Hos Mommer

12. februar 2021

Tour de Isfugl – uden isfugl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: ,

Vi skulle i går tilbringe tre timer i Køge, fordi John skulle igennem en behandling hos hudlægen, hvor der skulle gå denne tid mellem første og andet besøg. Normalt ville vi ingen problemer have med at slå tre timer ihjel i denne dejlige by, men lige nu, hvor ingen restauranter eller cafeterier har åbent, og hvor det er for koldt til at tilbringe tre timer ude i fri luft, så vi os nødsaget til at køre hjem … men så kom vi heldigvis i tanke om min søster, som bor kun 10 minutters kørsel fra Køge. Hun var frisk på at opbevare os i ventetiden, så sådan blev det. Hun bor et dejligt sted, hvorfra man kan se ind til Køge, som på billedet herunder kan anes i midten.

Strøby Egede

Hun havde besøg af en ven, som lige havde købt en ny linse. Det havde Merete fortalt, samt, at vi skulle huske at tage varmt tøj med, da jeg ringede for at spørge om hun ville huse os, for så kunne vi alle fire køre til Næstved, når Johns behandling var overstået.
Nede ved slusen havde vennen nemlig set en isfugl sidst han var der. Uden at have medbragt kamera, selvfølgelig …
Vejret var fantastisk, så vi drog afsted; mændene iført varmt tøj og monsterlinser, Merete og jeg kun førstnævnte.

Vi havde ikke før været ved slusen, som ligger ikke så langt fra den gamle amtsgård. Helt klart en fejl fra vores side, for hvor var der dejligt!
Der var også meget is. Uden fugl. I hvert fald uden isfugl, men der var masser af andre fugle; bl.a. grønbenet rørhøne, som vi ikke har set i årevis.
Grønbenet rørhøneMen altså ingen isfugl.
Mens vi stod og kiggede os omkring, henvendte Merete sig til en mand: “Har du set isfuglen i dag?” Det havde han ikke; det var et par dage siden, men han fortalte Merete om vandstæren, som normalt holdt til “lige derhenne”.
Da han var gået gået, spurgte jeg Merete, om det var en hun kendte. “Nej”, svarede hun, “men han lignede en lokal, så jeg regnede med, at han ville kende til isfuglen.”
Typisk Merete. Jeg spurgte hende ikke, hvad det var for karakteristika, der fik ham til at ligne en lokal, men ret havde hun jo. Jeg kunne forstå, hvis han havde været hundelufter, men det var han ikke.
Hun lavede samme nummer, da vi havde flyttet os nogle hundrede meter. Igen havde hun vurderet personen korrekt, og igen var det nogle dage siden denne lokale mand havde set isfuglen.

RederørRederør

Vi fik øje på en underlig indretning, som var anbragt ude i vandet.
Det viste sig at være et rederør (til ænder), som ingen af os havde hørt om eller set før, men nu ved vi hvad et rederør er, hvis vi skulle støde på ordet igen – og det gør vi inden for en uges tid ifølge nytordsloven, som siger, at når man hører et ord for første gang i sit liv, vil der gå mindre end en uge, inden man støder på det igen. Er det ikke rigtigt? Det fænomen har jeg oplevet virkelig mange gange.
Inden I bliver helt gråhårede af at spekulere, så har jeg netop opfundet ordet ‘nytordsloven’, og selvom jeg synes det er et glimrende og yderst passende ord, vil jeg godt nok blive forbavset, hvis I eller jeg støder på det igen inden for en uge. Et nyt ord med indbygget paradoks …

P1050474P1050477

Der var som sagt en del forskellige fuglearter at kigge på. Er dette en terne? I så fald, hvilken? Jeg kan ikke finde den i DOF’s fugleapp, og jeg har endnu ikke fået svar fra Naturbasen.
John og jeg har aftalt, at vi skal ud og kigge ved slusen hver gang vi fremover er i Næstved – det kunne da være, vi engang kunne være heldige at se enten isfuglen eller vandstæren.

Opdatering: Svar fra Naturbasen: “Det er en hættemåge, hovedtegningerne er meget variable her om vinteren.”
En hættemåge uden hætte! Det havde jeg aldrig selv fundet ud af!

26 kommentarer

  1. Sikke en spændende fugletur I har været på. Og sjovt med nytordsloven 🙂 Jeg har aldrig før set et rederør til ænder, men det er jo smart. Min erfaring med isfugl og vandstær er, at man skal være utrolig heldig. Men grønbenet rørhøne ser vi ofte ved Slotssøen i Hillerød. Hættemåger har vist aldrig hætter om vinteren, men bare et hvidt hoved og sort plet ved øret.

    Kommentar af Madame — 12. februar 2021 @ 16:00

    • Et rederør sikrer andeparret mod rovdyr, men der skal jo et til hvert par, så jeg kan ikke helt se det praktiske i det.
      Jeg tror også, at man skal være virkelig heldig, men man har jo lov at håbe … og så har jeg lært nyt i dag, tak. Jeg var ikke klar over, at hætten var en sommerting. Ret ulogisk, egentlig 😉

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2021 @ 18:22

  2. Åh.. Jeg vil også gerne se isfugl og vandstær… De er så specielle.
    Med Johns fotogear er der da muligheder for flotte billeder, hvis I er er lidt heldige!
    Sjovt, som hun kan spotte lokale folk.
    Vi har tit underholdt os med at gætte på folks erhverv, når vi sad over kaffen på en færge. Somme tider kom vi i snak med dem og fandt ud af, om vi gættede rigtigt; oftest plejepersonale!

    Kommentar af Anne Holtegård — 12. februar 2021 @ 19:46

    • Ja … nok især isfuglen, men vi får se, om vi er heldige på et tidspunkt.
      Så den har I også været på – og været dygtige til 🙂 Det har vi også – men især i udlandet, hvor har vi haft megen morskab af at gætte folks nationalitet. Vi kunne altid ramme svenskerne 😀

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2021 @ 21:52

  3. Du er nu også god til at fange livet ved det frosne vand 🙂

    Kommentar af Lene — 12. februar 2021 @ 19:50

    • Tak for de søde ord, Lene 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2021 @ 21:53

  4. Ja og sådan gik tiden alligevel uden at se isfuglen, men andre fugle så I dog. Næste gang er måske lykkens gang. Godt søster tog imod, så I slap for at køre turen flere gange. Nytordsloven vil jeg da lige holde øje med. Jeg lærte et nyt i morges palindrom, jeg måtte google det, men mon ikke du kender det?

    Kommentar af Lisbeth — 12. februar 2021 @ 21:19

    • Vi håber i hvert fald, at vi kan være heldige en gang.
      Spændende, om nytordsloven også gælder for dig, men det tror jeg den gør – og jo, jeg kendte godt ordet palindrom, og i den forbindelse jeg tror du er stødt på det (12022021) er det oven i købet også et ambigram. Nu fik du måske endnu et nyt ord at google? 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2021 @ 21:56

      • Ja det tænkte jeg nok, at du gjorde 🙂 nu googler jeg så et nyt ord.

        Kommentar af Lisbeth — 12. februar 2021 @ 22:40

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 13. februar 2021 @ 7:53

  5. Det er heller ikke så længe siden, jeg fandt ud af, at man tit ser hættemåger uden hætter. Faktisk var jeg en overgang ved at tro, at hættemågen næsten var udryddet, fordi jeg kun sjældent så måger med hætte på.
    Jeg har også lagt mærke til nyordsloven – godt nok uden at kende navnet 😉 Det kan efter min erfaring udvides, for det gælder også andre ting. For eksempel et sted eller en person, man ikke har hørt om før. Mon ikke det har noget at gøre med, at når man først har lært det at kende, så genkender man det også i andre sammenhænge.

    Kommentar af Kirsten — 13. februar 2021 @ 9:05

    • Jeg er da glad for, at jeg ikke er alene om at vide for lidt om måger 🙂
      Rigtigt: Loven gælder ikke kun ord, og jeg tror din teori er korrekt.

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2021 @ 12:44

  6. Det er egenlig spøjst, at man kan spotte lokale fra “turister”; men det plejer at virke. Det må være noget med adfærd. Som lokal tager man mange ting for selvfølgelige og har derfor fokus på andet.

    Kommentar af natural2222 — 13. februar 2021 @ 9:47

    • Det har givetvis noget med adfærden at gøre, og Merete er superhurtig til at kigge de lokale ud.

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2021 @ 12:45

  7. Vandstæren står også på min ønskeliste.
    Flotte hætteløse måger. Jeg plejer ikke at sætte måger særlig højt, men i disse frostklare dage kan man få nogle flotte fotos af de hvide fugle på den isblå himmel – eller i vand som dine.
    Lokale fugle- og stjernekiggere er som regel nemme og gode at komme i snak med. Jeg tror faktisk også, jeg ville kunne skelne lokale fra ikke-lokale.

    Kommentar af tingats — 13. februar 2021 @ 11:00

    • Så må vi se hvem af os der kommer først 🙂
      Normalt er jeg virkelig mågehader og har svært ved at forstå deres plads i systemet … men jeg troede jo også, at denne var en terne 😉
      De er altid meget hyggelige, og jeg tror gerne du er en god menneskekender efter at have været lærer i mange år.

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2021 @ 12:47

  8. Vi så 2 vandstære sidste år ved Giber å, da vi var på en guidet tur ved Aros. Guiden fortalte, fuglen var meget sjælden, men fandtes ved åen og minsandten om ikke, vi så 2 af de små fugle på afstand. De hoppede op og ned i det lave vand på jagt efter føde.

    Kommentar af Fru Moll — 13. februar 2021 @ 14:50

    • ¨Hvor var I heldige! Man føler sig så privilegeret, når man ser en sjælden fugl 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2021 @ 16:39

  9. På et mågemuseum i Lübeck så jeg billeder med forklaring af mågers opvækst-farver og sæson-skift — og dér eller ved det emne kan man blive meget forbavset. At fuglene skifter til vinterdragt, og at de er sårbare lige i en periode, hvor de ikke bare lige kan flyve fordi fjerene ikke kan bære og meget mere. Måger blev i København kaldt “luftens rotter”, men det synes jeg er synd, for måger (og rotter) er ikke bare skadedyr men arter, som har en fantastisk evne til at finde måde at formere sig og overleve alskens trusler. Men man kan få for meget af alting.

    Det var en god udflugt. Jeg skal lige forstå, at “slusen” ved Næstved er ved Karrebæksminde? dér hvor sejlrenden til havnen (en lille, gammel skonnert-havn?) går ud til Storebælt, og der er en bro til en ø … Enø. Jeg har kun været der to gange og får utrolig meget lyst til at tage på tur — og lige nu er det sol og jeg må afsted (men ikke til Næstved, lidt tættere på!)

    Kommentar af Donald — 14. februar 2021 @ 12:17

    • Mågemuseum?! Nu har jeg set det med!
      Og jeg er ikke enig: Rotter er skadedyr! Punktum. De gør ikke noget godt – ikke engang for naturen 😉
      Nej, ude ved Karrebæksminde er der ikke en sluse, men bare en bro, nemlig den der ligner en græshoppe. Slusen ligger inde i selve Næstved. Prøv at søge på Google Maps … skriv “slusehuset næstved”, så har du stedet.
      God tur 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2021 @ 14:14

      • OK Jeg havde faktisk Google Map fremme og ledte — men nu gør jeg det igen.

        Jeg går næsten ud fra at du ved at isfuglen får navn efter den skinnende fjerdragt, som ligner poleret metal (eis-vogel er blevet undersat til dansk isfugl).

        Nej selvfølgelig er de skadedyr, rotterne ude blandt byer og landbrug – jeg tænkte på at laboratorierotter er nyttige. Og jeg beundrer at rotter kan overleve under så mange forhold.

        Jeg vil nødigt misforstås! jeg er ikke tilhænger af at alting i naturen er dejligt og at naturen er i balance og mennesker ødelægger det hele.

        Når vi nu har skabt det landskab, vi bor i, så vil vi fx. ikke have mårhunde, og stod det til mig, heller ikke rotter, ulve, løsslupne mink. Men alt det ved du jo godt.

        Det er bare så fristende en gang imellem at se ting fra en anden vinkel.

        Kommentar af Donald — 14. februar 2021 @ 18:41

        • Jeg var faktisk ikke klar over, at isfugl er en undersættelse fra tysk 🙂
          Jamen så er vi jo stort set enige … og jo, laboratorierotter gør da gavn, og det er fint nok, for de er ikke spor nuttede, ikke engang som hvide …
          Hehe, jeg ville også gerne slippe for de dyr du nævner – men dog nok især dem, der ikke er her naturligt – og ja, vi (jeg) har godt af at blive provokeret lidt indimellem.

          Kommentar af Ellen — 14. februar 2021 @ 21:09

  10. Som sædvanlig kommer jeg halsende langt bagefter alle … men lige om fugle kunne du jo bare have spurgt 😉 I øvrigt er du bestemt ikke alene om at have “jagtet” isfugl forgæves. Det er vist nærmest et mantra for mig.

    Kommentar af perteilmann — 19. februar 2021 @ 20:07

    • Det ville jeg også have gjort, Per, men du er så længe om at svare 😉
      Skal vi lave en lille konkurrence om, hvem af os der først fanger en isfugl? 😀

      Kommentar af Ellen — 20. februar 2021 @ 9:50

  11. Den er jeg med på 😉

    Kommentar af perteilmann — 20. februar 2021 @ 17:10

    • Thumbs up! 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. februar 2021 @ 17:12


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.