Hos Mommer

14. april 2020

Det er sommer … nogle steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: , , , ,

Charlotte og jeg er blevet vældig gode til at opdatere hinanden via billeder og små videooptagelser. Som indledning filmer hun gerne sig selv i nogle sekunder for at sige ‘hej mor’, mens jeg nøjes med at lægge stemme til mine egne filmiske produktioner. Det er såmænd også slemt nok, og videoselfies er så afgjort et no go fra min side.
Det er temmelig usikkert, hvornår vi ser hinanden igen. For det første ved vi ikke, hvornår grænserne genåbnes, og for det andet er de så hårdt coronaramt i UK, at jeg godt kan frygte, at de derovre bliver det næste Spanien eller Italien, og bliver det sådan, varer det længe – plus, at Charlotte i modsat fald ikke vil have, at vi kommer. De bor langt ude på landet, så isolering er ikke et problem, men vi skal jo med offentlige transportmidler for at komme ud til dem, så må der overhovedet rejses, kommer de her. Siger hun. Men lad os se, hvad udviklingen kommer til at vise.

10. april 2020Derovre må de ikke samles mere end to ad gangen, og de må kun komme ud én gang om dagen for motionens skyld – eller for at handle. Aubrey er hårdt ramt af ikke at have lov til at mødes med kammerater, og han savner skolen virkelig meget. Anna klarer det bedre, hvilket også gælder fjernundervisningen. Aubie har svært ved at forholde sig til det hele og synes det er vildt mærkeligt og sørgeligt alt sammen, så det har været lidt af en kamp med ham hver dag i hjemmeskolen. Det er godt, at Anna ikke også behøver hjælp, for C er nærmest helt udmattet af at holde drengen kørende. De er alle glade for deres tre ugers påskeferie, hvoraf de er i gang med den sidste nu, inden den barske hverdag indfinder sig igen. Der er ingen af os der tror, at de kommer i skole igen før det nye skoleår begynder primo september, og Charlotte er træt bare ved tanken om at skulle lege hjælpelærer indtil sommerferien. Lad os håbe, at han efterhånden lærer at tackle det. 
Lige nu har de sommer derovre. 23 grader. De skulle have været i Skotland i påsken med Tims familie, hvilket naturligvis er aflyst, men det hjælper en smule på situationen, at de kan hygge sig på denne flydende måde, og efter en tys-tys-aftale med naboen har dennes datter fået lov til at komme ind og bade med, bare de holder den reglementerede afstand til hinanden, idet de satser på, at coronavirus næppe overlever et ophold i klorvand.
Jeg blev helt rørstrømsk, da jeg fik billedet. Det er min lille Anna. Hun er jo lige kommet til verden, for pokker! Det er ikke meget længere siden end i sidste uge, at jeg blev mormor første gang!
Men her ligger hun altså – en meget ung kvinde på 14 år – lige så høj som sin mor og en anelse mindre end sin mormor.
Aubrey har overhalet både sin mor og mig.
Hvor blev de mellemliggende år dog af?

Det er sandelig godt, at internettet er opfundet.
imageDet er sandelig både godt og skidt, at internettet er opfundet … alt om os er mere eller mindre offentligt tilgængeligt, når vi har mobiltelefon og i det hele taget bevæger os rundt i verden online. Jeg skulle finde ud af, hvornår planteskolen i Toksværd havde åbent, og hvad poppede op?
Det gjorde den viste oplysning. Det kunne jo være, at jeg havde glemt hvornår vi sidst var der, så det syntes Google Maps lige, at de ville fortælle mig. Heldigvis har jeg intet at skjule, så hvis nogen mod al sandsynlighed skulle interessere sig for min færden, skal de da være så velkomne til at spilde tiden med at studere den.

24 kommentarer

  1. Der er sikkert mange forældre, der som Charlotte udmattes af at undervise poderne. Hvis WHO har ret i, at det først stopper, når vi har en vaccine, går der lang tid, men i det mindste bliver det da nemmere at stå igennem, end det var under besættelsen – det er min sølle trøst.

    Kommentar af Eric — 14. april 2020 @ 15:39

    • Ja, og det samtidig med, at mange af dem også har skullet passe et arbejde hjemmefra! Det skulle C da i det mindste ikke.
      Selv om jeg ikke har meget tilovers for det åbenbart korrupte WHO, så har de nok ret i, at dette varer til vi har en vaccine. Jeg har haft de samme tanker: At det trods alt på næsten alle måder var værre under besættelsen, og den varede i fem lange år … det var vist godt, at ingen vidste det fra begyndelsen.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2020 @ 16:55

  2. I morges hørte jeg lidt af en reportage fra Equador, hvor en dansk journalist havde snakket med mennesker udenfor et hospital. Det skar i hjertet at høre deres beretninger. Og det kan jeg ganske ikke holde til at tænke på, ligesom jeg heller ikke kan overskue de økonomiske konsekvenser for verden. Så jeg forsøger at holde fast i min hverdag, ligesom Charlotte og familie gør. Det er ikke nemt at skulle være den, der både skal inspirere, motivere og holde fast i en hverdag midt i et kaos for børnene.

    Kommentar af Lene — 14. april 2020 @ 19:29

    • Jeg har det på samme måde, Lene, så jeg gør [også] noget, mange normalt foragter: Jeg lukker øjne og ører for de af verdens barske kendsgerninger, jeg alligevel ikke kan stille noget op imod og koncentrerer mig om mit eget liv – og mine nærmestes, selvfølgelig …
      Der er mange forældre, der er blevet sat på en hård opgave i denne situation, og dem føler jeg med, men jeg kan ikke redde hele verden, så jeg har valgt at gå med skyklapper 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2020 @ 19:39

  3. Var det ikke Jesper Klein: “Krise er at mangle en lille smule af det, som vore bedsteforældre end ikke kendte eksistensen af.”
    Tænk, at det er muligt at se sin familie i et andet land øjeblikket efter billedet er skabt. Man kan tale sammen, se hinanden på tværs af kontinenter.
    I Irland fik jeg fortalt, at man i de store krise/udvandringsår afholdt dødemesse for de som rejste ud. Man vidste med usvigelig sikkerhed, at man aldrig så dem igen. I heldigste fald efter mange år et brev, som præsten kunne læse op.
    DET var krise.
    Jeg/vi satser også på vaccinen. Dette med at smitte sig fra det er oldnordisk. Det gik man fra inden for landbrugsdyrene allerede i min tidlige ungdom. SPF-grise og lukkede kvægbesætninger uden dyr udefra vandt over åbne levedyrs-markeder og smitte på kryds og tværs.
    -Og parolen blev: Er der vaccine, vaccinér. Er der ikke: Isolér.

    Kommentar af natural2222 — 14. april 2020 @ 21:25

    • Jeg kendte ikke udtrykket, men hvor er det rigtigt.
      Jeg kan fint følge dig mht. hvad krise var – eller måske ikke var – men vi lever i dag, og forholdene bør ikke sammenlignes med hvad de var engang. Jeg synes derfor godt, at vi kan tillade os at kalde dette en krise. Ikke for dig eller mig, men for (verdens)samfundet. Hvis ikke vi snart får sat samfundshjulene i gang igen, så kan vi tale om en krise af dimensioner, som vil have store konsekvenser for os alle sammen.
      Jeg er også enig i, at hvis der findes en vaccine (og den skal nok komme), skal man benytte sig af den; i modsat fald isolere sig, men flokimmuniteten skal man nu heller ikke fornægte, for den virker, men den tager lang tid at etablere, og det er ikke halvgamle som os (og slet ikke de i forvejen syge/svage), der skal sørge for, at den indtræder.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2020 @ 23:04

      • Ja måske flokimmunitet. Nu skal forskerne først lige blive enige om, hvorvidt det overhovedet er muligt at blive varig immun over for denne virustype eller den tér sig mere som forkølelses-vira.
        Med hensyn til at få hjulene til at køre igen, så jeg gerne, at nogle af de stoppede hjul forblev i ro.
        Der er en -for mig- spændende artikel om emnet bullshit-jobs her:
        https://www.information.dk/moti/2020/04/professor-bag-begrebet-bullshit-jobs-ingen-savner-udviklingskonsulenter-naar-samfundet-knibe

        Kommentar af natural2222 — 15. april 2020 @ 6:21

        • Det er mit indtryk, at corona mere er som influenzavirus, hvilket betyder, at vi skal revaccineres en gang om året, fordi den ændrer sig en smule. Forskerne bliver ikke ‘enige’ om varig immunitet – det kan, af naturlige årsager, kun tiden vise. Jeg kan huske, at vi, da vi skulle have godkendt vores vaccine mod allergi, fik et krav fra et lands sundhedsmyndighed om, at vi skulle kunne dokumentere livsvarig virkning på produktet! Jamen … det er jo et nyt produkt, for pokker! Spørg os igen om 70 år. Vi er relativt sikre på det, ja, men dokumentere det, nej. Ikke endnu.
          Det var en interessant artikel, og jeg er enig i mange af hans påstande, men jeg kan ikke helt gennemskue, hvor i samfundet han selv mener at høre hjemme, bl.a. pga. følgende udsagn: »Normalt forestiller vi os, at management spiller en afgørende rolle i samfundet, mens dem, der sidder bag kassen i supermarkedet, arbejder på lager eller vedligeholder kloakken er mere eller mindre ligegyldige. Undværlige folk, man kan ignorere og underbetale.« De fleste fra den højere middelklasse og nedefter er vist udmærket klar over, hvor meget kassedamer, pædagoger, skraldemænd, osv. osv. er betydende for og aldeles uundværlige i ethvert samfund.
          Det sagt, er jeg enig i, at der er alt for meget administration, at der holdes alt for mange møder og at der nedsættes alt for mange udvalg, men det er en balancegang, og intet kollektiv kan fungere optimalt uden en ordentlig leder 😉
          Derudover synes jeg, at hans ord passer bedre på UK end på DK (ikke så underligt …), og perfekt på USA. Har man oplevet amerikansk ineffektivitet, hvilket jeg har mange gange, kan man kun være enig i hans påstande.
          Det her tror jeg, vi kunne få en lang og god snak ud af, Farmer!

          Kommentar af Ellen — 15. april 2020 @ 9:26

          • Ja, forfatteren er -pudsigt nok- selv en af disse, som umiddelbart kunne undværes uden at noget gik i stå.
            Vi i DK er bestemt ikke de værste. Vi er gode til flade strukturer, hvor det er svært at gemme sig.

            Kommentar af natural2222 — 15. april 2020 @ 20:19

            • Vi er så ganske enige 🙂

              Kommentar af Ellen — 15. april 2020 @ 21:22

  4. Jeg har slet ikke fulgt med, andet end at Boris gav hånd på gaden til hvermand og senere blev indlagt. Men nu er der lock-down? Kun én tur om dagen, og kun to personer?

    14 år eller 14 dage – det er altså ikke ligemeget. Jeg troede du havde oplevet en masse forskellige ting mens Aubrey voksede op og blev højere – skønt billede – og det har du jo … rejser til England og besøg derfra, også andre rejser. Flytning. Drivhus. Naturen i Fjorden. Men hvis det så alligevel er svært at fatte, så må du bladre i foto-albummet (foto-filerne).

    Måske hjælper det at skrive nogle historier om C som lille – til Aubrey?

    Kommentar af Donald — 15. april 2020 @ 16:46

    • BJ er heldigvis udskrevet igen, og ja, der har været lockdown siden en uge efter, vi fik det i DK. Ja til de to sidste spørgsmål også. Anna tog med C ud for at hjælpe med at handle i går, men fik af en vagt at vide, at hun ikke måtte komme med ind i supermarkedet; kun én ad gangen, så hun måtte vente i bilen. Da C sagde, at hun havde brug for hende til en ekstra vogn, fordi hun skulle handle for tre familier, var han aldeles ligeglad. De må ikke bevæge sig uden for egen grund mere end to ad gangen- Det er nu også skræmmende tal, der vises fra England – det er vist desværre ved at løbe af sporet for dem, måske fordi de har flere enormt store byer.
      Jeg har skam også oplevet en masse på de år, Donald, men tid og tid er åbenbart to forskellige størrelser 😉 Jeg synes tiden er gået vildt hurtigt fra deres fødsel og til nu. Jeg har fortalt børnene historier om deres mor som barn, men jeg har ikke skrevet dem ned.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2020 @ 17:01

      • Ja enig! Tid og tid er to forskellige ting! 😀 😀 😀

        Kommentar af Donald — 15. april 2020 @ 20:50

        • Vi er bare de nye Einsteins 😀

          Kommentar af Ellen — 15. april 2020 @ 21:23

  5. Vær du glad på din datters vegne, at der er gået år fremfor uger. Det ville nok have været ubekvemt at “levere” sådan et fint eksemplar af en teenager (og med livet i behold)😂.
    Måske vil englændere og andre, hvor udgangsforbud er virkelighed og håndhæves strengt, ønske, at de ikke leverer data til “Big Brother”. Når parlamenter/regeringer vedtager love/undtagelsestilstand, der begrænser borgernes adfærd, så har de også mulighed for at kræve disse data udleveret, hvis de skønnes nødvendige for almenvellet. Måske naboen (s datter) skal overveje det😉😉
    Til lykke med Anna og selvfølgelig var det godt vejr. Teenageres adfærd medfører ALTID godt vejr😜 I det mindste i deres egne 👀.
    Mvh. og nyd læet udendørsindendørs.

    Kommentar af Kristine — 15. april 2020 @ 19:23

    • Det er jo som det skal være alt sammen, men tiden flyver alt for hurtigt afsted!
      Mon ikke de satser på ikke at få opholdsdata undersøgt? De er nok strengere i byerne, men der er virkelig kommet nogle skrankepaver ud af dette her. Politiet standsede en mand fra Pewsey. Han havde taget sin hund med sig i bilen og ville køre ud til en privat skov (han havde af en eller anden grund lov til at bruge den skov), hvor der ikke ville være andre mennesker, for at gå en tur og lufte hunden. Han blev bedt om at køre tilbage til byen, for han måtte ikke bevæge sig så langt hjemmefra (vi taler < 10 km). Manden spurgte, om politiet virkelig kunne mene seriøst, at han skulle lufte sin hund i byen, hvor det var svært at overholde de to meters social distance, og at han ikke måtte tage den med ud, hvor han ikke mødte andre mennesker? Yessir, sådan var det. Punktum. Det er da fjollet! C har heller ikke hørt nogen udmeldte begrænsninger på, hvor langt væk man må bevæge sig – hun har 15 km til supermarkedet.
      I det hele taget udviser de meget lidt forståelse og fleksibilitet – fx det med Anna i supermarkedet, som jeg nævnte til Donald herover. Nu måtte C i stedet købe ind ad to omgange, for hun kunne vitterlig ikke have det hele i én vogn. De bliver nemlig også bedt om kun at handle én gang om ugen, så når man skal købe til sine egne fire + to gange to andre til en uge, hvor samtlige måltider skal indtages hjemme, så fylder varerne meget.
      Jeg forstår godt deres forholdsregler, men det er ikke min opfattelse, at vores hjemlige politi og øvrigt vagtværn bliver sådan nogle små magtmennesker, bare fordi de kan.
      Anna har nu ikke fødselsdag. Hun blev 14 i januar, men det var billedets ‘beskaffenhed’, der fik mine tanker til at gå tilbage 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2020 @ 19:55

  6. Jeg følger ikke så godt med i corona-situationen ude i verden længere, så jeg bliver overrasket over, de er så hårdt ramt i UK. Jeg har vist troet, at alle var i bedring, da Boris blev udskrevet. Nej pjat. Det er en forfærdelig tid fuld af usikkerhed over, hvornår og hvordan det hele ender. Men det er et skønt billede fra poolen. Som tiden da går, og som de da vokser de kære børn. Når nu det er så usikkert, hvornår I ses igen, så må det være en lille gave; eller stor, at få video og billeder hver dag.

    Kommentar af Betty — 15. april 2020 @ 22:15

    • Jeg ser tallene hver dag på https://www.worldometers.info/coronavirus/ , for jeg vil gerne følge situationen i England, men bortset fra lige netop dette, så har jeg taget skyklapper på.
      Du må da også føle, at tiden flyver … dine børnebørn er også alt for hurtigt blevet alt for store 🙂
      Jeg elsker bare at få den lille hilsen fra hende.

      Kommentar af Ellen — 16. april 2020 @ 9:15

  7. Pyt man kan ikke fejre for tit😉.
    Jeg køber også ind til tre husholdninger, så jeg forstår til fulde problemstillingen (og heldigvis er der ikke noget corona-politi, der overvåger min færden ved/i “mine” butikker – Irma den ene uge og SuperBrugsen den næste). Jeg køber ind tidligt og samler varer til hver husholdning hver for sig, og så til kassen med det hele, betale og pakke x 3, hvorefter jeg hidkalder drageren. I dag blev det til 20, 5 og 8 kg. Som regel også et opsamlingsheat efter 4-5 dage.
    Det lyder noget tosset, at besøget i skov med hund ikke var OK, men på den anden side er reglerne nok nødt til at være rigide fremfor baseret på et skøn, så de ikke kan diskuteres.
    At der ikke kan holdes to meters afstand i landsbyen med god vilje fra alle, forekommer mig lidt overdrevet, for hundeluftning behøver vel ikke at foregå i myldretiden.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 15. april 2020 @ 22:16

    • Næh, de er godt nok emsige derovre, men du har ret i, at det er nemmere at administrere reglerne, hvis man holder sig strikt til dem. Der er bare forskel på land og by, og ham Pewsey-paven havde oven i købet lavet sin helt egen fortolkning af reglerne. Pewsey er ikke mine englænderes lille landsby, for ja, i den kan de sagtens holde afstand med dens kun omkring 70 indvånere. Pewsey har små 4000 indbyggere og er derfor i mine øjne en rigtig by – men måske ikke i en københavners 😉 Og selv om det ikke skulle være et problem i den lille by, var det stadig noget værre pjat, men det er vi jo heller ikke uenige om.
      Det er meget at skulle handle til tre husholdninger! Jeg står også lidt tidligere op på købe ind-dagen; det er rart at handle mens der endnu ikke er så mange i butikkerne.

      Kommentar af Ellen — 16. april 2020 @ 9:23

  8. Det er så synd for englænderne – de er virkelig hårdt ramt af restriktioner på grund af coronatruslen. Og det er synd for dig, at du ikke ved, hvornår du ser familien igen. En vaccine har vel lange udsigter? Vi må trods alt nyde, at vi har muligheden for kontakt via internettet. Min far har fortalt, at under 2. verdenskrig så man ikke sin familie England i alle årene, krigen varede.

    Kommentar af Madame — 16. april 2020 @ 13:18

    • Ja, det er noget værre skidt, men jeg tænker også sommetider på WW2 og på hvordan det trods alt var langt værre end nu – og tog hele fem år!
      Jeg vil tro, uanset visse optimistiske meldinger, at det tager minimum et år fra man begynder at forske, til der er en vaccine – og måske også længere tid, men alle arbejder ganske givet så hurtigt de overhovedet kan.

      Kommentar af Ellen — 16. april 2020 @ 14:09

  9. Ja, tid er virkelig en elastisk størrelse! Stakkels Aubrey – og stakkels Charlotte; det er specielt slemt, når der ikke er udsigt ændringer foreløbig.
    Vi er heldigt stillet, fordi folketinget og myndighederne var så hurtige til at lukke ned. Og så har vi (især de 60-79 årige 😂) opført os usædvanligt artigt … Lad os nu se, hvordan det går om et par uger, når inkubationstiden, efter den delvise genåbning, er overstået.

    Kommentar af fiberfryd — 16. april 2020 @ 21:39

    • Meget elastisk!
      Det er synd for alle derovre,. For hele verden, og det vi (= jeg) måske ikke tog så alvorligt i starten, gik dog hurtigt op for selv mig, og nu er jeg glad for, at DK var så hurtige. De var nu kun en uge bagefter i UK, men landet har en meget større befolkningstæthed.
      Ja, vi har været meget dygtige, har vi, og det er temmelig spændende, hvad der nu sker hvornår og hvordan …

      Kommentar af Ellen — 16. april 2020 @ 21:45


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.