket helt tilbage fra min gymnasietid.)
Her ses Jørgen og Troels, der var i fuld gang i går. Førstnævnte blev færdig i går og sidstnævnte er lige blevet det i dag.

Det er blevet så fint alt sammen – også selv om det næsten ser for pænt ud med Jørgens sirligt anlagte sten og den snorlige kumme ved siden af de uregelmæssige brosten, men når sandet er forsvundet, ser det nok lidt bedre ud. Vi skal bare vænne os til det.
Badeværelsesvinduet behøver vi ikke at vænne os til. Det fremgår ikke af disse billeder, men i den ikke-digitale virkelighed har det vindue rent visuelt gjort rummet 20 % større, og vi er ret så glade for den lille, men store ændring.
I morgen skal jeg i Stof & Stil, så jeg kan få lavet de foldegardiner …
Det ligger nemlig (næsten) på vejen hjem fra Birkerød, hvor jeg skal mødes med Det Fast Sammentømrede Engelskhold i aften – og hvor jeg af værtinden har fået tilbudt en seng i nat.
Jeg skal afsted nu – det bliver noget så hyggeligt, ved jeg!

Reklamer

Så strammer vi op!

Når Charlotte, Tim og børnene tager på Goodwood Revival, så forventes der, at man er passende klædt på, hvilket i dette tilfælde vil sige “Although not compulsory, the vast majority of Revival visitors dress in period style with many going to great lengths to achieve that authentic look. The resulting step-back-in-time spectacle plays a key role in making the Revival such a unique event.”
Næste gang vil Charlotte nok ekvipere dem i 40’er-stil, og til den tids mode kræves der et korset for at fremhæve en slank talje. Sådan et fik hun i juegave af Tim (jeg fik ikke spurgt, om han selv har købt det!). Hun har i forvejen en smækker talje, men det er jo med at fremhæve fordelene mest muligt, så korset må der til. Med i gaveæsken med det intime indhold lå en bh. Her måtte jeg lige smile højt – kan I huske dem, der nærmest lignede torpedoer? Du GOdeste, den var spids! Den var hun ikke helt sikker på, at hun ville tage på, hvilket jeg så glimrende forstår, for den var virkelig bare for meget, men skal man holde stilen eller hvad?
Jeg fik lov at lege Mammy fra Borte med Blæsten og stramme korsettet til.
Vi endte på 60 cm, målt udenpå korsettet. Der har jeg også været engang, men det var ikke lige i forgårs …
Hun fik bøger med gode stofbeskrivelser og snitmønstre i, og hun glæder sig allerede til at gå i gang, selv om det først er til september.

John og jeg måtte en tur til Næstved i dag for at købe en kuffert i størrelse XL. For et par år siden måtte vi kassere den ene af de to største kufferter og har egentlig klaret os glimrende med kun én stor – den anden af os har så brugt den næststørste.
Det er ikke helt nok til denne tur, fandt vi ud af. Jeg har lige tjekket yr.no og set, at der er 32° i Santiago og 8° i Ushuaia, som er verdens sydligste by, og hvor vi skal af skibet og på tur.
Med andre ord: Vi er nødt til at dække det meste af tøjspektret, bortset fra, at jeg simpelthen nægter at tage vinterfrakken med. En varm fleece og sommerjakken skal være nok. Punktum.
Men det kræver maksimal kuffertplads. Der skal afslapningstøj med og der skal fint tøj med … sæt nu vi bliver inviteret til Captain’s Dinner med dresscode galla … man ved jo aldrig …
Der blev således ikke strammet op på bagagemængden – den bliver nok tværtimod fuldt udnyttet med alle 23 kilo, selv om jeg gerne vil have en smule plads til en souvenir eller to … man ved jo aldrig …
Der er heller ikke strammet op på wi-fi-budgettet. Jeg har lige booket unlimited internet access på hele turen. Der var desværre ikke noget imellem ingenting og alting, hvilket jeg havde håbet på. Fx noget med et par timer om dagen, men sådan er rederiets politik åbenbart ikke.
Det betyder til gengæld, at vi ikke behøver at downloade et større lager af lyd- og ebøger, men kan læse og lytte løs online så meget vi orker.
Og jeg kan blogge … selvfølgelig kan jeg skrive dagbogsindlæg offline, men jeg har ikke lyst til at fyre en hel bunke indlæg af på én gang, når vi kommer hjem – det er der jo ingen, der orker at læse.

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!
…
– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!
…
Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

Jeg elsker overraskelser – de gode, vel at mærke

Overraskelser kan være ubehagelige og de kan være gode. Førstnævnte kan det vel næppe undgås at få indimellem, men det er naturligvis sidstnævnte, vi helst vil have.
I dag kom der en af den gode slags.
Der kom en pakke fra Charlotte, som vi var noget mystificerede over, for det er hende, der har fødselsdag lige om lidt, og vi skal derover for at holde jul, så hvorfor skulle der nu komme en fra hende til os?
En decideret fejl kunne det ikke være, for man pakker ikke et eller andet ind, skriver adresse på og går på posthuset for at få det sendt – nåhh nej, undskyld, det var en fejltagelse – det var slet ikke jer, der skulle have haft den pakke …
Det viste sig at være en julekalender med et motiv af børnene på, taget i København i julen 2017 og med lækre chokolader i.
Det er første gang, jeg har fået en julekalender af min datter – det har ellers altid været omvendt. Fra hun var to til hun var 13, var det 24 pakker, og fra 14-18 år var det en adventskalender, så hun kunne få lidt større og dermed mere anvendelige ting.
Da hun gik i gymnasiet, foreslog jeg, at John, hun og jeg købte otte gaver hver, og så skulle vi lave en pakkekalender til hinanden.
Det blev nedstemt med to stemmer imod og en for …  
Da hun flyttede hjemmefra, fik hun til den første jul igen en pakkekalender, men denne gang en lidt anderledes en af slagsen. Nu indeholdt den en tube tandpasta, en pakke ris, en pakke vaskepulver, en pose mel, osv. i den dur. Alt sammen noget, man ikke lige tænker over, men som bare skal stå i skabene. Det kom nemlig som noget af en overraskelse for hende, hvor dyre den slags ting kunne være. Fra en af de første telefonsamtaler efter flytningen til Amager:
– Mor, er du klar over, hvad en tube tandpasta koster!?
– Ja, mit barn, det ved jeg skam godt …
Hun blev meget glad for den julekalender. Hun var på førsteårselevløn og havde lige købt lejlighed, så hun svømmede ikke ligefrem i penge.
I dag blev jeg lige så glad for hendes julekalender til os, selvom det selvsagt var tanken, der glædede mig, og ikke fordi det normalt kniber for os med at få den daglige økonomi til at hænge sammen.

Det var en af de korte uger

Det er muligt, at tiden normalt skal opfattes som en konstant faktor, medmindre man er et eller andet sted dybt inde i Einsteins relativitetsteori og noget andet af alt det, jeg har så svært ved at forstå. Tiden går langsommere i rummet, hævder de kloge. Jamen, så er det jo der, vi skal på ferie næste gang, så ikke den flyver så hurtigt afsted, som tilfældet har været. På den anden side, hvis jeg har forstået det ret (men det er bestemt ikke sikkert), så føles den langsomt forløbende tid helt normal for dem ude i rummet – det er kun nede på jorden, der går længere tid, end der går for dem ude i rummet. Har jeg tabt jer? Forståeligt nok, jeg forstår det som sagt heller ikke selv.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor den sidste uge op til vi skal mødes føles som en hel måned, når den uge, vi så er sammen i føles som to-tre dage.
Der er ingen retfærdighed til – det skulle da for pokker være omvendt.
Og så igen på den anden side: Hvis det nu havde føltes som en meget lang uge, så havde det med stor sandsynlighed været fordi den ikke havde været god. Det blev vi i hvert fald enige om, da vi krammede farvel i morges, og Charlotte sagde med et lidt vemodigt smil, at det var en af de korte uger.

Charlotte siger indimellem, at hun har tre børn … det kan skyldes irritation, men det er ikke altid, det behøver at være negativt, som fx i dette tilfælde. Herover ses hendes tre børn lege med – ikke ilden, men vel nærmest det modsatte element.
“Hvor langt kan vi nå ud og stadig nå at løbe tilbage uden at få vand i støvlerne?”
Tim vandt, for begge børnene fik våde sokker, mens han forblev tør. Han havde også de længste støvleskafter, var deres undskyldning …

Nå. Nu ikke mere sentimentalitet, Ellen. Der er mindre end to måneder til vi skal derover for at holde jul, så jeg kan overhovedet ikke tillade mig at klage – der er mange, der bor langt tættere på deres børn, men som på trods af det ser dem sjældnere.
Når jeg lægger vores tid sammen, er vi sammen med dem 24/7 i mindst fire og ofte helt op til seks uger om året. Det tror jeg faktisk ikke, der er så mange der kan prale med.
Og så er det ikke engang kun de gamle bedsteforældre, der nyder samværet – det gælder os alle seks.
Er vi ikke bare særdeles privilegerede?
Det synes vi selv, at vi er. Alle sammen.

Min afsluttende bemærkning er, at jeg har på fornemmelsen, at en enkelt eller to af de der vestjyder måske nok godt kunne trænge til et grundkursus i at kunne kende dyrene i Afrika.
Den der leopard ligner i hvert fald i betænkelig grad en zebra i mine øjne …

Et lynkursus i vodbinding

I gør kørte vi til Abelines Gård på Holmsland Klit. John, Charlotte og jeg har været der flere gange, men børnene og Tim havde ikke set det fine museum. Som altid lod Tim sig begejstre og var straks parat til at finde den nærmeste ejendomsmægler for at købe sådan en fin, gammel klitgård. Da vi spurgte ham, om han virkelig kunne tænke sig at bo herude i sådan et barsk landskab, trak han lidt i land igen … måske mest fordi C sagde, at når ikke hun kan have en have, så er hun altså ikke med på den galaj. Det er fint at holde ferie her, men ingen af os kunne tænke sig at bo her fast. Det tror jeg, man skal være født til.

Da vi efter rundturen og kaffe- og kagebordet kom tilbage til butikken, kiggede vi lidt på de to gamle folk, der sad og hhv. strikkede sokker og bandt en ruse. Charlotte var meget interesseret i det, manden foretog sig og fortalte ham, at hun længe havde ønsket at kunne lave den slags net.
Det fulgte han omgående op på … straks smed han rusen, tog et fladt net frem og viste hende hvordan det gøres.

Efter en kort demonstration af teknikken overlod han hende sin plads og sagde: “Værs’go’ – nu er det din tur.”
Det kneb lidt i starten … det så naturligvis legende let ud, når han bandt, men han har også været professionel vodbinder siden 1956, hvor han kom i lære. Charlotte så dog lyset, så efter et par minutter gik det helt fint.
Han var bare sådan en kær, gammel gut, som nød at have et interesseret publikum til sine fortællinger om livet som vodbinder; vi havde mange spørgsmål til ham, og vi fik en god, lang snak om verden før og nu.
Charlotte var glad fordi han gad bruge tid på hende og lagde ikke skjul på det. Han var vist også glad for hendes interesse, for han forærede hende en gammel, håndskåret vodbindernål af træ: “Den er din, hvis du vil love mig at gå hjem og øve dig.”

Det gjorde hun naturligvis, og ikke kun fordi han var så gavmild. Vi lagde ud med at købe nogle flere størrelser nåle og lidt bomuldsgarn.
Hun var nødt til at slå op, hvordan man begynder på projektet, men så gik det fint derefter.
Vi kan nu kalde hende for den lille vodbinder. Hvis skrædderforretningen skulle gå dårligt, kan hun vel altid lave nogle indkøbsnet.
Aubrey har erklæret, at han godt kunne tænke sig en hængekøje – men har dog også sagt, at han godt kunne tænke sig at lære hvordan man gør, for det kunne bare være det fedeste selv at kunne lave sådan en.
Det første Charlotte vil lave, er små net til at binde meloner op med i drivhuset.

Engelsk statsborgerskab

Charlotte er ved at søge om at få engelsk statsborgerskab – eller rettere: Hun ønsker dobbelt statsborgerskab, fordi Danmark for tre år siden åbnede for den mulighed.
Brexit er den langt overvejende årsag til hendes beslutning. De kan jo ikke selv finde ud af at stemme derovre, så Charlotte er efter egen mening nødt til at hjælpe dem på rette vej fremover, og det kan hun i sagens natur ikke, når hun kun kan stemme til lokalvalgene. (Desuden har det længe irriteret hende, at hun hverken har måttet stemme i Danmark eller England – hun har følt sig en anelse umyndiggjort.)
Hun har aldrig haft ønske om at opgive sit danske statsborgerskab, så før september 2015 afviste hun pure at blive engelsk statsborger – stemmeret eller ej – men situationen er anderledes nu, dels pga. den ændrede danske lovgivning, dels pga. Brexit. Hun vil også give sine børn dobbelt statsborgerskab for at lade dem have en fod indenfor Europa – bare for alle tilfældes skyld. Det har intet at gøre med nervøsitet for at blive smidt ud af UK, at hun vil søge; hun har boet der hele sit voksne liv og hun har været gift med en englænder i 14 år, så det vil ikke ske.

Hun skal op til en prøve, ganske som man skal herhjemme. Hun har fået en bog, hun skal læse, hvori svarene på spørgsmålene vil være. Hun får ikke lov til at se de 24 spørgsmål inden ‘eksamen’, men hun kan tage tidligere prøver for at aflure sværhedsgraden m.m.
Hun har taget fem forskellige tidligere prøver via nettet, og efter at have hørt nogle eksempler synes jeg måske ikke helt, at der er nogen grund til at være forarget over den danske indfødsretsprøve.
Man har 45 minutter til de 24 spørgsmål. Charlotte var mellem 4 min. 55 sek. og 6 min. 15 sek. om dem, og hun havde mellem en og seks fejl. Man må højst have seks fejl for at kunne bestå.
Danskerne harcelerer over, at der hos os stilles spørgsmål om Olsen-banden.
I England spørger de om engelske sportsnavne (det var især sportsspørgsmål, C ikke kunne svare på), og de spørger om, hvilken [engelsk, naturligvis] instruktør, der står bag den eller den film.
De spørger om Charles Dickens og Jane Austen er forfattere eller videnskabsmænd …
De spørger om, hvem der skrev romanen Lucky Jim – der var her fire valgmuligheder.
Der blev spurgt om navnet på haver i både England, Wales og Skotland, som C ikke kendte, og hun har ellers bare læst SÅ meget om haver, men disse havde hun end ikke hørt navnet på.
Der blev spurgt til walisiske, skotske eller engelske kunstnere, som hun heller aldrig havde hørt om.
Alle historiske og politiske spørgsmål havde hun til gengæld helt styr på.

Alt i alt skal vi måske ikke være så forargede over den danske prøve. Det er nok bare sådan, de er, den slags.
Charlotte håber på at kunne få en tid på onsdag. Jeg er spændt på, om hun snart (også) er britisk statsborger.
Det er pudsigt, for i og med, at hun beholder sit danske statsborgerskab, vil der ingen forskel være eller blive for nogen, andet end med hensyn til hendes stemmeret, og alligevel synes jeg, det er sådan en slags breaking point, hun træder ind på den anden side af. Sådan har hun det også selv, selvom vi begge godt kan se, at vi er lidt fjollede … og jeg ønskede hende selvfølgelig held og lykke med forsøget på at blive ‘rigtig’ englænder.
Selv om svigermor længe har sagt, at Charlotte is more British than the British, og det er faktisk positivt ment.

Vi er her!

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
– Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

Dagen før dagen

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!
…
It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

Nu er det juuuul – endelig jul …

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!
Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

70’er-party

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at min datter godt kan lide at arbejde med tøj. Det har været hendes hobby siden hun var 11 år, i dag er det hendes arbejde, og hun elsker det.
Hun syede sin første krinoline, da hun var 11. Huset formåede desværre ikke at levere tilstrækkeligt med fiskeben i rette størrelse, så det krævede nye veje til gamle mål. Hvad gør man? Udover at Charlotte rask væk snuppede alle tilgængelige lagner i hytten, beskar hun bambussen i haven til brug til stivere.
I årene derefter satte hun Borte med Blæsten på videoen, pausede den på passende steder og kopierede de flotte rober på denne måde. Det samme skete med My Fair Lady, plus at hun kopierede modeller efter bøger om mode gennem tiderne, samt syede askepot- og tornerosekjolekopier til sine små kusiner.
Det er de færreste forundt at gøre sin hobby til sit arbejde, men hun er altså en af dem, det lykkedes for.
Som en sjov afveksling til de fine kjoler og jakker, hun syr til hverdag, kommer der indimellem lidt opgaver ovre i kostumeafdelingen. Mest til børnene, men en gang imellem til sig selv.

Som til den 70’er-fest, de deltog i i fredags. Tim var desværre ikke så gennemført, for han havde meldt ud, at han ikke kunne nå at deltage, så Charlotte havde foræret det tøj, han skulle have haft på, til en anden deltager.
Så ændredes mødeplanerne, således at han alligevel godt kunne deltage, men han stod dermed selvfølgelig uden det rette outfit – kun parykken og plateauskoene var ikke foræret væk; tøjet måtte være hans eget, men det blev gjort tidstypisk ved at knappe skjorten lidt op.

Jeg forsøgte ellers at komme med gode råd til tøjet – man har vel selv været ung lige midt i det hele – men hun sagde, at hun vidste lige præcis, hvordan hun ville se ud, og jeg må erkende, at hun har ramt stilen fint. Sådanne hvide støvler havde jeg også. Måske ikke lige netop den kjole, men jeg husker tydeligt, hvor smart det dengang var med små spejle i tøjet. Akkeja – det var dengang, jeg havde figur til kunne bære hotpants – og gjorde det. Ofte. Der var også mange, der ikke havde figuren til hotpants, der gik med dem …
Jeg vil dog lige sige, at selv om jeg stadig havde figuren, og det blev moderne igen, ville jeg ikke tage hot pants på. Jeg kan godt huske, hvor meget jeg syntes kvinder over 40 år gjorde sig til grin dengang, når de gik i hotpants. Jeg har aldrig været tilhænger af at gøre sig yngre end man er eller “være ung med de unge”. Jeg synes det er lidt tragikomisk, når man ikke klæder sig efter sin alder.
Medmindre man er til kostumefest …

It’s Ragtime Again

Det hedder It’s Showtime Again; jeg ved det godt, men ordene faldt mig lige ind, og overskriften mere end antyder, at der nu kommer et indlæg om Charlottes skurvogn i Woodborough.
Jeg synes, det er så dejligt for hende, at hun allerede har så mange kunder, at hun har måttet sige nej til et par stykker og ikke har tid til at holde fri alle dagene, vi er herovre. Dette sidste er hun lidt ked af, hvilket jeg udmærket forstår, for sådan ville jeg også have haft det, men vi er som sagt kun glade på hendes vegne.
Det er bare en beskedent udseende skurvogn, som er billig i leje, men som koster hende en hulens masse penge til opvarmning, hvilket det er ikke nemt at gøre noget ved, og det dur ikke at spare på varmen, for stive fingre arbejder for langsomt og kan ikke sy pænt nok. Kulde er heller ikke særlig smart, når kunderne skal smide tøjet i forbindelse med prøvningerne …

Hvis jeg havde den figur, jeg engang havde, så ville jeg bestille tøj hos Charlotte, men det har jeg ikke, så det vil jeg ikke … på den anden side kunne det være, jeg skulle prøve alligevel på et tidspunkt, hvor hun ikke har så travlt – jeg er trods alt ikke tykkere end de massive, tøndeformede, græske skibsrederfruer, hun syede tøj til, da hun var hos Hardy Amies, men ikke desto mindre må jeg kunne sætte hendes skrædderkunst på prøve: Kan jeg komme til at se pæn og 10 kilo tyndere ud, er hun endnu dygtigere end selv mor her tror …

Jeg har aldrig kunnet/villet bære ærmeløse kjoler, men det kan og vil mange. Hendes modeller har navne – herover er to udgaver af Audrey, samt Fern-frakken i midten – sidstnævnte ville jeg til gengæld meget gerne kunne bære, for den er ret elegant. Synes mor …
Hvis I er hurtige, er det en åbningsudsalgsvare, så den kan erhverves for 400 pund, hvilket er billigt for sådan en frakke. Synes mor …

Hun er stadig i gang med at sy alle modeller op i alle størrelser i stout (mønstrene bliver gemt i mapper), så når hun får en ny ordre på en størrelse, hun endnu ikke har syet op, er det det første hun gør, hvorfor der ligger ekstra arbejde med mange af ordrerne her i starten.

Hun har købt en lille dvd-afspiller – så står/sidder hun og lytter til Matador, Frasier (morsom amerikansk serie) eller Folk og Fæ (serien om den yorkshireske dyrlæge James Herriot). Jeg tror, hun ville kunne recitere serierne fra ende til anden, hvis hun blev bedt om det, for hun elsker dem alle tre, og at sætte dem på giver hende ro i sjælen og giver hende en fornemmelse af selskab.

Se … hun er da sød, den lille skrædder. Synes mor …
Også selv om de nye briller ikke kun får Anna og Aubrey til at tænke på Harry Potter. Men han er nu også sød.

Padder eller paddle tennis

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

Midlertidigt ordrestop

Det har givet pote, at Charlotte har et stort vindue ind til sit skur, således at folk kan se skrædderen i arbejde. Folk stopper op og kigger – og kigger længe, fordi hun tegner, klipper eller syr. Ofte inviterer hun dem indenfor. Langt de fleste siger, at det vil de ikke, for de skal ikke købe noget, men C understreger, at det betyder ikke spor, de kan bare komme ind og kigge alligevel. Nogle gange ‘rammer’ hun kvinderne gennem deres børn eller børnebørn: Har I nogensinde set en rigtig skrædder i arbejde? Spørger hun, henvendt til børnene.
Det har endnu ingen af dem set, og så kommer de ind og kigger. Charlotte fortæller hvad hun laver, men henvender sig igen til børnene og fortæller på det niveau, det kræver til lejligheden. Hun slutter gerne af med at sige, at de meget gerne må fortælle henne i deres skole, hvad de har set.
Til slut får de et af hendes postkort, hvor adresse og telefonnummer naturligvis står bagpå …

(Moar er så imponeret over det knaphul. Jeg ville aldrig i livet kunne sy det så pænt.)

Det har vist sig at have en yderst effektiv effekt, at man kan se håndværkeren i arbejde. Det kan man selvfølgelig heller ikke så mange steder, og jeg ved fra mig selv, at hvis der er en næsten hvilken som helst udstilling, hvor man kan se næsten hvem som helst arbejde med næsten hvad som helst, så er det fascinerende at se folk, der kan deres håndværk, udføre dette.
Det er såmænd ikke fordi, Charlotte er specielt exhibitionistisk anlagt, men på den anden side hverken generer eller forstyrrer det hende, at der kigges.
Og det har som sagt vist sig at være ganske effektivt. Hun har – kun midlertidigt, naturligvis – stoppet for ordretilgang, for hun kan ganske enkelt ikke nå at sy til flere lige nu, hvis hun også skal holde hvad hun lover, hvilket hun selvfølgelig skal; det er vigtigere end at kapre flest mulige kunder. Det skræmmer dem tilsyneladende heller ikke væk, men det ved hun først helt sikkert, hvis de kommer igen, som de lover at gøre. Hun har dog lidt på fornemmelsen, at det kun virker positivt, at hun har måttet sige nej til et par stykker, for hvis hun har så travlt, så må hun jo være god …
Det var vist en virkelig god ide, hun fik med at leje sig ind i det skur på lige netop det sted, og ih, hvor jeg under hende det. Jeg kan høre, hvor meget hun nyder at snakke med folk og at arbejde med det, hun elsker og heldigvis også er god til. Hun har nydt at gå hjemme, mens børnene var små, men hun har savnet især det sociale ved at være på arbejdsmarkedet.
Jeg undrede mig over, hvor hurtigt mine fire år uden for arbejdsmarkedet er gået. For Charlotte er det 11 år, og jeg synes egentlig, de er gået stort set lige så hurtigt. Hun har jo lige fået baby Anna! Jeg husker det i hvert fald, som var det i går.

Kappelagen og Harry Potter-datter

Forleden kørte vi i Jysk i Kristianstad for at købe to bokslagner eller faconlagner. Jeg fandt hvad jeg skulle bruge, og i den forbindelse så jeg et valancelagen. Det havde jeg ikke hørt om før, men billedet viste et kappelagen, så det var jo nok det, det var.
Der opstod lige et behov – jeg blev enig med mig selv om, at det ville pynte oppe på boksmadras-gæstesengene i det ene værelse, så jeg købte to.
Der er derfor netop blevet vasket fire lagner, men jeg havde ikke lige tænkt over, at kappelagnerne skal stryges! Det behøver man ikke med bokslagner, da de bliver strammet helt tæt omkring seng/madras.
Oj, hvor jeg fortrød det køb – det var SÅ besværligt at stryge dem. Og hvorfor skulle der absolut være folder på midten af sengen? Hvorfor ikke nøjes med hjørnerne? Det er ikke engang pænt, og det betød endvidere, at jeg skulle stryge fire af de drilagtige folder mere – de var umulige at få helt pæne, så det blev, som det blev.

I formiddags tikkede der et billede ind af min datter (som på Ragtimes åbningsdag for nylig fik tre kunder og et par dage efter den fjerde). Hun skulle have nye briller og havde tilsyneladende besluttet sig for at de skulle være meget mere synlige end de gamle.
Anna syntes, at hendes mor nu lignede Harry Potter, hvilket overraskende nok ikke faldt i helt god jord … “Hvorfor er det ikke godt? Jeg troede du var vild med Harry Potter?” “Yes! And that’s why! Harry Potter is a BOY!”

Jeg håber hun får mere succes med sin Ragtime end hun lige nu har som den lokale Harry Potter-look alike … men mon ikke? Foreløbig tegner det meget godt.
Niki (veninden som kom ud for den frygtelige ulykke) har lavet FB-siden for Charlotte – den fungerer fint, bortset fra, at på trods af, at adressen er korrekt angivet som værende i Woodborough, SN9 5PF Wiltshire, sender FB’s Get directions os til en Woodborough NG14 6, som ligger lidt nordøst for Nottingham!
Det er mildt sagt uheldigt, og Niki er gjort opmærksom på det. Gad vide hvordan man løser sådan et problem? Kortet har de rigtige oplysninger, men slår de forkerte op.
Ret underligt … jeg håber de får ordnet det.
Og bemærk, at der også oplyses hvor langt der er for en drone! Det er i fugleflugtslinje her fra Den Stråtækte, for der er kun 250 km til Nottingham fra Charlotte – men det er stadig langt at køre forgæves, hvis det var Ragtime, man ville besøge.

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

Apropos bøger …

Apropos bøgerne fra gårsdagens emne, så fik jeg en mail i dag med billede af årets kostumer til World Book Day – som godt nok først er 23. april, så enten er skolen i vældig god tid, eller også er børnene …
Anna er Hermione Granger fra Harry Potter-serien, med både ægte Gryffindor-slips og kreppet hår. Aubrey er Tuffnut fra How to Train Your Dragon.
Navnene på figurerne i den serie er ret finurlige: Hiccup, Tuffnut og Ruffnut, Fishlegs og Snotlout.

Fantasien fejler vist intet – det har endnu ikke knebet med at finde ud af, hvad årets figurer skal være.
I 2013 var det hhv. en galakse og Orion. I 2014 var det Pippi Langstrømpe og Robin Hood, i 2015 var det Mary Poppins og en avisdreng, der annoncerede Titanics forlis (jeg kan ikke finde billedet), og sidste år var det Hiccup og Astrid.

Jeg kan godt lide at sy, men dette her havde jeg aldrig kunnet præstere. Heldigvis ville Charlotte altid kun være prinsesse, hvilket jeg lige kunne klare, og allerede da hun var 11 år, begyndte hun at sy fastelavnskostumer til sine kusiner. Hun kunne allerede dengang godt finde ud af at kopiere og sy ud fra tegninger eller billeder af det ønskede, så det må vel siges at have ligget i kortene, at hun skulle ende med at blive kostume-/haute coutureskrædder.

Nye planer i England

Det er svært at etablere sig som skrædder, selv i England og selv i et område med indbyggere, der overordnet set regnes for at være velhavende.
Alligevel er det vanskeligt at finde kunder, der er villige til at ville betale mellem 1200 og 3000 pund for at få sig noget bespoke tayloring. Dem der vil og kan, har allerede deres faste skrædder, som de er loyale over for. Nu vil hun prøve et andet koncept af: Made to measure.

Hun har lejet sig ind i et skur, som ligger sammen med andre tilsvarende – nogle lidt større, nogle lidt mindre, nogle grimmere, nogle pænere – i forbindelse med et stort havecenter. Der er 10-12 kunsthåndværkere og småhandlende af forskellig slags, som på denne måde får et billigt forretnings- og/eller arbejdslokale.
Charlotte overtog det lige efter nytår og har brugt tiden på at male ALT, samt lægge nyt gulv og få sat nogle lamper op. Udlejeren sagde, at der lige var blevet malet, så det var lige til at bruge. Det var Charlotte så ikke helt enig i, så hun gik i gang.
Mor her er ret stolt af, at hun selv har kunnet lægge gulvet, efter at have stillet John et par spørgsmål, da vi var derovre i julen.
Udenfor skal der stilles krukker med blomster, når vejret bliver til det, og i det hele taget skal hun få det til at se lidt mere indbydende ud.

Nu er hun næsten færdig, selv om der stadig mangler nogle detaljer, som fx noget for vinduerne, men arbejdsbordet og den store industrisymaskine er flyttet herned, så nu skal der sys modeller.
Hun vil sy lidt forskellige faconer af de almindeligste størrelser op i stout (ubleget, lidt groft og stift lagenlærred) og hænge på bøjler og giner. Hun har dermed faste mønstre til prøvning og til senere at klippe efter. Hun vil så i lettere grad tilrette mønstrene til folks forskelligheder, og kunden vil kunne vælge ærmelængde på bluser, jakker og kjoler, men det bliver som sagt skåret over nogle standarder og der bliver heller ikke mere end en enkelt prøvning undervejs, i modsætning til ægte bespoke, hvor der er flere prøvninger, og hvor mønster og design er 100 % individuelt og udarbejdet helt forfra hver gang.

Kunden vælger også selv stof, og som hjælp til at finde det rigtige snit og de rigtige farver har C allieret sig med en veninde, som er god til den slags.
Det er C egentlig også selv, men det er lige så meget for at hjælpe veninden i gang igen efter hun har været igennem en meget lang og meget sej kamp med at restituere sig efter hun for seks år siden blev kørt over af skolebussen (ja, sgu!), da hun skulle aflevere sin ældste søn i skolen. Hendes etårige søn, som hun havde på armen, blev dræbt, og Niki selv så tæt på at dø af sine mange hårde kvæstelser, at det er et mirakel, at hun overhovedet er her og at hun efterhånden kan gå igen.
(Skolebuschaufføren fik en fængselsdom, hvilket ingen fandt uretfærdigt.)
Det var både en skrækkelig historie og et sidespring fra indlægget her, men jeg syntes alligevel, at det hørte med til historien om Charlottes kommende og forhåbentlig blomstrende forretningsliv.
Butikken skal hedde Ragtime – et godt navn med indbygget ordspil.

Hun startede åbenbart i en tidlig alder

I går kom begge mine søstre og den ene søsters tre børn. Vi skulle se lysbilleder – alle mine forældres gamle lysbilleder.
Det vil sige, at jeg troede vi skulle igennem dem alle sammen, men Bodil havde heldigvis gennemgået dem én gang og havde smidt alt ud, som hun med sikkerhed vidste, ingen af os ville have, så i alt skulle vi kun gennemse godt seks slæder med dias, hvoraf vi endte med at gemme omkring 170-180. De skal nu skannes, gemmes som filer og så en tur op i skyen, hvorfra hver enkelt familiemedlem kan fiske de billeder, der måtte have interesse.
Jeg havde ikke set frem til dette arbejde og havde slet ikke regnet med, at det ville være så sjovt at se os selv tilbage fra 1963 og frem til far stoppede med at lave lysbilleder omkring 1980. Blandt de sidste var billeder, som Bodil havde taget, og der var nogle overraskelser for mit vedkommende. De var taget på gården; Bodil er otte år yngre end mig (jo, jeg må gerne skrive ‘mig’ her), så hun boede hjemme, til Charlotte var næsten fem år. Hun (Bodil) var sød til at tage C med hjem fra børnehaven, når hun cyklede fra skole, så C var næsten mere sammen med Bodil, end hun var sammen med mig. Næsten … det var i hvert fald meget … C kunne ride, før hun kunne gå. Næsten …

Min lille Charlottes omgang med heste ville jeg helst ikke se på dengang. Hun gik under maven på Bodils hest – det var jo nemmere end at gå hele vejen udenom, især fordi hun nøje havde fået indskærpet, at hun aldrig måtte gå lige bag om hesten. Jeg nævnte somme tider, at det så lidt farligt ud indimellem. “Sludder, jeg ved hvad jeg gør – der sker selvfølgelig ikke Charlotte noget”, svarede Bodil, og hun skulle blive voksen og selv få børn, inden hun godt kunne se, at hvis hun skulle opleve andre udsætte hendes børn for det, hun syntes var så naturligt sammen med Charlotte, ville hun nok have hoppet lidt i sædet.
Nå. Der skete jo sådan set aldrig noget, må jeg indrømme.

Hvad jeg slet ikke havde forudset ved gårsdagens lysbilledshow var, at min søsters børn sad og storhyggede sig. Nogle gange kunne de godt se, om det var deres egen mor, andre gange forvekslede de os godt og grundigt – det skal siges, at der ingen kronologi var i lysbillederne mere – de var rodet totalt sammen.
Camilla havde sin lille Carl på otte måneder med, og da vi så et billede af Camilla i samme alder, hujede vi alle – det var en 95 % kopi af Carl, som kiggede ned til os fra lærredet. Nu var det så mor og søn, men vi morede os med at finde andre familietræk, der gik igen på kryds og tværs; fx lignede den ene af mine niecer som barn mere mig som barn, end hun nogensinde har lignet sin egen mor.

Og så havde Bodil lokket mit stakkels uskyldige barn til noget frækt. Krudtet i Charlottes øjne skinnede tydeligt igennem på lysbilledet, men det er desværre ikke så tydeligt her på fotografiet af et lysbillede. Håber det bliver bedre ved en skanning.
De har vist haft en fest, de to – jeg havde aldrig set det billede før, men det med at synes det er sjovt at klæde sig lidt frækt ud er åbenbart ikke først startet med Cabaret-kostumet fra forleden.

Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for …

Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for, om det nu også var en god ide at slæbe mine to bedste og ældste veninder med til England, så er den bekymring nu gjort til skamme.
Det kan da godt være, at det er fordi, min datter efterhånden selv er ved at være midaldrende (jeg har en datter på næsten 40 år! Skræmmende!), men min bekymring blev manet til jorden i dag. Jeg tror aldrig, jeg har snakket så lidt, når jeg har været herovre … holddaOP, hvor kunne de snakke, de tre.
Jeg sad for det meste af tiden mageligt tilbagelænet og lyttede.
Og lyttede. Og hyggede mig.
Anna og Aubrey var de skønne unger, som opførte sig aldeles eksemplarisk – jeg fornemmede en konflikt, men den blev løst uden nogen andre end mor og mormor fandt ud af, at der overhovedet havde været en konflikt.
Huset blev fremvist, der blev hentet børn, der havde overstået første og derfor meget hårde skoledag, der blev gået landsbyrundtur, der blev lavet aftensmad, der blev snakket om historie (husets), EU, bedste- og svigermødre (der er nogle mere eller mindre udefinerbare forskelle på farmødre og mormødre, og de to andre damer er farmødre), der blev snakket, grinet og mobbet næsten lige så meget, som hvis det stadig bare var os tre grumpy old women, der var sammen.

I morgen (som nu er blevet til i dag, kan jeg se på pc-uret), står den på Bath, som jeg elsker, og som de to damer glæder sig til at se.

Angus-restauranten, som vi valgte i går, var ikke nogen succes.
John og jeg har spist på denne kædes restauranter flere gange og har haft en god oplevelse hver gang. Da Sus, Karen og jeg var i London for 10 år siden, havde vi også en rigtig god madoplevelse her.
Det havde vi bestemt ikke i går. Mit kød var næsten utyggeligt, så jeg lod mine to fæller smage. De var enige.
Jeg klagede over, at kødet var hårdt og sejt – meget, endda.  “Okay – I’ll call the manager.”
”Jamen det er denne udskæring altså. Du skulle have taget … (bla, bla – det-og-det), hvis du vil have mørt kød”
”Og det formodes jeg som kunde bare at vide?
… Ehhh … no … ehhh … (manager med fåret udtryk i ansigtet).
“Jeg forventer sådan set, at alt, hvad I serverer, er mørt og lækkert. Og hvis ikke jeg kan forvente det, så at I i det mindste fortæller mig, at det er et dårligt valg, jeg har taget, fordi det kød ikke er værd at sætte tænderne i”.
Det kunne han ikke sige noget fornuftigt til, så han tilbød mig, at you can choose anything from the menu, hvortil jeg svarede, at nej, jeg vil ikke selv vælge – nu skal du fortælle mig, hvad man kan tygge med øjenbrynene – hvad der er det bedste.
Jeg fik det dyreste og (efter sigende) det bedste og møreste, møre kød fra menukortet – “naturligvis uden ekstra beregning”. Ih, men tusind tak, da …
Det var såmænd også næsten okay, men det nåede ikke gårsdagens kød (fra Bukowski) til sokkeholderne, så vi blev enige om, at det var vores sidste besøg på en Angus Steakhouse.
Husk det, hvis I kommer til London.

Moderne postkort

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes, som min mor plejede at sige.
Nu har vi passet vores have i Den Stråtækte, så den er pæn igen. Næsten. Og nu er vi i Sverige til et heldigvis ikke forsømt torp – naboen har slået græsset som lovet, og han har slået lidt mere, end han plejer, for han kunne godt se min pointe, da jeg på meget pædagogisk vis sagde, at en græsplæne, der tydeligt kun er slået nødtørftigt i forhold til normen, er lige så “vi-er-ikke-hjemme”-skrigende som en plæne, der slet ikke er slået.

Torpet kender vi vel efterhånden alle til bevidstløshed, og billeder af 457 gram kantareller er heller ikke noget specielt revolutionerende, hvorfor jeg i stedet sætter billeder i af englændernes sommerhus (lejede, forstås) på Levkada, som er en brofast, græsk ø syd for Korfu.
Det er et fantastisk sted, de har fundet, hvilket de satsede så stærkt på, at det var, at de har lejet det for 14 dage.
De kan næsten ikke få hænderne ned, men jeg skal da også gerne indrømme, at det ser ret godt ud på billederne – med egen svømmepøl und alles.
Hvilket ikke forhindrer dem i også at tage til stranden.

Jeg er ikke misundelig. Slet ikke – og jeg mener det – der er alt for varmt til mig på denne årstid, og jeg bader kun under bruseren, men det var dette, de ville, så det skal være dem så særdeles vel undt; især Tim trænger meget til en uafbrudt ferie, så jeg glæder mig bare på deres vegne over, at stedet mere end lever op til deres forventninger.
De har dog ikke tænkt sig at ligge på stranden eller ved poolen dagen lang i to uger; de har lejet en bil og skal også rundt for at se øen og dens (få) seværdigheder og især, efter sigende, meget smukke natur.

Det er nu rart at modtage en mms eller to. I de ikke altid gode, gamle dage kom postkortene alt for ofte først frem til modtageren længe efter de ferierende selv var kommet hjem. Er der mon nogen tilbage, der sender rigtige postkort? Man kan stadig købe dem alle vegne, har jeg konstateret, men bliver de købt? Og bliver der sat en hilsen og lidt frimærker på dem? Da vores forældre levede, sendte vi til dem, for de elskede at få postkort fra vores rejser, men vi sendte ikke til andre end dem de sidste mange år – vi har aldrig rigtig gidet det der postkortskriveri.
Den elektroniske udvikling har altså gjort livet nemmere på mange måder.

24, næsten 25

Det er ikke min alder, jeg taler om i overskriften – heldigvis da – for godt nok er det på visse (ganske, ganske få) punkter irriterende at være næsten 40 år mere end 24 år, men i det store og hele vil jeg ikke bytte. Faktisk slet og overhovedet ikke. Livet er meget nemmere at overkomme nu, og havde jeg vidst det var så skønt at være pensionist/efterlønner, var jeg aldrig begyndt at arbejde.
Hvilket naturligvis er et paradoks. Jeg var bevidst arbejdsløs fra 12 dage før Charlottes fødsel til hun var 13 måneder, ellers har jeg aldrig prøvet at være uden et lønnet arbejde. Barselsorloven var dengang 12 uger, hvilket var totalt uacceptabelt for mig, så jeg takkede nej til den tilbudte fastansættelse på Hvidovre Hospital, hvor jeg var vikar. Da C var et halvt år, forlod jeg hendes far. Da hun var et år, søgte jeg atter ind på arbejdsmarkedet, og da hun var 13 måneder, var jeg i arbejde på Københavns Universitet i et 12-ugers (ja, de var jo altså ikke længere dengang) barselsvikariat, som ledte mig direkte videre til den arbejdsplads, jeg havde de næste 35 år.
Var det nemmere dengang, eller har jeg bare været heldig?

Næh, ikke leveår, men mikroplastfrie karklude. Jeg er næsten færdig med nummer 25. De er stadig IndimellemDeMereUdfordrende-arbejder; ellers bliver strikke/hæklelivet vist lige en tand for kedeligt. Karkludene jeg lavede og gav til Malle, var efter ønske holdt i jordfarver eller i beige, men til eget brug har jeg ikke noget imod lidt spræl i hverdagen.
Det lidt sjovere (inden for strikkeriet) er for tiden min anden udgave af Windswept fra Fiddlesticks Knitting. Det er så nemt at strikke, at man tror det er løgn, selv om det ser kompliceret ud. Jeg kunne godt have det som bilstrikketøj, og det må komme an på en prøve om det også er tv-strikketøj … det afhænger nok af, hvad jeg ser. Det værste bliver kanten hele vejen rundt – ikke fordi den er svær, men fordi der skal strikkes omkring 100 ens spidser.
Nå. Det skotske sjal havde 140, så dette overlever jeg vel også, især når resultatet bliver så pænt, som jeg synes det gør.
Det første var lidt mørkt, denne gang bliver det næsten helt hvidt.

Det småregner. Jeg havde lige hængt vasketøj ud, da det begyndte … irriterende, altså, men nu får det lov at hænge – det bliver vel tørvejr igen.
Der er dømt strikkesøndag resten af dagen.

Bag tæppet – bag facaden

Hvis nogen indtil for bare kort tid siden havde fortalt mig, at jeg skulle komme til at gøre rent i en kirke, ville vedkommende være blevet mødt af en voldsom benægtelse og en hånlig latter fra min side.
Havde de ydermere påstået, at min datter skulle ses bære rundt på tunge ting på sit hoved, ville jeg nok også have haft det skeptiske blik på – dog ikke i samme omfang som i kirkerengøringsspørgsmålet.
I dag er begge dele sket. Sig endelig ikke til nogen i min familie, at jeg har gjort rent i en kirke! Og dog … pyt … de vil nok alligevel ikke tro jer.
Landsbyens beboere (de fleste af dem) har kirketjansen en måned ad gangen. Man skal gøre rent, hvilket består i at fjerne fugle- og flagermuselort, feje spindelvæv^*) ned og sørge for, at der altid er friske blomster i vasen ved siden af alteret. Hvert år i december deltager hele landsbyen i hovedrengøringen. Undtagen C & T …

 

Det var Charlotte og Tims tur i juli. To gange har der været en nabo inde for på bedste engelske, yderst diplomatiske vis, fortælle, at blomsterne i kirken ser meget triste ud. Samme nabo er den eneste, der kommer i kirken, og det gør hun bare for at tjekke, at den der har ‘vagten’, passer sin pligt, hvilket (bl.a.) er derfor, Charlotte ikke kan præstere den store entusiasme og er tilbøjelig til at glemme sine forpligtelser.
Første gang, naboen klagede, havde Charlotte en febersyg Aubie og ville ikke gå fra ham. Damen lovede, med martyrmine, at skifte blomsterne.
I går var hun der igen, og C lovede at ordne blomster og få muget ud i dag.
Vi gik med for at hjælpe. “Så har du da også noget for dig temmelig usædvanligt at skrive om”, som Charlotte sagde.
Bag døbefonten og det blå velourforhæng skjulte sig rengøringsrummet. Et temmelig snavset rum … men det er der jo ingen der ser, så det er der ingen grund til at gøre rent.
Charlotte gør dette for landsbyfællesskabets skyld, hvilket hun synes er hyggeligt nok i de fleste andre sammenhænge. Denne pligt kunne hun snildt undvære, og hun nægtede da også at deltage i protesterne mod at lukke kirken (fordi der aldrig kommer nogen til gudstjenesterne). “Vil du da virkelig gerne have, at kirken lukker???”

“Det har jeg ikke noget imod. Det kunne da være morsomt, hvis en eller anden købte den og lavede den om til beboelse. Så bliver kirken da i det mindste brugt til noget fornuftigt, og vi behøver ikke at skulle skaffe penge altid til dens vedligehold.” Sagde C, mens Tim krummede tæer.
Det synspunkt var måske ikke helt populært, men det tages ikke så tungt af Charlotte. Det er værre med Tim, som, igen meget engelsk, ikke bryder sig om at sige nej til nogen. Han er faktisk helt enig med C, men kan ikke få sig selv til at sige det offentligt. Det er på sådanne punkter, svigermor ikke i samme grad som ellers synes, at “Oh, Ellen, Charlotte is such a wonderful girl … she’s become more British than the British”, men i stedet finder hende aldeles upassende dansk i sin attitude.

Hvem er død? Skal man rette sig efter normal engelsk (og dansk) grammatik, er det præsten, der er faldet i søvn i Jesus (!). Det er givetvis Dorothy, man mindes her, men det er ikke det der står.
C giver mig ret, samtidig med, at hun gør mig opmærksom på, at så er 90 % af de engelske gravstene forkert formuleret. Det bliver de ikke mere grammatisk korrekte af, men C mener, at det hele helst skal stå i én sætning, og så kan det nemt blive lidt klumpet.

---

*) Vidste I, at spindelvæv bliver lavet af æderkopper? I hvert fald ifølge en, jeg kender. Jeg så det på FB – vedkommendes mor, som jeg deler forældre med, havde dog straks været efter hende og foreslået, om det mon ikke var edderkopper, der mentes?
Jeg hyggede mig gevaldigt, fordi den var ny for mig, og spurgte den formastelige, om jeg måtte hænge hende (anonymt) ud på min blog, hvilket jeg fik tilladelse til.

En udbrændt oliebrænder

Man kan altid finde noget at bruge penge på i et hus, der har næsten 240 år på bagen, og kan man ikke selv finde på noget, skal andre nok klare opgaven for én.
De penge, der er sjovest at bruge, er naturligvis dem, der investeres i haven, og, selv om det måske var mange penge, var det også sjovt at bruge dem der gik til renoveringen, fordi vi kunne se den kæmpestore forskel, det gjorde.
Penge, der er knap så sjove at komme af med, er fx dem til en ny oliebrænder.
En gang om året kommer der en ‘oliefyr’ og går systemet igennem. Det er lovpligtigt, og jeg kunne se i mit regnskab, at han sidste år var her 1. juni, så han har styr på sine kunder og er ret præcis.
Dengang sagde han, at brænderen ikke havde det så godt; at han godt turde lade den køre et år mere, men at vi skulle regne med, at den snart stod til udskiftning.
Denne gang sagde han, at den nu har en stor risiko for at ‘sætte sig’ (oliefyrens udtryk … aner ikke, hvad det betyder) til vinter. Kender man den mindste smule til Murphys love, ved man, at det vil ske i en periode med ekstrem frost, og at oliefyren ikke lige har tid til at komme samme dag.
Han havde en brænder liggende i bilen og kunne oplyse os om, at hvis han skiftede den her og nu, ville vi kun skulle betale for den og ikke for eftersynet, som koster 2200 kroner. Valgte vi at skifte den senere, skulle vi betale det samme for brænderen, men selvfølgelig derudover også for dagens serviceeftersyn.
Så sjovt synes jeg som sagt heller ikke det er at bruge penge, så beslutningen om at spare 2200 kroner hørte ikke til i den vanskelige ende af skalaen.
Brænderen er 20 år gammel, så det er vel reelt nok. Jeg kan læse mig til, at oliefyr kan blive op til dobbelt så gamle, men jeg ved ikke under hvilke omstændigheder, lige som jeg heller ikke ved, hvor meget denne har kørt for de forrige ejere. Finn sagde, at han aldrig brugte brændeovnen, så der blev åbenbart kun kørt på oliefyr.
I hvert fald må vi gå ud fra, at denne brænder holder vores tid ud i dette hus, og den er formentlig så meget mere effektiv end den gamle, at den kan tjene sig selv hjem i sparet olie inden for nogle år.

Jeg er til gengæld overhovedet ikke udbrændt, hvilket er ganske udmærket, for om nogle få timer lander tre af de mennesker, jeg holder allermest af, i Kastrup lufthavn.
Tim skrev: og sendte mig billedet fra Terminal 5, hvor især Aubie ser ret begejstret ud.
Nu må jeg se, om jeg får et ordentligt knus i lufthavnen, eller vi skal vente til under mere private forhold, når vi er kommet hjem.
Da de var her til jul, ville han helst slet ikke krammes; det var dog gået over igen, da jeg var der for få uger siden, men det er stadig pinligt at vise den slags intimiteter i fuld offentlighed.
Det respekteres naturligvis – jeg ser ingen grund til at tvinge den slags igennem, hvis det betyder noget for knægten. Det er jo ikke fordi han ikke er glad for at se os.
Anna er fuldkommen ligeglad; hun flyver mig omgående om halsen og bliver hængende der, til jeg næsten ikke kan bære hende længere – alt mens Aubie kigger den anden vej og tydeligvis er lidt flov på søsterens vegne.

Nu gik den simpelthen ikke længere

Jeg havde tænkt tanken.
Det havde John også – John, som selvfølgelig udmærket ved, hvor meget jeg savner dem.
Inge tænkte den også.
Så kom Ditte på banen.
”Se nu at få fundet ud af at komme en tur til England; du kan jo ikke vente syv uger endnu med at se Charlotte og børnene.” Det skrev ingen af de to, men det var det, de mente. John var mere direkte …
Nej, jeg kan faktisk overhovedet ikke vente; det blev endnu sværere efter at have sat ord på det i går, så ind og kigge hos SAS. De havde billetter til en nogenlunde rimelig pris – men også kun nogenlunde – og ikke til de få fly, jeg har mulighed for at vælge, når jeg er afhængig af at skulle videre ud i det engelske land, og jeg nægter at give over 4000 kroner for en billet … no way. Jeg plejer at kunne holde dem på en fjerdedel.
Vi skal en hel del andet det næste stykke tid, så der var ikke det store spillerum; faktisk kunne der kun være tale om en enkelt uge, hvor det kan lade sig gøre for mig at tage afsted, og den slags ufleksibilitet straffes tit. Det er det, flyselskaberne lever af.
Så kiggede jeg på British Airways. Da jeg gik ind på ba.com, troede de jeg var tysker, men pyt, tænkte jeg, så meget tysk kan jeg da, så jeg klikkede datoerne ind … og fik priser retur på over 4500 kroner, og så skulle jeg oven i købet skifte fly! For at komme til London!! Resulterende i en rejsetid på seks timer!! De må have spist søm.
Jeg kapitulerede og ringede til Charlotte for at fortælle de sørgelige fakta, og at jeg nok ikke kom alligevel.
Hun svarede, at BA åbenbart vil gøre meget for ikke at få tyskere ind i UK … prøv at ændre land til Danmark og sprog til engelsk, hvilket jeg gjorde.
Miraklet skete, og jeg fik en returbillet til under 1100 kroner. Now we’re talking … det er ikke smart at være tysker, åbenbart … jeg bookede omgående, inden nogen fortrød et eller andet, så nu skal jeg til England om tre uger. Da jeg printede min rejseplan, fandt jeg ud af, at en del af årsagen til den billige billet var, at jeg kun må have håndbagage med. En kuffert, der skal checkes ind, vil koste 277 kroner pr. vej. Øv, er de nu også begyndt på det lavprispjat? Det gør så ikke noget – jeg kan sagtens klare mig med håndbagage, når jeg kun skal være væk i fem dage.
Næste problem er, at ankomstdagen er en bank holiday i England, så togene kører efter weekendkøreplanen. Pokkers – jeg havde ikke tænkt over, at det var derfor, billetten til den dag var ekstra billig, men det må jeg bare finde en løsning på – det vigtigste var flybilletten, og i allerværste fald må Charlotte køre til Reading og hente mig.
Det er faktisk ret svært at skrive dette med begge hænder oppe over hovedet, men det er altså svært at få dem ned.
Nu skal jeg nemlig kun sove 21 gange, inden jeg skal se dem igen.

Tæt på 104 år siden …

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

Også en måde at mindes på – en anderledes 40-års fødselsdag

I forbindelse med Pernilles bisættelse for knapt et år siden blev vi enige med Karin og Bjarne om at mødes hvert år på Pernilles fødselsdag.
Det var i går – hun ville være blevet 40 år, hvis altså ikke …
Vi mødtes klokken 13 til en frokost, bare dem, os og Karins søster og mand. Til klokken 15 havde de inviteret nogle af dem, som havde stået Pernille (og Karin) nærmest, så lige pludselig var vi over tyve.

Skilsmissen dengang var, hvad det var, men sådan en skaber ringe i vandet og berører altid flere end de direkte involverede … John holdt virkelig meget af og har ofte savnet to personer, han dengang kunne kalde sin svoger og svigerinde og nyder derfor ved lejligheder som disse at få en god og lang sludder med dem – her ses han og svogeren i fuld gang med snakken. De er begge et par dejlige mennesker, så vi håber, de gør alvor af at køre turen fra Fyn til Den Stråtækte til sommer, som vi aftalte. Og vice versa … 
Som nævnt i tidligere indlæg, har John og Karin hele tiden kunnet tale fornuftigt og uden vrede sammen, og skilsmissen ligger efterhånden så langt tilbage, at det er længe siden nogen har tænkt over, at John og Karin engang var gift med hinanden. Jeg er ikke hende den nye, der føler sig lidt tilovers, men et fuldgyldigt medlem af det gode selskab. Charlotte med familie var også inviteret, men ville ikke tage til DK så kort tid efter at have været her sidst. De ville i stedet tænde et lys for Pernille og på den måde mindes hende.

Jeg skal blankt indrømme, at John og jeg aldrig ville have fået den tanke at invitere til en 40-års fødselsdag, hvor fødselaren selv valgte at forlade denne verden et lille år tidligere, men vi tænkte, at hvis det betyder noget for Karin at mindes Pernille på denne måde, ville der ingen skår gå af os ved at deltage. Og ikke spor overraskende var det hyggeligt som altid … i sagens natur var det ikke en fest, men en meget dejlig, varm og snakkerig sammenkomst, hvor vi sang en enkelt salme og hørte et digt af en polsk-jødisk digter “som heller ikke er her mere”, læst op af en tidligere kæreste.
Digtet kunne have været skrevet af Pernille selv – det var ingen i selskabet i tvivl om. Meget rørende.
Og, som vi talte om, vil Pernille altid være savnet, men hun er der, hvor hun helst vil være.

Jeg er håbløst ude af trit med sugerørsmoden

I morges pingede der to mails ind, mens jeg sad og svarede på kommentarer.
De var fra Charlotte – overskriften sagde i begge tilfælde “Dagens kalendergave”.

Da jeg åbnede den første mail, kom ovenstående billede frem, og jeg undrede mig såre over, hvad knægten dog havde gang i.
Spionbriller? Et fjollet stetoskop? Det så ud som om det gik ind i hans højre øre. Var det noget, der sagde noget?

Så åbnede jeg den anden mail. Anna så om muligt endnu mere fjollet ud, men nu gik det op for mig, at det måtte være et sugerør!
Du GOdeste … sikke da noget pjat, men især Aubie ser ud til at synes, at det er ret sjovt.
Det må kræve et ordentligt sug, inden man får hevet den første væske indenbords.

Faktisk har de pæn succes med at se fjollede ud for tiden.
Den lille familie har for nylig investeret i et billardbord i kvart størrelse. Eller snooker, som denne variant hedder. Det hygger de sig vist meget med, og Tim syntes i søndags, at han ville glæde sin svigermor med et billede af sin egen private snooker champion. 
Charlotte er i gang med at dyste med svigerfar, og selv barnets mor her blev helt forskrækket over ansigtsudtrykket (kan man kalde det determineret?) – min ellers forholdsvis nydelige datter ligner jo en arrig udgave af The Missing Link.
Selv i kvart størrelse fylder sådan et bord meget … jeg glæder mig til vi skal derover igen, så jeg kan få set John balancere på lænestolen for at få den rigtige vinkel på køen.

Familieplanlægning

Kan I huske, da ordet familieplanlægning kom frem? Det blev optaget i ordbogen i 1986, men hvornår det opstod, ved jeg ikke.
Jeg havde planlagt, at jeg ikke skulle have flere børn end Charlotte. Hun var en smutter (det ved hun godt) – jeg var 10 timer gravid, da jeg arriverede i New York, hvor jeg havde fået mit første job efter færdiggørelse af min uddannelse. Det blev derfor kun til to måneder derovre.
Hvad min læge først fortalte mig da det var for sent var, at de minipiller jeg tog, ikke nødvendigvis virkede under stresslignende tilstande! Altså … hvor stresset er man lige, når man som 23-årig river sit liv op med rode og flyver over Atlanten for at starte arbejde på Columbia University i Spanish Harlem-kvarteret i NY?
Det kunne han dæleme godt have fortalt mig noget før.
Men jeg fik Charlotte, og det har jeg naturligvis aldrig fortrudt. At jeg forlod faderen, da hun var seks måneder, er en anden historie, som jeg kort har omtalt tidligere.
Dengang besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere børn. Det var min nemme form for familieplanlægning. Slut. Ganske enkelt. Charlotte var mit et og alt, og vi har været igennem økonomisk særdeles hårde tider, men det gik, takket være et par fantastiske forældre, og barnet er senere landet som en velfungerende voksen, der er meget økonomisk bevidst, hvilket kom hende til gode, da hun var underbetalt elev i et hundedyrt London … men da var moderen heldigvis kommet til lidt flere penge og kunne hjælpe lidt med flybilletter hjem og den slags.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte flere børn fra, og Charlotte hævder, at hun er ganske tilfreds med at være enebarn. Eventuelle besværligheder med gamle forældre sammenholdt med at være langt væk fra dem, tager hun/vi, når vi når dertil. Hvis vi når dertil. Jeg har nemlig svoret, at mit barn aldrig, aldrig skal blive min plejerske – og det skal John heller ikke. Som Danmarks samfund er bygget op, må man have ret til at lade andre om at skifte ens ble og vaske en, hvis det skulle komme så vidt – og her er det heldigt, at Charlotte bor i UK, da så ingen instanser kan forlange eller forvente, at barnet deltager i moderens ældreomsorg.
Charlotte har sagt, at hun meget gerne vil “passe på os”, når vi bliver gamle; derfor også granny flat’en, men hun skal ikke og vil heller ikke længere end dertil, hvor vi stadig er selvhjulpne med de basale ting – bliver vi decideret plejekrævende, så er det afsted med os til et dertil indrettet hjem. Om vi nogensinde flytter fast til England, eller hvordan det hele skal gå, ved vi heldigvis ikke en snus om.

Det er min/vores familieplanlægning. Vi har alle talt om det, for vi synes, det er så vigtigt, at man kender hinandens holdninger. Hvad gør vi, hvis den ene bliver dement? Kommer ud for en invaliderende ulykke?
Vi håber vel alle sammen på at dø fredeligt i vores seng, uden at have nået at ligge hverken familien eller samfundet til last, men alligevel mæt af dage og tilfreds med livet, som det nu engang gik.
Det gør jeg i hvert fald. Jeg har også forsøgt at planlægge det således. Jeg har godt nok en del, jeg lige skal nå først …

Det allersidste farvel

Man kalder begravelser og bisættelser for det sidste farvel.
Det holder også for begravelser, men ikke helt for bisættelser, hvor det reelt kun er det næstsidste, fordi der senere kommer en urnenedsættelse.
Den havde vi i dag for Pernille. Det kan naturligvis ikke sammenlignes med en bisættelse; ejheller kaldes en gentagelse af denne.
Det er selvfølgelig heller ikke en morsom affære, men bestemt heller ikke så følelsesfremkaldende som bisættelsen var.
Vi stod 12 personer om det lille gravsted, hvor Karin og Bjarne også vil ligge, når deres tid engang kommer.

Karin havde valgt en smuk og lidt anderledes sten – en laplandssten, som var mere grøn, end billedet vil vise.
Det lille tegn oppe til højre er symbolet for Pernilles stjernetegn, Stenbukken, som hun for nogle år siden fik tatoveret på en af fingrene på sin højre hånd … og tænk, jeg kan flovt nok ikke engang huske, om det var lang- eller pegefingeren. Ups, altså, hvor ville jeg være et dårligt vidne.
Bagefter lagde Karin og Bjarne – igen – hus til en kombineret eftermiddagskaffe/frokost/aftensmad, og vi havde – igen – en rigtig hyggelig dag og halv aften.
Det er helt pinligt, så meget de har lagt hus til i tidens løb, så vi fik aftalt en dag, hvor John og Karin vil kigge på og dele Pernilles papirbilleder, hvilket vil komme til at foregå hernede i Den Stråtækte, så vi kan gøre bare en lillebitte smule gengæld for al deres gæstfrihed.
Det er både lidt pudsigt, ret underligt og meget dejligt, at man kan have et så godt forhold. Det er ikke alene, fordi Karin og John har været skilt i så mange år, selv om det måske nok var en smule mere anstrengt, lige da de var nyskilte, men der har aldrig været bitterhed imellem de to, og lige fra år ét af hver deres nye liv sås vi en gang om året til Pernilles fødselsdag. De var enige om, at fordi Pernille (naturligvis) var aldeles uden skyld i, at forholdet gik i stykker, måtte de voksne derfor også være de voksne og gøre gode miner til slet spil, hvilket slet ikke var så svært, da det kom til stykket. Nu har vi – og har haft gennem mange år efterhånden – det bedste forhold og har det ægte sjovt og hyggeligt, når vi er sammen.
John og Karin kan give hinanden et varmt og trøstende vi-har-mistet-vores-eneste-barn-kram uden nogen får ondt af det.
Gode skilsmisser findes altså. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde den en lykkelig skilsmisse – det tror jeg nok ikke rigtig på, for det er der ingen der er, men det behøver heldigvis ikke at være en dårlig historie hver gang.