Tre ting, der gjorde mig glad i dag

I dag har jeg valgt at fortrænge det negative – fx, at det tyder på, at vaccinationsprogrammets afslutning nu bliver forsinket. Jeg sætter min lid til ordene, jeg også hørte i går, nemlig, at de +50-årige stadig stadig skulle kunne holde planen. (Opdatering: Det kan vi så ikke 😥)
I stedet vil jeg skrive om tre ting, der gjorde mig glad i dag.
I aftes surfede jeg rundt for at finde gårdbutikker i nærheden. Vi har jo vores Velfærdskød på Møn, og dem svigter jeg ikke, men de har ikke lam. Det havde de på Møllebakkegård, som ligger bare 20 minutters kørsel fra os. Da jeg fulgte linket, der var sat ind på en side, som lister gårdbutikker efter region, fik jeg smækket de ædlere dele på en splitternøgen kvinde lige i fjæset, plus et tilbud, jeg formodedes ikke at kunne modstå. Hvis jeg var en mand …
Nådada … min første tanke var, at det da så sandelig var en gårdbutik med et bredt sortiment, men min næste var, at de formentlig var blevet hacket.
Og ganske rigtigt. På FB havde de en temmelig meget mere sober side, hvor det nye link stod. Der stod forbavsende nok også, at de havde åbent døgnet rundt, hvilket ledte tankerne lidt tilbage på det netop omtalte.

Vi tog chancen og kørte dertil.
Gården lå flot med udsigt over det meste af Sydsjælland, og da vi kom ind i den lille butik, var det selvbetjening. Der stod kolonialvarer på hylderne, og der stod to store kummefrysere med masser af lamme- og svinekød. Ikke specielt billigt, men garanteret godt og velsmagende. Jeg købte nogle lammeskanke, en lammeculotte og en stor ribbensteg (fra gris). Vi skal nemlig til at lave vores bacon selv … det bliver SÅ spændende at prøve.
Nu var det bare at regne beløbene sammen og betale til det MobilePay-nummer, der var opgivet.
Det, som gjorde mig glad var, at det kunne lade sig gøre. At denne tillid til, at folk betaler for de varer de tager, (tilsyneladende) ikke var blevet misbrugt.

Næste stop var Velfærdskød på Møn. “Hvis vi er hjemme, har vi åbent”, fik vi engang at vide, så jeg ringede til dem. Det var husets yngste søn, der svarede: “Goddag, det er Velfærdskødstelefonen, du taler med Xxx. Hvem taler jeg med?”
Det fortalte jeg knægten, som vel er 11-12 år. Der var åbent; vi kunne bare komme, så det gjorde vi.
Ud kom gutten og låste op for herlighederne.
– Du er ikke i skole?
– Nej, jeg har spisefrikvarter – jeg går i skole hver anden uge.
Godt, så. Jeg købte en hel del, så han måtte frem med regnemaskinen …
– Jeg har ellers haft matematik én gang i dag allerede, sagde han med et grin.
John havde set nogle brændetårne og spurgte, om de også solgte brænde.
– Ja, og jeg flækker selv det hele, sagde han uden helt at kunne skjule stoltheden i stemmen.
– WHAT, sagde jeg – du er da godt nok sej!
– Vi har en flækker, men den bruger jeg kun til det træ med mange knaster i, som jeg ikke kan klare med øksen.
Jeg stod bare med åben mund.
– Man må jo arbejde for lønnen, sagde han.
Så var jeg lige pludselig endnu mere glad end jeg var i forvejen.

Her ses en del af resultatet af hans anstrengelser – mon ikke I er lige så imponerede, som John og jeg blev?

Den tredje ting? At vi så en musvåge stå stille i luften lige ved siden af vejen og muse. Den fløj ikke væk, selv om vi standsede bilen, men jeg ville ikke forsøge at tage billeder, for jeg ville ikke skræmme den. Den var ikke 20 meter væk og svævede længe omkring tæt på os. Det var stort.