Jeg får lyst til at tage Jyllandspostens chefredaktør og deres tåbelige og barnlige tegner og ruske dem. Råbe lige ind i deres ansigter, at ytringsfrihed ikke er synonymt med at give sig selv ret til at genere andre nationer og/eller religioner.
Jeg blev så vred, da jeg så tegningen af det kinesiske flag. Lige så vred som da jeg oplevede alt det med muhammedtegningerne i 2005.
Jeg undrer mig såre over deres tåbeligheder og håber, at JP mister læsere på grund af dette. Som jeg skrev på FB, så er det ikke JP der bestemmer hvornår noget er krænkende. Det bestemmer alene modtageren af ‘budskabet’.
Man krænker ikke et flag. Punktum. Ejheller folks religøse overbevisning. Punktum igen.
Politikerne bakker JP op, ganske som de også gjorde for godt 14 år siden – det gør mig næsten lige så vred. De tør åbenbart ikke angribe den hellige ytringsfrihed, men det ville klæde dem gevaldigt at fortælle JP i utvetydige vendinger, at man godt kan opføre sig ordentligt, selv om man lever i et demokrati hvor man har lov til at tale, tegne og skrive uden at blive fængslet.
Det ville også klæde JP, hvis de offentligt erkendte, at dette her nok var lidt mere end en anelse ugennemtænkt, at de beklager, hvis de har fornærmet nogen, men at det ikke var tilsigtet.
Jeg kunne godt tænke mig at se den gode hr. redaktørs ansigt, hvis ytringsfriheden blev brugt mod ham selv.
Min chef brugte ofte udtrykket perception is reality. Det er måske efterhånden lidt fortærsket, men det er ikke desto mindre rigtigt.
Måske skulle jeg sende forklaringen herunder til JP.
Det var det. Jeg fik luft. Tak fordi I lyttede med øjnene.
Nu til en anden undren:
Kan det virkelig have sin rigtighed, at jeg den 29. januar kan gå ud i min have og plukke en vellugtende aftenstjerne?
Eller hvis det ikke er en vellugtende aftenstjerne, hvad er det så, der har disse små, lilla blomster nu?
Vintergækkerne kan jeg forstå, men ikke den anden. Jeg ser også allerede dorthealiljer i blomstring, og hvis påskeliljerne fortsætter med samme væksthastighed, så blomstrer de om en måned.
Til sidst (det var jo hele tre ting …) en opdatering:
Min læge har så travlt, at jeg aldrig kom igennem til telefonkonsultationen her til morgen, men jeg har set blodprøveresultaterne på appen Min Sundhed, og de ligger inden for normalområdet, undtagen det ene af de tre kolesteroltal, som dog kun lige netop har sneget sig op over grænsen. Sygeplejersken sagde i går, at EKG’et ser fint ud. Hvis ikke det havde gjort det, havde hun ikke måttet fortælle mig det, men hun må heller ikke lyve noget bedre end det er.
Med andre ord: Jeg er ikke bekymret. Det skal nok gå altsammen.
Faktisk svinger pulsen ikke så meget som da jeg konsulterede lægen. Det er stadig lidt ud over det normale, men ikke fra 60 til 130, mens jeg ingenting laver.
Jeg er nok bare en gammel hypokonder … eller også har det hele været en reaktion på forskrækkelsen, da John fik sit voldsomme anfald af øresten.
Jyllandsposten er trættende – som uvorne knægte i en skolegård. Hvis man (uforsætligt) træder nogen over tæerne eller kommer til at skubbe, siger man undskyld. Nu var det ikke uforsætligt i den forstand, og desto mere irriterende er deres trodsige og udfordrende gåen til grænsen.
Du er ikke en gammel hypokonder. Atrieflimmer har det med at komme og gå (i modsætning til -flagren) og vil ikke nødvendigvis give unormalt udslag i blodprøver, men alt det har du selvfølgelig læst om.
Kommentar af Eric — 29. januar 2020 @ 15:42
Lige præcis! Godt udtrykt. Det er ganske enkelt bevidst dårlig opførsel, og det er ikke i orden.
Det håber jeg da heller ikke, at jeg er – og jo, jeg har naturligvis læst en del om emnet her på det sidste, men det var nu meget godt, at lægen benyttede lejligheden til at give mig et 60.000 kilometers eftersyn, nu jeg var der alligevel, så jeg fik taget prøver til en hel del analyser – som jo altså viste sig at være i den skønneste normalitet 🙂
Kommentar af Ellen — 29. januar 2020 @ 16:35
For en gangs skyld er jeg helt uenig med dig. Jeg synes ikke, tegningen er genial, men jeg synes heller ikke, den er så forfærdelig. Hvis ikke Kina havde pustet sig op om tegningen, var den højst sandsynligt hurtigt gået i glemmebogen.
Jeg synes, det er kineserne, der har opfører sig uartigt, men det er jo langt fra første gang, de forsøger at sætte dagsordenen i andre lande med trusler om både det ene og det andet, og somme tider har de ikke ladet det blive ved truslerne.
P.S. Jeg har set både mælkebøtter og tusindfryd i blomst. Har faktisk tænkt mig at sætte billeder på bloggen, når jeg får tid.
Kommentar af Kirsten — 29. januar 2020 @ 20:36
Jamen det er da sandt nok: Hvis ikke man støder nogen, bliver der heller ikke en sag ud af det, og man behøver ikke blive krænket på andres vegne – den slags ‘hellighed’ er der i forvejen for meget af.
Jeg er enig i, at kineserne på en del områder ikke er verdens bedste børn, men det er ikke en undskyldning for os til at opføre os dårligt.
Det er den mest unormale vinter, jeg har oplevet, men det er vist også den varmeste januar nogensinde.
Kommentar af Ellen — 30. januar 2020 @ 9:33
Hvor godt at dine blodprøver var normale. Men du skal selvfølgelig have en uddybende samtale med lægen.
Som du ved, så er jeg enig med dig, når det drejer sig om Jyllands Pesten :-))
It’s all about perception (citat dr Phill) Din chef havde så ret. Det er den bedste måde at omgås hinanden på, hvis vi vil forståelse og venskab. Både privat og professionelt.
Ja, det er virkelig en unormal januar. Jeg er ikke fan af forår så tidligt.
Kommentar af Betty — 30. januar 2020 @ 10:10
Ja, og det har jeg haft nu – det er alt sammen okay 🙂
Ja, det ved jeg, og ja, it’s all about perception og respekt for andres opfattelser; endda nok mere i professionel end privat henseende, fordi det har mere langtrækkende og omfattende konsekvenser, hvis det går galt.
Det er ikke godt med så meget varme nu, og slet ikke, hvis der så kommer en kuldeperiode.
Kommentar af Ellen — 30. januar 2020 @ 10:33
Jeg er glad for at høre, at du umiddelbart er ok. Desværre må jeg melde pas på blomsten. Den er fin, men sært er det, akkurat som vejret.
Kommentar af fiberfryd — 31. januar 2020 @ 2:09
Tak, og ja, det er en fin, lille fyr, men jeg havde jo ellers regnet med din store planteviden her 🙂
Kommentar af Ellen — 31. januar 2020 @ 8:28
Blade og blomst ligner judaspenge (Lunaria annua) så meget, at jeg vil påstå, at det ER judaspenge.
Vi har dem selv i haven, dog endnu uden blomst. I sin tid havde vi mellem 1 og 2 hektar af dem til tørring. Blomsterstandene er dekorative. Det er en korsblomstret lige som raps og sennep med de samme tendenser til selvsåning. Den hører i forvejen -lidt som vinterraps- til de allertidligste.
Kommentar af natural2222 — 1. februar 2020 @ 14:52
Det er da judaspenge! Det burde jeg selv have kunnet regne ud, for der har stået judaspenge lige på den anden side af hækken, hvor jeg fandt denne blomst.
Tak, Farmer – det er godt at have både dig og Ditte. I supplerer hinanden godt mht. til at oplyse mig i min uvidenhed 🙂
Kommentar af Ellen — 1. februar 2020 @ 15:15