Hos Mommer

1. december 2022

En på alle måder STOR oplevelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:21
Tags: ,

Min nevø, Rune, er maskinmester på Marie Mærsk, et skib i Triple E-klassen, som rummer flådens største skibe. Marie er 400 meter lang og kan rumme knap 18000 containere. 
Hun ligger lige nu i Aarhus havn, hvor Rune i går skulle afmønstre for denne gang. Han er ude i 11 uger og hjemme i 11. Nu, hvor coronapesten er overstået – hvis man altså ikke er kineser – må de igen modtage gæster, og jeg fik æren sammen med Runes mor Merete, som jo altså er min søster. John var desværre ikke frisk nok, men vi får nok chancen igen omkring 1. marts, hvor Rune skal påmønstre samme sted. Som planen er nu … intet er sikkert i denne verden.

P1050208P1050215

Efter at være blevet clearet i vagten (Rune havde på forhånd meldt os og havde indsendt vores navne og pasnumre), blev vi kørt ud til skibet af en shuttlebus.
Derefter skulle vi op ad den stejle gangway, hvor vi i ‘indgangslugen’ fik udleveret vest, hjelm og gæsteskilt.
Så kom der en og ledsagede os, via flere stejle trapper, op og hen til et kontor, hvor Rune kort efter kom og hentede os. Han skulle først være færdig med at overdrage jobbet til afløseren. Der er hele tiden kontrol, ingen fremmede får lov at være nogen steder uden tilstedeværelse af et besætningsmedlem, og alle yderdøre (for)bliver låst; det er ren rutine, selv om der ikke er mange, der har lyst til at flygte fra Danmark … i visse andre lande vil rigtig mange gøre alt for at smugle sig selv om bord på hvad som helst, der kan føre dem væk.

P1050213P1050214

Vi indledte med at se de private gemakker, som er ret fornemme – kontor og dagligstue-sidde-/sofaarrangement i ét rum med tilstødende soveværelse og badeværelse.
Turen gik videre til the galley (køkkenet), vaskerummet, fitnessrummet og ‘hospitalet’, samt diverse opholdsrum, såsom gamerrum, kantine, kaffestue, hyggestue, bibliotek (uden bøger, men med masser af film og diverse magasiner), spillerum (bordfodbold o.l.) og biograf.

P1050212P1050228P1050232

P1050233P1050265P1050266

Turen kom nu til resten af skibet. Vi startede oppefra og arbejdede os derefter hele vejen ned. Først broen.
Jeg vil på forhånd undskylde over for Rune, som så fornemt gav os den helt store, forkromede udgave af en rundvisning.
De har tit officielle besøgende, hvor ‘Den Lille Tur’ kan være så kort som 20 minutter, og ‘Den Store Tur’ tager omkring 45 minutter.
Vores varede 2½ time … og min undskyldning går på, at jeg absolut ikke kan huske alle de mange tal eller funktionerne af alt det vi blev vist. Det var voldsomt mange og voldsomt store tal; moster her var meget imponeret over, at han kunne huske alt det. På den anden side er det jo hans job at vide alt, der har med skibets drift at gøre – men alligevel …

P1050218P1050243

Herover hhv. kaptajnens og maskinmestrenes operationsrum.

P1050238

Tovværk og ankerkæde. Hvert led vejer 300 kilo, og kæden er 500 meter lang (husker jeg mon rigtigt der? Det lyder voldsomt, men skibet er jo 400 meter, så måske er den god nok).

P1050239

Selve motoren og alle maskinrummene, med alt hvad dertil hører, syntes selv jeg var interessant, selv om intet normalt kan interessere mig mindre, men dette var bare så stort og så imponerende, at det må kunne have slået selv den mest motorusagkyndige med benovelse.
De laver selv ferskvand fra havvand, og de tre forskellige slags olier bliver renset og genanvendt mange gange. Den forbrugte fuelolie bliver også recirkuleret på en eller anden måde.

P1050251P1050253

P1050245P1050248

Øverst tv: Filtre, filtre og atter filtre.
Øverst th: Selve motoren, som måske kan genkendes som en megaudgave af en gammeldags bilmotor.
Nederst tv: Væg til ‘manuel’ betjening af maskinrummet, hvis der skulle ske noget med elektronikken.
Nederst th: Transformere i massevis; hver på 6600 Volt.

P1050260P1050262

Meget af værktøjet er selvfølgelig også oversize – se bare en af møtrikkerne. De bliver ikke spændt med håndkraft; det har de et eller andet heftigt hydraulisk til at klare.

Jeg kunne vise mange flere billeder og fortælle meget mere, men det er der sikkert ingen af jer, der orker.
Jeg vil bare sige, at får I nogensinde chancen for at få en rundtur på et containerskib, så tag imod den – også selv om I ikke tror, den slags interesserer jer. Det er altid en fornøjelse at høre fagligt velfunderede folk fortælle. Især, når det ikke er overfyldt af et irriterende hav af øhhh’er og “hvaerdetnudethedder”. For Runes vedkommende var jeg ikke i tvivl om, at det hele virkelig sad på rygmarven, og det var som sagt en fornøjelse at høre ham fortælle.

Advertisement

14 kommentarer

  1. Det er bare fedt at opleve den slags! Tak for turen.

    Kommentar af Eric — 1. december 2022 @ 14:19

    • Velbekomme – fedt er nemlig lige hvad det er!

      Kommentar af Ellen — 1. december 2022 @ 17:14

  2. Det må have været en oplevelse!
    Da vi havde sommerhus på Helgenæs, kunne vi fra stuen se de store Mærsk skibe, når de passerede Helgenæs!
    Om sommeren er det populært at opholde sig ved Sletterhage fyr, når de sejler forbi ind til Aarhus. Det var som regel mandag aften ved 20-tiden, og der var ofte 100 mennesker samlet for at se det imponerende skib passere ganske tæt forbi Sletterhage fyr.

    Kommentar af Fru Moll — 1. december 2022 @ 18:07

    • Det var det bestemt også!
      Det er eller har åbenbart været noget af et tilløbsstykke, når der anløber et Mærsk-containerskib. Det er dæleme også en stor ting!

      Kommentar af Ellen — 1. december 2022 @ 18:33

  3. Ja men jeg var glade for forklaring og billeder, min Tim startede som 18 årig i 2001 hos USA hos Mærsk, han havde aldrig været på et skib før. Han stod det hele igennem og fik sin uddannelse flere år efter. Han havde sit ungdomsliv i Svendborg. Da han var færdig søgte han orlov, og kunne derefter ikke komme tilbage. Det gjorde nu ikke noget, han fandt på andre spændende ting, bl.a. i Søværnet. Nu er han ansat som teamchef i Arbejdstilsynet.

    Kommentar af Lisbeth — 1. december 2022 @ 20:56

    • Det er et spændende forløb, din Tim har haft – og meget forskelligt i forhold til Rune, som også var maskinelev hos Mærsk i Svendborg, men han blev så i flåden 😊

      Kommentar af Ellen — 2. december 2022 @ 9:38

  4. Det er da skønt at have sådan en god forbindelse til et sted, kun de færreste får mulighed for at se.

    Kommentar af conny — 2. december 2022 @ 12:05

    • Det er nemlig fedt, og det er bare med at benytte sig af det 😊

      Kommentar af Ellen — 2. december 2022 @ 13:15

  5. Nøøøjj hvor imponerende! Så stort. Og når det så er din nevø, der giver den store rundvisning, så kan det vist ikke blive større og bedre 🙂
    Det er godt at se, at personalet har fine forhold.

    Kommentar af Betty — 2. december 2022 @ 21:22

    • Det har du nemlig helt ret i 😊
      Personalet har fine forhold, men de filippinere, der udgør en stor del af det menige personale, skal også være ombord i minimum seks og maksimum ni måneder ad gangen!

      Kommentar af Ellen — 2. december 2022 @ 22:05

  6. Altid interessant at komme rundt steder, som ligger langt fra ens vante miljøer. Og tilmed med forevisning og forklaring af en vidende og engageret kyndig. Tak for turen.

    Kommentar af Ib Hansen — 4. december 2022 @ 5:57

    • Velbekomme, og ja, det er interessant – ildsjælen her gjorde det til en dejlig og spændende oplevelse.

      Kommentar af Ellen — 4. december 2022 @ 9:00

  7. Hvor ser det spændende ud. Jeg kan godt forstå, at John glæder sig, til det bliver hans tur – til turen.

    Kommentar af tingats — 17. december 2022 @ 9:12

    • Ja … han var sandelig også ærgerlig over, at han ikke fik den denne gang.

      Kommentar af Ellen — 17. december 2022 @ 13:19


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.