Hos Mommer

13. januar 2022

Lidt historie – og lidt nyt fra vestfronten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: , ,

Vi var tæt på en af Danmarks stendysser forleden dag, nemlig Karlsstenen, som står på Grønnessegårds jord. Det er ikke hver dag, man ser en rigtig runddysse, men eftersom der er bevaret hele 2300 af dem, kunne det rent faktisk lade sig gøre at se en ny hver dag i seks år og fire måneder, hvis man ellers havde mod på at køre rundt i Danmark hver eneste dag i så lang tid. Jeg troede egentlig ikke, der var så mange tilbage, da jeg ved, at mange efterhånden er ødelagt, men jeg blev klogere, da jeg researchede lidt til dette indlæg.

Karlsstenen (5)

FemkroneseddelKarlsstenen kom på femkronesedlerne i 1910. Jeg er så gammel, at jeg godt kan huske, at der var femkronesedler – dog ikke denne med dyssen, for den blev inddraget i forbindelse med pengeombytningen i 1945, da man efter krigen ville sortbørshandlen til livs. Jeg husker den sidste af dem med Kalundborg kirke.
Det er lidt pudsigt, for ser man på den side af stenen, som jeg synes mest ligner den på sedlen (og som Ditte står ved), ser man ind mod land, mens man på den på pengesedlen kigger ud mod kysten. På billedet herunder, som jeg tog af den med udsigt mod kystsiden, ser stenen temmelig anderledes ud.
Nå. Det er nok ikke noget, jeg skal spekulere nærmere over …

Karlsstenen (4)

Grønnessegård, som ligger mellem Frederiksværk og Hundested, er en smuk herregård, som i lokalområdet er kendt for deres gode butik med kød fra godsets eget herefordkvæg plus andre lokale fødevarer.
Herunder ses lidt af godset, samt Ditte siddende på et langt vandtrug. En charmerende ting, som jeg synes det er fint, at de har bevaret, selv om det sikkert er mange år siden, det har været i brug.

Grønnessegård (4)Grønnæssegård (1)

Det var historiedelen. Nutidsdelen handler om nyt fra vest:
75 % af mine englændere er blevet smittet med coronavirus. De tror det må stamme fra Tim, som i begyndelsen af januar havde et møde i London, hvor den ene af deltagerne havde en let forkølelse. Tim var lidt øv over det og sagde, at det kunne han da godt have fortalt inden mødet, men vedkommende mente ikke, at det kunne være Covid-19, for han fejlede intet udover lidt løbenæse. Ingen feber eller noget.
Manden har jo nok haft covid19, for Tim blev nogle dage efter mødet forkølet og fik hovedpine. Den værste hovedpine, han nogensinde havde haft, men til gengæld varede den kun et par timer. Det var den omgang corona for Tims vedkommende.
Kort tid efter fik Aubrey det skidt. Alle fire foretog nu en hjemmetest, og de tre af dem pingede positive ud – Charlotte gjorde ikke.
Anna har intet mærket. Aubrey nåede op på 38,5 i temperatur og kastede op, men det gør han af en eller anden årsag altid, når han har feber. Han havde det skidt i et par dage, og det var det. De skulle have været i skole igen den 12. januar, men de skal isolere sig selv i 10 dage efter første positive test, så det blev lige udsat lidt.
Tim og Charlotte fik boosterstikket den 29. december. Tim reagerede ikke, men Charlotte gik i udu i to døgn, hvor hun måtte ligge i sengen med feber og kulderystelser.
Men hun blev altså ikke smittet nu …
Børnene skulle have haft deres andet stik i tirsdags, og de skal nu vente i seks uger på at få det.
Vaccinerne virker. Det vidste vi godt. John og jeg er ikke nervøse, og skulle vi blive smittet, er det selvfølgelig ærgerligt, at vi skal isolere os, men hvis det er det største problem, er det trods alt til at overse. Vi passer selvfølgelig på og gør alt det man skal, men fx det at nægte at være i stue med ikke-vaccinerede (vi har mødt flere med den holdning) forstår vi ikke, for det er i vores øjne det samme som at sige, at man ikke tror på, at vaccinen virker.
Jeg er heller ikke helt med på, hvorfor man bliver ved med at tale om flokimmunitet, for det opnår vi ikke, har jeg lige lært. Corona er en influenzalignende virus, som hele tiden muterer, hvorfor man skal vaccineres mod influenza hvert år.
En del af forklaringen på det fik jeg for nylig, og den korte udgave er, at det er fordi coronavirus også findes i dyr, så der er mange, mange flere, og flere slags, værter end for de sygdomme, der kun findes i mennesker. Det er kun mod sidstnævnte, vi kan opnå flokimmunitet. Jeg troede, indtil den forklaring, selv på flokimmunitet, men det gav fint mening for mig. Det giver så ikke så meget mening, at når nu fagfolk ved noget andet, hvorfor vi ikke lige får det at vide.

22 kommentarer

  1. Utroligt, at der er så mange runddysser! Det er et flot eksemplar… Jeg kan også huske femkronesedlen. Det var stort at få sådan en i brevet fra bedstemor.. Jeg sparede op til mit første ur og fik en sjælden gang et tilskud!
    Jeg satser på vaccinen og passer på, når jeg er ude. Glæder mig til at komme på museer igen.
    Flok immunitet er jo blevet brugt i flæng fra starten af epidemien.. Bakterier kan vi udrydde, som kopper og snart polio.. Men virus muterer og springer mellem dyr og mennesker, så det må vi indrette os efter.
    Bare vi så kan skabe en ok tilværelse med passende vacciner osv!
    God bedring til englænderne.

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. januar 2022 @ 15:45

    • Ja, fem kroner var mange penge, da vi var børn 🙂
      Vi ser ens på vacciner, kan jeg se, og jeg tager gerne imod det hele, hvis det kan gøre, at jeg kan færdes frit … men … både kopper og polio skyldes også vira, er jeg altså nødt til at sige 🤢
      Tak – de er alle tre raske igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2022 @ 22:30

  2. I det mindste blev du ikke runddysset ned.
    Selvom man ikke opnår immunitet mod muterende vira, er antistofferne vel mere oppe på corona-dupperne, hvis man har været smittet. Det truer de jo med, at vi alle bliver – smittet altså – men jeg overgiver mig heller ikke frivilligt.

    Kommentar af Eric — 13. januar 2022 @ 18:18

    • Nej, og heller ikke rundtosset af at gå rundt om den 😄
      Der er nok ingen, der slipper udenom i det lange løb, men det er heller ikke noget, jeg ligefrem opsøger, selv om jeg føler mig tryg nok.

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2022 @ 22:32

      • Den er lidt sjov den debat med flokimmunitet, for det kommer nemt til at lyde som om man enten er immun eller ikke er det. I virkeligheden er der jo grader af immunitet, også når man ser på os som en flok. Alle forkølelsesvira, hvoraf en del hører til coronafamilien, har vi relativ immunitet overfor. Vi har haft dem mange gange i barnealderen, derfor bliver vi ikke særligt syge sidenhen. Mit bedste gæt er at det komme til at gå ligesådan med denne. Dem som er børn nu kommer til at møde den mange gange, enten via infektion eller vaccination, så om 30-40 år vil der komme generationer som ikke længere bliver særligt syge af den.

        Kommentar af lauranga — 15. januar 2022 @ 11:19

        • Tak for dit faglige bidrag 🙂 Det giver god mening, hvad du siger – og forstærker mit håb om, at det er der vi er ved at være nu med omikronvarianten … altså at man ikke bliver meget syg, især hvis man i forvejen har et vist forsvarsberedskab klar.

          Kommentar af Ellen — 15. januar 2022 @ 13:51

  3. Ja det smitter meget forskelligt med coronaen. Jeg har vist skrevet om, hvordan det gik med min familie. Børnene var ikke syge, men forældrene var især deres mor. Men tænk at hendes forældre ikke fik det, selvom de var sammen hele juleaften, det må være på grund af det 3. stik, så det virker i hvert fald for mange, nogle kan ikke tåle det, ja det er underligt som menneskene reagerer forskelligt på både sygdom og vaccine.

    Kommentar af Lisbeth — 13. januar 2022 @ 19:38

    • Det bliver lidt spændende, om de kan finde de eksakte årsager til, at vi tager så forskelligt imod den samme virus. Aubrey er så afgjort den af de tre, der er i bedst form, og alligevel blev han mest syg.
      Der er vist efterhånden mange gode eksempler på, at det tredje boosterstik er ret effektivt. For en tid …

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2022 @ 22:34

  4. God bedring til englænderne, jeg føler med dem i isolationen og Charlotte, der skal sørge for alt. Her er datteren netop testet positiv, hun er dårligere end da jeg var syg. Jeg håber at det betyder, at hun hurtigere kommer af med symptomer. Mine varede jo længe, så jeg først kom ud af isolationen ti dage efter. Trætheden og smags/lugteforstyrrelserne varede så ved et stykke tid.

    Kommentar af Lene — 13. januar 2022 @ 21:12

    • Tak og tak for empatien, men hun har det heldigvis ikke så hårdt endda, som du også kan se i mit svar ovre på din blog 🙂
      De er alle tre raske igen, og nu er de formentlig bare endnu bedre beskyttede – men der er jo så mange forskellige reaktioner på den virus, at det ikke er til at vide.
      God bedring til din datter – hun er forhåbentlig både rask og ude af isolation, når jeres nordmænd kommer på besøg!

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2022 @ 22:38

  5. Elsker små historiske elementer – nu er solskinnet forhåbentlig kommet for at blive lidt og så er det jo sjovere at blive luftet i den slags sammenhænge.

    Kommentar af venterpaavinblog — 14. januar 2022 @ 14:49

    • Historie er interessant, men jeg var desværre noget ældre end dig, inden jeg indså det 😪
      Men ja: Solen er kommet, og vi nyder det i høj grad!

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2022 @ 15:48

  6. God bedring til englænderne, det er godt de ikke er hårdt ramt og forhåbentlig holder tesen om, at de i fremtiden vil være endnu bedre beskyttet.
    Jeg har det som du – det bliver vildt spændende, om forskerne fremover kan finde ud af, hvilke som vil blive hårdt ramt og så at sige målrette vaccinerne til den enkelte.
    Heldigvis ser det ud til, at meget få ender med de lange intensivforløb, men i denne uge blev en af mine unge kolleger, som er i 20’erne, intet fejler og er slank og veltrænet indlagt akut med respiratorisk problemer. Hun var hurtigt hjemme igen, for nu har lægerne langt mere erfaring og viden end i starten og også udviklet medicinsk behandling af de forskellige tilstande, som udløses af corona.
    Heldigvis går det mod bedre tider 😁

    Kommentar af Henriette — 14. januar 2022 @ 17:09

    • Hvor er det godt at høre! Altså, at din kollega slap så relativt nemt over det 🙂
      Lægerne siger jo hele tiden, at vi er et helt andet sted end for bare et år siden, og det har de heldigvis ret i, så ja, vi er stærkt på vej mod bedre tider 🥳
      Tak – de har det alle tre fint igen. Det er ret spændende, om man finder ud af, hvorfor vi reagerer så forskelligt.
      C og jeg talte om, at det måske kan betyde noget, at en person på 50 kilo (hende) og en på 80 kilo (Tim) – får den samme vaccinedosis. Det må da gøre en forskel, at man indgiver det samme til meget lette og meget tunge personer – førstnævnte får jo den dobbelte dosis af sidstnævnte.

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2022 @ 18:29

      • Hvis jeg må tillade mig at blande mig lidt, så har dosis sandsynligvis meget lidt at sige i forhold til vaccinebivirkninger. Den dosis vi får, som i øvrigt er den samme til voksne og børn, er beregnet til at dække alle “almindelige” størrelser. Om man kan finde på at give mere til de ekstremt store, f.eks over 150 kg ved jeg ikke, men jeg vil ikke umiddelbart tro det. Graden af bivirkninger afhænger først og fremmest af hvilke antistoffer man har i forvejen. Det er derfor der ikke er ret mange som reagerer på første stik, og langt flere som reagerer på de efterfølgende.

        Kommentar af lauranga — 15. januar 2022 @ 11:14

        • Du må meget gerne blande dig 🙂
          Det var godt (igen) at få dit faglige input vedrørende vores (forkerte) teori om dosisstørrelse.
          Ligeledes var det interessant at læse, at flere reagerer på andet end på første stik, for min personlige erfaring er det modsatte. Mit statistiske grundlag er selvsagt markant mindre end dit, men får mig også til at undre mig over, hvorfor både John, Charlotte og jeg reagerede på første, men ikke på andet stik.

          Kommentar af Ellen — 15. januar 2022 @ 13:57

  7. Åh det var godt at høre at de par timers hovedpine gik over. Det må være vaccine og sund livsførelse, som gjorde at det ikke var værre. Jeg håber virkelig at de nu allesammen er immune.

    Den ting, jeg mangler at vide mere om, er, hvordan man måler om en person har været syg og om der er T-celler (immun-system celler) med specielt kendskab til lige de proteiner, som angribende mikro-organismer paraderer med.

    Men altså – ja, jeg kan ikke finde nok seriøs information om Corona.

    Min far fik som 17 årig en dosik “Spansk Syge”, vistnok mens han aftjente værnepligt, og det var en skrap omgang, han sagde at det var derfor, at han var blevet tyndhåret (og det passer med udseendet af resten af familien). SÅ bivirkningerne kan være slemme nok.

    For min del håber jeg at jeg faktisk har fået en virus hist og her og har dannet immunsystem nok – som bekendt er det hastigheden af immunreaktionen, som afgør om man bliver syg (eller meget lidt syg).

    Kommentar af Donald — 15. januar 2022 @ 13:30

    • Jeg vil tro, at de i hvert fald for en tid er immune, men skulle de så alligevel blive smittede igen, er skaden jo ikke så stor 🙂
      Man tester for antistoffer – her er en (synes jeg) god, oplysende og pænt faglig artikel om emnet: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/undersoegelser/blod-og-urinproever/covid19-antistof/
      Den spanske syge skulle være ret slem og især gå ud over unge mennesker, har jeg hørt – og det var din far jo, da han blev ramt.
      Hastigheden af immunreaktionen … joh, da vist også i høj grad mængden af den sygdomsfremkaldende virus, man får ind. En solid dosis vil gøre dig mere syg, end hvis du kun får få viruspartikler. Men små doser hist og pist er jo næsten at betragte som at blive vaccineret, så det er ikke så tosset 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2022 @ 14:08

      • Tak for uddybning – ja antistoffer er en del af immunsystemet. Den del af immunsystemet, som danner sygdoms-specifikke T-celler er vanskeligere at kontrollere for.

        Ja, mængden af den dosis man får ind – det var så godt at høre en fagperson uddybe dette, og jeg tror det har hjulpet mange af med Corona-panik. Men ikke nok – jeg ser stadig panik-reaktioner når jeg er på tur.

        Er du sikker på at “Den Spanske” især sled på unge mennesker? ny viden siger jo at det er de unge, som har det bedste, hurtigste immunsystem. Nå – det må kunne efterforskes.

        Kommentar af Donald — 15. januar 2022 @ 14:20

  8. Sikken dog et smukt og interessant sted. Her får man rigtig præsenteret de lange historiske linjer. Fra over 5000 år gammel stendysse til 1800-tallets senklassisictiske herregårdsarkitektur. Flot og stringent stuehus. Vandrette og lodrette linjer. Rytmisk og harmonisk vindues- og dørisætning. Grønnessegård er sat på min liste over mulige besøgsmål i det sjællandske. God tur som medicin mod triste coronaspekulationer.

    Kommentar af Ib Hansen — 16. januar 2022 @ 9:41

    • Det er et smukt gods – se bare det stråtag!
      Kan I få passet besøget ind, så det passer med deres åbningstider, som kun er torsdag og fredag, ville det være ideelt. Det gjorde vi desværre ikke …
      Triste coronaspekulationer har vi ikke lyst til – vi må være optimister. Realistiske optimister 😷😏

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2022 @ 10:58


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.