Hos Mommer

13. april 2017

Midlertidigt ordrestop

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: ,

Det har givet pote, at Charlotte har et stort vindue ind til sit skur, således at folk kan se skrædderen i arbejde. Folk stopper op og kigger – og kigger længe, fordi hun tegner, klipper eller syr. Ofte inviterer hun dem indenfor. Langt de fleste siger, at det vil de ikke, for de skal ikke købe noget, men C understreger, at det betyder ikke spor, de kan bare komme ind og kigge alligevel. Nogle gange ‘rammer’ hun kvinderne gennem deres børn eller børnebørn: Har I nogensinde set en rigtig skrædder i arbejde? Spørger hun, henvendt til børnene.
Det har endnu ingen af dem set, og så kommer de ind og kigger. Charlotte fortæller hvad hun laver, men henvender sig igen til børnene og fortæller på det niveau, det kræver til lejligheden. Hun slutter gerne af med at sige, at de meget gerne må fortælle henne i deres skole, hvad de har set.
Til slut får de et af hendes postkort, hvor adresse og telefonnummer naturligvis står bagpå …

001

(Moar er imponeret over det knaphul. Jeg ville aldrig i livet kunne sy det så pænt.)

Det har vist sig at have en yderst effektiv effekt, at man kan se håndværkeren i arbejde. Det kan man selvfølgelig heller ikke så mange steder, og jeg ved fra mig selv, at hvis der er en næsten hvilken som helst udstilling, hvor man kan se næsten hvem som helst arbejde med næsten hvad som helst, så er det fascinerende at se folk, der kan deres håndværk, udføre dette.
001 - CopyDet er såmænd ikke fordi, Charlotte er specielt exhibitionistisk anlagt, men på den anden side hverken generer eller forstyrrer det hende, at der kigges.
Og det har som sagt vist sig at være ganske effektivt. Hun har – kun midlertidigt, naturligvis – stoppet for ordretilgang, for hun kan ganske enkelt ikke nå at sy til flere lige nu, hvis hun også skal holde hvad hun lover, hvilket hun selvfølgelig skal; det er vigtigere end at kapre flest mulige kunder. Det skræmmer dem tilsyneladende heller ikke væk, men det ved hun først helt sikkert, hvis de kommer igen, som de lover at gøre. Hun har dog lidt på fornemmelsen, at det kun virker positivt, at hun har måttet sige nej til et par stykker, for hvis hun har så travlt, så må hun jo være god …
Det var vist en virkelig god ide, hun fik med at leje sig ind i det skur på lige netop det sted, og ih, hvor jeg under hende det. Jeg kan høre, hvor meget hun nyder at snakke med folk og at arbejde med det, hun elsker og heldigvis også er god til. Hun har nydt at gå hjemme, mens børnene var små, men hun har savnet især det sociale ved at være på arbejdsmarkedet.
Jeg undrede mig over, hvor hurtigt mine fire år uden for arbejdsmarkedet er gået. For Charlotte er det 11 år, og jeg synes egentlig, de er gået stort set lige så hurtigt. Hun har jo lige fået baby Anna! Jeg husker det i hvert fald, som var det i går.

8. april 2017

Kappelagen og Harry Potter-datter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags:

IMG_5882Forleden kørte vi i Jysk i Kristianstad for at købe to bokslagner eller faconlagner. Jeg fandt hvad jeg skulle bruge, og i den forbindelse så jeg et valancelagen. Det havde jeg ikke hørt om før, men billedet viste et kappelagen, så det var jo nok det, det var.
Der opstod lige et behov – jeg blev enig med mig selv om, at det ville pynte oppe på boksmadras-gæstesengene i det ene værelse, så jeg købte to.
Der er derfor netop blevet vasket fire lagner, men jeg havde ikke lige tænkt over, at kappelagnerne skal stryges! Det behøver man ikke med bokslagner, da de bliver strammet helt tæt omkring seng/madras.
Oj, hvor jeg fortrød det køb – det var SÅ besværligt at stryge dem. Og hvorfor skulle der absolut være folder på midten af sengen? Hvorfor ikke nøjes med hjørnerne? Det er ikke engang pænt, og det betød endvidere, at jeg skulle stryge fire af de drilagtige folder mere – de var umulige at få helt pæne, så det blev, som det blev.

Charlottes nye briller

I formiddags tikkede der et billede ind af min datter (som på Ragtimes åbningsdag for nylig fik tre kunder og et par dage efter den fjerde). Hun skulle have nye briller og havde tilsyneladende besluttet sig for at de skulle være meget mere synlige end de gamle.
Anna syntes, at hendes mor nu lignede Harry Potter, hvilket overraskende nok ikke faldt i helt god jord … “Hvorfor er det ikke godt? Jeg troede du var vild med Harry Potter?” “Yes! And that’s why! Harry Potter is a BOY!”

imageimage

imageJeg håber hun får mere succes med sin Ragtime end hun lige nu har som den lokale Harry Potter-look alike … men mon ikke? Foreløbig tegner det meget godt.
Niki (veninden som kom ud for den frygtelige ulykke) har lavet FB-siden for Charlotte – den fungerer fint, bortset fra, at på trods af, at adressen er korrekt angivet som værende i Woodborough, SN9 5PF Wiltshire, sender FB’s Get directions os til en Woodborough NG14 6, som ligger lidt nordøst for Nottingham!
Det er mildt sagt uheldigt, og Niki er gjort opmærksom på det. Gad vide hvordan man løser sådan et problem? Kortet har de rigtige oplysninger, men slår de forkerte op.
Ret underligt … jeg håber de får ordnet det.
Og bemærk, at der også oplyses hvor langt der er for en drone! Det er i fugleflugtslinje her fra Den Stråtækte, for der er kun 250 km til Nottingham fra Charlotte – men det er stadig langt at køre forgæves, hvis det var Ragtime, man ville besøge.

13. marts 2017

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

Rune med paraply 1992Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Steamtrain in Dorset

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

Meeting The Wessex BelleSteamtrain in Dorset 2

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

2. marts 2017

Apropos bøger …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , ,

World Book Day 2017 bApropos bøgerne fra gårsdagens emne, så fik jeg en mail i dag med billede af årets kostumer til World Book Day – som godt nok først er 23. april, så enten er skolen i vældig god tid, eller også er børnene …
Anna er Hermione Granger fra Harry Potter-serien, med både ægte Gryffindor-slips og kreppet hår. Aubrey er Tuffnut fra How to Train Your Dragon.
Navnene på figurerne i den serie er ret finurlige: Hiccup, Tuffnut og Ruffnut, Fishlegs og Snotlout.

Fantasien fejler vist intet – det har endnu ikke knebet med at finde ud af, hvad årets figurer skal være.
I 2013 var det hhv. en galakse og Orion. I 2014 var det Pippi Langstrømpe og Robin Hood, i 2015 var det Mary Poppins og en avisdreng, der annoncerede Titanics forlis (jeg kan ikke finde billedet), og sidste år var det Hiccup og Astrid.

Jeg kan godt lide at sy, men dette her havde jeg aldrig kunnet præstere. Heldigvis ville Charlotte altid kun være prinsesse, hvilket jeg lige kunne klare, og allerede da hun var 11 år, begyndte hun at sy fastelavnskostumer til sine kusiner. Hun kunne allerede dengang godt finde ud af at kopiere og sy ud fra tegninger eller billeder af det ønskede, så det må vel siges at have ligget i kortene, at hun skulle ende med at blive kostume-/haute coutureskrædder.

2013 marts - Orion og en galakseWorld Book Day 1Hiccup and Astrid 2

22. januar 2017

Nye planer i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Det er svært at etablere sig som skrædder, selv i England og selv i et område med indbyggere, der overordnet set regnes for at være velhavende.
Alligevel er det vanskeligt at finde kunder, der er villige til at ville betale mellem 1200 og 3000 pund for at få sig noget bespoke tayloring. Dem der vil og kan, har allerede deres faste skrædder, som de er loyale over for. Nu vil hun prøve et andet koncept af: Made to measure.

Skuret til Ragtime 6Skuret til Ragtime - før

Hun har lejet sig ind i et skur, som ligger sammen med andre tilsvarende – nogle lidt større, nogle lidt mindre, nogle grimmere, nogle pænere – i forbindelse med et stort havecenter. Der er 10-12 kunsthåndværkere og småhandlende af forskellig slags, som på denne måde får et billigt forretnings- og/eller arbejdslokale.
Charlotte overtog det lige efter nytår og har brugt tiden på at male ALT, samt lægge nyt gulv og få sat nogle lamper op. Udlejeren sagde, at der lige var blevet malet, så det var lige til at bruge. Det var Charlotte så ikke helt enig i, så hun gik i gang.
Mor her er ret stolt af, at hun selv har kunnet lægge gulvet, efter at have stillet John et par spørgsmål, da vi var derovre i julen.
Udenfor skal der stilles krukker med blomster, når vejret bliver til det, og i det hele taget skal hun få det til at se lidt mere indbydende ud.

Skuret til Ragtime - før 3Skuret til Ragtime 7

Nu er hun næsten færdig, selv om der stadig mangler nogle detaljer, som fx noget for vinduerne, men arbejdsbordet og den store industrisymaskine er flyttet herned, så nu skal der sys modeller.
Hun vil sy lidt forskellige faconer af de almindeligste størrelser op i stout (ubleget, lidt groft og stift lagenlærred) og hænge på bøjler og giner. Skuret til Ragtime 8Hun har dermed faste mønstre til prøvning og til senere at klippe efter. Hun vil så i lettere grad tilrette mønstrene til folks forskelligheder, og kunden vil kunne vælge ærmelængde på bluser, jakker og kjoler, men det bliver som sagt skåret over nogle standarder og der bliver heller ikke mere end en enkelt prøvning undervejs, i modsætning til ægte bespoke, hvor der er flere prøvninger, og hvor mønster og design er 100 % individuelt og udarbejdet helt forfra hver gang.

Kunden vælger også selv stof, og som hjælp til at finde det rigtige snit og de rigtige farver har C allieret sig med en veninde, som er god til den slags.
Det er C egentlig også selv, men det er lige så meget for at hjælpe veninden i gang igen efter hun har været igennem en meget lang og meget sej kamp med at restituere sig efter hun for seks år siden blev kørt over af skolebussen (ja, sgu!), da hun skulle aflevere sin ældste søn i skolen. Hendes etårige søn, som hun havde på armen, blev dræbt, og Niki selv så tæt på at dø af sine mange hårde kvæstelser, at det er et mirakel, at hun overhovedet er her og at hun efterhånden kan gå igen.
(Skolebuschaufføren fik en fængselsdom, hvilket ingen fandt uretfærdigt.)
Det var både en skrækkelig historie og et sidespring fra indlægget her, men jeg syntes alligevel, at det hørte med til historien om Charlottes kommende og forhåbentlig blomstrende forretningsliv.
Butikken skal hedde Ragtime – et godt navn med indbygget ordspil.

20. november 2016

Hun startede åbenbart i en tidlig alder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

skan7I går kom begge mine søstre og den ene søsters tre børn. Vi skulle se lysbilleder – alle mine forældres gamle lysbilleder.
Det vil sige, at jeg troede vi skulle igennem dem alle sammen, men Bodil havde heldigvis gennemgået dem én gang og havde smidt alt ud, som hun med sikkerhed vidste, ingen af os ville have, så i alt skulle vi kun gennemse godt seks slæder med dias, hvoraf vi endte med at gemme omkring 170-180. De skal nu skannes, gemmes som filer og så en tur op i skyen, hvorfra hver enkelt familiemedlem kan fiske de billeder, der måtte have interesse.
Jeg havde ikke set frem til dette arbejde og havde slet ikke regnet med, at det ville være så sjovt at se os selv tilbage fra 1963 og frem til far stoppede med at lave lysbilleder omkring 1980. Blandt de sidste var billeder, som Bodil havde taget, og der var nogle overraskelser for mit vedkommende. De var taget på gården; Bodil er otte år yngre end mig (jo, jeg må gerne skrive ‘mig’ her), så hun boede hjemme, til Charlotte var næsten fem år. Hun (Bodil) var sød til at tage C med hjem fra børnehaven, når hun cyklede fra skole, så C var næsten mere sammen med Bodil, end hun var sammen med mig. Næsten … det var i hvert fald meget … C kunne ride, før hun kunne gå. Næsten …

P1050157Min lille Charlottes omgang med heste ville jeg helst ikke se på dengang. Hun gik under maven på Bodils hest – det var jo nemmere end at gå hele vejen udenom, især fordi hun nøje havde fået indskærpet, at hun aldrig måtte gå lige bag om hesten. Jeg nævnte somme tider, at det så lidt farligt ud indimellem. “Sludder, jeg ved hvad jeg gør – der sker selvfølgelig ikke Charlotte noget”, svarede Bodil, og hun skulle blive voksen og selv få børn, inden hun godt kunne se, at hvis hun skulle opleve andre udsætte hendes børn for det, hun syntes var så naturligt sammen med Charlotte, ville hun nok have hoppet lidt i sædet.
Nå. Der skete jo sådan set aldrig noget, må jeg indrømme.

Hvad jeg slet ikke havde forudset ved gårsdagens lysbilledshow var, at min søsters børn sad og storhyggede sig. Nogle gange kunne de godt se, om det var deres egen mor, andre gange forvekslede de os godt og grundigt – det skal siges, at der ingen kronologi var i lysbillederne mere – de var rodet totalt sammen.
Camilla havde sin lille Carl på otte måneder med, og da vi så et billede af Camilla i samme alder, hujede vi alle – det var en 95 % kopi af Carl, som kiggede ned til os fra lærredet. Nu var det så mor og søn, men vi morede os med at finde andre familietræk, der gik igen på kryds og tværs; fx lignede den ene af mine niecer som barn mere mig som barn, end hun nogensinde har lignet sin egen mor.

Og så havde Bodil lokket mit stakkels uskyldige barn til noget frækt. Krudtet i Charlottes øjne skinnede tydeligt igennem på lysbilledet, men det er desværre ikke så tydeligt her på fotografiet af et lysbillede. Håber det bliver bedre ved en skanning.
De har vist haft en fest, de to – jeg havde aldrig set det billede før, men det med at synes det er sjovt at klæde sig lidt frækt ud er åbenbart ikke først startet med Cabaret-kostumet fra forleden.

6. september 2016

Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:39
Tags: , ,

P1030776Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for, om det nu også var en god ide at slæbe mine to bedste og ældste veninder med til England, så er den bekymring nu gjort til skamme.
Det kan da godt være, at det er fordi, min datter efterhånden selv er ved at være midaldrende (jeg har en datter på næsten 40 år! Skræmmende!), men min bekymring blev manet til jorden i dag. Jeg tror aldrig, jeg har snakket så lidt, når jeg har været herovre … holddaOP, hvor kunne de snakke, de tre.
Jeg sad for det meste af tiden mageligt tilbagelænet og lyttede.
Og lyttede. Og hyggede mig.
Anna og Aubrey var de skønne unger, som opførte sig aldeles eksemplarisk – jeg fornemmede en konflikt, men den blev løst uden nogen andre end mor og mormor fandt ud af, at der overhovedet havde været en konflikt.
Huset blev fremvist, der blev hentet børn, der havde overstået første og derfor meget hårde skoledag, der blev gået landsbyrundtur, der blev lavet aftensmad, der blev snakket om historie (husets), EU, bedste- og svigermødre (der er nogle mere eller mindre udefinerbare forskelle på farmødre og mormødre, og de to andre damer er farmødre), der blev snakket, grinet og mobbet næsten lige så meget, som hvis det stadig bare var os tre grumpy old women, der var sammen.

I morgen (som nu er blevet til i dag, kan jeg se på pc-uret), står den på Bath, som jeg elsker, og som de to damer glæder sig til at se.

P1030782Angus-restauranten, som vi valgte i går, var ikke nogen succes.
John og jeg har spist på denne kædes restauranter flere gange og har haft en god oplevelse hver gang. Da Sus, Karen og jeg var i London for 10 år siden, havde vi også en rigtig god madoplevelse her.
Det havde vi bestemt ikke i går. Mit kød var næsten utyggeligt, så jeg lod mine to fæller smage. De var enige.
Jeg klagede over, at kødet var hårdt og sejt – meget, endda.  “Okay – I’ll call the manager.”
”Jamen det er denne udskæring altså. Du skulle have taget … (bla, bla – det-og-det), hvis du vil have mørt kød”
”Og det formodes jeg som kunde bare at vide?
… Ehhh … no … ehhh … (manager med fåret udtryk i ansigtet).
“Jeg forventer sådan set, at alt, hvad I serverer, er mørt og lækkert. Og hvis ikke jeg kan forvente det, så at I i det mindste fortæller mig, at det er et dårligt valg, jeg har taget, fordi det kød ikke er værd at sætte tænderne i”.
Det kunne han ikke sige noget fornuftigt til, så han tilbød mig, at you can choose anything from the menu, hvortil jeg svarede, at nej, jeg vil ikke selv vælge – nu skal du fortælle mig, hvad man kan tygge med øjenbrynene – hvad der er det bedste.
Jeg fik det dyreste og (efter sigende) det bedste og møreste, møre kød fra menukortet – “naturligvis uden ekstra beregning”. Ih, men tusind tak, da …
Det var såmænd også næsten okay, men det nåede ikke gårsdagens kød (fra Bukowski) til sokkeholderne, så vi blev enige om, at det var vores sidste besøg på en Angus Steakhouse.
Husk det, hvis I kommer til London.

3. august 2016

Moderne postkort

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , , ,

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes, som min mor plejede at sige.
Nu har vi passet vores have i Den Stråtækte, så den er pæn igen. Næsten. Og nu er vi i Sverige til et heldigvis ikke forsømt torp – naboen har slået græsset som lovet, og han har slået lidt mere, end han plejer, for han kunne godt se min pointe, da jeg på meget pædagogisk vis sagde, at en græsplæne, der tydeligt kun er slået nødtørftigt i forhold til normen, er lige så “vi-er-ikke-hjemme”-skrigende som en plæne, der slet ikke er slået.

Lunch on the balcony

Torpet kender vi vel efterhånden alle til bevidstløshed, og billeder af 457 gram kantareller er heller ikke noget specielt revolutionerende, hvorfor jeg i stedet sætter billeder i af englændernes sommerhus (lejede, forstås) på Levkada, som er en brofast, græsk ø syd for Korfu.
Det er et fantastisk sted, de har fundet, hvilket de satsede så stærkt på, at det var, at de har lejet det for 14 dage.
De kan næsten ikke få hænderne ned, men jeg skal da også gerne indrømme, at det ser ret godt ud på billederne – med egen svømmepøl und alles.
Hvilket ikke forhindrer dem i også at tage til stranden.

Greetings from GreeceSwimming Greece 2 august
Jeg er ikke misundelig. Slet ikke – og jeg mener det – der er alt for varmt til mig på denne årstid, og jeg bader kun under bruseren, men det var dette, de ville, så det skal være dem så særdeles vel undt; især Tim trænger meget til en uafbrudt ferie, så jeg glæder mig bare på deres vegne over, at stedet mere end lever op til deres forventninger.
De har dog ikke tænkt sig at ligge på stranden eller ved poolen dagen lang i to uger; de har lejet en bil og skal også rundt for at se øen og dens (få) seværdigheder og især, efter sigende, meget smukke natur.

Det er nu rart at modtage en mms eller to. I de ikke altid gode, gamle dage kom postkortene alt for ofte først frem til modtageren længe efter de ferierende selv var kommet hjem. Er der mon nogen tilbage, der sender rigtige postkort? Man kan stadig købe dem alle vegne, har jeg konstateret, men bliver de købt? Og bliver der sat en hilsen og lidt frimærker på dem? Da vores forældre levede, sendte vi til dem, for de elskede at få postkort fra vores rejser, men vi sendte ikke til andre end dem de sidste mange år – vi har aldrig rigtig gidet det der postkortskriveri.
Den elektroniske udvikling har altså gjort livet nemmere på mange måder.

31. juli 2016

24, næsten 25

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

Det er ikke min alder, jeg taler om i overskriften – heldigvis da – for godt nok er det på visse (ganske, ganske få) punkter irriterende at være næsten 40 år mere end 24 år, men i det store og hele vil jeg ikke bytte. Faktisk slet og overhovedet ikke. Livet er meget nemmere at overkomme nu, og havde jeg vidst det var så skønt at være pensionist/efterlønner, var jeg aldrig begyndt at arbejde.
Hvilket naturligvis er et paradoks. Jeg var bevidst arbejdsløs fra 12 dage før Charlottes fødsel til hun var 13 måneder, ellers har jeg aldrig prøvet at være uden et lønnet arbejde. Barselsorloven var dengang 12 uger, hvilket var totalt uacceptabelt for mig, så jeg takkede nej til den tilbudte fastansættelse på Hvidovre Hospital, hvor jeg var vikar. Da C var et halvt år, forlod jeg hendes far. Da hun var et år, søgte jeg atter ind på arbejdsmarkedet, og da hun var 13 måneder, var jeg i arbejde på Københavns Universitet i et 12-ugers (ja, de var jo altså ikke længere dengang) barselsvikariat, som ledte mig direkte videre til den arbejdsplads, jeg havde de næste 35 år.
Var det nemmere dengang, eller har jeg bare været heldig?

P1030461

Næh, ikke leveår, men mikroplastfrie karklude. Jeg er næsten færdig med nummer 25. De er stadig IndimellemDeMereUdfordrende-arbejder; ellers bliver strikke/hæklelivet vist lige en tand for kedeligt. Karkludene jeg lavede og gav til Malle, var efter ønske holdt i jordfarver eller i beige, men til eget brug har jeg ikke noget imod lidt spræl i hverdagen.
Det lidt sjovere (inden for strikkeriet) er for tiden min anden udgave af Windswept fra Fiddlesticks Knitting. Det er så nemt at strikke, at man tror det er løgn, selv om det ser kompliceret ud. Jeg kunne godt have det som bilstrikketøj, og det må komme an på en prøve om det også er tv-strikketøj … det afhænger nok af, hvad jeg ser. Det værste bliver kanten hele vejen rundt – ikke fordi den er svær, men fordi der skal strikkes omkring 100 ens spidser.
Nå. Det skotske sjal havde 140, så dette overlever jeg vel også, især når resultatet bliver så pænt, som jeg synes det gør.
Det første var lidt mørkt, denne gang bliver det næsten helt hvidt.

Windswept - CopyWindswept (5) - Copy

Windswept backWindsweptEdging detail

Det småregner. Jeg havde lige hængt vasketøj ud, da det begyndte … irriterende, altså, men nu får det lov at hænge – det bliver vel tørvejr igen.
Der er dømt strikkesøndag resten af dagen.

26. juli 2016

Bag tæppet – bag facaden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , , ,

Hvis nogen indtil for bare kort tid siden havde fortalt mig, at jeg skulle komme til at gøre rent i en kirke, ville vedkommende være blevet mødt af en voldsom benægtelse og en hånlig latter fra min side.
Havde de ydermere påstået, at min datter skulle ses bære rundt på tunge ting på sit hoved, ville jeg nok også have haft det skeptiske blik på – dog ikke i samme omfang som i kirkerengøringsspørgsmålet.
I dag er begge dele sket. Sig endelig ikke til nogen i min familie, at jeg har gjort rent i en kirke! Og dog … pyt … de vil nok alligevel ikke tro jer.
Landsbyens beboere (de fleste af dem) har kirketjansen en måned ad gangen. Man skal gøre rent, hvilket består i at fjerne fugle- og flagermuselort, feje spindelvæv*) ned og sørge for, at der altid er friske blomster i vasen ved siden af alteret. Hvert år i december deltager hele landsbyen i hovedrengøringen. Undtagen C & T …

P1030365P1030367 P1030368P1030369

Det var Charlotte og Tims tur i juli. To gange har der været en nabo inde for på bedste engelske, yderst diplomatiske vis, fortælle, at blomsterne i kirken ser meget triste ud. Samme nabo er den eneste, der kommer i kirken, og det gør hun bare for at tjekke, at den der har ‘vagten’, passer sin pligt, hvilket (bl.a.) er derfor, Charlotte ikke kan præstere den store entusiasme og er tilbøjelig til at glemme sine forpligtelser.
Første gang, naboen klagede, havde Charlotte en febersyg Aubie og ville ikke gå fra ham. Damen lovede, med martyrmine, at skifte blomsterne.
I går var hun der igen, og C lovede at ordne blomster og få muget ud i dag.
Vi gik med for at hjælpe. “Så har du da også noget for dig temmelig usædvanligt at skrive om”, som Charlotte sagde.
Bag døbefonten og det blå velourforhæng skjulte sig rengøringsrummet. Et temmelig snavset rum … men det er der jo ingen der ser, så det er der ingen grund til at gøre rent.
Charlotte gør dette for landsbyfællesskabets skyld, hvilket hun synes er hyggeligt nok i de fleste andre sammenhænge. Denne pligt kunne hun snildt undvære, og hun nægtede da også at deltage i protesterne mod at lukke kirken (fordi der aldrig kommer nogen til gudstjenesterne). “Vil du da virkelig gerne have, at kirken lukker???”

P1030370P1030373

“Det har jeg ikke noget imod. Det kunne da være morsomt, hvis en eller anden købte den og lavede den om til beboelse. Så bliver kirken da i det mindste brugt til noget fornuftigt, og vi behøver ikke at skulle skaffe penge altid til dens vedligehold.” Sagde C, mens Tim krummede tæer.
Det synspunkt var måske ikke helt populært, men det tages ikke så tungt af Charlotte. Det er værre med Tim, som, igen meget engelsk, ikke bryder sig om at sige nej til nogen. Han er faktisk helt enig med C, men kan ikke få sig selv til at sige det offentligt. Det er på sådanne punkter, svigermor ikke i samme grad som ellers synes, at “Oh, Ellen, Charlotte is such a wonderful girl … she’s become more P1030374British than the British”, men i stedet finder hende aldeles upassende dansk i sin attitude.

Hvem er død? Skal man rette sig efter normal engelsk (og dansk) grammatik, er det præsten, der er faldet i søvn i Jesus (!). Det er givetvis Dorothy, man mindes her, men det er ikke det der står.
C giver mig ret, samtidig med, at hun gør mig opmærksom på, at så er 90 % af de engelske gravstene forkert formuleret. Det bliver de ikke mere grammatisk korrekte af, men C mener, at det hele helst skal stå i én sætning, og så kan det nemt blive lidt klumpet.


*) Vidste I, at spindelvæv bliver lavet af æderkopper? I hvert fald ifølge en, jeg kender. Jeg så det på FB – vedkommendes mor, som jeg deler forældre med, havde dog straks været efter hende og foreslået, om det mon ikke var edderkopper, der mentes?
Jeg hyggede mig gevaldigt, fordi den var ny for mig, og spurgte den formastelige, om jeg måtte hænge hende (anonymt) ud på min blog, hvilket jeg fik tilladelse til.

31. maj 2016

En udbrændt oliebrænder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:50
Tags: , ,

Man kan altid finde noget at bruge penge på i et hus, der har næsten 240 år på bagen, og kan man ikke selv finde på noget, skal andre nok klare opgaven for én.
De penge, der er sjovest at bruge, er naturligvis dem, der investeres i haven, og, selv om det måske var mange penge, var det også sjovt at bruge dem der gik til renoveringen, fordi vi kunne se den kæmpestore forskel, det gjorde.
Penge, der er knap så sjove at komme af med, er fx dem til en ny oliebrænder.
En gang om året kommer der en ‘oliefyr’ og går systemet igennem. Det er lovpligtigt, og jeg kunne se i mit regnskab, at han sidste år var her 1. juni, så han har styr på sine kunder og er ret præcis.
Dengang sagde han, at brænderen ikke havde det så godt; at han godt turde lade den køre et år mere, men at vi skulle regne med, at den snart stod til udskiftning.
Denne gang sagde han, at den nu har en stor risiko for at ‘sætte sig’ (oliefyrens udtryk … aner ikke, hvad det betyder) til vinter. Kender man den mindste smule til Murphys love, ved man, at det vil ske i en periode med ekstrem frost, og at oliefyren ikke lige har tid til at komme samme dag.
Han havde en brænder liggende i bilen og kunne oplyse os om, at hvis han skiftede den her og nu, ville vi kun skulle betale for den og ikke for eftersynet, som koster 2200 kroner. Valgte vi at skifte den senere, skulle vi betale det samme for brænderen, men selvfølgelig derudover også for dagens serviceeftersyn.
Så sjovt synes jeg som sagt heller ikke det er at bruge penge, så beslutningen om at spare 2200 kroner hørte ikke til i den vanskelige ende af skalaen.
Brænderen er 20 år gammel, så det er vel reelt nok. Jeg kan læse mig til, at oliefyr kan blive op til dobbelt så gamle, men jeg ved ikke under hvilke omstændigheder, lige som jeg heller ikke ved, hvor meget denne har kørt for de forrige ejere. Finn sagde, at han aldrig brugte brændeovnen, så der blev åbenbart kun kørt på oliefyr.
I hvert fald må vi gå ud fra, at denne brænder holder vores tid ud i dette hus, og den er formentlig så meget mere effektiv end den gamle, at den kan tjene sig selv hjem i sparet olie inden for nogle år.

afrejse 31 maj

Jeg er til gengæld overhovedet ikke udbrændt, hvilket er ganske udmærket, for om nogle få timer lander tre af de mennesker, jeg holder allermest af, i Kastrup lufthavn.
Tim skrev: image og sendte mig billedet fra Terminal 5, hvor især Aubie ser ret begejstret ud.
Nu må jeg se, om jeg får et ordentligt knus i lufthavnen, eller vi skal vente til under mere private forhold, når vi er kommet hjem.
Da de var her til jul, ville han helst slet ikke krammes; det var dog gået over igen, da jeg var der for få uger siden, men det er stadig pinligt at vise den slags intimiteter i fuld offentlighed.
Det respekteres naturligvis – jeg ser ingen grund til at tvinge den slags igennem, hvis det betyder noget for knægten. Det er jo ikke fordi han ikke er glad for at se os.
Anna er fuldkommen ligeglad; hun flyver mig omgående om halsen og bliver hængende der, til jeg næsten ikke kan bære hende længere – alt mens Aubie kigger den anden vej og tydeligvis er lidt flov på søsterens vegne.

18. januar 2016

Tæt på 104 år siden …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: , , , , ,

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

10. januar 2016

Også en måde at mindes på – en anderledes 40-års fødselsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:11
Tags:

I forbindelse med Pernilles bisættelse for knapt et år siden blev vi enige med Karin og Bjarne om at mødes hvert år på Pernilles fødselsdag.
Det var i går – hun ville være blevet 40 år, hvis altså ikke …
Vi mødtes klokken 13 til en frokost, bare dem, os og Karins søster og mand. Til klokken 15 havde de inviteret nogle af dem, som havde stået Pernille (og Karin) nærmest, så lige pludselig var vi over tyve.

P1100100Skilsmissen dengang var, hvad det var, men sådan en skaber ringe i vandet og berører altid flere end de direkte involverede … John holdt virkelig meget af og har ofte savnet to personer, han dengang kunne kalde sin svoger og svigerinde og nyder derfor ved lejligheder som disse at få en god og lang sludder med dem – her ses han og svogeren i fuld gang med snakken. De er begge et par dejlige mennesker, så vi håber, de gør alvor af at køre turen fra Fyn til Den Stråtækte til sommer, som vi aftalte. Og vice versa … 
Som nævnt i tidligere indlæg, har John og Karin hele tiden kunnet tale fornuftigt og uden vrede sammen, og skilsmissen ligger efterhånden så langt tilbage, at det er længe siden nogen har tænkt over, at John og Karin engang var gift med hinanden. Jeg er ikke hende den nye, der føler sig lidt tilovers, men et fuldgyldigt medlem af det gode selskab. Charlotte med familie var også inviteret, men ville ikke tage til DK så kort tid efter at have været her sidst. De ville i stedet tænde et lys for Pernille og på den måde mindes hende.

Jeg skal blankt indrømme, at John og jeg aldrig ville have fået den tanke at invitere til en 40-års fødselsdag, hvor fødselaren selv valgte at forlade denne verden et lille år tidligere, men vi tænkte, at hvis det betyder noget for Karin at mindes Pernille på denne måde, ville der ingen skår gå af os ved at deltage. Og ikke spor overraskende var det hyggeligt som altid … i sagens natur var det ikke en fest, men en meget dejlig, varm og snakkerig sammenkomst, hvor vi sang en enkelt salme og hørte et digt af en polsk-jødisk digter “som heller ikke er her mere”, læst op af en tidligere kæreste.
Digtet kunne have været skrevet af Pernille selv – det var ingen i selskabet i tvivl om. Meget rørende.
Og, som vi talte om, vil Pernille altid være savnet, men hun er der, hvor hun helst vil være.

9. december 2015

Jeg er håbløst ude af trit med sugerørsmoden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags: ,

I morges pingede der to mails ind, mens jeg sad og svarede på kommentarer.
De var fra Charlotte – overskriften sagde i begge tilfælde “Dagens kalendergave”.

SÅ fjollet - men meget sjovt (1)

Da jeg åbnede den første mail, kom ovenstående billede frem, og jeg undrede mig såre over, hvad knægten dog havde gang i.
Spionbriller? Et fjollet stetoskop? Det så ud som om det gik ind i hans højre øre. Var det noget, der sagde noget?

SÅ fjollet - men meget sjovt

Så åbnede jeg den anden mail. Anna så om muligt endnu mere fjollet ud, men nu gik det op for mig, at det måtte være et sugerør!
Du GOdeste … sikke da noget pjat, men især Aubie ser ud til at synes, at det er ret sjovt.
Det må kræve et ordentligt sug, inden man får hevet den første væske indenbords.

Snooker Champion

Faktisk har de pæn succes med at se fjollede ud for tiden.
Den lille familie har for nylig investeret i et billardbord i kvart størrelse. Eller snooker, som denne variant hedder. Det hygger de sig vist meget med, og Tim syntes i søndags, at han ville glæde sin svigermor med et billede af sin egen private snooker champion
Charlotte er i gang med at dyste med svigerfar, og selv barnets mor her blev helt forskrækket over ansigtsudtrykket (kan man kalde det determineret?) – min ellers forholdsvis nydelige datter ligner jo en arrig udgave af The Missing Link.
Selv i kvart størrelse fylder sådan et bord meget … jeg glæder mig til vi skal derover igen, så jeg kan få set John balancere på lænestolen for at få den rigtige vinkel på køen.

11. november 2015

Familieplanlægning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , ,

Kan I huske, da ordet familieplanlægning kom frem? Det blev optaget i ordbogen i 1986, men hvornår det opstod, ved jeg ikke.
Jeg havde planlagt, at jeg ikke skulle have flere børn end Charlotte. Hun var en smutter (det ved hun godt) – jeg var 10 timer gravid, da jeg arriverede i New York, hvor jeg havde fået mit første job efter færdiggørelse af min uddannelse. Det blev derfor kun til to måneder derovre.
Hvad min læge først fortalte mig da det var for sent var, at de minipiller jeg tog, ikke nødvendigvis virkede under stresslignende tilstande! Altså … hvor stresset er man lige, når man som 23-årig river sit liv op med rode og flyver over Atlanten for at starte arbejde på Columbia University i Spanish Harlem-kvarteret i NY?
Det kunne han dæleme godt have fortalt mig noget før.
Men jeg fik Charlotte, og det har jeg naturligvis aldrig fortrudt. At jeg forlod faderen, da hun var seks måneder, er en anden historie, som jeg kort har omtalt tidligere.
Dengang besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere børn. Det var min nemme form for familieplanlægning. Slut. Ganske enkelt. Charlotte var mit et og alt, og vi har været igennem økonomisk særdeles hårde tider, men det gik, takket være et par fantastiske forældre, og barnet er senere landet som en velfungerende voksen, der er meget økonomisk bevidst, hvilket kom hende til gode, da hun var underbetalt elev i et hundedyrt London … men da var moderen heldigvis kommet til lidt flere penge og kunne hjælpe lidt med flybilletter hjem og den slags.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte flere børn fra, og Charlotte hævder, at hun er ganske tilfreds med at være enebarn. Eventuelle besværligheder med gamle forældre sammenholdt med at være langt væk fra dem, tager hun/vi, når vi når dertil. Hvis vi når dertil. Jeg har nemlig svoret, at mit barn aldrig, aldrig skal blive min plejerske – og det skal John heller ikke. Som Danmarks samfund er bygget op, må man have ret til at lade andre om at skifte ens ble og vaske en, hvis det skulle komme så vidt – og her er det heldigt, at Charlotte bor i UK, da så ingen instanser kan forlange eller forvente, at barnet deltager i moderens ældreomsorg.
Charlotte har sagt, at hun meget gerne vil “passe på os”, når vi bliver gamle; derfor også granny flat’en, men hun skal ikke og vil heller ikke længere end dertil, hvor vi stadig er selvhjulpne med de basale ting – bliver vi decideret plejekrævende, så er det afsted med os til et dertil indrettet hjem. Om vi nogensinde flytter fast til England, eller hvordan det hele skal gå, ved vi heldigvis ikke en snus om.

P1040028

Det er min/vores familieplanlægning. Vi har alle talt om det, for vi synes, det er så vigtigt, at man kender hinandens holdninger. Hvad gør vi, hvis den ene bliver dement? Kommer ud for en invaliderende ulykke?
Vi håber vel alle sammen på at dø fredeligt i vores seng, uden at have nået at ligge hverken familien eller samfundet til last, men alligevel mæt af dage og tilfreds med livet, som det nu engang gik.
Det gør jeg i hvert fald. Jeg har også forsøgt at planlægge det således. Jeg har godt nok en del, jeg lige skal nå først …

20. marts 2015

Det allersidste farvel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:28
Tags: ,

Man kalder begravelser og bisættelser for det sidste farvel.
Det holder også for begravelser, men ikke helt for bisættelser, hvor det reelt kun er det næstsidste, fordi der senere kommer en urnenedsættelse.
Den havde vi i dag for Pernille. Det kan naturligvis ikke sammenlignes med en bisættelse; ejheller kaldes en gentagelse af denne.
Det er selvfølgelig heller ikke en morsom affære, men bestemt heller ikke så følelsesfremkaldende som bisættelsen var.
Vi stod 12 personer om det lille gravsted, hvor Karin og Bjarne også vil ligge, når deres tid engang kommer.

P1050549

Karin havde valgt en smuk og lidt anderledes sten – en laplandssten, som var mere grøn, end billedet vil vise.
Det lille tegn oppe til højre er symbolet for Pernilles stjernetegn, Stenbukken, som hun for nogle år siden fik tatoveret på en af fingrene på sin højre hånd … og tænk, jeg kan flovt nok ikke engang huske, om det var lang- eller pegefingeren. Ups, altså, hvor ville jeg være et dårligt vidne.
Bagefter lagde Karin og Bjarne – igen – hus til en kombineret eftermiddagskaffe/frokost/aftensmad, og vi havde – igen – en rigtig hyggelig dag og halv aften.
Det er helt pinligt, så meget de har lagt hus til i tidens løb, så vi fik aftalt en dag, hvor John og Karin vil kigge på og dele Pernilles papirbilleder, hvilket vil komme til at foregå hernede i Den Stråtækte, så vi kan gøre bare en lillebitte smule gengæld for al deres gæstfrihed.
Det er både lidt pudsigt, ret underligt og meget dejligt, at man kan have et så godt forhold. Det er ikke alene, fordi Karin og John har været skilt i så mange år, selv om det måske nok var en smule mere anstrengt, lige da de var nyskilte, men der har aldrig været bitterhed imellem de to, og lige fra år ét af hver deres nye liv sås vi en gang om året til Pernilles fødselsdag. De var enige om, at fordi Pernille (naturligvis) var aldeles uden skyld i, at forholdet gik i stykker, måtte de voksne derfor også være de voksne og gøre gode miner til slet spil, hvilket slet ikke var så svært, da det kom til stykket. Nu har vi – og har haft gennem mange år efterhånden – det bedste forhold og har det ægte sjovt og hyggeligt, når vi er sammen.
John og Karin kan give hinanden et varmt og trøstende vi-har-mistet-vores-eneste-barn-kram uden nogen får ondt af det.
Gode skilsmisser findes altså. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde den en lykkelig skilsmisse – det tror jeg nok ikke rigtig på, for det er der ingen der er, men det behøver heldigvis ikke at være en dårlig historie hver gang.

1. marts 2015

Afslutninger i hobetal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Exit rækkehus i Havdrup. Nøgler og brugsanvisninger og et skønt drivhus er overdraget til et par, der glæder sig til et mindre hus og en gårdhave på 200 m2 i stedet for en grund på 16.000 m2. Det kan man jo godt sætte sig ind i.
Det var en epoke i vores liv, der varede næsten 26 gode år. Så lang tid får vi ikke i Den Stråtækte, men vi vil nyde den tid, vi får.
Det er således både en afslutning og en begyndelse.

En skrøbelig tingHanne var så venlig at sende mig et link til en artikel i Information om Pernille. Nekrolog, må det vel snarere være. Jeg ved ikke, hvad der har fået Information til at skrive så lang en nekrolog om hende, men et gæt er, at det er Lotte Andersens initiativ pga. dokumentaren Den Sidste Udvej, hun lavede med Pernille og andre. Nekrologen er fint skrevet, og selv om det naturligvis ikke er hele sandheden, giver den et glimrende billede af en forpint sjæl, der til sidst ikke kunne klare livet mere. Det var kun en afslutning …

Vinteren er også afsluttet for denne gang.
I hvert fald, hvis man nøjes med at spørge kalenderen.
Hvis man spørger mig, så var den sidste vinterdag langt bedre end den første forårsdag.
I morges kunne vi stå op til gråt og trist sludvejr, men i skrivende stund er den blå himmel og det endnu blåere hav heldigvis kommet igen.

Vi blev vækket et par gange i løbet af natten; første gang kl. 01:31, fordi der løb en sms ind fra Borgerservice, at John havde fået et digitalt brev.
Det er ikke første gang, man har vækket os pga. denne oplysning. Hvad jeg bare ikke forstår er, hvorfor den partout skal sendes ud kl. 01:31 og ikke kl. 08:31, hvilket jeg og sikkert masser af andre anser for et langt mere menneskevenligt tidspunkt. Det kan ikke være fordi systemet har opdaget, at vi er gået ind i et givent døgn, så i stedet for at forsinke meddelelsen 1½ time, har jeg nu kontaktet den rette myndighed og bedt om ikke de helt generelt kunne forsinke den slags meddelelser 8½ time i stedet for.
Inden I spørger: Ja, vi har altid telefonen tændt om natten og nej, vi ønsker ikke at melde os ud af sms-ordningen. Begge dele er rare at have, og nu har jeg forsøgt at gøre noget ved det.
Får I også den slags beskeder på lige så ukristelige tidspunkter? Det må I vel næsten gøre?
Forhåbentlig kan min pæne og høflige (det var den!) henvendelse gøre, at vi nu kan få afsluttet natlige beskeder om breve fra det offentlige.

Klokken 06 blev vi vækket for anden gang af en mere og mere insisterende bippen, vi var længe om at lokalisere til køkkenet. Det var vores vejrstation, der af aldeles uransalige årsager pludselig havde besluttet sig for, at vi fremover skal vækkes kl. 6 hver morgen. Vi har aldrig brugt vejrstationen som vækkeur, så vi aner simpelthen ikke, hvad der stak den. Jeg kunne ikke engang slå alarmen fra, den gik kun på snooze, viste det sig, så da den efter 10 minutter bippede aggressivt af os igen, hev jeg arrigt batterierne ud af skidtet.
Men vores nattesøvn var fuldstændig afsluttet for denne gang.

15. februar 2015

UG med kryds og slange

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , , ,

Man skal vist være på min alder eller ældre for at vide, at det betyder et 12-tal og før det et 13-tal.
Jeg blev ikke selv bedømt efter UG-skalaen, da jeg gik i skole, men overskriftens ord er med tiden blevet til et idiom.
I dette tilfælde betyder det, at Den Stråtækte i særdeles høj grad blev godkendt. Børnene nåede så langt som til deres værelse i rundvisningen, hvorefter vi ikke så dem mere den aften … bortset fra, da jeg annoncerede, at nu var der chokoladekage med is … men både det værelse og huset generelt var kærlighed ved første blik fra alles side.

Ny kystlinje

P1050191I dag blæser det som jeg ved ikke hvad – det er tre plusgrader, men det føles som temmelig mange minusditto. Det er vind direkte fra Sibirien, så vandet er presset langt ind i fjorden og er i dag det tætteste vi har set det op mod vejen. Kystlinjen følger under normale forhold den røde, indtegnede streg.

Det var ikke nemt at komme tæt på vandet – uden at blive våde, vel at mærke; hvor børnene står, var der for mudret til, at det var sjovt, og den vej, vi normalt går ned ad til den lille bålplads, var i bogstavelig forstand blevet til en vandvej.
Vi gik over til Fjordkroen for at se, om det gjorde en forskel. Niks … vi gik hjem igen.
Efter frokost ville vi finde en rigtig strand og kørte derfor igennem Faxe Ladeplads, hvor bølgerne slog ind over de små huse, som for fire år siden var dækket af et ispanser. Bølgerne slog også ind over vejen lidt længere fremme og gav bilen et saltvandsbad. Her kunne vi heller ikke gå en tur.

P1050198

Vi endte i Vemmetofte Strandskov, som åbenbart lå i læ, for her kunne vi ikke mærke den bidende vind, selv om bølgerne stadig slog ind mod stranden med en efter østsjællandske forhold pæn styrke.
Da vi steg ud af bilen, sagde jeg, at jeg godt turde vædde på, hvem der meget snart fik våde fødder. Der var ingen der tog imod tilbuddet. Vi nåede at være der i små*) 10 minutter, inden det gik galt og drengen var våd til over knæene. Det var en ekstra stor bølge kombineret med et øjebliks uopmærksomhed … kun waders kunne have forhindret dette uheld. Her fik vi således heller ikke gået en tur, for den var slut næsten inden den begyndte – vi var nødt til at tage hjem til kagen og den varme kakao, som jeg annoncerede kun var for dem med våde fødder, hvorefter Anna insisterede på, at hun lige havde et ærinde nede ved vandet inden vi kunne køre.
Hun droppede det dog igen, da jeg lovede, at der også var kakao og kage til dem med røde næser.

P1050209

*) Det er ikke ved at blive et pendulord, vel? Man kan forhåbentlig godt gætte, at ‘små 10 minutter’ ikke betyder et kvarters tid?
Man kan selvfølgelig aldrig vide … når man kan tro, at godt og vel betyder mindre end … jeg prøver således blot komme et nyt pendulord i forkøbet ved lige at skære ud i pap, hvad jeg mener. Måske skyldes det i virkeligheden alt sammen Mies van der Rohes udtryk i forbindelse med sin arkitektur: Less is more … tager man det bogstaveligt, skal det jo gå galt.

24. januar 2015

Ude af limbo

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:41
Tags:

IMG_0396Det lyder forkert, det ser forkert ud på tryk, men det er ikke desto mindre et faktum, at dagen i går var en meget dejlig dag. Det var selvfølgelig også en tårernes dag. Luftfugtigheden i kirken må have været 100 % – der var skrækkeligt mange, som græd, og enkelte kunne ikke undertrykke en lydelig hulken.
Jeg regnede med, at det ville blive det største begravelsesfølge, jeg har deltaget i. Dels pga. Pernilles unge alder, dels fordi hun, da hun var rask, var en pige, der gik i folk med træsko på. Ingen, der havde været i kontakt med Pernille, glemte hende igen – heller ikke dem, hun havde mistet kontakten med, efter hun blev syg.
Jeg havde regnet rigtigt … der kom 250, hvilket var mange flere, end vi havde regnet med, selv om vi havde regnet med mange. Blomsterne lå hele vejen ned gennem den forholdsvis store kirke og endda ud i sidegangene til sidst. Det var voldsomt, det var overvældende og det var stort og flot.
Præsten talte flot om Pernille, men da Karin stillede sig op og lagde sin ene hånd på kisten og holdt en fantastisk smuk og stærk afskedstale til sin datter, var det altså næsten ikke til at holde ud. Hun klarede det flot hele vejen igennem, kun ved de allersidste ord kammede stemmen lidt over. Det ved jeg ikke, om jeg kunne have gjort, men man kan jo, hvad man vil, som Karin sagde bagefter.
Det var også temmelig vådt at gå lige efter kisten. John og Karin forrest, Charlotte og Signe i midten, Bjarne og Thomas bagerst. Far, mor og ‘søskende’.
Det var underligt at se en granvoksen mand bryde fuldstændig sammen – han var jo ‘bare’ en god ven. Han var ikke den eneste, der var opløst i tårer.
Lotte Andersen kom sammen med en af pigerne fra dokumentaren. De var også totalt færdige. Det var der som sagt mange, der var, men der var vist ingen, der havde kendt Pernille gennem de sidste år, der ikke forstod, hvorfor hun valgte Den Sidste Udvej, og at det var det rigtige for hende.
Egen sorg er én ting, men det er søreme næsten endnu hårdere at se andres.
Da rustvognen kørte afsted … ja, I ved vel hvordan det er. Puuuha. ¨

IMG_0366

Uafhængigt af hinanden havde både Karin og Bjarne og John og jeg valgt et hjerte. Det havde ingen andre gjort, på trods af de mange, mange blomster. Et rødt hjerte fra mor og et hvidt/cremefarvet fra far. Man troede det var aftalt, men det var det ikke.

Bagefter var hele følget med på Dragør Strandhotel. Det var fascinerende at observere, som stemningen steg fra den naturlige trykkethed i starten til store smil og MEGEN snak over det hele. Det var den helt rigtige måde at gøre det på, for ingen så kede ud af det, da det sluttede.
Dagen sluttede med, at Karin og Bjarne lagde hus til alle de nærmeste, så vi var 18, som samledes om bordet med en gryderet fra den lokale slagter.
Det blev selvfølgelig en mindernes aften, men også med al mulig anden snak, og jeg kunne næsten bogstaveligt se på John og Karin, hvordan skuldrene rankedes og det hele pludselig var til at bære.
Da vi var hjemme ved 23-tiden, gik Charlotte i seng, mens John og jeg blev oppe og snakkede en times tid eller halvanden. Det var en helt anden mand  der gik i seng end ham, der var stået ud af samme seng samme morgen.

I dag har vi hygget os og set Den Stråtækte, inden Charlotte skulle køres til lufthavnen. Hun har nydt den lille ferie uden børn – det er første gang, hun har været væk fra dem i mere end en dag og aften, så det var ren ferie trods den kedelige anledning.
Efter lufthavnsaflevering gav Karin og Bjarne en kopkaf og vi læste alle kortene.
Vi aftalte at mødes hvert år på Pernilles fødselsdag. Nu er alle ude af limbo og livet kan gå videre.

22. januar 2015

Hvordan forbereder man sig?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:54
Tags:

P1040945Det korte svar er, at det kan man ikke. Det tror jeg ikke, man kan. Vi kan i hvert fald ikke.
Man prøver dog. Bestemt. Men inde i baghovedet ligger overbevisningen om, at i morgen bliver en af de tungeste dage i Johns og Karins liv. Det er måske også en form for forberedelse? At man ved, det bliver en total møgdag, at nu kan det ikke blive værre?
Der er dog de mere praktiske forberedelser – dem kan man forholde sig til, og de får tiden til at gå.

Charlotte bliver nok helt bekymret for min mentale tilstand, når hun kommer senere i eftermiddag og ser, at jeg har strøget sengetøjet.
Jeg stryger aldrig sengetøj – har altid kategorisk erklæret, at livet er for kort til at udføre den slags meningsløst arbejde, men ikke desto mindre er det, hvad jeg har gjort i dag. Der er selvfølgelig den ret store forskel, at i stedet for fire senge der skal klargøres, er der denne gang kun en enkelt, og desuden var det af ukendte årsager ekstraordinært krøllet, så det var faktisk ikke videre indbydende at se på – hvis jeg havde tvunget Charlotte til at ligge på det lagen, ville hun være vågnet i morgen med rynker over hele kroppen, og den slags er der ingen som helst grund til at fremskynde.
P1040944To hovedpuder kan I måske ane? Joda – man er vel blevet englænder. Når jeg er derovre, får jeg altid to stooore hovedpuder, og jeg nyder det. Smider godt nok den ene på gulvet, når jeg skal sove, men det er dejligt, indtil man når så langt. Når man nu ikke er i besiddelse af en elevationsseng …

Man kan også købe lidt blomster til os selv. Ikke flere hvide blomster lige nu, men nogle med lidt pangfarver på til at lyse op i stuen. Selv om jeg hævdede i en tidligere kommentar, at hvid også er en farve, er det trods alt ikke en blomsterfarve, der, selv om hvide blomster er smukke, springer voldsomt i øjnene eller gør en glad, fordi den associerer til døden.

Man kan gå rundt om sig selv og nusse lidt rundt i huset.
Man kan strikke lidt.
Man kan tage en morfar.
Man kan, under et eller andet fjollet påskud, som både manden og konen lader som om er okay, give sig selv et uopsætteligt ærinde i Bauhaus, selv om begge ved, at det på ingen måde hastede, for dimserne skal ikke bruges før i næste uge.
Man kan skrælle kartofler, så er det gjort.
Man kan lige om lidt sætte andebryststegen i ovnen.
Man kan skifte en pære  – lidt har også ret.
Man kan … ret mange ting. Man kan ikke foreberede sig, men man kan få tiden til at gå.

20. januar 2015

I denne på ingen måde søde ventetid …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:36
Tags: ,

Tiden til på fredag skal bare gå. Nu er der talt med præsten, som viste sig at være en meget, meget sød mand, der ikke vil lægge Pernille til last, at hun under en af manierne meldte sig ud af folkekirken eller at hun tog sit eget liv. Det varede hele halvanden time, for præsten ville gerne kende Pernille, kende forløbet og historien. Han ville også sørge for at nå at se Lotte Andersens dokumentar, Pernille og tre andre deltog i om Den sidste udvej – beretninger om overlevelse.
PernilleJeg kan godt lide sådan en præst, der tager mere hensyn til de efterladte og deres behov end til sine egne principper og/eller holdninger – hvilke han på ingen måde gav udtryk for, uanset hvad de måtte være.

Annas og Aubreys lærere har også været gode i dette her. De havde sagt til børnene, at hvis der var noget, de havde lyst til at tale om, skulle de bare sige til, for de syntes de så lidt kede ud af det, og ingen skal gå og være ked af det.
Charlotte har forklaret dem hvad der er sket, men det har ikke været helt nemt, for de har kun set Pernille som den sødeste og meget sjove moster – hun var eminent til børn, og de elskede hende. Hvordan skal man så lige kunne forstå, at “hun havde fået en sygdom, der gjorde hende så ked af det, at hun ikke havde lyst til at leve mere”. C ville ikke sige, at hun ‘bare’ var død, fordi hun ikke ville plante unødig frygt i deres små barnesjæle, så en forklaring måtte der til. Det bevirkede til gengæld, at de troede, at fordi de så Pernille i oktober, hvor de naturligvis ikke opfattede hende anderledes end hun altid har været, når hun har været sammen med børnene, måtte det være lige som at blive forkølet, bare med et noget værre udfald. Uddybende forklaring var derfor, at det ikke er noget, der smitter. Anna fik en god snak med sin lærer (som var orienteret), mens Aubie ikke mente at have behov for at tale om det.

Her kom Charlottes mange år i England tydeligt til kende i hendes sprog: Da hun citerede Anna, oversatte hun ordene til dansk, hvilket blev til, at “Anna konkluderede, at det måtte være lige som at fange en forkølelse …” (to catch a cold).
Jeg kom sådan til at grine og blev naturligvis spurgt, hvad pokker der lige var så morsomt ved det og kunne fortælle min udenlandsdansker, at vi i Danmark ikke har for vane at jagte forkølelser med lasso! Charlotte grinede selv – kunne jo godt høre det, da jeg sagde det – og spurgte, om hun var blevet slem til den slags. Nej, hun er nok ikke slem, men hver gang vi taler sammen, kommer der gerne et par tilsvarende ting – hun er begyndt at oversætte forholdsord, idiomer og faste udtryk direkte, hvilket kan komme til at lyde temmelig komisk. Jeg har ikke haft sagt noget til hende om det, men med det eksempel fra i dag, som C var ret irriteret på sig selv over, fik jeg en lodret ordre om at rette OMgående, hver gang hun taler et forkert dansk.

Og hvis I synes, at dette var en mærkelig blanding af alvor og humor, så er det lige netop sådan det er for tiden.

17. januar 2015

En underlig dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:48
Tags: ,

Dette indlæg er ikke nødvendigvis interessant for andre end mig selv … det har bare en terapeutisk virkning af skrive. For mig – det ville det aldrig have for John, men han synes det er fint, at jeg gør det, at Pernilles død ikke bliver tabuiseret, men at det er okay og fint at være åben om det.
Åben nu, for det havde han svært ved, da hun levede, men havde det så dårligt, som hun havde. Når Johns eller mine søskende eller andre, der kendte eller kendte til hende, spurgte til hvordan det gik, svarede han næsten altid, at det gik godt eller i hvert fald okay, for han havde ikke lyst til at tale om hendes elendighed.
John har aldrig været god til at tale om stærke følelser; han har altid vendt det indad, men hvis man ‘tvinger’ ham til det, er det i orden, og jeg er af den overbevisning, at det ikke er godt at brænde inde med triste tanker.

Vi er begyndt at finde minderne om de lyse stunder frem. Dem var der rigtig mange af engang; mørke har der været alt for rigeligt af, og nu er det slut.
Vi husker, da John og jeg mødtes, og C & P fra starten fandt hinanden. De er begge fra 1976, så de har skolemæssigt fulgtes ad hele vejen. Ikke i samme skole, men samme klassetrin. De blev studenter samtidig. Det var på det tidspunkt, deres veje begyndte at skilles, uden at det skal forstås på anden måde, end at de gik i hver sin retning med livet. De var blevet voksne og ville hver deres, så det med fast samvær hver anden weekend og i ferierne var selvfølgelig også slut.
Camping 1990 1De var begge enebørn og betragtede hinanden som søstre. Pernille havde desuden en parallel’lillebror’ i Bjarnes (Karins mand) søn, og Karin og John har derfor begge fået 99 % børnebørn – den procent der mangler, er den biologiske, men Thomas’ børn har ikke en biologisk farmor, lige som Anna og Aubrey ikke har en biologisk morfar. Hverken Karin eller John kunne være bedre bedsteforældre, selv om biologien havde været der.

Charlotte græd meget da jeg i går overbragte hende den sørgelige meddelelse, og hun kommer selvfølgelig hjem. Det bliver også lidt underligt, da det bliver første gang i ni år, vi skal være sammen med hende uden hendes børn eller mand. Det bliver derfor også kun for en kort bemærkning; fra torsdag aften til lørdag eftermiddag, men det er et lyspunkt i mørket, og det betyder mere for John, at hun vil være hos ham, end jeg nok umiddelbart havde forestillet mig.

Billedet er fra campingferien i Kroatien i 1990 – året før Jugoslavien ikke var Jugoslavien mere. Der blev grinet dejligt meget på den ferie. De var altid vældig populære, de to piger – bekymrende populære … John havde det tit lidt typisk-far-svært med alle de unge mænd, der sværmede omkring campingvognen … tøserne var kønne, begavede og med en fed humor, som ofte kom til udtryk.

John er okay. Han har grædt et par gange, for det er svært, når folk ringer for at kondolere. Jeg har det ligesådan: Det er skidesvært med folk i telefonen, der selv græder og ikke aner, hvad de egentlig skal sige.
Sådan er det. Vi er på vej videre, og John bliver mere og mere afklaret med, at det var det rigtige for Pernille selv.

16. januar 2015

Livet blev for svært

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

P1040901 (2)I aftes ringede Karin for at fortælle, at hun havde fundet Pernille livløs i sin seng. Ambulancen kom lynhurtigt, men det var for sent. De arbejdede med hende i knapt en halv time, inden de gav op.
Det værste er sket for John og Karin: De har overlevet deres eneste barn. Det er bare ikke rigtigt. Det er bare HELT forkert.

At det var det, Pernille ville, er dog en lille trøst. Meget lille. Men der er ingen vrede at rette mod nogen, hvilket trods alt er godt. Der er ikke en eller anden idiot, der har kørt eller stukket hende ned.

Hun har været psykisk syg i mange år; med op- og nedperioder, men mest ned, og i det sidste års tid er det stort set kun gået tilbage – hun sank dybere og dybere ned i mørket og hverken medicin eller fagpersonale var i stand til at bringe hende ud af det.
På sin fødselsdag i fredags var hun – selv for hende – usædvanlig stille, så set i bakspejlet havde hun sandsynligvis allerede da truffet sin beslutning.
Både John og Karin er, trods deres sorg, på en underlig måde afklaret med det, fordi de ved, at det var det rigtige set fra Pernilles synspunkt, og med den tanke kommer far og mor videre, men for pokker, hvor er det hårdt for dem begge lige nu.
Det bliver endnu værre ved bisættelsen, tror jeg. Det bliver forfærdeligt …

10. januar 2015

Gardiner, fødselsdag, trapper, køkkenlys, blæsevejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Gardiner - stuen (5)Tiden flyver ikke kun i godt selskab – den flyver bare. Hele tiden. Jeg har syet gardiner og malet trappe. Vi har været til fødselsdag hos Pernille i går. John har monteret lys under skabene i køkkenet, så nu vil jeg også kunne se at lave mad. Meget praktisk …
I går, inden vi drog nordpå til fødselsdag, var vi i Præstø for at sætte gardinstænger op; hhv. hænge de næsten færdigsyede gardiner op. Ingen af dem er lagt op endnu.
Eftersom der ikke er noget i det hus, der er lige, hængte vi stængerne op efter øjemål og ikke efter centimetermål og vaterpas – det ville hurtigt komme til at se skævt ud. Altså hænge dem op og så lægge op bagefter.
Kattens til arbejde … men nu er de alle hæftet op med knappenåle, så mangler jeg bare at tage symaskinen med derned, pille alle gardinerne ned igen, klippe til og lægge op. “Bare” … som om … det havde godt nok været lettere at kunne måle sig frem til det hele, men sådan er det ikke i et gammelt hus. Vi kender det jo fra Svenskerhytten. Godt jeg selv kan sy – det ville have kostet en formue at få dem syet af en professionel – og så var de måske alligevel ikke kommet til at se ens ud. Så hellere gøre det selv.
Selv om det er meget lyse gardiner, som ikke fylder meget, gør det alligevel en stor forskel, at de kom op – de blødgør rummet, hvis man kan sige sådan.

P1030050P1040761

Den ene trappe valgte vi at få slebet og hvidpigmenteret. Den anden malede vi grå. Hvorfor ikke ens? De kan ses ikke på samme tid, og vi ville vurdere, hvad der er pænest. Det har vi ikke fundet ud af endnu. Foreløbig er vi kun enige om, at det har pyntet.

P1020636P1040780P1040760P1040778

Vi kommer nærere og nærere … vi mangler faktisk bare en køber til rækkehuset. For vores skyld kunne vi flytte den dag i morgen, men nu tager vi lige en tur til Sverige i stedet for, hvis ellers Egon er faldet til ro igen – han rusker noget i det derude.

27. oktober 2014

Frivillig arbejdskraft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: , , ,

Jeg troede vi skulle i Tivoli i dag for at se Halloween-halløjet derinde, og vejret var da også godt nok til det, men Charlotte ville hellere en tur ned til Den Stråtækte for at arbejde lidt i haven!
Der lød så sandeligen ingen protester fra Johns eller min side, og da børnene ikke kendte noget til de oprindelige Tivoliplaner, havde de heller ingen indvendinger. Den eneste, der så lidt skæv ud i ansigtet, var Tim, men da C sagde, at han gerne måtte sidde i den gode stol enten udenfor eller indenfor og nyde enten udsigten eller sin bog eller begge dele, var også han helt med på ideen.
Vi rundede en bager for at købe en syndig kage som selvbelønning og så ellers afsted.
Børnene nød at lege ude i haven, især fordi tre af os var derude til at holde dem med selskab, og ville de ind i fem minutter, var far derinde. Perfekt børneliv. Ikke fordi de ‘brugte os’, men de nød, at vi bare var der, mens deres egne fantasilege foldede sig ud.
Jeg fik fjernet lidt mere af skvalderkålsrødderne, og C fik ordnet noget af stenbedet og fliserne i nærheden af drivhuset, så det blev så fint, så fint.
John slog græsset og ordnede derefter også lidt rundt omkring.
Det er en skam, at de ikke kommer lidt oftere …
De kommer til februar, men der kan man nok ikke komme så meget i haven.
De snakkede igen om august, så det lyder som om de holder fast i at holde sommerferie i Danmark – “og så skal vi nok få sat lidt mere skik på den have, mor!”
Skønne, skønne ord. Jeg har aldrig rigtig været havemenneske, men C er fuld af gode ideer og ditto råd, så jeg er lutter store ører.

P1030943

Da vi havde arbejdet tilstrækkeligt for i dag, kørte vi hen for at vise dem Kludeegen. Jeg skal da lige love for, at der blev stillet mange spørgsmål fra børnenes side.
– Hvor er de syge, når de lægger en bog, mommer? (Det var en højskolesangbog …)
– Er det fordi man har et sygt barn, man hænger en sut, mommer?
– Hvor er man syg, når man hænger en vaskeklud, mommer?
Gode, gode spørgsmål, som vi var nødt til at involvere børnenes egen fantasi til at finde svarene på.
De endte med at konkludere, at alt det der troede de altså ikke på!
Fair nok.
Vi gik en tur, fordi far lige var nødt til at tage på arbejde i en halv times tid (telefonen).

7. september 2014

Et meget, meget usædvanligt syn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , ,

På vores vej til Sverigestorpet – og selvfølgelig lige ved siden af motorvejen, hvor man ikke må foretage fotostop – så vi en hel flok storke!
Ja, storke. Og ja, en flok. Jeg har selvfølgelig før set storke i naturen, selv om det er et sjældent syn, men jeg har aldrig, ikke engang i Alsace, set over 20 på én gang. For det var der – mindst 20 og sandsynligvis også 30, men som sagt kørte vi 110 i timen, så mit tælleresultat er behæftet med en vis usikkerhed.
De stod der bare … 50 meter fra motorvejen, inde på en mark og så aldeles ligeglade ud med hurtigkørende biler så tæt på.

P1020820

I mangel af storkene sætter jeg et billede i af koglerne fra tujaen i Den Stråtækte. Det er ret flot, især hvis man klikker det større. Og ser det på en tablet, som er meget bedre til billedgengivelser end pc-skærme.

Vi kørte fra tungt regnvejr og efterårsagtige tilstande hjemme i Danmark op til sommeren her i Sverige. Så snart vi nåede over broen, begyndte solen at titte frem, og da vi nåede frem til torpet, var der 22° og ikke en sky på himlen. Det brokker vi os ikke over.
Jeg skyndte mig ud for at se, om der var svampe. Det var der, for de har haft ideelle forhold, selvom der ikke er kommet nær så meget vand her som derhjemme, kunne jeg se på de mange halvtørre svampe – men det vrimlede med dem, så der skal samles i stor stil de næste par dage, hvor det bliver lidt køligere, men stadig ikke så efterårsagtigt og regnfuldt som hjemme.

Charlotte blev det også lige til en god times snak med. De har håndværkere på nu og er godt i gang med granny flat’en – glæder mig til at se, hvor langt de er kommet, når jeg skal derover om godt tre uger. Lige nu er det ét stort rod og kaos, siger C, men det kender vi godt … har lige været der selv … det skal være skidt, før det bliver godt.

29. august 2014

Stil dig lige op på en række, mor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

P1020955Charlotte, otte år, skulle fortælle mig, hvad de havde lavet i gymnastik i skolen, men syntes det var sjovere, hvis hun kunne få mig til at udføre øvelsen, hvilket jeg naturligvis var villig til.
Deraf overskriftens bemærkning, som hun har hørt for lige siden.
Jeg kom til at tænke på den, da jeg i dag i Brugsen så skiltet henne ved salatbaren.
Jeg ved naturligvis godt, hvad de mener, men kunne ikke lade være med at grine inde i mig selv ved tanken om at skulle forsøge med at blande én slags kød.

At bindestregen er blevet til en tankestreg, vil jeg lade fare i min glæde over, at skilteskriveren er klar over, at salatbar skal skrives i ét ord.

Den ene tankerække førte den næste med sig og gik videre til en gang, hele familien sad og spillede Quizspillet Otto Leisner.
Charlotte, denne gang 10 år, fik spørgsmålet “Hvad hedder verdens største ocean?”
Hun så lidt blank ud i ansigtet – vi vidste, at hun vidste det, men klappen var åbenbart gået ned.
Den var gået meget effektivt ned, den klap, for da John storsindet hjalp hende på vej ved at hviske schyyy, kom svaret omgående og triumferende: SYDKYSTEN!!”

Videre til Charlotte og Pernille, 12 år, som en aften spillede Tegn & Gæt med mine forældre, Johns bror og svigerinde samt John og mig:
Pernille tegnede en fugl på en træstamme og Charlotte gættede “Spætte?”, hvorefter Pernille nikkede og gestikulerede, at der manglede noget af ordet.
“Rødspætte?” foreslog Charlotte, og John og jeg var kun nået til at kigge på hinanden og lægge op til et grin, da Pernille glædestrålende svarede “JA!! Skidegodt, Charlotte!”
Se, det var godt, de to tøser var sammen, for det havde ingen af os andre nogensinde gættet.

1991 ENGLAND-WALES-133

Billedet er Charlotte, 14 år. Vi havde hentet hende på Isle of Wight, hvor hun havde været på sprogskole i tre uger, for at køre videre til Wales, hvor vi ville være i en god uges tid, inden turen gik hjem igen.
Vi spiste en middelaldermiddag på Ruthin Castle, hvor der var børneparkering.
Blev vi enige om, at det måtte være, men vi fik medlidenhed med barnet og tog hende alligevel med ind til middagen.

1991 ENGLAND-WALES-149

Akkeja, der er løbet meget vand i standen siden dengang i 1991 – her er et billede fra samme tur, hvilket fik mig til at tænke på Den Stråtækte, så ringen blev hermed sluttet og jeg landede i nutiden igen.

21. august 2014

Postkort fra Lucca og Hadrian

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: , ,

Lucca og Hadrians Villa er ikke et nyt par venner, men hhv. en italiensk by og en ditto seværdighed.
Jeg har fået postkort i dag. Rigtige, vaskeægte, go’e gammeldags postkort med rigtigt frimærke på og det hele. En sjældenhed efterhånden.
Anna sendte fra Lucca og Charlotte fra Hadrians Villa.

Postkort fra hadrian og LuccaPostkort fra hadrian og Lucca (1)

Vi boede i en olivenmølle i Toscana i 1996 – en af de tre bedste, men meget forskellige, ferier, vi har haft med mine forældre og mine søskende. To gange gik turen til Lucca, så for Charlotte har denne by derfor været et nostalgisk gensyn og for hendes familie en ny, god oplevelse. Det er en skøn lille by, og hvis man endnu ikke har set Cinque Terre, kan jeg kun anbefale at få gjort det, inden I dør.
Efter en uge kørte vi alle hver til sit; nogle hjem, andre til Frankrig og John og jeg fortsatte til Rom. Det lader til at være lidt af en kopi af den tur, min engelske familie har taget – i hvert fald har de set både Cinque Terre, Lucca og omegnen af Rom på denne ferie.
De har haft lejet cykler og cyklet på Via Appia. Aubrey havde ikke helt tjek på det med håndbremser, så han havde et mega crash. Jeg kan sagtens forestille mig hylene umiddelbart efter, men nu er han bare ret stolt af sine romerske sår …

Jeg har sendt to sms’er til Charlotte. Hun har sendt to postkort til mig.
Nogle vil nok hævde, at det omvendte havde været mere i overensstemmelse med vores respektive aldre.

Nu sidder de i Calais og venter på, at der på et eller andet tidspunkt går en færge. Der er en eller anden strejke i Frankrig, så der er en del ventetid – men der går i det mindste en en gang imellem.

P1020850

Vi er bare ankommet til Sverige, men det er nu heller ikke så tosset endda … denne gang er vi ikke lige så døde som sidst, så vi må se, hvad den kommende uge vil bringe.

7. august 2014

Vi har det med at købe nye boliger i min familie …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , ,

Nogle køber en ældre, lidt større bolig (os); andre køber en nyere, men lidt mindre bolig (mellemste søster).
Andre igen startede for tre år siden campinglivet med at købe et billigt telt bare for at se, om den form for ferie var noget for dem (Charlotte og Tim).

Det nye telt 5Det nye telt 6Det nye telt 7

Det var i så høj grad noget for dem, at de i år har købt et større telt. På en hollandsk hjemmeside fandt de et, som var af en eller anden form for behandlet bomuld, idet tanken om nylon ikke rigtig tiltalte dem. Bomuldsteltet skal bare være vådt tre gange, inden det er helt vandtæt; det er noget med, at væden får fibrene til at foretage sig en slags filtning … det var forklaret meget nøje i brugsanvisnngen. De nåede lige at få det hjem en uges tid før de skulle afsted, så det blev omgående slået op i haven og prøvesovet. Dagen efter vandede de teltet med haveslangen, men de næste to vandinger klarede naturen selv.

Det nye telt 4Det nye telt 3

Papkassen, som teltet ankom i, blev omgående savet over i to dele (med moderens bedste køkkenkniv … hun blev en anelse muggen, da hun opdagede det …) og anvendt som biler – med påmalede instrumentbrætter og det hele. Da Charlotte ringede for at fortælle om ferieboligen, hørte jeg et højlydt BIP BIP BIP BIPBIPBIP i nærheden. Det var ungerne, der bakkede med deres nye biler. Charlotte har for nylig fået en bil, der ‘sladrer’, hvis den synes hun kommer for tæt på noget, når hun bakker.

Der blev købt nye feltsenge, køkken med tilhørende udstyr, et bord med stole samt nogle lidt mere magelige ‘læne’stole, så nu betragter de sig selv som fuldbefarne campister. De elsker det liv, selv om et telt begrænser ferien til de sydlige himmelstrøg, hvor de kan være nogenlunde sikre på et godt og hverken for koldt eller vådt vejr. Sidste år, da vi skulle være sammen en uge på Thurø, kapitulerede de omgående og lejede en af campingvognene på pladsen. Men som de selv siger, så er der nok mange år til de har set hele Italien og det sydlige Frankrig. Det nye telt 1Det nye telt 2

2014 Italien i nyt teltHvorfor er det sådan, at da man selv var ung, kunne man overhovedet ikke forstå, at ens forældre kunne være bekymrede, når man tog på ferie sydpå og færdedes på de europæiske motorveje, hvor folk sommetider kører totalt vanvittigt? Og selv lå og kørte 180, ja måske hele 200 km/t, hvis man kunne slippe afsted med det? (Dog ikke, da vi havde børn med i bilen). Hvorfor kan man så ikke lade være med at tænke på dem alle fire mange gange i løbet af dagen og håbe, at alt går som det skal, og at de kommer helskindede hjem igen; en masse gode oplevelser rigere?
Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg er blevet så pylret på mine gamle ældre dage. Charlotte griner bare lidt over det (“det er da værre, hvis der slet ikke er nogen, der tænker på en”) og de svarede på mit sms-spørgsmål Alt vel? Har I det godt? ved at Tim sendte en mail med emneteksten We have arrived safely in Italy and set up camp! og et billede af en solfyldt campingplads tæt på vandet.
Så er moar rolig igen. I en periode …

28. december 2013

Og hvordan synes du selv det går?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: , , ,

naturally like your website but you need to take a look at the spelling on quite a few of your posts. A number of them are rife with spelling problems and I in finding it very troublesome to tell the truth then again I will certainly come again again.

Naturligvis ved jeg så ganske glimrende, at spammere er blinde, der skyder med spredehagl, men det var altså lige før, jeg blev en anelse pikeret over at se ovenstående spam, der prøvede at komme igennem ildmuren. “…rife with spelling problems… “ Hrmpf. Husk lige den med sten og glashus, tak …

Nå. Den slags pjat bliver vi desværre nok ikke fri for; det vil jeg derfor forsøge at glemme igen og i stedet skifte til et forhåbentlig mere smilfremkaldendne emne:

Drengene leger

Da vi købte racerbanen til Aubrey, smilede John og jeg lidt i skægget og mente, at det nok lige så meget var faderen, der ville synes det var alle tiders gave. I går, da resten af familien var kørt, kunne det kun gå for langsomt med at få den frem igen, så Tim kunne bygge den i dens fulde størrelse, mens Aubrey ivrigt hjalp til. Læg mærke til rollefordelingen her …
Hvad skete der her i eftermiddag?
Tim spurgte Aubrey, om ikke han vil være med til at køre på racerbanen? “Nope”, svarer knægten; han har lige gang i noget andet.
“Arh, come on Aubie, come and play with daddy”.
Så siger morfar: “I’ll play with you, Tim”, og i den næste halve times tid kunne vi opleve de to mænd være henholdsvis omkring tres og et parogtredive år yngre.
Vi kunne høre dem hver især komme med dødssyge undskyldninger, når en af bilerne kørte af banen, fordi farten var for høj. Vi kunne høre dem heppe (på sig selv) og råbe endnu højere, end de siger Aubrey ikke må, når han er i stue med os andre.
Charlotte og jeg sad og fnisede lidt over vores mænd, men syntes naturligvis også, det var lidt hyggeligt, at de sådan midlertidigt gik i barndom.

Apropos den med julemanden og mandens fire stadier i forhold til ham, så kom Charlotte pudsigt nok lige i tanke om en engelsk parallel:
Lager, Aga, Saga, Gaga.
Når ordene udtales på på engelsk, rimer de 100 %. Det starter, som det fremgår, dog ikke ved drengen, men ved den unge mand, der kan lide en øl. Dernæst familiefaderen, symboliseret med Agakomfuret, så det rejsende, eventyrsøgende, midaldrende par og til sidst den sørgelige afslutning.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.