Hos Mommer

19. marts 2020

Ak, ak, gak og Soumak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:24
Tags: ,

Vi er inde i den anden uge af den enestående (og det er så ikke specielt positivt ment …) situation, hele verden befinder sig i.
Min yngste søster og svoger sidder i Brasilien og venter på at komme hjem. De var i Argentina og fik besked på at komme ud af landet og ind i Brasilien ASAP, for Argentina lukkede ned lige om lidt. Der er også kommet restriktioner i Brasilien, men herfra skulle de kunne komme hjem snart. De er i daglig kontakt med deres rejsekonsulent og virker ikke bekymrede.
I Charlottes lille landsby har nogen på eget initiativ nedsat en emergency committee. C kaldte den a disastrous committee, men det faldt ikke i god jord. Hun er i hovedet ved at sammensætte en mail, som hun vil sende til dem i landsbyen, hvis mailadresse hun kender, for den selvbestaltede gruppe er gået over stregen og skaber mere panik end det modsatte.
“Jeg vil bede om dine forældres telefonnummer, så jeg kan kontakte dem, hvis I alle fire skulle blive syge.”
“De bor i Danmark, som du udmærket ved. Hvad vil du have, de skal gøre? De kan ikke komme herover, og jeg vil heller ikke have dem herover, hvis vi er syge. Vi dør vel sagtens ikke alle fire sådan lige på en gang, så jeg skal nok selv tale med dem i givet fald … faktisk vil jeg helst ikke have, at I kontakter mine forældre under nogen omstændigheder.”

“Vi har sagt til folk i landsbyen, at de ikke må lufte deres hunde.”
Hvad har I??? Det er da aldeles fjollet. Selvfølgelig skal folk da lufte deres hunde.”
Der var mere i samme stil. Charlotte, som normalt ikke har svært ved at beherske sig, måtte tage et godt tag i sig selv, og nu overvejer hun at mane til både besindelse og fornuft. De ældre i landsbyen blev ikke spor beroliget af dette tiltag – tværtimod.

Jeg har tænkt på, hvordan det skal gå, når alarmberedskabet bliver holdt i live 24/7. Vi bliver bombarderet med information, hvilket i og for sig er i orden, og så alligevel ikke, for der bliver altså vadet for meget rundt i det. Dronningens tale var god, men inden den blev sendt, skulle vi høre meget om hvad hun kunne tænkes at sige, og bagefter blev den dissekeret ud til den sidste præposition.
Jeg tror godt, vi forstod hvad hun sagde.
Jeg gider heller ikke se og høre på et ægtepar fra Holstebro, der har forfærdelig ondt af sig selv, fordi de ikke kan se deres børnebørn. Den situation er langt, langt de fleste i – sådan er det bare lige nu.
Vi bliver mere og mere indskrænkede, tøhø, og det er også i orden, selv om jeg synes logikken halter lidt imellem. Det hele er kun lige begyndt. Vores sind og kroppe er ikke skabt til at være i konstant alarmberedskab i mange uger. Jeg kan godt frygte, at om ikke så længe har man vænnet sig til denne usædvanlige situation og derfor begynder at slække på forsigtigheden, hvis det først kulminerer om 4-6 uger, som nogle regner med … tanken er ikke rar.
Der er dog stadig nogle, der ikke har fattet en pind. I dag i Meny, hvor der næsten ingen kunder var, og vi få overholdt så fint de opsatte afstandsmærker, kom der, mens jeg stod og fik klaret betalingen, en mand i trediverne og placerede sig tungt åndende og klos op ad mig og ville betale for et eller andet. Med kontanter i hånden. Jeg hvæsede til ham, at han da for pokker godt lige kunne tage og holde den angivne afstand, men han gloede bare på mig, og han flyttede sig ikke. Fjols.
Mange unge har det seneste års tid talt meget om forældregenerationens mangel på ansvarlighed i forbindelse med klimakrisen. Jeg synes ikke de har så meget at have det i, da en del af dem udviser en alarmerende uansvarlighed ved at ignorere anbefalinger/påbud.

Soumak

Hvorfor jeg skrev Soumak i overskriften? Det hedder det sjal/tørklæde, jeg har masser af tid til at strikke på. Det er fra et Rowanhæfte, og det er perfekt til alt mit plantefarvede garn.
Opskriften sagde 10 farver og jeg sagde pffft – hvorfor dog nøjes med 10? Indtil videre, hvor jeg er omkring halvt færdig, har jeg omkring 20 farver i spil. 
Bagsiden er næsten pænere end forsiden … men det er tydeligere når man ser det i virkeligheden.

SoumakSoumak

32 kommentarer

  1. Der er megen tomgang i medierne, og jeg orkede ikke at høre dronningens tale. Hvordan man når de sidste uforstandige (som manden i din kø), ved jeg ikke, men måske går alvoren op for dem på et tidspunkt, hvor det er for sent.
    Skrækkeligt med den komité. Det er himmelråbende, men det er nok den slags mennesker, der også finder på at lave private vagtværn og lignende.

    Kommentar af Eric — 19. marts 2020 @ 13:07

    • Talen var nu ellers god – det var al ‘tomgangen’, jeg ikke kunne klare.
      Jeg forstår godt, hvorfor udtrykket “uden for pædagogisk rækkevidde” er opstået …
      Som Kirsten skriver herunder, er den fjollede komite meget barnabysk – på den ikke helt så go’e måde.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2020 @ 16:00

  2. Pyh ha. Godt din søster dog er nået til Brasilien, som åbenbart er det sydamerikanske land, der har lukket mindst ned.
    Hvis billedet til venstre er forsiden, og billedet til højre er bagsiden, er forsiden flottest. Og endog RIGTIG flot.

    Kommentar af tingats — 19. marts 2020 @ 13:27

    • Ja … men det bliver nu rart når jeg ved, at de er helt hjemme igen.
      Tak – det er faktisk et ret flot stykke strikketøj, som jeg tror jeg kunne finde på at lave flere stykker af.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2020 @ 16:02

  3. Jeg gad heller ikke høre dronningens tale, og der er enormt megen tomgang, men man kan jo bare lade være med at se/lytte med. Dermod har jeg hørt en spændende podcast med Corona-Lone, der er pandemi-professor.
    Hun er ikke ukritisk over for vores (altså DKs) takling at problemet, men i virkeligheden bunder det vist i WHOs udmeldinger. Spændende!
    Flot, flot tørklæde. Jeg kan bedst lide forsiden.

    Kommentar af Kirsten — 19. marts 2020 @ 14:32

    • P.S. Landbykommitéen er som taget ud af en Barnaby.

      Kommentar af Kirsten — 19. marts 2020 @ 14:33

      • Det kan man – altså bare lade være med, og det gør vi da også, men det irriterer mig, at stort set alle seværdige udsendelser er suspenderet pga. al den tomgang.
        Jeg har i anden sammenhæng oplevet, at WHO bestemt ikke er fejlfrie – senest med anbefalingen om IKKE at bruge Ibuprofen, hvis man bliver coronaramt. Det findes der ikke belæg for.
        Tak – jeg faldt også omgående for det 🙂
        Og dit PS: Helt enig, og deres landsby er på mange måder en Midsomer-kopi, men altså ikke altid for det gode.

        Kommentar af Ellen — 19. marts 2020 @ 16:25

    • Det er mit indtryk, at den britiske regering har undladt at informere om og håndtere corona-krisen på det niveau, der svarer til krisens alvor og konsekvenser. Hvis det er tilfældet, så reagerer folk ofte uhensigtmæssigt (f. eks. hamstring), fordi de mister tilliden til myndighederne og nogle bliver angste og kan hverken overskue eller fjerne faren, men ved at gøre et eller andet får de lidt kontrol over situationen. Måske er det det, der er på spil i den pågældende gruppe, hvilket det dog ikke bliver mindre emsigt af.
      Jeg tror ikke, at man generelt vil slække på forsigtigheden, fordi alarmberedskabet bliver opretholdt en rum tid endnu, fordi det fortsat vil blive forhøjet, men der vil være dem, der ikke forstår situationens alvor eller helt mister troen på, at det skal blive bedre igen og giver op på bekostning af fællesskabets behov.
      Heldigvis kan jeg frit vælge, hvad jeg vil lægge øjne og ører til af nyhedsmedier, har du ikke det?😉
      At nogle unge opfører sig uansvarligt, skal ikke ligge generationen til last og uanset det, så har de ældre generationer og tilmed med meget længere varsel og oplysning overhovedet ikke taget notits af klimaproblemerne i meget lang tid og gør det fortsat i høj grad ikke. Der er mange tiltag den enkelte kan gøre uden politiske initiativer f.eks. fødevarer og (ferie)transport.
      Jeg har strikket et sengetæppe til en juniorseng (100 x 140 cm.) dog i glatstrikning på pind 3 efter samme stribeprincip – kan man kalde det dobbelt stribet? – som dit Soumak-tørklæde og det er særdeles velegnet til at få brugt garnrester på og teste farvesammensætninger.
      Mvh. og nyd, at det er muligt at komme ud uden at skulle gå på kompromis med de to meters afstand.

      Kommentar af Kristine — 20. marts 2020 @ 15:56

      • UPS: Heldigvis kan jeg frit vælge, hvad jeg vil lægge øjne og ører til af nyhedsmedier, KAN du ikke det?😉

        Kommentar af Kristine — 20. marts 2020 @ 15:59

        • Man hamstrede da også i voldsom grad i Danmark og andre steder, hvor det ikke har skortet på information – og det er nu heller ikke mit indtryk, at den har manglet i UK. De er måske et par dage bagefter os, men det er fx Sverige jo også. Først skulle DK nærmest skældes ud over at lukke grænserne, og få dage efter gjorde de det selv. Det er et stort og komplekst spil (dårligt ord …), og endnu kan ingen vel være sikre på, hvad der i bund og grund er det rigtigste at gøre. Derfor vil der på nogle få områder være overkill og på andre underkill, så at sige.
          Selvfølgelig kan jeg vælge, men vi er to i husstanden, og den ene af os holder til tomgangen meget længere end den anden … eller nok rettere holdt, for det går heldigvis hurtigere nu med at slukke. Faren/ulempen ved dette er bare, at man risikerer at gå glip af vigtig information, når man har fået nok coronasnak allerede på forhånd. Vi gider jo knap nok tænde for de danske programmer … vi gør det, men holder os i videst muligt omfang til selve pressemøderne.
          Det mønster er SÅ godt til at få brugt rester med!
          Og vi nyder i stor grad, at vi ikke bor i en by.

          Kommentar af Ellen — 20. marts 2020 @ 16:15

  4. Jeg synes Dronningens tale var rigtig god, og det lyder til at hun bedre kan nå den unge generation (der er jo altid undtagelser)

    Du er flittig, og jeg troede faktisk at det billede til venstre måtte være bagsiden, når du syntes den var pænest 🙂

    Kommentar af Lene — 19. marts 2020 @ 16:20

    • Jeg hæftede mig ved det samme; altså hendes måde at tale direkte til den unge generation. Jeg elskede hendes “det er hensynsløst”.
      Jeg er vist den eneste, der kan lide bagsiden af det tørklæde 😉

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2020 @ 16:28

  5. Nøj Ellen det tørklæde er bare for flot, du er knagme dygtig, jeg har vist sagt det før, men jeg kan ikke dy mig. Vores dronning sagde det helt rigtige, og jeg kan heller ikke klare , at talen skal dissekeres både før og efter.. Her på siden må man godt give KRAM, så det gør jeg her fra min ensomhed. Marianne

    Kommentar af Marianne Bentzen — 19. marts 2020 @ 22:38

    • Jeg er altså ikke specielt dygtig, Marianne – jeg følger bare en opskrift, men tak alligevel 🙂
      Det gjorde dronningen nemlig, men alt det pladder før og efter … drop det!
      Knus retur herfra 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2020 @ 15:43

  6. Ja, tomgang er der masser af. Det hører desværre med, når der er ‘store’ begivenheder, uanset om det er royalt bryllup, folketingsvalg eller covid-19.
    Jeg tror der er mennesker der ikke tænker sig om i alle aldersklasser. Blandt en del af min søns bekendte er der stor bekymring for forældregenerationen (70+), der stædigt insisterer på at spille bridge, spise frokoster og være sammen med deres venner, trods henstillingerne. ‘Herregud, jeg er så gammel, så stiller jeg træskoene, så pyt’, synes argumentet at være.
    Det er et smukt tørklæde. Jeg så også nogle fine strikkede puder på Ravelry, netop inspireret af Soumak, så det er også en mulighed.

    Kommentar af fiberfryd — 19. marts 2020 @ 23:54

    • Ja, det hører desværre med, men der findes heldigvis en Off-knap.
      Det mener de jo ikke – altså at det kan være ligemeget om de dør; det synes man da i hvert fald normalt ikke, når man ellers er relativt rask og rørig.
      Jeg mener jo godt, at man kan være sammen fx to par, men jeg ville nok ikke mødes med flere ad gangen end det. Og man skal ikke tage de offentlige transportmidler for at besøge hinanden. Har man ikke bil, må man gå, cykle eller blive hjemme.
      Jeg er ret vild med det tørklæde … men det ved du 😉

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2020 @ 15:48

  7. Gad vide om andre lande gør så meget for at få deres landsmænd hentet hjem? Jeg tror det ikke – og det føles trygt og godt, at vi gør det her i Danmark. Når det er sagt, så er jeg helt enig med din søde datter – selvfølgelig nytter det ikke at gøre folk mere paniske end godt er, og selvfølgelig skal man ud i luften, hvis det kan lade sig gøre. Vel og mærke hvis man IKKE gør som dem, der går ture i flok.

    Kommentar af Mia Folkmann — 20. marts 2020 @ 20:21

    • Det ved jeg ikke, men du har nok ret i, at Danmark gør meget i forhold til, hvad andre lande vil gøre for deres strandede.
      Præcis – og i deres lille landsby vil det i praksis være næsten umuligt at gå i flok … der er kun 70 husstande, og jeg har endnu ikke set mere end én på gaden ad gangen, så hvorfor skulle det ændres nu? Når Vi seks fra samme husstand går en tur sammen, er det voldsom myldretid 😀

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2020 @ 20:50

  8. Og så er der dem, der glemmer at bruge hovedet – Min slagter vil i denne tid ikke have mere end seks personer i butikken ad gangen. Da der stod en familie på to voksne og deres tre børn derinde og en anden enlig kunde, var jeg nødt til at vente, til der blev plads til mig. Da fruen, som havde masser af tid, eeendelig havde rumpet sig færdig med at betale med kort, begyndte de møj langsomt at gå ud af butikken. Hun skulede noget til mig, for jeg holdt ikke min bøtte, “Hvor fikst er det lige, at I alle fem skal med ind i butikken og dermed kun efterlader plads til én kunde mere? Sune vil jo for tiden ikke have mere end seks personer ad gangen i butikken!”
    Man parkerer lige uden for døren i en gård, hvor ingen andre kommer end slagterens kunder; ingen af børnene var under seks år.

    Kommentar af Elsebeth — 20. marts 2020 @ 22:46

    • Jeg kan også virkelig blive irriteret, når jeg oplever den slags tankeløshed. Nu ved jeg ikke hvor stor din slagterforretning er, men hvis de kun kan ekspedere to ad gangen, var det ikke så galt, som hvis der havde været seks ekspedienter, men irriterende er den slags under alle omstændigheder – ikke mindst, hvis børnene ikke er helt små.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2020 @ 10:39

  9. Godt du får skrevet det ud. Jeg oplever desværre også stadig folk, som overhovedet ikke viser indsigt og forholder sig ikke spor anderledes end de ellers plejer at gøre. Det er så trist at se. Jeg ender no snart med kun at kunne bestille varer hjem fra online grænsehandel og supermarkeder, fordi jeg tilhører risikogruppen. Jeg vil simplethen ikke blive smittet fordi en eller anden idiot ikke kan klare at holde afstand.

    Kommentar af Toiletpapir — 20. marts 2020 @ 22:55

    • Nej, det er jo det værste: At tankeløsheden oftest går ud over de forkerte.
      Det er igen et eksempel på, at de få kan ødelægge det for de mange.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2020 @ 10:40

  10. Ja, det er en værre redelighed. Jeg har skrevet med B de sidste par dage. Pt ligger de ved Cobacabana og regner med at være hjemme i morgen eftermiddag – men det ved I måske allerede

    Kommentar af Fru Z — 21. marts 2020 @ 9:36

    • Ja, mon ikke! Jeg har ikke hørt fra Bodil siden i går morges. Da regnede de også med at være hjemme i morgen, men jeg vil desværre nok se det, før jeg rigtig kan tro på det. De skal, så vidt de selv vidste, over Paris. Det ville have været smartere via Frankfurt, for der kunne de have lejet en bil og kørt resten af vejen, men det får de ikke lov til fra Frankrig med alle de grænser de så skal krydse. Lad os se, hvor galt det går … men det er en bekymrede situation for dem.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2020 @ 10:45

      • Enig i alle dine betragtninger. Til gengæld er de heldigvis meget rejsevante og det virker til, at humøret er intakt

        Kommentar af Fru Z — 21. marts 2020 @ 11:17

        • Ja … men de er mere bekymrede, end jeg først opfattede. Det er der ikke noget at sige til, og de prøver ‘bare’ at få det bedste ud af situationen.

          Kommentar af Ellen — 21. marts 2020 @ 12:16

  11. Det er da skrækkeligt med den komité.
    Vi bliver bombarderet med oplysninger, og ind imellem bliver jeg meget utryg og prøver at finde noget at glædes over. Min fætter i England fortæller, at butikkerne ingen dagligvarer har – lige på det punkt lider vi ingen nød her.
    Dit sjal er utrolig smukt – hvor er du dygtig til håndarbejde.

    Kommentar af Madame — 21. marts 2020 @ 12:52

    • Vi er nødt til at finde de lyse aspekter frem, for dem er der da heldigvis stadig nogle af.
      Der er nok forskel på hvor i England man befinder sig. Hos C mangler de kun nogle enkelte ting. Gær, fx …
      Tak, men jeg tror det ser sværere ud end det er 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2020 @ 13:07

  12. Hvor er jeg enig med din datter i, at man slet ikke skal piske en stemning op. Det er det sidste, vi har brug for. Så flotte farver du har i dit sjal.

    Kommentar af Betty — 21. marts 2020 @ 14:07

    • De har naturligvis gjort det i den bedste mening, men de har ikke tænkt sig særlig godt om inden de gik ud med de meldinger.
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2020 @ 16:22

  13. Forleden fik jeg en sms “Dine nye briller er klar til afhentning!” I går formiddags ringede optikeren og fortalte, at hvis jeg ikke kom inden klokken 18, måtte jeg vente meget længe; hele optikerbranchen havde fået besked på at lukke butikkerne til den 1. juli. Med så kort varsel havde han travlt med at ringe rundt til kunder, hvis briller lå klar til afhentning. Fysioterapeuten varslede to ugers lukning sidst i uge 10. Det, syntes jeg, var slemt nok for dem – men to måneder, godt og vel, det er forstemmende, som situationen udvikler sig. Da jeg kom hjem, blev det da rent galt; nu kunne jeg læse, at Bestseller havde fyret 750 ansatte i Danmark, OG statsministeren havde netop dagen i forvejen udtalt, at erhvervslivet skulle sende de ansatte hjem, endelig IKKE fyre dem … Alt for mange står pludselig over for en uvis nærmeste fremtid, hvilket kan bekymre mig, fordi jeg selv har mit på det tørre og ved, hvor beroligende det er.

    Kommentar af Elsebeth — 21. marts 2020 @ 15:03

    • Det er meget forstemmende, og jeg er dybt bekymret for alle dem, det går så hårdt ud over.
      Vi har også vores på det tørre – regner vi da med, men det hjælper jo ikke alle dem, der ikke har, og jeg forstår så glimrende, at der er så stor utryghed blandt lønmodtagere og de småerhvervsdrivende – og vel også hos nogle af de større.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2020 @ 16:24


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.