Hos Mommer

10. januar 2021

Så skete det – også – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:01
Tags:

Jeg har lige været en tur på Facebook og har igenigen undret mig over, at selv personer, som jeg normalt regner for at være mere end gennemsnitligt begavede, kan falde for alt det spam der åbenbart er umuligt at udrydde fra mediet – også selv om FB selv gør hvad de kan for at stoppe det.
Senest det herunder indsatte, og som jeg med jævne mellemrum ser. Ordlyden kan variere en smule; her er det et mix af to falske beskeder, der har huseret i nogle år, men budskabet er det samme:

Hej @all: ✌️
Glem ikke, at i morgen starter den nye Facebook-regel, hvor dine billeder kan bruges. Glem ikke fristen er i dag!!! Den kan bruges mod dig i retssager. Alt, hvad du nogensinde har slået op, vil være offentligt fra i dag – inklusive beskeder, der er blevet slettet. Det koster ikke andet end en simpel kopi og indsæt, bedre sikkert end undskyld.
Jeg giver ikke Facebook eller nogen Facebook-relaterede organisationer tilladelse til at bruge mine billeder, oplysninger, beskeder eller opslag, både i fortid og fremtid. Med dette udsagn meddeler jeg Facebook, at det er strengt forbudt at kopiere, dele eller foretage andre handlinger mod mig baseret på denne profil og / eller dens indhold. Indholdet af denne profil er private og fortrolige oplysninger. Krænkelsen af privatlivets fred kan straffes ved lov: Facebook er nu en offentlig enhed. Alle medlemmer skal skrive denne note.
Hvis du foretrækker det, kan du kopiere og indsætte denne version. Hvis du ikke poster en erklæring mindst én gang, tillader du lydløst at dine billeder bliver brugt og oplysningerne i profilstatusopdateringer. MÅ IKKE DELES. Kopiér og indsæt.
Den nye algoritme vælger de samme få personer – omkring 25 – som vil læse dine indlæg.
Det er derfor: Hold fingeren på dette opslag, og det fremstår “Kopiér”. Klik på “Kopiér”. Gå derefter til din side, start et nyt opslag og tryk fingrene ind i det blanke felt. Indsæt vil poppe op, klik indsæt.
Dette vil gå uden om systemet.

imageHvorfor tjekker man ikke selv, om det med de 25 personer er sandt? Det er meget enkelt og vil omgående afsløre, at der er noget galt her.
Hvorfor bliver man VED med at falde for ‘kopier – del ikke’, som alene er for at skjule oprindelsen? Hvis det oprindelige opslag bliver slettet, bliver alle delinger også slettet, hvilket ikke sker med en kopiering, hvor det derimod vil fremstå som skabt af den, der kopierer det. Alle spamskaberes drømmescenarie – de vil naturligvis hverken kunne spores eller have slettet deres oprindelige vandrehistorie.
Hvorfor undrer man sig ikke bare? Personer, som jeg ved er på FB mindst en gang daglig, må da have set tilsvarende opslag mange gange før?
Hvorfor undrer man sig ikke over en vending som “bedre sikkert end undskyld”? Det er en undersættelse af better safe than sorry og er noget vrøvl på dansk.
Og i øvrigt er det generelt noget juridisk uholdbart sludder, der står … og det på et ubehjælpsomt sprog, som næppe nogen advokat ville anvende.

Jeg må være lige så naiv, kan I sige, som dem, jeg undrer mig over ikke undrer sig, hvis jeg forestiller mig, at mit indlæg her vil hjælpe noget som helst.
imageDet forestiller jeg mig så heller ikke – jeg skulle bare have luft! Også selv om en eller anden skulle blive fornærmet, hvilket man vel kun bliver hvis man føler sig ramt.
”Undgå virus og spam” på FB kan være både nyttig og underholdende at kaste et blik på. Det var en af mine gamle kolleger, der gjorde mig opmærksom på det i forbindelse med, at hun selv ville fortælle en (anden gammel kollega), at det er spam. Jeg håber hun blev tilgivet.

P1050383

Vi har fået vinter … for en tid …

12 kommentarer

  1. Jeg undrer mig lige så meget som dig over, at nogle kan finde på at dele den slags vrøvl på Facebook.
    Nu kom sneen da også til jer – her har vi fået en hel del bare i dag og jo et ordentligt læs for få dage siden.

    Kommentar af Madame — 10. januar 2021 @ 14:32

    • På et eller andet tidspunkt må de vel lære det …
      Sneen er væk igen, og det regner bare. Det er nok fordi I bor længere nordpå 😉

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2021 @ 19:07

  2. Jeg er ret træt af Facebook og alle de negative delinger og kommentarer, der florerer mere nu end ellers. Men heldigvis kan jeg lade være med at læse dem… 🙂 Sneen er ikke rigtig kommet her til Sydhavsøerne, bortset fra et drys forleden. Ikke at det gør noget… 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 10. januar 2021 @ 17:15

    • Mange er desværre bare ikke ‘kun’ negative, men direkte ubehagelige og voldsomme i deres sprogbrug. Godt, at pyt-knappen er opfundet.
      ENdelig en til, der ikke er vild med sne! Tak, Mia – jeg har følt mig så alene 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2021 @ 19:09

  3. Du har helt ret, jeg falder ikke for at kopiere, det er som regel noget vrøvl, de vil have kopieret, men du har ret, det er jævnlig intelligente folk, som falder for det, man må undre sig og bliver også lidt irriteret.
    Sikken fin sne, I får her er det bare slud.

    Kommentar af Lisbeth — 10. januar 2021 @ 18:54

    • Underligt, ja, men som jeg skrev til Madame, så lærer de det måske engang.
      Det var også slud her, selv om det så voldsomt ud, og nu regner det bare.

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2021 @ 19:11

  4. Ingen sne og frost her. Det regnfulde vejr fortsætter.
    Jeg bruger måske FB anderledes end de fleste. Jeg er med i nogle interessegrupper indenfor fjerkræ, historie og have, og derudover er det særdeles småt med anvendelsen. Det er nok derfor jeg ikke har oplevet særlig mange af disse spam-opslag; men det bliver problemet ikke mindre af.
    Som ved spam-mails bliver problemet vel først rigtig stort, når oversætterprogrammerne bliver noget nær perfekte og man samtidig evner at lade en henvendelse ligne en besked fra en nær kontaktperson/ -virksomhed.
    Til den tid er der forhåbentlig fundet et effektivt mod-våben.

    Kommentar af natural2222 — 11. januar 2021 @ 7:42

    • Vi havde kun sne, ingen frost, og nu regner det bare. Stadig …
      Du bruger FB på samme måde som min søster gør, så hun ser heller ikke så meget af den slags.
      Jeg har fået phishing-mails på godt dansk – der er også svindlere her i landet – men tegnene er der alligevel, såsom ‘Kære kunde’ eller lignende i stedet for navn, eller anmodninger om at afgive oplysninger eller klikke på mystiske links, så det bedste modvåben er stadig viden, oplysning og ikke mindst undren. Kommer der en anmodning fra et familiemedlem om økonomisk støtte, så kunne man fx indlede med at skrive tilbage med et spørgsmål, som kun den ægte vil kunne svare på.

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2021 @ 9:04

  5. Det er *godt*!!! Få luft! Det er da møgirriterende, at der er nogen, der tror at alt drejer sig om at få sat noget på nettet. En kollega lavede en webside, kan ikke huske for hvad, men det er 20 år siden, og så viste han at den også kom på en net-søgning (dengang “Alta-Vista” og eller Jubiii) fordi han havde lavet en lang liste af nøgleord, emne-kategorier, som ikke bliver vist, altså en eller anden form for “HTML-tagg” (undskyld stavningen, det er for at undgå misforståelser) som fortæller søgemaskinerne at denneher webside handler om biler eller om familie eller biologi (altså emne for websiden).

    Nå men altså han ville “prale” og min anden kollega og jeg kiggede på hinanden og tænkte, “det er vist ikke så godt at gøre sådan noget.” Jeg kan ikke huske, hvad vi sagde til ham. Han var iøvrigt gift med en rar borgmester (men det har kun lidt med sagen at gøre – det er bare for at fortælle at han havde mange gode sider).

    Ja vi har fået vinter! Men den varede kort her — måske kommer der lidt mere i næste uge, sagde ham … Søren.

    Kommentar af Donald — 12. januar 2021 @ 0:00

    • Jamen din kollega havde da forstået det rigtigt: At det gælder om at få så mange hit som muligt, når man har et website 🙂
      Hvilket er en af grundene til, at jeg ikke forstår, at folk kan falde for den med, at kun “de samme” 25 ser et opslag. Facebooks primære formål er at få alle i hele verden til at blive venner, og taget i betragtning, hvor mange forslag FB kommer op med af den art, giver det overhovedet ingen mening at påstå, at FB selv skulle sørge for en begrænsning! Jeg har da også oplevet nogle se lidt fårede ud, når jeg nævner denne kendsgerning 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2021 @ 13:33

      • Det er efter min mening ikke OK hvis man på en bil-side lægger nøgleordet “sejlsport” for at få flere hits.

        Jeg får ikke så meget spam på FB, men heldigvis kan jeg hurtigt se når det er spam og så slette eller skjule og gå videre.

        Kommentar af Donald — 12. januar 2021 @ 20:39

        • Nej, okay, det er ikke i orden.
          Det er en god ting at have opdaget, at man nemt kan scrolle videre 🙂

          Kommentar af Ellen — 12. januar 2021 @ 21:15


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.