Det gør hun ikke mere

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Hendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

Reklamer

Børnene i Nyskoven

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

HYGGE er ved at blive et engelsk ord

Det er svært at skrive med hænderne oppe, men det er også svært at få dem ned, for i aften skal jeg være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og jeg glæder mig som altid som et lille barn, når jeg skal mødes med dem.

Apropos engelsk, så var jeg lige på indkøbstur på Amazon, og undervejs på shoppeturen i den store butik, så jeg denne bog:

Det hyggede jeg mig naturligvis en del over …

Jeg sendte linket til Tim for at vise ham, at ‘hygge’ tilsyneladende er ved at blive implementeret i det engelske sprog, hvortil han svarede:

Tim udtaler det ‘hugge’ med u som i luge, for englændere har det generelt meget svært med det danske y, som er en lyd de ikke har på engelsk.
Vi har opgivet at lære ham det; han kan simpelthen ikke få den lyd frem, og det er da også ganske hyggeligt, når han læner sig tilbage i sofaen og erklærer med et tilfreds suk: Wow – this is SO huggeligt, isn’t it? Eller: NOW we’re really hugging us, aren’t we?

Amazon forbløffede mig med deres klarsyn i dag: Da jeg bestilte bogen – én bog, skal lige understreges – stod der nede under varelinjen:
If you want this book delivered to more than one address, increase the amount.
Jamen er det da ikke bare fantastisk? Det havde jeg simpelthen aldrig fundet ud af, hvis ikke det havde stået der! Tak, Amazon – I forstår virkelig at yde en god service til jeres kunder

Accent? Dialekt?

Jeg er godt i gang med David Crystals A Little Book of Language, og jeg er – som altid – dybt fascineret. Ikke kun af indholdet, men også af Crystals måde at skrive på, som er pædagogisk og let forståelig, uden at man føler han taler ned til én. På den anden side … hvis ikke en mand, der ved alt hvad der er værd at vide om det engelske sprog, skulle skrive godt, hvem skulle så?
De første kapitler handler om, hvordan og hvornår en baby tilegner sig et sprog. Det er først ved ni-måneders alderen, man så småt begynder at kunne høre, om et barn er kinesisk, dansk, engelsk eller hvad det nu måtte være. Indtil da er alle lyde, det udstøder, ens for alle verdens babyer. Jeg vidste ikke, at babygråden for hhv. “jeg er sulten” og “jeg har ondt” lyder ens på kinesisk og på dansk, men det gør den.

Han bruger en del krudt på dialekter og accenter. Jeg bruger nok de to ord lidt i flæng, når det gælder det danske sprog. Hvornår er det dialekt og hvornår er det accent? På engelsk er det klart defineret: Dialekt er forskellige ord for den samme ting og forskellig grammatik indenfor det samme sprog. Accent går kun på lyden af sproget.
Hvornår er det så en dialekt og hvornår er det et andet sprog? Vi anser dansk, norsk og svensk for at være tre sprog, mens en kineser vil anse dem for at være tre dialekter af det samme sprog. Definitionerne og grænserne er ikke entydige.

Skriftsproget har han også været lidt inde på, men kommer det mere (jeg har kun læst 1/3 af bogen). Når han sætter det op på nedenstående måde, er det en smule fascinerende at se hvor forskellige betydninger der kan udtrykkes ved at bruge de samme ord, men forskellige tegn:
Mary went into the garden.
Mary went into the garden?
Mary went into the garden!
Mary went into the garden…
Mary went into the garden!!!!
Mary went into the garden???
Punctuation matters! (Ikke et citat fra bogen her, men fra en anden.)
 
Uh, det er spændende læsning, men jeg skal skåne jer for mere. Denne gang …

I stedet vil jeg underholde jer med nogle vendinger, jeg er stødt på i en bog af en dansk forfatter – men han skriver måske dialekt?  
I hvert fald hævder han, at et skæg “beskæmmede” en persons ansigt. Det hedder skæmmede, for beskæmme betyder at gøre skamfuld. Jeg kom straks til at tænke på Charlottes frydefulde hyl, når hun sagde: “HAHAHAAAA jeg er helt bedækket af tæppet, så nu kan du ikke se mig.”
Han skrev “uundværlig”, da han helt sikkert mente “uundgåelig”. Underlig fejl at begå …
Han skrev “Alle mand fra borde, råbte jeg i mit indre øre”. Det er da vist noget sludder.
Han skrev “Det gav et sæt i begge mine ben, da jeg landede på dørken…”. Giver det ikke “et stød”? Når det giver et sæt i én, tales der om noget andet.

Sprog. En kilde til evig underholdning. På flere plan.

Apropos bøger …

Apropos bøgerne fra gårsdagens emne, så fik jeg en mail i dag med billede af årets kostumer til World Book Day – som godt nok først er 23. april, så enten er skolen i vældig god tid, eller også er børnene …
Anna er Hermione Granger fra Harry Potter-serien, med både ægte Gryffindor-slips og kreppet hår. Aubrey er Tuffnut fra How to Train Your Dragon.
Navnene på figurerne i den serie er ret finurlige: Hiccup, Tuffnut og Ruffnut, Fishlegs og Snotlout.

Fantasien fejler vist intet – det har endnu ikke knebet med at finde ud af, hvad årets figurer skal være.
I 2013 var det hhv. en galakse og Orion. I 2014 var det Pippi Langstrømpe og Robin Hood, i 2015 var det Mary Poppins og en avisdreng, der annoncerede Titanics forlis (jeg kan ikke finde billedet), og sidste år var det Hiccup og Astrid.

Jeg kan godt lide at sy, men dette her havde jeg aldrig kunnet præstere. Heldigvis ville Charlotte altid kun være prinsesse, hvilket jeg lige kunne klare, og allerede da hun var 11 år, begyndte hun at sy fastelavnskostumer til sine kusiner. Hun kunne allerede dengang godt finde ud af at kopiere og sy ud fra tegninger eller billeder af det ønskede, så det må vel siges at have ligget i kortene, at hun skulle ende med at blive kostume-/haute coutureskrædder.

Lidt om at dykke ned i et emne

Forleden skulle jeg finde bøger af Victoria Hislop, men var doven og skrev bare Hislop i søgefeltet. Det kom der det gode ud af, at jeg fandt en bog, jeg vil sende over til Tim, som snart har fødselsdag. Forfatteren hedder Malcolm Hislop; han er arkæolog og har skrevet bl.a. denne lille bog om Medieval Masons.
Jeg vil tro, den vil interessere ham – de bor jo selv i et hus fra senmiddelalderen (1410); huset de boede i før det var yderligere 100 år ældre, og i forbindelse med renoveringerne af begge huse satte Tim sig meget ind i middelalderlig byggestil og –teknik, men lige netop denne bog har jeg ikke set hjemme hos dem, så jeg satser på, at den vil være ny for ham – og selvfølgelig også på, at han vil finde den interessant.
Tim har det lidt ligesom jeg: Han kan finde på at læse en eller flere bøger om emner, han absolut ikke har brug for at vide noget om. Det kan være så forskellige områder som møntens historie, renæssancemalerne, geologi … nærmest alt mellem himmel og jord. Enten er det interessant, og så snupper vi et par bøger til om emnet, eller også er det ikke, men så ved vi da det! Det føjer under alle omstændigheder lidt mere til det, en af mine gamle kolleger så charmerende kaldte for gold viden – en betegnelse, jeg på ingen måde var enig i – jeg kalder det almenviden. Jeg tror ikke, der er en faggruppe på biblioteket, jeg ikke har snuset lidt eller meget til.
Der er dog én stor forskel på Tim og mig: Han læser overhovedet ikke skønlitterære bøger. Det gør jeg. Masser!

Jeg tror heller ikke, han læser så meget om det engelske sprog. Han har en Master’s Degree i engelsk, så jeg gætter på, at han fik nok af det på universitetet.
Men det gør jeg. Læser om det engelske sprog, altså … har dog ikke gjort det, siden jeg jobstoppede, fordi jeg ikke skulle bruge det professionelt mere. Det har dog vist sig, at jeg savner det, lige som jeg kan mærke, at mit engelske bliver mere og mere rustent, selv om jeg kan øve mig lidt på Tim, når jeg er sammen med ham. Sprog skal holdes ved lige! Derfor blev der ved samme indkøbsseance købt en bog af min yndlingsforfatter, når det gælder fagligt engelsk, nemlig David Crystal.

Nogle vil måske synes det er fjollet at læse den slags, når man ikke længere skal bruge det rent arbejdsmæssigt, men det kan vel aldrig skade at ville vide mere end man gør, uanset om man får løn for at vide det eller ej.
Det er min fødselsdagsgave til mig selv, og Johns gave til mig er booket til på fredag.

Jeg troede jeg kendte London

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har været i London og har på et tidspunkt lidt arrogant erklæret, der vist efterhånden ikke er meget i den by, jeg ikke har set.
De ord æder jeg hermed beskæmmet og ydmygt i mig igen og leverer samtidig en kortfattet boganmeldelse – noget jeg normalt ikke giver mig i kast med.
Det er dog noget lidt andet, når man har været sammen med bogens forfatter et par gange, og jeg vil hermed på det varmeste anbefale Mia Folkmanns bog om London – måske især for dem, der føler, at de efterhånden kender denne dejlige hovedstad rigtig godt.
For det vil jeg vove at påstå, at de nok alligevel ikke gør, selv om jeg kan risikere at få på hatten for sådan en bemærkning … tal for dig selv!

Er det første gang – eller en af de første gange – man er i London, er det ikke nødvendigvis denne bog, man først og fremmest hælder til, for byen har så mange must sees, at der er nok til nogle besøg, men vil man efterhånden gerne snuse lidt til det mindre kendte London, er Mias bog aldeles fortræffelig.

Heldigvis er det ikke alt i bogen, der er nyt for mig; det ville simpelthen have været så pinligt (for mig selv), at jeg nok slet ikke havde skrevet dette indlæg, men at omkring halvdelen af det nævnte i de 38 kapitler var ukendte steder for os, er da så alt rigeligt til, at John og jeg blev enige om, at vi nu har stof til en del flere ture til London. Osterley House, The Red House og flere andre – dejligt at have noget at glæde sig til.
Mia har researchet grundigt, og der er ingen tvivl om, at hun har travet byen tynd mange gange.
Jeg blev undervejs i læsningen klar over, hvad grunden til en del af mit manglende kendskab er, nemlig at vi ikke har været gode nok til at bruge en times tid på at tage et godt stykke ud fra det centrale London. Vi har været på Hampstead Heath, i Greenwich, Richmond og ved Thames Barrier, men der ligger andre ting i byens yderområder, som vi ikke har gjort os den ulejlighed at undersøge nærmere.
Disse undladelsessynder vil vi glæde os til at råde bod på, og vi har lovet os selv, at alle de steder der er nævnt i bogen skal vi nå at se. Dog nok ikke nødvendigvis som fx Chelsea Flower Show, som jeg kender til, men nok ikke har så meget lyst til at opleve – mest pga. de 10 millioner andre, der også vil se det …
Hvis I tror I kender London, så køb Mias bog og bliv overrasket – den kan blandt andet købes her og naturligvis gennem Mia selv. God fornøjelse.

Skal vi ikke spise ude i aften? Jeg gi’r

Vores foderbeholder på køkkenvinduet, som jeg før har omtalt, er virkelig en succes. Næsten lidt for stor, for nu er spurvefar og spurvemor ved at lære deres unger hvordan de let og ubesværet kommer til maden.
Endnu sidder ungerne bare på toppen af havestolen og venter på at lade sig fodre.

Det ser pudsigt ud med de små dunkugler, der sidder og netter sig, mens de venter på at få serveret.
Jeg synes nu nok, forældrene kunne lære dem lidt bordskik … man sidder fx ikke og skider mens man venter på maden!

Jeg har købt en foderbeholder til, som vi tager med til England – begge ungerne er pænt interesserede i fugle, så det er bare med at opmuntre og pleje interessen, så længe den varer.
Jeg har også lige bestilt to fuglebøger og en insektbog, som de skal have. Den ene fuglebog er en almindelig felthåndbog, men den anden og insektbogen er henvendt til halvstore børn, så de fænger forhåbentlig hos Anna og Aubrey.

Til sidst – bare fordi jeg er vild med den: min Gertrude Jekyll fra David Austin. Den dufter meget kraftigt – men fuldstændig vidunderligt, selvfølgelig.

DET er da løgn!?

Da jeg susede rundt på Amazon for at finde min brødbagemaskine, susede jeg også over i bogafdelingen for at finde den bog om emnet, som Charlotte havde anbefalet mig. Jeg fandt den og puttede også den i indkøbskurven. Derefter skulle jeg lige se, hvad de ellers havde af opskriftsbøger til bagemaskiner – og faldt over den viste, som man kunne købe som ny eller som brugt. Jeg troede, det ville være en bog i pocketbook-størrelse, men den kom i går og viste sig at være en moppedreng i godt og vel A4-størrelse. Følgesedlen ligger ved siden af, og ønsker man at se prisen, kan billedet klikkes større.
Én penny! 10 øre for en kogebog in good condition, som der stod – og det var den også; bortset fra et beskyttende plastomslag skulle man tro, at bogen kom lige fra trykkeriet. Hvorfor de sælger til den latterligt lave pris, har jeg ingen ide om.
Retfærdigvis skal det siges, at jeg måtte betale fire pund i porto, men det har jo intet med bogens pris som sådan at gøre.
Jeg sad og savlede lidt over den, mens jeg spiste morgenmad. Der er mange af de 150 opskrifter, jeg aldrig vil få lyst til at kaste mig over, som fx Chick-pea and Peppercorn Bread og Carrot and Fennel Bread (kan ikke fordrage kikærter og fennikel), men der er også mange, der skal prøves og derfor fik et usynligt hak på en mental liste. Et, der måske skal prøves, er Russian Black Bread, men det bliver med visse modifikationer, for bogen hævder, at European rye breads often include cocoa and coffee to add colour to this dark, traditionally dense, chewy bread…
Har I nogensinde hørt om brug af kakao og kaffe for at gøre rugbrød mørkt? Jeg har ikke – men jeg er så heller ingen mesterbager …

Nu, hvor køleskabet bugner af ramsløg, skal der også eksperimenteres med dem. I går blev det i form af frikadeller med masser – som i meget mere, end man tror er godt – af finthakket (minihakker) ramsløg i. Jeg udelod rigtige løg, men kom tre fed hvidløg i. Det smagte glimrende og var ikke så ramsløgsdominant, som John havde frygtet, da han så farsen.
Det slog mig også, at jeg i efteråret købte en tørremaskine, så det skulle også lige prøves af. Man kan købe ramsløgsalt i dyre domme – det kan jeg lige så godt lave selv, så jeg fyldte tørremaskinen i aftes.
I morges kunne jeg tage de tørrede ramsløg ud, som passede perfekt til et af de små, men relativt høje sylteglas, og til min glæde havde det næsten ikke mistet noget af farven, så nu kan jeg lave ramsløgsalt og komme ramsløg i æggekager/omeletter og anden mad hele året, hvis det er det, jeg har lyst til. Man kan også bare lade glasset pynte på krydderihylden.
Der skal en ny portion over i dag – forsyningskilden er uudtømmelig. Pesto skal der selvfølgelig også laves til fryseren.

Der var en, der var to, der var … fem! Eller otte?

I går kunne vi erfare, at Jesper Stein har vundet De Gyldne Laurbær. Tillykke med det.
Selvfølgelig skulle manden derfor interviewes, og han sagde bl.a.:
Jeg lagde da godt mærke til, at der var en vis uro, men at det ikke er noget med mig at gøre.
“Er”??? Du må have hørt forkert, Ellen. Sådan siger en forfatter udstyret med gyldne laurbær ikke. Men han fortsatte ikke desto mindre:
Så fandt jeg ud af, at det er det.
Tænk, det sagde han. Og jeg har lige læst udtrykket med det samme ‘er’ på nettet, men skrevet af en anden. Jeg troede, dette ville skurre (nej, ikke ‘skure’) vildt i alles, og måske især forfatteres, ører. Er det dialekt? Stein er født i Aarhus. 
Det hedder da “det har ikke noget med mig at gøre”, og jeg vil vanskeligt kunne overbevises om andet.
Nysgerrig mht. Stein blev jeg trods alt og begyndte at læse anmeldelser af hans bøger. Alle fire med Axel Steen som hovedperson bliver omtalt positivt, og som Plusbog-medlem med platinstatus fik jeg alle fire (som e-bøger) for den yderst beskedne sum af 146 kroner.
Og inden I spørger: Nej, jeg vil helst ikke låne e-bøger. Mine argumenter for det vil visse af læserne sandsynligvis forsøge at imødegå (i den gamle betydning!), så jeg vil nøjes med at nævne det som værende en kendsgerning.

Imødegå er et pendulord. I langt, langt de fleste tilfælde bruger jeg pendulordene i deres oprindelige betydning, men da jeg kiggede ned over listen, så jeg ordet klamphugger. Det har jeg, siden min spædeste barndom, brugt i betydningen ‘dårlig håndværker’ … når jeg (og i øvrigt også min far) sagde, at “han er da en værre klamphugger”, var det bestemt ikke positivt ment.
Nu blev jeg igen nysgerrig: Hvor mange af jer bruger klamphugger i betydningen en god håndværker?

Længere ned ad listen så jeg ovenstående tre udtryk og måtte konstatere, at også dem bruger jeg i den nye betydning.
Enten er jeg yngre end jeg troede (og det er jeg nok ikke), eller også er det en liste, der rækker over mange år, siden selv min far kunne bruge en af de nye betydninger.
Igen: Hvad med jer?

Overskriften skyldes, at vi i går så fem havørne på én gang. Et kvarter efter, da vi kørte sydpå, så jeg, to kilometer væk fra huset, yderligere tre og sagde straks, at det var nummer seks, syv og otte, men John mente, at det nok var lidt vel optimistisk, og at det var tre af de første fem, der havde flyttet sig, så optimisten siger otte havørne, mens pessimisten realisten siger fem.
Men jeg tager mine ord i mig igen om, at det ikke kunne blive større end at se tre havørne på én gang, for det kunne det, viste det sig.

Håndklæder på gulvet

På Hindsgavl var der sat det velkendte skilt op med stedets håndklædepolitik, som også her går ud på at spare på vaskemidlerne og dermed miljøet.
Som for så mange andre steders vedkommende, kunne man også her godt bruge en korrekturlæser.
Et tvungent linjeskift har medført, at teksbehandlingsprogrammet syntes, at ‘gulvet’, ‘plads’ og ‘environment’ skulle have stort begyndelsesbogstav. (Sidstnævnte ord mangler i øvrigt n’et.)
Det kan godt rettes … 
De skriver ‘I’ med lille. Det er altid med stort I på engelsk – og på dansk, når det er et personligt stedord.
I “Jeg vil benytte igen” mangler et ‘dem’, synes jeg.

Et af de mere spidsfindige spørgsmål er, om der skal stå ‘means’, som her, eller der bør stå ‘mean’. Towels er flertal, så hvis håndklæderne får lov at bestemme, skal der stå ‘mean’.
Betragter man derimod ‘towels on the floor’ som ét begreb, kan ‘means’ forsvares.
En korpusundersøgelse (BNC) gav ingen resultater og gjorde mig derfor ikke spor klogere, men jeg besluttede mig for, at begge dele må kunne forsvares, da en googling gav ét brugbart hit for hver af de to muligheder – begge fra folk, der har engelsk som modersmål, så vidt jeg kunne bedømme. 
Lige netop den fælde var der mange fra mit gamle arbejde, der faldt i, når de brugte googling som opslagsmetode. Man skal være kildekritisk – det dur ikke at tage en ikke-engelsk webside for gode varer, hvad korrekt engelsk angår.

Den ene af mine to kilder i dag har i øvrigt skrevet en bog, man kan læse på nettet:
“What I’ve Learned: An Encyclopedia of Perpetual Bullshit”.
Det er en meget lang bog, men som alle bøger uden sammenhængende handling, kan den tages i bidder, og den smule, jeg læste fra den, var ikke helt uden evner, uanset om man deler hans meninger eller ej.
Her citat fra hans mening om håndklæder på gulvet:

Hvis en af jer fra Det Fast Sammentømrede Engelskhold ser dette, må vedkommende meget gerne spørge Andrew, hvad han mener mht. means eller mean i det givne eksempel.

I dag hørte jeg endnu et eksempel på, hvor misbrugt forholdsordet ‘på’ bliver:
”Det er jeg meget i tvivl på”.
Altså … hvem siger dog det? Bortset fra denne sprogforvirrede person?
Det er selvfølgelig også lidt underligt, at det hedder “det tvivler jeg meget på” – jeg håber, at han bare har skiftet hest midt i vadestedet her og i virkeligheden er ganske klar over, hvad der er korrekt.

Belæst? Blæst! Bæst …

Kattens til blæst i dag. Vi forsøgte os med udearbejde, men gav op. Gad ikke i det blæsevejr. Jeg klippede buksbommene ved den nye græsplæne og fortrød det kort efter: Inden jeg havde nået at samle bladene og smågrenene sammen, havde de spredt sig over hele den nye plæne.
Altså indendørsaktiviteter.
Eller noget … det kan næppe siges at være aktiv at læse – men en aktivitet kan det vel godt kaldes – lige som det at lægge Hobitten i dvd-afspileren, hvilket vi har aftalt at gøre, når John er genopstanden fra sin morfar.

Lige nu læser jeg Steffen Nohrs Det forsvundne bibliotek. Nohr er et nyt bekendtskab for mig, og selv om han er let læst og forholdsvis underholdende, er jeg ikke sikker på, at jeg vil investere i flere bøger fra hans hånd. En del af underholdningen er ufrivillig fra hans side.
Han har ikke mange stavefejl, heldigvis … i givet fald havde jeg ikke villet læse bogen færdig, men han har nogle stykker, som er smuttet uden om korrekturlæseren – hvis der da ellers har været sådan en på banen. Han kan godt lide ekstra e’er: en rande, enespænder og varetegn.
Det er ikke nemt for ham at gennemskue, hvornår der skal t på biordene: at stå fuld oprejst er ikke helt det samme som at stå fuldt oprejst.
Han bruger billedsprog og adjektiver i en grad, jeg aldrig har oplevet før … det er temmelig overdrevet og virker derfor i bedste fald lidt barnligt og ofte enten grinagtigt eller for kunstigt. Hvad er fx en degenereret hemmelighed?
Der er perler indimellem som “Det var som at stå midt i en pestbærende storm af rædselsskrig”.
Hvad mener I om denne: “Med andre ord havde Concordia-imperiet flere penge end Gud”?
Det har jeg da også. Og alle andre. Mig bekendt har Gud i en hvilken som helst form eller skikkelse aldrig haft brug for at være i besiddelse af banale betalingsmidler. Det ville i givet fald være meget lidt guddommeligt.
Jeg prøvede at google udtrykket for at se, om jeg er gået bag af dansen, men det tror jeg ikke jeg er mht. dette udtryk.
Han taler om at “lette sin nødtørft” – en pudsig sammenblanding af at “lette sig” og “forrette sin nødtørft”.
Han er så begejstret for sit blomstrende sprog, at han indimellem bliver lettere forvrøvlet:
“I havets salte lugt, der blandede sig med madosen fra lejren, krusede et stille smil mine læber.”
“Jeg holdt vejret og beredte mig på at ragnarok ville regne ned over os alle.” Man kan godt forestille sig, at regn er en del af ragnarok, inden fimbulvinteren holder sit indtog, men det er alligevel noget sludder.

Til gengæld har han introduceret mig til et nyt ord: ølnosser. Det har man fået, når man i fuldskab får mod til at sige noget, man ellers ikke havde turdet sige. Udmærket udtryk, faktisk.

Jeg så gerne blæsten blæse sig selv væk, så vi igen kan få en fjordidyl som denne. Med fiskehejre og det hele …

Tommelise kom desværre for sent til at redde svalen

Den døde fugl er fundet. Det var en fin svale, og den er stendød, desværre … lugtede dog heldigvis ikke; gad vide hvorfor, for den må have været død i over en uge nu.
Som den lå der med de spinkle ben strittende lige i vejret, kom jeg til at tænke på H.C. Andersens dejlige eventyr om Tommelise, der i min barndoms udgave havde nogle vidunderlige illustrationer, som stadig står meget tydeligt for mig. Tommelise var et af mine yndlingseventyr, både fordi det var så smukt fortalt og fordi det endte godt (nej: IKKE både-men også!). Det var ikke alle hans eventyr, jeg holdt af – jeg kunne som barn bedst lide happy endings, hvilket fx Den lille havfrue ikke havde. Kun i disneyudgaven, og det virkede, på trods af det jeg lige har sagt, lidt forkert at ændre på et så kendt eventyr …
Jeg kan stadig bedst lide happy endings, og jeg vil helst ikke græde, når jeg læser bøger. Jeg vil underholdes på den lidt naive måde, eller også skal det være ovre i den anden grøft og være en god og saftig krimi – men de ender nu som regel også godt, fordi det altid lykkes helten/heltene/heltinden at finde frem til de formastelige.

Det er ikke vores døde svale, der ligger under disse fluer, og mange vil sikkert finde billedet temmelig frastødende.
Det er bestemt heller ikke fordi spyfluer hører til mine yndlingsdyr, men deres metallignende farvespil i solen har dog en vis skønhed, og deres funktion i kæden skal man bestemt ikke underkende. Spyfluer er, lige som det er med mus, faktisk kun ulækre, hvis de befinder sig indendørs i menneskeboliger.

---

Ikke, at dette ligefrem er et naturligt spring fra spyfluerne og den døde svale, men i aftes havde jeg nogle eventyrlig dejlige timer sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold. Igen. Og igen havde vi som nævnt en skøn, skøn aften hvor vi fik skøn, skøn mad. Andrew lærte os at lave koreansk kimchi (endelig en tilsyneladende fornuftig anvendelse af kinakål – “tilsyneladende”, fordi jeg ikke har smagt det endnu, da det skal fermentere i nogle dage, inden det er surt nok), og Jette serverede noget heeeelt utrolig mørt kød, tilberedt sous vide. Hun talte en del om sous vide-teknikken og roste den i høje toner, allerede mens jeg stadig arbejdede, men der skulle en reel smagning til for at få solgt ideen til mig, hvorfor udstyret er nu bestilt gennem Coop, hvor jeg heldigvis havde point nok til at betale det meste, da det ikke er helt billigt. Jeg siger som Pricerne, at man aldrig skal gå ned på udstyr, og fordi jeg også har en ide om, at man får, hvad man betaler for, ville jeg ikke have nogen af de helt billige udgaver.
Det bliver spændende at prøve … jeg har naturligvis Johns 70-års fødselsdag i tankerne, men skal smugtræne inden …

Et par hængepartier og lidt apostrofoverskud

Jeg har et par hængepartier, som de fleste nok har glemt alt om, men nu kommer afslutningen ikke desto mindre.
Saxo og den tåbelige opnedgradering: Jeg fik en mail fra dem, hvor de blankt erkendte, at ja, der var en del fejl, at jeg ikke var den eneste, der havde klaget, at de arbejdede hårdt for at løse problemerne, og at jeg ville kunne hente alle mine bøger til en del andre læsere.
Det sidste havde jeg fundet ud af – jeg installerede Calibre og hentede del af mine bøger ned hertil. Den fungerer fint.
Jeg har ikke tjekket, om Saxos problemer er løst – det går så fint med Calibre og Plusbog, at jeg ikke behøver Saxo lige nu.

Da jeg den første aften i England sad og sludrede med Tim, fortalte jeg ham, at jeg hverken kunne finde pommets eller pummets – om han havde nogen forklaring på det. Det havde han ikke umiddelbart, men sagde, at han havde ordet fra fredningsfolkene, der havde været og kigge på huset i forbindelse med renoveringen, så han var ret sikker på, at ordet eksisterede.
Tim hentede sin mega-kæmpe-ordbog (The Compact Edition of the Oxford English Dictionary), som er én bog, der vejer et halvt ton, og som hævder at liste stort set samtlige ord, der findes i det engelske sprog. Skriften er nedfotograferet og er umulig at læse uden brug af den medfølgende lup med lys i.
Han ledte efter ordet og fandt det til sidst – stavet pammet eller pamment, som ganske enkelt betyder fliser … gad vide, om der her er et link til vore dages pavement?

Til sidst et eksempel på, at apostrofmisbrug kan overdrives i en grad, så selv jeg ikke rigtig kunne opnå den sædvanlige irritation, men simpelthen kom til at grine højt.
Det er hentet fra en brødopskrift, jeg fik i en mail. Det er fra en person, som ikke ved, at jeg har en blog, så han opdager aldrig, at jeg har vist dette.
Nyd blot følgende uddrag:

Holddaop, si’r vi bare – meget gennemført, bortset fra, at han glemte apostroffen i sætte’s …

Ord, ord, ord. Bøger, bøger, bøger

Det har drejet sig lidt vel rigeligt om bøger, siden Saxos reader svigtede mig så grusomt; de to seneste indlæg har handlet om bøger, så nu kan jeg lige så godt sige alle gode gange tre … nok især affødt af Connys kommentar “det var imponerende mange ordbøger”.
De imponerende mange var omkring halvdelen af mine ordbøger; derudover har jeg en del bøger, der ‘bare’ handler om og/eller forklarer det engelske sprog. Den anden halvdel af ordbøgerne ses til højre – skulle man mod forventning være interesseret i titlerne, kan boghyldebillederne i dagens indlæg klikkes større.
I dag er der masser af gode online-ordbøger, men det var der ikke, da jeg begynde at samle på dem.
Faktisk er jeg (stadig) indrettet således, at jeg kan finde på at tage en ordbog og læse i den, som var det en roman, jeg havde fat i. Dog ikke en, der svarer til Gyldendals kedelige Røde, og som jeg heller ikke har, men en af de forklarende bøger. Det kan skam være spændende læsning og under alle omstændigheder er det lærerigt. Eksemplet herunder er fra Fowler’s Modern English Usage og viser bl.a. forskellen på affect og effect; noget, jeg meget, meget ofte skulle rette i rapporterne, fordi folk ikke kendte den faktisk temmelig markante forskel på de to ord.
Forskellen på altogether og all together er heller ikke helt uvæsentlig. (OE = Old English. ME = Middle English)

Så er der bøgerne om sproget – for mig lige så spændende og langt mere interessante end selv den bedste skønlitterære bog. Især skriver David Crystal, så jeg har svært ved at lægge mig til at sove … skal liiige have et kapitel til, og jeg har læst alle hans bøger flere gange – jeg kan nemlig overhovedet ikke huske det hele ved første gennemlæsning …
Lynne Truss’ legendariske Eats, Shoots & Leaves The Zero Tolerance Approach to Punctuation er helt vidunderlig – den har jeg også læst et par gange. Hvis ikke I kender bagsideintroduktionen til denne bog, kommer den her:
A panda walks into a cafe. He orders a sandwich, eats it, then draws a gun and fires two shots in the air.
“Why?” asks the confused waiter, as the panda makes towards the exit. The panda produces a badly punctuated wildlife manual and tosses it over his shoulder.
“I’m a panda,” he says, at the door. “Look it up.”
The waiter turns to the relevant entry and, sure enough, finds an explanation.
“Panda. Large black-and-white bear-like animal, native to China. Eats, shoots and leaves.”
So, punctuation really does matter, even if it is only occasionally a matter of life and death. 

Der skal også være plads til humor midt i og sammen med alvoren. Lynne Truss klarer begge dele fejende flot, og foruden hende har vi blandt andet how not to say what you mean – a dictionary of euphemisms og Who Put the Butter in Butterfly?
Temmelig underholdende bøger …
Vil I også gerne vide hvem der puttede smørret i smørflyveren? Svaret er herunder.
Eller … er det nu også et svar?

Jeg er SÅ træt af Saxo Read(er)

Saxo Reader er ændret til Saxo Read. Ordet er reduceret med 33 %, og det er funktionaliteten også, selv om Saxo naturligvis hævder det modsatte.
Det tager 100 år at liste min bogsamling, hvor den før bare var der, når jeg åbnede appen. Okay, måske ikke 100 år, men to minutter er alt for længe.
De skal alle downnloades igen, hvis jeg vil kunne læse i dem. Det haster ikke, for jeg har læst næsten alle på min liste og derfor downloader jeg ikke, hvorfor stort set alle mine bøger er så fadede, at jeg har meget vanskeligt ved at se coveret. De får først fuld styrke efter download. Det skal vel forestille at være smart, men de er for ulæsbare inden download.
Før kunne jeg lave biblioteker efter eget valg; jeg havde et bibliotek der hed ‘læste’ og et der hed ‘ulæste’, plus et for hver af de forfattere, jeg havde mange bøger af, fx Sara Blædel. Det kan man ikke mere, men kun sortere efter forfatter, titel og ‘nyeste’. Og dette kun nedad, hvorfor nyeste bøger altid befinder sig nederst på listen. Det er MØGirriterende, at man ikke kan ændre på det.
Man kunne ændre lysstyrke ved at lade fingeren glide op eller ned ad skærmen. Det kan man ikke mere, men skal ind og ændre i indstillinger – som huskes meget tilfældigt, men vel i snit i halvdelen af tilfældene.
Der er kommet ‘natlæsning’, som består i sort skærm med hvide bogstaver. Det synes nogle måske om – jeg gør ikke … synes kontrasten er ubehagelig, når den er negativ, så at sige.
Men det værste. Det aller-allerværste er, at bedst som jeg læser og skal bladre en side frem, hopper appen tilbage til start – puff, væk er bogen.
Så skal jeg starte HELT forfra. Indlæse liste. To minutter. Trykke på den igangværende bog, hvorefter appen selv finder frem til, hvor jeg var nået til, hvilket tager et minut, som er en meget lang svartid i forhold til de gamle ganske få sekunder.
Det kan ske spontant, men sker oftest, når der starter et ny kapitel. Når jeg endelig er nået så langt, at jeg er der, hvor programmet crashede, bladrer jeg frem … og det samme sker igen. Og igen. Første gang det skete, startede jeg forfra fire gange, inden jeg gav op.
Jeg læser i sengen lige inden jeg falder i søvn. Gæt, hvor rolig og parat til at sove jeg var første gang, dette skete for mig!
Den eneste måde, jeg kan komme videre i bogen på, er manuelt at bladre på skinnen nederst på skærmen. Jeg skal så scrolle forbi kapitelskiftet, og jeg kan gudhjælpemig ikke bladre tilbage til kapitlets start, uden det crasher igen. Jeg er derfor tvunget til at gå glip af et par sider af det nye kapitel, for rammer jeg plet, crasher det igenigenIGEN.
Dette skete ikke ved hvert nyt kapitel, så fejlen er tilfældig.
Det var i den grad ved at drive mig til vanvid. Nu har jeg fundet et nyt sted at handle ebøger, nemlig plusbog.dk, som har en app, der er fuldstændig mage til Saxos før deres nedgradering. Jeg nægter at kalde det en opgradering.
De er oven i købet meget billigere end Saxo …

Bøgerne kan ikke overføres fra Saxo Read til Plusbog Reader. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det.
Det er også en ting, der irriterer mig. Selv om jeg har købt bøgerne gennem Saxo, burde jeg selv kunne bestemme, hvordan jeg vil læse dem. Det svarer efter min mening lidt til, at man ikke må tage sine papirbøger med, når man flytter hus, eller ikke får lov til at tage dem med i et andet rum i huset.
Er der nogen her, der har prøvet noget tilsvarende?
Er der nogen her, der ved, hvordan man flytter ebøger, man har købt og derfor burde kunne bestemme over på sin egen læseenhed?

En god bog om en fantastisk kvinde

Jeg fik en nytårshilsen fra en af mine gamle kolleger, som bl.a. skrev, at hun var ved at læse Cecilie Frøkjærs Fruen kommer i dag, som er “en af de sjoveste bøger jeg har læst længe”. Hun skrev også, at hun flere gange undervejs var kommet til at tænke på mig “på den go’e måde”. Der var åbenbart visse paralleller mellem Lise Nørgaard og mig.
Det kan man da kun tage som en kæmpestor kompliment. Den dame er SÅ sej og har aldrig været bange for at lufte sine meninger. Skræppe op, som hun selv kalder det flere gange løbet af bogen, hvilket pudsigt nok var et udtryk, mine forældre også kunne finde på at anvende om og til mig … forstå det hvem der kan …
Jeg blev selvfølgelig temmelig nysgerrig og investerede omgående i bogen og har nu læst cirka en tredjedel. Det er en af fordelene ved e-bøger: Man behøver ikke at vente på, at boghandleren åbner, man går ind og køber bogen, og 20 sekunder senere kan man downloade den og kaste sig ind i den.

Den er virkelig morsom. På alle måder god. Den er et flot portræt af en fantastisk kvinde, som man vist skal være meget, meget ung for ikke at have hørt om. Jeg hørte om hende, længe inden hun blev hele Danmarks eje, så at sige, da min far var ven med Poul Justesen, som var redaktør på Roskilde Dagblad og derfor kendte LN ganske godt. Da far også sad i bestyrelsen for samme dagblad (sammen med Karen Thisteds far, som var bestyrelsesformand), var han ved flere lejligheder sammen med den begavede dame, som han vist beundrede meget. Hun var jo kun tre år ældre end far.

Jeg bilder mig ind at have gættet i hvert fald nogle af de ting der er årsager til, at Hanne kom til at tænke på mig undervejs, og jeg er nødt til at spørge hende ved førstkommende lejlighed, om jeg gættede rigtigt.
Fru Nørgaard er som sagt en skrap dame – jeg vil ikke sige, at jeg er enig med hende i alt; meget langt hen ad vejen er jeg, men jeg kommer fx aldrig til at dele hendes holdning til hunde!
Hun modsiger sig selv lidt ved i starten af bogen hævde, at der i virkeligheden kun er to af Matadors karakterer, der er kopier af folk, LN kender eller har kendt, for lidt efter lidt dukker der flere sammenligninger op.
Der bliver i bogen skrevet en del om filmatiseringen af Matador – ting som jeg ikke har læst noget om før; bl.a. andet, at hun meget sjældent var uenig med Erik Balling, og hvis der var optræk til noget, truede jeg ham med at sende en masse børn ind i manuskriptet. Balling hadede at arbejde med børn, for han syntes, det var synd for dem. En typisk LN-bemærkning.
Hendes humor fornægter sig absolut ikke – den løber som en slags rød tråd bogen igennem.

Meget kort kan jeg sige, at jeg kun kan anbefale at læse denne bog. Uanset om man deler damens holdninger eller ej, kan man næppe undgå at beundre hende for at have gået imod de forventede normer stort set hele sit liv.

Sproglig opsang – fordi det er længe siden sidst

Det kan trods alt ikke handle om Den Stråtækte alt sammen, selv om det er svært for mig at slippe det dejlige hus.

Da jeg gik på arbejde, kæmpede jeg en kamp med at få kollegerne til at skrive i dag og i går i to ord.
En ikke helt forgæves kamp, for de kunne jo godt se det, når jeg spurgte om de også skrev i skoven, i ferien – for slet ikke at tale om på bordet eller foran huset – i et ord, for det var der naturligvis ingen der gjorde.
Jeg har skrevet alle forholdsled med ‘i’ fra gårsdagens indlæg sammen med det efterfølgende ord.
Det ser forhåbentlig særdeles mærkeligt ud i alles øjne, og nu skriver ingen, der har læst dette indlæg, nogensinde i dag i ét ord mere, vel?
Jeg har selvfølgelig skåret alle ikke-relevante sætninger væk – det er jo ikke gårsdagens indlæg som sådan, der er interessant her.

Beskeden isidste uge var, at han ville blive færdig tirsdag (igår).
Igår sagde han imorgen.
Idag sagde han, at han håber på at blive færdig imorgen …
Han har oven ikøbet fået hjælp iform af Flemming, som ellers er pensioneret og bruger noget af sin tid iAndelslandsbyen Nyvang. Flemming har assisteret Morten i5-6 dage – han er en hyggelig fætter, og vi er jo ligeglade med, hvor mange folk der kommer på, eller hvornår han bliver færdig, da vi har et fast tilbud – og ikke skal flytte ind imorgen.
Idag gik jeg og bøvlede med at fjerne omkring et ton skvalderkål fra rosenbedet langs huset.
Nejnejnej, ikke flere ‘overraskelser’, tak. Jeg så iånden allerede flere pengesedler få vinger.
Ikøkkenet, som er det nyeste rum ihuset, er der vist op til flere vinkler på 90°, men jeg tror ikke, der er rette vinkler andre steder ihuset.
Vaterpas er ikke ispil her, for hænger tingene ivater, ser de hammerskæve ud, og sådan vil det også blive iDen Stråtækte.
Det vidste Morten naturligvis godt, men det var hans måde lige at vade lidt ihvorfor han bliver så forsinket, som han bliver. Som ivirkelig lang tid. Når der fx sættes fodpaneler og loftlister op, skærer man ikke ismig på 45°, men måske 43/47 eller 44/46 – whatever, men ihvert fald ikke ‘bare lige lige’, så de måler og måler og måler ién uendelighed.
… note to self: må huske at tage nogle billeder af nogle af de skæve professionalisme-detaljer imorgen …

Idag er fjorden blå, blå, blå.
Duften er imine øjne lige så meget en del af en rose, som udseendet er.

I dag, i morgen o.l. er forholdsled på linje med i mine øjne og i huset. Forholdsled som i smig og i spil bliver næsten helt uforståelige, når de skrives i ét ord, fordi man helst vil dele ordene efter s’et.

Så er det vist også både skåret i pap og bøjet i neon … men det virker oftest at visualisere det.
Samtidig leger jeg amerikansk fagbogsforfatter.
Hvis I har læst sådan en (fx Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus), ved I, at de altid siger det samme mindst fem gange; med kun en meget lille variation i forhold til første gang. Amerikanere må være virkelig tungtopfattende …
Jeg og de mellemledere, der refererede direkte til min chef, fik engang en bog, der hed Følelsesmæssig intelligens på arbejdspladsen og lektierne gik på at have læst den i løbet af juleferien.
På forespørgsel om jeg havde læst den, svarede jeg: “Ja. En femtedel af den. Så gik jeg ud fra, at resten var gentagelser.”
Bossen (og lederne, som pligtskyldigst havde læst hele bogen) kunne ikke lade være med at grine og give mig ret, så jeg blev tilgivet, at jeg ikke havde læst den hele.

Godt man har Snipping Tool

Når nu det tager mindst ti gange så lang tid som før at samle de sjove googlesøgninger op, er det godt, at Windows leverer Snipping Tool, som kan bruges som en form for kompensation. Jeg går ud fra, at I kender det lille ikon med saksen, der klipper en taleboble ud? Før brugte jeg SnagIt, som er langt bedre, men som koster penge. Vi brugte det på arbejdet og jeg købte selv licensen efter at være stoppet, da jeg ikke mente, jeg kunne undvære det program.
Da jeg blev nødt til at købe en ny pc, kunne jeg ikke finde licensnøglen, så jeg kunne geninstallere, og jeg gad altså ikke bruge pengene en gang til, fordi der trods alt findes gratisværktøjet Snipping Tool.

Det er udmærket, når man skal levere dokumentation for, hvad der stod på skærmen i en fejlmeldingssituation, men kan selvfølgelig bruges i mange andre sammenhænge – fx når man bare vil vise andre et eller andet.
Jeg holder af tal, især af ‘gode’ tal. Dette antal hits på min blog er et eksempel på, hvad jeg opfatter som et godt tal.
Man kan også vise eksempler på nogle af de mere eller mindre fjollede spørgsmål og/eller valgmuligheder man får, når man kaster sig ud i spørgeskemaer eller meningsmålinger.
Den til højre viste er jeg stødt på et par gange. Jeg går ud fra, at hvis man er hermafrodit, kan man bruge den tredje mulighed, ellers kan jeg ikke rigtig se relevansen af ‘Other’.

Så er der ovenstående. En ret fjollet formulering på et spørgsmål om husstandsindkomst. “…der hvor du bor” ville jeg normalt opfatte som i mit nabolag eller i min by. De sidste fire ord skal bare fjernes. Man kunne forestille sig alternativet: “Hvad er den samlede husstandsindkomst før skat, der hvor din nabo bor?” Her ville et “Ved ikke” være helt på sin plads som svarmulighed, i modsætning til nedenstående eksempel.

Hvis ikke man selv ved, om man ryger, har man et problem …

På Google maps kan man finde sovende veje … det må være i en soveby. Eller måske er det bare en stillevej?

Gallup trækker vinderne længe inden undersøgelsen har fundet sted. Det er næsten lige som da man kunne læse om et vist lands valgresultat, der – godt nok ved en fejl – blev offentliggjort inden folk overhovedet havde ‘stemt’.

Endnu en af de maskinoversatte annoncer. “Eacy” sikkert fordi det ikke engang har været rigtigt på engelsk (each).
Hvor længe mon de udsætter de chokerende resultater? Når de ændrer reglerne for det? Hvilke regler, i øvrigt?

Til sidst to klip fra Saxo, hvor jeg lægger en del penge for mine efterhånden uundværlige e-bøger.
Jeg har dog ikke givet så mange penge, som Comprehensive Coordination tilsyneladende koster … men …
Jeg har lige givet 129 kroner for en e-bog. Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor den er dyrere end lydbogen? E-bogen er bare en fil, men til lydbogen skal der trods alt sidde en person og bruge adskillige timer på at læse en hel bog højt. Der skal bruges en CD og et plasticcover, som skal have noget trykt indeni. Den skal distribueres rent fysisk. Det er ikke første gang, jeg oplever, at e-bogen er dyrere end lydbogen, og jeg kan simpelthen ikke finde logikken.

Hvor strid en banan skal man være?

Jeg er i syv sind, og selv om jeg nok plejer selv at kunne træffe mine beslutninger, er jeg i tvivl denne gang.
Jeg er halvt færdig med en bog af den tredje selvudgiver, jeg er stødt på. Så vidt jeg ved …
Den første var Dorte Hummelshøj Jakobsen, og jeg vil kraftigt understrege, at hendes bøger er uden fejl, yderst velskrevne, med herlig humor og gode plot (for krimiernes vedkommende). Intet at udsætte her – gå I roligt i gang med Dortes bøger. Anna Märklins familiekrønike er virkelig god, Huset ved havet ligeledes; det er mine to favoritter, men der er ingen af hendes bøger eller noveller, der ikke er læseværdige.

Den tredje er Mogens Lehmann. Jeg læser Forkølelsen der dræbte, en glimrende bog, hvor jeg dog har Lehmann mistænkt for at være kraftigt inspireret af Stephen Kings The Stand.
Faktisk ved jeg ikke engang med sikkerhed, om Lehmann er selvudgiver; det er et gæt, men hvis han ikke er, er hans forlag i beklagelig mangel på kompetente korrekturlæsere. Et gæt, fordi der er gennemgående fejl som jer skrevet med stort begyndelsesbogstav og forholdsled som i dag, i går osv. er skrevet i ét ord.
Derudover skriver han konsekvent selvfølgelig, stadig og endelig sluttende med ‘t’. Det er en almindelig fejl, men det bliver det ikke rigtigt af og det er ret sjældent, at de skal skrives med t i enden af ordet. Endelig og endeligt er ikke det samme (uden t, når betydningen er omsider: endelig dukkede hun op; med t, når betydningen er definitivt, afsluttende, endegyldigt: han mødte sit endeligt). Ligeledes for selvfølgelig og selvfølgeligt (uden t, når betydningen er naturligvis, ganske vist; med t, når betydningen er naturligt, på en selvfølgelig måde. For stadig gælder det, at det er uden t, når det betyder endnu, stadigvæk, hele tiden, og med t, når betydningen er vedholdende, uafbrudt.
Gaaab, gab, jeg ved det godt …
Det er ikke fejl, der bevirker, at jeg ikke kan holde ud at læse bogen – selv om der er flere fejl end disse nævnte, er det stadig til at holde ud, så gå også trygt i gang med Mogens Lehmann, som er en intelligent herre, herom skal der ingen tvivl herske.

Nu har jeg rost én og hængt en anden lidt ud.
Det er vedrørende den anden selvudgiver, jeg stødte på for ikke så længe siden, jeg er i tvivl: Skal jeg hænge hende ud med navns nævnelse og vise bare en halv million af hendes million skrækkelige fejl, der gør, at jeg kun holdt ud, fordi 1) hun egentlig er en glimrende forfatter; forstået på den måde, at hvis hun havde haft råd til en korrekturlæser, ville hendes bog/bøger være gode, og 2) der gik sport i at finde nye fejl, hvilket skete hele bogen igennem – plus at flere naturligvis gik igen og igen. Jeg har tre af hendes bøger, men har kun læst den den første, og jeg ved ikke, hvornår eller om overhovedet jeg orker at begynde på de næste.
Der er flere grove fejl på hver eneste side, og ret hurtigt begyndte jeg at notere dem.

Bøgerne er alle købt gennem Saxo. Skal jeg anmelde bøgerne og ikke lægge skjul på, hvor forfærdelig dårlig både stavning og grammatik er?
Skal jeg have ondt af hende og derfor lade være med at foretage mig noget?
Jeg kunne selvfølgelig (uden t!) kontakte Saxo og give udtryk for min mening, som er, at de ikke kan være bekendt at sælge bøger, der er behæftet med fejl i så ekstrem overflod. Dette vil ikke gå ud over damen og dermed hendes bogsalg, men kunne måske få Saxo til at være lidt mere kontrollerende.

Jeg venter i åndeløs spænding på jeres intelligente kommentarer – måske, måske ikke, vil jeg afsløre forfatternavnet i et senere indlæg samt komme med eksempler på de værste af hendes uhyre mange uhyrligheder. Det kommer nok lidt an på jeres reaktioner.
Hvad koster en korrekturlæser egentlig?

En forfatterhistorie og en status

Jeg foralte i et tidligere indlæg, at jeg havde købt bogen Gøgens Kalden af Robert Galbraith, som er et pseudonym for Harry Potters ‘mor’, JK Rowling. Jeg er ikke engang begyndt på den endnu, men Tim og jeg kom til at tale om den, da jeg var i UK, fordi jeg sagde, at jeg undrede mig over, at hun skriver under pseudonym, hvis det overhovedet ikke er nogen hemmelighed, hvem der står bag.
Det viser sig, at det er Rowlings egen advokat, der lækkede hemmeligheden til “en, han troede han kunne stole på”, nemlig sin kones bedste veninde. Han ville ikke bare have fået Rowlings på nakken, hvis det havde været min advokatmand, for jeg ville være blevet møgsur, hvis jeg var konen: Hvorfor skulle veninden have det at vide, men ikke hende selv?
Rowlings blev flintrende rasende, for hun ville forsøge sig i en helt anden genre og se hvordan det ville gå, hvis ikke den kunne komme til at sælge bare pga. at hun er en kendt person. Det mislykkedes helt og holdent pga. det advokatfjols. Man kan læse om det her, hvis man skulle være interesseret. Mange troede i starten, at det var et marketingtrick, men det var det altså ikke.

Uden at vide det, har jeg fået købt en bønneplante, hvis blomster matcher klematissen, som den står lige ved siden af, på det nysseligste.

Nu ligner haven heroppe igen noget, der ikke har været forsømt i flere måneder. Det er utroligt, så hurtigt det går lige nu – det er bare 16 dage siden, vi var her sidst, men græsplænen var nærmest meterhøj, hvilket omgående får det hele til at se meget forsømt ud.
Naboen havde været så flink at slå noget af plænen for os – fire timer før vi kom i går, men det kunne han jo ikke vide … nu har John slået det for anden gang og har også været rundt med græstrimmeren, mens jeg har ordnet de bede, hvor han ikke får lov til at nærme sig med trimmeren. Der var masser af både krudt og ukrudt – nu mest krudt, heldigvis, for det går hurtigt at løbe den store have over. Mynten og de andre krydderurter, jeg satte sidste år, har allerede bredt sig meget, så næsten alt går efter planen. Selv courgetterne er vokset fint, hvor de hjemme havde besluttet sig for at begå kollektivt selvmord, mens jeg var i England.

Der er en million stikkelsbær i år – håber jeg når at få glæde af dem for en gangs skyld.
Der er også mange solbær, men det er jeg ikke vild med – hvis der er nogen, der gider komme og plukke dem selv, når tiden er der, skal de være velkomne …

Der er også filippaæbler. Ikke en million, men nogle stykker. Faktisk for mange til, at træet vil kunne bære dem, men nu får vi se – det er ikke sikkert, at de alle bliver til noget.
Der er ikke en eneste Reine claude-blomme. Øv. Der var ellers masser af blomster, og træet skulle være selvbestøvende, så hvorfor mon ikke der er sket noget på frugtfronten? Er træet for ungt endnu? Er det lige som med mennesker, at kønsmodenheden indtræffer, før man i virkeligheden er parat til at formere sig?

Vi blev ikke våde i Bath

Det møgelendige vejr, de har truet med herovre, bliver de ved med at skyde en dags tid – men det gør ikke spor. I dag har det således været det smukkeste, klare solskinsvejr, så vi valgte at køre til Bath.

Det var diset i morges, og i forbindelse med, at solen brænder disen væk, kommer den ofte rullende ned ad bakkerne og forsvinder, inden den når helt ned, næsten lige som “The Table Cloth” ved Taffelbjerget i Cape Town. Disen gav et smukt lys, som mit kamera slet ikke kunne finde ud af at gengive, desværre.

Da vi kørte ud af Devizes, holdt de sidste af Wadworth-bryggerhestene foran The Crown for at levere dagens (eller ugens?) forbrug af øl.
Wadworth er det lokale bryggeri, og de skal efter sigende holde sig nogle glimrende øl, men det kan jeg jo slet ikke vurdere.

Derimod kan jeg vurdere, at jeg synes, det er et meget hyggeligt indslag i bybilledet, og at det er godt, de holder fast i at beholde de sidste to heste, selv om det sandsynligvis ikke kan betale sig.

I Bath er der allerede et hav af turister – heriblandt en overvældende mængde skoleelever fra både England og Frankrig.

Vi sprang The Circus over denne gang, selv om vi godt kunne have tænkt os at se den lejlighed, der er til salg her. Afskrift fra annoncen i Country Life:
5 reception rooms, 5 bedrooms, 3 bathrooms, kitchen breakfast room, cinema room (!), 3 cloakrooms, utility room, vaults …
Man modtager kun seriøse bud på over 4,5 míllioner pund, men det er selvfølgelig også lidt af en herskabslejlighed, må man sige.

Vi skulle ind i en stor Waterstones for at købe (endnu en) Enid Blyton-bog til Anna og skulle derfor også finde en bog til Aubrey, som ikke er nær så god en læser som Anna, da han er en smule ordblind. Det har hjulpet efter han har fået nogle specielle blå briller (skægget må vente nogle år endnu), som bevirker, at ord og bogstaver ikke flimrer så meget for hans øjne.
Jeg er uhyre imponeret over, så mange bøger der findes til børn og unge i England.

Til venstre 3/4 af udvalget for 5-8-årige, som igen er delt ind i New Readers, Beginners og Confident Readers.
Næste step hedder 9-12 år, hvor 3/4 af udvalget ses på billedet til højre. Så stort er det vist langtfra i Danmark, men det kan sikkert ikke betale sig at få dem oversat, og engelsksprogede bøger har alt andet lige mange tusind gange antallet af læsere i forhold til små lande som vores. Men tænk, hvis vi havde det udvalg … mon ikke der blev læst meget mere, end der gør? Eller er jeg naiv? Herovre er der rigtig mange børn, der sluger den ene bog efter den anden.
Aubrey skal nu i gang med Robinson Crusoe. Til de 5-8-årige kunne også købes levnedsbeskrivelser af kendte personer – eksempler på titler kan ses til højre (billedet kan klikkes større). Tænk, at man kan få så små børn til at læse om Winston Churchill og Florence Nightingale. Men hvorfor ikke … Annas klasse lærte om Nelson Mandela, da han døde, og de havde syntes, at det var spændende at høre om ham, om Sydafrika, om hvad han stod for og hvad han havde været med til at udvirke.

Vi gik ikke ind i ‘Kys frøen igen’, for vi var sultne og gik i stedet på La Parisienne, hvor vi har været før, og hvor de kun ansætter franskmænd, så med et vejr som det i dag følte vi os næsten hensat til en parisisk fortovsrestaurant, når de nydelige og meget franskudseende mænd flintrede rundt og serverede for os i det middelhavsskønne vejr.

Jeg fik altså bare en salat med røget makrel … på billedet ser tallerkenen ud, som om dens indhold ville kunne mætte en middelstor landsby.

Noget skal tiden jo gå med

Der er købt te, kammerjunkere og vinsyre. Der er pakket strikkede gaver ind. Der er pakket to dvd’er ind. Der er pakket det tøj ind, jeg lige kom til at købe til ungerne – jeg har nogle mærkelige børnebørn: de elsker at få bløde pakker.
“TE!” Skrev hun virkelig te? Ja, det gjorde hun, og hun skrev det oven i købet uden h … der har ikke skullet h i te siden 1872, så kom ikke og sig, at I har lært det i skolen. Når der står the, kommer jeg altid til at udtale det på engelsk. The tea …
Tænk at tage te med til England – er det ikke som at tage is med til Grønland eller sand til Sahara, kunne man med god grund spørge. Gid det var, men i England får man alt, alt for sjældent en ordentlig kop te. De fleste serverer det savsmuld, teproducenterne fejer sammen, putter i små poser og kalder for te, men det er – ganske som teposerne, man køber herhjemme – ikke til at drikke, men ildesmagende og bittert.
I Brugsen kan man selv blande sin te, hvilket jeg har gjort i mange, mange år: Ihhh, hvor kommer jeg til at savne det – jeg har meget svært ved at drikke anden te end Mommer Ellens Egen Udsøgte Teblanding, så jeg bliver nødt til at finde en butik, hvor jeg kan blande min te. Charlotte og Tim drikker helst kun min teblanding og der skal som regel en pose med til UK, når lejlighed gives.
Kammerjunkerne er til Charlottes udgave af koldskål. Efterhånden har hun vist fundet ud af at lave en erstatning, der kan accepteres. De har buttermilk, men det smager slet ikke, som kærnemælk skal smage, og noget der bare ligner kammerjunkere, kan ikke opstøves.
Vinsyren er til årets hyldeblomstdrik.

Der er købt rejselekture: Gøgens Kalden, som jeg er spændt på, da Robert Galbraith er et pseudonym for Harry Potters ‘mor’, JK Rowling, som åbenbart er begyndt at skrive krimier.

‘Krimien’ til venstre købte jeg ikke – en lidt dum fejl fra Saxos side, men når de har næsten 600.000 ebøger, er det nok uundgåeligt, at der sker fejl ind imellem.

Der er forberedt rejsestrikketøj i form af sokker til ungerne.
For tiden arbejder jeg på det sidste af Maestro, men den kommer ikke med, for at sidde med 4/5 af en jakke til mig i fly og lufthavn, synes jeg virker en kende demonstrativt – så hellere et par små, fine sokker på pindene.

Inspireret af Lene er der bestilt Verdens Bedste Termokande gennem Amazon med free delivery, mens jeg er derovre – oven i købet til en yderst rimelig pris i forhold til den, kanden forhandles til i Danmark. Lenes Morten kan ikke bare finde fødselsdagsgaver til Lenes Landmand, som han ikke ved, han ønsker sig – han kan også finde gaver til John, som han ikke ved, han ønsker sig. Fantastisk …

Med andre ord: jeg mangler kun at stoppe det hele ned i kufferten, så er jeg rejseklar. Håber, jeg kan have en smule tøj med til mig selv for alle de ting, jeg har med til mine store og små englændere, men hvis ikke, har jeg en super undskyldning for at købe nyt derovre …
Nu vil jeg køre til Køge og afhente mit ekstra bryst, som heldigvis lige nåede at komme i 11. time, inden jeg skulle afsted. Jeg er rød, det svier og jeg skaller af, hvor jeg er blevet strålebehandlet, så jeg kan slet ikke holde ud at have den selvklæbende udgave på.

Jeg er så nem at imponere

Jeg har Saxos og Amazons apps til e-bogslæsning på min iPad. De har ikke helt de samme features: På Saxo kan man fx skrue op og ned for lyset ved at køre fingeren op og ned ad skærmen, hvilket jeg savner på Kindle. Man kan godt indstille lysstyrken, men ikke uden at skulle omkring indstillingerne. På Kindle-appen virker siderne gennemsigtige, når jeg bladrer, og det er (naturligvis) de rigtige ord, der kan ses gennem ‘papiret’.
Jeg er imponeret over sådan noget. Der sidder givetvis nogle derude, der tænker, at det er a piece of cake, men det gør mig ikke mindre imponeret.

Det er ikke så underligt, at man kan have 100 bøger med på ferie på ipadden, når siderne er så tynde …

Kender I Jeffrey Archer? Jeg har slugt alt, hvad han har skrevet – Not a Penny More, Not a Penny Less er en herlig bog – fint plot og meget humoristisk.
Kane and Abel er filmatiseret og hedder To Brødre på dansk. Meget god. The Prodigal Daughter: meget god. Ja … det er de som sagt alle sammen.
Hvis I er til gode fortællinger og god, engelsk humor, kan Archer absolut anbefales. Jeg mener, at alle hans bøger er oversat til dansk, hvis ikke man har mod på at kaste sig over dem på engelsk.

Jeg betragter ikke mig selv som værende fantasiløs – tværtimod florerer min fantasi sommetider til overflod.
Ikke desto mindre ville jeg aldrig have haft fantasi til at konstruere ovenstående sexualundervisningsplanche – der er godt nok en eller anden, der har hygget sig gevaldigt her.
Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg ville bruge den til at forklare begreberne for børn, men for barnlige sjæle som mig er det yderst illustrativt.
Og ret morsomt – kald mig bare primitiv. Jeg kan godt tåle det.
God lørdag aften

En af de rigtig slemme

Lige så godt vejret har været fredag og lørdag, lige så elendigt og efterårsagtigt er det i dag, så der har ikke være udendørs aktiviteter af nogen som helst art.
Selv det at skulle gå ned med køkkenspanden krævede, at vi huggede om det … det er nok hele 50 meter, man skal gå for at komme om bagerst i haven, hvor vi smider alt vores grønne affald, hvilket kan virke som ret langt, når regnen står ned i tove.

Nedenstående email løb ind. Den var ny. Nu vil man overbevise mig om, at jeg betaler TDC-regninger med kreditkort.

Hej!
Vi meddele dig, at din regning er betalt to gange, og det er på grund af en teknisk fejl.
Når du bekræfter oplysningerne på kortet, vil vi refundere din konto detaljer :
…………………………………………………………
Ordrenummer : 00-12820191078118
Mobiloperatør : TDC
Betales af : Kreditkort
Status : Venter på tilbagebetali
………………………………………………………..
Baggrund af dette, for sikre, din tjeneste er den ikke afbrudt, vil vi gerne invitere dig at bekræfte og opdatere dine faktureringsoplysninger i dag.
TDC – Privat – Mit TDC – Mere – Sikkerhed – SIDE TILBAGEBETALING
Tak for din tillid,
Se dig snart på 3w. tdc.dk

Denne e-mail er blevet sendt automatisk.
Du kan kontakte os via følgende e- : customercare@tdc.dk.

Når man muser over 3w.tdc.dk, ses følgende adresse efter http: diuattorneytab.com/do.php (jeg har naturligvis fjernet alle link). 
Hvis man tror, TDC har noget med dette at gøre, er man ærlig talt dummere, end politiet tillader. 
I det hele taget skal man da vist være flyttet til Danmark i forgårs for ikke at kunne gennemskue dette, da det, indtil videre, er det værste dansk, jeg har været udsat for i denne slags svindelmails. Jeg var godt klar over, at oversættelsmaskiner er dårlige, men SÅ dårlige?

Faktisk så dårlig, at jeg ikke kunne lade være med at grine højt … de har i det mindste en vis underholdningsværdi, disse ynkværdige forsøg på at narre penge ud af folk.

---

Og nu til noget helt andet: Er der nogen af jer, der kender fortatteren Daniel Silva?
Han har skrevet 13 kriminalromaner om en jøde, der åbenbart kommer ud for lidt af hvert, men jeg har aldrig hørt om forfatteren før.
Hvis han er god, er det jo herligt at have 13 ulæste bøger at se frem til …
Jeg må nok hellere investere i den første The Kill Artist for at finde ud af, om han er værd at læse – og bliver nødt til at købe den gennem Amazon, da jeg ikke kan finde de syv første bøger som danske ebøger.
Det gør nu heller ikke spor at få holdt det engelske lidt ved lige – og bøgerne er oven i købet billigere gennem Amazon: $10 stykket.

En mailkorrespondance med sproget.dk om vipsetaljer

Lad det være sagt med det samme: I fik mig ikke. Jeg ved godt, at det hedder hvepsetalje!

Jeg har lige læst Sissel-Jo Gazans seneste bog Svalens graf.
I sommerferien læste jeg hendes Dinosaurens fjer, som af DR er blevet kåret til Årtiets Krimi – en titel, bogen fuldt ud fortjener. Det er ikke en femi-krimi (info til jer, som måtte have antipati mod sådanne), og jeg vil ikke anmelde den, kun stærkt anbefale den – den er virkelig godt skrevet.
For nylig er så Gazans seneste udkommet, og jeg måtte fluks have fat i (e)bogen, som er lige så god som – ja faktisk endnu bedre end – Dinosaurens fjer.
Gazan har en stor stjerne hos mig; disse to bøger er som nævnt absolut værd at læse, og hun har godt styr på det danske sprog, lige bortset fra …
VIPSETALJE.
Er den ikke morsom? Og faktisk er misforståelsen aldeles uforståelig, for hvad er en vips? Og hvordan ser dens talje ud?
Her, som langt de fleste gange, jeg ser misforståede ord eller talemåder, må jeg undre mig over, at folk ikke undrer sig over deres eget ordvalg, for hvor er logikken?  
Udtrykket en hvepsetalje er logisk – man behøver bare at se på det victorianske postkort for at se hvorfor.
En googling på vipsetalje gav 177 hit; de fleste heldigvis fra private, men der var enkelte stammende fra journalister. Skam jer!

Jeg indberettede ordet til Ordnet.dk og fik i dag følgende svar, selv om der stod, at man ikke skulle forvente at få svar på henvendelser vedr. sproget.

Kære Ellen Nielsen

Tak for din henvendelse – og for dit forslag til en ny smutter (http://sproget.dk/leg-og-ler/smid_en_smutter). Den vil fluks komme på vores liste over kandidater til nye smuttere.

Og ja, det kan ofte være meget vanskeligt at finde ud af hvad der er logikken bag de konstruktioner der dannes når nogen får et ord eller en talemåde galt i halsen. Se i den forbindelse evt. indslaget fra TV2 Lorrys program Lounge Når talemåder kommer i den gale hals fra 22.10.2012.

Med venlig hilsen – og fortsat god fornøjelse med sproget.dk
Laurids Kristian Fahl
seniorredaktør, cand.mag.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Christians Brygge 1
1219 København K

Hvis ikke I allerede kender ‘Smid en smutter’, så benyt jer af ovenstående link og få jer et stille smil over misforståelserne. Eller … måske ikke så stille endda … 
Kender I til ‘smuttere’ udover de, som er nævnt på Sproget.dks side? Hvis ja, så kom endelig frem med dem – de fleste er ret morsomme.

Den første afskedsgave

I går mødtes The Dream Team til engelsk for næstsidste gang. Egentlig skulle det have været sidste gang, men det er en længere historie.
Fordi det skulle have været sidste gang, var der en initiativrig kvinde, der havde bestilt kage og frugt fra kantinen, så det kunne blive ekstra hyggeligt.
Hvad der kom som en total overraskelse for mig, var, at gruppen havde skillinget sammen til en gave til mig.
Jeg læste det tilhørende kort, blev aldeles rørt over de meget, meget søde ord og sagde, at dette her altså næsten var for meget!
“Nå, men så kan du jo øve dig i at tude … det kommer du sikkert til om 14 dage!”
Ja, mon ikke.

Gaven var bogen vist til højre – lige præcis sådan en, jeg slet ikke vidste, jeg manglede …
Direkte afskrift fra Saxo:

En letlæst og underholdende gennemgang af alt det, vi ofte tager for givet – men som er sjove at dvæle ved og undre sig over. Hverdagen er fyldt med udtryk, begivenheder samt ting og sager, som vi plejer at gøre, afholde og sige. Men af og til glemmer vi at reflektere over, hvor det stammer fra. Hvorfor det? fortæller om oprindelsen af en lang række af vores faste udtryk, traditioner, talemåder, overtro og symboler. Hvorfor holder vi f.eks. fri St. Bededag? Hvorfor siger vi pis og papir? Hvad mener vi, når vi beder andre om at gå ad hekkenfeldt til? Hvad vil det sige, at noget er pæredansk? Og hvornår var egentlig de gode gamle dage? Bogen er en appetitvækker til vores kulturhistoriske skat, opbygget alfabetisk, så den er nem at slå op i, og fyldt med farverige illustrationer. Mogens Eilertsen er pensioneret lærer og skoleinspektør. Mette Eilertsen er lærer og Mogens’ datter.

Har I fx nogensinde undret jer over, hvorfor det hedder en ædedolk? Hvad mon det har med en dolk at gøre? 
Intet, såmænd: “Udtrykket en ædedolk om en grådig grovæder er dialekt, hvor ‘dolk’ betyder en klodset eller ubehøvlet person, og nok er afledt af ordet ‘dalre’ om at dingle.”
Ih, hvor bliver jeg irriterende at omgås, når jeg har læst hele den bog … 

De beklagede, at de ikke havde kunnet finde en tilsvarende på engelsk, hvortil jeg svarede, at det var meget heldigt, for den har jeg; den hedder Who Put the Butter in Butterfly?: And Other Fearless Investigations into Our Illogical Language. Måske ikke helt en parallel, men næsten, og absolut en ganske underholdende bog.

Apropos morsom læsning, har jeg også Trykfejl, tanketorsk & franske horeunger, som har hundredevis af eksempler på … ja, I får kun ét gæt …
Bogen er fra 1985, så den er ikke ligefrem ny, men dette klip fra et Ringstedblad kunne lige så godt have været kun et par måneder gammelt:
“Slagter tiltalt for at have brugt kattekød i farsen. Også hans hustru er indblandet.”

Fra DR (ikke overraskende; det er jo noget med tal): “Der er gårde, hvor gælden måske er nul, og andre, hvor den er det dobbelte.”

Dette sidste hænger måske sammen med, at bønderne iflg. Nordsjællands Socialdemokrat har travlt med andre ting: “I går opførte Humlebæk Dilettanter Jeppe Aakjærs ‘Når bønder elsker’, hvad de gjorde meget godt.”

Hvornår bliver man åndsfrisk?

Undervejs på den efterhånden mere og mere irriterende vej til og fra arbejde lyttes der for tiden til Afskaf alderdommen af Lone Kühlmann og Henning Kirk.
Irriterende vej, ja. Ikke fordi tiden for jobstop sig nærmer mere og mere (18 arbejdsdage tilbage), men fordi der nu er omfattende vejarbejder TO steder på strækningen; begge skemalagt til at skulle vare 2½ år. Holddaheltfast, hvor er jeg glad for, at det snart er slut.
Det er godt, lydbøgerne er opfundet.
Denne her er en af de mere underholdende – jeg skal lige love for, at der på festlig, men samtidig saglig og (naturligvis) velformuleret måde bliver gjort op med stort set samtlige myter og fordomme gennem tiderne om alderdom.

Nogle gange sidder jeg og smiler højt; andre gange skal den lige have et tryk på tilbage-knappen, så jeg kan høre det igen, fordi det gerne skulle lagres til senere citatbrug.
Det med lagring tager nemlig længere tid med årene, så det er desværre ikke en myte, men man kan til gengæld gøre meget selv for, at det ikke kommer til at tage unødig lang tid at erhverve sig ny lærdom.

“Man går ikke i stå af at blive gammel; man bliver gammel af at gå i stå”. Citatet er muligvis ikke 100 % korrekt; jævnfør ovenstående … men det er en tese, man labber i sig og håber på rigtigheden af.

De sabler samtlige kosttilskud og andre mirakelmidler ned. Helt ned. Til døde. Der er intet af den slags, der har dokumenteret effekt. Det vidste jeg nu godt, men det var en fin og morsom måde, de aflivede denne vist nok udbredte tro på.
Man tror mere på injektioner end på piller end på cremer, så folk dratter i med begge ben, når nogen kommer en eller anden løjerlig eliksir på små og dyre ampuller og kalder det Serum. Åh, det er festligt. For 100 år siden gav man kvinder testikelekstrakt i form af injektioner for angiveligt at holde dem unge. Det var så eksotisk, at man end ikke stillede spørgsmål ved virkningen; man tog bare imod – og led af de løjerligste bivirkninger!

Man mente også før i tiden, at man kun var tildelt et vist mål af legemsvæsker, hvilket skulle være forklaringen på, at hud og slimhinder er mere tørre hos gamle mennesker. Derfor skulle man endelig også (især som mand) være seksuelt afholdende, når man nåede en vis alder, da ejakulationer ville gøre alt for kraftigt et indhug i den tildelte væskemængde. Jamen er det da ikke festligt?
Det er dog absolut ikke kun gamle fordomme, der bliver taget under behandling – der lever rigtig, rigtig mange i bedste velgående i dag.

Dagens overskrift “Hvornår bliver man åndsfrisk?” blev leveret af en meget ung dreng. Godt spørgsmål, som han vist ikke fik noget svar på, men, som der blev sagt, er det ret sikkert, at hvis man hører sig selv blive omtalt som åndsfrisk, er man sandsynligvis noget ældre, end man selv føler sig.

Jeg vil stoppe her med min rosende anmeldelse af bogen, men hvis du er 60+, er det god læsning.
Måske i lige så høj grad, hvis du er 60÷ – jeg tror, du kunne lære en masse om det at ældes, som ikke er det samme som at blive ældre. Eller gammel.

Selv tillægsordene gradbøjes anderledes, når vi taler alder:
Det er nemlig sådan, at en ældre person er yngre end en gammel person.
Og en yngre kvinde er ældre end en ung kvinde …

E-bøger udvider ordforrådet

Nogle gange kan det godt tage et stykke tid at vænne sig til noget nyt. Oftest har jeg dog heldigvis haft det således, at jeg har haft nemt ved at tage imod og/eller acceptere ny teknologi. Det kan med årene tage lidt længe tid at få hjernen til at forstå, hvad der foregår, men lige præcis e-bøgerne gik rent ind på nærmest et nanosekund.
Nu er det sandt at sige heller ikke raketvidenskab; det hele er lige til at gå til, og når Ellen er med, er alle vist med.
Alene det at købe bøgerne er næsten for nemt. Jeg har installeret Saxo-readeren og Amazons kindle. Amazon er specielt ‘farlig’, for når først jeg har oprettet min konto, kan jeg købe en hvilken som helst bog med et eneste klik – ingen kortoplysninger, for dem har de, ingenting, andet end tryk på ‘Buy now with 1-Click’.
Det kan selvfølgelig være farligt, hvis man er en svag sjæl eller lider af Parkinsons, men det er jeg ikke og det gør jeg ikke … som I kan se, bliver den leveret direkte til min iPad, og den er på plads på padden, inden jeg når hen og får klikket på Kindle-ikonet. Brave new World, altså!

Saxo tager lidt længere tid. Omkring to minutter længere …
Saxo har gerne nogle gratis bøger i udvalg, og e-bøgerne er generelt noget billigere end papirbøger. I påsken købte jeg syv bøger for i alt 340 kroner – det kan man da lige holde ud.
Man kan hos begge indstille lysstyrken på skærmen (hos Saxo endda bare ved at trække op eller ned med fingeren), man kan selv bestemme skrifttype og -størrelse. Igen er Saxo lidt bedre, for der er lidt flere at vælge imellem. Hos Saxo kan man låse skærmretningen, så ikke den vender sig, når man flytter sig i sengen. Det kan man desværre ikke på kindlen.
Begge readere husker selvfølgelig selv, hvor man er nået til. Man behøver ikke at holde e-bogen; den hviler fint på en pude og op ad væggen – man kan derfor nøjes med at bladre ved blot at røre med en finger i den ene eller den ande side af padden.

Det smarteste er ordbogsopslagene. Det er imponerende nemt. Jeg har meget, meget sjældent ulejliget mig med at hente en ordbog for at slå et ord op. Som regel kan jeg nogenlunde gætte mig til betydningen ud fra konteksten, og når jeg læser i sengen, siger det næsten sig selv, at ukendte ord forbliver ukendte.
Men her! Et tryk med en finger og der dukker omgående en definition op på skærmen. Hvis man vil have den store, forkromede forklaring, trykker man bare på Full Definition.
Så nu ved jeg, hvad rusticate betyder. Jeg havde aldrig hørt ordet før, men jeg kender heller ikke så mange, der er blevet suspenderet fra Oxford eller Cambridge. Det er virkelig et blæret ord at kunne, og det er helt sikkert, at det bliver luftet ved først givne lejlighed, engang jeg er i England.

Amazon Kindle

Der er så meget, man ikke forstår …

Man skal ikke købe bøger gennem Amazon.com, for så kommer de fra USA, og man skal (hvis de opdager én) betale told og moms og alt det pjat for at kunne få lov til at hente sine bøger på posthuset.
Køber man derimod sine bøger (cd’er, whatever) gennem Amazon.co.uk,, er vi stadig i Europa, og prisen er prisen uden ubehagelige overraskelser.
Efter jeg fik min iPad og har downloadet Saxos e-reader, blev jeg ret positivt overrasket – e-bøger er slet ikke noget dårligt koncept.
Jeg gider selvfølgelig ikke købe alle mine e-bøger gennem saxo; især forestillede jeg mig, at Amazon kunne være et godt bud, men på den anden side ville jeg ikke investere i en Kindle, som er Amazons egen e-bogslæser.

Til min store glæde kunne man downloade Amazons e-readere til pc, til Mac, til iPad, til … 
Jeg hentede fluks iPad-readeren – helt uden problemer; det tog 20 sekunder.

Tilbage til Amazon og bestille bøger, bøger, bøger. 20 pence. 50 pence. 1 pund. Billigt, billigt, billigt. Bestil, bestil, bestil.

Det måtte jeg så ikke, og jeg forstår ikke hvorfor.
Da Amazon fandt ud af, at jeg bor i Danmark, fik jeg besked på at hoppe over til Amazon.com.
Det undrede mig godt nok. Jeg har bestilt masser af bøger på Amazon.co.uk.
Priserne steg til det mangedobbelte – også selv om de nu var i dollar og ikke i pund sterling.
Det er dog stadig billigt, men 1. del af Jeffrey Archers The Clifton Cronicles, som jeg havde bestilt, kostede nu næsten 14 dollar i stedet for 20 pence. Noget af en forskel, men pyt … det er stadig billigt for en bog. 
Det er elektroniske bøger, så jeg regner ikke med, at tolderne kan finde ud af, hvad jeg køber og dermed kræve mig for ekstra penge.

Noget, der er smart (men farligt) ved Amazon er, at når man først har oprettet sig som kunde med kreditkortoplysninger og password og det hele, kan man få hele transaktionen overstået med et eneste tryk på en knap.
Det skulle jeg selvfølgelig lige prøve: jeg klikkede på knappen, og et splitsekund efter stod bogen på min Kindle-reol, lige klar til at gå om bord i.
Faktisk gik det så hurtigt, at jeg slet ikke opdagede, at der var sket noget, så jeg klikkede igen – og blev atter positivt overrasket, for fluks poppede der en besked op om, at den bog havde jeg allerede købt, så de tillod sig at annullere bestillingen. Hvis jeg insisterede, måtte jeg naturligvis gerne købe to, men det blev jeg spurgt om af flere omgange.

Ingen grund til at investere i en Kindle – iPaden kan det hele, åbenbart.

Men hvorfor jeg ikke kan købe e-bøger via Amazon i England, forstår jeg overhovedet ikke!