Hos Mommer

18. december 2020

Vi har set en UFO i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: , ,

Mon ikke medierne flyder over med fænomenet i løbet af dagen?
Det er en stor oplevelse, dette yderst sjældne syn, som netop nu i skrivende stund – i hvert fald på de sydsjællandske himmelstrøg – kan ses som en flad, cirkelformet figur stående lavt på himlen. UFOen er svagt gul og den lyser så kraftigt, at det er forbundet med fare for blindhed at se direkte på den, så det skal man ikke forsøge sig med, men man kan med fordel gå ud og lade sig helkropsbestråle, idet dette på denne årstid normalt ikke er skadeligt. Det skulle tværtimod give ny energi, således at man er bedre rustet til at klare sig igennem de forhåbentlig sidste faser af coronapesten – og muligvis også til at gå i gang med de sidste forberedelser til de kommende, måske lidt anderledes, juledage.

Mormors køkken

Jeg er om kort tid på vej ud i Grandma’s kitchen, where grandchildren are spoilt and happy memories are made.
Her skal jeg lave vanilletrøfler, og jeg skulle også have haft lavet Liselottes Italienske fristelser (som vi smagte hos Ditte, og som var vældig gode), hvis jeg ellers havde kunnet få pistacienødder i Fakta, men som det altid går, når jeg en sjælden gang bevæger mig ind i den butik, er der mindst fem ting på min liste, som de ikke har. De må købes i morgen tidlig, som bliver min forhåbentlig sidste indkøbstur inden jul, idet jeg satser på, at alt det indkøbte, inklusive mælkeprodukterne, så vil kunne holde sig t.o.m. den 26. december.
Jeg satser desuden på, at der 1) ikke er ret mange i Meny en tidlig lørdag morgen og 2) at personalet har brugt fredagen på at få fyldt godt op på alle hylderne. Jeg har dårlige erfaringer med at handle mandag morgen, fordi der ofte er mange tomme hylder.

P1020812

Bortset fra de to nævnte manglende gøremål kan julen såmænd godt indfinde sig for mit vedkommende. Gaverne er på plads i England og deres gaver til os er ankommet … ingen stress over eventuelt for sene afleveringer fra det danske eller engelske postvæsen. Jeg sendte udfyldte til og fra-mærkater over til Charlotte, så vores gaver kan blive bare minimalt personlige, selv om Charlotte kommer til at pakke dem ind for mig.
Madplanen er lagt otte dage frem (to af dagene skulle jeg ikke tænke så meget over …), så hvad det kulinariske angår, skal jeg bare huske at tage tingene ud af fryseren i tide. Min søster kommer på en lille juleferie hos os; det bliver hyggeligt at blive tre i stedet for bare John og mig, selv om vi selvfølgelig også havde klaret det.

I øvrigt har jeg til min usigelige glæde konstateret, at jeg, indtil videre, helt har undgået min julehadesang, nemlig Whams Last Christmas.
Om det er rent og skært held, eller man på de forskellige kanaler langt om længe har indset, at der er mange andre end mig, der i mange år har været ualmindelig træt af den julesang, skal jeg ikke kunne sige. Nogle af de traditionelle julemelodigengangere kan jeg høre igen og igen hvert år, men Last Christmas giver mig lige så mange tics og røde knopper som en vis Mr T’s stemme.

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at UFOen er forsvundet igen.

36 kommentarer

  1. LastChristmas er heldigvis skubbet i baggrunden den er blevet noget træls…der er heldigvis flere andre gode julesange som kan bruges…
    Jeres sydsjællandske ufo kom vist her forbi forleden lige meget meget kort…

    Kommentar af Annette L — 18. december 2020 @ 11:20

    • Dejligt, hvis jeg ikke bare har været heldig, for ja, den er virkelig træls!
      Jeg har godt nok hørt, at den også skulle have vist sig i det jyske for en kort bemærkning 😀

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 11:35

  2. Jeg har ikke set nogen UFO, måske stod jeg for sent op; men jeg kan jo snuppe et spil solitaire.
    Også her er det bare et spørgsmål om at time optøningen.

    Kommentar af Eric — 18. december 2020 @ 12:10

    • UFOen har åbenbart ikke været hos os på samme tid 😉
      Det er dejligt at have tjek på tingene!

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 15:09

  3. Håber, det lykkes med jagten på pistacienødder – Italienske fristelser er efter min mening den absolut bedste småkage, der findes, og den kan spises hele året!
    Jeg bager ca. 1/3 af portionen og fryser resten i ruller, som så bages efter behov! Mine børnebørn er vilde med den lidt specielle smag af rosmarin!

    Kommentar af Fru Moll — 18. december 2020 @ 12:18

    • Uh, jeg håber da ikke, at jeg skal på jagt, for jeg vil så skrækkelig gerne have de småkager i mine juledåser, for ja, de kan spises hele året.
      Tak for fif med frysning 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 15:10

  4. Endnu en teaser. Denne gang dog gennemskuelig.
    Hvor er det sødt, Grandmother’s Kitchen ……. Det kan godt være, vi danskere har ry for at være mestre i hygge, men når det kommer til stemning og nostalgi, så er der ingen, der kan slå englænderne.
    De italienske fristelser ser virkelig gode ud. Jeg var inde og kigge opskriften. Pistacer og appelsinskal. Uhm. Dem tro jeg helt bestemt , jeg skal prøve at bage. Der er jo masser af tid til jul. Rosmarinen er jeg spændt på. Og så til portvin. Så bliver det ikke bedre.
    Husker du, hvordan tjenerne på krydstogtet efterhånden fandt den 20-årige portvin frem til os, selv om vores drikkekort vist kun dækkede den 10-årige.
    Den sidste aften havde jeg først sagt nej-tak til portvinen, men fortrød så, da I/de andre nød den så voldsomt, og da jeg så bad om et glas, kom tjeneren meget undskyldende – 20-års-flasken var tømt. Kunne jeg nøjes med den 10-årige? Det kunne jeg sagtens. Den var også fremragende.

    Kommentar af tingats — 18. december 2020 @ 12:47

    • Teaser? Hvad dog?
      Jeg tror jeg ved hvad du mener, men du har både ret og ikke ret synes jeg – vi kan nemlig hver især noget, den anden ikke kan, med både stemning og hygge, så ‘landskampen’ står vist nogenlunde lige 🙂
      De er helt vildt gode, og jeg glæder mig til at bage dem. Hvis jeg kan finde pistacienødder …
      Ja, det husker jeg – vi sad vist ved samme bord? Jeg mener nemlig også at kunne huske, at du fortrød dit nej – det var godt, at den yngre model var god 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 15:17

      • Teaseren? UFO’en. Jeg nåede da lige at tænke, at nu står verden da ikke længere, når Ellen begynder at skrive om UFO’er – sådan ganske nøgternt.

        Pistacienødderne og rosmarinen havde jeg også skrevet på min indkøbsliste til mandag, men nu ved jeg snart ikke, om jeg tør vove mig uden for en dør. Jeg er i forvejen yderst forsigtig, når jeg handler og går i en laaang bue uden om folk. I dag kl. 8.00 var jeg i den lokale superbrugs og derefter hos en el-butik for at købe nogle store pærer, jeg kun kan få der. Og så kom der meddelelse på min smittespore-app, at jeg havde været i nærheden af en smittet. Jeg ringede til begge butikker for at gøre dem opmærksom på det og for at høre, om de havde hørt om andre – evt. i personalet – der også havde fået besked., Ingen af stederne havde de fået henvendelse. Men jeg fór jo op og fik en lyn-test – den rigtige kan jeg først få den 25. – og jeg slap vist med skrækken. Hvis man var positiv, ville de ringe inden for 1/2 time, og nu er der gået en time.
        Vi MÅ bare ikke være smittet nu. I morgen skal vi turen til København for at hente Tanja. Hun er i sidste uge blevet opereret for en stor – harmløs men generende – muskelknude, så hun skal ikke bøvle med at skulle ud og køre i tog. Tænk hvis jeg virkelig havde været smittet, og vi ikke kunne hente hende hjem. Puha. Sikke en forskrækkelse.
        Og smitte-appen den sletter jeg altså. Den søde dame i test-centeret sagde, at den skulle man ikke regne for meget med. Og ja. Jeg ved godt, at der er fejl i lyn-testene i 30 % af tilfældene. Men jeg er nødt til at tro på den denne gang.

        Kommentar af tingats — 18. december 2020 @ 19:55

        • Nåh – det var jo bare en overskrift – sådan en skal gøre folk nysgerrige.
          Ja, puha. Det er ikke lige den besked man ønsker at få, når julen er så tæt på, og når Tanja ikke ‘bare’ skal hjem fordi det er jul, idet jeg regner med, at hun også har brug for opvartning og lidt kærlig omsorg.
          Jeg ville også rette mig efter lyntestsvaret – og jeg krydser fingre for, at alt er som det skal være … men det tror jeg altså også, at det er, når du normalt passer så godt på.
          Jeg har i øvrigt aldrig installeret den app, men det skal du ikke fortælle nogen 😉

          Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 21:38

  5. PS Godt, de stadig spiller Last Christmas på DR P4 Trekanten og Radio Kolding 🙂

    Kommentar af tingats — 18. december 2020 @ 12:51

    • Uha – så det mener du? Jeg er bare glad for, at jeg ikke bor i trekantsområdet 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 15:19

  6. Jeg så heller ingen ufo, skønt jeg da var tidligt oppe, her var ingen stjerner på himlen tidligt i morges, til gengæld var der lidt solopgang og den blege vintersol har vi også set lidt. Det med om der er noget på hylderne tidligt om morgenen kender jeg godt, som regel er de ved at fylde op, når jeg er der, så er det svært at komme til for hinanden.

    Kommentar af Lisbeth — 18. december 2020 @ 13:39

    • Bare I har set solen lidt, så går det nok … her kom den hurtigt igen for at forblive synlig resten af dagen.
      Ja, personalet har vældig travlt, især på mandag morgener, men der er til gengæld ikke så mange kunder.

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 15:22

  7. Et godt trick i disse corona tider, er at købe laktosefri mælkeprodukter, de holder sig friske i en måneds tid. Nogle er lidt dyrere, andre lidt billigere🎄

    Kommentar af Lone kaas pedersen — 18. december 2020 @ 15:03

    • Okay? Smart nok, men smager de, som de skal? Jeg er lidt sart med mælkeprodukter; bl.a. skal de være økologiske – men det formoder jeg, at jeg kan få. Man kan da altid prøve 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 15:25

  8. Jeg kan ikke smage forskel, men drikker ikke mælken ren. Har iøvrigt kunne se ufoen nogle timer Idag😀

    Kommentar af Lone kaas pedersen — 18. december 2020 @ 16:02

    • Tak for svar – og tillykke med at have set ufoen 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 16:09

  9. Solen var også fremme her i dag – sikke dog et dejlig syn 🙂
    Det lyder klogt at have lagt en madplan, så du kan undgå den værste trængsel i butikkerne. Nu vil jeg gøre det samme.

    Kommentar af Madame — 18. december 2020 @ 16:55

    • Det syn var vi vist mange, der nød 🙂
      Jeg tror det er en rigtig god ide – under normale omstændigheder er der jo køer hele vejen igennem supermarkederne her op til jul. Det er der måske ikke i år, men man ved aldrig, og jeg skal ikke nyde noget!

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 16:58

  10. Hvor er du heldig! Hvordan har du undgået den elendige overspillede sang??? Den, og så den om de stakkels afrikanere, om de overhovedet ved, at det er jul?
    Jeg fandt stearinlys til juletræet i dag! Så mangler der kun flæskesteg og kartofler. Rødkålen bliver lavet på søndag. Klidmoster har en fantastisk julekrydret version, som kan anbefales.

    Kommentar af Lone Nielsen — 18. december 2020 @ 18:47

    • De har åbenbart trappet lidt ned mht. spillefrekvensen af rædslen … vi hører næsten kun P5, og der har jeg endnu ikke været eksponeret for den 😉
      Har du haft svært ved at finde juletræslys? Vi har masser i Præstø …
      Jeg har faktisk engang lavet Klidmosters rødkål, og ja, den er rigtig god. Hun er i det hele taget ikke tosset til det med mad, hende Klidmosteren.

      Kommentar af Ellen — 18. december 2020 @ 19:39

      • Klidmoster er rigtig god. Kan godt mærke, at hun er professionel i sin tilgang til mad og opskrifter. Alt er gennemarbejdet. Julelys er åbenbart en mangelvare her i Herlev. Eller også har jeg ikke ligget de rigtige steder. Da jeg lagde dem på plads, fandt jeg lige en glemt pakke fra år tilbage. Så nu har jeg så rigeligt 🙂

        Kommentar af Lone Nielsen — 18. december 2020 @ 22:16

        • Haha, og husker du det til næste år? Hvis du er lige som mig, så har du lykkeligt glemt alt om det og køber en ny pakke. Jeg har været oppe på at have tre pakker i overskud 😀

          Kommentar af Ellen — 19. december 2020 @ 11:37

          • Det er måske ikke så ringe endda – at have et godt lager. Det er mit indtryk, at flere og flere vælger elektriske lys eller batterilys, og det kun er os over midtvejen, som stædigt holder fast i rigtige lys. Måske det ender med at være en investering i fremtiden…

            Kommentar af Lone Nielsen — 19. december 2020 @ 17:37

            • Jeg tror du har ret i, at nogle går bort fra stearinlys, men jeg tror det er familieafhængigt – hverken unge eller ældre i min familie vil bruge andet end de levende lys.

              Kommentar af Ellen — 19. december 2020 @ 18:49

  11. Jep – her var UFO’en synlig et par timer ved middagstid. Det var da virkelig skønt! Det lyder godt med en madplan og hyggeligt med en julegæst.

    Kommentar af Betty — 18. december 2020 @ 22:30

    • Solen var savnet, og en gæst er rart at have i denne underlige jul 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2020 @ 9:37

  12. Michael Bublé har lavet et jule-album, og har lagt det til fri afbenyttelse på YouTube; der er nogle gode julesange; én som jeg ikke kendte: Chestnuts roasting on an open fire (“The Christmas Song”) — den kan jeg godt holde ud at høre!

    Men det må være tilladt at høre andet – noget swing, som kan få fødderne til at bevæge sig!

    Kommentar af Donald — 18. december 2020 @ 23:37

    • Man kan snart finde alt på YouTube 🙂
      Swing på du gerne beholde … det og alt hvad der bare minder om jazz, giver mig om muligt endnu flere tics end Wham 😀 – men det er fint, at vi ikke alle har samme smag!

      Kommentar af Ellen — 19. december 2020 @ 9:39

      • Men swing har hjulpet mig med at få gang i fusserne. Hver ting til sin tid — eller til sin smag, ja.

        Kommentar af Donald — 19. december 2020 @ 12:43

        • Så er swing jo godt 🙂

          Kommentar af Ellen — 19. december 2020 @ 14:59

  13. Jeg brød mig heller ikke om ‘Last Christmas’, da den kom frem, men med årene er jeg faktisk kommet til alt holde af den 🙂 Min yndlingsjulesang er dog ‘Driving Home for Christmas’ med Chris Rea, selv om den i år rettelig burde hedde ‘Staying Home for Christmas’ …

    Kommentar af Uffe Jerner — 19. december 2020 @ 11:15

    • Kan man virkelig komme til det? Men så er I da to 😉
      Ja, i år burde den omdøbes …

      Kommentar af Ellen — 19. december 2020 @ 11:38

  14. Den UFO har også vist sig her et par morgener 👏🏻 Jeg troede først det var ufoer af den uldne slags du mente; men dem er du vist ikke plaget af. Som P1 lytter er en af fordelene, at man aldrig skal slås med hadejulesange.
    Jeg sætter min egen julemusik på og mit yndlingsalbum er ‘Jul i Vellerup Kirke’. Der er stort set ingen andre der kender det 😁 Hvis jeg er i det sentimentale hjørne, så er der altid ‘The Christmas song’ kombineret med Nat King Coles fløjlsstemme. I år yderligere suppleret med adskillige afspilninger af Linneas udgave af ‘Let it snow’ ♥️ Jeg kan også prale …

    Kommentar af fiberfryd — 20. december 2020 @ 16:46

    • Uha, Ditte – jeg har skam et par ufoer liggende 😦
      Os to imellem, så ville jeg meget hellere have P1 kørende, men John er meget uenig, desværre. Han vil have musik, musik, musik. Det er også okay, hvis musikken er god …
      Du SKAL prale med Linnea! Jeg ville slet ikke være til at komme i nærheden for bare praleri, hvis min datter sang lige så guddommeligt som Linnea gør!
      (Og er det ikke bare skønt, at vi kan være – og er – stolte af vores børn?)

      Kommentar af Ellen — 20. december 2020 @ 19:09


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.