Hos Mommer

22. maj 2020

Samfundssind og fuglekiggeri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:45
Tags: ,

Jeg har tjent penge på at opføre mig som jeg plejer …
Der kom en mail fra mit forsikringsselskab om, at jeg kan få 100 kroner tilbage på min bilforsikring, fordi der overordnet set er blevet kørt færre kilometer under coronapesten:
Du kan få 100 kr. tilbage pr. forsikret bil
Vi ved ikke hvor meget mindre du har kørt under Corona-krisen ift. de årlige kilometer på din bilforsikring. Vi har derfor valgt at se på tværs af vores kunder og anslået en generel mindre kørsel de sidste to måneder. Det betyder, at du kan få 100 kr. tilbage pr. bil du har forsikret hos os i dag.
Vi donerer, når du donerer – vælg om pengene skal til dig eller Røde Kors – senest d. 8. juni
Vil du donere pengene til Røde Kors? Så sørger vi for en samlet donation på vegne af vores kunder på 150 kr. pr. forsikret bil.
Nu er 100 kroner ikke noget, der giver mig en følelse af at svømme over af rigdom, så jeg kunne lige så godt donere pengene til Røde Kors, hvilket foregik elektronisk, og fluks kom responsen:
Tak for din donation til Røde Kors!
Tusind tak for din støtte til Røde Kors’ arbejde. Vi har modtaget dit valg, og der er ikke mere du skal gøre.
Vi sender vores fælles bidrag til Røde Kors inden udgangen af juli måned. Når du donerer, donerer vi sammen med Østifterne – og det bliver spændende at se, hvor tæt vi kommer på de 4,5 millioner kroner, som vi i fællesskab kan donere til Røde Kors.
Vi glæder os til at fortælle dig mere om vores samlede donation, når vi kommer dertil.

Det er da en slags samfundssind.

P1030876

Vi selv viste ikke umiddelbart meget samfundssind i går ved at køre en tur først til Albuen ved Nakskov, hvor vi picnic’ede den medbragte frokost.
Nu kan vi sige, at vi har set albuen, men den får ikke tre stjerner i min turbog, selv om jeg så vækster, jeg måtte slå op på min Plantsnap-app – bl.a. strandengelskgræs, som jeg kun kendte af navn og troede var en græs, men det var det ikke …
Strandarve ‘opdagede’ vi også, hvis det ellers var en sådan, plus vandbrandbæger, så der var i alt tre nye planter for os. Fire, faktisk, men den sidste kan jeg ikke finde ud af hvad er.
Hvis nogen med sikkerhed ved, hvorvidt planten på fotoet herunder er en strandarve eller noget andet, vil jeg gerne oplyses.

Strandarve?

Efter Albuen satte vi kurs mod Nysted, som er en af landets hyggeligste byer. På vejen ind til byen kørte vi forbi en skarvkoloni, og da vi lidt senere opdagede en sti, der førte ned til søen med kolonien, parkerede vi bilen og gik ud til en skøn plet, hvor der var et hav … eller en sø … af fugle, samt masser af særdeles larmende frøer. Jeg fik en af dem på skudhold, og jeg nåede at se de to store kindposer udvide sig som balloner, men den nægtede desværre at sige et kvæk, efter jeg fik kameraet kørt i stilling.

P1030886P1030897

Den gråstrubede lappedykker herunder gav også anledning til et nyt kryds i fuglebogen – jeg havde kun set den toppede indtil nu, men denne sø havde begge disse plus lille lappedykker.

SkeandGråstrubet lappedykker

Skeand var ny for os begge, så vi var svært glade begge to – det er altid rart at kunne sætte hak ved nye fugle i vores bog.

P1030876P1030874

De mange døde træer er på én gang et fascinerende og lidt beskæmmende syn.
Der var ti forskellige arter ænder, der var fiskehejrer, gæs og svaner, blishøns, grønbenede rørhøns og flere andre. Hvis man vil se fugle, så kør en tur til Rørsøen. Den blev for mange år siden tørlagt af bilbaronen; i 2008 besluttede man at stoppe med dræningen, og i 2009 slog 46 par skarver sig ned i de druknede elletræer. Kolonien er vokset lige siden og bliver der, til de døde træer falder sammen og ned i vandet. Og vel sagtens længere, for de bagerste træer er ikke druknet, men står på land og er kun døde pga. skarverne.

John ville have haft købt en is på havnen i Nysted, men opgav, da han så køen.
På vej ud af byen så vi det mest nuttede lillebitte byhus.
Nuttede Nysted

Alt i alt en dejlig dag, og det er ikke sidste gang, vi tager til Rørsø for at kigge på fugle.

10 kommentarer »

  1. Det var da en pæn lang “søndagsudflugt”.
    Om jeg med sikkerhed ved, hvad planten er, ved jeg ikke. Men for sjov tog jeg med min plante-genkendelses-app, Picture This, et foto af dit foto på bloggen. Svaret blev Danish Scurvy Grass – og beskrivelsen af levested osv. passer meget godt. Se evt. også https://www.wildfooduk.com/edible-wild-plants/danish-scurvy-grass/
    På dansk hedder den læge-kokleare.
    Rørsø lyder godt nok som et dejligt sted med så mange forskellige andefugle – som så også ER der – og måske endda på rimelig nært hold – eller er der zoomet meget? Jeg synes af og til, at vi kommer til steder med opslagstavler, der viser, at her findes de mest fantastiske, sjældne fugle – men alt vi kan få øje på er gæs og gråænder. – Også selv om vi bruger kikkert.
    Hvad er det for en hejre? Det er da ikke den almindelige fiskehejre?
    Når I nu bor ved vandet, kan I jo gøre det modsatte af, hvad de fleste gør, og i stedet købe det nuttede hus som BY-sommerhus. – Og dog. Der er vel ikke meget by over Nysted.

    Kommentar af tingats — 23. maj 2020 @ 9:38 | Svar

    • HA – tak – af blogland bliver man så klog, for det er da lige præcis en lægekokleare. Pudsigt, at den hedder Danish scurvy grass 🙂 Den kendte min – oven i købet engelske – Plantsnap altså ikke, men det er en ret interessant plante: https://www.albinusfro.dk/shop/kokleare-laege–cochlearia-1330p.html.
      Gæssene er selvfølgelig sky, men ænderne, lappedykkerne (og frøerne) kom helt tæt på os. Var vi blevet i længere tid og havde siddet helt stille i et stykke tid, havde vi nok set endnu flere.
      Så vidt jeg ved (for hvad det så er værd …), så er det en ganske almindelig fiskehejre – se blot her: https://da.wikipedia.org/wiki/Fiskehejre
      Nysted er skøn, men jeg ville ikke bo der 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. maj 2020 @ 10:17 | Svar

  2. Jeg længes efter køreture sammen med gemalen. Håber han snart er færdig, så vi kan tage på udflugt i det danske land. Dine billeder inspirerer til det 🙂

    Kommentar af Lene — 23. maj 2020 @ 18:33 | Svar

    • Det er da også bare så dejligt at køre ture og opleve landskaber og naturen 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. maj 2020 @ 19:26 | Svar

  3. Ja det må jeg sige, smukt landskab, og spændende planter. Dejlig tur. Ikke pive over køretur og samfundssind – Hver gang jeg bevæger mig, bruger benzin eller mad-energi tænker jeg at vi er med til at holde samfundet igang. Jeg ved godt du mener at det er mere CO2 neutralt at cykle en tur – men så kommer man ikke til Nakskov. Og iøvrigt er Nakskov ikke så langt væk som Algarve og alt sådan noget 🙂

    Kommentar af Donald — 24. maj 2020 @ 1:36 | Svar

    • Jeg piber bestemt ikke! Jeg har aldrig været hellig, hvad CO2-neutralitet angår – vi kører masser af ture og vi er som bekendt heller ikke blege for at flyve enten langt bort eller bare til England eller Nordnorge. Vi har jo netop med al tydelighed set, hvad det koster at indstille samfundet, så at sige 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. maj 2020 @ 9:19 | Svar

      • Ja, det har vi set. Og jeg tænker også mere i en anden retning: De store afbrændinger er ikke små bilture, men skibstrafik, fly, og – desværre – opvarmning. Det sidste burde vi gøre mere ved. Min varmepumpe sparer faktisk masser af strøm (i forhold til el-paneler fra tidligere) og holder en konstant temperatur, som i parentes bemærket er godt for klaveret!

        Kommentar af Donald — 25. maj 2020 @ 11:11 | Svar

        • Nej, det er faktisk ikke bilerne, men især meget andet, det er svært at gøre noget ved, som vi jo også har set. Det er lidt skræmmende, at selv om coronapesten har gjort forureningen så lille, at man fra Delhi for første gang siden 2. verdenskrig kan se Himalayabjergene, så er det ifølge visse kilder stadig kun en brøkdel af, hvad der er nødvendigt for at stoppe den globale opvarmning. Og hvis det er sådan, så kan jeg ikke se, at det nogensinde sker.

          Kommentar af Ellen — 25. maj 2020 @ 13:42 | Svar

  4. Jeres tur ved søen med alle de flotte fugle og frøer er fantastisk! Sikke nogle dejlige billeder du har taget. Det er sådan nogle oplevelser, jeg holder meget af.

    Kommentar af Madame — 24. maj 2020 @ 7:12 | Svar

    • Det ved jeg du gør, så her var lige en ide til en af jeres mange natur-ture 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. maj 2020 @ 9:20 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Skriv et svar til Ellen Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.