Hos Mommer

4. juni 2020

NU skulle vi lidt ud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:10
Tags: ,

Ikke så snart var der blevet åbnet en smule for vores bevægelsesfrihed, før vi bookede et par dage i det jyske. I første omgang til Silkeborg, hvor vi befinder os lige nu på den gamle skovridergård. I øsende regnvejr! Vi prøvede at fremskynde vores ophold et par dage, da vi havde set vejrudsigten, men i dag er første dag de har åbent, fandt vi ud af, så vi måtte bare acceptere, at det ikke ligefrem er ferievejr.
Samme lidt dårlige vejr bevirkede dog også, at vi fik taget os sammen til at besøge Clay Museum i Middelfart, som viste sig at være et glimrende afbræk på turen.

P1010620
Der er i denne periode to hovedudstillere, udover den permanente fra Den Kgl. Porcelænsfabrik/Bing & Grøndal/Aluminium, nemlig Cathrine Raben Davidsen og Carl-Henning Pedersen. Sidstnævnte kender jeg fra diverse antik- og auktionsudsendelser i tv, og ham er jeg ikke specielt betaget af, men førstnævnte viste sig at være interessant. Hun har i samtlige sine værker indsat et ansigt, kun bestående af øjne, næse og mund, og som for det meste var helt ude af proportioner med selve vasen/krukken/flasken, men ansigtet var der ikke desto mindre.

P1010616  P1010617P1010626

Og hvad fik jeg lige øje på i den store udstilling doneret af Royal Copenhagen? Blandt porcelænsfigurerne fra forskellige dele af Danmark var der en fra … Havdrup! Af alle steder var der en figur fra min lillebitte og uanselige fødeby. Men den ligger selvfølgelig indenfor Hedeboegnens område, som er “det flade, frugtbare moræneområde mellem Roskilde, Køge og København; også kaldet Heden, jf. navnet på stationsbyen Hedehusene (noget skulle de jo hedde, husene … sorry …). I løbet af middelalderen bebyggedes egnen med landsbyer, der ligger spredt med små indbyrdes afstande. Egnen er hjemsted for hedebosyning.” Jojo, vi er skam berømte, er vi! Selv om jeg så ikke synes, at vores viskestykkelignende forklæde er noget at prale af, sådan rent dragtsmæssigt … dette må dog være en hverdagsdragt, for den der normalt er angivet for værende fra hedeboegnen, ser trods alt lidt mindre kedelig ud.

P1010631

Vel ankommet til Gl. Skovridergård tjekkede vi ind og begav os derefter fluks ind til Silkeborg bymidte, fordi der var pause i regnvejret.
Lige indtil vi kom derind … det var faktisk ikke særlig anstændigt gjort af Silkeborg, og vi havde oven i købet parkeret tæt på Anstændighedens Plads.

P1010632

De kan noget med gavlmalerier deromme i Jylland. Næstved er såmænd godt med, men vi kan ikke hamle op med, hvad vi har set i Ålborg og nu i Silkeborg. Det må være vildt svært at kunne præstere den slags fine farveovergange i så stort format – Ellen og John var i hvert fald imponerede.

Nu vil jeg gå i seng og lytte til det ret kraftige regnvejr, som har præget billedet stort set hele eftermiddagen og aftenen. Jeg håber sandelig, at det regner lige så meget hjemme ved Den Stråtækte, for vi trænger!
Det er nu i grunden meget hyggeligt, når man kan ligge i sin seng og nyde det, men det vil jeg ikke synes hvis det fortsætter i morgen, hvor vi på Anne Maries anbefaling prøver at forcere terrænet, som ikke egner sig for gangbesværede, op til Sukkertoppen. John er lidt bekymret for sine knæ, men nu ser vi … hvis altså vejret arter sig!

18 kommentarer »

  1. God tur i det jyske. I følge Yr.no slipper I for regn i dagtiden, men man ved jo aldrig med byger, så jeg krydser fingre

    Kommentar af Lene — 5. juni 2020 @ 5:33 | Svar

    • Tak for kryds, Lene – vi krydser også, og indtil videre er det okay 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2020 @ 9:20 | Svar

  2. Det er også dejligt i Jylland 😉
    I dag Grundlovsdag er vi blevet lovet lidt tørvejr – skal vi lige 🤞, jeg skal selv til Aarhus med barnebarnet, vi skal kigge på tog, både på godsbanen og banegården.

    Kommentar af Abildjyden — 5. juni 2020 @ 7:32 | Svar

    • Her er da dejligt, ja – og god tur til Aarhus til jer 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2020 @ 9:21 | Svar

  3. Uh, jeg bliver helt nervøs. Det gør jeg altid, når jeg har anbefalet noget, og folk så følger anbefalingen. Hvad nu hvis andre slet ikke synes, det er noget – og så har spildt en dag? Måske det bare var, fordi vejret var så fantastisk eller noget andet tilfældigt, at vi syntes så godt om det . Men i hvert fald, hvis I gør alvor af det, så tag den direkte sti fra parkeringspladsen mod toppen og gå langs kanalen tilbage. Vi tog den modsatte vej rundt, og der var der nogle fæle trapper lige før vi nåede toppen. Dem vil et dårligt knæ ikke bryde sig om. Der er også andre – flade – ture langs Gudenåen.
    Sjovt at læse om Hedeboegnen, som jeg slet ikke kender. Hede er noget, jeg forbinder med Vestjylland.
    Og dine ordspil nyder jeg.
    Hav en god dag. Hvis det regner, har Silkeborg tre gode museer: Silkeborg Museum med moselig, Jornmuseet og Papirmuseet, som jeg ikke har besøgt, men det lyder spændende.

    Kommentar af tingats — 5. juni 2020 @ 8:32 | Svar

    • Jeg kender godt fornemmelsen når man har anbefalet noget, men det skal nu nok gå … håber vi … vi er ikke bange for at blive skuffede efter at have set lidt billeder af udsigten, og vi vil følge dit råd, for trapper opad er slemt.
      Tak – indtil videre er vejret okay, og så længe det er det, holder vi os primært til de udendørs oplevelse, men papirmuseet lyder interessant.

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2020 @ 9:28 | Svar

  4. Det er synd for jer og Silkeborg, at vejret ikke er bedre, for sædvanligvis er der så usædvanlig smukt i og omkring Silkeborg. En tur rundt om Slåensøen kan selv et dårligt knæ holde til. Jeg krydser fingre for, at I i hvert fald får tørvejr.

    Kommentar af Kirsten — 5. juni 2020 @ 8:40 | Svar

    • Her er meget smukt – vi har været her nogle gange og forsøger nu at se noget, vi ikke tidligere har set, men det skulle nu heller ikke være vanskeligt at finde.
      Tak for tip og kryds – indtil videre virker det 😉

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2020 @ 9:29 | Svar

  5. Dine vejrbønner blev vist hørt – det er overvejende tørt i dag. Hvor er det gavlmaleri flot!

    Kommentar af Eric — 5. juni 2020 @ 12:40 | Svar

    • Vi fik en ordentlig skylle i formiddags, men det har heldigvis holdt tørt efter kl. 12.
      Ja, det er et meget smukt maleri. Vi så et til af samme kunstner, men det kunne jeg ikke komme til at fotografere, fordi vi kørte forbi i bil.

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2020 @ 15:57 | Svar

  6. Gode tips, de ryger på sommerudflugts-listen!

    Kommentar af venterpaavin — 5. juni 2020 @ 14:44 | Svar

    • Det er altid godt med gode tips 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2020 @ 15:58 | Svar

  7. God tur til Sukkertoppen. Vejret er fint nu, så jeg håber, I er ude, mens det er tørt. Jeg ser, I er blevet anbefalet tre gode museer. Men der findes også et fjerde, nemlig Kunstcentret Silkeborg Bad. God fornøjelse resten af tiden, I er her.
    Spændende læsning om Hedeboegnen. Og jeg som troede, hede hørte til i Vestjylland 🙂

    Kommentar af Betty — 5. juni 2020 @ 14:49 | Svar

    • Der er alt for meget at se i Silkeborg, når man kun har to overnatninger, men jeg ved jo hvor glad du er for Silkeborg Bad 🙂
      Der er nok ikke mange udenfor Hedeboegnen, der kender Hedeboegnen 😉

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2020 @ 16:00 | Svar

  8. Vi havde været på en længere køretur og var smuttet inden om min faster og onkel. Da vi skulle af sted, sagde han “Det er hurtigere, hvis I drejer til venstre oppe i byen og derefter ned ad Strandvejen!” Det kunne jeg ikke fatte, for der har aldrig været vand i nærheden. “Jo, ser du, da der blev bygget nogle husmandsbrug derude, sagde folk “De strander derude!” Så galt gik det dog ikke, men vejen havde fået sit navn.

    Fortsat god tur i det jyske – og kom godt hjem!

    Kommentar af Elsebeth — 6. juni 2020 @ 12:35 | Svar

    • Haha, jeg elsker skøre stednavne med en sjov forklaring 😀
      Tak – vi er godt hjemme igen nu.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2020 @ 17:42 | Svar

  9. Jeg er helt vild med figuren af Hedebokonen. Den der bevægelse for at tørre hænderne i det groftvævede daglig-forklæde er fanget lige som jeg husker min mormor.

    Kommentar af natural2222 — 6. juni 2020 @ 15:36 | Svar

    • Åh ja – den slags kan vække gode og stærke minder.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2020 @ 17:44 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.