“Kvinde, kend din krop” er der en bog, der hedder. Jeg har ikke læst den, for jeg kender min krop i tilstrækkeligt omfang.
Men hvad med sindet? Kender vi alle os selv? Hvordan vi vil reagere i enhver given situation?
Det tror jeg ikke. Man kan have en ide om, hvordan man vil reagere, men kan i sagens natur ikke vide det, før man står i situationen. Viser man sig at være stærk? Svag? En, der kan støtte og hjælpe, eller lidt af et pylrehoved, der hælder sig op ad andre?
Der er naturligvis ‘situationer’, hvor man hverken behøver at give eller modtage støtte.
Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at jeg er stærk. Det har jeg ikke altid været, men det der indimellem lidt svære liv har givet mig noget mental muskeltræning. Og lad det være sagt med det samme: Flosklen Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere, har jeg aldrig brugt. Jeg synes det er noget sludder. Det er ikke nødvendigt at være i en livstruende situation for at blive stærkere, og omvendt er der bekymrende mange der mentalt bliver slået ihjel af situationer, andre ingen problemer har med at stå igennem. Sig flosklen til en, der overlevede en koncentrationslejr – eller en af de mere nutidige ditto – eller til en soldat, der lider af PTSD. Han overlevede, men er han blevet stærkere? Sig flosklen til en kvinde, der på mirakuløs vis slipper ud af trafficking. Tror I nogensinde de stakkels mennesker bliver hele igen? Så nej, fri mig for den slags fjollede bemærkninger, tak.
Det blev lidt alvorligt.
Egentlig ville jeg bare i al uskyldighed ind på, at jeg tror jeg kender mig selv.
Kender mig godt nok til at vide, at selv om jeg i hele mit voksenliv har haft lyst til at både at være i stand til at lave min egen surdej og til at sy mit eget tøj, så kommer det sandsynligvis aldrig til at ske. Jeg ville virkelig gerne have en levende modersurdej; den slags som kan holde et helt liv, men nej. Jeg kan ikke engang undfange en, for slet ikke at tale om at holde den i live. Jeg har forsøgt mig et par gange og tror ikke på det mere.
Jeg har også syet en kjole – som jeg havde på én gang. Den var grim.
Jeg har syet et par lange bukser – halvt. Jeg opgav, fordi jeg ikke kunne finde ud af lynlåsen.
Jeg kan sy de mest avancerede tasker, men kan ikke sy en bluse.
Jeg kan lave relativt god mad, men jeg kan ikke bage brød. Det bliver altid noget værre klamp, når jeg en sjælden gang forsøger mig. Dette er dog længe siden nu, for min bagemaskine klarer det langt bedre, og desuden er det også meget nemmere – man er vel doven født rationaliseringsekspert.
Der er folk, der anser mig for at være doven, men det er for nogles vedkommende især fordi jeg ikke gider de ting, de selv synes er interessante …
Jeg synes ikke selv, at jeg er doven, men jeg har hele mit liv haft det bedst med at finde den metode, der får tingene til at gå hurtigst. Det gør man ved 1) at være hurtig og 2) tænke rationelt. Jeg havde engang en laborantkollega, der, når han så dagens opgaveliste, begyndte med det der stod øverst på den uden at læse den igennem og planlægge. Klokken tre fandt han ud af, at listens sidste punkt var noget, der skulle stå og inkubere i to timer, inden han kunne afslutte analysen, hvilket tog yderligere mindst en time. Han havde en del overarbejde …
Alt dette, fordi jeg her til morgen fik en mail fra Gastrofun, som handlede om surdejskunsten. Jeg blev vældig inspireret af de gode tips, råd og opskrifter, men nej.
Jeg lader mig ikke friste. VIL ikke. Jeg ved jo hvordan det går, og hvorfor bede om endnu et nederlag?
Hos Mommer 
Ha, her troede jeg at jeg skulle læse noget om Lise Nørgaards sidste ord, for i følge min hukommelse var overskriften hendes råd til unge kvinder sammen med at de ikke behøver at være som eller ligne andre. Jeg ser også mig selv som doven, men jeg er ikke effektiv som dig, så jeg er konstant bagud med ting, fordi jeg lige skal se en serie eller lytte til en bog, mens jeg slapper af i sofaen.
Jeg kender også mig selv, men jeg har også lyst til at udfordre min viden om mig selv. Så jeg gad godt prøve at sy en kjole. Jeg plejer at sige at jeg har prøvet alt det der med at lave mad fra bunden, det gider jeg ikke mere. Men en gang imellem kan jeg godt gøre det. Mad skal vi jo have på bordet, så nu vil jeg udfordre mig selv til kigge skabe, køleskab og fryser igennem i stedet for at købe.
Kommentar af Lene — 9. januar 2023 @ 12:25
Du er bestemt ikke doven, Lene. Med det job du har, er det fuldstændig umuligt også at være fuld af energi og virketrang, når du er hjemme.
Det er sundt at udfordre sig selv – det gør jeg også indimellem, men i mine øjne er det nok ikke helt det samme som at udfordre sin viden om sig selv, men det er en strid om ord. Det er også en god ting at få ryddet lidt ud i fryser og køleskab. Især det første er jeg vildt dårlig til … men er god til at købe ting, der skal i den. Det er først, når der ikke kan stoppes mere i den, jeg er i stand til at tage mig sammen 😀
Kommentar af Ellen — 10. januar 2023 @ 9:07
Her tror jeg, at vi er ret ens. Man kan godt have lysten til at kunne gøre en bestemt ting, fx sy. Men uden at have lysten til at lære det, at gide sætte sig ind i det. I miniformat oplevede jeg det i weekenden, da jeg skulle gøre noget så simpelt som at sy stropper i viskestykker (vi har overtaget nogle mærkelige, store knopper, som viskestykkerne skal hænges op på). Det var SÅ KEDELIGT – og det TOG SÅ LANG TID. I virkeligheden nok kun en halv time, men der kom mange grimme ord ud af min mund i den korte tid.
Mens jeg gladeligt ser YouTube efter YouTube, hvis der er et strikkeproblem, jeg skal have løst, eller en ny teknik. DET er ikke kedeligt.
Kommentar af conny — 9. januar 2023 @ 14:07
Du rammer plet med bemærkningen om, at det er det med at gide sætte sig ind i et eller andet, der er det egentlige problem. Hvis det altså er et problem …
For selvfølgelig kan både du og jeg lære at sy tøj, men i virkeligheden interesserer det os ikke nok – det gør strikkeriet, derimod … og jeg ser videoer om teknikker, når jeg skal til at sy en ny og spændende taske, så jo, vi er både enige og nok også ret ens, som du siger 😀
Kommentar af Ellen — 10. januar 2023 @ 9:11
Nu vil du jo næppe sy flere par bukser, men skulle du forsøge dig, har jeg et tip: Begynd med lynlåsen. Det gør de på fabrikkerne, jeg har selv arbejdet på en cowboybuksefabrik i min grønne ungdom. Når man syr lynlåsen i som det allerførste, når den aldrig at blive et problem!
Kommentar af henny894 — 10. januar 2023 @ 12:15
Nej, nok næppe, men det råd ville jeg godt have haft dengang jeg forsøgte mig med buksesyning 😃
Kommentar af Ellen — 10. januar 2023 @ 12:50
Dovenskab er et moralsk begreb, som puritanerne har opfundet for at udskamme dem, der kender sig selv godt nok til ikke at spilde tid på det, de ikke har lyst til – eller mere raffineret får andre til at gøre.
Kommentar af Eric — 10. januar 2023 @ 13:44
Hehe, det er en fin teori 🙂
Kommentar af Ellen — 10. januar 2023 @ 16:16
Det er godt at vide, hvad man vil og kan og hvad man ikke kan. Jeg kan gå med rollator og skrive med venstre hånd – js det er så det, lidt svært.
Kommentar af Lisbeth — 10. januar 2023 @ 15:15
Man finder nye sider af sig selv, hvis uheldet har været ude 😥
Kommentar af Ellen — 10. januar 2023 @ 16:17
Jo, jo, den lille bog har jeg læst for nogle år siden. Annette Harbech Olesen ( Madforlivet) har skrevet den, og den er blandt andet om nogle af de kemiske processer i din krop.
Jeg giver dig ret i, at det er svært, om ikke umuligt, at forudse hvordan man vil reagere i visse situationer.
Med hensyn til udvikling af den modersurdej, så er det altså ikke så svært, og derfor måske fordi du slet ikke gider beskæftige dig med det. Så, det er altså helt i orden min ven :O) Det samme med syningen af dit tøj.
Vi behøver jo ikke at beskæftige os med det, som vi ikke gider længere. Det er et privilegie, som vores “høje” alder og vores livsbetingelser, hvor vi lever, har givet os. Knus
Kommentar af Lene — 11. januar 2023 @ 23:07
Jeg tror, at du nok blander den sammen med “Kvinde, styrk din krop”, som er skrevet af AHO. Den med at kende kroppen er skrevet af forskellige kvinder, som er forskellige steder i livet.
Men det er helt lige så meget i orden, som min uvilje (og du har jo ret, for selvfølgelig kunne jeg, hvis jeg skulle 😘) til at lave surdej og at sy tøj.
Det er lige netop det, der er så skønt ved pensionistlivet: Det er meget få ting, man SKAL!
Og knus til dig også. Vi savner jer 😌
Kommentar af Ellen — 12. januar 2023 @ 9:42
Åh ja, det har du ret i. Så kender jeg ikke bogen Kvinde, kend din krop.
Savner også jer; men vi kommer til Danmark til sommer, hvor vi bliver i “flere måneder”. Så må vi ses.
Kommentar af Lene — 12. januar 2023 @ 14:58
Jahhh – jeg glæder mig allerede 😍
Kommentar af Ellen — 12. januar 2023 @ 15:42
Dejlig overskrift, og krydres den med “ Jeg er s.. min egen” så passer den godt.
Da jeg stod som pig på 12 år først i 6. Kl. På tur med Pigekoret i Holland, indkvarteret sammen med en af gymnasiepiger fra koret, og min første menstruation brød, var jeg helt uforstående, den unge kvinde jeg boede sammen med hjalp mig på bedste vis. Hun havde været min spejderfører fra jeg var 7 år, været bypige mm ved mine forældre, så vi kendte hinanden godt. Og da bogen Kvinde kend din krop udkom i 1975, sendte hun en til mig. Da var jeg 16 år. Og ved at læse den, forstod jeg pludselig meget mere, blandt andet at min læge sammen med min mor, havde lavet en GU, da jeg var 8 år. Min mor fik et ar af et bid fra mig. Og ja, pludselig forstod jeg meget mere, ikke kun det fysiske, men også en masse psykisk.
Nå det var lidt tanker fra en bog fra fortiden, tænker vi i dag er langt mere oplyste, og ingen forældre siger ja til autoriteten for sådan en handling i dag.
Husk “Jeg er s.. min egen”
Kommentar af Abildjyden — 15. januar 2023 @ 10:24
Holddaop! Du havde da vist heller ikke en mor, der var god til at fortælle sin datter om hvad der sker med kroppen på et tidspunkt i ungdomsårene. Jeg går ud fra, at en GU er en gynækologisk undersøgelse? Det gør man da bare ikke på en 8-årig pige uden at fortælle hvad det er man foretager sig – og hvorfor! Altså! Men så var det godt, at man havde bøger (og gode piger), der kunne hjælpe, hvor mor ikke kunne.
Det husker jeg skam 😁
Kommentar af Ellen — 15. januar 2023 @ 21:11