Hos Mommer

29. december 2021

Stor ståhej for ingenting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:50
Tags: , ,

CykeltræningJeg vil spare jer for at skulle belastes med beskrivelser af vores dejlige, afslappende, familiemættede jul i England. Den var trods alt, hvor skøn den end var for os, nok som de flestes juleferier er.
Aubrey fik en ikke helt almindelig julegave, nemlig en storhjulet unicykel, som han, fordi han allerede har en med et lille hjul, hurtigt lærte at køre på. Et par bænke blev sat op som træningsbarrer, og kort tid efter var balancekunsten (gen)lært.
Annemarie lærte hurtigt at køre på væltepeter, og da en kammerat og hans far kom på besøg, gik der cirkus i den.
Bare rolig … videoen varer mindre end 10 sekunder. https://youtu.be/nVX9VwRhFnM

Julen var altså helt som den skulle være, men alt det bureaukrati, der her under coronapesten er forbundet med at rejse, ville jeg hellere end gerne undvære. Især fordi meget af det ingen mening giver for mig.
Coronapasset er okay, men (formentlig) pga., at man kan være rask smittebærer, skal man også stille med en negativ PCR-test for at få lov til at rejse ind i England. En kviktest er ikke nok. Jeg kunne jo være smittet samme dag som PCR-testen blev foretaget, hvorfor jeg også skulle forhåndsbooke og betale 2 x 22 pund for en kviktest på dag 2 i England. Heldigvis måtte vi selvisolere os hos familien.
Men hov: Lige pludselig var det ikke nok med en kviktest; nu skulle dag 2 også være en PCR, formedelst 2 x 64 pund. Der lå nu en ubrugelig kviktest og ventede på os derovre, men det viste sig at være held i uheld, for inden vi skulle hjem igen, krævede Holland, at vi skulle stille med en højst 24 timer gammel kviktest for at komme ind i landet. Ligeledes gjorde Danmark, selv om vi her kunne vente med at foretage den til max 24 timer efter hjemkomst.
Og hvem kommer så lige og tjekker det?, tænkte jeg. Hvilken offentlig myndighed interesserer sig for, eller kan på nogen måde vide, om Ellen og John lige er kommet hjem fra England via Holland og Tyskland?

Heldet bestod som nævnt i, at vi havde den kviktest liggende, for i og med, at det var i juledagene, kravet kom, havde vi stået med et rigtig dumt problem, for vi havde ikke en kinamands chance for at fremskaffe en kviktest til den 27., hvor den skulle foretages.
Vi udførte testen og uploadede et billede af det negative resultat. Meget troværdigt … hvordan mon de kan vide, at den test er foretaget på den, den hævder at være?
Nå, men det var den selvfølgelig, og til deres ros skal siges, at vi inden for en halv time havde et certifikat på, at vi havde leveret et negativt resultat den 27.12. klokken 10:40.
Så langt, så godt.
Holland, som hele tiden har været ret coronafjollede mht. til at ankomme fra England, skrev, at alle SKAL udfylde en karantænedeklaration, også selv om man kun er i transit. Det er vildt fjollet, og det kunne jeg da så heller ikke gøre, fordi en karantænedeklaration til Holland kræver en hollandsk adresse, hvorpå man opholder sig i karantæneperioden. Logisk nok, men det kan vi jo ikke, når vi ikke skal i karantæne!! For pokker, altså! Jeg kunne ikke komme videre og tænkte, at den tager vi fra Harwich, når vi skal hjem … vi ser, hvad de siger.
De sagde: “I skal udfylde denne blanket. I skal skrive, at I er i transit til Danmark, så behøver I ikke en adresse i Holland. I skal udfylde to blanketter hver. Den ene skal vi have her; den anden skal I aflevere til det hollandske paspoliti.”
Hvorfor kunne vi ikke bare anføre det på den elektroniske formular? Det kunne hun i sagens natur ikke svare på – det var også mest et retorisk spørgsmål.
Vi viste vores certifikater og vores pas, afleverede hver et udfyldt eksemplar af karantænedeklarationen, hvorpå vi havde skrevet navn, fødselsdato, pasnummer, hjemadresse, hvorfor vi ikke skulle opholde os mere end nogle få timer i Holland, om vi var fuldt vaccinerede, samt en tro- og loveerklæring på, at vi ikke lyver for de hollandske autoriteter, hvorefter vi fik lov til at køre om bord.
Nu var hjemkomsten til Danmark vist sikret uden mere bøvl.

Da vi kom til Holland, ville de se vores pas. Intet andet. Ingen formularer. Ingen certifikater. Intet coronapas. Jeg spurgte om vi da ikke skulle bevise noget som helst?
Nejnej, sagde pasmanden. Det behøver I ikke. I er jo danskere, så I skal vel bare hjem nu? God tur til jer!
Jamen tak for det. Alt det besvær for ingenting. Det er da bureaukrati så det basker. Jeg kunne også have sagt coronahysteri, men det ville ikke være pænt af mig.

Der var ingen kontrol mellem Holland og Tyskland. Da vi kom til den danske grænse, viftede vi med passene og havde vore certifikater parat, men han vinkede os videre og ønskede os god tur hjem. Tak igen …
HoldnuOP, hvor jeg glæder mig, til udlandsrejser atter bliver uden alle disse – åbenbart overflødige – formaliteter.

P1030720

P1030724

På vores sidste aften så vi mere sort sol over Salisbury Plain end vi gjorde på vores første aften. På det ene billede kan man godt se en flok. På det andet kan man se, hvordan mosekonen fik mere og mere travlt med at brygge.
Det var en fin afslutning på vores ophold derovre – vi er nødt til at vælge at sige PYT til alt det ind- og udrejsepjat, for det varer nok ved en rum tid endnu.

24 kommentarer

  1. Ja, pyt er vejen frem – ellers får man simpelthen spat 😀 Vi var glædeligt overraskede over, hvor nemt og ukompliceret det var, med flyvning til og fra Rom her i november, for vi troede det blev et værre bavl. Så meget bekymring, for så lidt.

    Kommentar af VenterPaaVinBlog — 29. december 2021 @ 14:01

    • Det gør man nemlig, men det er godt at læse, at I slap nogenlunde nemt over coronanusseriet på jeres tur til Rom. Jeg vil tro, det gjorde en forskel, at I skulle rejse mellem to EU-lande.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2021 @ 16:20

  2. Du milde for et papircirkus. Det er da godt, at nogle grænsevagter handler per konduite. Samfundssmitten i de fleste europæiske lande er så høj, at det statistisk set er rent pjat at kræve dit og dat af indrejsende.

    Kommentar af Eric — 29. december 2021 @ 14:53

    • Til din sidste bemærkning: JA! Jeg kan slet ikke se meningen med det, når vi alle er ramt lige hårdt. Det er spild af tid, penge og ressourcer, er det.
      Men fint med flinke grænsevagter 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2021 @ 16:22

  3. Min veninde var i Skotland i november og besøge sin datter, og hun skulle lave en selvtest (á 60 pund) på 4. eller 5. dagen og returnere testen med postvæsenet. Hun tog som planlagt tilbage til Danmark dagen efter og har aldrig fået svar på resultatet!
    Det er en mærkelig tid lige nu, men dejligt, at jeres ferie blev, som den skulle være og godt, at I nu kan gå lidt i hi!!

    Kommentar af Fru Moll — 29. december 2021 @ 14:55

    • Din venindes oplevelse er da også noget værre pjat. Altså ikke oplevelsen i sig selv, men kravet om testen og ikke mindst det udeblivende svar. Min niece Annemarie, som først kom den 23. dec., kunne ikke komme om bord på flyet uden en booket dag 2-test, som i hendes tilfælde skulle være den 25., men hun kunne ikke komme til at aflevere den før den 29. hvor hun skulle flyve hjem igen den 28. Svaret ville hun kunne have haft den 30.! Hun udførte ikke testen …
      Det er en underlig tid, men vi må gøre den så god, vi kan – og ja, vi går lidt i hi i nogle dage 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2021 @ 16:29

  4. Jeg gad da godt høre om jeres ferie og hvordan I fejrede jul 🙂
    Der er så mange regler, som det kan være svært at gebærde sig i. Men godt at ingen satte stopper for jeres ferie 🙂

    Kommentar af Lene — 29. december 2021 @ 16:39

    • Der kommer måske et indlæg med noget af det 🙂
      Man er i hvert fald nødt til hele tiden at tjekke, om de regler er ændret siden i går! Men vi er glade for, at vi blev stædige, holdt ud – og satsede korrekt på, at ingen europæiske landegrænser blev lukket …

      Kommentar af Ellen — 29. december 2021 @ 16:59

  5. Tja det corona giver virkelig mange problemer, men det breder sig jo også som en løbeild, vi har det i hvert fald også i familien nu, dog ikke her i huset. Godt vi blev hjemme, men det var en dyr fornøjelse for jer med alle de tests. Heldigvis kan jeg høre, at du er god til at finde ud af reglerne, det er vist ikke nemt.

    Kommentar af Lisbeth — 29. december 2021 @ 18:12

    • Jamen lad det da endelig brede sig, så vi kan få den pandemi overstået – varianten er tilsyneladende relativt ufarlig, hvis man er vaccineret.
      Testene er dyre, ja, men udgør trods alt kun en lille del af rejsebudgettet; det er mere fordi vi føler, at vi lige så godt kunne have brændt de penge.
      Det er såmænd ikke så svært at finde ud af reglerne, men Hollænderne er ret dårlige til at formulere sig entydigt, så hvis man oven i al usikkerheden ikke synes man er helt god til engelsk, forstår jeg godt hvis man løber sur i det.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2021 @ 18:37

  6. Når du beskriver hvor mange test, der skal tages for at kunne rejse frem og tilbage, så bliver jeg helt bleg, fysisk reaktion på det uhyggelige i at rejsemuligheder bremses i så høj grad. Men du tager det med stoisk ro, og det vil jeg så også prøve at gøre.

    Det spørgsmål om hvordan man kan kontrollere/verificere (eller “authenticate”) et test-resultat på papir eller som billede på mobil, det er altså alvorligt. Det er en af de ting, som ikke er synkroniseret mellem EU landene, Danmark var jo langt foran med CPR i slutningen af 60’erne. Godt eller skidt, det kan være en hjælp til at stoppe kriminalitet og fx. til at holde styr på hvem der har fået vaccine osv. men det kan også misbruges.

    Det utroligt store bureaukrati, som har udviklet sig de sidste to år, frygter jeg bliver endnu værre efterhånden, – som du skriver: “Alt det besvær for ingenting. Det er da bureaukrati så det basker. Jeg kunne også have sagt coronahysteri, men det ville ikke være pænt af mig.”

    Og det vil heller ikke være pænt af mig at sige at det virker som om der er nogle tomme hjerner hist og her.

    Kommentar af Donald — 29. december 2021 @ 18:47

    • Hvis jeg vil se min datter, må jeg jo tage med, hvad der forlanges, men sjovt er det da ikke 🙂
      CPR-nummer er effektivt i mange sammenhænge, men der er jo en grund til, at selvtest ikke godtages i Danmark som officielt dokument. Jeg kan ikke forestille mig nogen måde at sikre sig mod snyd ved hjemmetest, men nogle gange er man nødt til bare at stole på folk.
      Jeg håber sandelig ikke, at det bliver værre!
      Der er i hvert fald nogle hjerner, som ikke går så meget op i konsekvens og logik …

      Kommentar af Ellen — 30. december 2021 @ 11:33

      • Forestiller mig hvordan det er at være tolder – han er træt og der er lang kø, han vinker jer videre. I det job får man en oplæring i hvilke “typer” man kan stole på. Gad vide hvor gode de er til det.
        Og iøvrigt er det frygteligt – men alligevel somme tider praktisk – at opdele i “typer”.

        Nej det må ikke blive værre, hverken Corona eller mangel på logik.

        Kommentar af Donald — 30. december 2021 @ 12:16

        • Han var særdeles morgenfrisk, for vi kører i land kl. 08:00 😀 – men ja, jeg tror, at man i sådan et job lærer at skelne mellem ‘de gode’ og ‘de onde’, og sådan nogle gamle nisser som John og mig er nok ikke særlig meget under mistanke for noget som helst.
          Jeg synes nu ikke det er så frygteligt at dele folk op i typer – man gør jo ofte selv en del for at blive en bestemt slags type, netop fordi der er nogle grupper, man helst ikke vil mistænkes for at tilhøre – men jeg ved godt, at du måske mener, at man ikke må lade sine eventuelle fordomme få for meget at skulle have sagt 😇

          Kommentar af Ellen — 30. december 2021 @ 12:55

  7. Godt at høre, at I havde en god tur i det engelske og kunne hygge jer med familien. Din beskrivelse af bureaukratiet får mig til at tænke, at det er ærgerligt, at coronavira ikke skal gennem tilsvarende hæmmende bureaukrati, når de hastigt spreder sig og vandrer hen over alverdens grænser og spreder deres elendighed. Vi må jagte dem med sprit, vaccine og holde afstand. Godt Nytår til jer begge.

    Kommentar af Ib Hansen — 30. december 2021 @ 7:35

    • Ja, tænk, hvis en virus skulle igennem det samme – så var der aldrig blevet en pandemi :-I
      Men vi jagter dem, gør vi, og håber på snart at få dem tæmmet.
      Godt nytår også til jer to 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. december 2021 @ 11:35

  8. Det var godt, jeres tur gik godt.
    Coronatest er ikke meget værd som beskyttelse af landegrænser, hvis ingen kontrollerer dem. Så er det bare hul i hovedet, men formentlig satses der på, at den enkelte opfører sig ansvarligt.

    Hvis jeg ikke var en del af arbejdsstyrken og ellers nogenlunde rask og rørig, ville jeg måske heller ikke bekymre mig, men på mit job er en stor del af vores sikkerhedsafdeling ramt af corona, der er flere influenzatilfælde i personalegruppe og hvert vagtlag sidder folk allerede nu og krydser fingre for, at vi kan gå, når vi har fri. Selv nattevagterne må indimellem fortsætte i dagvagt. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det bliver om 14 dage.
    Det er allerede begyndt i den offentlige trafik og man må formode at kassedamer, lastbilchauffører, brandmænd osv også bliver ramt. Beredskabsstyrelsen har allerede nu lukket sine værnepligtige inde på kasernen, for at holde dem raske.
    Jeg håber det bedste, men jeg skal da være ærlig at sige, at din ubekymrethed deler jeg ikke, men det er vel formodentlig, fordi jeg har en anden rolle i dette, end du har.

    https://www.tv2lorry.dk/lorryland/togpersonale-i-hobetal-lagt-ned-af-corona-nu-kommer-der-til-at-koere-faerre-tog

    Kommentar af Henriette — 30. december 2021 @ 9:36

    • Jeg vil også tro, at de satser på, at vi opfører os ordentligt – og i øvrigt er det såmænd nok lige meget at beskytte landegrænser, når stort set hele EU m.fl. er ramt næsten lige hårdt. Svenskerne er pludselig blevet totalt hysteriske …
      Det var en meget egoistisk tilgang fra min side, når jeg sagde ‘ubekymret’ – det var udelukkende møntet på mig selv. Jeg er blevet klar over, hvor mange der er ramt på arbejdsmarkedet, og hvad det naturligvis medfører for dem, der endnu er usmittede. Det er fint nok, at de ikke bliver særlig syge, men de må jo ikke tage på arbejde, så jeg forstår så udmærket, at du er bekymret.

      Kommentar af Ellen — 30. december 2021 @ 11:43

      • Ahr, jeg tror nu ikke på, at du er egoistisk, men jeg tror, at mange ikke helt har tænkt tanken til ende, hvad den eksponientielle smittestigning indebærer.

        Jeg talte med en ansat på vores lokalbane i går, han frygtede, at de ville få svært ved at holde togdriften i gang på vores lokalbane og nævnte så også lige, at der var stor smitte og sygefravær i kontrolcenteret for togdriften – det er simpelthen ikke et urealistisk scenarie at togdriften kan blive indstillet… Eller noget af den, ihvertfald.
        Vi må håbe det bedste, godt nytår til jer på forhånd 😁

        Kommentar af Henriette — 31. december 2021 @ 9:28

        • Og jeg var vist en af de mange …
          Hvis man er afhængig af offentlige transportmidler, og de ikke fungerer, kan jeg snildt se et eksponentielt problem! Jeg håber virkelig ikke, at det går så galt. Jeg så lige, at i Sydafrika er smittetallet voldsomt faldende, så lad os krydse fingre for, at det er ved at finde ind på den vej også på vore breddegrader.
          Godt nytår til jer også 🥳

          Kommentar af Ellen — 31. december 2021 @ 10:35

  9. Det er da godt, personalet ved grænserne har sund fornuft. Dejligt, I havde gode juledage. I Sundhedsstyrelsen og Smitteopsporingen sidder personalet og laver regler og vejledninger, men smitten har bredt sig så hurtigt, at de folk, der laver test og analyser slet ikke kan følge med.
    I min familie var de fire af fem familiemedlemmer coronasyge før jul. Teenagebarnet var ikke. Det er han så nu. Jeg har været tæt på, siddet og spist sammen, to gange.
    I første omgang (15.dec.) var jeg pr. definition ‘nær kontakt’ og skulle PCR testes to gange. Nu er definitionen ændret til ‘øvrig kontakt.’ Vi er ikke samme husstand men har fx siddet ved samme bord og spist sammen. Nu skal der kun kviktestes. Jeg har indtil videre været negativ. Og det er jo positivt 🙂 Mangler den sidste test i dag.
    Mon ikke vi snart alle er smittet eller har været udsat for smitte? Mon ikke ikke restriktioner skal ophæves? Hvor galt kan det gå? Nej, det har jeg ikke forstand på. Det har vi myndigheder til. Og det er selvfølgelig dybt bekymrende, at så mange er indlagt.
    Nå, slut! Det var vist det blogindlæg, jeg skulle have skrevet over hos mig selv 🙂
    Nyd dagene hjemme.

    Kommentar af Betty — 30. december 2021 @ 11:34

    • Jeg skal lige love for, at der er hurtigspredning for tiden, men jeg håber virkelig, at det er de sidste krampetrækninger fra coronavirussens side, inden den kapitulerer og bliver mere eller mindre harmløs. For mig giver restriktioner ingen mening mere, men jeg kan godt se, at det kan gå hårdt ud over arbejdsmarkedet, når så mange bliver smittet og skal holde sig hjemme, hvad enten de er syge eller ej.
      Jeg er ikke helt klar over, om jeg skal være bekymret over antallet af indlæggelser. Jeg hørte i går, at ‘indlæggelser’ under 12 timer også tæller med i statistikken. Mon ikke man mest skal fokusere på tallet for patienter i intensiv og respiratorbehandling?
      Det er så dejligt at høre, at din vaccination tilsyneladende er helt effektiv for dig.
      Tak. Selv om det er skønt at have været sammen med englænderne så længe, så er det nu også meget rart bare at være ‘os to’ igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. december 2021 @ 11:54

  10. Velkommen hjem! Vi er glade for at det lykkedes at forcere grænserne og man kan glæde sig over, at de hollandske grænsevagter er noget mere medgørlige end deres bureaukrater. Rigtigt godt nytår til jer begge.

    Kommentar af fiberfryd — 31. december 2021 @ 1:14

    • Tak, Ditte 😘
      Alle besværlighederne hørte heldigvis primært forberedelserne til, så det kørte fint, når først vi var i det.
      Et rigtig godt nytår ønskes også til dig og Peter!

      Kommentar af Ellen — 31. december 2021 @ 10:39


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.