Hos Mommer

31. august 2020

Bare kort …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Blå tomatfarveFor ikke så længe siden var der en der spurgte, om man kunne farve med tomatblade, og da jeg ikke kendte svaret, måtte jeg google. Der kom intet op på dansk, men da jeg googlede på engelsk, kom alle mulige og i denne sammenhæng aldeles ubrugelige kombinationer af ordet ‘blue’ og ‘tomato’ op, på trods af, at jeg også havde ordet ’dyeing’ med, men kun en enkelt side, der kunne bruges til noget. Det var i form af et skema med samtlige farveplanter og de farver, de giver. Her stod, at tomatblade og –stængler giver blå!
Det var lidt af en overraskelse, for der er næsten ingenting, der fra naturens hånd giver blå farver. Tre af dem kender jeg, hvoraf to af dem igen er japansk indigo og vajd (‘Nordens indigo’), som jeg har i min have og som skal høstes, når jeg er hjemme fra Bornholm. Men tomatblade???
Jeg kunne ikke få det bekræftet nogen steder og havde også svært ved at tro på det, for hvis det var sandt, hvorfor kan jeg så ikke finde masser af litteratur om blåfarvning med noget så almindeligt som tomater? Med lidt god vilje kan man måske ane en blålig farve på bladene, så prøves af skulle det på trods af min skepsis, for en fejlfarve kan stort set altid reddes med en indigo- eller valnøddefarvning.

Resultatet ses herunder. En temmelig alternativ blå, må jeg sige.
Den mest mørkgyldne blå, jeg har set … men bevares, den er da smuk og med en dyb glød, som desværre ikke helt fremgår af billedet – den er kønnere i virkeligheden, men blå er den altså ikke, så hvordan nogen kunne finde på at skrive det i en ellers tilsyneladende seriøs plantefarvningsoversigt, kan jeg ikke helt regne ud, men måske er amerikanske tomatplanter meget anderledes end vores …
Jeg farvede kun dette ene fed, og det bliver ikke overfarvet. Der kommer dog heller ikke flere tomatfarvninger i denne omgang, for uanset hvor varm og gylden farven er, kan det også gøres med løgskaller eller lyng, hvilket jeg har en hel del af, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til, så det bliver sandsynligvis til tæpper til Røde Kors.

Tomatblade og -stængler

20 kommentarer

  1. Måske lidt blåøjet😉 at sætte sin lid til énkilde når ingen andre kilder nævner, at farvning med tomatblade giver blåt. Det vil ellers vil være nemmere tilgængeligt end indigo og vajd.
    Men det gyldne resultat er virkeligt flot.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 31. august 2020 @ 19:13

    • Nu er jeg jo ret blåøjet, men jeg mener da nok, at dine ord her stemmer temmelig meget overens med, hvad jeg skrev i indlægget mht. min skepsis 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. august 2020 @ 21:32

  2. Jeg gætter på, at du har brugt ganske almindelige røde tomater. Du må have fat i nogle blå!

    Kommentar af Uffe Jerner — 1. september 2020 @ 0:14

    • Ahhh, det er da selvfølgelig derfor! 😀

      Kommentar af Ellen — 1. september 2020 @ 9:08

  3. God forbrugervejledning. Så slipper andre for at eksperimentere 🙂
    Men måske du alligevel skulle prøve de blå-lilla 🙂
    Eller hvad med aubergine-skaller?

    Kommentar af tingats — 1. september 2020 @ 9:17

    • Det var da et forslag 😉
      Augergineskaller har en smuk farve, men jeg tror ikke på, at de vil afgive den. Hvis ikke noget smitter af, så kan man vist godt droppe at forsøge sig med det.

      Kommentar af Ellen — 1. september 2020 @ 10:24

      • Man kan undre sig over, at bladene fra vajdplanten med så solstrålende gule blomster giver blå farve. Og at lige netop den ene plantes blade indeholder det stof, der skal til.
        Jeg fandt en spændende artikel om vajd her: https://midgaardshave.dk/naturfarver/planter/vajd/,.
        Der stod bl.a., at planten i Nordamerika betragtes som meget invasiv. Sjovt at den er blevet det derovre. Det er den da slet ikke i Danmark. Men det må vel være noget med klima og jordbund.
        Den vokser vildt på Bornholm, så du må ud og samle og sammenligne med, om de vilde giver samme farveintensitet som dine dyrkede.
        Et andet sted læste jeg: “Det er bladene fra det første år, der bruges til plantefarvning – farven udvindes ved at man lader bladene gære i urin i ca. 5 dage.”
        Og det stod ikke i datid. Så god fornøjelse med den metode 🙂

        Kommentar af tingats — 3. september 2020 @ 7:11

        • Jeg tror jeg har læst alt, hvad Astrid fra Midgaards Have har skrevet om plantefarvning – og det er af hende jeg køber frø af vajd og japansk indigo.
          Og nej, den farver ikke på andetåret, hvor den går i blomst og frø. Man bruger urin pga. den basiske ammoniak, og selv om det stod i nutid, tror jeg ikke engang de bruger den metode på vikingecentre o.l. mere, men bruger salmiakspiritus. Det gør jeg i hvert fald 😀
          Hvis vajd altid har været at finde i Danmark, er den jo ikke invasiv … det er den, når den er ført til et sted og “sat i gang” uden for sine naturlige omgivelser, hvilket så må være sket, da man indvandrede til USA i store mængder.
          Det kunne være lidt sjovt at finde den her på Bornholm 🙂

          Kommentar af Ellen — 3. september 2020 @ 8:01

  4. Selvfølgelig prøvede du 🙂 den er ret smuk den der rødgyldne blå farve. Det er imponerende, at du strikker tæpper til Røde kors, jeg orker ikke engang at strikke et tæppe til os selv, jeg synes, det er så usandsynligt kedeligt.

    Kommentar af frnielsen — 1. september 2020 @ 9:31

    • Selvfølgelig, og ja, det er en smuk farve.
      De tæpper jeg strikker, er sjove hele vejen igennem – se fx mit regnbuetæppe. Jeg vil hellere strikke tæpper end tøj til Røde Kors, men jeg er nok lidt mærkelig … eller også er det fordi jeg har en million forskellige rester/hele fed af alt mit plantefarvede garn 😀

      Kommentar af Ellen — 1. september 2020 @ 10:26

  5. Det blev da trods alt en meget smuk farve, selv om den slet ikke var den, du havde ventet 🙂 Jeg er lige så imponeret som Helle over, at du strikker tæpper til Røde Kors.

    Kommentar af Madame — 1. september 2020 @ 14:58

    • Mit håb var spinkelt, og mine lumske anelser mht. farven holdt stik.
      Tæpper er sjove at strikke, og alligevel er det totalt hovedløst arbejde, som jeg kan have i hænderne, selv om hjernen beskæftiger sig med noget andet 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. september 2020 @ 15:49

  6. Virkelig flot blå 😂

    Kommentar af fiberfryd — 2. september 2020 @ 0:42

    • Ja … ikke en, man ser hver dag 😉

      Kommentar af Ellen — 2. september 2020 @ 6:12

  7. Måner har den farve måner skal ha. Og det har tomatfarvet garn altså også ☺️

    Kommentar af Lene — 2. september 2020 @ 18:02

    • Sådan er det bare, Lene 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. september 2020 @ 7:46

  8. Det er muligt, at det er hovedløst arbejde at strikke børnetæpper – men det er i hvert fald ALT andet end hjerteløst arbejde. Dine fine tæpper kan både varme små børn – og deres mødres hjerte.

    Kommentar af Elsebeth — 2. september 2020 @ 18:22

    • Det er præcis sådanne tanker, jeg tænker, når jeg sidder og strikker til de små børn: At et eller andet sted derude kommer der til at sidde en mor, der nu kan holde sit barn varmt.

      Kommentar af Ellen — 3. september 2020 @ 7:48

  9. Hvor er du sjov, en alternativ blå! Og den varmeste blå jeg nogensinde har set. Gad vide, om dette med at få en blå farve ud af tomat-blade er en fejl eller hænger sammen med at pH værdien kan ændres, så farven svinger (ligesom lakmus) eller måske er det en anden slags tomat (dem har jeg slet ikke overblik over, men der er noget med natskyggefamilie).

    Men det ser pænt ud, det fed. Ja, blå var svær og dyr, er det ikke derfor man talte om “kongeblå”?

    Kommentar af Donald — 3. september 2020 @ 11:49

    • Hehe, ja, det er en meget varm blå 😀
      Jeg ved det ikke, men jeg gætter på, at det må have været en fejl, at der stod blå. Det er dog rigtigt, at man kan ændre på farverne ved at ændre pH-.værdien.
      Det er nemlig rigtigt: En klar blå var sjælden og derfor dyr.

      Kommentar af Ellen — 4. september 2020 @ 18:30


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.