Hos Mommer

9. april 2021

På sæljagt i Hollænderskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags:

Hollænderskoven - gåturDet lyder nok umiddelbart underligt, at vi har været på sæljagt i en skov.
Det er så også en sandhed med modifikationer, men alt har en forklaring.
John havde fået at vide, at der på en bestemt sten ude i fjorden ud for Nysøs Hollænderskoven ofte kan ses en sæl ligge og sole sig, eller hvad sådan en nu gør, når den ligger der.
(Hvis man er interesseret i en meget smuk og varieret vandretur på otte kilometer indeholdende både Præstø, Nysø og Hollænderskoven, så byder DVL ind med en mulighed for det den 15. juni.)
Vi parkerede bilen ikke så langt fra Nysø ved det gule kryds og gik ad grusvejen ned til skoven, gennem den og ud til fjorden, hvor vi med det samme fik øje på stenen. Der er nemlig kun den samme store sten, viste det sig, så der var ikke meget at være i tvivl om, heller ikke selv om der ingen sæl var.
Pyt med det, så har vi en fin motivation til at gå på sæljagt i Hollænderskoven flere gange – den bød nemlig på en positiv overraskelse.
En skov er altid dejlig at gå tur i – bestemt også når træerne endnu ikke er sprunget ud, for udsynet er meget bedre end om sommeren.
Grusvejsstykket var ikke specielt spændende at gå, så vi ville se, om ikke vi kunne gå tilbage ad en anden vej.
Det så ud, som om der gik en sti langs skrænten ud mod vandet. Den var ikke alle steder lige farbar, men turen viste sig at være spændende og med en diversitet, der var imponerende for så lille et område. Man fornemmede ikke, at man gik tæt på en mark, for skrænten var flere meter høj. Derfor kan man heller ikke komme til med maskiner, så hvad der falder, får lov at ligge til det forsvinder ad naturlig vej, hvilket som bekendt ikke lige sker fra det ene år til det næste.
Her havde naturen selv lavet insekthoteller i massevis – de lå på stribe så tæt som langs Miamis kystlinje – bare en hel del mere tiltrækkende. På alle måder …

P1050687

Tænk, at vi har så pragtfuld en gåtur så tæt på vores hjem! Det er typisk: Det man kender mindst, er sommetider det, der ligger tættest på. Vi har kun fem kilometer til udgangspunktet på det indsatte kort, men det bliver nok alligevel sådan, at vi tager bilen, for man kan ikke cykle på den meget naturlige sti – som det vist tydeligt fremgår af billedet herover. Mange steder skulle man over eller under et eller andet cykeluvenligt.

P1050692

Herover barken fra et for længst afdødt træ. John mente, at nogen havde fået ideen til butterdej herfra …

P1050682

Herover et af de mange insekthoteller. Tøndersvampene – af nogle kendt som fyrsvamp – hørte til de store af slagsen.

P1050693

Vi så dansk arum (også kaldet dansk ingefær) overalt, så turen bliver (også) flot at gå, når de senere på året står med deres karakteristiske røde bær.
I går var det skønt at gå tur … i dag har det været gråt og det blæser koldt. Igen.
Læg venligst mærke til, at i går og i dag blev skrevet i to ord. Det er forholdsled. Vi gik ikke påstien iskoven …

16 kommentarer »

  1. Sikke en oplevelsesrig tur I var på! Ja, det var da naturens egne insekthoteller med alle de gamle døde træer. Jeg kender ikke området så godt, men det lyder også spændende med DVL’s tur på otte kilometer til Præstø, Nysø og Hollænderskoven.

    Kommentar af Madame — 9. april 2021 @ 18:16 | Svar

    • Skøn tur … jeg ved ikke engang, om man skal være medlem af DVL for at kunne gå med på deres ture, men det er da til at finde ud af 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. april 2021 @ 7:49 | Svar

  2. Spændende men lidt ufarbar tur I har været på, dejligt at det hele bare bliver liggende til insekterne.
    Sjovt nok har vi haft bedre vejr i dag, sådan er det så forskelligt i vores lille land.

    Kommentar af Lisbeth — 9. april 2021 @ 18:25 | Svar

    • Uplejet natur gør mig glad – og ja, vi har store vejrforskelle i vores lille land. Søren, som bor 12 km fra os, har ofte et andet vejr end vi har.

      Kommentar af Ellen — 10. april 2021 @ 7:50 | Svar

  3. Det var en virkelig dejlig tur; der er sikkert flere små overraskelser i nærområdet, som bare skal findes.

    Kommentar af fiberfryd — 9. april 2021 @ 23:04 | Svar

    • Det skulle ikke forbavse mig – men denne tur kan man vist gå ofte uden at synes den er ensformig 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. april 2021 @ 7:50 | Svar

  4. Fint med et cykel-uvenligt område.
    Disse kan-køre-overalt-cykler er til stor skade for skovens og markhegnenes ro. Det går for stærkt. Vildtet når ikke at trække langsomt væk, men må tage vild flugt i stedet.
    Vi har et par steder lavet lidt ekstra “Vild med vilje” og insektbaser af risbunker og fældede træer. Det giver cykel-ro.

    Kommentar af natural2222 — 10. april 2021 @ 2:39 | Svar

    • Jeg har læst, at man flere steder har lavet forhindringer, så mountainbikerne ikke kan ødelægge mere, end de allerede har gjort. Det er jo så heldigvis en fordel for alle andre levende væsener end lige netop mountainbikerne.

      Kommentar af Ellen — 10. april 2021 @ 7:53 | Svar

  5. Sikke en dejlig tur. Ville I ikke kunne stille cyklerne samme sted, som I parkerer bilen?
    I disse tider er det så skønt, når man finder en ny vandrerute. Vi har først for nylig opdaget, at vi kan gå langs vandsiden af fjorden helt inde fra vikingeskibshallen og til Veddelev. Men vi har jo også kun boet her små 30 år …. :-/

    Kommentar af Fru Z — 10. april 2021 @ 7:26 | Svar

    • I princippet jo, men vi er ikke meget for at stille elcyklerne fra os – ikke engang selv om de er låst, for på det sted vil man kunne læsse dem på en bil uden en sjæl opdager det, men det er også lige meget – vi behøver ikke at både gå og cykle på samme tur.
      Hehe, efter knap 30 år 😀 – det er bare typisk – men fint I opdagede det – der er så smukt langs de danske fjorde.

      Kommentar af Ellen — 10. april 2021 @ 7:58 | Svar

  6. Det var en sælsom overskrift — og efterskrift: Den formaning fik mig til at tænke over hvor mange gange jeg bryder de fælles staveanbefalinger (ud fra en tankegang om at hvis Dansk Sprognævn altid siger at brugerne har ret, så har jeg vel på en eller anden måde også ret, eftersom jeg er bruger).

    Men så tænkte jeg efter: var der ikke en regel i barndommens staveskole om at når ordene “i går” stod sidst i en sætning, så måtte man gerne skrive “igår”? Det lyder ulogisk nok til at være daværende danske staveregler, ligesom når kongelig i “Det kgl. Teater” skulle skrives med småt, fordi kun første og sidste led i flerleddede navne skulle skrives med stort. Nutildags skal man skrive alle Betydende ord med stort – hvis de altså er del af et navn, som fx. “Det Grønne Hus”, eller “Det Lille Teater”.

    Det type splittet bark, der har inspireret til butterdej(g), den har jeg aldrig set, og det undrer mig, for det betyder jo at skovfolkene i Hegnene her har ryddet mere op end jeg troede. Nu er der områder, hvor alt får lov at ligge, og det skal nok give anledning til flere insekter og flotte nedbrydningsfaser.

    Min far viste mig fyrsvamp engang der var en stub i Søndermarken (Frederiksberg Have i København) som blev brugt til at støtte et halvtag, og han skar et lille stykke af den så vi kunne se, hvor længe den kunne bevare en glød.

    Dansk Wikipedia skriver: Selv om tøndersvamp hovedsageligt brugtes som optændingsmateriale, har den også været anvendt (og anvendes i nogen grad stadig) som erstatningsmateriale for skind.

    Skind?! Det var dog … Der stod iøvrigt “selvom” i eet ord, men det kunne jeg ikke lade stå, det er for sælsomt.

    Kommentar af Donald — 11. april 2021 @ 9:55 | Svar

    • Det er fint nok at bryde regler, det gør jeg også selv, men hvis der ikke er en god grund til at bryde den, hvorfor så gøre det?
      Jeg tror ganske enkelt ikke på din påstand med, at du har lært, at ‘i går’ har andre regler sidst i en sætning. Det giver ingen mening, at det så ikke er et forholdsled mere. Jeg havde kolleger, der hævdede at have lært at stave ‘te’ som ‘the’ i skolen, men eftersom det korrekte har været ‘te’ siden 1879, så tror jeg heller ikke på det 😀
      Jeg lærte, at alle ord i titler skulle med stort, undtagen ‘småord’. I dag er det valgfrit, men det anbefales faktisk at kun skrive første ord med stort.
      Det var også første gang, vi så sådan en bark – det var ret interessant.
      Her giver jeg dig ret: Jeg har svært ved at acceptere, at ‘selvom’ godt må skrives i ét ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. april 2021 @ 19:27 | Svar

  7. Det er så skønt når man finder skønne steder tæt på, som ikke havde kendt til tidligere 🙂

    Kommentar af Lene — 11. april 2021 @ 16:40 | Svar

    • Det er det nemlig – og skønt, at det stadig kan lade sig gøre 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. april 2021 @ 19:14 | Svar

  8. Tak for ide til vandretur – og link til DVL. Der er mulighed for at gå med som gæst tre gange – siger nogle. Andre steder tager man det knap så nøje. I dag er det sådan, at medlemmer går gratis, mens gæster betaler (ca. 30 kr. tror jeg, det er).

    Kommentar af conny — 12. april 2021 @ 12:15 | Svar

    • Velbekomme – og tak for info. 30 kroner er da til at overse, og det er en god ide, hvis det kun er en enkelt eller i hvert fald få ture, der kunne være interessante at deltage i.

      Kommentar af Ellen — 12. april 2021 @ 15:13 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.