Hos Mommer

8. januar 2022

Bøger, bøger, bøger og lidt statistik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:06
Tags:

Jeg abonnerer på Saxo, på Bookmate (via Plusbog) og på Audible, som er Amazons ‘bogklub’. Jeg har også et Amazon Prime membership, som er en fordel, fordi jeg altid har hurtig levering og gratis fragt, hvis jeg bestiller hos Amazon.co.uk og vil have det sendt til Charlottes adresse, hvilket er en metode, jeg ofte anvender. Abonnementet tjener sig rigeligt hjem i sparet porto og nu også besvær pga. toldregler.
Der er flere fordele ved Audible, og en af dem er, at jeg får så nogenlunde vedligeholdt mit engelske. Det giver selvfølgelig ikke meget øvelse i det talte sprog, men det giver øvelse i at lytte og forstå. En anden fordel er, at man kan høre de engelske bøger noget før de danske udgaver, som jo først skal oversættes og indtales.
Det nød jeg virkelig godt af med Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway, som jeg faldt for fra side ét i den første bog.

Audible stat1Audible stat2

Audible er ikke bare en streamingtjeneste, for jeg skal købe lydbøgerne. Jeg betaler én gang om året (det kan bedst betale sig: £70/år mod £8/måned) og får her i januar 12 såkaldte Credits, som jeg for hver kan købe en lydbog for. De er så mine til evigt eje. Det er dog ikke alt, jeg skal købe, idet jeg for mine penge også får adgang til Audible Original podcasts. Jeg har hørt en masse med Stephen Fry, som altid er en sand fornøjelse at lytte til. Jeg har ligeledes med fornøjelse lyttet til Growing Old Disgracefully.
Hvis man synes det kunne være underholdende at høre om en lille gruppe oldekolle-beboere, der oplever et mord og derefter opklarer det – med en smule praktisk hjælp fra politiet – kan man med fordel erhverve sig Richard Osmans The Thursday Murder Club og The Man Who Died Twice, som meget originalt er oversat til dansk som hhv. Torsdagsmordklubben og Manden der døde to gange. Mordene er i og for sig sekundære, men de er en god undskyldning for en lynende god beskrivelse af ikke kun fire ældre, men også fire meget forskellige personligheder, samt et omgivende persongalleri, der ikke er mindre underholdende. Jeg tror ikke, at Osman går bevidst efter at få os til at grine. Det er bare virkelig god underholdning, også for folk, der normalt ikke læser kriminalromaner, vil jeg tro.
Nå. Det var et sidespring …

Audible stat3Audible stat4

De årlige statistikker er såmænd også ganske underholdende. For mig selv … men hører Barack Obamas bog mon til under genren History eller Literature?
Audible hørte jeg mest i starten af 2021, hvor jeg tilbragte mere tid med Ruth Galloway, end jeg gjorde med John. Det må også have være en af dem, jeg binged i 10 timer og 20 minutter den 14. marts! Det kan man da kalde bingelistening, så det basker. Det tal overraskede mig en del, og hvis nogen havde anklaget mig for at høre lydbog i over 10 timer på en dag, ville jeg pure have benægtet, at det kunne være tilfældet.

Mine nyerhvervede 12 Credits vil for nogles vedkommende blive brugt til bøger med Maisie Dobbs af Jacqueline Winspear. Hende blev jeg introduceret til af Ditte, og også hende faldt jeg pladask for. Altså Maisie … selv om jeg også holder meget af Ditte.
Maisie Dobbs opererer under og imellem de to verdenskrige. Her kommer Audible igen ind: Der er indtil videre kun oversat fire af bøgerne, så vidt jeg kan finde ud af. Jeg har kun læst disse fire første af i alt 15 bøger, så jeg har en masse til gode her til de mørke vinterdage. Og de lyse sommerdage … godt, at man er en flittig strikker …
Lige nu er jeg i gang med den sidste i Lars Kjædegaards Hvid & Belling-serie. Et makkerpar, som jeg også er blevet temmelig begejstret for.
Jeg elsker bare at opdage en – for mig – ny forfatter, som så har masser af underholdning til mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er til den lettere genre og ikke til den dybere litteratur, selv om det naturligvis skal være velskrevet; ebøgerne være uden et hav af stave-, tryk- og grammatikfejl og lydbøgerne læst op af en, der er god at lytte til.

13 kommentarer

  1. Jeg har endnu til gode at høre en lydbog, men jeg kan sagtens se, at det er smart, hvis man har sysler (fx strikning), som kan laves på samme tid. Og så er der det med tålmodigheden – det går væsentligt hurtigere fremad, når man læser. Din pointe med sproget er også fin.
    Obamas bog er vel mest i genren biografier eller erindringer, synes jeg – der skal vel gå lidt længere tid, før det bliver historie. Eller ..?

    Kommentar af Eric — 9. januar 2022 @ 9:35

    • Ja, og når man skal male vægge, fx. Hvis du skulle få lyst til at forsøge dig med lydbøger, så håber jeg virkelig, at du vil ‘ramme’ en oplæser, du kan holde ud; ellers bliver det nok både første og sidste gang du prøver det! Det er rigtigt mht. læsehastighed, men man kan indstille oplæsehastigheden, som regel trinløst. Min erfaring er, at op til 1,25 x normal hastighed ikke forvrænger stemmen.
      Det er nemlig en biografi, og hvorfor Amazon ikke har den genre på statistikken, kan jeg ikke helt forstå.

      Kommentar af Ellen — 9. januar 2022 @ 10:29

  2. Jeg føler mig så inspireret, når jeg læser om dine lydbogs-erfaringer. Er bare ikke kommet i gang. Det SKAL snart ske. Det kunne være så hyggeligt, når jeg går rundt og er praktisk herhjemme.

    Kommentar af Betty — 9. januar 2022 @ 21:44

    • Jamen, du er da snart nødt til at prøve, Betty. Jeg tror på, at du vil kunne lide at lytte til lydbøger. Det er selvfølgelig en anden oplevelse end det læste ord, men i mine
      øjne ikke en ringere oplevelse.

      Kommentar af Ellen — 9. januar 2022 @ 22:28

  3. Det er en dejlig mulighed. Skal det forstås sådan at C. sender (lyd)bøger på CD eller noget andet medium videre til dig, og så kan du høre dem på en eller anden afspiller? Nej, der er noget jeg ikke har forstået her.

    Men det hænger lidt sammen med at at du skriver “fri fragt”; så er der noget der bliver sendt? hvis man køber lydbøger, så er de vel normalt “streaming” tingester, som ikke skal sendes med posten …?

    Desværre hører Obama nok mest til under Historie nu. Man kunne ellers godt ønske sig, at han gav et ordentligt modspil til Trumpismen, hvor jeg oplevede, at det var fatalt at Hillary ikke reagerede ordentligt da Trump sagde at hun burde fængsles. En bemærkning om “hvem der burde fængsles” ville have været mulig, selv om man ikke er skrap i replikken.

    Kommentar af Donald — 10. januar 2022 @ 1:50

    • Åh det var Amazon som var fri fragt. Ikke Audible.

      Kommentar af Donald — 10. januar 2022 @ 1:50

      • Det var nemlig Amazon, og det drejer sig om fysiske varer 🙂
        Det dur ikke, at C skulle videresende til mig, så er der stadig toldbesværet. Vi er bare så tit derovre i bil, at jeg selv kan hente tingene hjem. Det er også smart, når jeg skal købe fødselsdagsgaver til mine englændere: For det første vil de nemt kunne byttes, og for det andet sparer jeg to gange dyr fragt og ikke mindst toldbesværet!
        Obamas bog er en biografi, synes jeg, også selv om han desværre allerede er historie …
        Mr T var og er stadig totalt udenfor pædagogisk rækkevidde, og jeg kan godt forestille mig, ordentlige og pæne mennesker som Ms Clinton kunne få sig selv til at give den rædsomme mand de svar, han fortjente. Og som nok alligevel var spildt på ham …

        Kommentar af Ellen — 10. januar 2022 @ 10:07

  4. Jeg har kastet mig ud i lydbøger og podcast! En stille start… Men nu skal det prøves.
    Min første bog er Undervejs om Dr. Margrethe hos Saxo. Og mens vi strikker hos Podimo.
    De nye høreapparater med Bluetooth gav mod på at eksperimentere. Spændt på hvor længe jeg kan koncentrere mig.. Og om det fanger.

    Kommentar af Anne Holtegård — 11. januar 2022 @ 8:45

    • Velkommen i lytteklubben – et er ganske rigtigt spændende, om det kan fange dig. Det tror jeg dog godt, at det kan, hvis du kan ellers holde lydene ud … det er så rart at lytte mens man strikker 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2022 @ 18:47

  5. Jeg har også abonneret på Audible i årevis, og det er en stor fornøjelse at lytte – blandt andet til mrs Griffith, som du nævner 🙂 Jeg synes, at det tit er noget med “hver ting til sin tid”. Jeg elsker fysiske bøger, som jeg fylder mine reoler med og læser i min læselænestol, hvor der er godt lys. Eller udenfor på en solskinsdag. Jeg har også Amazons Kindle, som jeg læser på, når det er mørkere. Før jeg sover f.eks. Eller hvis det er fagbøger, når jeg lige skal sætte mig ind i et eller andet. Lydbøgerne er til strikketid, maletid eller madlavningstid f.eks. Så lytter jeg, mens jeg laver noget andet, og det er ret hyggeligt. 🙂

    Kommentar af Mia+Folkmann — 11. januar 2022 @ 13:58

    • Så du er også Griffith-fan 🙂
      Jeg er enig i “hver ting til sin tid” – jeg søger tit madopskrifter på nettet, men jeg kan altså også godt lide mine kogebøger. Og havebøger og den slags. Mine e-bøger er ikke noget, der kræver gode fotos eller andre former for illustrationer. Skønlitteratur på papir er efterhånden mange år siden for mit vedkommende 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2022 @ 18:51

  6. Jeg er imponeret over alt det du får lyttet/læs samtidig med at du er så produktiv med håndarbejdet, maden og alt det andet, du når. Jeg har stadig ikke helt overgivet mig til lydbøger. Torsdagsmordklubbem læste jeg om hos den unge Isabellas instagram, hun bor sammen med sin gamle morfar og den bog havde de læst. Måske kunne den være in vej ind i krimigenren igen?

    Kommentar af Lene — 12. januar 2022 @ 22:13

    • Jeg lytter næsten kun, når jeg strikker. Sommetider også lidt når jeg syr, men ikke hvis det er noget, jeg skal koncentrere mig om … på det punkt kan jeg ikke multitaske 😉
      Du skal jo selvfølgelig kun vende tilbage til krimigenren, hvis du har lyst til det, men har du det, vil Torsdagsmordklubben være et godt bud på den indgangsdør. jeg tror du vil nyde personbeskrivelserne 📕📗📘📙

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2022 @ 22:22


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.