Hos Mommer

5. januar 2021

…mand på en tagryg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , ,

Det er ikke en spillemand, vi har på tagryggen, men en tækkemand, for stråtaget skal mønnes. Sidste gang var i juni 2015, og eftersom der skal gå 5-6 år mellem mønningerne, var det tid nu. Troels Tækker besøgte os i sommer, hvor vi over en kopkaf lavede en aftale om, at han skulle klare sagen, når dahliasæsonen var overstået – “for jeg sviner en del”, som han sagde.
Og det har han ret i! Jeg har heldigvis ingen aktier i hele dette arbejde, men John har været ude det meste af dagen i dag og revet halm sammen og fejet. Derudover har han haft lånt Troels’ dertil velegnede rive og har revet det meste af mosset på det sydvendte tag væk. Det har (også) pyntet, for det var blevet helt grønt.

P1050373P1050374

Han er en god tækker. Han er dygtig, reel, holder hvad han lover og lidt til – og er desuden hyggelig at få en sludder med … det er lige før, han tilbringer lige så meget tid i vores køkken som på taget, fordi vi snakker så meget.

Der sidder nogle brædder under de små kviste på taget. De er ved at være temmelig rådne, så dem lovede han at skifte ved samme lejlighed.
Da han kom i går morges, spurgte jeg ham, om han kender en murer eller en maler, der ikke er ved at gå ned af stress (det er vildt svært at få fat i håndværkere i disse coronatider …), for jeg er så ked af/flov over vores pinligt grimme skorstene, som skriger til himlen efter en gang maling, men hverken John eller jeg skal derop og svinge penslen.
“Dem ordner jeg da lige”, siger Troels, “har I maling? Det skal nemlig helst gøres nu, hvor kragetræerne alligevel skal af, og jeg har erfaring for, at murere er rigtig gode til at ødelægge mønninger.”
Jeg kunne have kysset ham, men det må jeg ikke, og jeg er sikker på, at han derfor som en af de yderst få sender corona en venlig tanke …
Forskellen på før og nu ses tydeligt.

P1050361P1050362P1050365

I skrivende stund går de og rydder det sidste op, så Troels nåede det hele på trods af, at vi gav ham en halv dags ekstra arbejde med de skorstene.
Han er som sagt ikke spillemand og han er heller ikke vandbærer, men halmbærer. Han får havrehalmen, som bruges til mønninger, af en landmand, der stadig har en af de første traktordrevne lavtrykspressere. En sådan former ballerne i en slags kuvertform i stedet for de senere højtrykspressede ‘legoklodsminiballer’, som de fleste nok kender.
Vi må håbe, de bliver ved med at holde de gamle lavtrykspressere ved lige, for senere modeller presser for hårdt og dermed knækker halmstråene for meget til, at de kan anvendes til mønning. Danmarks stråtage skulle jo helst kunne vedligeholdes i mange år endnu.
Herunder kan det vist godt fornemmes, at ballerne har en løsere struktur og en fladere facon.

P1050364P1050367

Næsten færdig – garagen fik nye kragetræer denne gang. I 2015 fik stuehuset nye, hvor de bedste af de gamle blev genbrugt på garagen, men nu kunne de ikke mere. Det gav lidt mad til brændeovnen – godt, solidt egetræ. Okay – måske knap så godt og solidt mere, men fint til afbrænding.

P1050377P1050376

22 kommentarer

  1. Tillykke med den nye mønning og de nymalede skorstene. Det kan åbenbart godt betale sig at tækkes sine håndværkere (undskyld!)

    Kommentar af Uffe Jerner — 5. januar 2021 @ 16:28

    • Ingen undskyldninger – jeg elsker puns – og Troels Tækker tækkes så fint med kaffe og hjemmebagt kage 😀

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2021 @ 16:57

  2. Ja, det er arbejde at vedligeholde et “levende” tag, og det må føles godt at få det gjort.
    Men at kysse tækkeren er vist ikke tækkeligt …

    Kommentar af Eric — 5. januar 2021 @ 17:11

    • Det føles godt, hver gang vi kigger op på både skorstene og tag.
      Hehe, nej, det ville, i modsætning til vores tag, have været utækkeligt 😀

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2021 @ 17:54

  3. Så flot det blev, det er rigtig hyggeligt at få en håndværker ind, de kan som regel nogle gode historier. Troels er en fin fyr sådan at male skorstenen med det samme, jeg kan godt forstå, at du syntes, han fortjente et kys 🙂 men den går ikke i disse for vort land så strenge coronatider. Det var også godt, at du ikke fik halm ud over georginerne, det havde ikke pyntet.

    Kommentar af Lisbeth — 5. januar 2021 @ 19:53

    • De kan nogle gode historier, ja.
      Han ville helt sikkert også helst være det kys foruden, men han var da glad for, at jeg var glad 🙂
      Den halm ville have været svær at få fjernet igen uden at ødelægge dahliaerne, så det var betænksomt af ham at vente til nu.

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2021 @ 21:07

  4. Hvor fint! Ja, i disse tider er det en hel fornøjelse at få brug for håndværkere og få lidt hyggesnak med i købet.
    Jeg kendte selvfølgelig ordet mønningen, men kendte ikke ordet som verbum – at mønne.
    Du har rigtig sat gang i ordspillene. Jeg måtte slå ordet puns op. Sikke mange sider, der ligger med puns. – lige sådan noget som min anglofile kollega elsker, så jeg sendte hende et link https://www.thedad.com/101-of-the-best-puns-in-the-world/
    Der er mange sjove. Der er også nogen, der er knap så sjove.
    Så er der dem, som slet ikke er sjove – fordi jeg simpelthen ikke forstår dem. De er ikke særlig sjove, hvis man er nødt til at få dem forklaret, Der gik lige lidt tid, inden jeg f.eks. fattede
    27. Why did the lizard say he named his baby “Tiny?” Because he’s my newt.

    Kommentar af tingats — 5. januar 2021 @ 22:01

    • Det er altid godt når der sker noget nyt – lige som det er godt at lære nye ord … og denne gang havde jeg ikke engang selv fundet på dem 😉
      Tak for link. Jeg måtte jo lige ind for at se på de puns. Der var vist kun en jeg ikke forstod, men vi er enige om, at de ikke alle er lige sjove. Derimod syntes jeg, at mange af dem på siden med “de værste puns” (link i bunden af siden) var sjovere end de åbenbart mere seriøse af slagsen.
      Mange af dem er sværere at gennemskue, når man læser dem, men udtaler man dem højt, er det nemmere. Hvis jeg havde sagt minute, havde du nok haft den med det samme. Hvis altså du vidste hvad a newt er, men det gjorde du nok 😉

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2021 @ 11:01

      • Næh, det gjorde jeg faktisk ikke – vidste hvad en “newt”, det er.
        Men det gør jeg nu 🙂 Både kernebetydningen og de alternative betydninger, som jeg fandt, da jeg fulgte linket https://en.wikipedia.org/wiki/Newt_(disambiguation) – og nu ved jeg også, hvad en Disambiguation page er for noget. Jamen, hvad man dog ikke alt kan lære, når man er nysgerrig nok.
        Og du har ret – det hjælper gevaldigt at sige en “pun” højt, hvis man ikke lige forstår den.

        Kommentar af tingats — 6. januar 2021 @ 12:58

        • Jeg håber aldrig vi mister vores nysgerrighed og lyst til at lære nyt.

          Kommentar af Ellen — 6. januar 2021 @ 21:11

  5. Hyggeligt med lidt liv i køkkenet – og så et flot tag, skorstene og god samvittighed i tilgift. Så vidt jeg husker, er I altid gået godt i spænd med Troels Tækker. Er det ikke ham, som også er så glad for dine kager?

    Kommentar af fiberfryd — 5. januar 2021 @ 22:32

    • Du husker rigtigt – med hensyn til begge dele 🙂 – han er gerne til at bestikke med en god kage.
      Det er altså ikke af den grund sort arbejde, vi taler om. Bare for en ordens skyld …

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2021 @ 11:03

  6. Det kommer til at tage sig godt ud.
    Tækkemænd er vist gennemgående et hyggeligt folkefærd af tusindkunstnere. Vores lokale tækkemand, Arne And, døde desværre i fjor. Han kunne også lidt af hvert. Navnet havde han, fordi han pillede ænder og gæs for folk, når efterårsvejret ikke var til tækkearbejde.

    Kommentar af natural2222 — 6. januar 2021 @ 3:14

    • Ja, det gør. Det er selvfølgelig pænest, når hele taget er nytækket, men det er jeg temmelig glad for IKKE skal gøres hvert 6. år …
      Arne And – oplagt i hans tilfælde. Troels hedder selvfølgelig heller ikke Tækker, men alliterationer ligger så godt i munden – og ørerne.

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2021 @ 11:05

  7. Sådan en god tækkemand skal man værdsætte (og det gør I jo også) – og hvor blev det fint med skorsten og det hele. Men det må godt nok være en kold tid at arbejde med taget på? Jeg troede, at det var noget, man gjorde om sommeren… men åbenbart ikke!

    Kommentar af Mia Folkmann — 6. januar 2021 @ 8:32

    • Det skal man, og ja, det gør vi 🙂
      Det er koldt, men Troels har det rigtige tøj til at kunne holde varmen, og så kommer han jo ind en gang imellem for at få en kop kaffe 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2021 @ 11:07

  8. Sikke en rar tækkemand. Efter at nogle af vores venners datter er kommet i lære som tækker, så vi må ved lejlighed have fortalt hende, at hun også bør kunne male skorstene.

    Kommentar af Kirsten — 6. januar 2021 @ 9:22

    • Hvor er det dog skønt at høre, at der er unge mennesker, der gider tage de gamle håndværksfag op – men jeg vil også tro, at der vil være arbejde nok til flere generationer af tækkere. Det er vigtigt, at de kan klare øvrige småopgaver på tagene, så andre ikke ødelægger tækkernes fine arbejde.

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2021 @ 11:10

  9. Hvor bliver det smukt – jeg kan slet ikke stå for gamle og velholdte huse med stråtag. Vi har også en del her i nærheden. Dejligt at I kender en god tækkemand, som også gerne vil male jeres skorstene.

    Kommentar af Madame — 6. januar 2021 @ 9:36

    • Det er nemlig så hyggeligt med de gamle, yndige stråtækte huse. Det er dansk idyl, når den er bedst.
      Gode håndværkere er guld værd! Dem skal man pleje 😉

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2021 @ 11:11

  10. Sikke meget halm ud over det hele. Jeg forstår godt, dahliaerne skulle spares for det. Det var da godt I kom i mål, før sneen kom – hvis den ellers er kommet til jer.

    Kommentar af conny — 6. januar 2021 @ 10:38

    • Det var jeg sandelig også glad for – og ja, jeg må sige, at Troels forstår at læse vejrudsigter. Han sagde, at han skulle nå det mandag og tirsdag, inden sneen kom. For jo, den er kommet …

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2021 @ 11:12


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.