Et par dage i Schleswig

Vi rev fire dage ud af kalenderen og tog en tur til Hotel Schimmelreiter i Silberstedt. Med halvpension. Tre retter hver aften – kokken bestemmer menuen.
Vi havde nok alle fire forventet noget meget tysk (bl.a. indebærende kæmpestore portioner), men første aften blev vi positivt overraskede. Vi fik først en tomatsuppe, og de kan virkelig noget med supper, de tyskere. Hovedretten var en schnitzel, men med et twist og et tilbehør, som gjorde den meget lækker og delikat. Dessert: is, hvilket i det mindste gjorde to af de fire glade.
Det viste sig desværre, at de havde lagt hårdt ud, for de næste to dage var maden ærlig talt ikke noget at skrive hjem om. Den var da okay, men ikke så god som på dag ét. Især ikke i aftes, hvor den stod på karryris! Jeg bryder mig ikke om ris, og karry kan jeg kun klare i minimale mængder, så jeg spurgte, om jeg kunne få mere af den tilhørende salat og undvære karryrisene. Hun kunne tydeligvis ikke forstå, hvorfor jeg dog kunne have et sådant ønske, men hun holdt masken så nogenlunde, ønsket blev efterkommet, og jeg var glad.

Onsdag tog vi på kålmuseum! Yes. Kålmuseum. Det var Ditte, der opdagede dets eksistens, og først grinede vi alle fire højt og larmende. KÅLmuseum. Altså … men navnet var fint fundet på: KOHLosseum.
Da vi havde grinet af, blev vi ved nærmere eftertanke enige om at se stedet, for kål er trods alt en stor del af madkulturen både for Tysklands og Danmarks vedkommende.
Det viste sig da også at være en del mere interessant end forventet, så vi var det hele igennem og sluttede med et besøg i den spændende butik, hvor der ikke kun var kål i alle afskygninger, men også andre spændende ting at købe. Jeg købte bl.a. to forskellige slags surkål, hvilket jeg faktisk aldrig har smagt. Det har jeg så snart.
Vi kunne kigge ind til dem, der havde til opgave at styre sauerkrautproduktionen. Man fornemmer måske, at der blev lavet en hel del.

Vi kørte videre, først til Eidersperrwerk og dernæst Friedrichstadt, som er en hyggelig kanalby. At det oven i købet var blevet næsten sommer, med 17°, gad vi ikke brokke os over. Vi sad på torvet og fik og en kopkaf og en kage. En stor kage … små portioner er som nævnt ikke rigtig noget man kender i Tyskland.
Efter den kaloriebombe gik vi en tur langs kanalerne og nød synet af disse, de smukke gamle huse og det gode vejr.

I går kørte vi til Dannevirke, med frokost i Schleswig og kaffe i Kappeln. At se den gamle vold havde været et ønske for John lige siden han var 14 år, hvor han var på lejrskole i Sønderjylland, men netop turen til Dannevirke blev ikke til noget, fordi bussen brød sammen, så det blev med 62 års forsinkelse.
Heldigvis blev han ikke skuffet, men det var også et smukt område. Fra museet kunne man gå enten mod øst eller mod vest. Vi gjorde begge dele – nu skulle vi have det hele med, og det var da også en dejlig tur ad begge veje.

Torsdagsvejret var ikke så godt som i onsdags, og i dag returnerede det til det alt for velkendte, kolde aprilsvejr med kun 7°, men da skulle vi også bare hjem. Vi tog den langs Flensborg Fjord, op til frokost på Krybily Kro ved Kolding og så ellers hjem – vel omkring 10 kilo tungere end da vi tog afsted.
Okay, måske knap nok, men det føltes sådan. Godt, vi har en måned til at smide det igen, inden turen går til England, hvor vi heller ikke plejer at få for lidt mad.
Min fødselsdagsgave fra mine englændere bliver en middag for os alle seks på en michelinrestaurant ikke så langt fra hvor de bor, så jeg har noget at glæde mig til.