Hos Mommer

27. maj 2021

Hold da maule, hvor der var sten i Stenmaglehaven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags:

Sidste år besøgte vi kun én have via vores medlemskab af Haveselskabet, hvilket vi ellers gør et par gange eller tre hver sæson, men situationen var som bekendt blevet en anden. Nu er der åbent igen, og i går tog vi til Nyrup for at se Stenmaglehaven.
Vi ser på haver af flere grunde: For at blive inspireret, som jeg fx blev det til at sætte vores store, brune vinballon ud i et af bedene, hvilket jeg aldrig havde fundet på af mig selv, men det ser godt og lidt finurligt ud. Vi gør det med skam at melde også af ren og skær nysgerrighed – man er vel lidt af en skabsvoyeur – og endelig gør vi det for at blive imponerede over at se alt det arbejde, som mange lægger i deres have.

P1020964

Dennis og hans kæreste Louise har lagt mere end meget arbejde i haven. De har også lagt 600 ton store sten, hvor den største vejer 11 ton!
Da de byggede til, lagde de den derfra kommende overskudsjord rundt om den overdækkede terrasse, han også (næsten) selv byggede, hvorefter de fra forskellige steder fik fat i masser af kæmpestore sten.
Navnet Stenmaglehaven har han selv fundet på. Sten betyder sten og magle betyder stor, så han mente, det var et passende navn til netop denne have.
Det var værtsparret selv, der gav os en guidet tur rundt over det hele. Han er ikke kun bidt af en gal arbejdshest, men viste sig også at være i besiddelse af en god portion lune, så vi fik både havens historie og en del anekdoter om tilblivelsen med på vejen.

P1020961

Vi blev mere og mere imponerede, efterhånden som vi kom rundt. Selve haven er 26.000 m2, men de har mere jord end det. De har gravet ud til søer og endda en lille å, og de har lige anlagt en frugthave på 1000 m2.
De er tilsyneladende ret glade for hosta, for mange forskellige varianter af disse står spredt med jævn hånd overalt og de fleste er en hel del større end mine vist nogensinde bliver.
Den smukke bronzeblad, som anes til højre på billedet herunder, kunne jeg have købt en aflægger af, hvis jeg havde haft lyst til det. Det havde jeg egentlig nok, vores have er bare slet ikke stor nok til sådan en plante, men hvor er den dog smuk.

P1020965

Der var masser af rododendron, og der var mange planter, jeg ikke kendte

P1020951

De to mennesker arbejder altid. De har begge fuldtidsjob, og alligevel har parret overskud til at kreere og ikke mindst vedligeholde alt dette, som de bruger alle aftener, weekender og fridage på. Imponerende er det, og hvis I har lyst og mulighed, så er haven et besøg værd. De har åbent for besøgende næsten hver weekend, men det kan tjekkes på deres hjemmeside.
Jeg har været ude at kæmpe med sæbeurts- og skvalderkålsrodnet i tre timer i dag og er gået totalt død nu. Men jeg er selvfølgelig også adskillige år ældre end det arbejdsomme par fra i går.
Det er i hvert fald min undskyldning … og i øvrigt begyndte det at regne.

20 kommentarer »

  1. Du milde for et arbejde – de må da have adgang til entreprenørmaskiner?

    Kommentar af Eric — 27. maj 2021 @ 16:50 | Svar

    • Jeg kunne fornemme, at manden er entreprenør, så ja, det har de.

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2021 @ 19:23 | Svar

  2. Sikke et fantastisk sted I har besøgt!
    Hvor er det dejligt, at der er åbne haver igen – det er nemlig en stor inspiration, og jeg holder meget af at se andres haver.
    Wordpress driller, og jeg kan ikke lægge email eller link til blog. Der forlanges udelukkende en wordpresskonto.

    https://huskebloggen.blogspot.com

    Kommentar af huskebloggen — 27. maj 2021 @ 17:07 | Svar

    • Denne kommentar fandt jeg i spamfilteret! Og åbenbart uden problemer med email og link. Meget, meget underligt, men måske er der en sammenhæng.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2021 @ 12:17 | Svar

  3. Sikke et fantastisk sted I har besøgt!
    Hvor er det dejligt, at der er åbne haver igen – det er nemlig en stor inspiration, og jeg holder meget af at se andres haver.
    Wordpress driller, og jeg kan ikke lægge email eller link til blog. Der forlanges udelukkende en wordpresskonto.

    Kommentar af huskebloggen — 27. maj 2021 @ 17:09 | Svar

    • Det er sådan et hyggeligt tidsfordriv 🙂
      Underligt, at det driller, men WP får sommetider et eller andet flip, som så går i sig selv igen kort tid efter.

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2021 @ 19:24 | Svar

  4. Sikke en flid. Jeg kan virkelig godt misunde jer, der synes havearbejde er sjovt. Lige nu sidder jeg her og finder på alt muligt, jeg kan lave på kontoret, fordi jeg i går besluttede, at denne fridag skal være havedag 🙂 Er det bevidst at du skriver maule og de kalder det magle?

    Kommentar af Lene — 28. maj 2021 @ 9:46 | Svar

    • Og man kan jo ikke tvinge folk til at synes, at havearbejde er sjovt. Jeg tror dog, at det måske kan hjælpe lidt på vej, hvis man giver sig selv et lille, men spændende projekt i et hjørne af haven og så (forhåbentlig) ser, at det lykkes for en.
      Ja, det er bevidst, for så er begge dele korrekt stavet 😉 – maule kommer fra tysk Maul, som betyder mund eller kæft og magle er dansk, men de udtales ens. Der er mange der tror, at “hold da maule” staves magle, men det er altså dansk/tysk for hold da kæft, som ikke lyder så pænt på rent dansk 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2021 @ 12:15 | Svar

      • Jeg kendte ikke det udtryk, men kunne godt se da jeg googlede det, at du ikke er den eneste, der bruger det 🙂

        Kommentar af Lene — 29. maj 2021 @ 7:32 | Svar

        • Nej, der er vist mange der bruger det … jeg gør det ikke i mit daglige sprog, men her passede det så fint 🙂

          Kommentar af Ellen — 29. maj 2021 @ 8:48 | Svar

  5. Åh jeg tænkte også “entreprenørmaskiner”. Men altså – min 35 år gamle have er egentlig meget smuk lige nu.

    Når man ser en have som “Stenmagle” er det ærligt talt et fantastisk smukt syn, hvis man er sådan et sted, og der er en ledig bænk, så kan man opleve at tiden står stille, eller rettere, at der ikke er noget stress. (Så skal man ikke sidde og frygte at solen går ned, men nyde det så længe den ikke gør.)

    Kommentar af Donald — 28. maj 2021 @ 14:28 | Svar

    • De fleste haver er heldigvis flotte i maj, og der er nok ikke så mange af os, der kan prale med en stenhave i den stil, vi så.
      Der er mange ledige bænke i Stenmaglehaven – de går ikke ned på havemøbler sådan lige med det samme 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2021 @ 20:28 | Svar

  6. Det ser skønt ud, men det bedste er, at det er unge/yngre mennesker, det glæder mig. Netop i går talte vi om, at alle de gamle er ved at være væk. Vi var på besøg i Svend Aage Askjærs have, han er 84. Arne Jakobsen på Fyn er tæt på de 80, så alle dem der virkelig ved noget om haver er jo efterhånden en uddøende race, derfor blev jeg glad for at læse dit indlæg.
    Og ja vi besøger da haver af nysgerrighed og for at få inspiration, og os der har de åbne haver, vil gerne vise dem frem. I går da vi ikke var hjemme, kom der nogle her, det var ikke aftalt, så det var lidt ærgerligt. De måtte så gå rundt selv, men de ringede først og spurgte.

    Kommentar af Lisbeth — 28. maj 2021 @ 16:44 | Svar

    • Det er nu ellers mit indtryk, at der er mange unge/yngre mennesker, der går op i haver. Måske ikke helt unge, men læser man Haveselskabets udgivelse, er det ikke kun de gamle, der ved noget om haver.
      Det var synd for både jeres besøgende og jer selv, at de ikke havde meldt deres ankomst i forvejen – det står da ellers tydeligt nok på din blog.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2021 @ 20:31 | Svar

  7. Der er lagt et voldsomt stort arbejde i den have, og det er en havetype som kræver vedvarende manuel indsats.
    Vi må håbe, at sten i haver ikke lige går af mode foreløbig. Der bliver noget at slæbe væk igen, hvis det kommer dertil. 🙂

    Kommentar af natural2222 — 29. maj 2021 @ 7:14 | Svar

    • Den kræver nemlig konstant vedligehold, og John og jeg gik netop og talte om, hvor let eller svær denne have/park vil blive at sælge, når den tid engang kommer for parret.

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2021 @ 8:50 | Svar

  8. Skøn have, I besøgte. Den må vi vist se nærmere på, selvom vores nye have ikke indbyder til så mange sten, som Søren godt kan lide, og som vi havde en del af i den gamle have. Selvom en have i nærheden prøver at modbevise dette – ikke til min store fornøjelse, men der er da noget at se på.
    Dit tip til Lene om at holde sig til en lille plet ad gangen er ret godt, synes jeg. Så løber man ikke sur i arbejdet/planlægningen.

    Kommentar af conny — 1. juni 2021 @ 12:41 | Svar

    • Sten er bestemt også noget heftigt noget at gå og arbejde med, men jeg må holde med Søren i, at det er pænt. Så kan man eventuelt tage mit lille råd i anvendelse 😉 – jeg har lagt stenkanter i vores have ad flere omgange, og det med at tage et lille område ad gangen har virket fint for mig.

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2021 @ 14:02 | Svar

      • Jeg er generelt også glad for sten i haven, men jeg synes, haven skal have en vis størrelse, før det rigtig spiller – det var det, jeg mente med bemærkningen om haven i nærheden. Der er rigtig mange sten i en ikke så stor rækkehushave.

        Kommentar af conny — 2. juni 2021 @ 9:41 | Svar

        • Okay, enig. Min fars go’e, gamle og ofte anvendte udtryk “alt med måde” gælder selvfølgelig også for sten i haven 🙂

          Kommentar af Ellen — 2. juni 2021 @ 9:47 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.