Hos Mommer

11. september 2020

Jeg kom hjem med meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:39
Tags: ,

Farve-vau eller farve-reseda

Den oprindelige årsag til, at vi tog til Bornholm med Ditte og Peter var, at der var Strik Bornholm i weekenden – en type begivenhed, som Ditte altid har styr på hvornår finder sted. Vi spurgte vores mænd om de ville med, hvilket de heldigvis ville, så vi fandt, som allerede læserne bekendt, et sommerhus til os. John og jeg havde ikke været på Bornholm sammen, og Strik Bornholm tog for mit vedkommende kun en del af lørdagen; resten af tiden – næsten – var vi sammen alle fire.
Det var synd for stadeholderne, og vi fornemmede, at der havde været en del afbud blandt dem, for der var flere tomme pladser at se. Derudover måtte der kun være 150 personer ad gangen i hallen. Vi syntes det var skønt, at der var så rigeligt med plads, men det gik naturligvis kraftigt ud over salget for de fleste af dem, så jeg vil tro, at nogle af dem er taget hjem uden at have haft overskud.
Jeg var meget standhaftig og købte kun 200 gram garn. Den dag … at jeg så købte 240 gram mere, da vi var i Lighuset på Christiansø, taler vi ikke om.
Kom jeg ikke hjem med ret meget garn, kom jeg hjem med så meget mere til at farve det med. Da vi gik en tur på Redningsstien fra Listed til Svaneke, så vi i Svaneke en plante, som ingen af os kendte (billedet øverst til højre). Selv min planteguru Ditte måtte slå den op, men interessant blev det, da hun kunne meddele, at det var farve-reseda eller farve-vau. Vi lod denne her stå, men begejstringen var stor, da Ditte fandt meget mere på engen med alle fårene lige over for vores hus.

Vau før salmiakVau efter salmiak (1)

John og jeg gik derover for at få noget med hjem, og i går klippede jeg det i stykker og kom det i farvegryden. Jeg havde læst, at det gule farvestof opløses bedst i ammoniak, men de gamle dages anvendelse af urin er heldigvis en saga blot, så jeg kom et skvæt 25 % salmiakspiritus i. Vupti: På sekundet gik det fra grønligt til meget gult. Nu skulle det bare helst også trække ud i farvesuppen, men det gjorde det så sandelig også! Jeg havde læst, at vau pga. dens effektivitet og drøjhed var en yndet farveplante før i tiden, og jeg skal da også lige love for, at den var højpotent.

Farve-vau eller farve-reseda (2)

Fra venstre: Gråt superwash babymerino, lyseblåt ren uld, natur superwash babymerino, natur Arwetta og til sidst en overfarvning af noget fesent lyserødt. Den orange er nu ikke meget bedre, men man kan ikke vinde hver gang.
Jeg synes den til venstre er den flotteste.

Agern plus jernvitriol

Farve-reseda kunne ikke gøre det alene. Da vi var ved Opalsøen, stod der et egetræ, som havde tusindvis af agern, lige til at plukke, hvilket vi derfor naturligvis gjorde. Ditte havde fortalt mig, at det kunne give en flot stålgrå, hvis man efterbehandler det med jernvitriol.
Det gav en utrolig kedelig kameluldsfarve af agern alene, og da jeg ikke kan blive ved med at lave futter til en vis hr. Jerner, glædede jeg mig til at se, hvad jernet kunne udrette. Der skulle ikke mange korn til, før denne grå farve overmandede kamelen.
Man siger, at man ikke skal bejdse garnet, fordi agern indeholder meget garvesyre. Den slags skal selvfølgelig udfordres, så jeg kom et nøgle alunbejdset garn i (det mørke til højre). Man kan diskutere, hvilken farve der er den pæneste, men jeg synes jeg kan tillade mig at påstå, at man med fordel kan bejdse garn også til agernfarvning, hvis man går efter de mørke farver.

Vau efter salmiak (2)

Jeg købte også en vase fra Baltic Sea Glass, så det var alt i alt en god og givtig bornholmertur.

12 kommentarer

  1. Der er vist ikke megen profit ved markedsboder så langt øjet rækker.
    Vi har helt aflyst Melby Byloppemarked i år af frygt for at vi ikke kan styre div. krav håndfast nok. Det er trods alt en landsby med offentlige veje.
    Jeg foretrækker også den grønlige mod venstre. De andre ville vist give en nærmest selvlysende strikketrøje, hvis man holdt sig helt i de farver.
    Har bejdsningen nogen indvirkning på garnets holdbarhed/slidstyrke?

    Kommentar af natural2222 — 11. september 2020 @ 18:41

    • Næh, det er vist trange tider for alle slags markeder.
      Jeg er sikker på, at man vil kunne ses i mørke, hvis man har en trøje på med de skrappe gule farver – de skal bruges i små mængder eller overfarves med fx indigo.
      Bejdsen åbner uldens fine skæl, så den bedre kan tage imod farven. Det har mig bekendt ingen indflydelse på andet end farveintensiteten.

      Kommentar af Ellen — 11. september 2020 @ 19:38

    • Syndes det er så spændende med dine plantefarve og følge det syndes de er meget flotte den billed med grøn -gul-orange

      Må så sige jeg syndes du vandt
      Den lyserøde du over farvede til varm orange hold nu op hvor er den bare flot.
      Jeg er virkelig vild med den

      Dejligt i har haft en god tur og tak for beskrivelsens af turen
      Måske Bornholm skal nu på lisen af steder jeg godt vil opleve

      Kommentar af k r — 12. september 2020 @ 8:53

      • Jeg synes jo også selv, at det er spændende – især når jeg kan finde nye farvematerialer.
        Ja, okay, så har jeg jo vundet ved overfarvningen ifølge dig 🙂
        Jeg kan varmt anbefale at tage en tur til Bornholm. Der er meget at se, og det er så anderledes fra resten af Danmark.

        Kommentar af Ellen — 12. september 2020 @ 14:46

  2. Du er på en konstant opdagelsesrejsende i farveverdenen. Og det er da anderledes souvenirs end BølleBob 🙂

    Kommentar af Lene — 12. september 2020 @ 6:53

    • Ja, det er jeg, og det er så sjovt – også med specielle souvenirs 😀

      Kommentar af Ellen — 12. september 2020 @ 14:48

  3. Det var da nogle utroligt smukke farver, du har fået frem! Jeg kendte slet ikke planten vau.
    At farve garn selv må virkelig være sjovt!
    Jeg har set de fineste farveprøver også på Frilandsmuseet og på Sundtoldsmarkedet, så at farve garn med planter må have været noget, man har gjort i århundreder.

    Kommentar af Madame — 12. september 2020 @ 7:06

    • Den kendte jeg heller ikke, før jeg blev grebet af farveinteressen, og ja, det er virkelig sjovt at se de mange forskellige resultater.
      Vi taler nærmere årtusinder, Madame – de gamle ægyptere plantefarvede også!

      Kommentar af Ellen — 12. september 2020 @ 14:49

  4. Det er noget af en kamel at sluge, at du har planer om at stoppe leverancen af mine tøfler. Så må jo se at vænne mig til at gå rundt på strømpesokker 😦

    Kommentar af Uffe Jerner — 12. september 2020 @ 9:36

    • Sådan er livet, Uffe 😉

      Kommentar af Ellen — 12. september 2020 @ 14:50

  5. Jeg er helt vild med dine gul/grønne farver, de er skønne. Nu tænker jeg på, at hr. Jerner går rundt i strømpesokker … 🙂

    Kommentar af frnielsen — 14. september 2020 @ 11:33

    • De er da også flotte 🙂
      Det er noget værre noget med hr. Jerner – bare han ikke kommer til at fryse 😉

      Kommentar af Ellen — 14. september 2020 @ 14:00


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.