Hos Mommer

25. januar 2023

Fristelserne hober sig op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:55
Tags: , ,

Jeg burde melde alle nyhedsmails fra. Og stoppe med at kigge på Facebook og Instagram.
Fristelserne står i kø, larmer, lagrer sig i hjernen og bliver ved med at prikke til mit rejselystcenter, som er uforholdsmæssigt stort i forhold til resten af min hjerne … og likvide midler … verdenssituationen har en kedelig tilbøjelighed til at udhule pensionen i denne tid.
Det er både godt og ikke godt, men man må selvfølgelig aldrig gå ned på planer. I marts, juli og december skal vi til England. Vores sommerferie bliver to ugers autocampertur langs med og afstikkere fra den fantastisk smukke Kystrigsvej 17 i Norge, hvilket vi glæder os Nordkap 2009virkelig meget til. Hvis vejret ellers har tænkt sig at opføre sig ordentligt. Første gang vi tog den tur (i 2012), stod regnen ned i stride strømme dagen lang hver dag på hele ruten. Da vi, i håb om bedre vejr, ville gentage turen i 2018, vendte vi om og kørte hjemover efter at have kørt i to dage med 5-10° og slud. SLUD!!! Det var den sommer, hvor vi i Danmark ikke så regn mellem maj og august.
Nu prøver vi tredje gang, og hvis det heller ikke lykkes her, kaster vi håndklædet i ringen og finder et andet sted at vende camperen mod.

Til næste slutvinter vil vi til Grønland. Til Isfjorden. I en periode, hvor der er kommet tilstrækkeligt dagslys til at kunne opleve en fantastisk sejltur eller to, men hvor der også stadig er lange, mørke nætter til at se nordlys i. Det bedste fra to verdener.
Det var 2023 og 2024.
Vi er desværre nødt til at nøjes med én større tur om året, for der skal også være plads til både 2-3 englandsture og nogle kroophold med indbygget lækker mad.
Jeg har lige set et krydstogt til Nordkap og Hammerfest, hvor man sejler ud fra Esbjerg og ender i København. Se, det er virkelig fristende, for tænk at kunne tage et krydstogt, hvor vi ikke først skal flyve den halve jord rundt for at kunne borde. Det må af samme årsag vente, til vi er blevet lidt ældre.
Vi vil en tur ned på Italiens hæl, hvorfra vi har set tilstrækkelig mange interessante billeder til selv at ville opleve området.
Vi vil til Sicilien.
Østrig vil vi også nå at se igen.
Og på safari igen, selv om vi været det tre gange, men vi er ikke færdige med Afrikas vilde dyr endnu!
Krydstogt på Donau.
Nazaré i Portugal for at se surferne ride på stedets giga-monsterbølger – men eftersom der ingen garanti er for, at de er der lige når vi er der, og at vi i øvrigt ikke rigtig gider Portugal, så er det nok noget af det, der forbliver langt nede ad listen.
Vi er ret sikre på, at New Zealand og Australien er droppet nu – vi er blevet for gamle og orker ikke rigtig mere de lange, lange flyveture. Tror vi. Jeg ville så gerne på flodkrydstogt på Mekong, men der er for varmt og fugtigt til John. Der skal jo helst heller ikke være så mange ønsker, at det ligefrem stresser os …

Lad nu være med at spørge, hvorfor vi ikke bare bliver i Danmark, fordi her er så smukt og dejligt. Det er vi helt enige om, men det ser vi på alle vores småture, og der er så mange skønne og ikke mindst anderledes steder på planeten Jorden.

For os er der et evigt dilemma: Når vi har set og oplevet et dejligt sted, har vi næsten altid lyst til at se det igen, men der er bare så forfærdelig mange steder på jorden, vi også gerne vil se. Vi når aldrig nogensinde mere end en brøkdel af dem, og netop derfor er det måske dumt at se nogle af dem både to og tre gange? Hvad er den salomoniske løsning på det dilemma?

Én ting er helt sikker: Jeg vil ikke sidde på plejehjemmet og ærgre mig over alt det, jeg kunne have gjort, men ikke gjorde. Jeg vil kunne sige til mig selv, at jeg gjorde hvad jeg kunne!

16 kommentarer

  1. Jeg er glad for, at jeg ikke har den rejselyst, det står pensionen ikke til. Jeg kommer måske nok til at sidde på et plejehjem og ærgre mig, men ikke over det jeg ikke fik set, jeg er i det store hele tilfreds med at tage den med ro, en flytning i så sen en alder er fint for mig. Sådan er vi heldigvis forskellige. Jeg håber I når alle jeres mål.

    Kommentar af Lisbeth — 25. januar 2023 @ 18:47

    • Alene det at ende på et plejehjem er jo superærgerligt, så jeg kan sagtens følge dig.
      Jeg kender mange uden den store rejselyst; det er nok John og mig, der er lettere unormale, men som du siger, er vi forskellige, og heldigvis for det.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2023 @ 20:26

  2. Fantastisk med sådan en rejselyst og godt I er fælles om den!

    Kommentar af Fru Moll — 25. januar 2023 @ 21:00

    • Uhaja, det ville ikke være godt, hvis det kun var den ene af os 😏

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2023 @ 21:25

  3. Man skal aldrig gå ned på drømme! Bortset fra destinationerne nord for Skagen nikker jeg bifaldende og anbefalende.

    Kommentar af Eric — 26. januar 2023 @ 11:20

    • Det skal man ikke! Men jeg vil stædigt hævde, at der er heeelt vildt smukt i Norge, så det er lidt synd at droppe det fordi det ligger nord for Skagen 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2023 @ 23:01

  4. Hvor er det spændende at læse om dine ønsker og planer og overvejelser for og imod. Det prikker lidt til mig, men jeg er gift med en, der er lige så langsom i optrækket som mig, når det gælder beslutninger om rejser. Så deeet …

    Kommentar af conny — 26. januar 2023 @ 12:46

    • Jeg kommer da gerne og hjælper lidt til med at træffe beslutningerne 😉

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2023 @ 23:02

  5. Med alt det, du skal nå, kan jeg godt se, du er nødt til at blive mindst 96. Var det ikke det, du skrev tidligere.
    Jeres dilemma kan vi godt nikke genkendende til.
    Lissabon og omegn er nu er forlænget weekend værd. Det rejsemål kan I godt rykke lidt højere op på listen.
    Og Sicilien, yes! Der er mange spændende museer 😉 Men I satser nok på landskaber og god mad 🙂

    Kommentar af tingats — 26. januar 2023 @ 18:04

    • Det var vist kun 94, så det når jeg nok 😀
      Men ja, det er er dilemma, men jeg har skrevet mig din kommenter om Lissabon bag øret. En forlænget weekend kan næppe være spildt.
      Vi er ikke de store museumsmennesker, som du ganske rigtigt har gennemskuet, men kulturarven på Sicilien er værd at se, er jeg sikker på.

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2023 @ 23:07

  6. Husk nu at tage til Bath, næste gang I skal til England. Det er et fantastisk sted og en smuk by. Vores yndlingsby og besøgt mindst 15 gange.

    Kommentar af Else Johansen — 26. januar 2023 @ 19:53

    • 15 gange er vi ikke oppe på endnu, men vi er ofte i Bath og har vel været der en halv snes gange – og vi er ganske enige i, at det er en rigtig dejlig by.

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2023 @ 23:13

  7. Jeg er glad på dine vegne over at du har så stor rejselyst! Det er godt. Og der er hele tiden mere at udforske, flere kulturer, og der er mennesker, som trænger til at se folk fra Danmark 🙂

    Den salomoniske løsning på dilemmaet med dels at ville gense steder og dels se resten af verden, den eksisterer ikke — alene af den grund at når du kommer bare 1 år efter til samme sted, så er der forandret. Måske ikke meget, men du kender det godt, man skal gå og lede efter synsvinkler for at finde steder i fx København, hvor “byen ligner sig selv” fra vore unge dage.

    Måske skal målet være et andet: Observer de steder i Skandinavien og EU, hvor tingene er så anderledes end de er i den Stråtækte 🙂 De steder, hvor der er forandringer i gang.

    Hver rejse er ny, hver dag er ny. Hvis jeg havde energi og penge til at se New Zealand, så ville jeg rejse med fly 500 km ad gangen, og blive en uge ved hver stadium. Jeg forstår godt du ikke længes efter den lange, lange, lange flyrejse (24 timer tror jeg man siger).

    Jeg læste med et smil jeres planer for 2023, det bliver alle tiders!

    Kommentar af Donald — 26. januar 2023 @ 23:31

    • Der er nemlig masser at se, og det er altid sundt at få et indblik i andre kulturer … selv om jeg tror, det er mere turistindtægterne end turisterne selv, man er glad for mange steder. Nogle gange bliver jeg ret flov over at se, hvor uciviliseret turister kan finde på at opføre sig!
      Målet – hvis man kan tale om et mål – er netop at se steder, der ikke ligner det vi kender, men dem er der altså også mange af 😉
      Jeg kunne godt unde dig at komme til NZ i små step – jeg kan dog ikke helt se ruten for mig 😀

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2023 @ 7:59

  8. Jeg bliver helt forpustet 🙂 gad vide om vi havde haft den rejselyst, hvis vi havde haft tiden til det. 40 år som landmænd med tid til 10 dages sommerferie og forlængede weekends i ny og næ, lægger en dæmper på rejser langt væk. Jeg er vild med jeres drømme og glad for at I kommer af sted , så oplever jeg også noget hjemme fra sofaen 🙂

    Kommentar af Lene — 27. januar 2023 @ 18:15

    • Mine forældre havde samme ‘landmandsproblem’, og da de fik tiden til det, var min mor ikke så rask mere, så det var synd for dem.
      Tiden får I også engang, men det er jo ikke alle, der er lige så ivrige rejsemennesker som os – og I vælger sikkert at prioritere ture til Norge ret højt 😊
      Først var det økonomien, der bremsede os. Da den blev bedre, var det tiden det kneb med, fordi vi brugte mange feriedage på englandsbesøg. Det er nok derfor vi slet ikke er til at styre nu, hvor vi har masser af tid 😀

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2023 @ 19:38


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.