Hos Mommer

8. november 2020

Herligt med folk med initiativ

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , , ,

I morges stod vi op til endnu en af de fantastiske morgener, hvor disen ligger over den spejlblanke fjord og himlen er … himmelhøj og himmelblå.
At stå op til sådan et syn og samtidig vide, at Biden har vundet præsidentvalget, bevirker, at det er lige før – men også kun lige før – jeg midlertidigt kan glemme coronapestens grimme ansigt for en stund.
Desværre kan idyllen hurtigt gå fløjten, når der kommer et hold motorcykler fræsende forbi med hastigheder på omkring 100 km/t eller mere og et lydniveau på cirka et tilsvarende antal dB. Førerne er ophøjet ligeglade med færdselsregler og hensyn til beboere og svage trafikanter.

P1020715

I Tyskland har de indført et system, der måler dB og man tillader politiet at stoppe kørslen lige på stedet, hvis lydniveauet overstiger 94 dB. Motorcyklen sendes hjem med en autotransportør og motorcyklisten, som dermed lige pludselig ikke har noget køretøj, må selv finde ud af hvordan han kommer videre på sin færd. Så kan de lære det, kan de!
Et sådant system kunne jeg godt bruge i Danmark, men det er vist ikke lige om hjørnet.

I eftermiddags bankede det på døren … udenfor stod en ung mand med en flyer og et stykke papir, hvorpå vi kunne se nogle underskrifter.
De har dannet en gruppe (som også er på FB, kunne vi læse).
De vil, i samarbejde med politiet, have de tre fjordkommuner til at gå sammen om at lave chikaner, bump eller forhøjede fodgængerovergange på vores 2 ÷ 1-vej … eller en kombination af de tre. Hvis de kan samle mange underskrifter fra beboere i området, mener de, at de står stærkere i deres argumentation.
Jeg kan egentlig ikke fordrage bump på vejen, hverken i bogstavelig eller i overført betydning, men her går jeg fuldt ind for de rent fysiske af slagsen, for det må gøre det umuligt for fartbøller at køre for stærkt.
Der har været hastighedskontrol flere gange, og det er lidt skræmmende tal, rapporterne viser:
1673 passerede køretøjer, hvoraf 390 ‘bare’ kørte for stærkt, 59 fik et klip og 7 fik en betinget frakendelse af kørekortet.
Det er 28 %, der kører for stærkt.

P1020718
(Igen en blishøneø. Denne gang helt inde i bunden af fjorden, lige over for Nysø.)

Vi skrev under begge to.
John har lige talt med en mand lidt længere oppe ad vejen, ud for hvis hjem politiet lå så sent som i går.
De fik mange penge hjem til bødekassen.
En kvinde havde kørt 87 km/t. Det er ét klip i kørekortet.
Derudover talte hun i mobiltelefon. Det var et klip til.
Og endelig havde hun ikke sikkerhedssele på. Det var det tredje klip og altså nul kørekort for hendes vedkommende i en periode.
Sikke et fjols. Men jeg har ikke specielt ondt af hende.
Og jeg håber virkelig, at de/vi kan få kommunerne i tale og overbevise dem om, at det er en rigtig god ide at få gjort den smukke strækning lidt mere trafiksikker.

22 kommentarer

  1. Ulempen ved de fartbump er faldende bødeindtægter til statskassen, men jeg foretrækker alligevel bumpene – de virker nemlig bedre end nok så mange formaninger! Hvor meget hastigheden så betyder for motorcykelstøj, ved jeg ikke, men det fratager dem vel lysten til at gasse for meget op. Den tyske tilgang falder også helt i min smag 🙂

    Kommentar af Eric — 8. november 2020 @ 17:16

    • Bump er irriterende, men effektive.
      Det har forhåbentlig en indirekte virkning på støjen, idet jeg håber, motorcyklisterne vælger at tage en anden vej.
      Jeg synes det er fedt, at de laver en lov, der tillader sådanne foranstaltninger 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. november 2020 @ 18:56

  2. Jamen så er vi to, der “egentlig ikke kan fordrage bump”. Det er somme tider svært at forstå hastighedsbegrænsningerne, her på egnen er der kommet flere og flere, men hvis man ved lidt om udsyn eller fremsyn (altså hvor langt man kan se frem) og bremselængde, så er skiltene som regel rimelige nok. Man må nok erkende, at der ikke eller sjældent er fartkontrol om natten, og dér bliver kørt lidt hurtigere — er det godt eller skidt? Hvor meget for hurtigt er for hurtigt? Vejgreb, udsyn, sigtbarhed, trafik, og omgivelserne, byzone! – det er de ting, som bør bestemme farten. Somme tider virker det, som om politiet er klare over de faktorer.

    Kommentar af Donald — 8. november 2020 @ 17:24

    • Vi har netop talt om noget lignende – altså, at politiet ville fange langt flere, hvis de lå her i weekenderne, hvor de fleste motorcykler kommer forbi. De ville snildt kunne tjene deres overarbejdsløn hjem i bøder, men det er nok ikke sådan, man ser på det …
      Jeg er såmænd ikke hellig, hvad fartgrænser angår, og nogle gange har jeg svært ved at forstå en eller anden given begrænsning, men jeg kunne ikke finde på at køre så stærkt, at det ville koste mig et klip i kørekortet.

      Kommentar af Ellen — 8. november 2020 @ 19:00

      • Nemlig!
        Om politiets holdning til at tjene penge på bøder har jeg læst og hørt at man vogter meget på tilliden til politiet. De vil ikke have at vi almindelige danskere bliver sure eller forargede på deres virke. Så det gælder om at tænke sig om og som du siger køre efter forholdene (og tidspunkterne).

        Kommentar af Donald — 9. november 2020 @ 2:10

        • Ja. Og hvis alle kunne finde ud af at køre efter forholdene, behøvede vi ikke så mange regler, men sådan er det jo ikke 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. november 2020 @ 11:01

  3. Jeg kan godt forstå, I gerne vil have chikaner, bump eller forhøjede fodgængerovergange på jeres 2 ÷ 1-vej, når I er så plaget af hurtigtkørende motorcykler og biler.
    Den type vej fik vi på strækningen fra Melby mod Hundested sidste år. Men der har man sat chikaner op med mellemrum på striberne, så det er umuligt at køre hurtigt.
    På vores små veje i nærområder er der en masse bump, og de er jo mildest talt irriterende for os, der bor her.

    Kommentar af Madame — 8. november 2020 @ 17:58

    • I har været lidt mere forudseende deroppe, end man var her, ved at sætte chikaner op med det samme 🙂 Jeg håber også, at der sker et eller andet.
      Og ja, bump er virkelig irriterende, men de er nødvendige visse steder.

      Kommentar af Ellen — 8. november 2020 @ 19:02

  4. Hvor jeg dog håber at I får lavet noget, som stopper dem. Og den tyske metode har jeg ikke hørt om før, men det lyder ret og rimeligt.

    Kommentar af Lene — 8. november 2020 @ 18:13

    • Tak for sympatien, Lene – du er jo selv motorcykeltrafikant, men jeg er 100 % sikker på, at din søde mand ikke kunne drømme om at opføre sig så hensynsløst på cyklen!

      Kommentar af Ellen — 8. november 2020 @ 19:03

  5. Sikke et fint initativ – jeg hader også at kører over de bump, og trøster mig også med, at de trods alt tjener et værdigt formål.

    Kommentar af VenterPaaVinBlog — 9. november 2020 @ 11:20

    • Netop – det er sådan, vi er nødt til at se på det.

      Kommentar af Ellen — 9. november 2020 @ 11:22

  6. Som jeg ser det, er der langt bedre økonomi i at opsætte en permanent fartmåler/fotokasse. Det er gjort i Næsby ved Odense og den tonser penge ind dagligt.
    Det lidt tragikomiske er, at en del af bødebetalerne har adresse nær kassen; men så må de lære det også.

    Kommentar af natural2222 — 9. november 2020 @ 12:16

    • Haha, den kender vi fra nabolandsbyen til Havdrup, hvor vi boede før. Hver gang der var de hastighedskontroller, beboerne selv havde efterspurgt, var der mange af beboerne selv, der gik i fælden. Det var åbenbart kun ‘gæsterne’, der ikke måtte køre for stærkt 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. november 2020 @ 16:37

  7. Ja jeg kunne være fristet til at advare om oliespild på et skilt, hvis det var “min”vej, men det er selvtægt, så den går ikke.
    Dejligt at nogle aktivt vil gøre et forsøg på at forbedre trafiksikkerheden og mindske støjniveauet.

    Kommentar af Kristine — 10. november 2020 @ 16:14

    • Ja, det er så fint, at der er nogle, der gider gøre noget 🙂
      Jeg har været så langt ude i selvtægtstanker, at jeg har tænkt på, hvor effektive partisansøm kan være … det er bare vanskeligt at selektere mellem de gode og de dårlige trafikanter med den slags midler 😉

      Kommentar af Ellen — 10. november 2020 @ 16:40

  8. Det var da et glimrende system, de har i Tyskland. Det går jeg ind for! Det med bump har jeg lidt blandede følelser med, for det kommer an på, hvilken type bump det bliver. Vi fik engang bump på vores villavej i Gentofte, og de virkede nærmest som fartramper… 😉

    Her i Halsted, hvor jeg bor nu, kan man ikke få bump, fordi det er en landevej. Og de kører tit VILDT stærkt gennem byen. Der er en fartmåler, og forleden stoppede jeg op og så efter én, der kørte for hurtigt. 76 km/t hvor man må køre 50. Ikke i orden! Og så er mange af bilerne gigantstore lastbiler, der skal nå færgen! Vi kunne få plus i statskassen, hvis der blev udskrevet bøder!!

    Kommentar af Mia Folkmann — 11. november 2020 @ 7:53

    • Den tyske model er virkelig god 🙂
      Nej, det er bestemt ikke i orden at køre stærkt igennem en by. Det er meget utrygt, men jeg kan godt, se, at det desværre næsten må ske, når der er en færgehavn ikke så langt væk.
      Du ved godt, at man kan bestille fartkontroller hos politiet, ikke? En enkelt kontrol hjælper selvfølgelig ikke spor i det lange løb, men hvis det, som det er sket i vores tilfælde, kan få politiet til at indse, at der er et reelt problem, så har man da lov at håbe …

      Kommentar af Ellen — 11. november 2020 @ 9:25

  9. Vi havde også en aldeles fremragende søndag med det flotteste lys på de nærmest selvlysende efterårsblade.
    Jeg kunne også godt ønske mig den tyske model indført på steder som jeres. Jeg kan i øvrigt ikke forstå, hvorfor man i det hele taget vil køre så stærkt der, for der er jo den fineste udsigt 😉

    Kommentar af conny — 11. november 2020 @ 13:16

    • Det var bare SÅ flot hele den dag!
      Ja, hurra for tyske modeller, og jeg forstår lige som dig heller ikke, hvorfor man ikke bare nyder udsigten, men den slags tror jeg ikke, at disse irriterende motorcykelbøller skænker en tanke.

      Kommentar af Ellen — 11. november 2020 @ 15:24

  10. Jeg krydser fingre for, at I får nogle bump, det andet er da ikke til at leve med.

    Kommentar af frnielsen — 13. november 2020 @ 19:28

    • Tak for kryds. Det er virkelig generende med de fjollede fart- og larmebøller.

      Kommentar af Ellen — 13. november 2020 @ 19:39


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.