Hos Mommer

15. december 2021

Vi bor i en pligtopfyldende kommune

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags:

Hos os i Næstved kommune sorterer vi affaldet efter den plan, der efter sigende skulle bevirke, at affaldssortering foregår ens i hele Danmark og som skulle træde i kraft 1. juli i år.
Det ved jeg ikke om er sandt, for jeg har ikke talt affald med nogen, som bor i en af de herunder nævnte kommuner, som var de kun otte, der overholdt nævnte deadline.
Min tidligere kommune, Solrød, kunne også overholde fristen – man vælger vel sine bopælskommuner med omhu …

Affald 5

Det var ikke mange, der nåede det – og det er tankevækkende mange, der kommer senere – og senere – og senere – ind på banen.
Jeg ved godt, at det koster penge at indføre den sortering, og det var da også lidt fjollet, at mange af kommunerne netop havde nået at ændre deres egen ordning til noget andet end det, de nu overordnet fik besked på. Jeg synes dog ikke desto mindre, at de burde yde en ekstra indsats for at komme med i løbet af 2022 – men jeg kender i sagens natur ikke de enkelte kommuners økonomi, så det er let for mig at løfte den pegefinger. 2024 eller senere er dog uacceptabelt.

Søjlediagram, der viser, at 83 procent af kommunerne ikke forventer at kunne indsamle de 9 krævede affaldsfraktioner per 1. juli 2021 Søjlediagram, der viser, at de fleste kommuner tidligst regner med at kunne indsamle de 9 krævede fraktioner i 2023

Det meste af affaldet har vi ingen problemer med at putte i de rigtige kasser/beholdere, men der er tvivlstilfælde, som fx hvor indpakningspapiret til smørpakker skal hen? Er det plast eller metal? Eller ingen af delene?
Til hjælp til os stakkels tvivlere, der gerne vil gøre det så godt som muligt, har kommunerne fået udviklet en app, og jeg må sige, at den er god. I de fleste tilfælde, i hvert fald …
Den virker ved, at man skanner varens barkode. Den er lynhurtig; det tager under fem sekunder at at åbne appen, skanne varens barkode og få svar.
De fleste almindelige varer er kodet ind i systemet. Da jeg installerede appen, kunne jeg se, at der ganske rigtigt ikke var ret mange kommuner, der havde aktiveret brugen af den til borgerne. App-ikonet ser ud som på det første billede herunder, og på det andet kan man se, at smørpapir skal til restaffald – altså hverken plast eller folie.

Affald 3Affald 1

De skærer det pænt ud i pap for os. Skyr-emballagen skal man lige huske at pille pappet af fra, inden man smider resten til plast.
Nogle gange går det lidt galt – fx emballagen til Lindor chokolade: Jeg er helt med på, at selve chokoladen skal i madaffald (det ville aldrig blive aktuelt i mit hus!), men hvordan har man tænkt sig at dele yder- og inderemballagen? Det er én tynd film/pose, som det er fysisk umuligt at dele i midten.
I sådanne tilfælde kan man næppe gøre andet end vælge ‘restaffald’, idet jeg konkluderer, at det må være bedre end at smide noget til papir og pap, der ikke 100 % hører hjemme der.

Affald 4Affald 2

Nogle gange står sorteringskoden på emballagen, men ikke altid, og så er denne app en glimrende hjælp.
Jeg kan på ingen måde have noget imod at sortere i de ni – snart ti – fragmenter, men man skal altså have god plads! Jeg har svært ved at forestille mig hvor man skulle have alle de mange forskellige beholdere i et minikøkken i en minilejlighed.
Vi har pap og papir i garagen, to beholdere under køkkenvasken til hhv. metal og mad, en fritstående (pæn …) på køkkengulvet til restaffald, og fordi vi er så heldige at have en udgang direkte fra køkkenet, har vi sat beholderne til plast og madkartoner (fx. mælk/fløde) lige uden for køkkendøren. Og nej, der er ingen adgang for rotter.
Jeg er således så heldig at have det meste i umiddelbar nærhed af, hvor affaldet genereres.
Det har været tankevækkende at se, hvilke beholdere der bliver hurtigt fyldt og hvilke der tager lang tid. Metalaffald er minimalt, og vi har meget, meget lidt til ‘restaffald’ – men det var vel også netop det, der var meningen med det hele, må man gå ud fra.

22 kommentarer

  1. Smart med app’en, for man kommer nemt i tvivl, når det ikke står på emballagen. I Aalborg sorterer vi endnu kun pap/papir samt metal & plast. Derudover rest- og haveaffald og selvom formålet er ædelt, glæder jeg mig ikke til at få flere containere på geled – og de skal alle køres ned/op ad trappen til fortovet før/efter tømning.

    Kommentar af Eric — 15. december 2021 @ 16:14

    • Ulempen er helt klart de mange sorteringsbeholdere – især hvis man skal slæbe dem et godt stykke frem og tilbage, som du åbenbart skal.

      Kommentar af Ellen — 15. december 2021 @ 22:30

  2. Herovre er det stadig ren kaos, så jeg har ikke sat mig ind i noget, så længe sækken bliver afhentet. Vi har bare den ene, så ingen sortering her endnu. Vi er mere spændte på, hvor længe de vil køre ned af vores lille vej for at hente den? Det vil tiden vise.

    Kommentar af Lisbeth — 15. december 2021 @ 17:32

    • I er da pænt bagud derovre på Samsø … det er flere år siden, vi stoppede med at komme det hele i samme beholder 🙂
      Men det kommer på et tidspunkt – også for jer, og så bliver det spændende at se, hvor langt I skal slæbe beholderne 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. december 2021 @ 22:32

  3. Her på Bornholm skulle vi have haft nye skraldespande med alle de ti sorteringer her fra nytår, men nu får vi dem kun fra oktober (hvis vi er heldige). Til gengæld bliver vi afkrævet betaling for systemet allerede fra nytår! Fatter ikke hvordan det kan lade sig gøre at opkræve betaling for noget vi ikke får. Grrrrr. Desuden er der jo store problemer i de gamle bydele, hvor mange jo kun har en lille bitte smal gang ind til huset. Herude på landet har vi jo god plads til de store beholdere, men de pynter jo ikke. Nå men, der kommer vel en eller anden løsning på problemet. Knus til jer i den stråtækte fra Bornholm.

    Kommentar af Kirsten Jensen — 15. december 2021 @ 19:26

    • Det er ret frækt, synes jeg også, men det er da også en måde at finansiere affaldshåndteringen på 😉
      Beholderne pynter bestemt ikke – og jeg kan godt se, at det må udgøre et problem i smalle gyder og små indkørsler.
      Juleknus retur til jer ovre på Bornholm!

      Kommentar af Ellen — 15. december 2021 @ 22:35

  4. Det er uhyggeligt, så meget plastaffald man genererer. Og underligt, hvordan en pose madvarer kan blive til to poser plastaffald…

    Kommentar af Lone Nielsen — 15. december 2021 @ 20:27

    • Det er nemlig uhyggeligt meget, og jeg synes, at supermarkederne bruger ALT for meget plast til emballage. Grønsager holder sig i øvrigt meget bedre uden at blive lukket lufttæt inde – men der er jo nok et hygiejneissue der.

      Kommentar af Ellen — 15. december 2021 @ 22:38

  5. I Skanderborg sorteres i ‘værdiaffald’, ‘restaffald’ og ‘papir/emballage’, og det har vi gjort i flere år. I sommerhuset i Vester Husby (Holstebro kommune) kommes alt i én beholder!

    Kommentar af Fru Moll — 15. december 2021 @ 22:49

    • Værdiaffald??
      Vi har lejet en del sommerhuse rundtomkring i Jylland, men har endnu til gode at opleve, at man sorterer affald i sommerhusområder. Gad vide, om man har tænkt sig at fortsætte på den måde? Turister kan sikkert godt finde ud af det, vil jeg tro.

      Kommentar af Ellen — 16. december 2021 @ 10:23

  6. Den app lyder som et must have – snart. Allerød Kommune har “truet” med, at fra nytår skal vi sortere madaffald – p.t. er der papir/plast, glas/metal, pap, rest. Der kommer nye beholdere – og de gamle træbeholdere er vi velkomne til at køre på genbrugspladsen!! Og så bliver madaffald og restaffald forresten kun hentet hver 14. dag, dog hver uge om sommeren. Sådan som jeg lige kan huske det.
    Kønne indkørsler får vi ikke!

    Kommentar af conny — 16. december 2021 @ 10:50

    • Dog er den inaktiv for min kommune, og så går den helt i koma 😉

      Kommentar af conny — 16. december 2021 @ 10:57

    • Det lyder som om I kommer på linje med Næstved kommune fra nytår.
      De kommer sikkert med en god vejledning, men de kan selvfølgelig ikke tage alt med, så appen er god at have.
      De kommer hver uge, men tømmer ikke alle beholdere hver uge, så det er vist også det samme – men det er rigeligt til os med hver anden uge, når det skal deles så meget ud, så I behøver ikke at være bekymrede. Andet end for de grimme indkørsler 😉

      Kommentar af Ellen — 16. december 2021 @ 10:58

      • Åh, jeg var ikke klar over, at den kun kunne bruges, når kommunen har aktiveret den. Nå – men så kan du sikkert bruge den, når vi når ind i 2022 🙂

        Kommentar af Ellen — 16. december 2021 @ 11:00

  7. Vi sorterer i 2 spande med 2 rum i hver spand både i byen og på landet. Derfor vil kommunen ikke skifte skraldespande endnu. Det bliver dog til 6 fraktioner da plast, metal og glas må komme sammen. Jeg glæder mig til at vi får hentet pap.

    Kommentar af Margit M — 16. december 2021 @ 11:50

    • Okay. Det var næsten nøjagtigt som vi sorterede, før vi fik hele pakken. Vi også kom (hård) plast, metal og glas i samme spand. Vi skulle adskille hård og blød plast.
      Det er fint at få hentet papir og pap 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. december 2021 @ 13:53

  8. Ja, vores kommune hører jo også til duksedrengene. De sidste par uger på skolen havde vi vist 6 forskellige affaldsspande i hver klasse. Eleverne var faktisk ret gode til at sortere.
    Det eneste, jeg synes er skørt, er alle de plastposer, vi skal bruge. Som den økonomiske, sønderjyske husmor jeg er, har vi kun minimale mængder af madaffald, og det skal kommes i en plastpose. Det giver mere plastaffald end madaffald.

    Kommentar af tingats — 16. december 2021 @ 22:39

    • Det er da godt, at de unge kan finde ud af det 🙂
      Du kan sandelig ikke have meget madaffald … jeg bruger biobags, som er fuldt nedbrydelige sammen med komposten.

      Kommentar af Ellen — 17. december 2021 @ 7:43

      • Måske det er de samme poser, vi har. Det er sådan nogen grønne nogen, der bliver udleveret af kommunen. Så skal de smides i et særligt rum i den store affaldsspand, der tømmes af kommunen hver anden uge. Men selv om de måske er nedbrydelige, må det koste energi at fremstille dem.
        Når vi har så lidt madaffald, skyldes det – helt ærligt – at jeg er oplært til at finde måder at få alle rester anvendt på. Og alt ikke-tilberedt organisk affald ryger på vores egen kompostbunke. Banan- og citrusfrugtskaller må ikke smides på kompostbunken, hvis de kan være sprøjtede, men efterhånden er alt frugt og grønt i vores Coop økologisk, så det er ikke noget problem. Ib har læst et sted, at det ikke er godt at smide kålblade på, men kan ikke huske hvorfor, og vi kan ikke finde det igen. Måske du ved det? Heller ikke rå æggeskaller, så har jeg bagt eller lavet æggekage, så ryger der endnu en grøn pose.

        Kommentar af tingats — 17. december 2021 @ 9:00

        • Vi skal selv betale dem! Selvfølgelig koster det at fremstille dem, men det ville blive noget ildelugtende svineri, hvis det ikke bliver lukket inde.
          Tak for forklaring på, hvordan I kan have SÅ lidt madaffald. Jeg kunne nemlig ikke helt forstå det, for jeg smider heller ikke meget mad ud, men har da skræller osv. …og ingen egen kompostbeholder.
          Jeg troede, at æggeskaller var godt til kompost?
          Jeg lavede selv kompost engang før økologien blev moderne, og den trivedes i bedste velgående – med æg, kål, citrusfrugter und alles 😉

          Kommentar af Ellen — 17. december 2021 @ 18:03

  9. I realiteten er der kun mad og rest her på stedet. Men jeg går ud fra at der snart vil kommen containere til plastic i hvert lokalområde. Hvor langt kan kommunen forlange at man skal gå/køre med affald?

    Håber det går godt med julehalløj derovre i UK!

    Kommentar af Donald — 22. december 2021 @ 13:46

    • Jeg har ingen ide om, hvad man kan forlange mht. afstand for den enkelte borger – men mon dog ikke en ny ordning vil indbefatte, at jeres plastaffald vil blive afhentet? Jeg har ikke hørt andet andre steder fra.
      Det går fint med julehalløjet. Nu skal der bare styr på alt det andet halløj 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. december 2021 @ 18:10


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.