Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

“Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

Reklamer

Læsning og syning

Man har da først et alkoholproblem, når man ikke har mere alkohol.

Og hvis der endelig var et liv efter døden, hvordan kunne man så egentlig vide, at det ikke var det, man var i gang med, som han plejede at påpege, når folk begyndte at snakke om, hvad de håbede at udrette i deres næste liv.

“Rygning tager 10 år af dit liv.” – “Ja, men det er de sidste 10, ikke?”

Ovenstående tre citater er fra bogen Gud er bare hund stavet bagfra af Christian Frost. Det er første bog i en planlagt ‘dekadelogi’ (vi mangler en betegnelse, når det drejer sig om 10 bøger) med to drabsefterforskere som hovedpersoner. Jeg downloadede den uden at ane noget om hverken forfatter eller bog, men han/den har overrasket positivt; især ved at være ret så morsom hele vejen igennem, selv om plottet og nogle af scenerne ikke er for sarte sjæle. Jeg glæder mig allerede til de ni efterfølgere. De to som allerede er udkommet, står på min digitale boghylde og venter på mig.
Der er mange flere perler indimellem, men de er sjovest i konteksten.

Det var én af mine hobbyer, selv om det vel efterhånden er et lidt stort ord for det, da jeg ikke læser mere end en brøkdel i forhold til før i tiden. Pudsigt nok læste jeg meget mere dengang jeg arbejdede, men jeg har en fornemmelse af, at det var fordi jeg ofte var for træt til at foretage mig noget konstruktivt, når dagens pligter var overstået.

En anden hobby er at sy. Pølsekonceptet er ikke helt opbrugt endnu; det skulle afprøves med nogle dækkeservietter.
Jeg er ikke tilfreds, men jeg kan ikke helt finde ud af, om det er konceptet eller stofvalget den er gal med. Stofferne passede faktisk fint sammen, da jeg lagde dem op, men det holdt ikke helt vand, da man kun kunne se omkring 1½ cm af hvert af dem ad gangen.
De bliver hermed degraderet til havebordsdækkeservietter (hvilket er irriterende, for farverne blev valgt, så de passer til køkkengardinerne), og jeg vil ikke sy nogle lignende; ikke engang selv om de var forholdsvis hurtigt syet – hvis jeg regner sammen, har jeg kun brugt cirka fem timer på disse fire dækkeservietter.
Godt man ikke skal leve af at lave den slags … tænk på din egen timeløn. Selv om jeg regner med bare 200 kroner pr. time, så skulle de fire her koste 1000 kroner (~600 kroner, når jeg trækker materialeforbruget fra).
Det tror jeg næppe nogen ville give – ikke engang hvis der havde stået et eller andet fancy designernavn på dem. Lad os så sige, at jeg snyder skattevæsenet (selv om man åbenbart skal hedde Britta Nielsen for at slippe afsted med det), skulle de koste omkring 125 kroner stykket. Og sagde jeg ikke lige, at disse var relativt hurtigt syet?
Den holder ikke en meter – jeg ville dø af sult inden for de første par måneder – eller tvunget til at bo i en campingvogn i en eller andens baghave, men så havde jeg ikke plads til alle mine syting (for slet ikke at tale om mit garn).
Det er heldigvis bare en hobby.

Fahrenheit 451 (dansk/svensk version)

Vi er her. Formentlig for en af de sidste gange, selv om vi endnu ikke har aftalt en overtagelsesdato. Vi tog traileren med, for vi vil have bare lidt af alt det brænde med hjem, som John og Søren møjsommeligt har stået og flækket, og desuden kan vi lige så godt begynde på at tage nogle af de personlige ting med hjem til Danmark.
Et eller andet sted inde i mig er der noget, der stritter imod at begynde på den slags, inden købsaftalen er underskrevet og uigenkaldelig. På den anden side er jeg normalt ikke overtroisk, og hvorfor skulle de fortryde nu, efter de har truffet beslutningen? Men alligevel gnaver der noget inde i mig.
Nå. Uanset om de skriver under i morgen eller ej, så skal vi jo til det på et eller andet tidspunkt. Vi ville bare ikke gøre det før huset var solgt, for så er der da slet ikke noget ved at køre herop, hvis alt det, der gør det til lige præcis vores home away from home, mangler.

Blandt andet skiller vi os af med langt de fleste af bøgerne. Da jeg ryddede bøger ud fra Havdrup, kom nogle af dem herop (de bedste, selvfølgelig …), for det hygger med bøger i reolerne … vi har over 400 af dem heroppe. Bøger, altså. Ikke reoler. Hvis det havde været en dansk familie, der havde købt huset, havde vi ladet dem stå, men jeg er ret sikker på, at de nye, svenske ejere ikke gider overtage en masse bøger på dansk.
John fandt den gamle olietønde frem; vi kan jo ikke have en masse løbske papirer med ild i flyvende rundt omkring. Det kunne lige være kønt, hvis vi afsluttede denne epoke i vores liv med at sætte ild til skoven omkring os … jeg brugte den indkøbskurv, jeg engang kom til at låne med hjem, til at hente bøger i, og så gik der ellers ikke lang tid, før jeg følte mig som Guy Montag i Fahrenheit 451. Jeg synes ikke, jeg husker noget om, at bogen beskrev, hvor lang tid det tager at få futtet en masse bøger af.
Det gør ondt at brænde bøger. Tanken om, hvorfor jeg er nødt til at gøre det, gør også ondt. Og den slags smerter kan Panodiler ikke tage …

Det er fem år siden …

Der skete to større ting for mig for fem år siden: Jeg jobstoppede og jeg fik diagnosticeret brystkræft. Det første var dejligt, det andet kunne jeg snildt have undværet.
Fordi jeg ikke længere skulle køre 2 x 60 km om dagen, stoppede jeg også med at høre lydbøger. Jeg er ikke en af dem, der kan gøre rent og høre lydbøger samtidig, og jeg regnede egentlig bare med, at den slags bøger var et afsluttet kapitel, tøhø, i mit liv.
For ikke så længe siden fik jeg den lyse ide, at jeg da kunne lytte, mens jeg sidder og strikker. Hvorfor i alverden jeg først tænkte på det nu, ved jeg ikke, men appen fra Plusbog blev hurtigt installeret og Dennis Jürgensens Roland Triel-romaner købt og downloadet. De blev valgt, forde de kun kostede 5 kroner stykket, så hvis det skulle vise sig at være en dårlig ide, ville jeg ikke gå fallit af den grund.

Det viste sig dog at være en rigtig god ide, og jeg fik yderligere én:
John har en bygningsfejl på sine øjne, der gør, at han har svært ved at læse i længere tid ad gangen. Han vil gerne læse bøger, men kan ikke, så hans læsning begrænser sig til netaviser og magasinet Motor.
For tiden er det oven i købet sådan, at han har behov for at hvile sig meget og ofte, og han virker sommetider lidt irriteret på sig selv, fordi han ikke kan mere end tilfældet er og derfor keder sig lidt indimellem.
Jamen … hvorfor begynder du ikke også på lydbøger? Spurgte jeg i går.
Han var lydhør, tøhø igen, for ideen og spurgte, om jeg havde nogle gode forslag til, hvad han skulle læse.
Se, den var sværere. Jeg læser virkelig meget, så jeg kunne sagtens anbefale de første 1000 bøger til ham, men det ville nok virke en anelse overvældende på den stakkels mand.
Efter en del overvejelser besluttede jeg mig for Brobyggerne, som er første del af Jan Guillous fantastiske trilogi, og som jeg nærmest åd i én mundfuld.
Det var lidt spændende, hvordan John ville reagere, men han var solgt lige fra starten. Det er sådan noget, Jan Guillou kan. Han er en gudbenådet forfatter.
Det er også heldigt, at det er Poul Becker, der er oplæser – ham husker jeg som en af de bedste af slagsen.
Vi måtte til Elgiganten i går og investere i nye hovedtelefoner til John, fordi jeg havde okkuperet hans, men som han alligevel ikke kunne bruge pga. de nyerhvervede høreapparater.

Nu sidder vi i hver vores magelige lænestol og hører hver sin lydbog.
Det vil sige … når der ikke er Formel 1 i fjernsynet, som nu, men så har jeg noget andet i ørerne, der er noget mere behageligt for mine ører end lyden af hurtigtkørende racerbiler.
Det er et rigtigt pensionistliv, dette her …

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Hvordan man skræmmer læsere og seere væk

Jeg har med stor fornøjelse læst både Dinosaurens Fjer og Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan og nyder for øjeblikket hendes seneste bog Blækhat. Hun skriver godt; jeg er helt kravlet ind i bogen, som jeg ikke synes fortjener den halvlunkne kritik, den har fået. Jeg nød den, lige indtil jeg nåede til dette:
Hasselbagte kartofler. Pfft. Hvordan den er opstået, kan jeg ikke regne ud. Hvor er logikken? Forestiller man sig at pakke kartoflerne ind i hasselblade inden man sætter dem i ovnen? Eller hvad?
Sådan fik Gazan næsten skræmt mig væk. Næsten. Jeg nøjedes med at holde en pause, for bogen er god.

Noget af eftermiddagen er gået med at lade BBC Earth køre i baggrunden, fordi den (eftermiddagen, ikke baggrunden) er helliget Michael Mosley (ham med 5:2-kuren) og hans mange eksperimenter med mad, hvad den gør ved os og hvorfor, aflivning af et par myter, bekræftelse af nogle fordomme og meget andet interessant, der har med mad, ernæring og fordøjelse at gøre. Lige nu har han gudhjælpemig ladet sig få en bændelorm for at undersøge videnskabeligt, hvad sådan en gør ved os. Han har fået sat en igle på og han har ladet lus suge blod fra ham. Samt flere ulækkerheder – han er bestemt ikke ked af det.
Det var vældig interessant, lige indtil oversætteren oversatte saliva med savl. Og stædigt blev ved med at skrive savl hele indslaget igennem.
Saliva betyder spyt, og salivary gland skal oversættes med spytkirtel og ikke savlkirtel, som det aldrig har heddet, hverken i lægmænds eller professionelles sprogbrug. Savl er spyt, der ufrivilligt kommer ud af munden – en baby savler, men det hedder drool på engelsk, og ingen ordbog ville oversætte saliva med savl, så hvor oversætteren fik det fra, ved jeg ikke, men sådan blev jeg skræmt væk og nøjedes med at høre resten uden at kigge.

Jeg har bejdset Heidis babytæppe med henblik på at farve det lilla med alkanna om nogle dage, når farvesuppen har trukket længe nok. Jeg strikkede tæppet, da hun fik sit første barn, og nu, hvor nummer to er et års tid, har diverse bananer og sikkert også andet sat uudslettelige spor.
Det er strikket af Arwetta, som kan gå i vaskemaskinen, men vi ved vist alle, hvad der sker, hvis der kommer bananmos på noget … det går ikke af igen og tøjet er lige til at kassere. Heidi havde læst om mine plantefarvningsforsøg, og 2. juledag havde jeg på opfordring taget mine farveprøver med, så hun kunne vælge. Normalt kan man ikke farve sig ud af pletter; de bliver bare tilsvarende mørkere, men hvis man nu vælger at farve arbejdet meget mørkt, kan man håbe på, at de vil blive usynlige.

Jeg måtte understrege over for Heidi, at det ville være et forsøg, som jeg ikke kan forudsige udfaldet af. Garn skal helst kunne flyde frit for at blive farvet jævnt, men det er lige som udelukket, når der er strikket af det. Den unge kvinde var dog indforstået med, at det kunne komme til at se underligt ud, for som tæppet så ud nu, var det alligevel grimt.
Jeg har bare været glad for, at hun har været glad for det og har brugt det meget, og ovenstående resultat er derfor næsten uundgåeligt.
Det bliver spændende at se, om det mørklilla alkanna kan give tæppet en ny og pletfri tilværelse.
Det er alkannaen i sprit til højre og avokadosupperne til venstre. De er allerede blevet væsentlig mørkere – men der er stadig farveforskel.
Og sådan skræmmer Ellen sine læsere væk ved evindeligt at ævle om plantefarvning …

Hvis noget lyder for godt til at være sandt …

Hvis noget lyder for godt til at være sandt …

Så er det nok også for godt til at være sandt …

Jeg kunne da ellers godt have tænkt mig at fået den bog gratis – Amazon tager 45 pund for et brugt eksemplar – men sådan skulle det altså ikke være.

Og mig, som aldrig vinder noget!

Jeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

En London-boghandel i Næstved

Jeg læser aldrig skønlitterære papirbøger mere; kun e-bøger. De er meget nemmere at læse i sengen, især fordi jeg ikke får en mere eller mindre tung – og meget kantet – bog i hovedet, når jeg falder i søvn. Jeg anbringer min iPad op ad en lille pude, således at jeg kan læse, liggende mageligt på min foretrukne side og bladre med den ene finger. Fem minutter efter jeg er faldet i søvn, sover ipadden også, og den bliver stående pænt ved siden af mig hele natten, så jeg vågner ikke op, fordi jeg skal lægge en bog til side og slukke lyset.
Det har naturligvis sine mangler ikke at læse papirbøger, men fordelene ved e-bøger opvejer dem. Synes jeg. Først og fremmest den allerede nævnte, men også, at de er billigere end papirbøger (men stadig ikke billigere end lydbøger??), og at al ferielekturen aldrig fylder mere end den iPad, jeg alligevel har med. Jeg kan have det meste af et bibliotek med, og skulle jeg mod forventning alligevel løbe tør, er det nemt at få fat i flere bøger.

Den største ulempe, hvis det ellers er det rette ord at anvende, er, at jeg ikke længere har en god undskyldning for at gå og snuse i en boghandel.
Derfor var det i dag første gang, jeg var inde i Bog & Ide i Næstved – jeg skulle afhente en bestilt gave til Johns lillebror.
Mens boghandleren fandt den frem, kiggede jeg mig lidt omkring – og nød det.
Mens han pakkede gaven ind, bemærkede jeg, at dette her er ligesom at befinde sig i en boghandel i London – og det er ment som en kompliment!
Så fik jeg at vide, at ejeren rent faktisk havde arbejdet i en londonsk boghandel i et års tid og havde syntes, at han ville forsøge sig med at efterligne konceptet, da han overtog denne butik. Alt har en forklaring …

Og nu, hvor vi var kommet til staden, benyttede jeg mig af lejligheden til at købe et halvt kilo mere af min yndlingskaffe, som jeg kan have helt for mig selv, nemlig kaffen med kakaoaroma. Jeg drikker kun en enkelt kopkaf om dagen, når vi bare er John og mig, så den skal være god! For tiden bliver den nydt til en eftermiddags-Barnaby, hvis tiden tillader det, men det bestemmer jeg jo stort set suverænt selv, om den gør … det er ikke kun e-bøger, der er fordele forbundet med.

Det gør hun ikke mere

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Hendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

Børnene i Nyskoven

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

HYGGE er ved at blive et engelsk ord

Det er svært at skrive med hænderne oppe, men det er også svært at få dem ned, for i aften skal jeg være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og jeg glæder mig som altid som et lille barn, når jeg skal mødes med dem.

Apropos engelsk, så var jeg lige på indkøbstur på Amazon, og undervejs på shoppeturen i den store butik, så jeg denne bog:

Det hyggede jeg mig naturligvis en del over …

Jeg sendte linket til Tim for at vise ham, at ‘hygge’ tilsyneladende er ved at blive implementeret i det engelske sprog, hvortil han svarede:

Tim udtaler det ‘hugge’ med u som i luge, for englændere har det generelt meget svært med det danske y, som er en lyd de ikke har på engelsk.
Vi har opgivet at lære ham det; han kan simpelthen ikke få den lyd frem, og det er da også ganske hyggeligt, når han læner sig tilbage i sofaen og erklærer med et tilfreds suk: Wow – this is SO huggeligt, isn’t it? Eller: NOW we’re really hugging us, aren’t we?

Amazon forbløffede mig med deres klarsyn i dag: Da jeg bestilte bogen – én bog, skal lige understreges – stod der nede under varelinjen:
If you want this book delivered to more than one address, increase the amount.
Jamen er det da ikke bare fantastisk? Det havde jeg simpelthen aldrig fundet ud af, hvis ikke det havde stået der! Tak, Amazon – I forstår virkelig at yde en god service til jeres kunder

Accent? Dialekt?

Jeg er godt i gang med David Crystals A Little Book of Language, og jeg er – som altid – dybt fascineret. Ikke kun af indholdet, men også af Crystals måde at skrive på, som er pædagogisk og let forståelig, uden at man føler han taler ned til én. På den anden side … hvis ikke en mand, der ved alt hvad der er værd at vide om det engelske sprog, skulle skrive godt, hvem skulle så?
De første kapitler handler om, hvordan og hvornår en baby tilegner sig et sprog. Det er først ved ni-måneders alderen, man så småt begynder at kunne høre, om et barn er kinesisk, dansk, engelsk eller hvad det nu måtte være. Indtil da er alle lyde, det udstøder, ens for alle verdens babyer. Jeg vidste ikke, at babygråden for hhv. “jeg er sulten” og “jeg har ondt” lyder ens på kinesisk og på dansk, men det gør den.

Han bruger en del krudt på dialekter og accenter. Jeg bruger nok de to ord lidt i flæng, når det gælder det danske sprog. Hvornår er det dialekt og hvornår er det accent? På engelsk er det klart defineret: Dialekt er forskellige ord for den samme ting og forskellig grammatik indenfor det samme sprog. Accent går kun på lyden af sproget.
Hvornår er det så en dialekt og hvornår er det et andet sprog? Vi anser dansk, norsk og svensk for at være tre sprog, mens en kineser vil anse dem for at være tre dialekter af det samme sprog. Definitionerne og grænserne er ikke entydige.

Skriftsproget har han også været lidt inde på, men kommer det mere (jeg har kun læst 1/3 af bogen). Når han sætter det op på nedenstående måde, er det en smule fascinerende at se hvor forskellige betydninger der kan udtrykkes ved at bruge de samme ord, men forskellige tegn:
Mary went into the garden.
Mary went into the garden?
Mary went into the garden!
Mary went into the garden…
Mary went into the garden!!!!
Mary went into the garden???
Punctuation matters! (Ikke et citat fra bogen her, men fra en anden.)
 
Uh, det er spændende læsning, men jeg skal skåne jer for mere. Denne gang …

I stedet vil jeg underholde jer med nogle vendinger, jeg er stødt på i en bog af en dansk forfatter – men han skriver måske dialekt?  
I hvert fald hævder han, at et skæg “beskæmmede” en persons ansigt. Det hedder skæmmede, for beskæmme betyder at gøre skamfuld. Jeg kom straks til at tænke på Charlottes frydefulde hyl, når hun sagde: “HAHAHAAAA jeg er helt bedækket af tæppet, så nu kan du ikke se mig.”
Han skrev “uundværlig”, da han helt sikkert mente “uundgåelig”. Underlig fejl at begå …
Han skrev “Alle mand fra borde, råbte jeg i mit indre øre”. Det er da vist noget sludder.
Han skrev “Det gav et sæt i begge mine ben, da jeg landede på dørken…”. Giver det ikke “et stød”? Når det giver et sæt i én, tales der om noget andet.

Sprog. En kilde til evig underholdning. På flere plan.

Apropos bøger …

Apropos bøgerne fra gårsdagens emne, så fik jeg en mail i dag med billede af årets kostumer til World Book Day – som godt nok først er 23. april, så enten er skolen i vældig god tid, eller også er børnene …
Anna er Hermione Granger fra Harry Potter-serien, med både ægte Gryffindor-slips og kreppet hår. Aubrey er Tuffnut fra How to Train Your Dragon.
Navnene på figurerne i den serie er ret finurlige: Hiccup, Tuffnut og Ruffnut, Fishlegs og Snotlout.

Fantasien fejler vist intet – det har endnu ikke knebet med at finde ud af, hvad årets figurer skal være.
I 2013 var det hhv. en galakse og Orion. I 2014 var det Pippi Langstrømpe og Robin Hood, i 2015 var det Mary Poppins og en avisdreng, der annoncerede Titanics forlis (jeg kan ikke finde billedet), og sidste år var det Hiccup og Astrid.

Jeg kan godt lide at sy, men dette her havde jeg aldrig kunnet præstere. Heldigvis ville Charlotte altid kun være prinsesse, hvilket jeg lige kunne klare, og allerede da hun var 11 år, begyndte hun at sy fastelavnskostumer til sine kusiner. Hun kunne allerede dengang godt finde ud af at kopiere og sy ud fra tegninger eller billeder af det ønskede, så det må vel siges at have ligget i kortene, at hun skulle ende med at blive kostume-/haute coutureskrædder.

Lidt om at dykke ned i et emne

Forleden skulle jeg finde bøger af Victoria Hislop, men var doven og skrev bare Hislop i søgefeltet. Det kom der det gode ud af, at jeg fandt en bog, jeg vil sende over til Tim, som snart har fødselsdag. Forfatteren hedder Malcolm Hislop; han er arkæolog og har skrevet bl.a. denne lille bog om Medieval Masons.
Jeg vil tro, den vil interessere ham – de bor jo selv i et hus fra senmiddelalderen (1410); huset de boede i før det var yderligere 100 år ældre, og i forbindelse med renoveringerne af begge huse satte Tim sig meget ind i middelalderlig byggestil og –teknik, men lige netop denne bog har jeg ikke set hjemme hos dem, så jeg satser på, at den vil være ny for ham – og selvfølgelig også på, at han vil finde den interessant.
Tim har det lidt ligesom jeg: Han kan finde på at læse en eller flere bøger om emner, han absolut ikke har brug for at vide noget om. Det kan være så forskellige områder som møntens historie, renæssancemalerne, geologi … nærmest alt mellem himmel og jord. Enten er det interessant, og så snupper vi et par bøger til om emnet, eller også er det ikke, men så ved vi da det! Det føjer under alle omstændigheder lidt mere til det, en af mine gamle kolleger så charmerende kaldte for gold viden – en betegnelse, jeg på ingen måde var enig i – jeg kalder det almenviden. Jeg tror ikke, der er en faggruppe på biblioteket, jeg ikke har snuset lidt eller meget til.
Der er dog én stor forskel på Tim og mig: Han læser overhovedet ikke skønlitterære bøger. Det gør jeg. Masser!

Jeg tror heller ikke, han læser så meget om det engelske sprog. Han har en Master’s Degree i engelsk, så jeg gætter på, at han fik nok af det på universitetet.
Men det gør jeg. Læser om det engelske sprog, altså … har dog ikke gjort det, siden jeg jobstoppede, fordi jeg ikke skulle bruge det professionelt mere. Det har dog vist sig, at jeg savner det, lige som jeg kan mærke, at mit engelske bliver mere og mere rustent, selv om jeg kan øve mig lidt på Tim, når jeg er sammen med ham. Sprog skal holdes ved lige! Derfor blev der ved samme indkøbsseance købt en bog af min yndlingsforfatter, når det gælder fagligt engelsk, nemlig David Crystal.

Nogle vil måske synes det er fjollet at læse den slags, når man ikke længere skal bruge det rent arbejdsmæssigt, men det kan vel aldrig skade at ville vide mere end man gør, uanset om man får løn for at vide det eller ej.
Det er min fødselsdagsgave til mig selv, og Johns gave til mig er booket til på fredag.

Jeg troede jeg kendte London

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har været i London og har på et tidspunkt lidt arrogant erklæret, der vist efterhånden ikke er meget i den by, jeg ikke har set.
De ord æder jeg hermed beskæmmet og ydmygt i mig igen og leverer samtidig en kortfattet boganmeldelse – noget jeg normalt ikke giver mig i kast med.
Det er dog noget lidt andet, når man har været sammen med bogens forfatter et par gange, og jeg vil hermed på det varmeste anbefale Mia Folkmanns bog om London – måske især for dem, der føler, at de efterhånden kender denne dejlige hovedstad rigtig godt.
For det vil jeg vove at påstå, at de nok alligevel ikke gør, selv om jeg kan risikere at få på hatten for sådan en bemærkning … tal for dig selv!

Er det første gang – eller en af de første gange – man er i London, er det ikke nødvendigvis denne bog, man først og fremmest hælder til, for byen har så mange must sees, at der er nok til nogle besøg, men vil man efterhånden gerne snuse lidt til det mindre kendte London, er Mias bog aldeles fortræffelig.

Heldigvis er det ikke alt i bogen, der er nyt for mig; det ville simpelthen have været så pinligt (for mig selv), at jeg nok slet ikke havde skrevet dette indlæg, men at omkring halvdelen af det nævnte i de 38 kapitler var ukendte steder for os, er da så alt rigeligt til, at John og jeg blev enige om, at vi nu har stof til en del flere ture til London. Osterley House, The Red House og flere andre – dejligt at have noget at glæde sig til.
Mia har researchet grundigt, og der er ingen tvivl om, at hun har travet byen tynd mange gange.
Jeg blev undervejs i læsningen klar over, hvad grunden til en del af mit manglende kendskab er, nemlig at vi ikke har været gode nok til at bruge en times tid på at tage et godt stykke ud fra det centrale London. Vi har været på Hampstead Heath, i Greenwich, Richmond og ved Thames Barrier, men der ligger andre ting i byens yderområder, som vi ikke har gjort os den ulejlighed at undersøge nærmere.
Disse undladelsessynder vil vi glæde os til at råde bod på, og vi har lovet os selv, at alle de steder der er nævnt i bogen skal vi nå at se. Dog nok ikke nødvendigvis som fx Chelsea Flower Show, som jeg kender til, men nok ikke har så meget lyst til at opleve – mest pga. de 10 millioner andre, der også vil se det …
Hvis I tror I kender London, så køb Mias bog og bliv overrasket – den kan blandt andet købes her og naturligvis gennem Mia selv. God fornøjelse.

Skal vi ikke spise ude i aften? Jeg gi’r

Vores foderbeholder på køkkenvinduet, som jeg før har omtalt, er virkelig en succes. Næsten lidt for stor, for nu er spurvefar og spurvemor ved at lære deres unger hvordan de let og ubesværet kommer til maden.
Endnu sidder ungerne bare på toppen af havestolen og venter på at lade sig fodre.

Det ser pudsigt ud med de små dunkugler, der sidder og netter sig, mens de venter på at få serveret.
Jeg synes nu nok, forældrene kunne lære dem lidt bordskik … man sidder fx ikke og skider mens man venter på maden!

Jeg har købt en foderbeholder til, som vi tager med til England – begge ungerne er pænt interesserede i fugle, så det er bare med at opmuntre og pleje interessen, så længe den varer.
Jeg har også lige bestilt to fuglebøger og en insektbog, som de skal have. Den ene fuglebog er en almindelig felthåndbog, men den anden og insektbogen er henvendt til halvstore børn, så de fænger forhåbentlig hos Anna og Aubrey.

Til sidst – bare fordi jeg er vild med den: min Gertrude Jekyll fra David Austin. Den dufter meget kraftigt – men fuldstændig vidunderligt, selvfølgelig.

DET er da løgn!?

Da jeg susede rundt på Amazon for at finde min brødbagemaskine, susede jeg også over i bogafdelingen for at finde den bog om emnet, som Charlotte havde anbefalet mig. Jeg fandt den og puttede også den i indkøbskurven. Derefter skulle jeg lige se, hvad de ellers havde af opskriftsbøger til bagemaskiner – og faldt over den viste, som man kunne købe som ny eller som brugt. Jeg troede, det ville være en bog i pocketbook-størrelse, men den kom i går og viste sig at være en moppedreng i godt og vel A4-størrelse. Følgesedlen ligger ved siden af, og ønsker man at se prisen, kan billedet klikkes større.
Én penny! 10 øre for en kogebog in good condition, som der stod – og det var den også; bortset fra et beskyttende plastomslag skulle man tro, at bogen kom lige fra trykkeriet. Hvorfor de sælger til den latterligt lave pris, har jeg ingen ide om.
Retfærdigvis skal det siges, at jeg måtte betale fire pund i porto, men det har jo intet med bogens pris som sådan at gøre.
Jeg sad og savlede lidt over den, mens jeg spiste morgenmad. Der er mange af de 150 opskrifter, jeg aldrig vil få lyst til at kaste mig over, som fx Chick-pea and Peppercorn Bread og Carrot and Fennel Bread (kan ikke fordrage kikærter og fennikel), men der er også mange, der skal prøves og derfor fik et usynligt hak på en mental liste. Et, der måske skal prøves, er Russian Black Bread, men det bliver med visse modifikationer, for bogen hævder, at European rye breads often include cocoa and coffee to add colour to this dark, traditionally dense, chewy bread…
Har I nogensinde hørt om brug af kakao og kaffe for at gøre rugbrød mørkt? Jeg har ikke – men jeg er så heller ingen mesterbager …

Nu, hvor køleskabet bugner af ramsløg, skal der også eksperimenteres med dem. I går blev det i form af frikadeller med masser – som i meget mere, end man tror er godt – af finthakket (minihakker) ramsløg i. Jeg udelod rigtige løg, men kom tre fed hvidløg i. Det smagte glimrende og var ikke så ramsløgsdominant, som John havde frygtet, da han så farsen.
Det slog mig også, at jeg i efteråret købte en tørremaskine, så det skulle også lige prøves af. Man kan købe ramsløgsalt i dyre domme – det kan jeg lige så godt lave selv, så jeg fyldte tørremaskinen i aftes.
I morges kunne jeg tage de tørrede ramsløg ud, som passede perfekt til et af de små, men relativt høje sylteglas, og til min glæde havde det næsten ikke mistet noget af farven, så nu kan jeg lave ramsløgsalt og komme ramsløg i æggekager/omeletter og anden mad hele året, hvis det er det, jeg har lyst til. Man kan også bare lade glasset pynte på krydderihylden.
Der skal en ny portion over i dag – forsyningskilden er uudtømmelig. Pesto skal der selvfølgelig også laves til fryseren.

Der var en, der var to, der var … fem! Eller otte?

I går kunne vi erfare, at Jesper Stein har vundet De Gyldne Laurbær. Tillykke med det.
Selvfølgelig skulle manden derfor interviewes, og han sagde bl.a.:
Jeg lagde da godt mærke til, at der var en vis uro, men at det ikke er noget med mig at gøre.
“Er”??? Du må have hørt forkert, Ellen. Sådan siger en forfatter udstyret med gyldne laurbær ikke. Men han fortsatte ikke desto mindre:
Så fandt jeg ud af, at det er det.
Tænk, det sagde han. Og jeg har lige læst udtrykket med det samme ‘er’ på nettet, men skrevet af en anden. Jeg troede, dette ville skurre (nej, ikke ‘skure’) vildt i alles, og måske især forfatteres, ører. Er det dialekt? Stein er født i Aarhus. 
Det hedder da “det har ikke noget med mig at gøre”, og jeg vil vanskeligt kunne overbevises om andet.
Nysgerrig mht. Stein blev jeg trods alt og begyndte at læse anmeldelser af hans bøger. Alle fire med Axel Steen som hovedperson bliver omtalt positivt, og som Plusbog-medlem med platinstatus fik jeg alle fire (som e-bøger) for den yderst beskedne sum af 146 kroner.
Og inden I spørger: Nej, jeg vil helst ikke låne e-bøger. Mine argumenter for det vil visse af læserne sandsynligvis forsøge at imødegå (i den gamle betydning!), så jeg vil nøjes med at nævne det som værende en kendsgerning.

Imødegå er et pendulord. I langt, langt de fleste tilfælde bruger jeg pendulordene i deres oprindelige betydning, men da jeg kiggede ned over listen, så jeg ordet klamphugger. Det har jeg, siden min spædeste barndom, brugt i betydningen ‘dårlig håndværker’ … når jeg (og i øvrigt også min far) sagde, at “han er da en værre klamphugger”, var det bestemt ikke positivt ment.
Nu blev jeg igen nysgerrig: Hvor mange af jer bruger klamphugger i betydningen en god håndværker?

Længere ned ad listen så jeg ovenstående tre udtryk og måtte konstatere, at også dem bruger jeg i den nye betydning.
Enten er jeg yngre end jeg troede (og det er jeg nok ikke), eller også er det en liste, der rækker over mange år, siden selv min far kunne bruge en af de nye betydninger.
Igen: Hvad med jer?

Overskriften skyldes, at vi i går så fem havørne på én gang. Et kvarter efter, da vi kørte sydpå, så jeg, to kilometer væk fra huset, yderligere tre og sagde straks, at det var nummer seks, syv og otte, men John mente, at det nok var lidt vel optimistisk, og at det var tre af de første fem, der havde flyttet sig, så optimisten siger otte havørne, mens pessimisten realisten siger fem.
Men jeg tager mine ord i mig igen om, at det ikke kunne blive større end at se tre havørne på én gang, for det kunne det, viste det sig.

Håndklæder på gulvet

På Hindsgavl var der sat det velkendte skilt op med stedets håndklædepolitik, som også her går ud på at spare på vaskemidlerne og dermed miljøet.
Som for så mange andre steders vedkommende, kunne man også her godt bruge en korrekturlæser.
Et tvungent linjeskift har medført, at teksbehandlingsprogrammet syntes, at ‘gulvet’, ‘plads’ og ‘environment’ skulle have stort begyndelsesbogstav. (Sidstnævnte ord mangler i øvrigt n’et.)
Det kan godt rettes … 
De skriver ‘I’ med lille. Det er altid med stort I på engelsk – og på dansk, når det er et personligt stedord.
I “Jeg vil benytte igen” mangler et ‘dem’, synes jeg.

Et af de mere spidsfindige spørgsmål er, om der skal stå ‘means’, som her, eller der bør stå ‘mean’. Towels er flertal, så hvis håndklæderne får lov at bestemme, skal der stå ‘mean’.
Betragter man derimod ‘towels on the floor’ som ét begreb, kan ‘means’ forsvares.
En korpusundersøgelse (BNC) gav ingen resultater og gjorde mig derfor ikke spor klogere, men jeg besluttede mig for, at begge dele må kunne forsvares, da en googling gav ét brugbart hit for hver af de to muligheder – begge fra folk, der har engelsk som modersmål, så vidt jeg kunne bedømme. 
Lige netop den fælde var der mange fra mit gamle arbejde, der faldt i, når de brugte googling som opslagsmetode. Man skal være kildekritisk – det dur ikke at tage en ikke-engelsk webside for gode varer, hvad korrekt engelsk angår.

Den ene af mine to kilder i dag har i øvrigt skrevet en bog, man kan læse på nettet:
“What I’ve Learned: An Encyclopedia of Perpetual Bullshit”.
Det er en meget lang bog, men som alle bøger uden sammenhængende handling, kan den tages i bidder, og den smule, jeg læste fra den, var ikke helt uden evner, uanset om man deler hans meninger eller ej.
Her citat fra hans mening om håndklæder på gulvet:

Hvis en af jer fra Det Fast Sammentømrede Engelskhold ser dette, må vedkommende meget gerne spørge Andrew, hvad han mener mht. means eller mean i det givne eksempel.

I dag hørte jeg endnu et eksempel på, hvor misbrugt forholdsordet ‘på’ bliver:
”Det er jeg meget i tvivl på”.
Altså … hvem siger dog det? Bortset fra denne sprogforvirrede person?
Det er selvfølgelig også lidt underligt, at det hedder “det tvivler jeg meget på” – jeg håber, at han bare har skiftet hest midt i vadestedet her og i virkeligheden er ganske klar over, hvad der er korrekt.

Belæst? Blæst! Bæst …

Kattens til blæst i dag. Vi forsøgte os med udearbejde, men gav op. Gad ikke i det blæsevejr. Jeg klippede buksbommene ved den nye græsplæne og fortrød det kort efter: Inden jeg havde nået at samle bladene og smågrenene sammen, havde de spredt sig over hele den nye plæne.
Altså indendørsaktiviteter.
Eller noget … det kan næppe siges at være aktiv at læse – men en aktivitet kan det vel godt kaldes – lige som det at lægge Hobitten i dvd-afspileren, hvilket vi har aftalt at gøre, når John er genopstanden fra sin morfar.

Lige nu læser jeg Steffen Nohrs Det forsvundne bibliotek. Nohr er et nyt bekendtskab for mig, og selv om han er let læst og forholdsvis underholdende, er jeg ikke sikker på, at jeg vil investere i flere bøger fra hans hånd. En del af underholdningen er ufrivillig fra hans side.
Han har ikke mange stavefejl, heldigvis … i givet fald havde jeg ikke villet læse bogen færdig, men han har nogle stykker, som er smuttet uden om korrekturlæseren – hvis der da ellers har været sådan en på banen. Han kan godt lide ekstra e’er: en rande, enespænder og varetegn.
Det er ikke nemt for ham at gennemskue, hvornår der skal t på biordene: at stå fuld oprejst er ikke helt det samme som at stå fuldt oprejst.
Han bruger billedsprog og adjektiver i en grad, jeg aldrig har oplevet før … det er temmelig overdrevet og virker derfor i bedste fald lidt barnligt og ofte enten grinagtigt eller for kunstigt. Hvad er fx en degenereret hemmelighed?
Der er perler indimellem som “Det var som at stå midt i en pestbærende storm af rædselsskrig”.
Hvad mener I om denne: “Med andre ord havde Concordia-imperiet flere penge end Gud”?
Det har jeg da også. Og alle andre. Mig bekendt har Gud i en hvilken som helst form eller skikkelse aldrig haft brug for at være i besiddelse af banale betalingsmidler. Det ville i givet fald være meget lidt guddommeligt.
Jeg prøvede at google udtrykket for at se, om jeg er gået bag af dansen, men det tror jeg ikke jeg er mht. dette udtryk.
Han taler om at “lette sin nødtørft” – en pudsig sammenblanding af at “lette sig” og “forrette sin nødtørft”.
Han er så begejstret for sit blomstrende sprog, at han indimellem bliver lettere forvrøvlet:
“I havets salte lugt, der blandede sig med madosen fra lejren, krusede et stille smil mine læber.”
“Jeg holdt vejret og beredte mig på at ragnarok ville regne ned over os alle.” Man kan godt forestille sig, at regn er en del af ragnarok, inden fimbulvinteren holder sit indtog, men det er alligevel noget sludder.

Til gengæld har han introduceret mig til et nyt ord: ølnosser. Det har man fået, når man i fuldskab får mod til at sige noget, man ellers ikke havde turdet sige. Udmærket udtryk, faktisk.

Jeg så gerne blæsten blæse sig selv væk, så vi igen kan få en fjordidyl som denne. Med fiskehejre og det hele …

Tommelise kom desværre for sent til at redde svalen

Den døde fugl er fundet. Det var en fin svale, og den er stendød, desværre … lugtede dog heldigvis ikke; gad vide hvorfor, for den må have været død i over en uge nu.
Som den lå der med de spinkle ben strittende lige i vejret, kom jeg til at tænke på H.C. Andersens dejlige eventyr om Tommelise, der i min barndoms udgave havde nogle vidunderlige illustrationer, som stadig står meget tydeligt for mig. Tommelise var et af mine yndlingseventyr, både fordi det var så smukt fortalt og fordi det endte godt (nej: IKKE både-men også!). Det var ikke alle hans eventyr, jeg holdt af – jeg kunne som barn bedst lide happy endings, hvilket fx Den lille havfrue ikke havde. Kun i disneyudgaven, og det virkede, på trods af det jeg lige har sagt, lidt forkert at ændre på et så kendt eventyr …
Jeg kan stadig bedst lide happy endings, og jeg vil helst ikke græde, når jeg læser bøger. Jeg vil underholdes på den lidt naive måde, eller også skal det være ovre i den anden grøft og være en god og saftig krimi – men de ender nu som regel også godt, fordi det altid lykkes helten/heltene/heltinden at finde frem til de formastelige.

Det er ikke vores døde svale, der ligger under disse fluer, og mange vil sikkert finde billedet temmelig frastødende.
Det er bestemt heller ikke fordi spyfluer hører til mine yndlingsdyr, men deres metallignende farvespil i solen har dog en vis skønhed, og deres funktion i kæden skal man bestemt ikke underkende. Spyfluer er, lige som det er med mus, faktisk kun ulækre, hvis de befinder sig indendørs i menneskeboliger.

---

Ikke, at dette ligefrem er et naturligt spring fra spyfluerne og den døde svale, men i aftes havde jeg nogle eventyrlig dejlige timer sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold. Igen. Og igen havde vi som nævnt en skøn, skøn aften hvor vi fik skøn, skøn mad. Andrew lærte os at lave koreansk kimchi (endelig en tilsyneladende fornuftig anvendelse af kinakål – “tilsyneladende”, fordi jeg ikke har smagt det endnu, da det skal fermentere i nogle dage, inden det er surt nok), og Jette serverede noget heeeelt utrolig mørt kød, tilberedt sous vide. Hun talte en del om sous vide-teknikken og roste den i høje toner, allerede mens jeg stadig arbejdede, men der skulle en reel smagning til for at få solgt ideen til mig, hvorfor udstyret er nu bestilt gennem Coop, hvor jeg heldigvis havde point nok til at betale det meste, da det ikke er helt billigt. Jeg siger som Pricerne, at man aldrig skal gå ned på udstyr, og fordi jeg også har en ide om, at man får, hvad man betaler for, ville jeg ikke have nogen af de helt billige udgaver.
Det bliver spændende at prøve … jeg har naturligvis Johns 70-års fødselsdag i tankerne, men skal smugtræne inden …

Et par hængepartier og lidt apostrofoverskud

Jeg har et par hængepartier, som de fleste nok har glemt alt om, men nu kommer afslutningen ikke desto mindre.
Saxo og den tåbelige opnedgradering: Jeg fik en mail fra dem, hvor de blankt erkendte, at ja, der var en del fejl, at jeg ikke var den eneste, der havde klaget, at de arbejdede hårdt for at løse problemerne, og at jeg ville kunne hente alle mine bøger til en del andre læsere.
Det sidste havde jeg fundet ud af – jeg installerede Calibre og hentede del af mine bøger ned hertil. Den fungerer fint.
Jeg har ikke tjekket, om Saxos problemer er løst – det går så fint med Calibre og Plusbog, at jeg ikke behøver Saxo lige nu.

Da jeg den første aften i England sad og sludrede med Tim, fortalte jeg ham, at jeg hverken kunne finde pommets eller pummets – om han havde nogen forklaring på det. Det havde han ikke umiddelbart, men sagde, at han havde ordet fra fredningsfolkene, der havde været og kigge på huset i forbindelse med renoveringen, så han var ret sikker på, at ordet eksisterede.
Tim hentede sin mega-kæmpe-ordbog (The Compact Edition of the Oxford English Dictionary), som er én bog, der vejer et halvt ton, og som hævder at liste stort set samtlige ord, der findes i det engelske sprog. Skriften er nedfotograferet og er umulig at læse uden brug af den medfølgende lup med lys i.
Han ledte efter ordet og fandt det til sidst – stavet pammet eller pamment, som ganske enkelt betyder fliser … gad vide, om der her er et link til vore dages pavement?

Til sidst et eksempel på, at apostrofmisbrug kan overdrives i en grad, så selv jeg ikke rigtig kunne opnå den sædvanlige irritation, men simpelthen kom til at grine højt.
Det er hentet fra en brødopskrift, jeg fik i en mail. Det er fra en person, som ikke ved, at jeg har en blog, så han opdager aldrig, at jeg har vist dette.
Nyd blot følgende uddrag:

Holddaop, si’r vi bare – meget gennemført, bortset fra, at han glemte apostroffen i sætte’s …

Ord, ord, ord. Bøger, bøger, bøger

Det har drejet sig lidt vel rigeligt om bøger, siden Saxos reader svigtede mig så grusomt; de to seneste indlæg har handlet om bøger, så nu kan jeg lige så godt sige alle gode gange tre … nok især affødt af Connys kommentar “det var imponerende mange ordbøger”.
De imponerende mange var omkring halvdelen af mine ordbøger; derudover har jeg en del bøger, der ‘bare’ handler om og/eller forklarer det engelske sprog. Den anden halvdel af ordbøgerne ses til højre – skulle man mod forventning være interesseret i titlerne, kan boghyldebillederne i dagens indlæg klikkes større.
I dag er der masser af gode online-ordbøger, men det var der ikke, da jeg begynde at samle på dem.
Faktisk er jeg (stadig) indrettet således, at jeg kan finde på at tage en ordbog og læse i den, som var det en roman, jeg havde fat i. Dog ikke en, der svarer til Gyldendals kedelige Røde, og som jeg heller ikke har, men en af de forklarende bøger. Det kan skam være spændende læsning og under alle omstændigheder er det lærerigt. Eksemplet herunder er fra Fowler’s Modern English Usage og viser bl.a. forskellen på affect og effect; noget, jeg meget, meget ofte skulle rette i rapporterne, fordi folk ikke kendte den faktisk temmelig markante forskel på de to ord.
Forskellen på altogether og all together er heller ikke helt uvæsentlig. (OE = Old English. ME = Middle English)

Så er der bøgerne om sproget – for mig lige så spændende og langt mere interessante end selv den bedste skønlitterære bog. Især skriver David Crystal, så jeg har svært ved at lægge mig til at sove … skal liiige have et kapitel til, og jeg har læst alle hans bøger flere gange – jeg kan nemlig overhovedet ikke huske det hele ved første gennemlæsning …
Lynne Truss’ legendariske Eats, Shoots & Leaves The Zero Tolerance Approach to Punctuation er helt vidunderlig – den har jeg også læst et par gange. Hvis ikke I kender bagsideintroduktionen til denne bog, kommer den her:
A panda walks into a cafe. He orders a sandwich, eats it, then draws a gun and fires two shots in the air.
“Why?” asks the confused waiter, as the panda makes towards the exit. The panda produces a badly punctuated wildlife manual and tosses it over his shoulder.
“I’m a panda,” he says, at the door. “Look it up.”
The waiter turns to the relevant entry and, sure enough, finds an explanation.
“Panda. Large black-and-white bear-like animal, native to China. Eats, shoots and leaves.”
So, punctuation really does matter, even if it is only occasionally a matter of life and death. 

Der skal også være plads til humor midt i og sammen med alvoren. Lynne Truss klarer begge dele fejende flot, og foruden hende har vi blandt andet how not to say what you mean – a dictionary of euphemisms og Who Put the Butter in Butterfly?
Temmelig underholdende bøger …
Vil I også gerne vide hvem der puttede smørret i smørflyveren? Svaret er herunder.
Eller … er det nu også et svar?

Jeg er SÅ træt af Saxo Read(er)

Saxo Reader er ændret til Saxo Read. Ordet er reduceret med 33 %, og det er funktionaliteten også, selv om Saxo naturligvis hævder det modsatte.
Det tager 100 år at liste min bogsamling, hvor den før bare var der, når jeg åbnede appen. Okay, måske ikke 100 år, men to minutter er alt for længe.
De skal alle downnloades igen, hvis jeg vil kunne læse i dem. Det haster ikke, for jeg har læst næsten alle på min liste og derfor downloader jeg ikke, hvorfor stort set alle mine bøger er så fadede, at jeg har meget vanskeligt ved at se coveret. De får først fuld styrke efter download. Det skal vel forestille at være smart, men de er for ulæsbare inden download.
Før kunne jeg lave biblioteker efter eget valg; jeg havde et bibliotek der hed ‘læste’ og et der hed ‘ulæste’, plus et for hver af de forfattere, jeg havde mange bøger af, fx Sara Blædel. Det kan man ikke mere, men kun sortere efter forfatter, titel og ‘nyeste’. Og dette kun nedad, hvorfor nyeste bøger altid befinder sig nederst på listen. Det er MØGirriterende, at man ikke kan ændre på det.
Man kunne ændre lysstyrke ved at lade fingeren glide op eller ned ad skærmen. Det kan man ikke mere, men skal ind og ændre i indstillinger – som huskes meget tilfældigt, men vel i snit i halvdelen af tilfældene.
Der er kommet ‘natlæsning’, som består i sort skærm med hvide bogstaver. Det synes nogle måske om – jeg gør ikke … synes kontrasten er ubehagelig, når den er negativ, så at sige.
Men det værste. Det aller-allerværste er, at bedst som jeg læser og skal bladre en side frem, hopper appen tilbage til start – puff, væk er bogen.
Så skal jeg starte HELT forfra. Indlæse liste. To minutter. Trykke på den igangværende bog, hvorefter appen selv finder frem til, hvor jeg var nået til, hvilket tager et minut, som er en meget lang svartid i forhold til de gamle ganske få sekunder.
Det kan ske spontant, men sker oftest, når der starter et ny kapitel. Når jeg endelig er nået så langt, at jeg er der, hvor programmet crashede, bladrer jeg frem … og det samme sker igen. Og igen. Første gang det skete, startede jeg forfra fire gange, inden jeg gav op.
Jeg læser i sengen lige inden jeg falder i søvn. Gæt, hvor rolig og parat til at sove jeg var første gang, dette skete for mig!
Den eneste måde, jeg kan komme videre i bogen på, er manuelt at bladre på skinnen nederst på skærmen. Jeg skal så scrolle forbi kapitelskiftet, og jeg kan gudhjælpemig ikke bladre tilbage til kapitlets start, uden det crasher igen. Jeg er derfor tvunget til at gå glip af et par sider af det nye kapitel, for rammer jeg plet, crasher det igenigenIGEN.
Dette skete ikke ved hvert nyt kapitel, så fejlen er tilfældig.
Det var i den grad ved at drive mig til vanvid. Nu har jeg fundet et nyt sted at handle ebøger, nemlig plusbog.dk, som har en app, der er fuldstændig mage til Saxos før deres nedgradering. Jeg nægter at kalde det en opgradering.
De er oven i købet meget billigere end Saxo …

Bøgerne kan ikke overføres fra Saxo Read til Plusbog Reader. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det.
Det er også en ting, der irriterer mig. Selv om jeg har købt bøgerne gennem Saxo, burde jeg selv kunne bestemme, hvordan jeg vil læse dem. Det svarer efter min mening lidt til, at man ikke må tage sine papirbøger med, når man flytter hus, eller ikke får lov til at tage dem med i et andet rum i huset.
Er der nogen her, der har prøvet noget tilsvarende?
Er der nogen her, der ved, hvordan man flytter ebøger, man har købt og derfor burde kunne bestemme over på sin egen læseenhed?

En god bog om en fantastisk kvinde

Jeg fik en nytårshilsen fra en af mine gamle kolleger, som bl.a. skrev, at hun var ved at læse Cecilie Frøkjærs Fruen kommer i dag, som er “en af de sjoveste bøger jeg har læst længe”. Hun skrev også, at hun flere gange undervejs var kommet til at tænke på mig “på den go’e måde”. Der var åbenbart visse paralleller mellem Lise Nørgaard og mig.
Det kan man da kun tage som en kæmpestor kompliment. Den dame er SÅ sej og har aldrig været bange for at lufte sine meninger. Skræppe op, som hun selv kalder det flere gange løbet af bogen, hvilket pudsigt nok var et udtryk, mine forældre også kunne finde på at anvende om og til mig … forstå det hvem der kan …
Jeg blev selvfølgelig temmelig nysgerrig og investerede omgående i bogen og har nu læst cirka en tredjedel. Det er en af fordelene ved e-bøger: Man behøver ikke at vente på, at boghandleren åbner, man går ind og køber bogen, og 20 sekunder senere kan man downloade den og kaste sig ind i den.

Den er virkelig morsom. På alle måder god. Den er et flot portræt af en fantastisk kvinde, som man vist skal være meget, meget ung for ikke at have hørt om. Jeg hørte om hende, længe inden hun blev hele Danmarks eje, så at sige, da min far var ven med Poul Justesen, som var redaktør på Roskilde Dagblad og derfor kendte LN ganske godt. Da far også sad i bestyrelsen for samme dagblad (sammen med Karen Thisteds far, som var bestyrelsesformand), var han ved flere lejligheder sammen med den begavede dame, som han vist beundrede meget. Hun var jo kun tre år ældre end far.

Jeg bilder mig ind at have gættet i hvert fald nogle af de ting der er årsager til, at Hanne kom til at tænke på mig undervejs, og jeg er nødt til at spørge hende ved førstkommende lejlighed, om jeg gættede rigtigt.
Fru Nørgaard er som sagt en skrap dame – jeg vil ikke sige, at jeg er enig med hende i alt; meget langt hen ad vejen er jeg, men jeg kommer fx aldrig til at dele hendes holdning til hunde!
Hun modsiger sig selv lidt ved i starten af bogen hævde, at der i virkeligheden kun er to af Matadors karakterer, der er kopier af folk, LN kender eller har kendt, for lidt efter lidt dukker der flere sammenligninger op.
Der bliver i bogen skrevet en del om filmatiseringen af Matador – ting som jeg ikke har læst noget om før; bl.a. andet, at hun meget sjældent var uenig med Erik Balling, og hvis der var optræk til noget, truede jeg ham med at sende en masse børn ind i manuskriptet. Balling hadede at arbejde med børn, for han syntes, det var synd for dem. En typisk LN-bemærkning.
Hendes humor fornægter sig absolut ikke – den løber som en slags rød tråd bogen igennem.

Meget kort kan jeg sige, at jeg kun kan anbefale at læse denne bog. Uanset om man deler damens holdninger eller ej, kan man næppe undgå at beundre hende for at have gået imod de forventede normer stort set hele sit liv.

Sproglig opsang – fordi det er længe siden sidst

Det kan trods alt ikke handle om Den Stråtækte alt sammen, selv om det er svært for mig at slippe det dejlige hus.

Da jeg gik på arbejde, kæmpede jeg en kamp med at få kollegerne til at skrive i dag og i går i to ord.
En ikke helt forgæves kamp, for de kunne jo godt se det, når jeg spurgte om de også skrev i skoven, i ferien – for slet ikke at tale om på bordet eller foran huset – i et ord, for det var der naturligvis ingen der gjorde.
Jeg har skrevet alle forholdsled med ‘i’ fra gårsdagens indlæg sammen med det efterfølgende ord.
Det ser forhåbentlig særdeles mærkeligt ud i alles øjne, og nu skriver ingen, der har læst dette indlæg, nogensinde i dag i ét ord mere, vel?
Jeg har selvfølgelig skåret alle ikke-relevante sætninger væk – det er jo ikke gårsdagens indlæg som sådan, der er interessant her.

Beskeden isidste uge var, at han ville blive færdig tirsdag (igår).
Igår sagde han imorgen.
Idag sagde han, at han håber på at blive færdig imorgen …
Han har oven ikøbet fået hjælp iform af Flemming, som ellers er pensioneret og bruger noget af sin tid iAndelslandsbyen Nyvang. Flemming har assisteret Morten i5-6 dage – han er en hyggelig fætter, og vi er jo ligeglade med, hvor mange folk der kommer på, eller hvornår han bliver færdig, da vi har et fast tilbud – og ikke skal flytte ind imorgen.
Idag gik jeg og bøvlede med at fjerne omkring et ton skvalderkål fra rosenbedet langs huset.
Nejnejnej, ikke flere ‘overraskelser’, tak. Jeg så iånden allerede flere pengesedler få vinger.
Ikøkkenet, som er det nyeste rum ihuset, er der vist op til flere vinkler på 90°, men jeg tror ikke, der er rette vinkler andre steder ihuset.
Vaterpas er ikke ispil her, for hænger tingene ivater, ser de hammerskæve ud, og sådan vil det også blive iDen Stråtækte.
Det vidste Morten naturligvis godt, men det var hans måde lige at vade lidt ihvorfor han bliver så forsinket, som han bliver. Som ivirkelig lang tid. Når der fx sættes fodpaneler og loftlister op, skærer man ikke ismig på 45°, men måske 43/47 eller 44/46 – whatever, men ihvert fald ikke ‘bare lige lige’, så de måler og måler og måler ién uendelighed.
… note to self: må huske at tage nogle billeder af nogle af de skæve professionalisme-detaljer imorgen …

Idag er fjorden blå, blå, blå.
Duften er imine øjne lige så meget en del af en rose, som udseendet er.

I dag, i morgen o.l. er forholdsled på linje med i mine øjne og i huset. Forholdsled som i smig og i spil bliver næsten helt uforståelige, når de skrives i ét ord, fordi man helst vil dele ordene efter s’et.

Så er det vist også både skåret i pap og bøjet i neon … men det virker oftest at visualisere det.
Samtidig leger jeg amerikansk fagbogsforfatter.
Hvis I har læst sådan en (fx Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus), ved I, at de altid siger det samme mindst fem gange; med kun en meget lille variation i forhold til første gang. Amerikanere må være virkelig tungtopfattende …
Jeg og de mellemledere, der refererede direkte til min chef, fik engang en bog, der hed Følelsesmæssig intelligens på arbejdspladsen og lektierne gik på at have læst den i løbet af juleferien.
På forespørgsel om jeg havde læst den, svarede jeg: “Ja. En femtedel af den. Så gik jeg ud fra, at resten var gentagelser.”
Bossen (og lederne, som pligtskyldigst havde læst hele bogen) kunne ikke lade være med at grine og give mig ret, så jeg blev tilgivet, at jeg ikke havde læst den hele.

Godt man har Snipping Tool

Når nu det tager mindst ti gange så lang tid som før at samle de sjove googlesøgninger op, er det godt, at Windows leverer Snipping Tool, som kan bruges som en form for kompensation. Jeg går ud fra, at I kender det lille ikon med saksen, der klipper en taleboble ud? Før brugte jeg SnagIt, som er langt bedre, men som koster penge. Vi brugte det på arbejdet og jeg købte selv licensen efter at være stoppet, da jeg ikke mente, jeg kunne undvære det program.
Da jeg blev nødt til at købe en ny pc, kunne jeg ikke finde licensnøglen, så jeg kunne geninstallere, og jeg gad altså ikke bruge pengene en gang til, fordi der trods alt findes gratisværktøjet Snipping Tool.

Det er udmærket, når man skal levere dokumentation for, hvad der stod på skærmen i en fejlmeldingssituation, men kan selvfølgelig bruges i mange andre sammenhænge – fx når man bare vil vise andre et eller andet.
Jeg holder af tal, især af ‘gode’ tal. Dette antal hits på min blog er et eksempel på, hvad jeg opfatter som et godt tal.
Man kan også vise eksempler på nogle af de mere eller mindre fjollede spørgsmål og/eller valgmuligheder man får, når man kaster sig ud i spørgeskemaer eller meningsmålinger.
Den til højre viste er jeg stødt på et par gange. Jeg går ud fra, at hvis man er hermafrodit, kan man bruge den tredje mulighed, ellers kan jeg ikke rigtig se relevansen af ‘Other’.

Så er der ovenstående. En ret fjollet formulering på et spørgsmål om husstandsindkomst. “…der hvor du bor” ville jeg normalt opfatte som i mit nabolag eller i min by. De sidste fire ord skal bare fjernes. Man kunne forestille sig alternativet: “Hvad er den samlede husstandsindkomst før skat, der hvor din nabo bor?” Her ville et “Ved ikke” være helt på sin plads som svarmulighed, i modsætning til nedenstående eksempel.

Hvis ikke man selv ved, om man ryger, har man et problem …

På Google maps kan man finde sovende veje … det må være i en soveby. Eller måske er det bare en stillevej?

Gallup trækker vinderne længe inden undersøgelsen har fundet sted. Det er næsten lige som da man kunne læse om et vist lands valgresultat, der – godt nok ved en fejl – blev offentliggjort inden folk overhovedet havde ‘stemt’.

Endnu en af de maskinoversatte annoncer. “Eacy” sikkert fordi det ikke engang har været rigtigt på engelsk (each).
Hvor længe mon de udsætter de chokerende resultater? Når de ændrer reglerne for det? Hvilke regler, i øvrigt?

Til sidst to klip fra Saxo, hvor jeg lægger en del penge for mine efterhånden uundværlige e-bøger.
Jeg har dog ikke givet så mange penge, som Comprehensive Coordination tilsyneladende koster … men …
Jeg har lige givet 129 kroner for en e-bog. Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor den er dyrere end lydbogen? E-bogen er bare en fil, men til lydbogen skal der trods alt sidde en person og bruge adskillige timer på at læse en hel bog højt. Der skal bruges en CD og et plasticcover, som skal have noget trykt indeni. Den skal distribueres rent fysisk. Det er ikke første gang, jeg oplever, at e-bogen er dyrere end lydbogen, og jeg kan simpelthen ikke finde logikken.

Hvor strid en banan skal man være?

Jeg er i syv sind, og selv om jeg nok plejer selv at kunne træffe mine beslutninger, er jeg i tvivl denne gang.
Jeg er halvt færdig med en bog af den tredje selvudgiver, jeg er stødt på. Så vidt jeg ved …
Den første var Dorte Hummelshøj Jakobsen, og jeg vil kraftigt understrege, at hendes bøger er uden fejl, yderst velskrevne, med herlig humor og gode plot (for krimiernes vedkommende). Intet at udsætte her – gå I roligt i gang med Dortes bøger. Anna Märklins familiekrønike er virkelig god, Huset ved havet ligeledes; det er mine to favoritter, men der er ingen af hendes bøger eller noveller, der ikke er læseværdige.

Den tredje er Mogens Lehmann. Jeg læser Forkølelsen der dræbte, en glimrende bog, hvor jeg dog har Lehmann mistænkt for at være kraftigt inspireret af Stephen Kings The Stand.
Faktisk ved jeg ikke engang med sikkerhed, om Lehmann er selvudgiver; det er et gæt, men hvis han ikke er, er hans forlag i beklagelig mangel på kompetente korrekturlæsere. Et gæt, fordi der er gennemgående fejl som jer skrevet med stort begyndelsesbogstav og forholdsled som i dag, i går osv. er skrevet i ét ord.
Derudover skriver han konsekvent selvfølgelig, stadig og endelig sluttende med ‘t’. Det er en almindelig fejl, men det bliver det ikke rigtigt af og det er ret sjældent, at de skal skrives med t i enden af ordet. Endelig og endeligt er ikke det samme (uden t, når betydningen er omsider: endelig dukkede hun op; med t, når betydningen er definitivt, afsluttende, endegyldigt: han mødte sit endeligt). Ligeledes for selvfølgelig og selvfølgeligt (uden t, når betydningen er naturligvis, ganske vist; med t, når betydningen er naturligt, på en selvfølgelig måde. For stadig gælder det, at det er uden t, når det betyder endnu, stadigvæk, hele tiden, og med t, når betydningen er vedholdende, uafbrudt.
Gaaab, gab, jeg ved det godt …
Det er ikke fejl, der bevirker, at jeg ikke kan holde ud at læse bogen – selv om der er flere fejl end disse nævnte, er det stadig til at holde ud, så gå også trygt i gang med Mogens Lehmann, som er en intelligent herre, herom skal der ingen tvivl herske.

Nu har jeg rost én og hængt en anden lidt ud.
Det er vedrørende den anden selvudgiver, jeg stødte på for ikke så længe siden, jeg er i tvivl: Skal jeg hænge hende ud med navns nævnelse og vise bare en halv million af hendes million skrækkelige fejl, der gør, at jeg kun holdt ud, fordi 1) hun egentlig er en glimrende forfatter; forstået på den måde, at hvis hun havde haft råd til en korrekturlæser, ville hendes bog/bøger være gode, og 2) der gik sport i at finde nye fejl, hvilket skete hele bogen igennem – plus at flere naturligvis gik igen og igen. Jeg har tre af hendes bøger, men har kun læst den den første, og jeg ved ikke, hvornår eller om overhovedet jeg orker at begynde på de næste.
Der er flere grove fejl på hver eneste side, og ret hurtigt begyndte jeg at notere dem.

Bøgerne er alle købt gennem Saxo. Skal jeg anmelde bøgerne og ikke lægge skjul på, hvor forfærdelig dårlig både stavning og grammatik er?
Skal jeg have ondt af hende og derfor lade være med at foretage mig noget?
Jeg kunne selvfølgelig (uden t!) kontakte Saxo og give udtryk for min mening, som er, at de ikke kan være bekendt at sælge bøger, der er behæftet med fejl i så ekstrem overflod. Dette vil ikke gå ud over damen og dermed hendes bogsalg, men kunne måske få Saxo til at være lidt mere kontrollerende.

Jeg venter i åndeløs spænding på jeres intelligente kommentarer – måske, måske ikke, vil jeg afsløre forfatternavnet i et senere indlæg samt komme med eksempler på de værste af hendes uhyre mange uhyrligheder. Det kommer nok lidt an på jeres reaktioner.
Hvad koster en korrekturlæser egentlig?

En forfatterhistorie og en status

Jeg foralte i et tidligere indlæg, at jeg havde købt bogen Gøgens Kalden af Robert Galbraith, som er et pseudonym for Harry Potters ‘mor’, JK Rowling. Jeg er ikke engang begyndt på den endnu, men Tim og jeg kom til at tale om den, da jeg var i UK, fordi jeg sagde, at jeg undrede mig over, at hun skriver under pseudonym, hvis det overhovedet ikke er nogen hemmelighed, hvem der står bag.
Det viser sig, at det er Rowlings egen advokat, der lækkede hemmeligheden til “en, han troede han kunne stole på”, nemlig sin kones bedste veninde. Han ville ikke bare have fået Rowlings på nakken, hvis det havde været min advokatmand, for jeg ville være blevet møgsur, hvis jeg var konen: Hvorfor skulle veninden have det at vide, men ikke hende selv?
Rowlings blev flintrende rasende, for hun ville forsøge sig i en helt anden genre og se hvordan det ville gå, hvis ikke den kunne komme til at sælge bare pga. at hun er en kendt person. Det mislykkedes helt og holdent pga. det advokatfjols. Man kan læse om det her, hvis man skulle være interesseret. Mange troede i starten, at det var et marketingtrick, men det var det altså ikke.

Uden at vide det, har jeg fået købt en bønneplante, hvis blomster matcher klematissen, som den står lige ved siden af, på det nysseligste.

Nu ligner haven heroppe igen noget, der ikke har været forsømt i flere måneder. Det er utroligt, så hurtigt det går lige nu – det er bare 16 dage siden, vi var her sidst, men græsplænen var nærmest meterhøj, hvilket omgående får det hele til at se meget forsømt ud.
Naboen havde været så flink at slå noget af plænen for os – fire timer før vi kom i går, men det kunne han jo ikke vide … nu har John slået det for anden gang og har også været rundt med græstrimmeren, mens jeg har ordnet de bede, hvor han ikke får lov til at nærme sig med trimmeren. Der var masser af både krudt og ukrudt – nu mest krudt, heldigvis, for det går hurtigt at løbe den store have over. Mynten og de andre krydderurter, jeg satte sidste år, har allerede bredt sig meget, så næsten alt går efter planen. Selv courgetterne er vokset fint, hvor de hjemme havde besluttet sig for at begå kollektivt selvmord, mens jeg var i England.

Der er en million stikkelsbær i år – håber jeg når at få glæde af dem for en gangs skyld.
Der er også mange solbær, men det er jeg ikke vild med – hvis der er nogen, der gider komme og plukke dem selv, når tiden er der, skal de være velkomne …

Der er også filippaæbler. Ikke en million, men nogle stykker. Faktisk for mange til, at træet vil kunne bære dem, men nu får vi se – det er ikke sikkert, at de alle bliver til noget.
Der er ikke en eneste Reine claude-blomme. Øv. Der var ellers masser af blomster, og træet skulle være selvbestøvende, så hvorfor mon ikke der er sket noget på frugtfronten? Er træet for ungt endnu? Er det lige som med mennesker, at kønsmodenheden indtræffer, før man i virkeligheden er parat til at formere sig?