Kig og lyt

Jeg synes I skal belemres med tre af Johns billeder fra vores stormchaser-tur for en uge siden. Han fik ikke så meget skumsprøjt på linsen som jeg, fordi han holdt sig væk fra molen, og hans billeder illustrerer lidt bedre end mine, hvor voldsomt havet så ud, når man kiggede ud på det.

Så langt turde jeg ikke gå ud …

Det var nemlig slemt nok længere inde. Frakken og gummistøvlerne holdt mig tør, hvor de dækkede, men jeg var efter kort tid drivvåd på det lille, rosa stykke af benene.
Herover står jeg og kæmper med at beskytte mit stakkels kamera.

Vis mig din bogreol, og jeg skal fortælle dig hvem du er

Ovenstående er et kendt citat, men hvem sagde det først? Det kunne jeg for en gangs skyld ikke google mig til, men måske ved en af jer det?
Jeg har ikke læst papirromaner i efterhånden mange år, og jeg kasserede (med meget tungt hjerte) langt de fleste af mine bøger, da vi hhv. først flyttede ned i Den Stråtækte og senere solgte ødegården. Det drejede sig om flere hundrede bøger – mit hjerte blødte, men det var nødvendigt.
Jeg beholdt primært faglitterære og billedtunge bøger af alskens art, men også nogle få, udvalgte skønlitterære.
Min bogreol er derfor delt i to og kan af samme grund ikke direkte sige noget om hvem jeg er, da den elektroniske og den fysiske hver for sig vil beskrive to forskellige personligheder.
En af mine fire elektroniske bogreoler får jeg hver januar smidt i hovedet i form af statistikker fra Audible. Det kunne være ret sjovt, hvis Plusbog, Bookmate og Saxo leverede samme slags statistikker (de streamingtjenester, jeg bruger), for det er interessant (for mig selv …) at se, hvordan jeg fordeler min lyttetid.
Audible lyver ikke. Elly Griffiths er, sammen med Jeffrey Archer, mine to yndlingsforfattere. Rachel McLean har jeg først lært at kende i 2023, og selv om hun er min nummer tre i den engelske afdeling, er hun det ikke, når man regner alle med, men hun er stadig god, og hun har skrevet et hav af bøger, hvorfor der er mere end rigeligt at tage fat på.

Stephen Fry har 12 podcasts om hjernen, dens udvikling og funktioner – i det omfang vi ved noget om, for der er stadig skræmmende meget, vi ikke aner om den menneskelige hjerne. Ingen forstår den. Endnu … og måske aldrig? SF’s podcasts var ikke desto mindre særdeles interessante og kan anbefales, hvis man 1) har adgang til Audible og 2) synes, at den kringlede menneskelige hjerne er spændende at høre om.

Nu, hvor jeg har overstået de praktiske formaliteter i forbindelse med min død, kan jeg koncentrere mig fuldt ud om at nå alt det, jeg så skrækkelig gerne vil nå i levende live.
Det bliver svært. At nå, altså, ikke at koncentrere mig …
Jeg har garn nok til at kunne runde de 150 år uden at behøve at købe nyt (det gør jeg dog alligevel … ), og allerede nu er der skrevet flere bøger, end jeg nogensinde vil kunne nå at pløje mig igennem, og der kommer som bekendt hele tiden nye til.
Det er sandelig godt, at jeg kan kombinere disse to ting  Strik kan jeg i det hele taget kombinere med ret meget; med havearbejde som en af undtagelserne.
Samme havearbejde kan jeg i princippet kombinere med boglytning, men det vil jeg ikke, for jeg vil meget hellere lytte til naturen, når jeg er ude i den. Jeg har aldrig forstået dem, der motionsløber eller cykler med en bog i ørerne – medmindre man befinder sig i en trafikstøjende by.

For 2½ år siden …

For 2½ år siden skrev jeg ganske kort om min opfattelse af Delia Owens’ bog “Hvor Flodkrebsene Synger”. Jeg var dengang meget begejstret for den og kaldte den der i 2020 for årets bog. Indtil videre er der ikke nogen af mine mange læste og lyttede bøger, der har slået den – det er en af de bedste bøger jeg har læst. Ikke umiddelbart overgået af andre, men dog nok på linje med et par stykker. Det er svært at angive en top-10, for bøger er, lige som ferier, forskellige oplevelser, som ikke nødvendigvis er 100 % sammenlignelige. Jeg har heller ikke “mit livs bedste rejse/ferie”, men mine fire bedste af slagsen, som var vidt forskellige og som derfor deler en førsteplads.
Til denne kategori hører også omtalte bog, og i aftes kørte vi til Nykøbing for at se filmen.
Der er meget, meget længe imellem, vi går i biografen, og hver gang lover vi os selv, at det skal ske lidt oftere, for oplevelsen er uomtvisteligt bedre her end hjemme foran tv’et.
Det er så længe siden, at Nordisk Film siden sidst har lavet en app, hvorigennem billetterne købes, så den installerede jeg naturligvis, købte billetterne og viste blot telefonen frem, hvor QR-koden blev skannet af billettøren. Regnskovsvenligt og nemt.
Sæderne er også blevet lige en tand bedre, og der er mere benplads hver gang vi er afsted.
Faktisk er det kun tre år siden sidst, men det var vist i en noget ældre biograf end den i går.

Først var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at se en filmatisering af en bog, jeg havde været så betaget af. Det er normalt risikabelt, fordi man under læsningen danner sig sine egne indre billeder af hovedpersonernes udseende og ageren, og den opfattelse stemmer, ifølge egne erfaringer, sjældent overens med den film, der kommer ud af det. Jeg er blevet slemt skuffet flere gange – man skal helst se filmen først, synes jeg, men det kan ikke lade sig gøre, når man er hurtig til at få læst en nyudgivet bog.
Med andre ord: Jeg var også her bange for at blive skuffet, men jeg kunne alligevel ikke dy mig og købte to billetter. John har ikke læst bogen, så han mødte ind med åbent sind.
Og lad det være sagt med det samme: Det var en af de bedste film, jeg har set. Hovedrolleindehaveren, Daisy Edgar-Jones, var ukendt for mig, men hun var god. Perfekt, faktisk, til mit indre billede af Kya, lige som for de fem andre store rollers vedkommende.
Som jeg skrev, gik John ind til filmen med åbent sind, men blev dog en anelse skeptisk, da han så det øvrige publikum. Jeg tror han var den eneste mand, så han spurgte naturligt nok, om det var en damefilm. Det havde jeg ikke tænkt over, men efter en kort tænkepause måtte jeg sige til ham, at det kunne den da vist egentlig godt kaldes, men at jeg alligevel nok troede, at han ville synes om den.
Det var også en af de bedste film, John har set. Det er måske alligevel ikke kun en damefilm, men på den anden side har han aldrig brudt sig om actionfilm, men så gerne de mere følelsesbetonede.
Selv om jeg måtte lade strikketøjet blive i bilen, syntes jeg de to timer og fem minutter gik lynhurtigt.
Filmen var meget tro mod bogen, og jeg var imponeret over, at de kunne få så meget af den med på de to timer.
Det var samtidig en smuk film med flotte naturoptagelser fra marsken i North Carolina. Fotografen burde indstilles til en Oscar. Den film burde indstilles til en hel række Oscars.

Så, kære læsere: Har I læst bogen, så se filmen.
Har I ikke læst bogen, så se filmen alligevel.

Lene: Jeg tænkte på dig i går. Jeg håber du fik læst den fantastiske bog færdig, og jeg håber du har lyst til at se filmen.

Bøger, bøger, bøger og lidt statistik

Jeg abonnerer på Saxo, på Bookmate (via Plusbog) og på Audible, som er Amazons ‘bogklub’. Jeg har også et Amazon Prime membership, som er en fordel, fordi jeg altid har hurtig levering og gratis fragt, hvis jeg bestiller hos Amazon.co.uk og vil have det sendt til Charlottes adresse, hvilket er en metode, jeg ofte anvender. Abonnementet tjener sig rigeligt hjem i sparet porto og nu også besvær pga. toldregler.
Der er flere fordele ved Audible, og en af dem er, at jeg får så nogenlunde vedligeholdt mit engelske. Det giver selvfølgelig ikke meget øvelse i det talte sprog, men det giver øvelse i at lytte og forstå. En anden fordel er, at man kan høre de engelske bøger noget før de danske udgaver, som jo først skal oversættes og indtales.
Det nød jeg virkelig godt af med Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway, som jeg faldt for fra side ét i den første bog.

Audible er ikke bare en streamingtjeneste, for jeg skal købe lydbøgerne. Jeg betaler én gang om året (det kan bedst betale sig: £70/år mod £8/måned) og får her i januar 12 såkaldte Credits, som jeg for hver kan købe en lydbog for. De er så mine til evigt eje. Det er dog ikke alt, jeg skal købe, idet jeg for mine penge også får adgang til Audible Original podcasts. Jeg har hørt en masse med Stephen Fry, som altid er en sand fornøjelse at lytte til. Jeg har ligeledes med fornøjelse lyttet til Growing Old Disgracefully.
Hvis man synes det kunne være underholdende at høre om en lille gruppe oldekolle-beboere, der oplever et mord og derefter opklarer det – med en smule praktisk hjælp fra politiet – kan man med fordel erhverve sig Richard Osmans The Thursday Murder Club og The Man Who Died Twice, som meget originalt er oversat til dansk som hhv. Torsdagsmordklubben og Manden der døde to gange. Mordene er i og for sig sekundære, men de er en god undskyldning for en lynende god beskrivelse af ikke kun fire ældre, men også fire meget forskellige personligheder, samt et omgivende persongalleri, der ikke er mindre underholdende. Jeg tror ikke, at Osman går bevidst efter at få os til at grine. Det er bare virkelig god underholdning, også for folk, der normalt ikke læser kriminalromaner, vil jeg tro.
Nå. Det var et sidespring …

De årlige statistikker er såmænd også ganske underholdende. For mig selv … men hører Barack Obamas bog mon til under genren History eller Literature?
Audible hørte jeg mest i starten af 2021, hvor jeg tilbragte mere tid med Ruth Galloway, end jeg gjorde med John. Det må også have være en af dem, jeg binged i 10 timer og 20 minutter den 14. marts! Det kan man da kalde bingelistening, så det basker. Det tal overraskede mig en del, og hvis nogen havde anklaget mig for at høre lydbog i over 10 timer på en dag, ville jeg pure have benægtet, at det kunne være tilfældet.

Mine nyerhvervede 12 Credits vil for nogles vedkommende blive brugt til bøger med Maisie Dobbs af Jacqueline Winspear. Hende blev jeg introduceret til af Ditte, og også hende faldt jeg pladask for. Altså Maisie … selv om jeg også holder meget af Ditte.
Maisie Dobbs opererer under og imellem de to verdenskrige. Her kommer Audible igen ind: Der er indtil videre kun oversat fire af bøgerne, så vidt jeg kan finde ud af. Jeg har kun læst disse fire første af i alt 15 bøger, så jeg har en masse til gode her til de mørke vinterdage. Og de lyse sommerdage … godt, at man er en flittig strikker …
Lige nu er jeg i gang med den sidste i Lars Kjædegaards Hvid & Belling-serie. Et makkerpar, som jeg også er blevet temmelig begejstret for.
Jeg elsker bare at opdage en – for mig – ny forfatter, som så har masser af underholdning til mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er til den lettere genre og ikke til den dybere litteratur, selv om det naturligvis skal være velskrevet; ebøgerne være uden et hav af stave-, tryk- og grammatikfejl og lydbøgerne læst op af en, der er god at lytte til.

Ps and Qs? P’s and Q’s? Peas and Queues?

Kender I det engelske udtryk mind your Ps and Qs? Det betyder, at man skal huske den gode opførsel; tænke over sit sprog og lignende. På engelsk: Meaning “mind your manners”, “mind your language”, “be on your best behaviour”, “watch what you’re doing”.
Alt dette er altid en god ide, omend der beklageligvis er en hel del, der tilsyneladende næppe skænker det mange tanker.
Lad mig først og fremmest slå fast, at det er det første i overskriften, der er det rigtige, idet det er p og q i flertal, ikke i genitiv.
(Der er nok (relativt) lige mange englændere og danskere, der ikke har styr på apostrofreglerne. Jeg var engang på et museum i London, hvor stort set alle skilte var den rene ynk at læse – en dansk skoleelev på 16 år kunne have gjort det bedre – men det var et sidespring.)
Den sidste og umiddelbart lidt fjollede udgave er titlen på en bog af Sandi Toksvig: Peas & Queues: The Minefield of Modern Manners.
How do you get rid of unwanted guests? What do you do if there’s a racket in the quiet carriage? How should you eat peas, and behave in queues?
Sandi Toksvig er datter af den navnkundige journalist Claus Toksvig. Hendes mor var englænder og Sandi har mig bekendt kun boet ganske korte perioder i Danmark. Hun har afløst Stephen Fry som vært på QI og hun var i tre sæsoner vært på den britiske bagedyst sammen med Noel Fielding. Hun er komiker og forfatter, har skarpe politiske meninger og er i besiddelse af en bemærkelsesværdig intelligens. Hun er en beundringsværdig kvinde.

Hvorfor lytter jeg til en bog, der er en moderne udgave af Takt og Tone? Det gør jeg fordi den er temmelig underholdende – der er heldigvis ikke noget i bogen, der kommer bag på mig, men jeg bilder mig da også ind, at jeg tænker over både mine p’er og q’er (på dansk skal der faktisk apostrof her – det er den omvendte verden).
Hun bygger bogen op som en guide til Mary, der i starten er otte år. Mary skal først lære at begå sig i eget hjem, dernæst i andres. Så skal hun lære hvordan man opfører sig på restauranter og andre offentlige steder, såsom i teatre, bus, tog og fly og når hun er gæst eller vært ved private middagsselskaber. Der er regler på kollegiet og regler for hvordan man opfører sig som turist i et fremmed land under sabbatåret (og senere); der er regler for at deltage i et jobinterview og for hvordan man opfører sig på en arbejdsplads – både når man arbejder og under sociale sammenkomster i arbejdsmæssig sammenhæng.
Hun er også inde på hvordan man bør agere, når andre ikke opfører sig ordentligt.
Gaaab, tænker I? Det er ikke kedeligt at høre på, ikke engang selv om man ikke lærer nyt, for ST har en skøn måde at fremlægge sine budskaber på.

Hun bruger en del ord på at gøre rede for, hvorledes Mary bør færdes på sociale medier, hvilket er ukendt land for mange – bestemt ikke kun unge …
I lørdags hørte jeg rent undtagelsesvis Sara og Monopolet; en udsendelse, jeg helst undgår og kun lytter halvt til, hvis vi sidder i bilen på sendetidspunktet. Jeg synes, at folks ‘dilemmaer’ generelt er uinteressante og at mange af ‘rådgiverne’ er lidt for glade for at høre sig selv tale.
Sara viste sig dog at være bedre end Mads Steffensen, som ville have en konklusion, hvor Sara lader hver af de tre i panelet få taletid og lade det være op til lytteren at drage eventuelle konklusioner.
Jeg nævner dette, fordi jeg i lørdags oplevede tre paneldeltagere, som ellers havde forskellige meninger, være 100 % enige om svaret, da et forældrepar ikke rigtig vidste, hvordan de skulle få det ene hold bedsteforældre til at stoppe med konstant at lægge billeder af deres lille barnebarn ud på diverse sociale medier. Forældrene selv ville ikke have det, men deres ønske blev ikke respekteret.
Nu råber jeg: DET SKAL RESPEKTERES!! Og det unge par skal tage den diskussion eller kamp med de ulydige bedsteforældre, selv om det ikke er nemt.
Jamen hvad er det da for noget? Jeg blev så vred, så vred på de bedsteforældre, som ikke respekterer et sådant ønske.
“Du gør det jo selv”, kan nogen indvende. Ja, det gør jeg, men da mine børnebørn var små, spurgte jeg forældrene, og da de blev større, spurgte jeg dem selv. En del af tilladelsen skyldes, at jeg skriver på dansk, så risikoen for at blive ‘opdaget’ i England er lille, og jeg har ikke lagt noget op, de som ældre måske kunne blive flove over. Det håber jeg i hvert fald ikke.
Anna og Aubrey får i øvrigt SoMe-færdselsundervisning i skolen. Gør man også det i Danmark?
Ingen af de to har eller er interesseret i at få en profil på nogen af dem.

Årsopgørelse fra en ikke-bogholder

Det er tiden for årsopgørelser.
De velkendteste er vel dem fra banken, som vi altid har fået; også før den elektroniske tidsalder indfandt sig.
Jeg leverede i går selv en om mit garnforbrug og -køb for i år.
Wordpress plejer at sende mig en statistik om trafikken og øvrigt blogrelateret, rejsebureauerne sender mig breve, som dog ikke er årsopgørelser, for på den front har der sandt at sige ikke været meget at gøre op for 2020, men de sender mig jule- og nytårshilsner for at være sikre på, at jeg ikke glemmer dem, når det bliver muligt at opleve verden igen.
I går fik jeg en fra Audible, jeg ikke havde fået før, selv om jeg har abonneret på tjenesten i flere år.

Det var lidt sjovt … jeg har aldrig haft et rigtigt bibliotekskort. Dengang jeg endnu var i arbejde og stadig benyttede biblioteket, fordi jeg hørte lydbøger på gammeldaws (= dvd) måde i bilen, var bibliotekskortet mit sygesikringsbevis, men det er fint nok, at man kan bruge det samme plastik til flere ting.
Mit (efterhånden gamle, derfor så billige) abonnement på Audible koster mig 5,84 £ om måneden, svarende til én Credit hver måned, som jeg kan købe lydbøger for. Ofte har de to bøger for en bogs pris, hvilket forklarer, at jeg har tilføjet 18 bøger i 2020.
Hvorfor jeg fortrinsvis har lyttet på torsdage, har jeg ingen forklaring på … og at non-fiction er preferred genre kan vist kun være med en meget svag overvægt i forhold til fiction, idet jeg er vild med Lucinda Rileys feel good-bøger, men pyt nu med det.
Denne credit-metode kan man gå ind for eller lade være, men jeg synes den er okay, idet jeg ejer bøgerne og ikke bare låner dem. De har mange gratis lydbøger for abonnenter, men ellers koster de selvfølgelig forskelligt, hvis man skal betale rigtige penge for dem. Jeg har fx lige – efter anbefaling fra Eric – erhvervet mig Barack Obamas bog A Promised Land, hvor han oven i købet selv er oplæser. Den glæder jeg mig til at høre – og så er det ikke forbundet med fare for kvæstelser i ansigtet i samme omfang som med dit eksemplar, Eric, for den vejer ikke mere end mine earplugs
Bogen fik jeg for 1 Credit, hvor jeg ellers skulle betale 43 £ i menneskepenge, så det meste af årets abonnement er hentet hjem igen, kan man sige.

Jeg abonnerer på Audible, fordi det giver mig en glimrende mulighed for at holde mit engelske bare en smule ved lige. Det kan aldrig blive det samme som selv at befinde sig lige midt i det hele og både tale og høre sproget, men det er så absolut bedre end ingenting – især i et år, hvor jeg ikke engang i samme omfang som normalt kan bruge min søde svigersøn som ‘træner’.
Og så har de jo Stephen Fry derovre … han er fantastisk. Det har jeg sagt før, og jeg gentager gerne: Han er fuldstændig eminent. Jeg havde læst alle Harry Potter-bøgerne, men lyttede til dem med Fry som oplæser – en udsøgt fornøjelse! Og hans Mythos er flot, flot, flot.
I det hele taget har de generelt bedre oplæsere i UK end vi har i DK – retfærdigvis skal dog siges, at jeg nok endnu ikke har hørt tilstrækkeligt mange forskellige engelske til en mere skudsikker påstand, men de er i hvert fald bedre til at finde nogen, der ‘spiller’ de forskellige personer i en grad, så man ikke er i tvivl om, hvem der taler – eller tænker – og man kan altid høre en lydstemmeprøve inden man køber en lydbog.
Hos Audible kan man ændre oplæsningshastigheden med 5 % ad gangen, hvor man hos fx Saxo og Bookmate kun kan ændre den med 25 % ad gangen, så det bliver hurtigt for jappende, mens 1,0 er for langsomt. For de fleste engelske oplæseres vedkommende passer en hastighed på enten 1,1 eller 1,15 mig bedst.
Der er meget at tage hensyn til i bøgernes univers …

Øv, øv og tre gange ØV – men også stille smil

Første ØV: Coronapesten hærger. Det er sandt for dyden ikke nogen nyhed, men det gør det ikke nemmere, at nedlukningen i morgen har varet i fire uger og ikke ser ud til at blive nævneværdigt lettet sådan lige med det samme.
Det er selvfølgelig fint, at strategien ser ud til at have virket efter hensigten, men holdnuop, hvor er dette her bare ikke sjovt, og John og jeg hører oven i købet til de privilegerede, fordi vi som pensionister ikke er i fare for at blive fyret og alt i alt har vores på det tørre. Vi skal bare sørge for ikke at blive smittet. Hvis ikke det var for den store joker, at man ikke kan vide hvor syg man vil blive, ville jeg egentlig gerne smittes, så jeg kunne få det overstået og (forhåbentlig) fremover være immun. Jokeren er dog for stor til, at jeg frivilligt løber risikoen, selv om gennemsnitligt 84 % af de coronadøde har haft underliggende sygdomme. Risikoen lurer skræmmende, og der er jo også en grund til, at jeg har valgt at lade mig vaccinere mod både influenza og lungebetændelse.
(Hvorfor siger nogle medier “omkomne” om de coronarelaterede dødsfald? Man “omkommer” ved ulykke, krig, sult eller naturkatastrofer, og coronavirus hører vel trods alt ikke til i nogen af disse kategorier, selv om den kan være slem nok?)

Andet ØV: Min bil er punkteret. Hvorfor? Det ved jeg ikke, men dæktryksalarmen begyndte at lyse sidste gang jeg kørte i den, og morgenen efter var højre forhjul fladt.
John er kørt på værkstedet med det for at få det lappet. Eller udskiftet. Det kommer an på …

Tredje ØV: Jeg kan tidligst komme til at indrette mit drivhus på torsdag. Måske først fredag. Jørgen havde en aftale, som han ikke kunne skubbe, vedrørende en trykforøgerbrønd (??? I er velkomne til at google …) på et vandværk. Måske kommer han onsdag, ellers først på torsdag.
Nå. Det vidste jeg jo egentlig godt, men vejret er bare så drivhusindretningsinviterende lige nu …

Der er heldigvis også plads til de stille smil. For tiden hører jeg anden bog i De Syv Søstre-serien af Lucinda Riley. Oplæseren, som jeg ikke vil hænge ud ved navn her, men som man nemt kan finde ud af hvem er, hvis det er det, man ønsker, har sommetider nogle særdeles pudsige udtalelser af forholdsvis almindelige, eller i hvert fald i mine øjne genkendelige, danske ord.
Hun er overordnet set okay som oplæser, hvilket gør, at jeg ikke bliver irriteret, men som sagt kommer smilet frem, når jeg hører hendes udtalefejl (den trykstærke stavelse er skrevet med verSAler). Man skal nok prøve at sige det højt, før komikken rigtig skinner igennem.
..En klump RØDler (med ‘-ler’ udtalt som i ‘kugler’)´. Umiddelbart efter kom “som hun formede en krukke af”.
SmaRAþer [= smaragder] – udtalt uden et hørbart ‘g’ og endelse som i ‘gader’.
Ma-TROsa-farvede.. – jeg ville ellers tro, at en kvinde ville kende farven matrosa.
Det tyske ‘Mein Kind’ blev udtalt som om det var engelsk, på trods af, at vi befinder os i Leipzig.
KarDANophængt (‘DAN’ som i dansker).

(Billedet er palmesøndagsmorgenstemning set fra køkkenet i Den Stråtækte).
Efter på rekordtid at have lyttet mig igennem Hvor Flodkrebsene Synger, vil enhver bog lige derefter have vanskelige vilkår, idet der skal meget til for ikke at virke mere eller mindre ordinær. De Syv Søstre er såmænd udmærket, men jeg finder handlingen lige en anelse for forudsigelig. Der er ikke nogen overraskelser, for jeg har ikke langt inde i bogen i det store og hele gættet det meste af både forløb og slutning. Alligevel bliver jeg ved, for på trods af disse negative ord er bøgerne velskrevne – dog nok ikke noget for Y-kromosomindehavere.

Så er vi i gang!

Selv om hele verden er gået stort set i stå, er der stadig en hel del, der skal, kan eller gerne må arbejde.
Alle, der gør en endog meget stor indsats for alle os andre, har min dybeste respekt, og de får heldigvis også meget tak og påskønnelse for det fra høj og lav og fra alle grene af samfundet.
Det har nogle uforudsete aspekter – jeg har fx lige set, at langturschauffører ikke har mulighed for at komme på toilettet eller i bad på rastepladserne. Det kan vel ikke undre, at faciliteterne er lukket ned, men det er noget hø, at disse stakkels mennesker, som skaffer forsyninger til os, ikke længere har adgang til disse basale faciliteter.

Der er også nogle, der ‘bare’ gerne må arbejde, hvilket John og jeg nyder godt af lige nu, fordi Flise-Jørgen er gået i gang med vores nye drivhus.
Han er anlægsgartner med sit eget lille enmandsfirma, så han har intet personale, og da han har et arbejde, der foregår i fri luft, har han (endnu, i hvert fald) ingen restriktioner. Vi har ingen problemer med at overholde den reglementerede afstand, og jeg undlader at invitere ham ind på kaffe, som vi ellers har for vane at gøre med folk, der kommer og laver noget for os. Han får stadig kaffe og kage, men han indtager det udenfor.
Og jeg glææææder mig til drivhuset står færdigt!

Ture må vi heldigvis stadig gerne gå, også mere end den ene gang om dagen, som det nu er begrænset til i England.
Så det gør vi. Billedet her er fra stien bag Skt. Peders Kapel, hvorfra der er fin udsigt over fjorden. Jeg har aldrig, ikke engang som ung, ønsket mig at bo i en by, og i disse tider er jeg så glad for ikke at gøre det, at det trodser enhver beskrivelse.
Det er også heldigt, at vi ikke længere har ødegård i Sverige, for vi ville ikke kunne tage derop, så hurra for, at vi ikke bor i vores lille rækkehus mere! Vi kender nogle, der er temmelig ærgerlige over ikke at kunne tage op til deres fristed … jeg føler med dem.
Det er mit indtryk, at flere og flere tager denne situation alvorligt. Der var ingen grund til at klage over noget eller nogen, da jeg i dag var i Meny.
Derfor ville det ærgre mig så meget mere, hvis det bliver sådan, at det er de få, der skal ødelægge det for de mange, men lad os nu se, hvor galt det går …

Man kan også både lytte til og læse bøger. Jeg anmelder normalt ikke bøger; det er der så mange andre bedre kvalificerede der gør, og jeg vil heller ikke komme med anden anmeldelse end at sige, at Hvor Flodkrebsene Synger er en fuldstændig fantastisk bog. Jeg fik den anbefalet af min niece, som ikke kunne rose den nok. Og hun har ret. Jeg var ærlig talt en anelse skeptisk, for jeg havde egentlig regnet med, at jeg ikke nødvendigvis ville mene det samme om en bog som en 29-årig kvinde, men det gør jeg altså. Indtil videre er det årets bog for mig, og det skulle ikke forbavse mig, hvis det forblev sådan resten af 2020. Der skal meget til at slå den.

Skal man se frem eller tilbage i dag? Eller både-og?

Det er i disse dage, man ikke kan åbne en avis eller tænde for radio eller tv uden at støde ind i et eller flere tilbageblik.
Året der gik i enhver tænkelig afskygning. Årets vejr. Sporten 2019. Årets døde. Dem var der alt for mange af i min nærhed, men de er ikke omtalt i medierne.
Selv ser jeg ikke så meget tilbage eller frem. Det vil sige … jeg gør naturligvis begge dele, men nok hverken mere eller mindre i dag/aften end normalt.
Jeg bliver heller ikke specielt nostalgisk, men jeg kan godt blive lidt skræmt (det gør jeg hvert år) over, hvor heeeelt vildt kort tid der er gået siden vi sidst fejrede nytårsaften.
Vi har gjort noget vi ikke har gjort før: Vi har bestilt mad udefra. Fra Madsynergi, hvor et af stederne ligger ikke så langt fra os. Det er med krydsede fingre, for vi har ikke personlig erfaring med det, men har dog, efter vi har bestilt, hørt, at det er rigtig godt. Tre appetizer-snacks + tre retter + kransekage. Ikke øjenbrynsløftende billigt, men bestemt heller ikke michelinstjernedyrt.
Jeg gider ikke stå i køkkenet hele dagen for at lave en tre- eller fireretters menu til bare os to. Vi gider heller ikke rigtig være mere end bare os to …
Før kunne vi nyde en en god, rød bøf, men det gider vi heller ikke spise mere. Det var mange ‘gider ikke’, men vi har altid godt gidet have en stille nytårsaften i afslappende tosomhed.

Det er Credit Day i dag. Den dag i måneden, hvor jeg får min gratis lydbog fra Audible, som normalt koster et abonnement, men som jeg som Amazon Prime Member får med i primepakken (ligesom den gratis fragt på alt hvad jeg bestiller i England + plus rabat på mange ting, så medlemskabet bliver som regel tjent ind). Man har desværre ikke ubegrænset ret til lydbøger, som man har på det danske Bookmate, men jeg synes det giver mig en del at høre bøger læst op på engelsk – jeg kan alt for godt mærke, at det med sprog ikke mere er en del af mit daglige arbejde, selv om det naturligvis bliver frisket en smule op, når jeg taler med Tim – det er bare ikke nok.
Dagens valg var The Sewing Machine. Man har altid mulighed for fem minutters prøvelytning, hvilket er fint, for – bortset fra et par stykker – kender jeg ikke de engelske oplæsere, så det er fint at kunne høre, om man kan holde vedkommende ud, idet der formentlig er lige så stor forskel på engelske oplæsere, som der er på de danske.
It is 1911, and Jean is about to join the mass strike at the Singer factory. For her, nothing will be the same again. Decades later, Connie sews coded moments of her life into a notebook, as her mother did before her. More than 100 years after his grandmother’s sewing machine was made, Fred unpicks the secrets of four generations, one stitch at a time.
Jeg tror den er god; den kvindelige oplæser har en charmerende skotsk accent, så jeg glæder mig.
Jeg er i gang med en sweater til John, som strikkes på pinde 3,5. Der går en del lydbøger til sådant et arbejde.

Sæsonens første istap

John har det meste af dagen gået ude og arbejdet på at gøre klar til det nye drivhus. Jeg synes han er modig at turde gå i gang, inden firmaet har givet endeligt grønt lys for, at det kan lade sig gøre, men han er ikke i tvivl om, at det kan det.
Hvis han får ret, er alt fint. Hvis ikke, bliver en del af haven og pladsen, hvor vi har vores brænde, lagt temmelig meget om …

Vejret har været smukt. Ikke en sky, men en smuk, frostglitrende solopgang og resten af dagen rimfrost der, hvor solen ikke nåede hen. Sæsonens første istapper hang og dryppede fra bådehustaget. De var ikke store, men de var der.

Jeg måtte ud og flytte den klematis Montana, jeg havde anbragt meget strategisk i nærheden af bådehuset. Den stod bare ikke særlig strategisk mere efter Johns nedrivningsprojekt – tværtimod stod den og strittede temmelig umotiveret op midt i det hele.
Det er typisk. Det var første sommer, den havde fået rigtig godt fat og blomstrede, så det var en lyst. Nu bliver den formentlig sat en del tilbage, hvis den overhovedet kommer igen. Jeg forestiller mig, at den skal stå og skjule en del af skuret, John bygger senere. Det skal nemlig helst være så usynligt som muligt, hvorfor vi også maler det sort, hvilket nærmest får det til at forsvinde.
Lige nu står den i en stor balje inde i det gamle drivhus og klarer sig forhåbentlig vinteren igennem.

Af dagens øvrige gøremål kan nævnes Charlottes fødselsdagsgave, som blev postet i dag. Hun havde ønsket sig “Tidens Mode 1840-1890”, men havde advaret mig om, at det nok ikke var nemt at skaffe den, da den kun fås antikvarisk.
Jeg tror, jeg har kapret Danmarks eneste tilgængelige eksemplar. Dog kun ved surfing – jeg har ikke ringet rundt til antikvarboghandlerne, hvilket ville have været næste træk, hvis det ikke lykkedes at skaffe den via nettet.
Anna skal seks dage til Berlin med skolen og kommer hjem på Charlottes fødselsdag. Godt nok fylder hun 14 år om en måneds tid, men hun er altså ikke ældre, end at hun tilbød at melde fra den tur, fordi hun troede, at Charlotte ville blive ulykkelig over ikke at have hele sin lille familie samlet til fødselsdagsmorgenbordet … altså ikke fordi Anna mente, at hun selv var uundværlig, men fordi de altid gør så meget ud af deres fødselsdagsmorgener, så hun mente, det var helt ubærligt, at den for hendes stakkels mor ikke skulle være som den plejer.
C fik dog overbevist Anna om, at det ville være helt i orden, og at det ikke er noget problem for hende, at de i stedet fyrede alle ritualerne af til aftensmadbordet i stedet for.
Det var mens vi var derovre, at denne samtale udspandt sig. Det var rørende, at Anna tilbød at blive hjemme fra den tur, hun havde glædet sig så meget til, indtil hjemkomstdatoen pludselig sprang hende i øjnene, men jeg kan såmænd godt huske, hvor vigtig min egen fødselsdag var, og hvor lidt jeg forstod hvorfor den tilsyneladende ikke betød lige så meget for mine forældre.

Ud over kanten

Mandag og tirsdag skulle vi have været Die Drei Mädchen + zwei Männer, men den tredje Mädchen måtte desværre melde afbud.
Det blev hyggeligt alligevel, selv om vi savnede den tredje, og vejret viste sig oven i købet fra sin bedste oktoberside, trods det lovede møgvejr. Det benyttede vi os af mandag eftermiddag og kørte til Gisselfeld, som har en smuk park.
Vores parkvej gik forbi et valnøddetræ, men af en anden art end den, vi normalt ser i DK. Jeg fandt ud af, hvad den hed til efternavn efter fornavnet Juglans, men har da glemt det igen … nødderne sad enkeltvis og lignede umiddelbart mere figner end valnødder.
Jeg tog et dusin med hjem med henblik på at se, om de også kan farve garn – og det viste sig i dag, at den art farver mindst lige så godt som de ‘normale’ valnødder, hvilket måske ikke var specielt overraskende, men det har farvet 950 gram garn nydeligt mørkebrunt for mig, så der var godt med krudt i de 12 nødder.

Inde i Paradehusets butik faldt jeg over den afbildede bog, som var kraftigt nedsat, hvorfor jeg kun var et par nanosekunder om at beslutte mig for, at den skal Charlotte og Tim have som en lille ekstra julegave. De elsker at se klassiske og/eller historiske haver, når de ferierer rundt omkring i Europa, så det var et oplagt køb.
Stig Lauritsen, som elsker at fortælle, som er den ene af forpagterne af det fantastiske Paradehus, og som vi efterhånden har mødt nogle gange, pakkede bogen ind for mig, men lige så god og spændende han er som gartner, landskabsarkitekt og fortæller, lige så elendig viste han sig at være til at pakke ind – denne her vinder han i hvert fald ikke mange præmier for … men pyt – jeg pakker den alligevel om til jul, og ingen kan alt.

Tirsdag var vejret overraskende nok stadig lige godt, så vi kørte Sus og Jan lidt rundt i det sydsjællandske og var bl.a. ved Kanten ved Faxe Kalkbrud, som, siden sidst vi var der, har fået monteret en udsigtsplatform, som vi selvfølgelig skulle afprøve.
Det var desværre uden glasbund – sådan en gør det ellers lige en tand mere spændende og, for mange, temmelig meget mere udfordrende, men ud over kanten kom vi.

Vi var på alle måder heldige de to dage – i dag er det vådt, gråt og trist. Rigtigt indevejr, men det gør ikke noget – jeg skulle jo farve garn …

Nogle gange må man bøje sig

Forleden dag erklærede jeg ovre hos Madame, at jeg ikke gad gå i biografen, for i en sådan en kan man (normalt) ikke strikke samtidig med, at man ser filmen. Jeg ved godt, at der er strikkebiografer somme steder sommetider, men det er desværre ikke der, hvor jeg skal hen og se filmen Downton Abbey i morgen aften (hvorfor er der mon så mange, der tror, det hedder Downtown Abbey?).
Jeg har nemlig, på trods af min påstand, lige meldt mig til at deltage i en biograftur for at se den film … en af niecerne spurgte, om ikke familien skulle se den sammen, nu hvor vi alle havde set virkelighedens Downton, nemlig Highclere Castle, i sommer? Det syntes man generelt (dog især dem af hunkøn) var en god ide, så jeg ville ikke holde mig selv udenfor, men sagde, at den var vi med på. John kommer med som eneste mand …
Den har fået nedsablende kritik, men det plejer ofte at betyde, at jeg vil synes om det, hvad det end er, så vi satser.
Man har et standpunkt, til omstændighederne tvinger én til at tage et nyt … jeg vil dog stadig helst se film hjemme i stuen, for jeg synes det er virkelig irriterende ikke at kunne bruge hænderne samtidig!

Med hensyn til udstillingen på ovenstående billede kan jeg ikke hævde, at det er omstændighederne, der har fået mig til at skifte mening.
I starten var jeg stærkt imod alt det tossede halloweenpjat og skulle i hvert fald aldrig nogensinde selv falde i den fælde. Aldrig! Never ever!
Den er jeg nu i høj grad faldet i og kan ikke forestille mig et efterår, hvor jeg ikke sætter pynt ud i form af græskar og andre orange sager. Jeg synes det lyser så fint op i den mørke tid, vi allerede er et pænt stykke inde i.
Jeg kalder det bare ikke halloween, men efterårspynt, for så kan jeg bedre bilde mig selv ind, at jeg næsten har holdt fast i min mening … jeg sætter så også grænsen her ved den udendørs pynt; jeg har ikke, og har heller ikke tænkt mig at begynde på det, nogen som helst form for orange og/eller uhyggelig pynt inden døre.
Siger jeg i hvert fald endnu …

Jeg tror gæssene hygger sig mere med regnvejret, end jeg gør … holdnuop, hvor de snakker nede på fjorden lige nu. Det er så hyggeligt at høre på.
Nu vil jeg sætte mig med strikketøjet, tage hovedtelefoner på og dermed udelukke gåsesnak og Formel 1-støj fra tv-apparatet og i stedet lade Stephen Fry om snakken. Det er altså en udsøgt fornøjelse at høre lydbøger indtalt af ham; han er klassser bedre end selv de bedste danske oplæsere, selv om der er flere, der er rigtig gode.

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

“Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

Læsning og syning

Man har da først et alkoholproblem, når man ikke har mere alkohol.

Og hvis der endelig var et liv efter døden, hvordan kunne man så egentlig vide, at det ikke var det, man var i gang med, som han plejede at påpege, når folk begyndte at snakke om, hvad de håbede at udrette i deres næste liv.

“Rygning tager 10 år af dit liv.” – “Ja, men det er de sidste 10, ikke?”

Ovenstående tre citater er fra bogen Gud er bare hund stavet bagfra af Christian Frost. Det er første bog i en planlagt ‘dekadelogi’ (vi mangler en betegnelse, når det drejer sig om 10 bøger) med to drabsefterforskere som hovedpersoner. Jeg downloadede den uden at ane noget om hverken forfatter eller bog, men han/den har overrasket positivt; især ved at være ret så morsom hele vejen igennem, selv om plottet og nogle af scenerne ikke er for sarte sjæle. Jeg glæder mig allerede til de ni efterfølgere. De to som allerede er udkommet, står på min digitale boghylde og venter på mig.
Der er mange flere perler indimellem, men de er sjovest i konteksten.

Det var én af mine hobbyer, selv om det vel efterhånden er et lidt stort ord for det, da jeg ikke læser mere end en brøkdel i forhold til før i tiden. Pudsigt nok læste jeg meget mere dengang jeg arbejdede, men jeg har en fornemmelse af, at det var fordi jeg ofte var for træt til at foretage mig noget konstruktivt, når dagens pligter var overstået.

En anden hobby er at sy. Pølsekonceptet er ikke helt opbrugt endnu; det skulle afprøves med nogle dækkeservietter.
Jeg er ikke tilfreds, men jeg kan ikke helt finde ud af, om det er konceptet eller stofvalget den er gal med. Stofferne passede faktisk fint sammen, da jeg lagde dem op, men det holdt ikke helt vand, da man kun kunne se omkring 1½ cm af hvert af dem ad gangen.
De bliver hermed degraderet til havebordsdækkeservietter (hvilket er irriterende, for farverne blev valgt, så de passer til køkkengardinerne), og jeg vil ikke sy nogle lignende; ikke engang selv om de var forholdsvis hurtigt syet – hvis jeg regner sammen, har jeg kun brugt cirka fem timer på disse fire dækkeservietter.
Godt man ikke skal leve af at lave den slags … tænk på din egen timeløn. Selv om jeg regner med bare 200 kroner pr. time, så skulle de fire her koste 1000 kroner (~600 kroner, når jeg trækker materialeforbruget fra).
Det tror jeg næppe nogen ville give – ikke engang hvis der havde stået et eller andet fancy designernavn på dem. Lad os så sige, at jeg snyder skattevæsenet (selv om man åbenbart skal hedde Britta Nielsen for at slippe afsted med det), skulle de koste omkring 125 kroner stykket. Og sagde jeg ikke lige, at disse var relativt hurtigt syet?
Den holder ikke en meter – jeg ville dø af sult inden for de første par måneder – eller tvunget til at bo i en campingvogn i en eller andens baghave, men så havde jeg ikke plads til alle mine syting (for slet ikke at tale om mit garn).
Det er heldigvis bare en hobby.

Fahrenheit 451 (dansk/svensk version)

Vi er her. Formentlig for en af de sidste gange, selv om vi endnu ikke har aftalt en overtagelsesdato. Vi tog traileren med, for vi vil have bare lidt af alt det brænde med hjem, som John og Søren møjsommeligt har stået og flækket, og desuden kan vi lige så godt begynde på at tage nogle af de personlige ting med hjem til Danmark.
Et eller andet sted inde i mig er der noget, der stritter imod at begynde på den slags, inden købsaftalen er underskrevet og uigenkaldelig. På den anden side er jeg normalt ikke overtroisk, og hvorfor skulle de fortryde nu, efter de har truffet beslutningen? Men alligevel gnaver der noget inde i mig.
Nå. Uanset om de skriver under i morgen eller ej, så skal vi jo til det på et eller andet tidspunkt. Vi ville bare ikke gøre det før huset var solgt, for så er der da slet ikke noget ved at køre herop, hvis alt det, der gør det til lige præcis vores home away from home, mangler.

Blandt andet skiller vi os af med langt de fleste af bøgerne. Da jeg ryddede bøger ud fra Havdrup, kom nogle af dem herop (de bedste, selvfølgelig …), for det hygger med bøger i reolerne … vi har over 400 af dem heroppe. Bøger, altså. Ikke reoler. Hvis det havde været en dansk familie, der havde købt huset, havde vi ladet dem stå, men jeg er ret sikker på, at de nye, svenske ejere ikke gider overtage en masse bøger på dansk.
John fandt den gamle olietønde frem; vi kan jo ikke have en masse løbske papirer med ild i flyvende rundt omkring. Det kunne lige være kønt, hvis vi afsluttede denne epoke i vores liv med at sætte ild til skoven omkring os … jeg brugte den indkøbskurv, jeg engang kom til at låne med hjem, til at hente bøger i, og så gik der ellers ikke lang tid, før jeg følte mig som Guy Montag i Fahrenheit 451. Jeg synes ikke, jeg husker noget om, at bogen beskrev, hvor lang tid det tager at få futtet en masse bøger af.
Det gør ondt at brænde bøger. Tanken om, hvorfor jeg er nødt til at gøre det, gør også ondt. Og den slags smerter kan Panodiler ikke tage …

Det er fem år siden …

Der skete to større ting for mig for fem år siden: Jeg jobstoppede og jeg fik diagnosticeret brystkræft. Det første var dejligt, det andet kunne jeg snildt have undværet.
Fordi jeg ikke længere skulle køre 2 x 60 km om dagen, stoppede jeg også med at høre lydbøger. Jeg er ikke en af dem, der kan gøre rent og høre lydbøger samtidig, og jeg regnede egentlig bare med, at den slags bøger var et afsluttet kapitel, tøhø, i mit liv.
For ikke så længe siden fik jeg den lyse ide, at jeg da kunne lytte, mens jeg sidder og strikker. Hvorfor i alverden jeg først tænkte på det nu, ved jeg ikke, men appen fra Plusbog blev hurtigt installeret og Dennis Jürgensens Roland Triel-romaner købt og downloadet. De blev valgt, forde de kun kostede 5 kroner stykket, så hvis det skulle vise sig at være en dårlig ide, ville jeg ikke gå fallit af den grund.

Det viste sig dog at være en rigtig god ide, og jeg fik yderligere én:
John har en bygningsfejl på sine øjne, der gør, at han har svært ved at læse i længere tid ad gangen. Han vil gerne læse bøger, men kan ikke, så hans læsning begrænser sig til netaviser og magasinet Motor.
For tiden er det oven i købet sådan, at han har behov for at hvile sig meget og ofte, og han virker sommetider lidt irriteret på sig selv, fordi han ikke kan mere end tilfældet er og derfor keder sig lidt indimellem.
Jamen … hvorfor begynder du ikke også på lydbøger? Spurgte jeg i går.
Han var lydhør, tøhø igen, for ideen og spurgte, om jeg havde nogle gode forslag til, hvad han skulle læse.
Se, den var sværere. Jeg læser virkelig meget, så jeg kunne sagtens anbefale de første 1000 bøger til ham, men det ville nok virke en anelse overvældende på den stakkels mand.
Efter en del overvejelser besluttede jeg mig for Brobyggerne, som er første del af Jan Guillous fantastiske trilogi, og som jeg nærmest åd i én mundfuld.
Det var lidt spændende, hvordan John ville reagere, men han var solgt lige fra starten. Det er sådan noget, Jan Guillou kan. Han er en gudbenådet forfatter.
Det er også heldigt, at det er Poul Becker, der er oplæser – ham husker jeg som en af de bedste af slagsen.
Vi måtte til Elgiganten i går og investere i nye hovedtelefoner til John, fordi jeg havde okkuperet hans, men som han alligevel ikke kunne bruge pga. de nyerhvervede høreapparater.

Nu sidder vi i hver vores magelige lænestol og hører hver sin lydbog.
Det vil sige … når der ikke er Formel 1 i fjernsynet, som nu, men så har jeg noget andet i ørerne, der er noget mere behageligt for mine ører end lyden af hurtigtkørende racerbiler.
Det er et rigtigt pensionistliv, dette her …

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Hvordan man skræmmer læsere og seere væk

Jeg har med stor fornøjelse læst både Dinosaurens Fjer og Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan og nyder for øjeblikket hendes seneste bog Blækhat. Hun skriver godt; jeg er helt kravlet ind i bogen, som jeg ikke synes fortjener den halvlunkne kritik, den har fået. Jeg nød den, lige indtil jeg nåede til dette:
Hasselbagte kartofler. Pfft. Hvordan den er opstået, kan jeg ikke regne ud. Hvor er logikken? Forestiller man sig at pakke kartoflerne ind i hasselblade inden man sætter dem i ovnen? Eller hvad?
Sådan fik Gazan næsten skræmt mig væk. Næsten. Jeg nøjedes med at holde en pause, for bogen er god.

Noget af eftermiddagen er gået med at lade BBC Earth køre i baggrunden, fordi den (eftermiddagen, ikke baggrunden) er helliget Michael Mosley (ham med 5:2-kuren) og hans mange eksperimenter med mad, hvad den gør ved os og hvorfor, aflivning af et par myter, bekræftelse af nogle fordomme og meget andet interessant, der har med mad, ernæring og fordøjelse at gøre. Lige nu har han gudhjælpemig ladet sig få en bændelorm for at undersøge videnskabeligt, hvad sådan en gør ved os. Han har fået sat en igle på og han har ladet lus suge blod fra ham. Samt flere ulækkerheder – han er bestemt ikke ked af det.
Det var vældig interessant, lige indtil oversætteren oversatte saliva med savl. Og stædigt blev ved med at skrive savl hele indslaget igennem.
Saliva betyder spyt, og salivary gland skal oversættes med spytkirtel og ikke savlkirtel, som det aldrig har heddet, hverken i lægmænds eller professionelles sprogbrug. Savl er spyt, der ufrivilligt kommer ud af munden – en baby savler, men det hedder drool på engelsk, og ingen ordbog ville oversætte saliva med savl, så hvor oversætteren fik det fra, ved jeg ikke, men sådan blev jeg skræmt væk og nøjedes med at høre resten uden at kigge.

Jeg har bejdset Heidis babytæppe med henblik på at farve det lilla med alkanna om nogle dage, når farvesuppen har trukket længe nok. Jeg strikkede tæppet, da hun fik sit første barn, og nu, hvor nummer to er et års tid, har diverse bananer og sikkert også andet sat uudslettelige spor.
Det er strikket af Arwetta, som kan gå i vaskemaskinen, men vi ved vist alle, hvad der sker, hvis der kommer bananmos på noget … det går ikke af igen og tøjet er lige til at kassere. Heidi havde læst om mine plantefarvningsforsøg, og 2. juledag havde jeg på opfordring taget mine farveprøver med, så hun kunne vælge. Normalt kan man ikke farve sig ud af pletter; de bliver bare tilsvarende mørkere, men hvis man nu vælger at farve arbejdet meget mørkt, kan man håbe på, at de vil blive usynlige.

Jeg måtte understrege over for Heidi, at det ville være et forsøg, som jeg ikke kan forudsige udfaldet af. Garn skal helst kunne flyde frit for at blive farvet jævnt, men det er lige som udelukket, når der er strikket af det. Den unge kvinde var dog indforstået med, at det kunne komme til at se underligt ud, for som tæppet så ud nu, var det alligevel grimt.
Jeg har bare været glad for, at hun har været glad for det og har brugt det meget, og ovenstående resultat er derfor næsten uundgåeligt.
Det bliver spændende at se, om det mørklilla alkanna kan give tæppet en ny og pletfri tilværelse.
Det er alkannaen i sprit til højre og avokadosupperne til venstre. De er allerede blevet væsentlig mørkere – men der er stadig farveforskel.
Og sådan skræmmer Ellen sine læsere væk ved evindeligt at ævle om plantefarvning …

Hvis noget lyder for godt til at være sandt …

Hvis noget lyder for godt til at være sandt …

Så er det nok også for godt til at være sandt …

Jeg kunne da ellers godt have tænkt mig at fået den bog gratis – Amazon tager 45 pund for et brugt eksemplar – men sådan skulle det altså ikke være.

Og mig, som aldrig vinder noget!

Jeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

En London-boghandel i Næstved

Jeg læser aldrig skønlitterære papirbøger mere; kun e-bøger. De er meget nemmere at læse i sengen, især fordi jeg ikke får en mere eller mindre tung – og meget kantet – bog i hovedet, når jeg falder i søvn. Jeg anbringer min iPad op ad en lille pude, således at jeg kan læse, liggende mageligt på min foretrukne side og bladre med den ene finger. Fem minutter efter jeg er faldet i søvn, sover ipadden også, og den bliver stående pænt ved siden af mig hele natten, så jeg vågner ikke op, fordi jeg skal lægge en bog til side og slukke lyset.
Det har naturligvis sine mangler ikke at læse papirbøger, men fordelene ved e-bøger opvejer dem. Synes jeg. Først og fremmest den allerede nævnte, men også, at de er billigere end papirbøger (men stadig ikke billigere end lydbøger??), og at al ferielekturen aldrig fylder mere end den iPad, jeg alligevel har med. Jeg kan have det meste af et bibliotek med, og skulle jeg mod forventning alligevel løbe tør, er det nemt at få fat i flere bøger.

Den største ulempe, hvis det ellers er det rette ord at anvende, er, at jeg ikke længere har en god undskyldning for at gå og snuse i en boghandel.
Derfor var det i dag første gang, jeg var inde i Bog & Ide i Næstved – jeg skulle afhente en bestilt gave til Johns lillebror.
Mens boghandleren fandt den frem, kiggede jeg mig lidt omkring – og nød det.
Mens han pakkede gaven ind, bemærkede jeg, at dette her er ligesom at befinde sig i en boghandel i London – og det er ment som en kompliment!
Så fik jeg at vide, at ejeren rent faktisk havde arbejdet i en londonsk boghandel i et års tid og havde syntes, at han ville forsøge sig med at efterligne konceptet, da han overtog denne butik. Alt har en forklaring …

Og nu, hvor vi var kommet til staden, benyttede jeg mig af lejligheden til at købe et halvt kilo mere af min yndlingskaffe, som jeg kan have helt for mig selv, nemlig kaffen med kakaoaroma. Jeg drikker kun en enkelt kopkaf om dagen, når vi bare er John og mig, så den skal være god! For tiden bliver den nydt til en eftermiddags-Barnaby, hvis tiden tillader det, men det bestemmer jeg jo stort set suverænt selv, om den gør … det er ikke kun e-bøger, der er fordele forbundet med.

Det gør hun ikke mere

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Hendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

Børnene i Nyskoven

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

HYGGE er ved at blive et engelsk ord

Det er svært at skrive med hænderne oppe, men det er også svært at få dem ned, for i aften skal jeg være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og jeg glæder mig som altid som et lille barn, når jeg skal mødes med dem.

Apropos engelsk, så var jeg lige på indkøbstur på Amazon, og undervejs på shoppeturen i den store butik, så jeg denne bog:

Det hyggede jeg mig naturligvis en del over …

Jeg sendte linket til Tim for at vise ham, at ‘hygge’ tilsyneladende er ved at blive implementeret i det engelske sprog, hvortil han svarede:

Tim udtaler det ‘hugge’ med u som i luge, for englændere har det generelt meget svært med det danske y, som er en lyd de ikke har på engelsk.
Vi har opgivet at lære ham det; han kan simpelthen ikke få den lyd frem, og det er da også ganske hyggeligt, når han læner sig tilbage i sofaen og erklærer med et tilfreds suk: Wow – this is SO huggeligt, isn’t it? Eller: NOW we’re really hugging us, aren’t we?

Amazon forbløffede mig med deres klarsyn i dag: Da jeg bestilte bogen – én bog, skal lige understreges – stod der nede under varelinjen:
If you want this book delivered to more than one address, increase the amount.
Jamen er det da ikke bare fantastisk? Det havde jeg simpelthen aldrig fundet ud af, hvis ikke det havde stået der! Tak, Amazon – I forstår virkelig at yde en god service til jeres kunder

Accent? Dialekt?

Jeg er godt i gang med David Crystals A Little Book of Language, og jeg er – som altid – dybt fascineret. Ikke kun af indholdet, men også af Crystals måde at skrive på, som er pædagogisk og let forståelig, uden at man føler han taler ned til én. På den anden side … hvis ikke en mand, der ved alt hvad der er værd at vide om det engelske sprog, skulle skrive godt, hvem skulle så?
De første kapitler handler om, hvordan og hvornår en baby tilegner sig et sprog. Det er først ved ni-måneders alderen, man så småt begynder at kunne høre, om et barn er kinesisk, dansk, engelsk eller hvad det nu måtte være. Indtil da er alle lyde, det udstøder, ens for alle verdens babyer. Jeg vidste ikke, at babygråden for hhv. “jeg er sulten” og “jeg har ondt” lyder ens på kinesisk og på dansk, men det gør den.

Han bruger en del krudt på dialekter og accenter. Jeg bruger nok de to ord lidt i flæng, når det gælder det danske sprog. Hvornår er det dialekt og hvornår er det accent? På engelsk er det klart defineret: Dialekt er forskellige ord for den samme ting og forskellig grammatik indenfor det samme sprog. Accent går kun på lyden af sproget.
Hvornår er det så en dialekt og hvornår er det et andet sprog? Vi anser dansk, norsk og svensk for at være tre sprog, mens en kineser vil anse dem for at være tre dialekter af det samme sprog. Definitionerne og grænserne er ikke entydige.

Skriftsproget har han også været lidt inde på, men kommer det mere (jeg har kun læst 1/3 af bogen). Når han sætter det op på nedenstående måde, er det en smule fascinerende at se hvor forskellige betydninger der kan udtrykkes ved at bruge de samme ord, men forskellige tegn:
Mary went into the garden.
Mary went into the garden?
Mary went into the garden!
Mary went into the garden…
Mary went into the garden!!!!
Mary went into the garden???
Punctuation matters! (Ikke et citat fra bogen her, men fra en anden.)
 
Uh, det er spændende læsning, men jeg skal skåne jer for mere. Denne gang …

I stedet vil jeg underholde jer med nogle vendinger, jeg er stødt på i en bog af en dansk forfatter – men han skriver måske dialekt?  
I hvert fald hævder han, at et skæg “beskæmmede” en persons ansigt. Det hedder skæmmede, for beskæmme betyder at gøre skamfuld. Jeg kom straks til at tænke på Charlottes frydefulde hyl, når hun sagde: “HAHAHAAAA jeg er helt bedækket af tæppet, så nu kan du ikke se mig.”
Han skrev “uundværlig”, da han helt sikkert mente “uundgåelig”. Underlig fejl at begå …
Han skrev “Alle mand fra borde, råbte jeg i mit indre øre”. Det er da vist noget sludder.
Han skrev “Det gav et sæt i begge mine ben, da jeg landede på dørken…”. Giver det ikke “et stød”? Når det giver et sæt i én, tales der om noget andet.

Sprog. En kilde til evig underholdning. På flere plan.

Apropos bøger …

Apropos bøgerne fra gårsdagens emne, så fik jeg en mail i dag med billede af årets kostumer til World Book Day – som godt nok først er 23. april, så enten er skolen i vældig god tid, eller også er børnene …
Anna er Hermione Granger fra Harry Potter-serien, med både ægte Gryffindor-slips og kreppet hår. Aubrey er Tuffnut fra How to Train Your Dragon.
Navnene på figurerne i den serie er ret finurlige: Hiccup, Tuffnut og Ruffnut, Fishlegs og Snotlout.

Fantasien fejler vist intet – det har endnu ikke knebet med at finde ud af, hvad årets figurer skal være.
I 2013 var det hhv. en galakse og Orion. I 2014 var det Pippi Langstrømpe og Robin Hood, i 2015 var det Mary Poppins og en avisdreng, der annoncerede Titanics forlis (jeg kan ikke finde billedet), og sidste år var det Hiccup og Astrid.

Jeg kan godt lide at sy, men dette her havde jeg aldrig kunnet præstere. Heldigvis ville Charlotte altid kun være prinsesse, hvilket jeg lige kunne klare, og allerede da hun var 11 år, begyndte hun at sy fastelavnskostumer til sine kusiner. Hun kunne allerede dengang godt finde ud af at kopiere og sy ud fra tegninger eller billeder af det ønskede, så det må vel siges at have ligget i kortene, at hun skulle ende med at blive kostume-/haute coutureskrædder.

Lidt om at dykke ned i et emne

Forleden skulle jeg finde bøger af Victoria Hislop, men var doven og skrev bare Hislop i søgefeltet. Det kom der det gode ud af, at jeg fandt en bog, jeg vil sende over til Tim, som snart har fødselsdag. Forfatteren hedder Malcolm Hislop; han er arkæolog og har skrevet bl.a. denne lille bog om Medieval Masons.
Jeg vil tro, den vil interessere ham – de bor jo selv i et hus fra senmiddelalderen (1410); huset de boede i før det var yderligere 100 år ældre, og i forbindelse med renoveringerne af begge huse satte Tim sig meget ind i middelalderlig byggestil og –teknik, men lige netop denne bog har jeg ikke set hjemme hos dem, så jeg satser på, at den vil være ny for ham – og selvfølgelig også på, at han vil finde den interessant.
Tim har det lidt ligesom jeg: Han kan finde på at læse en eller flere bøger om emner, han absolut ikke har brug for at vide noget om. Det kan være så forskellige områder som møntens historie, renæssancemalerne, geologi … nærmest alt mellem himmel og jord. Enten er det interessant, og så snupper vi et par bøger til om emnet, eller også er det ikke, men så ved vi da det! Det føjer under alle omstændigheder lidt mere til det, en af mine gamle kolleger så charmerende kaldte for gold viden – en betegnelse, jeg på ingen måde var enig i – jeg kalder det almenviden. Jeg tror ikke, der er en faggruppe på biblioteket, jeg ikke har snuset lidt eller meget til.
Der er dog én stor forskel på Tim og mig: Han læser overhovedet ikke skønlitterære bøger. Det gør jeg. Masser!

Jeg tror heller ikke, han læser så meget om det engelske sprog. Han har en Master’s Degree i engelsk, så jeg gætter på, at han fik nok af det på universitetet.
Men det gør jeg. Læser om det engelske sprog, altså … har dog ikke gjort det, siden jeg jobstoppede, fordi jeg ikke skulle bruge det professionelt mere. Det har dog vist sig, at jeg savner det, lige som jeg kan mærke, at mit engelske bliver mere og mere rustent, selv om jeg kan øve mig lidt på Tim, når jeg er sammen med ham. Sprog skal holdes ved lige! Derfor blev der ved samme indkøbsseance købt en bog af min yndlingsforfatter, når det gælder fagligt engelsk, nemlig David Crystal.

Nogle vil måske synes det er fjollet at læse den slags, når man ikke længere skal bruge det rent arbejdsmæssigt, men det kan vel aldrig skade at ville vide mere end man gør, uanset om man får løn for at vide det eller ej.
Det er min fødselsdagsgave til mig selv, og Johns gave til mig er booket til på fredag.

Jeg troede jeg kendte London

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har været i London og har på et tidspunkt lidt arrogant erklæret, der vist efterhånden ikke er meget i den by, jeg ikke har set.
De ord æder jeg hermed beskæmmet og ydmygt i mig igen og leverer samtidig en kortfattet boganmeldelse – noget jeg normalt ikke giver mig i kast med.
Det er dog noget lidt andet, når man har været sammen med bogens forfatter et par gange, og jeg vil hermed på det varmeste anbefale Mia Folkmanns bog om London – måske især for dem, der føler, at de efterhånden kender denne dejlige hovedstad rigtig godt.
For det vil jeg vove at påstå, at de nok alligevel ikke gør, selv om jeg kan risikere at få på hatten for sådan en bemærkning … tal for dig selv!

Er det første gang – eller en af de første gange – man er i London, er det ikke nødvendigvis denne bog, man først og fremmest hælder til, for byen har så mange must sees, at der er nok til nogle besøg, men vil man efterhånden gerne snuse lidt til det mindre kendte London, er Mias bog aldeles fortræffelig.

Heldigvis er det ikke alt i bogen, der er nyt for mig; det ville simpelthen have været så pinligt (for mig selv), at jeg nok slet ikke havde skrevet dette indlæg, men at omkring halvdelen af det nævnte i de 38 kapitler var ukendte steder for os, er da så alt rigeligt til, at John og jeg blev enige om, at vi nu har stof til en del flere ture til London. Osterley House, The Red House og flere andre – dejligt at have noget at glæde sig til.
Mia har researchet grundigt, og der er ingen tvivl om, at hun har travet byen tynd mange gange.
Jeg blev undervejs i læsningen klar over, hvad grunden til en del af mit manglende kendskab er, nemlig at vi ikke har været gode nok til at bruge en times tid på at tage et godt stykke ud fra det centrale London. Vi har været på Hampstead Heath, i Greenwich, Richmond og ved Thames Barrier, men der ligger andre ting i byens yderområder, som vi ikke har gjort os den ulejlighed at undersøge nærmere.
Disse undladelsessynder vil vi glæde os til at råde bod på, og vi har lovet os selv, at alle de steder der er nævnt i bogen skal vi nå at se. Dog nok ikke nødvendigvis som fx Chelsea Flower Show, som jeg kender til, men nok ikke har så meget lyst til at opleve – mest pga. de 10 millioner andre, der også vil se det …
Hvis I tror I kender London, så køb Mias bog og bliv overrasket – den kan blandt andet købes her og naturligvis gennem Mia selv. God fornøjelse.

Skal vi ikke spise ude i aften? Jeg gi’r

Vores foderbeholder på køkkenvinduet, som jeg før har omtalt, er virkelig en succes. Næsten lidt for stor, for nu er spurvefar og spurvemor ved at lære deres unger hvordan de let og ubesværet kommer til maden.
Endnu sidder ungerne bare på toppen af havestolen og venter på at lade sig fodre.

Det ser pudsigt ud med de små dunkugler, der sidder og netter sig, mens de venter på at få serveret.
Jeg synes nu nok, forældrene kunne lære dem lidt bordskik … man sidder fx ikke og skider mens man venter på maden!

Jeg har købt en foderbeholder til, som vi tager med til England – begge ungerne er pænt interesserede i fugle, så det er bare med at opmuntre og pleje interessen, så længe den varer.
Jeg har også lige bestilt to fuglebøger og en insektbog, som de skal have. Den ene fuglebog er en almindelig felthåndbog, men den anden og insektbogen er henvendt til halvstore børn, så de fænger forhåbentlig hos Anna og Aubrey.

Til sidst – bare fordi jeg er vild med den: min Gertrude Jekyll fra David Austin. Den dufter meget kraftigt – men fuldstændig vidunderligt, selvfølgelig.

DET er da løgn!?

Da jeg susede rundt på Amazon for at finde min brødbagemaskine, susede jeg også over i bogafdelingen for at finde den bog om emnet, som Charlotte havde anbefalet mig. Jeg fandt den og puttede også den i indkøbskurven. Derefter skulle jeg lige se, hvad de ellers havde af opskriftsbøger til bagemaskiner – og faldt over den viste, som man kunne købe som ny eller som brugt. Jeg troede, det ville være en bog i pocketbook-størrelse, men den kom i går og viste sig at være en moppedreng i godt og vel A4-størrelse. Følgesedlen ligger ved siden af, og ønsker man at se prisen, kan billedet klikkes større.
Én penny! 10 øre for en kogebog in good condition, som der stod – og det var den også; bortset fra et beskyttende plastomslag skulle man tro, at bogen kom lige fra trykkeriet. Hvorfor de sælger til den latterligt lave pris, har jeg ingen ide om.
Retfærdigvis skal det siges, at jeg måtte betale fire pund i porto, men det har jo intet med bogens pris som sådan at gøre.
Jeg sad og savlede lidt over den, mens jeg spiste morgenmad. Der er mange af de 150 opskrifter, jeg aldrig vil få lyst til at kaste mig over, som fx Chick-pea and Peppercorn Bread og Carrot and Fennel Bread (kan ikke fordrage kikærter og fennikel), men der er også mange, der skal prøves og derfor fik et usynligt hak på en mental liste. Et, der måske skal prøves, er Russian Black Bread, men det bliver med visse modifikationer, for bogen hævder, at European rye breads often include cocoa and coffee to add colour to this dark, traditionally dense, chewy bread…
Har I nogensinde hørt om brug af kakao og kaffe for at gøre rugbrød mørkt? Jeg har ikke – men jeg er så heller ingen mesterbager …

Nu, hvor køleskabet bugner af ramsløg, skal der også eksperimenteres med dem. I går blev det i form af frikadeller med masser – som i meget mere, end man tror er godt – af finthakket (minihakker) ramsløg i. Jeg udelod rigtige løg, men kom tre fed hvidløg i. Det smagte glimrende og var ikke så ramsløgsdominant, som John havde frygtet, da han så farsen.
Det slog mig også, at jeg i efteråret købte en tørremaskine, så det skulle også lige prøves af. Man kan købe ramsløgsalt i dyre domme – det kan jeg lige så godt lave selv, så jeg fyldte tørremaskinen i aftes.
I morges kunne jeg tage de tørrede ramsløg ud, som passede perfekt til et af de små, men relativt høje sylteglas, og til min glæde havde det næsten ikke mistet noget af farven, så nu kan jeg lave ramsløgsalt og komme ramsløg i æggekager/omeletter og anden mad hele året, hvis det er det, jeg har lyst til. Man kan også bare lade glasset pynte på krydderihylden.
Der skal en ny portion over i dag – forsyningskilden er uudtømmelig. Pesto skal der selvfølgelig også laves til fryseren.