For ni dage siden, da vi rejste til England, var der tydeligvis færre rejsende i Københavns lufthavn i forhold til normalen; ligeledes i Heathrow, da vi landede der.
I går, da vi skulle hjem igen, var der ingen kø ved security, hvilket vi aldrig har oplevet før, og mit gæt er, at antallet af rejsende har været mellem halvdelen og to tredjedele af normalen.
Til gengæld havde de vældig god tid til at undersøge os alle grundigt i security. Min håndbagage gik til højre i stedet for venstre, da den kom ud af scanneren, hvilket betyder, at der blev set noget mistænkeligt. Jeg blev spurgt, om jeg havde noget skarpt i tasken (nej!) og jeg blev bedt om at at åbne den. Jeg blev også spurgt, om jeg selv vidste, hvorfor den ikke gik igennem, men det gjorde jeg ikke. Jeg spurgte tilbage, om det kunne være min powerbank, for den blev opfattet som en tablet, da vi fløj til Tromsø, men det havde jeg nævnt for ham, der stod i den anden ende og vejledte os. Han sagde, at den ikke behøvede at komme op af tasken.
Det var så heller ikke den, det var all my wires, der havde forvirret; altså mine ladere. Der var da ellers kun seks … smartwatch, telefon, iPad, kamera, pc og så den, der sidder fra powerbanken til taskens indbyggede USB-stik. Jeg spurgte, om jeg burde have taget dem op, men han svarede nej, og at jeg ikke havde gjort noget forkert.
Det havde derimod hende, jeg måtte vente lææænge på, fordi hele hendes omfangsrige håndbagage blev endevendt. Nogle er altså bare for dumme: Hun havde en propfyldt plastpose med flydende ting i, men hun kunne åbenbart ikke have dem alle der, for hun havde yderligere 6-8 småflasker liggende rundt omkring, som var forsøgt gemt i eller under forskelligt. Fjols. Hvad tror hun mon, der sker under gennemlysningen? Heldigvis fik hun konfiskeret dem, for hvad der ikke kan være i en lukket 1-liters plastpose, er for meget. Så kan hun lære det! Jeg oplever det tit. Der er stadig, efter så mange år med den væskerestriktion, utrolig mange, der ikke kan finde ud af at tage det op af håndbagagen. Mange har stadig en ½-liters vandflaske med, og en del har også for store beholdere med produkter til den personlige hygiejne. En af mine kolleger fortalte engang lettere forarget, at de havde konfiskeret hendes shampoo, selv om der kun var godt ½ dl tilbage i flasken. I en 250-ml flaske … jeg undrede mig mest over, at hun overhovedet gad have den smule med i en stor flaske, men hun havde været helt sikker på, at det var væskemængden det kom an på. Hun svarede ikke på mit spørgsmål om, hvorfor de mon så forlangte, at det skulle kunne være i en relativt lille plastpose.
Jeg burde kunne være ligeglad, men det er jeg ikke, fordi det sinker unødigt, og jeg finder det uforståeligt, at det åbenbart er så svært. Irriterende er de da, alle de sikkerhedsprocedurer, men de er der, og vi kan lige så godt rette ind.
Ni ud af ti gange går jeg lige igennem perleporten uden noget bipperi, men den tiende gang larmer den, og jeg bliver grundigt undersøgt fra top til tå. Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg har båret/haft noget forbudt. Jeg tager ikke engang små smykker (fx øreringe) på, når jeg skal flyve; bøjle-bh har jeg aldrig haft på under en flyrejse, og mine lange bukser er med elastik. I går bippede John, og han havde heller ikke noget forbudt på sig. Man mister lidt respekten for det, men brokke os gør vi naturligvis ikke – vi vil nødig arresteres, og de ansatte passer jo bare deres arbejde.
Det bliver lidt spændende, hvad coronahalløjet udvikler sig til – vi er nok mange, der har en rejse i farezonen.
Hver dag bliver jeg nærmest bombarderet med mails, der udbyder superbillige afbudsrejser …
Kan man ikke rejse, kan man se Badehotellet. Charlotte vil gerne se den, og hun kan også godt via mit TV2 Play-abonnement, men det får Tim ikke så meget ud af, så for at få dem med engelske undertekster bestilte jeg en samlet pakke med de seks første sæsoner på dvd, mens vi var derovre.
De kom her til morgen.
Indeholdende to sæson 2 og ingen sæson 1 … godt jeg ikke fik dem sendt direkte til England.
Der er en sæson 1 på vej til mig – der blev udvist god service, og de behøvede ikke fotodokumentation, så nu får I den i stedet.
Selvfølgelig sker der fejl, men det må alligevel være gået lidt stærkt her, vil jeg tro.
Jeg har oplevet ret store forskelle på sikkerhedskontroller. Ikke blot hvad de går op i og ikke tillader (fx en lille pudseklud fra optikeren i baglommen), men der er også ret stor forskel på “magnetfeltet,” man passerer.
Det kan være irriterende med folk, der forsinker processen pga. dumhed, men man skal også være lidt overbærende – måske de ikke er så rejsevante, og det kan også være stressende at passere sikkerhedskontrollen, fordi man ikke altid har god tid til at arrangere de forskellige ting på rette vis.
Kommentar af Eric — 10. marts 2020 @ 18:20
Ja, det er der også ret stor forskel på, men en lille pudseklud! 🙂
Og ja igen: Nogle lufthavne har mere følsomme scannere end andre, men det kan nu alligevel godt undre mig, at de bipper, når man vitterligt intet metal har på sig. Eller klude/servietter.
Ikke alle er rejsevante, det er rigtigt, og jeg prøver også at være overbærende, men det er lidt svært med en som hende jeg beskrev, og som udmærket vidste, at hun gjorde noget forkert ved at prøve at gemme noget.
Kommentar af Ellen — 10. marts 2020 @ 18:27
Og jeg bliver så stresset af den kontrol, selv om jeg følger deres retningslinjer til punkt og prikke 🙂
Scannerne har jeg endnu ikke grejet, for som du skriver så bipper de af forskellige ting, men tilbage til første sætning, jeg bliver stadig lige nervøs, når de bipper 🙂
Jeg skal vist flyve noget mere 😉
Kommentar af Lene — 10. marts 2020 @ 19:59
Det er nok i høj grad et spørgsmål om tilvænning til de skrappe sikkerhedsforanstaltninger, men det er bare ikke lige for tiden, du skal ud og flyve noget oftere 🙂
Kommentar af Ellen — 10. marts 2020 @ 20:32
Ja det er irriterende, når enkeltindivider undsiger sig fællesskabets normer og regler og sætter sig selv først på bekostning af andre. I dit beskrevne tilfælde medførte den adfærd kun ventetid for andre rejsende, mens samme adfærd kan få meget fatale følger, hvis vi ikke tager risikoen for coronaspredning meget alvorligt og derfor udøver selvregulering, så sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien (næsten) kan følge med.
Øh!!! En taske med indbygget USB-stik, hvad er fidusen i det (og hvad er stikket forbundet til)?
Mvh.
Kommentar af Kristine — 10. marts 2020 @ 23:42
Det er gået op for mig, at vi skal tage coronarisikoen alvorligt 🙂
Det indbyggede stik kan forbindes med en powerbank. Det giver et par udgange mere og kan være en fordel, hvis man er på langfart eller bare uden strøm i nogle dage, fx på en telttur eller lignende. Jeg købte ikke tasken pga. dette, men det er da en meget sjov ting 🙂
Kommentar af Ellen — 11. marts 2020 @ 9:31
Måske er jeg langsomt opfattende, men jeg forstår ikke det med USB-stikket, fordi det skal forbindes med noget i begge “ender”, hvis det skal virke, så hvordan det giver flere udgange ved at blive forbundet med en powerbank, er mig en gåde. Nå nok om det.
Mvh.
Kommentar af Kristine — 12. marts 2020 @ 12:23
Forestil dig, at taske’udtaget’ har flere udgange, mens der kun bliver brugt ét på powerbanken for at slutte det til taske’indtaget’.
Måske kan du få lov til at at se systemet i en butik 😉
Kommentar af Ellen — 12. marts 2020 @ 12:36
Jeg ville nok klodse gevaldigt i det, hvis jeg skulle ud at flyve, da jeg er helt blank på alle de sikkerhedsregler (men indrømmet, jeg ville helt sikkert læse op på dem først). Til gengæld er jeg virkelig god til nyse- og hostereglerne! 😁
Kommentar af fiberfryd — 11. marts 2020 @ 1:25
Hvis jeg kender dig ret, så ville du sørge for at kende reglerne bedre end de fleste, hvis vi endelig fik lokket dig med ud at flyve 😀
Mht. nys og host, så tror jeg det er mange år siden, jeg begyndte at bruge albuen i stedet for hænderne, så der tror jeg, at jeg er okay, men som jeg skrev ovre hos Lene, så er jeg forbavset over, så ofte man rører ved sit ansigt! Det skal jeg til at vænne mig af med. Det er svært, men det er ved at blive kørt ind på rygmarven 🙂
Kommentar af Ellen — 11. marts 2020 @ 9:34
Sikke megen stress man undgår, når man ikke flyver 😉
Kommentar af Kirsten — 12. marts 2020 @ 10:25
Hehe, det kan du jo sige, men det kommer an på, hvordan man ser på det – jeg ville føle mig stresset, hvis jeg blev forhindret i at flyve, for så ville det unægtelig blive meget vanskeligere at se mit barn og mine børnebørn 🙂
Kommentar af Ellen — 12. marts 2020 @ 12:33
Jeg kan godt forstå, Charlotte gerne vil se Badehotellet. Jeg elsker den serie. Kender du testen “Hvilken gæst på Badehotellet er du?” Den er sjov. Jeg har to veninder, der begge er hr Weise. Og så er det ikke så flatterende, at jeg er fru Fjeldsø – haha. Vi driller hinanden med vores nye navne 🙂
Kommentar af Betty — 12. marts 2020 @ 15:01
HA – du kommer fremover ikke til at hedde andet end fru Fjeldsø, når du er sammen med dine veninder 😀 – men hun er jo heldigvis god nok på bunden, samme fru Fjeldsø …
Kommentar af Ellen — 12. marts 2020 @ 16:36
Du kommer da ikke til at gå ned på udstyr. Det er åbenbart ikke kun John, der falder for fancy tasker.
Godt, I nåede hjem, selv om det var datteren og børnebørnene, I ellers skulle være blevet hos. I nat drømte jeg, at England havde lukket ned for fly fra Danmark. Det blev så USA i stedet for.
Kommentar af tingats — 12. marts 2020 @ 19:13
Det går jeg ikke ned på, må jeg vist indrømme, men det er godt nok den bedste håndbagagerygsæk, jeg endnu har ejet – og det er ikke på grund af usb-udtaget 😉
Jeg talte netop i dag med C om det: At det var godt, vi var der, da vi var der og ikke havde bestilt flyet til en uge senere. Jeg er tilsyneladende blevet født på et heldigt tidspunkt … og jeg ville nødig strande nogen steder – ikke engang hos min egen datter, selv om det måske lyder underligt.
Pudsigt med din drøm.
Kommentar af Ellen — 12. marts 2020 @ 19:34
Jeg troede faktisk, at Londons afvisning af fly fra Danmark var virkelig – var sket. Men da jeg nævnte det for Ib, sagde han, at det havde han da ikke hørt noget om. Min underbevidsthed havde spillet mig et puds. Og jeg ved godt hvorfor. Jeg havde været på nettet og set nogle absurd lave priser på fly til London – og så havde jeg jo også læst, at I var derovre. Og så er underbevidstheden åbenbart gået i gang 🙂
Kommentar af tingats — 13. marts 2020 @ 12:57
Den underbevidsthed lever sommetider sit helt eget liv – og i øvrigt er der jo ingen der siger, at du ikke får ret senere – verden ændrer sig fra dag til dag i øjeblikket!
Kommentar af Ellen — 13. marts 2020 @ 13:11