Hos Mommer

15. december 2019

En enestående oplevelse i Muldiverset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , , ,

Jeg ville ellers have skrevet om den julebasar vi var på i den gamle sukkerfabrik i Stege, men det må vente, for på vejen hjem fik vi en overraskelse af de lidt større.
Vi kørte omkring Jungshoved Kirke og Jungshoved Præstegård (jeg ved ikke om præsten stadig bor der, men det er en B&B). Begge dele ligger temmelig afsides, med godt en kilometer imellem. Må have været ret upraktisk for præsten …
Kirken lå ved en lille anløbsplads – for lille til at kunne kaldes en havn. Vi var der i lidt sol, megen regn og megen blæst (som ikke er taget af; tværtimod!), hvilket gav en dramatisk virkning mellem sludbygerne.

P1000414

Da vi kørte videre, var der lige pludselig et skilt med Muldiverset. STOP, sagde Ellen – det sted har jeg læst om – vi skal lige ind og kigge.
John anede ikke, hvad det var, og vi trådte ind i en verden, jeg ikke troede var mulig uden for de store byer, og så finder vi den lige her på Jungshoved: En skøn gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer og lidt til, som man slet ikke vidste, man lige stod og manglede. Og mange af varerne kan købes i løs vægt. Olivenolien er i metaltønden på billedet – og se bare alle krydderierne. Jeg var begejstret.

P1000423

En sød kvinde kom ud i butikken og hilste på. Vi ville gerne starte med at kigge, sagde vi, hvortil hun svarede, at vi bare skulle kigge alt det, vi ville.
Hvis vi var blevet sultne, havde hun da også noget smørrebrød, hvis det skulle være …

P1000425

Jeg købte nu ikke så meget, men jeg kunne ikke stå for denne pose fra Aurion. Jeg er ikke vild med havregrød, men nu får dette her alternativ en chance. Hvem vil ikke gerne have en flad mave, tøhø … gad vide, hvad æblebananer er? (Det er googlet, så nu ved jeg det godt.)

P1000431 P1000430
Derudover erhvervede jeg mig kun en tube tandpasta til Aubrey. Han kan ikke fordrage pebermynte, så det er svært at få tandpasta, han kan lide, men de havde en med propolis (og uden pebermyntesmag), som jeg krydser fingre for falder i god jord.

Deres smørrebrød så ualmindelig lækkert ud. ‘Desværre’ var stykkerne ret store, så de to vi hver valgte, var næsten for meget … jeg havde sådan en lyst til at prøve det hele! Det blev til Muldiversets kyllingesalat til os begge, ørredmousse på friskbagt brød til mig og økologisk and med hjemmelavet biodynamisk krydret rødkål til John.
Vi kunne næsten ikke spise det, men det var altså kun, fordi vi ikke kunne få hænderne ned, og så er det svært at spise med kniv og gaffel!
Det hele var supergodt … kyllingesalaten var ganske enkelt the best ever. Jeg fik ikke en opskrift som sådan, men hun remsede alle ingredienserne op, så nu håber jeg, at jeg kan rekonstruere den.

P1000428

Den store ‘madsal’ har både hyggehjørner og rigtige spiseborde. Vi blev bedt om selv at rydde af efter os, for de “bruger helst kun penge på det vigtigste”, og det er – endnu – ikke en tjener.
Det var ganske enkelt månedens gode oplevelse. Vi skal helt sikkert derud igen, både med Ditte og Peter, som jeg allerede ved vil elske stedet, plus at Englænderne også skal have lov at opleve dette fantastiske sted.
Jeg håber, Muldiverset klarer sig, for det har de sandelig fortjent, men der var da tilsyneladende kunder nok i butikken.

Hun startede med MadMarked i Præstø, som lige var lukket, da vi flyttede derned, men som vi oplevede mange omtale i meget rosende vendinger.
Hun beskriver det selv som indsat herunder. Det var sandelig godt, hun kom ud af sin fosterstilling! Nedenstående er et pluk fra hendes åbningstale fra august. Resten af talen kan findes her.

image

18 kommentarer

  1. Det lyder som et spændende sted, og godt smørrebrød er lækkert. Er der flour i den propolistandpasta du købte? Der er en del helsekostbutikker der sælger tandpasta uden flour, da de mener det er sundhedsskadeligt. Det bakkes dog ikke op af videnskaben, se fx her https://kemi.taenk.dk/bliv-groennere/er-fluor-i-tandpasta-problematisk .

    Kommentar af Pernille Lærkedal — 15. december 2019 @ 21:54

    • Meget spændende sted!
      Pudsigt, du nævner flour, for jeg studsede netop over, at der ikke er flour i den jeg købte – og jeg tænkte, at det er ikke godt, for det mener jeg, at der helst skal være, hvilket også bekræftes i dit link. Det er ikke første gang, at den slags misforstås, desværre, for det resulterer i større skepsis fra min side, hvad ‘helse’ angår. Man skal i hvert fald være kritisk og selv undersøge tingene, men det er der vist mange, der undlader 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. december 2019 @ 22:00

  2. Det glæder jeg mig til at opleve.
    Sjovt, at det er hende, der også startede med Madmarkedet. Det kender jeg udmærket, for heroppe i Lynæs havde den driftige købmand et Madmarked der samarbejde tæt med Præstømarkedet. Han blev desværre også blæst økonomisk omkuld af det underslæb hun nævner.

    Kommentar af fiberfryd — 16. december 2019 @ 1:23

    • Jahh, det kan du også roligt gøre 🙂
      Jeg kunne godt tænke mig at gøre noget aldeles forbudt ved den idiot, der ruinerede både to personer og så godt et koncept! Og helt ærligt: SÅ meget kan han altså heller ikke have fået ud af det, vil jeg tro.

      Kommentar af Ellen — 16. december 2019 @ 10:15

  3. Den indkøbte grødblandings navn skyldes vist, at den er glutenfri og nogle mennesker tåler ikke gluten, hvilket bla. viser sig ved oppustet mave. Voila.
    Du kan koge blandingen op med (delvis) æblemost, hvis du er sukkersulten.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 16. december 2019 @ 12:15

    • Ahhh, knus nu ikke mine drømme, Kristine 😀
      Tak, men jeg er heldigvis ikke nogen ‘sukkergris’ – kun når der er chokolade i farvandet 😉

      Kommentar af Ellen — 16. december 2019 @ 12:28

  4. Sikke nogle spøjse steder, I har i Præstø og omegn. – Og hvad/hvem lever Frederiksminde af? Der kan da ikke være et lokalt kundeunderlag til så fin en gourmetrestaurant hver eneste aften?

    Kommentar af tingats — 16. december 2019 @ 14:42

    • Ja, det er dejligt 🙂
      Jeg tror, at når man først er kommet på michelinstjernehimlen, så mangler man ikke kunder – de kommer langvejs fra – selv fra det store udland – for at sætte tænderne i den lækre mad.

      Kommentar af Ellen — 16. december 2019 @ 17:00

      • Nåh … Jeg misforstod, hvad du skrev i en anden kommentar , hvor du skrev, at du ikke havde spist stjerner – men det var så bare i flertal. Jeg har nu set, at det ER en MIchelinrestaurant:-)
        og med en meget dyr vinmenu 🙂

        Kommentar af tingats — 17. december 2019 @ 17:41

        • Den er vist ikke så meget dyrere, end hvad de tager andre steder med vinmenu – og da slet ikke for en michelinrestaurant, men alt er relativt, og jeg er enig i, at det er mange penge 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. december 2019 @ 18:25

  5. Tak for tippet. Det er ikke ofte, at vi kommer på de kanter, men hvis vi gør, vil jeg være opmærksom på denne lille perle. Det er netop sådanne steder, vi holder af at finde og besøge

    Kommentar af Fru Z — 16. december 2019 @ 20:50

    • i kunne jo tage en rundtur: Muldiverset til frokost og Frederiksminde til aften – I kan overnatte der 🙂 Hvis I ‘nøjes’ med Muldiverset til frokost, så gi’r vi eftermiddagskaffen!

      Kommentar af Ellen — 16. december 2019 @ 22:14

  6. Hurra, jeg fandt Jungshoved Kirke og præstegården på GoogleEarth, hvor er det smukke steder! Kirken ligger ikke i de huse, der kaldes Jungshoved by, og som du siger er det et lillebitte anløbssted, men smukt – og i læ, det er nærmest en naturhavn.

    Men MULDI-verset aha! Det var skønt! Angående flad mave, min x Charlotte vejer ikke mere end da hun var ung og åleslank (jo lidt men ikke meget) og har fået en rund mave, som ikke vil gå væk. Hun er lige skøn af den grund, og det har jeg da også sagt flere gange; så nu har hun klædt sig derefter. Vi kan ikke finde ud af om det er vand i kroppen eller fedt omkring indvoldene, – men sådan er det altså blevet. Det skal understreges at hun holder sig i form med vandreture hver dag, og gymnastik (pilates med en fhv balletdanser!) et par gange om ugen – kan man gøre mere? Vi ændres med årene.

    Men grød er godt for maven – fordøjelsen – jeg vil begynde igen, har holdt pause. Yoghurt er også godt.

    Hvor ser det hyggeligt ud!

    Sikken en dejlig tur det har været!

    Kommentar af Donald — 16. december 2019 @ 20:58

    • Ja, det er nok en lille naturhavn dernede.
      Jeg er lidt misundelig på dem, der kan holde sig slanke hele livet, men hun gør jo også en del for det, din x-C. Jeg tror til gengæld ikke på, at man kan bevare ungdommens figur 100 %, men det gør heller ikke noget.
      Grød er godt – jeg har bare aldrig brudt mig så meget om det, men nu prøver jeg igen … har ellers mest holdt mig til mælkeprodukter af alskens slags + frugt.
      Det var en rigtig god tur og ditto dag 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. december 2019 @ 22:18

      • Fik jeg ikke skrevet at faconen er rund som om maven er oppustet? Det er måske synd at sige det så direkte, men altså, det var det jeg prøvede at sige – og at det ikke gør noget, “kroppen lever jo sit eget liv” (!) 🙂

        Kommentar af Donald — 16. december 2019 @ 22:21

        • Nej, det gør bestemt ikke noget, men jeg kan godt forstå, hvis C selv synes det er en anelse irriterende 🙂

          Kommentar af Ellen — 16. december 2019 @ 22:25

  7. Det lyder som det dejligste sted. Både butikken og restauranten. Bare ærgerligt, jeg bor så langt væk, for efter din beskrivelse virker det meget tiltrækkende. Jeg var forbi din blog tidligere på dagen, da jeg ikke havde tid til at kommentere. Men siden har jeg flere gange tænkt på navnet? Muldiverset?? Jeg ville have det til at være noget med muld og diversitet, men så mangler der jo et d. ?
    Jeg ser Donalds forklaring. Men der er ikke noget, der ringer hos mig? Kan du gøre mig klogere?

    Kommentar af Betty — 16. december 2019 @ 21:27

    • Man smutter trods alt ikke lige herover fra Silkeborg for at få en frokost, men man kunne jo gøre det til en del af en lidt længere sydsjællandstur – vi har skam meget andet at byde på 🙂
      Jeg fik mere en association med muld og universet, men hvem af os der har ret, er ikke godt at vide, så jeg kan desværre ikke gøre dig klogere – ikke engang via stifteren, Birgitte Escherich, som ikke giver nogen forklaring på navnet på hjemmesiden.

      Kommentar af Ellen — 16. december 2019 @ 22:23


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.