Hos Mommer

5. marts 2020

Montacute House

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags: , ,

Charlotte, som normalt kun holder fri om onsdagen, var så sød at tage også tirsdagen fri, så hun kunne underholde sin efterhånden skræmmende aldrende mor på fødselsdagen. Som jeg skrev sidst vi var herovre, lykkes det stadig at finde steder, vi ikke har besøgt, og denne gang skulle vi ikke længere væk end en lille halvanden times kørsel.
Montacute house. Alt andet end cute, men så vældig imponerende, hvilket var lige præcis meningen med opførelsen af det. Det skete på bare seks år, fra 1596 til 1602, noget af en præstation på den tid. Bygherren, Mr. Phelips, var en mand dreng af almuen, som, pga. sin særdeles høje intelligens, fik en sponsor, som gav ham muligheden for at uddanne sig til advokat. Den gerning blev han så god til, at han tjente en stor formue ved det.

P1010016

Det blev bygget dengang, alt skulle være 100 % symmetrisk, hvilket ses herover. ALT var symmetrisk, helt ned til den mindste detalje. Nogle af skorstenene fungerede ikke som skorstene, men de skulle være der af hensyn til symmetrien.
Phelips ville så gerne adles, hvilket for ham – og vel også for adelen – ville være det sidste led i en accept af, hvor stor en mand han var blevet. Han ville adles af Elizabeth I, men hun døde kun to år efter færdiggørelsen af Montacute, så hun nåede til hans ærgrelse aldrig at se hans værk.
Han blev dog adlet af Elizabeths efterfølger, så hans plan lykkedes.

P1010010

To steder i haven findes en lang wibbly wobbly hæk, som gartneren forsøger at få lov til at nedlægge, for den kræver alt, alt for meget i vedligehold, men han får modstand, gør han – det er en af de største af slagsen i England, så det er ikke et forslag, man vil tage imod med kyshånd. Det ser da også flot ud, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den.

P1010008P1010012

Alene de to porthuse er imponerende … gavlen af residensen ligeledes. Portnerne boede i husene med deres familier, og det var skam et ærefuldt hverv.
Det, jeg dog blev mest imponeret af, var udstillingen inde i huset af de broderier, de fine damer kunne få lov til at bruge en masse af deres tid på. Lige om lidt kommer der billedspam af det; jeg forsøger at gengive de fleste eksempler i naturlig størrelse, derfor også forskellig størrelse på billederne. Det har været fantastiske arbejder – og så var det jo endda kun prøveklude, der var udstillet her – altså stykker de syede eller broderede for at lære de forskellige teknikker.
Det meste af det var småt, småt, småt. Jeg kan ikke forestille mig, at de har kunnet sy om aftenen, tidens dårlige belysning taget i betragtning.

P1010050P1010053

P1010045P1010046

Jeg er fuld af respekt for håndværket – selv unge og friske øjne må have anstrengt sig en del for at kunne brodere så småt.

P1010048P1010049

Nogle af dem var tydeligt nok elevarbejder, men ikke mindre imponerende af den grund.

P1010055P1010058

Vi så et brev broderet af en lille pige, der lærte at brodere, før hun lærte at læse. Jeg ville ikke bytte med at være af adelig herkomst på den tid. Heller ikke af andre herkomster for den sags skyld – for mig at se har det enten været hårde levevilkår eller en ovenud kedelig tilværelse. Men okay – hellere adelig end bonde/slave/whatever, trods alt … selv om intet dengang har været misundelsesværdigt. At gifte sig af kærlighed var vel nærmest et ukendt begreb, selv om nogle få nok kunne være heldige, men ellers var det alliancer og magtkonsolidering, der var i hovedsædet.

P1010064P1010067

Om aftenen gav englænderne fødselsdagsmiddag på The Millstream, hvor vi har spist nogle gange, men hidtil kun om sommeren, så dette var første gang, vi sad indenfor. Jeg fik lamb shoulder med kartoffelmos. Den var lækker og så mør, at jeg ikke behøvede kniv til at skære den ud. Der manglede lidt grønt, men Aubrey afgav hellere end gerne sin salat til mig. Win-win … men jeg måtte desværre lade halvdelen gå ud igen – der var alt for meget mad til mig. Det samme gjaldt både Anna og Charlotte, som fik hhv. steak and kidney pie og noget med kylling. Det er lidt synd, men engelske pubber er ikke kendt for at være nærige med portionerne. Alle med Y-kromosomer kunne godt spise op.
Vi havde dog alle seks plads til en dessert, men så kunne vi også trille ud derfra.

12 kommentarer

  1. Hvor er det dejligt at blive fejret med udfkugt og god mad sammen med sine kære.
    PS du skal lige have ændret årstallet på dinne billeder. Jeg tror ikke det hjælper på vores alder at holde fast i 2019 ☺️

    Kommentar af Lene — 5. marts 2020 @ 20:22

    • Ja, det er så dejligt … og tak. Det havde jeg ikke set, det skyldes, at jeg har rejse-pc’en med, hvor det ikke er ændret til default 2020. Det er det på min hjemme-pc, og det har åbenbart gjort mig blind 😦

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2020 @ 23:04

  2. Tillykke med fødselsdagen over there. Hvor dejligt at blive fejret af familien med god mad og spændende oplevelser.

    Kommentar af Betty — 5. marts 2020 @ 22:50

    • Tak … det gider jeg nemlig overhovedet ikke brokke mig over – bare nyde det 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2020 @ 23:05

  3. Det er altid fascinerende at lære, hvordan man levede i fortiden. Med den tekniske udvikling har meget ændret sig, og det går stærkere og stærkere. Alligevel er meget det samme, og her tænker jeg på formuefordelingen, hvor færre i dag ejer meget mere af verdens rigdom – det er blot mere diskret og tonen er en anden.
    Medmindre årstallet er på dine billeder, for at du selv kan huske det, er det ligegyldigt – ophavsretten gælder til 70 år efter din død, uanset om der står noget eller ej. Hvis det er for at kølne lysten til at “låne” dine billeder, kunne du fx også skrive “mommer.wordpress.com”.
    Fortsat god fødselsdagsfejringsferie 🙂

    Kommentar af Eric — 6. marts 2020 @ 8:03

    • Ja, tonen er en anden … nogle steder. Tim er sammen med en advokat, der prøver at få en englænder ud af et irakisk fængsel. De ting, Tim fortæller om de forhold, får nærmest selv den sorteste middelalder til at blegne.
      Det er mest for at kølne lysten, som du siger, men det sker alligevel indimellem. Det er såmænd også okay, så længe det ikke er til kommercielt brug, for så forlanger jeg en del af kagen 🙂
      Dato og år vil jo fremgå af mit originalbillede. At sætte blogID på her er faktisk en god ide, selv om det ofte vil være for langt.
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2020 @ 23:02

  4. Det var en dejlig dag! Broderier af den fine slags er er en langsommelig affære, men sikkert et udmærket tidsfordriv, når nu man ikke måtte meget andet, end at sidde stille og se dannet ud. Det ville vist ikke passe nogen af os 😂
    Hækken er jeg helt vild med, men den er også et tålmodighedsarbejde ud over det sædvanlige, så gartneren har min medfølelse.

    Kommentar af fiberfryd — 6. marts 2020 @ 21:17

    • Nej, det ville bestemt ikke passe mig at sidde med den slags, men sådan var det jo dengang.
      Jeg er også vild med hækken, men sikke da et arbejde. Jeg forstår både gartneren og dem der er imod hans ønske 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. marts 2020 @ 23:05

  5. Hvor sjovt at se dine billeder fra Montacute. Dér boede vi i et feriehus et par uger for en del år siden – så det er naturligt nok et af de steder, jeg føler mig lidt “hjemme”. Det var så hyggeligt at gå aftentur ned i haven, når det hele var lukket og vi kunne have det for os selv. Næsten da. 😉 Feriehuset lå et stykke fra det store hus – man skulle gå tværs hen over marken med køer (tyre)…

    Kommentar af Mia Folkmann — 7. marts 2020 @ 8:34

    • Hehe, hvor i UK har I ikke boet? 😊
      Køer er okay, men jeg ville nok have haft lidt betænkeligheder med tyre uden hegn imellem dem og mig …
      Det er et dejligt område, men dem er der godt nok mange af i England!

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2020 @ 13:21

  6. Har jeg set rigtigt, at det er en buksbomhæk. Hvis ja må den være nærmest hul – sikke et slaraffenland for børn og barnlige sjæle. Er din mindste A blevet for lidt barnlig til at kravle ind og gemme sig/forskrække forbipasserende ect.?
    Mvh. og fortsat familienydning

    Kommentar af Kristine — 7. marts 2020 @ 15:22

    • Den har sikkert nok været hul, men jeg tjekkede det ikke, og Aubrey var ikke med, han var i skole.
      Jeg tror nu ikke, han er vokset fra at synes det er sjovt at forskrække os gamle, men der er langt imellem han gør det – han er sikkert bange for, at vi dør af skræk 😉

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2020 @ 16:38


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.