Hos Mommer

9. januar 2020

Løft dit hoved, du raske gut …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:32
Tags:

Jeg fik John med hjem i går eftermidags. Hjertet fungerer så fint, som det nu kan under omstændighederne, som er to blodpropper med dertil følgende arvæv i hjertet og derfor nedsat kapacitet.
Så langt, så godt.
Men han var svimmel igen i går morges. Ikke så slemt som om mandagen, men rollator var påkrævet, så hans hoved blev vredet lidt igen – med samme gode virkning.
Så langt, så godt, men skal han nu regne med at vågne mere eller mindre svimmel op hver morgen? Det er ikke godt at vide, så jeg sørgede for til i morges at have øvelsen parat både på print og på Youtube, så jeg kunne bistå, hvis det viste sig nødvendigt.
Jeg havde læst, at det kunne hjælpe nogle at sove med hovedgærdet løftet 45°. Dette nægtede han dog, men vi forsøgte os med at løfte det så meget, som han mente at kunne holde ud. Han kan nemlig ikke sove på ryggen på grund af hans efterhånden lidt for slående lighed med Quasimodo (altså kun hvad den krumme ryg angår …), så vinklen måtte blive et pænt stykke fra de 45°. Men det virkede alligevel. Måske. I hvert fald var han ikke svimmel i morges, så vi var glade!
 Én gang er ingen gang, som min gamle farmor sagde, så vi vil nok imødese de næste morgener med en vis spænding, men vi har lov at håbe det bedste.

Man er jo altid så skrækkelig bagklog, og set i bakspejlet har han nok lidt af vildfarne øresten i et stykke tid. Det gik så bare totalt galt i mandags og som sagt også lidt i går, men han er gennem det seneste års tid sommetider blevet lidt svimmel indimellem – værst om morgenen, hvilket den åh så kloge Ellen mente må være pga. for lidt væskeindtagelse. Han har derfor altid, når det skete, drukket et glas vand og sat eller lagt sig ned i 15-20 minutter. Det hjalp i langt de fleste tilfælde, så vi har begge været sikre på, at vandmangeldiagnosen var rigtig, men det tror vi ikke helt mere.
Det skal dog siges til forsvar for min diagnose, at han, når han huskede at drikke lidt mere/oftere, end han egentlig følte sig tørstig til, blev svimmel i et noget mindre omfang, hvilket naturligvis bestyrkede os i troen.
Det er ikke nemt, når man er lægmand. Hvorfor læste jeg ikke til læge?
Det ved jeg nu godt: Det var bl.a. fordi fysik og matematik ikke hørte til mine spidskompetencer i gymnasiet – men jeg elskede biologi og kemi. Og så var tanken om 6-7 års studietid ikke specielt attraktiv for mig, og allerede dengang havde jeg absolut ikke lyst til at bo eller færdes i København. Eller anden storby.
Jeg blev hospitalslaborantelev (som nu så farligt fint hedder bioanalytiker) på Roskilde sygehus. Senere tog livet en ganske anden drejning for mig; jeg drejede dog frivilligt med og skred derfor ikke i svinget, men det er en helt anden historie.

Lige nu er jeg bare glad for at have min mand hjemme igen. Det er så afgjort der, jeg helst vil have ham!

20 kommentarer

  1. Det er ikke sådan med livets stejlkurver. Nu kender I i hvert fald til ét problem og ved, hvordan det kan håndteres. Bagklogskab er ikke så ringe endda, hvis den ellers bliver brugt. Fjender kan vi og helbredet have nok af, så det er med at kende dem, hvis man kan.

    Kommentar af Eric — 9. januar 2020 @ 20:34

    • Næh, man tager nogle rutsjeture ned ad de kurver indimellem, men ja, det er godt at kende sine fjender! Lige fra det internationale plan og ned til vores. Sådan apropos det der sker i verden lige nu …

      Kommentar af Ellen — 9. januar 2020 @ 21:38

  2. Hvor er jeg glad for at høre, at John er nogenlunde på højkant igen. Der kan være så mange årsager til svimmelhed, at det sagtens kan være både det ene og det andet der har drillet; men vand gør godt under alle omstændigheder.

    Kommentar af fiberfryd — 10. januar 2020 @ 0:51

    • Tak – vi håber stadig det bedste – han var heller ikke svimmel i morges 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2020 @ 9:39

  3. Håber begge har sovet godt i nat. Svimmelhed kan trigges af mange ting, og dit bud med væske er et godt råd.
    Min svimmelhed trigges helt klart af træthed og travlhed.
    God bedring til John og god dag til jer begge 🙂

    Kommentar af Lene — 10. januar 2020 @ 5:39

    • Det har vi, tak. Jeg forstår godt, at du kan blive svimmel med det arbejdspres, du ofte har.
      Væske er godt, men han må helst ikke drikke mere end 1½ liter om dagen, for så skal han mere vanddrivende medicin. Det er lidt af en balancegang.
      Og tak igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2020 @ 9:42

  4. Puha, Ellen. Jeg er glad for at høre, at han er hjemme igen, og at I hvert fald du er ved godt mod (jeg kan ikke helt afkode Johns sindstilstand af dine tekster). God bedring til ham og mange tanker herfra.

    Kommentar af Mette L — 10. januar 2020 @ 15:16

    • Tak for de søde ord, Mette 🙂 Vi er begge ved godt mod – John er bare lidt træt efter at have trukket lidt rigeligt på adrenalinpumpen, men det går vel over igen – angsten og usikkerheden er heldigvis pakket væk for denne gang.

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2020 @ 17:39

      • Angst og usikkerhed fylder desværre ofte mere end sygdommen. Min mor har lige haft et hårdt efterår efter en forbipasserende blodprop i hjernen, som hun kom sig 100 % over. Men angsten for, at det alt for høje blodtryk, aldrig kom ned igen og derfor ville udløse flere propper, hang virkelig fast længe.

        Kommentar af Mette L — 10. januar 2020 @ 21:44

        • Det kan jeg 100 % sætte mig ind i, Mette, og jeg føler med din mor. Jeg var selv lææænge om at lade være med at gå i selvsving efter min brystkræft, og jeg har stadig en snert af pisken, selv om angsten stadig bliver fjernere og dermed nemmere at tackle. John har det på samme måde med sit hjerte, så jo, vi kender begge turen og det, din mor (måske endda stadig, selv om hun har lært at skjule det) er igennem.

          Kommentar af Ellen — 11. januar 2020 @ 8:58

  5. Det er godt at høre, at det går så godt med John. Han slipper nok for yderligere gener. Det har jeg gjort.
    Nu blev jeg mindet om min egen situation dengang for 40 år siden. Det var en meget sindsoprivende og skræmmende tid, efter jeg vågnede en nat og følte mig som i en centrifuge og næsten ude af stand til at stå på benene. Min far var død fem år tidligere efter en meget kort, svær sygdomsperiode af en hjernesvulst, hvor de første symptomer var svimmelhed. Det gjorde mig ekstra bange. Øjenlæge og ørelæge havde den forklaring, at det var en virus på balancenerven. Det er først senere, man har fået viden om øresten, der kan komme på afveje. Der var ingen behandling til den ‘virus’ på balancenerven, den ville gå over af sig selv. Det blev langsomt bedre, men jeg var utryg ved diagnosen. Jeg havde selvfølgelig hørt om den og mødt andre med samme problematik. Der gik et halvt år, før jeg kunne rejse mig, uden at det svimlede. Som så mange andre dengang, arbejdede jeg halvdags, og det kunne godt gå. Jeg lærte at undgå at dreje hovedet på den måde, der provokerede svimmelheden. Min førstefødte var to år, og en nat var hun syg med opkastninger. Da lærte jeg, at det at vågne og hurtigt rejse mig op, betød at jeg efter flere gange var mindre svimmel. Så man skal ikke undgå at bevæge sig, men være sikker på, man har noget at gribe fat i.
    Hurra for viden om øresten! Jeg er ikke klar over, hvornår man forlod diagnosen ‘virus på balancenerven’. Det må have været med skanningsapparaternes indtog.

    Kommentar af Betty — 10. januar 2020 @ 21:09

    • Hold da op, Betty – sikke en historie! Jeg – vi – er glade for, at du fortæller den. Hvor må det dog have været angstprovokerende og skræmmende for dig; alene på grund af din fars sygdom og død. Jeg har tidligere hørt flere sige, at de har fået konstateret en virus’ på balancenerven, så det er, som jeg jo også har konkluderet, ret almindeligt, at de øresten render hjemmefra. Det er søreme godt, at man er blevet så meget klogere siden dengang.
      Jeg har ‘kureret’ John i dag, og det hjalp på svimmelheden. Det var virkelig betryggende at finde ud af, at han og jeg kan klare den sammen.
      Det er interessant, at du var mindre svimmel efter at have rejst dig hurtigt – John læste din kommentar med stor interesse 🙂
      Ja, hurra – det kan vi da kun være enige i.

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2020 @ 21:37

      • Jeg skulle selvfølgelig lige efterfølgende google virus på balancenerven 🙂 Man er vel nysgerrig. Mit tilfælde var i 1975. Jeg kan se, at diagnosen virus ikke er forsvundet. Men at det er uklart, hvad det egentlig er. Om det egentlig er?
        Hvor er det godt, du kan hjælpe John med øvelserne.

        Kommentar af Betty — 10. januar 2020 @ 21:53

        • Man skal livet igennem være nysgerrig, Betty 🙂
          Ditte bekræfter dine ord, men jeg kan godt forstå tvivlen. Nu … Og som vi kan se med Mettes far, så er det nok ikke alle praktiserende læger, der kender til øresten.
          Vi er begge glade for, at vi kan klare svimmelheden selv.

          Kommentar af Ellen — 11. januar 2020 @ 9:08

    • Min far fik diagnosticeret virus på balancenerven i 2010. Så jeg tror desværre, det lever i bedste velgående, selvom det burde tjekkes som øresten. Han blev ikke tjekket andre steder end hos egen læge og det blev bare kædet sammen med psykisk påvirkning, fordi min søsters 1-årige søn lå meget syg på hospitalet på det tidspunkt. Men min far var sat ud af spillet i flere måneder pga. det.

      Kommentar af Mette L — 10. januar 2020 @ 21:41

      • Det var synd for din far. Og især ærgerligt, hvis egen læge ikke kendte til øresten. Mange praktiserende læger kan de håndgreb og øvelser, der får øresten på plads. Men måske ikke alle?

        Kommentar af Betty — 10. januar 2020 @ 21:56

  6. Både vildfarne øresten og virus på balancenerven er i spil, når svimmelhed skal diagnosticeres. En læge fortalte mig, at balancesystemet kan blive ‘forvirret’, når man har været svimmel længe, men at man ofte kan træne sig ud af langvarig svimmelhed ved forskellige øvelser (ikke ørestensmanøvrerne), bl.a. ved at lægge og rejse sig hurtigt (som Betty nævner) og på andre måder provokere den til at finde tilbage til normalen.

    Kommentar af fiberfryd — 11. januar 2020 @ 0:34

    • Okay – det virker bare en smule letkøbt at sige virus, fordi man ved, at der så ikke er noget, der hjælper, når man først er ramt – virusangreb kan man jo kun forebygge. Jeg husker dog udmærket, hvor længe der gik, inden du kom af med din svimmelhed. Du må fortælle os om de øvelser, når vi ses, men John er vist desværre ikke i stand til at rejse sig hurtigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2020 @ 9:02

  7. Hvor er det dejligt, at John er hjemme igen, og at I nu er blevet så meget klogere på, hvad I selv kan gøre. Jeg ville også have troet, at væskemangel var en forklaring.

    Kommentar af Madame — 11. januar 2020 @ 15:17

    • Jeg tror vi er mange lægmænd, der umiddelbart ville have skudt skylden på væskemangel, men ja, det var skønt at blive klogere.

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2020 @ 15:59


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.