Hos Mommer

19. juli 2021

Skuffet-Ked-Uforstående-Frygteligt Frustreret-Eddikesur-Trist

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:02
Tags: , ,

Jeg er alt det, ordene i overskriften viser, og hvis begyndelsesbogstaver den kvikke læser vil have gennemskuet siger SKUFFET. Jeg er det hele (dog ikke særlig sur, men det var svært at finde et passende e-ord); mest ked af det og skuffet. Charlotte, Anna og jeg tog os lige en tudetur i aftes, da det gik op for os, at de ikke bliver lukket ind i Danmark, medmindre jeg er død eller døende, og det er trods alt lige langt nok at gå for at få dem hjem. Vi er ikke engang sikre på, at der i givet fald ville blive lukket andre ind end Charlotte, og så kan det være lige meget, for vi vil jo alle sammen være sammen.
C og jeg har talt sammen i dag. Vi blev færdige med at tude i går; det fører ikke til noget at gå i sort, så vi fik os en god og lang snak i dag.
Pressen har vældig travlt med at fortælle hvordan England er gået mere eller mindre i panik, fordi alle restriktioner er blevet ophævet fra i dag.
Det er overdrevet, men nogle er selvfølgelig nervøse.
Jeg synes man andre steder er blevet for forsigtig og forstår godt den holdning, Boris Johnson har udmeldt til folket. Corona er kommet for at blive, og vi skal lære at leve med den. Ja, der vil dø nogle af covid-19, men det gør der også af andre sygdomme. Ja, smittetallene vil stige, men sygehusvæsenet er ikke belastet af covid-19-patienter. Det er primært skolebørn, der er smittede; det er hovedsageligt unge/yngre, der bliver indlagt, og nogle af dem får ubehagelige senfølger. Men man er jo i den alder udødelig og derfor ligeglad med vaccinationen og ‘glemmer’ at være forsigtig, som det stadig tilrådes at være.
Så se nu derfor at få fingeren ud og få foretaget den vaccination! Man kan stadig blive smittet, men man bliver ikke ret syg. Og hverken coronavirus eller vaccinationen mod den er et internationalt og verdensomfattende komplot – hvordan i himlens navn skulle alle verdens nationer pludselig kunne blive enige om den samme sammensværgelse? Og sponsoreret af Bill Gates?

I England sker det samme som vi hører om herhjemme: Folk – også primært unge mennesker – enten slet ikke booker eller måske booker de en tid, men møder så ikke op. Det drejer sig sikkert i virkeligheden ikke om så mange, men det er selvfølgelig dem der er interessante at hive frem i medierne.
Konsekvensen af det er i mine øjne let at få øje på: Man skal betale hvad vaccinen koster, hvis man udebliver uden at afbestille sin tid. Det er et gratis tilbud, men det er ikke en undskyldning for at være årsag til spildte vacciner og penge.
Hvis man ikke vil vaccineres, er det ens eget valg, men så må man tage konsekvensen og fx endnu en rum tid være forhindret i at foretage sig mange af de ting, de vaccinerede må. Ethvert valg har en konsekvens, og jeg kan så afgjort ikke se, hvorfor vi andre skal have trukket pinen ud fordi nogle har en anden holdning til vaccination.
Det er en holdning, jeg ikke er villig til at diskutere.

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor bevis for færdigvaccination OG en gyldig, negativ PCR-test ikke kan gælde som adgangsret til andre lande.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor kun England skal være rødt. De har 4630 smittede pr. 100.000. Det er da vildt mange, men:
Cypern har 5870. Holland 4102, Spanien 3488, Portugal 2221 og Grækenland 1767. Tallene stiger hele tiden, men landene er stadig gule. Sidste sommer skulle tallet være 20 for at åbne et land og 30 for at lukke det igen. Jeg ved godt, at testsituationen var anderledes, men alligevel …

Charlotte og familie talte om, hvad de så skulle gøre, men det er i sagens natur svært at finde noget, der er både interessant og ledigt i England lige nu. Det ender nok med, at de bliver hjemme, men de ved godt, at de skal passe på, at sommerferien ikke bare smuldrer og det lige pludselig er skoletid igen.
De fandt ellers et hotel på den skotske ø Islay, hvor de skulle være sejlet til Port Ellen og bo i Port Charlotte.
Passende under de givne omstændigheder, blev de enige om, men de bookede det ikke.

26 kommentarer

  1. Åh nej hvor trist, jeg kan godt forstå, at I tudede, tænk at have glædet sig så længe, og så ryger det hele i vasken. Jeg forstår heller ikke, hvorfor nogle ikke vil vaccineres, men der er jo altid nogle, som vil være modsatte og tror de er kloge. Øv hvor er det ærgerligt, det er meget længe siden, I har været sammen med dem nu 😦

    Kommentar af Lisbeth — 19. juli 2021 @ 19:07

    • Den havde vi ikke set komme, og det var næsten ikke til at bære.
      Jeg forstår heller ikke dem, der ikke vil vaccineres. For mig at se handler det om uvidenhed og om ikke at ville lære eller vide noget om fakta.
      Tak for sympati – det er virkelig bare så ærgerligt.

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2021 @ 20:09

  2. Det er godt nok synd for jer. I skyper eller lignende selvfølgelig i større stil, men det er jo overhovedet ikke det samme.

    De, der ikke vil vaccineres, er nogle fæhoveder, basta! Om ikke andet så kunne man da være lidt social og tage hensyn til andre, og jeg kan for resten godt fortælle, at senfølgerne, hvis man skulle blive smittet, absolut ikke er morsomme.
    Vi har tre i vores familie, der blev smittet for hhv snart et år siden og for 7 måneder siden. Den første på ca. 50 år er stadig ikke i stand til at arbejde, de to andre, der er omkring 40, fungerer stadig ikke optimalt i hovedet, og den ene har totalt mistet smags- og lugtesans. Men konspirationsteorier en nok “sjovere” at udbrede på nettet.

    Kommentar af Kirsten — 19. juli 2021 @ 20:34

    • Det gør vi, og nej, det er ikke det samme.
      Du skriver det så dejligt direkte! Jeg ville have skrevet ‘båtnakker’, men tænkte, at det vist ikke var helt pænt af mig, så jeg forsøgte at holde mig relativt neutral 😉
      I har da også været hårdt ramt, må jeg sige. Gad vide, hvornår de tre vender tilbage til normaltilstanden – hvad jeg da virkelig håber for dem, at de gør, men det er godt nok en sej omgang.
      Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan tro på de tåbelige konspirationsteorier, men der er skræmmende mange, der er dumme nok til det.

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2021 @ 21:05

      • Når jeg er i sort humør, er det mit indtryk, at menneskeheden bliver dummere og dummere. Konspirationsteorier er dejligt enkle at overskue, og man bliver hørt, når man ytrer sig på nettet. Det var der ikke så mange muligheder for før for den mindre begavede del af befolkningen.
        Jeg kan for resten godt lide din overskrift. Det er sjovt at lege med synonymer – hvor mange måder kan man for eksempel sige “gå” på?

        Kommentar af Kirsten — 20. juli 2021 @ 8:48

        • Det samme indtryk har jeg, men det er helt klart det, at alle bliver hørt, der er en væsentlig årsag til konspirationsteoriernes voldsomme opblussen.
          Da jeg var barn og ung, jokede min far med, at “nu må vi ikke glemme, at 50 % af befolkningen er dummere end gennemsnittet”. Nu er det ikke længere en joke …
          Synonymer er både nyttige og uundværlige, hvis man vil have et varieret sprog. Jeg har ikke umiddelbart styr på alle ‘gå’-varianterne, men der er mange 🙂

          Kommentar af Ellen — 20. juli 2021 @ 9:33

  3. Det gør mig utrolig ondt at høre om jeres genvordigheder med at se jeres kære fra England. Det er let at sætte sig ind i, hvor bedrøvede I alle må være. De bedste tanker fra mig. Kærlig hilsen Marianne

    Kommentar af Marianne Bentzen — 19. juli 2021 @ 22:22

    • Tak for empati og gode tanker, Marianne – det er altså ikke sjovt længere, dette her!

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2021 @ 9:34

  4. Øv hvor er jeg ked af det på jeres vegne. Havde håbet på at vaccinerede fik lov.
    Som jeg læser dit indlæg er reglerne nu strammere end Norges.

    Kommentar af Lene — 20. juli 2021 @ 8:50

    • Det havde vi sandelig også håbet på – især i forbindelse med en negativ PCR.
      Det lyder umiddelbart sådan, fordi Norge accepterer fuld vaccination, men læser man længere nede på deres helseside, vil de åbenbart ikke have turister ind. Om det så er anderledes for pårørende til nordmænd, kan jeg ikke helt gennemskue, men det er i hvert fald totalt forbudt for mine englænderes vedkommende.

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2021 @ 9:38

      • Jeg har lige tjekket Norges indrejseregler, og det hjælper ikke dig, men der står der under turister: Utlendinger som er fullvaksinert eller som har gjennomgått covid-19 de siste 6 månedene, og som kan dokumentere dette med et koronasertifikat med en QR-kode som kan verifiseres av norske myndigheter, kan reise inn. Og vi skal ikke i karantæne.
        Og jeg synes det burde gælde alle steder. Så jeg håber nogen besinder sig, så I kan rejse til England.

        PS Du skrev selv at du ikke ville diskutere vaccine, og derfor er dette blot en uddybning til andre. Ikke alle, som vælger ikke at lade sig vaccinere, gør det pga konspirationsteorier. Jeg er gift med en og har født en anden. den første lod sig vaccinere fordi han ville til Norge, den anden er stadig i tvivl, men det bliver højst sandsynligt muligheden for at besøge nevø, der måske bliver udslagsgivende. Begge har gode begrundelser, jeg er ikke enig med dem, men de er ikke båtnakker eller andet 🙂

        Kommentar af Lene — 23. juli 2021 @ 14:14

        • Først og fremmest er jeg meget glad på jeres vegne over, at jeg tilsyneladende ikke engang kan læse indenad, og at I kan komme til Norge, fordi Norge er et fornuftigt land! Det burde virkelig være sådan alle steder, og det giver et godt incitament til at lade sig vaccinere, kan jeg forstå 😉
          Dine nærmeste (som jeg ikke kunne drømme om at kalde båtnakker) er jo et rigtig godt eksempel på, at det er en god ide at lade sig vaccinere, om ikke andet, så for at få verden til at fungere …
          Nej, selvfølgelig er det ikke alle vaccinemodstandere, der tror på konspirationsteorier, men jeg har svært ved at forestille mig nogen argumentation overhovedet, der kan få mig til at tro, at vaccination (generelt – det handler ikke kun om covid-19) er en dårlig ide. Tænk bare på polio, kopper, hepatitis og flere andre alvorlige og/eller dødelige sygdomme. Problemet er måske, at alt for mange slet ikke kan huske, hvor megen skade og elendighed de sygdomme forvoldte. For vacciner virker jo – men det behøver jeg slet ikke at sige til dig, for det er ikke os to, der er uenige 😘

          Kommentar af Ellen — 23. juli 2021 @ 15:09

  5. Ak. Pandemiens op- og nedture og politikernes reaktionsmønstre gør planlægning umulig.
    Dette, at fuld vaccinering ikke åbner alle døre, giver også skeptikerne vind i sejlene:
    “Har “De Høje Herrer” mon en viden om vaccinens manglende effekt, som vi almindelige dødelige ikke har fået adgang til?”
    “Er der en specialvaccine forbeholdt eliten, siden denne rejser frit rundt i verden medens vi må blive hjemme?”

    Kommentar af natural2222 — 21. juli 2021 @ 6:38

    • Vi er så ganske enige! Jeg har udbredt mig højt og lavt om, hvilket dårligt signal det er at sende om vaccinationens værdi, samtidig med, at man punker folk til at blive vaccineret. “Bliv endelig vaccineret. Det gør bare ingen forskel for genåbningen”.
      Men udsagnet om, at kun eliten skulle rejse, kan jeg ikke helt forstå. Den første bemærkning er måske forståelig, men det er da på ingen måde ‘eliten’, der rejser rundt i verden – se bare på alle de dumme spørgsmål, som alt for mange skriver til udenrigsministeriet(!) om. Det er i mange tilfælde snarere repræsentanter for de nævnte 50 % (som svar til Kirstens 2. kommentar), der ikke kan komme til Mallorca eller Spanien hurtigt nok for at ligge på en strand og drikke billigt sprut.
      Fordomme? Hos mig? Nejda 😇

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2021 @ 8:35

      • Bemærkningen om eliten stødte jeg på i forbindelse med afholdelse af OL.
        Her er atleterne(Eliten) vaccinerede, til stede og udøver sport, der for nogle grenes vedkommende medfører tæt kontakt.
        Vaccinerede, testede tilskuere må ikke være til stede selvom disse kunne sidde med fast corona-sikker afstand til nærmeste.

        Kommentar af natural2222 — 21. juli 2021 @ 11:31

        • Okay. Det er jo forståeligt nok, at man synes det er ulogisk og uretfærdigt. Så kan man jo diskutere, hvorvidt atleterne udgør en elite, men det er en anden snak, og jeg er enig i, at det er den slags, der er med til at udhule argumentationen – og respekten fra os andre.

          Kommentar af Ellen — 21. juli 2021 @ 14:06

  6. Islay kan ellers varmt anbefales. Vi var der i 2018 og vil gerne tilbage igen. Der er dejlig natur, venlige skotter, et lille spinderi og hele ni destillerier! Et af dem producerede også gin, god gin, nemlig The Botanist. Åh, jeg må tilbage dertil!

    Kommentar af Troldesofie (Lisbeth) — 22. juli 2021 @ 2:28

    • Jeg måtte lige lure lidt på øen via Google, og ja, der er smukt. En barsk, men smuk ø, som jeg kender navnet på pga. deres whisky, men jeg vidste da ikke, at der var hele ni destillerier! Det er pænt klaret af en ø, der kun er lidt større end Bornholm 🥴
      Lad os alle håbe på en snarlig genåbning af verden!

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2021 @ 9:37

  7. Dit indlæg får mig igen til at tænke på, om man overreagerede ved den første bølge af smitte – som åbenbart var mindre smitsom: Tænk hvis mange mennesker var blevet immune uden at blive alvorligt syge? Men det ved vi selvfølgelig ikke.

    Det lyder mærkeligt at England skulle være “rødt” når andre lande med mere smitte er mindre røde. Jeg har opgivet at finde ud af det.

    Port Ellen og Port Charlotte? Det må være sagen. Nej måske ikke. Men du skriver “blive hjemme”, og at så smuldrer tiden, det tror jeg er rigtigt og jeg frygter det samme, men så er der jo alligevel mange steder her og dér, som er indenfor rækkevidde. Spørgsmålet er, om man skal overnatte ude, for en familie på 4 stykker koster det jo en formue.

    Éndagsture sat i system: Det må være løsningen.

    Kommentar af Donald — 22. juli 2021 @ 12:48

    • Det tror jeg nu ikke, man gjorde, men forskellen er, at de gamle og sårbare nu er beskyttede, hvilket de ikke var i begyndelsen af epidemien.
      Jeg har også opgivet at finde ud af kriterierne – de er ikke til at finde nogen steder.
      Det er alt for nemt at få tiden til at smuldre, hvis ikke man gør noget for at få lidt forandring i hverdagen – og de ville hellere end gerne overnatte ude, men stort set alt er booket fordi englænderne ikke kan rejse ud i verden.

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2021 @ 16:42

      • Av av av. Så er jeg meget heldig at have fået overnatning i Århus i næste uge (endda gratis! med eget bad!)

        Kommentar af Donald — 22. juli 2021 @ 20:31

        • Jamen så må du da have en god tur til Aarhus 🙂

          Kommentar af Ellen — 22. juli 2021 @ 21:43

  8. Kan kun tilslutte mig græmmelsen over situationen!
    Og håbe det bedste for en, trods alt, mindeværdig sommer for alle🤞

    Kommentar af Anne Holtegård — 22. juli 2021 @ 18:48

    • Tak for med-græmmelse – og mindeværdig skal sommeren nok blive, men lige nu føler jeg, at det bliver på den ikke så go’e måde 😥

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2021 @ 19:53

  9. Bande, svovle… det ER da heller ikke til at holde ud! Jeg er også ret frustreret over, at mit andet hjemland er uden for rækkevidde – og jeg håber sandelig på næste år. Vi har netop fået en lille autocamper, der nærmest står på spring for at komme afsted… 😉 Men i jeres tilfælde er det dog nok værre… det må være et stort savn at undvære den kære familie.

    Kommentar af Mia Folkmann — 29. juli 2021 @ 19:41

    • Der bliver virkelig bandet en del her i huset for øjeblikket, for ja, nu er det for længe siden vi har set dem IRL. Det hjælper jo ikke så meget, at England tillader os at komme derover, når der bliver en værre ballade med at komme hjem igen derovrefra 😦
      Det bliver nok det nemmeste at flyve derover, men vi vil, som jer, helst tage bilen, for vi har efterhånden meget, vi skal have ‘udvekslet’.
      Men tillykke med jeres nye autocamper – det bliver skønt, når I rigtig kan komme til at bruge den.

      Kommentar af Ellen — 29. juli 2021 @ 21:38


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.