Fristelserne hober sig op

Jeg burde melde alle nyhedsmails fra. Og stoppe med at kigge på Facebook og Instagram.
Fristelserne står i kø, larmer, lagrer sig i hjernen og bliver ved med at prikke til mit rejselystcenter, som er uforholdsmæssigt stort i forhold til resten af min hjerne … og likvide midler … verdenssituationen har en kedelig tilbøjelighed til at udhule pensionen i denne tid.
Det er både godt og ikke godt, men man må selvfølgelig aldrig gå ned på planer. I marts, juli og december skal vi til England. Vores sommerferie bliver to ugers autocampertur langs med og afstikkere fra den fantastisk smukke Kystrigsvej 17 i Norge, hvilket vi glæder os virkelig meget til. Hvis vejret ellers har tænkt sig at opføre sig ordentligt. Første gang vi tog den tur (i 2012), stod regnen ned i stride strømme dagen lang hver dag på hele ruten. Da vi, i håb om bedre vejr, ville gentage turen i 2018, vendte vi om og kørte hjemover efter at have kørt i to dage med 5-10° og slud. SLUD!!! Det var den sommer, hvor vi i Danmark ikke så regn mellem maj og august.
Nu prøver vi tredje gang, og hvis det heller ikke lykkes her, kaster vi håndklædet i ringen og finder et andet sted at vende camperen mod.

Til næste slutvinter vil vi til Grønland. Til Isfjorden. I en periode, hvor der er kommet tilstrækkeligt dagslys til at kunne opleve en fantastisk sejltur eller to, men hvor der også stadig er lange, mørke nætter til at se nordlys i. Det bedste fra to verdener.
Det var 2023 og 2024.
Vi er desværre nødt til at nøjes med én større tur om året, for der skal også være plads til både 2-3 englandsture og nogle kroophold med indbygget lækker mad.
Jeg har lige set et krydstogt til Nordkap og Hammerfest, hvor man sejler ud fra Esbjerg og ender i København. Se, det er virkelig fristende, for tænk at kunne tage et krydstogt, hvor vi ikke først skal flyve den halve jord rundt for at kunne borde. Det må af samme årsag vente, til vi er blevet lidt ældre.
Vi vil en tur ned på Italiens hæl, hvorfra vi har set tilstrækkelig mange interessante billeder til selv at ville opleve området.
Vi vil til Sicilien.
Østrig vil vi også nå at se igen.
Og på safari igen, selv om vi været det tre gange, men vi er ikke færdige med Afrikas vilde dyr endnu!
Krydstogt på Donau.
Nazaré i Portugal for at se surferne ride på stedets giga-monsterbølger – men eftersom der ingen garanti er for, at de er der lige når vi er der, og at vi i øvrigt ikke rigtig gider Portugal, så er det nok noget af det, der forbliver langt nede ad listen.
Vi er ret sikre på, at New Zealand og Australien er droppet nu – vi er blevet for gamle og orker ikke rigtig mere de lange, lange flyveture. Tror vi. Jeg ville så gerne på flodkrydstogt på Mekong, men der er for varmt og fugtigt til John. Der skal jo helst heller ikke være så mange ønsker, at det ligefrem stresser os …

Lad nu være med at spørge, hvorfor vi ikke bare bliver i Danmark, fordi her er så smukt og dejligt. Det er vi helt enige om, men det ser vi på alle vores småture, og der er så mange skønne og ikke mindst anderledes steder på planeten Jorden.

For os er der et evigt dilemma: Når vi har set og oplevet et dejligt sted, har vi næsten altid lyst til at se det igen, men der er bare så forfærdelig mange steder på jorden, vi også gerne vil se. Vi når aldrig nogensinde mere end en brøkdel af dem, og netop derfor er det måske dumt at se nogle af dem både to og tre gange? Hvad er den salomoniske løsning på det dilemma?

Én ting er helt sikker: Jeg vil ikke sidde på plejehjemmet og ærgre mig over alt det, jeg kunne have gjort, men ikke gjorde. Jeg vil kunne sige til mig selv, at jeg gjorde hvad jeg kunne!