En brat opvågnen

Jeg blev vækket lidt i halvsyv af et ordentligt brag. Jeg må have sovet godt, for jeg havde ikke hørt uvejret nærme sig, men det der specielle, trommehindesprængende smæld, der kommer, når lynet slår ned et eller andet sted, kan da vække selv de døde … det vækkede i hvert fald mig.
Og så kom skybruddet! Vi er åbenbart altid bagefter; nu har folk skrevet om skybrud her, der og alle vegne i flere dage, men vi fik først et i morges.
Det var til gengæld effektivt: 15 mm vand på 10 minutter (hvilket er tredobbelt skybrud), hvorefter det stilnede en smule af, men gav dog 26 mm på en halv time (hvilket næsten er dobbelt skybrud).

Typisk ikke? Alle mine regnvandstønder blev fyldt til randen, og nu kommer jeg ikke til at behøve alt det vand, for drivhusets plantekasser synger på sidste vers. Hvis regnen her var faldet for 3-4 uger siden, havde jeg været noget mere tilfreds, men det hjælper nok ikke at brokke sig over vejret – og da slet ikke over hvordan det har været.
Tønden i hjørnet, som John har boret hul i for at undgå sprøjt på væggene, blev fuld på rekordtid, og hullet, som normalt er stort nok til at klare opgaven, kunne slet ikke følge med, selv om tønden tissede mere som en ung mand end som en ældre herre med forstørret prostata.

Fronterne er trukket op, og der er både sol og regn … fra gæsteværelset kan jeg se, at strandengen ikke kan komme af med vandet lige så hurtigt, som det kommer ned. I dag ville landroverne virkelig kunne komme på en opgave, hvis der altså var en, der var dum nok til at køre maskiner ud til dette søle.

Flot er det … jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg elsker tordenvejr, og jeg er ikke spor utryg ved det, selv om vi bor i et stråtækt hus. Det er et fascinerende skue med den dramatiske himmel, lynene og voldsomme regn.

Nu var jeg kommet tidligt op, så lige så snart det værste var overstået og vi havde spist morgenmad, kørte jeg til Præstø for at købe ind, inden handlemyldretiden begyndte – og som sædvanlig nød jeg turen langs fjorden. Det gør jeg også hver eneste gang – bliver aldrig træt af det, tror jeg.
Over for Marjatta er der en del sten ude i vandet, som nogle gange er synlige, men som ikke var det i dag, hvilket måske kunne få ikke-stedkendte til at tro, at skarverne her på egnen kan gå på vandet.

Der var på én gang tordenvejrshalvmørkt, sol og modlys, så det blev til silhouetbilleder, men det gør ikke så meget i dette tilfælde.

Fjorden skifter konstant udtryk. Det meste af formiddagen gik vi bare fra rum til rum for at følge vandets og himlens forskellige fremtoninger. Vi har haft stedet her i seks år nu, men stadig kan vi blive bjergtagede af, hvordan det skifter – sommetider fra minut til minut. Fjorden bliver aldrig kedelig at se på; det har vi sagt i alle seks år, og vi kan stadig både sige og mene det.
Man siger stilhed før stormen, men i dag blev det til stilhed efter stormen. Vinden lagde sig fuldstændig, da uvejret var stoppet, men der gik lidt tid, inden fjorden faldt helt til ro oven på den oppiskede stemning.