Hos Mommer

11. februar 2020

De fik en chance til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Als - alene på færgenJeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Horne kirke

Augustenborg slotVejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Als (7)

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

22 kommentarer

  1. At I blev genforenet med Christie’s er ikke så underligt i disse dage, hvor festlighederne i anledning af 100-året for afstemningen om genforening af Sønderjylland med resten af Danmark blev afholdt i går.
    Læg endelig vejen forbi Christiansfeld næste gang I er på de kanter, hvis I ikke har været der (og læs bare en lille bitte smule om byens historie først, da det forklarer en del om byen).
    Godt I ikke har haft gener ifm. stormen.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 11. februar 2020 @ 19:07

    • Den genforening blev vi uafladeligt mindet om i går!
      Vi har været i Sønderjylland flere gange og dermed også i Chr.feld – det var derfor, vi prioriterede Als i dag.
      Stormen mærkede vi ikke meget til, nej.

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2020 @ 19:15

  2. Det lyder som en dejlig tur i det sønderjyske. I har fået mange oplevelser på kort tid.
    Det var sjovt at læse om overraskelsen i dit forrige indlæg. Det er en virkelig flot motorcykel, og hun er modig din datter. Nu bliver det spændende at se dig som bagsædepassager. Det må du ikke gå glip af.

    Kommentar af Betty — 11. februar 2020 @ 19:25

    • Det var en fin lille tur, vi havde.
      Det ville også være modigt at mig at sætte mig bag på cyklen – nu får vi se, om jeg tør, men det gør jeg jo nok 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2020 @ 20:03

  3. Det er da skønt med den slags selvforkælende smutture – og så til den pris! Gourmet eller ej er det da utrolig billigt.

    Kommentar af Eric — 12. februar 2020 @ 8:14

    • Det er nemlig helt vildt billigt, og til den pris er det altså okay, selv om jeg lige brokker mig en lille smule.

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2020 @ 10:58

  4. Så lærte jeg lige noget nyt: Jeg har ikke før vidst noget om den bitte færgerute – mon færgen er opkaldt efter “fru Danfoss”?

    Kommentar af conny — 12. februar 2020 @ 9:54

    • Det er den – dens fulde navn er Bitten Clausen 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2020 @ 11:00

  5. Fru Clausen blev døbt Dorothea Emma til fornavn. Hendes far kaldte hende Bit, som efterhånden blev til Bitten.

    Kommentar af Elsebeth — 12. februar 2020 @ 19:19

    • Det er der nok ikke ret mange, der ved 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2020 @ 19:30

  6. Som I da farter land og rige rundt og bliver kloge på Danmark og gourmetmad 🙂

    Kommentar af Lene — 12. februar 2020 @ 19:46

    • Jahhh – det er så dejligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2020 @ 21:22

  7. Jeg tror, vi skal prøve Christies også! For os er det vist nærmest en fordel, at retterne ikke er så store. når der er ikke færre end fem af dem. Jeg plejer at have problemer allerede ved to retter. Ærgerligt nok, men sådan er det åbenbart at blive gammel.

    Kommentar af Kirsten — 12. februar 2020 @ 20:36

    • Det ville lige være noget for dig, så – men i øvrigt er du da vist ikke meget ældre end mig 🙂
      Jeg er forholdsvis sikker på, at selv om du er småtspisende, ville Christies ikke give dig problemer med en femretters menu.

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2020 @ 21:23

  8. Tak for pris-informationen – det er ganske billigt forstår jeg. Jeg troede iøvrigt at Christie var et auktionshus i London og vist et par steder mere, som lever af at sælge dyre ting til så meget som man nu kan få, hvis man får de rigtige til at konkurrere om at hjemtage trofæet.

    Sikken en hyggelig tur. Det er godt klaret at du kan se det smukke i laden/huset overfor kirken. Måske er det nemmere for en Københavner, der er træt af glashuse?

    Kommentar af Donald — 12. februar 2020 @ 22:54

    • Christie’s (altid i genitiv) er ganske rigtigt et engelsk auktionshus, hvorimod Christies fint kunne ligge i Sdr. Hostrup. Navnet er dog stadig lidt underligt, og der står intet om oprindelsen i kroens historie. Flere tidligere ejere har dog heddet Christensen.
      Jeg elsker da gamle, stråtækte bygninger – vi bor jo selv i et, men om det er nemmere for en københavner at se skønheden, skal jeg ikke kunne sige 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2020 @ 10:21

  9. Ja, Christie’s er et lidt pudsigt navn til en dansk kro. Det var altid noget, at maden var bedre end sidst, men den pris er altså ok for et par dage med fine tillægsoplevelser.

    Kommentar af fiberfryd — 13. februar 2020 @ 0:38

    • Ja, det er, og som jeg skrev til Donald herover, forklarer de ikke selv oprindelsen til navnet.
      Det var nemlig også det, vi blev enige om: Til den pris kan vi acceptere en hel del, og maden var som sagt god, der var bare lige lidt nok af den.

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2020 @ 10:23

  10. Det var da godt, du slap for grønkål denne gang. Man risikerer somme tider, at vintermenuerne er lidt tunge i det. Hvis du ser ser et tilbud fra Sallingsund Færgekro, kan det anbefales. Vi har tradition for at besøge forskellige steder på Slette Strand i efterårsferien. Men for nogle år siden fik vi en mail, blot et par dage før vi skulle derop. De skrev, at der havde været brand i køkkenet (det var ikke Svinkløv :-)), så de kunne ikke modtage os, men vi kunne flyttes til Sallingsund Færgekro. Det havde vi egentlig ikke lyst til – fordi det var så langt fra Vestehavet, men vi tog alligevel derop. Det blev to gode overnatninger til ingen penge, med en flaske vin på værelset til velkomst, to gange god morgenmad, en to-retters menu den første aften og en fin tre-retters festmenu den anden aften, og hvad jeg næsten syntes var det mest bemærkelsesværdige, en lunchboks den midterste dag, vi var der – fordi vi kørte over Mors til Thy – OG en lunchboks med i bilen, den sidste dag, da vi kørte derfra. Det har jeg ikke oplevet andre steder. Værelserne på disse kroer er som regel ikke noget at skrive hjem om, men personalet er altid overmåde flinke – og dejlig ligetil. Hotel Smedegården i Lem kan også anbefales. Her skulle vi bare hurtigt overnatte, men vi fik meget bedre mad, end vi forventede i en lille jysk by in the middle of nowhere. Det skyldtes, fandt vi ud af, at der ligger nogle store virksomheder, som har mange udenlandske gæster og derfor sætter en vis standard.
    ps. Jeg har prøvet at skifte mit login til Google. Nu kan jeg ikke se noget avatar-billede, men måske virker linket alligevel. Det virker både på min egen og på Ibs blog.
    pps Så du synes, vi skriver lange afhandlinger. Det kan jeg da ikke forstå 🙂
    ppps. Men denne gang var portionerne så små, at vi slet ikke skulle høre menuen på Christie’s?

    Kommentar af anne marie Schultz — 13. februar 2020 @ 13:01

    • Jo, men grønkål i to ud af fire retter? Og pastinakmousse efter en selleriret? Ikke helt gennemtænkt, synes jeg … men det var så også bedre denne gang.
      Jeg glemte menubeskrivelsen, men det var først hokkaidosuppe, så stegt hjertesalat (et salat’hoved’ på størrelse med Johns tommelfinger), så to tynde skiver kalvefilet med en terning (3x3x2 cm) kartoffel-etellerandet og lidt sauce, så lidt grillet gedeost og til sidst en mazarinagtig dessertkage.

      Jeg får allerede nyhedsbreve fra Small Danish Hotels, som også Sallingsund Færgekro er med i, og jeg vil fremover være opmærksom på tilbud herfra. Jeg var inde og kigge på deres hjemmeside, og det ser fint ud, med rimelige priser. De nævnte dog ikke noget om madpakker … men der kommer måske et ekstraordinært tilbud på et tidspunkt.

      Hmm. Jeg ved ikke lige, hvad der sker, men nu er der slet ikke noget link tilknyttet hverken gravataren øverst til højre i kommentaren eller dit navn under kommentaren og dermed heller ikke ude i kommentarlisten til højre. Hvis jeg går ind på din Gravatar, virker det, men det er kun mig, der kan det, fordi den er i den mail, jeg får i forbindelse med din kommentar. Den kan andre jo ikke se.
      Hehe, ja, jeg synes I skriver meget ad gangen. En gennemsnitsnovelle er på omkring 5000 ord, og I har begge været oppe på omkring 6000. Du har også været nede på små 3000, men en granskning af emnet viste mig faktisk, at det er blevet trendy at skrive længere indlæg end jeg i sin tid lærte. Dvs. de behøver ikke længere kun at være på mellem 400 og 800 ord, men gerne helt op til 2000, naturligvis afhængig af målgruppe og emne. Min erfaring er dog, at, uanset hvad trenden måtte være, så taber man læseren på gulvet, hvis indlæggene er for lange. Man bør nok gribe i egen barm og spørge sig selv, hvor lange indlæg man orker at læse fra andres side – og være ærlig 😉
      Der er jo ikke noget forgjort i at dele et langt indlæg i flere – så blogger man også lidt oftere, hvilket ikke er til skade, hvis man har fået skaffet sig nogle trofaste læsere …

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2020 @ 16:51

  11. Jeg nyder jeres ture 😊 Uanset det er mad, kultur, natur eller historiske steder der er temaet.
    God tur til Norden.

    Kommentar af Anne Holtegård — 16. februar 2020 @ 17:50

    • Dejlige ord, Anne – tak for dem og for nordlysturønsker 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2020 @ 20:09


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.